Menneskerettigheder
Links
Retsregler
Bøger
Artikler
Den ny
menneskerettighedsdomstol
Retspraksis
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Lov
nr. 940 af 20.12.1999 om retshjælp til indgivelse og
førelse af klagesager for internationale klageorganer i
henhold til menneskerettighedskonventioner
CONVENTION
FOR THE PROTECTION OF HUMAN RIGHTS AND FUNDAMENTAL FREEDOMS
Frede Castberg: Den europeiske konvensjon om
menneskerettigheder, 1971, Universitetsforlaget,
Oslo.
Moses Moskowitz: International Concern with Human
Rights, 1974, 239 sider, Sijthoff, Leiden.
Frede Castberg: The European Convention on Human
Rights, 1975, Sijthoff, Leiden.
Niels Eilschou Holm: En sag for
menneskerettighedsdomstolen, 1980, 151 sider, DJØF.
Anmeldt af Per Magid i JUR 1981.157-160. (Bogen handler om
menneskerettighedsdomstolens dom af 07.12.1976, hvorefter
Danmark ikke havde krænket konventionen ved at indføre
integreret seksualundervisning i folkeskolen)
John Bernhard og Tyge Lehrmann: Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, 1985, 190 sider,
GadJura. Anmeldt af Lars Adam Rehof i JUR 1986.215-219.
Lars Adam Rehof og Tyge Trier: Menneskeret,
1.udg., 1990, DJØF. Anmeldt af Per Magid i ADV 1991.347-350,
samt af Jon Andersen i JUR 1991.249-254.
Bet. nr. 1220/1991: Den europæiske
Menneskerettighedskommission og dansk ret
Red. Asbjørn Eide og Jan Helgesen: The Future of
Human Rights Protection in a Changing World - Fifty
Years since the Four Freedoms Address. Essays in Honour of
Torkel Opsahl, 1992, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af
Jens Brøsted i JUR 1992.434-441:
Menneskerettighedsbeskyttelsen i en ændret verden.
Antonio Cassese: Human Rights in a Changing World,
Temple University Press, Philadelphia. Anmeldt af Jens
Brøsted i JUR 1992.434-441: Menneskerettighedsbeskyttelsen i
en ændret verden.
Søren Stenderup Jensen: The European Convention
on Human Rights in Scandinavian Law, 1.udg., 1992,
DJØF. (Bogen analyserer anvendelsen af EMRK i Danmark, Norge
og Sverige).
Louise Nan Rasmussen og Søren Schønberg: EU-menneskeret
- en udfordring til dansk ret, 1994, Karnovs Forlag.
Anmeldt af Lars Adam Rehof i
UfR 1995 B.167.
Red. Martin Scheinin: International Human Rights
in the Nordic and Baltic Countries. (forhandles ved
Center for Menneskerettigheder, Wilders Plads 8 H, 1403 København K.
Tlf. 32 69 88 88. Anmeldt af Hjalte
Rasmussen i
UfR 1996 B.333-334.
Asbjørn Eide, Catarina Krause og Allan Rosas: Economic,
Social and Cultural Rights - A Textbook, 1995,
Nijhoff, Haag. Anmeldt af Lone Lindholt i EU-ret &
Menneskeret nr. 1/1996 p.83-88.
Torkel Opsahl: Law and Equality. Selected Articles
on Human Rights, 1996, Gyldendal, Oslo.
Henrik Døcker: Menneskeret i Europa, 1.
udg. 1997. Det Danske Center for Menneskerettigheder. Anmeldt
af Hjalte Rasmussen i
UfR 1997 B.466-467.
Red. Morten Kjærum, Klaus Slavensky og Jens
Vedsted-Hansen: Grundloven og menneskerettigheder i
et dansk og europæisk perspektiv, 1. udg., 1997,
DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i EU-ret & Menneskeret
nr. 6/1997 p. 336-356: Om den menneskeretlige melodi.
Henrik Karl Nielsen, Lars Adam Rehof og Christian Harlang:
Anti-diskrimination - lovgivningen med kommentarer,
1. udg., 1997, GadJura.
Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret bind 3 -
menneskerettigheder, 2. udg., 1997, Chr. Ejlers Forlag.
Hans Danelius: Mänskliga Rättigheter i europeisk
praksis - En kommentar til Europakonventionen om de
mänskliga rättigheterne, 1997, 410 sider, Norstedts
Juridik. Anmeldt af Hjalte Rasmussen i
UfR 1998 B.350/2.
Alan Boyle & Michalen Anderson: Human Rights
Approaches to Environmental Protection, 1998, 313
sider, Clarendon Press, Oxford. Anmeldt af Peter Pagh i
UfR 1998 B.519/2-521.
D.J Harris, M. O`Boyle og
C. Warbrick: Law of the European Convention on Human
Rights, 2. udgave, 1998.
P. Van Dijk og G. J. H Van Hoof: Theory
and practice of the European Convention on Human Rights,
3. udgave, 1998.
Marianne Holdgaard Bukh: Modafhøring af vidner -
menneskeretlige krav til straffeprocessen, 1. udg.,
1998. Anmeldt af Palle Steen Christensen i FM 1999.63-68.
Jens Elo Rytter: Grundrettigheder. Domstolenes fortolkning og kontrol
med lovgivningsmagten, 1. udg., 2000, 479 sider, DJØF. Anmeldt af Peter
Blume i
UfR 2000 B.487-488 og af Torben Jensen i JUR 2001.374-386.
Iain Cameron: National Security and the European Convention on Human
Rights, 2000, 479 sider, Iustus Förlag. Anmeldt af Henning Koch i UfR
2003.247-249.
Karin Buhmann: Implementing human rights through administrative law
reforms. The potential in China and Vietnam, 1. udg., nov. 2001, 601
sider, DJØF.
Erik Møse: Menneskerettigheter, 2002, 591 sider, Cappelan
Akademisk Forlag, Oslo. Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR
2003 B.108.
Clare Ovey og Robin C. A. White, Jacobs & White: European
Convention on Human Rights, 3. ed. 2002, 500 sider,
Oxford University Press
Njål Høstmælingen: Internatjonale Menneskerettigheter, 1. udg.
2003, Universitetsforlaget,
Oslo.
Nina Holst-Christiansen, Per Lorenzen, Lars Adam Rehof, Tyge Trier og
Jens Vedsted Hansen: Den
europæiske Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 2. udg.,
1. del.,
feb. 2003, 650 sider, DJØF.
Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR
2003 B.211-212, af Helle Larsen i FM 2003.173-174 og af Erik Werlauff i
ADV 2003.273-275: Sikker guide til menneskerettighederne. 1. udg. 1994 er anmeldt af Hjalte Rasmussen i
UfR 1995 B.47/2-48 og
UfR 1995 B.239/2 (samme anmeldelse). Desuden anmeldt
af Asbjørn Jensen i EU-ret & Menneskeret nr.1/1995 p.1-9.
Pia Justesen: Racisme og diskrimination – Danmark og
menneskerettighederne, 1. udg. 2003, 178 sider, Akademisk
Forlag.
Marianne Nørregaard: Menneskerettighedskonventionens
anvendelse mellem private, 1. udg., juni 2004, 430 sider, Thomson
Ida Elisabeth Koch og Hatla Thelle (red): Sociale menneskerettigheder,
1. udg., 2004, 280 sider, Akademisk
Forlag.
Rhona K. M. Smith, Textbook on International Human Rights, 2. udg.
2004, 438 sider, Oxford
University Press.
Ida Elisabeth Koch, Kristine Røberg, Sten Schaumburg-Müller og Jens
Vedsted-Hansen: Menneskerettigheder og magtfordeling – Domstolskontrol
med politiske prioriteringer, 1. udg. 2004, 240 sider, Århus
Universitetsforlag.
Gorm Toftegaard Nielsen, Jens Vedsted-Hansen & Claus Haagen Jensen (red.):
Festskrift om Menneskerettigheder til Carl Aage Nørgaard (80 år d.
15.09.2004), 1. udg. 2004, 409 sider, DJØF
Marianne Holdgaard & Bettina Lemann Kristiansen: Kønsskifte -
juridisk set, 1. udg. 2004, 150 sider, DJØF.
Anmeldt af Mette Hartlev i UfR
2005 B.151-152. og af Ulla Hybel i
TFA
2006.174-176
Njål Høstmælingen: Internasjonale menneskerettigheter, 1,
udg., 2004, 494 sider, Universitetsforlaget,
Oslo. Anm. af Ole Bruun Nielsen i TfR 2006.617-636.
Erik André Andersen, Birgit Lindsnæs & Stig Ree (red.): På vej
mod nye globale strategier. Offentlige goder og menneskerettigheder, 1.
udg. aug. 2005, 582 sider, DJØF
Jens Elo Rytter: Den europæiske
menneskerettighedskonvention - og dansk ret, 2. udg. august 2006, 405 sider,
Thomson.
Anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR
2004 B.38-39 og af Ole Bruun Nielsen og Jens Vedsted-Hansen i i
EU-ret & Menneskeret nr. 6/2004 p. 301-308.
Klavs Duus Kinnerup Hede: Menneskerettigheder, demokratisering og good governance i dansk udviklingspolitik, 1. udg., sept. 2006, 456 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Bruun Nielsen i UfR 2006 B.390-391.
Ane Maria Røddik Christensen: Judicial Accommodation of Human Rights in the European Union, 2007, 277 sider, DJØF. Anmeldt af Sten Schaumburg-Müller i UfR 2007 B.239.
Jonas Christoffersen: Fair
Balance - A Study of the Principles of Proportionality, Subsidiarity and
Primarity in the European Convention on Human Rights, disputats maj 2008
Peder Vedel Kessing: Terrorbekæmpelse og
menneskeret - med særlig fokus
på retten til ikke at blive udsat for vilkårlig frihedsberøvelse og
tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, 1. udg., feb. 2009,
592 sider, DJØF.
Anmeldt af Birgitte Vestberg i JUR
2009.205-206.
Jonas Christoffersen og Mikael Rask Madsen: Menneskerettighedsdomstolen -
50 års samspil med dansk ret og politik.
Thomson Reuters, 2009. 364 sider. Anmeldt af Jacob Mchangama i
UfR 2009 B.330-331.
Jon Fridrik Kjølbro: Den europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere,
3. udg., sept. 2010, 1084 sider, DJØF.
Omtalt af Svend Danielsen i TFA
2010.668. 1. udg., 2005 er anmeldt af Ole Bruun Nielsen i JUR 2006.186-187 og af Erik Werlauff i UfR 2006 B.160. 2. udg. er omtalt i
TFA 2007.512/2.
Erik Werlauff: Europæiske Menneskerettigheder - en praktisk indføring,
2., udg., 2010, 244 sider, Gjellerup.
1. udg., 2006, er anmeldt af Eigil Lego Andersen i UfR 2006 B.333-334.
Nikolaj Nielsen: Retten til et hjem. Ejendomsret,
privatliv og forsørgelse, 1. udg., marts 2011. 266 sider, DJØF.
Anmeldt af Mette Hartlev i
UfR 2011 B.290-291.
Stig H.
Solheim: Eiendomsbegrepet i Den europeiske menneskerettskonvensjon,
Cappelen, 2010. 376 sider.
Anmeldt af Michael Hansen Jensen i
UfR 2011 B.167.
Peer Lorenzen,
Jens Vedsted Hansen, Jonas Christoffersen, Nina Holst-Christiansen, Peter
Vedel Kessing og Steen Schaumburg-Müller: Den
europæiske Menneskerettighedskonvention Art. 1-9, Bind 1-2
med kommentarer, 3. udg. nov. 2011, 1750 sider, DJØF.
2. udg., 2004, er anmeldt af Jonas Christoffersen i UfR
2005 B.169.
Erik Siesby i JUR 1977.477-487:
Grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.
Ole Espersen i JUR 1977.487490: EF og de
grundlovssikrede menneskerettigheder.
Claus Gulmann i JUR 1977.490-494: Nogle
bemærkninger til professor Siesbys artikel om
grundlovssikrede menneskerettigheder og EF's retssystem.
Erik Siesby i JUR 1977.494-495: Om EF-rettens
tvetydighed. Et svar til Claus Gulmann.
Mikael Lyngby i FM 1981.21-23:
Menneskerettighedskonventionen.
1986
Lars Adam Rehof og Jørgen Rønnow Bruun i JUR
1986.103-117: Arbejdsgiveres registrering af ansattes
telefonsamtaler. (Omhandler bl.a. telefonregistrering i lyset
af EMRK).
Nili Baruch i Justitia nr.2/1986: En mellemstatslig
klagesag - klagesagen mod Tyrkiet ved den europæiske
menneskerettighedskommission i Strasbourg.
1987
Carl Aage Nørgaard i
UfR 1987 B.73-82: Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention og dansk ret.
Lars Adam Rehof i
UfR 1987 B.193-200: Afskedigelse som menneskerettighedsproblem. (Artiklen
tager udgangspunkt i
UfR 1986.898/3 HD (HT-sagen))
1988
Claus Gulmann i JUR 1988.285-293: Den europæiske
menneskerettighedskonvention som bestanddel af dansk ret?
Helle Bødker Madsen i JUR 1988.83-92: Frihedsberøvelse
af mindreårige. (Om "Jon-sagen").
Thorkild Høyer i
UfR 1988 B. 49-53: Udlændinge og Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
1989
Niels W. Fredsted i ADV 1989.449-451:"Manifestly
ill-founded". Den europæiske
Menneskerettighedskommission og retsplejelovens § 762, stk.
2, nr. 2. (Omtale af klage over varetægtsfængsling af
person, der havde kastet sten mod politiet. Klagen blev
afvist som åbenbart ugrundet.)
Thomas Rørdam i ADV 1989.452-453: Mere om Manifestly
ill-founded" Omhandler bl. a. fortolkningen af EMRK art.
5, stk. 1, litra c.)
Nina Holst-Christensen i JUR 1989.48-57: Gælder
menneskerettighederne i Danmark? (Om inkorporering af EMRK).
Jens Brøsted i JUR 1989.344-346: Bekendtgørelse af
menneskerettigheder på grønlandsk?
Nicolai Lindgreen i Justitia nr. 6/1989: Ejendomsrettens
beskyttelse under Den europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Eva Ersbøll, Niels Mikkelsen og Lars Adam Rehof i
UfR
1989 B.177-191: Udviklingen i den internationale
menneskeretsbeskyttelse i 1987-88.
Karsten Hagel-Sørensen og Nina Holst-Christensen i
UfR
1989 B.273-281: Menneskerettighedskommissionens behandling af
danske klagesager.
1990
ADV 1990.93-96: Flere afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. (Schönenberg and
Durmaz; Berrehab; Ärzte für das Leben).
ADV 1990.145-148: Flere afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen. (Norris; Schenk; Martins
Moreira)
ADV 1990.157-165: Flere afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen. (Salabiaku; Nielsen; Brogan and
others; Colak; Barbera, Messegué and Jabardo).
ADV 1990.157-165: Afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen. (Ciulla; Barfod).
ADV 1990.302-304: Afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen. (Chappel; Neves e Silva).
Preben Wilhjelm i ADV 1990.205-207: Dommeres uvildighed.
(Om varetægtsfængsling).
ADV 1990.281-284: Afgørelser fra
Menneskerettighedsdomstolen. (Bock; Lamy).
1991
Peter Jürgensen i ADV 1991.89-92: International på Det
danske Center for Menneskerettigheder.
Martin Gormsen, Jens Larsen, Søren Holmark og Noe Aaberg
i Justitia nr. 3/1991: Den europæiske
Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret herunder
inkorporationsspørgsmålet.
Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1991 p. 8-12:
Danmark dejligst! (Anbefaler, at Danmark snarest får sat
menneskerets-konventionen i kraft).
Karsten Hagel-Sørensen i Lov & Ret nr. 3/1991 p.
31-33: Menneskerettigheder - sovepude eller en del af dansk
ret?
Jørgen Steen Sørensen i
UfR 1991 B.102-113: EF-rettens
menneskerettigheder som retskilde i national ret.
Erik Werlauff i
UfR 1991 B.227-233: Folkeretlige
retssikkerhedsgarantier - direkte virkning i dansk ret.
1992
Peter Jürgensen i ADV 1992.146-147: Eksport af faglig
etik. (Om symposium om menneskerettigheder i Rumænien).
Lene Johannesen i ADV 1992.205-208: Danske regler om
isolationsfængsling blandt de hårdeste i Europa.
Peter Jürgensen i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 9-12: Efter
helvede kommer håbet.. (Interview med Inge Genefke, leder af
Det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for
Torturofre)
Henrik Viltoft i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 12: En
stædighed som er værd at beundre. (Om RTC's arbejde).
Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 8/1992 p. 25-26:
Advokater får nyt værktøj til at sikre
menneskerettigheder.
Asger Thylstrup i Lov & Ret nr. 11/1992 p. 29-32: En
sympati som grunder i indsigt.
Ulf Østergaard-Nielsen i
UfR 1992 B.58-60: Den
europæiske menneskerettighedskonvention som dansk lov.
Lars Adam Rehof i
UfR 1992 B.73-88: Udviklingen i den
internationale menneskeretsbeskyttelse i 1989-91. (Der
fokuseres på det europæiske kontrolsystem, og den del af
den dertil knyttede retspraksis, der er af betydning for
Danmark).
Lars Adam Rehof i
UfR 1992 B.145-151: Eksterritoriale
virkninger af Den europæiske menneskerettighedskonvention -
visse udvisnings- og udleveringsbegrænsninger.
1993
Carl Aage Nørgaard i JUR 1993.49-57: Den europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Hjalte Rasmussen i Lov & Ret nr. 5/1993 p. 15-17: EF-menneskerettigheder
skal også overholdes.
Jørgen L. Thomsen i Lov & Ret nr. 7/1993 p. 29-32: En
vigtig dråbe i havet. (Om en rejsende retsmediciners
dokumentationsarbejde i El Salvador)
Lars Møller i Lov & Ret nr. 10/1993 p. 11-14:
Demokrati for bistand (Interview med Peter Germer og Stig
Glent-Madsen om Danidas "Demokrati-pakke")
1994
Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret nr. 1/1994
p.13-17: Kilder til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. (En oversigt over, hvor man kan
finde relevant litteratur om EMRK og kontrolorganerne i
Strasbourg).
Astrid Bøgh i FM 1994.20-22: Menneskerettigheder - kun en
by i Frankrig? (omhandler et besøg ved
menneskerettighedsdomstolen).
Jess Myrthu i Lov & Ret nr. 7/1994 p. 21-22:
Retssikkerheden under lup. (Omtale af Advokatrådets retssikkerhedsprogram.
Eva Smith i
UfR 1994 B.99-107: Anvendelse af Den
europæiske Menneskerettighedskonvention ved danske domstole.
Marianne Holdgaard Bukh i
UfR 1994 B.131-137:
Retsforfølgning af krænkelser i menneskerettigheder og
humanitær folkeret begået i udlandet.
1995
Carl Henrik Ehrenkrona i EU-ret & Menneskeret
nr.2/1995 p.57-65: Sverige och Europakonventionen -
erfarenheter av mötet med en ny rättsordning.
Marianne Garre i EU-ret & Menneskeret nr. 5/1995
p.210-213: Menneskerettigheder i Danmark - på dansk?
(Omhandler problemer i forbindelse med oversættelse af
internationale konventioner til dansk).
Bo Vesterdorf og Henrik Saugmandsgaard Øe i EU-ret &
Menneskeret nr. 6/1995 p.221-233: Menneskerettigheder i
praksis ved EF-domstolen. (Omhandler bla. hvilken indgribende
betydning EF-domstolen kan få for den enkelte borger).
Marianne Holdgaard Bukh i FM 1995.36-44:
Menneskerettigheder som retskilder i Danmark.
Linda Lauritsen i FM 1995.134-135:
Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg - nye udfordringer.
Ole Espersen i Lov & Ret nr. 4/1995 p. 28-29:
Østersø-landene kan danne forbillede...
Lars Adam Rehof i
UfR 1995 B.49-57: Menneskeretlige krav
til den arbejdsretlige procesordning.
Torben Jensen i
UfR 1995 B. 241-250: Domstolskontrollen
med overholdelse af grundrettigheder.
1996
Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret 1996
p.121-126: Procesledelse og partsautonomi i borgerlige sager
- nogle bemærkninger foranlediget af
"blødersagen". (Omhandler bl.a. sagens betydning
for dansk civilproces).
Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret 1996 p.173-204:
Frihedsberøvelse af asylsøgere - på kant med EMRK?
Tyge Lehmann i EU-ret & Menneskeret 1996 p.235-245:
Danmarks medlemskab af FN's
menneskerettighedskommission. (Om forfatterens oplevelser og
erfaringer fra kommissionens arbejde).
1997
Peter Garde i EU-ret & Menneskeret 1997 p.33-45:
Retfærdig rettergang og Præsteretten. (Omhandler hvorvidt
Præsterettens sammensætning strider mod EMRK's krav. Det
konkluderes, at den konkrete fremgangsmåde gør
sammensætningen konventionsmæssig).
Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret
& Menneskeret 1997 p.69-77: Om menneskerettigheder og
sagsbehandlingstid. (Omhandler domstolenes pligt til at
fremme sagens behandling med den fornødne hurtighed i
medfør af EMRK art. 6, stk. 1).
Mads Bryde Andersen og Hjalte Rasmussen i EU-ret &
Menneskeret 1997 p.207-213: Om præjudicielle EF-domme og
Menneskerettighedskonventionens krav om domsafsigelse
"inden for en rimelig frist". (Omhandler det
forhold, at præjudicielle forelæggelser tager så lang tid,
at det muligvis strider mod EMRK. Endvidere ses der bl.a. på
det problem, at EU ikke er medlem af EMRK og derfor ikke kan
være direkte ansvarlig for overtrædelser af EMRK.)
Marianne Holdgaard Bukh i EU-ret & Menneskeret 1997
p.257-304: Oplæsning af vidneforklaringer under
domsforhandlingen. (Omhandler EMRK's art. 6, stk. 3 litra d,
hvorefter tiltalte har ret til at modafhøre
anklagemyndighedens vidner. Det konkluderes, at der kan
opstilles generelle retningslinier, der kan anvendes i alle
sådanne sager, uanset om der er tale om dokumentation eller
forehold).
Axel Lund i EU-ret & Menneskeret 1997 p.317-335:
Immigration og menneskeret. (Omhandler hvilke rettigheder,
der udspringer direkte af EMRK og diskuterer de problemer,
dette rejser for de enkelte lande).
Erik Werlauff i JUR 1997.362-372: Negativ foreningsfrihed i
grundretlig belysning. (Antager, at en dansk lønmodtager,
som afskediges som følge af foreningsfrihedslovens § 2,
stk. 2 eller 3, har en realistisk mulighed for at få medhold
i, at hans eller hendes rettigheder efter EMRK art. 11 er
krænket).
Sten Bønsing i JUR 1997.396-404: Er retten til erhverv en
menneskerettighed?
Isi Foighel i
UfR 1997 B. 1-5: Gælder
menneskerettighederne?
1998
Jens Vedsted Hansen i EU-ret og Menneskeret nr. 2/1998
p.49-57: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: non
refoulement-virkningen af EMRK artikel 3.(Omhandler EMRK art.
3 og rækkevidden af denne bestemmelses betydning for
nationale myndigheders ret til bl.a. udvisning.)
Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret
& Menneskeret 1998 p.153-163: Om en menneskeretlig
kontrol med EU-retten. (Der påpeges, at de organer, der har
kompetence til at fortolke og anvende EMRK udviser
tilbageholdenhed overfor EU-retten).
Anette Lund Hansen og Henrik Zahle i EU-ret &
Menneskeret 1998 p.58-68: Rituel slagtning og
religionsfrihed. (En analyse af rituel slagtning set i lyset
af bl.a. EMRK's art. 9 om religionsfrihed. Der konkluderes
bl.a. at et forbud mod visse former for rituel slagtning kan
begrundes i væsentlige dyreetiske hensyn).
Jens Garde og Michael Hansen Jensen i JUR 1998.351-356:
Betydningen af Menneskerettighedsdomstolens praksis for
danske domstole - særligt med hensyn til den negative
foreningsfrihed.
Peter Michael Hopp i Justitia nr. 6/1998 p. 3-36:
Fortolkning af "civil rights and obligations" i
EMRK art. 6, stk. 1. (med særlig vægt på beskyttelsen af
offentligt ansatte i sager vedrørende deres
ansættelsesforhold).
Mette Hartlev i Lov & Ret nr. 4/1998 p. 4-7:
DNA-forslag på kant med menneskerettighederne.
Tyge Trier og Rikke Ishøy i Lov & Ret nr. 4/1998 p.
25-29: Militærets regler på kant med menneskeretten.
Jens Schierbeck og Sune Skadegaard Thorsen i Lov & Ret
nr. 5/1998 p 27-29: Virksomheder må tage hensyn til
menneskeretten.
Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 6/1998 p. 5-7:
Regeringen har tabt første slag om P-bøder.
Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjælbro i
UfR 1998
B.382-395: Den europæiske Menneskerettighedskommissions
admissibilitetspraksis i danske klagesager (1989-1997).
1999
Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 3/1999
p.105-108: Menneskerettigheder mellem naturret og
konvention. (Overvejelser om, hvad menneskerettigheder er).
Erik Werlauff i JUR 1999.73-75: Inkorporering af en
konvention eller af en konventionstekst? (Fastholder, at
også konventionspraksis er en bestanddel af dansk ret)
Lars Bo Langsted i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 5-8:
Sandfærdige oplysninger eller straffri løgne. (Anfører at
administrative myndigheders indhentelse af oplysning er i
strid med EMRK art. 6´s forbud mod at borgerne
kriminaliserer sig selv)
Eva Smith i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 4-6: Respekten for
menneskerettigheder er truet. (Kritiserer, at domstolen har
antaget sagen om parkeringsafgifter)
Lars Adam Rehof i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 6: Replik
til Eva Smiths artikel.
Isi Foighel i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 7-10: Staten
kaster hæmningerne bort ved skatteopkrævningen.
Hanne Østergaard i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 11-14.
Skatteydernes retssikkerhed krænkes. (Kritiserer at
oplysninger indhentet under en skattesag senere kan bruges i
en straffesag mod den pågældende)
Jacob S. Arrevad i Lov & Ret nr. 2/1999 p. 25:
Behandler vi sigtede og tiltalte som uskyldige? (Omtaler bl.
a. PFA-Thorsen-Trads-sagen)
Peer Lorenzen i Lov & Ret nr. 3/1999 p. 4-10: Danske
domstole og menneskerettighederne.
Peter Vedel Kessing i Lov & Ret nr. 4/1999 p. 10-15:
Menneskeretslov blev en sovepude.
Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret og Menneskeret nr. 4/1999
p.131-143: Om selvinkriminering og strafsanktionerede
oplysningspligter. (Omhandler EMRK's artikel 6 og praksis
vedrørende selvinkriminering. Der argumenteres for, at
retten til ikke at udtale sig ikke finder anvendelse ved
behandling af disciplinærsager).
2000
Keld Pagh i ADV 2000.84-85: Menneskeret: Ingen døgnflue.
Louise Arbour og Morten Bergsmo i EU-ret & Menneskeret
nr. 2/2000 p. 62-68: Den internasjonale straffedomstols
jurisdiksjon er ikke vidtrekkende.
Martin Scheinin i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2000 p.
69 - 76: Human Rights Commitee - trends and development (et
mere uafhængigt og vestligt organ).
Bertil A. Frosell i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2000 p. 227-233:
Mesteren Kung og menneskeretten.
EU-ret & Menneskeret nr. 6/2000 p. 234-249:
Menneskerettighedsafgørelser.
Ole Gjems-Onstad i Festskrift til Aage Michelsen, 2000, p. 89-106: Den
urett som ikke rammer deg selv - erindring af ligning. (Om norsk
højesteretsdom, der fandt at en tillægsskat var en straf efter EMRK.)
Mohammed Ahsan og Andreas Christensen i JUR 2000.365-381: Den Europæiske
menneskerettighedsdomstols udvisningspraksis.
Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 1/2000 p. 30:
Menneskerettens dilemma.
Soroya Ramoul og Sune Skadegaard Poulsen i Lov & Ret
nr. 2/2000 p. 9-13: Virksomheders motivation for
menneskerettigheder.
Jørgen Jacobsen i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 29:
Kommentar fra en olding (menneskeret og retfærdighed er de
vigtigste begreber i de menneskelige relationer, der blandt
andet reguleres af juraen)
Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 33:
Menneskeret: Religion, pjat og virkelighed.
Jens Elo Rytter i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 10-14:
Rettighedsevolutionen i dansk ret.
Aage Frandsen i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 34: De
menneskeskabte menneskerettigheder.
Jonas Christoffersen i JUR 2000.45-57: Selvinkriminering -
Menneskerettighedsdomstolens praksis.
Martin Isenbecker i JUR 2000.391-397: Skal Danmarks internationale
forpligtelser på menneskeretsområdet reguleres i en ny grundlov?
Sara Gøtske: Beskyttelsen af menneskerettigheder indenfor
EU, studenterafhandling, sommeren 2000
Jonas Christoffersen i
UfR 2000 B.593-600: Højesteret og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
2001
Karen Lise Thylstrup i EU-ret & Menneskeret 2001.77-90:
Menneskerettigheder og informationssøgning.
Ida Elisabeth Koch i EU-ret & Menneskeret nr. 4/2001 p. 169-181:
Sociale grundrettigheder som judiciable rettigheder.
Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2001 p. 208-224:
Ejendomsbegreb og ejendomsindgreb - krav om hjemmel, forudsigelighed, lighed
og proportionalitet efter EMK
Gert Holst Matthiesen i FM 2001.24-25: Beskyttelsen mod selvinkriminering
i foged- og konkurssager.
Eva Smith i JUR 2001.54-60: Foretager Højesteret en selvstændig
fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention og
Strasbourg-domstolens praksis?
Jonas Christoffersen i Lov & Ret nr. 3/2001 p. 20-22: Danmarks ret
til at diskriminere. (Omhandler 12. tillægsprotokol til EMRK, som indfører
et generelt forbud mod diskrimination).
Nina Holst-Christensen i Skarrildhus 2001.129-153: Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Mohammad Ahsan i Skarrildhus 2001.154-182: Introduktion til
Børnekonventionen.
Skarrildhus 2001.183-212: Civilretsdirektoratet og konventionerne.
Erik Werlauff i
UfR 2001 B.261-265: Frihedsrettigheders virkning mellem
private.
2002
Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i EU-ret
& Menneskeret 2002 p. 57-76: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis i danske klagesager (1998-2001).
Pia Justesen i EU-ret
& Menneskeret 2002 p. 77-83: Den
3. verdenskonference mod Racisme.
Jonas Christoffersen i EU-ret
& Menneskeret 2002 p. 84-96: Menneskerettighedsdomstolens praksis i
2001.
Andreas Laursen i EU-ret
& Menneskeret 2002 p. 113-124: Bankovic-afgørelsen fra EMD:
Menneskerettighedernes Fæstning Europa? (Omhandler afvisning af klage fra
familiemedlemmer til de dræbte ved NATOs angreb på TV-stationen RTS i
Beograd d. 23.04.1999)
Mogens Heide-Jørgensen i EU-ret
& Menneskeret 2002 p.125137: Staten og trossamfund uden for
folkekirken.
Erik Werlauff i JUR 2002.1-19: Ytringsbegreb og ytringsindgreb - hensyn,
modhensyn og proportionalitet efter EMK.
Jens Garde og Michael Hansen Jensen i JUR 2002.76-82: Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis - et tungtvejende fortolkningselement
eller en ubetinget bindende retskilde?
Mohammed Assan og Søren Skibsted i JUR 2002.92-104:
Menneskerettighedskonventioners retskildemæssige statuts i dansk ret.
Peter Mortensen i JUR 2002.210-216: Har grundrettigheder direkte virkning
mellem private kontraktsparter i dansk ret?
Mohammed Ahsan i JUR 2002.248-272: Ytringsfrihed og ærekrænkelser i et
menneskeretligt perspektiv.
Karin Buhmann i JUR 2002.351-362: Menneskerettens potentiale for
forvaltningsret - med særligt henblik på Kina og Vietnam.
Annemarie Abben Madsen, Eva Lippert og Michala Rath i Justitia nr. 5/2002
p. 3-27: Den Europæiske Menneskerettighedskonventions stilling i dansk ret.
Karin Buhmann i Lov & Ret nr. 3/2002 p 3-8: Den internationale
menneskeret: En kilde til en rigere forvaltningsret.
Birgitte Kofoed Olsen i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 22-26: En menneskeret
til aktiv dødshjælp.
Stig Glent-Madsen i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 23-26: Flygtninge i eget
land - mennesker uden rettigheder.
Michael Ellehauge i UfR
2002 B.123-129: Dommerhabilitet efter Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. En oversigt.
Nina Holst-Christensen og Jon Fridrik Kjølbro i UfR
2002 B.235-242: Udvalgte afvisningsafgørelser fra den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol i danske klagesager i perioden fra 1998 til 2001.
Kristian Simonsen og Lars Solskov Jensen i Rettid 2002.
Studenterafhandlinger 4.: Diskrimination
- en analyse af Danmarks menneskeretlige forpligtelser og forholdet til
folkekirkeordningen
2003
Jon Fridrik Kjælbro i EU-ret
& Menneskeret 2003 p. 61-69: Om ulovlige beviser og menneskerettigheder.
Marianne Holdgaard i EU-ret
& Menneskeret 2003 p. 70-80: Family Life and Transsexuals - Developments
in the Light of Changes in "Present-Day Conditions".
Jonas Christoffersen i EU-ret
& Menneskeret 2003 p. 101-121: Menneskerettighedsdomstolens praksis i
2002.
Jonas Christoffersen i EU-ret
& Menneskeret 2003 p. 272-300: Forslag til lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.
Kristine Røberg i Rettid 2003: Studenterafhandlinger nr. 1: Common
Law & The Human Rights Act 1998
Jens Elo Rytter i JUR
2003.94-106: Om at straffe med tilbagevirkende
kraft - sagen om Tysklands retsforfølgning af en østtysk grænsevagt.
Erik Werlauff i TfK 2003.400-407: Uskyldsformodningen og
selvinkriminering - nogle konsekvenser i praksis af EMRK's forbud mod
selvinkriminering
2004
Michael B. Elmer i EU-ret & Menneskeret 2004.61-64: EU-ret &
Menneskeret 10 år.
Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret 2004.76-87:
Menneskeretlige tendenser og udfordringer - om anti-terrorisme, pluralisme
og virksomheders menneskeretlige ansvar.
Jesper Hjortenberg i EU-ret & Menneskeret 2004.88-98:
Anklagemyndigheden og menneskerettighederne.
Peter Garde i EU-ret & Menneskeret 2004.99-113: Menneskerettigheder i
en dansk kriminaldommers dagligdag
Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret 2004.114-133:
Menneskerettigheder i dansk ret gennem 10 år - set fra advokat- og
brugerside.
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2004.153-173:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2003
Nina Holst-Christensen i EU-ret & Menneskeret 2004.209-216: En reform
af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - protokol nr. 14 til Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention om ændring af konventionens
kontrolsystem.
Ida Elisabeth Koch i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 19-22: Starthjælpen og
menneskerettighederne
Svend Danielsen: Børne- og menneskeret, i Politik og Jura, Festskrift
til Ole Espersen, 2004, s. 345-56, Forlaget
Thomson
Jonas Christoffersen i UfR
2004 B.97-106: Domstolsprøvelse i terrorsager mv.
2005
Sys Rovsing Koch i ADV 2005.133-134: Menneskeret er menneskeskabt.
Sune Skadegaard Thorsen i ADV nr. 10/2005 p. 24-27; Virksomheders
samfundsansvar og menneskerettighederne.
Pia Møller i ADV nr. 11/2005 p. 16-18: Rettigheder under pres. (Om
Nicholas Howen fra ICJ - International Commission of Jurist))
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2005.87-102:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2004.
Nina Holst-Christensen og Dorit Borgaard i EU-ret & Menneskeret 2005.281-335:
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis i danske klagesager
(2002-2005)
Maria Juhl Hansen og Christina Schmidt i Justitia nr. 3/2005 p. 53-98:
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8 og
straffuldbyrdelsesloven - en komparativ analyse.
Kristina Ravn i Rettid 2005 p. 59 ff: Oversigt
over trykte afgørelser afsagt af danske domstole, hvor internationale
konventioner om menneskerettigheder er blevet påberåbt eller anvendt
Svend Danielsen i TFA 2005.1-13: Menneskeretsdomstolens
børneretspraksis.
Jonas Christoffersen i UfR
2005 B.133-139: Det offentliges kompensationsansvar for krænkelse af
internationale menneskerettigheder.
2006
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2006.125-138:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2005.
Maria Ventegodt Liisberg i EU-ret & Menneskeret 2006.145-153:
Handicapdiskrimination under den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Asger Kjærum i EU-ret & Menneskeret 2006.317-328: Mod en ny
menneskerettighedsdagsorden - Baggrund og perspektiver for FN's
Menneskerettighedsråd.
Jens
Elo Rytter i JUR
2006.9-19: Går Menneskerettighedsdomstolen for vidt? Fortolkning og
retsskabelse i Strasbourg.
Henrik
Vædele Elmquist i JUR
2006.46-52: Til beskyttelse af demokratiet ... (Artiklen analyserer Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen mellem Refah
Partisi og Tyrkiet og undersøger, hvori beskyttelsen af demokratiet består
i henholdsvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven.)
Nicholas Symes i JUR
2006.94-103: Fødevareret og religion
Frederik Waage i Rettid 2006: Om
den retspolitiske baggrund for inkorporeringen af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Svend Danielsen i TFA 2006.178-179: Domme fra
Menneskerettighedsdomstolen
Svend Danielsen i TFA 2006.363-364: Domme fra
Menneskerettighedsdomstolen
Svend Danielsen i TFA 2006.445-446: Domme fra
Menneskerettighedsdomstolen
Henrik Udsen i UfR 2006 B.161-166: Pressens ret til offentliggørelse af personbilleder efter menneskerettighedsdomstolens dom i von Hannover mod Tyskland.
Erik Werlauff i UfR 2006 B.306-311: Vederlag for hævd - fra ekstinktiv erhvervelsesmåde til ejendomsoverførsel mod rimelig godtgørelse. (omhandler de danske hævdsregler i lyset af ejendomsrettens beskyttelse efter EMRK).
Nina Holst-Christensen i UfR 2006 B.311-314: Ny praksis ved EMRK i sager om lang sagsbehandlingstid. (Om EMRK's afvisning af klagesagen Ugilt Hansen mod Danmark. Sagen omhandlede lang sagsbehandlingstid i en straffesag).
Jonas Christoffersen i UfR 2006 B.319-327: Retten til tavshed over for håndhævelse af immaterialrettigheder. (Omhandler hvorvidt Danmark har fejlimplementeret Europaparlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF af 29.04.2004 om håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder).
2007
Jonas Christoffersen i ADV
nr. 10/2007 p. 36-37: Ny reform giver langstrakte retssager (Om politi-
og retskredsreformen)
Susanne Lehrer i EU-ret & Menneskeret
nr. 2/2007.97-107: Menneskerettighedsklausuler
i EU's bilaterale aftaler med udviklingslande
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2007.135-142:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2006.
Henrik Palner Olsen i EU-ret & Menneskeret 2007.143- 156:
Magtfordelingslæren og menneskerettighederne.
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2007.157-168: Positive
forpligtelser i menneskeretten.
Birgitte Kofod Olsen i EU-ret & Menneskeret 2007.297-305: Handlede
mennesker som rettighedshavere
Peter
Vedel Kessing i JUR
2007.11-22: Menneskerettighedernes anvendelsesområde - Skal danske
styrker i udlandet overholde Danmarks menneskeretlige forpligtelser?
Ole Bruun Nielsen i JUR
2007.46-55: Menneskerettigheder og Miljøbeskyttelse.
Ida Elisabeth Koch og Jens Vedsted-Hansen i JUR
2007.90-94: Vidtgående kritik eller vidtgående domstol?. Bemærkninger
om fortolkning og retsskabelse i Strasbourg.
Svend Danielsen i TFA 2007.90-92: Domme fra
Menneskerettighedsdomstolen
Helle Krunke i UfR 2007 B.41-47: Udviklingen i den ejendomsretlige beskyttelse af sociale ydelser og social pension i art. 1, 1. tillægsprotokol, til EMRK.
Henrik Palmer Olsen i UfR 2007 B.86-92: Omfatter diskriminationsforbuddet i EMRK art. 14, jf. P1-1, retten til at drive erhverv?
Jonas Christoffersen i UfR 2007 B.208-213: Om ret og skøn ved ejendomsrettens diskriminationsbeskyttelse under EMRK.
2008
Jonas Christoffersen i ADV
nr. 6/2008 p. 22-24: En disputats bliver til.
Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246:
Kompensation for menneskerettighedskrænkelser. (På basis af dansk og
svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter
menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere
vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske
forhold.)
Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret 2008.103-110:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2007 - Dansk ret i lyset af
internationale forpligtelser
Sten Schaumburg-Müller i
UfR 2008 B.116-118:
Straf vs. informationsfrihed. En kommentar til
Højesterets dom af 10. december 2007 (UfR
2008.671.HD).
Jonas Christoffersen i
UfR 2008 B.131-134:
Domstolsprøvelse af
terrorsager m.v. (II).
Peter Blume i
UfR 2008 B.327-329:
Datasikkerhed som menneskerettighed.
(I lyset af en nyligt afsagt dom fra menneskerettighedsdomstolen, behandles
spørgsmål om datasikkerhed. Herunder mulighed for erstatning ved
integritetstab, som følge af sikkerhedsbrud.)
Stine Jørgensen og
Michael Gøtze i
UfR 2008 B.339-346:
Ret til effektive retsmidler og myndighedsansvar i
sociale sager. (Artiklen belyser mulighed for, at der
i sager om overgreb mod børn og handicappede, på et menneskeretligt grundlag
vil kunne forekomme et erstatningskrav mod kommunen, hvis overgrebene
klassificeres som en
krænkelse af borgerens ret til værdighed.
2009
Nina Holst-Christensen i ADV
nr. 4/2009 p. 32-34: Krav på erstatning for urimeligt
lange retssager (Omtaler to sager fra Menneskerettighedsdomstolen om
langvarig sagsbehandling i Danmark)
Tyge Trier i ADV
nr. 4/2009 p. 36-37: Lad os undgå nye domme fra Strasbourg
Ida Søholm i ADV
nr. 5/2009 p. 20-24: Terrorisme rammer menneskeretten ( Om ICJ's rapport
"Asssessing Damage, Urgent Action")
Den hidtil grundigste undersøgelse af terrorbekæmpelsens eftervirkninger
viser, hvordan kampen mod terror negativt har påvirket grundlæggende
borgerrettigheder.
Peter Vedel Kessing i EU-ret og Menneskeret
2009.89-107: De menneskeretlige grænser for staters brug af
"tortur-materiale" modtaget fra andre stater.
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret
2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko
i asylsager
Jens Elo Rytter i JUR
2009.103-116: Undtagelsestilstanden og dens judicielle efterprøvelse -
Suspension af menneskerettigheder i kampen mod terrorisme.
Jacob Mchangama
i
UfR 2009 B.23-31: Tålt ophold: (u)berettiget
frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden?
2010
Ole Dybdahl i ADV
nr. 2/2010 p. 24-26: Kære lille mormor, tillykke med din
fødselsdag (Giro 413 og Menneskerettighedskonventionen fylder 60 år.)
Thomas Elholm i ADV
nr. 7/2010 p. 30-32: Mere menneskeret på menuen (Om EU's forhandlinger om
tilslutning til EMRK)
Rikke Albrechtsen i ADV
nr. 9/2010 p. 16-20: Advokater over grænserne.
(Advokaten stiller skarpt på to af Danmarks mest erfarne advokater i
Luxembourg og Strasbourg, Kammeradvokatens EU-specialist Peter Biering og
menneskeretsadvokat Tyge Trier, der begge har i omegnen af 20 års
international erfaring bag sig. De beskriver arbejdet ved henholdsvis
EU-Domstolen og Menneskerettighedsdomstolen som steder, hvor mange
forskellige retstraditioner brydes, og hvor en dansk advokat bliver nødt
til at lægge det bag sig, han kender fra de danske retssale og lære
spillets regler.)
Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret
nr. 3/2010.139-151:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2009
Ida Elisabeth Koch i JUR
2010.3-7: FN konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle
rettigheder - dansk ratifikation af tillægsprotokollen om individuel
klageadgang?
Jacob Mchangama i JUR
2010.8-15: Ny individuel klageprocedure under FN konvention - Bør Danmark
ratificere tillægsprotokollen til konvention om sociale, økonomiske og
kulturelle rettigheder? (Forfatteren mener nej)
2011
Jens Vedsted-Hansen i ADV
nr. 4/2011 p. 20-23: Ubesvarede Dublin-spørgsmål efter menneskeretsdom (Dublin-forordningen
skal stadig anvendes med respekt for den europæiske menneskeretskonvention
– efterlever Danmark dette princip?)
Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret
nr. 3/2011.161-174: Menneskerettighedsdomstolens praksis i
2010
Stéphanie Lagoutte i EU-ret & Menneskeret
nr. 3/2011.175-183: Kommentar til Lautsi-sagen (krucifikser i italienske
klasseværelser var ikke i strid med art. 2 i Protokol nr. 1 til EMRK)
Marianne Højgaard Pedersen og Bent Carlsen i JUR
2011.1-8: Domstolene i Charterland (Omhandler det Canadiske Charter of Right
and Freedoms fra 1982)
Lone Wandahl Mouyal i JUR
2011.103-105: Danmark til eksamen i menneskerettigheder
Den ny
menneskerettighedsdomstol
Mikael Rask Madsen (Red.), Jonas Christoffersen (Red.):
Menneskerettighedsdomstolen - 50 års samspil med dansk ret og politik, 1.
udg., 364 sider, Thomson
Reuters
Blev oprettet pr. d. 01.11.1998.
John Lundum i EU-ret & Menneskeret nr. 2/1999 p.1-7:
Europas nye menneskerettighedsdomstol. (Omhandler opbygningen
og sagsbehandlingen ved Menneskerettighedsdomstolen).
Gert Holst Matthiesen i JUR 1999.352-367: Den nye
menneskerettighedsdomstol.
Peer Lorentzen i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 9-11: Ny
menneskerettighedsdomstol - forbedring eller lapperi?
Peer Lorentzen i JUR
2007.77-81: Menneskerettighedsdomstolens sagssituation - endnu en gang
Jens Elo Rytter i EU-ret og Menneskeret 2009.157-165:
Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2008
Retspraksis
ADV 1989.444: Olson case. 24.03.1988 (Sverige dømt for
overtrædelse af EMRK ved at anbringe tvangsfjernede børn
meget langt fra forældrene, som fik tilkendt 200.000 sv. kr.
i godtgørelse).
ADV 1989.482: Case of Müller and Others. 24.05.1988
(Schweiz frifundet for at havde idømt kunstner bøde for
obskøne malerier og konfiskation af samme)
UfR 1989.928 HD (UfR 1988.404 VLD): Bestemmelserne i
bistandslovens afsnit VIII måtte i overensstemmelse med de afgørelser, som
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har truffet vedrørende
tilsvarende spørgsmål, forstås således, at afsnittet omfatter spørgsmålet
om ændring af anbringelsesstedet også for børn, der tvangsmæssigt er
anbragt uden for hjemmet. Betingelserne for at ændre anbringelsesstedet var
opfyldt, jfr. BIL § 123, stk. 1, nr. 3.
EMRK Artikel 1: Pligt til at respektere menneskerettighederne
UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)
EMRK Artikel 3: Forbud mod tortur
Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret
2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko
i asylsager
UfR 2007.1277 HD: A, der var serbisk-montenegrinsk albaner, var i 1999 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om asyl. I oktober 2002 inddrog Udlændingestyrelsen A´s opholdstilladelse. Denne inddragelse blev påklaget til Flygtningenævnet, F, der i maj 2003 stadfæstede beslutningen. A indbragte herefter F’s afgørelse for domstolene. A havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke i afgørelsen havde anført kriterierne for sondringen mellem ”belastende” og særligt belastende” i forhold til tvangsmæssig udvisning, at sagen ikke af nævnet var oplyst korrekt, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, kunne indsigelserne ikke efterprøves af domstolene.
UfR 2007.1286 HD: Ægtefællerne A og B samt deres børn C og D havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, samt at begrundelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A, B, C og D herefter havde mod afgørelserne, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelser af A, B, C og D’s sager.
UfR 2007.1291 HD: A gjorde gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere gjorde A bl.a. gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke havde oplyst sagen korrekt, at F skulle have tilladt A at afspille et videobånd med billeder af hendes opholdssted og erklæringer fra hendes nabo, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til et andet resultat, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.
UfR 2007.1291/2 HD: A og C og fællesbørnene B1, B2, B3 og B4 gjorde gældende, at endeligheds-bestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 C, FN´s Børnekonvention artikel 12 og 13 og EMRK art. 3, at begrundelserne for afgørelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske, at der var foretaget en forkert fortolkning af, hvad der efter udlændingelovens bestemmelse om asyl skulle forstås ved ”forfølgelse”, samt at nævnet ikke havde oplyst sagen korrekt. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, idet de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.
UfR 2010.615 ØLK: T, der havde været frihedsberøvet fra d. 24.12.2008
som sigtet for røveri efter
STRFL § 288, stk. 2, jf. stk. 1. nr. 1, havde ved sin forsvar advokat A,
kæret Glostrup Rets kendelse af 01.09.2009 om fortsat varetægtsfængsling
til d. 15.09.2009 i medfør af
RPL § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3. A, der ikke havde bestridt, at
fængslingsgrundlaget var til stede, havde i sit kæreskrift påstået T
løsladt, under henvisning til, at han var udsat for en række overtrædelser
af
EMRK art. 3, subsidiært påstod A, at ØL afsagde kendelse om ændring af
den daværende situation, så det blev garanteret, at isolationen af T også
reelt blev ophævet. A havde videre anført, at BR fejlagtigt havde anset sig
inkompetent til at behandle hans indsigelse herom, idet enhver myndighed i
Danmark, der blev opmærksom på en overtrædelse af menneskerettighederne,
burde skride ind. Til støtte for sit anbringende om, at T var udsat for
overtrædelser af
EMRK art. 3, havde A nærmere gjort gældende, at T reelt var fængslet i
isolation, idet han ikke siden fængslingen havde talt med andre indsatte,
haft besøg eller havde talt i telefon med andre end A. Under henvisning til
HR’s dom af 12.10.2001 12., gengivet i UfR 2002 s.55, fandtes vurderingen
af forholdene under T's varetægtsfængsling at være omfattet af den
prøvelsesret, der tilkom domstolene i medfør af
GRL § 63, stk. 1. ØL anså sig derfor ikke afskåret fra at behandle T's
påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af
EMRK. Efter de oplysninger, der forelå for ØL, om de bestræbelser, der
var udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under
varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der var givet T, samt efter
oplysningerne om, at han selv i vidt omfang havde søgt at undgå tæt kontakt
med personalet, fandt ØL ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T var
i strid med
EMRK art. 3. Herefter, og da ØL ikke kunne tage den subsidiære påstand
under påkendelse, stadfæstede ØL BR’s dom i det omfang, den var kæret.
EMRK Artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed
ADV 1989.423-424: Boumar-case 29.02.1988.
(Varetægtsfængsling af en 17-årig marokkaner i Belgien, da
der ikke fandtes tilstrækkelig institutionskapacitet, var en
overtrædelse af art. 5, 1.)
ADV 1989.499: Pauwels case. 26.05.1988. (Belgien dømt for
overtrædelse af art. 5, 3 ved at en militærauditør både
fungerede som undersøgelsesdommer og
efterforskningsmyndighed i samme sag).
UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.
EMRK Artikel 6: Ret til retfærdig rettergang
ADV 1989.373-374: Hauschildt Case. 24.05.1989. (indeholder
et kort referat af dommen, som statuerede, at der var sket en
krænkelse af art. 6, men at der ikke skulle ydes erstatning,
da der ikke var årsagsforbindelse mellem krænkelsen og
tabet.)
ADV 1989.481: Bililos case. 29.04.1988. (Schwiez havde
overtrådt art. 6 ved at Lausanne Police Board havde idømt
fru Belilos en bøde på 200 CHF for at have deltaget i en
uanmeldt demonstration)
ADV 1989.498: Ekbatani Case. 26.05.1988 (Sverige dømt for
overtrædelse af art. 6 ved at T ved appelinstansens var
blevet dømt for trusler mod motorsagkyndig uden at der havde
været mundtlig domsforhandling)
UfR 1994.536 HKK: Straffedom ophævet, da retsformanden i
retten på Frederiksberg var en konstitueret dommer, der
samtidig var fuldmægtig i justitsministeriets 3. kontor,
hvorunder bl. a. politi, anklagemyndighed hører, hvilket
fandtes uforeneligt med EMRK art. 6, stk. 1. Den gældende
konstitutionspraksis kunne ikke generelt anses for
grundlovsstridig eller EMRK art. 6. En generel afklaring
burde ske ved lov.
UfR 1995.428 HKK: Straffedom ikke ophævet, selv om sagen
var blevet behandlet af konstitueret dommer i Gentofte, som
tillige var fuldmægtig i Justitsministeriets lovafdeling.
UfR 1996.1065 HD: T1-T4 i en sag om indførsel af store
mængder kokain fik ikke medhold i, at EMRK art. 6, stk. 3,
litra d, om tiltaltes ret til kontraafhøring var overtrådt
ved, at 3 vidners indenretlige forklaringer var blevet
tilladt dokumenteret, idet T1's forsvarer havde været til
stede i de pågældende retsmøder.
UfR 1996.1434/2 ØLD: Dom afsagt af Københavns Byret i sag
om betinget førerretsfrakendelse blev ophævet, jfr. RPL §
946, stk. 1, da T ikke var tilsagt, ikke til stede og heller
ikke var repræsenteret ved forsvarer under et retsmøde,
hvor vidnerne blev afhørt. T var ikke blevet vejledt om sine
rettigheder, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra d.
UfR 1996.1488 VLD: T1-T3, der kom fra Kosovo, var ved
retten i Gråsten blevet dømt for overtrædelse af
udlændingelovens § 59, stk. 3. Ved domsforhandlingen var
der sket tolkning til albansk via telefon med medhør. VL
ophævede dommen, da tolken burde have været personligt til
stede i retssalen, jfr. herved EMRK art. 6, stk. 3, litra e,
som dog ikke foreskriver, i hvilken form tolkebistanden skal
ydes.
UfR 1996.1536 ØLK: 2 drenge på 9 og 8 år skulle
videoafhøres i en sædelighedssag mod S. S fandtes ikke at
have krav på at være til stede i et tilstødende lokale, og
S's forsvarer havde ikke ret til at foretage kontraafhøring
direkte, men kun ret til at stille supplerende spørgsmål via
den afhørende kriminalassistent. Denne fremgangsmåde var
ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d.
TfS 1997.614 ØLD: Sag om overtrædelse af
registreringsafgiftsloven og svindel med
tolddatapladeordningen med 10 tiltalte. Sagerne havde haft en
samlet varighed på godt 10 år og i hvert fald 5 år af
efterforsknings- og forberedelsestiden skyldtes forhold hos
det offentlige, som de domfældte ingen indflydelse havde
på. EMRK art. 6, stk. 1 fandtes krænket og under hensyn
hertil blev frihedsstraffene gjort betingede efter STRFL §
56, stk. 2.
UfR 1997.1292 ØLD: T1-T5 blev idømt fængsel på 1-2 år
for afgiftsunddragelse ved bilhandel. Sagerne havde varet i
godt 10 år, hvoraf i hvert fald 5 år skyldtes forhold hos
det offentlige. Retten efter EMRK § 6, stk. 1 til rettergang
inden rimelig tid fandtes krænket. Frihedsstraffen blev
derfor gjort betinget efter STRFL § 56, stk. 2.
UfR 1997.1422 VLD: T, der var kommet til Danmark fra Iran
i 1989, var i byretten blevet idømt fængsel i 3 år og 11
måneder for overtrædelse af STRFL § 191. Dommen blev
ophævet og sagen hjemvist, da der ikke var anvendt tolk i
byretten, jfr. EMRK art. 6, stk. 3, litra e.
UfR 1998.141 ØLD: Hotel Færgegården Lohals ved
sammenslutningen af Firma-Funktionærer påstod LO dømt til
at anerkende, at arbejdsrettens kendelse var ugyldig. Sagen
kunne indbringes for de almindelige domstole under henvisning
til arbejdsrettens sammensætning, jfr. EMRK art. 6.
UfR 1998.363 ØLK: T's anmodning om en selvstændig adgang
til at afhøre vidnerne ikke taget til følge, idet T's
beskikkede forsvarer havde haft lejlighed til at afhøre
vidnerne, jfr. RPL § 928, stk. 3, jfr. § 872. Denne ordning
fandtes fuldt ud at opfylde kravene i EMRK art. 6, stk. 3,
litra d.
UfR 1998.1752 ØLD: Behandlingen af sagen mod 3 ledende
medarbejdere og 3 revisorer i Nordisk Fjer-sagen havde varet
7 år og 7 måneder fra sigtelse til endelig dom. Heraf var
to gange 1 år og 2 måneder gået fra sagens indbringelse
til berammelsen, hvilket måtte tilskrives ressourcemæssige problemer ved domstolene. Den lange berammelsestid fandtes
ikke af være en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1 i forhold
til de 3 ledende medarbejder, der blev tiltalt og dømt for
groft bedrageri. Bestemmelsen fandtes derimod at være
overtrådt i forhold til de 3 revisorer, der kun var tiltalt
for groft uagtsomme forhold, hvilket burde medføre en
begrænsning af sanktionerne. R1 idømt 20 dagbøder á 2.000
kr, R2 10 dagbøder á 2.000 kr. og for R3 bortfaldt den
forskyldte straf. Statskassen betalte omkostningerne vedr.
R1-R3. Komm. af Aksel Runge Jakobsen i
R&R nr. 3/1999 p.
9-28: Dom i Nordisk Fjer-sagen mod direktører og revisorer.
UfR 1998.1759 ØLD: T1 og T2 fundet skyldige i bedrageri
for 900.000 kr. over for leverandørerne til deres insolvente Edb-firma. De idømtes begge 1 års fængsel, der blev gjort
betinget, da der var gået over 6 år fra sigtelsen. EMRK
art. 6, stk. 1 fandtes at være krænket.
UfR 1999.338 ØLD: Fire fiskere blev idømt bøder på
56.000 - 112.000 kr. for ulovligt fiskeri i 1993-1994. Der
var ikke indtrådt forældelse, jfr. STRFL § 94, stk. 5, 2. pkt., og de tiltaltes ret til rettergang inden rimelig
frist var ikke tilsidesat, jfr. EMRK art. 6, stk. 1. Der
fandtes ikke grundlag for at nedsætte de forskyldte bødestraffe under henvisning til det forløbne tidsrum.
UfR 2000.1895 ØLD (TfS 2000.731 ØLD): T idømt fængsel i 3 år og tillægsbøde
på 30 mio. kr. for omfattende momssvig ved handel med finguld i 1990-1991.
Den lange sagsbehandlingstid fandtes ikke i strid med EMRK art. 6. T udvist
til d. 01.01.2009.
UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare
fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk
under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis
sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes
ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med
uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2., da selve opbevaringen
alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været
sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et
indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8,
stk. 1.
UfR 2001.1406 ØLD: T blev idømt bøde på 2.400 kr. og frakendt
førerretten betinget for d. 06.01.1998 at have kørt 86 km/t., hvor der var
tilladt hastighed på 50 km/t. Sagsbehandlingstiden var ikke en krænkelse
af EMRK art. 6.
UfR 2001.2345 HD (UfR 2000.1894 ØLD): Strafansvaret for momssvig i
forbindelse med guldhandler ikke forældet, da forfølgningen efter
anklageskriftets indlevering ikke havde været standset på ubestemt tid,
jfr. STRFL § 94, stk.
5, 2. pkt. Forældelsen var afbrudt, selv om der i anklageskriftet fra
1992 alene var rejst tiltale for bedrageri og ikke for momssvig, da de
faktiske forhold var de samme. Uanset en sagsbehandlingstid på mere end 10
år, var EMRK art. 6, stk. 1 ikke krænket.
UfR
2004.976/2 HKK: Vognmand havde anket dom om, hvorefter den af
Storkøbenhavns Taxinævns tilbagekaldelse af hans hyrekørselsbevilling var
lovlig og gyldig. Justitssekretæren beregnede retsafgiften til 45.570
kr. på basis af en skønnet årsindtægt på 150.000 kr. gange 10.
Højesteret tiltrådte retsafgiftsberegningen og fandt, at
retsafgiftsberegningen ikke stred med EMRK art. 6 og art. 14, jfr. art. 6,
stk. 1.
UfR
2005.2321/2 ØLD: T idømt 20 dages betinget fængsel og frakendt
førerretten i 2½ år for brugstyveri og spirituskørsel med promille på
1,68 uden at have erhvervet kørekort. Under hensyn til den tid, der forløb,
fra forholdene blev begået, og indtil den endelige tiltale blev rejst
(næsten 2 år), og til sagens ukomplicerede karakter, fandtes
sagsbehandlingen ikke at have været forenelig med kravet om en retfærdig
rettergang inden en rimelig frist, og EMRK
artikel 6, stk. 1, var derfor krænket. Med
henvisning hertil blev frihedsstraffen gjort betinget, jf. STRFL
§ 56, stk. 2. For overtrædelse af FÆL § 56,
stk. 1, idømtes T endvidere i medfør af STRFL
§ 88, stk. 2, en tillægsbøde på 5.000 kr.
UfR.2006.341
VLD: T blev idømt 30 dages fængsel og bøde på 102.000 kr. for
unddragelse af registreringsafgift på 243.954 kr. VL fandt, at sagsbehandlingstiden ikke havde haft en varighed, der var i strid med kravet i EMRK
art. 6, stk. 1, og den har
endvidere ikke haft en varighed, der giver grundlag for en mildere
straffastsættelse end sædvanligt i sager af en sådan karakter. VL lagde vægt på, at sagens efterforskning forud for forelæggelsen for Told og
Skat ikke havde været urimelig lang, at Told og Skats behandling af sagen
ikke havde været urimelig lang, og at der fra tiltalebegæringen og indtil
der blev afsagt endelig ankedom i landsretten var forløbet mindre end 1 år
og 6 måneder. VL fandt
i øvrigt ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre nogen del af straffen
betinget, da unddragelsen af betalingen af registreringsattest var foretaget
forsætligt, og da de på bilen anvendte nummerplader var erhvervet ved en
strafbar handling. (Ulovlig omgang med hittegods)
UfR 2006.707/2 ØLK: Retsformanden rettede under en votering i byretten henvendelse til anklageren og en specialkonsulent i Told og Skat, for at få bekræftet hvilken skatteprocent der skulle anvendes i forbindelse med beregning af unddragen skat. De tiltalte i sagen påstod sagen hjemvist i medfør af RPL § 963, jf. § 943, idet de mente, at dommeren havde tilsidesat habilitetsreglen i RPL § 61. ØL afviste at der i det konkrete tilfælde skulle være sket brud på habilitetsreglen i RPL § 61. Der fandtes heller ikke at være sket brud på RPL § 214, § 28, stk. 2, eller en overtrædelse af EMRK artikel 6, hvorfor hjemvisningspåstanden blev afvist.
UfR 2006.725 ØLD:
T1-T6 havde begået momssvig, T1 bl.a. også skattesvig, og T3 dokumentfalsk, dog uden berigelse, for hhv. ca., 16 mio. kr., 500.000 kr., 98 mio. kr., 92 mio. kr. 2,3 mio. kr. og 300.000 kr. T1 blev idømt fængsel i 3 år og 6 mdr. , samt en tillægsbøde på 15 mio. kr. T2 blev idømt en tillægsbøde på 500.000 kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, 2.
pkt. T3 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 97 mio. kr., jf. STRFL § 88, stk. 1, i forhold til den anvendte straframme i STRFL § 289. T4 blev idømt fængsel i 5 år, samt en tillægsbøde på 92 mio. kr., efter samme bestemmelser som T3. T5 blev idømt fængsel i 10 mdr., samt en tillægsbøde på 2 mio. kr., jf. STRFL § 89. T6 blev idømt betinget fængsel i 3 mdr., samt en tillægsbøde på 300.000 kr. For T1, T3 og T4 skete der rettighedsfrakendelse, jf. STRFL § 79, stk. 2, 2. Pkt. ØL fandt ikke, at EMRK artikel 6 var overtrådt.
UfR
2006.1120 HD: (Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en
hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A
stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev
protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik
indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og
lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen
voksede dog ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen
en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat
sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret
tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S,
at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september
1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig
og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i
forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede godtgørelse i
medfør af EAL §26 eller dennes analogi. M henviste A til at anlægge sagen ved
domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen
i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at
tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr. for varigt mén og smerte. ØL
frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført
af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter
centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller
omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en
godtgørelse i medfør af EAL § 26. Derudover fandt HR, at der
heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M
at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs
rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994, ikke havde
positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende
Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden
tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar
en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.
UfR 2006.1657 VLK: I en sag mellem A og B om
erstatning i forbindelse med ejendomshandel havde A adciteret advokat P. P var
repræsenteret af advokat F. A ønskede, at der skulle stilles spørgsmål til
Advokatrådets Responsumudvalg. F var medlem af Advokatrådet, men ikke af
Responsumudvalget. A gjorde indsigelser mod at F kunne repræsentere P, idet F
var medlem af Advokatrådet og derfor måtte anses for inhabil. VL udtalte, at
hverken RPL § 126, EMRK art. 6 eller almindelige retsgrundsætninger om inhabilitet,
kunne afskære F fra at repræsentere P i den verserende erstatningssag.
UfR 2006.1967 ØLK: Under domsforhandlingen ved Store-Heddinge byret i en straffesag mod T, der var tiltalt for at have overtrådt STRFL § 291, stk. 1, ønskede anklagemyndigheden at vise nogle videooptagelser foretaget af den forurettede i strid med lov om forbud mod tv-overvågning mv. Byretten gav tilladelse hertil trods T’s protest, og udsatte herefter domsforhandlingen og tillagde T’s kæremål opsættende virkning. ØL fandt, at byrettens afgørelse angik spørgsmål af væsentlig betydning for sagens behandling, hvorfor RPL § 968, stk. 2, ikke var til hinder for kærens admittering. ØL tiltrådte, at de omhandlede videooptagelser kunne indgå som bevis i sagen. Det gjaldt, uanset om videooptagelserne var foretaget i strid med loven om forbud mod tv-overvågning mv. Hensynet til "fair trial" i EMRK art. 6 kunne ikke føre til et andet resultat. Det var ved afgørelsen tillagt betydning, at forurettede frivilligt havde overdraget
videooptagelserne til politiet, at sagen angik en lovovertrædelse, som ikke var bagatelagtig, og at forsvareren under sagens videre forløb havde mulighed for at anfægte og imødegå beviset. Hertil kom, at de omtvistede videooptagelser viste færdsel på et mindre afgrænset udsnit af en offentlig vej og således ikke indebar alvorligere krænkelser af de optagne personers integritet.
UfR 2006.2766/2 ØLD: I 1997 blev E1 – E4 ved Odense Byret tiltalt for økonomisk kriminalitet begået i 1988-1992. Alle blev i 2002 idømt betydelige fængselsstraffe. Ved landsrettens dom i 2002 blev E1 og E2 i betydeligt omfang frifundet med betydelig strafnedsættelse til følge. Både E3 og E4 blev i det hele frifundet. Ved sidstnævnte dom udtalte landsretten en betydelig kritik af både politiets og anklagemyndighedens behandling af sagen. Landsretten fandt tillige, at der var sket en krænkelse af E1-E4’s ret til rettergang inden for en rimelig frist, jf. EMRK art. 6, hvilket også blev taget i betragtning ved straffastsættelsen for E1 og E2. E1-E4 rejste herefter krav om erstatning efter RPL kap. 93 a. ØL fandt, at de mangelfulde og kritisable forhold vedrørende politiets efterforskning og anklagemyndighedens tiltalerejsning og sagsbehandling ikke gav de erstatningssøgende krav på erstatning efter RPL § 1018 h, men at de nævnte forhold kunne tillægges betydning ved vurderingen af erstatning og godtgørelse efter RPL § 1018 b. Da E1’s dom allerede var gjort betinget under henvisning konventionskrænkelsen, fandtes E1 herved kompenseret for den langvarige sagsbehandlingstid, således at han ikke herudover fandtes berettiget til kompensation efter RPL § 1018 h. E2, der var blevet idømt en betinget bøde, fandtes berettiget til yderligere 40.000 kr. i godtgørelse efter RPL § 1018 b, jf. § 1018 a. E3, der i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 25.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 50.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2. E4, der ligeledes i det hele blev frifundet, fandtes berettiget til yderligere 15.000 kr. i godtgørelse for konventionskrænkelsen og 100.000 kr. i medfør af RPL § 1018 b, jf. § 1018 a, stk. 2.
UfR 2007.684 ØLD: I forbindelse med en sag vedrørende moms- og skatteunddragelser i 1998 foretog politiet ransagning hos T1-T4. D. 16.02.2005 blev der rejst tiltale og alle blev ved Odense Rets dom af 23.06.2005 fundet skyldige i overtrædelse af en række bestemmelser i moms- og skatteloven. ØL udtalte, at der var forløbet ca. 8 år fra ransagningstidspunktet, og det varede mere end 4½ år fra sommeren 1999, hvor myndighederne måtte anses for at have haft de fornødne oplysninger til at rejse tiltale, til anklagemyndigheden indgav anklageskrift d. 16.02.2005. Uanset sagens kompleksitet fandtes der at foreligge en krænkelse af de tiltaltes ret til rettergang inden en rimelig frist som omhandlet i EMRK art. 6, stk.1. På den baggrund fandtes frihedsstraffene at skulle gøres betingede med en prøvetid, der skulle regnes fra ØL's dom. Der fandtes ikke med henvisning til krænkelsen af EMRK art. 6, stk. l grundlag for tillige at nedsætte de tillægsbøder, der skulle fastsættes som tillæg til frihedsstraffene som følge af den opnåede økonomiske vinding, jf. STRFL § 50, stk. 2, idet der allerede ved fastsættelsen af frihedsstraffene som betingede var taget hensyn til denne krænkelse.
UfR 2007.727 HKK: T blev i oktober 2005 sammen med tre andre varetægtsfængslet, sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme. I august 2006 blev der rejst tiltale for forsøg på terrorisme. I sagen mod de fire tiltalte indgik en række aflyttede telefonsamtaler. Politiet oplyste, at disse aflytninger var foretaget i henhold til aflytningskendelser, som var tilvejebragt af Politiets Efterretningstjeneste til brug for efterretningstjenestens efterforskning af en sag om forsøg på terrorisme. Efterretningstjenesten oplyste, at aflytningerne var blevet iværksat og fortsat, uden at der hos efterretningstjenesten forelå mistanke om, at de fire tiltalte kunne være involveret i forberedelsen af den terrorhandling, som straffesagen omfattede. Forsvarerne for de fire tiltalte anmodede politiet om at blive bekendt med indholdet af eller modtage den eller de retskendelser, der måtte ligge til grund for de aflyttede telefonsamtaler, der af anklagemyndigheden var fremlagt i sagen og påberåbt som en del af mistankegrundlaget. Anklagemyndigheden afslog anmodningen om aktindsigt og anførte bl.a., at materialet alene var tilvejebragt til brug for Politiets Efterretningstjenestes egne efterforskninger og ikke til brug for sagen mod de fire tiltalte, og at forsvarernes ønske om at få oplyst, om aflytningsmaterialet var lovlig tilvejebragt måtte anses for at være opfyldt gennem en erklæring fra efterretningstjenestens chef om, at de indgreb, hvorfra aflytningsmaterialet stammede, var foretaget på baggrund af en retskendelse. ØL’s afgørelse herom blev kæret til HR af forsvareren for en af de tiltalte. HR udtalte, at forsvareren efter RPL § 729 a, stk. 3, havde adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet havde tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angik. Dette gjaldt uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som forsvareren for tiltalte havde anmodet om aktindsigt i, var ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angik. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med EMRK art. 6 omfattede forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som var af betydning for sagen, uanset om det var tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønskede aktindsigt i de kendelser, som havde givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skulle anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger var tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20.12.2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste fandt HR, at det ikke kunne udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kunne være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser blev herefter taget til følge, dog således, at der forinden skulle gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholdt oplysninger, som burde undtages fra aktindsigt, jf. RPL § 729 c.
UfR 2007.857 HKK: T, som var tiltalt for at have begået mandatsvig af særlig grov beskaffenhed og misbrug af sin stilling som borgmester, gjorde gældende, at retsformanden var inhabil. T anførte i første række, at retsformanden måtte anses for inhabil, idet han havde været retsformand i en anden sag, hvor T var fundet skyldig i mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for forhold, der oprindeligt havde været en del af den nu verserende sag, og at retsformanden i dommen havde tilsidesat T’s forklaring som utroværdig. Endvidere gjorde T gældende, at retsformanden var inhabil på baggrund af, at han under efterforskningen havde truffet afgørelser om beslaglæggelse og ransagning, ligesom han også ved sin retsledelse, afgørelse af processuelle tvister, adfærd og udtalelser under sagen i øvrigt havde gjort sig inhabil. HR fastslog, at det forhold, at retsformanden også havde været retsformand i sagen, hvor T var blevet straffet for mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, ikke i sig selv kunne medføre, at retsformanden var inhabil. Retsformanden havde ved dommen hverken direkte eller indirekte taget stilling til skyldspørgsmålet i den verserende straffesag. HR fandt heller ikke, at retsformanden ved afgørelserne om beslaglæggelse eller ransagning direkte eller indirekte havde taget stilling til skyldspørgsmålet. Det var endvidere ikke godtgjort, at retsformanden – direkte eller indirekte – havde forholdt sig til skyldspørgsmålet ved sin retsledelse, ved afgørelsen af processuelle tvister eller ved sin adfærd eller udtalelser i forbindelse med sagen. HR fandt herefter, at der ikke forelå omstændigheder, som var egnede til at rejse tvivl om retsformandens fuldstændige upartiskhed, jf. RPL § 61 sammenholdt med EMRK art. 6. HR fandt endvidere, at den omstændighed, at byrettens kendelse om retsformandens habilitet var truffet under medvirken af domsmænd, ikke kunne medføre, at kendelsen skulle ophæves som ugyldig, jf. herved princippet i RPL § 946, stk. 1.
UfR 2007.1158 ØLK: I forbindelse med behandlingen af et konkursbo ved SH's Skifteret afgav 7 af det konkursramte selskabs tidligere bestyrelsesmedlemmer i 2003 forklaring som vidner. Kurator anlagde i 2006 erstatningssag ved Lyngby Byret mod bl.a. de 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer, og kurator ønskede i forbindelse med denne sag at fremlægge udskrifter af de afgivne forklaringer fra 2003. De 7 tidligere bestyrelsesmedlemmer protesterede herimod. De tidligere bestyrelsesmedlemmer havde været forpligtet til at afgive vidneforklaring i SH, uden at de kunne påberåbe sig vidnefritagelsesgrunde i medfør af RPL § 171, stk. 2, jf. KL § 100, jf. § 105. Der havde således ikke været indledt - og kan efter det oplyste heller ikke forventes at blive indledt - strafferetlig efterforskning mod dem, jf. UfR 2000.1201 HKK. Da de 7 bestyrelsesmedlemmer ville få lejlighed til at afgive partsforklaring under domsforhandlingen, fandtes de vidneforklaringer, der ca. 3 år før sagsanlægget blev afgivet i SH i forbindelse med behandlingen af konkursboet, ikke at kunne betegnes som anteciperet bevisførelse i strid med RPL § 340 eller § 343. De fandtes heller ikke at kunne betegnes som ensidigt indhentede erklæringer. De protokollerede forklaringer fandtes heller ikke at være tilvejebragt under sådanne omstændigheder, at det vil stride mod grundlæggende retsprincipper, hvis de blev anvendt under en retssag om personligt ansvar for den afhørte. Fremlæggelse var derfor heller ikke i strid med EMRK art. 6 om en retfærdig rettergang. Bilagene skulle herefter ikke udgå af sagen.
UfR 2007.1482/2 HD: A havde anlagt en sag ved ØL mod Civilretsdirektoratet og Københavns Statsamt. Efter at A ikke havde givet møde til et forberedende retsmøde i sagen, besluttede ØL at afvise sagen. A indbragte beslutningen om afvisning for HR, der gav A medhold i, at sagen ikke burde være afvist. Afvisningsbeslutningen blev derfor ophævet og sagen hjemvist til fortsat behandling ved ØL. Efter at have fået medhold i HR anlagde A en ny sag mod den landsdommer B, der havde truffet beslutningen, med påstand om, at han skulle anerkende, at beslutningen havde krænket A’s menneskerettigheder, herunder EMRK art. 6. HR afviste A’s sag mod B. HR fandt, at påstanden i denne sag i realiteten måtte anses som yderligere argumenter til støtte for, at beslutningen om afvisningen af den første sag havde været forkert. Da A allerede havde fået medhold heri, kunne han ikke under denne efterfølgende sag mod B få prøvet, om den nu ophævede afvisningsbeslutning var i strid med bestemmelser i menneskeretskonventioner.
UfR 2007.1569 HD: To afskedigede HK ansatte, A og B, havde ikke ret til at få kravene vedrørende usaglig afskedigelse behandlet ved domstolene. Dette var begrundet i, at der ved fællesoverenskomsten var indgået en voldgiftsaftale mellem ansættelsesmyndigheden og HK. HR fastslog, at den fagretlige tvistløsningsordning var karakteriseret ved, at den enkelte arbejdstagers interesser skulle varetages af den pågældende fagforening. Uoverensstemmelser skulle søges løst ved forhandling og – hvis dette ikke medførte en løsning – ved faglig voldgift. At lønmodtagerne selv havde ret til at anlægge sag ved domstolene, hvis deres faglige organisation ikke gennemførte en fagretlig behandling eller opgav kravet, kunne ikke føre til et andet resultat, da HK ikke havde opgivet kravet og da en afvisning af sagerne dermed ikke var i strid med EMRK art. 6. Komm. af Jens Kristiansen i JUR 2007.167-170: Lovbaseret godtgørelseskrav omfattet af voldgiftsklausul og af Ole Hasselbalch i UfR 2007 B.184-188: Tvungen faglig voldgift i sager om fagforeningsmedlemmers lovhjemlede rettigheder? - nogle bemærkninger i anledning af UfR 2007.1569 HD.
TFA 2008.94 EMD: En russisk mand fik frataget sin
retlige handleevne, efter at hans mor havde anmodet herom, hvorefter moderen
blev hans værge. Sagen blev gennemført uden hans vidende, ligesom den reelt
blev gennemført uden iagttagelse af kontradiktionsprincippet. Dommeren havde
ikke haft mulighed for at danne sig en opfattelse af mandens mentale tilstand.
Endvidere var mandens anke blevet afvist uden behandling, hvorved der ikke
havde været appelmulighed. Af disse grunde havde retssagen ikke været retfærdig,
og Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at der var sket en krænkelse af art.
6. Derudover havde indgrebet været så alvorligt, at der tillige forelå en
krænkelse af art. 8.
UfR 2008.249 ØLK: T var i 1994 blevet straffet for manddrab i forbindelse med frihedsberøvelse, hvor T havde tildelt den forurettede et slag i baghovedet med en hammer, hvorved hun pådrog sig kraniebrud, ligesom han klemte hende om halsen, herunder ved omsnøring af halsen, således at hun afgik ved døden. T var nu tiltalt for vold efter STRFL § 245, stk. 1, ved i forbindelse med voldudøvelsen at have anvendt en lignende fremgangsmåde. Anklagemyndigheden havde ønsket tilladelse til at kunne dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 før afgørelsen af skyldsspørgsmålet i nævningesagen. ØL udtalte, at i nærværende straffesag var der rejst tiltale for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter STRFL § 245, stk. 1, blandt andet ved at give den forurettede tape for munden og ved at snøre et reb eller lignende om halsen på denne og stramme til, hvorved det knækkede. Der var derfor grund til at antage, at oplysningerne om fremgangsmåden i sagen fra 1994 - som et moment blandt flere - kunne have betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. De nævnte oplysninger var hverken det eneste eller det reelt afgørende bevis i sagen, og dokumentation af oplysningerne inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet var således ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1, 1. pkt., eller stk. 2. Herefter fandt ØL, at det undtagelsesvis burde tillades anklagemyndigheden inden afgørelsen af skyldsspørgsmålet at dokumentere oplysningerne om fremgangsmåden, jf. RPL § 877, stk. 2, nr. 5 (§ 871, stk. 2, nr. 5).
UfR 2008.2737 ØLK: I et retsmøde d. 29.05.2008 blev der afsagt dom over
T, både T og dennes forsvarer Steen Petersen var til stede og T blev vejledt
om reglerne for anke. D. 12.06.2008 udløb ankefristen og først d. 13.06.2008
sendte Retten i Glostrup en udskrift af dommen til T og A. A sendte d.
24.06.2008 ankemeddelelse til anklagemyndigheden. A anmodede herefter ØL om
tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb, jf.
RPL § 910, stk. 2 og anførte til støtte herfor at domsudskriften først
var sendt efter ankefristens udløb, samt at en manglende admittering ville
være en krænkelse af
EMRK artikel 6. ØL udtalte, efter forarbejderne til
RPL § 219 a, stk. 1 og 2
(Folketingstidende 1996/97, Tillæg A, side 3770), var det forudsat, at
dommen udarbejdes skriftligt umiddelbart efter afsigelsen, således at både
tiltalte og anklagemyndigheden havde god tid til at gennemlæse dommen inden
ankefristens udløb. Henset til at T og hans forsvarer var til stede ved
domsafsigelsen, hvor de blev gjort bekendt med dommens resultat og
ankevejledt, samt til at anke ikke sås at være iværksat i rimelig tid efter
modtagelsen af domsudskriften, fandt ØL ikke, at fristoverskridelsen skyldes
grunde, der ikke kunne tilregnes T. På den baggrund, og idet der i øvrigt
ikke var oplyst om forhold, der kunne føre til, at anke burde tillades,
imødekom ØL ikke anmodningen herom, jf.
RPL § 910, stk. 2. Der var ikke
grundlag for at antage, at manglende admittering i en situation som den
foreliggende indebærer en krænkelse af
EMRK artikel 6.
UfR 2009.822 VLK: Den engelske statsborger T’s forsvarer havde under
straffesagen mod T fremsat begæring om, at retsbogen løbende blev oversat
til engelsk, så T havde mulighed for at følge med. Retten i Randers
bemærkede, at T under sagen via tolk havde fået oversat alt, hvad der
foregik under retsmøderne. Der var endvidere mulighed for, at T sammen med
sin forsvarer og en tolk kunne gennemgå retsbøgerne. BR fandt ikke, at T
havde krav på, at retsbøgerne blev oversat til engelsk, idet det ikke fulgte
af hverken
RPL § 729 a, stk. 2, eller
EMRK artikel 6, stk. 3. Forsvareren kærede kendelsen og kæremålet havde
en sådan principiel betydning, at VL tog det under påkendelse, jf.
RPL § 968, stk. 4. Af de grunde der var anført af BR stadfæstede VL
kendelsen.
UfR 2010.53 ØLD: T, født 1949, blev bl.a. fundet skyldig i overtrædelse
af ML § 81, stk. 3, jf. stk. 1, ved som hovedanpartshaver, direktør og
daglig leder af et anpartsselskab, med forsæt til at unddrage statskassen
afgift, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i sine
momsangivelser. Der var ved Retten i Roskilde enighed om, at
sagsbehandlingstiden udgjorde en krænkelse af
EMRK art. 6, stk. 1. På den baggrund blev T idømt en betinget straf samt
en tillægsbøde på 1,2 mio. kr. jf.
STRFL § 50, stk. 2, anklagermyndigheden havde påstået en tillægsbøde på
1.775.000 kr. ØL fastsatte tillægsbøden til 1.775.000 kr., som påstået af
anklagermyndigheden.
UfR
2010.1008 VLD (TFA
2010.259 VLD): M og H var blevet separeret d. 09.01.2002 efter 4½ års
ægteskab. Skifteretten i Brædstrup tog boet under offentligt skifte i dec.
2002. Det væsentligste aktiv var den faste ejendom i Tørring tilhørende M's
bodel, der før det offentlige skifte var blevet vurderet til 1.485.000 kr. H
kunne ikke acceptere vurderingen. Skifteretten bestemte i juni 2004, at der
ikke skulle foretages omvurdering, men den oprindelige ejendomsmægler skulle
afgive en supplerende udtalelse om værdien på udlægstidspunktet. Den
oprindelige ejendomsmægler var gået på pension. Der opnåedes enighed om,
at en anden mægler skulle afgive den supplerende udtalelse, og denne
udtalelse fremkom pr. 30.12.2004. Der blev udfærdiget udkast til boopgørelse,
hvorefter M skulle udtage ejendommen pr. 30. 12.2004. Parternes advokater
fremsatte indsigelser mod værdien af ejendommen. M gjorde gældende, at han
havde udtaget ejendommen pr. 09.01.2002, subsidiært pr. 30.12.2004, men i
begge tilfælde til den oprindelige vurdering. Skifteretten udskilte i 2007 spørgsmålet
om udlægstidspunktet og udlægsprisen til delforhandling, og der blev afsagt
dom d. 28.02.2008, hvorefter ejendommen skulle udlægges til M pr. 30.12.2004
til en værdi af 1.850.000 kr. Der blev endvidere ved dommen taget stilling
til andre stridsspørgsmål. Boopgørelse med opgørelsesdag d. 31.12.2008
blev herefter udfærdiget. H nedlagde påstand om, at hendes boslodskrav
skulle forrentes fra d. 30.12.2004, mens M gjorde gældende, at forrentning
skulle ske fra datoen for den endelige boopgørelse. H og M gjorde endvidere gældende,
at ægtefælleskiftet havde trukket uforholdsmæssigt ud, og der var sket krænkelse
af EMRK. I skifterettens dom af 12.02.2009 blev det bestemt, at boslodskravet
skulle forrentes fra d. 01.07.2007. Skifteretten i Horsens erkendte, at sagens
behandling ikke var blevet afsluttet inden rimelig tid i overensstemmelse med EMRK
art. 6, stk. 1. VL bestemte, at boslodskravet skulle forrentes fra d.
30.12.2004, idet M havde haft fordelen af værdistigningen af ejendommen fra
udlægsdatoen, og der var derfor grundlag for at fravige det almindelige
udgangspunkt for forrentning af boslodskrav. VL tiltrådte, at der var sket en
krænkelse af parternes rettigheder efter EMRK
art. 6, stk. 1, og at det som delvis kompensation for krænkelsen var
bestemt, at parterne, der begge havde haft fri proces, ikke skulle godtgøre
statskassen nogen andel af de meget betydelige beløb, der var afholdt i salærer
til de beskikkede advokater. Endvidere fandt VL, at parterne som yderligere
kompensation for krænkelsen hverken skulle godtgøre statskassen de positive
udgifter, der havde været forbundet med skiftebehandlingen, eller
skifteafgiften, jf. herved art.
13 i EMRK sammenholdt med princippet i RPL
§ 320.
UfR 2011.2192 ØLD:
A anmodede om, at en civil sag vedr. indregistreringspligt af en italiensk
indregistreret bil stilledes i bero, indtil en straffesag, hvori A var
sigtet for overtrædelse af registreringsafgiftsloven, var fuldført. A kunne
ikke påberåbe sig beskyttelsen mod selvinkriminering iht.
EMRK art. 6,
da hun ikke var forpligtet til at afgive forklaring under sagen, eller da
hun kunne undlade at besvare spørgsmål under en evt. forklaring, hvorved hun
inkriminerede sig selv.
TFA
2011.360 ØLD: M og H blev separeret i maj 2001, og i dec. 2002 blev
deres fællesbo taget under offentlig skiftebehandling. Skifteretten i
Lyngby stadfæstede boopgørelsen i juni 2010. Skifteretten bestemte
samtidig, at salær til medhjælper på 500.000 kr., skifteafgift på
283.550 kr. og udgifter til vurdering af indbo på 23.590 kr. skulle betales
af statskassen, idet skiftesagen ikke var afsluttet inden rimelig tid, jf. EMRK
art. 6, stk. 1. M, der selv var advokat, ankede boopgørelsen og påstod
under denne sag, at statskassen skulle friholde ham for hans udgifter til
advokatbistand som følge af den lange sagsbehandlingstid. M fik ikke
medhold i sine indsigelser mod boopgørelsen eller i sin påstand om, at
statskassen skulle betale hans advokatudgifter.
UfR
2011.2440 ØLK:
T1 og T2 anmodede under en straffesag om at møde uden en forsvarer. Domsmænd
skulle medvirke under sagen, jf.
RPL §
688, stk. 2.
Til støtte for T1 og T2’s påstand, henviste de til
RPL §
259,
som gav ret til at møde selv. De anførte endvidere, at retten hertil fulgte
af
EMRK
art. 6, stk. 3, litra c.
Københavns Byret lagde til grund, at
RPL §
259
ikke kunne anvendes, da bestemmelsen omfattede borgerlige sager. ØL
tiltrådte BR’s begrundelse og tilføjede, at
RPL §
731, stk. 1, litra d
ikke var i strid med den nævnte bestemmelse i konventionen.
UfR 2011.2460 ØLD: T var tiltalt for overtrædelse af
FÆL § 4, stk. 1, ved at have ført personbil med mindst 88 km/t., selv om
det blot var tilladt at køre 60 km/t. på den angivne strækning. Dette
udgjorde en overskridelse på mere end 40 % af den tilladte hastighed. Den
lange sagsbehandlingstid, da der var gået mere end 3½ år fra sigtelsen af T
og til Retten i Glostrups dom, som ikke skyldtes forhold, der kunne
tilregnes T, nåede ØL frem til, at dette udgjorde en krænkelse af T’s ret
til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid efter
EMRK art. 6. Betinget frakendelse af førerretten var en obligatorisk
følge af T’s hastighedsovertrædelse, og den lange sagsbehandlingstid kunne
ikke ændre herved. T havde herefter krav på kompensation for den
langsommelige sagsbehandling og ØL fandt derfor, at statskassen skulle
betale sagens omkostninger for begge retter.
EMRK Artikel 7: Ingen straf uden retsregel
UfR 2007.1131 ØLK: T havde d. 17.01.2000 vedtaget en bøde og 2 års førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel. T havde d. 01.10.2006 bl.a. gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 2,25. Efter lov nr. 363 af 25.05.2005, som trådte i kraft d. 01.09.2005, skulle et sådan forhold bedømmes som et 2.-gangstilfælde. ØL fandt, at det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen d. 17.01.2000 efter den tidligere praksis udløb d. 17.01.2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 25.05.2005, ikke indebar, at forholdet ikke fuldt ud skulle bedømmes efter den nye lov. Dette var hverken i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. T blev idømt 20 dages fængsel og 6 dagbøder af 300 kr.
UfR 2007.2918 ØLD: T, som var født i 1973, og som sidst var dømt for vold i juli 1997, blev i august 2006 fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, § 276 og § 244 (forhold 2). Københavns Byret fastsatte straffen til 4 måneders fængsel. Anklagemyndigheden påstod for ØL § 244-overtrædelsen henført under STRFL § 247, stk. 1, samt skærpelse. T mente ikke, at STRFL § 247, stk. 1, var anvendelig, da T’s forstraffe for vold var udstået mere end 5 år før det nuværende voldsforhold. ØL udtalte bl.a., at under sagens behandling for byretten havde anklagemyndigheden ikke påberåbt sig STRFL § 247, stk. 1. Imidlertid fandt ØL ikke af denne grund at være afskåret fra at anvende reglen, idet bestemmelsen var anført i anklagemyndighedens ankemeddelelse, og T havde haft fyldestgørende adgang til forsvar. Ved lov nr. 218 af 31.03.2004 om ændring af STRFL og RPL ændredes reglerne om gentagelsesvirkning, således at det ved STRFL § 84, stk. 3, er fastsat, at gentagelsesvirkningen først ophører, når der er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Den ændrede regel trådte i kraft d. 02.04.2004. Gentagelsesvirkningen (i 5 år) for T's forstraffe for vold fra 1996 og 1997 efter den tidligere retstilstand var udløbet før ikrafttrædelsen af den nugældende, skærpede regel i STRFL § 84, stk. 3. Dette udelukkede imidlertid ikke, at ØL i overensstemmelse med den skærpede lovbestemmelse kunne tillægge T's nævnte forstraffe for vold gentagelsesvirkning ved udmålingen af straf for lovovertrædelsen i forhold 2, som T havde begået efter ikrafttrædelsen af de skærpede regler om gentagelsesvirkning. Dette fandtes at være i overensstemmelse med STRFL § 5, ligesom dette resultat ikke kunne anses for at være i strid med EMRK art. 7. Straffen blev herefter fastsat i medfør af STRFL § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 287, stk. 1, jf. § 276. Efter karakteren af de begåede lovovertrædelser og under hensyn til T's forstraffe sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder fandtes straffen at burde forhøjes til fængsel i 6 måneder.
UfR 2010.2259/2 VLD:
A blev ved dom d. 28.11.2001 afsagt af Retten i Herning fundet skyldig i
bl.a. overtrædelse af levnedsmiddellovgivningen. Straffen blev fastsat til
10 dages betinget fængsel og en bøde på 850.000 kr. Dommen blev ikke anket.
På tidspunktet for afsigelsen af dommen bortfaldt bøder over 3.000 kr. efter
5 år. jf. daværende ordlyd af STRFL § 97a. Ved lov nr. 364/2005 blev
bestemmelsen ændret med virkning fra d. 01.07.2005, så bøder som oversteg
10.000 kr. først bortfaldt efter 10 år, jf.
STRFL § 97 a, stk.
1, nr. 1.
SKAT
orienterede d. 01.08.2007 D om, at de havde foretaget modregning i D’s
overskydende skat på 6 kr. D påklagede dette til Justitsministeriet under
henvisning til, at bøden var forældet d. 28.11.2006. VL udtalte, at der af
forarbejderne til ændringslovens § 2 udtrykkeligt fremgik, at
forældelsesfristen ikke ændredes i de tilfælde, hvor der var indtrådt
forældelse efter de gældende regler. Var der derimod ikke indtrådt
forældelse ved lovens ikrafttræden, ville den ændrede forældelsesfrist finde
anvendelse. Den omstændighed, at det ikke udtrykkeligt var nævnt i
lovteksten, at den ændrede forældelsesfrist fandt anvendelse, hvis der ikke
var indtrådt forældelse, kunne ikke i sig selv føre til andet resultat.
Endvidere bemærkede VL, at forlængelse af en forældelsesfrist for en
bødestraf ikke var en strafskærpelse med tilbagevirkende kraft, og at
ændringsloven derfor ikke var i strid med
STRFL § 3
eller
EMRK art. 7.
Den bøde på 850.000 kr., som D blev idømt d. 28.11.2001, var ikke forældet
d. 01.07.2005, hvorfor den ændrede forældelsesfrist på 10 år herefter fandt
anvendelse.
EMRK Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv
ADV 1989.480 Case of Boyle & Rice. 27.04.1988.(England
havde overtrådt art. 8 ved inddragelse af personligt brev
fra indsat til ven uden for fængslet)
TFA 1998.198 VLD: FM over 8-årig
pige tillagt 67-årig mormoder og ikke faderen, som var
idømt 12 års fængsel for drab på moderen og udvist for
bestandig, jfr. UfR 1995.764 HD. Bestemmelsen i FML § 14,
stk. 1, 4. og 5. pkt. fandtes ikke i strid med EMRK art. 8,
stk. 2.
UfR 2000.2101 VLD: Politiet i Esbjerg fandtes berettiget til at opbevare
fingeraftryk fra en person, der havde været sigtet i 1995 for bl. a. hærværk
under Ribus-konflikten. Hjemmelen var RPL § 792 f, stk. 2 modsætningsvis
sammenholdt med stk. 1 samt bestemmelsens forarbejder. Opbevaringen fandtes
ikke i strid med den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning eller med
uskyldsformodningsprincippet i EMRK art. 6, stk. 2., da selve opbevaringen
alene sker efter en objektiv konstatering af, om den pågældende har været
sigtet. Indgrebet havde ikke en sådan intensitet, at der var tale om et
indgreb i den konventionsbeskyttede ret til privatliv, jfr. EMRK art. 8,
stk. 1.
UfR
2006.1120 HD:(Boneloc-sagen): D. 31.08.1994 fik A indopereret en
hofteprotese, som blev fastgjort med Boneloc-cement. I november 1994 fik A
stærke smerter og lægerne skønnede at protesen var løs. I december 1995 blev
protesen skiftet. I februar 1997 brækkede A lårbensknoglen hvorfor han fik
indopereret en metalskinne. I april samme år knækkede både metalskinnen og
lårbensknoglen hvorefter A fik indopereret 2 nye metalskinner. Lårbensknoglen
voksede dog ikke sammen og der var ikke udsigt til bedring. I maj 1998 udfærdigede professor Lars Nordskov Nielsen
en rapport, hvori det konkluderedes, at Sundhedsstyrelsen (S), havde tilsidesat
sin tilsynspligt efter centralstyrelseslovens § 2, idet den ikke havde reageret
tilstrækkeligt hurtigt, efter at en overlæge den 14.03.1994 havde meddelt S,
at der havde vist sig at være problemer med Boneloc-cementen. I september
1998 anmodede A's advokat sundhedsministeren (M) at anerkende at være ansvarlig
og herunder ifalde erstatningsansvar for S's manglende rettidige reaktion i
forhold til den konkrete tilsynsforpligtelse. A krævede godtgørelse i
medfør af EAL §26 eller dennes analogi. M henviste A til at anlægge sagen ved
domstolene, hvorefter han anlagde sag ved ØL mod ministeren. I 2000, mens sagen
i ØL verserede, traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at
tilkende A en godtgørelse på 81.500 kr. for varigt mén og smerte. ØL
frifandt M og HR stadfæstede afgørelsen. HR tiltrådte af de grunde anført
af ØL, at S's tilsidesættelse af tilsynspligten efter
centralstyrelseslovens § 2 ikke indebar en krænkelse af A's selvværd eller
omdømme, og at der derfor ikke på dette grundlag kunne tillægges ham en
godtgørelse i medfør af EAL § 26. Derudover fandt HR, at der
heller ikke ud fra synspunkter om manglende informeret samtykke kunne pålægges M
at betale tortgodtgørelse, idet S ifølge Lars Nordskovs
rapport, på tidspunktet for A's operation d. 31.08.1994, ikke havde
positiv viden om forhold, der gjorde det uforsvarligt fortsat at anvende
Boneloc-cement på danske hospitaler. Desuden
tiltrådte HR, at der ikke var sket en krænkelse af EMRK's artikel 8, og at sagens langvarige forløb - 6 år og 4 , ikke indebar
en krænkelse af konventionens artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang inden en rimelig frist.
UfR 2007.196 HKK: A havde anlagt sag mod Topdanmark Forsikring A/S, F, med krav om erstatning for erhvervsevnetab i anledning af et færdselsuheld, som hun havde været udsat for i april 2000. Under sagen anmodede F om, at det blev pålagt A at fremlægge egen læges journaludskrift for perioden 01.01.1998 og frem, idet F bestred, at der var årsagssammenhæng mellem uheldet og A’s lidelser. F henviste i den forbindelse til, at det af en udtalelse fra A’s egen læge fremgik, at hun havde flere forudbestående lidelser, og at hun i november 2001 havde været udsat for endnu et færdselsuheld. A gjorde gældende, at hendes egen læge i sin udtalelse havde uddraget de oplysninger, som var relevante for sagen, og at F ikke havde villet angive, hvilke særlige oplysninger fra journalen der ønskedes. Endvidere gjorde A gældende, at krav om udlevering af oplysninger fra journalen ville indebære en krænkelse af EMRK artikel 8. HR fandt på baggrund af oplysningerne om, at A havde været udsat for et færdselsuheld d. 15.11.2001, og at A forud for uheldet d. 12.04.2000 havde ryg- og lændegener samt nervøse symptomer, at det ikke kunne udelukkes, at der i A’s lægejournal fra d. 01.01.1998 og frem til nu ville kunne være oplysninger af betydning for Retslægerådets besvarelse af spørgsmål og rettens afgørelse af sagen. HR fandt videre, at hensynet til sagens rette oplysning havde en sådan vægt, at A’s generelle henvisning til, at der ved fremlæggelse af lægejournalen kunne fremkomme personfølsomme oplysninger uden betydning for sagen, ikke kunne føre til, at fremlæggelse af journalen skulle afskæres. HR fandt endelig, at fremlæggelse af lægejournalen under den foreliggende sag ikke kunne antages at stride mod EMRK artikel 8.
UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)
UfR 2007.1336 HD: Den thailandske kvinde, K, indrejse i november 2000 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse i forbindelse med ægteskab med den danske statsborger, M. K’s 17-årige datter, A, rejste i september 2001 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse p.g.a. familiesammenføring med K i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, på vilkår om, at hun skulle bo hos K. Udlændingestyrelsen, U, inddrog i februar 2003 A’s opholdstilladelse, under henvisning til at U have inddraget K’s opholdstilladelse, eftersom hun ikke længere levede sammen med M. K blev skilt i juni 2003, men giftede sig i juli 2003 med en anden dansk statsborger, N, hvorefter K igen søgte om opholdstilladelse. A fik arbejde og flyttede samtidig ind hos K og N. Integrationsministeriet, I, stadfæstede i december 2003 U’s afgørelse, eftersom inddragelsen ikke virkede særligt belastende for A, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. I havde herved lagt vægt på, at A var indrejst på grundlag af en familiesammenføring med K, at hun havde gået i skole i Thailand i 12 år, hvor hun desuden havde familie, samt den begrænsede tid hun havde opholdt sig i Danmark. I begyndelsen af 2004 blev A kæreste med N’s søn, B, og N og B flyttede herefter sammen. I havde ikke givet A vejledning om at sagen kunne indbringes for retten i medfør af udlændingelovens § 52, men A blev i juli 2005 bekendt hermed, og indbragte sagen for Skjerns Byret, med påstand om ophævelse af I’s afgørelse. A og B fik i september 2005 et barn. VL stadfæstede i marts 2006 I’s afgørelse. A fik afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, nr. 1, og § 9 a, og da kæremål til HR ikke blev tillagt opsættende virkning, udrejste hun i september 2006 til Thailand. A og B blev i december 2006 gift, hvorefter B rejste tilbage til Danmark med deres fælles barn. HR fastslog, at udlændingelovens § 52 måtte forstås således, at domstolsprøvelsen af Integrationsministeriets afgørelse af 17.12.2003 om inddragelse af opholdstilladelsen for A skulle ske på grundlag af hendes forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på, at A efterfølgende var flyttet sammen med en herboende dansk statsborger og havde fået et barn sammen med denne. I’s afgørelse af 17.12.2003 kunne ikke anses for stridende mod EMRK art. 8. HR stadfæstede herefter dommen.
UfR 2007.1773 HD: A blev i oktober 2001 idømt 12 års fængsel for narkotikakriminalitet. A afsonede i det lukkede statsfængsel i Ringe. Af hensyn til A's studier på universitet blev hun overført til afsoning i Statsfængslet i Horserød, som er et åbent fængsel, hvor hun blev udelukket fra fællesskab med andre. D. 16.08.2004 udarbejdede Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, E, en rapport hvoraf det fremgik, at A planlagde at unddrage sig fortsat afsoning ved at undvige til udlandet, hvorfor hun blev overført til Arresthuset i Kolding med henblik på efterfølgende afsoning i Statsfængslet i Ringe. Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, tilkendte A en godtgørelse på ca. 18.000 kr. som følge af, at A ikke var blevet overflyttet fra arresten til Statsfængslet i Ringe, da der var ledig plads d. 31.08.2004. A's advokat anmodede om en begrundelse for overførslen og om fuld aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev af Statsfængslet i Horserød afslået i medfør af FVL § 9, stk. 4, men kort efter meddelte K delvis aktindsigt i A's sag. I den følgende periode var A fortsat anbragt i arresthuset. I november 2004 gjorde A’s advokat med henvisning til 8-ugers-grænsen i straffuldbyrdelseslovens § 28, stk. 2, over for K gældende, at overførslen fra Statsfængslet i Horserød ikke var i overensstemmelse med EMRK art. 5, stk. 5 og art. 8. D. 08.12.2004 blev A genindsat i Statsfængslet i Ringe, og samtidig blev hendes tilladelse til udgang tilbagekaldt. A indbragte sagen for domstolene og anførte bl.a., at overførslen til arresten i august 2004 var uretmæssig, at K skulle give aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, og at A var berettiget til yderligere godtgørelse. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte K's vurdering, hvorefter der på baggrund af rapporten fra E forelå særlig bestyrket mistanke om, at A planlagde at undvige. Overførslen var derfor ikke uretmæssig. HR fandt endvidere, at A ikke havde krav på aktindsigt i oplysningerne om baggrunden for overførslen, herunder ved meroffentlighed. Derudover fandt HR, at der ikke forelå forhold, der kunne begrunde en højere godtgørelse.
UfR 2007.2263 VLK: Politiet havde under ransagningen af S’ bolig fundet 106 fotografier, som tilhørte A af personer fra Hells Angels optaget i forbindelse med deltagelse i arrangementer i udlandet. Efter at have kopieret fotografierne, indbragte politiet beslaglæggelsen for retten. VL fandt, at det måtte antages, at de fotografier, som politiet havde beslaglagt, var af betydning for efterforskningen af en række alvorlige forbrydelser, som var begået af personer med tilknytning til den pågældende gruppe af rockere, og at efterforskningen i hvert fald for en del rettede sig mod, hvad der må betegnes som organiseret kriminalitet. Der var ved 1999-ændringen af reglerne om beslaglæggelse ikke tilsigtet nogen ændring mht. den hidtil fastlagte praksis for beslaglæggelse, som var kommet til udtryk i UfR 1998.795 HKK og UfR 1998.798 HKK, jf. lovforslag L 41 i folketingssamlingen 1998-1999. VL bemærkede, at fotografierne ikke fremtrådte som billeder af enkeltpersoners ferierejse, men som billeder af en organiseret aktivitet, hvorunder de pågældende bar kendetegn, der identificerede dem som medlemmer af gruppen. Indgrebet var sket i overensstemmelse med loven som et nødvendigt led i retsforfølgningen af alvorlig kriminalitet og dermed i beskyttelsen af andres rettigheder. Der forelå derfor ikke et indgreb, der var i strid med EMRK art. 8.
UfR 2007.2585 ØLK: T blev under en strafafsoning pålagt at aflægge en urinprøve, som viste sig at være fri for spor af euforisende stoffer. T anmodede nu Direktoratet for Kriminalforsorgen, K, om erstatning for hvad T mente var et uberettiget og ubegrundet indgreb. K afslog denne anmodning, hvorefter T indbragte sagen for domstolene. Københavns Byret anførte bl.a., at den omstændighed at den pågældende urinprøve var negativ, ikke i sig selv indebar, at indgrebet var uberettiget eller uforskyldt, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107, jf. RPL § 1018 a. ØL udtalte, at det var ubestridt, at T inden for en periode af ni måneder i otte tilfælde var blevet pålagt at afgive urinprøve, der i alle otte tilfælde var negativ. Det var ligeledes ubestridt, at udvælgelsen af T i disse otte tilfælde var foretaget ved lodtrækning af en computer. Idet straffuldbyrdelseslovens § 60 a indeholder fornøden hjemmel for en stikprøvevis kontrol af de indsatte, havde der været fornøden lovhjemmel til at pålægge T at afgive urinprøve, uden det kunne tillægges betydning, at tidligere prøver havde været negative. Den stikprøvevise udtagelse af T til at afgive urinprøve kunne under hensyn til kontrollens formål ikke anses for uberettiget og måtte tillige anses hjemlet i EMRK art. 8, stk. 2. Herefter, og idet indgrebet ikke kunne anses som særligt indgribende, samt af de af byretten anførte grunde, var der ikke grundlag for at tilkende T erstatning efter straffuldbyrdelseslovens § 107.
TFA
2008.92/1 EMD En kvinde havde adopteret en pige i Peru. Det lykkedes hende
ikke at få adoptionen anerkendt ved en domstol i Luxembourg. Herefter anlagde
hun sag ved menneskerettighedsdomstolen. Denne udtalte, at rettergangen ikke
havde været retfærdig, idet der ikke var blevet taget stilling til alle
sagens hovedanbringender, hvorved der var sket en krænkelse af EMRK art. 6. I
de fleste medlemsstater ville adoptionen have været gyldig, og tidligere
ville den også have været gyldig i Luxembourg, der pludselig havde ændret
praksis. Hensynet til barnet indebar, at domstolen i Luxembourg ikke kunne
tilsidesætte den peruvianske afgørelse. De løbende ulemper forårsaget på
barnet og adoptanten indebar krænkelse af art. 8 og art. 14 i forbindelse med
art. 8.
TFA
2008.92/2 EMD: En amerikansk far fik ved en amerikansk domstol
midlertidigt forældremyndigheden over sin datter, som moderen havde taget med
sig til Frankrig. Endvidere fastslog domstolen, at datteren skulle overbringes
til sin far. En fransk appeldomstol tiltrådte dommen. Tvangsfuldbyrdelsen
forsøgtes gennemført, men uden held p.g.a. modstand fra pigens familie m.fl.
Da endnu en fransk domstol kom frem til et tilsvarende resultat, bragte
moderen datteren til USA, hvorefter der anlagdes sag ved
menneskerettighedsdomstolen. Denne fastslog, at der ikke var sket en krænkelse
af konventionen, idet de franske domstole nøje havde taget hensyn til barnets
tarv, ligesom der ikke var grundlag for at kritisere
tvangsfuldbyrdelsesprocessen. Art. 8 var således ikke krænket.
TFA
2008.92/3 EMD: En kvinde, der som 52-årig fik at vide, hvem hendes far
var, ønskede faderskabet fastlagt. Sagsøgte påstod sagen afvist under
henvisning til, at den 3-årige frist for sagsanlæg var overskredet. Sagen
blev behandlet af den cypriotiske Højesteret, der fastslog, at fristen på 3
år var i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen og den
cypriotiske forfatning. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at en frist i sig
selv ikke strider mod art. 8, men fandt anledning til at prøve om den pågældende
frist efter en afvejning af parternes modstående interesser var rimelig.
Domstolen udtalte, at det var vanskeligt at acceptere en undtagelsesfri frist,
som var uafhængig af barnets kendskab til de forhold, der kunne skabe
grundlag for en faderskabssag. Endelig fastslog domstolen, at Højesteret
havde lagt for meget vægt på sagsøgtes forhold, hvilket udgjorde en
uforholdsmæssig indskrænkning af kvindens ret til respekt for sit privatliv.
Dette udgjorde en krænkelse af art. 8.
TFA
2008.93/1 EMD: En irsk kvinde ønskede at få sit hemmeligfødte barn
tilbage. Hun fødte i Frankrig og var ved hjælp fra tolke blevet oplyst om
virkningerne af en hemmelig fødsel, ligesom hun var orienteret om 2-måneders
fristen, indenfor hvilken hun kunne kræve barnet tilbage. Først efter udløbet
af fristen gjorde moderen sit krav gældende. Domstolen lagde vægt på, at
fristerne i medlemsstaterne varierede betydeligt, og at staterne således måtte
gives en større margen ved fastlæggelsen af disse. Endvidere måtte hensynet
til barnet i en sag som den foreliggende tillægges afgørende betydning ved
fastlæggelsen af retsstillingen mellem moderen, barnet og adoptanterne.
Henset til at alle nødvendige skridt var taget for at orientere moderen om
sine muligheder, udtalte domstolen herefter, at der ikke forelå en krænkelse
af EMRK art. 8.
TFA
2008.93/2 EMD: En homoseksuel kvindes adoptionsanmodning blev afslået af
de franske myndigheder med bl.a. den begrundelse, at der manglede
identificerbare referencer på grund af mangel på en mandlig figur eller
reference. En administrativ appelret fandt, at afgørelsen ikke skyldtes
kvindens livsstil, og Højesteret afslog appellen eftersom kvindens seksuelle
orientering ikke havde haft betydning for sagens udfald.
Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at fransk ret tillod enlige at
adoptere, hvorefter begrundelsen om mangel på mandlig figur eller reference
kunne bruges som påskud for at afslå p.g.a. seksuel orientering. Da de
franske myndigheder ikke formåede at godtgøre, at der ikke var tale om
diskrimination, og da det således ikke var godtgjort, at kvindens seksuelle
orientering var afgørende for sagens udfald, kendtes afslaget uforenligt med
art. 14 i forbindelse med art. 8.
UfR 2008.701 HD: A, som var statsborger fra Kosovoprovinsen i
Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark i 2001 og var siden blevet gift og
havde fået tre børn. Ægtefællen var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.
Efter at A havde fået afslag på asyl, anmodede han om humanitær
opholdstilladelse efter UDL
§ 9 b, stk. 1,,
og senere
om opholdstilladelse efter UDL
§ 9 c, stk. 1, (familiesammenføring). Integrationsministeriet, I,
afslog i maj 2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, og stadfæstede i
oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive
ansøgning om familiesammenføring her i landet. I afviste d. 09.11.2005 at
genoptage behandlingen af sagen om familiesammenføringen. A indbragte
afgørelserne for VL, der frifandt I for afslaget på humanitær
opholdstilladelse, men tilsidesatte afgørelsen om, at A ikke kunne indgive
ansøgning om familiesammenføring her i landet. HR fandt ikke, at der var
grundlag for at tilsidesætte I's afgørelse om afslag på humanitær
opholdstilladelse efter UDL
§ 9 b, stk. 1,.
Vedrørende
A´s adgang til at indgive ansøgning her i landet efter UDL
§ 9 c, stk. 1, fandt HR, at I havde tilvejebragt de nødvendige
oplysninger, og inddraget de relevante forhold ved afgørelserne, herunder
hensynet til familiens enhed. HR bemærkede endvidere, at I's afgørelse ikke
kunne antages at stride mod
EMRK art. 8. (4-1).
UfR 2008.1047 ØLD: En kommune, K, gav i 1998 husejer, X, lov til at opføre
en tilbygning til sin ejendom. Afstanden mellem tagudhænget, og skellet til
naboejendommen blev herefter mindre end 2,5 meter, og dette blev godkendt af
K. Naboejendommen var ejet af ægteparret A og B, og de klagede efterfølgende
til K. K konstaterede, at der skulle have været foretaget nabohøring inden
tilladelsen blev givet. K besluttede at sende sagen til naboorientering, med
henblik på retlig lovliggørelse. En klage til statsamtet, S, gjorde ingen
forskel, da S fandt at K, havde haft hjemmel til at meddele dispensationen. A
og B lægger herefter sag an mod K, X og S, og påberåber sig EMRK til støtte
for et krav om kompensation. Under retssagen var det ubestridt, at K havde
begået sagsbehandlingsfejl ved at undlade at foretage naboorientering, og det
måtte lægges til grund at A og B følte sig krænkede ved den foretagne
sagsbehandling. ØL Udtalte at efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis, skulle der foreligge et indgreb, som kunne karakteriseres som
konkret, særdeles intenst og uproportionalt, for at domstolen ville anse
EMRK
artikel 8 og artikel 1 i tillægsprotokol 1 for overtrådt. ØL fandt ikke,
at den krænkelse, som A og B har påberåbt sig, opfyldte disse betingelser,
hvorefter K blev frifundet.
UfR 2008.2622 HD: A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i
2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om ”Family
Reunifation to son” i henhold til UDL
§ 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på
ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det
fremgik endvidere af en erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes”, at A var
indrejst i Syrien i januar 2002. B’s hustru og børn havde i 2002 fra Jordan
søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i
marts 2003. Ved afgørelse af 27.07.2005 tiltrådte Integrationsministeriet, I,
Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være
en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i
sig selv. A og B indbragte I’s afgørelse for ØL. B forklarede for ØL bl.a., at
hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men
efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der
var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for ØL gældende, at I’s afgørelse
var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt I havde tillagt
tilknytningen mellem A og B’s husstand som sådan vægt. HR udtalte, at det
efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar
2002. HR tiltrådte herefter, at det af motiverne til UDL
§ 9 c, stk. 1, kunne udledes, at der skulle meddeles opholdstilladelse
i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen ville være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser. Motiverne indeholdt dog ingen særlige
bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke
var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være
i strid med
EMRK art. 8 om retten til familieliv, og da der i øvrigt ikke var grundlag
for at fastslå, at I’s afgørelse var urigtig, frifandt HR I.
TFA
2008.563 VLD: H, der havde 2 små børn med sin ægtefælle M,
forsøgte i 1999 at begå selvmord. M blev værge for H, som havde fået en svær
hjerneskade, og H fik plads på et særligt bosted i nærheden af hjemmet i
Jylland. M og børnene flyttede senere til Fyn, og M søgte om flytning af H
til et andet særligt bosted på Fyn, for at kontakten mellem H og de nu 11-
og 15-årige børn og M kunne opretholdes. H havde et betydelig og varigt
nedsat psykisk funktionsniveau og kunne ikke give et informeret samtykke, og M
havde ikke kompetence til at samtykke for H. Afgørelse om flytning skulle
derfor træffes efter socialservicelovens § 129 om flytning uden samtykke.
Betingelserne heri var ikke opfyldt, og da reglen ud fra hensynene bag den
ikke indebar en krænkelse af EMRK
art. 8, stadfæstedes Ankestyrelsens afgørelse om ikke at indstille H til
flytning.
UfR
2011.3021 ØLD:
A udgav en bog, B, hos forlaget, C. D anlagde herefter sag an mod A og C, da
han var af den opfattelse, at A uberettiget havde anvendt og offentliggjort
D’s private forhold, herunder bl.a. D’s billede, navn og adresse. ØL fandt,
at B var en fiktion og ikke et dokumentarisk værk. ØL tog stilling til om
EMK’s
art. 8
medførte, at grænsen for den kunstneriske ytringsfrihed var overskredet.
Herved lagde ØL vægt på, at B var fiktion og, at oplysningerne om D var af
mindre følsom karakter allerede offentlig tilgængelig. ØL vægtede hensynet
til den kunstneriske ytringsfrihed mere end hensynet til beskyttelse af D’s
private oplysninger. ØL fandt derfor ikke, at A og C uberettiget havde
anvendt og offentliggjort oplysninger om D i B. ØL fandt ikke på baggrund af
navneloven,
MFL,
EAL
eller almindelige retsgrundsætninger grundlag for at, A og C havde krænket
D’s rettigheder.
EMRK Artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
UfR 1998.362 ØLD: T idømt 4 dagbøder à 250 kr for
trods polititilhold at have indfundet sig i Jehovas Vidners
Rigssal. Polititilholdet kunne ikke anses for
forvaltningsretligt ugyldigt. Idømmelse af straf var ikke i
strid med EMRK art. 9.
UfR 2006.2468 VLD: M og H, begge født i Tyrkiet, havde sammen børnene A og B. I 1997 fik H dansk indfødsret, der også omfattede A og B, der begge var født i Danmark. Indtil en ændring i 2003 havde A og B i Ikast Kommune modtaget folkeskoleundervisning i tyrkisk. Efter ændringen blev der kun tilbudt undervisning i tyrkisk mod betaling. VL fandt, at artikel 9 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 angik tyrkiske børn. A og B var født i Danmark, og de blev danske statsborgere i april 1997. De havde boet hele deres liv i Danmark, og det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at de havde lært dansk som små, og at de fuldt ud beherskede dansk. A og B kunne herefter ikke anses for tyrkiske børn i henhold til artikel 9. Det kunne endvidere ikke anses for stridende mod artikel 9, at Ikast Kommune ikke tilbød tyrkiske børn - der efter artikel 9 havde adgang til almindelig skoleundervisning på samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat - vederlagsfri undervisning i tyrkisk. VL bemærkede desuden, at det ikke var forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke blev tilbudt tyrkiske børn vederlagsfri modersmålsundervisning. H og M havde således ikke efter Ankara-aftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 krav på, at deres børn skulle modtage vederlagsfri modersmålsundervisning på samme måde som statsborgere fra EU- og EØS-lande. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at det var i strid med FN's Børnekonvention, at H og M's børn ikke blev tilbudt vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede som følge heraf kunne børnekonventionen ikke føre til, at H og M's påstand skulle tages til følge.
UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den
katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin
datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det
uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle
skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i
folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og
statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og
retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen
udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne
opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en
forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og
den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således
hverken retten til religionsfrihed efter
EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og
familieliv efter
artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod
diskrimination i
artikel 14 sammenholdt med
artiklerne 8 og
9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af
folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige
skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret
til religionsfrihed efter
artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han
på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at
en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse
samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen. Komm. af
Henrik Palmer Olsen i JUR
2008.91-94: Brudflader mellem folkekirke, forvaltning og skattebetaling
EMRK Artikel 10: Ytringsfrihed
EMD 23.9.1994: Jens Olaf Jersild blev sammen med programchef
Lasse Jensen ved HR dømt for medvirken til overtrædelse af STRFL § 266b,
ved at viderebringe i et tv-program udtalelser fra nogle Grønjakker, som
bl.a. udtalte ”Niggere, de skulle være frie mennesker - mand, det er ikke
mennesker, de er dyr”. EMD fandt at den danske dom (UFR 1989.399 H) over
Jens Olaf Jersild er i strid med Jersilds ytringsfrihed i henhold til EMRK
art. 10. EMD lagde vægt på ”public watchdog” teorien, hvorefter der er
en meget vid journalistisk ytringsfrihed.
UfR 1997.259/2 HD: Journalist og redaktør af Vejle Amts
Folkeblad blev frifundet for injurier over for advokat
Henning Dalgaard, Billund. Bladet havde citeret en række
injurierende beskyldninger, som fandtes i en klage over
advokaten til Advokatnævnet. Højesteret henviste bl.a. til
EMRK art. 10, og at der ikke må opstilles begrænsninger,
som hindrer medierne i på en rimelig måde at udfylde rollen
som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (public
watchdog). Klageren blev i Vestre Landsret idømt 10
dagbøder à 500 kr., samt 5.000 kr. i erstatning og
godtgørelse for tort. De ubeføjede ærefornærmende
sigtelser blev mortificeret og advokaten tilkendt 5.000 kr.
til omkostningerne ved kundgørelse.
UfR 1999.336 ØLK: Københavns Politi fik medhold i
begæring om beslaglæggelse af et råbånd med et interview
mellem 2 journalister fra Ekstrabladet og fhv. PET-agent
Anders Nørgaard, som havde oplyst, at en vicekriminalkommissær fra Rejseholdet stod bag et komplot mod
en terrormistænkt Århus-gruppe. Udtalelserne var ikke
omfattet af bestemmelsen af kildebeskyttelse i RPL § 172,
jfr. § 827. Efterforskningen vedrørte hensynet til en
navngiven persons gode navn og rygte, jfr. EMRK art. 10, stk.
2.
UfR
2004.976 HKK: T var var nævningeting idømt livstidsstraf for drab på
ægtefælle og på sit barnebarns far. Sagen var anket til Højesteret.
Journalist og fotograf fra et dagblad fik ikke tilladelse af Rigsadvokaten
til at besøge og interviewe T. Højesteret stadfæstede dette afslag, som
ikke fandtes i strid med GRL § 77 eller EMRK art. 10.
UfR 2006.2178 ØLD: A, der var den ansvarlige redaktør for et færøsk
dagblad, indbragte en
artikel på forsiden af avisen med omtale af advokat L, under overskriften
"KLIENT FUPPER". Artiklen indeholdt gengivelse af beskyldninger fra en tidligere
klient, B, b la. om, at L havde stjålet inkasserede penge. L anlagde herefter en
privat straffesag med påstand om, at A
dømtes for bagvaskelse i henhold til STRFL § 268, subsidiært for ærekrænkelse i henhold til STRFL
§ 267. Færøernes Byret idømte A fængsel i 60 dage samt betaling af
tortgodtgørelse
på 30.000 kr. ØL lagde til grund, at sigtelserne, uanset at disse isoleret set
kunne have en journalistisk interesse, i det væsentlige var fremsat med det
ikke-journalistiske formål at nedsætte L's omdømme. A havde således intet
grundlag for at anse udsagnene for sande, ligesom udsagnene ikke kunne anses for
fremsat til varetagelse af almeninteresse. Hensynet til pressens ytringsfrihed
kunne på denne baggrund ikke sættes over hensynet til beskyttelsen af L mod de
alvorlige sigtelser for tyveri og bedrageri over for klienter i
advokatvirksomheden. A blev derfor fundet skyldig i overtrædelse af STRFL § 267, stk. 1, og der var hverken grundlag for straffrihed eller
strafbortfald, jf. STRFL § 269, stk. 1, 2. led, eller stk. 2, jf.
EMRK art. 10. Imidlertid fandt ØL i lyset af EMRK art. 10 ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var
grundlag for frihedsstraf efter STRFL § 268, hvorfor A blev idømt 15 dagbøder a 500 kr.
T der var journalist på en gratisavis, var tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved
i Kastrup Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en dolklignende kniv. T medtog en grillkniv fra en restaurant og gik til gate 6, hvor han efter forudgående aftale med en fotograf fik taget billeder af sig selv med kniven. ØL, der stadfæstede Københavns Byrets dom, fandt efter ordlyden af og forarbejderne til våbenlovens § 4, stk. 1, ikke grundlag for at antage, at T's besiddelse af grillkniven under de anførte omstændigheder var omfattet af undtagelserne i bestemmelsen vedrørende besiddelse af kniv, "der sker som led i erhvervsudøvelse" eller "har et andet lignende anerkendelsesværdigt formål", og tiltrådte derfor, at T's handling var strafbar efter våbenloven. T's formål var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagerer i Kastrup Lufthavn. Ved afgørelsen af, om hans handling var straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, som følger af EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den foreliggende, måtte der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. ØL fandt, at der var en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst eventuelle mangler ved den sikkerhedsmæssige situation i lufthavnen, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og informationsværdi. ØL bemærkede, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog T som journalist fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. Det burde tillægges særlig vægt, at T havde planlagt og udført en selvstændig strafbar handling for at skabe den bragte historie, og at der derfor skulle tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at T's overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, jf. § 10, stk. 3, var straffri efter EMRK art. 10. Der var ikke grundlag for at lade den idømte bøde på 3.000 kr., som var fastsat efter praksis, bortfalde eller nedsætte, idet ØL herved bemærkede, at T kunne have henledt restaurations- og sikkerhedspersonalets opmærksomhed på de sikkerhedsmæssige forhold omkring grillknivene uden at begå den skete lovovertrædelse.
UfR 2007.1673 ØLD: To journalister T1 og T2, var tiltalt for overtrædelse af lov om fyrværkeri § 7, stk.1, jf. § 2, stk. 1, ved d. 13.12.2005 i København at have købt 8 krysantemumbomber, der indeholdt 2 kg. sprængstof. Bomberne blev købt for i en tv-udsendelse bl.a. at belyse forsyningskæden vedrørende ulovligt fyrværkeri i Danmark og kort efter købet blev bomberne afleveret til politiet. ØL udtalte, at afklaringen af det spørgsmål som T1 og T2 undersøgte, var af væsentlig samfundsmæssig betydning, og den udsendelse, der blev vist på tv, fandtes at have betydelig nyheds- og informationsværdi. Ved afgørelsen af, om erhvervelsen af bomberne var straffri på grund af den beskyttelse af ytringsfriheden ifølge EMRK art.10, måtte der foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. Idet T1 og T2 selvstændigt havde planlagt og udført en strafbar handling, krævedes tungtvejende grunde til at anse handlingen for straffri. På denne baggrund fandtes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at overtrædelsen af fyrværkeriloven var straffri efter EMRK art. 10. Der var endvidere spørgsmål om strafbortfald, fordi politiet i Århus havde stillet T 1 og T2 i udsigt, at de ikke ville blive strafforfulgt, hvis ulovligt fyrværkeri erhvervet ved det journalistiske arbejde straks blev afleveret til politiet. Politiet i København delte ikke Århus Politis opfattelse. Der fandtes efter lovovertrædelsens karakter og forarbejderne til ændringen af fyrværkeriloven ved lov nr. 1060 af 9. november 2005 uanset den oplyste journalistiske baggrund for besiddelsen af krysantemumbomberne ikke grundlag for at nedsætte bøderne på hver 6000 kr., idømt ved byretten, hvorfor ØL stadfæstede dommen.
UfR 2008.251 ØLD: T havde i sin egenskab af journalist fået til opgave at følge en særlig gruppe fodboldtilhængere. Efter en fodboldkamp blev der slagsmål foran et særligt tilholdssted. Politiet, P, kom til stede og anholdte flere af tilhængerne, i hvilken forbindelse T fremsatte bemærkninger til P’s arbejde, hvilket fik P til flere gange at påbyde T at forsvinde. T efterkom ikke disse påbud, og blev til sidst anholdt. T blev af Brøndby Byret idømt en bøde på 600 kr. for overtrædelse af politibekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2. ØL fandt, i betragtning af T's tilråb sammenholdt med den samlede anspændte situation, at det var et påkrævet indgreb for at forebygge, at den offentlige orden blev yderligere forstyrret, at politiet påbød T at forlade stedet. ØL tiltrådte, at T var fundet skyldig i manglende efterkommelse af påbud udstedt i medfør af politibekendtgørelsens § 4, stk. 2. Under de anførte omstændigheder kunne det forhold, at T på tidspunktet for overtrædelserne var på en journalistisk opgave, ikke føre til, at påbuddene var i strid med EMRK art. 10, med straffrihed til følge, eller at T's ytringer var straffri, jf. samme bestemmelse. ØL stadfæstede herefter dommen.
UfR 2008.276/2 ØLD: B.T. havde bragt nogle artikler om slankebehandling foretaget af Ellipse Klinikken, K, ved brug af ultralyd. I artiklen anførtes kritik fra kendte specialister. B.T. havde på grund af disse udtalelser i overskrifter og mellemrubrikker bl.a. anført, at metoden var livsfarlig. ØL udtalte, at der knytter sig en meget betydelig offentlig interesse til journalistisk omtale af risici for liv og helbred eller mistanke herom i forbindelse med udbud af sundhedsprodukter og -behandlinger til befolkningen. Ved vurderingen af, om en sådan omtale indebar en strafbar ærekrænkelse, måtte bestemmelsen i STRFL § 267 læses i lyset af EMRK art. 10. Hensynet til ytringsfriheden indgik som et overordentligt tungtvejende lod i vægtskålen ved afvejningen af hensynet til beskyttelsen af personers og firmaers gode navn og rygte eller rettigheder. Dette indebar anerkendelse af en ganske vidtgående ytringsfrihed for pressen, og der måtte derfor indrømmes pressen adgang til, som offentlighedens kontrol- og informationsorgan ("public watchdog"), når der faktuelt var grundlag for kritisk omtale, i en vis grad at overdrive og provokere i forbindelse med omtale af disse spørgsmål. De af sagen omfattede udsagn måtte anses for dækket af de citater, som de nævnte specialister fremkom med i artiklen. Herefter, og idet K ikke havde fremlagt videnskabeligt underbygget materiale, der i november 2005 kunne imødegå de nævnte specialisters faglige opfattelse af risici ved at modtage behandlingen, fandtes K ikke at have godtgjort, at udsagnene i overskifterne og i mellemrubrikkerne i artiklen kunne betegnes som strafbare sigtelser omfattet af STRFL § 267. Der var ikke grundlag for mortifikation, jf. STRFL § 273, stk. 2, for godtgørelse for tort efter EAL § 26, stk. 1, eller erstatningsansvar i anledning af artiklerne.
UfR 2008.671 HD (UfR 2007.327 ØLD):
En journalist, T,
var tiltalt for overtrædelse af
våbenlovens § 4, stk. 1, ved ud for en gate i Københavns
Lufthavn uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en
grillkniv med en bladlængde på 7,8 cm. T's formål med besiddelsen af kniven
var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen af passagererne. Han havde
taget kniven fra en restaurant i transitområdet og bragt den skjult i en avis
ud til gaten, hvor han efter aftale med en fotograf blev fotograferet med
kniven fremme. Han bragte herefter kniven tilbage til restauranten. Dagen
efter beskrev han episoden i en artikel. T anførte bl.a., at han havde et
lovligt formål med besiddelsen, også set i lyset af bestemmelsen om
ytringsfrihed i
EMRK art. 10.
Københavns Byret idømte T en bøde på 3.000 kr., ØL
stadfæstede dommen. HR fandt, at
transithallen i Københavns Lufthavn er et offentligt tilgængeligt sted, og at
det således er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 1. HR tiltrådte, at T's
besiddelse af kniven ikke i lovens forstand kunne anses for at være et led i
hans erhvervsudøvelse.
T's besiddelse af kniven havde ikke haft »et andet
lignende anerkendelsesværdigt formål«, og HR tiltrådte derfor, at
forholdet ikke var omfattet af den undtagelsesbestemmelsen i
§ 4, stk. 1, 1. pkt.
Endvidere fandt HR, at en
domfældelse for overtrædelse af § 4 ikke var i strid med art. 10 i
EMRK. Under
henvisning til at den nærmere rækkevidde af undtagelsen i § 4, stk. 1, 1.
pkt., kunne give anledning til tvivl, og til T's formål med den kortvarige
besiddelse af kniven, fandt HR, at der forelå sådanne formildende
omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af
STRFL § 83.
Komm. af Jørgen Steen Sørensen i JUR
2008.95-100: Journalisters strafansvar og ytringsfrihed - knivsagen fra
Københavns Lufthavn, af Sten Schaumburg-Müller i
UfR 2008 B.116-118:
Straf vs. informationsfrihed, og af Jens Elo Rytter
i JUR
2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere
offentligheden.
UfR 2008.1055 ØLD: T1 og T2 udarbejdede i forbindelse med deres
arbejde som journalister en artikel, som skulle belyse, at det var nemt at få
udstedt legitimation med andres identitet. Herunder afgav de falsk erklæring
om, at de eksisterende dokumenter var bortkommet. ØL fandt hverken grundlag
for at frifinde på grund af materiel atypicitet eller tilbagetræden fra
forsøg. ØL bemærkede herudover, at de tiltaltes formål med disse handlinger
efter det fremkomne var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen i
forbindelse med politiets udstedelse af pas og kørekort. Ved afgørelsen af, om
de tiltaltes handlinger var straffri som følge af den beskyttelse af
ytringsfriheden, der følger af
EMRK art. 10, som også omfattede en situation som den nævnte, måtte der
herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for
den strafbare handlings karakter. LR bemærkede yderligere, at der var en
væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en sådan eventuel
sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf havde stor nyheds- og
informationsværdi. Herefter udtalte ØL, at beskyttelsen af ytringsfriheden
efter
art. 10, stk. 1, ikke generelt fritog de tiltalte som journalister fra
pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf.
art. 10, stk. 2. ØL fandt, at det i den forbindelse burde tillægges særlig
vægt, at de tiltalte havde planlagt og udført selvstændige strafbare
handlinger for at bringe de pågældende avisartikler, og at der derfor skulle
tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie.
Herefter stadfæstede ØL dommen fra byretten, hvor T1 for overtrædelse af
STRFL
§§ 161 og
171, var idømt 20 dagbøder a 100 kr., og hvor T2 for overtrædelse af
STRFL §§ 163 og
172, stk. 1 jf.
§ 171, og § 174 var idømt 30 dagbøder a 100 kr. Komm. af Jens
Elo Rytter i JUR
2008.269-281: Når journalister bryder loven for at informere
offentligheden.
UfR 2011.1285 HKK:
Pressen kærede ØL’s kendelse om dørlukning og navneforbud i en sag, hvor T
var tiltalt for drab på sine familiemedlemmer. HR stadfæstede ØL’s kendelse
med henvisning til de begrundelser, der var givet i ØL. Med hensyn til
navneforbuddet gik begrundelserne på, at sigtelsen angik en familietragedie,
at T var en person helt ukendt i den brede offentlighed, at navneforbuddet
var nedlagt på et indledende stadium i sagen. Det gjorde ingen forskel, at
T’s identitet muligt var afsløret forinden af visse medier og på
internettet. Med hensyn til dørlukning henvistes til, at retsmødet havde til
formål at opnå forklaring fra T, at T ikke ønskede at udtale sig i pressens
tilstedeværelse, at T var psykisk uligevægtig, og at det havde været svært
at opnå kommunikation med T.
EMRK art. 10
kunne ikke medføre andet resultat.
EMRK Artikel 11: Forsamlings- og
foreningsfrihed
EMD 11.1.2006: Morten
Sørensen, der blev afskediget fra sit feriejob hos et supermarked, da han nægtede
at melde sig ind i daværende SID, lagde sag an mod FDB Distributionen under
henvisning til, at den danske Lov om beskyttelse mod afskedigelse på grund
af foreningsforhold var i modstrid med Konventionens artikel 11, i det den
tillod en arbejdsgiver at kræve medlemskab af en bestemt organisation som
betingelse for ansættelsen. Både Landsretten og Højesteret var uenige i
dette synspunkt, hvorefter spørgsmålet blev indbragt for EMD. Samtidig
indbragte Ove Rasmussen en tilsvarende sag for EMD. Rasmussen blev efter en
periode med arbejdsløshed tilbudt ansættelse i Gartneriet i Regnmark I/S på
den betingelse, at han først meldte sig ind i SID, eftersom arbejdsgiveren
havde indgået en eksklusivaftale med denne fagforening. EMD - med 12 af 17 stemmer - fandt, at Danmark ikke havde beskyttet
klagernes negative foreningsfrihed og at det forhold, at begge klagere var
tvunget til at være medlem af en bestemt fagforening, var i strid med EMRK
artikel 11 Morten Sørensen og Ove Rasmussen fik derfor tilkendt en godtgørelse
på henholdsvis kr. 266.000 og kr. 281.000.
UfR
2010.2386 HD:
En
kolonihaveforening, K, fik i 1957 overdraget en ejendom fra staten. Det
fremgik af skødet, at K skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, F, så
længe arealet anvendtes til kolonihaver, og K eksisterede. I 2006 ønskede K
at melde sig ud af F for at undgå at skulle overholde F’s vurderingsregler
ifm. med salg af havehusene. F afviste at meddele samtykke til
udmeldelsen. K anlagde herefter sag mod F for at få F til at anerkende, at K
lovligt havde udmeldt sig. For HR anførte K navnlig, at F ved sit afslag
havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning (forbud mod usaglig
forskelsbehandling). Ved afslaget havde F endvidere krænket den negative
foreningsfrihed (forbud mod pligtmæssigt medlemskab af visse foreninger),
jf.
EMRK art. 11.
Under henvisning til vedtægterne for F og den tinglyste skødebestemmelse
udtalte HR, at K ikke kunne melde sig ud af F uden samtykke fra F. HR fandt
det ikke godtgjort, at F ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig
lighedsgrundsætning, ligesom
EMRK art. 11
ikke kunne føre til et andet resultat.
UfR
2011.673 VLD:
Boligretten i Århus skulle i sagen træffe afgørelse om, hvorvidt Århus
Kommune, K, ved to beslutninger om byfornyelse havde tilsidesat en ejers
rettigheder med den følge, at beslutningerne var ugyldige overfor ejeren, A.
VL afsagde herefter dom, om at Byfornyelseslovens § 39, stk. 1, gav en
kommunalbestyrelse adgang til at træffe beslutning om etablering af fælles
friarealer i boligkarréer, når det var nødvendigt for at tilvejebringe
tilfredsstillende opholdsarealer, samt at sikre vedligeholdelse og drift af
disse arealer. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte det skøn, som K
foretog i forbindelse med beslutningerne om behovet for gårdforbedring i de
to karréer, hvorfor A’s påstande om, at afgørelsen var i strid med
EMRK
artikel 11
om forsamlings- og foreningsfrihed eller
GRL §
73
ikke blev taget til følge.
EMRK Artikel 14: Forbud mod diskriminering
UfR
2002.1789 HD: Kravet i lov om taxikørsel fra 1997 om dansk indfødsret
som betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var ikke
i strid med EMRK art. 14 eller FN's konvention om racediskrimination. Komm. af Jonas
Christoffersen i UfR
2002 B.407-412: Højesterets prøvelse af folkeretlige
diskriminationsforbud og af Ole Spiermann i UfR
2002 B.412-421 : Tilbageholdenhed i anvendelsen af internationale
menneskerettighedskonventioner.
UfR 2007.341 HD: I 1999 adopterede B, gennem et adoptionscenter, A (født i 1992), som eneadoptant. I 2001 søgte B i medfør af børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3 om særligt børnetilskud til A. Trundholm kommune, K, afslog ansøgningen, idet enlige adoptanter, der adopterede et udenlandsk barn gennem en af de organisationer, der var godkendt af justitsministeriet, ikke var berettigede til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3, idet adoptanten ved adoptionen havde påtaget sig den fulde forsørgelsespligt. Det Sociale Nævn, N, stadfæstede afgørelsen. HR udtalte at, børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 1-3, efter baggrunden samt efter bestemmelsens indbyrdes sammenhæng måtte forstås således, at retten til særligt børnetilskud til et barn, der adopteres af en enlig person, alene var reguleret af nr. 3. Reglerne om eneforsørgere i nr. 1 og 2 omfattede således ikke eneadoptanter. Bestemmelsen i nr. 3, om eneadoption i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver er afgået ved døden, var tidligere begrænset til at omfatte eneadoptanter, der var enten barnets stedmor eller - far eller en person i barnets slægt. Ved lovændringen i 1986 udgik ordene "i barnets slægt". På trods af lovændringen fandt HR ikke grundlag for at antage, at det med ændringen i 1986 havde været tilsigtet, at bestemmelsen skulle omfatte enlige adoptanter, der havde adopteret et forældreløst barn, uden at der havde været en vis tilknytning mellem adoptanten og barnet forud for forældremyndighedsindehaverens død. Det kunne som ubestridt lægges til grund, at A's biologiske mor levede på adoptionstidspunktet, og at der ikke havde været en forudgående tilknytning mellem A og B. På denne baggrund tiltrådte HR, at A ikke opfyldte betingelserne for at få særligt børnetilskud efter § 4, stk. 3, nr. 3. Spørgsmålet om, hvilken tilknytning barnet og forældrene skulle have til Danmark for at være berettiget til børnetilskud, var reguleret i børnetilskudslovens § 5. De betingelser, der var opstillet i § 4, stk. 3, nr. 1-3, for at opnå særligt børnetilskud, skelnede ikke mellem danske og udenlandske børn. Efter nr. 3 var udenlandske børn, der adopteredes af en enlig person her i landet, således berettiget til særligt børnetilskud i samme omfang som danske børn, der adopteredes af en enlig. Det faktiske forhold, at det uden for familieforhold mv. stort set kun var udenlandske børn, der adopteredes af enlige personer her i landet, kunne ikke føre til, at N's afslag på at yde særligt børnetilskud til A udgjorde en usaglig forskelsbehandling i strid med EMRK artikel 14, jf. artikel 8, eller artikel 14, jf. artikel 1 eller med andre konventionsbestemmelser. (3-2)
UfR 2008.342 HD: En far F, der tilhørte den
katolske kirke, fandt det uberettiget, at han skulle anmelde fødslen af sin
datter til ministerialbogen i folkekirken. Endvidere fandt han det
uberettiget, at staten ydede tilskud til folkekirken, hvorved alle
skatteydere, uanset trosretning, bidrog til finansiering af forkyndelse i
folkekirken. F anførte bl.a., at den danske fødselsregistrering og
statstilskuddet til folkekirken krænkede reglerne i EMRK om religionsfrihed og
retten til respekt for privatliv og familieliv. Om fødselsregistreringen
udtalte HR, at ministerialbogsføreren, nu personregisterføreren, varetog denne
opgave som en del af den statslige forvaltning. Registreringen var en
forvaltningsopgave, som udførtes på almindeligt offentligretligt grundlag, og
den var uden religiøst indhold. Fødselsanmeldelsesordningen berørte således
hverken retten til religionsfrihed efter
EMRK artikel 9, stk. 1, eller retten til respekt for privatliv og
familieliv efter
artikel 8 og indebar heller ikke en krænkelse af forbuddet mod
diskrimination i
artikel 14 sammenholdt med
artiklerne 8 og
9. Om statstilskuddet til folkekirken udtalte HR, at F som ikke-medlem af
folkekirken ikke betalte kirkeskat, men han bidrog gennem sin almindelige
skattebetaling indirekte til statstilskuddet. HR fandt herefter, at F's ret
til religionsfrihed efter
artikel 9, stk. 1, ikke blev berørt af, at han
på denne måde indirekte var med til at finansiere folkekirken. Hertil kom, at
en del af folkekirkens udgifter vedrørte varetagelse af ikke-religiøse
samfundsopgaver, f.eks. civilregistrering og begravelsesvæsen.
EMRK artikel 41: Passende erstatning
UfR 2007.2161 HD: A og B´s søn omkom ved en ulykke på Roskilde Festival, F, d. 30.06.2000 i forbindelse med, at en gruppe på ca. 50 personer under en koncert var væltet foran en scene og på grund af pres bagfra ikke kunne rejse sig. 9 personer omkom, og et større antal person kom alvorligt til skade. A og B anlagde sag bl.a. med krav om betaling af 67.735,25 kr. for udgifter i forbindelse med død og begravelse samt godtgørelse på 70.000 kr. i medfør af EAL § 26 subsidiært EMRK art. 41. F fremsendte ved brev af 01.04.2005 en check på beløbet med tilkendegivelse af, at betalingen skete uden retlig forpligtelse. A og B returnerede i samme måned beløbet med henvisning til, at betaling ikke kunne ske uden retlig forpligtelse, og at de ikke havde bedt om kulancemæssig bistand. ØL afviste sagen f.s.v.a. erstatningskravet. For HR påstod A og B denne del af sagen ophævet og hjemvist til ØL til fortsat behandling i realiteten. F påstod stadfæstelse. HR fandt, at der ved fremsendelsen af checken var sket betaling af det krævede beløb uden forbehold. En sådan betaling til opfyldelse af et krav er ikke en gave, selv om betalingen sker uden præjudice, pr. kulance eller med en tilsvarende angivelse. Efter at betalingen var blevet returneret, havde F erklæret fortsat at ville betale beløbet, når A og B måtte ønske det. Der var således ingen tvist om betalingskravet, og den tvist, som A og B reelt søgte afklaret med deres påstand, var, om der var et ansvarsgrundlag for F. Da der ikke i forhold til A og B var oplyst andre retlige konsekvenser af at fastslå et ansvarsgrundlag for F end retten til erstatning, havde en stillingtagen til den nedlagte påstand ingen betydning for A og B`s retsstilling. Der var endvidere ikke oplyst omstændigheder, som kunne begrunde en realitetsprøvelse alene for at opnå en afgørelse om ansvarsgrundlaget uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til
tilføjelser kan sendes til
Advokat
Jørgen U. Grønborg
24-01-12