Erstatningsansvarsloven

Lovændringer

Kapitel 1: Erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger, §§ 1-18
Kapitel 2: Erstatningsansvar for skade, der er dækket af forsikring, §§ 19-22
Kapitel 3: Forskellige bestemmelser, §§ 23-27
Kapitel 4: Ikrafttrædelsesregler m.v., §§ 28-32


Lovændringer

Lovbekg. nr. 599 af 08.09.1986

Som ændret ved

§ 3 i lov nr. 349 af 23.maj 1997 og
§ 6 i lov nr. 461 af 07.06.2001 (ændring af § 14) og
§ 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001 (Revision af regler om erstatning for personskade m.v. samt nedsættelse af afgiften af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.)

Nu lovbekg. nr. 750 af 04.09.2002, som ændret ved

§ 1 i lov nr. 35 af 21.01.2003 (Godtgørelse til efterladte ved dødsfald). Fra d. 22.01.2003.
§ 2 i lov nr. 434 af 10.06.2003 (Ændring af rentesatsen i § 16, stk. 2 fra. d. 01.07.2003)

Nu lovbekg. nr. 885 af 20.09.2005, som ændret ved

§ 6 i lov nr. 1545 af 20.12.2006 (Ændring af regler om forlængelse af sygedagpengeperioden, sygedagpenge til delvis sygemeldte, udvidelse af arbejdsgiverperioden samt konsekvensændringer) fra d. 01.01.2007.
§ 8 i lov nr. 523 af 06.06.2007 (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) fra d. 01.01.2008.
§ 1 i lov nr. 610 af 14.06.2011
(Tidspunktet for ophør af krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste m.v.) fra d. 15.06.2011.
§ 2 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 (Gennemførelse af direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner og ændring af rentesatsen i visse formueretlige love) fra d. 01.03.2013.

Nu lovbekg. nr. 266 af 21.03.2014, som ændret ved

§ 1 i lov nr. 1493 af 23.12.2014 (Ændring af beregningsprincipperne for erhvervsevnetabserstatning til unge under uddannelse) fra d. 01.01.2015.
§ 16 i lov nr. 395 af 02.05.2016 (Overførsel af Arbejdsskadestyrelsens opgaver til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt nedlæggelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring) fra d. 01.07.2016.
§ 4 i lov nr. 1728 af 27.12.2016 (Øget respekt for det offentlige rum, offentlige myndigheder og personer i offentlig tjeneste m.v.) fra d. 29.12.2016.
§ 7 i lov nr. 550 af 30.05.2017 (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) fra d. 01.01.2018.


Kapitel 1:Erstatning og godtgørelse for personskade og tab af forsørger

Personskade

§ 1. Den, der er erstatningsansvarlig for personskade, skal betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, helbredelsesudgifter og andet tab som følge af skaden samt en godtgørelse for svie og smerte.

Stk. 2. Har skaden fået varige følger, skal der tillige betales godtgørelse for varigt meen samt erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne.

Stk. 3. Værdien af arbejde i hjemmet ligestilles med erhvervsindkomst.

§ 1 a. Erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter og andet fremtidigt tab som følge af skaden, jf. § 1, stk. 1, fastsættes til et kapitalbeløb, som højst kan udgøre den forventede gennemsnitlige årlige udgift ganget med 10. Er der tale om varige løbende udgifter, finder § 4, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

§ 1 a er indsat ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001 fra d. 01.07.2002.

Tabt arbejdsfortjeneste

§ 2. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen.
Må det antages, at skadelidte vil lide et erhvervsevnetab på 15 pct. eller derover, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.

Stk. 2. I erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunalbestyrelsen, erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.

§ 2, stk. 1 er ændret fra d. 01.07.2002 ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fastsættes for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen eller skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær.
§ 2, stk. 1, 2. pkt. er ændret ved § 1.1 i lov nr. 610 af 14.06.2011 fra d. 15.06.2011. Hidtidig formulering:
Må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. §§ 5-8 og § 10 samt § 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 2, stk. 2 er ændret ved § 1.2 i lov nr. 610 af 14.06.2011 fra d. 15.06.2011.
I § 2, stk. 2, indsættes efter »kommunalbestyrelsen«: », erstatning i henhold til en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab efter lov om arbejdsskadesikring, i det omfang denne erstatning dækker en periode, hvor der også tilkommer skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,«.

Svie og smerte

§ 3. Godtgørelse for svie og smerte udgør 190 kr. (2015) for hver dag, den skadelidte er syg. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Godtgørelsen kan ikke overstige 69.000 kr. (2015: 72.500 kr.)

§ 3 er ændret fra d. 01.07.2002 ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: § 3. Godtgørelse for svie og smerte udgør for tiden fra skadens indtræden, indtil skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, 100 kr. (1998 og 1999: 160 kr., 2000: 170 kr., 2001 og 2002: 180 kr.) for hver dag, den skadelidte er sengeliggende, og 50 kr. (1998: 70 kr. 1999 og 2000-2002: 80 kr.) for hver dag, den skadelidte er syg uden at være sengeliggende. Der kan i særlige tilfælde ydes godtgørelse for svie og smerte, selv om skadelidte ikke er syg. Overstiger godtgørelsen 15.000 kr. (1998: 23.500 kr., 1999: 24.000 kr., 2000: 25.000 kr., 2001: 26.000 kr., 2002: 26.500 kr.), kan de beløb, der er nævnt i 1. pkt., fraviges.

Varige meen

§ 4. Godtgørelse for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Godtgørelsen udgør ved en méngrad på 100 pct. 790.500 kr. (2015: 830.000 kr.) Ved lavere méngrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan méngodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 948.000 kr. (2015: 995.000 kr.). Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.

Stk. 2. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 39 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

§ 4 er ændret fra d. 01.07.2002 ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: § 4. Godtgørelse for varigt meen fastsættes til et kapitalbeløb, der beregnes under hensyn til skadens medicinske art og omfang og de forvoldte ulemper i skadelidtes personlige livsførelse. Meengraden fastsættes efter forholdene på det tidspunkt, da skadelidtes helbredstilstand blev stationær. Godtgørelsen udgør ved en meengrad på 100 pct. 200.000 kr. (1998: 312.000 kr., 1999: 321.000 kr., 2000: 332.500 kr., 2001: 344.000 kr., 2002: 354.500 kr.). Ved lavere meengrader nedsættes beløbet forholdsmæssigt. I særlige tilfælde kan meengodtgørelsen fastsættes til et højere beløb, dog højst 240.000 kr. (1998: 374.500 kr., 1999: 385.000 kr., 2000: 399.000 kr., 2001: 412.500 kr., 2002: 424.500 kr.) Ved meengrad på under 5 pct. ydes ingen godtgørelse.
Stk. 2. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 60 år, nedsættes den i henhold til stk. 1 beregnede godtgørelse for meen med 5 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år ved skadens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Erhvervsevnetab

§ 5 Har en personskade medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og genoptræning eller lignende.

§ 5 er ændret fra d. 01.07.2002 ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: § 5. Har en personskade, efter at skadelidtes helbredstilstand er blevet stationær, medført varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af skadelidte.
Stk. 3. Skadelidtes erhvervsevnetab beregnes i procent (erhvervsevnetabsprocenten). Der ydes ikke erstatning, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

§ 6. Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jf. § 7, ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. § 5, stk. 3, og herefter ganget med 10.

Stk. 2. Erstatningen kan højst udgøre 6.020.000 kr. (2015: 8.712.500 kr.)

§ 6 er ændret fra d. 01.07.2002 ved § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: § 6. Erstatningen fastsættes til et kapitalbeløb, der udgør skadelidtes årsløn, jfr. § 7, ganget med 6 og herefter ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jfr. § 5, stk. 3.

§ 7. Som årsløn regnes skadelidtes samlede erhvervsindtægt i det år, der går forud for datoen for skadens indtræden.

Stk. 2. Årslønnen fastsættes dog efter et skøn, når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold eller andre særlige forhold har gjort sig gældende. For en skadelidt, som er optaget på en gymnasial uddannelse eller på den grundlæggende del af en erhvervsuddannelse, fastsættes årslønnen på baggrund af normalårslønnen i § 8, medmindre der konkret er grundlag for at foretage et skøn i medfør af 1. pkt.

Fra d. 01.07.2002 er § 7, stk. 3 ophævet, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: Hidtidig formulering: Stk. 3. Årslønnen kan højst udgøre 350.000 kr. (546.000 kr. i 1998, 562.000 kr. i 1999, 581.500 kr. i 2000, 602.000 kr i 2001 og 620.000 kr. i 2002)
§ 7, stk. 2, 2. pkt. er indsat ved § 1.1 i lov nr. 1493 af 23.12.2014 fra d. 01.01.2015.

§ 8. For en skadelidt, der ved skadens indtræden ikke er fyldt 15 år, fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb, der udgør 276.000 kr. (2015: 399.500 kr.) ganget med méngraden, jf. § 4, og herefter ganget med 10. Ved en méngrad på under 5 pct. ydes ingen erstatning.

§ 8 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Den tidligere formulering var: § 8. For en skadelidt, der i det væsentlige udnytter erhvervsevnen på en måde, som ikke eller kun i begrænset omfang medfører erhvervsindtægt, og for børn fastsættes erstatningen som et kapitalbeløb på grundlag af den i § 4 nævnte meengrad. Erstatningen fastsættes som procentdel af den i § 4, stk. 1, 1.-4.pkt., nævnte meengodtgørelse.
Stk. 2. Ved en meengrad på under 15 pct. ydes ingen erstatning. Ved meengrader på 15 pct., 18 pct. og 20 pct. udgør erstatningen henholdsvis 130 pct., 135 pct. og 140 pct. af meengodtgørelsen.
Stk. 3. Ved en meengrad på 25 pct. udgør erstatningen 150 pct. af meengodtgørelsen. Ved meengrader på 30 pct., 35 pct., 40 pct., 45 pct. og 50 pct. udgør erstatningen henholdsvis 160 pct., 170 pct., 180 pct., 190 pct. og 200 pct. af meengodtgørelsen.
Stk. 4. Ved en meengrad på 55 pct. udgør erstatningen 225 pct af meengodtgørelsen. Ved meengrader på 60 pct., 65 pct., 70 pct., 75 pct., 80 pct. og 85 pct. udgør erstatningen henholdsvis 250 pct., 275 pct., 300 pct., 325 pct., 350 pct. og 375 pct. af meengodtgørelsen. Ved meengrader på 90 pct., 95 pct. og 100 pct. udgør erstatningen 400 pct. af meengodtgørelsen.

§ 9. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 30 år, nedsættes erstatningen med 1 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 29 år ved skadens indtræden. Var skadelidte fyldt 55 år, nedsættes erstatningen med yderligere 2 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 54 år ved skadens indtræden. Erstatningen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

§ 9 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Hidtidig formulering: § 9. Var skadelidte ved skadens indtræden fyldt 56 år, nedsættes erstatningen med 8 1/2 pct. for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden. Stk. 2. Må det antages, at skadelidte ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år. kan stk. 1 fraviges helt eller delvis.

Forelæggelse for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Overskriften før § 10 er ændret ved § 16.1 i lov nr. 395 af 02.05.2016 fra d. 01.07.2016. I overskriften før § 10 ændres »Arbejdsskadestyrelsen« til: »Arbejdsmarkedets Erhvervssikring«.

§ 10. Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabet fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Udtalelsen skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse. I så fald skal det af udtalelsen fremgå, at den er midlertidig.

Stk. 2. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse skal begrundes efter forvaltningslovens § 24.

Stk. 3. Skadelidte og skadevolder har ret til aktindsigt i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings sag efter forvaltningslovens kapitel 4.

§ 10 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Den tidligere formulering var: § 10. Såvel skadelidte som skadevolderen kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af meengraden og erhvervsevnetabsprocenten fra arbejdsskadesstyrelsen, jfr. lov om arbejdsskadeforsikring.
§ 10, stk. 1, 1. pkt. er ændret ved § 1.3 i lov nr. 610 af 14.06.2011 fra d. 15.06.2011. Hidtidig formulering:
Såvel skadelidte som skadevolder kan indhente en udtalelse om spørgsmålet om fastsættelsen af méngraden og erhvervsevnetabsprocenten fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
§ 10, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2 og 3 er ændret ved § 16.1 i lov nr. 395 af 02.05.2016 fra d. 01.07.2016. I § 10, stk. 1, 1. og 3. pkt., ændres »Arbejdsskadestyrelsen« til: »Arbejdsmarkedets Erhvervssikring«, og i § 10, stk. 2 og 3, ændres »Arbejdsskadestyrelsens« til: »Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings«.

Genoptagelse

§ 11. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis sagens faktiske omstændigheder ændrer sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. Vurderingen af, om genoptagelse kan ske, skal foretages for hver enkelt erstatningspost for sig, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis der tidligere er fastsat et erhvervsevnetab på mindst 15 pct., kan der ved en genoptagelse af sagen ikke ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Stk. 3. En afsluttet sag om godtgørelse eller erstatning kan ikke genoptages alene med henblik på, at der ydes yderligere erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte. Hvis sagen genoptages efter stk. 1, kan der dog ydes erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab og godtgørelse for svie og smerte, hvis der foreligger væsentlige uforudsete ændringer i helbredstilstanden.

Stk. 4. Under en genoptagelse af sagen finder § 10 tilsvarende anvendelse.

§ 11 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Hidtidig formulering: § 11. En afsluttet sag om godtgørelse for varigt meen eller erstatning for erhvervsevnetab kan på skadelidtes begæring genoptages, hvis der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand, således at skadelidtes meengrad eller erhvervsevnetabsprocent må antages at være væsentlig højere end først antaget. Ved genoptagelse af sagen kan spørgsmålet om fastsættelsen af meengraden og erhvervsevneprocenten igen begæres forelagt for arbejdsskadestyrelsen, jf. § 10.

Tab af forsørger m.v.

§ 12. Den, som er erstatningsansvarlig for en andens død, skal betale erstatning for rimelige begravelsesudgifter og erstatning til den, som ved dødsfaldet har mistet en forsørger. Forsørgelse omfatter også værdien af afdødes arbejde i hjemmet.

Erstatning til ægtefælle eller samlever

§ 13. Erstatning for tab af forsørger til ægtefælle eller samlever udgør 30 pct. af den erstatning, som afdøde må antages at ville have opnået ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen, jfr. §§ 5-8. Erstatningen udgør dog mindst 644.000 kr. (2015: 932.000 kr.), medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. Var forsørgeren fyldt 30 år, nedsættes erstatningen efter reglerne i § 9.

Fra d. 01.07.2002 er § 13, stk. 1, 2. pkt. ændret således, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001: I § 13, stk. 1, 2. pkt., er beløbet »225.000 kr.« ændret til: »644.000 kr.

Forsørgertabserstatning til børn

§ 14. Erstatning for tab af forsørger til efterlevende børn fastsættes til et beløb, der svarer til summen af de bidrag til barnets underhold, som afdøde på skadestidspunktet kunne være pålagt efter lov om børns forsørgelse, hvis afdøde havde været bidragspligtig. Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100 pct.

I § 14, 1. pkt., er fra d. 01.07.2002 »lov om børns retsstilling« ændret til: »lov om børns forsørgelse«, jfr. § 6 i lov nr. 461 af 07.06.2002

Overgangsbeløb

§ 14 a. Der tilkommer den efterlevende ægtefælle eller samlever et overgangsbeløb, der udgør 108.000 kr. (2015: 156.500 kr.). Efterlader afdøde sig ikke ægtefælle eller samlever, kan overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige omstændigheder taler derfor. Udbetales der overgangsbeløb, kan den pågældende ikke tillige kræve erstatning for begravelsesudgifter.

§ 14 a er indsat fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001:

Regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb

§ 15. De i § 3, § 4, stk. 1, § 6, stk. 2, § 8, § 13, stk. 1, 2. pkt., og § 14 a nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for det i § 3, 1. pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 5 delelige kronebeløb. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding.

Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 3. Erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af de beløb, der efter stk. 1 var gældende på det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1. Årslønnen efter § 7 og erstatningen efter § 14 reguleres efter reglerne i stk. 1 i perioden mellem skadens indtræden og det tidspunkt, hvor erstatningen og godtgørelsen kunne kræves betalt efter § 16, stk. 1.

§ 15, stk. 1 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Den tidligere formulering var: De i § 3, § 4, stk. 1, § 7, stk. 3, og § 13, stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb reguleres årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb, for de i § 3, 1. pkt., nævnte beløb dog til nærmeste med 10 delelige kronebeløb.
§ 15, stk. 1 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001. Den tidligere formulering var:
Stk. 3. Erstatning og godtgørelse fastsættes på grundlag af de beløb, der i henhold til stk. 1 var gældende på tidspunktet for skadens indtræden.

Betaling, forrentning og forældelse.

Overskriften til § 16 er ændret ved § 8.1 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering: Betaling og forrentning.

§ 16. Godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter.

Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.

Stk. 3. Krav på godtgørelse og erstatning forældes efter forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov. Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder dog ikke anvendelse på betalingsfristen efter stk. 1.

§ 16 er ændret § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001 fra d. 01.07.2002
§ 16, stk. 2 er ændret ved § 2 i lov nr. 434 af 10.06.2003 for krav, der kan kræves betalt d. 01.07.2003 eller senere.
§ 16, stk. 3 er indsat ved § 8.2 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008
§ 16, stk. 2 er ændret ved § 2.1 i lov nr. 1244 af 18.12.2012 fra d. 01.03.2013. Hiditidig formulering: Stk. 2. Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.

Regres mod den erstatningsansvarlige

§ 17. Ydelser i henhold til den sociale lovgivning, herunder dagpenge, sygehjælp, pension efter den sociale pensionslovgivning og ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, som tilkommer en skadelidt eller efterlevende, kan ikke danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige. Det samme gælder pensionsydelser, der udbetales af stat, kommune eller i henhold til anden pensionsordning, samt forsikringsydelser uanset forsikringens karakter, jfr. § 22, stk. 2. Sygedagpengeydelser efter sygedagpengeloven kan dog danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige i medfør af sygedagpengelovens § 78, stk. 1.

Stk. 2. En arbejdsgiver, der har udbetalt dagpenge eller sygeløn til en skadelidt eller har udbetalt dertil knyttede ydelser, kan gøre regres mod den erstatningsansvarlige i det omfang, arbejdsgiveren har lidt et tab.

§ 17, stk. 1, 3. pkt. er ændret ved § 6.1 i lov nr. 1545 af 20.12.2006 fra d. 01.01.2007. Hidtidig formulering: § 17, stk. 1, 3. pkt. Sygedagpengeydelser efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel kan dog danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige, jf. lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, § 39, stk. 2.

Overdragelse af erstatnings- og godtgørelseskrav

Overskriften før § 18 er ændret ved § 7.1 i lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I overskriften før § 18 ændres »Overførelse m.v.« til: »Overdragelse«.

§ 18. Krav om erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, kan ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. 1. pkt. finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

§ 18, stk. 2 er ophævet ved lov nr. 35 af 21.01.2003 fra d. 22.01.2003. Hidtidig formulering: Stk. 2. Krav om godtgørelse for personskade falder i arv, når det er anerkendt eller gjort gældende ved sagsanlæg eller under straffesag ved kravets fremsættelse i retten eller i et anklageskrift eller en stævning, der er indleveret til retten.
§ 18, stk. 1, 2. pkt. er indsat ved § 7.2 i lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018.
§ 18, stk. 2 og 3 er ophævet ved § 7.3 i lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. Hidtidig formulering: Stk. 2. Erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt, indgår ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Kapitel 2: Erstatning for skade, der er dækket af forsikring

§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt:

1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller
2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikke erstatningsansvar, medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jfr. § 19.

§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i

1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt er dækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring,
2) luftfartsloven,
3) søloven eller
4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb.

§ 21 er ændret ved §§ 1.1-1.3 i lov nr. 1728 af 27.12.2016 fra d. 29.12.2016. I § 21, nr. 2, ændres »luftfartsloven eller« til: »luftfartsloven,«. I § 21, nr. 3, ændres »søloven.« til: »søloven eller«. I § 21 indsættes som nr. 4: »4) § 1 a i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar og om skærpet erstatningsansvar for anstiftere og ledere af opløb.«

§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige.

Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige.

Kapitel 3: Forskellige bestemmelser

Arbejdstagers erstatningsansvar

§ 23. Erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder og til skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten.

Almindelig lempelsesregel

§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.

Børns erstatningsansvar m.v.

§ 24 a. Barn under 15 år er erstatningspligtigt for skadegørende handlinger efter samme regler som personer over denne alder. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt på grund af manglende udvikling hos barnet, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

§ 24 b. En person, som på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftmæssigt, er erstatningspligtig for skadegørende handlinger efter samme regler som sjælssunde personer. Dog kan erstatningen nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt, derunder navnlig forholdet mellem den skadegørendes og den skadelidendes evne til at bære tabet og udsigten til, at skaden kan fås godtgjort hos andre.

Stk. 2. Har den skadegørende ved misbrug af beruselsesmidler eller på lignende måde forbigående hensat sig i en sindstilstand som ovenfor nævnt, er en lempelse i erstatningsansvaret udelukket.

Flere erstatningsansvarlige

§ 25. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Stk. 2. Er en eller flere af de erstatningsansvarlige dækket af en ansvarsforsikring, gælder § 19, stk. 1 og 2, og § 21. I de tilfælde, der er nævnt i § 19, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 21, kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem skadevolderne tages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer. § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Godtgørelse for tort

§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24.

Stk. 3. Selv om der ikke er lidt tort, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en anden, dog betale den forurettede en godtgørelse, såfremt krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret et særlig groft angreb mod en andens person eller frihed.

Stk. 4. § 18, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse på godtgørelse efter stk. 1-3 og på godtgørelse efter § 26 a.

§ 26, stk. 2 er indsat fra d. 01.01.2002, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001:
I § 26, stk. 4 er der fra d. 01.07.2002 henvist til § 18, stk. 3, jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001:
§ 26, stk. 4 er ændret ved lov nr. 35 af 21.01.2003 fra d. 22.01.2003.
§ 26, stk. 4 er ændret ved § 7.4 i lov nr. 550 af 30.05.2017 fra d. 01.01.2018. I § 26, stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »1. pkt.«

Godtgørelse til efterladte

§ 26 a. Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, kan pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

Stk. 2. Ved vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse, skal der lægges særlig vægt på karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som må antages at være påført den eller de efterlevende.

§ 26 a er indsat ved lov nr. 35 af 21.01.2003 fra d. 22.01.2003

Fravigelse af lovens regler

§ 27. Aftaler om fravigelse af reglerne i §§ 1-16, § 24, stk. 2, og §§ 26 og 26 a, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt afvigelsen er til ugunst for den erstatningsberettigede.

Stk. 2. Aftaler om fravigelse af § 17, stk. 1, § 19, stk. 1 og 3, § 20, § 22, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1, § 24 a, § 24 b, stk. 1 og § 25, der er indgået inden en skades indtræden, er ugyldige, såfremt fravigelsen er til ugunst for den erstatningsansvarlige. Reglen i § 25 kan dog fraviges for skader, der forvoldes ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed.

Fra d. 01.07.2002 er der i § 27, stk. 2 indsat "§ 24 a, § 24 b, stk. 1", jfr. § 1 i lov nr. 463 af 07.06.2001:

Kapitel 4: Ikrafttrædelsesregler m.v.

§ 28. Loven træder i kraft den 1. oktober 1984 og finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden.

§ 29. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) § 25 i lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikringsaftaler.
2) § 15 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m. m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 277 af30. juni 1965.
3) § 14, stk. 3, 2. pkt., i arveloven, jfr. lov nr. 215 af 31. maj 1963.
4) § 53, stk. 3, 2. pkt., i sømandsloven, jfr. lov nr. 420 af 13. juni 1973.
5) § 67, 2. pkt., i søloven jfr. lovbekendtgørelse nr. 353 af 1. juli 1974.

§ 30. I lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring foretages følgende ændring:
§ 55 affattes således:
'§ 55. Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes efterladte. Skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, forsikringsselskabet har betalt eller er pligtig til at betale erstatning til de pågældende efter denne lov.'

§ 31. En forsikringstager kan ikke opsige en forsikringsaftale på grund af en forhøjelse af præmien, som alene er begrundet med den ændring af størrelsen af erstatning for personskade og tab af forsørger, der er en følge af denne lov.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. (Trådt i kraft for Grønland med afvigelser d. 01.11.1993)

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

10-06-17