Menneskerettigheder

Links

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Den ny menneskerettighedsdomstol

Retspraksis


Links:

Amnesty.dk

Amnesty International

Dansk Flygtningehjælp

Institut for Menneskerettigheder

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Europarådet

FN - Documentation Research Guide

Human Rights Documentation

Multilateral Projects

Raoul Wallenberg Institute

University of Minnesota's Human Rights Library

Human Right Handbooks

Retsregler

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Lov nr. 940 af 20.12.1999 om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner

Betænkninger

Bet. nr. 1220/1991: Den europæiske Menneskerettighedskommission og dansk ret

Bet. nr. 1546/2014: Inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet

Bøger:

Frede Castberg: Den europeiske konvensjon om menneskerettigheder, 1971, Universitetsforlaget, Oslo.

Moses Moskowitz: International Concern with Human Rights, 1974, 239 sider, Sijthoff, Leiden.

Frede Castberg: The European Convention on Human Rights, 1975, Sijthoff, Leiden.

Niels Eilschou Holm: En sag for menneskerettighedsdomstolen, 1980, 151 sider, DJØF. Anmeldt af Per Magid i JUR 1981.157-160. (Bogen handler om menneskerettighedsdomstolens dom af 07.12.1976, hvorefter Danmark ikke havde krænket konventionen ved at indføre integreret seksualundervisning i folkeskolen)

John Bernhard og Tyge Lehrmann: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1985, 190 sider, GadJura. Anmeldt af Lars Adam Rehof i JUR 1986.215-219.

Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Menneskeret, 1.udg., 1990, DJØF. Anmeldt af Per Magid i ADV 1991.347-350, samt af Jon Andersen i JUR 1991.249-254.

Red. Asbjørn Eide og Jan Helgesen: The Future of Human Rights Protection in a Changing World - Fifty Years since the Four Freedoms Address. Essays in Honour of Torkel Opsahl, 1992, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af Jens Brøsted i JUR 1992.434-441: Menneskerettighedsbeskyttelsen i en ændret verden.

Antonio Cassese: Human Rights in a Changing World, Temple University Press, Philadelphia. Anmeldt af Jens Brøsted i JUR 1992.434-441: Menneskerettighedsbeskyttelsen i en ændret verden.

Søren Stenderup Jensen: The European Convention on Human Rights in Scandinavian Law, 1.udg., 1992, DJØF. (Bogen analyserer anvendelsen af EMRK i Danmark, Norge og Sverige)

Louise Nan Rasmussen og Søren Schønberg: EU-menneskeret - en udfordring til dansk ret, 1994, Karnovs Forlag. Anmeldt af Lars Adam Rehof i UfR 1995 B.167.

Red. Martin Scheinin: International Human Rights in the Nordic and Baltic Countries. (forhandles ved Center for Menneskerettigheder, Wilders Plads 8 H, 1403  København K. Tlf. 32 69 88 88. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1996 B.333-334.

Asbjørn Eide, Catarina Krause og Allan Rosas: Economic, Social and Cultural Rights - A Textbook, 1995, Nijhoff, Haag. Anmeldt af Lone Lindholt i EU-ret   & Menneskeret nr. 1/1996 p.83-88.

Torkel Opsahl: Law and Equality. Selected Articles on Human Rights, 1996, Gyldendal, Oslo.

Henrik Døcker: Menneskeret i Europa, 1. udg. 1997. Det Danske Center for Menneskerettigheder. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1997 B.466-467.

Red. Morten Kjærum, Klaus Slavensky og Jens Vedsted-Hansen: Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv, 1. udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i EU-ret & Menneskeret nr. 6/1997 p. 336-356: Om den menneskeretlige melodi.

Henrik Karl Nielsen, Lars Adam Rehof og Christian Harlang: Anti-diskrimination - lovgivningen med kommentarer, 1. udg., 1997, GadJura.

Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret bind 3 - menneskerettigheder, 2. udg., 1997, Chr. Ejlers Forlag.

Hans Danelius: Mänskliga Rättigheter i europeisk praksis - En kommentar til Europakonventionen om de mänskliga rättigheterne, 1997, 410 sider, Norstedts Juridik. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1998 B.350/2.

Alan Boyle & Michalen Anderson: Human Rights Approaches to Environmental Protection, 1998, 313 sider, Clarendon Press, Oxford. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 1998 B.519/2-521.

D.J Harris, M. O`Boyle og C. Warbrick: Law of the European Convention on Human Rights, 2. udgave, 1998.

P. Van Dijk og G. J. H Van Hoof: Theory and practice of the European Convention on Human Rights, 3. udgave, 1998.

Marianne Holdgaard Bukh: Modafhøring af vidner - menneskeretlige krav til straffeprocessen, 1. udg., 1998. Anmeldt af Palle Steen Christensen i FM 1999.63-68.

Jens Elo Rytter: Grundrettigheder. Domstolenes fortolkning og kontrol med lovgivningsmagten, 1. udg., 2000, 479 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Blume i UfR 2000 B.487-488 og af Torben Jensen i JUR 2001.374-386.

Iain Cameron: National Security and the European Convention on Human Rights, 2000, 479 sider, Iustus Förlag. Anmeldt af Henning Koch i UfR 2003.247-249.

Karin Buhmann: Implementing human rights through administrative law reforms. The potential in China and Vietnam, 1. udg., nov. 2001, 601 sider, DJØF.

Erik Møse: Menneskerettigheter, 2002, 591 sider, Cappelan Akademisk Forlag, Oslo. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2003 B.108.

Clare Ovey og Robin C. A. White, Jacobs & White: European Convention on Human Rights, 3. ed. 2002, 500 sider, Oxford University Press

Njål Høstmælingen: Internatjonale Menneskerettigheter, 1. udg. 2003, Universitetsforlaget, Oslo.

Nina Holst-Christiansen, Per Lorenzen, Lars Adam Rehof, Tyge Trier og Jens Vedsted Hansen: Den europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 2. udg., 1. del., feb. 2003, 650 sider, DJØF. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2003 B.211-212, af Helle Larsen i FM 2003.173-174 og af Erik Werlauff i ADV 2003.273-275: Sikker guide til menneskerettighederne. 1. udg. 1994 er anmeldt af Hjalte Rasmussen i UfR 1995 B.47/2-48 og UfR 1995 B.239/2 (samme anmeldelse). Desuden anmeldt af Asbjørn Jensen i EU-ret & Menneskeret nr.1/1995 p.1-9.

Pia Justesen: Racisme og diskrimination – Danmark og menneskerettighederne, 1. udg. 2003, 178 sider, Akademisk Forlag.

Marianne Nørregaard: Menneskerettighedskonventionens anvendelse mellem private, 1. udg., juni 2004, 430 sider, Thomson

Ida Elisabeth Koch og Hatla Thelle (red): Sociale menneskerettigheder, 1. udg., 2004, 280 sider, Akademisk Forlag.

Rhona K. M. Smith, Textbook on International Human Rights, 2. udg. 2004, 438 sider, Oxford University Press.

Ida Elisabeth Koch, Kristine Røberg, Sten Schaumburg-Müller og Jens Vedsted-Hansen: Menneskerettigheder og magtfordeling – Domstolskontrol med politiske prioriteringer, 1. udg. 2004, 240 sider, Århus Universitetsforlag.

Gorm Toftegaard Nielsen, Jens Vedsted-Hansen & Claus Haagen Jensen (red.): Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard (80 år d. 15.09.2004), 1. udg. 2004, 409 sider, DJØF

Marianne Holdgaard & Bettina Lemann Kristiansen: Kønsskifte - juridisk set, 1. udg. 2004, 150 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2005 B.151-152. og af Ulla Hybel i TFA 2006.174-176

Njål Høstmælingen: Internasjonale menneskerettigheter, 1, udg.,  2004, 494 sider, Universitetsforlaget, Oslo. Anm. af Ole Bruun Nielsen i TfR 2006.617-636.

Erik André Andersen, Birgit Lindsnæs & Stig Ree (red.): På vej mod nye globale strategier. Offentlige goder og menneskerettigheder, 1. udg. aug. 2005, 582 sider, DJØF

Jens Elo Rytter: Den europæiske menneskerettighedskonvention - og dansk ret, 2. udg. august 2006, 405 sider, Thomson. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2004 B.38-39 og af Ole Bruun Nielsen og Jens Vedsted-Hansen i  EU-ret & Menneskeret nr. 6/2004 p. 301-308.

Van Dijk, Van Hoof, Van Rijn og Zwaak: Theory and Practice of the European Convention on Human Rights, Fourth Edition, 2006, 1190 sider,  Intersentia

Klavs Duus Kinnerup Hede: Menneskerettigheder, demokratisering og good governance i dansk udviklingspolitik, 1. udg., sept. 2006, 456 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Bruun Nielsen i UfR 2006 B.390-391.

Ane Maria Røddik Christensen: Judicial Accommodation of Human Rights in the European Union, 2007, 277 sider, DJØF. Anmeldt af Sten Schaumburg-Müller i UfR 2007 B.239.

Janis, Kay, Bradley: European Human Rights Law – Text and Materials, third edition, 2008, 1016 sider,  Oxford.

Jonas Christoffersen: Fair Balance - A Study of the Principles of Proportionality, Subsidiarity and Primarity in the European Convention on Human Rights, disputats maj 2008

Peder Vedel Kessing: Terrorbekæmpelse og menneskeret  - med særlig fokus på retten til ikke at blive udsat for vilkårlig frihedsberøvelse og tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, 1. udg., feb. 2009, 592 sider, DJØF. Anmeldt af Birgitte Vestberg i JUR 2009.205-206.

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen: Menneskerettighedsdomstolen - 50 års samspil med dansk ret og politik. Thomson Reuters, 2009. 364 sider. Anmeldt af Jacob Mchangama i UfR 2009 B.330-331.

Frowein, Jochen & Peukert, Wolfgang. Europäische Menschenrechtskonvention: EMRK-Kommentar. 3. udg. Kehl: N.P. Engel Verlag, 2009.

Harris, O´Boyle & Warbrick, Law of the European Convention on Human Rights, Second Edition, 2009, 960, sider, Oxford.

Jacobs, White & Ovey: The European Convention on Human Rights, fifth edition, 2010, 720 sider, Oxford University press., 2010

Erik Werlauff: Europæiske Menneskerettigheder - en praktisk indføring, 2., udg., 2010,  244 sider, Gjellerup. 1. udg., 2006, er anmeldt af Eigil Lego Andersen i UfR 2006 B.333-334.

Njål Høstmælingen: hva er MENNESKERETTIGHETER, 2. utg, 2010, 160 sider, Universitetsforlaget

Mette Holm: Asien & menneskerettigheder - en vejviser til udvalgte lande, 1. udg., 2010, 168 sider, Det Udenrigspolitiske Selskab. (Om 14 asiatiske landes historie på vej til demokrati og menneskerettigheder. Bangladesh, Bhutan, Burma, Cambodja, Indien, Kina, Laos, Malaysia, Mongoliet, Nepal, Singapore, Taiwan, Thailand og Vietnam)

'Nikolaj Nielsen:  Retten til et hjem. Ejendomsret, privatliv og forsørgelse, 1. udg., marts 2011. 266 sider, DJØF. Anmeldt af Mette Hartlev i UfR 2011 B.290-291.

Stig H. Solheim: Eiendomsbegrepet i Den europeiske menneskerettskonvensjon, Cappelen, 2010. 376 sider. Anmeldt af Michael Hansen Jensen i UfR 2011 B.167.

Philip Leach: Taking a case to the European Court of Human Rights. 3. udg., 2011, 696 sider, Oxford University Press

Karen Reid: A practitioner’s guide to the European Convention on Human Rights. 4. udg., 2011, 915 sider, Thomson/Sweet and Maxwell.

Peer Lorenzen, Jens Vedsted Hansen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christiansen, Peter Vedel Kessing og Steen Schaumburg-Müller: Den europæiske Menneskerettighedskonvention Art. 1-9, Bind 1-2 med kommentarer, 3. udg. nov. 2011, 1750 sider, DJØF. 2. udg., 2004, er anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2005 B.169. 3. udg. 2011 er anmeldt af Jacob Mchangama i UfR 2012.B.510 

Tor Ehlers Bertelsen: EMK - Kommentarer til bestemmelsene om individets rettigheter og friheter, 1 udg., 2011, 459 sider, Gyldendal Akademisk.

Alastair Mowbray: Cases and materials on the European Convention on Human Rights, 3. udg., 2012,  936 sider, Oxford University Press.

Hans Jørgen Engbo og Peter Scharff Smith: Fængsler og menneskerettigheder, 1. udg. feb. 2012, 314 sider, DJØF

Erik Werlauff: Werlauffs kompendier: Menneskerettigheder, 2. udgave, august 2012, 79 sider, Ex Tuto Publishing

Nell Rasmussen (red): Menneskerettigheder i socialt arbejde, 1. udg., 2013, 300 sider, DJØF

Kapitel 1. Danmarks nationale og internationale menneskeretlige forpligtelser – af Ida Elisabeth Koch
Kapitel 2. Borgerens retsstilling og menneskerettigheder i den sociale forvaltning – af Ingelise Bech Hansen
Kapitel 3. Menneskeretlige dilemmaer i praktisk socialt arbejde – af Jannie Dyring
Kapitel 4. Retten til et familieliv – for børn og forældre – af Annette Kronborg og Idamarie Leth Svendsen
Kapitel 5. Børns rettigheder – af Anette Faye Jacobsen
Kapitel 6. Ældres rettigheder – af Ditte Bentzon Goldschmidt
Kapitel 7. Flygtninges og indvandreres menneskerettigheder – af Peter Starup
Kapitel 8. Handicappede menneskers rettigheder – af Birgitte Kofod Olsen
Kapitel 9. Psykiatriramtes rettigheder – af Karl Bach Jensen
Kapitel 10. Stofbrugeres rettigheder – af Emil Kiørboe og Nanna W. Gotfredsen
Kapitel 11. Hjemløses rettigheder – af Tage Gøttsche
Kapitel 12. Prostitueredes og handlede menneskers rettigheder – af Nell Rasmussen Litteratursøgning om menneskerettigheder – af Karen Lise Thylstrup

Trine Baumbach: Strafferet og Menneskeret, 1. udg., aug. 2014, 615 sider, DJØF. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR 2014 B. 437-438.

Jonas Christoffersen: Menneskeret. En demokratisk udfordring, 1. udg., okt. 2014, 160 sider, Hans Reitzels Forlag

Harris, David, Michael O’Boyle, Ed Bates, Carla Buckleyl: Law of the European convention on human rights. 3. udg., 2014, Oxford University Press..

Jacobs, White & Ovey: The European Convention on Human Rights, 6. udg. 210, 728 sider,  Oxford University Press..

Ayo Næsborg-Andersen: Human Rights in National Administrative Law. Dissemination of Knowledge of Human Rights through Administrative Decisions, 1. udg., juni 2015, 346 sider, DJØF

Jens Elo Rytter: Individets grundlæggende rettigheder, 2. udg., jan. 2016, 493 sider, Karnov Group.

Andrea Büchler og Helen Keller: Family Forms and Parenthood, 1. udg. 2016, 546 sider, Intersentia (This book explains and analyses in depth the theory and practice of Article 8 ECHR with respect to family forms and parenthood.)

Marianne Nørregaard: Børnevenlig retspleje. Børns menneskerettigheder i retspleje, 1. udg., juli 2016, Karnov Group. Anmeldt af Hanne Hartoft i TFA 2016.454-462: Om børnevenlig retspleje og børns proceshabilitet. Komm af Clement Salung Petersen i UfR 2017 B.139

Fremstillingen behandler blandt andet:
Reglerne om høring af børn
Børns selvstændige adgang til prøvelse af sager for domstolene
Reglerne om børnevenlig retspleje, hvor børn optræder som vidner
Menneskerettighederne til beskyttelse af børn, der er mistænkt, sigtet eller tiltalt for overtrædelser af straffelovgivningen
Betydningen af de fysiske rammer for børns oplevelse af retssystemet

Anette Faye Jacobsen og Steven Jensen: Kampen om menneskerettighederne, 1. udg., 2016, 206 sider, Gads Forlag

Eva Ersbøll: EU's Charter - i et menneskeretligt krydsfelt, 1. udg., 2016, 387 sider, DJØF

Kapitel 1. Introduktion - af Jonas Christoffersen

DEL 1. Det menneskeretlige krydsfelt
Kapitel 2. Beskyttelsen af fundamentale rettigheder i EU og samspillet med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention set i lyset af Domstolens udtalelse i Avis 2/13 - af Lars Bay Larsen
Kapitel 3. Det komplicerede forhold mellem EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og EMRK - af Louise Halleskov Storgaard
Kapitel 4. EU og EMRK – Samhørighed eller konflikt? - af Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen
Kapitel 5. Strafferettens påvirkning fra det europæiske Charter om grundlæggende rettigheder – strejftog i et uvejsomt landskab - af Jørn Vestergaard

DEL 2. Chartrets anvendelse og betydning
Kapitel 6. Artikel 51 i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder - af Niels Fenger
Kapitel 7. Den Europæiske Unions fælles forsvars- og sikkerhedspolitik – EU Chartrets ekstraterritoriale anvendelse under EU-ledede militære operationer i tredjelande - af Peter Vedel Kessing
Kapitel 8. EU-Chartrets horisontale direkte virkning - af Nina Holst-Christensen
Kapitel 9. En ændret magtfordeling? - af Torben Melchior
Kapitel 10. Chartret: et vigtigt og vægtigt værktøj i den juridiske argumentation - af Karen Dyekjær

DEL 3. Særlige charterrettigheder
Kapitel 11. Kønsdiskrimination i priser og service – bud på ny tilgang i Danmark - af Maria Ventegodt Liisberg og Kirsten Precht
Kapitel 12. Chartrets sociale rettigheders væsen - af Ulla Neergaard
Kapitel 13. Retten til privatliv og databeskyttelse i EU’s Charter - af Birgitte Kofod Olsen og Rikke Frank Jørgensen
Kapitel 14. EU-Domstolens kvalificering af hensynet til informationsfriheden over for persondata – og privatlivsbeskyttelsen - af David Knobel
Kapitel 15. Retten til god forvaltning – med særligt henblik på kontradiktionsprincippet; status og udsyn - af Azad Taheri Abkenar

Patricia Popelier, Sarah Lambrecht, and Koen Lemmens: Criticism of the European Court of Human Rights.  Shifting the Convention system: Counter-Dynamics and the National and EU Level, juni 2016, 571 sider, Intersentia

Jon Fridrik Kjølbro: Den europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere, 4. udg., jan. 2017, 1375 sider, DJØF. Omtalt af Svend Danielsen i TFA 2010.668. 1. udg., 2005 er anmeldt af Ole Bruun Nielsen i JUR 2006.186-187 og af Erik Werlauff i UfR 2006 B.160. 2. udg. er omtalt i TFA 2007.512/2.

Andreas Føllesdal (red.), Morten Ruud (red.), Geir Ulfstein (red.): Menneskerettighetene og Norge - rettsutvikling, rettsliggjøring og demokrati, 1. udg., feb. 2017, 336 sider, Universitetsforlaget. Anmeldt af Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 3-4.

Hans Nikolaj Amsinck Boie og Kristian Torp: Extraterritorial Human Rights Obligations, 1. udg. aug. 2017,  Karnov Group

Jacques Hartmann: Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, 1. udg., nov. 2017, 202 sider, Ex Tuto


Artikler:

1986

1988

1990

1992

1994

1995

1996

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017


Erik Siesby i JUR 1977.477-487: Grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.

Ole Espersen i JUR 1977.487490: EF og de grundlovssikrede menneskerettigheder.

Claus Gulmann i JUR 1977.490-494: Nogle bemærkninger til professor Siesbys artikel om grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.

Erik Siesby i JUR 1977.494-495: Om EF-rettens tvetydighed. Et svar til Claus Gulmann.

Mikael Lyngby i FM 1981.21-23: Menneskerettighedskonventionen.

1986

Lars Adam Rehof og Jørgen Rønnow Bruun i JUR 1986.103-117: Arbejdsgiveres registrering af ansattes telefonsamtaler. (Omhandler bl.a. telefonregistrering i lyset af EMRK).

Nili Baruch i Justitia nr.2/1986: En mellemstatslig klagesag - klagesagen mod Tyrkiet ved den europæiske  menneskerettighedskommission i Strasbourg.

1987

Carl Aage Nørgaard i UfR 1987 B.73-82: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dansk ret.

Lars Adam Rehof i UfR 1987 B.193-200: Afskedigelse som menneskerettighedsproblem. (Artiklen tager udgangspunkt i UfR 1986.898/3 HD (HT-sagen))

1988

Claus Gulmann i JUR 1988.285-293: Den europæiske menneskerettighedskonvention som bestanddel af dansk ret?

Helle Bødker Madsen i JUR 1988.83-92: Frihedsberøvelse af mindreårige. (Om "Jon-sagen").

Thorkild Høyer i UfR 1988 B. 49-53: Udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

1989

Niels W. Fredsted i ADV 1989.449-451:"Manifestly ill-founded". Den europæiske Menneskerettighedskommission og retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 2. (Omtale af klage over varetægtsfængsling af person, der havde kastet sten mod politiet. Klagen blev afvist som åbenbart ugrundet.)

Thomas Rørdam i ADV 1989.452-453: Mere om Manifestly ill-founded" Omhandler bl. a. fortolkningen af EMRK art. 5, stk. 1, litra c.)

Nina Holst-Christensen i JUR 1989.48-57: Gælder menneskerettighederne i Danmark? (Om inkorporering af EMRK).

Jens Brøsted i JUR 1989.344-346: Bekendtgørelse af menneskerettigheder på grønlandsk?

Nicolai Lindgreen i Justitia nr. 6/1989: Ejendomsrettens beskyttelse under Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Eva Ersbøll, Niels Mikkelsen og Lars Adam Rehof i UfR 1989 B.177-191: Udviklingen i den internationale menneskeretsbeskyttelse i 1987-88.

Karsten Hagel-Sørensen og Nina Holst-Christensen i UfR 1989 B.273-281: Menneskerettighedskommissionens behandling af danske klagesager.

1990

ADV 1990.93-96: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. (Schönenberg and Durmaz; Berrehab; Ärzte für das Leben).

ADV 1990.145-148: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. (Norris; Schenk; Martins Moreira)

ADV 1990.157-165: Flere afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. (Salabiaku; Nielsen; Brogan and others; Colak; Barbera, Messegué and Jabardo).

ADV 1990.157-165: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. (Ciulla; Barfod).

ADV 1990.302-304: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. (Chappel; Neves e Silva).

Preben Wilhjelm i ADV 1990.205-207: Dommeres uvildighed. (Om varetægtsfængsling).

ADV 1990.281-284: Afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. (Bock; Lamy).

1991

Peter Jürgensen i ADV 1991.89-92: International på Det danske Center for Menneskerettigheder.

Martin Gormsen, Jens Larsen, Søren Holmark og Noe Aaberg i Justitia nr. 3/1991: Den europæiske Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret herunder inkorporationsspørgsmålet.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1991 p. 8-12: Danmark dejligst! (Anbefaler, at Danmark snarest får sat menneskerets-konventionen i kraft).

Karsten Hagel-Sørensen i Lov & Ret nr. 3/1991 p. 31-33: Menneskerettigheder - sovepude eller en del af dansk ret?

Jørgen Steen Sørensen i UfR 1991 B.102-113: EF-rettens menneskerettigheder som retskilde i national ret.

Erik Werlauff i UfR 1991 B.227-233: Folkeretlige retssikkerhedsgarantier - direkte virkning i dansk ret.

1992

Peter Jürgensen i ADV 1992.146-147: Eksport af faglig etik. (Om symposium om menneskerettigheder i Rumænien).

Lene Johannesen i ADV 1992.205-208: Danske regler om isolationsfængsling blandt de hårdeste i Europa.

Peter Jürgensen i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 9-12: Efter helvede kommer håbet.. (Interview med Inge Genefke, leder af Det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre)

Henrik Viltoft i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 12: En stædighed som er værd at beundre. (Om RTC's arbejde).

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 8/1992 p. 25-26: Advokater får nyt værktøj til at sikre menneskerettigheder.

Asger Thylstrup i Lov & Ret nr. 11/1992 p. 29-32: En sympati som grunder i indsigt.

Ulf Østergaard-Nielsen i UfR 1992 B.58-60: Den europæiske menneskerettighedskonvention som dansk lov.

Lars Adam Rehof i UfR 1992 B.73-88: Udviklingen i den internationale menneskeretsbeskyttelse i 1989-91. (Der fokuseres på det europæiske kontrolsystem, og den del af den dertil knyttede retspraksis, der er af betydning for Danmark).

Lars Adam Rehof i UfR 1992 B.145-151: Eksterritoriale virkninger af Den europæiske menneskerettighedskonvention - visse udvisnings- og udleveringsbegrænsninger.

1993

Carl Aage Nørgaard i JUR 1993.49-57: Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hjalte Rasmussen i Lov & Ret nr. 5/1993 p. 15-17: EF-menneskerettigheder skal også overholdes.

Jørgen L. Thomsen i Lov & Ret nr. 7/1993 p. 29-32: En vigtig dråbe i havet. (Om en rejsende retsmediciners dokumentationsarbejde i El Salvador)

Lars Møller i Lov & Ret nr. 10/1993 p. 11-14: Demokrati for bistand (Interview med Peter Germer og Stig Glent-Madsen om Danidas "Demokrati-pakke")

1994

Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1994 p.13-17: Kilder til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. (En oversigt over, hvor man kan finde relevant litteratur om EMRK og kontrolorganerne i Strasbourg).

Astrid Bøgh i FM 1994.20-22: Menneskerettigheder - kun en by i Frankrig? (omhandler et besøg ved menneskerettighedsdomstolen).

Jess Myrthu i Lov & Ret nr. 7/1994 p. 21-22: Retssikkerheden under lup. (Omtale af Advokatrådets retssikkerhedsprogram.

Eva Smith i UfR 1994 B.99-107: Anvendelse af Den europæiske Menneskerettighedskonvention ved danske domstole.

Marianne Holdgaard Bukh i UfR 1994 B.131-137: Retsforfølgning af krænkelser i menneskerettigheder og humanitær folkeret begået i udlandet.

1995

Carl Henrik Ehrenkrona  i EU-ret & Menneskeret nr.2/1995 p.57-65: Sverige och Europakonventionen - erfarenheter av mötet med en ny rättsordning.

Marianne Garre i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1995 p.210-213:   Menneskerettigheder i Danmark - på dansk? (Omhandler problemer i forbindelse med oversættelse af internationale konventioner til dansk).

Bo Vesterdorf og Henrik Saugmandsgaard Øe i EU-ret & Menneskeret nr. 6/1995 p.221-233: Menneskerettigheder i praksis ved EF-domstolen. (Omhandler bla. hvilken indgribende betydning EF-domstolen kan få for den enkelte borger).

Marianne Holdgaard Bukh i FM 1995.36-44: Menneskerettigheder som retskilder i Danmark.

Linda Lauritsen i FM 1995.134-135: Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - nye udfordringer.

Ole Espersen i Lov & Ret nr. 4/1995 p. 28-29: Østersø-landene kan danne forbillede...

Lars Adam Rehof i UfR 1995 B.49-57: Menneskeretlige krav til den arbejdsretlige procesordning.

Torben Jensen i UfR 1995 B. 241-250: Domstolskontrollen med overholdelse af grundrettigheder.

1996

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret 1996 p.121-126: Procesledelse og partsautonomi i borgerlige sager - nogle bemærkninger foranlediget af "blødersagen". (Omhandler bl.a. sagens betydning for dansk civilproces).

Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret 1996 p.173-204: Frihedsberøvelse af asylsøgere - på kant med EMRK?

Tyge Lehmann i EU-ret & Menneskeret 1996 p.235-245: Danmarks medlemskab af  FN's menneskerettighedskommission. (Om forfatterens oplevelser og erfaringer fra kommissionens arbejde).

1997

Peter Garde i EU-ret & Menneskeret 1997 p.33-45: Retfærdig rettergang og Præsteretten. (Omhandler hvorvidt Præsterettens sammensætning strider mod EMRK's krav. Det konkluderes, at den konkrete fremgangsmåde gør sammensætningen konventionsmæssig).

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret & Menneskeret 1997 p.69-77: Om menneskerettigheder og sagsbehandlingstid. (Omhandler domstolenes pligt til at fremme sagens behandling med den fornødne hurtighed i medfør af EMRK art. 6, stk. 1).

Mads Bryde Andersen og Hjalte Rasmussen i EU-ret & Menneskeret 1997 p.207-213: Om præjudicielle EF-domme og Menneskerettighedskonventionens krav om domsafsigelse "inden for en rimelig frist". (Omhandler det forhold, at præjudicielle forelæggelser tager så lang tid, at det muligvis strider mod EMRK. Endvidere ses der bl.a. på det problem, at EU ikke er medlem af EMRK og derfor ikke kan være direkte ansvarlig for overtrædelser af EMRK.)

Marianne Holdgaard Bukh i EU-ret & Menneskeret 1997 p.257-304: Oplæsning af vidneforklaringer under domsforhandlingen. (Omhandler EMRK's art. 6, stk. 3 litra d, hvorefter tiltalte har ret til at modafhøre anklagemyndighedens vidner. Det konkluderes, at der kan opstilles generelle retningslinier, der kan anvendes i alle sådanne sager, uanset om der er tale om dokumentation eller forehold).

Axel Lund i EU-ret & Menneskeret 1997 p.317-335: Immigration og menneskeret. (Omhandler hvilke rettigheder, der udspringer direkte af EMRK og diskuterer de problemer, dette rejser for de enkelte lande).

Erik Werlauff i JUR 1997.362-372: Negativ foreningsfrihed i grundretlig belysning. (Antager, at en dansk lønmodtager, som afskediges som følge af foreningsfrihedslovens § 2, stk. 2 eller 3, har en realistisk mulighed for at få medhold i, at hans eller hendes rettigheder efter EMRK art. 11 er krænket).

Sten Bønsing i JUR 1997.396-404: Er retten til erhverv en menneskerettighed?

Isi Foighel i UfR 1997 B. 1-5: Gælder menneskerettighederne?

1998

Jens Vedsted Hansen i EU-ret og Menneskeret nr. 2/1998 p.49-57: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: non refoulement-virkningen af EMRK artikel 3.(Omhandler EMRK art. 3 og rækkevidden af denne bestemmelses betydning for nationale myndigheders ret til bl.a. udvisning.)

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret & Menneskeret 1998 p.153-163: Om en menneskeretlig kontrol med EU-retten. (Der påpeges, at de organer, der har kompetence til at fortolke og anvende EMRK udviser tilbageholdenhed overfor EU-retten).

Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret & Menneskeret 1998 p.58-68: Rituel slagtning og religionsfrihed. (En analyse af rituel slagtning set i lyset af bl.a. EMRK's art. 9 om religionsfrihed. Der konkluderes bl.a. at et forbud mod visse former for rituel slagtning kan begrundes i væsentlige dyreetiske hensyn).

Jens Garde og Michael Hansen Jensen i JUR 1998.351-356: Betydningen af Menneskerettighedsdomstolens praksis for danske domstole - særligt med hensyn til den negative foreningsfrihed.

Peter Michael Hopp i Justitia nr. 6/1998 p. 3-36: Fortolkning af "civil rights and obligations" i EMRK art. 6, stk. 1. (med særlig vægt på beskyttelsen af offentligt ansatte i sager vedrørende deres ansættelsesforhold).

Mette Hartlev i Lov & Ret nr. 4/1998 p. 4-7: DNA-forslag på kant med menneskerettighederne.

Tyge Trier og Rikke Ishøy i Lov & Ret nr. 4/1998 p. 25-29: Militærets regler på kant med menneskeretten.

Jens Schierbeck og Sune Skadegaard Thorsen i Lov & Ret nr. 5/1998 p 27-29: Virksomheder må tage hensyn til menneskeretten.

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 6/1998 p. 5-7: Regeringen har tabt første slag om P-bøder.

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjælbro i UfR 1998 B.382-395: Den europæiske Menneskerettighedskommissions admissibilitetspraksis i danske klagesager (1989-1997).

1999

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 3/1999 p.105-108:  Menneskerettigheder mellem naturret og konvention. (Overvejelser om, hvad menneskerettigheder er).

Erik Werlauff i JUR 1999.73-75: Inkorporering af en konvention eller af en konventionstekst? (Fastholder, at også konventionspraksis er en bestanddel af dansk ret)

Lars Bo Langsted i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 5-8: Sandfærdige oplysninger eller straffri løgne. (Anfører at administrative myndigheders indhentelse af oplysning er i strid med EMRK art. 6´s forbud mod at borgerne kriminaliserer sig selv)

Eva Smith i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 4-6: Respekten for menneskerettigheder er truet. (Kritiserer, at domstolen har antaget sagen om parkeringsafgifter)

Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 6: Replik til Eva Smiths artikel.

Isi Foighel i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 7-10: Staten kaster hæmningerne bort ved skatteopkrævningen.

Hanne Østergaard i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 11-14. Skatteydernes retssikkerhed krænkes. (Kritiserer at oplysninger indhentet under en skattesag senere kan bruges i en straffesag mod den pågældende)

Jacob S. Arrevad i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 25: Behandler vi sigtede og tiltalte som uskyldige? (Omtaler bl. a. PFA-Thorsen-Trads-sagen)

Peer Lorenzen i Lov & Ret nr. 3/1999 p. 4-10: Danske domstole og menneskerettighederne.

Peter Vedel Kessing i Lov & Ret nr. 4/1999 p. 10-15: Menneskeretslov blev en sovepude.

Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret og Menneskeret nr. 4/1999 p.131-143: Om selvinkriminering og strafsanktionerede oplysningspligter. (Omhandler EMRK's artikel 6 og praksis vedrørende selvinkriminering. Der argumenteres for, at retten til ikke at udtale sig ikke finder anvendelse ved behandling af disciplinærsager).

2000

Keld Pagh i ADV 2000.84-85: Menneskeret: Ingen døgnflue.

Louise Arbour og Morten Bergsmo i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2000 p. 62-68: Den internasjonale straffedomstols jurisdiksjon er ikke vidtrekkende.

Martin Scheinin i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2000 p. 69 - 76: Human Rights Commitee - trends and development (et mere uafhængigt og vestligt organ).

Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2000 p. 227-233: Mesteren Kung og menneskeretten.

EU-ret & Menneskeret nr. 6/2000 p. 234-249: Menneskerettighedsafgørelser.

Ole Gjems-Onstad i Festskrift til Aage Michelsen, 2000, p. 89-106: Den urett som ikke rammer deg selv - erindring af ligning. (Om norsk højesteretsdom, der fandt at en tillægsskat var en straf efter EMRK.)

Mohammed Ahsan og Andreas Christensen i JUR 2000.365-381: Den Europæiske menneskerettighedsdomstols udvisningspraksis.

Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 1/2000 p. 30: Menneskerettens dilemma.

Soroya Ramoul og Sune Skadegaard Poulsen i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 9-13: Virksomheders motivation for menneskerettigheder.

Jørgen Jacobsen i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 29: Kommentar fra en olding (menneskeret og retfærdighed er de vigtigste begreber i de menneskelige relationer, der blandt andet reguleres af juraen)

Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 33: Menneskeret: Religion, pjat og virkelighed.

Jens Elo Rytter i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 10-14: Rettighedsevolutionen i dansk ret.

Aage Frandsen i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 34: De menneskeskabte menneskerettigheder.

Jonas Christoffersen i JUR 2000.45-57: Selvinkriminering - Menneskerettighedsdomstolens praksis.

Martin Isenbecker i JUR 2000.391-397: Skal Danmarks internationale forpligtelser på menneskeretsområdet reguleres i en ny grundlov?

Sara Gøtske: Beskyttelsen af menneskerettigheder indenfor EU, studenterafhandling, sommeren 2000

Jonas Christoffersen i UfR 2000 B.593-600: Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2001

Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret 2001.77-90: Menneskerettigheder og informationssøgning.

Ida Elisabeth Koch i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2001 p. 169-181: Sociale grundrettigheder som judiciable rettigheder.

Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2001 p. 208-224: Ejendomsbegreb og ejendomsindgreb - krav om hjemmel, forudsigelighed, lighed og proportionalitet efter EMK

Gert Holst Matthiesen i FM 2001.24-25: Beskyttelsen mod selvinkriminering i foged- og konkurssager.

Eva Smith i JUR 2001.54-60: Foretager Højesteret en selvstændig fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Strasbourg-domstolens praksis?

Jonas Christoffersen i Lov & Ret nr. 3/2001 p. 20-22: Danmarks ret til at diskriminere. (Omhandler 12. tillægsprotokol til EMRK, som indfører et generelt forbud mod diskrimination).

Nina Holst-Christensen i Skarrildhus 2001.129-153: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Mohammad Ahsan i Skarrildhus 2001.154-182: Introduktion til Børnekonventionen.

Skarrildhus 2001.183-212: Civilretsdirektoratet og konventionerne.

Erik Werlauff i UfR 2001 B.261-265: Frihedsrettigheders virkning mellem private.

2002

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret & Menneskeret 2002 p. 57-76: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i danske klagesager (1998-2001).

Pia Justesen i EU-ret & Menneskeret 2002 p. 77-83: Den 3. verdenskonference mod Racisme.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2002 p. 84-96: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2001.

Andreas Laursen i EU-ret & Menneskeret 2002 p. 113-124: Bankovic-afgørelsen fra EMD: Menneskerettighedernes Fæstning Europa? (Omhandler afvisning af klage fra familiemedlemmer til de dræbte ved NATOs angreb på TV-stationen RTS i Beograd d. 23.04.1999)

Mogens Heide-Jørgensen i  EU-ret & Menneskeret 2002  p.125137: Staten og trossamfund uden for folkekirken.

Erik Werlauff i JUR 2002.1-19: Ytringsbegreb og ytringsindgreb - hensyn, modhensyn og proportionalitet efter EMK.

Jens Garde og Michael Hansen Jensen i JUR 2002.76-82: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis - et tungtvejende fortolkningselement eller en ubetinget bindende retskilde?

Mohammed Assan og Søren Skibsted i JUR 2002.92-104: Menneskerettighedskonventioners retskildemæssige statuts i dansk ret.

Peter Mortensen i JUR 2002.210-216: Har grundrettigheder direkte virkning mellem private kontraktsparter i dansk ret?

Mohammed Ahsan i JUR 2002.248-272: Ytringsfrihed og ærekrænkelser i et menneskeretligt perspektiv.

Karin Buhmann i JUR 2002.351-362: Menneskerettens potentiale for forvaltningsret - med særligt henblik på Kina og Vietnam.

Annemarie Abben Madsen, Eva Lippert og Michala Rath i Justitia nr. 5/2002 p. 3-27: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret.

Karin Buhmann i Lov & Ret nr. 3/2002 p 3-8: Den internationale menneskeret: En kilde til en rigere forvaltningsret.

Birgitte Kofoed Olsen i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 22-26: En menneskeret til aktiv dødshjælp.

Stig Glent-Madsen i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 23-26: Flygtninge i eget land - mennesker uden rettigheder.

Michael Ellehauge i UfR 2002 B.123-129: Dommerhabilitet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En oversigt.

Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i UfR 2002 B.235-242: Udvalgte afvisningsafgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i danske klagesager i perioden fra 1998 til 2001.

Kristian Simonsen og Lars Solskov Jensen i Rettid 2002. Studenterafhandlinger 4.: Diskrimination - en analyse af Danmarks menneskeretlige forpligtelser og forholdet til folkekirkeordningen

2003

Jon Fridrik Kjælbro i EU-ret & Menneskeret 2003 p. 61-69: Om ulovlige beviser og menneskerettigheder.

Marianne Holdgaard i EU-ret & Menneskeret 2003 p. 70-80: Family Life and Transsexuals - Developments in the Light of Changes in "Present-Day Conditions".

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2003 p. 101-121: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2002.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2003 p. 272-300: Forslag til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Kristine Røbjerg i Rettid 2003: Studenterafhandlinger nr. 1: Common Law & The Human Rights Act 1998

Jens Elo Rytter i JUR 2003.94-106: Om at straffe med tilbagevirkende kraft - sagen om Tysklands retsforfølgning af en østtysk grænsevagt.

Erik Werlauff i TfK 2003.400-407: Uskyldsformodningen og selvinkriminering - nogle konsekvenser i praksis af EMRK's forbud mod selvinkriminering

2004

Michael B. Elmer i EU-ret & Menneskeret 2004.61-64: EU-ret & Menneskeret 10 år.

Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret 2004.76-87: Menneskeretlige tendenser og udfordringer - om anti-terrorisme, pluralisme og virksomheders menneskeretlige ansvar.

Jesper Hjortenberg i EU-ret & Menneskeret 2004.88-98: Anklagemyndigheden og menneskerettighederne.

Peter Garde i EU-ret & Menneskeret 2004.99-113: Menneskerettigheder i en dansk kriminaldommers dagligdag

Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret 2004.114-133: Menneskerettigheder i dansk ret gennem 10 år - set fra advokat- og brugerside.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2004.153-173: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2003

Nina Holst-Christensen i EU-ret & Menneskeret 2004.209-216: En reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - protokol nr. 14 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om ændring af konventionens kontrolsystem.

Ida Elisabeth Koch i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 19-22: Starthjælpen og menneskerettighederne

Svend Danielsen: Børne- og menneskeret, i Politik og Jura, Festskrift til Ole Espersen, 2004, s. 345-56, Forlaget Thomson

Jonas Christoffersen i UfR 2004 B.97-106: Domstolsprøvelse i terrorsager mv.

2005

Sys Rovsing Koch i ADV 2005.133-134: Menneskeret er menneskeskabt.

Sune Skadegaard Thorsen i ADV nr. 10/2005 p. 24-27; Virksomheders samfundsansvar og menneskerettighederne.

Pia Møller i ADV nr. 11/2005 p. 16-18: Rettigheder under pres. (Om Nicholas Howen fra ICJ - International Commission of Jurist))

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2005.87-102: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2004.

Nina Holst-Christensen og Dorit Borgaard i EU-ret & Menneskeret 2005.281-335: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i danske klagesager (2002-2005)

Maria Juhl Hansen og Christina Schmidt i Justitia nr. 3/2005 p. 53-98: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 og straffuldbyrdelsesloven - en komparativ analyse.

Kristina Ravn i Rettid 2005 p. 59 ff: Oversigt over trykte afgørelser afsagt af danske domstole, hvor internationale konventioner om menneskerettigheder er blevet påberåbt eller anvendt

Svend Danielsen i TFA 2005.1-13: Menneskeretsdomstolens børneretspraksis.

Jonas Christoffersen i UfR 2005 B.133-139: Det offentliges kompensationsansvar for krænkelse af internationale menneskerettigheder.

2006

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2006.125-138: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2005.

Maria Ventegodt Liisberg i EU-ret & Menneskeret 2006.145-153: Handicapdiskrimination under den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Asger Kjærum i EU-ret & Menneskeret 2006.317-328: Mod en ny menneskerettighedsdagsorden - Baggrund og perspektiver for FN's Menneskerettighedsråd.

Jens Elo Rytter i JUR 2006.9-19: Går Menneskerettighedsdomstolen for vidt? Fortolkning og retsskabelse i Strasbourg.

Henrik Vædele Elmquist i JUR 2006.46-52: Til beskyttelse af demokratiet ... (Artiklen analyserer Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen mellem Refah Partisi og Tyrkiet og undersøger, hvori beskyttelsen af demokratiet består i henholdsvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven.)

Nicholas Symes i JUR 2006.94-103: Fødevareret og religion

Frederik Waage i Rettid 2006:  Om den retspolitiske baggrund for inkorporeringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Svend Danielsen i TFA 2006.178-179: Domme fra Menneskerettighedsdomstolen

Svend Danielsen i TFA 2006.363-364: Domme fra Menneskerettighedsdomstolen

Svend Danielsen i TFA 2006.445-446: Domme fra Menneskerettighedsdomstolen

Henrik Udsen i UfR 2006 B.161-166: Pressens ret til offentliggørelse af personbilleder efter menneskerettighedsdomstolens dom i von Hannover mod Tyskland.

Erik Werlauff i UfR 2006 B.306-311: Vederlag for hævd - fra ekstinktiv erhvervelsesmåde til ejendomsoverførsel mod rimelig godtgørelse. (omhandler de danske hævdsregler i lyset af ejendomsrettens beskyttelse efter EMRK).

Nina Holst-Christensen i UfR 2006 B.311-314: Ny praksis ved EMRK i sager om lang sagsbehandlingstid. (Om EMRK's afvisning af klagesagen Ugilt Hansen mod Danmark. Sagen omhandlede lang sagsbehandlingstid i en straffesag).

Jonas Christoffersen i UfR 2006 B.319-327: Retten til tavshed over for håndhævelse af immaterialrettigheder. (Omhandler hvorvidt Danmark har fejlimplementeret Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29.04.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder).

2007

Jonas Christoffersen i ADV nr. 10/2007 p. 36-37: Ny reform giver langstrakte retssager (Om politi- og retskredsreformen)

Susanne Lehrer i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2007.97-107: Menneskerettighedsklausuler i EU's bilaterale aftaler med udviklingslande

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2007.135-142: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2006.

Henrik Palner Olsen i EU-ret & Menneskeret 2007.143- 156: Magtfordelingslæren og menneskerettighederne.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2007.157-168: Positive forpligtelser i menneskeretten.

Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret 2007.297-305: Handlede mennesker som rettighedshavere

Peter Vedel Kessing i JUR 2007.11-22: Menneskerettighedernes anvendelsesområde - Skal danske styrker i udlandet overholde Danmarks menneskeretlige forpligtelser?

Ole Bruun Nielsen i JUR 2007.46-55: Menneskerettigheder og Miljøbeskyttelse.

Ida Elisabeth Koch og Jens Vedsted-Hansen i JUR 2007.90-94: Vidtgående kritik eller vidtgående domstol?. Bemærkninger om fortolkning og retsskabelse i Strasbourg.

Svend Danielsen i TFA 2007.90-92: Domme fra Menneskerettighedsdomstolen

Helle Krunke i UfR 2007 B.41-47: Udviklingen i den ejendomsretlige beskyttelse af sociale ydelser og social pension i art. 1, 1. tillægsprotokol, til EMRK.

Henrik Palmer Olsen i UfR 2007 B.86-92: Omfatter diskriminationsforbuddet i EMRK art. 14, jf. P1-1, retten til at drive erhverv?

Jonas Christoffersen i UfR 2007 B.208-213: Om ret og skøn ved ejendomsrettens diskriminationsbeskyttelse under EMRK.

2008

Jonas Christoffersen i ADV nr. 6/2008 p. 22-24: En disputats bliver til.

Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246: Kompensation for menneskerettighedskrænkelser. (På basis af dansk og svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske forhold.)

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2008.103-110: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2007 - Dansk ret i lyset af internationale forpligtelser

Sten Schaumburg-Müller i UfR 2008 B.116-118: Straf vs. informationsfrihed. En kommentar til Højesterets dom af 10. december 2007 (UfR 2008.671.HD).

Jonas Christoffersen i UfR 2008 B.131-134: Domstolsprøvelse af terrorsager m.v. (II).

Peter Blume i UfR 2008 B.327-329: Datasikkerhed som menneskerettighed. (I lyset af en nyligt afsagt dom fra menneskerettighedsdomstolen, behandles spørgsmål om datasikkerhed. Herunder mulighed for erstatning ved integritetstab, som følge af sikkerhedsbrud.)

Stine Jørgensen og Michael Gøtze i UfR 2008 B.339-346: Ret til effektive retsmidler og myndighedsansvar i sociale sager. (Artiklen belyser mulighed for, at der i sager om overgreb mod børn og handicappede, på et menneskeretligt grundlag vil kunne forekomme et erstatningskrav mod kommunen, hvis overgrebene klassificeres som en krænkelse af borgerens ret til værdighed.

2009

Nina Holst-Christensen i ADV nr. 4/2009 p. 32-34: Krav på erstatning for urimeligt lange retssager (Omtaler to sager fra Menneskerettighedsdomstolen om langvarig sagsbehandling i Danmark)

Tyge Trier i ADV nr. 4/2009 p. 36-37: Lad os undgå nye domme fra Strasbourg

Ida Søholm i ADV nr. 5/2009 p. 20-24: Terrorisme rammer menneskeretten ( Om ICJ's rapport "Asssessing Damage, Urgent Action")

Den hidtil grundigste undersøgelse af terrorbekæmpelsens eftervirkninger viser, hvordan kampen mod terror negativt har påvirket grundlæggende borgerrettigheder.

Peter Vedel Kessing i EU-ret og Menneskeret 2009.89-107: De menneskeretlige grænser for staters brug af "tortur-materiale" modtaget fra andre stater.

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager

Jens Elo Rytter i JUR 2009.103-116: Undtagelsestilstanden og dens judicielle efterprøvelse - Suspension af menneskerettigheder i kampen mod terrorisme.

Jacob Mchangama i UfR 2009 B.23-31: Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden?

2010

Ole Dybdahl i ADV nr. 2/2010 p. 24-26: Kære lille mormor, tillykke med din fødselsdag (Giro 413 og Menneskerettighedskonventionen fylder 60 år.)

Thomas Elholm i ADV nr. 7/2010 p. 30-32: Mere menneskeret på menuen (Om EU's forhandlinger om tilslutning til EMRK)

Rikke Albrechtsen i ADV nr. 9/2010 p. 16-20: Advokater over grænserne. (Advokaten stiller skarpt på to af Danmarks mest erfarne advokater i Luxembourg og Strasbourg, Kammeradvokatens EU-specialist Peter Biering og menneskeretsadvokat Tyge Trier, der begge har i omegnen af 20 års international erfaring bag sig. De beskriver arbejdet ved henholdsvis EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen som steder, hvor mange forskellige retstraditioner brydes, og hvor en dansk advokat bliver nødt til at lægge det bag sig, han kender fra de danske retssale og lære spillets regler.)

Karsten Lauritzen i ADV nr. 10/2011 p. 31: Menneskerettighederne til serviceeftersyn. (Internationale konventioner skal sendes til eftersyn og menneskerettighederne skal ikke skrives direkte ind i en ny, revideret grundlov.)

Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2010.139-151: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2009

Ida Elisabeth Koch i JUR 2010.3-7: FN konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - dansk ratifikation af tillægsprotokollen om individuel klageadgang?

Jacob Mchangama i JUR 2010.8-15: Ny individuel klageprocedure under FN konvention - Bør Danmark ratificere tillægsprotokollen til konvention om sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder? (Forfatteren mener nej)

2011

Jens Vedsted-Hansen i ADV nr. 4/2011 p. 20-23: Ubesvarede Dublin-spørgsmål efter menneskeretsdom (Dublin-forordningen skal stadig anvendes med respekt for den europæiske menneskeretskonvention – efterlever Danmark dette princip?)

Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2011.161-174: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2010

Stéphanie Lagoutte i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2011.175-183: Kommentar til Lautsi-sagen (krucifikser i italienske klasseværelser var ikke i strid med art. 2 i Protokol nr. 1 til EMRK)

Marianne Højgaard Pedersen og Bent Carlsen i JUR 2011.1-8: Domstolene i Charterland (Omhandler det Canadiske Charter of Right and Freedoms fra 1982) 

Lone Wandahl Mouyal i JUR 2011.103-105: Danmark til eksamen i menneskerettigheder.

Palle Bo Madsen i JUR 2011.263-268 Når erstatning er en menneskeret – menneskerettighedskonventionen og national erstatningsret.

2012

Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2011.133-146: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2011

Henning Fuglsang Sørensen i JUR 2012.159-166: EU's tiltræden til EMRK

Morten E. G. Jørgensen i RETTID 2012 afhandling nr. 8: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og betydningen for dansk ret

2013

Lene Rosenmeier i ADV nr. 2/2013 p. 20-21: Retten til en god nats søvn (Ytringsfrihed og forbud om tortur. Det er begreber, som vi normalt forbinder med menneskerettigheder. Men er det udvikling eller udvanding at lade støjgener være omfattet af menneskerettighederne? Og er der skred i de fortolkninger, som Menneskerettighedsdomstolen bruger, når de fastslår, at støjgener er et indgreb i borgernes liv? )

Vibe Ulfbeck i ET nr. 4/2013 p. 315-324: Virksomhedens privatretlige erstatningsansvar for overholdelse af menneskerettigheder i udlandet (Artiklen undersøger mulighederne for, at en dansk domstol kan holde private virksomheder erstatningsansvarlige for krænkelse af menneskerettigheder i udlandet).

Jacob Mchangama i EU-ret og Menneskeret nr. 1/2013 p. 26-37: Er der sket en udvikling i Menneskerettighedsdomstolenes praksis angående udvisning af kriminelle udlændinge? (Artiklen undersøger, om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har ændret praksis for udvisning af kriminelle udlændinge og konkludere, at der er sket en ændring fra 2012, således at medlemslandene har fået større spillerum til at vægte den begåede kriminalitet over for udlændingens tilknytning til hjemlandet. Konsekvenserne fra dansk ret vil sandsynligvis blive en praksisændring).

Jens Elo Rytter og Nanna Louise Jensen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2012.99-113: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2012

Trine Baumbach i TfK 2013.105-114: Det strafferetlige legalitetsprincip - i straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen. Om begrænset udvidende fortolkning og forudsigelighed

Astrid Kjeldgaard-Pedersen i UfR 2013 B.75-83: Nationale domstoles behandling af internationale normkonflikter - Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Nada v. Switzerland. (Selv om Domstolen endnu en gang undlod at udtale sig direkte om EMRK's placering i forhold til bindende Sikkerhedsrådsresolutioner i det folkeretlige normhierarki, er dommen kontroversiel, fordi den lægger op til, at nationale domstole i visse tilfælde skal give forrang til den pågældende stats menneskeretlige forpligtelser.

2014

Karsten Lauritzen i ADV nr. 9/2014 p.32: Konventioner kan være et demokratisk problem

Julie Garfieldt Kofoed og Pernille Ørum Walther i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2014 p.75-93: Når der går politik i mekanikken (omhandler FN's 10 menneskerettighedskomiteer)

Trine Baumbach i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2014 p. 279-293: Om strafferetten i et menneskeretligt perspektiv

Kirstine Mose og Jens Ole Rytter i EU-ret og Menneskeret nr. 4/2014 p.197-212: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2013

Peter Starup i EU-ret og Menneskeret nr. 6/2014 p.359-377: Hvilket råderum efterlader EMRK art. 8 og 14 Danmark med på ægtefællesammenføringsområdet

2015

Jonas Christoffersen i ADV nr. 1/2015 p. 44-45: Menneskeretten - en demokratisk udfordring

Pia Justesen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2015 p. 3-20: Er der en ret til at være forældre for personer med handicap?

Thomas Kloppenburg i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2015 p. 69-77: Inkorporering mv. inden for menneskeretsområdet.

Morten E. G. Jørgensen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2015 p. 78-87: Risiko for magtforskydning til domstolene som følge af inkorporering af konventioner inden for menneskeretsområdet.

Ruth Nielsen i  EU-ret & Menneskeret nr. 3/2015 p. 149-159: Udviklingslinjer i europæisk retskildelære

Charlotte Traberg-Andersen i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2015 p. 195-199: Den europæiske Mennekerettighedskonvention og informationssøgning.

Peter Stig Jakobsen og Pernille Skovgaard Møller i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2015 p. 259-270: Menneskerettighedskonventionens betydning for dawn raids (konkurrencemyndighedernes kontrolundersøgelser)

Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen i JUR 2015.69-78: EU's tiltræden til EMRK - et sisyfosarbejde? (EU-Domstolen afviste med udtalelse 2/13 den 18. december 2014 at lade EU tiltræde EMRK på grundlag af et udkast til en tiltrædelsesaftale. I artiklen behandles baggrunden for og det konkrete indhold i EU-Domstolens afvisning, hvorefter det undersøges, i hvilket omfang EMD fremover kan forventes at respektere EU-rettens forrang og dermed undlade at holde medlemsstaterne ansvarlige for påståede krænkelser som følge af medlemsstaternes forpligtelser efter EU-retten.)

Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære forhold

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen i UfR 2015 B.13-22: Menneskerettighedsdomstolens fortid, nutid og fremtid: Hvilke veje blæser vindene efter Brighton-erklæringen? (Artiklen behandler de verserende reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på baggrund af en analyse af Domstolens både fortidige og mulige fremtidige udviklingsscenarier. Forfatterne anfører, at de igangværende reformer peger i flere mulige retninger, og at det langt fra er givet, at Europarådets regeringer vil ende med at vedtage en grundlæggende reform, der vil gøre Domstolen i stand til at løse sin kerneopgave på en bedre måde end i dag.)

Jonas Christoffersen i UfR 2015 B.115-122: Menneskerettens proportionalitetsprincip (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning og anvendelse af proportionalitetsprincippet analyseres med henblik på at tydeliggøre grundlaget for den forholdsvis frie karakter af retsdannelsen på det menneskeretlige område.)

Morten Broberg og Niels Fenger i UfR 2015 B.329-335: Præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen og retten til retfærdig rettergang i EMRK artikel 6

2016

Peter Vedel Kessing i ADV nr.  9/2016 p.36-40: Kan menneskerettighederne begrænses? Hvilke retlige og folkeretlige muligheder er der egentlig for at begrænse menneskerettighederne.

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016 p. 33-40: FNs menneskeretskomiteer – nødvendig reformer på vej (FN’s Generalforsamling har i 2014 iværksat en reformproces, der i 2020 skal levere svar på spørgsmålet, hvordan FN’s menneskerettighedskomiteer fremover skal virke. I artiklen ses der nærmere på reformprocessen i lyset af den kritik af komiteernes behandling af individuelle klagesager, der er fremført fra dansk side.

Yassmina Amadid i EU-ret & Menneskeret nr. 5/6/2016 p. 12-21: Udviklingen i FN's menneskerettighedskommitéers behandling af klagesager mod Danmark

Louise Halleskov Storgaard i JUR 2016.124-137: Om de menneskeretlige problemer ved at indskrænke adgangen til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus (Det konkluderes, at der er stor sandsynlighed for, at EMD i en fremtidig sag vil nå frem til, at tre-års-reglen krænker såvel EMRK art. 8 som EMRK art. 14, jf. art. 8.)

Jonas Christoffersen i UfR 2016 B.232-236: Det offentliges kompensationsansvar for krænkelser af internationale rettigheder (Domstolene har navnligt de seneste 5 år anerkendt offentlige myndigheders pligt til at betale økonomisk kompensation for krænkelser af de internationale menneskerettigheder og har ved fortolkning af dansk rets almindelige regler sikret den adgang til de effektive retsmidler, der er en integreret del af den internationale menneskeret.)

Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen i UfR 2016 B.392-401: Menneskerettighedsdomstolens fremtid: Midtvejsstatus efter Brighton-erklæringen.

2017

Maria Aviaja Sander Holm og Rasmus Kieffer-Kristensen EU-ret & Menneskeret nr. 3/2017 p. 3: Det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité .

Når Danmark den 15. november 2017 overtager formandskabet for Europarådets Mi- nisterkomité, vil regeringen blandt andet sætte fokus på reform af det europæiske menneskerettighedssystem. Hvilke tanker ligger bag regeringens initiativ, og hvor-dan kan regeringen bruge formandskabet til at fremme en reformdagsorden?

Jens Kristiansen i JUR 2017.71-72: Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkningsstil til debat

Jørgen Steen Sørensen i JUR 2017.73-80: Aktivistiske domstole - Et blik på Europa og Danmark

Mads Bryde Andersen i JUR 2017.81-97: Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkninger som retspolitisk problem

Anders Henriksen i JUR 2017.98-106: For et balanceret dansk formandsskab for Europarådet - EMRK som en national interesse

Jonas Christoffersen i UfR 2017 B.84-90: Gensidig anerkendelse og tillid i et menneskeretligt perspektiv

Louise Halleskov Storgaard i UfR 2017 B.221-230: Ny dom om EMRK art. 3 og alvorligt syge udlændinges ret til ophold

Den ny menneskerettighedsdomstol

Mikael Rask Madsen (Red.), Jonas Christoffersen (Red.): Menneskerettighedsdomstolen - 50 års samspil med dansk ret og politik, 1. udg., 364 sider, Thomson Reuters

Blev oprettet pr. d. 01.11.1998.

John Lundum i EU-ret & Menneskeret nr. 2/1999 p.1-7: Europas nye menneskerettighedsdomstol. (Omhandler opbygningen og sagsbehandlingen ved Menneskerettighedsdomstolen).

Gert Holst Matthiesen i JUR 1999.352-367: Den nye menneskerettighedsdomstol.

Peer Lorentzen i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 9-11: Ny menneskerettighedsdomstol - forbedring eller lapperi?

Peer Lorentzen i JUR 2007.77-81: Menneskerettighedsdomstolens sagssituation - endnu en gang

Jens Elo Rytter i EU-ret og Menneskeret 2009.157-165: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2008

Peer Lorenzen i JUR 2011.193-199: Dialog mellem dommere - EUD og EMD: To aktører på menneskerettighedsområdet.

Morten E. G. Jørgensen i RETTID 2012 afhandling nr. 8: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og betydningen for dansk ret

Marie Aviaja Sander Holm i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2015 p. 117-119: Reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: Interlaken, Izmir, Brighton og Bruxelles

Morten Broberg og Niels Fenger i UfR 2015 B.329-334: Præjudicielle forelæggelser for EU-Domstolen og retten til retfærdig rettergang i EMRK artikel 6

Sofia Carqueira Rasmussen og Jens Elo Rytter i EU-ret og Menneskeret nr. 5/2015 p. 271-283: Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2014

Artiklen omtaler først statistiske oplysninger og generelle forhold vedrørende Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2014. Herefter gennemgås udvalgte afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolens praksis i det forgangne år. Vi har først og fremmest lagt vægt på at omtale de afgørelser, som forekommer særligt interessante, principielle, nyskabende eller kontroversielle. Desuden har vi ved udvælgelsen skelet til, hvad der særligt kunne tænkes at have interesse i en dansk kontekst.

Mette Undall-Behrend og Ane Maria Røddik Christensen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2016 p. 47-92: Menneskerettighedsdomme

Mette Undall-Behrend og Ane Maria Røddik Christensen i EU-ret & Menneskeret nr. 5-6/2016 p. 23-63: Menneskerettighedsdomme

Mette Undall-Behrend og Ane Maria Røddik Christensen i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2017 p.  35-60: Menneskerettighedsdomme

Mette Undall-Behrend og Ane Maria Røddik Christensen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p.  75-110: Menneskerettighedsdomme

Mette Undall-Behrend og Ane Maria Røddik Christensen i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2017 p.  27-45: Menneskerettighedsdomme


Retspraksis

EMRK artikel 1: Pligt til at respektere menneskerettighederne

EMRK artikel 2: Ret til livet

EMRK artikel 3: Forbud mod tortur

EMRK artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed

EMRK artikel 6: Ret til retfærdig rettergang

EMRK artikel 7: Ingen straf uden retsregel

EMRK artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv

EMRK artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

EMRK artikel 10: Ytringsfrihed

EMRK artikel 11: Forsamlings- og foreningsfrihed

EMRK Artikel 12: Retten til indgåelse af ægteskab

EMRK artikel 14: Forbud mod diskriminering

EMRK artikel 41: Passende erstatning



ADV 1989.444: Olson case. 24.03.1988 (Sverige dømt for overtrædelse af EMRK ved at anbringe tvangsfjernede børn meget langt fra forældrene, som fik tilkendt 200.000 sv. kr. i godtgørelse).

ADV 1989.482: Case of Müller and Others. 24.05.1988 (Schweiz frifundet for at havde idømt kunstner bøde for obskøne malerier og konfiskation af samme)

UfR 1989.928 HD (UfR 1988.404 VLD): Bestemmelserne i bistandslovens afsnit VIII måtte i overensstemmelse med de afgørelser, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet vedrørende tilsvarende spørgsmål, forstås således, at afsnittet omfatter spørgsmålet om ændring af anbringelsesstedet også for børn, der tvangsmæssigt er anbragt uden for hjemmet. Betingelserne for at ændre anbringelsesstedet var opfyldt, jfr. BIL § 123, stk. 1, nr. 3.

EMRK Artikel 1: Pligt til at respektere menneskerettighederne

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3,  efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

EMRK Artikel 2: Ret til livet

UfR 2017.2394 ØLD: Krav om personlig meldepligt tre gange om ugen og krav om ophold på Center Sandholm var et uproportionalt ingreb i T’s bevægelsesfrihed og i strid med EMRK art. 2

T var tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4, ved flere gange at have undladt at efterkomme Rigspolitiets, R’s afgørelse af 17.04.2013 om personlig meldepligt hver mandag, onsdag og fredag kl. 10 hos R i Center Sandholm. Yderligere var T tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 42 a, stk. 9, for flere gange at have undladt at tage ophold på det angivne opholdscenter. Retten i Hillerød fandt, at der efter en samlet vurdering, navnlig under hensyn til T’s begåede grove kriminalitet og risikoen for ny kriminalitet, at den pålagte meldepligt og opholdspligt ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. Vanskeligheden ved at bevare kontakten til familien og det forhold, at T ikke forsøgte at skjule sig for myndighederne, kunne ikke føre til et andet resultat. Straffen fastsattes til fængsel i 7 dage, jf. UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4 og § 42 a, stk. 9, 1. pkt. ØL fandt, at R og Udlændingestyrelsen i 2013 havde et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at T ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af T kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til Libanon, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. Pligten til tre gange ugentligt at melde sig til R i Center Sandholm og pligten til fortsat at tage ophold i Center Sandholm udgjorde herefter et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. T frifandtes i det hele for den rejste tiltale.

EMRK Artikel 3: Forbud mod tortur

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager

Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære forhold

UfR 2007.1277 HD: A, der var serbisk-montenegrinsk albaner, var i 1999 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om asyl. I oktober 2002 inddrog Udlændingestyrelsen A´s opholdstilladelse. Denne inddragelse blev påklaget til Flygtningenævnet, F, der i maj 2003 stadfæstede beslutningen. A indbragte herefter F’s afgørelse for domstolene. A havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke i afgørelsen havde anført kriterierne for sondringen mellem ”belastende” og særligt belastende” i forhold til tvangsmæssig udvisning, at sagen ikke af nævnet var oplyst korrekt, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, kunne indsigelserne ikke efterprøves af domstolene.

UfR 2007.1286 HD: Ægtefællerne A og B samt deres børn C og D havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, samt at begrundelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A, B, C og D herefter havde mod afgørelserne, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelser af A, B, C og D’s sager.

UfR 2007.1291 HD: A gjorde gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere gjorde A bl.a. gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke havde oplyst sagen korrekt, at F skulle have tilladt A at afspille et videobånd med billeder af hendes opholdssted og erklæringer fra hendes nabo, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til et andet resultat, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2007.1291/2 HD: A og C og fællesbørnene B1, B2, B3 og B4 gjorde gældende, at endeligheds-bestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 C, FN´s Børnekonvention artikel 12 og 13 og EMRK art. 3, at begrundelserne for afgørelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske, at der var foretaget en forkert fortolkning af, hvad der efter udlændingelovens bestemmelse om asyl skulle forstås ved ”forfølgelse”, samt at nævnet ikke havde oplyst sagen korrekt. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, idet de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2010.615 ØLK: T, der havde været frihedsberøvet fra d. 24.12.2008 som sigtet for røveri efter STRFL § 288, stk. 2, jf. stk. 1. nr. 1, havde ved sin forsvar advokat A, kæret Glostrup Rets kendelse af  01.09.2009 om fortsat varetægtsfængsling til d. 15.09.2009 i medfør af RPL § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. A, der ikke havde bestridt, at fængslingsgrundlaget var til stede, havde i sit kæreskrift påstået T løsladt, under henvisning til, at han var udsat for en række overtrædelser af EMRK art. 3, subsidiært påstod A, at ØL afsagde kendelse om ændring af den daværende situation, så det blev garanteret, at isolationen af T også reelt blev ophævet. A havde videre anført, at BR fejlagtigt havde anset sig inkompetent til at behandle hans indsigelse herom, idet enhver myndighed i Danmark, der blev opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne, burde skride ind. Til støtte for sit anbringende om, at T var udsat for overtrædelser af EMRK art. 3, havde A nærmere gjort gældende, at T reelt var fængslet i isolation, idet han ikke siden fængslingen havde talt med andre indsatte, haft besøg eller havde talt i telefon med andre end A. Under henvisning til HR’s dom af 12.10.2001 12., gengivet i UfR 2002 s.55, fandtes vurderingen af forholdene under T's varetægtsfængsling at være omfattet af den prøvelsesret, der tilkom domstolene i medfør af GRL § 63, stk. 1. ØL anså sig derfor ikke afskåret fra at behandle T's påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af EMRK. Efter de oplysninger, der forelå for ØL, om de bestræbelser, der var udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der var givet T, samt efter oplysningerne om, at han selv i vidt omfang havde søgt at undgå tæt kontakt med personalet, fandt ØL ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T var i strid med EMRK art. 3. Herefter, og da ØL ikke kunne tage den subsidiære påstand under påkendelse, stadfæstede ØL BR’s dom i det omfang, den var kæret.

UfR 2012.679 HD: To politiassistenter, G og H, havde ved en anholdelsesaktion trukket deres tjenestevåben, og affyret skud mod en grøn Jeep og en Mercedes. Ved et af skuddene blev føreren af Jeepen, E, ramt i hovedet og afgik ved døden. Føreren af Mercedesen, F, var ved et andet skud blevet ramt ufarligt ved det ene øjenlåg. Da G så en person i Mercedesen række ud efter en genstand, som han opfattede som et oversavet jagtgevær, affyrede han skud, hvorefter F blev ramt i ryggen, og afgik ved døden. Appellanterne, E’s far, F’s mor, og to af passagererne nedlagde påstand om, at Politidirektøren for Østjylland, P, Rigsadvokaten, R, og Justitsministeriet, J, skulle betale godtgørelse under hensyn til, at der var sket en krænkelse af EMRK art. 2 og art. 3. P, R og J påstod bl.a. frifindelse. HR udtalte, at der ikke ved de afgivne skud eller ved gennemførelsen af efterforskningen i medfør af RPL § 1020 a, var sket krænkelser af EMRK, og at der derfor ikke var grundlag for at tilkende appellanterne en godtgørelse. VL var nået til samme resultat.

UfR 2012.1439 ØLD: I forbindelse med COP15 topmødets afvikling blev et stort antal borgere administrativt frihedsberøvet med hjemmel i Politiloven. Politiet, P, havde modtaget efterretninger fra andre lande om planlagte angreb. En del af de frihedsberøvede anmodede P om at indbringe sagerne for retten, jf. RPL § 469, stk. 1 og stk. 4, med krav om erstatning. ØL fandt, at frihedsberøvelserne, bortset fra i enkelte tilfælde, var i strid med Politilovens § 8, stk. 4, i visse tilfælde § 5, stk. 3 eller § 9, stk. 3. Herved var EMRK art. 5, stk. 1 også overtrådt. Nogle af frihedsberøvelserne var endvidere i strid med EMRK art. 3. I forbindelse med fastlæggelsen af erstatningen, fandt ØL, at der ligesom ved erstatning i h. t. RPL’s  kapitel 93 a, burde lægges vægt på længden af frihedsberøvelserne. Erstatningen fastsattes til 2.200 kr. for frihedsberøvelser under 5 timer, 3.300 kr., hvis den varede mellem 5 og 10 timer, 4.300 kr., hvis den varede mellem 10 og 15 timer, og slutteligt 5.500 kr., for frihedsberøvelser over 15 timer. Da visse af frihedsberøvelserne endvidere indebar krænkelse af EMRK art. 3, fandt ØL, at erstatningen burde forhøjes med 4.000 kr. At frihedsberøvelserne ligeledes indebar krænkelser af EMRK art. 10 og 11 førte derimod ikke til forhøjelse af erstatningen. Komm. af  Ib Henricson i JUR 2012.103-107: Massetilbageholdelsen ved klimatopmødet i 2009.

UfR 2016.3573 ØLK: Udlevering af rumænsk statsborger til afsoning i Rumænien var lovlig, da der efter oplysninger fra de rumænske myndigheder ikke var grundlag for at antage, at rumæneren ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling stridende mod EMRK art. 3 og udleveringslovens § 10 h, stk. 2

En rumæner, R, blev anholdt og sad varetægtsfængslet, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 2, jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 1, indtil, Justitsministeriet, M, traf beslutning om, at han skulle udleveres til straffuldbyrdelse i Rumænien, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 5. R påstod, at udleveringen var i strid med udleveringslovens § 10 h, stk. 2, da han ved afsoning i Rumænien ville blive udsat for nedværdigende og umenneskelig behandling. Retten i Næstved fandt, at betingelserne for udlevering, jf. udleveringslovens § 10 a, stk. 1 og 3, jf. stk. 4, var opfyldte. Europarådets rapport (CPT/Inf (2015) 31) vedr. forholdene i de rumænske fængsler gav ikke grundlag for at antage, at R ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med forbuddet i EMRK art. 3 og udleveringslovens § 10 h, stk. 2. BR stadfæstede M’s beslutning som lovlig. ØL forespurgte de rumænske myndigheder, B, om afsoningsforholdene for R, såfremt han blev udleveret til Rumænien. Herefter fandt ØL, at der ikke var grundlag for at antage, at R ved udlevering til straffuldbyrdelse i Rumænien ville blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling. Udover det oplyste fra de B, var Europarådets rapport baseret på en undersøgelse i 2014, som ikke omfattede det fængsel, hvor R mest sandsynligt skulle afsone. BR’s kendelse blev stadfæstes.

UfR 2017.1314 HD: Person, der var idømt forvaring, blev tildelt godtgørelse på 75.000 kr. for 18-dages uberettiget tvangsfiksering

A, som var idømt forvaring for bl.a. grov vold og mishandling begået under særdeles skærpende omstændigheder, voldtægt og frihedsberøvelse, blev under afsoningen overflyttet til Psykiatrisk Center Sct. Hans., P, Under opholdet var A, som led af paranoid skizofreni, truende og udøvede flere gange vold over for medpatienter, ligesom hans adfærd efter de lægelige oplysninger måtte ansås for uforudsigelig. A blev i sensommeren 2013 på denne baggrund tvangsfikseret til sengen. Der var i sagen enighed om, at denne tvangsfiksering var uberettiget for så vidt angik 18 dage. I efteråret 2013 blev A anbragt i Afdelingen for Retspsykiatri, Nykøbing Sjælland (Sikringsafdelingen), efter at Justitsministeriet havde udstedt farlighedsdekret, som forudsatte, at den pågældende vedvarende udsatte andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Sagen angik for HR spørgsmålet om udmåling af godtgørelse for den uberettigede tvangsfiksering. Tvangsfikseringen indebar en krænkelse af EMRK art. 3, og fastslog, at A havde krav på en godtgørelse på 75.000 kr. (dissens for 50.000 kr.). Ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skulle det indgå, at uberettiget tvangsfiksering i 18 dage var et alvorligt indgreb. Der skulle dog også lægges vægt på, at lægerne på P løbende havde vurderet, om betingelserne for fortsat tvangsfiksering var opfyldt, og at denne vurdering måtte anses for at have været vanskelig henset til A’s helbredsmæssige forhold og adfærd. ØL var nået til et andet resultat. (3-2)

 

EMRK Artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed

ADV 1989.423-424: Boumar-case 29.02.1988. (Varetægtsfængsling af en 17-årig marokkaner i Belgien, da der ikke fandtes tilstrækkelig institutionskapacitet, var en overtrædelse af art. 5, 1.)

ADV 1989.499: Pauwels case. 26.05.1988. (Belgien dømt for overtrædelse af art. 5, 3 ved at en militærauditør både fungerede som undersøgelsesdommer og efterforskningsmyndighed i samme sag).

UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.

UfR 2012.1439 ØLD: I forbindelse med COP15 topmødets afvikling blev et stort antal borgere administrativt frihedsberøvet med hjemmel i Politiloven. Politiet, P, havde modtaget efterretninger fra andre lande om planlagte angreb. En del af de frihedsberøvede anmodede P om at indbringe sagerne for retten, jf. RPL § 469, stk. 1 og stk. 4, med krav om erstatning. ØL fandt, at frihedsberøvelserne, bortset fra i enkelte tilfælde, var i strid med Politilovens § 8, stk. 4, i visse tilfælde § 5, stk. 3 eller § 9, stk. 3. Herved var EMRK art. 5, stk. 1 også overtrådt. Nogle af frihedsberøvelserne var endvidere i strid med EMRK art. 3. I forbindelse med fastlæggelsen af erstatningen, fandt ØL, at der ligesom ved erstatning i h. t. RPL’s  kapitel 93 a, burde lægges vægt på længden af frihedsberøvelserne. Erstatningen fastsattes til 2.200 kr. for frihedsberøvelser under 5 timer, 3.300 kr., hvis den varede mellem 5 og 10 timer, 4.300 kr., hvis den varede mellem 10 og 15 timer, og slutteligt 5.500 kr., for frihedsberøvelser over 15 timer. Da visse af frihedsberøvelserne endvidere indebar krænkelse af EMRK art. 3, fandt ØL, at erstatningen burde forhøjes med 4.000 kr. At frihedsberøvelserne ligeledes indebar krænkelser af EMRK art. 10 og 11 førte derimod ikke til forhøjelse af erstatningen. Komm. af  Ib Henricson i JUR 2012.103-107: Massetilbageholdelsen ved klimatopmødet i 2009.

UfR 2013.2696 HD: A var en del af en bevæbnet gruppe på 31 personer, som under en amerikansk ledet aktion i 2002 i Kandahar-provinsen i Afghanistan blev tilbageholdt af danske styrker, D. Efter den amerikanske ledelses beslutning blev gruppen indbragt til et amerikansk ”Detention Center”, hvorfra A, ligesom resten af gruppen, blev frigivet 2-3 dage efter. Sagens hovedspørgsmål var, om A havde krav på erstatning eller godtgørelse fra den danske stat for den behandling, som han hævdede at have været udsat for under tilbageholdelsen. HR lagde til grund, at A ikke var blevet udsat for inhuman behandling, mens han var i D’s varetægt. Der forelå heller ikke på overgivelsestidspunktet oplysninger, som medførte, at Forsvarsministeriet, M, eller D vidste eller burde vide, at overgivelse ville indebære en reel risiko for, at A ville blive udsat for inhuman behandling. M skulle derfor ikke betale erstatning eller godtgørelse til A. Yderligere blev nogle, af A fremførte, anerkendelsespåstande afvist med henvisning til A’s manglende retlige interesse. 

EMRK Artikel 6: Ret til retfærdig rettergang

ADV 1989.373-374: Hauschildt Case. 24.05.1989. (indeholder et kort referat af dommen, som statuerede, at der var sket en krænkelse af art. 6, men at der ikke skulle ydes erstatning, da der ikke var årsagsforbindelse mellem krænkelsen og tabet.)

ADV 1989.481: Bililos case. 29.04.1988. (Schweiz havde overtrådt art. 6 ved at Lausanne Police Board havde idømt fru Belilos en bøde på 200 CHF for at have deltaget i en uanmeldt demonstration)

ADV 1989.498: Ekbatani Case. 26.05.1988 (Sverige dømt for overtrædelse af art. 6 ved at T ved appelinstansens var blevet dømt for trusler mod motorsagkyndig uden at der havde været mundtlig domsforhandling)

UfR 1994.536 HKK: Straffedom ophævet, da retsformanden i retten på Frederiksberg var en konstitueret dommer, der samtidig var fuldmægtig i justitsministeriets 3. kontor, hvorunder bl. a. politi, anklagemyndighed hører, hvilket fandtes uforeneligt med EMRK art. 6, stk. 1. Den gældende konstitutionspraksis kunne ikke generelt anses for grundlovsstridig eller EMRK art. 6. En generel afklaring burde ske ved lov.

UfR 1995.428 HKK: Straffedom ikke ophævet, selv om sagen var blevet behandlet af konstitueret dommer i Gentofte, som tillige var fuldmægtig i Justitsministeriets lovafdeling.

UfR 1996.1065 HD: T1-T4 i en sag om indførsel af store mængder kokain fik ikke medhold i, at EMRK art. 6, stk. 3, litra d, om tiltaltes ret til kontraafhøring var overtrådt ved, at 3 vidners indenretlige forklaringer var blevet tilladt dokumenteret, idet T1's forsvarer havde været til stede i de pågældende retsmøder.

UfR 1996.1434/2 ØLD: Dom afsagt af Københavns Byret i sag om betinget førerretsfrakendelse blev ophævet, jfr. RPL § 946, stk. 1, da T ikke var tilsagt, ikke til stede og heller ikke var repræsenteret ved forsvarer under et retsmøde, hvor vidnerne blev afhørt. T var ikke blevet vejledt om sine rettigheder, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra d.

UfR 1996.1488 VLD: T1-T3, der kom fra Kosovo, var ved retten i Gråsten blevet dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3. Ved domsforhandlingen var der sket tolkning til albansk via telefon med medhør. VL ophævede dommen, da tolken burde have været personligt til stede i retssalen, jfr. herved EMRK art. 6, stk. 3, litra e, som dog ikke foreskriver, i hvilken form tolkebistanden skal ydes.

UfR 1996.1536 ØLK: 2 drenge på 9 og 8 år skulle videoafhøres i en sædelighedssag mod S. S fandtes ikke at have krav på at være til stede i et tilstødende lokale, og S's forsvarer havde ikke ret til at foretage kontraafhøring direkte, men kun ret til at stille supplerende spørgsmål via den afhørende kriminalassistent. Denne fremgangsmåde var ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d.

TfS 1997.614 ØLD: Sag om overtrædelse af registreringsafgiftsloven og svindel med tolddatapladeordningen med 10 tiltalte. Sagerne havde haft en samlet varighed på godt 10 år og i hvert fald 5 år af efterforsknings- og forberedelsestiden skyldtes forhold hos det offentlige, som de domfældte ingen indflydelse havde på. EMRK art. 6, stk. 1 fandtes krænket og under hensyn hertil blev frihedsstraffene gjort betingede efter STRFL § 56, stk. 2.

UfR 1997.1292 ØLD: T1-T5 blev idømt fængsel på 1-2 år for afgiftsunddragelse ved bilhandel. Sagerne havde varet i godt 10 år, hvoraf i hvert fald 5 år skyldtes forhold hos det offentlige. Retten efter EMRK § 6, stk. 1 til rettergang inden rimelig tid fandtes krænket. Frihedsstraffen blev derfor gjort betinget efter STRFL § 56, stk. 2.

UfR 1997.1422 VLD: T, der var kommet til Danmark fra Iran i 1989, var i byretten blevet idømt fængsel i 3 år og 11 måneder for overtrædelse af STRFL § 191. Dommen blev ophævet og sagen hjemvist, da der ikke var anvendt tolk i byretten, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra e.

UfR 1998.141 ØLD: Hotel Færgegården Lohals ved sammenslutningen af Firma-Funktionærer påstod LO dømt til at anerkende, at arbejdsrettens kendelse var ugyldig. Sagen kunne indbringes for de almindelige domstole under henvisning til arbejdsrettens sammensætning, jfr. EMRK art. 6.

UfR 1998.363 ØLK: T's anmodning om en selvstændig adgang til at afhøre vidnerne ikke taget til følge, idet T's beskikkede forsvarer havde haft lejlighed til at afhøre vidnerne, jfr. RPL § 928, stk. 3, jfr. § 872. Denne ordning fandtes fuldt ud at opfylde kravene i EMRK art. 6, stk. 3, litra d.

UfR 1998.1752 ØLD: Behandlingen af sagen mod 3 ledende medarbejdere og 3 revisorer i Nordisk Fjer-sagen havde varet 7 år og 7 måneder fra sigtelse til endelig dom. Heraf var to gange 1 år og 2 måneder gået fra sagens indbringelse til berammelsen, hvilket måtte tilskrives ressourcemæssige problemer ved domstolene. Den lange berammelsestid fandtes ikke af være en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1 i forhold til de 3 ledende medarbejder, der blev tiltalt og dømt for groft bedrageri. Bestemmelsen fandtes derimod at være overtrådt i forhold til de 3 revisorer, der kun var tiltalt for groft uagtsomme forhold, hvilket burde medføre en begrænsning af sanktionerne. R1 idømt 20 dagbøder á 2.000 kr, R2 10 dagbøder á 2.000 kr. og for R3 bortfaldt den forskyldte straf. Statskassen betalte omkostningerne vedr. R1-R3. Komm. af Aksel Runge Jakobsen i R&R nr. 3/1999 p. 9-28: Dom i Nordisk Fjer-sagen mod direktører og revisorer.

UfR 1998.1759 ØLD: T1 og T2 fundet skyldige i bedrageri for 900.000 kr. over for leverandørerne til deres insolvente Edb-firma. De idømtes begge 1 års fængsel, der blev gjort betinget, da der var gået over 6 år fra sigtelsen. EMRK art. 6, stk. 1 fandtes at være krænket.

UfR 1999.338 ØLD: Fire fiskere blev idømt bøder på 56.000 - 112.000 kr. for ulovligt fiskeri i 1993-1994. Der var ikke indtrådt forældelse, jfr. STRFL § 94, stk. 5, 2. pkt., og de tiltaltes ret til rettergang inden rimelig frist var ikke tilsidesat, jfr. EMRK art. 6, stk. 1. Der fandtes ikke grundlag for at nedsætte de forskyldte bødestraffe under henvisning til det forløbne tidsrum.

UfR 2000.1895 ØLD (TfS 2000.731 ØLD): T idømt fængsel i 3 år og tillægsbøde på 30 mio. kr. for omfattende momssvig ved handel med finguld i 1990-1991. Den lange sagsbehandlingstid fandtes ikke i strid med EMRK art. 6. T udvist  til d. 01.01.2009.

UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2., da selve opbevaringen alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8, stk. 1.

UfR 2001.1406 ØLD: T blev idømt bøde på 2.400 kr. og frakendt førerretten betinget for d. 06.01.1998 at have kørt 86 km/t., hvor der var tilladt hastighed på 50 km/t. Sagsbehandlingstiden var ikke en krænkelse af EMRK art. 6.

UfR 2001.2345 HD (UfR 2000.1894 ØLD): Strafansvaret for momssvig i forbindelse med guldhandler ikke forældet, da forfølgningen efter anklageskriftets indlevering ikke havde været standset på ubestemt tid, jfr. STRFL § 94, stk. 5, 2. pkt. Forældelsen var afbrudt, selv om der i anklageskriftet fra 1992 alene var rejst tiltale for bedrageri og ikke for momssvig, da de faktiske forhold var de samme. Uanset en sagsbehandlingstid på mere end 10 år, var EMRK art. 6, stk. 1 ikke krænket.

UfR 2004.976/2 HKK: Vognmand havde anket dom om, hvorefter den af Storkøbenhavns Taxinævns tilbagekaldelse af hans hyrekørselsbevilling var lovlig og gyldig.  Justitssekretæren beregnede retsafgiften til 45.570 kr. på basis af en skønnet årsindtægt på 150.000 kr. gange 10. Højesteret tiltrådte retsafgiftsberegningen og fandt, at retsafgiftsberegningen ikke stred med EMRK art. 6 og art. 14, jfr. art. 6, stk. 1.

UfR 2005.2321/2 ØLD: T idømt 20 dages betinget fængsel og frakendt førerretten i 2½ år for brugstyveri og spirituskørsel med promille på 1,68 uden at have erhvervet kørekort. Under hensyn til den tid, der forløb, fra forholdene blev begået, og indtil den endelige tiltale blev rejst (næsten 2 år), og til sagens ukomplicerede karakter, fandtes sagsbehandlingen ikke at have været forenelig med kravet om en retfærdig rettergang inden en rimelig frist, og EMRK artikel 6, stk. 1, var derfor krænket. Med henvisning hertil blev frihedsstraffen gjort betinget, jf. STRFL § 56, stk. 2. For overtrædelse af FÆL § 56, stk. 1, idømtes T endvidere i medfør af STRFL § 88, stk. 2, en tillægsbøde på 5.000 kr.

UfR.2006.341 VLD: T blev idømt 30 dages fængsel og bøde på 102.000 kr. for unddragelse af registreringsafgift på 243.954 kr. VL fandt, at sagsbehandlingstiden ikke havde haft en varighed, der var i strid med kravet i EMRK art. 6, stk. 1, og den har endvidere ikke haft en varighed, der giver grundlag for en mildere straffastsættelse end sædvanligt i sager af en sådan karakter. VL lagde vægt på, at sagens efterforskning forud for forelæggelsen for Told og Skat ikke havde været urimelig lang, at Told og Skats behandling af sagen ikke havde været urimelig lang, og at der fra tiltalebegæringen og indtil der blev afsagt endelig ankedom i landsretten var forløbet mindre end 1 år og 6 måneder. VL fandt i øvrigt ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre nogen del af straffen betinget, da unddragelsen af betalingen af registreringsattest var foretaget forsætligt, og da de på bilen anvendte nummerplader var erhvervet ved en strafbar handling. (Ulovlig omgang med hittegods)

UfR 2006.707/2 ØLK: Retsformanden rettede under en votering i byretten henvendelse til anklageren og en specialkonsulent i Told og Skat, for at få bekræftet hvilken skatteprocent der skulle anvendes i forbindelse med beregning af unddragen skat. De tiltalte i sagen påstod sagen hjemvist i medfør af RPL § 963, jf. § 943, idet de mente, at dommeren havde tilsidesat habilitetsreglen i RPL § 61. ØL afviste at der i det konkrete tilfælde skulle være sket brud på habilitetsreglen i RPL § 61. Der fandtes heller ikke at være sket brud på RPL § 214, § 28, stk. 2, eller en overtrædelse af EMRK artikel 6, hvorfor hjemvisningspåstanden blev afvist.

UfR 2006.725 ØLD: T1-T6 havde begået momssvig, T1 bl.a. også skattesvig, og T3 dokumentfalsk, dog uden berigelse, for hhv. ca.,  16 mio. kr., 500.000 kr., 98 mio. kr., 92 mio. kr. 2,3 mio. kr. og 300.000 kr. T1 blev idømt fængsel i 3 år og 6 mdr. , samt en tillægsbøde på 15 mio. kr. T2 blev idømt en tillægsbøde på 500.000 kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, 2. pkt. T3 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 97 mio. kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, i forhold til den anvendte straframme i STRFL § 289. T4 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 92 mio. kr., efter samme bestemmelser som T3.  T5 blev idømt fængsel i 10 mdr., samt en tillægsbøde på 2 mio. kr., jf. STRFL § 89. T6 blev idømt betinget fængsel i 3 mdr., samt en tillægsbøde på 300.000 kr. For T1, T3 og T4 skete der rettighedsfrakendelse, jf. STRFL § 79, stk. 2, 2. Pkt.  ØL fandt ikke, at EMRK artikel 6 var overtrådt.

UfR 2006.1120 HD: (Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen voksede dog  ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S, at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september 1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede  godtgørelse i medfør af EAL §26 eller dennes analogi. M  henviste A til at anlægge sagen ved domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at  tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr.  for varigt mén og smerte. ØL frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en godtgørelse i medfør af EAL § 26.  Derudover fandt HR, at der heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994,  ikke havde positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.

UfR 2006.1657 VLK: I en sag mellem A og B om erstatning i forbindelse med ejendomshandel havde A adciteret advokat P. P var repræsenteret af advokat F. A ønskede, at der skulle stilles spørgsmål til Advokatrådets Responsumudvalg. F var medlem af Advokatrådet, men ikke af Responsumudvalget. A gjorde indsigelser mod at F kunne repræsentere P, idet F var medlem af Advokatrådet og derfor måtte anses for inhabil. VL udtalte, at hverken  RPL § 126, EMRK art. 6 eller almindelige retsgrundsætninger om inhabilitet, kunne afskære F fra at repræsentere P i den verserende erstatningssag.

UfR 2006.1967 ØLK: Under domsforhandlingen ved Store-Heddinge byret i en straffesag mod T, der var tiltalt for at have overtrådt STRFL § 291, stk. 1, ønskede anklagemyndigheden at vise nogle videooptagelser foretaget af den forurettede i strid med lov om forbud mod tv-overvågning mv. Byretten gav tilladelse hertil trods T’s protest, og udsatte herefter domsforhandlingen og tillagde T’s kæremål opsættende virkning. ØL fandt, at byrettens afgørelse angik spørgsmål af væsentlig betydning for sagens behandling, hvorfor RPL § 968, stk. 2, ikke var til hinder for kærens admittering. ØL tiltrådte, at de omhandlede videooptagelser kunne indgå som bevis i sagen. Det gjaldt, uanset om videooptagelserne var foretaget i strid med loven om forbud mod tv-overvågning mv. Hensynet til "fair trial" i EMRK art. 6 kunne ikke føre til et andet resultat. Det var ved afgørelsen tillagt betydning, at forurettede frivilligt havde overdraget videooptagelserne til politiet, at sagen angik en lovovertrædelse, som ikke var bagatelagtig, og at forsvareren under sagens videre forløb havde mulighed for at anfægte og imødegå beviset. Hertil kom, at de omtvistede videooptagelser viste færdsel på et mindre afgrænset udsnit af en offentlig vej og således ikke indebar alvorligere krænkelser af de optagne personers integritet.

UfR 2006.2766/2 ØLD: I 1997 blev E1 – E4 ved Odense Byret tiltalt for økonomisk kriminalitet begået i 1988-1992. Alle blev i 2002 idømt betydelige fængselsstraffe. Ved landsrettens dom i 2002 blev E1 og E2 i betydeligt omfang frifundet med betydelig strafnedsættelse til følge. Både E3 og E4 blev i det hele frifundet. Ved sidstnævnte dom udtalte landsretten en betydelig kritik af både politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen. Landsretten fandt tillige, at der var sket en krænkelse af E1-E4’s ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. EMRK art. 6, hvilket også blev taget i betragtning ved straffastsættelsen for E1 og E2. E1-E4 rejste herefter krav om erstatning efter RPL kap. 93 a. ØL fandt, at de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling ikke gav de erstatningssøgende krav på erstatning efter RPL § 1018 h, men at de nævnte forhold kunne tillægges betydning ved vurderingen af erstatning og godtgørelse efter RPL § 1018 b. Da E1’s dom allerede var gjort betinget under henvisning konventionskrænkelsen, fandtes E1 herved kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at han ikke herudover fandtes berettiget til kompensation efter RPL § 1018 h. E2, der var blevet idømt en betinget bøde, fandtes berettiget til yderligere 40.000 kr. i godtgørelse efter RPL § 1018 b, jf. § 1018 a. E3, der i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 25.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 50.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2. E4, der ligeledes i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 15.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 100.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2.

UfR 2007.684 ØLD: I forbindelse med en sag vedrørende moms- og skatteunddragelser i 1998 foretog politiet ransagning hos T1-T4. D. 16.02.2005 blev der rejst tiltale og alle blev ved Odense Rets dom af 23.06.2005 fundet skyldige i overtrædelse af en række bestemmelser i moms- og skatteloven. ØL udtalte, at der var forløbet ca. 8 år fra ransagningstidspunktet, og det varede mere end 4½ år fra sommeren 1999, hvor myndighederne måtte anses for at have haft de fornødne oplysninger til at rejse tiltale, til anklagemyndigheden indgav anklageskrift d. 16.02.2005. Uanset sagens kompleksitet fandtes der at foreligge en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden en rimelig frist som omhandlet i EMRK art. 6, stk.1. På den baggrund fandtes frihedsstraffene at skulle gøres betingede med en prøvetid, der skulle regnes fra ØL's dom. Der fandtes ikke med henvisning til krænkelsen af EMRK art. 6, stk. l grundlag for tillige at nedsætte de tillægsbøder, der skulle fastsættes som tillæg til frihedsstraffene som følge af den opnåede økonomiske vinding, jf. STRFL § 50, stk. 2, idet der allerede ved fastsættelsen af frihedsstraffene som betingede var taget hensyn til denne krænkelse.

UfR 2007.727 HKK: T blev i oktober 2005 sammen med tre andre varetægtsfængslet, sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme. I august 2006 blev der rejst tiltale for forsøg på terrorisme. I sagen mod de fire tiltalte indgik en række aflyttede telefonsamtaler. Politiet oplyste, at disse aflytninger var foretaget i henhold til aflytningskendelser, som var tilvejebragt af Politiets Efterretningstjeneste til brug for efterretningstjenestens efterforskning af en sag om forsøg på terrorisme. Efterretningstjenesten oplyste, at aflytningerne var blevet iværksat og fortsat, uden at der hos efterretningstjenesten forelå mistanke om, at de fire tiltalte kunne være involveret i forberedelsen af den terrorhandling, som straffesagen omfattede. Forsvarerne for de fire tiltalte anmodede politiet om at blive bekendt med indholdet af eller modtage den eller de retskendelser, der måtte ligge til grund for de aflyttede telefonsamtaler, der af anklagemyndigheden var fremlagt i sagen og påberåbt som en del af mistankegrundlaget. Anklagemyndigheden afslog anmodningen om aktindsigt og anførte bl.a., at materialet alene var tilvejebragt til brug for Politiets Efterretningstjenestes egne efterforskninger og ikke til brug for sagen mod de fire tiltalte, og at forsvarernes ønske om at få oplyst, om aflytningsmaterialet var lovlig tilvejebragt måtte anses for at være opfyldt gennem en erklæring fra efterretningstjenestens chef om, at de indgreb, hvorfra aflytningsmaterialet stammede, var foretaget på baggrund af en retskendelse. ØL’s afgørelse herom blev kæret til HR af forsvareren for en af de tiltalte. HR udtalte, at forsvareren efter RPL § 729 a, stk. 3, havde adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet havde tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angik. Dette gjaldt uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som forsvareren for tiltalte havde anmodet om aktindsigt i, var ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angik. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med EMRK art. 6 omfattede forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som var af betydning for sagen, uanset om det var tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønskede aktindsigt i de kendelser, som havde givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skulle anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger var tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20.12.2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste fandt HR, at det ikke kunne udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kunne være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser blev herefter taget til følge, dog således, at der forinden skulle gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholdt oplysninger, som burde undtages fra aktindsigt, jf. RPL § 729 c.

UfR 2007.857 HKK: T, som var tiltalt for at have begået mandatsvig af særlig grov beskaffenhed og misbrug af sin stilling som borgmester, gjorde gældende, at retsformanden var inhabil. T anførte i første række, at retsformanden måtte anses for inhabil, idet han havde været retsformand i en anden sag, hvor T var fundet skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for forhold, der oprindeligt havde været en del af den nu verserende sag, og at retsformanden i dommen havde tilsidesat T’s forklaring som utroværdig. Endvidere gjorde T gældende, at retsformanden var inhabil på baggrund af, at han under efterforskningen havde truffet afgørelser om beslaglæggelse og ransagning, ligesom han også ved sin retsledelse, afgørelse af processuelle tvister, adfærd og udtalelser under sagen i øvrigt havde gjort sig inhabil. HR fastslog, at det forhold, at retsformanden også havde været retsformand i sagen, hvor T var blevet straffet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, ikke i sig selv kunne medføre, at retsformanden var inhabil. Retsformanden havde ved dommen hverken direkte eller indirekte taget stilling til skyldspørgsmålet i den verserende straffesag. HR fandt heller ikke, at retsformanden ved afgørelserne om beslaglæggelse eller ransagning direkte eller indirekte havde taget stilling til skyldspørgsmålet. Det var endvidere ikke godtgjort, at retsformanden – direkte eller indirekte – havde forholdt sig til skyldspørgsmålet ved sin retsledelse, ved afgørelsen af processuelle tvister eller ved sin adfærd eller udtalelser i forbindelse med sagen. HR fandt herefter, at der ikke forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om retsformandens fuldstændige upartiskhed, jf. RPL § 61 sammenholdt med EMRK art. 6. HR fandt endvidere, at den omstændighed, at byrettens kendelse om retsformandens habilitet var truffet under medvirken af domsmænd, ikke kunne medføre, at kendelsen skulle ophæves som ugyldig, jf. herved princippet i RPL § 946, stk. 1.

UfR 2007.1158 ØLK: I forbindelse med behandlingen af et konkursbo ved SH's Skifteret afgav 7 af det konkursramte selskabs tidligere bestyrelsesmedlemmer i 2003 forklaring som vidner. Kurator anlagde i 2006 erstatningssag ved Lyngby Byret mod bl.a. de 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer, og kurator ønskede i forbindelse med denne sag at fremlægge udskrifter af de afgivne forklaringer fra 2003. De 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer protesterede herimod. De tidligere bestyrelsesmedlemmer havde været forpligtet til at afgive vidneforklaring i SH, uden at de kunne påberåbe sig vidnefritagelsesgrunde i medfør af RPL § 171, stk. 2, jf. KL § 100, jf. § 105. Der havde således ikke været indledt - og kan efter det oplyste heller ikke forventes at blive indledt - strafferetlig efterforskning mod dem, jf. UfR 2000.1201 HKK. Da de 7 bestyrelsesmedlemmer ville få lejlighed til at afgive partsforklaring under domsforhandlingen, fandtes de vidneforklaringer, der ca. 3 år før sagsanlægget blev afgivet i SH i forbindelse med behandlingen af konkursboet, ikke at kunne betegnes som anteciperet bevisførelse i strid med RPL § 340 eller § 343. De fandtes heller ikke at kunne betegnes som ensidigt indhentede erklæringer. De protokollerede forklaringer fandtes heller ikke at være tilvejebragt under sådanne omstændigheder, at det vil stride mod grundlæggende retsprincipper, hvis de blev anvendt under en retssag om personligt ansvar for den afhørte. Fremlæggelse var derfor heller ikke i strid med EMRK art. 6 om en retfærdig rettergang. Bilagene skulle herefter ikke udgå af sagen.

UfR 2007.1482/2 HD: A havde anlagt en sag ved ØL mod Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt. Efter at A ikke havde givet møde til et forberedende retsmøde i sagen, besluttede ØL at afvise sagen. A indbragte beslutningen om afvisning for HR, der gav A medhold i, at sagen ikke burde være afvist. Afvisningsbeslutningen blev derfor ophævet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved ØL. Efter at have fået medhold i HR anlagde A en ny sag mod den landsdommer B, der havde truffet beslutningen, med påstand om, at han skulle anerkende, at beslutningen havde krænket A’s menneskerettigheder, herunder EMRK art. 6. HR afviste A’s sag mod B. HR fandt, at påstanden i denne sag i realiteten måtte anses som yderligere argumenter til støtte for, at beslutningen om afvisningen af den første sag havde været forkert. Da A allerede havde fået medhold heri, kunne han ikke under denne efterfølgende sag mod B få prøvet, om den nu ophævede afvisningsbeslutning var i strid med bestemmelser i menneskeretskonventioner.

UfR 2007.1569 HD: To afskedigede HK ansatte, A og B, havde ikke ret til at få kravene vedrørende usaglig afskedigelse behandlet ved domstolene. Dette var begrundet i, at der ved fællesoverenskomsten var indgået en voldgiftsaftale mellem ansættelsesmyndigheden og HK. HR fastslog, at den fagretlige tvistløsningsordning var karakteriseret ved, at den enkelte arbejdstagers interesser skulle varetages af den pågældende fagforening. Uoverensstemmelser skulle søges løst ved forhandling og – hvis dette ikke medførte en løsning – ved faglig voldgift. At lønmodtagerne selv havde ret til at anlægge sag ved domstolene, hvis deres faglige organisation ikke gennemførte en fagretlig behandling eller opgav kravet, kunne ikke føre til et andet resultat, da HK ikke havde opgivet kravet og da en afvisning af sagerne dermed ikke var i strid med EMRK art. 6. Komm. af Jens Kristiansen i JUR 2007.167-170: Lovbaseret godtgørelseskrav omfattet af voldgiftsklausul og af Ole Hasselbalch i UfR 2007 B.184-188: Tvungen faglig voldgift i sager om fagforeningsmedlemmers lovhjemlede rettigheder? - nogle bemærkninger i anledning af UfR 2007.1569 HD.

TFA 2008.94 EMD: En russisk mand fik frataget sin retlige handleevne, efter at hans mor havde anmodet herom, hvorefter moderen blev hans værge. Sagen blev gennemført uden hans vidende, ligesom den reelt blev gennemført uden iagttagelse af kontradiktionsprincippet. Dommeren havde ikke haft mulighed for at danne sig en opfattelse af mandens mentale tilstand. Endvidere var mandens anke blevet afvist uden behandling, hvorved der ikke havde været appelmulighed. Af disse grunde havde retssagen ikke været retfærdig, og Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af art. 6. Derudover havde indgrebet været så alvorligt, at der tillige forelå en krænkelse af art. 8.

UfR 2008.249 ØLK: T var i 1994 blevet straffet for manddrab i forbindelse med frihedsberøvelse, hvor T havde tildelt den forurettede et slag i baghovedet med en hammer, hvorved hun pådrog sig kraniebrud, ligesom han klemte hende om halsen, herunder ved omsnøring af halsen, således at hun afgik ved døden. T var nu tiltalt for vold efter STRFL § 245, stk. 1, ved i forbindelse med voldudøvelsen at have anvendt en lignende fremgangsmåde. Anklagemyndigheden havde ønsket tilladelse til at kunne dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 før afgørelsen af skyldsspørgsmålet i nævningesagen. ØL udtalte, at i nærværende straffesag var der rejst tiltale for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter STRFL § 245, stk. 1, blandt andet ved at give den forurettede tape for munden og ved at snøre et reb eller lignende om halsen på denne og stramme til, hvorved det knækkede. Der var derfor grund til at antage, at oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 - som et moment blandt flere - kunne have betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. De nævnte oplysninger var hverken det eneste eller det reelt afgørende bevis i sagen, og dokumentation af oplysningerne inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet var således ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2. Herefter fandt ØL, at det undtagelsesvis burde tillades anklagemyndigheden inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet at dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden, jf. RPL § 877, stk. 2, nr. 5 (§ 871, stk. 2, nr. 5).  

UfR 2008.2737 ØLK: I et retsmøde d. 29.05.2008 blev der afsagt dom over T, både T og dennes forsvarer Steen Petersen var til stede og T blev vejledt om reglerne for anke. D. 12.06.2008 udløb ankefristen og først d. 13.06.2008 sendte Retten i Glostrup en udskrift af dommen til T og A. A sendte d. 24.06.2008 ankemeddelelse til anklagemyndigheden. A anmodede herefter ØL om tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb, jf. RPL § 910, stk. 2 og anførte til støtte herfor at domsudskriften først var sendt efter ankefristens udløb, samt at en manglende admittering ville være en krænkelse af EMRK artikel 6. ØL udtalte, efter forarbejderne til RPL § 219 a, stk. 1 og 2 (Folketingstidende 1996/97, Tillæg A, side 3770), var det forudsat, at dommen udarbejdes skriftligt umiddelbart efter afsigelsen, således at både tiltalte og anklagemyndigheden havde god tid til at gennemlæse dommen inden ankefristens udløb. Henset til at T og hans forsvarer var til stede ved domsafsigelsen, hvor de blev gjort bekendt med dommens resultat og ankevejledt, samt til at anke ikke sås at være iværksat i rimelig tid efter modtagelsen af domsudskriften, fandt ØL ikke, at fristoverskridelsen skyldes grunde, der ikke kunne tilregnes T. På den baggrund, og idet der i øvrigt ikke var oplyst om forhold, der kunne føre til, at anke burde tillades, imødekom ØL ikke anmodningen herom, jf. RPL § 910, stk. 2. Der var ikke grundlag for at antage, at manglende admittering i en situation som den foreliggende indebærer en krænkelse af EMRK artikel 6.

UfR 2009.822 VLK: Den engelske statsborger T’s forsvarer havde under straffesagen mod T fremsat begæring om, at retsbogen løbende blev oversat til engelsk, så T havde mulighed for at følge med. Retten i Randers bemærkede, at T under sagen via tolk havde fået oversat alt, hvad der foregik under retsmøderne. Der var endvidere mulighed for, at T sammen med sin forsvarer og en tolk kunne gennemgå retsbøgerne. BR fandt ikke, at T havde krav på, at retsbøgerne blev oversat til engelsk, idet det ikke fulgte af hverken RPL § 729 a, stk. 2, eller EMRK artikel 6, stk. 3. Forsvareren kærede kendelsen og kæremålet havde en sådan principiel betydning, at VL tog det under påkendelse, jf. RPL § 968, stk. 4. Af de grunde der var anført af BR stadfæstede VL kendelsen.

UfR 2010.53 ØLD: T, født 1949, blev bl.a. fundet skyldig i overtrædelse af ML § 81, stk. 3, jf. stk. 1, ved som hovedanpartshaver, direktør og daglig leder af et anpartsselskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i sine momsangivelser. Der var ved Retten i Roskilde enighed om, at sagsbehandlingstiden udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1. På den baggrund blev T idømt en betinget straf samt en tillægsbøde på 1,2 mio. kr. jf. STRFL § 50, stk. 2, anklagermyndigheden havde påstået en tillægsbøde på 1.775.000 kr. ØL fastsatte tillægsbøden til 1.775.000 kr., som påstået af anklagermyndigheden.

UfR 2010.1008 VLD (TFA 2010.259 VLD): M og H var blevet separeret d. 09.01.2002 efter 4½ års ægteskab. Skifteretten i Brædstrup tog boet under offentligt skifte i dec. 2002. Det væsentligste aktiv var den faste ejendom i Tørring tilhørende M's bodel, der før det offentlige skifte var blevet vurderet til 1.485.000 kr. H kunne ikke acceptere vurderingen. Skifteretten bestemte i juni 2004, at der ikke skulle foretages omvurdering, men den oprindelige ejendomsmægler skulle afgive en supplerende udtalelse om værdien på udlægstidspunktet. Den oprindelige ejendomsmægler var gået på pension. Der opnåedes enighed om, at en anden mægler skulle afgive den supplerende udtalelse, og denne udtalelse fremkom pr. 30.12.2004. Der blev udfærdiget udkast til boopgørelse, hvorefter M skulle udtage ejendommen pr. 30. 12.2004. Parternes advokater fremsatte indsigelser mod værdien af ejendommen. M gjorde gældende, at han havde udtaget ejendommen pr. 09.01.2002, subsidiært pr. 30.12.2004, men i begge tilfælde til den oprindelige vurdering. Skifteretten udskilte i 2007 spørgsmålet om udlægstidspunktet og udlægsprisen til delforhandling, og der blev afsagt dom d. 28.02.2008, hvorefter ejendommen skulle udlægges til M pr. 30.12.2004 til en værdi af 1.850.000 kr. Der blev endvidere ved dommen taget stilling til andre stridsspørgsmål. Boopgørelse med opgørelsesdag d. 31.12.2008 blev herefter udfærdiget. H nedlagde påstand om, at hendes boslodskrav skulle forrentes fra d. 30.12.2004, mens M gjorde gældende, at forrentning skulle ske fra datoen for den endelige boopgørelse. H og M gjorde endvidere gældende, at ægtefælleskiftet havde trukket uforholdsmæssigt ud, og der var sket krænkelse af EMRK. I skifterettens dom af 12.02.2009 blev det bestemt, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 01.07.2007. Skifteretten i Horsens erkendte, at sagens behandling ikke var blevet afsluttet inden rimelig tid i overensstemmelse med EMRK art. 6, stk. 1. VL bestemte, at boslodskravet skulle forrentes fra d. 30.12.2004, idet M havde haft fordelen af værdistigningen af ejendommen fra udlægsdatoen, og der var derfor grundlag for at fravige det almindelige udgangspunkt for forrentning af boslodskrav. VL tiltrådte, at der var sket en krænkelse af parternes rettigheder efter EMRK art. 6, stk. 1, og at det som delvis kompensation for krænkelsen var bestemt, at parterne, der begge havde haft fri proces, ikke skulle godtgøre statskassen nogen andel af de meget betydelige beløb, der var afholdt i salærer til de beskikkede advokater. Endvidere fandt VL, at parterne som yderligere kompensation for krænkelsen hverken skulle godtgøre statskassen de positive udgifter, der havde været forbundet med skiftebehandlingen, eller skifteafgiften, jf. herved art. 13 i EMRK sammenholdt med princippet i RPL § 320.

UfR 2011.2192 ØLD: A anmodede om, at en civil sag vedr. indregistreringspligt af en italiensk indregistreret bil stilledes i bero, indtil en straffesag, hvori A var sigtet for overtrædelse af registreringsafgiftsloven, var fuldført. A kunne ikke påberåbe sig beskyttelsen mod selvinkriminering iht. EMRK art. 6, da hun ikke var forpligtet til at afgive forklaring under sagen, eller da hun kunne undlade at besvare spørgsmål under en evt. forklaring, hvorved hun inkriminerede sig selv.

TFA 2011.360 ØLD: M og H blev separeret i maj 2001, og i dec. 2002 blev deres fællesbo taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i Lyngby stadfæstede boopgørelsen i juni 2010. Skifteretten bestemte samtidig, at salær til medhjælper på 500.000 kr., skifteafgift på 283.550 kr. og udgifter til vurdering af indbo på 23.590 kr. skulle betales af statskassen, idet skiftesagen ikke var afsluttet inden rimelig tid, jf. EMRK art. 6, stk. 1. M, der selv var advokat, ankede boopgørelsen og påstod under denne sag, at statskassen skulle friholde ham for hans udgifter til advokatbistand som følge af den lange sagsbehandlingstid. M fik ikke medhold i sine indsigelser mod boopgørelsen eller i sin påstand om, at statskassen skulle betale hans advokatudgifter.

UfR 2011.2440 ØLK: T1 og T2 anmodede under en straffesag om at møde uden en forsvarer. Domsmænd skulle medvirke under sagen, jf. RPL § 688, stk. 2. Til støtte for T1 og T2’s påstand, henviste de til RPL § 259, som gav ret til at møde selv. De anførte endvidere, at retten hertil fulgte af EMRK art. 6, stk. 3, litra c. Københavns Byret lagde til grund, at RPL § 259 ikke kunne anvendes, da bestemmelsen omfattede borgerlige sager. ØL tiltrådte BR’s begrundelse og tilføjede, at RPL § 731, stk. 1, litra d ikke var i strid med den nævnte bestemmelse i konventionen.

UfR 2011.2460 ØLD: T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 4, stk. 1, ved at have ført personbil med mindst 88 km/t., selv om det blot var tilladt at køre 60 km/t. på den angivne strækning. Dette udgjorde en overskridelse på mere end 40 % af den tilladte hastighed. Den lange sagsbehandlingstid, da der var gået mere end 3½ år fra sigtelsen af T og til Retten i Glostrups dom, som ikke skyldtes forhold, der kunne tilregnes T, nåede ØL frem til, at dette udgjorde en krænkelse af T’s ret til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid efter EMRK art. 6. Betinget frakendelse af førerretten var en obligatorisk følge af T’s hastighedsovertrædelse, og den lange sagsbehandlingstid kunne ikke ændre herved. T havde herefter krav på kompensation for den langsommelige sagsbehandling og ØL fandt derfor, at statskassen skulle betale sagens omkostninger for begge retter.

UfR 2012.37 ØLK: Frederiksberg Kommune, K, pålagde A en parkeringsbøde, da A’s parkeringslicens, P, ikke fremstod som fuldt synlig. A påstod, at P var fuldt synlig, hvorfor A anlagde sag mod K ved Fogedretten i Svendborg. Fogedretten afslog vidneførsel af A og parkeringsvagten fra K. Fogedretten fandt efter de foreliggende fotos og fogedrettens besigtigelse det bevidst, at P ikke var fuldt synlig. ØL fandt, at A’s begæring om vidneførsel ikke burde have været afslået af fogedretten, idet bl.a. en afhøring af den P-vagt, der pålagde afgiften, og som A havde oplyst at ønske at høre, burde tillades, jf. EMRK art. 6. ØL ophævede derfor fogedrettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på vidneførsel og fornyet stillingtagen.   

UfR 2012.97 VLK: N havde anlagt sag mod forsikringsselskab, A, med påstand om, at A skulle betale erstatning til N for skader påført N’s bil af en brugsstjålet bil, som var forsikret hos A. A havde indhentet oplysninger til brug i sagen hos Østjyllands Politi. N havde nedlagt påstand om, at bilag A skulle udgå fra sagen, da han mente, at bilaget indeholdt en skyldformodning fra en offentlig myndighed, hvilket ville være i strid med EMRK, art. 6, stk. 2. VL udtalte, at bilag A indeholdt oplysninger om, at N havde været sigtet for forsøg på bedrageri mod A, men at anklagemyndigheden efterfølgende opgav påtalen, og derudover indeholdt bilaget kun politiets afhøringer og tekniske undersøgelser vedr. skaden. VL fandt derfor ikke, at fremlæggelsen af bilaget ville være i strid med EMRK, art. 6, stk. 2. VL fandt i øvrigt ikke, at bilaget ville være uden betydning for sagen, og VL stadfæstede derfor Retten i Århus’ kendelse og tog derfor ikke anmodningen om, at bilaget skulle udgå fra sagen, til følge.

UfR 2012.316 HD: A kom til Danmark i 2001 fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. Han fik afslag på en ansøgning om asyl og senere om familiesammenføring. A efterkom ikke et pålæg om udrejse, hvorfor han i august 2002 blev frihedsberøvet med henblik på at sikre hans tilstedeværelse i forbindelse med en tvangsmæssig hjemsendelse. A var – med et mellemliggende mislykket forsøg på tvangsmæssig hjemsendelse – frihedsberøvet frem til d. 26.03.2003. A rejste krav mod Rigspolitichefen, R, om erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, hvilket krav R afslog i maj 2003. A anlagde retssag om kravet mod Rigspolitiets Udlændingeafdeling, U, d. 21.11.2008. HR frifandt U for kravet om erstatning. HR udtalte bl.a., at de forhold, som A påberåbte sig som erstatningspådragende, var foregået mere end 5 år før d. 21.11.2008, hvor sagen blev anlagt. Uanset det, som A havde anført herom, var der ikke indtrådt suspension af forældelsesfristen. Kravet var derfor forældet. HR frifandt endvidere U for A’s påstand vedr. udlevering af notater fra et møde d. 22.01.2003 i Pristina. HR udtalte bl.a., at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at antage, at U i forbindelse med mødet d. 22.01.2003 modtog oplysninger omfattet af notatpligten (efter offentlighedslovens § 6). Endelig udtalte HR, at der ikke var grundlag for at antage, at en beslutning truffet af ankeudvalgets formand – om ikke at tillade vidneførsel begæret af A vedr. mødet i Pristina – indebar en krænkelse af de rettigheder, som tilkom A i medfør af EMRK art. 6. Det samme gjaldt en beslutning om ikke at tillade fremlæggelse af nogle ensidigt indhentede skriftlige erklæringer.

UfR 2012.939/2 HD: I maj 2000 pådrog A sig et ankelbrud og blev opereret samme dag. Røntgenbilledet af anklen viste, at ankelledet anatomisk ikke var på plads. Patientskadeankenævnet, P, traf afgørelse om, at der forelå en patientsskade, da A burde være tilbudt en re-operation. A's varige mén blev af P fastsat til 10%. Stationærtidspunktet for skaden blev fastsat til d. 13.02.2001 - datoen for afsluttende kontrol på det sygehus, hvor operationen var foretaget. A anlagde sag mod P med påstand om forhøjelse af méngraden og om fastsættelse af stationærtidspunktet til d. 23.08.2005. Hverken ØL eller HR fandt grundlag for at tilsidesætte P’s vurdering. A påstod for HR, at behandlingen af sagen udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, særligt retten til behandling af sagen inden for ”rimelig tid”. HR fandt ikke grundlag for at fastslå, at sagens varighed krænkede A's ret til rettergang inden for en rimelig tid.

TFA 2013.225 ØLK: Fællesbo blev taget under offentligt skifte ved Lyngby Skifteret i august 2002 og endeligt afsluttet ved landsretsdom af 09.11.2012. H gjorde gældende, at hun skulle fritages for at deltage i udgifterne ved skiftebehandling, fordi den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK art. 6, men fik ikke medhold heri. ØL fandt, at parterne selv havde givet anledning til skiftets tidsmæssige udstrækning, og at H i hvert fald havde været medvirkende til, at flere af de mange tvister havde været særdeles langvarige. Efter det oplyste var der derimod ikke - på trods af skiftets samlede udstrækning - grundlag for at fastslå, at skiftet er trukket urimeligt ud på grund af domstolenes forhold.

UfR 2013.986 HD: C blev d. 01.04.2003 skudt af en politibetjent, O, på Røde Mellemvej i København, og afgik samme dag ved døden. C’s mor, A, og C’s halvsøster, B, anlagde i 2008 sag mod politiet, P, statsadvokaten, S, og Rigsadvokaten, R, med krav om godtgørelse. Ved HR’s dom af 05.05.2011 blev det fastslået, at det krav på godtgørelse mod P var forældet. Sagen drejede sig herefter om, hvorvidt S og R var forpligtede til at betale godtgørelse til A og B for på retsstridig måde at have krænket deres rettigheder i henhold til EMRK. Kravet støttedes på det efterfølgende undersøgelsesforløb, som efter A og B’s opfattelse var mangelfuldt og fejlbehæftet på en sådan måde, at det havde påført dem som efterladte en selvstændig krænkelse. Selv om S’ undersøgelse på enkelte punkter gav anledning til kritik, fandt HR efter en samlet bedømmelse, at de krav til undersøgelsen, som EMRK art. 2 stillede, var opfyldt af S og R. S konkluderede ved sin undersøgelse, at O var straffri som følge af nødværge. Det var ubestridt en fejl, at S og R ikke var opmærksomme på, at en to-måneders omgørelsesfrist for S’ afgørelse om ikke at rejse tiltale mod O fandt anvendelse. R blev som følge heraf afskåret fra at tage stilling til tiltalespørgsmålet, men HR fandt det nærliggende, at R ville være nået til samme resultat som S, hvis R havde haft mulighed for at prøve tiltalespørgsmålet. Den manglende iagttagelse af omgørelsesfristen kunne herefter ikke antages at udgøre en krænkelse af EMRK art. 2. HR fandt således ikke, at der ved undersøgelsesforløbet hos S og R var sket en krænkelse af A og B’s rettigheder i henhold til EMRK art. 2. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at der var sket en krænkelse af EMRK art. 6 om retten til rettergang inden for rimelig tid, idet den sagsbehandlingstid, der skulle tages i betragtning, tog sin begyndelse ved indbringelse af sagen for domstolene. S og R blev herefter frifundet. Afgørelsen var en ændring af ØL’s dom.

UfR 2013.1281 VLK: Direktoratet for Kriminalforsorgen, A, havde meddelt afslag på B’s anmodning om prøveløsladelse i forbindelse med, at han var blevet idømt fængsel på livstid for forsøg på drab. A’s afgørelse blev indbragt for Retten i Horsens, hvor der ligeledes blev behandlet en anmodning fra B’s beskikkede advokat, om at han ønskede aktindsigt i A’s afgørelser i tilsvarende sager med henvisning til EMRK art. 6. A havde afslået denne anmodning. BR lagde til grund, at B ikke sås at have påvist nogen hjemmel for retten til at pålægge direktoratet at lade den beskikkede advokat gennemgå sammenlignelige sager. BR imødekom derfor ikke anmodningen. VL stadfæstede.

UfR 2013.2479 ØLK: En andelsboligforening, A, havde afgivet egenkonkursbegæring, og blev ved dekret af 31.05.2011 taget under konkursbehandling. B og C, som var andelshavere i A, nedlagde påstand om, at kurator, K, skulle tilpligtes at afhænde boets faste ejendom snarest muligt, og om nødvendigt på tvangsauktion. A påstod kæremålet afvist. ØL fandt, at B og C havde den fornødne retlige interesse i kæremålet, men fandt det ikke godtgjort, at det var nødvendigt for at undgå en krænkelse af EMRK art. 6, at pålægge K at afhænde boets ejendom. Der var herved lagt vægt på navnlig tidspunktet for konkursdekretets afsigelse, samt boets størrelse og kompleksitet.

UfR 2014.15 ØLD: T havde som fængslet været i besiddelse af en USB-nøgle, en mobiltelefon og et simkort og havde dermed overtrådt STRFL § 124, stk. 4. T fik på den baggrund en disciplinærstraf i form af strafcelle. Retten i Glostrup afviste sagen med henvisning til, at der ifølge art. 4 i tillægsprotokol nr. 7 i EMRK var et forbud mod dobbeltstraf. ØL ophævede BR’s dom og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet T’s allerede idømte fængselsstraf ikke blev forlænget ved ikendelse af strafcelle, hvorfor der ikke var tale om en overtrædelse af EMRK.

UfR 2014.1318 ØLD: A gjorde sig d. 29.07.2009 skyldig i en hastighedsovertrædelse, som efter normal praksis ville give ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af FÆL § 126, stk. 1, nr. 10, jf. § 125, stk. 2, nr. 1, 2 og 5. Retten i Næstved afsagde dom i sagen d. 08.07.2013. Spørgsmålet var, hvilken betydning den lange sagsbehandlingstid skulle få, da det i øvrigt blev antaget, at den ikke skyldtes A’s forhold. ØL udtalte, at den lange sagsbehandlingstid, i denne ukomplicerede færdselssag, oversteg det rimelige i en sådan grad, at der skulle ske kompensation herfor i medfør af STRFL § 82, nr. 13 og § 83, 2. pkt. og principperne heri. Derudover var der ved den lange sagsbehandlingstid sket en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1, som A skulle kompenseres for. I betragtning af de hensyn, der begrundede FÆL’s regler om frakendelsen af førerretten, fandt ØL, at konventionskrænkelsen ikke i det foreliggende tilfælde udgjorde et fuldt tilstrækkeligt grundlag for i medfør af princippet i STRFL § 82, nr. 13 og § 83, 2. pkt., at undlade ubetinget frakendelse af førerretten. A fik derfor en ubetinget frakendelse af førerretten. Frakendelsestiden, der efter normal praksis ville blive fastsat til 1 år, blev pga. omstændighederne nedsat til 6 måneder, jf. FÆL § 128, stk. 1 . Desuden skulle bødestraffen bortfalde, og sagens omkostninger skulle betales af statskassen. ØL fandt herved, at der var sket den fornødne kompensation for konventionskrænkelsen. Retten i Næstved havde idømt en betinget frakendelse af førerretten, men var derudover nået til samme resultat.

UfR 2014.2783 HKK: Der blev d. 31.05.2013 truffet dom mellem A og Justitsministeriet, B. A sendte herefter en genoptagelsesanmodning for at få sagen genoptaget, da en af  højesteretsdommerne, C, ifølge A var inhabil som følge af tidligere ansættelse hos B, og at dette var en krænkelse af EMRK art. 6 samt RPL § 61. HR fandt, at C ikke under sin ansættelse hos B havde behandlet sager om reglerne for transport af dyr m.m., som sagen fra d. 31.05.2013 omhandlede. Derfor var der ikke omstændigheder, der var egnede til at vække tvivl om C’s fuldstændige upartiskhed i sagen. Da betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter RPL § 399, stk. 1 dermed ikke var opfyldt, tog HR ikke genoptagelsesanmodningen til følge.  r

UfR 2014.3679 HKK: Anklagemyndigheden, A, havde tiltalt T for spirituskørsel og nedlagt påstand om bødestraf og betinget frakendelse af førerretten. T, der ikke havde fremsat ønske om at få beskikket en forsvarer, udeblev uden gyldig grund fra det retsmøde, hvor straffesagen skulle behandles. A anmodede derfor om, at der blev afsagt udeblivelsesdom over T, hvilket Retten i Horsens ikke imødekom. VL stadfæstede Retten i Horsens’ afgørelse. HR udtalte bl.a., at der efter RPL § 731, stk. 1, litra j, skulle ske obligatorisk forsvarerbeskikkelse i sager, der fremmedes i tiltaltes fravær, og hvor der var spørgsmål om fængselsstraf. Efter bestemmelsens ordlyd skulle der således ikke ske forsvarerbeskikkelse i den foreliggende sag, hvor der alene var spørgsmål om bødestraf og betinget førerretsfrakendelse. Forarbejderne til bestemmelsen gav endvidere ikke grundlag for en anden fortolkning end den, som bestemmelsens klare ordlyd førte til. Resultatet fandtes heller ikke at være i strid med EMRK art. 6, bl.a. fordi der var tale om en ukompliceret sag. HR hjemviste herefter sagen til fortsat behandling ved Retten i Horsens.

UfR 2015.3951 HKK: Forvaring af mor, der nægtede at oplyse sin datters opholdssted med henblik på udlevering til samvær med faren, var lovlig.

I forbindelse med en sag om udlevering af A’s datter C til samvær med datterens far B blev A d. 07.05.2015 taget i forvaring af fogedretten. A fik herefter beskikket en advokat, og blev løsladt d. 29.07.2015. A havde under samværssagen gentagne gange nægtet at medvirke til udlevering af C til samvær med B, ligesom hun havde nægtet at oplyse C’s opholdssted, hvorfor fogedretten flere gange havde truffet afgørelse om tvangsbøder for at få A til at medvirke til udlevering af C. For HR angik sagen, om forvaringen af A var lovlig, og herunder om A skulle have haft advokatbistand i forbindelse med fogedrettens behandling. Under henvisning til, at oplysningen om C’s opholdssted havde afgørende betydning for gennemførelsen af samværet, og at det måtte lægges til grund, at oplysningen ikke kunne fremskaffes på anden vis end ved forklaring fra A, fandt HR, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fogedrettens skøn, og det var således nødvendigt at tage A i forvaring d. 07.05.2015 efter RPL § 497, stk. 2 og fortsat d. 20.05.2015. På denne baggrund og da der endvidere ikke var grundlag for at fastslå, at forvaringen af A var uproportional i tiden efter d. 20.05.2015 indtil løsladelsen d. 29.06.2015, fandt HR, at forvaringen af A var lovlig. Det kunne ikke føre til andet resultat, at A ikke var repræsenteret af en advokat, da fogedretten traf afgørelse om hende. HR henviste i den forbindelse til, at der hverken i RPL eller EMK art. 6 findes krav om, at en skyldner skal være repræsenteret af en advokat, eller at fogedretten skal beskikke en advokat. Dog bemærkede HR, at der i situationer, hvor der er spørgsmål om forvaring efter RPL § 497, stk. 2, er særlig anledning til at overveje behovet for advokatbistand, jf. RPL § 500, stk. 2. HR fandt endeligt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte fogedrettens vurdering, hvorfor A på retsmødet ikke havde haft behov for advokatbistand, idet de lagde vægt på, at der på det tidspunkt endnu ikke var fremsat begæring om forvaring.

EMRK Artikel 7: Ingen straf uden retsregel

UfR 2007.1131 ØLK: T havde d. 17.01.2000 vedtaget en bøde og 2 års førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel. T havde d. 01.10.2006 bl.a. gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 2,25. Efter lov nr. 363 af 25.05.2005, som trådte i kraft d. 01.09.2005, skulle et sådan forhold bedømmes som et 2.-gangstilfælde. ØL fandt, at det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen d. 17.01.2000 efter den tidligere praksis udløb d. 17.01.2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 25.05.2005, ikke indebar, at forholdet ikke fuldt ud skulle bedømmes efter den nye lov. Dette var hverken i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. T blev idømt 20 dages fængsel og 6 dagbøder af 300 kr.

UfR 2007.2918 ØLD: T, som var født i 1973, og som sidst var dømt for vold i juli 1997, blev i august 2006 fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, § 276 og § 244 (forhold 2). Københavns Byret fastsatte straffen til 4 måneders fængsel. Anklagemyndigheden påstod for ØL § 244-overtrædelsen henført under STRFL § 247, stk. 1, samt skærpelse. T mente ikke, at STRFL § 247, stk. 1, var anvendelig, da T’s forstraffe for vold var udstået mere end 5 år før det nuværende voldsforhold. ØL udtalte bl.a., at under sagens behandling for byretten havde anklagemyndigheden ikke påberåbt sig STRFL § 247, stk. 1. Imidlertid fandt ØL ikke af denne grund at være afskåret fra at anvende reglen, idet bestemmelsen var anført i anklagemyndighedens ankemeddelelse, og T havde haft fyldestgørende adgang til forsvar. Ved lov nr. 218 af 31.03.2004 om ændring af STRFL og RPL ændredes reglerne om gentagelsesvirkning, således at det ved STRFL § 84, stk. 3, er fastsat, at gentagelsesvirkningen først ophører, når der er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Den ændrede regel trådte i kraft d. 02.04.2004. Gentagelsesvirkningen (i 5 år) for T's forstraffe for vold fra 1996 og 1997 efter den tidligere retstilstand var udløbet før ikrafttrædelsen af den nugældende,  skærpede regel i STRFL § 84, stk. 3. Dette udelukkede imidlertid ikke, at ØL i overensstemmelse med den skærpede lovbestemmelse kunne tillægge T's nævnte forstraffe for vold gentagelsesvirkning ved udmålingen af straf for lovovertrædelsen i forhold 2, som T havde begået efter ikrafttrædelsen af de skærpede regler om gentagelsesvirkning. Dette fandtes at være i overensstemmelse med STRFL § 5, ligesom dette resultat ikke kunne anses for at være i strid med EMRK art. 7. Straffen blev herefter fastsat i medfør af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 287, stk. 1, jf. § 276. Efter karakteren af de begåede lovovertrædelser og under hensyn til T's forstraffe sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder fandtes straffen at burde forhøjes til fængsel i 6 måneder.

UfR 2010.2259/2 VLD: A blev ved dom d. 28.11.2001 afsagt af Retten i Herning fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af levnedsmiddellovgivningen. Straffen blev fastsat til 10 dages betinget fængsel og en bøde på 850.000 kr. Dommen blev ikke anket. På tidspunktet for afsigelsen af dommen bortfaldt bøder over 3.000 kr. efter 5 år. jf. daværende ordlyd af STRFL § 97a. Ved lov nr. 364/2005 blev bestemmelsen ændret med virkning fra d. 01.07.2005, så bøder som oversteg 10.000 kr. først bortfaldt efter 10 år, jf. STRFL § 97 a, stk. 1, nr. 1. SKAT orienterede d. 01.08.2007 D om, at de havde foretaget modregning i D’s overskydende skat på 6 kr. D påklagede dette til Justitsministeriet under henvisning til, at bøden var forældet d. 28.11.2006. VL udtalte, at der af forarbejderne til ændringslovens § 2 udtrykkeligt fremgik, at forældelsesfristen ikke ændredes i de tilfælde, hvor der var indtrådt forældelse efter de gældende regler. Var der derimod ikke indtrådt forældelse ved lovens ikrafttræden, ville den ændrede forældelsesfrist finde anvendelse. Den omstændighed, at det ikke udtrykkeligt var nævnt i lovteksten, at den ændrede forældelsesfrist fandt anvendelse, hvis der ikke var indtrådt forældelse, kunne ikke i sig selv føre til andet resultat. Endvidere bemærkede VL, at forlængelse af en forældelsesfrist for en bødestraf ikke var en strafskærpelse med tilbagevirkende kraft, og at ændringsloven derfor ikke var i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. Den bøde på 850.000 kr., som D blev idømt d. 28.11.2001, var ikke forældet d. 01.07.2005, hvorfor den ændrede forældelsesfrist på 10 år herefter fandt anvendelse.

EMRK Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv

ADV 1989.480 Case of Boyle & Rice. 27.04.1988.(England havde overtrådt art. 8 ved inddragelse af personligt brev fra indsat til ven uden for fængslet)

TFA 1998.198 VLD: FM over 8-årig pige tillagt 67-årig mormoder og ikke faderen, som var idømt 12 års fængsel for drab på moderen og udvist for bestandig, jfr. UfR 1995.764 HD. Bestemmelsen i FML § 14, stk. 1, 4. og 5. pkt. fandtes ikke i strid med EMRK art. 8, stk. 2.

UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2., da selve opbevaringen alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8, stk. 1.

UfR 2006.1120 HD:(Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen voksede dog  ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S, at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september 1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede  godtgørelse i medfør af EAL §26 eller dennes analogi. M  henviste A til at anlægge sagen ved domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at  tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr.  for varigt mén og smerte. ØL frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en godtgørelse i medfør af EAL § 26.  Derudover fandt HR, at der heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994,  ikke havde positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.

UfR 2007.196 HKK: A havde anlagt sag mod Topdanmark Forsikring A/S, F, med krav om erstatning for erhvervsevnetab i anledning af et færdselsuheld, som hun havde været udsat for i april 2000. Under sagen anmodede F om, at det blev pålagt A at fremlægge egen læges journaludskrift for perioden 01.01.1998 og frem, idet F bestred, at der var årsagssammenhæng mellem uheldet og A’s lidelser. F henviste i den forbindelse til, at det af en udtalelse fra A’s egen læge fremgik, at hun havde flere forudbestående lidelser, og at hun i november 2001 havde været udsat for endnu et færdselsuheld. A gjorde gældende, at hendes egen læge i sin udtalelse havde uddraget de oplysninger, som var relevante for sagen, og at F ikke havde villet angive, hvilke særlige oplysninger fra journalen der ønskedes. Endvidere gjorde A gældende, at krav om udlevering af oplysninger fra journalen ville indebære en krænkelse af EMRK artikel 8. HR fandt på baggrund af oplysningerne om, at A havde været udsat for et færdselsuheld d. 15.11.2001, og at A forud for uheldet d. 12.04.2000 havde ryg- og lændegener samt nervøse symptomer, at det ikke kunne udelukkes, at der i A’s lægejournal fra d. 01.01.1998 og frem til nu ville kunne være oplysninger af betydning for Retslægerådets besvarelse af spørgsmål og rettens afgørelse af sagen. HR fandt videre, at hensynet til sagens rette oplysning havde en sådan vægt, at A’s generelle henvisning til, at der ved fremlæggelse af lægejournalen kunne fremkomme personfølsomme oplysninger uden betydning for sagen, ikke kunne føre til, at fremlæggelse af journalen skulle afskæres. HR fandt endelig, at fremlæggelse af lægejournalen under den foreliggende sag ikke kunne antages at stride mod EMRK artikel 8.

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3,  efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

UfR 2007.1336 HD: Den thailandske kvinde, K, indrejse i november 2000 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse i forbindelse med ægteskab med den danske statsborger, M. K’s 17-årige datter, A, rejste i september 2001 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse p.g.a. familiesammenføring med K i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, på vilkår om, at hun skulle bo hos K. Udlændingestyrelsen, U, inddrog i februar 2003 A’s opholdstilladelse, under henvisning til at U have inddraget K’s opholdstilladelse, eftersom hun ikke længere levede sammen med M. K blev skilt i juni 2003, men giftede sig i juli 2003 med en anden dansk statsborger, N, hvorefter K igen søgte om opholdstilladelse. A fik arbejde og flyttede samtidig ind hos K og N. Integrationsministeriet, I, stadfæstede i december 2003 U’s afgørelse, eftersom inddragelsen ikke virkede særligt belastende for A, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. I havde herved lagt vægt på, at A var indrejst på grundlag af en familiesammenføring med K, at hun havde gået i skole i Thailand i 12 år, hvor hun desuden havde familie, samt den begrænsede tid hun havde opholdt sig i Danmark. I begyndelsen af 2004 blev A kæreste med N’s søn, B, og N og B flyttede herefter sammen. I havde ikke givet A vejledning om at sagen kunne indbringes for retten i medfør af udlændingelovens § 52, men A blev i juli 2005 bekendt hermed, og indbragte sagen for Skjerns Byret, med påstand om ophævelse af I’s afgørelse. A og B fik i september 2005 et barn. VL stadfæstede i marts 2006 I’s afgørelse. A fik afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, nr. 1, og § 9 a, og da kæremål til HR ikke blev tillagt opsættende virkning, udrejste hun i september 2006 til Thailand. A og B blev i december 2006 gift, hvorefter B rejste tilbage til Danmark med deres fælles barn. HR fastslog, at udlændingelovens § 52 måtte forstås således, at domstolsprøvelsen af Integrationsministeriets afgørelse af 17.12.2003 om inddragelse af opholdstilladelsen for A skulle ske på grundlag af hendes forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på, at A efterfølgende var flyttet sammen med en herboende dansk statsborger og havde fået et barn sammen med denne. I’s afgørelse af 17.12.2003 kunne ikke anses for stridende mod EMRK art. 8. HR stadfæstede herefter dommen.

UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.

UfR 2007.2263 VLK: Politiet havde under ransagningen af S’ bolig fundet 106 fotografier, som tilhørte A af personer fra Hells Angels optaget i forbindelse med deltagelse i arrangementer i udlandet. Efter at have kopieret fotografierne, indbragte politiet beslaglæggelsen for retten. VL fandt, at det måtte antages, at de fotografier, som politiet havde beslaglagt, var af betydning for efterforskningen af en række alvorlige forbrydelser, som var begået af personer med tilknytning til den pågældende gruppe af rockere, og at efterforskningen i hvert fald for en del rettede sig mod, hvad der må betegnes som organiseret kriminalitet. Der var ved 1999-ændringen af reglerne om beslaglæggelse ikke tilsigtet nogen ændring mht. den hidtil fastlagte praksis for beslaglæggelse, som var kommet til udtryk i UfR 1998.795 HKK og UfR 1998.798 HKK, jf. lovforslag L 41 i folketingssamlingen 1998-1999. VL bemærkede, at fotografierne ikke fremtrådte som billeder af enkeltpersoners ferierejse, men som billeder af en organiseret aktivitet, hvorunder de pågældende bar kendetegn, der identificerede dem som medlemmer af gruppen. Indgrebet var sket i overensstemmelse med loven som et nødvendigt led i retsforfølgningen af alvorlig kriminalitet og dermed i beskyttelsen af andres rettigheder. Der forelå derfor ikke et indgreb, der var i strid med EMRK art. 8.

UfR 2007.2585 ØLK: T blev under en strafafsoning pålagt at aflægge en urinprøve, som viste sig at være fri for spor af euforisende stoffer. T anmodede nu Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, om erstatning for hvad T mente var et uberettiget og ubegrundet indgreb. K afslog denne anmodning, hvorefter T indbragte sagen for domstolene. Københavns Byret anførte bl.a., at den omstændighed at den pågældende urinprøve var negativ, ikke i sig selv indebar, at indgrebet var uberettiget eller uforskyldt, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107, jf. RPL § 1018 a. ØL udtalte, at det var ubestridt, at T inden for en periode af ni måneder i otte tilfælde var blevet pålagt at afgive urinprøve, der i alle otte tilfælde var negativ. Det var ligeledes ubestridt, at udvælgelsen af T i disse otte tilfælde var foretaget ved lodtrækning af en computer. Idet straffuldbyrdelseslovens § 60 a indeholder fornøden hjemmel for en stikprøvevis kontrol af de indsatte, havde der været fornøden lovhjemmel til at pålægge T at afgive urinprøve, uden det kunne tillægges betydning, at tidligere prøver havde været negative. Den stikprøvevise udtagelse af T til at afgive urinprøve kunne under hensyn til kontrollens formål ikke anses for uberettiget og måtte tillige anses hjemlet i EMRK art. 8, stk. 2. Herefter, og idet indgrebet ikke kunne anses som særligt indgribende, samt af de af byretten anførte grunde, var der ikke grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107.

TFA 2008.92/1 EMD En kvinde havde adopteret en pige i Peru. Det lykkedes hende ikke at få adoptionen anerkendt ved en domstol i Luxembourg. Herefter anlagde hun sag ved menneskerettighedsdomstolen. Denne udtalte, at rettergangen ikke havde været retfærdig, idet der ikke var blevet taget stilling til alle sagens hovedanbringender, hvorved der var sket en krænkelse af EMRK art. 6. I de fleste medlemsstater ville adoptionen have været gyldig, og tidligere ville den også have været gyldig i Luxembourg, der pludselig havde ændret praksis. Hensynet til barnet indebar, at domstolen i Luxembourg ikke kunne tilsidesætte den peruvianske afgørelse. De løbende ulemper forårsaget på barnet og adoptanten indebar krænkelse af art. 8 og art. 14 i forbindelse med art. 8.

TFA 2008.92/2 EMD: En amerikansk far fik ved en amerikansk domstol midlertidigt forældremyndigheden over sin datter, som moderen havde taget med sig til Frankrig. Endvidere fastslog domstolen, at datteren skulle overbringes til sin far. En fransk appeldomstol tiltrådte dommen. Tvangsfuldbyrdelsen forsøgtes gennemført, men uden held p.g.a. modstand fra pigens familie m.fl. Da endnu en fransk domstol kom frem til et tilsvarende resultat, bragte moderen datteren til USA, hvorefter der anlagdes sag ved menneskerettighedsdomstolen. Denne fastslog, at der ikke var sket en krænkelse af konventionen, idet de franske domstole nøje havde taget hensyn til barnets tarv, ligesom der ikke var grundlag for at kritisere tvangsfuldbyrdelsesprocessen. Art. 8 var således ikke krænket.

TFA 2008.92/3 EMD: En kvinde, der som 52-årig fik at vide, hvem hendes far var, ønskede faderskabet fastlagt. Sagsøgte påstod sagen afvist under henvisning til, at den 3-årige frist for sagsanlæg var overskredet. Sagen blev behandlet af den cypriotiske Højesteret, der fastslog, at fristen på 3 år var i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen og den cypriotiske forfatning. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at en frist i sig selv ikke strider mod art. 8, men fandt anledning til at prøve om den pågældende frist efter en afvejning af parternes modstående interesser var rimelig. Domstolen udtalte, at det var vanskeligt at acceptere en undtagelsesfri frist, som var uafhængig af barnets kendskab til de forhold, der kunne skabe grundlag for en faderskabssag. Endelig fastslog domstolen, at Højesteret havde lagt for meget vægt på sagsøgtes forhold, hvilket udgjorde en uforholdsmæssig indskrænkning af kvindens ret til respekt for sit privatliv. Dette udgjorde en krænkelse af art. 8.

TFA 2008.93/1 EMD: En irsk kvinde ønskede at få sit hemmeligfødte barn tilbage. Hun fødte i Frankrig og var ved hjælp fra tolke blevet oplyst om virkningerne af en hemmelig fødsel, ligesom hun var orienteret om 2-måneders fristen, indenfor hvilken hun kunne kræve barnet tilbage. Først efter udløbet af fristen gjorde moderen sit krav gældende. Domstolen lagde vægt på, at fristerne i medlemsstaterne varierede betydeligt, og at staterne således måtte gives en større margen ved fastlæggelsen af disse. Endvidere måtte hensynet til barnet i en sag som den foreliggende tillægges afgørende betydning ved fastlæggelsen af retsstillingen mellem moderen, barnet og adoptanterne. Henset til at alle nødvendige skridt var taget for at orientere moderen om sine muligheder, udtalte domstolen herefter, at der ikke forelå en krænkelse af EMRK art. 8.

TFA 2008.93/2 EMD: En homoseksuel kvindes adoptionsanmodning blev afslået af de franske myndigheder med bl.a. den begrundelse, at der manglede identificerbare referencer på grund af mangel på en mandlig figur eller reference. En administrativ appelret fandt, at afgørelsen ikke skyldtes kvindens livsstil, og Højesteret afslog appellen eftersom kvindens seksuelle orientering ikke havde haft betydning for sagens udfald. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at fransk ret tillod enlige at adoptere, hvorefter begrundelsen om mangel på mandlig figur eller reference kunne bruges som påskud for at afslå p.g.a. seksuel orientering. Da de franske myndigheder ikke formåede at godtgøre, at der ikke var tale om diskrimination, og da det således ikke var godtgjort, at kvindens seksuelle orientering var afgørende for sagens udfald, kendtes afslaget uforenligt med art. 14 i forbindelse med art. 8.

UfR 2008.701 HD: A, som var statsborger fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark i 2001 og var siden blevet gift og havde fået tre børn. Ægtefællen var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter at A havde fået afslag på asyl, anmodede han om humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1,, og senere om opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1, (familiesammenføring). Integrationsministeriet, I, afslog i maj 2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, og stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring  her i landet. I afviste d. 09.11.2005 at genoptage behandlingen af sagen om familiesammenføringen. A indbragte afgørelserne for VL, der frifandt I for afslaget på humanitær opholdstilladelse, men tilsidesatte afgørelsen om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring her i landet. HR fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte I's afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1,. Vedrørende A´s adgang til at indgive ansøgning her i landet efter UDL § 9 c, stk. 1, fandt HR, at I havde tilvejebragt de nødvendige oplysninger, og inddraget de relevante forhold ved afgørelserne, herunder hensynet til familiens enhed. HR bemærkede endvidere, at I's afgørelse ikke kunne antages at stride mod EMRK art. 8. (4-1).

UfR 2008.1047 ØLD: En kommune, K, gav i 1998 husejer, X, lov til at opføre en tilbygning til sin ejendom. Afstanden mellem tagudhænget, og skellet til naboejendommen blev herefter mindre end 2,5 meter, og dette blev godkendt af K. Naboejendommen var ejet af ægteparret A og B, og de klagede efterfølgende til K. K konstaterede, at der skulle have været foretaget nabohøring inden tilladelsen blev givet. K besluttede at sende sagen til naboorientering, med henblik på retlig lovliggørelse. En klage til statsamtet, S, gjorde ingen forskel, da S fandt at K, havde haft hjemmel til at meddele dispensationen. A og B lægger herefter sag an mod K, X og S, og påberåber sig EMRK til støtte for et krav om kompensation. Under retssagen var det ubestridt, at K havde begået sagsbehandlingsfejl ved at undlade at foretage naboorientering, og det måtte lægges til grund at A og B følte sig krænkede ved den foretagne sagsbehandling. ØL Udtalte at efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, skulle der foreligge et indgreb, som kunne karakteriseres som konkret, særdeles intenst og uproportionalt, for at domstolen ville anse EMRK artikel 8 og artikel 1 i tillægsprotokol 1 for overtrådt. ØL fandt ikke, at den krænkelse, som A og B har påberåbt sig, opfyldte disse betingelser, hvorefter K blev frifundet.

UfR 2008.2622 HD: A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om ”Family Reunifation to son” i henhold til UDL § 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes”, at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B’s hustru og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27.07.2005 tiltrådte Integrationsministeriet, I, Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. A og B indbragte I’s afgørelse for ØL. B forklarede for ØL bl.a., at hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for ØL gældende, at I’s afgørelse var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt I havde tillagt tilknytningen mellem A og B’s husstand som sådan vægt. HR udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar 2002. HR tiltrådte herefter, at det af motiverne til UDL § 9 c, stk. 1, kunne udledes, at der skulle meddeles opholdstilladelse i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Motiverne indeholdt dog ingen særlige bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med EMRK art. 8 om retten til familieliv, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at I’s afgørelse var urigtig, frifandt HR I.

TFA 2008.563 VLD:  H, der havde 2 små børn med sin ægtefælle M, forsøgte i 1999 at begå selvmord. M blev værge for H, som havde fået en svær hjerneskade, og H fik plads på et særligt bosted i nærheden af hjemmet i Jylland. M og børnene flyttede senere til Fyn, og M søgte om flytning af H til et andet særligt bosted på Fyn, for at kontakten mellem H og de nu 11- og 15-årige børn og M kunne opretholdes. H havde et betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsniveau og kunne ikke give et informeret samtykke, og M havde ikke kompetence til at samtykke for H. Afgørelse om flytning skulle derfor træffes efter socialservicelovens § 129 om flytning uden samtykke. Betingelserne heri var ikke opfyldt, og da reglen ud fra hensynene bag den ikke indebar en krænkelse af EMRK art. 8, stadfæstedes Ankestyrelsens afgørelse om ikke at indstille H til flytning.

UfR 2011.3021 ØLD: A udgav en bog, B, hos forlaget, C. D anlagde herefter sag an mod A og C, da han var af den opfattelse, at A uberettiget havde anvendt og offentliggjort D’s private forhold, herunder bl.a. D’s billede, navn og adresse. ØL fandt, at B var en fiktion og ikke et dokumentarisk værk. ØL tog stilling til om EMK’s art. 8 medførte, at grænsen for den kunstneriske ytringsfrihed var overskredet. Herved lagde ØL vægt på, at B var fiktion og, at oplysningerne om D var af mindre følsom karakter allerede offentlig tilgængelig. ØL vægtede hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed mere end hensynet til beskyttelse af D’s private oplysninger. ØL fandt derfor ikke, at A og C uberettiget havde anvendt og offentliggjort oplysninger om D i B. ØL fandt ikke på baggrund af navneloven, MFL, EAL eller almindelige retsgrundsætninger grundlag for at, A og C havde krænket D’s rettigheder.  

UfR 2012.344 VLD: Moderens, C, barn på 12 år, A, var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie, P. Ankestyrelsen, B, traf afgørelse om, at A fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet i en videreført anbringelse uden C’s samtykke i medfør af serviceloven § 68 a. Endvidere blev det besluttet, at samvær mellem A og C skulle finde sted 5 gange om året i en periode på 1 år. C nedlagde påstand om, at anbringelsen af A skulle ændres til en tvangsmæssig anbringelse med en genbehandlingsfrist på 2 år, og at samvær skulle være hyppigere end fastsat af B. C gjorde gældende, at B’s afgørelse var i strid med EMRK art. 8, og B gjorde gældende, at betingelserne for videreført anbringelse af A i medfør af serviceloven § 68 a, stk. 1, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, var opfyldt. Retten i Århus tiltrådte, at betingelserne for en videreført anbringelse af A i medfør af serviceloven § 68 og betingelserne for i en periode at begrænse C’s samvær med A i medfør af serviceloven § 71, stk. 3, var opfyldt. VL tiltrådte således, at A havde opnået en så stærk tilknytning til P, at det måtte antages at være af væsentlig betydning for A's bedste at forblive hos P, og at det ville skabe større ro om A's fremtid og fremtidige opvækstforhold. VL stadfæstede og anførte i øvrigt, at der ikke var grundlag for at antage, at bestemmelsen i servicelovens § 68 a, hverken generelt eller i den foreliggende sag, var i strid med EMRK art. 8.

UfR 2013.388 HKK: A blev som 12-årig anbragt af sin mor, H, på en kostskole i Nigeria og vendte 4 år senere - som nu 16-årig - tilbage til Danmark. Integrationsministeriet, M, anførte, at A’s opholdstilladelse var bortfaldet, idet A havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Der var efter M’s opfattelse ikke grundlag for at træffe afgørelse om, at A’s opholdstilladelse efter ansøgning alligevel ikke skulle anses for bortfaldet. HR lagde bl.a. til grund, at A var flyttet til Danmark som 3-årig og boede i landet, indtil han var mere end 12 år. Han gik endvidere i dansk skole fra 1. klasse indtil begyndelsen af 7. klasse, og hans nærmeste familie, forældre og søskende boede i Danmark. HR fandt, at H’s bestemmelse om, at A skulle på kostskole i Nigeria, ikke skulle komme A til skade med den virkning, at der skulle ses bort fra A’s interesser, herunder A’s ret til respekt for sit privatliv og familieliv i form af en stærk tilknytning til Danmark. På den baggrund fastslog HR, at M’s afgørelse udgjorde et uproportionalt indgreb i A’s ret til privatliv og familieliv i strid med EMRK art. 8 og ophævede M’s afgørelse. ØL var nået til et andet resultat.

TFA 2013.505 ØLD: D, der var 12 år, blev anbragt i plejefamilie, da hun var 1 døgn gammel. Hun var nu velfungerende i plejefamilien, som ønskede at adoptere hende. Hendes biologiske far gav samtykke, mens moderen modsatte sig adoptionen. D havde ikke haft samvær med sin mor siden 2007, og hun ønskede nu ingen kontakt til moderen, der led af paranoid skizofreni og boede på et forsorgshjem. Statsforvaltningen Sjælland tillod adoption uden samtykke, jf. adoptionslovens § 9, stk. 4. Ankestyrelsen, Retten i Hillerød og ØL stadfæstede afgørelsen. det fandtes godtgjort, at M varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for D. Der forelå sådanne særlige omstændigheder, at adoptionen ikke udgjorde en krænkelse af EMRK art. 8 eller art. 9 i FN-konventionen om Barnets Rettigheder.

UfR 2015.3016 HD: Udtalelser om, at journalist havde været KGB-agent og af PET var blevet anset for at være KGB-agent, var strafbare.

Bent Jensen, A, fremsatte i 2007 og 2008 i flere landsdækkende aviser udtalelser om Jørgen Dragsdahl, B. Udtalelserne angik B’s virke som journalist og debattør under Den Kolde Krig og hans forhold til KGB. Spørgsmålet i sagen var, om udtalelserne var strafbare jf. STRFL § 267 jf.§ 269 samt EMRK art 8 og art10. HR’s flertal fastslog, at en række af udtalelserne indeholdt beskyldninger om, at B havde været KGB-agent, og at PET havde anset B for at være KGB-agent. Disse udtalelser var udtryk for ærekrænkende sigtelser om, at B havde begået et strafbart forhold. HR lagde vægt på, at A havde udtalt sig som led i en offentlig debat om emner af væsentlig samfundsmæssig interesse, og at B som kendt journalist, der i mange år var en meget aktiv debattør om sikkerhedspolitiske emner under Den Kolde Krig, måtte tåle at være genstand for kritisk omtale og vurdering. Det blev desuden tillagt betydning, at der var tale om beskyldninger for strafbart forhold, og at der ikke havde været belæg for beskyldningerne. Det blev lagt til grund, at A var klar over, at PET havde vurderet, at der ikke var grundlag for at indstille til Justitsministeriet, at der skulle rejses tiltale mod B. Det indgik også i bedømmelsen, at A havde fået særlig adgang til materiale fra Politiets Efterretningstjeneste med henblik på generel forskning i Den Kolde Krigs historie, mens B ikke havde denne adgang, og at B derfor havde begrænsede muligheder for at imødegå A’s beskyldninger. Efter en samlet afvejning af hensynet til A’s ytringsfrihed over for hensynet til beskyttelse af B’s omdømme fastslog HR’s flertal, at beskyldningerne om agentvirksomhed var strafbare. Der var derimod ikke grundlag for at straffe A for en række udtalelser om, at B havde deltaget i konspirative møder med KGB-officerer og bedrevet desinformation, da der var tilstrækkelig dækning for disse udtalelser. A blev idømt 10 dagbøder á 1.000 kr. og B blev tilkendt tortgodtgørelse på 100.000 kr jf. EAL § 26. ØL var nået til et andet resultat. (5-2)

UfR 2015.3399HD: Udvisning af serbisk statsborger var ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

T ,var født og opvokset i Serbien og samboende med sin kæreste og børn i Sverige, og blev fundet skyldig i en række tilfælde jf. STRFL§ 279 a, jf. STRFL § 286, stk. 2. T var blevet udvist med indrejseforbud i 12 år og var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Sagen for HR angik kun spørgsmålet om udvisning. HR udtalte at betingelserne for at udvise T var opfyldt jf. UDL § 22, nr. 6. T skulle derfor udvises ubetinget, medmindre det ville være i strid med UDL § 26, stk. 2. Efter en helhedsvurdering af karakteren og grovheden af de kriminelle forhold og T’s tilknytning til henholdsvis Danmark, Serbien og Sverige fandt HR, at udvisningen af T med indrejseforbud i 12 år var proportionel. Udvisningen var ikke i strid med EMRK art. 8, og HR gjorde udvisningen ubetinget, jf. UDL § 22, nr. 6, jf. UDL § 26, stk. 2. Retten I Helsingør og ØL var kommet til samme resultat.

UfR 2015.3802 ØLD: T frifundet for optagelse og offentliggørelse af filmsekvenser med nøgenbadning.

T, der havde optaget en filmsekvens med 5 nøgenbadende mænd, blev, efter at have offentliggjort filmen på internettet, tiltalt for overtrædelse af STRFL § 264 d. Retten i Næstved fandt, at filmsekvensen i sig selv var lovligt optaget, men at T ved at offentliggøre filmen gjorde sig skyldig i overtrædelse af STRFL § 264 d, idet filmen indeholdt udtalelser og titlerne ”perverse svin” og ”liderbasserne”. ØL udtalte, at offentliggørelsen af filmen ikke afslørede noget om de 5 nøgenbadende mænds private forhold, hvorfor offentliggørelsen ikke i sig selv var strafbar efter STRFL § 264 d, 1. led. For så vidt angik 2. led udtalte ØL, at det var en betingelse for strafansvar, at der var tale om billeder af de 5 mænd under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. I den forbindelse lagde ØL vægt på, at det af forarbejderne fremgår, at en person, som befinder sig uden for det hjemlige område, må være forberedt på at blive fotograferet og offentliggjort, med undtagelse af de situationer, hvor personen ikke selv har haft indflydelse på, at være bragt i en ekstraordinær situation. På baggrund af dette fandt ØL således, at offentliggørelsen af filmsekvensen ikke i sig selv var strafbar, og da kravene til beskyttelse af privatlivets fred efter EMRK art. 8 samt det faktum, at filmen var offentliggjort med titlerne ”perverse svin” og ”liderbasserne” ikke kunne føre til andet resultat, blev T frifundet.

UfR 2016.2089 ØLD: T blev idømt 10 dages fængsel for i et betydeligt omfang ikke at have overholdt sin personlige melde- og opholdspligt. Melde- og opholdspligten var ikke et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i Tillægsprotokol 4, pligten medførte heller ikke tilsidesættelse af T’s ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, da der var givet T adgang til samvær med sine børn

T erkendte i et betydeligt omfang ikke at have overholdt sin melde- og opholdspligt, men T påstod samtidig frifindelse i forhold til sin personlige melde- og opholdspligt med henvisning til, at afgørelserne herom indskrænkede hans bevægelsesfrihed og ret til selv at vælge sit opholdssted, jf. art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK, ligesom de afskar ham fra et familieliv, jf. EMRK art. 8. Med henvisning til UfR 2012.2874 HD og de af HR anførte kriterier, omfanget af hidtidige straffe, risikoen for at pågældende ville skjule sig for politiet, risikoen for ny kriminalitet og muligheden for at udrejse til hjemlandet, fandt ØL at kunne lægge til grund, at opholds- og meldepligten for T i nærværende sag udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK. På denne baggrund, og idet der skulle tages stilling til overtrædelser af opholds- og meldepligten i en kortere periode end i HR’s dom, fandtes der ikke, efter en samlet vurdering i forbindelse med T’s opholds- og meldepligt, at foreligge et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. Der var ikke ved den pålagte opholds- og meldepligt sket tilsidesættelse af T’s ret til et familieliv, jf. EMRK art. 8, bl.a. henset til, at der under medvirken af kommunen var givet T adgang til et vist samvær med sine børn. T blev straffet med fængsel i 10 dage.

UfR 2017.338 VLD: T blev fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 245, stk. 1, jf. § 21. Betingelserne for at udvise T i medfør af UDL § § 24, nr. 2, var opfyldte. T blev ikke udvist, da det ville udgøre et uproportionelt indgreb i hans ret til privatliv, og dermed være i strid med EMRK art. 8

T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 245, stk. 1, jf. § 21, subsidiært STRFL § 266, ved at være løbet frem mod F med en kniv hævet over hovedet for at stikke ham, hvilket blev forhindret, idet T blev overmandet af andre tilstedeværende personer. T var også tiltalt for overtrædelse af VÅL § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1 og bkg. om våben og ammunition mv. § 57, stk. 4, jf. § 16, stk. 1, nr. 1, ved på offentligt sted, uden tilladelse og anerkendelsesværdigt formål, at have båret en kniv med en klinge på over 12 cm. Retten i Sønderborg fandt på baggrund af vidneforklaringer T skyldig. T blev idømt 3 måneders betinget fængsel. Uanset T’s stærkt begrænsede tilknytning til Danmark, og da udvisning i medfør af UDL § 22, nr. 6, ville stride mod EMRK art. 8, var der ikke grundlag for at udvise T, jf. UDL § 26, stk. 2. T blev herefter udvist betinget, jf. UDL § 24 b, stk. 1. VL fandt, at T var skyldig som anført af BR. Der var tale om en uoverlagt og impulsiv handling begået af den 17-årige T, da han blev opmærksom på, at hans bror var involveret i tumult. Straffen blev herefter nedsat til betinget fængsel i 60 dage. Betingelserne for udvisning var efter UDL § 24, nr. 2, opfyldte. Efter UDL § 26, stk. 2, skulle T udvises, medmindre dette ville stride imod EMRK art. 8. T var iransk statsborger. Han var 17 år, da forholdet blev begået. Han var kommet til Danmark få dage forinden sammen med sin bror, og dennes hustru. T’s forældre var døde, og han havde ikke nær familie i Iran. Udvisning af T ville på den baggrund indebære et indgreb i hans privatliv, jf. EMRK art. 8. Et sådant indgreb var kun berettiget, hvis betingelserne i art. 8, stk. 2, var opfyldt. Udvisning med hjemmel i UDL havde til formål at forebygge uro eller forbrydelse, hvilket var legitime forhold, jf. art. 8, stk. 2. Det var derfor afgørende, om udvisning måtte anses for nødvendig af hensyn til disse formål, hvilket beroede på en proportionalitetsvurdering. Det tillagdes betydeligt vægt, at kriminaliteten var begået af T som 17-årig og kriminalitetens begrænsede alvor. Herefter ville en udvisning af T udgøre et uproportionelt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med EMRK art. 8.

UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed

Sagen angik en udlænding, U, der ved HR’s dom i 2005 blev straffet med fængsel i 8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK’s Tillægsprotokol 4, og i hans ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14. Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U’s pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S’ afgørelse af 09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist nået til et andet resultat. (4-1)

EMRK Artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

UfR 1998.362 ØLD: T idømt 4 dagbøder à 250 kr for trods polititilhold at have indfundet sig i Jehovas Vidners Rigssal. Polititilholdet kunne ikke anses for forvaltningsretligt ugyldigt. Idømmelse af straf var ikke i strid med EMRK art. 9.

UfR 2006.2468 VLD: M og H, begge født i Tyrkiet, havde sammen børnene A og B. I 1997 fik H dansk indfødsret, der også omfattede A og B, der begge var født i Danmark. Indtil en ændring i 2003 havde A og B i Ikast Kommune modtaget folkeskoleundervisning i tyrkisk. Efter ændringen blev der kun tilbudt undervisning i tyrkisk mod betaling. VL fandt, at artikel 9 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 angik tyrkiske børn. A og B var født i Danmark, og de blev danske statsborgere i april 1997. De havde boet hele deres liv i Danmark, og det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at de havde lært dansk som små, og at de fuldt ud beherskede dansk. A og B kunne herefter ikke anses for tyrkiske børn i henhold til artikel 9. Det kunne endvidere ikke anses for stridende mod artikel 9, at Ikast Kommune ikke tilbød tyrkiske børn - der efter artikel 9 havde adgang til almindelig skoleundervisning på samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat - vederlagsfri undervisning i tyrkisk. VL bemærkede desuden, at det ikke var forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke blev tilbudt tyrkiske børn vederlagsfri modersmålsundervisning. H og M havde således ikke efter Ankara-aftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 krav på, at deres børn skulle modtage vederlagsfri modersmålsundervisning på samme måde som statsborgere fra EU- og EØS-lande. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at det var i strid med FN's Børnekonvention, at H og M's børn ikke blev tilbudt vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede som følge heraf kunne børnekonventionen ikke føre til, at H og M's påstand skulle tages til følge.

UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således hverken retten til religionsfrihed efter EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel 14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen. Komm. af Henrik Palmer Olsen i JUR 2008.91-94: Brudflader mellem folkekirke, forvaltning og skattebetaling

UfR 2017.1795 HD: Reglerne om vielse af to personer af samme køn var ikke i strid med grundloven, en retssædvane eller EMRK

ÆL, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn. HR fandt, at folkekirken, F, i henhold til GRL hvilevde på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere F’s forhold tilkom lovgivningsmagten, L, og regeringen, R, der havde et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag satte for en sådan regulering. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte L's og R's vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i F, lå inden for det evan­gelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af GRL. Der forelå ikke en retssædvane som begrænsede L's og R's kompetence til at regulere dele af F’s forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med GRL’s eller EMRK’s bestemmelser om tros- og religionsfrihed. HR stadfæstede herefter ØL’s dom.

EMRK Artikel 10: Ytringsfrihed

EMD 23.9.1994: Jens Olaf Jersild blev sammen med programchef Lasse Jensen ved HR dømt for medvirken til overtrædelse af STRFL § 266b, ved at viderebringe i et tv-program udtalelser fra nogle Grønjakker, som bl.a. udtalte ”Niggere, de skulle være frie mennesker - mand, det er ikke mennesker, de er dyr”. EMD fandt at den danske dom (UFR 1989.399 H) over Jens Olaf Jersild er i strid med Jersilds ytringsfrihed i henhold til EMRK art. 10. EMD lagde vægt på ”public watchdog” teorien, hvorefter der er en meget vid journalistisk ytringsfrihed.

UfR 1997.259/2 HD: Journalist og redaktør af Vejle Amts Folkeblad blev frifundet for injurier over for advokat Henning Dalgaard, Billund. Bladet havde citeret en række injurierende beskyldninger, som fandtes i en klage over advokaten til Advokatnævnet. Højesteret henviste bl.a. til EMRK art. 10, og at der ikke må opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på en rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (public watchdog). Klageren blev i Vestre Landsret idømt 10 dagbøder à 500 kr., samt 5.000 kr. i erstatning og godtgørelse for tort. De ubeføjede ærefornærmende sigtelser blev mortificeret og advokaten tilkendt 5.000 kr. til omkostningerne ved kundgørelse.

UfR 1999.336 ØLK: Københavns Politi fik medhold i begæring om beslaglæggelse af et råbånd med et interview mellem 2 journalister fra Ekstrabladet og fhv. PET-agent Anders Nørgaard, som havde oplyst, at en vicekriminalkommissær fra Rejseholdet stod bag et komplot mod en terrormistænkt Århus-gruppe. Udtalelserne var ikke omfattet af bestemmelsen af kildebeskyttelse i RPL § 172, jfr. § 827. Efterforskningen vedrørte hensynet til en navngiven persons gode navn og rygte, jfr. EMRK art. 10, stk. 2.

UfR 2004.976 HKK: T var var nævningeting idømt livstidsstraf for drab på ægtefælle og på sit barnebarns far. Sagen var anket til Højesteret. Journalist og fotograf fra et dagblad fik ikke tilladelse af Rigsadvokaten til at besøge og interviewe T. Højesteret stadfæstede dette afslag, som ikke fandtes i strid med GRL § 77 eller EMRK art. 10.

UfR 2006.2178 ØLD: A, der var den ansvarlige redaktør for et færøsk dagblad, indbragte en artikel på forsiden af avisen med omtale af advokat L, under overskriften "KLIENT FUPPER". Artiklen indeholdt gengivelse af beskyldninger fra en tidligere klient, B, b la. om, at L havde stjålet inkasserede penge. L anlagde herefter en privat straffesag med påstand om, at A dømtes for bagvaskelse i henhold til STRFL § 268, subsidiært for ærekrænkelse i henhold til STRFL § 267. Færøernes Byret idømte A fængsel i 60 dage samt betaling af tortgodtgørelse på 30.000 kr. ØL lagde til grund, at sigtelserne, uanset at disse isoleret set kunne have en journalistisk interesse, i det væsentlige var fremsat med det ikke-journalistiske formål at nedsætte L's omdømme. A havde således intet grundlag for at anse udsagnene for sande, ligesom udsagnene ikke kunne anses for fremsat til varetagelse af almeninteresse. Hensynet til pressens ytringsfrihed kunne på denne baggrund ikke sættes over hensynet til beskyttelsen af L mod de alvorlige sigtelser for tyveri og bedrageri over for klienter i advokatvirksomheden. A blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 267, stk. 1, og der var hverken grundlag for straffrihed eller strafbortfald, jf. STRFL § 269, stk. 1, 2. led, eller stk. 2, jf. EMRK art. 10. Imidlertid fandt ØL i lyset af EMRK art. 10 ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for frihedsstraf efter STRFL § 268, hvorfor A blev idømt 15 dagbøder a 500 kr.

UfR 2008.671 HD (UfR 2007.327 ØLD):  T, der var journalist på en gratisavis, var tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved i Kastrup Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en dolklignende kniv. T medtog en grillkniv fra en restaurant og gik til gate 6, hvor han efter forudgående aftale med en fotograf fik taget billeder af sig selv med kniven. ØL, der stadfæstede Københavns Byrets dom, fandt efter ordlyden af og forarbejderne til våbenlovens § 4, stk. 1, ikke grundlag for at antage, at T's besiddelse af grillkniven under de anførte omstændigheder var omfattet af undtagelserne i bestemmelsen vedrørende besiddelse af kniv, "der sker som led i erhvervsudøvelse" eller "har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål", og tiltrådte derfor, at T's handling var strafbar efter våbenloven. T's formål var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagerer i Kastrup Lufthavn. Ved afgørelsen af, om hans handling var straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, som følger af  EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den foreliggende, måtte der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. ØL fandt, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst eventuelle mangler ved den sikkerhedsmæssige situation i lufthavnen, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. ØL bemærkede, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog T som journalist fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. Det burde tillægges særlig vægt, at T havde planlagt og udført en selvstændig strafbar handling for at skabe den bragte historie, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at T's overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, var straffri efter EMRK art. 10. Der var ikke grundlag for at lade den idømte bøde på 3.000 kr., som var fastsat efter praksis, bortfalde eller nedsætte, idet ØL herved bemærkede, at T kunne have henledt restaurations- og sikkerhedspersonalets opmærksomhed på de sikkerhedsmæssige forhold omkring grillknivene uden at begå den skete lovovertrædelse.

UfR 2007.1673 ØLD: To journalister T1 og T2, var tiltalt for overtrædelse af lov om fyrværkeri § 7, stk.1, jf. § 2, stk. 1, ved d. 13.12.2005 i København at have købt 8 krysantemumbomber, der indeholdt 2 kg. sprængstof. Bomberne blev købt for i en tv-udsendelse bl.a. at belyse forsyningskæden vedrørende ulovligt fyrværkeri i Danmark og kort efter købet blev bomberne afleveret til politiet. ØL udtalte, at afklaringen af det spørgsmål som T1 og T2 undersøgte, var af væsentlig samfundsmæssig betydning, og den udsendelse, der blev vist på tv, fandtes at have betydelig nyheds- og informationsværdi. Ved afgørelsen af, om erhvervelsen af bomberne var straffri på grund af den beskyttelse af ytringsfriheden ifølge EMRK art.10, måtte der foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. Idet T1 og T2  selvstændigt havde planlagt og udført en strafbar handling, krævedes tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at overtrædelsen af fyrværkeriloven var straffri efter EMRK art. 10. Der var endvidere spørgsmål om strafbortfald, fordi politiet i Århus havde stillet T 1 og T2 i udsigt, at de ikke ville blive strafforfulgt, hvis ulovligt fyrværkeri erhvervet ved det journalistiske arbejde straks blev afleveret til politiet. Politiet i København delte ikke Århus Politis opfattelse. Der fandtes efter lovovertrædelsens karakter og forarbejderne til ændringen af fyrværkeriloven ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 uanset den oplyste journalistiske baggrund for besiddelsen af krysantemumbomberne ikke grundlag for at nedsætte bøderne på hver 6000 kr., idømt ved byretten, hvorfor ØL stadfæstede dommen.

UfR 2008.251 ØLD: T havde i sin egenskab af journalist fået til opgave at følge en særlig gruppe fodboldtilhængere. Efter en fodboldkamp blev der slagsmål foran et særligt tilholdssted. Politiet, P, kom til stede og anholdte flere af tilhængerne, i hvilken forbindelse T fremsatte bemærkninger til P’s arbejde, hvilket fik P til flere gange at påbyde T at forsvinde. T efterkom ikke disse påbud, og blev til sidst anholdt. T blev af Brøndby Byret idømt en bøde på 600 kr. for overtrædelse af politibekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2. ØL fandt, i betragtning af T's tilråb sammenholdt med den samlede anspændte situation, at det var et påkrævet indgreb for at forebygge, at den offentlige orden blev yderligere forstyrret, at politiet påbød T at forlade stedet. ØL tiltrådte, at T var fundet skyldig i manglende efterkommelse af påbud udstedt i medfør af politibekendtgørelsens § 4, stk. 2. Under de anførte omstændigheder kunne det forhold, at T på tidspunktet for overtrædelserne var på en journalistisk opgave, ikke føre til, at påbuddene var i strid med EMRK art. 10, med straffrihed til følge, eller at T's ytringer var straffri, jf. samme bestemmelse. ØL stadfæstede herefter dommen.

UfR 2008.276/2 ØLD: B.T. havde bragt nogle artikler om slankebehandling foretaget af Ellipse Klinikken, K, ved brug af ultralyd. I artiklen anførtes kritik fra kendte specialister. B.T. havde på grund af disse udtalelser i overskrifter og mellemrubrikker bl.a. anført, at metoden var livsfarlig. ØL udtalte, at der knytter sig en meget betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af risici for liv og helbred eller mistanke herom i forbindelse med udbud af sundhedsprodukter og -behandlinger til befolkningen. Ved vurderingen af, om en sådan omtale indebar en strafbar ærekrænkelse, måtte bestemmelsen i STRFL § 267 læses i lyset af EMRK art. 10. Hensynet til ytringsfriheden indgik som et overordentligt tungtvejende lod i vægtskålen ved afvejningen af hensynet til beskyttelsen af personers og firmaers gode navn og rygte eller rettigheder. Dette indebar anerkendelse af en ganske vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der måtte derfor indrømmes pressen adgang til, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog"), når der faktuelt var grundlag for kritisk omtale, i en vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse spørgsmål. De af sagen omfattede udsagn måtte anses for dækket af de citater, som de nævnte specialister fremkom med i artiklen. Herefter, og idet K ikke havde fremlagt videnskabeligt underbygget materiale, der i november 2005 kunne imødegå de nævnte specialisters faglige opfattelse af risici ved at modtage behandlingen, fandtes K ikke at have godtgjort, at udsagnene i overskifterne og i mellemrubrikkerne i artiklen kunne betegnes som strafbare sigtelser omfattet af STRFL § 267. Der var ikke grundlag for mortifikation, jf. STRFL § 273, stk. 2, for godtgørelse for tort efter EAL § 26, stk. 1, eller erstatningsansvar i anledning af artiklerne.

UfR 2008.671 HD (UfR 2007.327 ØLD): En journalist, T, var tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, ved ud for en gate i Københavns Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en grillkniv med en bladlængde på 7,8 cm. T's formål med besiddelsen af kniven var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagererne. Han havde taget kniven fra en restaurant i transitområdet og bragt den skjult i en avis ud til gaten, hvor han efter aftale med en fotograf blev fotograferet med kniven fremme. Han bragte herefter kniven tilbage til restauranten. Dagen efter beskrev han episoden i en artikel. T anførte bl.a., at han havde et lovligt formål med besiddelsen,  også set i lyset af bestemmelsen om ytringsfrihed i EMRK art. 10. Københavns Byret idømte T en bøde på 3.000 kr., ØL stadfæstede dommen. HR fandt, at transithallen i Københavns Lufthavn er et offentligt tilgængeligt sted, og at det således er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 1. HR tiltrådte, at T's besiddelse af kniven ikke i lovens forstand kunne anses for at være et led i hans erhvervsudøvelse. T's besiddelse af kniven  havde ikke haft »et andet lignende anerkendelsesværdigt formål«, og HR tiltrådte derfor, at forholdet ikke var omfattet af den undtagelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1, 1. pkt. Endvidere fandt HR, at en domfældelse for overtrædelse af § 4 ikke var i strid med art. 10 i EMRK. Under henvisning til at den nærmere rækkevidde af undtagelsen i § 4, stk. 1, 1. pkt., kunne give anledning til tvivl, og til T's formål med den kortvarige besiddelse af kniven, fandt HR, at der forelå sådanne formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af STRFL § 83. Komm. af Jørgen Steen Sørensen i JUR 2008.95-100: Journalisters strafansvar og ytringsfrihed - knivsagen fra Københavns Lufthavn, af Sten Schaumburg-Müller i UfR 2008 B.116-118: Straf vs. informationsfrihed, og af Jens Elo Rytter i JUR 2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere offentligheden.

UfR 2008.1055 ØLD: T1 og T2 udarbejdede i forbindelse med deres arbejde som journalister en artikel, som skulle belyse, at det var nemt at få udstedt legitimation med andres identitet. Herunder afgav de falsk erklæring om, at de eksisterende dokumenter var bortkommet. ØL fandt hverken grundlag for at frifinde på grund af materiel atypicitet eller tilbagetræden fra forsøg. ØL bemærkede herudover, at de tiltaltes formål med disse handlinger efter det fremkomne var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen i forbindelse med politiets udstedelse af pas og kørekort. Ved afgørelsen af, om de tiltaltes handlinger var straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, der følger af EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den nævnte, måtte der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. LR bemærkede yderligere, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en sådan eventuel sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. Herefter udtalte ØL, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. ØL fandt, at det i den forbindelse burde tillægges særlig vægt, at de tiltalte havde planlagt og udført selvstændige strafbare handlinger for at bringe de pågældende avisartikler, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie. Herefter stadfæstede ØL dommen fra byretten, hvor T1 for overtrædelse af STRFL §§ 161 og 171, var idømt 20 dagbøder a 100 kr., og hvor T2 for overtrædelse af STRFL §§ 163 og 172, stk. 1 jf. § 171, og § 174 var idømt 30 dagbøder a 100 kr. Komm. af Jens Elo Rytter i JUR 2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere offentligheden.

UfR 2011.1285 HKK: Pressen kærede ØL’s kendelse om dørlukning og navneforbud i en sag, hvor T var tiltalt for drab på sine familiemedlemmer. HR stadfæstede ØL’s kendelse med henvisning til de begrundelser, der var givet i ØL. Med hensyn til navneforbuddet gik begrundelserne på, at sigtelsen angik en familietragedie, at T var en person helt ukendt i den brede offentlighed, at navneforbuddet var nedlagt på et indledende stadium i sagen. Det gjorde ingen forskel, at T’s identitet muligt var afsløret forinden af visse medier og på internettet. Med hensyn til dørlukning henvistes til, at retsmødet havde til formål at opnå forklaring fra T, at T ikke ønskede at udtale sig i pressens tilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært at opnå kommunikation med T. EMRK art. 10 kunne ikke medføre andet resultat.

UfR 2012.2328 HD: T1 og T2 var sigtet for overtrædelse af STRFL § 264a, ved uberettiget at have fotograferet og optaget video af F, som befandt sig på et ikke-frit tilgængeligt sted. T1 og T2, hhv. journalist og fotograf, udgav sig for at være interesserede købere i en af F’s hundehvalpe, og det var som led i deres arbejde på et tv-program, at den skjulte kamerasession fandt sted. Programtemaet var blevet valgt på baggrund af en henvendelse fra Dyrenes Beskyttelse, D, da foreningen havde oplyst, at det havde været vanskeligt at få politiet til at interessere sig for sagen. Retten i Herning fandt, at der ved bedømmelsen skulle foretages en afvejning af hensynet til pressefrihed over for hensynet til privatlivets fred. Menneskerettighedsdomstolen lagde vægt på, at pressen havde en vigtig funktion ved at formidle information, der havde stor offentlig interesse som ’offentlighedens vagthund’, jf. også EMRK art. 10. BR fandt, at afvejningen af hensynene førte til, at hensynet til ytringsfriheden måtte tillægges en sådan vægt, at optagelserne, grundet deres samfundsmæssige relevans, måtte anses for at være berettigede. BR lagde desuden vægt på, at krænkelsen af F var forholdsvis begrænset, samt at F havde fået mulighed for at kommentere på optagelserne. I VL blev T1 og T2 idømt 10 dagbøder à 1.000 kr., for overtrædelse af STRFL § 264a, idet VL lagde vægt på krænkelsens karakter og grovhed, samt de personlige konsekvenser F fik. HR frifandt imidlertid T1 og T2, og stadfæstede dermed BR’s dom, også under hensyn til, at flertallet ikke fandt, at der var grundlag for at tilsidesætte den journalistiske vurdering af, at den ulovlige handel ikke ville kunne afsløres uden skjult kamera, idet det bemærkedes, at tidligere anmeldelser fra bl.a. D ikke havde fået politiet til at reagere. (3-2)

UfR 2013.1920 ØLD: T1 og T2, som var journalister, var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 174 ved, i forbindelse med produktion af et tv-program, at have fået Odense kommune til at udstede aldersbeviser til A og B, der var under 16 år, forsynet med disses fotos, men med fremmede navne. Retten i Odense og ØL kom begge frem til, at T utvivlsomt havde realiseret gerningsindholdet i STRFL § 174. Ved vurderingen af, om det emne, som de tiltalte ville belyse, havde en sådan væsentlighed, at formålet med lovovertrædelserne kunne medføre straffrihed, jf. EMRK art. 10, tiltrådte ØL BR’s udtalelse om, at emnet nok var af samfundsmæssig interesse, men ikke i så høj grad, at lovovertrædelserne kunne anses for straffri. ØL tilføjede, at de tiltalte havde fået flere personer under 18 år til at medvirke til lovovertrædelserne. T1 og T2 blev herefter idømt henholdsvis 10 og 20 dagbøder af 100 kr. Der blev ved strafudmålingen for begge de tiltalte i formildende retning lagt vægt på de tiltaltes formål med lovovertrædelserne og på, at de tiltalte sikrede sig, at der ikke skete et videre misbrug af de omhandlede aldersbeviser.

UfR 2014.729 ØLD: Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, L, lagde ved Retten i Roskilde sag an mod D, der var direktør i Danmarks Naturfredningsforening, N, med påstand om, at D’s udsagn i et interview vedr. lukkede drikkeboringer som følge af landbrugets sprøjtegifte var injurierende. L ønskede, at D skulle anerkende, at udsagnet var uberettiget. BR frifandt D, og ØL stadfæstede BR’s dom, idet D’s udsagn byggede på skøn foretaget af DANVA, der var de almene vandværkers interesseorganisation, og D var derfor berettiget til uden selvstændig undersøgelse at anse det faktuelle grundlag for pålideligt. Endvidere fandt ØL bl.a., at der skulle foreligge tungtvejende grunde til at foretage indgreb i ytringsfriheden vedr. emner af almen interesse, der vedrørte den offentlige debat i et demokratisk samfund, og således andre ikke blev afskrækket fra at deltage i debatten. Endvidere nød miljøorganisationer en vidtgående ret til ytringsfrihed, idet en miljøorganisation som N fungerede som ”offentlighedens vagthund”, jf. EMRK art. 10. L fandtes desuden at have den fornødne retlige interesse i anerkendelsessøgsmålet og at have både partsevne og søgsmålskompetence, jf. RPL § 255.

UfR 2014.1540 HD: Selskabet ROJ TV A/S, R, var af ØL fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 114 e, jf. § 306, ved at have fremmet PKK’s terrorvirksomhed gennem tv-udsendelser i en periode på over 4 år, og idømt 50 dagbøder a 100.000 kr. Sagen for HR angik, om R kunne frakendes retten til at udsende tv på baggrund af en registrering hos Radio- og tv-nævnet, og om dette stred mod EMRK art. 10 om ytringsfrihed. HR fastslog, at bestemmelserne i STRFL § 79, jf. § 78 om rettighedsfrakendelse også fandt anvendelse på juridiske personer, og at der i den konkrete sag var grundlag for at frakende R retten til at udsende tv. Retten til ytringsfrihed som beskyttet af EMRK art. 10 kunne ikke føre til et andet resultat. (5-2)

EMRK Artikel 11: Forsamlings- og foreningsfrihed

EMD 11.1.2006: Morten Sørensen, der blev afskediget fra sit feriejob hos et supermarked, da han nægtede at melde sig ind i daværende SID, lagde sag an mod FDB Distributionen under henvisning til, at den danske Lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund af foreningsforhold var i modstrid med Konventionens artikel 11, i det den tillod en arbejdsgiver at kræve medlemskab af en bestemt organisation som betingelse for ansættelsen. Både Landsretten og Højesteret var uenige i dette synspunkt, hvorefter spørgsmålet blev indbragt for EMD. Samtidig indbragte Ove Rasmussen en tilsvarende sag for EMD. Rasmussen blev efter en periode med arbejdsløshed tilbudt ansættelse i Gartneriet i Regnmark I/S på den betingelse, at han først meldte sig ind i SID, eftersom arbejdsgiveren havde indgået en eksklusivaftale med denne fagforening. EMD - med 12 af 17 stemmer - fandt, at Danmark ikke havde beskyttet klagernes negative foreningsfrihed og at det forhold, at begge klagere var tvunget til at være medlem af en bestemt fagforening, var i strid med EMRK artikel 11 Morten Sørensen og Ove Rasmussen fik derfor tilkendt en godtgørelse på henholdsvis kr. 266.000 og kr. 281.000.

UfR 2010.2386 HD: En kolonihaveforening, K, fik i 1957 overdraget en ejendom fra staten. Det fremgik af skødet, at K skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, F, så længe arealet anvendtes til kolonihaver, og K eksisterede. I 2006 ønskede K at melde sig ud af F for at undgå at skulle overholde F’s vurderingsregler ifm. med salg af havehusene. F afviste at meddele samtykke til udmeldelsen. K anlagde herefter sag mod F for at få F til at anerkende, at K lovligt havde udmeldt sig. For HR anførte K navnlig, at F ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning (forbud mod usaglig forskelsbehandling). Ved afslaget havde F endvidere krænket den negative foreningsfrihed (forbud mod pligtmæssigt medlemskab af visse foreninger), jf. EMRK art. 11. Under henvisning til vedtægterne for F og den tinglyste skødebestemmelse udtalte HR, at K ikke kunne melde sig ud af F uden samtykke fra F. HR fandt det ikke godtgjort, at F ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, ligesom EMRK art. 11 ikke kunne føre til et andet resultat.

UfR 2011.673 VLD: Boligretten i Århus skulle i sagen træffe afgørelse om, hvorvidt Århus Kommune, K, ved to beslutninger om byfornyelse havde tilsidesat en ejers rettigheder med den følge, at beslutningerne var ugyldige overfor ejeren, A. VL afsagde herefter dom, om at Byfornyelseslovens § 39, stk. 1, gav en kommunalbestyrelse adgang til at træffe beslutning om etablering af fælles friarealer i boligkarréer, når det var nødvendigt for at tilvejebringe tilfredsstillende opholdsarealer, samt at sikre vedligeholdelse og drift af disse arealer. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som K foretog i forbindelse med beslutningerne om behovet for gårdforbedring i de to karréer, hvorfor A’s påstande om, at afgørelsen var i strid med EMRK artikel 11 om forsamlings- og foreningsfrihed eller GRL § 73 ikke blev taget til følge.

UfR.2015.3210 HD: Forskelsbehandling af ansattes udbetaling af sygeløn som følge af foreningsfællesskab var lovlig.

A og B, som ikke var medlemmer af en overenskomstbærende fagforening, fik under sygefravær alene sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge, mens ansatte, der var medlemmer af en overenskomstbærende fagforening, fik sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge med tillæg af supplerende sygehjælp. HR lagde bl.a. vægt på at forskelsbehandlingen ikke indebar, at A og B blev tvunget til at melde sig ind i en overenskomstbærende fagforening. Endvidere lagde HR vægt på, at EMD havde fastslået, at EMRK art. 11 ikke kun omfattede en positiv ret til at tilslutte sig en forening, men også en ret til ikke, at tilslutte sig eller udmelde sig af en forening. HR fastslog, at denne forskelsbehandling på grund af foreningsmedlemskab ikke var i strid med Foreningsfrihedsloven eller EMRK art. 11.

EMRK Artikel 12: retten til indgåelse af ægteskab

TFA 2013.543 FS: Ankestyrelsens Familieretsafdeling afslog at ændre en kommunes afslag på dispensation fra ægteskabsbetingelsen i ÆL § 11 a, stk. 2, om lovligt ophold i landet til en udenlandsk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse. Manden var kommet til Danmark to år forinden. Han ville indgå ægteskab med en kvinde, som han havde kendt gennem ca. 1 år og aktuelt boede sammen med. Hverken kommunen eller Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for at dispensere fra kravet om lovligt ophold. Såvel den konkrete afgørelse som administrationen af ÆL § 11 a vurderedes i overensstemmelse med Danmarks konventionsmæssige forpligtelser på området, herunder EMRK art. 12

EMRK Artikel 14: Forbud mod diskriminering

UfR 2002.1789 HD: Kravet i lov om taxikørsel fra 1997 om dansk indfødsret som betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var ikke i strid med EMRK art. 14 eller FN's konvention om racediskrimination. Komm. af Jonas Christoffersen i UfR 2002 B.407-412: Højesterets prøvelse af folkeretlige diskriminationsforbud og af Ole Spiermann i UfR 2002 B.412-421 : Tilbageholdenhed i anvendelsen af internationale menneskerettighedskonventioner.

UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3,  efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)

UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således hverken retten til religionsfrihed efter EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og familieliv efter artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod diskrimination i artikel 14 sammenholdt med artiklerne 8 og 9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret til religionsfrihed efter artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen.

UfR 2012.1629 HD, TFA 2012.257/1 HD, SKM2012.105 HD, SKM2010.167 ØLD (SKM2009.256 BR):  Samliv i 10 år. K modtog 6 måneder efter samlivsophævelsen d. 22.04.2003 et kontantbeløb fra M på 6 mio. kr. og fik eftergivet et gældsbrev på 263.783 kr. Byretten i Lyngby fandt, at det eftergivne gældsbrev var uden realitet, hvorfor hun ikke skulle gavebeskattes af det eftergivne beløb. Da K ikke havde godtgjort, at hun havde et retskrav mod M på betaling af et kompensationsbeløb, fandt byretten, at kontantbeløbet på 6 mio. kr. var en indkomstskattepligtig gave. ØL tiltrådte, at K ikke havde godtgjort eksistensen af et kompensationskrav og beløbet på 6 mio. kr. måtte derfor anses for en gave. K havde heller ikke godtgjort, at M forud for ophævelsen af samlivet havde afgivet et gaveløfte over for K. ØL fandt således, at gaven var givet på et tidspunkt, hvor parterne ikke længere havde fælles bopæl og tiltrådte derfor, at gaven var omfattet af SL § 4, litra c og ikke af undtagelsen i lovens § 5, litra b og derfor indkomstskattepligtig. HR stadfæstede og bemærkede, at EMRK art. 14 sammenholdt med art. 8 eller art. 1 i tillægsprotokol 1 ikke er til hinder for, at ugifte samlevende i økonomisk henseende behandles anderledes end ægtefæller ved samlivets ophør, herunder skattemæssigt, jf. herved bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29.04. 2008 i sagen Burden mod UK og dom af 02.11.2010 i sagen Serife Yigit mod Tyrkiet. Byretsdommen er komm. af Ole Bjørn i SR-Skat 2009.142-145: Gaver mellem tidligere samlevende - indkomstbeskatning eller gaveafgift?

UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed

Sagen angik en udlænding, U, der ved HR’s dom i 2005 blev straffet med fængsel i 8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK’s Tillægsprotokol 4, og i hans ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14. Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U’s pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S’ afgørelse af 09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist nået til et andet resultat. (4-1)

EMRK artikel 41: Passende erstatning

UfR 2007.2161 HD: A og B´s søn omkom ved en ulykke på Roskilde Festival, F, d. 30.06.2000 i forbindelse med, at en gruppe på ca. 50 personer under en koncert var væltet foran en scene og på grund af pres bagfra ikke kunne rejse sig. 9 personer omkom, og et større antal person kom alvorligt til skade. A og B anlagde sag bl.a. med krav om betaling af 67.735,25 kr. for udgifter i forbindelse med død og begravelse samt godtgørelse på 70.000 kr. i medfør af EAL § 26 subsidiært EMRK art. 41. F fremsendte ved brev af 01.04.2005 en check på beløbet med tilkendegivelse af, at betalingen skete uden retlig forpligtelse. A og B returnerede i samme måned beløbet med henvisning til, at betaling ikke kunne ske uden retlig forpligtelse, og at de ikke havde bedt om kulancemæssig bistand. ØL afviste sagen f.s.v.a. erstatningskravet. For HR påstod A og B denne del af sagen ophævet og hjemvist til ØL til fortsat behandling i realiteten. F påstod stadfæstelse. HR fandt, at der ved fremsendelsen af checken var sket betaling af det krævede beløb uden forbehold. En sådan betaling til opfyldelse af et krav er ikke en gave, selv om betalingen sker uden præjudice, pr. kulance eller med en tilsvarende angivelse. Efter at betalingen var blevet returneret, havde F erklæret fortsat at ville betale beløbet, når A og B måtte ønske det. Der var således ingen tvist om betalingskravet, og den tvist, som A og B reelt søgte afklaret med deres påstand, var, om der var et ansvarsgrundlag for F. Da der ikke i forhold til A og B var oplyst andre retlige konsekvenser af at fastslå et ansvarsgrundlag for F end retten til erstatning, havde en stillingtagen til den nedlagte påstand ingen betydning for A og B`s retsstilling. Der var endvidere ikke oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en realitetsprøvelse alene for at opnå en afgørelse om ansvarsgrundlaget uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling.

Spørgsmål, Kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

12-11-17