Praksis vedr. dødsboskifteloven

Stedlig kompetence

Dødsfaldskendelse

Midlertidige foranstaltninger

Arvinger og legatarer

Skifteværger

Boudlæg

Ægtefælleudlæg

Uskiftet bo

Privat skifte

Testamentariske bobestyrerindsættelser

Bobestyrerboer

Ændring af bobehandlingsform

Insolvente boer

Klager over bobestyrere

Salær

Skifte med længstlevende ægtefælle

Skifterettens boafgiftsberegning

Proklama

Skifterettens kompetence

Skifterettens vejledningspligt

Arvingernes oplysningspligt

Sagkyndig vurdering

Beskikkelse af advokat

Sager mod dødsboer

Retsmidler mod skifterettens afgørelser

Retssager ved de almindelige domstole

Lempelse af tilbagebetalingskrav

Skifteretsattester

Aktindsigt


Stedlig kompetence


TFA 2001.499: Bo henvist til behandling i Danmark.

Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i Frankrig, til behandling ved Københavns Byrets Skifteafdeling for så vidt angik aktiverne i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2.

TFA 2001.502: Bo henvist til behandling i Danmark.

Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i USA, til behandling ved dansk skifteret for så vidt angik fast ejendom i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2, selv om der ikke forelå samtykke hertil fra alle boets arvinger.

UfR 2001.1643 ØLK: Engelsk statsborgers bo skulle behandles i Danmark.

A, der var engelsk statsborger, var død i Danmark d. 19.12.2000. A efterlod sig foruden aktiverne i Danmark, aktiver i England for £ 117.102, og disse var taget under skifte i England. Skifteretten i Ringsted bestemte, at afdøde skulle betragtes som processuel indlænding i medfør af DSL § 2, idet A på dødsfaldstidspunktet havde haft bopæl i Danmark i mere end 2 år. Som følge heraf skulle samtlige afdødes aktiver, herunder aktiverne i England, være omfattet af skiftet.

TFA 2002.467 VLK (FM 2002.161 VLK): Bo skulle behandles i Danmark.

M og H, der i en årrække havde boet i Australien, hvor de ejede en udlejningsejendom, rejste i maj 2000 til Danmark med returbillet. H var allerede ved indrejsen til Danmark vidende om, at hun grundet sin sygdom måske ikke ville komme tilbage til Australien, og H havde alene været i Danmark i kort tid, da det stod klart, at hun ikke ville komme tilbage til Australien. H havde straks ved ankomsten ladet sig registrere i folkeregisteret og modtog pension i en del af perioden i Danmark. M ønskede boet skiftet i Australien, men skifteretten i Varde fandt, at H havde etableret bopæl i Danmark, og H havde derfor hjemting i Danmark, jf. DSL § 2. VL stadfæstede.

TFA 2005.430 VLD: Krav fra forbigåede arvinger i schweizisk bo kunne ikke påkendes i Danmark.

F boede ved sin død d. 05.06.1998 i Luzern, Schweiz. Hele boet på ca. 31,5 mio. kr., der blev behandlet i Schweiz, tilfaldt F's søn S som enearving. F var i 1931 pålagt af svare bidrag til D, som var død i 1984. D's to sønner, A og B, anlagde ved VL sag mod S med påstand om , at de som forbigåede arvinger hver skulle have 1/8 af boet eller godt 3,9 mio. kr. VL fandt, at kravet, for så vidt det støttedes på lov om borteblevne § 25, stk. 1, var et berigelseskrav, der i givet fald skulle indgå i en samlet skiftebehandling af dødsboet efter F. Kravet måtte under de givne omstændigheder anskues på samme måde, også selv om det støttes på erstatningsretlige eller andre principper, da kravet uanset den retlige kvalifikation vedrørte fordelingen af midlerne i dødsboet efter F. På den baggrund fulgte det af DSL § 2, stk. 1 og 2, at danske domstole ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet. VL tog derfor sagsøgtes påstand om afvisning til følge.

UfR 2008.2461 ØLK: Dansker, som ved sin død var tilmeldt folkeregisteret, men som havde haft bopæl i Irland fra 1988 til 1998, var at anse som processuel indlænding.

A afgik ved døden på Jamaica d. 24.10.2007, hvorefter A's brødre anmodede om, at boet blev udleveret til behandling ved en dansk bobestyrer. B var ved testamente indsat som A's arving, og B's advokat nedlagde påstand om, at boet hørte under de irske myndigheder, idet A måtte anses for processuel indlænding i Irland. A havde i perioden fra 1988 til 1998 haft folkeregisteradresse i Irland, hvor han både ejede hus og biler, men ellers i Danmark, hvor han også var registreret ved sin død. Skifteretten i København fandt, at det måtte tillægges betydelig vægt, at A ved sin død var tilmeldt en dansk adresse i folkeregistret, navnlig når der hensås til, at A tidligere har været registreret som udrejst til Irland i en periode på ca. 10 år, hvorefter han alene havde været tilmeldt en dansk adresse. Når A endvidere havde to fuldt møblerede boliger her i landet samt oprettede et dansk testamente med hjælp fra en dansk advokat, fandt retten, at A måtte anses for at have bevaret en mindst lige så stærk tilknytning til Danmark som til Irland. A måtte på den baggrund anses for at være processuel indlænding, hvorefter Københavns Byrets skifteafdeling havde skiftekompetence. ØL stadfæstede med bemærkning om, at det processuelle bopælsbegreb ikke er det samme som domicilbegrebet i den internationale privatret.

TFA 2010.703 ØLK: Bo ikke henvist fra Odense til København.

Arving i et bobestyrerbo ønskede, at boet efter AL, der ved sin død var bosat i Odense, blev henvist til behandling ved skifteretten i København, hvor AL havde boet næsten hele sit liv. Skifteretten i Odense afslog dette. AL ejede ikke aktiver i København, og ikke alle livsarvinger var bosiddende i Københavnsområdet. ØL fandt det derfor ikke væsentligt mere hensigtsmæssigt at behandle boet i København, jf. DSL § 2, stk. 3.

UfR 2017.233 VLK (TFA 2017.29/1 VLK): Skifteretten i Kolding var kompetent til at behandle boet efter polsk statsborger, som i 1½ år frem til sin død havde boet hos sin datter i Kolding.

A, der var polsk statsborger, døde i januar 2014 i Kolding. En af A's døtre ønskede boet skiftet i Danmark, mens en anden datter ønskede det skiftet i Polen. Skifteretten i Kolding afviste at behandle boet, navnlig med henvisning til at A ikke havde været registreret som boende i Danmark og efter uenigheden herom arvingerne imellem. VL lagde til grund, at A og hans ægtefælle H siden sommeren 2012 og frem til A's død havde haft deres hjem i Fredericia hos en datter, hvor hovedparten af deres ejendele befandt sig, og hvor de varigt havde opholdt sig. På denne baggrund, og uanset at A ikke havde været registreret i folkeregisteret i Danmark, havde han ved dødsfaldet haft hjemting her i landet, jf. DSL § 2, stk. 1. ØL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til behandling ved skifteretten

Dødsfaldskendelse


TFA 1999.298 VLK (FM 1999.116 VLK): Ikke tilstrækkelig sikkert, at fader var død.

To børn anmodede skifteretten i Ribe om at afsige dødsfaldskendelse i anledning af, at deres far havde været forsvundet i 8 år. Han var forsvundet i Italien, hvor man på en rasteplads ved Firenze havde fundet en bil, som han skulle køre til Schweiz, med tændingsnøglen i. Han havde været hospitalsindlagt efter et selvmordsforsøg lige inden sin forsvinden. Skifteretten fandt det sandsynligt, men ikke så sikkert som krævet i DSL § 5, at han var død, og der blev derfor ikke afsagt dødsfaldskendelse. VL stadfæstede.

TFA 2008.395 VLK: Ikke tilstrækkelig sikkert, at samlever var død.

M havde forladt sit hjem i deprimeret tilstand og var ikke vendt tilbage. Samleveren K anmodede om dødsfaldskendelse. Hjørring Skifteret afviste begæringen, idet det faktum, at M forlod hjemmet i deprimeret tilstand for 3 uger siden og ikke havde givet livstegn fra sig siden, på trods af, at hans bil, hue og trøje er fundet på - - -, ikke var tilstrækkeligt til, at det kunne anses for sikkert, at han var død, jf. DSL § 5. VL stadfæstede.

Midlertidige foranstaltninger


TFA 2016.153 ØLK: Dødsbo kunne ikke prisgive dødsbos andel i lejlighed i Italien. Arvingernes sikkerhedsstillelse nedsat.

Skifteretten i Glostrup havde antaget midlertidig bobestyrer med henblik på salg af afdødes halvdel af lejlighed i Italien. Den anden halvdel ejedes af afdødes bror. Skifteretten besluttede nu at prisgive lejligheden undere henvisning til, at statskassen i boet, som var behandlet som et boudlæg, og som ikke havde tilstrækkelige midler til at fortsætte salgsbestræbelserne, ville komme til at hæfte for foreløbige udgifter på ca. 115.000 kr., hvis disse skulle fortsætte. Hvis skifteretten skulle fortsætte salgsbestræbelserne, skulle arvingerne stille en sikkerhed på 115.000 kr. for boomkostningerne. ØL fandt, at der i medfør af DSL § 12, stk. 4, skulle stilles sikkerhed for boomkostningerne, men fandt, at beløbet burde fastsættes til 90.000 kr., da der ikke ved sikkerhedsstillelsens størrelse burde medregnes salær til den midlertidige bobestyrer. ØL bemærkede endvidere, at der - for det tilfælde, at der ikke af arvingerne blev stillet sikkerhed som krævet - ikke var hjemmel til at prisgive den faste ejendom, men at boet burde afsluttes uden afhændelse af den faste ejendom, således at der - når der var sket afklaring vedrørende denne - skete genoptagelse af boet mod sikkerhedsstillelse for omkostningerne herved.

Arvinger og legatarer


TFA 2011.166 VLK: Afdødes samlever blev som genstandslegatar anset for arving.

M, der døde i 2010, havde i testamente fra 1993 indsat sin samlever K til at arve M's andel af deres fælles ejendom, der udgjorde boets hovedaktiv. Efter M's død gjorde hans datter D gældende, at M ved testationen til K havde overskredet sin testationskompetence, og bestred, at K var berettiget til arv. Der forelå ingen anmodning vedrørende skiftebehandlingen fra D, men K anmodede skifteretten om at udlevere boet til behandling ved bobestyrer. Da K ifølge testamentet skulle modtage en ganske betydelig del af boet, bestemte skifteretten i Viborg - uden at træffe afgørelse om K's arveret - at K skulle have stilling som arving i boet, jf. DSL § 13, stk. 3, og udleverede dette til bobestyrerbehandling. VL tiltrådte på den anførte baggrund skifterettens afgørelse.

TFA 2017.33 VLK: H, der ifølge notartestamente var legatar til ca 40% af boets formue, ikke anset som arving i dødsboet efter sin ægtefælle.

M oprettede d. 23.02.2016 et notartestamente, der bl.a. begunstigede M's samlever gennem ca. 30 år, H, der skulle arve indbo, løsøre, et kontantlegat på 1,3 mio. kr. og halvdelen af en byejendom, som skulle opdeles i to anparter i forbindelse med arveudlægget. Testamentets bestemmelser skulle også gælde, hvis M ved sin død var i ægteskab med H. H, der ikke søgte advokatbistand og heller ikke blev opfordret til at søge sådan, meddelte afkald på arv, herunder tvangsarv. M og H blev gift d. 05.03.2016. M døde d. 28.03.2016. H påstod, at hun skulle tillægges status som arving i boet. H anførte til støtte herfor bl.a., at hun var den, der i realiteten skulle arve den største del af formuen, og at hun derfor burde have indflydelse på boets behandling, herunder i forbindelse med opdelingen af ejendommen. Bobestyreren udtalte sig imod dette, ligesom 4 ud af 5 arvinger modsatte sig det. Nettobeholdningen blev af bobestyreren foreløbigt anslået til ca. 13 mio. kr., hvoraf knap 40 % udgjorde H's legater. Skifteretten i Aarhus fandt ikke, at der forelå sådanne særlige grunde, som nævnt i DSL § 13, stk. 3, der medførte, at H skulle tillægges status som arving. VL stadfæstede.

Skifteværger


UfR 1997.1436 ØLK (FM 1997.158 ØLK): Beskikkelse af skifteværge for umyndig værge i medfør af DSL § 15, stk. 1, nr. 6.

I et bobestyrerbo med en formue på ca. 500.000 kr., som hovedsagelig bestod af en fast ejendom, fandt skifteretten i Kalundborg, at der skulle beskikkes en skifteværge for en mindreårig arving, idet hans fader og faster var medarvinger i boet. Bobestyreren fandt dette overflødigt. ØL tiltrådte, at muligheden for en evt. interessekonflikt sammenholdt med arten og størrelsen af boets aktiver nødvendiggjorde beskikkelse af en skifteværge.

UfR 1998.977 VLK (TFA 1998.292): Skifteværges samtykke til boets salg af fast ejendom krævede ikke statsamtets samtykke.

Statsamtets godkendelse af skifteværges tiltrædelse af arveudlægsskøde til en legatar i et privatskiftet bo var ufornøden, idet der ikke var tale om, at arvingen erhvervede eller solgte en ham tilhørende fast ejendom, jf. VBKG § 11, jf. § 6, nr. 1.

UfR 1998.1031 VLK (TFA 1998.292): Skifteværges samtykke til boets pantsætning af fast ejendom krævede ikke statsamtets samtykke.

Under et privat skifte var der beskikket en skifteværge for en af de 3 arvinger. Statsamtets godkendelse af skifteværgens tiltrædelse af boets pantsætning af fast ejendom som led i boets salg af fast ejendom var ufornøden, idet der ikke var tale om, at arvingen pantsatte en ejendom, og idet arvingen ikke var under værgemål, jf. VBKG § 11, jf. § 6, nr. 1.

UfR 2000.272 ØLK: Privatskiftet bos pantsætning af fast ejendom krævede statsamtets samtykke, da der var mindreårige arvinger.

Skifteretsattest i et privatskiftet bo med enken og 6 arvinger, heraf to mindreårige arvinger, blev afvist fra lysning i forbindelse med boets lysning af ejerskiftelån ved boets salg af ejerlejlighed ejendom, idet statsamtet ikke havde meddelt godkendelse efter VBKG § 6, nr. 2. Komm. af Henrik Storr-Hansen i ADV 1999.263 og af Jens Kristiansen i Fagl. Nyt 2000.125, hvor det antages, at statsamtet skal godkende, hvis de umyndige repræsenteres af født værge, men ikke hvis det er en skifteværge.

TFA 2000.223 ØLK: Vederlag til skifteværge skulle ikke afholdes af boet, men af arvingen selv.

M var død i april 1997, og under skiftet ved bobestyrer blev advokat A beskikket som skifteværge for afdødes søn, der blev myndig under skiftet. Skifteretten i Hillerød bestemte, at vederlaget til skifteværgen skulle afholdes af boet. ØL bestemte, at vederlaget skulle afholdes af arvingen, jf. DSL § 16, stk. 4.

TFA 2000.321 ØLK: Advokat og ikke familiemedlem beskikket som skifteværge.

Skifteretten i Hvidovre havde bestemt, at boet skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer, advokat C, og at advokat V skulle beskikkes som skifteværge for en umyndig arving. Uanset at ingen af arvingerne ville modsætte sig privat skifte, fandtes der fortsat at være afgørende hensyn, der talte i mod et privat skifte. Der var ikke oplysninger, der afgørende talte imod, at boet blev behandlet af advokat C og ikke af en autoriseret bobestyrer. Det fandtes ikke hensigtsmæssigt at beskikke den af A foreslåede skifteværge, som var søster til A's ægtefælle. Skifterettens afgørelse blev herefter stadfæstet.

TFA 2000.453 VLK: Skøde fra bobestyrerbo kunne lyses uden statsamtets godkendelse.

Dødsboet efter K, hvis eneste arvinger var hendes to mindreårige børn, behandledes ved bobestyrer, og der var udpeget skifteværge for arvingerne. Dødsboets salg af halvparten af ejendom til afdødes samlever M, som var børnenes fader, skulle ikke godkendes af statsamtet, og der var således ikke grundlag for at afvise skødet. Der var ej heller grundlag for at afvise pantebrevene. Det bemærkedes, at revision af boopgørelser i boet med umyndige arvinger foretages af skifteretten, jf. DSL § 79, stk. 3, nr. 1.

TFA 2001.187 ØLK (FM 2001.9 ØLK): Ikke nødvendigt at beskikke skifteværge for arving.

Søster og broder havde overtaget boet efter deres moder til privat skifte med bistand fra advokat A. Broderen, der var en 53-årig førtidspensionist, som boede i afdødes ejerlejlighed, besvarede ikke advokatens henvendelser, og advokaten anmodede nu om, at broderen fik beskikket en skifteværge. Skifteretten på Frederiksberg fandt det ikke godtgjort, at broderen var svækket i en sådan grad, at beskikkelse af skifteværge i medfør af DSL § 15, stk. 1, nr. 4 var nødvendig, og der fandtes ikke grundlag for at beskikke skifteværge efter DSL § 15, stk. 2. Skifteretten pålagde søsteren at betale omkostningerne ved advokatens besøg på 1.750 kr. ØL stadfæstede nægtelsen af at beskikke skifteværge, men fandt at omkostningerne skulle bæres af boet, da begæringen om beskikkelse af skifteværge var fremsat af advokat A på boets vegne.

TFA 2001.358 ØLK (FM 2001.78 ØLK): Beskikkelse af skifteværge for person, der modsatte sig dette, burde afvente lægeerklæring.

I et bo med en formue på ca. 7 mio. kr. var afdødes 3 søskende arvinger. Søsteren S, der var i 80'erne og på plejehjem, underskrev et dokument, der ikke var et arveafkald. Skifteretten i Roskilde beskikkede en advokat som skifteværge ad hoc. Advokaten aflagde besøg hos S og meddelte skifteretten, at S ikke selv kunne varetage sine interesser. Derefter beskikkedes advokat som skifteværge, jf. DSL § 15, stk. 1, nr. 4. ØL ophævede denne beslutning, navnlig når hensås til, at S havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede skifteværge beskikket, og til, at der ikke forelå lægeerklæring. (Skifteretten indhentede herefter en speciallægeerklæring, hvoraf fremgik, at det var yderst tvivlsomt, om S kunne opfatte, forstå, bearbejde og drage relevante konklusioner. Skifteretten beskikkede herefter på ny advokaten som skifteværge, hvilket ØL stadfæstede). Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2001.79, da det vil være stærkt forsinkende at afvente lægeerklæringer før beskikkelse af skifteværger.

FM 2001.125 ØLK: 85-årig fik beskikket skifteværge mod sin protest.

85-årig arving fik af skifteretten i Roskilde beskikket en skifteværge, idet det ifølge speciallægeerklæring var tvivlsomt, om hun kunne opfatte, forstå og bearbejde og for sin person drage relevante konklusioner og stillingtagender i forbindelse med bobehandlingen. ØL stadfæstede.

TFA 2002.366 VLK (FM 2002.80 VLK (nr.6)): Beskikkelse af skifteværge for dement ægtefælle opretholdt.

H var død, og hun efterlod sig M, der boede på plejehjem og var fremskreden dement, samt 2 sønner, der havde modtaget afgiftsfrie gaver fra M efter moderens død. Skifteretten i Randers beskikkede en skifteværge for M i medfør af DSL § 15, stk. 1, nr. 4, hvilket sønnerne påkærede. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2002.80.

TFA 2003.78 ØLK: Mindreårig arving fik beskikket skifteværge, da der var risiko for interessekonflikt.

I et bobestyrerbo var en datter og en mindreårig søn arvinger. Sønnens værge havde afgivet tilbud på køb af boets ejendom på Bornholm. Da der var risiko for en interessekonflikt mellem den umyndige arving og dennes værge om et aktiv af ikke ubetydelig værdi, fandt skifteretten i København, at det i henhold til DSL § 15, stk. 1, nr. 6 var nødvendigt med beskikkelse af en skifteværge for den umyndige arving.

TFA 2003.231 VLK (FM 2003.119 VLK): Beskikkelse af skifteværge tilbagekaldt, da arving havde fået en midlertidig forældremyndighedsindehaver.

En mindreårig arving havde fået beskikket en skifteværge, efter at begge forældre var døde, jf. DSL § 15, stk. 1, nr. 8. Da arvingen fik beskikket en midlertidig forældremyndighedsindehaver, jf. FML § 24, tilbagekaldte skifteretten i Hobro beskikkelsen af skifteværgen. Den faste værge protesterede og henviste til, at den umyndige fortsat havde behov for bistand vedr. forsikrings- og erstatningsbeløb. Skifteretten fastholdt tilbagekaldelsen, idet arvingen enten kunne få bistand af bobestyreren eller måtte søge om fri proces. VL stadfæstede.

TFA 2003.305 ØLK: Salær til advokat som skifteværge fastsat til 15.000 kr.

Advokat R havde været beskikket som skifteværge for M i perioden 12.12.200 til 06.07.2001, hvor M fik beskikket en fast værge. Skifteværgen oplyste at have haft et tidsforbrug på 26 timer plus 10 sekretær timer. Skifteretten i Helsingør tilkendte skifteværgen et honorar på 8.000 kr. plus moms og 100 kr til porto og fotokopiering. ØL fandt efter sagens karakter og forløb, at salæret passende burde forhøjes til 15.000 kr. plus moms, og at der herefter ikke var grundlag for at tilkende advokaten yderligere beløb som godtgørelse for udlæg.

Boudlæg


TFA 1998.52 ØLK (FM 1998.13): Boudlæg til afdødes stedsøn mod tvangsarvingernes protest.

Skifteretten havde udlagt boet efter A, som døde d. 22.09.1997, som boudlæg til A's stedsøn, S. Boet bestod af indbo til 1.000 kr, et lejet TV og et mindre bankindestående, i alt under 25.000 kr. A's 7 børn protesterede efterfølgende. S havde bestilt begravelsen og indleveret A's forskellige aktiver til skifteretten. S erklærede at have taget sig af afdøde og kendte til hans forhold. Skifteretten fastholdt afgørelsen, som ØL stadfæstede.

TFA 1998.191 ØLK (FM 1998.81 ØLK): Begæring om boudlæg afslået, da boopgørelse var endelig.

I insolvent bobestyrerbo afholdtes d. 01.10.1997 afsluttende bomøde, hvor bobestyrer fremlagde boopgørelse, hvor der efter begravelsesudgifter på ca. 20.000 kr. og bobehandlingsudgifter på ca. 16.500 kr. var en nettobeholdning på 15.247 kr., som skulle tilfalde Lønmodtagernes Garantifond, som havde et privilegeret krav på godt 32.000 kr. Afdødes moder begærede d. 05.11.1997 boudlæg i medfør af DSL § 65, hvilket blev afslået, da boopgørelsen var endelig 4 uger efter det afsluttende bomøde, jf. DSL § 68, stk. 2, 4. pkt. ØL stadfæstede. (Bobestyreren, moderens advokat, skifteretten og landsretten har overset, at DSL § 68 ikke finder anvendelse i insolvente bobestyrerboer, idet insolvente bobestyrerboer skal afsluttes efter reglerne i KL kap. 18)

TFA 1999.11 VLK (FM 1999.8 ØLK): Boudlæg til afdødes niece, som måtte betragtes som afdødes nærmeste efterladte.

Skifteretten udlagde boet, som efter betaling af begravelsen udgjorde 1.308 kr., til afdødes niece, som havde taget sig af begravelsen. Niecen fordelte derpå løsøret efter afdødes ønsker. Et andet familiemedlem begærede boet genoptaget, fordi hun ønskede løsøre og familiebilleder udleveret til sig. Skifteretten fastholdt afgørelsen, idet niecen måtte betragtes som afdødes nærmeste efterladte. ØL stadfæstede.

TFA 1999.26 VLK: Boudlæg ikke genoptaget.

Boet efter K var d. 01.05.1997 udlagt som boudlæg til hendes samlever S. K's to døtre begærede boudlægget genoptaget, da indboet var værdiansat for lavt, og da afdøde var medejer af en bankkonto. Der var ikke grundlag for en genoptagelse af boets behandling, jf. DSL § 103.

UfR 1999.1123 ØLK (FM 1999.80 ØLK): Der kunne ske boudlæg af andelslejlighed til 65.000 kr, da bankgæld kunne modregnes i værdien.

A efterlod sig en andelslejlighed til en værdi på 65.000 kr. og en gæld på ca. 300.000 kr. Ved købet i sommeren 1998 havde A optaget et lån i Unibank, som A's fader kautionerede for. Andelsbeviset, der ikke kunne belånes, havde været opbevaret i banken. ØL fandt, at andelsbevisets opbevaring i den långivende bank måtte sidestilles med en tinglig ret, og der kunne derfor ske boudlæg til faderen. (Kritisk kommenteret af Henning Broman i FM 1999.79: Når boudlægget rammer værdiloftet)

TFA 1999.143 VLK (FM 1999.9 VLK og Fagl. Nyt 1999.51 VLK): Boudlæg til afdødes samlever.

Afdødes moder anfægtede, at boet efter hendes søn blev udlagt som boudlæg til sønnens samlever. Skifteretten fandt, at samleveren igennem 10 år måtte betragtes som afdødes nærmeste efterladte, jf. DSL § 19, stk. 1. VL stadfæstede.

TFA 2000.212 ØLK (FM 2000.46 ØLK): Boudlæg til afdødes søster.

Afdødes søster havde sørget for begravelsen. Bobeholdningen udgjorde 17.558 kr., og både afdødes datter og søster begærede boudlæg. Skifteretten i Odense anså søsteren som afdødes socialt set nærmeste pårørende og udlagde boet til hende. ØL stadfæstede.

TFA 2000.126 VLK (FM 2000.9 VLK): Boudlæg genoptaget.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

TFA 2000.245 VLK (FM 2000.59 VLK): Boudlæg ikke genoptaget.

Enke med 3 børn havde i 1997 givet gaver på 40.000 kr. til 2 børn og 10.000 kr. til et svigerbarn. Ved hendes død i 1999 blev udlagt som boudlæg. Det tredje barn krævet boet genoptaget under henvisning til, at enken ikke havde været i stand til at give gaver. Skifteretten i Silkeborg fandt det ikke påkrævet at genoptage boet, idet sag om omstødelse af gaverne kunne anlægges alligevel, og der var ikke påvist nye aktiver, som kunne begrunde en genoptagelse. VL stadfæstede, idet det ikke var påkrævet at genoptage boet på grund af de nye oplysninger, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, og idet betingelserne for genoptagelse i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt på nuværende tidspunkt.

TFA 2000.361 VLK (FM 2000.98 VLK og FM 2000.142 VLK): Boudlæg genoptaget.

Boet efter H var d. 08.01.1998 berigtiget som boudlæg, uden at der blev taget stilling til, hvorledes der skifteretligt skulle forholdes med boets mulige krav mod Sparekassen Kronjylland og den retssag, der på daværende tidspunkt var anlagt herom. Arvingernes advokat havde d. 08.01.1998 meddelt landsretten, at arvingerne var enige om at fortsætte sagen. Skifteretten i Skive genoptog d. 13.06.2000 boet og udleverede dette til bobestyrerbehandling, idet boet havde fået fri proces til anlæggelse af sag mod Sparekassen med påstand om betaling af 559.000 kr. Sparekassen fandtes at have den fornødne interesse i kære af skifterettens afgørelse, som blev stadfæstet, idet betingelserne for genoptagelse i DSL § 103, stk. 1 fandtes opfyldt, og idet arvingerne ikke havde opgivet kravet eller ud fra en passivitetsbetragtning var afskåret fra at begære boet genoptaget.

TFA 2001.54 VLK (FM 2000.140 VLK): Boudlæg til søster frem for datter.

Afdøde var en 85-årig mand, hvis nærmeste var hans datter D og hans søster S. De begærede begge boudlæg. Skifteretten i Grenå lagde til grund, at S i hvert fald i de senere år havde haft væsentlig tættere kontakt til afdøde end D, og udlagde boet til S. VL stadfæstede.

TFA 2001.88 ØLK (FM 2000.139 ØLK): Boudlæg til niece ophævet.

Skifteretten i København udlagde boet, som var på 26.361 kr. efter at begravelse og skifteafgift var betalt, til afdødes niece, som havde betalt begravelsen. Afdøde havde i testamente fra 1980 betænkt A og B. Skifteretten var bekendt med, at A var i besiddelse af afdødes bankbog. Derfor burde skifteretten, under hensyn til beløbets størrelse, uanset testamentets alder og den mødende nieces oplysninger, have indkaldt i hvert fald A til at afgive forklaring om forbindelsen med afdødes i de senere år. Boudlægget blev derfor ophævet.

FM 2001.55 Afgørelse af 28.02.2001 fra Den Sociale Ankestyrelse: H, der havde fået boudlæg, hæftede ikke for tilbagebetaling af pension.

M var død d. 27.04.2000 efter at pensionen for maj 2000 var indbetalt. H, der havde fået boet udlagt som boudlæg, hæftede ikke for tilbagebetalingskravet.

FM 2001.171 ØLK: Boudlæg ophævet, da der ikke var taget stilling til, hvilke aktiver der indgik i boet.

Skifteretten i Helsingør havde udlagt boet som boudlæg til afdødes to sønner, et barnebarn og enken efter søn S, der var død under boets behandling. S havde for skifteretten gjort gældende, at en række indbogenstande, som ved dødsfaldet befandt sig i S's hjem, var givet som livsgaver til S. Skifteretten havde ikke truffet afgørelse om dette spørgsmål. Da skifteretten herefter ikke havde taget stilling til, hvilke aktiver der indgik i boet, ophævedes skifterettens kendelse, og sagen hjemvistes til skifteretten til fortsat behandling.

UfR 2002.436 VLK (FM 2002.7 VLK): Boudlæg tilladt, selv om værdigrænsen var overskredet med ca. 12.000 kr.

Afdøde efterlod sig aktiver for ca. 61.000 kr og begravelsesudgifterne var på knapt 20.000 kr. Afdøde havde 6 søskende, hvoraf 4 var døde og efterlod sig 12 børn, hvoraf nogle var døde. Skifteretten i Grindsted afslog nevøs begæring om boudlæg. VL fandt efter en samlet vurdering af boets overskud, antallet af arvinger og de forventede udgifter til eftersøgning af disse, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske boudlæg efter DSL § 18, stk. 2. Komm. kritisk af Henning Broman i FM 2002.7, som håber, at der er tale om en enlig svale, som ikke gentages.

FM 2002.8 Københavns Byrets Skifteafdeling: Udlagte aktiver skulle tilbagebetales efter genoptagelse af boudlæg.

Bo var boudlagt til afdødes søn S, men blev genoptaget, da der til skifteretten blev udbetalt en forsikringssum for indbo på 85.000 kr. Boet blev herefter udlagt til 3 sønner til forenklet privat skifte og kontaktpersonen fik udbetalt de 85.000 kr. Efter begæring af en af sønnerne blev boet senere taget under bobestyrerbehandling. Skifteretten bestemte, at S skulle tilbagebetale de midler han fik udlagt ved det oprindelige boudlæg, da han måtte værende vidende om forsikringssummen, da han fik boet boudlagt. Der blev i fogedretten gjort udlæg for S's tilsvar til boet.

TFA 2002.191 ØLK (FM 2002.24 ØLK): Ikke nyt boudlæg til samlever, der havde givet ukorrekte oplysninger til skifteretten.

Boet efter K var d. 31.07.2001 udlagt som boudlæg til samlever gennem 6 år, M. Da det senere blev konstateret, at K var ejer af en bil og kontanter for 45.000 kr., blev disse ejendele d. 18.09.2001 udlagt som nyt boudlæg til M. K's forældre begærede sagen genoptaget, hvilket skifteretten i Hørsholm ikke fandt grundlag for. ØL fandt, at M på d. 31.07.2001 var bekendt med, at der forelå yderligere aktiver, uden at han oplyste dette til skifteretten. Under disse omstændigheder kunne boet, der på genoptagelsestidspunktet d. 18.09.2001 overskred værdigrænsen i DSL § 18, stk. 1, ikke sluttes med et nyt boudlæg, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten. Komm. af Henning Broman i FM 2002.24, der finder afgørelsen fin og klar.

FM 2002.29: Boudlæg kunne ikke fravælges af skattemæssige grunde.

Enkemand ønskede boudlæg ændret til uskiftet bo, da han ved boudlægget havde mistet afdødes personfradrag og derved fik udløst en restskat for dødsåret. Skifteretten i Esbjerg fastholdt, at boudlægget var obligatorisk og derfor ikke kunne ændres. Sagen endte i øvrigt med, at den lokale skatteregion af sociale grunde eftergav enkemanden restskatten.

TFA 2002.101 ØLK: Boudlæg ophævet, da det ikke fremgik, hvilke aktiver det drejede sig om.

Skifteretten i Helsingør havde udlagt bo som boudlæg til to sønner, et barnebarn og en svigerdatter. Da skifteretten ikke havde taget stilling til, hvilke aktiver der indgik i boet, ophævedes kendelsen om boudlæg og sagen hjemvistes.

TFA 2002.209 ØLK: Bo udlagt til afdødes stedsøn og ikke til 3 søstre.

Skifteretten i Rødovre havde udlagt boet til afdødes stedsøn, der havde forestået begravelsen. Efterfølgende ønskede afdødes 3 søstre, der boede i Odense, Sverige og Polen, at få boet udlagt. Skifteretten fandt, at boet med rette var udlagt til stedsønnen, når hensås til oplysningerne om hans sociale og familiemæssige tilknytning til afdøde. ØL stadfæstede.

TFA 2002.272 VLK (FM 2002.61 VLK): Ikke boudlæg, da der muligvis forelå en ugyldig dødsgave.

H, der havde adopteret en søn med testationsforbehold, havde i 1998 ved uigenkaldeligt testamente indsat sit barnebarn T som universalarving. Hun havde i 1999 som gave overdraget sin ejendom og sine møbler til sin adoptivsøn S mod at få livsvarig brugsret. Efter H's død protesterede T mod, at boet blev udlagt som boudlæg til S, idet gaven kunne være en dødsgave. Skifteretten i Hobro gav T medhold heri og udleverede boet til bobestyrerbehandling. VL stadfæstede.

TFA 2002.454 ØLK (FM 2002.106 ØLK): Boudlæg til søn, som tilbød at rydde lejligheden.

Skifteretten i København udlagde bo på ca. 23.400 kr. netto, efter at begravelsen var betalt, til herboende søn, som havde tilbudt at rydde lejligheden. En anden søn, som boede i Canada, og som havde bestilt begravelsen, fik ikke medhold i, at boet blev udlagt til alle 3 børn i fællesskab. ØL stadfæstede.

TFA 2002.468 VLK (FM 2002.160 VLK): Boudlæg uden yderligere undersøgelser.

Skifteretten i Tønder udlagde bo med et bankindestående på 16.500 kr. til afdødes datter B, som to år tidligere havde hævet 168.000 kr. fra moderens konto med henblik på at give gaver til børn og børnebørn. Skifteretten antog midlertidig bobestyrer og afhørte de to døtre: VL fandt ikke anledning til, at skifteretten foranstaltede yderligere undersøgelser af, hvorledes det hævede beløb var blevet anvendt.

UfR 2003.207 VLK (TFA 2003.97/2 VLK og FM 2002.189 VLK): Boudlæg til nabo og ikke datter.

Skifteretten i Grindsted udlagde boet efter M, der efterlod sig aktiver for ca. 40.000 kr. og begravelsesudgifter på ca. 25.000 kr., til M's nabo og ikke til M's datter, idet M selv i en skriftlig erklæring selv havde givet udtryk for, at hun skulle have hans ting, og idet hun som den eneste havde taget sig af ham det sidste år før hans død. VL stadfæstede.

TFA 2003.26 ØLK: Boudlæg til afdødes søn.

Skifteretten i Store Heddinge tog bobestyrers anmodning om afslutning af boet i medfør af DSL § 65 som boudlæg til følge. Efter afholdelse af omkostninger, herunder bobestyrersalær på 15.000 kr. plus moms, var der alene et overskud på 1.079 kr. Boet udlagdes til søn, som igennem en lang årrække havde boet sammen med afdøde, selv om alle 3 børn havde haft tæt kontakt til afdøde.

TFA 2003.485 VLK (FM 2003.186 VLK): Ikke boudlæg, da afdøde muligvis havde ydet omstødelige gaver.

Skifteretten i Hjørring udleverede i medfør af DSL § 18, stk. 3 bo til bobestyrerbo, selv om en arving anmodede om at få det udleveret som boudlæg. Afdøde havde siddet i uskiftet bo og havde solgt en ubehæftet fast ejendom og ydet betydelige gaver. Der kunne rejses tvivl om, hvorvidt afdøde havde misbrugt sin rådighed over boet. Landsretten tiltrådte, at der var anledning for skifteretten for nærmere at undersøge, hvorledes midlerne var anvendt, og stadfæstede afgørelsen.

TFA 2003.487 ØLK: Boudlæg til sønnen B uden yderligere undersøgelser.

Københavns Byrets Skifteafdeling udleverede bo til sønnen B, som måtte betragtes som afdødes nærmeste. En datter C havde i 1999 oppebåret en check på 120.000 kr. fra Bruun Rasmussens Kunstauktioner i forbindelse med salg af afdødes indbo. Da der var forløbet 4 år, var der ikke anledning til at foretage yderligere undersøgelser vedrørende afdødes aktiver på dødsfaldstidspunktet. ØL stadfæstede.

FM 2003.220 VLK: Boudlæg var obligatorisk og kunne ikke ændres til uskiftet bo.

M have fået boet efter H udlagt som boudlæg. Han ønskede nu at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo Skifteretten i Skive afslog dette under henvisning til, at boudlægget var obligatorisk, når aktivmassen ikke var større. VL stadfæstede.

TFA 2004.64 ØLK (FM 2003.275 ØLK): Boudlæg uden yderligere undersøgelser.

Afdøde H havde siddet i uskiftet bo efter M med 11 livsarvinger siden 1972. H havde i 1976 overdraget fast ejendom til sønnen S. De øvrige livsarvinger gjorde gældende, at købesummen aldrig var blevet betalt og derfor var et aktiv i boet, der således ikke kunne berigtiges ved et boudlæg. ØL fandt det ikke sandsynliggjort, at en bobestyrerbehandling af boet ville medføre konstatering af yderligere aktiver, hvorfor det tiltrådtes, at boet var udlagt som boudlæg til den arving, som havde betalt begravelsen.

TFA 2004.102 ØLK (FM 2003.275 ØLK): Boudlæg ikke genoptaget.

Skifteretten i Køge havde foretaget boudlæg til afdødes to døtre A og B. A begærede boet genoptaget, da der var fjernet ting fra afdødes lejlighed, og da B dermed ikke havde overholdt deres indbyrdes aftale om fordeling af deres afdødes mors ejendele. Skifteretten fandt ikke grundlag for en genoptagelse, jf. DSL § 103, stk. 1. ØL stadfæstede.

TFA 2004.158 ØLK: Boudlæg ikke genoptaget.

Skifteretten i Ringsted havde foretaget boudlæg til M's samlever K, som havde bestilt og betalt begravelsen. Der var aktiver for 11.640,30 og begravelsesudgifter for 24.431 kr. M's to børn begærede boet genoptaget. Skifteretten tog ikke begæringen til følge. ØL stadfæstede, idet samleveren også efter det for landsretten oplyste måtte betragtes som afdødes nærmeste.

TFA 2004.236 ØLK: Boudlæg genoptaget mod sikkerhedsstillelse.

Dødsboet efter M var blevet udleveret til samlever S som boudlæg. M's datter D begærede boet genoptaget, da hun hævdede at afdøde havde ejendele i Tyrkiet og havde anlagt en retssag i Tyrkiet. Skifteretten i Lyngby tog genoptagelsesbegæringen til følge på betingelse af, at D inden 4 uger stillede sikkerhed på 75.000 kr. for omkostningerne forbundet med boets genoptagelse. ØL stadfæstede.

TFA 2004.416 VLK: Boudlæg til afdødes fraseparerede hustru.

Skifteretten i Randers udlagde boet efter M som boudlæg til hans fraseparerede hustru, da hun - og ikke M's datter - måtte anses for at være M's nærmeste efterladte. VL stadfæstede.

TFA 2005.49 VLK: Boudlæg blev ikke genoptaget.

Datter havde fået bo udlagt som boudlæg med en bobeholdning på 12.628 kr. Hun havde under strafansvar oplyst, at indboet ikke havde nogen værdi. Hun anmodede knap 3 måneder senere om genoptagelse, da der ved et privat skifte ville blive udbetalt ca. 16.000 kr. i overskydende skat. Hun oplyste nu, at indboet havde en så stor værdi, at boet oversteg beløbsgrænsen for boudlæg. Skifteretten i Herning afviste begæringen, da der ikke var fremkommet yderligere aktiver, og da der i øvrigt ikke var begået fejl i forbindelse med sagens behandling. VL stadfæstede.

UfR 2005.1631 VLK: Ikke boudlæg, da andelsbevis måtte anses som et ubehæftet aktiv.

A ejede ved sin død en andelsbolig. Andelsbeviset var håndpantsat til en Forstædernes Bank, B, der var indsat som begunstiget til en gruppelivsforsikring. A's samlede gæld til B, opgjort pr. dødsdagen til 367.116 kr., blev indfriet i kraft af udbetalingen fra gruppelivsforsikringen. Skifteretten i Brønderslev nægtede at udlevere boet til A's mor, M, som boudlæg efter DSL § 18, fordi A's gæld til B var indfriet pr. dødsdagen, hvorefter aktiverne i afdødes bo ikke længere var pantbehæftede, men måtte betragtes som frie aktiver. Da værdien af boets nettoaktiver herefter oversteg 32.000 kr., var betingelserne for boudlæg ikke opfyldt. VL stadfæstede.

TFA 2005.311 ØLK: Pension skulle ikke tilbageføres i boudlagt bo.

M var død d. 24.10.2004. Glostrup Kommune indsatte pension og boligydelse for november 2005 på afdødes konto d. 29.10.2004. Boet (incl. pensionen) blev udlagt til afdødes datter ved boudlæg for 29.324 kr. Skifteretten i Glostrup fandt, at kommunens krav på tilbageførsel ikke havde en særlig retsstilling ved boudlæg, og beløbet skulle derfor ikke tilbageføres. ØL stadfæstede.

TFA 2006.72 ØLK: Begæring om boudlæg ikke taget til følge.

H efterlod sig M og 2 fællesbørn. Boet var insolvent. M opgjorde boets aktiver minus omkostninger til 15.107 kr. Skifteretten i Vordingborg afslog M's begæring om boudlæg og tog boet under bobestyrerbehandling som insolvent. ØL anførte, at der til boets aktiver skulle lægges SP-ratepension på 6.318 kr. En revisorudgift på 12.500 kr. kunne ikke medtages i boopgørelsen. Værdien af bobeholdningen, som den skulle opgøres efter DSL § 18, stk. 1, oversteg herefter 32.000 kr. Dette gjaldt, uanset at begravelsesudgifterne på 53.313 kr. kunne anses for rimelige, og uanset om en bank måtte have modregningsadgang ud over 14.400 kr. ØL stadfæstede derfor, at der ikke kunne ske boudlæg.

TFA 2006.205 ØLK: Boudlæg til den ene af afdødes to sønner.

Skifteretten i København udlagde boet efter M som boudlæg til den ene af afdødes to sønner, som havde ordnet og betalt begravelsen. Broderen og afdødes enke, som lå i separationsforhandlinger med M på dødstidspunktet, kærede afgørelsen til ØL, som stadfæstede denne.

TFA 2006.476 ØLK: Boudlæg til den ene af afdødes to sønner.

Skifteretten i Lyngby udlagde boet efter M som boudlæg til den ene af afdødes to sønner, som havde ordnet og betalt begravelsen. Den anden søn fik ikke medhold i, at der skulle ske boudlæg til ham, idet han ikke havde haft kontakt med faderen de sidste mange år. ØL stadfæstede.

TFA 2007.93/2 ØLK: Bo udleveret til boudlæg og ikke til forenklet privat skifte.

H var død, og enearvingen S begærede boet udleveret til forenklet privat skifte. S havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten. S skyldte H 200.000 kr., men fordringen måtte ansættes til kurs 0. Boet var ikke tilstrækkelig til at dække gælden, og der var ikke stillet sikkerhed herfor. Betingelserne i DSL § 33, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, var ikke til stede. S, der havde bestilt begravelsen, fik boudlæg i henhold til § 18, stk. 1.

TFA 2007.232 ØLK: Ikke godtgjort at betingelserne for genoptagelse af boudlæg var opfyldt.

Boet efter M var udlagt som boudlæg til datteren D. Sønnen S anmodede om genoptagelse. Københavns Skifteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte D's forklaring om at 28.000 kr. og 5.000 kr. var overført fra afdødes konto til hende til dækning af refusion af udgifter afholdt af D for afdøde. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte hendes forklaring om afdødes indbo, smykker og kuvert med påførslen "Tilhører S". Det måtte herefter lægges til grund, at boets aktiver bestod af de på anmodningen om boudlæg anførte 14.723,18 kr. med tillæg af begravelseshjælp fra sygesikringen og "Danmark" med i alt 2.050 kr. og indbo ansat til 6.230 kr. Aktiverne udgjorde således i alt 23.003,18 kr. Skifteretten fandt ikke, at S havde godtgjort, at betingelserne i DSL § 103, stk. 1, om genoptagelse var opfyldt. ØL stadfæstede.

TFA 2007.313/2 ØLK: Boudlæg til den ene søn, der havde forestået begravelsen og som havde boet sammen med afdøde igennem en årrække.

A, som var søn af afdøde M, og som havde boet sammen med M, begærede boet udlagt til sig som boudlæg. B, der ligeledes var M's søn, gjorde indsigelse herimod og begrundede dette med, at der var forsvundet genstande fra det uskiftede bo, herunder barndomsbilleder, og at han ikke selv havde haft adgang til M's hjem, hvorfor han ikke var bekendt med, om der var værdier i hjemmet. Frederiksberg Skifteret udtalte, at det fremgår af DSL § 18, at boer, der ikke overstiger 33.000 kr. efter fradrag af rimelige udgifter til begravelsen, udlægges til nærmeste pårørende uden skiftebehandling. Skifteretten lagde til grund, at boet ikke oversteg grænsen for boudlæg. Der var herved lagt vægt på forklaringerne i sagen og på det forhold, at boet ifølge opgørelserne i sagen alene havde en bobeholdning på ca. 3.600 kr. Eftersom A igennem en årrække havde boet sammen med M, og idet han havde stået for begravelsen, blev han anset som nærmeste pårørende og hans anmodning blev taget til følge. ØL stadfæstede afgørelsen.

UfR 2008.17 VLK: Boudlæg til afdødes egen søn og ikke til samlevers søn.

M og K havde boet sammen i mange år, da K døde i 2004. M, der havde to sønner, hvoraf den ene boede i USA, og den anden, S, på Sjælland, døde i 2007. S tog sig af rydningen af K's lejlighed og af begravelsen. S anmodede om udlevering af boet som boudlæg, jf. DSL § 18, stk. 1 og § 19, stk. 1. K havde 4 børn, og en af disse, C, krævede boet udleveret. M efterlod sig aktiver for 51.303 kr. Begravelsesudgifterne m.v. udgjorde 30.896,88 kr., således at bobeholdningen udgjorde 20.406,12 kr. Randers skifteret lagde til grund, at C og dennes familie også efter K's død jævnligt havde været i kontakt med M, at M de sidste år af sit liv deltog i højtider hos C og dennes familie, og at C og dennes familie tog sig af M i forbindelse med K's død i 2004 og i forbindelse med M's sygdom. S havde været i jævnlig kontakt med M. Det måtte imidlertid lægges til grund, at kontakten de senere år primært havde været telefonisk. Efter en samlet vurdering fandt skifteretten herefter, at C var at anse som M 's nærmeste efterladte i relation til DSL § 19, stk. 1. Boet efter M skulle udleveres som boudlæg til C, jf. DSL § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1, mod at han betalte udgifterne ved begravelsen og boets behandling. VL fandt, efter de oplysninger, der forelå om tilknytningen mellem M og hans søn, S, ikke grundlag for at antage, at S ikke måtte anses for M's nærmeste efterladte, jf. DSL § 18, stk. 1, og § 19, stk. 1. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på udlæg af dødsboet til S.

TFA 2008.251 VLK: Boudlæg til afdødes samlever og ikke til afdødes barn.

Skifteretten i Aalborg havde udlagt boet efter 87-årig K som boudlæg til et af K's børn. Afdødes samlever M anmodede om genoptagelse og oplyste, at de reelt havde været samlevende i de sidste 12 år. K havde boet på 1. sal i en lejlighed i M's ejendom, og M havde boet i en lejlighed nedenunder. Skifteretten tog ikke anmodningen til følge. VL fandt ikke grundlag for at antage, at M ikke måtte anses for K's nærmeste efterladte, jf. DSL § 18, stk. 1 og § 19, stk. 1. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på udlæg af boet til M.

TFA 2009.147 VLK: Sag om genoptagelse af boudlæg hjemvist til skifteretten.

Skifteretten i Hjørring havde udlagt boet efter AL til D. Arvingerne A, B og C anmodede om genoptagelse, da AL i 2006 havde en formue på 174.000 kr., og da der var hævet 134.000 kr. på AL's konto kort før dødsfaldet. Skifteretten tog ikke begæringen til følge. Da det ikke fremgik af sagen, at D var gjort bekendt med anmodningen og havde haft lejlighed til at udtale sig, og da det ikke kunne udelukkes, at boet skulle genoptages i medfør af DSL § 103, ophævede ØL skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

TFA 2009.593 ØLK: Boudlæg, selv om værdigrænsen var overskredet.

Afdøde efterlod sig aktiver for 96.773 kr., hvoraf 80.023 kr. var en opsagt pensionsordning. Begravelsesudgifterne og udgifterne til boets behandling udgjorde 48.022 kr., og der var således et overskud på 48.751 kr., eller 12.751 kr. over grænsen for boudlæg i 2009. Der var anmeldt krav i boet på næsten 2,7 mio. kr. Skifteretten i Helsingør foretog boudlæg til den efterlevende ægtefælle, jf. DSL § 18, stk. 2, idet en insolvent bobestyrerbehandling ikke kunne forventes at medføre dividende til kreditorerne, og idet pensionsbeløbet var tilfaldet ægtefællen uden om boet, hvis det ikke var blevet hævet. ØL stadfæstede.

UfR 2010.2631 VLK (TFA 2010.642/2 VLK): Ikke boudlæg i et tilfælde, hvor værdigrænsen var overskredet.

A døde i 2009 og efterlod sig 3 fællesbørn. Boet blev udlagt som boudlæg til hendes søn P. I boet registreredes aktiver i form af begravelseshjælp på 1.050 kr. og et bankindestående på 38.150,62 kr. og passiver på i alt 24.500 kr. P meddelte efterfølgende skifteretten, at der var fundet 5.910 euro i A's bankboks svarende til 43.998 kr., og P anmodede skifteretten om yderligere boudlæg. A's datter D anmodede om, at boet blev udlagt til hende. A og hendes afdøde ægtefælle havde i 1993 i et testamente bl.a. anført, at det var deres ønske, at D forlods skulle arve alt sølvtøjet, alle smykkerne og A's tøj samt alt indboet. Skifteretten i Esbjerg udlagde på ny boet til P som boudlæg, hvilket D påkærede. VL anførte, at der efter det oplyste ikke var kreditorer, der havde anmeldt krav i boet, og boets formue bestod efter de foreliggende oplysninger alene af en kontantbeholdning og noget indbo, ligesom skifteretten var bekendt med arvingernes adresser. Der fandtes på denne baggrund ikke at foreligge sådanne ganske særlige omstændigheder, at boudlæg kunne finde sted, selv om værdigrænsen i DSL § 18, stk. 2, var overskredet. VL ophævede herefter skifterettens beslutning og hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifteretten med henblik på stillingtagen til, hvordan boet skulle behandles.

UfR 2013.271 VLK (TFA 2013.110/1 VLK, FM 2013.83 VLK): Ikke boudlæg i et tilfælde, hvor værdigrænsen var overskredet.

I et bo var der samlet aktiver for 73.924 kr. der bestod af et bankindestående samt begravelseshjælp. Der var begravelsesudgifter for 25.806 kr. Der var modtaget anmeldelser fra 2 kreditorer på samlet 19.741 kr. Afdøde havde 3 arvinger, hvoraf afdøde ikke havde kontakt med den ene. Både afdødes nevø og afdødes tidligere ægtefælles datter havde anmodet om at få boet udlagt som boudlæg. Skifteretten i Randers lagde vægt på, at der i boet var en arving, som der ikke var kontakt med, og at der var anmeldt krav for næsten 20.000 kr. og fandt, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at boudlæg kunne finde sted selvom værdigrænsen i DSL § 18, stk. 2 overskrides. Skifteretten fandt, at afdødes tidligere ægtefælles datter var nærmeste pårørende og udleverede boet til hende til boudlæg. VL fandt ikke, at der var sådanne ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at boudlæg kan finde sted, når værdigrænsen var overskredet. Oplysningerne om, at der var en arving, som de øvrige 2 arvinger ikke havde kontakt med, kunne ikke på det foreliggende grundlag føre til et andet resultat. VL ophævede herefter skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

TFA 2013.349 ØLK: Ikke boudlæg i et tilfælde, hvor værdigrænsen var overskredet.

Skifteretten i Roskilde afslog boudlæg, da aktiverne var på ca. 200.000 kr. og begravelsesomkostningerne var på ca. 102.000 kr. ØL stadfæstede allerede, fordi boets aktiver med fradrag af de afholdte begravelsesudgifter oversteg beløbsgrænsen, og idet der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at fravige værdigrænsen, jf. DSL § 18, stk. 2.

TFA 2013.761 ØLK (FM 2014.24 ØLK): Ikke boudlæg, da begravelsesudgifterne væsentligt oversteg det rimelige.

I et bo var der aktiver for 152.119,23 kr. og udgifterne til begravelse var oplyst til 175.435 kr. Der var anmeldt krav i boet for 345.369,97 kr. Afdødes datter anmodede om at få boet udlagt som boudlæg og havde anført, at begravelsesudgifterne var rimelige, da hun blot havde fulgt afdødes ønsker. Skifteretten i Holbæk fandt, at begravelsesudgifterne væsentligt oversteg rimelige begravelsesudgifter, hvorfor betingelserne for boudlæg ikke var opfyldt. Boet blev udleveret til insolvent skiftebehandling. ØL stadfæstede.

UfR 2014.1583 ØLK (TFA 2014.222/1 ØLK): Aktiver i tidligere boudlæg skulle indgå i genoptaget bo.

M døde i maj 2013, og dødsboet, der bestod af ca. 20.000 kr. kontant samt boslodstilgodehavende mod H, som drev virksomhed med udstoppede dyr, blev i juni 2013 udlagt til H. Mod H's protest afgjorde skifteretten i Helsingør, at aktiver omfattet af boudlægget efter genoptagelse af boet indgik i bobehandlingen. ØL stadfæstede afgørelsen.

UfR 2014.3120 ØLK (TFA 2014.411 ØLK): Betingelserne for boudlæg var opfyldt.

Skifteretten i Næstved havde i et bo, hvor bobeholdningen var opgjort til 28.549 kr., besluttet at tage boet under bobestyrerbehandling efter anmodning fra en af A's sønner, B, der henviste til, at han og hans søskende ikke kunne blive enige. En anden søn, C, kærede beslutningen til ØL, der anførte, at henset til, at C's medarving ikke havde ønsket konkrete forhold undersøgt, og til, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger i sagen, som sandsynliggjorde, at der var behov for yderligere undersøgelse af boets aktiver og passiver, fandtes der ikke at være grundlag for bobehandling. Herefter, og idet værdien af boet ifølge anmodningen om boudlæg angaves at opfylde betingelserne for boudlæg efter DSL § 18, stk. 1, ophævedes skifterettens afgørelse, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

TFA 2014.456/2 VLK: Løn og pension udbetalt efter dødsfaldet skulle indgå i aktiverne.

Skifteretten i Horsens afslog boudlæg, da boet efter fradrag af passiver i henhold til DSL § 18 var på 51.564 kr. incl. løn og pensioner udbetalt efter dødsfaldet med 13.349 kr. VL var enig i, at de pensioner, der var udbetalt til A's konto efter dødsfaldet, skulle indgå i opgørelsen af aktiverne ved vurderingen af, om boet kunne udlægges som boudlæg, jf. DSL § 18, stk. 1. VL tiltrådte endvidere, at der ikke var grundlag for at udlevere boet som boudlæg, selv om værdigrænsen blev overskredet, jf. DSL § 18, stk. 2.

TFA 2015.192 ØLK: Ikke boudlæg på grundlag en delvist uigenkaldeligt skiftefuldmagt.

Skifteretten i Glostrup bestemte, at et bo ikke kunne udleveres til boudlæg på grundlag af skiftefuldmagt, der indeholdt bestemmelse om, at fuldmagten kun kunne tilbagekaldes, når fuldmagtsgiver havde betalt alle tilgodehavender til det begravelsesfirma, fuldmagten var udstedt til. ØL stadfæstede, da fuldmagten ikke var i overensstemmelse med AFTL §§ 13 og 16.

TFA 2015.404/2 VLK: Boudlæg til afdødes samlever.

I dødsboet efter A, der var født i 1939, traf Skifteretten i Sønderborg efter anmodning fra afdødes samlever gennem 10 år afgørelse om boudlæg, idet der ifølge opgørelse var en bobeholdning på godt 20.000 kr. Arvingerne B og C kærede bl.a. under henvisning til, at der forud for vurderingsforretningen var fjernet en række aktiver fra boet, herunder værdifulde smykker, og til, at der efter skifterettens kendelse var anmeldt tyveri af smykker fra afdøde til politiet. VL stadfæstede afgørelsen med bemærkning om, at skifteretten kunne genoptage boet, jf. DSL § 103, stk. 1, såfremt der ved politiets efterforskning fremkom yderligere aktiver.

TFA 2015.501 ØLK: Boudlæg genoptaget, da skifteretten havde begået væsentlige fejl ved behandlingen, idet afdødes søster ikke var blevet hørt.

Skifteretten i København udleverede boet efter A, hvor der var et overskud efter betaling af begravelsesomkostninger på ca. 44.000 kr., til Københavns Kommune som boudlæg. Kommunen havde betalt begravelsen. Forinden havde sognepræst på vegne af afdødes søster S anmodet kommunen om, at boet blev udleveret til S. En medarbejder fra kommunen oplyste over for skifteretten, at S over for medarbejderen havde oplyst, at hun ikke ønskede at forestå begravelsen eller have noget at gøre med skifteretten. S anmodede skifteretten om at genoptage boet, hvilket skifteretten afslog. Da S ikke var blevet hørt inden udleveringen af boet til kommunen, fandt ØL, at der var begået væsentlige fejl ved behandlingen, og bestemte derfor, at boet skulle genoptages.

TFA 2015.529 ØLK: Boudlæg til afdødes fraskilte ægtefælle og ikke til hans 3 søstre.

A efterlod sig efter betaling af begravelsen ca. 13.500 kr. samt indbo uden væsentlig værdi. Hans søn ønskede ikke boudlæg. Hans fraskilte ægtefælle Æ anmodede om boudlæg, og det samme gjorde hans 3 søstre S1, S2 og S3 i forening. Æ forklarede, at hun boede sammen med A fra 1989 og blev skilt fra ham i 2004. De havde dog derefter næsten daglig kontakt. A havde jævnligt haft kontakt til S1 og dennes mand og også en vis kontakt til S3, hvorimod S2 ikke havde haft kontakt til ham. Skifteretten i Holbæk fandt, at boet blev udlagt til Æ. ØL stadfæstede.

UfR 2016.1677 VLK (TFA 2016.178/2 VLK): Boudlæg genoptaget, da der var begået væsentlige fejl med boets behandling, idet ejendom solgt for ca. 45% mere end mæglervurderingen.

Boet efter M blev d. 11.02.2015 udleveret til H som boudlæg.I anmodningen, der var underskrevet d. 10.02.2015, var ejendommen opgjort til en værdi af 1.350.000 kr. og pantegælden til 1.350.000 kr. En bank anmodede d. 24.08.2015 skifteretten i Herning om at genoptage boet, da ejendommen var solgt for 1.955.000 kr. efter et tilbud, der var indkommet d. 08.02.2015. Skifteretten besluttede at genoptage boet og udlevere det til behandling efter reglerne om insolvente boer, hvilket H kærede. VL anførte, at den pågældende ejendom havde været sat til salg, således at mulige købere kunne byde på ejendommen inden for en frist. H havde umiddelbart efter fristens udløb indleveret en anmodning om boudlæg og havde i forbindelse hermed oplyst ejendommens værdi til 1.350.000 kr. i henhold til en vurdering af 16.12.2014. Da ejendommen efterfølgende var solgt på baggrund af et bud på 1.955.000 kr., der var afgivet inden for den fastsatte frist, var der begået væsentlige fejl i forbindelse med boets behandling, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3. Da boet som følge heraf skulle udleveres til anden behandlingsmåde, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, havde det været påkrævet at genoptage boet. VL stadfæstede herefter skifterettens kendelse.

TFA 2017.159/2 ØLK: Boudlæg til afdødes søn og ikke til datter og ikke til begge.

Afdødes søn og datter begærede hver for sig boudlæg. De var halvsøskende og havde begge haft kontakt til afdøde. Skifteretten på Frederiksberg fandt - efter oplysningerne om deres indbyrdes forhold - ikke grundlag for at udlægge boet til dem i fællesskab. Boet blev udlagt til sønnen. Efter datterens og sønnens forklaringer i skifteretten, hvorunder sønnen havde erklæret, at han var indstillet på at betale regningerne hos bedemanden, stadfæstede landsretten skifterettens kendelse.

Ægtefælleudlæg


FM 1998.134: AL § 7, stk. 2 fandt anvendelse i bo, der var overtaget efter 150.000 kr.'s-reglen i 1995.

M, der i juli 1995 havde overtaget boet efter H i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2, døde i 1997 uden at efterlade sig arveberettigede slægtninge. Skifteretten i Roskilde fandt, at H's søskende og disses livsarvinger i medfør af AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. var arvinger i boet, hvilket justitsministeriet tiltrådte. (Der er efter min opfattelse ikke hjemmel til dette resultat i lovens tekst)

TFA 1999.259 VLK (FM 1999.96 VLK): Fast ejendom skulle vurderes inden ægtefælleudlæg, medmindre arvingerne samtykkede.

Skifteretten i Holsted havde med rette nægtet ægtefælleudlæg, da arvingerne ikke havde samtykket i, at en fast ejendom blev ansat til den offentlige ejendomsværdi, og der ikke forelå en vurdering af den aktuelle handelsværdi.

TFA 1999.331 VLK (FM 1999.117 VLK): Bobestyrerbo udleveret til ægtefælleudlæg, jf. DSL § 65.

Dødsbo, hvis væsentligste aktiv var en fast ejendom, der blev vurderet til 275.000 kr, og hvor passiverne udgjorde 46.450 kr., var blevet udleveret til bobestyrerbehandling. Efter at ejendommen var solgt for 170.700 kr., blev boet mod datterens protest udleveret til ægtefællen som ægtefælleudlæg, jf. DSL § 22.

TFA 1999.397 ØLK (FM 1999.115 ØLK): Ægtefælleudlæg ophævet, da forholdene ikke var undersøgt tilstrækkeligt.

Skifteretten i Nakskov havde d. 05.01.1999 bestemt, at et uskiftet bo skulle skiftes på grund af misbrug. Længstlevende M indleverede herefter en opgørelse, hvorefter nettoformuen var på 34.441 kr., og skifteretten udleverede boet som ægtefælleudlæg. ØL fandt, at skifteretten burde have foretaget nøjere undersøgelser og afholdt et retsmøde, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.

TFA 2000.64 ØLK (FM 2000.80 ØLK): Ikke privat skifte, da det var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret.

H havde i 1968 fået boet efter M, der ikke efterlod sig livsarvinger, udleveret efter SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Efter H's død i 1999 begærede H's 13 udarvinger boet udleveret til privat skifte. Dette blev nægtet, da det for tiden var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret. En sådan tvist måtte afgøres af skifteretten ved dom.

UfR 2000.734 ØLD: Arvelovens § 7, stk. 2 fandt anvendelse, hvor der var sket ægtefælleudlæg før d. 01.01.1997.

M, der var barnløs, var død d. 06.01.1993, og H fik boet på 68.000 kr. udlagt i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. H døde d. 18.01.1997. Antaget på baggrund af lovmotiverne, at arven efter H skulle fordeles efter AL § 7, stk. 2.

TFA 2000.208 ØLK: Tilbagebetalingskrav ikke lempet.

M døde d. 25.01.1998, og H fik d. 10.03.1998 udlagt boet som ægtefælleudlæg. 50% af en ejendom var i opgørelsen medtaget med 750.000 kr. på baggrund af en vurdering af en EDC-mægler. Hele ejendommen var i sept. 1997 sat til salg for 2,1 mio kr., og ejendommen blev ikke sat til salg for 1,5 mio kr., men solgt d. 15.05.2000 for 1,95 mio kr. Skifteretten genoptog i sept. 1998 boet efter begæring fra M's særbarn. Bobestyrer opgjorde nu boet til 216.300 kr. Skifteretten i København bestemte, at kravet mod H om tilbagebetaling af de af boets midler, der oversteg 160.000 kr., bortfaldt, jf. DSL § 104, stk. 4. ØL fandt ikke grundlag for nogen nedsættelse af kravet mod H. Der lagdes vægt på oplysningerne om ejendommen forskellige værdiansættelser og senere salg, den omstændighed , at ejendommen ikke blev udbudt til den lavere pris, og til værdien af den ejerlejlighed, som H kort efter erhvervede.

UfR 2001.55 HD (FM 2000.57 ØLD): Førstafdødes livsarvinger havde ikke legal arveret efter længstlevende, som havde fået boet udlagt som ægtefælleudlæg.

M, der havde 2 særbørn, var død i 1981, og boet blev udlagt til H efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. H døde i 1998 og efterlod sig ikke livsarvinger, men alene 3 brødre. Skifteretten i Roskilde antog, at boet skulle deles efter AL § 7, stk. 2. Særligt når hensås til, at forarbejderne til AL § 7 b, stk. 2 ikke sås at have taget klart stilling til spørgsmålet, fandt ØL ikke grundlag for at fortolke henvisningsbestemmelsen i AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. således, at også livsarvinger efter førstafdøde, som ikke er omfattet af AL § 7, stk. 2, tager arv efter længstlevende, når denne har udtaget boet efter 150.000 kr.'s reglen. Hele boet skulle herefter tilfalde H's 3 brødre. Højesteret fandt, at AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. fandt anvendelse i et tilfælde, hvor førstafdøde ægtefælle var død før d. 01.01.1997. Bemærkningerne talte for, at AL § 7 b, stk.2 ikke omfatter tilfælde, hvor der er livsarvinger efter førstafdøde. (3-2). Landsrettens dom er komm. af Henning Broman i FM 2000.57, som mener, at AL § 7, stk. 2 bør ændres.

UfR 2002.1158 ØLK (FM 2002.46 ØLK): Ret til udbakning fortabt ved næsten 3 års passivitet.

Boet efter M, der døde d. 18.07.2002 blev udlagt som ægtefælleudlæg til H, som undlod at indrykke proklama. I foråret 1998 rejste 2 af M's kreditorer krav om betaling af i alt 365.000 kr. H henvendte sig til en advokat, og på det møde i skifteretten d. 18.08.1998 drøftede man mulighederne for genoptagelse af boet. Advokaten anmodede om at få sagen sat i bero i 1 måned. H begærede boet genoptaget d. 12.07.2001 med henblik på udbakning, jf. DSL § 23. Kreditorerne protesterede. Skifteretten i Tåstrup fandt, at enken havde udvist en sådan passivitet, at hensynet til kreditorerne talte mod at genoptage sagen. ØL stadfæstede.

TFA 2003.427 ØLK (FM 2003.188 ØLK): Ægtefælleudlæg nægtet, da længstlevende var klart insolvent.

Et bo var udleveret til privat skifte til M og H's to særbørn. M begærede senere boet udlagt som ægtefælleudlæg, hvilket blev afslået af skifteretten i Ringsted i medfør af DSL § 22, stk. 2, da der stadig var gæld i boet, som særbørnene hæftede for, hvorfor der ikke kunne ske ægtefælleudlæg uden særbørnenes samtykke. ØL konstaterede, at M's bodel var negativ med 32.459 kr. Allerede fordi han var klart insolvent, kunne hans begæring om ægtefælleudlæg ikke taget til følge. Komm. i FM 2003.189 af Henning Broman, som finder, at skifterettens begrundelse var den rigtige.

UfR 2006.1017 VLK: Ved ægtefælleudlæg skulle værdierne opgøres på tidspunktet for begæringens indgivelse.

Boet efter H blev behandlet af bobestyrer, som nu begærede dødsboet udleveret til M som ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22. H's særbarn, B, protesterede herimod under henvisning til, at betingelserne herfor ikke var opfyldt, da værdierne i boet skal opgøres pr. tidspunktet for førstafdødes død og uden fradrag af efterfølgende omkostninger, og da beløbsgrænsen for ægtefælleudlæg herefter ville være overskredet. Skifteretten i Hjørring fandt, at der er hjemmel til at fradrage de medgåede bobehandlingsomkostninger inden vurderingen af, hvorvidt beløbsgrænsen i henhold til DSL § 22 er opfyldt, og at værdierne skal opgøres på tidspunktet for ægtefællens fremsendelse af anmodningen om ægtefælleudlæg. Da parterne var enige om, at beløbsgrænsen på dette tidspunkt var opfyldt, blev anmodningen om ægtefælleudlæg taget til følge. VL stadfæstede med den bemærkning, at resultatet endvidere støttedes af ordlyden af AL § 7 b, stk. 2.

TFA 2006.297 ØLK: Ægtefælleudlæg opretholdt trods utilfredshed med ejendomsvurdering hos værge for særbørn.

Skifteretten i Kalundborg havde udlagt boet efter M til H i medfør af DSL § 22. Værgen for M's tre umyndige særbørn kærede. Under et møde i skifteretten havde værgens advokat rådet til, at H og M's tidligere hustruer i fællesskab skulle sørge for vurderingen af en fast ejendom. Det var ikke bestridt, at den udpegede mægler var accepteret af værgen. Den omstændighed, at værgen ikke fandt vurderingen sandsynlig, kunne ikke føre til tilsidesættelse af boudlægget. Det var ikke ved de fremlagte R-75 erklæringer godtgjort, at skifteretten havde bortset fra væsentlige aktiver. Ægtefælleudlægget stadfæstedes.

TFA 2007.235 VLK: Begæring om ægtefælleudlæg taget til følge.

M anmodede om ægtefælleudlæg. Formuen udgjorde ifølge åbningsstatus ca. 120.000 kr. Rubrikken vedr. værdien af bl.a. smykker var udfyldt med "nil". H's særbarn, S, protesterede herimod og henviste til, at smykkerne måtte have en betydelig større værdi. M forklarede, at han havde lagt smykker for 4.000 - 5.000 kr. ned i H's kiste og selv beholdt for måske 500 kr. Aalborg Skifteret fandt det godtgjort, at der udelukkende var aktiver, herunder smykker af værdi som skønnet af M. Ved senere kæreskrift opgjorde S værdien af smykkerne til mellem 40.000 - 70.000 kr. VL udtalte, at et dødsbo kan udleveres til ægtefællen, hvis værdien af boet udgør mindre end 200.000 kr., jf. DSL § 22, stk. 1, nr. 1, jf. AL § 7 b, stk. 2. Herefter og af de grunde, som skifteretten havde anført, og da det der var anført for VL, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede VL.

UfR 2007.876 ØLK: Ægtefælleudlæg nægtet, da afdøde var insolvent.

H var afgået ved døden d. 30.06.2006. H's bodel var negativ med ca 511.000 kr. M's bodel var negativ med ca. 870.000 kr. Skifteretten i Køge afviste at tage M's begæring om ægtefælleudlæg til følge, idet boet efter H var insolvent. ØL stadfæstede, idet boet efter H måtte antages at være insolvent, og M's gæld oversteg hans aktiver, hvorfor hensynet til afdødes kreditorer fandtes at føre til, at boet ikke udleveredes efter DSL § 22 eller udleveredes til privat skifte.

UfR 2010.2756 VLK: Ikke ægtefælleudlæg til afdødes samlever, selv om der var oprettet udvidet samlevertestamente.

M var død. Skifteretten besluttede, at boet ikke kunne udlægges til samleveren K i medfør af DSL § 22, ligesom boet ikke kunne udleveres hende til forenklet privat skifte i medfør af DSL § 34. K gjorde i den forbindelse gældende, at parterne havde oprettet et udvidet samlevertestamente, jf. AL § 87, hvorefter to personer ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller. Hun havde derfor samme krav på suppleringsarv i medfør af AL § 11, stk. 2, og da nettoaktiverne med sikkerhed ikke oversteg den i bestemmelsen anførte beløbsgrænse, skulle boet ikke skiftes, men udlægges. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, efter sin ordlyd, alene kunne ske til en efterlevende ægtefælle, og der var ikke grundlag for at fastslå, at denne ret også kunne benyttes af en efterlevende samlever, selv om denne efter AL § 87 arver afdøde som en ægtefælle.

UfR 2013.3033 ØLK (TFA 2013.749 ØLK og ØLK af 05.07.2013 (B-1597-13): H fik ægtefælleudlæg, da enkepension efter tjenestemand ikke skulle medregnes.

M, der var 81 år, døde d. 02.11.2012. M efterlod sig 3 særbørn samt ægtefællen H, der var 77 år, begærede ægtefælleudlæg. M og H's formue udgjorde 348.625 kr. incl. 3 måneders efterindtægt á 11.543 kr. M havde været tjenestemand i DSB, og ægtefællepensionen udgjorde 95.876,18 kr. årligt. Nutidsværdien af ægtefællepensionen udgjorde 853.969 kr. før skat og 558.123 kr. efter skat - beregnet på Synopsis.dk. Skifteretten i Svendborg fandt, at der ikke kunne ske ægtefælleudlæg, da værdien af ægtefællepensionen skulle medregnes, jf. AL § 11, stk. 3, 1. pkt. ØL fandt, at ægtefællepensionen ikke skulle indgå i beregningen i henhold til AL § 11, stk. 2, da længstlevende kunne udtage pensionen forlods på et skifte, jf. AL § 11, stk. 3, 2. pkt., jf. RVL § 16 a, stk. 1. Komm. af Marianne Holdgaard og Jørgen Ulrik Grønborg i UfR 2013 B.455-460: Suppleringsarv og ægtefællepension. (Det konkluderes, at kendelsen burde have haft et andet udfald, og at den har skabt en unødig retsusikkerhed på området.)

Uskiftet bo


UfR 2008.1710 VLD: Bedstemors salg af sommerhus til barnebarn kunne ikke anfægtes på grund af underpris.

Bedstemoderen A, der sad i uskiftet bo, havde d. 01.07.2004 solgt sit sommerhus på Fanø til sit barnebarn, B, og dennes samlever, C, for 555.000 kr. Sommerhusets værdi på salgstidspunktet blev af en syns- og skønsmand vurderet til 825.000 kr. Kort tid her efter havde A givet 50.000 kr. til sin datter, D, samt samme beløb til hvert af sine to børnebørn, B og E. D hævdede, at B og C havde udnyttet A til at sælge sommerhuset for billigt, jf. AFTL §§ 31, 33 og 36, at der også var tale om misbrug af det uskiftede bo, jf. den dagældende AL § 22 samt at A ikke havde været i stand til at handle fornuftsmæssigt i sommeren 2004, jf. VML § 46. Det blev hverken fundet bevist, at A skulle have lidt af sindssygdom eller lign., der skulle havde frataget hende evnen til at handle fornuftsmæssigt, eller at B og C skulle have lagt pres på A for at få hende til at sælge sommerhuset. Salget af sommerhuset var derfor ikke ugyldigt efter VML § 46 og VL udtalte, at der hverken efter de påberåbte ugyldighedsregler i AFTL eller efter almindelige erstatningsregler var grundlag for at dømme B og C til at betale erstatning. VL bemærkede, at det var reglerne om omstødelse i den nye AL §§ 31, stk. 1 og 32, stk. 2, der skulle anvendes, jf. AL § 103, stk. 2. Da sagen om omstødelse af salget af sommerhuset ikke var anlagt inden et år efter, at D var blevet bekendt med salget, var sagen anlagt for sent. Med gaven på 50.000 kr. til B, D og E havde A søgt at tilgodese både sin datter og sine to børnebørn, og der var således ikke tale om en illoyal råden over det uskiftede bo. På den baggrund stod gaven ikke i misforhold til boets formue, og gaven kunne derfor ikke kræves omstødt efter AL § 22. B og C blev derfor i det hele frifundet.

FM 1997.158 Kendelse afsagt af Frederikssund Skifteret: Begæring om udlevering af privat skiftet bo til uskiftet bo afvist, da boet var afsluttet.

Enkemand M, der sad i uskiftet bo, begærede boet skiftet med fællesbarnet B. Skifteretten bistod med udfyldelsen af en boopgørelse på blanket. Da afgiftsopkrævning blev udsendt, begærede M og B boet udleveret til fornyet hensidden i uskiftet bo, da M havde opdaget, at skiftet havde negativ betydning for M's pension, hvilket skifteretten ikke havde vejledt om. Skifteretten afslog begæringen, da boet var sluttet, og da der ikke fandtes grundlag for, at skifteretten skulle have vejledt om pensionsreglerne. Kære til ØL afvist som for sent indgivet.

UfR 1997.1118 ØLK (TFA 1997.123 og FM 1997.140): Udbakning fra uskiftet bo kan ikke ske, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.1997.

M afgik ved døden d. 02.12.1989 og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. D. 28.01.1997 begærede H boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2, da det havde vist sig, at boet var insolvent. Skifteretten i Maribo afslog at tage begæringen til følge. ØL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven måtte føre til, at de øvrige bestemmelser i ændringsloven, herunder AL § 16, stk. 2, kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. Dette resultat bestyrkedes af, at ikrafttrædelsesspørgsmålet ikke er omtalt i forarbejderne til ændringsloven. Det kunne ikke antages, at den meget vidtgående nye bestemmelse i § 16, stk. 2 er tillagt tilbagevirkende kraft, således at den er anvendelig på alle eksisterende uskiftede boer, uanset hvornår de er etablerede, uden at dette er kommet til udtryk i lovteksten eller dog i bemærkningerne til lovforslaget eller andre lovmotiver. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det i DSL § 117, 2. pkt. er bestemt, at reglerne i denne lov finder anvendelse på skifte af uskiftede boer, hvor der anmodes om skifte i længstlevendes levende live, selv om den nyaffattede AL § 16, stk. 2 henviser til DSL § 104. ØL stadfæstede herefter den påkærede kendelse.

Kendelse afsagt af retten i Århus d. 17.04.1998: Udlevering til uskiftet bo genoptaget, da skifteretten ikke havde vejledt om de skattemæssige konsekvenser.

H havde i det første møde i skifteretten d. 20.05.1996 med en § 17a-fuldmægtig fået boet efter M udleveret til hensidden i uskiftet bo. H begærede d. 10.06.1996 boet udleveret til privat skifte, som straks blev afsluttet pr. dødsdagen. H begærede i 1997 boet genoptaget og udleveret til privat skifte pr. dødsdagen, da hun konstaterede, at hun mistede et ekstra personfradrag som følge af, at boet ikke straks var blevet udleveret til privat skifte. H fik medhold i begæringen, idet de skattemæssige konsekvenser ikke var blevet oplyst, ligesom H ikke var blevet opfordret til at søge den skattemæssige betydning af boets behandlingsmåde afklaret ved henvendelse til andre rådgivere, og idet den ændrede bobehandlingsmåde ikke ses at have haft indflydelse på tredjemands retsstilling.

FM 1998.117 ØLK: Ikke bevis for misbrug af rådigheden over et uskiftet bo, jf. AL § 20.

Begæring om skifte af uskiftet bo blev afvist, da der hverken forelå bevis for moderens påståede misbrug af rådigheden eller for væsentlig forringelse. Arvingen blev i skifteretten pålagt 6.000 kr. i sagsomkostninger og i ØL yderligere 1.000 kr. i sagsomkostninger.

UfR 1998.784 ØLK (TFA 1998.229 og FM 1998.117):M fik ikke bo udleveret til uskiftet bo, jf. AL § 10.

H døde d. 28.01.1997. H havde ved testamente bestemt, at boet i videst muligt omfang skulle skiftes ved hendes død, og at de to fællesbørn skulle arve mest muligt. Boet blev d. 17.04.1997 taget under bobestyrerbehandling. M anmodede d. 20.10.1997 om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. H's bodel udgjorde ca. 90.000 kr. M havde en positiv bodel på ca. 700.000 kr., der i det væsentlige bestod af den faste ejendom. Der var faste udgifter vedrørende ejendommen og bankgælden på ca. 220.000 kr. årligt. M havde ikke oplyst, hvorledes han ville kunne betale disse udgifter. Skifteretten i Hørsholm fandt herefter, at M ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, hvorfor begæringen om udlevering til uskiftet bo blev nægtet fremme. M blev frataget rådigheden over ejendommen i medfør af DSL § 75, stk. 2. ØL stadfæstede.

UfR 1998.1433 ØLK (TfS 1999.124 ØLK, TFA 1998.371 ØLK, FM 1998.117 ØLK og Fagl. Nyt 1998.201): Særbo og fællesbo var 2 boer i relation til retsafgift.

Længstlevende efterlod sig både et fællesbo og et særbo. Antaget, at der i afgiftsmæssig henseende forelå to boer, der i princippet kunne være undergivet forskellig skifteretlig behandling. Den omstændighed, at skifteretten havde registreret og udleveret boerne under ét til behandling ved autoriseret bobestyrer fandtes uden betydning for sagens afgørelse. Der skulle betales 9.000 kr. i retsafgift af fællesboet og 2.500 kr. i retsafgift i særboet.

UfR 1998.1485 HD (TFA 1998.405 HD og TfS 1998.584 HD): Antaget, at længstlevende havde et særbo ved siden af det uskiftede bo.

M var død i 1943 og H sad i uskiftet bo til sin død i 1988. H havde desuden et fuldstændigt særeje. ØL fandt at hele H´s formue på 3.023.199 kr. måtte anses for at være H's særeje, hvilket var i overensstemmelse med hendes codicil fra 1984 og med afkrydsningen i § 14-opgørelsen og i boopgørelsen. HR fandt, at arvingerne havde sandsynliggjort, at provenuet fra salg i 1971 af ejendom, som var fælleseje, på 401.000 kr. indgik i H's samlede obligationsbeholdning, og at der således også forelå et fællesbo, jf. herved formodningsreglen i AL § 23. Sagen blev derfor hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

UfR 1998.1667 HKK (Fagl. Nyt 1997.324): Udbakningsreglen i AL § 16, stk. 2 har ikke fået tilbagevirkende kraft.

M var død d. 23.01.1993 og H havde overtaget boet til hensidden i uskiftet bo. Den Danske Bank havde i 1995 sagsøgt H til betaling af 2.149.125,68 kr. H begærede d. 07.01.1997 boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2. M's bodel bestod af pensionsordning til en værdi på 120.000 kr., 7 skibsanparter samt kautionsforpligtelser for 2.749.125 kr. Skifteretten i Horsens tog begæringen til følge, hvilket blev påkæret af Den Danske Bank. VL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven - som anført i kendelse af 20.05.1997 fra ØL - førte til, at AL § 16, stk. 2 kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. H's anmodning om skifte blev herefter ikke taget til følge. Højesteret stadfæstede. Det måtte kræve sikker lovhjemmel, hvis hæftelsesgrundlaget skulle ændres væsentligt i forhold til, hvad førstafdødes kreditorer havde kunnet indrette sig på.

TFA 1998.236 VLD: Gaver til samleverske ydet af enkemand i uskiftet bo omstødt efter AL § 22.

75-årig enkemand M, der efter H's død i 1991 sad i uskiftet bo med enearvingen S, havde i 1992 købt en ejendom til sin 73-årige samleverske, A, for 695.000 kr. kontant. M havde desuden foræret A en brugt bil til 82.188 kr. Det uskiftede bo var på ca. 1 mio. kr. A solgte huset i 1994 for 750.000 kr. kontant. Ultimo 1994 ophævedes forholdet mellem M og A. S indgav begæring om skifte af det uskiftede bo i november 1995 og anlagde d. 21.11.1995 omstødelsessag mod A. Antaget at sagen var anlagt rettidigt, jf. AL § 22, stk. 2. A burde have bedt M dokumentere, at han havde skiftet med S, eller at han havde en meget betydelig formue. Da A havde undladt dette, fandtes hun ikke at have været i god tro, og gaver blev derfor omstødt. A blev dømt til boet at betale nettoprovenuet ved videresalg af ejendommen, 686.781 kr., samt værdien af bilen, 30.000 kr. med fradrag af 50.000 kr, som A havde foræret M, og 25.000 kr, som A havde brugt til forbedringer af huset, eller i alt 641.781 kr.

TFA 1999.65 VLK (FM 1999.9 VLK): Begæring om skifte af uskiftet bo kunne ikke tilbagekaldes uden livsarvingernes samtykke.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 09.06.1998, uden forbehold om eventuel senere adgang til omberigtigelse, det uskiftede bo fra 1996 skiftet som bobestyrerbo. Skifteretten tog begæringen til følge samme dag. Livsarvingerne havde forinden, d. 29.04.1998, begæret boet skiftet, jf. AL § 20. Livsarvingerne havde ikke samtykket i, at boet på ny udleveres til uskiftet bo. Under disse omstændigheder tiltrådtes det, at H's begæring af 01.07.1998 om udlevering til uskiftet bo, ikke var taget til følge.

FM 1999.117 ØLK: Boet udleveret til uskiftet bo, da længstlevende var myndig og solvent.

Efter ægtefællens død blev der anlagt umyndiggørelsessag mod længstlevende på grund af alderdomssvækkelse. Længstlevende blev frifundet og fik derpå beskikket en ad hoc værge. Skifteretten på Færøerne imødekom herefter længstlevende begæring om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. ØL stadfæstede, da længstlevende var myndig og solvent. Komm. af Henning Broman i FM 1999.117.

UfR 1999.1431 VLK: Sag om omstødelse af gaver skulle anlægges ved de almindelige domstole.

Arvingen A havde ved retten i Ringkøbing anlagt sag mod medarvingen B med påstand om omstødelse af gaver, jf. AL § 22, ydet af enke, der sad i uskiftet bo, og som var død i 1998. B påstod sagen afvist. Antaget, at sagen skulle anlægges ved de almindelige domstole, idet der ikke i forarbejder til DSL § 89 var holdepunkter for at antage, at det med bestemmelsen havde været tilsigtet at ændre den hidtidige retstilstand.

TFA 1999.404 ØLD: Gave omstødt i medfør af AL § 22.

M, der sad i uskiftet bo med H's 3 særbørn, havde i 1996 - kort før sin død - solgt sit sommerhus, som havde en ejendomsværdi på 220.000 kr., til et af særbørnene, B, og et plejebarn C for 161.800 kr., hvoraf 136.800 kr. var en kapitaliseret brugsret for sælger. Antaget, at M ved salget af sommerhuset, der udgjorde boets eneste væsentlige aktiv, havde givet en gave, der stod i misforhold til boets forhold, idet den livsvarige brugsret ikke kunne fastsættes til nogen særlig værdi under hensyn til M's alder og uhelbredelige kræftsygdom. Det fandtes godtgjort, at B vidste og C burde vide, at M sad i uskiftet bo, og at gaven stod i misforhold til boets formue. Det forhold, at M kunne have krævet helle boet udlagt til sig, kunne ikke føre til et andet resultat. B og C dømt til at betale boet 103.000 kr.

FM 2000.57 VLD: Gave fra enke til søn ikke omstødt.

Enke, der sad i uskiftet bo efter M's død i 1981 med 5 børn, havde i 1995 overdraget landbrugsejendom til en af sønnerne S for 2,7 mio kr., hvoraf 100.000 kr blev givet som gave. Handelsværdien blev vurderet til 3, 5 mio. kr. Broder anlagde omstødelsessag. VL lagde vægt på, at S havde arbejdet på gården i 14 år og efter faderens død forestået driften for en løn, der var væsentligt lavere end den, en fremmed bestyrer skulle have haft. Værditilvæksten kunne tillige tilskrives hans arbejde, hans lange arbejdstid og manglende ferier. Den betalte pris, der ikke svarede til markedsprisen, fandtes herefter rimelig og gaven blev ikke omstødt.

TFA 2000.240 ØLD: Sag om omstødelse af gave fra uskiftet bo anlagt for sent.

Enke i uskiftet bo havde d. 24.10.1997 overdraget landbrugsejendom på Fyn til barnebarn for 1.190.000 kr (15% under ejendomsvurderingen). To børn anlagde omstødelsessag d. 22.12.1998. Sagsøgerne havde på et møde d. 13.11.1997 fået oplyst, at gården var solgt, og de kunne og burde senest i begyndelsen af december 1997 have indhentet nærmere oplysninger om vilkårene for handelen. Fristen i AL § 22, stk. 2 var herefter ikke iagttaget, hvorfor sagsøgte blev frifundet.

TFA 2000.277 ØLK: Ikke godtgjort, at der forelå misbrug af uskiftet bo.

Enke, der sad i uskiftet bo, havde i oktober 1998 solgt landbrugsejendom på Fyn til barnebarn for 1.190.000 kr (ejendomsvurderingen minus 15%). To fællesbørn fik ikke medhold i begæring om skifte af det uskiftede bo, da det ikke var godtgjort, at enken havde misbrugt sin rådighed over fællesboet ved at yde en gave, der stod i misforhold til boets formue. Fællesboets formue på 2,9 mio kr. var større end ved etableringen af det uskiftede bo.

TFA 2001.218 VLK (FM 2001.54 VLK): Ikke godtgjort, at der forelå misbrug af uskiftet bo.

M var død d. 22.05.1992, og H, der var født i 1920, sad i uskiftet bo med fællesbørnene S og D. Formuen var i 1992 på 601.000 kr. og var pr 31.12.1999 faldet til ca. 79.000 kr. H havde i 1995 giver D gaver for 64.000 kr. S begærede boet skiftet ved Skifteretten i Århus. Uanset at formuen var væsentligt formindsket, var det efter længden af det tidsrum, der var forløbet efter det uskiftede bos etablering, ikke godtgjort, at H ved sit forbrug af fællesbomidler havde misbrugt sin rådighed. Gaverne i 1995 på 64.000 kr. kunne ikke isoleret set føre til, at skiftebegæringen burde tages til følge. Komm. af Henning Broman i FM 2001.54.

TFA 2001.170 ØLD: Gaver til datter fra enke i uskiftet bo blev omstødt.

H havde siden 1990 siddet i uskiftet bo med datteren D og 3 børnebørn, som var børn af afdød datter. Boet var i 1990 på ca. 5,5 mio. kr. H overdrog i 1992 et sommerhus og en ubebygget grund til D, hvilket ifølge skødet indebar en gave på 363.000 kr. I 1994 gav hun D sølvtøj for 35.000 kr. I 1995 fik D en gave på 500.000 kr. H døde i 1996, og boet var da på ca. 4,1 mio kr.. Antaget, at gaveoverdragelsen af sommerhuset og af de 500.000 kr. stod i misforhold til boets formue, og disse gaver blev omstødt, jf. AL § 22. Gaverne fandtes ikke hverken helt eller delvis at være vederlag for pasning og pleje. Der havde ikke ved tidligere gaver været væsentlige forskelle i, hvad der var tilfaldet de to grene af familien. (2-1). Sagen blev forligt under anke til Højesteret.

TFA 2001.267 VLK (FM 2001.77 VLK): Længstlevendes aktiver skulle vurderes, forinden afgørelse om udlevering til uskiftet bo.

Skifteretten i Randers havde nægtet M at sidde i uskiftet bo, da han ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, jf. AL § 10. Han havde solgt sin forretning og ventede et skattekrav på ca. 80.000 kr. M oplyste i kæreskriftet, at han havde veteranbiler for ca. 125.000 kr. og en frimærkesamling med en værdi på ca. 15.000 kr. VL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet der forinden afgørelsen blev truffet, burde indhentes vurdering af de nævnte aktiver, og det burde oplyses, hvilken bodel de enkelte aktiver vedrørte.

FM 2001.123 VLK: Ikke godtgjort, at der forelå misbrug af uskiftet bo.

Særbarn krævede i medfør af AL § 20 uskiftet bo skiftet som følge af stedfaders (M's) misbrug af rådigheden over det uskiftede bo, som ved etableringen i 1994 udgjorde ca. 100.000 kr. M havde brugt 20.000 kr. på rejser, giver egne børn 3 x 5.000 kr. i julegave og brugt 16.000 kr. på reparation af en bil, som han havde overladt til søn. Boet var fortsat på ca. 100.000 kr. Begæringen blev afvist af skifteretten i Terndrup. VL stadfæstede.

UfR 2002.921 ØLK (FM 2002.22 ØLK): Dom over M kunne fuldbyrdes over for H, der sad i uskiftet bo.

M, der i 1987 var dømt til at betale rekvirenten et beløb, var død i 1991, hvorefter H sad i uskiftet bo. Dommen over M kunne fuldbyrdes over for H, jf. AL § 16, stk. 1.

FM 2002.46 ØLK: Enkes ret til udbakning bortfaldet ved 3 års passivitet.

Boet efter M, der døde d. 18.07.2002 blev udlagt som ægtefælleudlæg til H, som undlod at indrykke proklama. I foråret 1998 rejste 2 af M's kreditorer krav om betaling af i alt 365.000 kr. H henvendte sig til en advokat, og på det møde i skifteretten d. 18.08.1998 drøftede man mulighederne for genoptagelse af boet. Advokaten anmodede om at få sagen sat i bero i 1 måned. H begærede boet genoptaget d. 12.07.2001 med henblik på udbakning, jf. DSL § 23. Kreditorerne protesterede. Skifteretten i Tåstrup fandt, at enken havde udvist en sådan passivitet, at hensynet til kreditorerne talte mod at genoptage sagen. ØL stadfæstede.

TFA 2002.215 VLD: Enkes salg af landbrugsejendom til den ene søn blev ikke omstødt.

H, der sad i uskiftet bo med tre sønner, havde i 1996 solgt landbrugsejendom til den ene søn B for 15% under ejendomsværdien eller for 2.658.000 kr. En anden søn anlagde efter moderens død omstødelsessag mod B. Handelsværdien udgjorde 4.513.000 kr og B's forbedringer udgjorde 500.000 kr, således at handelsværdien herefter var 4.013.000 kr. Prisen i familiehandler ligger 25% under og familieprisen var herefter 3.010.000 kr. eller 352.000 kr mere end den aftalte pris. der var efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at der var ydet en gave, der udgjorde en så væsentlig del af fællesboet, at gaven skulle omstødes (2-1).

TFA 2002.279 ØLK: Ikke grundlag for at omgøre udlevering til uskiftet bo.

Københavns Byrets Skifteret havde d. 12.07.2001 udleveret boet efter M til enken, som efter dødsfaldet havde fået beskikket en skifteværge, som havde anbefalet udlevering til uskiftet bo. Der var ikke grundlag for at omgøre denne beslutning i medfør af DSL § 103.

UfR 2002.1968 ØLD: Enkes salg af hus til datter omstødt.

H, der sad i uskiftet bo med 3 fællesbørn, havde d. 21.04.1999 overdraget ejendom i Hundested til datteren B for 459.000 kr. - svarende til ejendomsværdien minus 15%. H havde livsvarig bopælsret mod betaling af 2.000 kr. om måneden. H døde d. 30.05.1999. Antaget, at B på overdragelsestidspunktet indså eller burde have indset, at H højst kunne forventes at ville komme til at bo på ejendommen i en kortere periode. B fik en gave, der skønsmæssigt kunne fastsættes til 100.000 kr. En gave af denne størrelse stod i misforhold til det uskiftede bos størrelse, der på dødsdagen udgjorde 340.000 kr. B dømtes til at betale 100.000 kr. til dødsboet.

TFA 2003.212 VLK (FM 2003.119 VLK): Enke i uskiftet bo pålagt at fremlægge kontoudskrifter.

87-årig enke i uskiftet bo var kommet på plejehjem og havde overladt administrationen af sin økonomi til en datter og svigersøn. To andre børn var kommet besiddelse af oplysninger om, at enkens bankbeholdning skulle være blevet formindsket med 400.000 kr. Skifteretten i Hjørring pålagde enken at fremlægge kontoudskrifter, jf. AL § 13, stk. 4. VL stadfæstede.

UfR 2003.1138 ØLD: Overdragelse af ejendom til søn omstødt efter AL § 22.

Den 85-årige M, der sad i uskiftet bo med sønnen med og datteren C, havde i maj 2000 overdraget sin ejendom i Espergærde til sønnen B for 15% under nyeste ejendomsværdi, eller 816.000 kr. Handlen blev berigtiget af advokat Jørgen Dam, Espergærde. M søgte kort tid efter underskriften at få skødet annulleret. Handelsværdien var ifølge syn og skøn 1.650.000 kr., og det uskiftede bo var på 1.580.000 kr. Antaget, at der var ydet en gave, der stod i åbenbart misforhold til nettoværdien af det uskiftede bo, uanset af M var indrømmet livsvarig bopælsret på 1.salen, og at B vidste eller burde have indset dette. Overdragelsen blev omstødt efter AL § 22. M fik desuden medhold i, at overdragelsen var ugyldig i medfør af AFTL § 36.

TFA 2004.193 VLK: Enke havde misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo.

M var død d. 20.11.2001, og H sad i uskiftet bo. Boets formue blev i løbet af de følgende 22 måneder nedbragt fra 781.000 kr. til 337.000 kr, hvoraf 285.000 kr var gaver til børn og børnebørn. Der var 3 børn og det ene barns familie havde fået 179.400 kr i gaver, mens de 2 andre børns familier havde fået i alt 105.800 kr. Det fandtes godtgjort, at H ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt havde formindsket dette, og H var derfor i medfør af AL § 20 forpligtet til at skifte med de 2 børn.

UfR 2004.2562 ØLK: Enke havde ikke misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo.

M var død i 1959, og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B. Fællesboets nettoformue udgjorde pr. dødsdagen godt 3,9 mio. kr. I 2002 begærede A det uskiftede bo skiftet i medfør af AL § 20. A gjorde navnlig gældende, at H ved sin livsførelse og sine økonomiske dispositioner, herunder indskud i fonde, ved misbrug væsentligt havde formindsket boet, og henviste herunder til, at H's formue ultimo 2002 udgjorde godt 10 mio. kr., hvilket svarede til en formindskelse på 75 %, idet de godt 3,9 mio. kr. i 1959 i henhold til udviklingen i forbrugerprisindekset svarede til godt 41 mio. kr. i 2002-kr. Udtalt, at det ikke i sig selv kunne karakteriseres som et misbrug, hvis den efterlevende ægtefælle undlod at sikre en opretholdelse af købekraften af formuen i det uskiftede bo. Ved afgørelsen af, hvorvidt pligt til at skifte i medfør af AL § 20 var indtrådt, måtte der anlægges en helhedsvurdering. Ved vurderingen indgik blandt andet værdien af det uskiftede bo på etableringstidspunktet, værdien af den efterlevende ægtefælles kritiserede dispositioner og værdien af det uskiftede bo på dispositionstidspunkterne. H fandtes ikke ved misbrug af sin rådighed over boet væsentligt at have formindsket dette eller fremkaldt nærliggende fare for en sådan formindskelse, hvorfor der ikke var pligt til at skifte med A i medfør af AL § 20.

TFA 2004.407 VLK: Boet efter længstlevende kunne ikke begære boet efter førstafdøde ændret til et uskiftet bo.

H døde d. 24.03.2004 og M døde d. 06.04.2003. Boet efter H blev udleveret til privat skifte d. 13.05.2003. Skifteretten i Kolding afslog anmodning om udlevering af boet efter H til uskiftet bo, da anmodningen ifølge AL § 12 skulle fremsættes af ægtefællen eller dennes værge eller skifteværge. VL stadfæstede, idet adgangen til at sidde i uskiftet bo med livsarvinger efter AL § 8 alene tilkomme den efterlevende ægtefælle.

TFA 2004.542 ØLK: Enkes overdragelse af sommerhus var misbrug af rådigheden over uskiftet bo.

H, der sad i uskiftet bo, havde d. 06.02.2003 solgt sommerhus, der var boets væsentligste aktiv, til to af børnene for ejendomsværdien på 1.300.000 kr. minus 15% eller 1.105.000 kr., hvoraf 99.800 kr. blev berigtiget som gave, og 159.443 kr. var den kapitaliserede værdi af en livsvarig fribolig. H fraflyttede ejendommen ultimo april 2003. Odense Skifteret fandt det godtgjort, at H havde misbrugt sin rådighed over fællesboet og derved væsentligt havde formindsket dette, hvor det uskiftede bo skulle skiftes, jf. AL § 20, stk. 1. ØL stadfæstede med bemærkning, at beløbet 159.443 kr. i realiteten dækkede over en gavedisposition.

TFA 2005.123 ØLK: Enke i uskiftet bo ikke pålagt at meddele oplysninger om sine dispositioner.

H havde siden 1993 siddet i uskiftet bo med to fællesbørn med en meget betydelig formue. I 1998 døde det ene barn og efterlod sig to umyndige børn. Disse anmodede i begyndelsen af 2004 i medfør af AL § 13, stk. 4, skifteretten i Gentofte om at pålægge H til skifteretten at indlevere oplysninger om sine dispositioner over det uskiftede bo, da de havde anledning til at tro, at H havde misbrugt sin rådighed over det. De ønskede endvidere udleveret en kopi af ægteparrets fællestestamente. H havde i den forløbne periode administreret boet gennem et administrationsråd, der havde indseende med hendes dispositioner. Hun ønskede ikke at udlevere testamentet. Skifteretten fandt ikke, at der var grundlag for at give et sådant pålæg. Arvingerne havde ikke henvist til konkrete ting, der kunne tyde på et misbrug, administrationsrådet havde ført tilsyn med enkens dispositioner, og enken havde selv givet oplysninger om sit forbrug, herunder gaver, der ikke virkede foruroligende. Skifteretten fandt heller ikke at kunne pålægge H at udlevere en kopi af testamentet og henviste til, at det i givet fald måtte afgøres af notaren, om de kunne få udleveret en kopi derfra. ØL stadfæstede.

TFA 2005.299 ØLD: Søn, der var advokat, var erstatningsansvarlig for medvirken til misbrug af uskiftet bo.

M var død i 1966 og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene S, der var advokat, og D, der var sygeplejerske. H havde i 1992 givet S's datter B gaver i form af aktier til en værdi på 289.900 kr. H døde i 1999. S havde fuld indsigt i moderens økonomi. S måtte have været klar over, at H ved at give aktierne i fællesboet bort udøvede et misbrug over det uskiftede bo, eftersom formuen i det uskiftede bo derved blev væsentligt formindsket. S havde ved sin bistand til moderens dispositioner, herunder ved oprettelse af gavebrev, og ved som værge for B at modtage gaverne, medvirket på en sådan måde til dette misbrug, at han var pligtig at erstatte boet det lidte tab på i alt 289.900 kr. Det forhold, at fristerne i arveloven for omstødelse af dispositionerne ved sagsanlægget var udløbet, kunne ikke føre til andet resultat.

TFA 2005.481 VLD: Gaver var godkendt af enke i uskiftet bo.

H, der sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B, døde i 2002. B havde fuldmagt til H's bankkonti og tog sig af H's økonomiske forhold. B havde fra 1997 til 2001 overført mere end 486.000 kr. fra H's til B's bankkonti. På baggrund af H's regnskaber for 1998 og 1999 sammenholdt med B's forklaring fandtes det bevist, at B og C fra 1998 til 2001 årligt havde fået gaver på 40.000 kr. og 45.000 kr., og efter forklaring fra en bankbestyrer lagdes til grund, at overførslerne ikke i noget tilfælde var sket uden samtykke fra H. Selv om B kun i mindre omfang kunne dokumentere, hvad de enkelte overførsler vedrørte, var der herefter ikke bevis for misbrug af fuldmagten. Et vederlagskrav efter AL § 21 kunne ikke rejses mod B som modtager af gaven.

TFA 2005.497 ØLK: Søn var ikke part i sag om datters begæring af skifte af uskiftet bo.

M var død i 2001, og H sad i uskiftet bo med fællesbørnene A. B og C. A begærede skifte af det uskiftede bo, idet boets faste ejendom var overdraget til C og dennes samlever. Der afholdtes et møde i skifteretten i Helsingør, hvor H og A mødte, hvorefter H kom under værgemål. Efter et nyt retsmøde udsattes sagen på en ejendomsmæglervurdering og en mulig ophævelse af overdragelsen. C's anmodning om et retsmøde blev ikke imødekommet, da han ikke var part i tvisten. ØL stadfæstede.

TFA 2006.208 ØLD: Gaver fra enke i uskiftet bo omstødt efter AL § 22.

H døde i 2003 efter af have siddet i uskiftet bo siden 1992. Datteren A anlagde sag mod sin søster B og dennes ægtefælle E samt deres to børn C og D med påstand om omstødelse efter AL § 22 af gaver på 1 mio. kr. Efter salget af en ejendom i 1993 var boets formue ca. 2,6 mio. kr., og efter dødsfaldet var den ca. 1,8 mio. kr., idet værdien af en andelsbolig var steget med 200.000 kr. ØL fandt, at de samlede gaver på i alt 407.000 kr. til datteren, svigersønnen og to børnebørn, ydet over en kortere periode og størstedelen gennem få måneder i 2002-03, udgjorde et betydeligt beløb, der også set i forhold til formuen, samt til, at der ikke forelå sikre oplysninger om gavemotivet, stod i misforhold til formuen, jf. AL § 22. Datteren B, der havde en bankfuldmagt fra moderen, havde fuldt kendskab til formuen og gaverne og fandtes at være klar over misforholdet. Det samme burde hendes ægtefælle. Derimod fandtes det ikke godtgjort, at børnebørnene burde have haft en tilsvarende viden, og der fandtes ikke grundlag for alene at lægge vægt på deres mors viden. De skulle ikke tilbagebetale gaver på i alt 229.000 kr., men alene hver tilbagebetale 22.500 kr., som de ubestridt havde modtaget som dødslejegaver, jf. AL § 70. Datteren B skulle betale 101.000 kr. til boet og svigersønnen E 32.000 kr.

UfR 2006.1840 HD: Enkes begunstigelse af eget særbarn gav ikke fællesbarnet ret til vederlagskrav.

M døde i 1978 og H sad i uskiftet bo med fællesbarnet A. Efter at H var afgået ved døden i 1993, blev fællesboet udleveret til skifte med advokat Jens Chr. Lauridsen som eksekutor. Arvinger i boet efter M og H var fællesbarnet A og H's særbarn B. A anlagde sag mod dødsboet og B med påstand om krav på vederlag efter AL § 21 under henvisning til, at H havde misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo og derved væsentligt formindsket dette. Han henviste navnlig til, at H i 1979 havde solgt aktier i den familieejede virksomhed til B til underpris, og at H i 1984 havde accepteret en væsentlig nedsættelse af den licensafgift, som familievirksomheden skulle betale til H. HR fastslog, at der ikke var grundlag for at anse H's salg af aktier til B for et misbrug af hendes rådighed over boet, selv om salget skete til en lavere pris, end aktierne var værd. Der blev herved lagt vægt på, at gaveelementet udgjorde mindre end 10 % af det uskiftede bos formue, og at formålet med overdragelsen var at sikre, at ledelsen af virksomheden forblev i familien. Heller ikke nedsættelsen af licensafgiften i 1984 indebar noget misbrug af rådigheden over det uskiftede bo. Det kunne lægges til grund, at licensafgiften ved nedsættelsen fik et niveau, der svarede til den markedsmæssige værdi af licensrettighederne, og at der forelå en række saglige grunde til at ændre aftalen som sket.

TFA 2006.350 VLK: Enkemand kunne sidde i uskiftet bo, da særbarns forhåndssamtykke anset for ægte.

Efter H's død bestred H's særbarn E ægtheden af en samtykkeerklæring til uskiftet bo fra 1994. Efter udfaldet af en kriminalteknisk undersøgelse, hvorefter der var en overordentlig stor sandsynlighed for, at underskriften på den uigenkaldelige samtykkeerklæring til uskiftet bo var udført af E, lagde skifteretten i Århus til grund, at samtykkeerklæringen var underskrevet af E. Herefter var betingelserne for at udlevere boet til M til hensidden i uskiftet bo, jf. DSL § 24, til stede. VL stadfæstede.

TFA 2007.135 ØLK: Enke havde ikke ydet omstødelig gave ved at give løn til søn, der passede virksomheden.

To børnebørn anlagde omstødelsessag mod afdødes søn A om godt 3,2 mio. kr. i medfør af AL § 22, idet S havde modtaget en løn, der efter deres opfattelse stod i misforhold til arbejdsindsatsen. Afdøde H havde siddet i uskiftet bo siden 1979. Ved M's død i 1979 udgjorde fællesboets formue over 20 mio. kr. Ved H's død i 2003 var der godt 7,2 mio. kr. tilbage. A havde arbejdet i M's byggefirma i 19 år, før denne døde. Umiddelbart efter dødsfaldet indgik H og A aftaler om, at han skulle bestyre firmaet for en nærmere fastsat løn på det dobbelte af den vejledende løn til en .... ØL fastslog, at selv om arbejdsopgaverne gradvis var blevet færre, havde A reelt udført arbejde i 2000-04. Det beroede på et skøn, hvad der kunne anses for et rimeligt vederlag. Efter det oplyste havde principperne for lønberegningen været uændrede fra før 1979. På denne baggrund fandtes børnebørnene ikke at have bevist, at H ved ikke at opsige A eller ved ikke at ændre hans løn havde ydet en gave, der kunne omstødtes.

UfR 2007.1397 VLK: Særbørns forhåndssamtykke til uskiftet bo var ikke bortfaldet på grund af bristende forudsætninger.

M og H havde begge tidligere været gift, og efterlod sig hhv. tre og to særbørn. I 2000 oprettede M og H et testamente, hvori de bl.a. fremsatte ønske om, at den længstlevende skulle kunne hensidde i uskiftet bo. Alle særbørn underskrev en påtegning om samtykke hertil på testamentet oven for M's og H's underskrift. I 1998 begyndte H at blive dement, og M passede hende i hjemmet indtil 2005, hvor hun kom på plejehjem, hvor hun senere døde i 2006. To af H's særbørn, A og B, tilbagekaldte et par måneder før H's død deres samtykke til, at M kunne sidde i uskiftet bo. De fastholdt efter H's død denne tilbagekaldelse, idet de gjorde gældende, at deres forudsætninger for at give forhåndssamtykke var væsentligt forandrede som følge af, at M kort tid efter H kom på plejehjem havde indledt et bekendtskab med en norsk kvinde. århus skifteret fandt, at forudsætningerne for det meddelte forhåndssamtykke til uskiftet bo ikke var ændret i en sådan grad, at det kunne anses for bortfaldet. VL udtalte, at forhåndssamtykket var en aftale mellem ægtefællerne og de 5 særbørn, og det kunne derfor ikke frit tilbagekaldes. En samlet vurdering af oplysningerne om M's relation til sin hustru i tiden før hun døde og om karakteren af det bekendtskab, M har haft til den norske kvinde, bevirkede ikke, at forudsætningerne for A og B's forhåndssamtykke var ændret i en sådan grad, at forhåndssamtykket var bortfaldet.

UfR 2007.628 VLK: Overdragelsesaftale vedr. aktier skulle kun fremlægges delvist under omstødelsessag.

A påstod B dømt til at betale 4.594.708 kr. til boet efter deres forældre M og H. A anførte, at B i 2002 og 2003 havde modtaget gaver svarende til beløbet, og at gaverne, som B fik af M, der sad i uskiftet bo, stod i misforhold til boets formue, jf. AL § 22. B påstod frifindelse og anførte bl.a., at gaverne skulle sammenholdes med, at A ved overtagelse af nogle aktier i selskabet R A/S, som blev stiftet af M, var blevet begunstiget i væsentligt omfang. Aktierne i R A/S blev med virkning fra d. 01.05. 2003 solgt til D A/S. I 2000 var aktierne solgt af et ApS, i hvilket A og J ejede anpartskapitalen. B havde i forbindelse med sagens behandling anmodet A om at fremlægge overdragelsesaftalen mellem ApS og D A/S, men A oplyste, at hun ikke var i besiddelse af aftalen. B fremsatte herefter anmodning om, at det pålagdes ApS at fremlægge aftalen med D A/S om overdragelse af aktierne i R A/S, hvilket både R A/S og ApS protesterede imod. B havde til støtte for anmodningen bl.a. anført, at M tilbagesolgte boets sidste aktiepost i R A/S til selskabet kort før, at aktierne blev solgt til D A/S, og at det måtte formodes, at aktieposten blev solgt til en væsentligt lavere værdi end værdien, som aktierne blev realiseret til ved salget til D A/S. A var derfor enten direkte eller indirekte blevet begunstiget ved M's tilbagesalg af aktieposten til selskabet. D A/S ønskede - i overensstemmelse med D A/S' generelle holdning ved køb af fremmede virksomheder - ikke at oplyse om vilkårene for købet af aktierne i R A/S. VL udtalte at B ikke i tilstrækkelig grad havde påpeget omstændigheder, der godtgjorde, at det var relevant for afgørelsen af denne sag, at overdragelsesaftalen mellem D A/S og ApS skulle fremlægges i sin helhed. Derimod fandt VL, at dele af overdragelsesaftalen kunne have haft betydning for afgørelsen af, om gaverne, som B modtog fra M, der sad i uskiftet bo, stod i misforhold til boets formue, og om hun vidste eller burde vide dette, jf. AL § 22. De dele af aftalen, som kunne have været af betydning for sagens afgørelse, var oplysninger om den pris, som D A/S betalte for aktierne i R A/S, betalingsbetingelserne og tidspunktet for aftalens indgåelse. Da hensynet til kontraktparten D A/S på baggrund af det anførte ikke kunne føre til andet resultat, pålagdes det ApS i det nævnte omfang at fremlægge oplysningerne fra aftalen med D A/S. Endvidere tilføjede VL, at parterne under domsforhandlingen ville have mulighed for at anmode om dørlukning i medfør af RPL § 29, stk. 1, nr. 3.

TFA 2007.384 ØLD: Gaver fra enke i uskiftet bo omstødt i medfør af AL § 22.

M afgik ved døden d. 15.02.2002 og H hensad i uskiftet bo med M's to særbørn. Formuen var fra 2002 indtil H's død i 2004 reduceret fra 2,3 mio. kr. til 1,66 mio. kr. H's egen søn havde med en hævefuldmagt disponeret over samtlige konti. Han havde overført 302.905 kr. til sig selv, sin hustru og deres to børn samt 90.000 kr. til børnebørnene. Byretten i Kalundborg gav M's særbørn medhold i, at dispositionerne skulle tilsidesættes efter AL § 22. Det blev lagt til grund, at børnebørnene var i god tro, hvorfor de 90.000 kr. blev uddraget. H's søn blev dømt til at betale 300.000 til dødsboet. ØL stadfæstede. Henset til boets og gavernes størrelse samt at gaverne indebar en åbenbar skævdeling af boet til fordel for H's livsarvinger i strid med testamentets bestemmelse om ligedeling, fandt ØL, at gaverne stod i misforhold til boets formue, jf. AL § 22 og derfor kunne omstødes.

UfR 2008.654 HD: Gaver fra uskiftet bo resulterede i skævdeling på 10 mio. kr. Dette medførte ikke omstødelse, da gaver ikke stod i misforhold til det samlede bo.

Efter M's død i 1997 hensad H i uskiftet bo med to fællesbørn A og B. A afgik ved døden i 1998 og efterlod sig to livsarvinger S. Fra 1997 og frem til sin død i 2003 gav H ved flere lejligheder gaver til A og B, og til de to livsarvinger, S, på en sådan måde, at der samlet skete en skævdeling til fordel for B. S anlagde sag med påstand om, at B skulle betale ca. 9,6 mio. kr. til fællesboet. S havde navnlig gjort gældende, at gaverne til fordel for B stod i misforhold til det uskiftede bos formue. Misforholdsvurderingen skulle efter deres synspunkt tage udgangspunkt i det uskiftede bos formueforhold på tidspunktet for de omtvistede gaver. Det var B's opfattelse, at gavernes værdi skulle holdes op mod boets værdi på tidspunktet for fællesboets etablering - dvs. ved M's død i 1997. HR fastslog, at afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i medfør af AL § 22, beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til boets formue, og at der som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. HR anførte, at H i 1997 gav det samme beløb ca. 23 mio. kr. til både A og B. I 1999, efter A's død, modtog S (til deling) og B gaver for henholdsvis 7 og 13 mio. kr. I 2003 modtog B gaver for 4 mio. kr. Gaverne til B androg således i alt ca. 40 mio. kr., og gaverne til A og S ca. 30 mio. kr. Under disse omstændigheder fastslog HR, at afgørelsen skulle træffes i lyset af de samlede gavedispositioner og boets formue før gavedispositionerne. HR fastslog herefter, at der var sket en skævdeling til fordel for det B på ca.10 mio. kr. Set i lyset af, at der samlet var ydet gaver til livsarvingerne på ca. 70 mio. kr., stod skævdelingen ikke i misforhold til boets formue, der før gavedispositionerne var på ikke under 84 mio. kr., og B blev frifundet.

TFA 2008.13 ØLK: Bo udleveret M til uskiftet bo på grundlag af en generalfuldmagt.

H var død d. 02.04.2007. Datteren D begærede på vegne M, der var 91 år, boet udleveret til uskiftet bo. M og H havde d. 23.03.2007 giver datteren D generalfuldmagt. Der var indledt sag om værgemål for M. Skifteretten i Odense nægtede at imødekomme begæringen for tiden - henset til principperne i AL § 11 sammenholdt med oplysningerne om M's aktuelle tilstand, hvor han ikke kunne gennemføre en relevant samtale. ØL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på udlevering af boet til uskiftet bo, allerede fordi der var meddelt D generalfuldmagt, og da der ikke for landsretten var forelagt oplysninger, der gav tilstrækkelig grund til at drage gyldigheden af denne i tvivl.

TFA 2009.129 VLD: Uskiftet bo efter H1 skulle deles, forinden der sket deling af fællesbo med H2.

M var død d. 13.10.2004. Han sad i uskiftet bo efter H1, som døde d. 30.04.1968. Han havde i 1982 indgået ægteskab med H2 og M's 3 særbørn havde forinden givet skifteafkald. H2 påstod sig tilkendt boslod på halvdelen af fællesboet med M. Skifteretten i Esbjerg fandt, at de sammenblandede boet skulle oprulles forfra, således at alle parter blev stillet som om det uskiftede bo blev skiftet ved M's indgåelse af nyt ægteskab. Det uskiftede bo efter H1 skulle deles mellem H1's livsarvinger og boet efter M, før der blev beregnet boslod og arvelod til H2. VL fandt, at det i overensstemmelse med gældende skifteretspraksis måtte antages, at der skulle beregnes arv til H1's livsarvinger, inden der sket deling af M's og H2's fællesbo. Da henholdsvis bestemmelserne om formuefællesskabet i RVL og arvelovens bestemmelser om det uskiftede bos omfang ikke var uforenelig hermed, måtte denne praksis anses for at være gældende ret.

TFA 2009.593/2 ØLD: Der skulle beregnes arv til efterlevende ægtefælle ved successivt skifte af uskiftet bo.

M døde d. 30.03.1985 og efterlod sig H og 2 særbørn A og B. M havde testeret mest muligt til H. A ville ikke samtykke i uskiftet bo, og hun blev udskiftet med 1/12 af fællesbo, hvorefter H sad i uskiftet bo med B. H oprettede i 1996 testamente til fordel for H's slægtninge. H døde d. 29.11.2006. Bobestyrer fordelte i boopgørelsen boet med 5/12 til B og 7/12 til H's bror, nevøer og niecer. Skifteretten i Glostrup fandt, at boet skulle deles som anført af bobestyrer. ØL fandt, at der ved skiftet i 1985 skulle beregnes arvelod til H, således som antaget i den juridiske teori med støtte i bemærkningerne i bet. 291/1961 om arvelovningen. Den omstændighed, at det ikke havde været muligt at fremskaffe boopgørelsen, eller at der ikke var betalt arveafgift af arven til H, ændrede ikke herved. På skiftet i 1985 skulle boet deles med 1/12 til A, 3/12 til B og 8/12 til H. Da der var udloddet 1/12, skulle boet nu fordeles med 3/11 til B og 8/11 til H's arvinger.

UfR 2009.2258 VLD (TFA 2009.484 VLD): Overdragelse af landbrugsejendom ikke omstødt.

M var død i 1974 og H sad i uskiftet bo med 4 fællesbørn. Hun solgte i nov. 2003 en landsbrugsejendom i Egtved på ca. 19 ha til sønnen K for 1.530.000 kr, svarende til den nyeste ejendomsvurdering minus 15%. 730.000 kr. blev berigtiget på et rentefrit anfordringsgældsbrev. H fraskrev sig mangelsansvaret. H sparede ved slaget til den lave pris en skat på 581.143 kr. Datteren D anlagde i maj 2007 omstødelsessag. Retten i Kolding fandt, at D først blev bekendt med en mæglervurdering af ejendommen i juli 2006, og at sagen derfor var rettidigt anlagt, jf. AL § 22, stk. 2. Retten fandt, at der var ydet en gave på forskellen mellem handelsværdien og købesummen eller 1.245.000 kr., og at gaven stod i misforhold til det uskiftede bo, som efter salget udgjorde ca. 2,5 mio kr. Overdragelsen blev derfor omstødt. VL tiltrådte, at sagen var rettidigt anlagt, jf. AL § 32, stk. 2. En ansvarsfraskrivelse ville ved salg til tredjemand have medført et prisnedslag på 200.000 kr., og der var ved salget til sønnen sparet omkostninger på 120.050 kr. Når hensås hertil og til de gunstige betalingsvilkår til beløbet på 730.000 kr. samt til skatteforholdene måtte den reelle forskel mellem købesum og handelsværdi anslås til ca. 800.000 kr. Efter fast praksis med hensyn til overdragelse af landbrugsejendomme i familieforhold skulle forholdsmæssigheden af et sådant gaveelement vurderes ud fra en helhedsbetragtning, hvori også indgik baggrunden for overdragelsen og andre dispositioner af betydning for forholdet mellem erhververen og boet. Efter en samlet vurdering fandtes der ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at anse H's dispositioner over det uskiftede bo for at sådant misbrug, at overdragelsen kunne omstødes efter AL § 31, jf. § 29, stk. 2.

UfR 2009.2823 VLD (TFA 2009.606/1 VLD): Overdragelse af hus ikke omstødt.

M døde i aug. 2003, og H, der var 86 år, sad herefter i uskiftet bo med 5 fællesbørn. Ifølge fællesboopgørelsen androg boets aktiver ca. 838.000 kr., herunder en fast ejendom til en værdi af 820.000 kr. H solgte pr. d. 01.03.2007 ejendommen til sønnen S for 722.500 kr., der berigtigedes kontant. H skulle betale de med oprettelsen og ekspeditionen af skødet forbundne omkostninger. Ejendomsværdien androg 850.000 kr. De 4 øvrige fællesbørn anlagde mod S med påstand om betaling af 357.096 kr., under henvisning til den dagældende AL § 22, En skønsmand vurderede ejendommens kontante handelsværdi til 1.035.000 kr. Retten i Aalborg anførte, at denne pris svarede til værdien i handel og vandel. Der var ikke tinglyst nogen bopælsret, men det blev lagt til grund, at H kunne forblive boende, og at overdragelsen var båret af hendes ønske om at kunne blive boende uden at have ejerforpligtelser. Under disse omstændigheder fandtes udgangspunktet for bedømmelsen af, om der forelå en gavedisposition, derfor ikke udelukkende at kunne tages i den af skønsmanden fastsatte vurderingspris, idet der også måtte tages hensyn til bopælsforpligtelsen, hvis værdi ikke nærmere var fastsat. Efter det oplyste lagde retten til grund, at overdragelsen indeholdt et gavemoment, men af en væsentlig lavere størrelse end påstået af sagsøgerne. Ved bedømmelsen af, om gaven stod i misforhold til boets formue, måtte endvidere ud over E's formål med overdragelsen også henses til, at S helt fra forældrenes erhvervelse af ejendommen og indtil E's død havde ydet væsentlig såvel praktisk som økonomisk bistand til forældrene. På denne baggrund fandtes det ikke godtgjort, at gaven havde stået i misforhold til boets formue, og S blev frifundet. VL stadfæstede dommen og bemærkede, at VL ikke herved havde taget stilling til, om appellanternes påstand om betaling af gaven i stedet for tilbageskødning af andre grunde ikke ville kunne tages til følge.

TFA 2015.179 VLK: Bo kunne ikke udleveres til uskiftet bo, da H ikke var solvent.

Ved M's død blev boet efter anmodning fra H udleveret til insolvensbehandling med advokat B som autoriseret bobestyrer. Ifølge åbningsstatus udgjorde fællesformuen 175.039 kr., M's bodel var negativ med 97.209 kr., og H's bodel var positiv med 272.248 kr. H henvendte sig efterfølgende til skifteretten i Holstebro om, at boet efter hendes opfattelse ikke var insolvent, og med anmodning om uskiftet bo. Ifølge en fremsendt opgørelse fra H var M's bodel positiv med 7.473 kr., og hendes bodel var positiv med 241.000 kr. Familiens bolig samt et sommerhus var medtaget med henholdsvis 1,5 mio. kr. og 1,1 mio. kr. Det måtte imidlertid lægges til grund, at der for så vidt angik boligen og sommerhuset mindst skulle ske en nedsættelse på henholdsvis 200.000 kr. og 50.000 kr. i forhold til åbningsstatus, og at der var betydelig usikkerhed om værdien af navnlig sommerhuset. Da fællesformuen ved anmodningen om boets udlevering til uskiftet bo herefter måtte anses for at være negativ med minimum 75.000 kr., og da H derfor ikke kunne anses for at råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel M's som egne forpligtelser, fandt skifteretten, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo, jf. AL § 19, stk. 4. VL stadfæstede.

TFS 2015.688 ØLK: Ikke udlevering til uskiftet bo efter længstlevendes død. Afgørelse herom kunne ikke kæres af længstlevendes værge.

Efter M's død blev advokat beskikket som værge for H og efter anmodning fra en arving blev boet taget under bobestyrerbehandling. Umiddelbart efter bad advokaten om, at boet blev udleveret til H til uskiftet bo. Skifteretten i Holbæk anmodede om, at det blev stillet sikkerhed for omkostningerne ved den hidtidige behandling, og advokaten gjorde indsigelse herimod, idet han ikke fandt, at H skulle betale omkostningerne. Inden skifteretten nåede at tage stilling til indsigelserne, døde H, og skifteretten meddelte derfor, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo. Advokaten anmodede skifteretten om at afsige kendelse herom, hvilket skifteretten afviste, da advokaten ikke havde retlig interesse heri. ØL stadfæstede afvisningen, men bemærkede, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo efter H's død.

Privat skifte


TFA 1999.143 VLK (FM 1998.116 VLK): Bo udleveret til bobestyrerbehandling ca. 2,5 måneder efter dødsfaldet, jf. DSL § 36, nr. 7.

Fru A døde d. 18.01.1998. Nogle pårørende rettede henvendelse til advokat med henblik på privat skifte, hvilket advokaten meddelte skifteretten i Holsted d. 11.02.1998. Skifteretten rykkede for begæring om privat skifte d. 12.03.1998 med frist til d. 26.03.1998. Advokaten svarede d. 25.03.1998, at han var i færd med at skaffe nogle oplysninger til sagen. Skifteretten bestemte d. 03.04.1998, at boet skulle behandles ved aut. bobestyrer. VL fandt ikke anledning til at tilsidesætte skifterettens skøn over, hvornår fristen i medfør af DSL § 36, nr. 7 var udløbet.

TFA 1998.396 VLK (FM 1999.7 VLK): Begæring fra afdødes samlever om, at privatskiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling, blev ikke taget til følge.

M var død d. 15.07.1997 og boet blev udleveret til M's broder til privat skifte. M's samlever gennem 40 år (S) anmodede om, at skifteretten omgjorde beslutningen, jf. DSL § 103, nr. 5, og udleverede boet til skifte ved bobestyrer, idet hun gjorde gældende, at hun var arving i henhold til et mundtligt testamente, subsidiært at hun havde et betydeligt kompensationskrav mod afdøde. Skifteretten tog begæringen til følge. VL fandt, at der ikke var en nærliggende risiko for, at en fortsættelse af den private skiftebehandling ville udsætte kreditorerne for ikke at få deres tilgodehavender. Uanset om S var kreditor eller ej, fandtes DSL § 30, stk. 1, nr. 2, derfor ikke at være opfyldt. Forinden afgørelse om anvendelse af DSL § 30, stk. 1, nr. 1 skulle det afklares, hvorvidt S var arving i boet. Sagen blev derfor hjemvist til fortsat behandling ved skifteretten.

TFA 1999.240 VLK: Udlevering af bo til afdødes broder til privat skifte blev ophævet.

A havde i sit testamente indsat sin brodersøn S til universalarving. Efter dødsfaldet gav S afkald, hvorefter boet blev udleveret til S's fader B til privat skifte. A's søster fik medhold i, at boet ikke burde være udleveret til privat samtykke uden hendes samtykke, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling i skifteretten.

Kendelse afsagt af skifteretten i Skive d. 09.04.1999 (Sks 260/90): Udbakning fra privat skifte kunne ikke ske via omberigtigelse til boudlæg - DSL § 30, stk. 2.

A var død d. 06.10.1998 og hans søn S, der var hans eneste arving, fik d. 30.11.1998 boet udleveret til privat skifte. S begærede d. 11.01.1999 boet udleveret til boudlæg i medfør af DSL § 30, stk. 2, idet det efter udløbet af proklamafristen stod klart, at boet var insolvent. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, idet enearvingen fra boets udlevering hæftede for boets gæld, jf. DSL § 27. Udbakning kunne herefter alene ske ved at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 29.

TFA 1999.247 ØLK (FM 1999.97 ØLK): Afsluttet privatskiftet bo ikke genoptaget.

M's 2 sønner begærede privatskiftet bo genoptaget, da de mente, at faderens lægepraksis havde været hans særeje. Da behandlingen af boet var afsluttet med alle parters tiltrædelse af boopgørelsen, og da afdødes lægepraksis var fælleseje, var betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt.

TFA 1999.383 ØLK (FM 1999.116 ØLK): Bo udleveret til privat skifte, da eksekutorklausul ikke var til hinder herfor.

E, der var død d. 25.12.1998, havde i notartestamente af 05.11.1996 bestemt, at advokat T skulle behandle boet som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for, at advokat T behandlede boet som privat skifte, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. E's to arvinger begærede boet behandlet som privat skifte gennem en anden advokat. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat E. ØL fandt, at advokat T efter testamentets udformning ikke kunne hindre udlevering af boet til privat skifte, og at advokat T ikke kunne foreskrive, at han behandlede det private bo. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling af begæringen om privat skifte.

TFA 1999.424 ØLK: Bo, der fejlagtigt var påbegyndt som uskiftet bo, blev udleveret til bobestyrerbehandling.

Bo var d. 18.11.1998 udleveret til uskiftet bo. Det viste sig efterfølgende, at ægtefællerne i 1997 havde oprettet ægtepagt med fuldstændigt særeje for bl. a. 3 ejendomme og en bil tilhørende afdøde. Den efterlevende ægtefælle og afdødes særbarn ønskede nu at få boet udlagt til privat skifte. Under hensyn til de tinglysningsmæssige problemer med en ejerlejlighed og da boopgørelse skulle indsendes senest d. 31.12.1999, besluttede skifteretten at boet skulle behandles ved bobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 2000.45 ØLK (FM 2000.82 ØLK): Kreditor kunne ikke kræve, at privatskiftet bo overgik til bobestyrerbehandling.

Københavns Søfartskursus fik som kreditor i privatskiftet bo ikke medhold i begæring om, at boet skulle overgå til behandling ved autoriseret bobestyrer, idet der ikke fandtes at være en nærliggende risiko for, at kreditor ville lide tab, såfremt det private skifte fortsatte, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 2. Skifteretten satte som betingelse, at arvingerne og deres advokat, Peter Rud, skulle erklære, at der ikke udbetaltes arv i boet, før kreditorerne var betalt, ligesom realisationssummerne skulle indbetales til advokaten. ØL stadfæstede.

TFA 2000.64 ØLK: Ikke privat skifte, da det var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret.

H havde i 1968 fået boet efter M, der ikke efterlod sig livsarvinger, udleveret efter SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Efter H's død i 1999 begærede H's 13 udarvinger boet udleveret til privat skifte. Dette blev nægtet, da det for tiden var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret. En sådan tvist måtte afgøres af skifteretten ved dom.

TFA 2001.18 ØLK (FM 2000.117 ØLK): Privatskiftet bo taget under bobestyrerbehandling, da boopgørelse ikke var indgivet rettidigt.

Skifteretten i Ringsted bestemte i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 3, at privatskiftet bo skulle overgå til bebobestyrerbehandling, da arvingernes advokat ikke rettidigt havde indleveret boopgørelse. ØL stadfæstede.

TFA 2001.361 ØLK (FM 2001.79 ØLK): Beslutning om udlevering af bo til privat skifte blev omgjort.

M var død i 1976, og H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som havde samtykket heri, efter at H havde oprettet testamente til fordel for dem. Det var uigenkaldeligt, så længe hun sad i uskiftet bo, og omstødtes ved tidligere skifte end ved død. H begærede det uskiftede bo skiftet, og boet blev d. 20.12.2000 udleveret til bobestyrerbehandling. H oprettede d. 21.12.2000 notartestamente, hvor hun indsatte sin samlever S som sin universalarving. H døde d. 15.01.2001, og boet blev udleveret til samleveren til privat skifte. ØL fandt, at der var en vis usikkerhed om arveforholdene. Når hertil kom, at de to boer burde skiftes på samme måde, fandtes afgørende hensyn at have talt imod, at boet efter H var udleveret til privat skifte i medfør af DSL § 25. Derfor omgjordes skifteretten i Rønnes beslutning, jf. DSL § 103, og boet overgik til bobestyrerbehandling, jf. tillige DSL § 36, stk. 5.

TFA 2001.475 VLK (FM 2001.123 VLK): Ikke privat skifte, da arveforholdene var uafklarede.

Afdøde havde oprettet formløse testamenter til fordel for sin samleverske. Advokat indhentede skiftefuldmagter fra de legale arvinger og begærede boet udleveret til privat skifte. De legale arvinger var ikke udtrykkeligt blevet vejledt om mulighederne for at rejse indsigelse mod afdødes formløse testamentariske dispositioner. VL tiltrådte derfor, at skifteretten i Århus havde nægtet at udlevere boet til privat skifte, jf. DSL § 36, stk. 5.

TFA 2002.85 VLK (FM 2001.150 VLK): Kreditor kunne ikke kræve bobestyrerbehandling af privatskiftet bo.

En kreditor med et tilgodehavende på 20.000 kr. krævede, at privatskiftet bo overgik til bobestyrerbo, da boet havde anmodet en panthaver om at fremsende et pantebrev på 20.000 kr. i aflyst stand, hvorefter dette ville blive indfriet. Kreditor fik ikke medhold ved skifteretten i Horsens, da der ikke var nærliggende fare for at en fortsættelse af bobehandlingen ville medføre tab, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 2. VL stadfæstede.

ØLK af 09.10.2002 (22.afd. B-2800-02): Privat skiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling.

Skifteretten i Gentofte traf i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 4 bestemmelse om, at et privatskiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling, da der ikke var indgivet åbningsstatus senest 6 måneder efter boets udlevering. ØL stadfæstede beslutningen.

TFA 2003.149 VLK (FM 2003.89 VLK): Begæring om privat skifte ikke imødekommet.

I boet efter M og H var der tvivl om gyldigheden af sønnen S's arveafkald fra 1994 til fordel for hans børn. Rækkevidden af afdødes vidnetestamente fra 1999 forekom ikke helt klar, og det forekom tvivlsomt, i hvilket omfang den faste ejendom skulle inddrages i boet, når hensås til S's køberet og lejeret. Hertil kom, at to af arvingerne var bosat i England, at et anmeldt krav var bestridt, og at en kommune havde gjort udlæg i S's arv for 53.000 kr. S optrådte som fuldmagtshaver og kontaktperson. Skifteretten i Århus fandt, at afgørende hensyn talte mod udlevering af boet til privat skifte, jf. DSL § 25, stk. 1, nr. 5, og boet udleveredes til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, 1, nr. 5. VL stadfæstede.

FM 2003.120 ØLK: Bo udleveret til bobestyrerbehandling, da arveforholdene var uafklarede.

H, som var længstlevende i et barnløst ægteskab, var død og arven skulle deles efter AL § 7. M's bror erklærede, at H ikke efterlod sig arvinger, og anmodede om at få boet udleveret til privat skifte. H's advokat oplyste, at H over for hans hustru havde oplyst, at hun havde en bror i Kina og en søster i USA. Da arveforholdene ikke var afklarede, udleverede skifteretten i Svendborg boet til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

TFA 2003.107 ØLK: Privatskiftet bo blev efter begæring fra arving taget under bobestyrerbehandling, da boet ikke var afsluttet.

Bo var d. 07.02.2002 udleveret til A, B og C til privat skifte. Skifteretten i København modtog d. 06.08.2002 åbningsbalance, som tillige skulle være endelig boopgørelse. Skifteretten modtog d. 26.08.2002 skattevæsenets kvittance. A anmodede d. 25.09.2002 om at boet overgik til bobestyrerbehandling. Da skifteretten ikke havde foretaget afgiftsberegning, var boet ikke afsluttet, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling, jf. § 30, stk. 1, nr. 1. ØL stadfæstede.

TFA 2003.342 VLK (FM 2003.190 VLK): Bo udleveret til privat skifte trods mulighed for genoptagelse af faderskabssag.

Afdødes eneste arving var en datter D, som var født uden for ægteskab i 1954, og hvor afdøde havde anerkendt faderskabet over for politimesteren. Afdødes søster protesterede mod, at boet blev udleveret til D til privat skifte, idet hun gjorde gældende, at D ikke var afdødes datter. Skifteretten i Hjørring fandt det ubetænkeligt at udlevere boet til privat skifte, forinden der var taget stilling til, hvorvidt faderskabssagen skulle genoptages. VL fandt ikke, at der var en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet skulle have været udleveret til behandling ved bobestyrer i medfør af DSL § 36, nr. 5. Da der i øvrigt ikke var afgørende hensyn, der talte imod udlevering af boet til privat skifte i medfør af DSL § 25, stk. 1, nr. 5, tiltrådte det, at boet var udleveret til privat skifte.

TFA 2003.437 VLK (FM 2003.186 VLK): Bo ikke udleveret til forenklet privat skifte, da der var en fiktiv gældspost.

A havde siddet i uskiftet bo til sin død. Skifteretten i Kolding nægtede at udlevere boet på 339.269 kr. til forenklet privat skifte, da en gæld til 3 børn på i alt 189.000 kr. ikke kunne fradrages i bobeholdningen, idet der ikke var tale om et reelt gældsforhold, jf. BAL § 13, stk. 3. VL stadfæstede.

TFA 2004.68 VLK (FM 2003.274 VLK): Frist for tillægsboopgørelse ikke forlænget.

Skifteretten i Aalborg havde d. 07.01.2003 og d. 24.04.2003 tilladt, at boopgørelse vedrørende boets faste ejendomme blev henskudt til tiden efter boets afslutning, jf. DSL § 31, stk. 2. Sidste frist for indlevering af tillægsboopgørelse var d. 04.08.2003. Da ejendommene 1½ år efter dødsfaldet endnu ikke var solgt, og der ikke forelå konkrete omstændigheder, der pegede på, at boet kunne afsluttes inden for den nærmeste fremtid, var der ikke grundlag for at indrømme yderligere udsættelser. VL stadfæstede.

TFA 2004.192 VLK: VL tillod, at endelig boopgørelse vedr. fast ejendom blev udskudt til efter boets slutning.

I et privatskiftet bo var 56 ha af jorden til boets ejendom solgt ved betingede skøder, og den resterende del af jorden med bygninger og maskiner var sat til salg ved statsautoriseret ejendomsmægler. Skifteretten i Holsted nægtede at tillade udsættelse efter DSL § 31, stk. 2 med indsendelse af tillægsboopgørelse, idet bestemmelsen efter skifterettens opfattelse ikke kunne anvendes, når aktivet var i boet på 1-årsdagen. Det måtte da udlægges til arvingerne til den værdi, det skønnedes at have. I kæreskriftet anførtes bl.a., at opgørelsen forventedes indleveret inden 3 måneder. Landsretten tillod, at endelig opgørelse for så vidt angik boets faste ejendom blev henskudt til efter boets slutning.

TFA 2005.35 VLK: VL tillod, at endelig boopgørelse vedr. fast ejendom blev udskudt til efter boets slutning.

A døde d. 09.08.2003 og boet blev udleveret til privat skifte. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom med en værdi på ca. 600.000 kr.. Ejendommen blev sat til salg i efteråret 2003. Skifteretten i Thisted afviste at tillade, at fristen for indgivelse af boopgørelsen vedrørende den faste ejendom blev henskudt til efter boets afslutning. Det var for VL oplyst, at ejendommen forventedes solgt i løbet af efteråret 2004. Herefter, og da den omstændighed, at ejendommen udgjorde det væsentligste aktiv i boet, ikke i sig selv talte herimod, tillod VL i medfør af DSL § 31, stk. 2, at endelig opgørelse for så vidt angik den faste ejendom, blev henskudt til efter boets afslutning, således at fristen for indlevering af tillægsboopgørelse skulle indleveres senest d. 01.02.2005.

TFA 2005.218 ØLK: Udlevering til forenklet privat skifte blev ophævet.

Skifteretten i Helsinge havde udleveret boet efter H til ægtefællen M som eneste arvinger til forenklet skifter i medfør af DSL § 34. Afdødes bror B's udaterede brev var ubestridt modtaget i skifteretten d. 24.11.2004 inden udleveringen til forenklet privat skifte. ØL fandt, at dette brev, navnlig i lyset af den forudgående korrespondance mellem B og skifteretten, måtte forstås som en indsigelse i anledning af det indgåede ægteskab. Da arveforholdene således ikke var afklaret, var skifterettens udlevering af boet til forenklet privat skifte i medfør af DSL § 34 uberettiget. Skifterettens udlevering ophævedes derfor, og sagen hjemvistes til fornyet behandling.

TFA 2005.511 ØLK: Privat skifte kunne ikke afsluttes, da betingelserne for arveafkald ikke var opfyldt.

Afdøde efterlod sig arvingerne A, B og C. Boet blev udleveret B og C til privat skifte, idet A havde i et brev til skifteretten givet arveafkald »på vilkår« om udlevering af effekter fra barndomshjemmet, oplysning om afdødes ægtefælles pensioner og boets åbningsstatus. Arvingen krævede boet taget under offentligt skifte, da betingelserne i arveafkaldet ikke var opfyldt, medens advokaten for det privat skiftede bo mente, at det var tilfældet. Skifteretten i Hørsholm tog ikke A's begæring til følge. ØL bemærkede, at det private skifte ikke uden arvingens samtykke kunne afsluttes, før betingelserne for arveafkaldet kunne anses for opfyldt. Da der ikke på grundlag af boets advokats oplysninger kunne anses godtgjort, at det var tilfældet, hjemvistes sagen til fortsat behandling heraf.

UfR 2006.395/1 ØLK: Privatskiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling, da boopgørelse ikke var indleveret rettidigt.

A var død d. 26.03.2004 og boet blev udleveret til datteren B til privat skifte. Da boopgørelse, der skulle indsendes til skifteretten inden 3 måneder efter skæringsdagen d. 26.03.2005, ikke var indleveret rettidigt, anmodede skifteretten i Lyngby d. 04.07.2005 B om straks at indsende boopgørelsen. B ansøgte d. 11.08.2005 om udsættelse under henvisning til, at A's bolig var solgt med overtagelsesdag d. 21.05.2005. Skifteretten i Lyngby udtalte bl.a., at den ikke havde hjemmel til at forlænge fristen for indsendelse af boopgørelse, og der var ikke rettidigt ansøgt om tilladelse til, at endelig opgørelse vedrørende boets ejendom blev henskudt til tiden efter boets slutning. Da boopgørelsen ikke var indsendt inden den i DSL § 32 fastsatte frist, og inden den af skifteretten fastsatte frist, bestemte skifteretten, at boet i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 3, skulle overgå til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

TFA 2006.289 ØLK: Bo udleveret til bobestyrerforhandling, da der var uklarhed om arveforholdene.

M havde indsat A til at arve en ejerlejlighed, hvis værdi udgjorde over 90% af boet. Legatet kunne ikke gennemføres mod tvangsarvingernes protest. Skifteretten på Frederiksberg udleverede boet til privat skifte. A kærede og oplyste, at hun ville søge spørgsmålet om testamentets fortolkning afklaret ved dom. jf. DSL § 101, jf. § 89, stk. 1, nr. 1. Da betingelserne for privat skifte derefter ikke var opfyldt, bestemte ØL, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, stk. 5.

TFA 2007.133 VLK: Privatskiftet bo skulle overgå til bobestyrerbehandling, da boopgørelse ikke var indleveret rettidigt.

Boet efter M blev udleveret til privat skifte til H og tre fællesbørn. Skifteretten i Terndrup afslog en anmodning om udsættelse med indlevering af boopgørelse, idet fristen for indlevering af boopgørelse var overskredet, og boet blev taget under bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3. Boet blev skønnet at være solvent, og bruttoaktiverne blev i henhold til åbningsstatus anslået til 7.848.300 kr. Arvingerne kærede afgørelsen og anførte, at skifteretten under henvisning til DSL § 30, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med BAL § 17, stk. 3, måtte kunne undlade at træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling. VL stadfæstede afgørelsen, da boopgørelse ubestridt ikke var indleveret rettidigt, og da anvendelse af BAL § 17, stk. 3, er fakultativ og desuden forudsætter, at den afgiftspligtige arvebeholdning ikke kan opgøres.

TFA 2007.141 ØLK: Bo udleveret til privat skifte trods en dags forsinkelse med sikkerhedsstillelse for boafgiften.

Begge arvinger var bosat i udlandet og skifteretten i Nykøbing Sjælland fastsatte d. 21.07.2006 en frist til d. 03.08.2006 for betaling af en sikkerhed på 20.000 kr. som betingelse for udlevering dødsboet til privat skifte, jf. BAL § 21. Sikkerhedsstillelsen indgik på skifterettens konto d. 03.08.2006 efter kontortids ophør. Skifteretten omgjorde ikke beslutningen om bobestyrerbehandling. ØL fandt henset til fristens længde og omstændighederne i øvrigt ikke, at den korte fristoverskridelse burde føre til, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. i øvrigt princippet i DSL § 65. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på udlevering til privat skifte.

TFA 2008.531/1 ØLK: Fristforlængelse for indlevering af tillægsboopgørelse afslået.

H døde d. 11.08.2006, og boet blev udleveret til privat skifte i september 2006. Skifteretten på Frederiksberg forlængede d. 30.11.2007 fristen for indgivelse af tillægsboopgørelse til d. 01.06.2008, jf. DSL § 31, stk. 2. Under hensyn til, at boets ejendom ikke var solgt, og til tidspunktet for udlevering til privat skifte afslog skifteretten at forlænge fristen. Hvis den ikke blev overholdt, ville boet blive udleveret til bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

TFA 2009.47/1 VLK: Ikke privat skifte, da tvivl om arveafkalds gyldighed.

A efterlod sig en søn og en datter D, som oplyste, at hun på et forkert grundlag havde frasagt sig »enhver ret til afdødes begravelse, arv og hvad det indebærer«, og at hun ønskede at arve sin far. På den baggrund tog skifteretten i Sønderborg D's begæring om bobestyrerbehandling af boet til følge, jf. DSL § 36, nr. 5. VL stadfæstede, da der var tvivl om det afgivne arveafkald.

UfR 2009.1024 HKK (TFA 2009.287 HKK, SKM2009.175.HKK): Boopgørelse skulle blot være afsendt til skifteretten inden fristens udløb.

M døde d. 05.01.2006 og efterlod sig H og 3 fællesbørn. Skæringsdagen i det privatskiftede bo var d. 05.01.2007, og fristen for indsendelse af boopgørelse udløb d. 05.04.2007, der var skærtorsdag. D. 10.04.2007 modtog skifteretten en boopgørelse, hvoraf fremgik, at »børnene giver afkald på 65 % af arven«. Boopgørelsen var underskrevet i henhold til sædvanlig skiftefuldmagt. D. 09.07.2007 modtog skifteretten særskilte, skriftlige arveafkald dateret henholdsvis 10.04. og 12.04.12007 og underskrevet af arvingerne. Skifteretten havde herefter beregnet boafgift uden hensyntagen til arveafkaldene, da der ikke var givet skifteretten særskilt meddelelse om arveafkaldet. VL stadfæstede, da boopgørelsen var indleveret, efter at fristen herfor udløb. HR udtalte, at meddelelse om arveafkald til skifteretten kan gives særskilt eller i boopgørelsen. En skriftlig meddelelse skal være underskrevet af den arving, som giver afkald, eller vedlagt dokumentation for den underskrivendes fuldmagt til at repræsentere arvingen i dette forhold. En sædvanlig skiftefuldmagt giver ikke fuldmagt til på arvingens vegne at give arveafkald. Meddelelse om arveafkald til skifteretten skal ske senest samtidig med indgivelse af boopgørelsen eller udløbet af fristen for indgivelse af boopgørelsen, jf. BAL § 5, stk. 4. I den foreliggende sag udløb fristen på 3-månedersdagen for skæringsdagen, dvs. d. 05.04.2007, jf. DSL § 32, 1. pkt. Efter ordlyden af denne bestemmelse er det, som skal foretages inden for fristen, at boopgørelsen »indsendes« til skifteretten. Tilsvarende hedder det i BAL § 10, stk. 1, at boopgørelse »indsendes«. På denne baggrund fandt HR, at der ikke kan stilles krav om aflevering på skifterettens kontor inden fristens udløb. I den foreliggende sag indeholdt boopgørelsen, der var underskrevet i henhold til sædvanlige skiftefuldmagter, meddelelse om arveafkaldene. Meddelelsen var ikke vedlagt fornøden dokumentation for fuldmagt vedrørende arveafkaldene. Selv om boopgørelsen må anses for rettidigt indsendt, var behørig meddelelse først sendt til skifteretten med brev af 05.07.2007. Fristen for meddelelse om arveafkaldene var da sprunget, og der kunne derfor ikke tillægges arveafkaldene virkning ved beregningen af boafgift.

TFA 2011.70 ØLK: Forbehold i boopgørelse var ikke en anmodning efter DSL § 31, stk. 2.

I et privatskiftet bo blev boopgørelsen modtaget af skifteretten i Lyngby d. 09.11.2009. I boopgørelsen blev der taget forbehold for nedsættelse af værdien af boets faste ejendom, hvis ejendomsværdien blev nedsat pr. 01.10.2009. Boopgørelsen blev godkendt af SKAT i januar 2010 og af skifteretten i februar 2010. I marts 2010 anmodede boets advokat skifteretten om at bekræfte, at der kunne udfærdiges en tillægsrepartition, hvis den nye ejendomsværdi, der ville blive udsendt i marts 2010, var betydeligt lavere. Skifteretten svarede, at forbeholdet i boopgørelsen ikke kunne anses for en anmodning om at henskyde en del af boet til tiden efter boets afslutning, jf. DSL § 31, stk. 2. Skifteretten anså derfor den indleverede boopgørelse som endelig. Skifteretten modtog d. 01.06.2010 en tillægsrepartition, hvori blandt andet værdien af boets ejendom var ændret. Skifteretten nægtede at godkende tillægsrepartitionen, idet forbeholdet ikke kunne anses for en anmodning i medfør af DSL § 31, stk. 2, eller at genoptage boet i medfør af DSL § 103, da der var ikke var hjemmel hertil, når begrundelsen var, at en arving ønskede at anvende en senere opgjort ejendomsværdi. ØL stadfæstede.

UfR 2011.2834 ØLK (TFA 2011.539/1 VLK): Privatskiftet bo fik tilladelse til at endelig opgørelse vedr. fast ejendom blev henskudt til efter boets afslutning.

M døde i dec. 2009 og boet blev udleveret til privat skifte i feb. 2010. Det væsentligste aktiv - en fast ejendom - blev samtidig sat til salg for 1.395.000 kr. De privatskiftende arvingers advokat, A, forespurgte telefonisk inden 15-måneders-fristen for indlevering af boopgørelse skifteretten, om det var muligt at udskyde endelig opgørelse for den faste ejendom til efter boets slutning. Skifteretten i Nykøbing F. tilkendegav, at der ikke var grundlag herfor, og afsagde efterfølgende kendelse i overensstemmelse hermed. A indbragte afgørelsen for ØL, der i medfør af DSL § 31, stk. 2, efter A's redegørelse for salgsbestræbelserne fandt, at endelig boopgørelse vedrørende boets faste ejendom burde henskydes til tiden efter boets slutning. Det blev overladt til skifteretten eventuelt at fastsætte en frist for indlevering af tillægsboopgørelse.

TFA 2012.240 VLK: Bo udleveret til privat skifte, selv om der var usikkerhed om boets aktiver og passiver, og selv om boet hæftede for eventuel gaveafgift.

D var død d. 06.06.2011. D's formue var faldet med ca. 2,3 mio. kr. siden 2007. Skifteretten i Viborg udleverede i okt. 2011 boet til bobestyrerbehandling, da der var en sådan usikkerhed om aktiver og passiver, at det ikke var muligt inden rimelig tid at tage stilling til, om boet kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 7. VL udtalte, at A, der var enearving, havde krav på udlevering af dødsboet til privat skifte, medmindre afgørende hensyn talte imod, jf. DSL § 25, stk. 1, nr. 5. Som følge af undersøgelser vedrørende de afgiftsmæssige forhold samt af, om udlevering kunne ske til forenklet privat skifte, blev dødsboet imidlertid ikke udleveret til privat skifte inden rimelig tid. Disse forhold, der ikke kunne tilregnes enearvingen A alene, udelukkede ikke i sig selv udlevering til privat skifte, og SKATs eventuelle fiskale interesser ville kunne varetages via DSL § 30. SKAT havde i øvrigt heller ikke anmodet om bobestyrerbehandling. Herefter og da fristerne i DSL §§ 31 og 32 fortsat ville kunne overholdes, burde boet udleveres til privat skifte, såfremt A anmodede herom. Sagen blev herefter hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

TFA 2013.677/2 VLK: Privatskiftet bo skulle ikke overgå til bobestyrerbehandling, da arvingerne ikke var blevet hørt.

Skifteretten i Esbjerg afsagde kendelse om, at et dødsbo, der var udleveret til privat skifte, i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 4 skulle overgå til bobestyrerbehandling, fordi boet ikke blev behandlet forsvarligt og på betryggende måde. Skifteretten henviste til, at boets kontaktperson trods rykkere ikke havde kvitteret for modtagelse af SKAT's anmeldelse af et foretaget udlæg. VL ophævede kendelsen og hjemviste til fornyet behandling, da arvingerne ikke havde haft lejlighed til at komme med bemærkninger, før skifterettens kendelse blev afsagt.

TFA 2014.117/1 VLK: Privatskiftet bo overgik til bobestyrerbehandling, da boopgørelse ikke indleveret.

H, der sad i uskiftet bo, afgik ved døden i januar 2012, og boet blev i august 2012 udleveret til privat skifte. I februar 2013 forlængede skifteretten i Kolding efter anmodning fra boets advokat fristen for indgivelse af endelig boopgørelse for boets faste ejendom til d. 01.10.2013 med bemærkning om, at 15 måneders fristen fortsat var gældende for den resterende del af boet. Da fristen for den resterende del af boet ikke blev overholdt, udleverede skifteretten boet til behandling ved bobestyrer. VL stadfæstede.

TFA 2014.474/1 VLK: Privatskiftet bo overgik til bobestyrerbehandling, da boopgørelse ikke indleveret.

Boet efter A, som døde d. 08.011.2013, blev d. 12.02.2013 udleveret til privat skifte. Boets kontaktperson anmodede d. 01.05.2014 om udsættelse af fristen for indlevering af boopgørelse. Sidste frist for indlevering af boopgørelse var d. 08.04.2014, jf. DSL § 32. Skifteretten i Randers bestemte, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3, da skifteretten ikke havde mulighed for at forlænge fristen. VL fandt ikke grundlag for at udsætte fristen, når der først søgtes om udsættelse, efter fristen var sprunget, og heller ikke selvom det eneste manglende aktiv - et sommerhus - faktisk var blevet solgt.

TFA 2015.8 VLK: Bo ikke udleveret til privat skifte 3 år efter dødsfaldet.

A døde i juli 2011, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Ifølge et notat dikteret af A dagen før dødsfaldet skulle B arve. En tvist mellem de legale arvinger og B faldt ved en ankedom i april 2014 ud til, at notatet skulle anses som et nødtestamente. På vegne af arvingen B anmodede dennes advokat herefter om udlevering af dødsboet til privat skifte. Anmodningen blev ikke taget til følge, da 1-års fristen i DSL § 31, stk. 1 var overskredet, da retssagen ikke medførte suspension af fristen for indlevering af boopgørelse, og da der ikke var hjemmel til at meddele yderligere frist udover den i lovens § 32 anførte. I øvrigt ville 15-måneders fristen regnet fra dødsdagen allerede være udløbet ved en udlevering til privat skifte, hvorfor der straks ville skulle træffes afgørelse om boets overgang til bobestyrerbehandling efter DSL § 30, stk. 1, nr. 3, og A måtte ikke handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1.

UfR 2015.254 VLK (TFA 2015.87/1 VLK): Bo udleveret til privat skifte, da ikke konkret risiko for insolvens.

A døde d. 17.05.2014. A's datter D anmodede d. 29.07.2014 om, at boet blev udleveret til privat skifte. Skifteretten i Kolding nægtede at udlevere boet til privat skifte under henvisning til det skærpede solvenskrav i DSL § 25, stk. 1, nr. 2. D kærede kendelsen med påstand om, at boet blev udleveret til privat skifte. VL tiltrådte, at spørgsmålet om udlevering til privat skifte skulle bedømmes efter den nugældende formulering af DSL § 25, stk. 1, nr. 2, som affattet ved lov nr. 737 af 25.06.2014, der trådte i kraft d. 01.07.2014, idet anmodningen om privat skifte var modtaget i skifteretten d. 29.07.2014. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom med en offentlig ejendomsværdi på 930.000 kr. Der var gæld med pant i ejendommen med 611.156 kr., og ejendommen var udbudt til salg for 1.075.000 kr. Det var endvidere oplyst, at boets likvide beholdning var på ca. 15.000 kr., når udgifterne til begravelse var betalt, og at D afholdt de løbende udgifter vedrørende ejendommen. Efter de foreliggende oplysninger om ejendommen sammenholdt med oplysningerne om boets likviditet var der på nuværende tidspunkt ikke en sådan konkret risiko for, at boet ville blive insolvent under behandlingen, at boet ikke ville kunne udleveres til privat skifte. VL ophævede derfor kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i skifteretten.

TFA 2015.562 VLK: Privatskiftet bo skulle ikke overgå til bobestyrerbehandling, da boet nu kunne afsluttes.

Da en tillægsboopgørelse vedrørende en ejendom og naturgrund i et privatskiftet bo ikke var modtaget inden en fastsat frist, bestemte Skifteretten i Randers, at boet skulle overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 30, stk. 1, nr. 3. Boets kontaktperson havde over for skifteretten oplyst, at ejendommen var til salg, men at der ikke konkret var salgsforhandlinger. Under kære af afgørelsen blev det fra boets side gjort gældende, at arvingerne nu ønskede at udtage ejendommen og grunden. En underskreven tillægsboopgørelse var vedlagt kæreskriftet. VL udtalte, at det af DSL § 31, stk. 2, fremgår, at en tillægsboopgørelse skal indleveres inden for en af skifteretten fastsat frist eller snarest muligt efter hindringens bortfald. Da boet nu endeligt kunne afsluttes, ophævedes skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på at afslutte boet.

TFA 2017.208/1 VLK: En bank, der ikke var kreditor i et privatskiftet dødsbo, kunne ikke begære bobestyrerbehandling.

I et privatskifte bi foretog en arving uberettigede hævninger på en bankkonto. Med henvisning hertil anmodede Nordea om, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. Anklagemyndigheden meddelte, at der ville blive rejst tiltale mod arvingen. Skifteretten i Horsens tog bankens anmodning til følge. VL ophævede skifterettens beslutning og hjemviste sagen med henblik på, at boet på ny blev udleveret til privat skifte. VL anførte som begrundelse herfor, at banken ikke var kreditor i boet, hvorfor betingelserne for at lade boet overgå til behandling ved bobestyrer i medfør af DSL § 30, stk. 1, nr. 2, ikke var opfyldt. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at anse bobestyrerbehandling for påkrævet.

Testamentariske bobestyrerindsættelser


FM 1997.158 VLK: Skifterettens indsættelse af autoriseret medbobestyrer i medfør af DSL § 38, stk. 3 blev ophævet.

Arvelader havde i testamente fra 1979, hvor en velgørende forening var eneste arving, indsat advokat M, Esbjerg, som eksekutor. Straks efter dødsfaldet antog skifteretten i Ribe advokat R som midlertidig bobestyrer. Skifteretten antog senere advokat R som medbobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3. VL fandt, at der ikke var oplysninger i sagen, der kunne begrunde, at skifteretten - forinden der blev truffet afgørelse om at udpege en anden bobestyrer - undlod at indhente en udtalelse fra advokat M. Hertil kom, at ingen af betingelserne i DSL § 38, stk. 1, 2. led for at tilsidesætte indsættelsen af M som bobestyrer havde været opfyldt, ligesom der ikke var oplysninger, der efter DSL § 38, stk. 3 kunne gøre det betænkeligt at lade advokat M behandle boet. M skulle herefter være eneste bobestyrer i boet, forudsat at han opfyldte de almindelige betingelser herom i DSL § 39.

UfR 1998.537 ØLK (TFA 1998.145, FM 1998.50 og Fagl. Nyt 1998.131): Testamentsindsat bobestyrers stiltiende afkald på hvervet.

I afdødes testamente fra 1994 var advokat A indsat som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis eksekutor ikke udtalte sig herimod. Boets 3 arvinger gav advokat A skiftefuldmagt, hvorefter boet blev udleveret til privat skifte. En af arvingerne anmodede senere om bobestyrerbehandling af boet og protesterede mod, at A blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten fandt, at A ved at fremsætte anmodningen om privat skifte havde frafaldet bobestyrerindsættelsen og fandt derfor, at boets fortsatte behandling skulle ske ved en anden og autoriseret bobestyrer. ØL tiltrådte under henvisning til de foreliggende omstændigheder, at udpegning af bobestyrer skete efter DSL § 37 og stadfæstede afgørelsen.

TFA 1998.152 ØLK: Privat skifte trods bobestyrerindsættelse.

84-årig fru T havde i sit testamente fra 1990 indsat Vagttårnet og Jehovas vidner som sine arvinger, mens 2 søstre skulle udtage indbo og diverse personlige effekter. Som eksekutor havde hun indsat den præsiderende tilsynsmand og sekretæren for den lokale menighed af Jehovas Vidner. Arvingerne begærede boet, som var på ca. 170.000 kr., skiftet privat, hvilket skifteretten afslog, da der ikke var påvist tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte bobestyrerbestemmelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Skifteretten udpegede en autoriseret bobestyrer. Under kæremålet til ØL fremlagdes samtykkeerklæringer fra de 2 legatarer til, at boet blev udleveret til privat skifte. ØL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten med henblik på udlevering til privat skifte.

TFA 1998.202 ØLK (FM 1998.80): Testamentarisk bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

A havde i sit testamente fra 1981 indsat advokat B som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis lovens betingelser herfor var opfyldt, og eksekutor ikke udtalte sig herimod. A døde i 1997, og A's søn S, der var enearving, begærede boet udleveret til privat skifte, som han af økonomiske grunde selv ønskede at gennemføre. Skifteretten afslog dette under hensyn til, at boet var skattepligtigt, at boet havde en igangværende virksomhed i form af en landbrugsejendom, at boets eneste arving var bosiddende i udlandet, og at den testamentsindsatte bobestyrer havde udtalt sig herimod under henvisning til, at A's baggrund for bobestyrerindsættelsen fortsat var til stede. ØL stadfæstede.

TFA 1998.395 VLK (FM 1998.179 VLK): Bo udleveret til privat skifte trods bobestyrerklausul, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

T havde i testamente fra 1985 bestemt, at boet skulle behandles af advokat A som eksekutor, dog med mulighed for privat skifte, hvis advokaten skønnede eksekutorbehandling upåkrævet. Enearvingen E, der var afdødes niece og boede i Tyskland, begærede boet udleveret til privat skifte ved en anden advokat. Boet bestod af en fast ejendom med en ejendomsværdi på 370.000 kr. samt almindeligt indbo. Der var ikke oplysninger om baggrunden for eksekutorindsættelsen, og bobestyreren havde ikke oplyst, hvorfor han fandt bobestyrerbehandling påkrævet. VL fandt - i modsætning til skifteretten - at der ikke var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse, og boet blev udleveret til privat skifte - alene betinget af sikkerhed for boafgifternes betaling, jf. BAL § 21.

UfR 1998.1399 VLK (TFA 1998.347 VLK): Testamentsindsat bobestyrer afsat på grund af inhabilitet, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

L, der sad i uskiftet bo, havde i dec. 1996 oprettet testamente, hvorefter samleveren R skulle have vederlagsfri livsvarig brugsret til sat ejendom og indbo på bopælen. Advokat A var indsat som bobestyrer. Under skiftet opstod der tvist om fortolkningen af testamentet. A's position som advokat for R medførte, at A ikke fremtrådte med den for en bobestyrer fornødne upartiskhed, og afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Sagen blev hjemvist til skifteretten med henblik på, at skifteretten udpegede en anden bobestyrer, der er autoriseret.

TFA 1999.8 ØLK (Fagl. Nyt 1999.53 ØLK): Bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat efter DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

T havde i sit testamente fra 1994 indsat advokat LJ som eksekutor. Der kunne ske privat skifte, hvis der var enighed herom mellem arvingerne og advokaten. Uanset at de 9 arvinger var enige om at begære boet skiftet privat, blev bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat, da boets formueforhold ikke havde ændret sig væsentligt siden 1994, og forudsætningerne for eksekutorindsættelsen ikke havde ændret sig væsentligt.

TFA 1999.67 ØLK (FM 1999.8 ØLK): Testamentsindsat bobestyrer ikke afsat. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

En arving protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer, advokat Allan Falk, blev bobestyrer, idet han efter hendes opfattelse udelukkende havde været advokat for afdødes ægtefælle. Protesten blev ikke taget til følge. ØL stadfæstede.

TFA 1999.68 VLK (FM 1998.178 VLK): Bo udleveret til privat skifte trods testamentarisk bobestyrerindsættelse, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

T havde i sit notartestamente fra 1989 indsat advokat B som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis lovens betingelser herfor var opfyldt, og eksekutor skønnede, at eksekutorbehandling var upåkrævet. T døde i 1997 og boet blev udleveret til bobestyrerhandling ved den testamentsindsatte bobestyrer. T's datter D begærede senere boet udleveret til privat skifte. De bestemmelser i landbrugslovgivningen, der i 1989 var til hinder for overdragelse af landbrugsejendommen til D, blev ændret i 1994. T's ønske om bobestyrerbehandling på grund af problemer med overdragelse af ejendommen, kunne derfor ikke længere tillægges væsentlig betydning. D, der efter 2 medarvingers arveafkald var enearving, havde siden 1989 drevet den landbrugsejendom, der var boets væsentligste aktiv. Da der ikke var forhold, der talte imod et privat skifte, var betingelserne i DSL § 38, stk. 1, nr. 4 opfyldt, og D's begæring om boets udlevering til privat skifte blev herefter taget til følge.

TFA 1999.158 (FM 1999.49 ØLK): Ikke afgørende grunde til at lade bo behandle af en anden end den testamentsindsatte bobestyrer.

K var død i 1998, og K's tre børn protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer blev bobestyrer, idet han efter deres opfattelse havde taget parti for afdødes samlever M. Skifteretten i Maribo tog protesten til følge og udpegede en anden bobestyrer. ØL bestemte, at boet skulle udleveres til den testamentsindsatte bobestyrer, da afgørende grunde ikke talte imod at udlevere boet til denne, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 1999.214 VLK (FM 1999.69 VLK): Ikke grundlag for at udpege anden bobestyrer end den testamentsindsatte.

Afdøde havde i sit testamente indsat advokat H. C. Sibbesen, Sønderborg, som bobestyrer. Allerede fordi en af arvingerne ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, tiltrådtes det, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 1. Der var ikke oplyst sådanne afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den i testamentet indsatte bobestyrer, at betingelserne for i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 for at udpege en anden bobestyrer var til stede.

TFA 1999.292 VLK: Ikke grundlag for at afsætte bobestyrer, som havde medvirket ved oprettelsen af testamentet.

Afdødes søn S fik ikke medhold i, at bobestyreren skulle afsættes som følge af, at han havde bistået med oprettelsen af faderens testamente, hvor Hjerteforeningen var indsat til at arve indboet.

UfR 1999.1735 VLK (FM 1999.116 VLK): Længstlevende havde været berettiget til at indsætte bobestyrer til også at behandle boet efter førstafdøde.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 12.02.1999 boet skiftet, da hun ville indgå nyt ægteskab. H oprettede d. 24.02.1999 et testamente til fordel for sin samlever og indsatte advokat Tom Tønnies, Vejen, (A) som bobestyrer ved skifte af boet efter hende. Efter at begæringen var taget til følge, begærede hun boet udlagt som ægtefælleudlæg, hvilket blev afslået, hvorefter hun døde d. 08.04.1999. Skifteretten i Holsted udleverede boerne til en autoriseret bobestyrer. VL fandt, at H i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 6 sammenholdt med forarbejderne til denne bestemmelse og den tidligere retstilstand kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling også for så vidt angik boet efter førstafdøde/fællesboet, og at H på tilstrækkelig tydelig måde havde tilkendegivet, at boerne skulle behandles af advokat A, selv om testamentet ikke angik boet efter førstafdøde/fællesboet. Boerne blev herefter udleveret til advokat A til bobestyrerbehandling.

TFA 1999.383 ØLK (FM 1999.116 ØLK): Bo udleveret til privat skifte, da eksekutorklausul ikke var til hinder herfor.

E, der var død d. 25.12.1998, havde i notartestamente af 05.11.1996 bestemt, at advokat T skulle behandle boet som eksekutor, hvilket dog ikke skulle være til hinder for, at advokat T behandlede boet som privat skifte, hvis betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. E's to arvinger begærede boet behandlet som privat skifte gennem en anden advokat. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat E. ØL fandt, at advokat T efter testamentets udformning ikke kunne hindre udlevering af boet til privat skifte, og at advokat T ikke kunne foreskrive, at han behandlede det private bo. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling af begæringen om privat skifte.

TFA 1999.416 ØLK (FM 1999.152 ØLK): Ikke grundlag for at udpege anden bobestyrer end den testamentsindsatte.

Afdøde, som boede i Lyngby, havde i sit testamente indsat advokat Sigurd Trolle, Kolding, som bobestyrer. 3 af de 4 arvinger ønskede en anden bobestyrer, da advokaten havde været advokat for den fjerde arving i nogle mindre sager med et samlet salær på ca. 10.000 kr. Skifteretten i Lyngby tog protesten til følge. Under hensyn til det begrænsede arbejde, som advokaten havde udført for den ene arving, fandt landsretten ikke at de andre arvinger havde anført afgørende grunde imod at lade ham behandle boet som indsat bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Komm. af Henning Broman i FM 1999.152, der anfører, at bobestyreren efter hans opfattelse var inhabil.

UfR 1999.2067 VLK (FM 2000.81 VLK): Testamentarisk bobestyrerindsættelse tilsidesat.

M og H havde i 1989 oprettet et gensidigt notartestamente, som også skulle gælde efter separation og skilsmisse. M oprettede d. 09.06.1999 et vidnetestamente, hvor han begunstigede J og indsatte advokat Henning Lyhne som bobestyrer. M døde d. 21.06.1999. Skifteretten i Kolding udpegede advokat Sigurd Trolle som bobestyrer, da vidnetestamentet var ugyldigt, jf. AL § 47. VL tiltrådte, at boet ikke var udleveret til behandling ved advokat Henning Lyhne, idet der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt der ved vidnetestamentet var sket en gyldig tilbagekaldelse af det gensidige testamente fra 1989, og da advokaten havde bistået M med at oprette vidnetestamentet. Der forelå således afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved advokat Henning Lyhne, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2000.98 VLK (TFA 2000.69 VLK og FM 2000.8 VLK): Ikke grundlag for at udpege anden bobestyrer end den af H udpegede.

Boet efter M skulle skiftes, og H ønskede, at boet skulle behandles af advokat A, som var autoriseret bobestyrer. Skifteretten i Thisted udpegede en anden lokal autoriseret bobestyrer, idet advokat A efter dødsfaldet havde opfordret en af arvingerne til at give arveafkald mod vederlag. Advokat A havde ikke sendt arvingen åbningsstatus, idet han ikke havde været i stand til at fremskaffe oplysningerne. Antaget, at H kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling og tilkendegive, hvem der som bobestyrer skulle behandle boet - også uden testamentsbestemmelse herom, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 6, forarbejderne hertil og den tidligere retstilstand. Da der ikke forelå afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den af H udpegede bobestyrer, blev skifterettens beslutning ophævet og sagen hjemvist til skifteretten med henblik på udlevering af boet til bobestyrerbehandling ved advokat A. Komm. af Henning Broman i FM 2000.8, hvor det anføres, at arvingen næppe fremover kan have den fulde tillid til advokat A, når han har forsøgt at "kaste ham af hesten". Se også Hans Holck i FM 2000.73-76: Om ægtefællers ret til at udpege bobestyrer og om bobestyreres inhabilitet.

TFA 2000.249 ØLK: Bobestyrer afsat, da tvivl om upartiskhed.

Skifteretten i Roskilde afsatte bobestyrer, som havde bistået afdøde med gaveoverdragelse af fast ejendom og indbo til en af arvingerne, idet de øvrige arvinger kunne føle tvivl om bobestyrerens upartiskhed. ØL stadfæstede den i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 trufne afgørelse.

TFA 2000.257 VLK (FM 2000.58 VLK): Ikke hjemmel til kun at udpege den ene af to testamentsindsatte bobestyrere.

Ægtepar havde indsat advokat A som bobestyrer. H havde som længstlevende i uskiftet bo i 1992 bestemt, at advokat B tillige skulle være bobestyrer. En livsarving protesterede mod, at B blev bobestyrer. Skifteretten i Haderslev tog ikke indsigelsen til følge VL stadfæstede, allerede fordi der ikke var hjemmel til at træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling med den ene af to indsatte bobestyrere alene, jf. DSL § 38, stk. 1.

TFA 2000.321 ØLK: Dødsbo skulle behandles ved den testamentsindsatte bobestyrer.

Skifteretten i Hvidovre havde bestemt, at boet skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer, advokat C, og at advokat V skulle beskikkes som skifteværge for en umyndig arving. Uanset at ingen af arvingerne ville modsætte sig privat skifte, fandtes der fortsat at være afgørende hensyn, der talte i mod et privat skifte. Der var ikke oplysninger, der afgørende talte imod, at boet blev behandlet af advokat C og ikke af en autoriseret bobestyrer. Det fandtes ikke hensigtsmæssigt at beskikke den af A foreslåede skifteværge, som var søster til A's ægtefælle. Skifterettens afgørelse blev herefter stadfæstet.

TFA 2001.57 ØLK (FM 2000.118 ØLK): Ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerklausul.

T havde i testamente fra 1989 indsat advokat A som bobestyrer, hvilket dog ikke skulle være til hinder for privat skifte, hvis bobestyrer skønnede bobestyrerbehandling upåkrævet. T's datter, som var eneste arving, begærede boet skiftet privat, da hun mente, at advokat A var for langsom og skulle have et betydeligt salær. Boet var på ca 3 mio. kr. Der skulle ifølge codicil fra 1993 udredes et legat til et barnebarn på 100.000 kr. og 6 legater á 15.000 kr. til nevøer og niecer og 6 legater á 3.000 kr. til humanitære foreninger. Skifteretten i Roskilde fandt ikke anledning til tilsidesættelse af bobestyrerindsættelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.118-119.

TFA 2001.176 ØLK (FM 2000.139 ØLK): Ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerklausul.

Skifteretten i Lyngby bestemte, at boets skulle behandles af den testamentsindsatte bobestyrer advokat A, som i 1993 havde udfærdiget testamentet, hvorefter en datter skulle arve mest muligt, herunder en fast ejendom, hvorved testationskompetencen var overskredet. Afdødes to sønner gjorde gældende, at advokat A ikke ville være upartisk under bobehandlingen, men fik ikke medhold heri. ØL stadfæstede.

UfR 2001.2434 ØLK: Bo udleveret til en anden bobestyrer end den testamentsindsatte.

Enke, der sad i uskiftet bo med M's særbarn S, havde i vidnetestamente, hvor hun testerede sommerhus til sin nevø, indsat advokat A som bobestyrer. S havde efter rådgivning fra advokat A underskrevet tiltrædelse af testamentet. S's klagepunkter vedrørende advokat A's rådgivning var af en sådan karakter, at det ikke var hensigtsmæssigt, at advokat A behandlede boet, og retten fandt, at afgørende punkter talte imod at lade boet behandle ved advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, hvorfor boet blev udleveret til en anden bobestyrer.

UfR 2002.484 ØLK: Bo ikke udleveret til anden bobestyrer end den testamentsindsatte.

M og H oprettede i 1959 et fælles testamente, hvorefter M's datter B alene skulle arve sin tvangsarv. M døde i 1985 og H, der nu sad i uskiftet bo med M's datter, i 1994 et nyt testamente, hvori det bl.a. bestemtes, at testamentet fra 1959 blev tilbagekaldt, og at B og to af H's niecer, C og D, hver skulle arve 1/3 af hendes formue. Som eksekutor indsattes advokat A, Virum, der også havde udfærdiget testamentet. Efter at H var død i 2001, rejste de to niecer indsigelse mod, at A blev indsat som bobestyrer, idet de gjorde gældende, at der var opstået uenighed mellem arvingerne om fortolkningen af de to testamenter, og at A, der havde udfærdiget testamentet fra 1994, havde en opfattelse af, hvorledes arven skulle fordeles, der stred mod C's og D's opfattelse heraf. Under hensyn til at den opståede tvist, hvis der ikke opnåedes enighed, skulle afgøres ved dom afsagt af skifteretten, fandtes der ikke at være anført afgørende grunde imod at lade A behandle boet som testamentsindsat bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, hvorfor boet udleveredes til A som bobestyrer.

TFA 2002.207 ØLK (FM 2002.29 ØLK): Testamentsbestemmelse om svensk advokat som bobestyrer tilsidesat.

Svensk statsborger, der de sidste 7 måneder havde haft bopæl i Danmark, var død, og han efterlod sig en formue på ca. 20 mio svenske kr., der væsentligst befandt sig i Sverige. Han havde 6 måneder før sin død oprettet et vidnetestamente, hvor han indsatte en svensk advokat som eksekutor. Skifteretten i Helsingør udpegede en dansk bobestyrer, da det fandtes udelukket at blive bobestyrer, når man var bosat i udlandet. ØL udtalte, at der kunne opstå spørgsmål om anfægtelse af vidnetestamentet, ligesom der kunne være spørgsmål om, hvilket lands lov der skulle lægges til grund ved skiftet. Herefter burde boet behandles af en autoriseret bobestyrer.

TFA 2002.423 ØLK (FM 2002.100 ØLK): Testamentarisk bobestyrerindsættelse tilsidesat.

T havde i 1978 indsat 12-årig som sin universalarving og advokat A som eksekutor. T døde i feb. 2002 og boet bestod af fast ejendom, en bil og værdipapirer, i alt ca 1,7 mio kr. Arvingerne fremsatte via advokat B ønske om udlevering af boet til privat skifte. Skifteretten i Odense tilsidesatte bobestyrerindsættelsen efter DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede, da baggrunden for eksekutorindsættelsen ikke var oplyst, og under henvisning til testamentets alder, boets karakter og det forhold, at arvingerne ville lade boet berigtige ved advokat.

TFA 2002.441 ØLK (FM 2002.106 ØLK): Bo udleveret til privat skifte, da bobestyrerklausul ikke var til hinder herfor.

T havde i sit testamente fra november 1999 indsat advokat R som bobestyrer. Advokat R skulle være berettiget til at lade arvingerne overtage boet til privat skifte, såfremt hun skønnede, at betingelserne herfor forelå, dog under forudsætning af, at advokat R blev bobehandler. Skifteretten i Gladsaxe fastslog, at det ikke var advokat R, der bestemte, om betingelserne for privat skifte var opfyldt, og bestemte, at boet kunne udleveres til privat skifte, og at advokat R ikke kunne foreskrive, at hun skulle behandle det privatskiftede bo. ØL stadfæstede.

TFA 2002.344 ØLK: Testamentarisk indsat bobestyrer var ikke inhabil.

Arving rejste indsigelse mod udpegning af testamentsindsat bobestyrer, advokat A, da denne skulle været advokat for de to andre arvinger. Advokat A oplyste, at han alene havde været advokat for afdøde og fjernere familie. Skifteretten i Hørsholm fandt ikke, at der var påvist afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 2002.443 ØLK: Testamentarisk indsat bobestyrer var inhabil.

Advokat R, der var indsat som bobestyrer i afdødes testamente, havde medvirket til afdødes dispositioner, mens hun sad i uskiftet bo. Disse dispositioner skulle undersøges nærmere af den kommende bobestyrer. Skifteretten i Sorø fandt derfor advokat R inhabil efter DSL § 115, stk. 1, og afslog at antage advokat R som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 1. ØL stadfæstede.

TFA 2003.148 VLK (FM 2003.89 VLK): Bo udleveret til privat skifte trods bobestyrerklausul.

T havde i notartestamente fra 1999 indsat advokat A som bobestyrer, hvilket dig ikke skulle være til hinder for privat skiftet, såfremt dette måtte være mest hensigtsmæssigt, og bobestyreren ikke havde indvendinger herimod. De to livsarvinger rettede henvendelse til advokat B og bad ham forestå et privat skifte. Advokat A ønskede boet, der bestod af bankindeståender og værdipapirer for ca 1,2 mio. kr., udleveret til bobestyrerbehandling og henviste til, at afdøde mente, at der var forsvundet en sum penge hidrørende fra et grundsalg og til, at den ene søn skyldte T penge, hvor gælden ikke var opgjort. Arvingerne oplyste, at købesummen vedrørende grunden var indsat på afdødes konto, og at der var enighed om den ene søns gæld til boet. Skifteretten i Viborg fandt herefter ikke, at der var grundlag for at tillægge T's ønske om bobestyrerbehandling væsentlig betydning. Skifteretten lagde endvidere vægt på, at advokat A også selv måtte have anset det for forsvarligt at behandle boet som privat skifte, idet han havde fremsendt dokumenter til arvingerne med henblik herpå. Boet blev udleveret til privat skifte ved advokat B, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. VL stadfæstede.

TFA 2003.236 ØLK (FM 2003.88 ØLK): Testamentarisk indsat bobestyrer var inhabil.

T havde oprettet et notartestamente i 2000 og senere to vidnetestamenter, hvori advokat A var indsat som bobestyrer. T havde to dage efter det seneste testamente på et særskilt stykke papir tilbagekaldt det. Skifteretten forespurgte advokat A, om han var personlig ven af en af testamentsarvingerne, men fik ikke svar. Skifteretten i Gentofte fandt, at der var tvivl om arveforholdene og om advokat A's mulige inhabilitet, og udleverede boet til en autoriseret bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL fandt også, at der var rejst en sådan tvivl om A's upartiskhed, at han var afskåret fra at behandle boet.

TFA 2003.276 VLK (FM 2003.118 VLK): Autoriseret bobestyrer udpeget i medfør af DSL § 38, stk. 3.

T havde i sit testamente indsat advokat A og direktør B som bobestyrere. Efter T's død d. 27.02.2002 begyndte advokat A sit arbejde med sagen. Skifteretten i Grenaa modtog d. 15.02.2003 fra advokat A begæring om privat skifte. Skifteretten besluttede at udlevere boet til bobestyrerbo, jf. DSL § 36, nr. 7. Da man samtidigt fandt det betænkeligt, at bobehandlingen blev fortsat af den, der hidtil ikke havde kunnet få det afviklet, udpegede skifteretten en autoriseret bobestyrer til at behandle boet i forening med den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3 VL stadfæstede.

TFA 2003.277 ØLK (FM 2003.118 ØLK): Bobestyrerklausul ikke tilsidesat.

T havde i sit testamente bestemt, at arven til hans datter, der var enearving, skulle båndlægges indtil hendes 55. år, og at boet skulle behandles af advokat som bobestyrer. Arvingen ønskede at få boet udleveret til privat skifte og at søge båndlæggelsen tilsidesat. den testamentsindsatte bobestyrer modsatte sig dette, da arvingen havde en dårlig økonomi, og T udtrykkeligt havde ønsket, at han skulle sikre arven for hende. Skifteretten i Assens fandt under hensyn til, at testamentet var mindre end 3 år gammelt, at arven skulle båndlægges, og at der var en begrundelse for afdødes ønske om bobestyrerbehandling ved en bestemt advokat, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte. ØL stadfæstede.

TFA 2003.133 ØLK: Bobestyrerklausul ikke tilsidesat.

M og H havde i juni 2001 oprettet testamente og indsat advokat A, der var i familie med ægtefællerne, som bobestyrer. H døde i 2002. Advokat A var død og der var ikke indsat en subsidiær bobestyrer. Boet omfattede bl. a. en væsentlig aktiepost i et større firma. M og arvingerne begærede boet udleveret til privat skifte, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, hvilket skifteretten i Roskilde afslog. ØL stadfæstede under hensyn til det korte tidsrum mellem testamentets oprettelse og dødsfaldet samt særboets karakter.

TFA 2003.471 VLK (FM 2003.187 VLK): Bobestyrerklausul tilsidesat.

T, der efterlod sig ca 6,3 mio kr. og een arving, havde i sit testamente fra 1992 indsat advokat A som bobestyrer. Advokat A havde efter dødsfaldet tilkendegivet, at boet godt kunne udleveres til privat skifte med fuldmagt til hende til at behandle boet. Skifteretten i Viborg fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerindsættelsen. VL fandt ikke rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. T's formue var nogle år før dødsfaldet administreret af arvingens ægtefælle, og T havde ikke været i stand til at ændre testamentet. Boet blev herefter udleveret til privat skifte, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Komm. af Henning Broman i FM 2003.188.

TFA 2003.434 ØLK: Bobestyrerklausul ikke tilsidesat.

M og H havde i testamente fra 1992 indsat advokat A som bobestyrer. De to arvinger ønskede boet behandlet ved en anden bobestyrer, da de var meget utilfredse med den pågældende advokat. Skifteretten i Hørsholm fandt ikke grundlag for at nægte advokat A at blive udpeget som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5, og skifteretten fandt det ligeledes ikke overvejende betænkeligt, at boet blev behandlet ved den indsatte bobestyrer, således at dette tillige burde behandles af en anden autoriseret bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 3.

UfR 2003.2558 VLK (FM 2003.274 VLK): Bobestyrer, der var bestyrelsesmedlem i familiefond, der var universalarving, var ikke inhabil.

Boet efter A var udleveret til advokat HL som bobestyrer. En familiefond F var indsat som universalarving. En legatar, B, protesterede mod at HL var bobestyrer, bl. a. under henvisning til, at HL var bestyrelsesmedlem i F og derfor inhabil. Skifteretten i Århus udtalte, at B efter DSL § 115 måtte anses for nærtstående til F, og gav B medhold i protesten og afsatte HL, jf. DSL § 41. VL udtalte, at forarbejderne til DSL § 115, stk. 1 om begrebet nærtstående henviser til KL § 2. B kunne herefter ikke ved sit medlemskab af bestyrelsen anses som nærtstående i forhold til F, ligesom bestyrelseshvervet efter det oplyste om arveforholdene ikke alene kunne begrunde en tvivl om HL's upartiskhed ved boets behandling. Skifterettens afgørelse ophævedes derfor. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2003.274.

TFA 2004.21 ØLK (FM 2003.219 ØLK): Testamentsindsat bobestyrer erstattet af autoriseret bobestyrer.

Bo var blevet udleveret til testamentsindsat bobestyrer, som på forespørgsel bekræftede, at han var advokat. Det viste sig, at han havde deponeret sin bestalling 4 måneder tidligere, og at han var påbegyndt bobehandlingen uden at have bobestyrerattest, ansvarsforsikring og kautionsforsikring. Skifteretten i Lyngby udpegede nu en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede under henvisning til, at der var opstået tvistigheder mellem de to, der i testamentet var udpeget til at behandle boet. Komm. af Henning Broman i FM 2003.219, som med rette undrer sig over begrundelsen.

TFA 2004.62 ØLK: Bobestyrer, der sad i bestyrelsen for afdødes virksomhed, var ikke inhabil.

M havde indsat advokat A som testamentarisk bobestyrer. M døde 2½ måned efter indgåelse af ægteskab. H gjorde gældende at advokat A var inhabil, da han sad i bestyrelsen for M's selskab. Skifteretten i Slagelse anså ikke advokat A for at være inhabil. ØL henså tillige til, at boets formue hovedsageligt bestod af en virksomhed, der skulle afhændes til en tredjemand, og stadfæstede byrettens kendelse.

UfR 2004.238 VLK: Bestemmelse om, at advokat skulle forestå bobehandlingen, var ikke en bobestyrerklausul.

A havde i et vidnetestamente fra 1998 bestemt, at det "originale eksemplar af dette testamente opbevares hos advokat B, der skal forestå afviklingen af mit bo". Efter A's død anmodede B efter ønske fra arvingen skifteretten om at udlevere boet til B til behandling som bobestyrer. Skifteretten i Århus tog ikke anmodningen til følge, idet A ikke havde bestemt, at boet skulle behandles som bobestyrerbo, og heller ikke bestemt, at B skulle behandle boet som bobestyrer, jf. DSL § 36, nr. 4. Det forhold, at det efter B's oplysning var A's udtrykkelige ønske, at B skulle forestå bobehandlingen, kunne ikke ændre herved. Da B ikke var autoriseret bobestyrer, kunne skifteretten ikke tillægge arvingens ønske om boets udlevering til B som bobestyrer betydning, jf. herved DSL 37, stk. 2, modsætningsvist. VL stadfæstede skifterettens kendelse.

UfR 2004.645 VLK: Bobestyrerklausul ikke tilsidesat.

T havde i et vidnetestamente bestemt, at advokat A skulle være bobestyrer. Advokat A havde bistået T med oprettelsen af vidnetestamentet og med bodeling i anledning af separation pr. d. 01.07.2003. Skifteretten i Aalborg fandt det tvivlsomt, om A opfyldte inhabilitetsbetingelsen i DSL § 115, stk. 1 og udleverede boet til behandling ved en autoriseret bobestyrer i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5. VL fandt, at den omstændighed, at advokat A varetog T's interesser over for dennes fraseparerede H, ikke gav grundlag for at antage, at han ikke ville kunne varetage skiftet af dødsboet betryggende. Den omstændighed, at advokat A havde medvirket i forbindelse med T's oprettelse af vidnetestamente, kunne ikke føre til andet resultat. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat A.

UfR 2004.2795 VLK: Bobestyrer, der havde optrådt som advokat for en af arvingerne, var inhabil.

T havde d. 08.04.2003 oprettet et notartestamente, hvorefter arven skulle fordeles lige mellem hans 5 børn, herunder B, hvis mor T i 1952 var kendt bidragspligtig til. T havde i testamentet indsat advokat i Søren G. Dalgaard, Silkeborg, (X) som bobestyrer. Efter T's død i 2004 udpegede skifteretten i Kjellerup advokat X som bobestyrer. To af de andre arvinger oplyste, at de ønskede at anfægte testamentet. Under denne tvist, der skulle afgøres af skifteretten, ville der blandt andet opstå spørgsmål om forløbet før og efter oprettelsen af testamentet, herunder om advokat X særligt havde varetaget B's interesser. Advokat X havde udfærdiget testamentet. Advokat X havde på vegne B, med det formål at få fastslået faderskabet, den 11.06.2003 indgivet begæring til retten om genoptagelse af den faderskabssag fra 1952. Det måtte herefter lægges til grund, at advokat X havde medvirket i det forløb, der var genstand for tvist. VL fandt herefter, at advokat X ikke fremtrådte med den upartiskhed, som kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet behandledes af advokat X som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. VL ophævede derfor den påkærede afgørelse og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på udpegelse af en anden autoriseret bobestyrer.

TFA 2004.355 ØLK: Indsættelse af advokat B som bobestyrer var gyldigt tilbagekaldt ved formløs erklæring.

M og H havde i et fælles testamente fra 1999 indsat advokat B som bobestyrer. H, der døde d. 08.03.2004, havde som enke i 2003 underskrevet formløs erklæring, hvori hun tilkendegav, at hun ikke ønskede boet behandlet ved advokat B, men gerne ved advokat A, som behandlede boet efter M. Skifteretten i Helsinge bestemte, at boet skulle behandles med advokat A som bobestyrer. Tilbagekaldelsen af indsættelsen af advokat B krævede ikke testamentsform, jf. AL § 46. Indsættelsen af advokat A krævede nyt testamente, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 6. ØL kunne tiltræde, at skifteretten havde udpeget advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 2.

TFA 2005.29 ØLK: Bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat.

M og H havde i 1995 oprettet testamente og indsat advokat A som bobestyrer. M døde som længstlevende i 2004. Boet var på ca. 2, 9 mio kr. Bobestyreren oplyste at baggrunden for bobestyrerindsættelsen var bekymringer om, at fællesbarnet ville kunne påvirke hustruens særbarn således, at der ikke skete ligedeling. Københavns Byrets skifteafdeling fandt under hensyn til boets karakter, testamentets udformning og alder samt det i øvrigt oplyste i sagen og om baggrunden for executorindsættelsen ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrerindsættelsen. ØL stadfæstede.

TFA 2005.38 VLK: Testamentsindsat bobestyrer havde ikke gjort sig inhabil ved at tilkendegive sin mening.

A havde i sit testamente fra marts 2003 indsat advokat S som bobestyrer. Ifølge testamentet skulle der oprettes et gravstedslegat til fordel for hendes afdøde søn. Sønnens enke protesterede efter A's død mod denne bestemmelse, og advokat S meddelte herefter, at han nok ville blive nødt til at bortse fra denne del af testamente, da man ikke kunne påtvinge H som gravstedsindehaver at modtage legatet. To af arvingerne protesterede herefter imod, at S blev bobestyrer, da de anså ham for forudindtaget imod dem. Skifteretten i Skjern fandt ikke, at advokat S havde befattet sig med boet på en sådan måde, at han ikke fortsat kunne anses for fuldstændig upartisk, hvorved bemærkedes, at bobestyrers opgave netop var at tage stilling til tvister i boet, der så eventuelt måtte indbringes for skifteretten. S blev herefter antaget som bobestyrer. VL stadfæstede.

TFA 2005.48 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer var ikke inhabil.

Afdødes søn protesterede mod, at den testamentsindsatte bobestyrer, advokat A, blev udpeget som bobestyrer, da han havde repræsenteret den nuafdøde H i en tvist med sønnen, og da han efter dødsfaldet havde haft et møde med afdødes datter, da hun orienterede ham om dødsfaldet. Skifteretten i Næstved fandt ikke, at der forelå tvivl om advokatens upartiskhed i sagen, og udpegede boet til bobestyrerbehandling ved advokat A. ØL stadfæstede.

UfR 2005.2337 ØLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

D havde 7 dage før sin død i januar 2005 oprettet testamente, hvorefter hans nevø A skulle være enearving, og advokat B skulle være bobestyrer. Denne bestemmelse skulle dog ikke være til hinder for privat skifte, såfremt betingelserne herfor var opfyldt, og B ikke udtalte sig herimod. A anmodede om, at boet - der var ukompliceret - blev udleveret til privat skifte, hvilket B protesterede imod. Boet var på ca. 1.261.000 mio kr. plus en ejendom i Sverige. ØL fandt ikke, at der var rimelig grund til at opretholde bobestyrerbehandling, og heller ikke at der længere var grundlag for at tillægge D's ønske herom væsentlig betydning, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, hvorfor boet skulle udleveres til A til privat skifte.

TFA 2005.288 ØLK: Bobestyrerindsættelse i omtvistet vidnetestamente tilsidesat.

H havde d. 12.11.2004 oprettet vidnetestamente med ført hånd. Som testamentarisk bobestyrer var indsat advokat R, der havde medvirket ved oprettelse af vidnetestamentet. Under hensyn til, at der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt testamentet var gyldigt oprettet, idet afdødes bror havde gjort gældende, at afdøde på oprettelsestidspunktet savnede evnen til at handle fornuftsmæssigt, at det fremgik af vitterlighedspåtegningen, at testamentet var underskrevet med ført hånd, og at advokat R havde bistået afdøde med oprettelsen af vidnetestamentet, fandt ØL, at der forelå afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved advokat R, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Boet blev udleveret til en autoriseret bobestyrer.

TFA 2005.329 ØLK: Bobestyrerindsættelse ikke tilsidesat.

M og H, der hver havde 3 særbørn, havde i 1970 oprettet notartestamente og indsat advokat A som eksekutor. M døde i 1996 og H sad i uskiftet bo med samtykke fra M's særbørn. H havde et arvet fuldstændigt særeje. H begærede i april 2004 boet efter M skiftet, og H døde i oktober 2004. Skifteretten i København afsatte advokaten A som bobestyrer i M's bo og udleverede H's boer til en autoriseret bobestyrer. ØL anførte, at selve den omstændighed, at den advokat A havde medvirket ved H's overdragelse af en ejendom i det uskiftede bo til hendes særbarn samt ved skifteanmodningen, ikke i sig selv kunne begrunde, at han ikke opfyldte betingelserne for at være bobestyrer. Der var ingen oplysninger om, at advokaten som bobestyrer havde tilsidesat enkelte arvingers interesser. Selv om det havde været naturligt, at advokaten havde indkaldt til bomøde efter udleveringen af M's bo, kunne den manglende afholdelse ikke i sig selv begrunde, at advokaten ikke kunne virke som bobestyrer. ØL bestemte, at advokaten kunne være bobestyrer i alle boerne.

TFA 2005.378 ØLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

Advokat R var i M og H's testamente indsat som bobestyrer. Advokaten havde bistået H med gaveoverdragelse af fast ejendom, medens H sad i uskiftet bo. Skifteretten i Svendborg udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat R sammen med en autoriseret bobestyrer. Under hensyn til, at der under bobehandlingen skulle træffes afgørelse om, hvorvidt der skulle ske omstødelse af en eller flere af afdødes økonomiske dispositioner, og da advokat R havde bistået afdøde med udførelsen af disse dispositioner, fandtes der at foreligge afgørende grunde, der talte mod at lade boet behandle ved advokat R, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Boet blev derfor udleveret til behandling ved den autoriserede bobestyrer.

TFA 2005.474 ØLD: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

M havde i 2004 i sit testamente bestemt, at M's søn S alene skulle arve sin tvangsarv, og advokat A var indsat som testamentarisk bobestyrer. Efter M's død i 2005 anmodede S om udlevering af boet til en autoriseret bobestyrer. Advokat A oplyste, at han i 2003 havde anmodet om en politiundersøgelse af sønnens hævninger fra faderens konti. På baggrund af oplysningerne i sagen, herunder om advokat A's rolle i forbindelse med afdødes testamenter, måtte det lægges til grund, at der forelå et sådant modsætningsforhold mellem S og advokat A, at dette - sammenholdt med usikkerheden om, hvilket testamente der skulle lægges til grund, og den tid, der i givet fald vil medgå til en retssag herom - måtte indebære, at afgørende grunde talte imod at lade boet behandle af advokat A. Boet blev derfor ikke udleveret til advokat A, men til en af skifterettens autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2006.48 ØLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

T, der ikke have nogen børn, havde i 1994 indsat Hjerteforeningen som eneste arving, og advokat A var indsat til at behandle boet som bobestyrer. Hjerteforeningen anmodning om privat skifte blev imødekommet af Skifteretten i København, henset til testamentets alder og da der efter det oplyste om, at boets aktiver hovedsagelig var et bankindestående på 330.000 kr. og en ejerlejlighed til en værdi på 1.050.000 kr., ikke var rimelig grund til at opretholde bobestyrerindsættelsen, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. ØL stadfæstede, da dødsboet kun indeholdt få og let realiserbare aktiver, og da en båndlæggelsesbestemmelse i testamentet nu var uden betydning.

TFA 2006.80 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer var ikke inhabil.

Ernst Andersen og Tove Dobel Andersens Fond var universalarving. Advokat O. E. var bestyrelsesmedlem og indsat som bobestyrer i ægtefællernes testamente, men frasagde sig efter H's død hvervet til fordel for den subsidiært indsatte kompagnon, T.D. Skifteretten på Frederiksberg udleverede ikke boet til TD, idet hun fandtes inhabil. ØL fandt ikke, at advokaterne efter DSL § 115, stk. 1, kunne anses for nærstående i forhold til eller for afhængige af fonden. Medlemskabet af bestyrelsen indebar ikke sig selv, at der var tvivl om kompagnonens upartiskhed. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på, at boet udleveredes til TD som bobestyrer.

TFA 2006.105 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer var inhabil.

Den testamentarisk indsatte bobestyrer havde udarbejdet testamentet, der ifølge skifteretten sandsynligvis var i strid med tvangsarvereglerne, og han havde tillige medvirket ved en ejendomsoverdragelse fem dage før dødsfaldet, og det var muligt, at der forelå en dødslejegave. Skifteretten i Odense fandt, at der forelå berettiget tvivl om upartiskheden, jf. DSL § 115, og beskikkede en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede.

UfR 2006.3180 ØLK: Advokat for afdøde var inhabil som bobestyrer.

Enken, H, sad i uskiftet bo med 3 livsarvinger, A, B og C. H oprettede d. 07.04.2006 testamente, hvoraf bl.a. fremgik, at B skulle overtage H's ejendom til lavest mulig pris, beregnet som ejendomsværdien minus 15 %. H Indsatte samtidig sin advokat, X, som bobestyrer. H solgte d. 26.04.2006 ejendommen til B for ejendomsværdien på 3.050.000 kr. H døde d. 10.05.2006. Skifteretten i Lyngby udleverede boet til bobestyrerbehandling ved advokat X. Det blev for ØL oplyst, at A og C ønskede at anfægte navnlig H's ejendomsoverdragelse til B og testamentets bestemmelser i denne forbindelse. ØL fandt, at da X havde medvirket i det forløb, der var genstand for tvist, fremtrådte han ikke med den upartiskhed, som måtte kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af X som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2006.431 ØLK: Afdødes advokat, som havde konciperet afdødes testamente, hvis fortolkning der nu var tvivl om, blev ikke bobestyrer.

Efter M's død havde enken H i testamente bestemt, at arven til enearvingen D skulle båndlægges, og tilføjet, at dette principielt også skulle gælde for arven efter M. D ønskede ikke den indsatte bobestyrer udpeget, da han ikke var uvildig. Skifteretten i Korsør henviste til, at advokaten havde været værge for M, havde haft generalfuldmagt fra nu afdøde H og havde konciperet hendes testamente, hvis fortolkning arvingen havde rejst tvivl om. Derfor talte afgørende grunde mod, at boet behandledes af den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL stadfæstede, at boet var udleveret til autoriseret bobestyrer.

TFA 2007.461 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer var inhabil, da han var kompagnon med en af arvingerne.

M havde indsat advokat B som testamentarisk bobestyrer. Advokat A protesterede herimod, idet advokat B måtte betragtes som inhabil. Skifteretten i Lyngby fandt ikke, at det forhold, at advokat B var kompagnon med arvingen C, medførte, at advokat B måtte betragtes som nærtstående, således at denne ikke kunne indsættes som bobestyrer. Efter det om arveforholdene i boet oplyste fandt ØL, at der bestod en sådan risiko for interessekonflikter mellem arvingerne, at advokat B som kompagnon med en af arvingerne ikke burde udpeges som bobestyreren jf. DSL § 115, stk. 1 in fine. Sagen hjemvistes til skifteretten med henblik på udnævnelse af ny bobestyrer.

TFA 2008.166/2 VLK: Bobestyrerindsættelse opretholdt.

T, der havde datter som eneste arving, havde i februar 2007 i et notartestamente bestemt, at hendes dødsbo skulle behandles med advokat B som bobestyrer. Skifteretten i Aalborg fandt det ikke godtgjort, at T's forhold havde ændret sig fra, at hun oprettede testamente og indtil dødsfaldet, og at der efter boets karakter ikke var rimelig grund til at opretholde T's bestemmelse, og at der heller ikke længere var grundlag for at tillægge T's ønske om bobestyrerbehandling væsentlig betydning, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. VL stadfæstede.

TFA 2008.233/1 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer var inhabil, da han havde repræsenteret to af arvingerne.

M, der havde 3 børn, havde i vidnetestamente indsat advokat A som bobestyrer. Skifteretten i Glostrup anså ham for inhabil, idet han under sagen havde repræsenteret to af arvingerne, herunder under et møde i skifteretten. Den tredje arving skulle kun have tvangsarven. Hendes værge havde anmodet om, at der blev udpeget en anden bobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 2008.416 ØLK: Advokat, som havde konciperet afdødes codicil, hvis rækkevidde nu skulle afklares, blev ikke bobestyrer.

M og H havde i 1990 oprettet testamente, som ifølge § 11 ikke kunne ændres af længstlevende, bortset fra vedrørende enkelte indboeffekter. Ved en kodicil fra 1997 disponerede H som længstlevende over »mit øvrige indbo« til fordel for en samlever og indsatte advokat R som bobestyrer. Advokat R havde medvirket som anmelder og identitetsvidne. To fællesbørn protesterede mod, at advokat R blev bobestyrer. Frederiksberg Skifteret tog ikke protesten til følge. Under hensyn til, at rækkevidden af kodicillen skulle afklares under bobehandlingen, fandt ØL, at afgørende grunde talte mod, at R blev bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2009.184/1 VLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

I et gensidigt testamente fra 1999 var advokat A indsat som principal bobestyrer ved boets behandling efter længstlevendes død. Bestemmelsen skulle dog ikke være til hinder for privat skifte, hvis betingelserne herfor var til stede, og bobestyreren skønnede, at det ville være forsvarligt. Ved længstlevendes død anmodede de to fællesbørn om udlevering af boet til privat skifte, medens advokat A, anmodede om boets udlevering til bobestyrerbehandling. Boets formue var på ca. 1,5 mio. kr. og bestod af indestående i pengeinstitut samt værdipapirer. Den faste ejendom var overdraget til en af arvingerne. Selv om testamentet indeholdt bestemmelse om særeje for børnenes arv, måtte boets forhold betragtes som enkle. Da A ikke havde godtgjort, at der var forhold, som gjorde udlevering af boet til privat skifte uforsvarlig, og der ikke var rimelig grund til at opretholde bestemmelsen om bobestyrerbehandling, tog Skifteretten i Aalborg ikke begæringen om udlevering til bobestyrerbehandling til følge. VL stadfæstede.

TFA 2009.415/1 VLK: Advokat, der ikke var autoriseret, kunne ikke beskikkes som bobestyrer.

Privatskiftende arvinger kunne ikke indlevere boopgørelse inden fristens udløb, og boet skulle derfor overgå til bobestyrerbehandling. Arvelader havde ved testamente bestemt, at advokat C, subsidiært advokat D, skulle være eksekutor, men C var afgået ved døden, og D kunne på grund af sygdom ikke påtage sig opgaven. Advokat A og B havde behandlet boet for arvingerne, men uanset at det ville medføre store omkostninger for arvingerne med udpegning af en anden som bobestyrer, kunne ingen af dem udpeges, da de ikke var autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 37. Skifteretten i Århus udleverede boet til en autoriseret bobestyrer. VL stadfæstede.

TFA 2009.466 ØLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

M, der sad i uskiftet bo, havde i testamente oprettet i 2007 bestemt, at arven til hans sønner B og C skulle reduceres til tvangsarven, og at advokat A, der medvirkede ved oprettelsen af testamentet, skulle forestå skiftet. A havde endvidere medvirket ved overdragelsen af 2/7 af M's andelslejlighed til hans datter D, og der var strid mellem arvingerne om gyldigheden af denne gave. Skifteretten i Lyngby fandt det ikke hensigtsmæssigt, at A behandlede boet, og bestemte, at boet skulle behandles ved en af skifterettens autoriserede bobestyrere. ØL stadfæstede under henvisning til, at A havde medvirket ved overdragelsen af andelslejligheden og i den forbindelse udarbejdet gavebrev. Da overdragelsen var genstand for tvist, fandt ØL ikke, at A kunne fremtræde med den tilstrækkelige upartiskhed, som må kræves af en bobestyrer, og afgørende grunde talte således imod, at boet behandledes af A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2009.569 ØLK: Bobestyrerindsættelse opretholdt.

T havde i testamente oprettet i nov. 2005 bestemt, at hendes niecer C og D skulle arve hende, og indsat en advokat A som bobestyrer. Bobestyrerindsættelsen skulle dog ifølge testamentet ikke være til hinder for privat skifte, hvis betingelserne var opfyldt, og A ikke udtalte sig herimod. C og D ønskede boet udleveret til privat skifte. A udtalte sig herimod og henviste til, at han kendte T godt, og at de oplevelser, T havde haft i forbindelse med det private skifte af hendes ægtefælles bo, havde påvirket hende så stærkt, at hun ønskede, at hendes bo skulle skiftes med ham som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby bestemte, at boet skulle udleveres til behandling ved den indsatte bobestyrer, idet testamentet var oprettet i 2005, og der ikke var oplyst, at afdødes formueforhold havde ændret sig væsentligt siden, og at det navnlig henset til bobestyrerens begrundelse for at udtale sig imod privat skifte ikke kunne afvises, at der var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. ØL stadfæstede.

TFA 2010.26 VLK: Bobestyrerindsættelse opretholdt.

M og H havde i 1998 ved testamente bestemt båndlæggelse af arven til deres enearving A, indtil han fyldte 60 år, og de havde indsat B som bobestyrer. H døde i 2004 og M døde i 2009. B, der ikke var uddannet jurist/advokat, var ved M's død bosiddende i udlandet, og der blev efter aftale mellem skifteretten og B udpeget en advokat som midlertidig bobestyrer til at bistå B med at undersøge, om der kunne ske båndlæggelse inden udleveringen af boet, således at der herefter kunne ske udlevering til privat skifte. Der opstod tvivl om, hvilket sæt arveretlige regler der skulle anvendes ved beregning af den del af arven efter længstlevende, der skulle båndlægges. Herefter, og da der ikke kunne gives A rådighed over den arv, der skulle båndlægges, fandt skifteretten i Viborg, at betingelserne for udlevering til privat skifte i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 4 ikke var opfyldt. En anmodning herom fra A's advokat blev derfor ikke imødekommet, og boet blev udleveret til bobestyrerbehandling. VL stadfæstede.

TFA 2010.629 VLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

A havde i testamente fra 2003 indsat advokat B som bobestyrer, da han var bekendt med afdødes forhold. Indsættelsen skulle ifølge testamentet ikke være til hinder for privat skifte, hvis advokaten og arvingerne var enige herom. Afdøde efterlod sig en søn S som arving og havde desuden bestemt, at S's datter skulle arve et kontantbeløb. S begærede boet udleveret til privat skifte og B protesterede. Skifteretten i Sønderborg udleverede boet til privat skifte. Efter det oplyste om boets ukomplicerede karakter var der ikke rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om bobestyrerbehandling. Testamentet gav mulighed for privat skifte, og det indeholdt kun en generel begrundelse for ønsket om bobestyrerbehandling. Efter de foreliggende oplysninger var der herefter ikke længere grundlag for at tillægge afdødes ønsker væsentlig betydning. B's anmodning om udlevering til bobestyrerbehandling blev derfor ikke taget til følge, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4.

TFA 2012.133 ØLD: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

M døde i 1959, og H hensad i uskiftet bo med to livsarvinger, en søn S samt et barnebarn B, der var datter af en afdød datter. S havde i 2003 anlagt sag mod H med påstand om misbrug af det uskiftede bo, men havde ikke fået medhold. H var under denne sag repræsenteret af advokat A. M og H havde i 1959 oprettet et fælles testamente, hvorefter deres formue skulle tilfalde børnene til lige deling. H havde siden M's død oprettet adskillige testamenter, og ifølge det seneste, der var oprettet i 2007 og konciperet af advokat A, skulle B arve mest muligt og S kun sin tvangsarv. Advokat A var i testamentet indsat som bobestyrer. S gjorde gældende, at H ved testamentet havde overskredet sin testationskompetence, og at hun havde misbrugt det uskiftede bo, og protesterede mod, at boet blev udleveret til advokat A som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby gav ikke S medhold. ØL fandt ikke, at advokat A kunne fremtræde med den tilstrækkelige upartiskhed, som må kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet blev behandlet af advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

TFA 2012.173 ØLK: Bobestyrerindsættelse tilsidesat.

AL havde i sit testamente indsat advokat B som bobestyrer. Advokat B havde fungeret som advokat for afdøde under en værgemålssag og senere som værge for hende. Kontakten mellem hende og advokat B var etableret af hendes søn C, og han havde under værgemålssagen betegnet sig som advokat for C. En arving A protesterede mod, at B blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten i Lyngby fandt, at afgørende grunde talte imod, at advokat B blev bobestyrer, og udleverede boet til en af de autoriserede bobestyrere, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. ØL stadfæstede.

TFA 2014.117/2 ØLK: Bo, der havde været udleveret til privat skifte, blev udleveret til autoriseret bobestyrer efter DSL § 37.

H havde i sit testamente bestemt, at boet skulle skiftes privat, og at hvis dette ikke var muligt, skulle advokat A, subsidiært advokat C, være bobestyrer. Boet efter H blev udleveret til privat skifte. Efterfølgende anmodede en arving om, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at det ikke skulle være de testamentsindsatte, idet advokat A i mange år havde haft medarvingen B ansat, og idet advokat C var søn af B. Skifteretten i Odense rettede telefonisk henvendelse til advokat C for at spørge, om denne var enig i, at han var inhabil, men rettede ikke henvendelse til advokat A. Skifteretten udleverede herefter boet til en autoriseret bobestyrer. B og yderligere en medarving kærede med påstand om, at advokat A blev udpeget som bobestyrer. ØL tiltrådte, at udpegning af bobestyrer under disse omstændigheder skulle ske efter AL havde i sit testamente bestemt, at boet skulle skiftes privat, og at hvis privat skifte ikke var muligt, skulle advokat A, subsidiært advokat C, være bobestyrer. Boet efter AL blev udleveret til privat skifte. Efterfølgende anmodede en arving om, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at det ikke skulle være de testamentsindsatte, idet advokat A i mange år havde haft medarvingen B ansat, og idet advokat C var søn af B. Skifteretten rettede telefonisk henvendelse til advokat C for at spørge, om denne var enig i, at han var inhabil, men rettede ikke henvendelse til advokat A. Skifteretten udleverede herefter boet til en autoriseret bobestyrer. B og yderligere en medarving kærede med påstand om, at advokat A blev udpeget som bobestyrer. Landsretten tiltrådte, at udpegning af bobestyrer under disse omstændigheder skulle ske efter dødsboskiftelovens § 37. Det kunne ikke føre til andet resultat, at advokat A ikke var blevet hørt. Udlevering af boet til autoriseret bobestyrer blev således stadfæstet.

TFA 2016.62 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer fundet inhabil og boet ikke udleveret til hende som bobestyrer.

M og H oprettede i 1997 et fælles notartestamente, hvori advokat A blev indsat som bobestyrer. M døde i 2002, og H overtog boet til uskiftet bo med tre livsarvinger Dl, S og D2. D2 døde året efter og efterlod sig børnene Bl og B2. I 2013 blev det uskiftede bo skiftet privat under medvirken af advokat A. I 2015 døde H, og D1 og S ønskede boet udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat A. B1 og B2 protesterede. Skifteretten i Lyngby fandt, at A i det private skifte ikke havde forholdt sig til et fælles indbotestamente, som testamentet fra 1997 henviste til, at hun i skiftet ikke havde medtaget et tilgodehavende hos D1, og at B1 ikke under skiftet havde fået oplysninger, som hun havde efterspurgt, om provenuet ved salg af huset. Afgørende grunde talte derfor imod, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved A. ØL tiltrådte, at advokat A ikke fremtrådte med den upartiskhed, som kræves af en bobestyrer. Afgørende grunde talte således imod, at boet behandlede af advokat A som bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5 og DSL § 115, stk. 1, og ØL stadfæstede derfor skifterettens afgørelse.

TFA 2016.200/1 ØLK: Advokat, der var indsat som bobestyrer i et vidnetestamente, blev ikke udpeget som bobestyrer, da der var rejst indsigelser mod gyldigheden af vidnetestamentet.

A havde i vidnetestamente fra april 2014 indsat advokat B som bobestyrer,. A's bror havde rejst indsigelse mod vidnetestamentets gyldighed. Hillerød Skifteret afviste at udpege advokat B som bobestyrer i boet. Det fremgår ikke af det omhandlede vidnetestamente, om betingelserne i AL § 64 for oprettelse af vidnetestamenter havde været opfyldt. Da A's havde fremsat indsigelse mod gyldigheden af testamentet, tiltrådte ØL, at skifteretten havde udleveret boet til anden bobestyrer.

UfR 2016.1864 HKK (TFA 2016.219/2 HKK): Testamentsindsat bobestyrer, der havde udfærdiget længstlevende ægtefælles testamente, ikke fundet inhabil.

M og H havde i 1997 oprettet et fælles testamente. Efter M's død i 2006 oprettede H i 2013 en kodicil, hvori H beskrev sin forståelse af testamentet og indsatte advokat B som bobestyrer. Efter H's død i 2014 protesterede M's arvinger mod, at B skulle være bobestyrer. Skifteretten i Lyngby fandt, at B var inhabil, og boet blev udleveret til en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede. HR udtalte, at testators bestemmelse om behandling af boet ved en bestemt bobestyrer som udgangspunkt skal respekteres. Hvis arvingerne ønsker boet behandlet ved en anden bobestyrer, kan et sådant ønske kun imødekommes, hvis afgørende grunde taler imod at lade boet behandle ved den indsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5. Denne bestemmelse forudsættes kun anvendt i tilfælde af alvorlig mangel på tillid, som medfører, at en forsvarlig gennemførelse af bobehandlingen ikke vil være mulig. Det forhold, at der var tvist om fortolkningen af testamentet og kodicillen udfærdiget af B, medførte ikke i sig selv inhabilitet for B som bobestyrer, idet tvister under et bos behandling, herunder om fortolkningen af testamente og arvens fordeling, skulle afgøres ved dom afsagt af skifteretten. Under hensyn hertil og da der ikke var påvist en sådan nær tilknytning mellem B og H eller hendes arvinger, at der konkret var tvivl om B's upartiskhed, havde der ikke foreligget afgørende grunde imod at lade B behandle boet som testamentsindsat bobestyrer.

TFA 2017.87/1 VLK: Dødsbos kontaktperson skulle have frist til at oplyse om boets behandlingsform.

Skifteretten i Esbjerg udleverede bo til bobestyrerbehandling ca. 3½ måned efter dødsdagen, jf. DSL § 36, nr. 7. Da skifteretten ikke forinden skriftligt havde givet boets kontaktperson eller andre med forbindelse til boet en frist til at oplyse om boets behandlingsform, herunder til at indgive begæring om privat skifte, og da usikkerheden om boets aktiver og passiver ikke i sig selv kunne medføre, at boet skulle udleveres til bobestyrerbehandling, ophævede VL kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.

TFA 2017.327 ØLK: Bobestyrerindsættelse opretholdt mod arvingernes ønske.

A havde i sit testamente indsat advokat B som bobestyrer. Boet bestod af værdipapirer for ca. 19 mio. kr. og en fast ejendom. Arvingerne ønskede boet udlagt til privat skifte. Skifteretten i Odense fandt ikke grundlag for at tilsidesætte A's bestemmelse om bobestyrerbehandling ved den indsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4, ligesom der heller ikke af arvingerne var anført forhold, der gav grundlag for at antage, at afgørende grunde talte imod, at boet blev behandlet af den testamentsindsatte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 5.

Bobestyrerboer


TFA 1999.109 ØLK: Bobestyrer ikke inhabil.

Skifteretten havde udpeget en autoriseret bobestyrer til at behandle boet. En arving protesterede, da advokaten havde været advokat for modparten i en retssag anlagt af arvingen. Skifteretten fandt ikke anledning til at omgøre beslutningen. ØL stadfæstede, idet der ikke var grundlag for at nære tvivl om bobestyrerens upartiskhed, jf. DSL § 115.

TFA 1999.160 ØLK (FM 1999.50 ØLK): Bo udleveret til bobestyrer i medfør af DSL § 36, nr. 3.

Boets eneste arvinger var afdødes 2 mindreårige børn. Børnenes fader protesterede som værge mod bobestyrerbehandling, da der ikke i boet var kontante midler nok hertil, og han ønskede desuden at blive medbobestyrer. Lyngby Skifteret udleverede boet til bobestyrer og afslog at gøre værgen til medbobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 1999.214 VLK: Bo skulle skiftes ved bobestyrer, allerede fordi en af arvingerne ønskede dette, jf. DSL § 36.

Afdøde havde i sit testamente indsat advokat H. C. Sibbesen som bobestyrer. Allerede fordi en af arvingerne ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, tiltrådtes det, at boet ikke kunne udleveres til privat skifte, jf. DSL § 36, nr. 1. Der var ikke oplyst sådanne afgørende grunde, der talte imod at lade boet behandle ved den i testamentet indsatte bobestyrer, at betingelserne for i medfør af DSL § 38, stk. 1, nr. 5 at udpege en anden bobestyrer var til stede.

TFA 1999.214 VLK (FM 1999.69 VLK): Bo skulle skiftes ved bobestyrer, da en af arvingerne ønskede dette, jf. DSL § 36.

Værgen for en umyndig arving ønskede boet behandlet som bobestyrerbo, medens de øvrige arvinger ønskede privat skifte. Skifteretten i Esbjerg udleverede boet til behandling ved advokat Helga Madsen som bobestyrer. VL stadfæstede.

TFA 1999.223 VLK: Bobestyrer pålagt at foretage yderligere undersøgelser.

Skifteretten pålagde bobestyreren at foretage yderligere undersøgelser vedr. afdødes salg af ejendom i 1989 til en af arvingerne, da det ikke var oplyst, hvorledes købesummen på 520.000 kr. var berigtiget. VL stadfæstede.

TFA 1999.254 VLK (FM 1999.95 VLK): Sag om vederlagskrav ikke anlagt for sent, da bobestyrer ikke havde overholdt reglerne om prøvelse af anmeldte fordringer.

H, der havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene A, B og C, var død d. 29.05.1997, og boet blev behandlet af advokat Anne Mette Ovesen som bobestyrer. A og B anlagde ved skifteretten sag mod boet med påstand om, at de havde et godtgørelseskrav i medfør af AL § 21 på 500.000 kr., idet H havde solgt sommerhus og aktier for billigt til C. Boet påstod sagen afvist, da den ikke var anlagt senest 4 uger efter bobestyrers indstilling. Der var mellem parterne enighed om, at vederlagskravet var omfattet af DSL § 56. Da bobestyrer ikke havde iagttaget bestemmelserne i DSL § 56, stk. 1 og 3, blev afvisningspåstanden ikke taget til følge.

TFA 1999.294 VLK (FM 1999.96 VLK): Bobestyrer kunne sælge boets ejendom uden afholdelse af bomøde, jf. DSL § 53.

Bobestyrer besluttede d. 10.02.1999 at sælge boets faste ejendom for 1.095.000 kr. uden afholdelse af bomøde, som var begæret af arving A i medfør af DSL § 53, stk. 2. Arving A havde d. 18.01.1999 meddelt, at hun ikke ønskede at udtage ejendommen for vurderingsprisen på 1.097.000 kr. og samtidigt fremsat et forligstilbud, som ville give de 2 øvrige arvinger en højere nettoarv. Skifteretten i Århus fandt, at bobestyreren ikke blot havde været berettiget, men af hensyn til boets fremme også været forpligtet til at sælge ejendommen uden afholdelse af bomøde. VL stadfæstede.

UfR 1999.2073 VLK (FM 2000.81 VLK): Det tiltrådtes, at bobestyrer havde undladt at tilsidesætte arvingernes beslutning.

På afsluttende bomøde havde 5 af 6 arvinger tilkendegivet, at de ikke krævede forrentning af rentefrit anfordringsgældsbrev på 1 mio. kr., som en af arvingerne havde udstedt til afdøde, som forfaldt ved kreditors død. En af arvingerne klagede over, at bobestyreren ikke havde tilsidesat arvingernes beslutning i medfør af DSL § 53, stk. 3. Skifteretten i Randers bestemte, at gældsbrevet skulle forrentes fra dødsdagen. VL fandt, at der ved formuleringen af gældsbrevet ikke var truffet en sådan aftale om forfaldstid, jf. rentelovens § 3, stk. 1, som kunne give bobestyreren grundlag for at tilsidesætte arvingernes flertalsbeslutning som stridende mod en af arvingernes ret. Da bobestyreren heller ikke i øvrigt havde grundlag for at tilsidesætte beslutningen, jf. DSL § 53, stk. 3, blev den påkærede kendelse ophævet.

FM 2000.59 ØLK: Bobestyrer afsat på grund af inhabilitet.

Testamentsindsat bobestyrer blev afsat af skifteretten i Roskilde, da de øvrige arvinger kunne føle tvivl om, hvorvidt advokaten ville være fuldkommen upartisk, når der skulle tages stilling til gyldigheden af gaver fra afdøde til en datter og til ejendomsretten til effekter i bankboks. Advokaten havde udfærdiget dokumenterne, og havde undladt at sikre afdødes boks, hvortil den pågældende datter havde adgang. ØL stadfæstede.

FM 2000.90 ØLK: Skiftesamling burde være udsat, da arving var syg.

Arving, der havde fået beskikket advokat, udeblev fra skiftesamling på grund af sygdom. Skifteretten i Helsingør nægtede at udsætte skiftesamlingen, da der ikke forelå dokumentation for sygdom, og da arvingen var repræsenteret ved advokat. ØL fandt at skifteretten burde have udsat sagen, i hvert fald for at undersøge spørgsmålet om sygdom nøjere. Dertil kom, at arvinger havde krav på at være personligt til stede, selv om han var repræsenteret af advokat, hvorfor der burde indkaldes til ny skiftesamling.

TFA 2000.185 ØLK: Sag anlagt af arving vedrørende prøvelse af fordringer blev afvist som for sent anlagt.

Bobestyrer havde d. 28.10.1999 ved anbefalet og almindeligt brev til arvingen fremsendt indstilling vedrørende anmeldte fordringer. Arvingen anlagde sag ved Gentofte Skifteret d. 06.12.1999. Arvingen havde ikke oplyst, at det med almindelig post afsendte brev ikke var kommet frem til ham, og da 4-ugers fristen i DSL § 56, stk. 4 var overskredet, tiltrådtes det, at sagen var afvist.

TFA 2000.372 VLK (FM 2000.99 VLK): Bobestyrer burde foretage yderligere undersøgelser angående aktieoverdragelse.

To arvinger klagede til skifteretten i Thisted over, at bobestyrer ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser om afdødes overdragelse af aktier til to andre arvinger A og B to måneder før dødsfaldet i 1997. Skifteretten tog ikke klagen til følge. VL fandt, at det burde pålægges arvingerne A og B under vidneforklaring at afgive detaljeret forklaring om deres kendskab til ejerskabet til R Ltd. og om grundlaget for den kurs, som aktierne var blevet solgt for. Samtlige arvinger måtte endvidere afgive nærmere oplysninger til belysning af, om der forelå en dødslejegave i forbindelse med aktieoverdragelsen, jf. DSL § 92. Sagen hjemvistes til skifteretten til fortsat behandling.

TFA 2000.455 VLK (FM 2000.117 VLK): Indsigelse mod afvisning af krav skulle ske ved sagsanlæg.

Arving havde anmeldt et krav på 22.980 kr. Bobestyreren godkendte 12.831 kr. og afslog at honorere tilgodehavendet ved udlæg af en del af boets obligationer. Arvingen klage og skifteretten i Gråsten afviste klagen. VL fandt ikke, at arvingen havde krav på, at den godkendte del af hans tilgodehavende udbetaltes ved udlæg af boets værdipapirer. Indsigelse mod den delvise afvisning skulle gøres gældende ved sagsanlæg, jf. DSL § 56, stk. 4, og da en sådan sag ikke var anlagt, forelå der ikke nogen afgørelse, som landsretten kunne tage stilling til.

FM 2000.119 ØLK: Indsigelse mod boregnskab burde være afgjort ved dom.

Arving klagede til skifteretten i Gentofte over, at bobestyreren havde godkendt en flytteregning på ca. 34.000 kr. Skifteretten afviste ved kendelse klagen, da arvingen ikke havde anlagt sag inden 4 uger. Da indsigelsen mod boregnskabet skulle have været afgjort ved dom, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 2, jf. § 101, stk. 1, ophævede landsretten kendelsen og henviste arvingen til evt. at anlægge retssag.

TFA 2001.64 ØLK: Indsigelser mod boopgørelse kunne ikke afgøres ved kendelse.

Arving havde klaget over boopgørelsen i et bobestyrerbo, idet han gjorde gældende, at noget indbo tilhørte ham, og at en flytteafregning ikke burde være godkendt. Skifteretten i Gentofte godkendte ved kendelse boregnskabet. ØL ophævede kendelsen, idet indsigelserne vedrørte spørgsmål, der skulle afgøres af skifteretten i domsform, jf. DSL § 101, stk. 1. Arvingen henvistes til at anlægge retssag.

TFA 2001.85 ØLK (FM 2000.120 ØLK): Bobestyrer skal behandle sagen personligt.

Advokat A, der var indsat som testamentarisk bobestyrer, havde givet fuldmagt til advokat B til at behandle dødsboet. Skifteretten i Middelfart afsatte bobestyreren, da han nægtede at behandle boet personligt. ØL udtalte, at hvervet som bobestyrer er af så personlig karakter, at det ikke i større eller mindre omfang kunne overlades til andre. Bobestyreren blev genindsat, da behandlingen ikke havde været kritisabel. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.120.

TFA 2001.181 ØLK (FM 2001.10 ØLK): Bo skulle skiftes ved bobestyrer, da usikkert hvem der var arvinger.

H, der siden 1961 havde siddet i uskiftet bo, døde i 2000. Boet var på 1 mio. kr., og der var 7 fællesbørn og 1 særbarn. Der var efter de foreliggende oplysninger mindst 3 mellemdøde børn. Skifteretten i Roskilde fandt det usikkert, hvem der var arvinger, og bestemte, at boet skulle behandles ved bobestyrer, jf. DSL § 36, nr. 5. ØL stadfæstede.

TFA 2001.380 ØLK (FM 2001.75 ØLK): Ikke tvangsauktion over fast ejendom uden samtykke fra bobestyrer.

Fogedretten i Roskilde havde med rette afvist privat udlægshavers begæring om tvangsauktion over fast ejendom, da bobestyrer ikke havde samtykket, jf. DSL § 51, jf. § 10, stk. 1, 2. pkt.

TFA 2001.266 ØLK: Bobestyrer havde med rette nægtet a conto udlodning.

M's pension var d. 30.10.2000 blevet udbetalt på H's konto. Bobestyrer i boet efter H nægtede at udbetale beløbet på 4.542 kr. til M, idet proklamafristen ikke var udløbet, hvor det ikke vidstes, om boet var solvent. Skifteretten i Nakskov tiltrådte, at der ikke var sket a conto udlodning af boets midler, jf. DSL § 64. ØL stadfæstede.

TFA 2001.376 ØLK: Bobestyrer havde ikke pligt til at fremskaffe oplysninger til brug for den ene part i en sag om ugyldigheden af et testamente.

Under behandlingen af et bobestyrerbo havde en arving A ved skifteretten i Køge anlagt sag mod T, der var indsat som arving ved testamente fra 1998, med påstand om, at dette testamente var ugyldigt. Bobestyreren havde afvist A's anmodning om at indhente oplysninger om værgemålsagerne for afdøde hos Roskilde Statsamt. Under den verserende sag fandt ifølge DSL § 98 retsplejelovens regler om borgerlige sager som hovedregel anvendelse. Tilvejebringelse af oplysninger måtte ske på samme måde, som i andre civile sager, og det fandtes ikke i medfør af DSL § 48 at kunne pålægges bobestyreren, der ikke havde været inddraget i værgesagen, at tilvejebringe oplysninger til brug for den ene af sagens parter.

TFA 2001.382 VLK: Indkaldelse til bomøde bør normalt ske med 14 dages varsel.

Bobestyrer havde i brev af 22.12.2000 indkaldt til bomøde d. 12.01.2001, hvor indboet skulle fordeles mellem de 5 arvinger. En af arvingerne, A, gav ikke møde og klagede over bobestyreren. Skifteretten i Horsens og VL fandt, at der sædvanligvis bør ske indkaldelse til bomøder med 14 dages varsel. A var behørigt indkaldt til bomødet, og der var ikke grundlag for at omgøre beslutningen om fordelingen af indboet.

TFA 2001.57 ØLK (FM 2001.171 ØLK): Bo udleveret til bobestyrerbehandling.

H døde d. 04.05.2001. H's nærmeste legale arving, en broder, var død i Sverige d. 11.05.2001, og H havde oprettet et formløst testamente om, at hendes broders børn skulle arve hende. Der var en køber til H's andelslejlighed. Skifteretten i København bestemte d. 13.09.2001, at boet efter H skulle tages under bobestyrerhandling, da der var usikkerhed om arveforholdene, jf. DSL § 36, stk. 5, og da der ikke inden rimelig tid havde kunnet træffes bestemmelse om, at boet skulle behandles på anden måde, jf. DSL § 36, nr. 7.

FM 2002.7 Kendelse afsagt af Esbjerg Skifteret: Bobestyrer havde ikke pligt til at fremskaffe oplysninger til brug for faderskabssag mod afdøde.

Bobestyrer ikke forpligtet til at fremskaffe oplysninger om afdødes læge eller på hvilke hospitaler, han sidst havde været behandlet. Oplysningerne skulle bruges til at skaffe vævsprøver til brug for en faderskabssag. Bobestyreren skal ifølge DSL § 48 skaffe oplysninger om, hvem der er arvinger og ikke om, hvem der kunne tænkes at være det.

TFA 2002.96 ØLK: Ikke grundlag for at udpege anden bobestyrer.

Skifteretten i Store Heddinge havde efter ønske fra en af arvingerne udpeget den ene af retskredsens to autoriserede bobestyrere som bobestyrer. Den anden autoriserede bobestyrer, advokat X, som havde været advokat for afdøde, anmodede om at blive udpeget i medfør af DSL § 37, stk. 4. Skifteretten fandt ikke grundlag for at statuere inhabilitet hos advokat X. Skifteretten tillagde det afgørende vægt, at der ikke var enighed blandt arvingerne om udpegning af advokat X som bobestyrer, og der var ikke væsentlige hensyn, der talte for udpegning af en ny bobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 2002.112 ØLD: Bobestyrer pålagt at fremlægge sin korrespondance med arvingerne.

Under retssag mellem arvingerne om begravelsesudgifterne ved skifteretten i Rødovre blev bobestyrer pålagt at fremlægge sin korrespondance med arvingerne, da det ikke kunne udelukkes, at denne kunne være af betydning for sagen, jf. RPL § 298.

TFA 2002.343 ØLK (FM 2002.78 ØLK): Bo udleveret til bobestyrerbehandling, da usikkert hvem der var arvinger.

Afdøde havde oprette et vidnetestamente, hvor et af vidnerne F var far til de 3 begunstigede børnebørn. Et arveafkald fra børnebørnenes moder, datteren D, nævnt i testamentet var bortkommet. D havde haft en blodprop og kunne derfor ikke underskrive eller vedstå en arveafkaldserklæring. Da det var usikkert, hvem der var arvinger i boet, udleverede Gladsaxe Skifteret boet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, stk. 5. ØL stadfæstede.

TFA 2002.421 VLK (FM 2002.102 VLK): Bo udleveret til bobestyrerbehandling, da usikkert hvem der var arvinger.

Afdøde havde i sit notartestamente indsat foreningen Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab som universalarving. Afdødes søster meddelte skifteretten, at hun ville anfægte testamentet. Skifteretten i Herning udpegede herefter en aut. bobestyrer til at forestå bobehandlingen, jf. DSL § 36, stk. 5 og DSL § 37, stk. 1. VL stadfæstede under henvisning til, at tvivlen om arvespørgsmålet skulle afgøres ved dom. Foreningen burde være hørt, inden afgørelsen blev truffet af skifteretten.

TFA 2003.89 VLK (FM 2002.190 VLK): Bobestyrer ikke afsat på grund af inhabilitet.

Bobestyrer havde solgt jorden fra boets landbrugsejendom og havde repræsenteret køberen i forbindelse med skødeskrivningen og udstykningssagen. E arving klagede og anførte, at bobestyreren havde gjort sig inhabil. Bobestyreren havde i mellemtiden meddelt, at hun ikke længere repræsenterede køberen, da der var rejst kritik heraf. Skifteretten i Lemvig fandt ikke, at der forelå væsentlige hensyn, der talte for at udpege en ny bobestyrer i medfør af DSL § 37, stk. 4. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2002.190-191, der finder, at bobestyreren var inhabil, og at det vil klæde Vestre Landsret, hvis afgørelsen ikke blev gentaget.

TFA 2003.147 ØLK (FM 2003.44 ØLK): Klagefrist ikke sprunget, da der ikke var afholdt nyt afsluttende bomøde.

I et bobestyrerbo deltog boets tre arvinger i et afsluttende bomøde d. 27.09.2002, hvor boopgørelsen blev godkendt, hvorefter de to arvinger gav arveafkald, således at den tredje arving arvede det hele. Bobestyrer udarbejdede som følge heraf en ny boopgørelse med den ændrede arvefordeling og sendte denne til enearvingen d. 30.09.2002. Arvingen klagede d. 05.11.2002 over bobestyrerens salær. Skifteretten i Næstved afviste klagen som for sent indgivet, jf. DSL § 68, stk. 2. ØL ophævede afgørelsen, da bobestyreren ikke havde indkaldt til afsluttende bomøde efter at den nye boopgørelse var fremsendt. Komm. i FM 2003.44 af Henning Broman, der finder det overflødigt og unødigt formelt at kræve, at der skal indkaldes til et nyt bomøde, for at arvingen kan fremsætte klage, som burde være fremsat på det (forrige) afsluttende bomøde eller inden 4 uger efter dette.

UfR 2003.241 ØLK: Bo udleveret til autoriseret bobestyrer i Rødovre uanset arvingernes ønske om en bobestyrer fra Skanderborg.

De 3 arvinger i boet efter C, begærede advokat H.M.V., Skanderborg, der var autoriseret bobestyrer i Skanderborg, udpeget som bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 2. Skifteretten i Rødovre besluttede at udpege en af de ved skifteretten i Rødovre autoriserede bobestyrere. Alene en af arvingerne boede i Skanderborg, og det ikke var oplyst, at de to øvrige arvinger havde særlige tilknytning til advokaten. Advokaten havde ikke særlig tilknytning til boet. og boet havde ikke særlig tilknytning til Skanderborg. De ikke afklarede arveforhold kunne medføre forhandling ved retten i Rødovre, og boet havde en fast ejendom i Rødovre. ØL stadfæstede.

UfR 2003.2229 ØLK (FM 2003.190 ØLK): Bobestyrer, der tillige var fast værge for afdødes ægtefælle, var inhabil.

Bobestyrer anset for inhabil, jf. DSL § 115, da han under skiftet var blevet beskikket som fast værge for afdødes ægtefælle, selv om der var beskikket en anden skifteværge under hele skiftet. Da den retsstridige tilstand var ophørt, og da der ikke var påvist omstændigheder, der gav anledning til tvivl om bobestyrerens upartiskhed under bobehandlingen, fandtes der ikke anledning til at afsætte ham på nuværende tidspunkt.

TFA 2003.302 ØLK: Bobestyrer pålagt at afholde et bomøde.

I et bobestyrerbo med afdødes to døtre A og C som eneste arvinger havde C fremlagt kopi af låneaftale, hvoraf fremgik at A i 1991 have lånt 100.000 kr. A gjorde gældende, at restgælden på 80.000 kr. mundtligt var eftergivet i 1995. A havde anført dette på sin selvangivelse for 1995. Bobestyreren havde opfordret C til selv at anlægge sag mod C i medfør af DSL § 109. Skifteretten i Taastrup fandt ikke grundlag for at ændre bobestyrers beslutning. ØL fandt, at spørgsmålet om opgivelsen af det eventuelle krav mod arvingen måtte anses for et væsentligt spørgsmål, og da de to arvinger ikke var enige om afgørelsen heraf, fulgte det af DSL § 53, stk. 2 sammenholdt med § 55, stk. 1, at spørgsmålet skulle drøftes på et bomøde. Da der ikke havde været afholdt et bomøde, og da der efter ordlyden af bestemmelsen ikke var adgang til at undlade at afholde et sådant bomøde, pålagdes bobestyreren af afholde et bomøde.

TFA 2003.340 VLK: Sag vedrørende afvist krav anlagt for sent.

Bobestyrer havde afvist et anmeldt krav på 489.300 kr. fra en medinteressent B, som herefter anlagde sag ved Retten i Grenaa. Sagen blev afvist d. 11.09.2002, da sagen henhørte under voldgift i henhold til interessentskabskontrakten, og d. 22.11.2002 anmodede B boet om at bringe voldgiftsmand i forslag. Bobestyreren afslog dette, da sagen ikke var rettidigt anlagt. Skifteretten i Grenaa stadfæstede bobestyrerens afgørelse, idet sagen ikke unødig forsinkelse var indbragt ved voldgiftsret. I hvert fald da anmodningen om at bringe en voldgiftsmand i forslag var fremsat mere end 4 uger efter afvisningsdommen, jf. herved DSL § 56, stk. 4 og § 89, stk. 4, tiltrådte VL, at skifteretten havde stadfæstet bobestyrerens afgørelse.

TFA 2003.491 ØLK: Bomøde kunne indkaldes med 3 dages varsel.

Bobestyrer havde indkaldt arving til bomøde med 3 dages varsel. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at varslet efter omstændighederne var passende, da der var tale om stillingtagen til salg af boets ejendom, og der var en køber til ejendommen. ØL stadfæstede.

UfR 2004.895 VLK: Bobestyrer havde med rette tilsidesat flertalsbeslutning.

På et bomøde i et bobestyrerbo besluttede et flertal, bestående af fællesbarnet B, som skulle arve 60%, at der ikke skulle gøres krav gældende mod B's datter D, som havde købt to sommerhuse af afdøde 6 måneder før dødsfaldet uden at betale restkøbesummerne på i alt ca. 1.240.000 kr. Bobestyrer tilsidesatte denne beslutning i medfør af DSL § 53, stk. 3. Skifteretten og VL stadfæstede, da det ikke på forhånd kunne udelukkes, at boet havde et krav mod D, og da en undladelse af at gøre kravet gældende ville kunne stride mod arvingernes ret, herunder mindretallets, og mod statskassens interesse i, at der beregnedes afgift af samtlige aktiver.

TFA 2005.153 VLK: Bobestyrer havde med rette tilsidesat flertalsbeslutninger.

Afdøde H havde siddet i uskiftet bo med fællesbarnet B og 4 særbørn. Bobestyrer tilsidesatte i medfør af DSL § 53, stk. 3 flertalsbeslutninger (B's) om ikke at antage havemand, om ikke at anlægge sag mod B's datter med påstand om betaling af 1.242.466 kr., og om ikke at optage lån til driften af boets ejendom. Skifteretten i Grindsted fandt, at bobestyreren med rette havde tilsidesat flertalsbeslutningerne. Der var ikke nogen saglig begrundelse for at kritisere bobestyrers bobehandling, og der var ikke væsentlige hensyn, der talte for at der blev udpeget en anden bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 4. VL stadfæstede.

UfR 2005.1419 ØLK: Bobestyrer burde have drøftet salg af boets ejendom på bomøde.

Boet efter M var udleveret til bobestyrerbehandling ved autoriseret bobestyrer B. Boet indeholdt en fast ejendom, som B foranledigede solgt gennem Nybolig for 1,9 mio. kr. uden forinden at afholde et bomøde. Skifteretten i Frederikssund fandt, at bobestyrer havde handlet bedst muligt for boet. Skifteretten lagde vægt på, at arvingerne var informeret om salgsbudget 18 dage inden salget. ØL udtalte, at salg af fast ejendom som udgangspunkt er et så væsentligt spørgsmål, at det burde være drøftet på et bomøde, jf. DSL § 53, stk. 2. Efter en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen, fandtes der ikke anledning til at påtale, at B havde solgt ejendommen uden afholdelse af bomøde. ØL lagde herved vægt på, at den solgte ejendom efter de foreliggende oplysninger var i særdeles dårlig stand, og at der på salgstidspunktet var terminsrestancer, som var taget til inkassobehandling. ØL lagde endvidere vægt på, at arvingerne havde tiltrådt, at ejendommen kunne arveudlægges for 1.825.000 kr., og at ejendommen blev solgt for 1.900.000 kr. ØL havde endelig tillige lagt vægt på, at en afstemning på et bomøde ikke ville have ført til en realitetsændring vedrørende den trufne beslutning.

UfR 2005.3069 HKK: Bobestyrers tilsidesættelse af bestemmelserne i DSL om indkaldelse til bomøde havde ikke af betydning for bobestyrerens afgørelse om at sælge boets faste ejendom.

A, der var en af 26 arvinger i boet efter M, klagede til skifteretten i Skive over, at bobestyreren i boet havde truffet afgørelse om at sælge boets faste ejendom for 180.000 kr. uden forinden at have indkaldt arvingerne til bomøde herom, jf. DSL § 53, stk. 2. Ved kendelse af 22.06.2004 tiltrådte skifteretten bobestyrerens afgørelse om salg af boets ejendom, hvilken afgørelse VL stadfæstede i henhold til grundene. Højesteret udtalte, at da A havde afvist at acceptere bobestyrerens anbefaling af, at boets faste ejendom blev solgt til 180.000 kr., og idet afgørelsen om salg af den faste ejendom var et væsentligt spørgsmål, skulle bobestyreren, have indkaldt til et bomøde, forinden afgørelsen om salg af ejendommen jf. DSL § 53, stk. 2, jf. § 55, stk. 1, 3. pkt. A var den eneste ud af 26 arvinger, der protesterede imod et salg for 180.000 kr., som var det højeste bud og højere end vurderingen. Henset hertil havde tilsidesættelsen af bestemmelserne i DSL ikke været af betydning for afgørelsen om at sælge boets faste ejendom, og skifteretten tiltrådte derfor med rette bobestyrerens afgørelse herom.

TFA 2005.390 ØLK: Bobestyrer skulle foretage fuldstændig arvingsundersøgelse.

Skifteretten i København bestemte, at der skulle foretages en fuldstændig arvingsundersøgelse i alle bobestyrerboer. Bobestyrer protesterede, da der efter hans opfattelse ikke var uklart, hvem der var arvinger. M og H havde i testamente fra 1986 oplyst om deres livsarvinger. Der var ikke i cpr-registret oplysninger om børn efter afdøde, som var født i 1913, eller dennes tidligere afdøde ægtefælle. Under hensyn til de afdøde ægtefællers alder og det i det centrale personregister angivne om børn af ægtefællerne, tiltrådte landsretten, at bobestyrer skulle foretage yderligere arvingsundersøgelser ved landsarkivet.

TFA 2005.443 VLK: Bobestyrer, der havde været bekikket advokat for afdøde i en værgemålssag, var ikke inhabil.

Skifteretten i Haderslev udleverede boet efter A, som efterlod sig to børn, B og C, til bobestyrerbehandling ved advokat S. B klagede til skifteretten, idet han fandt at advokat S var inhabil. Den omstændighed, at S tidligere havde været beskikket som advokat for A under en værgemålssag, fandtes ikke i sig selv at gøre den pågældende advokat inhabil til senere at virke som bobestyrer under behandlingen af afdødes dødsbo. VL stadfæstede.

TFA 2005.497 ØLK: Udgifter til revisorbistand rekvireret af en arving skulle ikke afholdes af boet.

I et bobestyrerbo havde en arving havde rekvireret en beregning fra en revisor af ejendomsavancebeskatningen. Beregningen medførte, at bobestyrer udarbejdede en ny beregning, hvorefter boet skulle betale 76.423 kr. mindre i skat. Revisorudgiften var 6.250 kr. Skifteretten på Frederiksberg fastslog, at beregningen var ikke udarbejdet på boets vegne, og udgifterne skulle derfor ikke afholdes af boet. ØL stadfæstede.

TFA 2006.49 ØLK: Bo skulle behandles som bobestyrerbo, da usikkerhed om arveforholdene.

A havde efterladt sig et vidnetestamente fra 1968, der ikke opfyldte reglerne for oprettelse af testamenter for vidner, og som derfor ikke på det foreliggende grundlag kunne danne grundlag for bobehandlingen. Der var derfor en sådan usikkerhed om arveforholdene, at boet udleveredes til behandling ved en autoriseret bobestyrer. ØL stadfæstede, jf. DSL § 36, nr. 5.

TFA 2006.92/1 VLK: Klage over bobestyrer afvist, da tvisten skulle afgøres ved dom.

Bobestyrer traf afgørelse om, at boet havde et tilgodehavende på 300.000 kr. mod en arving M og dennes ægtefælle H. Skifteretten i Aalborg afviste i medfør af DSL § 97, stk. 5, en klage herover, da spørgsmålet skulle afgøres ved dom, såfremt bobestyrerens afgørelse ikke blev accepteret. VL stadfæstede med den tilføjelse, at bobestyreren havde indkaldt til et bomøde, bl.a. til drøftelse af spørgsmålet om et eventuelt lån til arvingen, og at bobestyreren efter karakteren af det omtvistede spørgsmål havde været beføjet til at træffe afgørelse i medfør af DSL § 53, stk. 3.

TFA 2006.128/2 ØLK: Bobestyrer kunne ikke kære skifterettens kendelse uden afholdelse af bomøde.

Skifteretten i Helsingør fandt, at en ejendom burde vurderes på ny henset til den generelle værdistigning, da der var forløbet 2 år. ØL henviste til, at værdiansættelsen på væsentlig måde kunne påvirke arvefordelingen. I hvert fald under disse omstændigheder og henset til de foreliggende interessemodsætninger var beslutningen om at kære så væsentlig, at spørgsmålet burde have været forelagt arvingerne, om nødvendigt på et bomøde, jf. DSL § 53, stk. 1 og 2. Kæremålet blev derfor afvist.

TFA 2006.255 ØLD: Bobestyrer havde været legitimeret til at sælge aktielejlighed.

I boet efter H havde arvingen A med arvingen B i september 2003 indgået en aftale om, at A skulle have første prioritet til at overtage dødsboets aktie i et ejendomsaktieselskab med tilhørende lejlighed. A og B orienterede ikke bobestyrer, administrator eller bestyrelsen herom. I oktober 2003 skrev bestyrelsesformandens søn - K - til bobestyreren, at han ønskede at købe lejligheden. Bobestyreren videresendte brevet til administrator med bemærkning, at aftalen kunne fremsendes til underskrift for boet. Administrator udarbejdede en købsaftale mellem boet og K. På et bomøde i november 2003 meddelte arvingerne, at de ikke ønskede at sælge til K, men til den anden køber. Boet indgik herefter en skriftlig aftale med denne. Skifteretten på Frederiksberg henviste til, at bobestyreren efter udleveringen af skifteretsattesten havde kompetence og legitimation til at tegne boet, jf. DSL § 42 og § 49. Retten fandt, at bobestyrer havde givet K, administrator og ejendomsaktieselskabet indtryk af, at boet ville sælge til K uden at tage forbehold om arvingernes godkendelse. Arvingen B havde ikke haft retlig kompetence til at indgå aftalen på boets vegne. Skifteretten fandt, at bobestyreren, uanset at spørgsmålet ikke havde været forelagt for arvingerne, havde handlet inden for sin legitimation, og at der var indgået en aftale med K. Bobestyrerens aftale var først i tid og dermed bedst i ret. Boet dømtes til at anerkende aftalen med K. ØL lagde til grund, at K ved modtagelsen af et brev fra bobestyreren var i god tro om adgangen til at overtage lejligheden, og stadfæstede dommen.

TFA 2006.339 ØLK: Netop påbegyndt bobestyrerbo udleveret til privat skifte.

Skifteretten i Roskilde havde d. 09.03.2006 udleveret boet efter D til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 7, da D's forældre ikke havde indleveret begæring om privat skifte. D var død d. 07.10.2005. Da der var usikkerhed om, hvorvidt forældrene havde modtaget skifterettens seneste rykker, fandt ØL, at boet burde udleveres til privat skifte, jf. DSL § 65.

TFA 2006.467 VLK: Ikke grundlag for at udpege ny bobestyrer.

S døde i oktober 2005 uden at efterlade sig livsarvinger. Eneste kendte arving var hans mor M. På S' dåbsattest var som far angivet en tysk statsborger. Bobestyreren B fremlagde en åbningsstatus, hvori omkostningerne ved boets behandling blev anslået til 42.000 kr. bl.a. under hensyn til, at der skulle foretages en nærmere undersøgelse for at få klarhed over, hvem der var arvinger i S' dødsbo. En svigersøn til M anmodede på vegne M om, at der blev udpeget en anden bobestyrer, da det anslåede salær var af en uacceptabel størrelse, og da man derfor havde mistet tilliden til B. Skifteretten i Fredericia afviste dette. VL udtalte, at det oplyste om B's hidtidige behandling af boet og det foreløbigt anslåede salærkrav ikke gav grundlag for at udpege af en ny bobestyrer, jf. DSL § 37, stk. 4, eller for at afsætte B som bobestyrer, jf. DSL § 41.

TFA 2006.482 ØLK: Skifteretten burde have hørt arvingerne, inden boet blev udleveret til bobestyrerbehandling.

Efter H's død i 2004 sad M i uskiftet bo med fællesbarnet S. M skød i marts 2006 først S og derefter sig selv. M og H havde i 2003 oprettet vidnetestamente, hvorefter en udenforstående U skulle arve en fast ejendom, og hvorefter M's søstre og H's bror kunne udtage genstande af affektionsværdi. Det var ikke lykkedes at få kontakt med U. Skifteretten i Slagelse bestemte, at de to boer skulle udleveres til bobestyrerskifte. M's søstre og H's bror kærede. I en skrivelse til landsretten henviste skifteretten til usikkerheden om arveforholdene, jf. DSL § 36, nr. 5, idet der ikke bare var tale om skifte efter AL § 7. Der var uenighed om, hvem der var arveberettiget, og stor uenighed om løsørefordelingen. ØL fandt, at skifteretten burde have hørt de kærende og U, før der blev besluttet bobestyrerbehandling, og hjemviste sagen til skifteretten til fornyet behandling.

TFA 2007.110 VLD: Sag om prøvelse af bobestyrers godkendelse af anmeldt krav blev afvist som for sent anlagt.

Bobestyrer havde indstillet, at to fordringer på i alt 77.750 kr., som var anmeldt af afdødes samlever, skulle godkendes. Arvingen A blev ved anbefalet brev underrettet dels om bobestyrerens endelige indstilling i boet, dels om at han, såfremt han ikke ønskede at godkende indstillingen, skulle anlægge sag ved skifteretten inden 4 uger efter modtagelsen af indstillingen, og at overskridelse af fristen ville medføre, at indstillingen var godkendt. A meddelte inden fristens udløb d. 01.11.2005 bobestyreren, at indstillingen ikke kunne godkendes, og sendte ham samtidig diverse papirer, men anlagde først sag d. 08.12.2005. Spørgsmålet om rettidighed blev udskilt til særskilt afgørelse. Skifteretten i Århus afviste ved kendelse sagen som for sent anlagt, idet A's henvendelse til bobestyreren var uden betydning for beregning af fristen i DSL § 56, stk. 4. VL stadfæstede afgørelsen ved dom med bemærkning om, at skifterettens afgørelse efter DSL § 89, stk. 1, nr. 2, jf. § 101, stk. 1, ligeledes skulle være truffet ved dom.

TFA 2007.121 VLK: Spørgsmål om A's krav mod boet skulle ikke afgøres under klage over boopgørelsen.

I den endelige indstilling til boopgørelse havde bobestyrer modregnet bl.a. et beløb på 2.048,15 kr. i A's arv, idet A ikke havde dokumenteret, hvad beløbet vedrørte. Skifteretten i Silkeborg godkendte dette, da A fortsat ikke på tilstrækkelig vis havde dokumenteret, hvad beløbet vedrørte. For VL forelå der oplysninger, der syntes at vise, at betalingen vedrørte ejendomsskat på en ejendom, der indgik i boet. Da spørgsmålet, om boet kunne gøre krav gældende mod A, eller A kunne gøre krav gældende mod boet som følge af boets modregning, imidlertid skulle afgøres ved dom og ikke under en klage over boopgørelsen, jf. DSL § 68, stk. 2, jf. § 97, stk. 5, afviste VL sagen.

TFA 2007.154 VLK: Bo skulle ikke tages under bobestyrerbehandling.

I boet efter A var der tre arvinger, hvoraf den ene D arbejdede i udlandet for et dansk firma. Der var ikke oplyst adresse i udlandet. Skifteretten i Sønderborg tog boet under bobestyrerbehandling, da boet muligvis var insolvent, og da skifteretten ikke havde kendskab til D's adresse. VL fandt, at det ikke kunne antages, at boet var insolvent, og da det ikke var usikkert, hvem der var arvinger, var der for tiden ikke oplyst omstændigheder, der kunne begrunde udlevering til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36. VL hjemviste derfor sagen til fornyet behandling i skifteretten.

TFA 2007.522/2 ØLK: En bobestyrer kunne træffe afgørelse om, hvorvidt bo skulle gøre krav gældende mod afdødes børnebørn.

Næstved Skifteret fastslog under en klagesag, at en bobestyrer i medfør af DSL § 53, stk. 3, havde haft beføjelse til at træffe afgørelse om, hvorvidt boet skulle gøre krav gældende mod den afdødes børnebørn i forbindelse med pengegaver til disse. En klage afvistes, idet spørgsmålet skulle afgøres ved dom, hvorfor skifteretten ikke kunne træffe afgørelse i klagesagen, jf. DSL § 97, stk. 5. ØL stadfæstede.

UfR 2007.698 ØLK: Klage over bobestyrers salær skulle indgives til bobestyrer.

A indgav 13 dage efter det afsluttende bomøde klage til skifteretten i Gentofte over bobestyrerens salær. Skifteretten konstaterede, at klagen var rettidig, og besluttede at anmode bobestyreren om en specificeret opgørelse over sit tidsforbrug. ØL lagde til grund, at såvel efter ordlyden af DSL § 68, stk. 2, som efter betænkning 1270/1994 s. 245 skal klage indgives til bobestyreren, der derefter kan indbringe sagen for skifteretten. Herefter havde skifteretten ikke haft hjemmel til at påbegynde behandling af A's klage, der ikke havde været behandlet af bobestyreren. Skifterettens beslutning blev derfor ophævet.

TFA 2008.230/2 VLK: Bobestyrer i insolvent bo inhabil, da han havde medvirket til gaveægtepagt, som evt. kunne omstødes.

M døde i februar 2007 og efterlod sig H samt 3 særbørn. Skifteretten i Sønderborg afsagde kendelse om udlevering af boet til B som bobestyrer i overensstemmelse med H's ønske. B, der havde været advokat for M og H i mange år, havde bl.a. medvirket ved udarbejdelse af skøde vedrørende et sommerhus, ægtepagtstillæg, ægtepagt vedrørende en gave på ca. 160.000 kr. fra M til H samt aftaler om særejets omfang. Særbørnene protesterede mod udleveringen til B, men skifteretten fandt ikke, at B var inhabil som følge af de nævnte forhold. l september 2007 overgik boet til insolvensbehandling, og skifteretten bestemte, at B fortsat skulle være bobestyrer. VL ophævede afgørelsen, da der nu kunne blive spørgsmål om omstødelse af gaven på ca. 160.000 kr., og der derfor nu var tvivl om B's upartiskhed, jf. DSL § 115, stk. 1. Sagen blev hjemvist til fortsat behandling og udpegning af en ny bobestyrer.

UfR 2008.2690 ØLD: Efterlevende samlever fik ikke medhold i påstand om, at DSL § 56, stk. 1, ikke var overholdt. Kompensations- og berigelseskrav mod boet blev afvist.

M døde d. 30.12.1999, og han efterlod sig børnene C og D og samleveren gennem 12 år, K. Han havde ikke oprettet testamente. Boet blev behandlet som et bobestyrerbo. M's formue var ifølge regnskab pr. 31.2.1998 på ca 83 mio kr., men det viste sig, at boet var insolvent, og Skifteretten i Nykøbing Sjælland tog i juni 2001 boet under insolvensbehandling, jf. DSL § 69, stk. 1. K lagde sag an mod boet med påstand om, at boet skulle anerkende, at hendes krav mod boet med urette var afvist af boet, da formalia i DSL § 56 ikke var overholdt, og at boet skulle betale hende 8 mio. kr., subsidiært et mindre beløb efter rettens skøn. Boet påstod frifindelse og nedlagde en selvstændig påstand om betaling af 4.335.500 kr. Kravet var sammensat af et berigelseskrav på 2.500.000 kr., et vederlag på 153.000 kr. for K's benyttelse af M's ejendom samt et lån på 1.682.500 kr. ØL lagde efter de afgivne forklaringer til grund, at boets stillingtagen til K's krav var blevet drøftet i boet, at bobestyreren havde forelagt C og D en indstilling om, at de fremsatte krav skulle afvises, og at C og D tiltrådte denne indstilling. På denne baggrund blev boet frifundet for K's afvisningspåstand. Vedrørende påstanden på de 8 mio. kr. udtalte ØL, at der allerede som følge af den konstaterede insolvens ikke var grundlag for et kompensationskrav. Efter en samlet bedømmelse af M og K's økonomi og levefod var der herefter heller ikke grundlag for et berigelseskrav. K blev frifundet for berigelseskravet på 2.500.000 kr., da K som længstlevende var blevet eneejer af aktiepost i joint ownership på Cayman Island. Kravet om vederlag for K's benyttelse af M's ejendom blev taget til følge med et nedsat beløb på 60.000 kr. Lånet på 1.682.500 kr. fandtes at skulle tilbagebetales, da der havde været tale om et lån og ikke en gave.

TFA 2008.560/1 ØLK: Bo skulle udleveres til bobestyrerbehandling, da usikkerhed om arveforholdene, og de boet ikke var berigtiget 9 måneder efter dødsfaldet.

H døde d. 08.08.2007. Seks arvinger havde givet arveafkald, for at en syvende kunne skifte privat som enearving. En arving tilbagekaldte afkaldet. Frederiksberg Skifteret bestemte bobestyrerbehandling, henset til, at der forelå en mulig tvist om et arveafkald og dermed, om vedkommende havde ret til arv, jf. DSL § 36, stk. 5, samt til at boet ikke var berigtiget ni måneder efter dødsfaldet, DSL § 36, nr. 7. ØL stadfæstede.

UfR 2009.328 VLK (TFA 2009.101/1 VLK): Bobestyrer havde ikke hjemmel til at fastsætte frist for sagsanlæg om arveforholdene.

M døde d. 23.07.2006. Han sad i uskiftet bo med 4 fællesbørn med H, der døde i 1992. M havde 2 dage før sin død indgået nyt ægteskab med H2 - uden at skifte det uskiftede bo. Fællesbørnene gjorde gældende, at der ikke skulle afsættes arv til M i forbindelse med skiftet af det uskiftede bo. Bobestyreren sendte d. 14.11.2007 et brev til de pågældende børn, hvori han meddelte dem en frist til og med d. 31.12.2007 til at anlægge sag ved skifteretten, hvis de ikke var enige i, at M skulle arve H. Børnene anlagde først sag 2 dage efter fristens udløb, hvorefter Skifteretten i Viborg afviste sagen. VL anførte, at tvister om arveretten i henhold til DSL § 89, stk. 1, nr. 1, skulle afgøres af skifteretten. Der var ikke i DSL en udtrykkelig hjemmel til, at bobestyreren kunne fastsætte en frist, inden for hvilken der skulle anlægges sag i henhold til DSL § 89, stk. 1, nr. 1, med den virkning, at overskridelse af fristen bevirkede, at et sagsanlæg vedrørende spørgsmålet måtte afvises. En sådan hjemmel kunne heller ikke indfortolkes i DSL § 56, stk. 4, som vedrørte anerkendelse af fordringer og krav, eller i DSL § 54. Da bobestyreren ikke kunne fastsætte en frist for sagsanlægget, kunne sagen ikke afvises som for sent anlagt. VL ophævede derfor skifterettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling.

TFA 2009.577/1 VLK: Efterlevende H's bobestyrerønske imødekommet trods indsigelse fra særbarn.

M var død og efterlod sig H og særbarnet D. Advokat A, der repræsenterede H, anmode skifteretten om at udpege advokat B, der var i kontorfællesskab med A, som bobestyrer. Advokat C protesterede på vegne af M's særbarn, D. Skifteretten i Sønderborg fandt, at der kunne være risiko for interessekonflikt mellem B og D og udpegede den autoriserede bobestyrer E. VL hjemviste sagen med henblik på udpegning af B, da H kunne træffe bestemmelse om bobestyrerbehandling og tilkendegive, hvem der som sådan skulle behandle boet, og da der ikke var grundlag for at antage, at B ikke ville kunne varetage skiftet betryggende.

TFA 2009.593/1 VLK: Bobestyrer uden for afdødes retskreds udpeget.

Afdødes eneste arving - en umyndig søn ved værgen V - anmodede om udpegning af advokat D fra Sønderborg som bobestyrer. Skifteretten i Esbjerg tog ikke anmodningen til følge. Da D's kontor lå i nærheden af arvingens bopæl og boets ejendomme, og da det måtte lægges til grund, at såvel afdøde som værgen havde haft en vis tilknytning til D, ophævede VL skifterettens kendelse om ikke at udpege D og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten, jf. DSL § 37, stk. 2.

UfR 2010.918/2 ØLK (TFA 2010.253 ØLK): Kæremål afvist, da det var iværksat af enearving i boet og ikke af bobestyreren.

Efter anmodning fra Skattecenter Køge og med samtykke fra bobestyreren afholdt Fogedretten i Roskilde d. 23.10.2009 tvangsauktion over en fast ejendom tilhørende dødsboet efter D. A, der var enearving i boet, kærede d. 04.11.2009 tvangsauktionen til ØL. Da kæremålet ikke var iværksat af bobestyreren, jf. DSL § 53, stk. 1, afviste ØL imidlertid kæremålet.

TFA 2010.188 ØLK: Skifteretten kunne ikke under klagesag pålægge bobestyrer at betale erstatning. Salær nedsat til 75.000 kr plus moms.

A klagede bl. a. over, at bobestyreren havde solgt nogle værdipapirer inden udløbet af den frist, som bobestyreren havde sat for arvingerne til at meddele, om de ønskede at overtage dem, at en udgift til ejendomsmægler på 86.575 kr. var medtaget i boopgørelsen, og over bobestyrerens salær på 95.000 kr. plus moms Skifteretten i Holbæk bestemte, at bobestyreren skulle godtgøre arvingen et beløb på 1.005 kr. som følge af kurstab i anledning af de solgte værdipapirer, og tog i øvrigt ikke klagen til følge. ØL ophævede bestemmelsen om, at bobestyreren skulle betale 1.005 kr., idet skifteretten ikke i forbindelse med en klagesag ved kendelse kunne træffe afgørelse om et erstatningskrav mod bobestyreren. Kravet måtte i stedet gøres gældende ved civilt søgsmål. ØL ophævede endvidere skifterettens kendelse for så vidt angår udgiften til ejendomsmægleren, idet arvingen, der ikke havde anerkendt ejendomsmæglerens krav og ikke kunne følge bobestyrerens indstilling herom, efter DSL § 56, stk. 4 inden 4 uger efter at have modtaget meddelelse om bobestyrerens indstilling skulle anlægge sag ved skifteretten. Advokaten oplyste et tidsforbrug på 88 timer, heraf 17 advokattimer. ØL nedsatte salæret til 75.000 kr. plus moms.

TFA 2010.379 ØLK: Bobestyrer kunne ikke indgå forlig på arvingernes vegne.

Bobestyrer ønskede arvingernes bemyndigelse til at indgå forlig med de britiske afgiftsmyndigheder om afgiften af afdødes aktiver i Storbritannien, således at bobestyreren var bemyndiget op til et beløb på 3 mio. £. Afdødes ægtefælle kunne tiltræde dette, men ikke de to livsarvinger. Livsarvingerne indbragte spørgsmålet for skifteretten i Holbæk, der afsagde kendelse om, at bobestyrer kunne forhandle på boets og arvingernes vegne med de britiske afgiftsmyndigheder om den arveafgift, der påhvilede boet og arvingerne. Arvingerne kærede denne kendelse, og skifteretten oplyste, at kendelsen skulle forstås således, at bobestyrer på boets vegne kunne indgå forlig med de britiske myndigheder. ØL tiltrådte, at bobestyrer på boets og arvingernes vegne kunne forhandle, men udtalte, at bobestyrers kompetence ikke på det foreliggende grundlag kunne udstrækkes til mod livsarvingernes ønsker at binde disse inden for en bestemt økonomisk ramme. Resultatet af forhandlingerne måtte i stedet forelægges arvingerne, og i tilfælde af uenighed måtte fremgangsmåden i DSL § 53 anvendes. De engelske myndigheders opkrævning af arveafgift skal derimod ikke behandles efter de danske regler om fordringsprøvelse, jf. DSL § 56.

TFA 2010.381 ØLK: Bo skulle behandles ved bobestyrer, da tvivl om arveforholdene.

Boet efter A var udleveret til privat skifte ved advokat D med missionsselskab som eneste arving i henhold til testamente fra 1988. A's niece sendte en erklæring fra 1992 oprettet af A med advokat D som vidne, hvorved bestemmelserne i testamentet om indsættelse af missionsselskabet som arving blev tilbagekaldt. Skifteretten i Roskilde udleverede nu boet til bobestyrerbehandling i medfør af DSL § 36, nr. 5 ved en anden advokat, idet der var tvivl om arveforholdene, og af hensyn til bobehandlers habilitet. ØL stadfæstede.

TFA 2010.382 ØLK: Fogedforretning mod insolvent bobestyrerbo afvist.

Fogedretten i Lyngby afviste udlæg for ejerforenings krav på skyldige fællesudgifter på 38.869 kr. i henhold til ejerforeningsvedtægter, der var lyst pantstiftende på afdødes ejerlejlighed, da boet behandledes som insolvent bobestyrerbo, jf. DSL § 51, jf. §§ 9 og 10. ØL stadfæstede, idet ejerforeningens krav ikke var omfattet af DSL § 10, stk. 6.

TFA 2010.505 ØLK: Bobestyrer havde med rette nægtet at samtykke i tvangsauktion over boets ejendom.

A døde d. 20.12.2009. Der var d. 07.01.2010 berammet tvangsauktion over hans faste ejendom med Nordea Kredit som rekvirent. Fogedretten i Holbæk udsatte auktionen som følge af dødsfaldet, og dødsboet blev udleveret til insolvent bobestyrerbehandling. Bobestyrer nægtede at samtykke i, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion med kreditforeningen som rekvirent, og boet indgav d. 04.02.2010 anmodning om tvangsauktion. Skifteretten i Holbæk afslog at pålægge boet at meddele samtykke som ønsket af kreditforeningen. ØL stadfæstede under henvisning til DSL § 51, jf. § 10, stk. 1.

TFA 2010.592/2 ØLK: Bostyre kunne tilsidesætte arvingers beslutning på et bomøde.

To bobestyrere tilsidesatte en beslutning på et bomøde om, at en gave fra afdøde til en datter på opførelsesomkostningerne til et hus - anslået 3.750.000 kr. - skulle ansættes til de faktiske udgifter på ca. 8,2 mio kr. Bostyret fandt, at gaven skulle ansættes til det anslåede beløb med et tillæg på 50% eller til 5.625.000 kr. Ifølge afdødes testamente § 6 skulle arvinger, der anfægtede hans dispositioner, alene arve deres tvangsarv. Skifteretten i Lyngby fandt, at der var på grund af testamentets § 6, at arvingsgruppe B havde undladt at stemme, og tiltrådte, at bostyret havde tilsidesat beslutningen i medfør af DSL § 53, stk. 3. ØL stadfæstede.

TFA 2010.730 VLK: Ikke grundlag for at afsætte testamentsindsat bobestyrer.

Ifølge M's testamente skulle H arve mest muligt, og mellem arvingerne opstod der uenighed om, hvorvidt den nugældende eller den tidligere gældende arvelov skulle finde anvendelse ved arvens fordeling efter testamentet. Det forhold, at testamentet var udfærdiget af en tidligere kollega på bobestyrer S' kontor, gjorde ikke S inhabil. Arvingerne A og B's anmodning om udskiftning af S ansås hovedsageligt begrundet i uoverensstemmelser mellem dem og S, der var ikke objektive holdepunkter for, at S havde taget parti for en arvingsgruppe frem for en anden eller diskrimineret A og B, der var ikke påvist fejl eller forsinkelser, som kunne henføres til S, og der var ikke risiko for, at boet ikke ville kunne afsluttes forsvarligt som følge af S' forhold, jf. DSL § 37, stk. 4. Skifteretten i Sønderborg fandt derfor, at S ikke skulle afsættes. VL stadfæstede.

TFA 2011.245/2 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer ikke inhabil på grund af advokatkontorets bistand til afdøde og arving.

A, der var indsat som arving i AL's formløse testamente og mor til livsarvingen B, anmodede om, at boet blev udleveret til bobestyrerbehandling ved advokat Y. Skifteretten I København fandt, at der kunne rejses tvivl om Y's habilitet som følge af, at advokat Z fra samme kontor var advokat for A og havde været advokat for AL og bistået denne med dennes virksomheder. ØL fandt, under hensyn til, at der var beskikket skifteværge for B, og efter det oplyste om advokat Z's bistand til afdødes erhvervsvirksomhed, at der ikke var grund til at nære tvivl om advokat Y's upartiskhed, og udleverede boet til denne som bobestyrer.

TFA 2012.144 ØLD: Arvingers sagsanlæg afvist, da proceduren i DSL §§ 45 og 53 ikke var overholdt.

AL efterlod sig 4 arvinger A, B, C og D, der hver skulle arve 1/4. B og C mente, at boet havde et erstatningskrav mod A på 5-800.000 kr. for den periode, hvor A havde været værge for AL. Advokat Y, der repræsenterede B og C, oplyste om kravet på et bomøde, hvor der ikke blev truffet nogen beslutning. Bobestyreren meddelte herefter advokat Y, at han ikke havde indvendinger imod, at B og C anlagde og førte sagen på vegne de øvrige arvinger. A påstod sagen afvist, men fik ikke medhold heri i byretten i Nykøbing F. ØL tillod, at spørgsmålet om afvisning blev indbragt særskilt, jf. RPL § 253, stk. 4. Da bobestyreren ikke havde fulgt proceduren i DSL §§ 45 og 53, var beslutningen om udtagelse af stævning ugyldig, og sagen blev afvist.

TFA 2012.264 ØLK: Testamentsindsat bobestyrer ikke inhabil ved at have afgivet svarskrift på vegne af dødsboet.

Advokat B var indsat som bobestyrer i afdødes vidnetestamente fra 2011. Arvingen C anlagde sag mod boet med påstand om, at testamentet var ugyldigt, og at advokat B blev afsat som bobestyrer. Bobestyrer afgav svarskrift og påstod frifindelse, principalt fordi boet ikke var rette sagsøgte, subsidiært fordi testamentet var gyldigt. Skifteretten i Helsingør tilkendegav, at boet ikke var rette sagsøgte, hvilket C's advokat accepterede. Skifteretten afsagde herefter kendelse om afsættelse af advokat B som bobestyrer under henvisning til, at han var indtrådt aktivt på arving A's side. C anlagde efterfølgende sag mod A med påstand om testamentets ugyldighed. A var under denne sag ikke repræsenteret af advokat B. Advokat B kærede, og ØL ophævede afgørelsen om afsættelse, idet der ikke var grundlag for at antage, at advokat B havde indtaget rollen som partsrepræsentant for andre end det sagsøgte bo, og idet der ikke i øvrigt var oplysninger, der understøttede, at advokat B havde sådanne relationer til A, at han ikke måtte handle som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1. Statskassen skulle betale 2.500 kr. til bobestyrer i kæremålsomkostninger.

UfR 2012.1905 VLK (TFA 2012.292 VLK): Lokal bobestyrer udpeget, da kun 2 af 3 arvinger havde anmodet om en udenbys bobestyrer.

H døde i aug. 2011. Hun var enke efter M, der var død i 1982. To af de arvinger, der var nævnt i H's testamente, anmodede Skifteretten i Kolding om, at boet blev taget under bobestyrerbehandling, og at advokat R, der var autoriseret som bobestyrer ved Skifteretten i Esbjerg, blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten beskikkede advokat B, der var autoriseret som bobestyrer i Kolding Retskreds, som bobestyrer, hvilket de to arvinger kærede. VL anførte, at det efter ordlyden af DSL § 37, stk. 2 sammenholdt med bemærkningerne hertil, kræver enighed blandt arvingerne, når ønsket om en bestemt autoriseret bobestyrer ikke er fra den længstlevende ægtefælle, før skifteretten i almindelighed bør udpege en bestemt autoriseret bobestyrer. Efter oplysningerne i sagen var der tre arvinger i boet, hvoraf alene to arvinger havde anmodet om, at boet blev behandlet ved en bestemt bobestyrer. Da den tredje arving ikke havde tiltrådt anmodningen, tiltrådte VL, at advokat B var udpeget som bobestyrer.

TFA 2012.379/1 VLK: Advokat B, der ikke var autoriseret bobestyrer, kunne ikke udpeges som bobestyrer, da AL var død før d. 01.07.2011.

AL, der ikke efterlod sig testamente, døde i april 2011. Boet blev først behandlet af advokat B som privat skifte, men overgik efter arvingen A's anmodning til bobestyrerbehandling og insolvensbehandling i dec. 2011. A ønskede B, der ikke var autoriseret, udpeget som bobestyrer efter den gældende DSL § 37, stk. 3. Da denne bestemmelse først var trådt i kraft d. 01.07.2011 og dermed efter AL's død, fandt de tidligere gældende regler anvendelse, jf. lov nr. 221 af 21.03.2011 § 15, stk. 1 og stk. 2. Da der derfor efter DSL § 37, stk. 1 skulle udpeges en autoriseret bobestyrer, tog Skifteretten i Kolding ikke anmodningen om udpegning af B til følge. VL stadfæstede.

UfR 2013.357 ØLK (TFA 2013.357 ØLK): Bobestyrerbo kunne ikke udsættes af andelslejlighed som følge af restance med boligafgift.

Dødsbo, der blev behandlet af bobestyrer, var blevet ekskluderet af andelsboligforening som følge af manglende betaling af boligafgift i 15 måneder. Frederiksberg Fogedret udsatte dødsboet. ØL fandt, at DSL's bestemmelser om beskyttelse af bobestyrerboer mod individualforfølgning, herunder de hensyn, der ligger til grund for disse bestemmelser, må anses for at være til hinder for eksklusion af et bobestyrerbo som følge af restance med boligafgiften. Fogedforretningen nægtedes fremme.

UfR 2013.1240 ØLK (TFA 2013.374/1 ØLK): Bobestyrers afgørelse om a conto udlæg af 5 mio. kr. stadfæstet.

M døde i maj 2010 og efterlod sig H og to sønner A og B. M's bo blev behandlet af G som bobestyrer, som d. 18.09.2012 tillod, at A, der var handicappet kørestolsbruger, fik udbetalt 5 mio. kr. a conto mod at svare mellemrente på 0,19% p.a. H og B klagede over G's afgørelse, og Lyngby Skifteret tog klagerne til følge. ØL lagde til grund bl.a., at boet efter M havde en nettoværdi på 138,1 mio. kr., og at A i sommeren købte en lejlighed bl.a. i tillid til en positiv tilkendegivelse fra B's daværende skifteværge og på et tidspunkt, hvor en af H anlagt sag ved skifteretten om arvens fordeling var berammet til foretagelse i slutningen af august 2012. På denne baggrund fandt ØL, at boets forhold utvivlsomt tillod den omhandlede acontoudlodning, jf. DSL § 64, og at hverken H's eller B's indsigelser kunne begrunde, at anmodningen om acontoudlodning afvistes. ØL ændrede derfor skifterettens afgørelse, således at bobestyrerens afgørelse blev stadfæstet.

TFA 2013.458 VLK: Skifteretten skulle efter arvingernes ønske udpege autoriseret bobestyrer fra anden retskreds.

Tre privatskiftende arvinger ønskede, at boet overgik til bobestyrerbehandling, og at en autoriseret bobestyrer D fra Aarhus blev udpeget som bobestyrer. Skifteretten i Kolding imødekom anmodningen om overgang til bobestyrerbehandling, men skifteretten udpegede en bobestyrer fra egen retskreds og henviste til, at formålet med autorisationsordningen er, at der i hver retskreds er et begrænset antal bobestyrere, der gennem regelmæssig tildeling af sager opnår en høj grad af ekspertise. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen med henblik på udlevering til D som bobestyrer. Der var ikke oplyst omstændigheder, der talte imod at følge hovedreglen i DSL § 37, stk. 2, 2. pkt., om udpegning af den autoriserede bobestyrer, som arvingerne var enige om.

TFA 2013.472 ØLK: Skifteretten kunne ikke under en klage over bobestyrer tage stilling til spørgsmålet om retten til at arve.

Arving klagede over bobestyrer, Birgitte Veggerby, herunder over, at et gavebrev til ham fra afdøde ikke blev lagt til grund ved fordelingen af indbo. Skifteretten i Odense fandt, at indboet var delt ved aftale mellem arvingerne, og tog derfor ikke klagen til følge. Der var ikke grundlag for at afsætte bobestyrer. ØL anførte, at arvingens påstand om ret til at udtage gaver før den almindelige bodeling angik retten til at arve, og skifteretten kunne derfor ikke tage stilling til denne påstand i forbindelse med en klage over bobestyrer. Kæremålet afvistes på dette punkt. kendelsen stadfæstet vedr. spørgsmålet om afsættelse af bobestyrer.

TFA 2013.611 VLK: Testamentsindsat bobestyrer ikke inhabil.

A havde i sit testamente indsat advokat S som bobestyrer. S havde efter dødsfaldet forestået et privat skifte mellem arvingerne B og C. C gjorde indsigelse mod S som bobestyrer. Skifteretten i Randers udpegede advokat S som bobestyrer. VL fandt, at de foreliggende oplysninger, herunder oplysningerne om S' dispositioner under behandlingen af det privatskiftede bo, ikke gav grundlag for at fastslå, at S var inhabil. Skifterettens afgørelse om at udlevere boet efter A til bobestyrerbehandling ved advokat S blev derfor stadfæstet.

TFA 2013.618 VLK: Bobestyrerklausul ikke tilsidesat.

A havde ved notartestamente i 2010 bestemt behandling af hans dødsbo ved autoriseret bobestyrer. En nabo, der havde konciperet testamentet, forklarede herom, at dette var begrundet i en frygt for, at bodelingen ellers ikke ville blive retfærdig, idet en af arvingerne, B, ikke kunne varetage egne interesser. Boet blev herefter udleveret til bobestyrerbehandling, og der blev udpeget en skifteværge for B. Skifteværgen anmodede efterfølgende om udlevering af boet til privat skifte. Skifteretten i Sønderborg tog ikke begæringen til følge og henviste til testamentets begrænsede alder og begrundelsen for ønsket om bobestyrerindsættelse. VL stadfæstede.

FM 2014.23 ØLK: Arvingers beslutning om at udsætte fordeling af indbo ikke åbenbart uhensigtsmæssig.

Under et bobestyrerbo blev indboet opmagasineret til en udgift på 700 kr. pr. måned. Arvingerne ønskede at udsætte fordelingen af indboet, til efter en retssag mellem arvingerne var afgjort. Bobestyreren traf beslutning om, at indboet blev udleveret til en af arvingerne til vurderingsprisen. Skifteretten stadfæstede bobestyrerens beslutning. Skifteretten begrundede kendelsen med, at bobestyreren havde oplyst, at opmagasineringen kunne medføre en værdiforringelse, og at boet afholdt en udgift hertil med 700 kr. pr. måned. ØL anførte, at det fremgik af åbningsstatus, at boets formue udgjorde 514.040 kr. Der forelå ikke nærmere oplysninger om karakteren af indboet. De kærende havde i kæreskriftet tilkendegivet at ville betale den månedlige udgift på 700 kr. for opmagasineringen, således at boet ikke belastes af denne udgift. ØL fandt det ikke sandsynliggjort, at opmagasineringen indebar nærliggende risiko for, at indboets værdi ville formindskes. Herefter, og efter en samlet vurdering, herunder af det tidsmæssige forløb, fandt ØL ikke, at flertallet af arvingernes beslutning om at udsætte fordelingen af indboet og bilen var åbenbart uhensigtsmæssig, jf. DSL § 53, stk. 3. ØL ændrede derfor skifterettens afgørelse, således at bobestyrers beslutning blev ophævet.

TFA 2013.678 ØLK: Indkaldelse til bomøde var sket med rimeligt varsel.

Bobestyrer havde ved brev sendt anbefalet og med almindelig post d. 19.12.2012 indkaldt til bomøde d. 03.01.2013. Det anbefalede brev blev returneret efter forgæves at have været søgt afleveret d. 20.12.2012. Arvingen klagede over, at der var indkaldt til bomøde med så kort varsel op til helligdagene. Frederiksberg Skifteret fandt, at bobestyrer havde indkaldt med et rimeligt varsel, uanset der var en mellemliggende helligdage. ØL stadfæstede.

TFA 2013.119 ØLK: Udgifter afholdt af privatskiftede arvinger kunne ikke medtages i panthaveregnskab.

En panthaver gjorde under tvangsauktion over ejendom tilhørende dødsbo indsigelse mod panthaverregnskabet, idet der heri var medtaget udgifter afholdt af boet ved de privatskiftende arvinger i tiden fra dødsfaldet og indtil overgangen til bobestyrerbehandling. Fogedretten i Holbæk fandt ikke, at disse udgifter skulle medtages, idet fogedretten dog medtog et skønsmæssigt fastsat beløb på 10.000 kr. vedrørende forsøg på salg af ejendommen i fri handel, jf. DSL § 59, stk. 2 og 3. Fogedretten nedsatte endvidere administrationssalæret, som af bobestyrer var foreslået til 15.000 kr. + moms, til 5.000 kr. + moms. Bobestyrer kærede, og ØL stadfæstede opgørelsen i det omfang, den var kæret.

TFA 2014.181/1 VLK: Bobestyrer ikke inhabil.

Advokat, der ved testamente var indsat som bobestyrer, havde et par år tidligere rådgivet en af arvingerne i forbindelse med oprettelse af et testamente mellem arvingen og dennes ægtefælle. Skifteretten i Sønderborg fandt, at dette ikke medførte, at advokaten var inhabil til at foretage den bobehandling, der skulle finde sted. VL stadfæstede.

UfR 2015.184/2 VLK (TFA 2015.31/2 VLK): Bobestyrers salg af I/S andel i landbrug tilsidesat.

M døde i nov. 2012 og efterlod sig H og deres 3 umyndige børn. M drev frem til sin død en landbrugsejendom i I/S med sin bror, B, og der forelå en interessentskabskontrakt mellem dem af 01.11.2012. Boets midler androg ud over I/S-kontrakten ca. 41.000 kr. B tilbød boet at købe boets andel af I/S for en kontant købesum på 700.000 kr. Bobestyreren traf beslutning om accept af købstilbuddet, hvilket H klagede over. Det fremgik af en opgørelse fra en økonomikonsulent over værdier i forbindelse med opløsning af I/S, at hver interessents andel af formuen udgjorde 2.082.090 kr. Skifteretten i Viborg afviste klagen og stadfæstede bobestyrers beslutning. Da H havde valgt ikke at gøre brug af sin ret efter I/S-kontrakten til at indtræde i interessentskabet, havde B som den tilbageblevne interessent forkøbsret til at købe afdødes ideelle andel, som dødsboet efter kontraktens ordlyd og formål måtte anses for bundet af. Interessentskabets værdi skulle efter kontrakten fastsættes af interessentskabets seneste økonomikonsulent/revisor, men værdien kunne også fastsættes efter gensidig aftale »mellem os«. VL lagde på den baggrund til grund, at boet kunne indgå en aftale med B om prisen for hans overtagelse af andelen. Hvis der ikke kunne indgås en sådan frivillig købsaftale, og hvis enten boet eller B ikke kunne godkende den værdi, som seneste økonomikonsulent/revisor havde fastsat, skulle forholdet ifølge kontrakten afklares under et forligsmøde, alternativt ved voldgift. VL lagde til grund, at H, der efter det oplyste om arv og boslod skulle udtage 15/16 af bobeholdningen, ikke havde accepteret B's tilbud. Skifteværgen for de umyndige arvinger, der efter det oplyste skulle udtage 1/16 af bobeholdningen, havde derimod accepteret B's tilbud. VL anførte, at bobestyreren i medfør af DSL § 53, stk. 3, kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, såfremt arvingernes beslutning er åbenbart uhensigtsmæssig. Efter en samlet bedømmelse af de foreliggende oplysninger om boet og om interessentskabet, herunder kontraktgrundlaget og opgørelsen fra økonomikonsulenten, kunne H's forkastelse af B's købstilbud ikke anses for åbenbart uhensigtsmæssig, og der havde derfor ikke været grundlag for, at bobestyreren traf beslutning om at acceptere B's købstilbud vedrørende boets andel af interessentskabet som sket. VL tog herefter H's påstand om, at bobestyrerens beslutning om at acceptere salg af boets andel af interessentskabet til B skulle tilsidesættes, til følge.

TFA 2015.483 ØLK: Bo udleveret til bobestyrerbehandling, da det var uklart, hvem der var arvinger.

M og H oprettede i 2007 fælles testamente, hvorefter M's plejebarn B, der var datter af en tidligere samlever, skulle være hans arving, således at H, hvis M døde først, skulle sidde i uskiftet bo, og således at boet ved H's død skulle deles med halvdelen til B og halvdelen til H's særbarn C. Testamentet indeholdt en tilsvarende bestemmelse om uskiftet bo for M med C, hvis H døde først. M, det ikke havde livsarvinger, døde først, og H ønskede boet udleveret til forenklet privat skifte. Skifteretten i Svendborg udleverede boettil bobestyrerbehandling, idet det efter testamentet var uklart, om B måtte anses for arving efter M, DSL § 36, nr. 5. ØL stadfæstede.

FM 2015.219 VLK: Da ikke alle arvinger havde ønsket den udpegede bobestyrer, ophævede landsretten skifterettens kendelse om udpegningen og hjemviste sagen med henblik på udpegning af en af retskredsens andre autoriserede bobestyrere.

Efter henvendelse fra 3 ud af 4 arvinger i dødsboet anmodede en advokat, der var autoriseret bobestyrer i retskredsen, om at blive udpeget som bobestyrer. Den fjerde arving protesterede. Skifteretten, der lagde til grund, at bobestyreren tidligere havde været advokat for afdøde og dennes tidligere afdøde ægtefælle, og at han ikke havde været advokat for nogen af arvingerne, fandt ikke anledning til at betvivle hans upartiskhed, og udpegede ham ved kendelse. Den fjerde arving kærede afgørelsen. VL konstaterede, at det fremgik af forarbejderne til DSL § 37, stk. 2, 2. pkt., at skifteretten i almindelighed skal udpege den bobestyrer, som arvingerne i enighed peger på. Da den fjerde arving ikke ønskede den pågældende bobestyrer, ophævede VL skifterettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på, at boet blev udleveret til en anden af de i retskredsen autoriserede bobestyrere.

TFA 2015.686 ØLK: Administrationshonorar til bobestyrer godkendt med 2000 kr. plus moms.

Et enfamiliehus tilhørende et dødsbo blev solgt på tvangsauktion, og rekvirentsalæret udgjorde 20.156,25 kr. Derudover beregnede bobestyrer et administrationshonorar på 10.000 kr. + moms, der vedrørte 5 timers arbejde i boperioden med besigtigelse, korrespondance med panthavere og løbende administration, herunder vintersikring. Ejendommen var ikke udlejet. Udgiften til vintersikring var medtaget som en faktisk udgift. Auktionskøberne protesterede, og Nykøbing F. fogedret bestemte, at administrationshonoraret ikke kunne godkendes, idet de udførte opgaver måtte anses omfattet af rekvirentsalæret. ØL bestemte, at administrationshonoraret skønsmæssigt kunne godkendes med 2.000 kr. + moms.

TFA 2015.689 ØLK: Advokat, der havde udfærdiget afdødes testamente, fandtes inhabil som bobestyrer, da en arving gjorde gældende, at testator ikke var testamentshabil.

Advokat A anmodede om udlevering af boet efter AL til privat skifte. Advokat A havde udfærdiget et testamente, og arving i henhold til tidligere testamente gjorde gældende, at AL ikke var testamentshabil på oprettelsestidspunktet for det seneste testamente. Roskilde Skifteret fandt på den baggrund ikke, at boet kunne udleveres til privat skifte eller til advokat A som testamentsindsat bobestyrer. ØL stadfæstede.

UfR 2016.3132 ØLK (TFA 2016.352/1 ØLK): Maleri i et dødsbo kunne pga. tvivl om dets ægthed ikke sælges af anerkendt auktionshus. Da der ikke var enighed om de af bobestyrer herefter opstillede vilkår for auktion, der tog udgangspunkt i et anonymt bud, og for at sikre gennemsigtighed ved salget, skulle dette ske ved auktion efter reglerne i RPL, jf. DSL § 58, 2. pkt.

TFA 2016.353 ØLK: A conto salær i bobestyrer nedsat til 250.000 kr. plus moms.

Skifteretten i Glostrup havde i medfør af DSL § 57, stk. 2, ved beslutning tillagt en testamentsindsat bobestyrer i et dødsbo et a conto-salær på 500.000 kr. med tillæg af moms. Tre arvinger kærede beslutningen. ØL bemærkede, at skifterettens afgørelse burde være truffet ved kendelse, jf. DSL § 97, stk. 5, 2. pkt., og at arvingerne burde have været hørt, inden afgørelsen blev truffet. En påstand om ophævelse af skifterettens kendelse på dette grundlag blev dog ikke taget til følge. ØL tiltrådte, at der skulle udbetales a conto-salær, men nedsatte salæret til 250.000 kr. med tillæg af moms under henvisning til, at skifteretten efterfølgende havde bestemt, at der skulle udmeldes en autoriseret bobestyrer som medbobestyrer, idet skifteretten havde fundet, at sagsbehandlingen bar præg af manglende kendskab til reglerne for behandling af bobestyrerboer.

TFA 2017.8 ØLK: Bobestyrerindsættelse opretholdt mod arvingernes ønske. Boet blev ikke udleveret til autoriseret bobestyrer.

Skifteretten i Roskilde havde udleveret et bo til en testamentsindsat bobestyrer. Boets syv arvinger anmodede om at få boet udlagt til privat skifte, subsidiært at der blev udpeget en navngiven autoriseret bobestyrer. Efter indholdet af afdødes testamentariske bestemmelser, herunder om arvefordelingen mellem de syv testamentsindsatte arvinger, boets økonomiske forhold, der efter det oplyste ikke kunne anses for væsentligt ændret siden oprettelsen af testamentet i 2016, samt til den konciperende advokats oplysninger om afdødes ønske om bestemmelse om bobestyrerbehandling, fandt ØL, at det ikke kunne afvises, at der var rimelig grund til at opretholde afdødes bestemmelse om, at boet skulle behandles ved den i testamentet nævnte bobestyrer, jf. DSL § 38, stk. 1, nr. 4. Arvingernes subsidiære påstand om, at boet skulle behandles ved en anden autoriseret bobestyrer, blev ikke imødekommet, da der ikke var afgørende grunde, der i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen i DSL § 38, stk. 1, nr. 5, talte imod at lade boet behandle ved den testamentsindsatte bobestyrer.

TFA 2017.117 ØLK: To arvinger i forening kunne ikke byde i forening på en aftalt intern auktion over en virksomhed drevet som et ApS.

Bobestyrer truffet afgørelse om, at tre arvinger i forbindelse med en aftalt intern auktion over en virksomhed drevet som ApS ikke kunne byde i forening. Afgørelsen var navnlig begrundet i, at denne fremgangsmåde ikke var forudsat i en mellem arvingerne indgået aftale af 17.06.2016. Skifteretten i Roskilde lagde til grund, at arvingsaftalen, der var udarbejdet af bobestyrer, var tilblevet på grundlag af omfattende og forudgående drøftelser med arvingerne og deres advokater. Den situation, hvori aftalen var udarbejdet, og aftalens angivne formål førte efter skifterettens opfattelse til, at aftalen måtte fortolkes indskrænkende, og skifteretten stadfæstede herefter bobestyrerens beslutning. ØL henviste til, at det under forløbet frem til indgåelse af arvingsaftalen blandt andet havde været drøftet, om to af arvingerne skulle udtage virksomheden i forening, og at den ene af disse to arvinger i marts 2016 havde tilkendegivet, at hun ikke længere ønskede at udtage virksomheden i forening med den anden arving, ligesom hun i april 2016 havde tilbudt at erlægge 30 mio. kr. for selskabets kapitalandele. Dette var blevet afvist af de to øvrige arvinger. Uanset dette forløb var der i arvingsaftalen intet anført om muligheden for, at to arvinger i forening kan afgive bud. Derimod fulgte det blandt andet af arvingsaftalen, at »måtte flere arvinger være højestbydende med samme beløb, fortsætter budprocessen med overbud. Indkommer ingen bud, trækkes der lod mellem de højestbydende.« På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der var anført af skifteretten, stadfæstede ØL herefter skifterettens kendelse.

TFA 2017.225 VLK: Testamentsindsat bobestyrer afsat som inhabil, da han havde repræsenteret afdøde og en af arvingerne ved en overdragelse af ejendomme til en værdi på over 65 mio. kr.

Testamentsindsat bobestyrer B havde i et vist omfang været involveret i de dispositioner, der gav anledning til tvist i dødsboet. Afdøde A havde siddet i uskiftet bo. Tvisten drejede sig navnlig om, hvorvidt A havde misbrugt det uskiftede bo i forbindelse med overdragelse af ejendomme til en værdi på over 65 mio. kr. Overdragelsen var sket til en af arvingernes selskaber kort tid før A's død som 92-årig. Skifteretten i Aarhus fandt, at B måtte anses for inhabil, da B havde repræsenteret både A og den pågældende arving i forhold til overdragelsen af ejendommene. Da ejendommene udgjorde den væsentligste del af aktiverne i det uskiftede bo, var det ikke muligt at løse inhabilitetsproblematikken ved udpegning af en ad hoc bobestyrer. Advokat B blev derfor afsat som bobestyrer, jf. DSL § 115, stk. 1. VL stadfæstede.

TFA 2017.226 VLK: Testamentsindsat bobestyrer, som frivilligt havde trukket sig, og som havde bistået med oprettelsen af afdødes testamente og som kendte afdøde og dennes famlie, herunder afdødes samlever, som skulle arve 2 mio. kr. var ikke inhabil. Bobestyrers salær nedsat fra 90.000 kr + moms til 50.000 kr. + moms.

Advokat O var indsat som bobestyrer i A's testamente. Advokat O havde udarbejdet testamentet og seks kodiciller. Efter A's død blev advokat O udpeget som bobestyrer. Der opstod under bobehandlingen tvist om fortolkningen af testamentet og kodicillerne. Det viste sig, at A i ikke uvæsentligt omfang havde overskredet sin kvantitative testationskompetence, idet der ikke var midler i boet til at udrede nogen del af et legat på 2 mio. kr. til afdødes veninde B. Ifølge åbningsstatus var der aktiver for over 12 mio. kr. og passiver for ca. 140.000 kr., hvoraf advokat O's salær var anslået til 64.000 kr. + moms. Aktiverne bestod af en virksomhed, nogle ejendomme og et større antal aktier. Da nogle af arvingerne klagede over O, valgte han at fratræde som bobestyrer under den fortsatte bobehandling. O indstillede et salær på 90.000 kr. + moms. Skifteretten i Hjørring fastsatte salæret til 75.000 kr. + moms under hensyn til bl.a., at der havde været tale om et ikke helt ukompliceret bo. VL fandt ikke, at O var inhabil. Det forhold, at O eller hans kontor havde konciperet testamentet og kodicillerne, og at der skulle foretages en fortolkning heraf, medførte ikke, at han var inhabil. O havde derfor krav på et salær. Under hensyn til, at Ø ikke på det første bomøde havde oplyst arvingerne om, hvordan hans salær ville blive beregnet og om muligt størrelsen heraf, jf. DSL § 47, stk. 2, påhvilede det ham at godtgøre, at salæret var rimeligt i forhold til det udførte arbejde og arvingernes berettigede forventninger. O havde bl.a. udarbejdet åbningsstatus og overdraget boets ejendomme, og han havde anvendt et betydeligt antal timer til fortolkning af testamentet og kodicillerne. Den senere bobestyrer havde for færdiggørelse af boet anslået et salær på 93.000 kr. + moms. Herefter og under hensyn til boets størrelse og aktivernes karakter fandt VL det ikke godtgjort, at O's indstillede salær var rimeligt. Efter en samlet vurdering fandt VL, at salæret til O passende kunne fastsættes til 50.000 kr. + moms.

TFA 2017.338 VLK: Bo udleveret til bobestyrerbehandling, da der var usikkerhed om gyldigheden af et notartestamente.

A indsatte ved notartestamente i 2010 E som universalarving. A tilbagekaldte trestamentet i 2016 ved et nyt notartestamente og indsatte sin søster og svoger, S, som universalarvinger. Efter A's død anfægtede E det seneste testamente, idet E gjorde gældende, at A ikke havde været testamentshabil. S anmodede skifteretten om at få boet udleveret til privat skifte, mens E ønskede boet udleveret til bobestyrerbehandling. Skifteretten i Holstebro imødekom S' anmodning, idet det havde formodningen for sig, at A havde været testamentshabil, da testamentet var forsynet med sædvanlig notarpåtegning, hvori der ikke på nogen måde var taget forbehold for testators testamentshabilitet, ligesom E's opfattelse om habiliteten ikke var underbygget. E kærede afgørelsen, ligesom hun anlagde sag ved skifteretten, hvor hun anfægtede testamentet. VL fandt, at der forelå en sådan usikkerhed om, hvem der var arving i boet, at boet skulle udleveres til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 36, nr. 5.

Ændring af bobehandlingsform


TFA 1998.312 ØLK: Udlevering af bobestyrerbo til privat skifte ikke taget til følge.

A var død d. 29.04.1997. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling d. 25.02.1998. Begæring om udlevering til privat skifte, jf. DSL § 65, blev ikke taget til følge, da proklamafristen ikke var udløbet, og det ikke med sikkerhed kunne fastslås, om boet var solvent, og da en udlevering mere end 1 år efter dødsdagen ville kollidere med DSL § 31, stk. 1.

TFA 1999.65 VLK (FM 1999.9 VLK): Begæring om skifte af uskiftet bo kunne ikke tilbagekaldes uden livsarvingernes samtykke.

H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 09.06.1998, uden forbehold om eventuel senere adgang til omberigtigelse, det uskiftede bo fra 1996 skiftet som bobestyrerbo. Skifteretten tog begæringen til følge samme dag. Livsarvingerne havde forinden, d. 29.04.1998, begæret boet skiftet, jf. AL § 20. Livsarvingerne havde ikke samtykket i, at boet på ny udleveres til uskiftet bo. Under disse omstændigheder tiltrådtes det, at H's begæring af 01.07.1998 om udlevering til uskiftet bo, ikke var taget til følge.

Kendelse afsagt af skifteretten i Skive d. 09.04.1999 (Sks 260/90): Udbakning fra privat skifte kunne ikke ske via omberigtigelse til boudlæg - DSL § 30, stk. 2.

A var død d. 06.10.1998 og hans søn S, der var hans eneste arving, fik d. 30.11.1998 boet udleveret til privat skifte. S begærede d. 11.01.1999 boet udleveret til boudlæg i medfør af DSL § 30, stk. 2, idet det efter udløbet af proklamafristen stod klart, at boet var insolvent. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, idet enearvingen fra boets udlevering hæftede for boets gæld, jf. DSL § 27. Udbakning kunne herefter alene ske ved at lade boet overgå til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 29.

TFA 1999.424 ØLK: Bo, der fejlagtigt var påbegyndt som uskiftet bo, blev udleveret til bobestyrerbehandling.

Bo var d. 18.11.1998 udleveret til uskiftet bo. Det viste sig efterfølgende, at ægtefællerne i 1997 havde oprettet ægtepagt med fuldstændigt særeje for bl. a. 3 ejendomme og en bil tilhørende afdøde. Den efterlevende ægtefælle og afdødes særbarn ønskede nu at få boet udlagt til privat skifte. Under hensyn til de tinglysningsmæssige problemer med en ejerlejlighed og da boopgørelse skulle indsendes senest d. 31.12.1999, besluttede skifteretten at boet skulle behandles ved bobestyrer. ØL stadfæstede.

TFA 2000.126 VLK (FM 2000.9 VLK): Boudlæg genoptaget.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

ØLK af 19.09.2003 (1. afd. B-2558-02): Bobestyrerbo afsluttet som boudlæg til søn.

Skifteretten i Store Heddinge tog bobestyrers anmodning om afslutning af boet i medfør af DSL § 65 som boudlæg til følge. Efter afholdelse af omkostninger, herunder bobestyrersalær på 15.000 kr. plus moms, var der alene et overskud på 1.079 kr. Boet udlagdes til søn, som igennem en lang årrække havde boet sammen med afdøde, selv om alle 3 børn havde haft tæt kontakt til afdøde.

TFA 2004.51 ØLK (FM 2003.247 ØLK): Bobestyrerbo kunne ikke afsluttes som boudlæg.

I et bobestyrerbo udgjorde aktiverne 68.000 kr. og bobehandlingsudgifterne incl. salær 37.000 kr.. Bobestyreren anmodede herefter skifteretten om at boudlægge boet til en datter af sidste ægteskab. Københavns Byrets skifteafdeling afviste at boudlægge boet, da der var foretaget en egentlig bobehandling, som umiddelbart kunne afsluttes med udlodning til arvingerne og betaling af en anmeldte gæld. Som følge heraf var betingelserne for boudlæg, der efter DSL § 18 forudsætter, at der ikke har fundet en forudgående bobehandling sted, og arvingerne måtte have en berettiget forventning om at modtage deres arv. ØL stadfæstede. Komm. i FM 2003.248 af Henning Broman, som tilslutter sig afgørelsen og finder, at resultatet også gælder, hvis boet er insolvent. Jeg mener, at afgørelsen er i direkte modstrid med ordlyden af DSL § 65.

TFA 2005.511 ØLK: Privat skifte kunne ikke afsluttes, da betingelserne for arveafkald ikke var opfyldt.

Afdøde efterlod sig arvingerne A, B og C. Boet blev udleveret B og C til privat skifte, idet A havde i et brev til skifteretten givet arveafkald »på vilkår« om udlevering af effekter fra barndomshjemmet, oplysning om afdødes ægtefælles pensioner og boets åbningsstatus. Arvingen krævede boet taget under offentligt skifte, da betingelserne i arveafkaldet ikke var opfyldt, medens advokaten for det privat skiftede bo mente, at det var tilfældet. Skifteretten i Hørsholm tog ikke A's begæring til følge. ØL bemærkede, at det private skifte ikke uden arvingens samtykke kunne afsluttes, før betingelserne for arveafkaldet kunne anses for opfyldt. Da der ikke på grundlag af boets advokats oplysninger kunne anses godtgjort, at det var tilfældet, hjemvistes sagen til fortsat behandling heraf.

TFA 2010.41 VLK: Begæring om skifte af uskiftet bo kunne tilbagekaldes.

M var død i 2008, og H, der havde to særbørn, sad i uskiftet bo med et fællesbarn samt M's to særbørn, hvoraf det ene, D, senere havde givet afkald på arv til fordel for sine to børn B og C. M og H havde ved testamente truffet bestemmelse om den nærmere fordeling af arven mellem samtlige børn. H fremsatte i februar 2009 begæring om, at B og C ved bobestyrerskifte fik udbetalt deres tvangsarv efter M. Skifteretten i Århus tog begæringen til følge og udleverede boet til bobestyrerbehandling. H tilbagekaldte begæringen om skifte i marts 2009. Da H ikke, som hun havde forudsat ved skiftebegæringen, kunne udskifte B og C ved udbetaling af deres tvangsarv, og da skifteretten ikke havde vejledt H om retsvirkningerne af, at skiftebegæringen blev taget til følge, tog skifteretten trods B og C's protest H's anmodning om omgørelse til følge, således at boet blev udleveret til H til fortsat hensidden i uskiftet bo. VL stadfæstede.

Insolvente boer


TFA 1998.191 ØLK (FM 1998.81 ØLK): Begæring om boudlæg afslået, da boopgørelse var endelig.

I insolvent bobestyrerbo afholdtes d. 01.10.1997 afsluttende bomøde, hvor bobestyrer fremlagde boopgørelse, hvor der efter begravelsesudgifter på ca. 20.000 kr. og bobehandlingsudgifter på ca. 16.500 kr. var en nettobeholdning på 15.247 kr., som skulle tilfalde Lønmodtagernes Garantifond, som havde et privilegeret krav på godt 32.000 kr. Afdødes moder begærede d. 05.11.1997 boudlæg i medfør af DSL § 65, hvilket blev afslået, da boopgørelsen var endelig 4 uger efter det afsluttende bomøde, jf. DSL § 68, stk. 2, 4. pkt. ØL stadfæstede. (Bobestyreren, moderens advokat, skifteretten og landsretten har overset, at DSL § 68 ikke finder anvendelse i insolvente bobestyrerboer, idet insolvente bobestyrerboer skal afsluttes efter reglerne i KL kap. 18)

TFA 1998.404 VLK (FM 1998.154 VLK): Der skal ske indkaldelse i Statstidende til afsluttende bomøde i insolvent bobestyrerbo.

Det afsluttende bomøde skal annonceres i Statstidende, jf. DSL § 70, stk. 1, jf. KL § 150, stk. 1, og der fandtes ikke grundlag for at fravige bestemmelsen herom. Samtlige arvinger og kendte kreditorer havde fået tilsendt boregnskabet med oplysning om dividenden og datoen for det afsluttende bomøde. Komm. af Henning Broman i FM 1998.155, som anfører, at annonceringen er åbenbart overflødig og blot pådrager boet en ekstraudgift på ca. 800 kr., og at flere skifteretter har valgt at se bort fra bestemmelsen.

TFA 1999.125 ØLK (FM 1999.10 ØLK): Begæring om behandling af insolvent bo efter DSL § 70, stk. 2 ikke taget til følge.

Bobestyrer i et insolvent bo med en aktivmasse på godt 2,7 mio kr. anmodede skifteretten om, at boet blev behandlet efter DSL § 70, stk. 2. med henblik på at få afdødes søn udsat af boets faste ejendom i Kastrup i medfør af KL § 112. Antaget, at KL § 112, jf. KL § 105, stk. 2, ikke var anvendelig i dødsboer, da den vedrører faste ejendomme, der bebos af skyldneren, og at DSL § 70, stk. 2 alene var anvendelig i boer, hvor boet bestod af en større virksomhed i drift eller boer med kolliderende kreditorinteresser.

UfR 2000.1229 VLD: Honorar til advokat for arbejde for boet efter dødsfaldet var massekrav.

Advokat J i Thisted havde efter A's dødsfald d. 16.09.1996 og frem til boet d. 10.10.1996 blev taget under offentligt skifte som gældsfragåelsesbo søgt at sælge A's forretning og udført forskelligt arbejde for boet. J krævede et honorar på 25.200 kr. plus moms godkendt som massekrav. Antaget, at fuldmagten til at sælge virksomheden måtte anses for bortfaldet ved A's død, jf. AFTL § 21, stk. 1, 1. pkt., og at A ikke havde krav på honorering for sit salgsarbejde efter dødsfaldet. Det øvrige arbejde fandtes at burde godkendes som massekrav i boet med 8.000 kr. plus moms.

TFA 2001.352 VLK: Kæremål afvist, da rekvisitus døde under kæremålet.

DLR havde begæret udlæg for udækket restfordring på 175.000 kr. mod S. Skifteretten i Varde nægtede ved kendelse i juni at fremme sagen, hvilket DLR påkærede. S døde d 28.07.2000, og boet blev taget under behandling som insolvent bobestyrerbo. Da der ikke kunne foretages udlæg, jf. DSL § 51, 1. pkt., jf. § 10, stk. 1, og da der ikke under en fogedsag kunne tages stilling til en anerkendelsespåstand om, at DLR havde et simpelt krav i boet, blev kæremålet afvist.

FM 2002.6 Holsted Skifterets dom: Bank kunne ikke benytte afdødes løn udbetalt efter dødsfaldet til modregning.

Efter A's død d. 17.08.2000 var A's månedsløn på 19.344,45 kr. d. 31.08.2000 indsat på lønkonto i Tønder Bank, som modregnede i beløbet over for A's insolvente bobestyrerbo. Modregningen måtte sidestilles med betaling af gæld efter fristdagen, hvorfor det fulgte af DSL § 69, stk. 3, jf. § 104, at beløbet skulle tilbagebetales til boet.

UfR 2005.2833 HD: (UfR 2004.1206 ØLD): Boslodsafkald i ægtepagt indebar ikke en omstødelig gave.

M og H havde d. 03.09.2001 oprettet ægtepagt, hvor en landbrugsejendom i Haarby, en bil og nogle aktier blev overført fra H's bodel til H's fuldstændige særeje. M havde en negativ bodel, da han skyldte Sydbank ca. 748.000 kr. M havde d. 13.08.2001 af lægerne fået at vide, at han havde lungekræft, der havde bredt sig og derfor ikke kunne opereres. Hans død kunne være nært forestående, men han kunne muligt også leve i flere år, og der blev iværksat strålebehandling. M døde d. 22.11.2001. Hans dødsbo var insolvent og krævede overførslen af ejendommen til H's særeje omstødt, således at hun skulle betale 267.932 kr. til boet, svarende til boslodskravet, hvis ejendommen havde været en del af hendes bodel i formuefællesskabet. HR frifandt H. Der var ikke ved ægtepagten sket en overførsel af ejendommen, der i sig selv kunne indebære en gave fra M til H. Ægtefællerne havde ikke ved oprettelsen af ægtepagten måttet anse M's død for nært forestående. M's krav på boslod i tilfælde af et skifte med hustruen havde derfor ikke en sådan aktualitet, at hans afkald på det udgjorde en gave, der kunne omstødes. (ØL havde omstødt gaven)

TFA 2005.527 VLK: Bobestyrer havde ikke krav på statskassens betaling af et udækket resthonorar.

Et bobestyrerbo havde fortsat driften af en fiskekutter. Boet overgik til insolvensbehandling efter godt 1 år. Udgifterne ved fartøjets drift blev fra dette tidspunkt afholdt af panthaverne, mens udgifterne forud herfor indgik i boopgørelsen som massekrav. Skifteretten i Lemvig bemærkede, at udgifter til driften af pantsatte aktiver som udgangspunkt afholdes af panthaverne. Da det kunne lægges til grund, at de betydelige udgifter, der var pådraget boet i forbindelse med driften af fartøjet, var årsag til, at bobestyrerens honorarkrav ikke kunne dækkes af boets midler, havde bobestyreren ikke krav på dækning af sit resthonorar på 181.107 kr. efter DSL § 69, stk. 4. VL stadfæstede afgørelsen.

TFA 2007.344/3 VLK: Der fandtes ikke grundlag for at forhøje bobestyrerens salær, som var fastsat til 75.000 kr. + moms.

Et bo der i medfør af DSL § 2, stk. 2, var henvist til skifteretten i Århus, blev udleveret til bobestyrerbehandling. Efter modtagelsen af åbningsstatus og i overensstemmelse med bobestyrerens indstilling blev boet d. 02.11.2004 taget under insolvensbehandling. Af åbningsstatus, som bobestyreren ved fremsendelsen oplyste var meget foreløbig, fremgik, at boets aktiver da skønnedes at udgøre 6.910,25 kr., mens passiverne foreløbigt var angivet til 377.165,14 kr. I udkast til boopgørelse i dec. 2006 udgjorde aktiverne 109.458 kr., mens udgifterne - bortset fra salær til bobestyreren - var opgjort til 28.231,42 kr., hvorfor boet indstilledes til slutning efter KL § 143, jf. DSL § 70, stk. 1. Bobestyreren havde indstillet, at hans salær blev fastsat til 139.000 kr. + moms. Skifteretten bemærkede, at det tidligt under bobehandlingen havde vist sig, at passiverne væsentligt oversteg aktiverne, hvorfor det efter en samlet vurdering, der særligt omfattede boets størrelse og beskaffenhed samt det opnåede resultat, fandtes, at salæret passende kunne fastsættes til 75.000 kr. + moms. VL stadfæstede afgørelsen, da de fremkomne oplysninger ikke gav grundlag for en forhøjelse.

TFA 2007.373 VLK: Usikkert krav mod arving kunne ikke danne grundlag for ændring af beslutning om insolvensbehandling af dødsbo.

I forbindelse med opgørelsen af et dødsbo viste en foreløbig opgørelse over dødsboets aktiver og passiver en negativ formue på knap 20.000 kr. Under henvisning til oplysningerne i de fremlagte bilag besluttede Holstebro Skifteret at lade boet overgå til insolvent bobestyrerbehandling jf. DSL § 69. VL udtalte, at skifterettens beslutning om boets overgang til insolvensbehandling var truffet på grundlag af en foreløbig opgørelse. Boets mulige krav mod en af arvingerne var så usikkert, at det ikke kunne medtages som aktiv i opgørelsen over boets formuemasse. Der var herefter ikke grundlag for at ændre skifterettens beslutning, hvorfor VL stadfæstede afgørelsen.

TFA 2008.459 ØLK: Begravelsesudgifter på ca. 59.000 kr. anset for rimelige.

Skifteretten i Nykøbing F fandt under revision af et bobestyrerbo, at begravelsesudgifter på 58.952,13 kr. oversteg, hvad der var rimeligt, henset til at boet var insolvent. Særligt sattes spørgsmålstegn ved en stenhuggerudgift på 9.515 kr. + moms og en udgift til gravstedsvedligeholdelse på 16.050 kr. ØL fandt ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for ikke at medtage de nævnte udgifter som rimelige begravelsesudgifter.

UfR 2012.1971 ØLK (TFA 2012.300/1 ØLK og FM 2012.175 ØLK): Udlevering af afdødes indbo til samlever i et insolvent bo kunne påklages til skifteretten.

I boet efter A, der var insolvent, udleverede bobestyreren indbo og personlige effekter til A's samlever, B. A's mor, M, klagede over afgørelsen til skifteretten i Helsingør, der henviste klageren til at anlægge sag mod B med påstand om, at effekterne i stedet blev udleveret til M, og foretog sig herefter ikke videre i anledning af klagen. ØL udtalte, at der var tale om, at bobestyrer i et insolvent bo kan træffe afgørelse om udlevering af effekter til arvingerne, jf. DSL § 70 b, 1. pkt. En sådan afgørelse kan efter DSL § 96, stk. 1, påklages til skifteretten. Der var ikke tale om en tvist om retten til at arve eller retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 1. På denne baggrund hjemvistes sagen til skifterettens videre behandling. (Skifteretten fandt efterfølgende, at bobestyrer havde været berettiget til at udlevere til samlever)

FM 2013.91 VLK: Begravelsesomkostninger var ikke rimelige.

I et insolvent bo var der i alt indtægter for 95.072,54 kr. og udgifter for 104.902,87 kr., og bobestyrer havde indstillet, at boet blev sluttet i medfør af DSL § 70, jf. KL § 143. Udgifter til begravelsen var medtaget til 73.246,57 kr. Skifteretten fandt ikke, at begravelsesomkostningerne var rimelige og lagde vægt på, at der var tale om et insolvent bo, hvor der ikke var dækning til boets underbalance, som skulle afholdes af statskassen. Skifteretten fastsatte begravelsesomkostningerne til 63.416,24 kr. VL stadfæstede skifterettens afgørelse og bemærkede blandt andet, at størrelsen af begravelsesudgifterne måtte sammenholdes med oplysningerne om boets formueforhold.

UfR 2013.1586 VLK (TFA 2013.392/2 VLK): Statskassen hæftede ikke for bobestyrers arbejde for privatskiftende arvinger, før boet blev taget under insolvensbehandling.

C var død i 2010, og boet blev behandlet som privat skifte, indtil det viste sig, at afdødes ejendom ikke kunne sælges i fri handel og måtte sælges på tvangsauktion. Dødsboet var herefter ikke længere solvent, hvorfor skifteretten i november 2011 blev anmodet om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo. Advokat A havde bistået arvingerne, mens boet var under privat skifte, og A blev bobestyrer i det insolvente bobestyrerbo. I boopgørelsen var A's samlede honorar for boets behandling beregnet til 81.250 kr., og A anmodede om, at statskassen i medfør af DSL § 69, stk. 4, dækkede 75.393,13 kr. + retsafgift 2.500 kr., som manglede til dækning af advokatsalær. I et udkast til boopgørelse, der var udfærdiget, mens boet var under privat skifte, havde A beregnet et foreløbigt honorar på 56.250 kr. Skifteretten i Esbjerg bestemte, at statskassen efter DSL § 69, stk. 4, alene skulle betale boomkostninger svarende til differencen mellem 81.250 kr. og de 56.250 kr., eller 25.000 incl moms. A kærede kendelsen, idet A anførte, at DSL § 69, stk. 4 ikke udelukkede, at statskassens hæftelse blev udstrakt til at omfatte udgifter, der var påløbet, før boet blev taget under insolvent bobestyrerbehandling. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet VL med henvisning til bemærkningerne til DSL § 69 udtalte, at der efter forarbejderne sammenholdt med bestemmelsens ordlyd og placering i skiftelovens kapitel 16 om bobestyrerbehandling, afsnittet om insolvente boer, ikke var grundlag for at antage, at der var hjemmel til, at bobestyrerens salær kunne omfatte arbejde udført som advokat for privatskiftende arvinger forud for skifterettens afgørelse om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo.

UfR 2013.2548 ØLK (TFA 2013.735/1 ØLK): Statskassen hæftede for omkostningerne ved tvangsauktion rekvireret af bobestyrer.

BRFkredit (K) klagede til skifteretten over, at bobestyreren B i boet efter A havde meddelt, at han havde besluttet ikke at beskæftige sig yderligere med boets faste ejendom. K var eneste kreditor med pant i ejendommen, som en ejendomsmægler havde ansat til 500.000 kr. K's krav var opgjort til 531.358,07 kr. ifølge åbningsstatus. K anførte under klagesagen bl.a., at DSL § 69, stk. 4, indeholdt hjemmel til, at statskassen kunne dække bobestyrerens salær, hvis ejendommen på en af bobestyreren begæret tvangsauktion ikke blev solgt. Heri var B uenig. Skifteretten i Odense tog ikke klagen til følge. ØL anførte bl.a., at efter ordlyden af DSL § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens forarbejder fandtes det ubetænkeligt at lægge til grund, at statskassen i medfør af bestemmelsen hæftede for omkostningerne ved en tvangsauktion rekvireret af dødsboet, hvis det måtte vise sig, at der ikke fremkom bud. På denne baggrund tog ØL K's klage over bobestyrerens beslutning til følge og ophævede beslutningen.

UfR 2014.1279 VLK (TFA 2014.212/1 VLK): Statskassen hæftede for bobestyrers salær, også den del, der vedrørte arbejdet som bobestyrer før insolvensdekretet.

Boet efter A blev d. 21.10.2009 udleveret til bobestyrerbehandling ved autoriseret bobestyrer, advokat B, og skifteretten skønnede i den forbindelse, at boet var solvent. Boets væsentligste aktiv var en fast ejendom, som viste sig at være svær at sælge, og skæringsdagen for boets opgørelse blev flere gange udskudt. Nettoformuen havde i åbningsstatus været angivet til omkring 445.000 kr. I dec. 2011 havde skifteretten modtaget en redegørelse om boets forhold, hvoraf fremgik, at boet måtte erklæres insolvent, hvis ejendommen ikke snarest blev solgt. I feb. 2012 begærede bobestyreren overgang til insolvensbehandling, og boet overgik til insolvensbehandling d. 01.03.2012 med B som bobestyrer. I okt. 2012 meddelte B, at ejendommen var solgt med fuld dækning til panthaverne, men at boet fortsat var insolvent. I feb. 2013 modtog skifteretten udkast til boopgørelse med anmodning om afslutning efter KL § 143. I boopgørelsen var der på udgiftssiden et salær til bobestyrer på 139.500 kr. plus moms. Skifteretten i Randers anmodede bobestyreren om at redegøre for arbejde før og efter dekretdagen. Bobestyreren meddelte, at han ikke mente, at dette var relevant, men det endte med, at bobestyreren opdelte boets udgifter efter KL § 93 og § 94, hvorefter der alene var delvis dækning til § 94-krav. Det var bobestyrerens opfattelse, at der ikke var hjemmel til at foretage en opdeling af salæret efter KL § 93 og § 94, og at han skulle have den del af salæret, der ikke var penge til i boet, erstattet af statskassen, jf. DSL § 69, stk. 4. Skifteretten bestemte, at alene bobestyrerens salærkrav efter 01.03.2012 var omfattet af KL § 93 og dermed af statskassens dækning efter DSL § 69, stk. 4. VL gav B medhold, idet VL - efter ordlyden af § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens placering i lovens kapitel 16 om bobestyrerbehandling, afsnittet om insolvente boer, og lovens forarbejder - fandt, at det ikke kunne antages, at bestemmelsen ikke tillige omfattede bobestyrerens salærkrav vedrørende tiden forud for skifterettens afgørelse om at tage boet under behandling som insolvent bobestyrerbo.

TFA 2014.293/1 VLK: Statskassen hæftede for bobestyrers salær, også den del, der vedrørte arbejdet som bobestyrer før insolvensdekretet.

Advokat B blev i sept. 2013 udmeldt som bobestyrer i dødsboet efter AL. l januar 2014 konkluderede skifteretten i Esbjerg, at boet var insolvent, og besluttede, at B skulle fortsætte som bobestyrer for det insolvente dødsbo på betingelse af, at B frafaldt krav mod statskassen for den solvente del af behandlingen (51.000 kr. plus moms). VL ophævede den af skifteretten fastsatte betingelse for udpegning af B, da ordlyden af DSL § 69, stk. 4, sammenholdt med bestemmelsens placering i lovens kapitel 16 og efter lovens forarbejder ikke gav grundlag for at antage, at bestemmelsen ikke tillige omfatter B's salærkrav vedrørende tiden forud for skifterettens beslutning om at tage boet under behandling som et insolvent bobestyrerbo.

UfR 2014.3015 VLK (TFA 2014.420/1 VLK): Administrationssalær efter salg af ejendom i fri handel skulle bruges til dækning af bobestyrers arbejde, jf. DSL § 71, 2. pkt.

A døde d. 30.12.2012. Boet blev udlagt til bobestyrer, og overgik senere til insolvent bobestyrerbehandling, efter at den faste ejendom, som var boets eneste væsentlige aktiv, var solgt i fri handel. Bobestyreren reserverede i boopgørelsen administrationssalæret på 17.250 kr. til bobestyrersalær efter en analogi af DSL § 71, 2. pkt. En begravelsesforretning protesterede mod dette og gjorde gældende, at administrationshonoraret, som var indgået i boet efter et underhåndssalg af den faste ejendom, forlods skulle gå til betaling af rimelige begravelsesudgifter, jf. DSL § 71, 1. pkt., idet § 71, 2. pkt., efter sin ordlyd alene finder anvendelse, når der er tale om omkostningsbeløb, der indgår i boet i forbindelse med en tvangsauktion over fast ejendom. Skifteretten i Sønderborg anførte, at afregningen og opgørelse i henhold til salg af ejendommen, som var solgt i fri handel, var foregået som ved en tvangsauktion. Bobestyreren havde ført særskilt timesagsregnskab over det arbejde, der vedrørte arbejdet med ejendommen. Panthaverne havde accepteret, at der ud over omkostningerne ved salg af ejendommen skulle beregnes et administrationssalær for bobestyrerens arbejde i boets regi med ejendommen. Administrationssalæret var således medregnet som et aktiv i boopgørelsen. Såfremt dette administrationssalær skulle anvendes til dækning af begravelsesomkostningerne, ville det udgøre en indtægt for boet, som var tilgået boet på baggrund af bobestyrerens arbejde i forbindelse med arbejdet med ejendommen, men som ikke anvendtes til bobestyrerens salær i forbindelse med dette arbejde. Dette var direkte i strid med hensynet bag lovændringen i 2011. Hertil kom, at det arbejde, som bobestyreren havde udført i forbindelse med ejendommen, i det væsentlige var det samme stykke arbejde, som han ville have udført, såfremt ejendommen var solgt på tvangsauktion. Skifteretten bestemte herefter, at administrationssalæret til boet skulle anvendes til bobestyrerens salær for det arbejde, han havde haft med ejendommen. VL stadfæstede.

TFA 2015.28 ØLK (FM 2015.113 ØLK): Statskassens hæftelse for bobestyrers salær begrænset til 30.000 kr.

Boet efter A blev udleveret til bobestyrer og umiddelbart efter taget under insolvensbehandling. Skifteretten tilkendegav I forbindelse hermed, at statskassens hæftelse var begrænset til de første 30.000 kr. af omkostningerne ved boets behandling, som ikke dækkes af boets aktiver. Det bemærkedes, at enhver indtægt, herunder salgsvederlag og rekvirentsalær, således medførte en tilsvarende nedsættelse af hæftelsen, medmindre andet var aftalt med skifteretten. I forbindelse med salg af boets ejendom tilgik der boet et administrationshonorar på 12.500 kr. inklusive moms. Boets øvrige aktiver blev anvendt til dækning af begravelsesudgifterne. Skifteretten i Holbæk besluttede herefter, at statskassen skulle dække 17.500 kr. af underskuddet ved bobehandlingen og dermed af bobestyrers salær, der blev fastsat til 22.917 kr. med tillæg af moms. Bobestyrer gjorde gældende, at begrænsningen i statskassens hæftelse alene relaterede sig til den del af salæret, der vedrørte perioden efter overgangen til insolvensbehandling, og at begrænsningen ikke omfattede den moms, der skal tillægges salæret. Bobestyrer fik ikke medhold heri. ØL stadfæstede.

UfR 2015.1842 ØLK (FM 2015.114 ØLK): Statskassens hæftelse for omkostninger var ved afgørelse, der ikke var appelleret, begrænset til 30.000 kr.

I august 2012 udleverede Skifteretten i Holbæk boet efter D til bobestyrer, advokat A, som et solvent bobestyrerbo. D. 25.02.2014 besluttede skifteretten at lade boet overgå til insolvensbehandling. Samtidig begrænsedes statskassens hæftelse for boomkostninger efter DSL § 69, stk. 4, således, at »statskassen, med mindre andet er aftalt med skifteretten, alene dækker den del af de samlede omkostninger ved boets behandling, der ikke overstiger de første 30.000 kr., og som ikke dækkes af boets aktiver«.Ved boets slutning indstillede bobestyreren, at statskassen skulle betale underskuddet i boet med 46.275 kr. Under henvisning til maksimeringen fastsatte skifteretten statens hæftelse til 23.750 kr., svarende til den maksimale hæftelse på 30.000 kr. og med fradrag af et håndteringshonorar på 6.250 kr, som bobestyreren havde forsømt at opkræve hos køberen af overbehæftet ejendopm. Bobestyreren påkærede afgørelsen og gjorde gældende, at maksimeringen af statskassens hæftelse alene havde betydning for det arbejde, der var påløbet efter dekretdagen, mens statskassens hæftelse for det arbejde, der var udført under den solvente bobehandling, ikke var begrænset. Skifteretten anførte ved fremsendelsen af kæremålet blandt andet, at statskassen som udgangspunkt ikke hæfter for boomkostninger i et solvent bo, og at det forhold, at et bobestyrerbo påbegyndes som solvent, ikke medfører en udvidelse af hæftelsen. ØL konstaterede, at afgørelsen om maksimeringen af statskassens hæftelse var endelig. Herefter, og idet det af bobestyreren anførte ikke kunne føre til andet resultat, blev skifterettens kendelse stadfæstet.

TFA 2016.229/2 VLK: Panthaver i et insolvent bo kunne ikke kræve ejendom solgt på tvangsauktion.

Afdødes halvdel af en ejendom i et insolvent dødsbo var af bobestyreren sat til salg ved ejendomsmægler. Boet havde været under behandling i ca. 1 år. BRFkredit nedlagde påstand om, at bobestyreren skulle pålægges at sælge ejendommen på tvangsauktion. Der var ikke betalt terminsydelser i over 1½ år. BRFkredit henviste navnlig til princippet i KL § 86, hvorefter enhver panthaver med en forfalden fordring kan kræve boets ejendom på tvangsauktion 6 måneder efter dekretets afsigelse. Skifteretten i Randers fandt ikke grundlag for at pålægge bobestyrer at sælge ejendommen på tvangsauktion. VL bemærkede, at DSL § 70, stk. 4, ikke henviser til KL § 86, hvorfor denne bestemmelse ikke fandt anvendelse. VL tiltrådte, at bobestyrerens beslutning om, hvordan ejendommen skal sælges, ikke er et væsentligt spørgsmål, der skal forelægges for kreditorerne i medfør af DSL § 70, stk. 2, jf. § 53, stk. 1.

TFA 2016.12/1 VLK: H, der var erklæret konkurs, afgik kort efter ved døden. Kurator blev ikke udpeget som bobestyrer i dødsboet, der tillige omfattede boet efter M.

H, der sad i uskiftet bo efter M, var umiddelbart før sin død gået konkurs. Konkursboets aktiver udgjorde 200.000 kr., mens passiverne udgjorde ca. 400.000 kr. Advokat A var udpeget som kurator. Efter H's død udleverede skifteretten i Randers dødsboet til bobestyrerbehandling, jf. DSL § 69. Boet blev i henhold til DSL § 36, nr. 2, udleveret til advokat B, der var en af skifterettens faste bobestyrere. Advokat A kærede skifterettens afgørelse med påstand om, at skifteretten skulle udlevere boet efter H og M til insolvent bobestyrerbehandling, og at han blev udpeget som bobestyrer. Advokat A anførte til støtte herfor navnlig, at udlevering af boet til advokat B ville medføre unødige ekstraomkostninger til betaling af bobestyrerhonorar til skade for kreditorerne, idet kurator kunne genanvende de oplysninger, han var i besiddelse af ved behandlingen af dødsboet. Han anførte tillige, at samtlige aktiver var overgået til konkursboet, og at der derfor alene resterede en formel behandling af dødsboet. Skifteretten i Randers anførte bl.a., at konkursboet er en selvstændig juridisk enhed, som færdiggøres uafhængigt af dødsboet, og ar det, som afdøde måtte have erhvervet efter konkursdekretet, tilhører dødsboet og ikke konkursboets kreditorer. VL stdfæstede, og tilføjede, at dødsboet ikke alene vedrørte H, men også M.

UfR 2017.323 HKK (TFA 2017.48/1 HKK, UfR 2015.218 VLK, TFA 2015.61/1 VLK): Insolvent dansk dødsbos to lejligheder i Frankrig skulle indgå i det danske bo.

Skifteretten i Herning havde taget boet efter M under insolvensbehandling, jf. DSL §§ 69-73. A var medejer af 2 lejligheder i Frankrig. Bobestyreren indleverede en boopgørelse til skifteretten, der ikke omfattede de to lejligheder. Skifteretten i Herning stadfæstede boopgørelsen med henvisning til, at de pågældende lejligheder var skiftet i Frankrig, hvorefter den ene lejlighed var udlagt til H, og provenuet for salget af den anden lejlighed var fordelt til H og M's børn. Handelsbanken, som var kreditor, kærede skifterettens godkendelse af boopgørelsen og anførte til støtte herfor, at alle M's aktiver skulle inddrages under bobehandlingen i Danmark, uanset hvor i verden de befandt sig. VL anførte, at kreditorer i insolvente dødsboer skal dækkes forud for arvinger. Viser det sig efterfølgende, at boet er solvent, overgår boet til behandling efter reglerne om solvente dødsboer, når kreditorerne har fået dækning eller er sikret dækning, jf. DSL § 73. M var medejer af de 2 lejligheder i Frankrig, og VL antog, at universalsuccessionsprincippet, hvorefter arvingerne indtræder i arveladerens rettigheder og forpligtelser, er gældende i Frankrig. Banken skulle således have dækning eller ville være sikret dækning, forinden arv kunne udloddes til arvingerne. VL ophævede derfor skifterettens godkendelse af boopgørelsen, der ikke tog højde for nettoværdien af de faste ejendomme i Frankrig, og hjemviste sagen til fornyet behandling. HR bemærkede indledningsvis, at tvisten burde have været behandlet efter DSL § 89 og dermed være afgjort ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1. Det fulgte af DSL § 2, stk. 1, at boet efter A skulle behandles i Danmark. Efter dansk ret gælder et princip om dødsbobehandlingens universalitet, der indebærer, at bobehandlingen som udgangspunkt omfatter alle afdødes aktiver og passiver, både i Danmark og i udlandet. De to lejligheder i Frankrig, som A ejede sammen med sin efterlevende ægtefælle, blev behandlet af en fransk notar. Efter det oplyste blev den ene lejlighed udtaget af den efterlevende ægtefælle, og notaren fordelte efter de franske arveregler provenuet fra salget af den anden lejlighed mellem arvingerne i Danmark. HR fandt, at dansk rets universalitetsprincip fører til, at værdien af lejlighederne skal indgå ved behandlingen og opgørelsen af det danske dødsbo. Handelsbankens adfærd og tilkendegivelser over for bobestyrer førte ikke til, at banken kunne anses for at have givet afkald på, at værdien af lejlighederne skullel indgå i det danske dødsbo. På den anførte baggrund tiltrådte HR, at skifterettens godkendelse af boopgørelsen blev ophævet, og at sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

Skifte med længstlevende ægtefælle


UfR 1998.1777 ØLD: Længstlevendes indekskonto kunne holdes uden for skiftet af et uskiftet bo.

H var død i 1991 og M sad i uskiftet bo med 3 fællesbørn. M giftede sig i Las Vegas i maj 1994 uden samtykke fra fællesbørnene, som indgav skiftebegæring, der blev taget til følge d. 17.02.1995. Det blev på en skiftesamling aftalt, at skæringsdagen skulle være d. 17.02.1995. M, der fyldte 67 år d. 14.03.1995, havde indekskonto i Amagerbanken, hvor der pr. skæringsdagen indestod 126.619,51 kr. før 40% afgift. Indekstillægget udgjorde ca. 1.200 kr. om måneden. Indekskontrakterne fandtes at have en sådan personlig pensionsmæssig karakter, at de kunne holdes uden for delingen af det uskiftede bo. Bl. a. under hensyn til arveloddernes størrelse (ca. 63.500 kr. til hvert barn) fandtes der ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder omkring skiftet, at arvingerne havde krav på forrentning under skiftet, jf. grundsætningen, der er kommet til udtryk i DSL § 88, stk. 2. Derimod havde arvingerne krav på forrentning fra landsrettens dom.

TFA 1999.12 ØLK (FM 1998.178 ØLK): Bobestyrer havde med rette inddraget udlejningsejendom under skiftet.

Bobestyrer i boet efter M besluttede at inddrage en udlejningsejendom under skiftet. Bobestyreren tinglyste bobehandlingen på ejendommen, jf. DSL § 44, stk. 1, og overtog huslejeopkrævningen. H protesterede, da hun mente, at ejendommen tilhørte hendes fuldstændige særeje i henhold til ægtepagt fra 1991. Ejendommen tilhørte ifølge tingbogen M, der havde medtaget den på sin selvangivelse. Hverken skifteretten i Helsingør eller landsretten fandt anledning til at ændre bobestyrerens afgørelse.

TFA 1999.72 VLK (FM 1999.11 VLK): H skulle med på skifteretsattesten, da boet også omfattede fællesboet.

Boet efter M blev udleveret af skifteretten i Gråsten til privat skifte til M's søn, efter at både H og de øvrige arvinger havde givet arveafkald. H fik medhold i, at hun som lodtager i boet også skulle stå på skifteretsattesten, da H havde krav på boslod.

TFA 1999.211 VLK (FM 1999.94 VLK): Ikke hjemmel til at fratage længstlevende ægtefælle rådigheden over særeje.

M, der sad i uskiftet bo, havde i 1985 med børnenes samtykke indgået nyt ægteskab med H2 med rent fuldstændigt særeje. M overførte d. 23.04.1997 600.000 kr. til H2, og døde d. 14.05.1997. Fællesbørnene anlagde nu omstødelsessag mod H efter AL § 22. Antaget, at der ikke i DSL § 75, stk. 2 eller dennes analogi var hjemmel til at fratage H2 rådigheden over 450.000 kr., som tilhørte hende som fuldstændigt særeje.

TFA 2002.38 VLK (FM 2001.149 VLK): Længstlevende fik ikke henstand med udbetaling af arv til mindreårig arving.

Enke, der skiftede et uskiftet bo, fik ikke medhold i anmodning om henstand med udbetaling af arven til mindreårig arving S. Boet var på ca. 1,5 mio. kr, og arven til S udgjorde ca. 500.000 kr. Boets aktiver bestod af en fast ejendom til 1,2 mio. kr., en bil til 215.000 kr. og bankindeståender og værdipapirer for ca. 500.000 kr. Sammensætningen af boets aktiver fandtes at give mulighed for, at arven til S blev udredet, uden at det var nødvendigt at afhænde fast ejendom eller løsøre, der var nødvendigt for, at enken kunne opretholde hjemmet eller sit erhverv, jf. AL § 24 e.

UfR 2002.1849 HD (TFA 2001.58 ØLD og FM 2000.7): Længstlevende kunne holde sine kapitalpensioner og indekskonti uden for et kapitel 17-skifte.

H var afgået ved døden d. 28.08.1998. Hun havde kort før sin død i sit testamente bestemt, at hendes kapitalpension på ca. 160.000 kr. skulle tilfalde hendes særbarn. Da dette ikke var meddelt selskabet, skulle kapitalpensionen udbetales til M, som var begunstiget i policen. H havde indekskonti for ca. 61.000 kr. og M havde indekskonti for ca. 98.000 kr. M havde en privat kapitalpension i Sydbank på 76.527 kr. og en kapitalpensionsforsikring i Tryg-Baltica, som var tegnet som led i et ansættelsesforhold. Skifteretten i Ballerup antog, at M's indekskontrakter og kapitalpensioner skulle indgå i boet. ØL fandt, at M kunne holde sine kapitalpensioner og indekskonti uden for skiftet. M kunne ikke frit disponere over pensionsordningerne, idet en ophævelse i utide bl. a. udløste skatter/afgifter til staten. De tilbagebetalingsmæssige muligheder svarede herved til de pensionsordninger, der var omfattet af UfR 1962.870 HD og UfR 1998.1777 ØLD. De hensyn til længstlevende forsørgelse i pensionsalderen, der lå til grund for ovennævnte afgørelser, fandtes at måtte føre til, at M's pensionsordninger kunne holdes uden for fællesboet. Under disse omstændigheder og under hensyn til, at H også havde tegnet kapitalpension og indekskonti, var der heller ikke grundlag for at tage særbarnets påstand om vederlag på 287.270 kr. i medfør af RVL § 23 til følge. Ballerup Skifterets dom er komm. af Henning Broman i FM 2000.8. Se ligeledes Henning Broman i FM 2000.35, hvor det antages, at når afdødes indekskonti skal indgå i boet, skal længstlevendes naturligvis gøre det samme. Procesbevillingsnævnet har meddelt tredjeinstansbevilling d. 19.02.2001, jf. FM 2001.28. ØLD er stadfæstet af Højesteret d. 30.05.2002, som bl. a. udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt en ægtefælles rettigheder kan holdes uden for fællesboskifte i medfør af RVL § 15, stk. 2, ikke nødvendigvis skal afgøres på samme måde ved dødsboskifte som ved skifte i anledning af separation eller skilsmisse, og at alle de omtvistede ordninger var af pensionsmæssig art og var af rimelig størrelse. Vederlagskravet var desværre frafaldet for Højesteret. Komm. af Henning Broman i FM 2002.71(nr. 6): Pensionssagen er afgjort. (Er endnu et skridt i retning af at gøre førstafdødes særbørn "arveløse").

UfR 2003.1407 ØLD (FM 2003.115 ØLD): Førstafdødes indekskonto skulle indgå i dødsboet.

H var afgået ved døden d. 28.08.1998. H havde indekskonti for ca. 61.000 kr. og M havde indekskonti for ca. 98.000 kr. M havde en privat kapitalpension i Sydbank på 76.527 kr. og en kapitalpensionsforsikring i Tryg-Baltica, som var tegnet som led i et ansættelsesforhold. Højesteret fastslog i UfR 2002.1849 HD, at M kunne holde sine kapitalpensioner og indekskonti uden for skiftet. Skifteretten i Ballerup bestemte, at M ikke kunne kræve boslod af H's indekskonto. ØL fandt, at indekskontrakten ved indehaverens død mistede sin betydning som pensionsordning. Indekskontraktens indestående tilfaldt derfor dødsboet, jf. § 20, stk. 2 i bekg. om alderdomsreguleret alderdomsopsparing. Komm. af Henning Broman i FM 2003.115-116: Forsørgelsen sejrede over logikken.

TFA 2006.336 VLK: Længstlevende ægtefælle havde pligt til at udlevere opgørelse over sit særeje.

Boet efter M blev behandlet ved bobestyrer. En arving klagede til skifteretten i Ringkøbing over, at H ikke havde udleveret oplysninger om sit fuldstændige særeje. Skifteretten fandt ikke grundlag for at kritisere bobestyreren. VL udtalte, at det efter DSL § 76, stk. 1 og 2 påhvilede H at udfærdige en opgørelse over samtlige sine aktiver og passiver med angivelse af, om disse er fælleseje eller fuldstændigt særeje, og efter anmodning at dokumentere oplysningernes rigtighed. Da en sådan opgørelse trods gentagne anmodninger ikke var udfærdiget, hjemvistes sagen med henblik herpå, eventuelt ved bobestyrerens foranstaltning, jf. DSL § 76, stk. 3.

Skifterettens boafgiftsberegning


UfR 1998.373 ØLK (TFA 1998.93 og FM 1998.14): Skifterettens afgørelse om boafgiftsberegningen blev ophævet.

I et privatskiftet bo havde skifteretten ved boafgiftsberegningen forhøjet bobeholdningen med 70.000 kr., som arvingerne havde hævet på afdødes bankbog dagen før dødsfaldet. Arvingerne klagede til skifteretten, som herefter uden at indkalde klagerne til et møde foretog en protokoltilførsel, hvori afgørelsen blev fastholdt. ØL konstaterede, at klagerne ikke havde været indkaldt til en mundtlig forhandling af klagen og dermed ikke havde haft mulighed for at afgive forklaring for retten og uddybe deres standpunkt. Afgørelsen burde have været truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1. Dermed burde Told- og Skattestyrelsen være underrettet, jf. DSL § 80, stk. 4. Under hensyn hertil blev afgørelsen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling i skifteretten. Komm. af Henning Broman i FM 1998.14.

TFA 1998.335 ØLK: Skifteretten afviste med rette at beregne arveafgift, da boet ikke var genoptaget.

M var død i 1985 og H havde fået udlagt hele boet på 123.178 kr. ved et privat skifte. Adoptivsøn A blev først i 1997 bekendt med M's død og begærede boet genoptaget, hvilket skifteretten afslog d. 07.11.1997. I januar 1998 modtog A ved forlig 50.000 kr. fra H. Parterne anmodede nu skifteretten om at beregne arveafgiften, hvilket blev afslået, da boet ikke var genoptaget. ØL stadfæstede.

TFA 1999.152 ØLK (TfS 1999.305 ØLK og FM 1999.49 ØLK): Nedsættelse af ejendomsvurdering gav ikke grundlag for genoptagelse af boet.

En arving indleverede boopgørelse, hvor en fast ejendom i Lohals var ansat til den nyeste ejendomsværdi på 280.000 kr. Efter skattemyndighedernes godkendelse af værdiansættelsen udsendte skifteretten i København afgiftsberegning d. 17.08.1998. Arvingens revisor begærede d. 15.09.1998 værdiansættelsen ændret, da vurderingsrådet ville nedsætte ejendomsværdien til 180.000 kr. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at genoptage bobehandlingen, jf. DSL § 103.

TFA 2000.134 VLK (FM 2000.10 VLK): Ikke hjemmel til genoptagelse af bobehandlingen for at ændre værdiansættelsen.

To privatskiftende arvinger havde med et-årsdagen d. 06.08.1998 som skæringsdag indleveret boopgørelse, hvor ejendom blev arveudlagt til 2,75 mio. kr. Værdiansættelsen blev godkendt og boafgiften betalt d. 20.04.1999. Arvingerne anmodede d. 09.06.1999 om genoptagelse, idet ejendommen nu var solgt for 2,4 mio. kr. Da værdiansættelserne var godkendt og boet sluttet, fandt Skifteretten i Randers ikke hjemmel til at genoptage bobehandlingen med det ene formål at nedsætte boafgiften. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.10-11.

FM 2000.45 Gladsaxe Skifterets kendelse: Ikke hjemmel til genoptagelse af bobehandlingen for at ændre værdiansættelsen.

I privatskiftet bo blev ejendom udlagt til to arvinger for 600.000 kr., hvilket blev godkendt af skattemyndighederne, hvorefter skifteretten d. 12.07.1999 meddelte, at der ikke skulle betales boafgift. Arvingerne anmodede d. 26.01.2000 om genoptagelse med henblik på forhøjelse af ejendommens værdi til 800.000 kr., idet ejendommen var solgt for dette beløb. Da genoptagelsen alene var begrundet i ønsket om en ændret værdiansættelse, blev begæringen afvist.

TFA 2001.18 ØLK: Afgiftsberegning skulle ske på basis af værdierne pr. dødsdagen.

I privatskiftet bo havde arvingerne d. 28.02.2000 til skifteretten i Rødovre indleveret åbningsstatus, hvor det med afkrydsning var markeret, at opgørelsen samtidigt var endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen. Arvingerne påklagede skifterettens afgiftsberegning, da ejendom var solgt d. 01.09.2000, og da dette førte til at bobeholdningen var reduceret med ca. 200.000 kr. Arvingerne fik ikke medhold, da afgiftsberegningen efter arvingernes valg skulle ske på grundlag af værdierne pr. dødsdagen.

FM 2001.10 ØLK: Værdiansættelsen af fast ejendom i boopgørelsen var endelig.

Fast ejendom var i boopgørelsen i et privatskiftet bo værdiansat til 442.000 kr. Skifteretten i København beregnede boafgiften, som blev betalt. Værdien blev senere af vurderingsrådet nedsat til 240.000 kr., og arvingerne anmodede om, at bobeholdningen blev nedsat med differencen. Antaget, at værdiansættelsen af ejendommen var endelig, da ingen inden 3 måneder havde anmodet om særskilt vurdering af ejendommen, jf. BAL §12, stk. 3. At boopgørelsen for så vidt angik skattekravene blev anset for foreløbig, kunne ikke ændre dette resultat, jf. DSL § 31, stk. 2.

FM 2003.190 ØLK: Fristen for klage over boafgiftsberegning overskredet.

Skifteretten på Frederiksberg havde forhøjet aktivmassen i en boopgørelse med 1,5 mio kr. og d. 03.03.2003 udsendt en afgiftsberegning. Skifteretten modtog d. 04.04.2003 en klage over afgiftsberegningen. Da arvingerne måtte formodes at have modtaget afgiftsberegningen d. 04.03.2003, var 4-ugers fristen for klage oversiddet, og skifteretten afviste klagen. ØL stadfæstede.

TFA 2005.504 VLK: Kære af boafgiftsberegning afvist, da denne ikke var endelig.

Kære af beslutning om tillægsboafgift af et beløb svarende til værdien af indbo, blev afvist, da afgiftsberegningen ikke var endelig, jf. DSL § 80.

TFA 2006.477 VLK: Klage over boafgiftsberegning afvist, da den vedrørte et modkrav.

Arving A klagede over skifterettens afgiftsberegning med den begrundelse, at han havde et modkrav over for statskassen som følge af en fejlagtig bobehandling fra skifterettens og medhjælperens side. Skifteretten i Aalborg fastholdt afgiftsberegningen. VL stadfæstede, idet A's indsigelse ikke vedrørte selve afgiftsberegningen men et eventuelt modkrav og dermed betalingen af afgiften.

TFA 2008.587 VLK: Skifteretten havde forhøjet boafgift uden forudgående meddelelse til bobestyrer og arvinger.

Skifteretten i Esbjerg godkendte ved kendelse et tillæg til boopgørelse i et bobestyrerbo samt et yderligere salær til bobestyrer på 5.000 kr. plus moms. I samme kendelse forhøjede skifteretten boafgiften med 15% af 231.800 kr. eller 34.770 kr. med bemærkning om, at bundfradraget fra førstafdøde var bortfaldet i medfør af BAL § 8, stk. 3. Da skifteretten ikke havde fulgt fremgangsmåden i DSL § 80 om at give meddelelse til bobestyrer om afgiftsberegningen og først efter en klagefrist på 4 uger træffe afgørelse, betragtedes kæreskriftet som en klage i medfør af DSL § 80, stk. 3, som skifteretten skulle tage stilling til. Herefter hjemvistes sagen til skifteretten.

TFA 2012.42/2 VLK: Skifterettens boafgiftsberegning ophævet, da regler i DSL § 80 ikke var fulgt.

A døde d. 28.04.2011 og hans 5 børn overtog boet til privat skifte. De oplyste over for skifteretten, at A i begyndelsen af april havde givet hver af dem 50.000 kr. Skifteretten i Esbjerg afsagde herefter kendelse om, at der var tale om dødslejegaver, og at det samlede gavebeløb på 250.000 kr. skulle tillægges den arvebeholdning, hvoraf der skulle betales boafgift. VL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, da skifteretten ikke havde fulgt den sædvanlige fremgangsmåde efter DSL § 80 og sendt en beregning og opkrævning til arvingerne, som de kunne klage over, før der blev truffet endelig afgørelse.

Proklama


Dom af 14.03.2000 afsagt af Københavns Byret (5B-8940/1999): Udlejers krav i lejers dødsbo prækluderet, da egentlig anmeldelse først fremkom 2 dage efter proklamafristens udløb.

Lejer døde d. 12.10.1998. Udlejer tog i skrivelse af 25.11.1998 forbehold om anmeldelse af eventuelle krav. Da udlejers krav på 79.475 kr. først blev anmeldt d. 29.01.1999, uanset at proklamafristen var udløbet d. 27.01.1999, var kravet prækluderet.

TFA 2000.395 ØLK (FM 2000.98 ØLK): Erstatningskrav var rettidigt anmeldt.

M døde d. 28.08.1999, og boet behandlet ved bobestyrer. Proklama indrykket d. 15.09.1999. M havde i 1998 solgt en ejendom, og købernes advokat anmeldte d. 03.09.1999 til skifteretten et erstatningskrav på 50.000 kr. i anledning af afdødes salg af ejendommen og tog forbehold om regulering. Købernes advokat forhøjede d. 10.12.1999 kravet til 73.050 kr. på baggrund af indhentet tilbud på udbedringsomkostninger. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at det havde været ønskeligt, at anmelderen havde uddybet baggrunden for anmeldelsen, men at dette ikke var en nødvendig betingelse for at anse den foreløbige anmeldelse for at være rettidig, jf. DSL § 82, stk. 3. Da endelig anmeldelse blev foretaget d. 10.12.1999 var kravet rettidigt anmeldt. ØL stadfæstede.

TFA 2000.426 ØLD (FM 2000.142 ØLK): Udlejers krav i lejers dødsbo prækluderet.

Lejer af lejlighed i Charlottenlund var død i efteråret 1998. Bobestyrer indrykkede proklama d. 04.12.1998. Bobestyrer opsagde i dec. 1998 lejemålet til fraflytning pr. d. 31.03.1999. Udlejer tog ved modtagelsen af opsigelsen forbehold om betaling af kontraktmæssige forpligtelser indtil 31.03.1999. Proklamafristen udløb d. 29.01.1999. Der afholdtes flyttesyn d. 04.02.1999, hvori bobestyrer deltog. Husleje frem til 31.03.1999 var anerkendt af boet. Udlejer anmeldte d. 10.03.1999 et krav ifølge flytteopgørelsen på 50.062,50 kr. Antaget, at kravet var prækluderet som for sent anmeldt, jf. DSL § 83, stk. 1. Kravet var ikke omfattet af DSL § 83, stk. 2, nr. 1, og udlejer havde ikke indgivet foreløbig anmeldelse efter DSL § 82, stk. 3. Boet havde ikke anerkendt kravet eller i øvrigt handlet således, at en foreløbig anmeldelse var ufornøden.

VLK af 15.12.2000 (B-2387-00): Dødsbo genoptaget, da det ikke kunne udelukkes, at et ikke anmeldt krav kunne gøres gældende.

Advokatfirma i Kolding havde d. 12.02.1997 udtaget stævning mod E til betaling 8.845 kr. til dækning af tillægsboafgift og restsalær i et dødsbo, hvor E var arving. E døde d. 09.01.1998, og boet blev udleveret til 5 børn til forenklet privat skifte, jf. DSL § 33. Advokatfirmaet, der først blev bekendt med dødsfaldet i maj 1999, havde ikke anmeldt kravet i dødsboet inden for proklamafristen. Advokatfirmaet begærede nu dødsboet genoptaget, hvilket skifteretten i Esbjerg afslog, da kravet var prækluderet. VL anførte, at en af E's arvinger havde optrådt som fuldmægtig for E under retssagen, og at han først d. 13.05.1999 havde meddelt advokatfirmaet, at E var død. Under disse omstændigheder og da det på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at advokatfirmaet havde et krav, fandtes det påkrævet, at dødsboet blev genoptaget, således at boet kunne underrettes om sagen, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med DSL § 110, 2. pkt.

UfR 2001.1963 ØLD (FM 2001.76 ØLD): Foreløbigt anmeldt krav var ikke prækluderet.

M var død d. 19.04.1997 og boet blev behandlet ved bobestyrer. Proklama blev indrykket d. 14.06.1997, og d. 08.08.1997 anmeldte kurator i et konkursbo et krav i dødsboet på minimum 739.600 kr., idet M i 1990 skulle have solgt et selskab til selskabstømmere. Det anførtes, at sagen var ved at blive gennemgået nærmere, og at der toges forbehold for at anmelde yderligere krav. Anmelderen foreslog i anmeldelsen, at fordringsprøvelsen blev stillet i bero indtil videre. I skrivelse af 22.03.2000 afviste bobestyrer det anmeldte krav som værende ikke korrekt anmeldt. Frederiksberg Skifteret fandt på baggrund af anvendelse af ordet "minimum", at anmeldelsen var en foreløbig anmeldelse. Det fremgik ikke af DSL § 82, stk. 3 eller dennes forarbejder, hvilke konsekvenser det havde, at kreditor ikke fulgte en foreløbig anmeldelse op med en endelig anmeldelse. Hensynet til boets behandling fandtes ikke at tale imod, at konsekvensen alene var, at kreditor afskæres fra muligheden for at forhøje sit foreløbigt anmeldte krav. Kravet var derfor ikke prækluderet. ØL tiltrådte, at kurators anmeldelse var en foreløbig anmeldelse, jf. DSL § 82, stk. 3. Det forhold, at den foreløbige anmeldelse ikke rettidigt var fulgt op af en endelig opgørelse af kravet, indebar ikke, at kravet var prækluderet, men at kreditor var bundet inden for det beløb, der var foreløbigt anmeldt. Komm. af Henning Broman i FM 2001.76-77.

TFA 2001.179 ØLD (FM 2000.139 ØLD): Krav fra afdødes broder prækluderet.

Afdødes broder havde efter dødsfaldet rejst krav på 19.757 kr., som vedrørte refusion af nogle udgifter på en grund, som han havde ejet i sameje med afdøde. Antaget, at kravet var prækluderet. DSL § 83, stk. 2, nr. 1 fandt ikke anvendelse, idet broderen først 2 måneder efter proklamafristens udløb havde opgjort sit krav. Brevvekslingen med bobehandleren kunne ikke betragtes som et tilsagn om, at der ville blive set bort fra proklamaet.

TFA 2001.350 ØLD (TfS 2001.480 ØLD): Krav på efterstillede renter prækluderet.

Advokat Dick Norman døde d. 20.08.1991. Told og Skatteregion København anmeldte d. 01.10.1991 et krav og tog forbehold for eventuelle efterbetalinger, herunder reguleringsforpligtelser for investeringsgoder. Efter proklamafristens udløb anmeldtes krav på efterstillede renter med 64.476 kr. Da der ikke i anmeldelsen udtrykkeligt var taget forbehold for renter, blev kravet om renter anset for prækluderet. ØL stadfæstede med bemærkning, at dødsboskifteloven ikke var gældende i denne sag.

FM 2001.148 Kendelse afsagt af Ballerup Skifteret: Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af uprækluderet restskat.

I et privatskiftet bo fremgik det af boopgørelsen, at afdøde havde modtaget afkast af en ejendom. Skattemyndighederne godkende opgørelsen uden forbehold, men anmeldte senere krav på ca. 100.000 kr. i restskatter vedr. det oppebårne afkast. Skifteretten fandt, at kravet var undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 4, men at godkendelsen af opgørelsen uden forbehold og med den oplyste viden om rentenydelsesretten var så bindende, at boet ikke senere kunne kræves genoptaget.

TFA 2002.178 ØLK: Krav i dødsbo var prækluderede.

Advokat havde i brev af 16.08 2001 anmodet bobestyrer om at registrere, at K havde ydet afdøde et lån, og at afdøde havde kautioneret over for advokatfirmaet for nogle advokatregninger til nogle selskaber. Proklamafristen udløb d. 02.10.2001. Advokaten fremsendte d. 26.10.2001 nogle udokumenterede opgørelser over kravene på henholdsvis 208.800 kr og ca. 861.000 kr. Skifteretten i Gentofte fandt ikke, at de to kreditorer inden udløbet af proklamafrisen havde indgivet foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet som opfyldte betingelserne i DSL § 82, stk. 3, 1. pkt., hvorfor begæring om forlængelse af fristen for endelig anmeldelse ikke blev imødekommet. ØL stadfæstede.

UfR 2003.1867 VLK: Ejerpantebrev kunne ikke slettes efter TL § 20, stk. 2, da panteretten ikke var prækluderet.

Ejerpantebrev på 22.000 kr. udstedt af M var tinglyst i 1973. Efter M's død solgte H ejendommen med overtagelse d. 01.12.2002, og H døde d. 11.12.2002. Tinglysningsdommeren i Århus afslog at aflyse det bortkomne ejerpantebrev i medfør af TL § 20, stk. 2. VL udtalte, at et ejerpantebrev som udgangspunkt ikke kunne slettes i medfør af TL § 20, stk. 2, men måtte søges mortificeret efter bestemmelserne i mortifikationsloven. Uanset det fremgår af DSL § 83, stk. 2, nr. 3, at krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev prækluderes, hvis fordringen ikke anmeldes rettidigt, og boet ikke er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, prækluderes selve panteretten i henhold til ejerpantebrevet ikke. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ejerpantebreve ikke kan slettes efter TL § 20, stk. 2, stadfæstede landsretten tinglysningsdommerens afgørelse.

TFA 2003.502 ØLK: Krav i dødsbo var prækluderet.

I et bobestyrerbo var proklamafristen udløbet d. 18.04.2002. Bobestyrer blev først bekendt med et muligt krav fra B d. 04.07.2002. Skifteretten i Helsingør fandt, at der indtrådt præklusion, og at kravet var bortfaldet. Det forhold, at B på forskellig vis havde forsøgt at finde frem til, hvem der var bobestyrer i afdødes bo, kunne ikke føre til et andet resultat. ØL stadfæstede.

UfR 2004.1187 VLD: Krav mod dødsbo, der var indtrådt i sag, var ikke omfattet af proklama.

Arkitekt A havde d. 05.10.2000 sagsøgt M til betaling af 320.723 kr. i skyldigt honorar. M døde d. 17.10.2001, og H overtog boet til privat skifte. A anmeldte ikke sit krav inden proklamafristens udløb d. 18.01.2002. Retten i Grindsted fandt, at A's krav var prækluderet. VL ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling, idet boet var indtrådt i sagen i afdødes sted i medfør af DSL § 110, hvorfor A's krav ikke var omfattet af det udstedte proklama.

TfS 2004.356 ØLD (SKM2004.120 ØLD): Prækluderet krav på restskat kunne modregnes i overskydende skat, da kravene var konnekse.

Efter at proklamafristen var udløbet, anmeldte Københavns Kommune et restskattekrav for 1993 i dødsboet. Efterfølgende var der en omfattende skriftveksling mellem S og henholdsvis Københavns Kommune og Told- og Skatteregion København om sagen. D. 28.04.1998 meddelte regionen, at restskattekravet var endeligt prækluderet og ikke senere ville blive søgt inddrevet, hvorimod Københavns Kommune ved en skrivelse af samme dato forbeholdt sig ret til modregning, såfremt udfaldet af en verserende sag i Landsskatteretten måtte blive, at der fremkom en overskydende skat for indkomståret 1993. Resultatet af Landsskatterettens behandling af sagen blev, at der kom et beløb til udbetaling, og Københavns Kommune anvendte beløbet til modregning. ØL udtalte, at hoved- og modkravet hidrørte fra afdødes skatteansættelse for 1993, og at begge krav vedrørte de samme poster i skatteansættelsen. Præklusionen var dermed ikke til hinder for, at der kunne ske modregning. Endvidere fandt landsretten ikke, at det udelukkede modregning, at Told- og Skatteregion København havde meddelt, at kravet var endeligt prækluderet, og at beløbet ikke ville blive modregnet, idet Told- og Skatteregionen ikke var kompetent til at afgøre sagen.

UfR 2005.1413/2 ØLK: Krav mod dødsbo, der var indtrådt i sag, var ikke omfattet af proklama.

M døde d. 06.12.2003, og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. Der blev udstedt proklama med frist til d. 05.03.2004. M var sagsøgt i 4 sager vedrørende fast ejendom. Ingen af sagsøgerne i de 4 sager mod M anmeldte krav mod boet, der herefter gjorde gældende, at kravene var boet uvedkommende. ØL udtalte, at sagerne var anlagt, før M afgik ved døden. Boet indtrådte derfor i sagerne i afdødes sted i medfør af DSL § 110, 1. pkt.. Bestemmelsens 2. pkt. om underretning til boet vedrørte alene spørgsmålet om sagsøgernes mulighed for at opnå retskraftig dom over for boet og medførte ikke, at kravene er omfattet af det udstedte proklama.

TFA 2006.470 VLK: Proklama omfattede ikke et krav på arv.

M døde i oktober 2002, og boet blev berigtiget ved et forenklet privat skifte med H som eneste arving. H døde i november 2003 uden at efterlade sig livsarvinger. Hun havde ved testamente bestemt, at hendes tre nevøer skulle arve hende, og boet blev sluttet i juni 2004. I november 2005 blev M's dødsbo genoptaget efter begæring fra D, der var M's datter af første ægteskab. I marts 2006 anmodede D om genoptagelse af dødsboet efter H. Skifteretten i Skive lagde til grund, at H ved M's død ikke kendte til D's eksistens. D's krav var af familie- og arveretlig karakter og dermed ikke omfattet af det i H's bo udstedte proklama. Arven efter M var ubestridt fordelt forkert. De nye oplysninger var af væsentlig betydning for behandlingen af H's bo og for D's retsstilling. Betingelserne i DSL § 103, stk. 1, nr. 6, for genoptagelse var derfor opfyldt. Kravet om genoptagelse var fremsat indenfor 5 års fristen i borteblevnelovens § 25, stk. 1. VL stadfæstede.

TFA 2011.49 ØLD: Udlejers krav på istandsættelsesudgifter prækluderet.

A døde i august 2008. U opgjorde i brev af 12.08.2008 til skifteretten et krav på husleje og varme og anførte, at der var et yderligere krav vedrørende istandsættelse af lejligheden, men der var ingen beløbsmæssig opgørelse af dette krav. Proklama i dødsboet udløb d. 21.10.2008. U anmeldte d. 18.03.2009 et krav på 119.000 kr. vedrørende istandsættelse. Frederiksberg Ret og ØL fandt, at U's krav var prækluderet. da den foreløbige anmeldelse af 12.08.2008 ikke indeholdt en skønsmæssig angivelse af kravet, og anmeldelsen således ikke opfyldte kravene i DSL § 82, stk. 3. U havde blandt andet gjort gældende, at bobestyreren burde have vejledt hende om proklamareglerne, men fik ikke medhold heri. ØL fandt det ikke godtgjort, at boets bestyrer havde handlet således, at U havde grundlag for at antage, at kravet vedrørende istandsættelsesudgifter var anmeldt i boet d. 12.08.2008.

UfR 2015.1146 VLD (TFA 2015.190/1 VLD): Regioners krav på tilbagebetaling af erstatning på 374.300 kr. var prækluderet, da der ikke var foretaget foreløbige anmeldelser.

Patientforsikringen tilkendte s. 16.11.2008 A 130.900 kr. i foreløbig godtgørelse som følge af forsinket diagnosticering på Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. Det var anført i afgørelsen, at den endelige erstatningsopgørelse ikke kunne foretages på det da foreliggende grundlag. Region Midtjylland og Region Syddanmark udbetalte beløbene henholdsvis d. 15.12. og d. 26.11.2008. A klagede d. 11.01.2009 over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. A døde d. 22.03.2009. D. 15.05.2009 sendte Patientforsikringen endnu en erstatningsopgørelse til boet efter A, og det fremgik af følgebrevet, at erstatningen var opgjort til yderligere 243.400 kr. Dette beløb blev herefter udbetalt af regionerne henholdsvis d. 02.06 og 09.06.2009. Den advokat, der repræsenterede boet, klagede d. 03.07.2009 til Patientskadesankenævnet over afgørelsen af 15.05.2009. Boet blev d. 1½6.07.2009 udleveret til bobestyrer, og der blev herefter udstedt proklama med frist til d. 15.09.2009. D. 11.02.2010 traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at ændre afgørelsen af 16.11.2008 således, at A ikke fandtes påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettiget skade som følge af behandlingen på henholdsvis Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. I konsekvens heraf ophævede Patientskadeankenævnet Patientforsikringens afgørelse af 15.05.2009. Regionerne fremsatte herefter krav mod boet om tilbagebetaling af de udbetalte beløb. Skifteretten i Hjørring fandt, at kravene ikke var prækluderede. VL anførte, at Patientforsikringens brev af 15.05.2009 var stilet til boet, og det havde således på dette tidspunkt været kendt af Patientforsikringen og som følge heraf også af de udbetalende myndigheder - de to regioner -, at A var død. Kravene var ikke opgjort endeligt, da proklamafristen udløb, og på denne baggrund var kravene ikke undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 1. På trods af kendskabet til A's død og til, at de afgørelser, der havde foranlediget udbetalingerne, var påklagede, da proklamaet blev udstedt, havde regionerne ikke foretaget foreløbige anmeldelser af deres krav efter reglerne i DSL § 82, stk. 3. På den baggrund var kravene prækluderet, og boet efter A blev herefter frifundet.(2-1)

TFA 2017.34 ØLD: Entreprenørs krav på 150.416 kr. prækluderet, da det ikke var anmeldt.

En entreprenør havde udstedt og lagt en faktura på 150.416 kr. i A's postkasse 6 uger forud for, at A afgik ved døden. Entreprenøren anmeldte ikke inden proklamfristens udløb sit krav skriftligt i overensstemmelse med DSL § 82, stk. 1, jf. § 81, stk. 3. Retten i Svendborg fandt, at kravet ikke var prækluderet, da entreprnøren efter dødsfaldet havde aftalt med enearvingen, at denne skulle aflevere fakturaen til bobestyreren, hvilket måtte sidestilles med en anmelselse ØL fandt, at den omstændighed, at den testamentsindsatte arving B havde overdraget fakturaen til bobestyreren sammen med afdødes øvrige papirer, ikke kunne sidestilles med en anmeldelse. Kravet var derfor prækluderet, jf. DSL § 83, stk. 1.

Skifterettens kompetence


FM 1999.10 ØLK: Ikke hjemmel til at et dødsbo bemyndiger afdødes forældre til at søge faderskabssag genoptaget.

S havde inden sin død anerkendt faderskab over for statsamtet. Skifteretten bemyndigede afdødes forældre til på boets vegne at søge faderskabssagen genoptaget. Barnets advokat kærede afgørelsen. ØL fandt, at skifteretten ikke i medfør af DSL § 89, stk. 1, nr. 1 havde haft hjemmel til ved beslutning at bemyndige den afdødes forældre til i boets navn at begære faderskabssagen genoptaget, og beslutningen blev derfor ophævet.

TFA 1999.192 ØLK (FM 1999.68 ØLK): Skifteretten var ikke kompetent til at tage stilling til urneflytning.

Afdødes børn klagede til skifteretten over enkens valg af gravsted, idet de ønskede urnen flyttet. Skifteretten i Næstved afviste at tage stilling til klagen, da begravelsen var sket. ØL stadfæstede, jf. bekg. nr. 527 af 19.06.1992 § 25.

UfR 1999.495 ØLK: Skifteretten skulle tage stilling til om EMRK art. 6 var krænket.

Skifteretten havde afvist at tage stilling til en påstand om, at skifteretten skulle anerkende, at menneskerettighedskonventionens art. 6 og 26 var krænket som følge af varigheden af behandlingen af et bo, der var påbegyndt i 1996. ØL fandt, at bedømmelsen af, om varigheden af boets behandling udgjorde en krænkelse af konventionens art. 6 skulle foretages af skifteretten, og sagen blev hjemvist til skifteretten.

UfR 1999.1431 VLK: Sag om omstødelse af gaver skulle anlægges ved de almindelige domstole.

Arvingen A havde ved retten i Ringkøbing anlagt sag mod medarvingen B med påstand om omstødelse af gaver, jf. AL § 22, ydet af enke, der sad i uskiftet bo, og som var død i 1998. B påstod sagen afvist. Antaget, at sagen skulle anlægges ved de almindelige domstole, idet der ikke i forarbejderne til DSL § 89 var holdepunkter for at antage, at det med bestemmelsen havde været tilsigtet at ændre den hidtidige retstilstand.

UfR 1999.1966 HKK (UfR 1999.310 VLD og FM 1999.21 VLD): Parterne kunne aftale, at skifteretten skulle afgøre tvist om fordeling af beløb, der udbetaltes uden om et dødsbo.

I en sag om retten til nogle livsforsikringer og kapitalpensioner, der kom til udbetaling uden om et dødsbo, havde parterne aftalte skifteretten i Ribe som værneting. Retten blev beklædt af dommeren. Under anken ophævede VL dommen, da sagen burde være behandlet af byretten og ikke af skifteretten, idet parterne ikke kunne aftale, at sagen skulle behandles af skifteretten, jf. RPL § 245. Højesteret fandt, at spørgsmålet skulle afgøres efter de regler, der gjaldt forud for dødsboskiftelovens ikrafttræden, og skifteretten også efter de tidligere gældende regler kunne behandle en sådan tvist, i alt fald når parterne har indgået aftale herom. Vestre Landsrets dom er kritisk komm af Henning Broman i FM 1999.21-22. Højesterets afgørelse er komm. af Henning Broman i FM 1999.153.

UfR 2000.1284 ØLK: Skifteretten skulle afgøre tvist om gravstedsret.

Skifteretten i Holbæk havde udlagt gravstedsretten til afdødes samlever og forældre i forening, da de ikke kunne blive enige. ØL ophævede kendelsen, da tvisten om den fremtidige ret til gravstedet var opstået og begæret afgjort inden boets afslutning, og tvisten derfor var omfattet af skifterettens kompetence, jf. DSL § 89.

TFA 2000.174 ØLK: Sag mod dødsbo henvist fra byretten til skifteretten.

To anpartsselskaber havde ved retten i Maribo anlagt sag mod dødsbo, der behandledes ved bobestyrer. Dødsboet påstod sagen afvist, idet en ny sag da ville være for sent anlagt. ØL tiltrådte, at sagen var blevet henvist til Skifteretten, jf. RPL § 232, stk. 2, sammenholdt med § 248, stk. 2, jf. DSL § 89 og § 98.

TFA 2001.63 ØLK (FM 2000.119 ØLK): Sag om gravbrev kunne ikke henvises til skifteretten.

Dødsbo havde med rette anlagt sag mod Københavns Kommune ved Københavns Byret. jf. DSL § 106, stk. 1, med påstand om at kommunen dømtes til at udstede gravbrev på enkeltgravsted til boet. Sagen kunne ikke på boets begæring mod kommunens protest henvises til skifteretten, selv om en af arvingerne intervenerede i sagen, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 5.

TFA 2001.101 VLK: Dødsbos udleveringskrav kunne behandles af fogedretten.

Bobestyrer i Kolding begærede sig indsat i besiddelsen af Toyota Corolla, årg. 1981, som en af arvingerne havde solgt til sin svigerdatter. Da parterne ikke havde vedtaget skifteretten som værneting, jf. DSL § 89, stk. 1, nr. 5, kunne fogedretten behandle udleveringskravet. Det var ikke godtgjort, at arvingen B havde en aftale med bobestyreren om at kunne købe bilen til vurderingsprisen på 17.400 kr. Da B's besiddelse af bilen efter M's død måtte betragtes som et betroelsestilfælde, kunne boet vindicere bilen fra svigerdatteren.

TFA 2001.105 ØLK: Skifteretten havde ikke kompetence til at bestemme urneflytning.

Efter at afdødes urne var nedsat på kirkegård anmodede enken efter afdødes søn om at urnen blev flyttet til den afdøde søns gravsted. Rødovre Skifteret henviste til, at ligflytning kun kan finde sted med stiftsøvrighedens tilladelse efter indhentet erklæring fra sundhedsmyndighederne. Da skifteretten alene havde kompetence til at tage stilling, såfremt der endnu ikke var sket urnenedsættelse eller jordfæstelse, afvistes klagen. ØL stadfæstede.

TFA 2002.23 VLK (FM 2001.145 VLK): Fortolkning af afdødes testamente skulle ske ved retssag for skifteretten.

Skifteretten i Haderslev havde afslået at behandle klage over bobestyrers værdiansættelse af boets faste ejendom, da klagen var indgivet for sent. VL ophævede skifterettens beslutning, da spørgsmålet om ejendommen skulle udlægges til arvingerne til den offentlige ejendomsvurdering eller til handelsværdien angik fortolkning af afdødes testamente og skulle afgøres af skifteretten efter DSL § 89, stk. 1, nr. 1. Arvingen var således henvist til i givet fald at indlevere stævning ved skifteretten mod medarvingen. Komm. af Henning Broman i FM 2001.146.

TFA 2002.332 ØLK (FM 2002.61 ØLK): Privat skiftet bo kunne sagsøges ved skifteretten, da boet ikke var delt.

Privatskiftet dødsbo kunne i medfør af DSL § 89, stk. 1, nr. 2 og stk. 2 sagsøges ved skifteretten i Lyngby af en kreditor, selv om boopgørelse var indleveret og boafgiften betalt, idet der fortsat henstod 60.000 kr. på boets konto hos bobehandlende advokat.

UfR 2002.2371 ØLD: Skifteretten havde med rette afvist at tage stilling til indholdet af samejekontrakt.

Ifølge testamente skulle ejendom i Charlottenlund udlægges til 3 fællesbørn i lige sameje. Arvingernes rettigheder og forpligtelser skulle reguleres i en af advokat Preben Kønig udarbejdet samejekontrakt. En af arvingerne nedlagde for Gentofte Skifteret påstand om, at boet og de to medarvinger skulle anerkende nogle ændringer i samejekontrakten. Sagen blev afvist, da det ikke er domstolenes opgave at foreskrive, hvorledes en samejekontrakt nærmere skal udformes.

UfR 2003.218 ØLK: Skifteretten kunne ikke tage stilling til krav om tilbagelevering af dødslejegaver.

Arving gjorde gældende, at en legatar havde fået flere effekter som dødslejegaver, og anmodede skifteretten i Tåstrup om at tage stilling til kravet. ØL tiltrådte, at skifteretten ikke i DSL § 89, stk.1, nr. 3 havde hjemmel til at tage stilling til tilbagesøgningskravet, og at kravet i overensstemmelse med § 106 måtte rejses af boet ved de almindelige domstole.

TFA 2003.340 ØLK: Begæring om syn og skøn ikke taget til følge, da sagen ikke henhørte under skifteretten.

En arving i et privatskiftet bo fremsatte over for skifteretten i Lyngby begæring om syn og skøn til fastsættelse af værdien af en dragkiste og en frimærkesamling, som afdøde havde overdraget 2 år før sin død. Skifteretten fandt, at en retssag skulle anlægges som et civilt søgsmål. Da det således ikke henhørte under skifteretten, var det ikke relevant for denne sag, at der foretoges syn og skøn, hvorfor begæringen herom ikke blev taget til følge. ØL stadfæstede.

UfR 2003.2545 VLK (FM 2003.220 VLK): Skifteretten var ikke kompetent til at træffe afgørelse om valg af gravsted, når urnen var nedsat.

Skifteretten i Grenaa havde bestemt, at afdødes urne skulle forblive, hvor den var i eget gravsted. VL ophævede kendelsen, idet skifterettens kompetence efter § 9 i lov om begravelse og ligbrænding måtte være begrænset til tvister om valg af gravsted, inden begravelse er sket.

TFA 2004.68 ØLK (FM 2003.275 ØLK): Skifteretten var ikke kompetent til at træffe afgørelse om valg af gravsted, når urnen var nedsat.

Skifteretten i Hillerød afviste at tage stilling til, om en urne burde flyttes. ØL stadfæstede, da kompetencen til at træffe afgørelse ved uenighed om valg af gravsted ikke længere tilkom skifteretten, da urnen var nedsat. Kompetencen til at tillade flytning af urner tilkommer den pågældende kirkegårdsbestyrelse, jf. § 25 i bekg. nr. 577 af 19.06.1992.

UfR 2006.1366 ØLK: Sag om fraflytning af boets ejendom og udlevering af boets indbo var ikke en skifteretssag.

Bobestyrer i boet efter A anlagde sag mod C ved skifteretten i Køge med påstand om bl.a., at C tilpligtedes at fraflytte en ejendom, der tilhørte boet, og at C fra ejendommen skulle udlevere nærmere angivet indbo. Skifteretten i Køge afviste sagen. ØL tiltrådte, at skifteretten ikke havde saglig kompetence til at prøve de nævnte påstande, jf. DSL § 89, og udtalte, at retssag om disse påstande måtte anlægges ved de almindelige domstole, jf. samme lovs § 106, stk. 1, eller prøvelse ske ved fogedretten. RPL § 249, stk. 1, kunne ikke føre til andet resultat.

TFA 2006.471 VLK: Sag om retten til en livsforsikring kunne ikke behandles af skifteretten, da boet var sluttet som boudlæg og ikke genoptaget.

Boet efter M var udlagt som boudlæg til H i medfør af DSL § 18. Efterfølgende opstod der tvist om retten til en forsikring med A som begunstiget. Boet efter M v/H nedlagde som sagsøger påstand om, at A skulle anerkende, at M's underskrift på begunstigelseserklæringen var falsk, subsidiært at begunstigelsen var bortfaldet på grund af bristede forudsætninger. A påstod principalt afvisning. Skifteretten i Aalborg tog ikke A's afvisningspåstand til følge. VL udtalte, at boet efter M v/H var sluttet ved boudlæg og ikke genoptaget. Boet eksisterede således ikke som retssubjekt og kunne derfor ikke være sagsøger under sagen, som derfor hjemvistes til skifteretten med henblik på behandling af spørgsmålet om eventuel genoptagelse af boet efter DSL § 103.

TFA 2007.158 VLK: Spørgsmål om arvings udtagelse af ejendom skulle afgøres ved dom.

Bobestyrer havde efter bomøde med afstemning blandt arvingerne besluttet at sælge boets ejendom til tredjemand. En arving A indbragte afgørelsen for skifteretten i Gråsten med påstand om, at han som arving var berettiget til at overtage ejendommen på samme vilkår som tredjemand. Skifteretten stadfæstede bobestyrerens afgørelse. VL ophævede skifterettens kendelse med den begrundelse, at spørgsmål om retten til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, skal afgøres ved dom, jf. DSL § 97, stk. 5, jf. § 89, stk. 1, nr. 1. A var således henvist til at udtage stævning.

UfR 2007.1730 VLK: Skifteretten var ikke kompetent til at behandle spørgsmål om udbetaling af livsforsikring i forbindelse med dødsfald, efter at dødsboet var afsluttet ved boudlæg uden skiftebehandling, jf. DSL § 18.

Et dødsbo var d. 18.04.2005 afsluttet ved boudlæg uden skiftebehandling, jf. DSL § 18. Herefter blev der i Aalborg skifteret i november 2005 anlagt retssag, først af boet, hvilket dog senere blev ændret til afdødes mor, mod afdødes tidligere samlever, S, om, hvem der var den begunstigede i en livsforsikring, som skulle udbetales efter afdøde. S påstod sagen afvist fra skifteretten, eftersom S ikke mente, at skifteretten var kompetent til at behandle dette spørgsmål. Skifteretten tog dog ikke den påstand til følge. VL udtalte, at efter DSL § 89, stk. 1, nr. 4, afgør skifteretten tvister, som opstår i forbindelse med boernes behandling, herunder spørgsmål om retten til en kapital ifølge en livsforsikring, der kommer til udbetaling i anledning af et dødsfald, når tvisten angår, hvem der som begunstiget er berettiget til at modtage kapitalen. VL bemærkede, at retssagen blev anlagt i november 2005, efter at dødsboet d. 18.04.2005 blev afsluttet ved boudlæg uden skiftebehandling, jf. DSL § 18, og overskriften til DSL kap. 12. Da tvisten herefter ikke var opstået under boets behandling, var skifteretten ikke kompetent til at behandle retssagen.

FM 2015.220 VLK: Skifterettens kendelse om, at arv til to umyndige arvinger, som boede i udlandet, skulle anbringes i forvaltningsafdeling blev ophævet af landsretten og hjemvist med henblik på oversendelse til Statsforvaltningen som den kompetente myndighed.

I et bobestyrerbo skulle to umyndige arvinger hver modtage ca. 446.000 kr. Arvingerne var bosat i udlandet. Bobestyreren anmodede skifteretten om at tage stilling til, om midlerne også i et sådant tilfælde skulle anbringes i forvaltning. Skifteretten - der antog, at værgemålsloven også finder anvendelse på udenlandske arvinger, og som henviste til bestemmelserne i VML § 33, jf. § 35 om, at midler over 75.000 kr. skal anbringes i forvaltning - afsagde kendelse om, at der skulle oprettes en forvaltningskonto for hver af de umyndige arvinger. Da det efter værgemålsloven er statsforvaltningen, der fører tilsyn med værger, da det ligeledes er statsforvaltningen, der fører tilsyn med værger i behandlingen af sager efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen, og da skifteretten i forbindelse med revisionen af boopgørelsen alene skal påse, at statsforvaltningens tiltrædelse foreligger i fornødent omfang, har skifteretten ikke haft kompetencen til at træffe den påkærede afgørelse. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i skifteretten med henblik til oversendelse til statsforvaltningen.

Skifterettens vejledningspligt


TFA 1998.28 ØLK (FM 1997.194): Skifteretten havde ikke vejledningspligt vedr. de pensionsmæssige konsekvenser af et skifte.

M havde i levende live skiftet det uskiftede bo med bistand fra en § 17-fuldmægtig. Efter at skiftet var afsluttet, ønskede M skiftet annulleret, således at han på ny kunne sidde i uskiftet bo med sin datter, idet han nu havde opdaget, at det frivillige skifte havde negative konsekvenser for beregningen af hans pension på grund af reglerne om beregning af fiktiv indkomst af bortgiven formue. Skifteretten fandtes ikke at have tilsidesat sin vejledningspligt.

UfR 2002.1114 ØLK(FM 2002.28 ØLK): Bo genoptaget, da tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt.

I et privatskiftet bo havde arvingerne valgt at udlægge fast ejendom til dem selv for ejendomsværdien og derefter solgt ejendommen, hvilket udløste ejendomsavancebeskatning. Skifteretten på Frederiksberg afviste at genoptage boet. ØL fandt det tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og boet burde derfor genoptages. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

UfR 2002.873 VLK: Dødsbo ikke genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen af fast ejendom.

Privatskiftede enearving havde i boopgørelse af 02.03.1998 udlagt ejendom til 290.000 kr. Skifteretten i Brønderslev foreslog, at ejendommen blev udlagt til ejendomsværdien minus 15%, hvis arvingen ønskede at beholde ejendommen, hvilket råd arvingen fulgte. Ejendommen blev senere solgt for 436.167 kr., hvorefter arvingen i 2001 begærede boet genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen, hvilket skifteretten afslog. VL udtalte, at genoptagelse af et dødsbo, der er sluttet, og hvor værdiansættelserne er endelige, sædvanligvis ikke kan ske med det formål at ændre værdiansættelserne. Selv om det havde været rigtigst, at skifteretten havde gjort arvingen opmærksom på spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning ved salg, tiltrådtes det, at boet ikke kunne genoptages, idet en ændring af værdiansættelsen af boets ejendom ikke ville have medført en ændring af fordelingen af arv eller udlodning. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

TFA 2002.270 ØLK: Ikke basis for beskikkelse af ny advokat for arving, som var behørigt vejledt.

Arving havde haft to advokater beskikket i medfør af DSL § 100. Skifteretten i København afslog at beskikke en ny advokat for arvingen, idet der ikke var udsigt til, at en ny advokat ville kunne varetage arvingens interesser på den måde, som han ønskede det. ØL stadfæstede. Skifteretten fandtes at have opfyldt sin vejledningspligt, som ikke omfattede udformningen af processkrifter, som der i øvrigt ikke stilles formkrav til.

TFA 2002.295 ØLK: Skifteretten havde ikke tilsidesat sin vejledningspligt.

Skifteretten i Næstved havde ikke tilsidesat sin vejledningspligt, og klagen over bobestyrerens sagsbehandling blev ikke taget til følge.

UfR 2002.1673 ØLD: Dom ophævet, bl. a. fordi skifteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt.

Frederiksberg Skifteret havde afsagt dom om, at A ikke var testamentsarving efter afdøde B, idet B efterfølgende havde indgået ægteskab, hvorfor testamentet var bortfaldet. Tvisten skulle, jf. DSL § 98, have været behandlet i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige bestemmelser om civile sager herunder med sædvanlig skriftveksling. Under henvisning hertil og til at det ikke kunne lægges til grund, at A havde modtaget den i DSL § 7, stk. 3, og § 91 nævnte vejledning, ophævedes dommen og sagens hjemvistes.

UfR 2002.2734 ØLK: Skifteretten havde ikke tilsidesat vejledningspligt vedr. ejendomsavancebeskatning.

B var død d. 30.04.1997, og boet blev ved skifteretten i Rønne udleveret til forenklet privat skifte. En befuldmægtiget kontorfunktionær bistod arvingen med at udarbejde åbningsbalance og boopgørelse og heri blev en fast ejendom ansat til ejendomsværdien på 230.000 kr. B havde købt ejendommen for 350.000 kr og arvingen solgte pr. 01.01.1999 ejendommen for dette beløb, hvilket udlæste ejendomsavanceskat på 52.000 kr. Skifteretten lagde til grund, at det var en fast og indarbejdet praksis at vejlede arvinger om ejendomsavancebeskatningsreglerne, og skifteretten fandt ikke anledning til at antage, at nævnte praksis havde været fraveget ved skifterettens behandling af nærværende bo, hvorfor skifteretten måtte afvise at have begået fejl, der kunne begrunde en genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

UfR 2003.1145 ØLK (FM 2003.115 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da skifteretten ikke havde vejledt arvingerne.

Arvinger i privat skifte havde i oktober 2000 indleveret åbningsstatus, der samtidigt var boopgørelse pr. dødsdagen med angivelse af, at værdien af boets faste ejendom var 930.000 kr. Arvingerne solgte herefter ejendommen for en højere pris, og da de blev afkrævet ejendomsavanceskat, begærede de i november 2002 boet genoptaget. Skifteretten på Frederiksberg afslog genoptagelse, da arvingerne ikke var mødt til vejledningsmødet, og da en ændring af værdien af boets faste ejendom ikke ville ændre på fordelingen af arven. ØL fandt ikke, at boet kunne genoptages alene med den begrundelse, at man ønskede at ændre værdiansættelsen. ØL fandt imidlertid, at skifteretten ikke havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og at arvingerne ikke havde frafaldet at modtage vejledning, og at den manglende vejledning havde haft betydning for deres valg af skæringsdag og værdiansættelse med væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Boet skulle derfor genoptages. Komm. af Henning Broman i FM 2003.113-114: Når skifteretten vildleder arvinger.

TFA 2004.120 ØLK: Skifteretten havde ikke opfyldt sin vejledningspligt.

Skifteretten i Faaborg havde afslået at udlevere en ejendomsvurdering til en ejendomsmægler E, som optrådte på vegne en arvings værge, da E ikke havde noget krav på at få udleveret interne arbejdspapirer i boet. ØL lagde til grund, at E og /eller værgen ikke havde modtaget den i DSL § 91 nævnte vejledning, herunder om, at E efter skifterettens opfattelse ikke kunne fremsætte andragendet om udlevering af et dokument på vegne værgen. Da skifteretten anså E's henvendelse som en klage over en afgørelse truffet bobestyrer, burde klagen være behandlet efter regler i DSL § 96 og § 97, herunder burde klageren være gjort bekendt med bobestyrerens indlæg. Af disse grunde ophævedes skifterettens kendelse.

TFA 2004.336 VLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget, da skifteretten ikke havde tilsidesat sin vejledningspligt.

Skifteretten i Holstebro havde udlevet skattepligtigt bo til afdødes samlever K, der i testamente var indsat som enearving, til privat skifte. K oplyste, at hun ville søge bistand hos hendes broder, der var civiløkonom. K indleverede d. 22.04.2003 boopgørelse med dødsdagen d. 24.02.2003 som skæringsdag. K begærede d. 11.12.2003 boet genoptaget. Antaget, at kontorfuldmægtigen havde vejledt om, at boet var skattepligtigt, og at hun skulle rette henvendelse til skattemyndighederne med hensyn til overtagelsesdatoen for den faste ejendom. Der var ikke grundlag for at antage, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt eller begået fejl ved vejledningen. Begæringen om genoptagelse blev derfor ikke taget til følge.

TFA 2004.476 VLK:Skifteretten havde ikke tilsidesat vejledningspligt vedr. afkald på falden arv.

En kvinde var død og hendes arvinger var hendes broder B og søster samt to afdøde søskendes børn. Boet blev i juni 2002 udleveret til privat skifte, og der blev udloddet 1.550.000 kr. a conto arv d. 11.12.2002. Boopgørelsen blev indleveret til skifteretten d. 09.05.2003 vedlagt en erklæring af 09.11.2003, hvorefter B gav afkald på arv mod et vederlag på 200.000 kr. Bobeholdningen var på 4.489.156 kr. Skifteretten i Aalborg fandt, at B's arveafkald ikke kunne få virkning efter BAL § 5, stk. 1, og at det ikke var godtgjort, at der forelå et mundtlige testamente, eller at B havde givet afkald på forventet arv. Skifteretten havde ikke forsømt vejledningspligten ved ikke uden konkret anledning af have vejledt om BAL § 5, stk. 4. VL stadfæstede.

TFA 2010.498 ØLK: Skifteretten havde ikke tilsidesat sin vejledningspligt vedr. 1-års-frisen i et privatskiftet bo.

Skifteretten i Næstved havde i marts 2009 meddelt kontaktpersonen i et privatskifte bo, at 1-års-fristen ikke kunne udsættes og havde tilføjet »Du har mulighed for at anmode om bobestyrerbehandling« Arvingen indleverede herefter en boopgørelse i marts 2009, hvori ejendommen var optaget til en værdi af 1.9 mio. kr., svarende til salgsprisen i et betinget skøde. SKAT godkendte værdiansættelserne i februar 2010, og boafgift blev opkrævet i marts 2010. Arvingen anmodede herefter om genoptagelse af boet, idet salget af ejendommen ikke var blevet gennemført, og ejendommen nu var til salg for 1,35 mio. kr. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103. Arvingen kærede og anførte i kæreskriftet, at han ikke var blevet vejledt om, at bobestyrerbehandling ville indebære, at det havde været muligt at udskyde indgivelsen af boopgørelsen. ØL anførte, at skifterettens vejledning havde været »noget kortfattet«, men at der ikke var begået sådanne fejl, at det var påkrævet at genoptage boet, og stadfæstede skifterettens kendelse.

Arvingernes oplysningspligt


UfR 2000.2540 ØLK (FM 2000.118 ØLK): Arvinger havde ret til at overvære de øvrige arvingers forklaring.

Skifteretten i Ringsted havde indkaldt 3 arvinger til at afgive forklaring om afdødes forhold. Skifteretten bestemte, at de to øvrige arvinger ikke måtte overvære den første arvings forklaring, jf. RPL § 182. ØL fandt, at de to øvrige arvinger måtte anses som parter i sagen, jf. DSL § 99, og at de som følge heraf ikke kunne udelukkes fra at overvære et retsmøde i sagen.

UfR 2004.2857 ØLK: Dommer ikke inhabil til at afgøre sag om editionspålæg.

Dommer i Skifteretten i Roskilde, der havde opfordret afdødes hustru om at medvirke til at fremskaffe oplysninger om afdødes konti i Schweiz, var ikke inhabil til at afgøre en begæring om editionspålæg over for enken. Se også UfR 2007.1464 ØLK.

UfR 2005.482 ØLK: Ikke hjemmel til at pålægge enke at give fuldmagt til bobestyrer til indhentelse af bankoplysninger.

Boet efter M blev behandlet som insolvent bobestyrerbo. M havde konto i schweizisk bank, og enken H havde fuldmagt til kontoen. Skifteretten i Roskilde pålagde i medfør af DSL § 92, stk. 2. H at bemyndige bobestyrer til at indhente oplysninger om afdøde M's engagement hos banken i Schweiz. ØL fandt, at der hverken efter ordlyden af bestemmelserne i DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kapitel 28 eller forarbejderne hertil var givet skifteretten mulighed for at meddele pålæg i det skete omfang, og ophævede skifterettens kendelse herom. ØL havde ikke kunnet tage stilling til, i hvilket omfang der i øvrigt kunne være grundlag for meddelelse af pålæg i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kap. 28. Se også UfR 2007.1464 ØLK.

TFA 2005.50 ØLK: Ikke grundlag for at afhøre H om livsgaver til fællesbarn.

M, der var død i 2003, efterlod H, 3 særbørn og et fællesbarn. Særbørnene ønskede, at bobestyrer skulle indkalde H og fællesbarnet til afhøring i skifteretten i henhold til DSL § 92 vedrørende påståede gaver fra H til fællesbarnet gennem de sidste 11 år. Bobestyrer afslog dette. København Byrets Skifteafdeling fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bobestyrers skøn og tog derfor ikke klage til følge. ØL stadfæstede.

TFA 2006.419 ØLK: Enke pålagt at indhente og udlevere materiale vedrørende M's konti i Schweiz.

Skifteretten i Roskilde fandt det bevist, at enken H bevidst modarbejdede, at bobestyrer i M's dødsbo og skifteretten fik oplysninger om hans konti i Schweiz. Hun ønskede ikke at give bobestyreren fuldmagt, hvorfor hun fortsat anvendte og kunne anvende sin fuldmagt vedrørende kontiene. H tilpligtedes at udlevere sit materiale vedrørende engagementerne, og hvis hun ikke havde det, dømtes hun til at indhente materialet fra Schweiz samt til at indhente årsopgørelser vedrørende perioden fra engagementernes begyndelse til dødsdagen, jf. DSL § 92, jf. RPL § 299.

UfR 2009.2127 HKK (TFA 2009.462 HKK, UfR 2008.106 ØLK og UfR 2007.1464 ØLK): Sagen er en fortsættelse af UfR 2004.2857 ØLK og UfR 2005.482 ØLK: E kunne ikke pålægges dagbøger eller tages i forvaring, hvis hun ikke opfyldte editionskendelse.

Boet efter M blev behandlet som insolvent bobestyrerbo. M havde konto i schweizisk bank, og enken H havde fuldmagt til kontoen. Skifteretten i Roskilde pålagde i medfør af DSL § 92, stk. 2 H at bemyndige bobestyrer til at indhente oplysninger om afdøde M's engagement hos banken i Schweiz. ØL fandt, at der hverken efter ordlyden af bestemmelserne i DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kapitel 28 eller forarbejderne hertil var givet skifteretten mulighed for at meddele pålæg i det skete omfang, og ophævede skifterettens kendelse herom. ØL havde ikke kunnet tage stilling til, i hvilket omfang der i øvrigt kunne være grundlag for meddelelse af pålæg i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL kap. 28. H nægtede dog at medvirke til at fremskaffe materialet. I medfør af RPL § 178, stk. 1, jf. DSL § 92, stk. 2, jf. RPL § 299, blev H pålagt dagsbøder på 1.000 kr. der løb fra d. 01.04.2007 og foreløbig til d. 31.05.2007, såfremt H ikke senest 31.03.2007 opfyldte skifterettens kendelse af 15.03.2006. Da E fortsat ikke indhentede de fornødne oplysninger, bestemte skifteretten endvidere, at E skulle tages i forvaring af politiet. Denne afgørelse blev stadfæstet af ØL. HR udtalte, at bestemmelsesretten over boet for så vidt angår væsentlige spørgsmål lå hos boets kreditorer, jf. DSL § 70, stk. 1, og i øvrigt hos B, der var legitimeret til at tegne boet. Dokumenter i form af kontoudtog kunne derfor ikke antages at være undergivet E's rådighed. Da det heller ikke på andet grundlag var godtgjort, at E havde mulighed for at fremskaffe de ønskede oplysninger, var betingelserne for anvendelse af tvangsmidler i RPL § 178, stk. 1, nr. 4 og 5, ikke opfyldt. HR ophævede derfor ØL's kendelse.

UfR 2008.764 ØLK: Skifteretten kunne ikke give pålæg om at rømme et kolonihavehus tilhørende et dødsbo.

D afgik ved døden i november 2001, hvorefter hans bo blev taget under behandling som bobestyrerbo. A boede sammen med D i et kolonihavehus på lejet grund og fortsatte efter D's dødsfald med at bebo huset alene. A var i ØL blevet dømt til at anerkende, at det pågældende kolonihavehus tilhørte dødsboet. A havde fået medhold i at være medlejer af havelodden. Skifteretten i Glostrup besluttede på bobestyrerens anmodning, at A skulle fraflytte huset med henblik på, at boet kunne fjerne huset fra grunden og sælge det til opstilling et andet sted. ØL udtalte, at det efter DSL § 53, stk. 1 og § 63, stk. 1, tilkommer bobestyreren, eventuel i samråd med arvingen, at træffe sådanne bestemmelser, og om fornødent at anmode om fogdens bistand. Derimod indeholder hverken DSL § 89, som regulerer skifterettens saglige kompetence i dødsboskiftesager, eller andre bestemmelser i DSL hjemmel til, at skifteretten på bobestyrerens anmodning i stedet kan træffe afgørelse herom. ØL ophævede derfor skifterettens beslutning.

TFA 2016.494/2 ØLK: Afdødes broder pålagt at udlevere dokumenter vedr. et selskab og ejendom, som afdøde og broderen ejerede i sameje. Broder kunne ikke kan pålægges at udarbejde et nærmere angivet dokument.

Skifteretten i Odense havde i medfør af DSL § 92, stk. 2, jf. RPL §§ 299 og 300 om tredjemandsedition, pålagt afdødes bror at udlevere forskellige dokumenter vedrørende et selskab og en fast ejendom, som afdøde havde ejet i lige sameje med broren. Desuden havde skifteretten pålagt broren at udlevere en opgørelse over ejendomme, aktier, obligationer og værdipapirer, som afdøde havde være medejer af sammen med broren. Efter det oplyste drejede det sig om to ejendomme på Sicilien, værdipapirer og muligvis kontanter placeret i et pengeinstitut i Italien. ØL stadfæstede, idet dog den del af kendelsen, der vedrørte udlevering af en opgørelse over ejendomme, obligationer og værdipapirer, som afdøde havde været medejer af sammen med broren, blev ophævet, allerede fordi der efter RPL § 299, jf. § 300, ikke er hjemmel til at pålægge tredjemand at udfærdige et dokument.

Sagkyndig vurdering


TFA 1999.144 VLK (FM 1999.9 VLK): Ikke grundlag for omvurdering af fast ejendom.

I et bobestyrerbo havde en af skifteretten udpeget vurderingsmand fastsat værdien af et parcelhus i Risskov til 1.097.000 kr. Efterfølgende udarbejde en ingeniør en rapport, hvorefter udbedring af ejendommen ville koste ca. 250.000 kr., ligesom et forsikringsselskab påpege nogle fejl og mangler, som skulle udbedres, hvis der skulle kunne tegnes ejerskifteforsikring. En anden statsautoriseret mægler fastsatte værdien til 900.000 kr. Afdødes datter, der ifølge testamentet skulle arve ejendommen, begærede ejendommen omvurderet, jf. DSL § 94. Skifteretten i Århus fandt ikke, at der var udvist fejl ved vurderingen, selv om der ikke forelå tilstandsrapport, og at der ved den første vurdering var taget hensyn til de fejl og mangler, der senere blev påpeget. Da vurderingen tillige hvilede på et skøn, fandtes der ikke grund til at tilsidesætte vurderingen og tillade omvurdering. VL stadfæstede. (Komm. af Henning Broman i FM 1999.10: Man kunne have tilladt omvurdering mod, at den vurderingen gik imod, måtte betale udgifterne herved.)

TFA 1999.331 ØLK (FM 1999.94 ØLK): To arvinger skulle afholde udgifterne ved omvurdering.

Værdien af en fast ejendom var ved sagkyndig vurdering fastsat til 767.000 kr. To arvinger begærede omvurdering, da de mente, at værdien var mindst 1,1 mio. kr. Omvurderingen lød på 780.000 kr. Skifteretten i Odense besluttede, at de to arvinger skulle afholde udgifterne ved omvurderingen på 8.125 kr., jf. DSL § 95, stk. 3. ØL stadfæstede.

UfR 1999.1915 ØLK: Ikke omvurdering efter, at ejendom var udlagt til .H.

M var død d. 09.09.1998 og boet blev behandlet ved testamentarisk indsat bobestyrer. M efterlod sig H og særbarnet A. Ejendommen blev vurderet af ejendomsmægler d. 13.11.1998 til 2 mio. kr., og vurderingen blev forelagt for arvingerne. Ejendommen blev ved arveudlægsskøde af 10.01.1999 udlagt til H for 2 mio. kr. H solgte ejendommen d. 29.03.1999 for 2,975 mio. kr. A begærede nu ejendommen omvurderet. Begæringen blev ikke taget til følge, da A ikke havde haft indvendinger mod vurderingen, og da ejendommen var udlagt til H.

TFA 2001.10 ØLD: Arving fik ikke medhold i omvurdering af maleri efter SKL § 48.

H, der sad i uskiftet bo, var død d. 30.06.1993. Boet blev behandlet som gældsfragåelsesbo ved skifteretten i Assens. Maleri af Dankvart Dreyer blev d. 24.02.1994 vurderet af skifterettens vurderingsmand til 20.000 kr. Skifteretten bestemt ved dom d. 08.06.1998, at datteren D ikke skulle udtage maleriet, som derfor skulle udlægges til sønnen S. D begærede nu maleriet omvurderet i medfør af SKL § 48, da andre malerier af samme kunster var solgt 60.000 kr. og 65.000 kr. med tillæg af omkostninger. D havde ikke gjort indsigelser i 4½ år. D havde ikke godtgjort, at vurderingen var et sådant fejlskøn eller led af så væsentlige mangler, at skifteretten skulle tilsidesætte den. (2-1).

TFA 2001.174 VLK (FM 2000.138 VLK): Arvinger fik ikke medhold i omvurdering.

H havde i forbindelse med begæring om ægtefælleudlæg uden tre særbørns medvirken indhentet en vurdering af ejendommen. Skifteretten i Århus bestemte, at ejendommen skulle omvurderes. VL fandt, at vurdering var korrekt og udført på betryggende måde, og at der ikke var påvist omstændigheder, der godtgjorde, at ejendommens handelsværdi afveg væsentligt fra vurderingen. Betingelserne for omvurdering i DSL § 94 var herefter ikke opfyldt. Kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.138-139.

FM 2001.126 VLK: Arving fik ikke medhold i omvurdering.

Bobestyrer havde på et bomøde udpeget en ejendomsmægler til at vurdere boets faste ejendom. Ejendommen blev vurderet til 325.000 kr. og udlagt til ægtefællen for dette beløb. Det viste sig efterfølgende, at en anden mægler i anden anledning havde vurderet ejendommen til 365.000 kr. Skifteretten i Nibe nægtede omvurdering, da arvingerne ikke havde protesteret mod den udmeldte vurderingsmand, og da vurderingen måtte anses for udtryk for ejendommens værdi, forelå der ikke sådanne omstændigheder eller fejl, som kunne begrunde en omvurdering af ejendommen. VL stadfæstede.

TFA 2002.121 ØLK: Ikke grundlag for omvurdering.

I et bobestyrerbo var et sommerhus blevet vurderet af ejendomsmægler til 750.000 kr. Arving anmodede om omvurdering, idet en anden ejendomsmægler i en ensidigt indhentet vurderingsrapport havde vurderet ejendommen til 850.000 kr. Skifteretten i Slagelse fandt ikke grundlag for en omvurdering. ØL stadfæstede.

TFA 2002.150 VLD: Ikke grundlag for omvurdering.

Skifteretten i Gråsten havde tilladt omvurdering af ejendom, som af statsaut. ejendomsmægler var vurderet til 3.100.000 kr., mod at arvingerne stillede sikkerhed for omkostningerne herved. En anden mægler havde vurderet ejendommen til.3.740.000 kr. VL fandt, at der ikke var grundlag for omvurdering, jf. DSL § 94.

TFA 2002.250 VLK (FM 2002.27 VLK): Tvivl om vurdering burde afklares ved henvendelse til vurderingsmanden.

I et bobestyrerbo var et hotel blevet vurderet til 10,45 mio kr., hvilket 6 uger senere nedsattes til 9,65 mio kr., da det viste sig, at der var problemer med lovliggørelse af køkkenet. Hotellet blev a contoudlagt til en af arvingerne. Skifteretten i Tønder bestemte, at udlægsprisen skulle fastsættes, så der blev taget højde for den værdistigning, der var sket i forbindelse med lovliggørelse af køkkenet. VL fandt, at spørgsmålet kunne afklares ved en henvendelse til vurderingsmanden, hvorfor sagen blev hjemvist til fornyet behandling.

TFA 2002.437 VLK (FM 2002.104 VLK): Ikke grundlag for omvurdering.

Autoriseret bobestyrer i Århus havde ladet indbo vurdere uden at der var givet arvingerne mulighed for at være til stede under vurderingsforretningen, hvilket en af arvingerne havde ønsket. Skifteretten i Århus fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen, selv om arvingerne burde have haft underretning, da der ikke var påvist fejl eller mangler ved vurderingen, jf. DSL § 94.

TFA 2003.96 ØLK: Omvurdering tilladt.

Ejerlejlighed i Charlottenlund var i juli 2002 vurderet til 2,9 mio. kr. eller 200.000 kr. under ejendomsværdien. Afdødes særbørn begærede omvurdering. Skifteretten i Gentofte tillod omvurdering efter DSL § 94, nr. 3, allerede fordi det ikke kunne afvises, at ejendomme i det pågældende område generelt handles væsentligt over den offentlige ejendomsværdi, og det derfor ikke kunne udelukkes, at handelsværdien afveg væsentligt fra vurderingsresultatet.

TFA 2003.460 VLK (FM 2003.186 VLK): Omkostningerne ved om vurdering skulle afholdes af boet.

I bobestyrerbo blev sommerhusgrund, som var vurderet til 325.000 kr, efter begæring omvurderet. Omvurderingen nåede også frem til 325.000 kr. Skifteretten i Grenå pålagde herefter arvingen at betale vurderingsomkostningerne på 5.250 kr., jf. DSL § 95, stk. 3. VL fastslog, at udgangspunktet er, at boet skal afholde omkostningerne. Da beslutningen om omvurdering hvilede på en udtalelse fra en ejendomsmægler, bobestyreren havde anbefalet det og to arvinger udtalt, at grunden kunne sælges for 368.000 kr, og da den nu var sat til salg for dette beløb, var der ikke grundlag for at fravige hovedreglen, hvorefter boet skulle betale for omvurderingen.

FM 2003.200 VLK: Omvurdering af ejendom tilladt.

Arvingerne havde i boopgørelsen sat en ejendoms værdi til 293.000 kr. Skattemyndighederne forhøjede værdien til 400.000 kr. svarende til ejendomsværdien. Skifterettens vurderingsmand vurderede herefter ejendommen til 695.000 kr. Arvingerne begærende omvurdering og fremlagde en vurdering fra en anden mægler på 105.000 kr. Skifteretten afviste omvurdering. VL fandt, at vurderingerne var så forskelligartede, at betingelserne for en omvurdering var til stede. Komm. af Henning Broman i FM 2003.221.

TFA 2005.125 ØLK: Ikke grundlag for omvurdering.

Bobestyreren havde efter aftale med arvingerne i boet og efter forslag fra arvingen A om, hvilke mæglere der skulle vurdere ejendommen E, rettet henvendelse til disse mæglere, som vurderede ejendommen til henholdsvis 1.625.000 kr. og 1.650.000 kr. som kontantpris. Bobestyreren havde på denne baggrund truffet beslutning om, at ejendommen blev værdiansat til gennemsnittet af disse to vurderinger, nemlig 1.637.500 kr. Skifteretten i Hørsholm fandt det ikke godtgjort, at der i forbindelse med vurderingerne forelå forhold som anført i DSL § 94, hvorfor der ikke fandtes baggrund for at foretage en omvurdering af ejendommen. Det fandtes rigtigt at lægge gennemsnittet af de to vurderinger til grund. ØL stadfæstede.

TFA 2005.229 ØLK: Ikke grundlag for omvurdering.

Ejerlejlighed var d. 15.09.2004 vurderet af Nybolig til 2.150.000 kr. Ejendomsværdien pr. 01.10.2003 var 2.300.000 kr. og Home havde i januar 2004 vurderet lejligheden til 2.200.000 kr. Bobestyrer havde på bomøde d. 19.10.2004 bestemt, at ejerlejligheden skulle overdrages til efterlevende ægtefælle for 2.150.000 kr. Særbørnenes anmodning om omvurdering blev afslået af skifteretten i Gentofte og ØL, da der ikke var grundlag for at antage, at værdien afveg væsentligt fra vurderingsresultatet, jf. DSL § 94, nr. 3.

TFA 2005.263 ØLK: Vurderingsmand inhabil.

På et bomøde blev det vedtaget af lade ejendommene E og F vurdere af EDC og HOME. Ved afgivelsen af vurderingen oplyste EDC-mægleren, at han var fætter til arvingen A's ægtefælle B. Bobestyrer besluttede herefter at udlægge ejendommen E til A og B til vurderingsprisen fra HOME, som var den højeste vurdering, og at sælge ejendomme F på auktion i henhold til RPL's regler, jf. DSL § 58. Skifteretten i Ringsted ophævede bobestyrers beslutning om udlæg af ejendommen, da der af formelle grunde burde bortses fra vurderingen fra EDC, og det pålagdes bobestyrer at lade ejendommen vurdere ved en 3. ejendomsmægler, før der blev truffet beslutning om ejendommens udlægsværdi. Skifteretten fandt ikke grundlag for at kritisere salget af ejendommen F ved auktion, da den foretagne vurderingsrunde herefter ikke var bestemmende for de vilkår, hvorunder ejendommen blev solgt. ØL stadfæstede.

TFA 2005.456 ØLK: Sagkyndig vurdering af livrenteforpligtelse var åbenbart overflødig.

Dødsbobeskatningen havde beregnet den kapitaliserede værdi af en livrenteforpligtelse på 45.000 kr. med en kapitaliseringsfaktor på 7,69 i henhold til bekg. nr. 996 af 08.11.2000. En arving ønskede, at der skulle ske sagkyndig vurdering af forpligtelsen, jf. DSL § 93. Skifteretten i Brøndbyerne afviste begæringen som åbenbart overflødig, da passiveringen skulle beregnes efter bekendtgørelsen. ØL stadfæstede.

TFA 2005.474 ØLK: Omvurdering afvist, da boets behandling var afsluttet.

Moderen til afdøde M's særbørn anmodede om omvurdering af boets faste ejendom. Skifteretten i Assens fandt ikke grundlag herfor, jf. DSL § 94. ØL henviste til, at boet var afsluttet i februar 2005 ved ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22. Begæringen om omvurdering var fremsat i april 2005. Allerede fordi en anmodning om omvurdering af boets aktiver efter DSL § 94 alene kunne fremsættes i forbindelse med boets behandling eller berigtigelse, tiltrådte ØL skifterettens afgørelse.

TFA 2006.33/2 ØLK: Bobestyrer havde med rette afvist at sende vurderingsmand ensidigt indhentet tilstandsrapport.

Bobestyreren havde i et dødsbo med 2 arvinger bestemt, at en tilstandsrapport, den ene arving havde indhentet, ikke skulle udleveres til vurderingsmanden. Skifteretten i Gladsaxe gav ikke medhold i en klage herover. Retten fandt ikke, at vurderingsmanden skulle gøres bekendt med en ensidig indhentet tilstandsrapport, udfærdiget uden at hverken medarvingen eller bobestyreren havde været til stede. ØL stadfæstede, idet der tillige henvistes til, at bobestyreren efter DSL § 53, stk. 3, kan tilsidesætte arvingernes beslutning og afgøre et spørgsmål, hvis beslutningen strider mod nogens ret.

TFA 2006.322 VLK: Omvurdering af erhvervsejendom tilladt.

En erhvervsejendom i Randers blev af to mæglere i forening i september 2004 vurderet til 19,5 mio. kr. På telefonisk forespørgsel fra en arving tilkendegav den ene af mæglerne i august 2005, at han ikke fandt det urealistisk at udbyde ejendommen til en kontantpris på 26,5 mio. kr. En arving begærede herefter omvurdering. Arvingen havde ikke udvist retsfortabende passivitet. Skifteretten i Randers antog, at handelsværdien afveg væsentligt fra værdien ifølge vurderingen fra 2004, og besluttede omvurdering, jf. DSL § 94, nr. 3. Det kunne ikke tillægges afgørende betydning, at lejeren af ejendommen, der havde en forkøbsret, havde anslået prisen til 15-18 mio. kr. VL tiltrådte, at der var skabt en sådan usikkerhed om ejendommens handelsværdi, at betingelserne for omvurdering var opfyldt.

TFA 2006.375 ØLK: Arving fik medhold i begæring af omvurdering.

I et bobestyrerbo var en ejerlejlighed vurderet af home til 5.200.000 kr. Afdødes særbarn var ikke orienteret om vurderingen og havde ikke været til stede. Skifteretten på Frederiksberg afslog omvurdering, da arvingen i 50 dage ikke havde reageret på bobestyrers afvisning af omvurdering. Dødsboet havde ikke, trods opfordring hertil, nærmere redegjort for fremgangsmåden ved vurderingens foretagelse. Det var endvidere uoplyst, i hvilket omfang ejendomsmægleren havde haft relevante oplysninger blandt andet vedrørende ejerlejlighedens renovering. På denne baggrund fandt ØL, at betingelserne for omvurdering i medfør af DSL § 94 var opfyldt.

UfR 2007.2025 ØLK: Anmodning om omvurdering af ejendom i forbindelse med dødsboskifte ikke imødekommet.

En liebhaverejendom i Rungsted skulle ifølge testamente arveudlægges til den efterlevende ægtefælle H. 3 arvinger påklagede bobestyrerens afvisning af udmeldelse af sagkyndig vurderingsmand i henhold til DSL § 93. Helsingør Skifteret udtalte, at der i alt var foretaget 3 vurderinger, der alle måtte betegnes som sagkyndige. Der fandtes ikke grundlag for at antage, at betingelserne for omvurdering var til stede, hvorfor skifteretten tiltrådte bobestyrerens afvisning. ØL fandt ikke, at betingelserne i DSL § 94 var opfyldt, for at skifteretten skulle træffe bestemmelse om omvurdering. ØL stadfæstede herefter.

TFA 2008.337 VLK: Omvurdering af ejendom tilladt.

M døde i oktober 2004. Han ejede en ejendom i lige sameje med sin samlever K. Ejendommen blev december 2004 vurderet til 950.000 kr. K udtrykte ønske om at overtage M's halvpart, hvis det var økonomisk muligt for hende. Boets behandling var herefter udsat på en civil sag mellem boets arvinger, D og K. Sagen blev forligt i april 2007, og D begærede nu ejendommen omvurderet. Skifteretten i Herning fandt, at der ikke var sket udlodning af M's halvpart til K, og det var ikke godtgjort, at K havde aftalt med dødsboet, at hun på et senere tidspunkt kunne overtage den i overensstemmelse med vurderingen fra 2004. Da boets andel af ejendommens værdi efter vurderingen udgjorde ca. halvdelen af boets aktiver, og da ejendommens handelsværdi måtte antages at afvige væsentligt fra vurderingen fra 2004, tillod skifteretten omvurdering, jf. DSL § 94, nr. 3. VL stadfæstede.

TFA 2009.577/2 ØLK: Omvurdering af villa men ikke af bil.

I et bobestyrerbo ønskede afdødes to livsarvinger, at der sket omvurdering af afdødes bil og villa. Bilen var vurderet til 45.000 kr. ved køb i ren handel, men arvingerne havde på nettet set tilsvarende biler til salg hos forhandlere for 90.000 kr. Villaen var vurderet til 2.250.000 kr. Ejendomsværdien var 5.150.000 kr., og arvingerne oplyste, at andre mæglere uden besigtigelse havde anslået prisen pr. kvm til 20-25.000 kr. Villaen var på 178 kvm. Vurderingsmanden havde anført, at vurderingen var sket til brug for boets opgørelse af ejendommen, og at det ikke kunne udelukkes, at en eventuel liebhaver ville betale mere for villaen. Skifteretten i Lyngby fandt ikke grundlag for omvurdering. ØL stadfæstede vedr. bilen. ØL fandt, at der var skabt en sådan usikkerhed om villaens handelsværdi, at betingelserne for omvurdering efter DSL § 94 var opfyldte.

TFA 2010.570 ØLK: Ejendomme skulle udlægges til værdi efter sagkyndig vurdering.

I boopgørelsen i okt. 2007 var boets to sommerhusejendomme udlagt til arvingerne til nyeste ejendomsværdi minus 15%, dvs. 2.762.500 kr. SKAT ændrede to måneder efter værdierne til 4.450.000 kr., hvilket var udbudsprisen på ejendommene. Skifteretten indhentede herefter efter anmodning fra boet sagkyndig vurdering, som nåede frem til en værdi på 3.400.000 kr. Arvingerne nedlagde nu påstand om, at ejendommene skulle anses for udlagt til ejendomsvurderingen med fradrag af 15 %, subsidiært at udlæggene af ejendommen til arvingerne skulle anses for bortfaldet som følge af bristende forudsætninger, og mere subsidiært, at ejendommen skulle anses for udlagt til arvingerne til en lavere værdi end den sagkyndige vurdering efter et af skifteretten udøvet skøn. Skifteretten i Roskilde gav ikke arvingerne medhold heri, idet der ikke var grundlag for omvurdering efter DSL § 94, og idet skifteretten ikke selvstændigt kan fastsætte værdien efter eget skøn. Der var endvidere ikke grundlag for på grund af bristende forudsætninger at genoptage bobehandlingen i medfør af DSL § 103 med henblik på at omgøre udlæggene af de to ejendomme til arvingerne. ØL stadfæstede.

TFA 2010.615 ØLK: Ikke grundlag for omvurdering.

I et bobestyrerbo var et sommerhus i maj 2009 vurderet af to ejendomsmæglere til henholdsvis 7.5 mio. kr. og 5.9 mio. kr. I september 2009 vurderede en tredje ejendomsmægler ejendommen til 4 mio. kr. Bobestyreren traf afgørelse om, at to arvinger, der i henhold til testamente havde fortrinsret til sommerhuset, kunne udtage det for gennemsnittet af de 3 vurderinger eller 5.8 mio. kr. Flere af de øvrige arvinger klagede til skifteretten i Lyngby, der bestemte, at der skulle indhentes en fjerde vurdering. ØL fandt, at der ikke var grundlag for på ny at tillade omvurdering af ejendommen, jf. DSL § 94, og skifteretten måtte, på det foreliggende grundlag, træffe afgørelse vedrørende klagerne over værdiansættelsen.

TFA 2010.636 ØLK: Omvurdering tilladt.

I et bobestyrerbo foretog ejendomsmægler E i juni 2009 vurdering af boets ejendomme, herunder et kommanditselskab, der ejede 11 ejendomme. I forhold til en opgørelse udarbejdet af boets revisor i maj 2008 blev nettoværdien af boets ejendomme reduceret fra ca. 60 mio. kr. til ca. 19 mio. kr., og nettoværdien af kommanditselskabet blev reduceret fra ca. 31.5 mio. kr. til ca. 2.6 mio. kr. Bostyret traf afgørelse om at lægge E's vurderinger til grund, og to arvinger klagede med påstand om, at der ikke var tale om en sagkyndig vurdering, subsidiært at omvurdering blev tilladt. Skifteretten i Lyngby fandt, at der var tale om en sagkyndig vurdering, men at der var skabt en sådan usikkerhed om værdierne, at omvurdering skulle tillades. jf. DSL § 94, nr. 3. ØL stadfæstede.

TFA 2011.75 VLK: Ikke grundlag for omvurdering.

I et bobestyrerbo blev en erhvervsejendom vurderet af statsautoriseret ejendomsmægler og valuar til 6 mio. kr. To arvinger anmodede om omvurdering, idet vurderingen var alt for lav. De gjorde gældende, at der ikke var taget højde for lejeindtægten for to boliger på 2. sal i ejendommen, at den skønnede lejeindtægt for et erhvervslejemål med en stabil langtidslejer var sat for lavt, og at ejendommen havde en attraktiv beliggenhed. To andre arvinger protesterede mod omvurdering: Vurderingen var foretaget af professionelle vurderingsfolk, der var ikke tegn på, at der var begået fejl, der var taget højde for lejemålene på 2. sal, og der var en kort opsigelsesfrist på erhvervslejemålet. Skifteretten i Hjørring afslog omvurdering. VL tiltrådte, at betingelserne for omvurdering i medfør af DSL § 94 ikke var opfyldt, idet det ikke var sandsynliggjort, at den vurderede salgspris væsentlig afveg fra handelsprisen.

Beskikkelse af advokat


TFA 1999.8 ØLK: Skifterettens afslag på beskikkelse af advokat for efterlevende ægtefælle burde være truffet ved kendelse.

Skifteretten havde ved skrivelse meddelt, at man ikke fandt betingelserne i DSL § 100 for beskikkelse af advokat for længstlevende for opfyldt. ØL bemærkede, at skifterettens afgørelse skulle have være truffet ved kendelse, jf. DSL § 98 og § 102, stk. 1.

TFA 1999.17 ØLK (FM 1998.178 ØLK): Ikke behov for beskikkelse af advokat for afdødes ægtefælle, jf. DSL § 100.

Skifteretten afslog ved kendelse at beskikke advokat for H under skiftet af fællesboet efter M's død, idet der ikke bestod nogen aktuel tvist mellem H og dødsboet, og idet såvel skifteret som bobestyrer kunne vejlede hende under skiftet. ØL stadfæstede.

TFA 2000.211 ØLK: Salær til arvings beskikkede advokat forhøjet.

Skifteretten i Kalundborg havde d. 13.07.1999 i medfør af DSL § 100 beskikket advokat for en arving, som havde klaget over en bobestyrer. Den beskikkede advokat fik senere tilkendt et honorar på 15.000 kr plus moms. ØL forhøjede salæret med 7.500 kr, idet der ved salærfastsættelsen også skulle tages hensyn til det arbejde, som med føje var foretaget før beskikkelsen, jf. RPL § 332, stk. 3.

TFA 2001.367 VLK (FM 2001.76 VLK): Ikke grundlag for advokatbeskikkelse.

VL tiltrådte, at skifteretten i Århus ikke havde fundet anledning til beskikkelse af advokat for arving i et bobestyrerbo, jf. DSL § 100.

UfR 2001.2552 VLK (FM 2001.149 VLK): Arving pålagt at føre sagen gennem advokat.

Skifteretten i Skanderborg havde i medfør af DSL § 98, jf. RPL § 259, stk. 2, pålagt en arving at lade sagen føre gennem sin advokat. VL udtalte, at et advokatpålæg ikke i sig selv medførte, at arvingen ikke selv kunne ytre sig. Efter en analogi af RPL § 259, stk. 2 kunne parten pålægges at lade sagen føre gennem advokaten og afgørelsen blev stadfæstet.

TFA 2002.270 ØLK: Ikke basis for beskikkelse af ny advokat for arving, som var behørigt vejledt.

Arving havde haft to advokater beskikket i medfør af DSL § 100. Skifteretten i København afslog at beskikke en ny advokat for arvingen, idet der ikke var udsigt til, at en ny advokat ville kunne varetage arvingens interesser på den måde, som han ønskede det. ØL stadfæstede. Skifteretten fandtes at have opfyldt sin vejledningspligt, som ikke omfattede udformningen af processkrifter, som der i øvrigt ikke stilles formkrav til.

TFA 2004.400 ØLK: Ikke behov for beskikkelse af advokat for arving under afhøring af en anden arving.

Skifteretten i Nakskov afslog at beskikke advokat for en arving B i forbindelse med en afhøring af C i skifteretten i medfør af DSL § 92, stk. 2 vedr. nogle klart definerede dispositioner. ØL fandt, at afhøring af C kunne gennemføres på betryggende vis, selv om B ikke var bistået af advokat, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skifterettens skøn, jf. DSL § 100.

TFA 2005.175 VLK: Den begunstigede på en livsforsikring anset som part og berettiget til advokatbeskikkelse.

M var død og hans samlever gennem 4 år K fik udbetalt en forsikring fra Forenede Gruppeliv med fradrag af 36,25% i boafgift. K klage til skifteretten over afgiftsberegningen og anmodede om at få beskikket en advokat, jf. DSL § 100. Skifteretten i Århus afslog at beskikke advokat, da K ikke var part i dødsboskiftelovens forstand. VL udtalte, at den begunstigede i en forsikring m.v. kan klage over beregningen af boafgift til skifteretten, jf. BAL § 35, stk. 2, jf. DSL § 80, stk. 3. K måtte anses som part i denne sag, og hun kunne derfor få beskikket advokat i medfør af reglen i DSL § 100, hvis betingelserne i denne bestemmelse er opfyldt. Navnlig henset til K's personlige forhold fandt VL, at der burde være beskikket advokat for hende i forbindelse med skifterettens behandling af afgiftsspørgsmålet. VL hjemviste derfor sagen til skifteretten med henblik på beskikkelse af advokat for K.

Sager mod dødsboet


UfR 1999.60 HD: Sag mod eksekutor om grundlaget for eksekutorbehandlingen anlagt for sent.

Eksekutor havde valgt at lægge afdødes uunderskrevne udkast til testamente til grund for skiftet, således at afdødes svigerinde S, der hidtil havde været universalarving, intet skulle arve - bortset fra et TV og et kinesisk tæppe. Hrs. Claus Christensen udarbejdede på vegne S udkast til stævning i maj 1994. Eksekutor afsluttede boet med afsluttende skiftesamling, hvortil S ikke var indkaldt, d. 09.12.1994. S anlagde sag mod eksekutor d. 01.02.1996. Eksekutor blev frifundet, da S ikke i tide havde gjort indsigelse mod grundlaget for bobehandlingen. (3-2)

HKK af 11.02.1999 (438/1998): Sag mod dødsbo skulle anlægges ved landsret i 1. instans.

Folkepartiet: Det Nye Skattesystem havde d. 03.06.1998 ved Østre Landsret anlagt sag mod et bobestyrerbo med påstand om, at boet skulle anerkende en fordring på 600.000 kr. ØL henviste sagen til Tårnby Skifteret, jf. RPL § 660 og DSL § 56, stk. 4. Højesteret tillod i medfør af RPL § 393, stk. 1, jf. § 253, at delafgørelsen blev kæret. Højesteret hjemviste sagen til fortsat behandling ved Østre Landsret, jf. DSL § 89, stk. 3.

TFA 1999.254 VLK: Sag om vederlagskrav ikke anlagt for sent, da bobestyrer ikke havde overholdt reglerne om prøvelse af anmeldte fordringer.

H, der havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene A, B og C, var død d. 29.05.1997, og boet blev behandlet af advokat Anne Mette Ovesen som bobestyrer. A og B anlagde ved skifteretten sag mod boet med påstand om, at de havde et godtgørelseskrav i medfør af AL § 21 på 500.000 kr., idet H havde solgt sommerhus og aktier for billigt til C. Boet påstod sagen afvist, da den ikke var anlagt senest 4 uger efter bobestyrers indstilling. Der var mellem parterne enighed om, at vederlagskravet var omfattet af DSL § 56. Da bobestyrer ikke havde iagttaget bestemmelserne i DSL § 56, stk. 1 og 3, blev afvisningspåstanden ikke taget til følge.

TFA 1999.268 VLK: Udlægsforretning kunne foretages mod afdød, da boet ikke blev behandlet i Danmark.

Fogedretten havde afvist fogedsag, da rekvisitus, der boede i udlandet, var afgået var døden. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da boet ikke var undergivet dansk skifteretskompetence, hvorfor de regler, der udelukker individualforfølgning, ikke fandt anvendelse.

UfR 1999.1266/2 VLK: Behandling af tvist vedr. forsikringssum krævede ikke indlevering af stævning til skifteretten.

Under skiftet af boet efter M, som blev behandlet ved bobestyrer, gjorde H gældende, at en forsikringssum fra PFA, hvor hun var begunstiget, skulle udbetales til hende ubeskåret uden om boet, selv om forsikringen var pantsat til Lokalbanken til sikkerhed for et lån, som var indfriet af boets andre midler, inden forsikringssummen kom til udbetaling. Skifteretten i Hjørring afviste H´s krav, da hun ikke havde indgivet stævning til skifteretten inden 4 uger, jf. DSL § 56, stk. 4. VL fandt, at der ikke i DSL kap. 28 er en bestemmelse om, at der i alle tilfælde skal indleveres en stævning, der opfylder kravene i RPL § 348, og der er heller ikke fastsat frister for indlevering af en stævning i en situation som den foreliggende. DSL § 56, stk. 4 kan ikke finde anvendelse ved andre tvister end de i DSL § 89, stk. 1, nr. 2 anførte. Skifteretten burde have anset den skriftlige udtalelse vedrørende indsigelsen som tilstrækkelig til i overensstemmelse med reglerne i DSL kap. 28 at påbegynde behandlingen af tvisten eller i hvert fald have indrømmet H en frist til at afhjælpe de mangler, der måtte være ved udtalelsen, jf. herved DSL § 98, jf. princippet i RPL § 349, stk. 2. Sagen blev herefter hjemvist til fortsat behandling ved skifteretten. Skifteretten har ved dom af 12.10.1999 antaget, at enken havde ikke regres mod boet for den del af livsforsikringssummen, der var anvendt til indfrielse af afdødes bankgæld, jf. Fagl. Nyt 1999.386. VL's afgørelse er kritisk komm. af Henning Broman i FM 2000.77-78: Stævning eller ej?

TFA 2000.379 ØLK (FM 2000.98 ØLK): Sag mod bobestyrerbo blev ikke afvist som følge af manglende påstandsdokument.

Sydbank A/S havde anlagt sag mod bobestyrerbo med påstand om, at boet skulle anerkende, at 5 års renter af bankens fordring på 68.265 kr. måtte betragtes som rettidigt anmeldt. Bobestyreren påstod sagen afvist, da påstandsdokument var indleveret 10 dage for sent. En afvisning ville medføre retstab for sagsøger, idet denne var forhindret i på ny at anlægge sagen på grund af fristen i DSL § 56, stk. 4. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der burde føre til, at sagen undtagelsesvist ikke afvistes. ØL stadfæstede med bemærkning, at skifterettens skrivelse med tilkendegivelse om udeblivelsesvirkninger havde hjemmel i DSL § 98, jf. RPL § 356 a.

UfR 2000.1843 VLD: Skifterettens udeblivelsesdom blev ophævet.

Ifølge testamente fra 1979 skulle halvdelen af arven efter M og H tilfalde M's slægtning. Efter M's død i 1987 oprettede H nyt testamente, hvorefter hele arven skulle tilfalde hendes niece C og nevø D. E, der var arving efter testamentet fra 1979, anlagde ved skifteretten i Herning sag mod C og D med påstand om, at arven skulle fordeles efter testamentet fra 1979. D afleverede svarskrift, mens C blev dømt som udeblevet. VL fandt, at skifteretten burde have undladt at tillægge C's udeblivelse sædvanlig udeblivelsesvirkning, jf. RPL § 354, stk. 7. Disse forhold kunne påberåbes i medfør af RPL § 369, stk. 4 og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten.

TFA 2001.352 VLK: Kæremål afvist, da rekvisitus døde under kæremålet.

DLR havde begæret udlæg for udækket restfordring på 175.000 kr. mod S. Skifteretten i Varde nægtede ved kendelse i juni at fremme sagen, hvilket DLR påkærede. S døde d 28.07.2000, og boet blev taget under behandling som insolvent bobestyrerbo. Da der ikke kunne foretages udlæg, jf. DSL § 51, 1. pkt., jf. § 10, stk. 1, og da der ikke under en fogedsag kunne tages stilling til en anerkendelsespåstand om, at DLR havde et simpelt krav i boet, blev kæremålet afvist.

TFA 2002.185 ØLK: Dødsbo pålagt sagsomkostninger.

K havde fået medhold i en sag mod et bobestyrerbo om udlevering af en række løsøreeffekter. Skifteretten i Gentofte hævede sagens omkostninger. ØL fandt efter sagens forløb og udfald, at boet skulle betale 15.100 kr. i sagsomkostninger.

TFA 2002.344 VLK (FM 2002.100 VLK): Dødsbo tilkendt sagsomkostninger.

Afdødes broder fik ikke medhold i, at invalideforsikringssum på knap 130.000 kr. skulle udbetales uden om det insolvente dødsbo, dels fordi der ikke kunne indsættes nogen begunstiget, dels fordi kreditorbeskyttelsen måtte være bortfaldet ved død. Skifteretten i Varde pålagde broderen af betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til dødsboet. Dette blev kæret af broderen, der hævdede, at bobestyreren havde givet ham en anden opfattelse. VL fandt ikke grundlag for at antage, at broderen var blevet vildledt, og stadfæstede omkostningsafgørelsen.

UfR 2002.2471 HD: Ankesag afvist, da appellanten var død.

Sø- og Handelsretten havde i august 2000 afsagt dom i sag anlagt af A mod Aarhus Oliefabrik. A ankede dommen til Højesteret, men døde under anken. Da A's arvinger ikke ønskede at indtræde i sagen, og inden således havde dokumenteret at være berettiget til at videreføre sagen, afvistes anken efter påstand af indstævnte.

TFA 2003.203 ØLK: Sag mod afsluttet dødsbo henvist til skifteretten.

K, der havde købt andelsbolig i Vordingborg af privatskiftet dødsbo, der nu var afsluttet, anlagde ved Byretten i Store Heddinge sag mod boet ved A med påstand om nedsættelse af købesummen med 102.457 kr. Byretten henviste sagen til Boligretten i Vordingborg, jf. ABL § 16, stk. 5, jf. DSL § 89, stk. 4. ØL fandt, at det var en forudsætning for at sagen kunne anlægges mod boet, der nu var ophørt med at eksistere som selvstændigt retssubjekt, at boet blev genoptaget i medfør af DSL § 103. Boet blev derfor henvist til skifteretten i Vordingborg med henblik på, at skifteretten kunne tage stilling til, om betingelserne for genoptagelse af boet var opfyldt. Det forhold, at skifteretten muligt ikke var kompetent til at behandle tvisten, jf. DSL § 89, stk. 4., kunne ikke føre til et andet resultat.

TFA 2005.436 VLK: Dødsbo tilkendt sagsomkostninger.

I privatskiftet dødsbo blev sommerhus arveudlagt til de tre arvinger for 977.500 kr, svarende til nyeste ejendomsværdi minus 15%. Dødsbobeskatningen fandt at ejendommens handelsværdi udgjorde 2.000.000 kr., da en af arvingerne havde oplyst denne værdi ved et møde med skatteforvaltningen. Skifteretten i Grenaa fandt, at ejendommen kunne arveudlægges for 977.500 kr. VL pålagde kommunen at betale 30.000 kr. i sagsomkostninger, jf. DSL § 102, stk. 2.

Retsmidler mod skifterettens afgørelser


TFA 1999.247 ØLK (FM 1999.97 ØLK): Afsluttet privatskiftet bo ikke genoptaget.

M's 2 sønner begærede privatskiftet bo genoptaget, da de mente, at faderens lægepraksis havde været hans særeje. Da behandlingen af boet var afsluttet med alle parters tiltrædelse af boopgørelsen, og da afdødes lægepraksis var fælleseje, var betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt.

TFA 1999.323 VLK (FM 1999.95 VLK): Skifterettens tilkendegivelse kunne ikke kæres.

Skifteretten i Sønderborg havde tilkendegivet, at advokat, der hidtil havde behandlet privatskiftet bo i henhold til uigenkaldelige fuldmagter, skulle aflevere boets midler til bobestyrer, og at salærkrav skulle anmeldes til bobestyreren. Kæren blev afvist, da skifterettens tilkendegivelse ikke kunne betegnes som en beslutning, der kunne kæres, jf. DSL § 105, stk. 1, jf. RPL § 389, stk. 1.

TFA 2000.50 VLK (FM 2000.82 VLK): Dødsbo genoptaget, da det viste sig, at afdøde havde 7 yderligere arvinger.

Dødsboet efter A var afsluttet med udlodning til 128.610 kr til 3 søskendebørn. F begærede d. 10.05.1999 boet genoptaget, da det viste sig, at A's afdøde broder havde 7 børn. Oplysningen om, at broder var død barnløs, var givet af A's niece. VL tiltrådte herefter, at skifteretten i Randers havde genoptaget skiftet. Der fandtes ikke at være indtrådt passivitetsvirkninger i forhold til de forbigåede arvinger.

TFA 2000.126 VLK (FM 2000.9 VLK): Boudlæg genoptaget.

Efter at et bo var udlagt som boudlæg, begærede en afdødes samleverske K, som mente at have et tilgodehavende mod afdøde på ca. 641.781 kr. i henhold til omstødt gave, jf. TFA 1998.336 VLD, boet genoptaget, da afdøde kort før sin død til sin nærmeste familie havde ydet betydelige gaver, som muligvis kunne omstødes. Skifteretten i Randers genoptog boet, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 5, jf. § 36, nr. 2, jf. § 69, men bestemte, at K skulle stille sikkerhed for omkostningerne herved. VL tiltrådte, at boet skulle genoptages, men uden sikkerhedsstillelse, da man efter forarbejderne til DSL § 103, stk. 2 ikke fandt særlig anledning dertil.

TFA 2000.134 VLK (FM 2000.10 VLK): Genoptagelse af privat skifte ikke tilladt.

To privatskiftende arvinger havde med et-årsdagen d. 06.08.1998 som skæringsdag indleveret boopgørelse, hvor ejendom blev arveudlagt til 2,75 mio. kr. Værdiansættelsen blev godkendt og boafgiften betalt d. 20.04.1999. Arvingerne anmodede d. 09.06.1999 om genoptagelse, idet ejendommen nu var solgt for 2,4 mio. kr. Da værdiansættelserne var godkendt og boet sluttet, fandt Skifteretten i Randers ikke hjemmel til at genoptage bobehandlingen med det ene formål at nedsætte boafgiften. VL stadfæstede. Komm. af Henning Broman i FM 2000.10-11.

TFA 2000.245 VLK (FM 2000.59 VLK): Boudlæg ikke genoptaget.

Enke med 3 børn havde i 1997 givet gaver på 40.000 kr. til 2 børn og 10.000 kr. til et svigerbarn. Ved hendes død i 1999 blev udlagt som boudlæg. Det tredje barn krævet boet genoptaget under henvisning til, at enken ikke havde været i stand til at give gaver. Skifteretten i Silkeborg fandt det ikke påkrævet at genoptage boet, idet sag om omstødelse af gaverne kunne anlægges alligevel, og der var ikke påvist nye aktiver, som kunne begrunde en genoptagelse. VL stadfæstede, idet det ikke var påkrævet at genoptage boet på grund af de nye oplysninger, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, og idet betingelserne for genoptagelse i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1 ikke var opfyldt på nuværende tidspunkt.

TFA 2000.269 ØLK: Udlevering til uskiftet bo ikke genoptaget.

H var død d. 06.10.1990 og M fik boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. M gav ikke personligt møde og indleverede senere en fællesboopgørelse, hvor fællesformuen blev opgjort til 3.649.737 kr. incl. pensionsordninger og livsforsikringer for ca. 3,4 mio. kr. og en udestående fordring på 500.000 kr., som senere viste sig at være uerholdelig. Han vedlagde årsopgørelsen for 1989, hvor formuen var opgjort til -311.411 kr. M begærede i 1999 boet, der nu var på ca. 3,5 mio kr., skiftet, da han ville indgå nyt ægteskab. M begærede nu genoptagelse af skifterettens beslutning om udlevering af boet til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten i Store Heddinge fandt ikke, at der forelå sådanne væsentlige fejl i den tidligere behandling af dødsboet, at der var grundlag for en genoptagelse, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

TFA 2000.321 VLK (FM 2000.89 VLK): Privatskiftet bo genoptaget på grund af forbigået arving.

H var død i 1938, og M sad i uskiftet bo med fællesbarnet F indtil sin død i 1995. Boet blev udleveret til F til privat skifte. M havde i 1944 med sin husholderske fået en datter D, som var bortadopteret i 1946. D begærede i efteråret 1999 boet genoptaget. Skifteretten i Esbjerg tog begæringen til følge, idet D ikke fandtes at have udvist passivitet. VL stadfæstede.

TFA 2000.361 VLK (FM 2000.98 VLK og FM 2000.142 VLK): Boudlæg genoptaget.

Boet efter H var d. 08.01.1998 berigtiget som boudlæg, uden at der blev taget stilling til, hvorledes der skifteretligt skulle forholdes med boets mulige krav mod Sparekassen Kronjylland og den retssag, der på daværende tidspunkt var anlagt herom. Arvingernes advokat havde d. 08.01.1998 meddelt landsretten, at arvingerne var enige om at fortsætte sagen. Skifteretten i Skive genoptog d. 13.06.2000 boet og udleverede dette til bobestyrerbehandling, idet boet havde fået fri proces til anlæggelse af sag mod Sparekassen med påstand om betaling af 559.000 kr. Sparekassen fandtes at have den fornødne interesse i kære af skifterettens afgørelse, som blev stadfæstet, idet betingelserne for genoptagelse i DSL § 103, stk. 1 fandtes opfyldt, og idet arvingerne ikke havde opgivet kravet eller ud fra en passivitetsbetragtning var afskåret fra at begære boet genoptaget.

TFA 2000.374 ØLK: Sag om genoptagelse af dødsbo hjemvist, da arvingerne ikke havde haft lejlighed til at ytre sig.

M var død d. 02.02.1987 og boet på ca. 120.000 kr. blev skiftet privat af M's 3 børn, A, B og C. Et fjerde barn, D, som var født uden for ægteskab i 1954, begærede boet genoptaget. Skifteretten i Odense afslog dette, da det ikke fandtes antageligt, at der forelå svigagtig fortielse fra de øvrige arvingers side. Arvingerne var ikke orienteret om anmodningen om genoptagelse af faderens dødsbo. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling, da arvingerne efter sagens omstændigheder burde have haft lejlighed til at ytre sig, inden skifteretten traf sin afgørelse.

TFA 2000.449 ØLK (FM 2000.105 ØLK): Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af ønske om ændret værdiansættelse.

Privatskiftende enearving havde i boopgørelsen sat landbrugsejendoms værdi til ejendomsværdien på 680.000 kr.. Hun havde nu sat ejendommen til salg for 1.230.000 kr. og ønskede boet genoptaget for at få forhøjet værdiansættelsen. Skifteretten i Roskilde afviste begæringen, idet vejledningspligten var opfyldt ved, at hun var blevet henvist til at søge advokatbistand. Landsretten stadfæstede og bemærkede, at der ikke i DSL § 103 er hjemmel til at genoptage et bo med den begrundelse, at et aktiv havde en anden værdi end den, der fremgik af boopgørelsen.

VLK af 15.12.2000 (B-2387-00): Dødsbo genoptaget, da det ikke kunne udelukkes, at et ikke anmeldt krav kunne gøres gældende.

Advokatfirma i Kolding havde d. 12.02.1997 udtaget stævning mod E til betaling 8.845 kr. til dækning af tillægsboafgift og restsalær i et dødsbo, hvor E var arving. E døde d. 09.01.1998, og boet blev udleveret til 5 børn til forenklet privat skifte, jf. DSL § 33. Advokatfirmaet, der først blev bekendt med dødsfaldet i maj 1999, havde ikke anmeldt kravet i dødsboet inden for proklamafristen. Advokatfirmaet begærede nu dødsboet genoptaget, hvilket skifteretten i Esbjerg afslog, da kravet var prækluderet. VL anførte, at en af E's arvinger havde optrådt som fuldmægtig for E under retssagen, og at han først d. 13.05.1999 havde meddelt advokatfirmaet, at E var død. Under disse omstændigheder og da det på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at advokatfirmaet havde et krav, fandtes det påkrævet, at dødsboet blev genoptaget, således at boet kunne underrettes om sagen, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med DSL § 110, 2. pkt.

TFA 2001.65 ØLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af ønske om ændret værdiansættelse.

I privatskiftet bo havde boets kontaktperson A ved kryds i rubrik på åbningsstatus d. 01.07.2000 markeret, at denne samtidig var endelig boopgørelse. Københavns Byrets Skifteret beregnede d. 25.07.2000 boafgiften til 6.963 kr. A anmodede om omberegning d. 25.08.2000, da sommerhuset var solgt var 20.000 kr. lavere end angivet i åbningsstatus, hvortil kom udgifter til ejendomsmægler. Der fandtes ikke grundlag for at genoptage boet, jf. DSL § 103.

UfR 2001.1175 ØLK (FM 2001.27 ØLK): Bobestyrerbo burde genoptages, da der var sket fejl ved udlodning.

Bobestyrer begærede genoptagelse, da han efter udlodning og betaling af boafgift opdagede, at han havde overset et anmeldt og godkendt skattekrav på 73.942 kr., idet han ikke havde foretaget kontantafstemning. Skifteretten i Hørsholm nægtede at genoptage boet, da fejlen udelukkende var bobestyrerens. ØL fandt, at boet burde genoptages, jf. DSL § 103.

TFA 2001.107 ØLK: Ikke tilladelse til særskilt kære af skifterettens delafgørelse.

Tårnby Skifteret bestemte ved delafgørelse, at der ikke var sikkert grundlag for at fastslå, at afdødes søn savnede retlig interesse i at sagsøge insolvent bobestyrerbo med påstand om, at en anerkendt fordring ikke anerkendtes. ØL fandt, at en særskilt landsretsbehandling af kæremålet kunne indebære en omfattende sagsbehandling for at afklare de faktiske forhold, eventuelt en mundtlig forhandling. Der var derfor ikke grundlag for at meddele tilladelse efter RPL § 253, stk. 4.

TFA 2001.228 ØLK (FM 2001.27 ØLK): Omkostningerne ved genoptagelse af dødsbo skulle afholdes af boet.

Bobestyrerbo blev genoptaget, da skatteforvaltningen under en landsomfattende kontrol fandt ud af, at afdøde ikke havde betalt skat af avance på 168.276 kr. ved aktiesalg i 1997. Skifteretten i København bestemte, at skatteforvaltningen skulle stille sikkerhed på 10.000 kr. for omkostningerne. Da tillægsrepartition var udarbejdet, bestemte skifteretten, at omkostningerne ved genoptagelsen og øvrige boudgifter skulle betales af boet, da der ikke forelå fejl eller forsømmelser hos skattemyndighederne. ØL stadfæstede.

FM 2001.79 ØLK: Beslutning om udlevering af bo til privat skifte blev omgjort.

M var død i 1976, og H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som havde samtykket heri efter at H havde oprettet testamente til fordel for dem. Det var uigenkaldeligt, så længe hun sad i uskiftet bo og omstødes ved tidligere skifte end ved død. H begærede det uskiftede bo skiftet d. 20.12.2000, og boet blev taget under bobestyrerbehandling. H oprettede d. 21.12.2000 notartestamente, hvor hun indsatte sin samlever S som sin universalarving. H døde d. 15.01.2001, og boet blev udleveret til samleveren til privat skifte. ØL fandt, at der var en vis usikkerhed om arveforholdene. Når hertil kom, at de to boer burde skiftes på samme måde, fandtes afgørende hensyn at have talt imod, at boet efter H var udleveret til privat skifte i medfør af DSL § 25. Derfor omgjordes skifteretten i Rønnes beslutning, jf. DSL § 103, og boet overgik til bobestyrerbehandling, jf. tillige DSL § 36, stk. 5.

UfR 2001.2529 VLK (FM 2001.145 VLK): Privat skiftet bo ikke genoptaget 11 år efter.

Adoptivbarn fra 1946 blev i 1994 klar over, at hans biologiske far var død i 1988. Boet var udleveret til enken som eneste arving til privat skifte, som afsluttedes i 1989. Han henvendte sig i 2000 til skifteretten i Thisted, som fandt, at sønnen havde udvist en sådan grad af passivitet, at genoptagelse måtte nægtes. VL stadfæstede.

FM 2001.148 Kendelse afsagt af Ballerup Skifteret: Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af uprækluderet restskat.

I et privatskiftet bo fremgik det af boopgørelsen, at afdøde havde modtaget afkast af en ejendom. Skattemyndighederne godkende opgørelsen uden forbehold, men anmeldte senere krav på ca. 100.000 kr. i restskatter vedr. det oppebårne afkast. Skifteretten fandt, at kravet var undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 4, men at godkendelsen af opgørelsen uden forbehold og med den oplyste viden om rentenydelsesretten var så bindende, at boet ikke senere kunne kræves genoptaget.

TFA 2002.130 ØLK (FM 2002.7 ØLK): Ikke grundlag for genoptagelse på grund af dobbeltpostering.

Det fandtes ikke påkrævet at genoptage et privatskiftet bo, hvor der fejlagtigt var sket en dobbeltpostering på 10.538 kr., der alene havde fordelingsmæssige konsekvenser. Skifteretten i Brøndbyerne havde vejledet arvingerne om den korrekte udlodning af arven.

TFA 2002.188 ØLK (FM 2002.24 ØLK): Kæremål fra advokat A afvist, da advokaten ikke kunne optræde på vegne et uberigtiget bo.

M, der døde d. 29.09.2001, havde ved ægtepagt lyst d. 21.09.2001 ydet en gave til H i form af obligationer. Advokat A anmodede på vegne H skifteretten i Gentofte om at pålægge Sydbank at overføre obligationerne til H. Skifteretten tog ikke begæringen til følge, da boet endnu ikke var berigtiget. ØL afviste kæremål, da advokat A ikke kunne optræde på boets vegne og derfor ikke havde retlig interesse i sagen.

UfR 2002.1114 ØLK (FM 2002.28 ØLK): Bo genoptaget, da tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt.

I et privatskiftet bo havde arvingerne valgt at udlægge fast ejendom til dem selv for ejendomsværdien og derefter solgt ejendommen, hvilket udløste ejendomsavancebeskatning. Skifteretten på Frederiksberg afviste at genoptage boet. ØL fandt det tvivlsomt, om skifteretten havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og boet burde derfor genoptages. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

UfR 2002.873 VLK: Dødsbo ikke genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen af fast ejendom.

Privatskiftede enearving havde i boopgørelse af 02.03.1998 udlagt ejendom til 290.000 kr. Skifteretten i Brønderslev foreslog, at ejendommen blev udlagt til ejendomsværdien minus 15%, hvis arvingen ønskede at beholde ejendommen, hvilket råd arvingen fulgte. Ejendommen blev senere solgt for 436.167 kr., hvorefter arvingen i 2001 begærede boet genoptaget med henblik på forhøjelse af værdiansættelsen, hvilket skifteretten afslog. VL udtalte, at genoptagelse af et dødsbo, der er sluttet, og hvor værdiansættelserne er endelige, sædvanligvis ikke kan ske med det formål at ændre værdiansættelserne. Selv om det havde været rigtigst, at skifteretten havde gjort arvingen opmærksom på spørgsmålet om ejendomsavancebeskatning ved salg, tiltrådtes det, at boet ikke kunne genoptages, idet en ændring af værdiansættelsen af boets ejendom ikke ville have medført en ændring af fordelingen af arv eller udlodning. Komm. af Flemming Sorth i FM 2002.85-86.

UfR 2002.2573 ØLK (FM 2002.133 ØLK): Ikke grundlag for genoptagelse af privatskiftet bo med henblik på ændring af skæringsdag.

Skifteretten havde i et bo på 7 mio. kr. tilrådet arvingernes repræsentant A at søge advokat- eller revisorbistand. A indleverede d. 02.11.2001 en åbningsstatus, der ved afkrydsning skulle gælde som boopgørelse pr. dødsdagen. Efter kontakt med skattemyndighederne fortrød hun dette og anmodede d. 22.01.2002 om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen. Skifteretten i Taastrup afslog dette og henviste til, at hun var blevet behørigt vejledet om, at valget af skæringsdato kan have skatteretlig betydning, og at A, da boet var skattepligtigt og af betydelig størrelse, blev henvist til at søge advokatbistand. ØL stadfæstede.

TFA 2002.279 ØLK: Ikke grundlag for at omgøre udlevering til uskiftet bo.

Københavns Byrets Skifteret havde d. 12.07.2001 udleveret boet efter M til enken, som efter dødsfaldet havde fået beskikket en skifteværge, som havde anbefalet udlevering til uskiftet bo. Der var ikke grundlag for at omgøre denne beslutning i medfør af DSL § 103.

TFA 2002.284 ØLK: Boudlæg ophævet, da afdødes datter ikke havde afgivet forklaring om 369.000 kr.

Skifteretten i Køge havde udlagt bo som boudlæg til afdødes datter, D. Afdøde havde i 1996 solgt sin andelsbolig med et provenu på ca. 290.000 kr., og hun havde i 1997 arvet 79.000 kr. D havde modtaget begge beløb, som ikke var indgået på afdødes konto. Landsretten fandt, at D burde have været afhørt i skifteretten under strafansvar om disse forhold, inden boet kunne udlægges efter DSL § 18 eller skulle undergives skiftebehandling.

TFA 2002.389 ØLK: M's særbo ikke genoptaget.

M var død i juli 1998. H sad i uskiftet bo med M's to særbørn, som desuden underskrev erklæring om, at de accepterede, at et hus, der var M's fuldstændige særeje, blev værdiansat til knap 2,2 mio. kr. - svarende til restgælden, og at der derfor ikke var aktiver i særboet. Der forelå nu en mæglervurdering, hvorefter husets værdi i 1998 var på 2.850.000 kr. Særbørnene fik i skifteretten i Lyngby medhold i begæring om genoptagelse af særboet. ØL fandt det ikke godtgjort, at der var begået fejl i forbindelse med boets behandling, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 3, hvorfor særboet ikke skulle genoptages.

TFA 2002.441 VLK (FM 2002.103 VLK): Ikke grundlag for genoptagelse af off. skiftet dødsbo.

H var død i 1995, og boet taget under off. skiftebehandling ved skifteretten i Aalborg, da der verserede umyndiggørelsessag mod M, som dog ikke blev umyndiggjort. Boet blev derefter udleveret M til hensidden i uskiftet bo. Søn krævede nu boet genoptaget, da han mente, at der var begået fejl ved boets salg af landbrugsejendom. Begæringen blev afvist, da sønnen ikke havde retlig interesse. Opbevaringsfirma begærede genoptagelse, da søn ikke havde afhentet nogle løsøreeffekter. Da disse tilhørte sønnen, kunne spørgsmålet om fjernelse af dem ikke begrunde en genoptagelse af boet.

TFA 2002.465 VLK (FM 2002.161 VLK): Ikke grundlag for genoptagelse af privatskiftet bo.

Efter M's død fik H boet udleveret til privat skifte som enearving, da børnene efter dødsfaldet havde givet arveafkald. Boet var nu sluttet. Tilsyneladende havde H's advokat ikke været opmærksom på, at enken skatteretligt blev stillet, som om hun sad i uskiftet bo. H begærede nu boet genoptaget, så arveafkaldene kunne tilbagekaldes, og boet skiftes med børnene. Skifteretten i Kolding tog ikke begæringen til følge. VL stadfæstede.

UfR 2002.2734 ØLK: Skifteretten havde ikke tilsidesat vejledningspligt vedr. ejendomsavancebeskatning.

B var død d. 30.04.1997, og boet blev ved skifteretten i Rønne udleveret til forenklet privat skifte. En befuldmægtiget kontorfunktionær bistod arvingen med at udarbejde åbningsbalance og boopgørelse og heri blev en fast ejendom ansat til ejendomsværdien på 230.000 kr. B havde købt ejendommen for 350.000 kr og arvingen solgte pr. 01.01.1999 ejendommen for dette beløb, hvilket udløste ejendomsavanceskat på 52.000 kr. Skifteretten lagde til grund, at det var en fast og indarbejdet praksis at vejlede arvinger om ejendomsavancebeskatningsreglerne, og skifteretten fandt ikke anledning til at antage, at nævnte praksis havde været fraveget ved skifterettens behandling af nærværende bo, hvorfor skifteretten måtte afvise at have begået fejl, der kunne begrunde en genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 3. ØL stadfæstede.

UfR 2003.471 ØLK (TfS 2003.36 ØLK og FM 2003.44 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da boafgiftsberegningen viste sig at være forkert.

Skifteretten i Rønne havde foretaget en skønsmæssig opgørelse af bobeholdningen i et privatskiftet bo, idet boopgørelsen var mangelfuld, jf. boafgiftsbekg. § 11, jf. BAL § 17, stk. 3. Skifteretten havde ikke givet nedslag på 205.000 kr. vedrørende boets faste ejendom, da der var anlagt sag om et erstatningskrav for et tilsvarende beløb. Arvingerne havde senere måttet opgive dette krav. Skifteretten nægtede at genoptage boet. ØL fandt, at bobehandlingen burde genoptages, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 4 , således at der kunne ske tilbagebetaling af for meget erlagt boafgift. Komm. kritisk af Henning Broman i FM 2003.45.

TFA 2003.177 VLK (FM 2003.90 VLK): Ikke grundlag for genoptagelse af privatskiftet bo.

I et privatskiftet bo havde skifteretten i Terndrup ansat bobeholdningen skønsmæssigt, jf. BAL § 17, stk. 3, da der ikke efter 15 måneder var indsendt en boopgørelse med bilag. Skifteretten modtog næsten 2 år efter en anmodning om genoptagelse med henblik på korrektioner, da der ikke var sket udlodning til de øvrige arvinger i boet. Under hensyn til den tid, der var gået, til at der ikke tidligere var kommet indsigelser, og da det ikke var godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var behæftet med konkrete fejl, nægtede skifteretten at genoptage sagen. VL stadfæstede.

UfR 2003.1145 ØLK (FM 2003.115 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da skifteretten ikke havde vejledet arvingerne.

Arvinger i privat skifte havde i oktober 2000 indleveret åbningsstatus, der samtidigt var boopgørelse pr. dødsdagen med angivelse af, at værdien af boets faste ejendom var 930.000 kr. Arvingerne solgte herefter ejendommen for en højere pris , og da de blev afkrævet ejendomsavanceskat, begærede de i november 2002 boet genoptaget. Skifteretten på Frederiksberg afslog genoptagelse, da arvingerne ikke var mødt til vejledningsmødet, og da en ændring af værdien af boets faste ejendom ikke ville ændre på fordelingen af arven. ØL fandt ikke, at boet kunne genoptages alene med den begrundelse, at man ønskede at ændre værdiansættelsen. ØL fandt imidlertid, at skifteretten ikke havde opfyldt sin vejledningspligt efter DSL § 91, og at arvingerne ikke havde frafaldet at modtage vejledning, og at den manglende vejledning havde haft betydning for deres valg af skæringsdag og værdiansættelse med væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Boet skulle derfor genoptages. Komm. af Henning Broman i FM 2003.113-114: Når skifteretten vildleder arvinger.

TFA 2003.274 VLK: Ikke hjemmel til kæretilladelse mere end 6 måneder efter skifterettens kendelse.

Skifteretten i Aalborg havde d. 02.01.2002 ved kendelse afvist klage over bobestyrer. VL afviste arvings anmodning om kæretilladelse, da anmodning herom var modtaget mere end 6 måneder efter skifterettens kendelse, hvorfor der ikke var hjemmel til at meddele kæretilladelse i medfør af DSL § 105, stk. 1, jf. RPL § 394, stk. 2.

UfR 2003.2194 VLK (FM 2003.187 VLK): Ikke hjemmel til genoptagelse af privatskiftet bo med henblik på ændring af skæringsdag.

I privatskiftet bo, hvor A var død d. 16.09.2002, indleverede advokaten d. 20.12.2002 boopgørelse med skæringsdag d. 16.01.2003. Advokaten anmodede d. 30.01.2003 om genoptagelse af boet med henblik på at ændre skæringsdagen til d. 23.08.2003, idet boet var blevet beskattet af udbyttet på 130.000 kr. af nogle Danske Invest-obligationer. Skifteretten i Kolding afslog at ændre skæringsdagen. VL stadfæstede, da der ikke i DSL § 103 er hjemmel til at genoptage et bo med henblik på at ændre skæringsdagen af skattemæssige årsager.

TFA 2003.460 ØLK (FM 2003.188 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da der var mulighed for at få overskydende skat tilbage.

Et privatskifte bo havde valgt dødsdagen som skæringsdag, idet man overså, at boet var skattepligtigt. Da man opdagede dette, og at der som følge heraf var mulighed for tilbagebetaling af overskydende skat med ca. 40.000 kr., anmodede man om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen og indgive selvangivelse for boet. Skifteretten i Roskilde afslog begæringen. ØL fandt, at en beskatning af boet ville tilføre boet et nyt aktiv, og da dette aktiv ikke var af uvæsentlig størrelse, var betingelserne for genoptagelse til stede, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1.

TFA 2003.309 ØLK: Skifteretten burde ikke have afvist omgørelse uden at afvente oplysninger om medarvings holdning.

Skifteretten i Nakskov havde d. 29.08.2002 meddelt bobestyreren, at B, der var tillagt en køberet til en fast ejendom, ikke kunne anses som arving eller legatar, hvorfor omkostningerne i forbindelse med salget af ejendommen ikke skulle indgå i boopgørelsen. Skifteretten havde i december 2002 afvist B's anmodning om omgørelse i medfør af DSL § 103 af skifterettens beslutning. Da der ikke var oplyst omstændigheder, som nødvendiggjorde, at skifteretten uanset sagens særlige karakter traf afgørelse uden at afvente tilvejebringelsen af oplysningerne om medarvingen C's holdning og eventuelt yderligere bemærkninger fra parterne, og da afgørelsen ikke var truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1, blev sagen hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.

TFA 2003.486 VLK: Ægtefælleudlæg fra 1974 ikke genoptaget.

M var død i 1974, og H havde fået boet udlagt efter SKL § 62 b, stk. 2, jf. § 57. M og H var barnløse og efter H's død begærede H's søskende boet efter M genoptaget med henblik på at boet blev udlagt for begravelsesomkostningerne. Derved ville kun de og ikke også M's søskende arve. Skifteretten i Fredericia tog ikke begæringen til følge. VL fandt det ikke sandsynliggjort, at boets aktiver i 1974 ikke oversteg begravelsesomkostningerne, eller at der var begået væsentlige fejl ved behandlingen af M's bo. Betingelserne for genoptagelse af M's dødsbo var ikke opfyldt, jf. DSL § 103, stk. 1 nr. 5 og nr. 6.

TFA 2003.500 ØLK (FM 2003.219 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da der var rejst tilbagebetalingskrav for overpris på andelslejlighed mod boet.

Privatskiftet dødsbo havde solgt afdødes andelslejlighed pr. 01.09.2001 for 299.000 kr. Arvingerne sluttede boet, inden det endelige regnskab i andelsboligforeningen forelå. Køber rejse nu tilbagebetalingskrav på 102.457 kr., subsidiært 61.176 kr. Køberen af andelsboligen fik ved skifteretten i Vordingborg medhold i, at boet skulle genoptages efter DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6, da det var sandsynliggjort, at køberen havde et krav mod boet, og da arvingerne ikke med rimelighed kunne henvise køberen til at anlægge sag mod andelsboligforeningens rådgivere. Det måtte være i arvingernes interesse, at boet blev genoptaget, da et eventuelt tilbagebetalingskrav ville kunne berettige til tilbagebetaling af for meget opkrævet boafgift. ØL stadfæstede.

TFA 2004.194 ØLK: Skifterettens afvisning af omvurdering hjemvist til fornyet behandling.

Skifteretten i Gentofte havde i en skrivelse afvist en begæring om omvurdering. Landsretten lagde til grund, at skifteretten ikke havde forelagt begæringen om omvurdering for boet til eventuel udtalelse, forinden skifteretten traf sin beslutning. Uanset at boets nærmere stillingtagen til begæringen således ikke kendtes, lagdes det til grund, at skifterettens afgørelse angik en tvist. Herefter, og da afgørelsen af tvisten ikke var truffet ved kendelse, jf. DSL § 102, stk. 1, hjemvistes sagen til fornyet behandling ved skifteretten.

UfR 2004.644 VLD: Bobestyrerbo ikke genoptaget, da arving først havde meldt sig mere end 5 år efter dødsfaldet.

A var død d. 17.01.1997, og boet blev behandlet ved bobestyrer. Boet blev fordelt mellem afdødes 2 børn og et barnebarn. B, der var født uden for ægteskab i 1942 , begærede boet genoptaget, da A havde anerkendt faderskabet. Skifteretten i Haderslev tog ikke begæringen til følge, da begæringen om genoptagelse først blev indgivet mere end 5 år efter A's død, jf. lov om borteblevne § 25, stk. 1, og da der ikke var belæg for at tro, at arvingerne var i ond tro om B's eksistens. VL tiltrådte, at B ikke var berettiget til arv, og stadfæstede derfor afgørelsen om ikke at genoptage boet, jf. DSL § 103.

UfR 2004.1668 ØLK: Ikke hjemmel til genoptagelse af privatskiftet bo med henblik på ændring af skæringsdag.

Et privatskifte bo havde valgt dødsdagen d. 30.04.2003 som skæringsdag, idet man overså, at boet var skattepligtigt. Da man opdagede dette, og at der som følge heraf var mulighed for tilbagebetaling af overskydende skat med 42.803 kr., anmodede man om genoptagelse med henblik på at ændre skæringsdagen og indgive selvangivelse for boet. Skifteretten i Brøndbyerne afslog begæringen. ØL stadfæstede, idet DSL § 103 ikke indeholder hjemmel til at genoptage boet, fordi skæringsdagen ønskes ændret af skattemæssige årsager. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 omhandler den situation, at der efter boets afslutning viser sig, at afdøde efterlod sig yderligere aktiver eller passiver.

TFA 2004.336 VLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget, da skifteretten ikke havde tilsidesat sin vejledningspligt.

Skifteretten i Holstebro havde udlevet skattepligtigt bo til afdødes samlever K, der i testamente var indsat som enearving, til privat skifte. K oplyste, at hun ville søge bistand hos hendes broder, der var civiløkonom. K indleverede d. 22.04.2003 boopgørelse med dødsdagen d. 24.02.2003 som skæringsdag. K begærede d. 11.12.2003 boet genoptaget. Antaget, at kontorfuldmægtigen havde vejledt om, at boet var skattepligtigt, og at hun skulle rette henvendelse til skattemyndighederne med hensyn til overtagelsesdatoen for den faste ejendom. Der var ikke grundlag for at antage, at skifteretten havde tilsidesat sin vejledningspligt eller begået fejl ved vejledningen. Begæringen om genoptagelse blev derfor ikke taget til følge.

TFA 2004.337 ØLK: Bo genoptaget, da en arving var blevet forbigået.

A havde arvet hele bobeholdningen i boet efter hendes bedsteforældre eller 303.580 kr. i februar 2000. Boet var sluttet i august 2001. B begærede 1½ år efter boet genoptaget, da hun var arveberettiget til 50% af boet. B havde ikke udvist passivitet og skifteretten i Rødovre genoptog boet. A forklarede, at hun havde brugt arven til indfrielse af gæld på ca. 150.000 kr, køb af møbler for ca. 62.000 kr., udgifter til hest og rejse til Caribien for 38.000 kr. Skifteretten fandt ikke grundlag for at lade tilbagebetalingskravet nedsætte eller bortfalde, jf. DSL § 104, stk. 4, uanset at A havde været i god tro. ØL stadfæstede med bemærkning at afgørelsen vedr. tilbagebetalingskravet burde være truffet ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 3.

TFA 2005.49 VLK: Boudlæg blev ikke genoptaget.

Datter havde fået bo udlagt som boudlæg med en bobeholdning på 12.628 kr. Hun havde under strafansvar oplyst, at indboet ikke havde nogen værdi. Hun anmodede knap 3 måneder senere om genoptagelse, da der ved et privat skifte ville blive udbetalt ca. 16.000 kr. i overskydende skat. Hun oplyste nu, at indboet havde en så stor værdi, at boet oversteg beløbsgrænsen for boudlæg. Skifteretten i Herning afviste begæringen, da der ikke var fremkommet yderligere aktiver, og da der i øvrigt ikke var begået fejl i forbindelse med sagens behandling. VL stadfæstede.

TFA 2005.243 VLK: Forenklet privat skifte ikke genoptaget på grund af passivitet.

H døde i 1997, og M sad i uskiftet bo med A, B og C. M døde i april 1999. Boet blev berigtiget som et forenklet privat skifte. C, der havde skiftefuldmagt, havde oplyst, at A, B og C var »de afdødes børn«, og arven blev fordelt med 1/3 eller 30.719 kr. til hver. I efteråret 2004 begærede C genoptagelse af boet efter M og henviste til, at han i forbindelse med skiftet ikke havde været klar over, at M ikke var B's biologiske far, at han først for 1½-2 år siden havde hørt om dette, og at han først i 2004, hvor hans bror A var død, var blevet klar over, at M ikke havde adopteret B. Skifteretten i Fjerritslev afviste genoptagelse efter DSL § 103, stk. 1, nr. 2 under henvisning til C's passivitet. Han burde have reageret i hvert fald senest, da han for 1½-2 år siden blev gjort bekendt med, at M ikke var B's biologiske far, således at spørgsmålet om arveret på grundlag af adoption da kunne være afklaret. VL stadfæstede.

TFA 2005.389 ØLK: Klage over værdiansættelse af ejendom blev anset som en begæring om genoptagelse.

Ved afslutningen af et privatskiftet bo med en bobeholdning på næsten 7,9 mio kr. klagede en arving til skifteretten over, at en ejendom i Frankrig var værdiansat til 89.931 kr. Skifteretten i Køge afviste klagen. Boets advokat undlod i forbindelse med A's klage at træffe afgørelse om, hvorvidt klagen gav boet anledning til at søge værdiansættelsen af ejendommen ændret. Boets stillingtagen hertil forelå heller ikke ved skifterettens efterfølgende godkendelse af boopgørelsen og beregning af boafgift. A's fornyede fremsendelse af brev af 25. 11.2004 - der heller ikke fremkaldte en tilkendegivelse fra boet - måtte herefter tillige betragtes som en anmodning om genoptagelse, jf. DSL § 103, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.

TFA 2005.441 ØLK: Ægtefælleudlæg kunne ikke genoptages alene for at ændre værdiansættelsen af indboet.

Skifteretten i Odense afslog at genoptage et ægtefælleudlæg, fordi der ønskedes en ændring af værdiansættelse af indboet. ØL stadfæstede, idet genoptagelse af boet, jf. DSL § 103, ikke kan ske alene med den begrundelse, at der ønskedes en ændring af værdiansættelsen af boets aktiver.

TFA 2005.524 VLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget med henblik på forhøjelse af udlægsværdi.

Boet efter H blev udleveret fællesbørnene A og B til privat skifte d. 12.08.2004. Åbningsbalance blev udfyldt under mødet med kontorfuldmægtig i skifteretten og værdien af en fast ejendom blev sat til den offentlige ejendomsværdi i 2003 på 1.050.000 kr. med fradrag af 15%. Dødsdagen d. 10.06.2004 blev valgt til skæringsdag, boopgørelse blev indsendt til og godkendt af skatteforvaltningen, og i oktober 2004 blev der betalt boafgift. A og B anmodede i april 2005 om genoptagelse af boet, da de havde besluttet at sælge ejendommen, der af en mægler blev vurderet til 1,9 mio. kr., og de nu skulle betale ejendomsavanceskat. Skifteretten i Frederikshavn lagde til grund, at ejendommens værdi var fastsat efter drøftelse med arvingerne, og at de var blevet vejledt om mulighederne for valg af skæringsdag og om, at de skulle betale ejendomsavanceskat, hvis de solgte ejendommen til en højere værdi. Herefter var det ikke påkrævet at genoptage boet for at ændre værdiansættelsen, jf. DSL § 103. VL stadfæstede kendelsen med den tilføjelse, at DSL § 103 ikke hjemler genoptagelse, når arvinger efter boets slutning beslutter at sælge ejendommen.

TFA 2006.214 VLK: Bobestyrerbo ikke genoptaget på grund af arvings efterfølgende salg af maleri til højere pris end vurderingsprisen.

I et bobestyrerbo blev et maleri blevet vurderet af Bruun Rasmussen auktioner, som efter omvurdering forhøjede vurderingen til 60.000 kr. Maleriet blev udlagt til vurderingsprisen til arvingen C, som mindre end 1 år senere solgte maleriet gennem Bruun Rasmussen for 110.000 kr. Skifteretten i Kolding fandt, at det ikke herved var bevist, at vurderingen og bobestyrerens efterfølgende værdiansættelse var forkert, endsige forkert i en sådan grad, at det kunne begrunde genoptagelse af boet efter DSL § 103, stk. 1, nr. 1.

TFA 2006.338 VLK: Genoptagelse af dødsbo betinget af sikkerhedsstillelse på 15.000 kr.

Afdødes datter A begærede d. 07.02.2006 boet efter moderen genoptaget, da hun ville sagsøge boet som følge af, at testationskompetencen var overskrevet. Skifteretten i Herning betingede genoptagelsen af en sikkerhedsstillelse på 15.000 kr, jf. DSL § 103, stk. 2. A blev ved skifterettens kendelse af 24.05.2004 bekendt med, at en tvist om testationskompetence skulle afgøres under et sagsanlæg efter DSL § 89. Til trods herfor udtog A hverken stævning på det tidspunkt eller i tiden efter, at der var meddelt fri proces, og indtil boet kunne anses for sluttet ved landsrettens afgørelse af 19.08.2005. På denne baggrund fandt VL, at A havde udvist et forhold, der gjorde det rimeligt at betinge genoptagelsen af sikkerhedsstillelse som sket.

TFA 2006.421 VLK: Skifterettens beslutning om at anmode politimestren om at overveje en værgemålssag kunne ikke påkæres.

Skifteretten i Aalborg besluttede at anmode politimesteren om at tage stilling til, om der skulle rejses værgemålssag for enken H, som var 84-år og lettere dement. Datteren, der havde været skifteværge for H, kærede afgørelsen. VL afviste kæremålet, da skifterettens beslutning om at rette henvendelse til politimesteren ikke rummede en afgørelse, men var af administrativ, diskretionær karakter og derfor ikke kunne påkæres.

TFA 2006.470 VLK: Dødsboet efter H genoptaget, da det viste sig, at M havde et særbarn.

M døde i oktober 2002, og boet blev berigtiget ved et forenklet privat skifte med H som eneste arving. H døde i november 2003 uden at efterlade sig livsarvinger. Hun havde ved testamente bestemt, at hendes tre nevøer skulle arve hende, og boet blev sluttet i juni 2004. I november 2005 blev M's dødsbo genoptaget efter begæring fra D, der var M's datter af første ægteskab. I marts 2006 anmodede D om genoptagelse af dødsboet efter H. Skifteretten i Skive lagde til grund, at H ved M's død ikke kendte til D's eksistens. D's krav var af familie- og arveretlig karakter og dermed ikke omfattet af det i H's bo udstedte proklama. Arven efter M var ubestridt fordelt forkert. De nye oplysninger var af væsentlig betydning for behandlingen af H's bo og for D's retsstilling. Betingelserne i DSL § 103, stk. 1, nr. 6, for genoptagelse var derfor opfyldt. Kravet om genoptagelse var fremsat indenfor 5 års fristen i borteblevnelovens § 25, stk. 1. VL stadfæstede.

TFA 2007.105 ØLK: Privat skifte ikke genoptaget for at få ændret skæringsdatoen.

Afdødes datter D havde fået boet udleveret til privat skifte. Hun mødte ikke i skifteretten og fik tilsendt »Vejledning om udfyldelse af åbningsstatus« og »Dødsbo 2005«. I åbningsstatus modtaget d. 04.02.2006 var sat kryds i rubrikken »Opgørelsen er samtidig endelig boopgørelse med skæringsdag på dødsdagen«. Skifteretten i Gentofte videresendte status til skattemyndighederne. D. 07.04.2006 meddelte D, at åbningsstatus ved en fejl var opfattet som endelig boopgørelse. Skifteretten meddelte, at valget af skæringsdag ikke kunne omgøres. Skattecenteret fremsendte værdigodkendelse og skatteberegning. Boafgift og retsafgift blev betalt i juli 2006. To dage senere anmodede D om revurdering, idet en blanket med overskriften åbningsstatus ikke ved en afkrydsningsfejl burde kunne ændres til en boopgørelse. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103 under henvisning til, at D ikke havde ønsket at møde i skifteretten og var vejledt i muligt omfang ved fremsendelse af de nævnte vejledninger. ØL stadfæstede.

TFA 2007.280 VLK: Dødsbo afsluttet i 2001 blev ikke genoptaget på begæring af arving, da betingelserne i DSL § 103 ikke var opfyldt.

H, som sad i uskiftet bo, afgik ved døden d. 15.04.2000, hvorefter boet blev udleveret til privat skifte. De to arvinger A og B gav skiftefuldmagt til tredjemand. Boet blev afsluttet i oktober 2001. A gjorde efterfølgende indvendinger og begærede skiftet genoptaget. Haderslev Skifteret fandt ikke, at der på baggrund af A's oplysninger var grundlag for at genoptage boet, bl.a. fordi indsigelserne kunne have været fremsat, inden bobehandlingen blev afsluttet. A var flere gange blevet vejledt af skifteretten og havde tillige i 2003 været repræsenteret af advokat S, der ikke havde fundet anledning til at anmode skifteretten om genoptagelse af dødsboet. Da betingelserne i DSL § 103 ikke var opfyldt, blev genoptagelse nægtet. VL stadfæstede.

TFA 2007.519 VLK: Begæring om genoptagelse efter DSL § 103 blev afvist, da det ikke var godtgjort, at en ejendomsvurdering ikke var retvisende.

H døde i 2001. M udtog i forbindelse med skifte med H's særbørn en ejendom med to erhvervslejemål samt ægtefællernes bolig. Ejendomme blev i marts 2002 vurderet af Home til 2,5 mio. kr. M døde i juli 2004, hvorefter hans dødsbo i november 2004 solgte ejendommen for 6,5 mio. kr. Et af H's særbørn, B, begærede efter proklamafristens udløb boet efter H genoptaget, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6. Randers Skifteret udtalte bl.a., at en arving i princippet kan anmode om genoptagelse af en bobehandling efter DSL § 103 uden nogen form for tidsbegrænsning. Da B havde anmodet om genoptagelse af bobehandlingen - og ikke havde valgt at rejse et erstatningskrav mod boet efter M - gjaldt der således ingen tidsfrister, heller ikke efter reglerne om proklama. Da B ikke har bevist, at den væsentlig højere salgspris, som der var opnået for ejendommen i forhold til vurderingen, ikke skyldes prisudviklingen på ejendomsmarkedet, blev B's begæring afvist. VL tiltrådte, at der ikke var nogen tidsbegrænsning for genoptagelse. VL udtalte, at B ikke havde godtgjort, at vurderingen af ejendommen i 2002 ikke var retvisende, eller at den i øvrigt var behæftet med fejl. VL lagde herved vægt på, at der havde været store stigninger i priserne på fast ejendom i perioden fra vurderingen i marts 2002 og til salget i november 2004, og at dette navnlig havde gjort sig gældende for ejendomme som den foreliggende. VL lagde endvidere vægt på, at forholdene omkring ejendommens benyttelse havde ændret sig væsentligt frem til salget i november 2004, idet de store lejemål i ejendommen på daværende tidspunkt ikke var lejet ud. VL tiltrådte med denne begrundelse, at der ikke forelå sådanne nye oplysninger af væsentlig betydning for boets behandling, der gjorde det påkrævet at genoptage dødsboet efter H, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6.

UfR 2008.2717 ØLK: Et afsluttet dødsbo skulle genoptages, hvis udfaldet af en skattesag blev, at der nu fandtes et yderligere aktiv.

En retssag om et muligt tilgodehavende på overskydende skat verserede i dødsboet efter A, der var afsluttet ved betaling af boafgiften d. 16.05.2008. Boet nedlagde påstand om, at skifteretten skulle anerkende, at eventualkravet på bl.a. overskydende skat, som ikke kunne opgøres, var et aktiv, der var udlagt til arvingerne. Skifteretten i Lyngby udtalte, at boet skulle genoptages i medfør af DSL § 103, stk. 1, nr. 1, såfremt den verserende skattesag medførte et yderligere aktiv i boet. ØL fandt ikke, at skifterettens kendelse indebar, at skifteretten havde bestemt, at det eventuelle tilgodehavende hos SKAT ikke var et aktiv, men derimod, at skifteretten anså kravet for et aktiv, som dog ikke aktuelt kunne værdiansættes, og efter aktivets karakter heller ikke til 0 kr. På denne baggrund og af de grunde, skifteretten havde anført, tiltrådte ØL, at boet skulle genoptages, såfremt den verserende skattesag medførte et yderligere aktiv til boet.

TFA 2009.297 VLK: Ægtefælleudlæg genoptaget, da M havde holdt 90.000 kr. uden for boet. M var erstatningsansvarlig.

M havde siden 1997 siddet i uskiftet bo med S. M ville indgå nyt ægteskab og fik i maj 2007 boet udlagt som ægtefælleudlæg, idet bobeholdningen blev oplyst til 206.666 kr. I de sidste 2½ måned forud for ægtefælleudlægget havde M i et pengeinstitut købt to checks på 30.000 kr. og 60.000 kr. og havde efter ægtefælleudlægget fået dem indløst samme sted. Pengene havde han senere på året anvendt til dækning af bl.a. bryllupsudgifter, men på udlægstidspunktet havde de endnu været i hans besiddelse. Boet blev derfor genoptaget. Da M måtte anses for at have hævet beløbene for at bringe bobeholdningen så langt ned, at de økonomiske betingelser for ægtefælleudlæg var opfyldt, fandt skifteretten i Hjørring, at M havde pådraget sig et almindeligt erstatningsansvar. Den bil og de aktier, der var blevet udlagt til M og nu var faldet i værdi, skulle derfor medtages i boopgørelsen til værdien på tidspunktet for ægtefælleudlægget. VL stadfæstede.

TFA 2009.574/2 ØLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget.

De privatskiftende arvinger havde indleveret åbningsstatus, der samtidig var endelig boopgørelse, i august 2008. De anmodede i april 2009 om genoptagelse, idet boets ejendom ikke var udlagt til A til den reelle handelsværdi, men alene var anført i opgørelsen til ejendomsværdien minus 15%. Arvingernes advokat anførte, at arvingerne ikke havde fået den fornødne vejledning, hvilket havde haft væsentlige skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser. Skifteretten i Helsingør tog ikke anmodningen til følge, idet boet var udleveret uden vejledning i skifteretten på baggrund af en skriftlig anmodning fra arvingerne, hvorfor skifteretten ikke havde haft anledning til at vejlede arvingerne. ØL stadfæstede.

TFA 2010.314 ØLK: Udlevering af bo til uskiftet bo blev omgjort.

M havde i februar 2008 oprettet testamente, hvorefter et mindreårigt fællesbarn S skulle arve mest muligt, og hvorefter boet så vidt muligt ikke skulle udleveres til H til uskiftet bo, idet H havde et alvorligt alkoholmisbrug. M døde i oktober 2008. Skifteretten i Lyngby udleverede boet til bobestyrerbehandling og beskikkede en skifteværge for S. H anmodede om at få boet udleveret til uskiftet bo, og skifteværgen tiltrådte telefonisk over for skifteretten denne anmodning, hvorefter skifteretten udleverede boet til uskiftet bo i juni 2009. I august 2009 trak skifteværgen sit samtykke til uskiftet bo tilbage og anmodede om, at udleveringen til uskiftet bo blev omgjort og boet udleveret til bobestyrerbehandling. Det blev i den forbindelse oplyst, at H i juli 2009 var dømt for spirituskørsel, at den nu 11-årige S var frivilligt anbragt hos familie, og at H efter M's død havde stiftet en del gæld. Skifteretten omgjorde beslutningen om udlevering til uskiftet bo, idet der var en nærliggende risiko for misbrug af det uskiftede bo, således at boet derfor på ny skulle udleveres til skiftebehandling med henblik på udlevering af S's arv i henhold til testamentet. ØL udtalte, at når en arvelader i et nyere testamente konkret har begrundet sit ønske om, at sønnens arv skal indsættes i en forvaltningsafdeling, med H's alvorlige alkoholmisbrug, er en skifteværges samtykke til uskiftet bo uden begrundelse en usædvanlig disposition. Det kunne ikke lægges til grund, at skifteretten ved sin afgørelse om udlevering til uskiftet bo havde foretaget en nærmere afvejning af livsarvingens og H's interesser. Der var derfor begået sådanne fejl fra skifterettens side, at det var påkrævet at genoptage behandlingen og omgøre beslutningen om udlevering til uskiftet bo, jf. DSL § 103, nr. 3 og 5. Det var ikke godtgjort, at H havde misbrugt sin råden over det uskiftede bo, og S havde derfor ikke krav på skifte i medfør af AL § 29, stk. 2. Efter afslutning af bobehandlingen kunne B's tvangsarv samt H's tvangsarv og boslod derfor udleveres til H til uskiftet bo.

TFA 2010.318 VLK: Boopgørelse var endelig og bindende efter indlevering til skifteretten og SKAT.

Efter M's død i 2008 fik H dødsboet udleveret til privat skifte, idet ægtefællernes tre fællesbørn havde givet arveafkald. H indleverede d. 25.03.2008 til skifteretten boopgørelse med d. 31.12.2008 som skæringsdato, og boopgørelse og selvangivelse blev samtidig sendt til SKAT. H fremsendte d. 08.07.2009 en ny boopgørelse med skæringsdato d. 19.04.2009. Det blev lagt til grund, at en anmodning om behandling af boet på grundlag af den ny opgørelse skyldtes, at en af arvingerne havde foretaget en delvis tilbagekaldelse af sit arveafkald for derved at ændre boets skattemæssige stilling. Skifteretten i Holstebro fandt, at der ikke i DSL § 103 var hjemmel til at lægge den senere indleverede boopgørelse til grund ved boets behandling, og at boopgørelsen i boet med skæringsdato d. 31.12.2008 anvendes ved boets opgørelse og skattepligt. VL stadfæstede.

UfR 2010.1811 ØLK (TFA 2010.469/2 ØLK): Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af lavere værdiansættelse af fast ejendom.

I et privatskiftet bo med skæringsdag d. 17.04.2009 skulle boopgørelsen have været indsendt senest d. 17.07.2009, men blev det først d. 19.10.2009. SKAT godkendte værdiansættelserne d. 06.11.2009. Skifteretten i Næstved modtog d. 25.11.2009 en korrigeret boopgørelse, idet boet mente, at ejendommen var mindre værd end anført i den første opgørelse. Skifteretten beregnede boafgiften uden at tage hensyn til den nye opgørelse, da den oprindelige opgørelse fremtrådte som endelig og var godkendt af SKAT vedrørende værdiansættelserne. Den korrigerede opgørelse fremsendtes på ny til skifteretten, der anså den som en anmodning om genoptagelse af boet i medfør af DSL § 103. Skifteretten fandt imidlertid ikke betingelserne herfor opfyldt, særligt under hensyn til at opgørelsen, som var lagt til grund i den videre behandling, var indgivet mange måneder for sent. ØL stadfæstede.

TFA 2010.498 ØLK: Privatskiftet bo ikke genoptaget på grund af lavere værdiansættelse af fast ejendom.

Skifteretten i Næstved havde i marts 2009 meddelt kontaktpersonen i et privatskifte bo, at 1-års-fristen ikke kunne udsættes og havde tilføjet »Du har mulighed for at anmode om bobestyrerbehandling« Arvingen indleverede herefter en boopgørelse i marts 2009, hvori ejendommen var optaget til en værdi af 1.9 mio. kr., svarende til salgsprisen i et betinget skøde. SKAT godkendte værdiansættelserne i februar 2010, og boafgift blev opkrævet i marts 2010. Arvingen anmodede herefter om genoptagelse af boet, idet salget af ejendommen ikke var blevet gennemført, og ejendommen nu var til salg for 1,35 mio. kr. Skifteretten afslog genoptagelse efter DSL § 103. Arvingen kærede og anførte i kæreskriftet, at han ikke var blevet vejledt om, at bobestyrerbehandling ville indebære, at det havde været muligt at udskyde indgivelsen af boopgørelsen. ØL anførte, at skifterettens vejledning havde været »noget kortfattet«, men at der ikke var begået sådanne fejl, at det var påkrævet at genoptage boet, og stadfæstede skifterettens kendelse.

TFA 2010.570 ØLK: Ejendomme skulle udlægges til værdi efter sagkyndig vurdering.

I boopgørelsen i oktober 2007 var boets to sommerhusejendomme udlagt til arvingerne til nyeste ejendomsværdi minus 15%, dvs. 2.762.500 kr. SKAT ændrede to måneder efter værdierne til 4.450.000 kr., hvilket var udbudsprisen på ejendommene. Skifteretten indhentede herefter efter anmodning fra boet sagkyndig vurdering, som nåede frem til en værdi på 3.400.000 kr. Arvingerne nedlagde nu påstand om, at ejendommene skulle anses for udlagt til ejendomsvurderingen med fradrag af 15 %, subsidiært at udlæggene af ejendommen til arvingerne skulle anses for bortfaldet som følge af bristende forudsætninger, og mere subsidiært, at ejendommen skulle anses for udlagt til arvingerne til en lavere værdi end den sagkyndige vurdering efter et af skifteretten udøvet skøn. Skifteretten i Roskilde gav ikke arvingerne medhold heri, idet der ikke var grundlag for omvurdering efter DSL § 94, og idet skifteretten ikke selvstændigt kan fastsætte værdien efter eget skøn. Der var endvidere ikke grundlag for på grund af bristende forudsætninger at genoptage bobehandlingen i medfør af DSL § 103 med henblik på at omgøre udlæggene af de to ejendomme til arvingerne. ØL stadfæstede.

TFA 2011.74 VLK: Dødsbo ikke genoptaget med henblik på ændret fordeling af arven.

Ifølge A's testamente skulle et barnebarn som legatar arve et andelsboligbevis, dog således at A's datter D var tillagt en livsvarig bopælsret. Ved skiftet blev værdien af andelsbeviset fratrukket i fordelingen af arven mellem D og A's søn S. Det forhold, at andelsboligforeningen ikke ville acceptere en livsvarig boligret på testamentets vilkår, men alene en lejeaftale på almindelige vilkår, kunne ikke føre til en kapitalisering af bopælsretten med den virkning, at der skulle tillægges D et yderligere beløb. Dødsboet blev derfor ikke genoptaget.

TFA 2012.138/2 ØLK: Dødsbo genoptaget, da det ikke ganske kunne udelukkes, at boafgiften kunne være beregnet forkert.

En ejendom var i et dødsbo udlagt til arvingerne for 1.572.500 kr. Der var ikke taget højde for en tinglyst forkøbsret til ejendommen for 400.000 kr. Arvingerne anmodede derfor om genoptagelse af boet, hvilket skifteretten i Holbæk nægtede. Under kæren blev det oplyst, at arvingerne havde indgået et forlig, hvorefter forkøbsretten blev aflyst mod betaling af 200.000 kr. ØL fandt ikke ganske at kunne udelukke, at der var grundlag for ændring af boafgiften, og bestemte derfor, at boet skulle genoptages, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 4.

TFA 2012.242 ØLK: Udlevering til forenklet privat skifte blev ikke genoptaget.

H døde d. 01.04.2010, og boet blev udleveret til M til forenklet privat skifte. Retsafgiften blev ikke betalt, og åbningsstatus blev ikke indsendt, hvorefter M døde d. 04.12.2012. Skifteretten i København afsluttede herefter boet. Boet efter M blev taget under behandling ved bobestyrer som insolvent. I maj 2001 anmodede bedemand B om genoptagelse af boet efter H, idet han ikke havde modtaget betaling for begravelsen. Skifteretten i København nægtede genoptagelse, idet boet efter H var udleveret til M efter en gennemgang af aktiver og passiver, hvorefter boet var solvent. Der var således ikke begået væsentlige fejl ved udleveringen, DSL § 103, nr. 3. ØL stadfæstede.

TFA 2013.43 ØLK: Skifterettens dom ophævet på grund af mangler ved skifterettens behandling.

M og H blev separeret i Norge d. 05.02.2010. M døde i juli 2010. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling i medfør af DSL § 36, nr. 5, da det var usikkert, hvem der var arvinger. Der var tvist mellem H og M's fire brødre om, hvorvidt separationen var bortfaldet. Skifteretten i Holbæk afsagde dom, hvorefter separationen mellem M og H ikke var bortfaldet, og M's boslod derfor tilfaldt hans fire brødre. H ankede med påstand om ophævelse og hjemvisning. ØL udtalte, at bobestyreren i medfør af DSL § 48, stk. 1 og § 47 efter at have indhentet de nødvendige oplysninger, herunder eventuelt efter afhøringer i skifteretten, burde have tilkendegivet over for de involverede personer, hvem der efter bobestyrerens opfattelse var arvinger i boet, hvorefter eventuelle mulige arvinger, der var uenige, måtte anlægge sag ved skifteretten efter DSL § 89, stk. 1, nr. 1. Skifterettens behandling af sagen var endvidere ikke sket i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om civile sager, jf. DSL § 98, idet der ikke var udtaget stævning eller afgivet svarskrift. Det var ikke fastlagt, hvem der var sagens parter, eller hvad der var parternes påstande og anbringender. Endelig havde der ikke været afholdt hovedforhandling. ØL ophævede på denne baggrund dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved bobestyrer. ØL bestemte endvidere i medfør af RPL § 320 eller denne bestemmelses analogi, at statskassen skulle erstatte H's udgifter til advokat i ankesagen.

UfR 2015.1843 ØLK (TFA2015.358/2 ØLK): Privatskiftet bo genoptaget, da boafgiften var forkert beregnet.

I januar 2013 udleverede Skifteretten i Næstved boet efter A til privat skifte til arvingerne B og C. Boet blev afsluttet med afgiftsberegning, men i sept. 2014 anmodede A om genoptagelse, fordi en fast ejendom var sat til en for stor værdi i boopgørelsen, ligesom der var andre fejl heri. Det fremgik af sagen, at en helårsejendom havde været til salg gennem ca. 1½ år under behandlingen af det private skifte. Ejendommen var gennem ejendomsmægler ved skøde tinglyst den 10. juli 2014 solgt til tredjemand for en købesum på 790.000 kr., hvilket var væsentlig under ejendomsvurderingen, som A havde opgjort værdien af ejendommen til i boopgørelsen af 20.04.2014. Skifteretten afslog genoptagelse. ØL lagde til grund, at B og C ved indsendelsen af boopgørelsen havde befundet sig i en vildfarelse om, at ejendommens værdi skulle ansættes til ejendomsvurderingen i boopgørelsen, når ejendommen da endnu ikke var solgt. B og C havde endvidere godtgjort, at boopgørelsen var behæftet med væsentlige fejl, idet opgørelsen af passiverne bl.a. ikke omfattede omkostningerne ved salget af ejendommen samt begravelsesomkostningerne. Med henvisning hertil samt BAL § 12, hvorefter aktiver og passiver i dødsboer ansættes til deres handelsværdi, og forarbejderne til DSL § 103, stk. 1, nr. 4, fandt ØL, at A's begæring om genoptagelse burde imødekommes, således at der kunne foretages en ny afgiftsberegning baseret på en korrekt boopgørelse.

UfR 2015.2377 VLK (TFA 2015.454 VLK): Kæremål afvist, da B ikke havde rettergangsfuldmagt.

P havde på vegne af en arving, A, indgivet en klage over bobestyreren i et dødsbo og havde samtidig anmodet om, at A fik boet udleveret som et boudlæg. Skifteretten i Aalborg afviste klagepunkterne og anmodningen om boudlæg. VL anførte, at kæreskriftet var underskrevet af P fra en begravelses- og servicebobehandlingsforretning, B. Det fremgik af sagen, at A havde givet skiftefuldmagt til B. Det fremgik ikke af fuldmagten, at den omfattede adgang til at iværksætte kære af skifterettens afgørelser. På den baggrund, og da P heller ikke efter RPL § 260, stk. 10, kunne antages at have fuldmagt til at kære skifterettens afgørelse, afviste VL kæremålet, jf. RPL § 265, stk. 1.

TFA 2015.516 ØLK: Et eventuelt krav mod et afsluttet dødsbo vedr. salg af andelsbolig til overpris kunne ikke føre til genoptagelse på nuværende tidspunkt.

Boet efter M og H blev efter længstlevendes død skiftet privat. I 2014 anmodede K1 og K2, der havde købt de afdødes andelsbolig, om genoptagelse af boet, idet der verserede en tvist mellem andelsboligforeningen og Københavns Kommune om, hvorvidt en servitutbestemmelse kunne håndhæves. Hvis andelsboligforeningen tabte denne sag, ville K1 og K2 blive mødt med et krav på ca. 833.000 kr. som følge af overpris ved deres salg af boligen, og dette krav ønskede de at videreføre mod boet. Frederiksberg Skifteret genoptog boet, idet der kunne fremkomme yderligere passiver, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 1 og nr. 6. ØL anså det for usikkert, hvorvidt K1 og K2 kunne rette et krav mod boet efter M og H, og fandt det ikke påkrævet på nuværende tidspunkt at genoptage boet, jf. DSL § 103. ØL ændrede derfor skifterettens kendelse således, at boet efter M og H ikke blev genoptaget.

Retssager ved de almindelige domstole


TFA 2007.224 VLK: Da en arving havde anlagt sag i Spanien, kunne bobestyrerbo ikke afsluttes.

A omkom i ved en trafikulykke i Spanien. Dødsboet efter A, der blev behandlet som bobestyrerbo, opgav at forfølge evt. erstatningskrav i Spanien. Randers Skifteret fastsatte en frist for arvingerne til selv at anlægge sag, jf. DSL § 109, hvilket B gjorde ved en domstol i Spanien. B påstod herefter dødsboet afsluttet med henvisning til, at eventuelle krav var boet uvedkommende. Randers Skifteret gav bobestyreren medhold i, at denne var forpligtiget til at vente med at slutte dødsboet, indtil det enten var dokumenteret, at det mulige krav, som verserede i Spanien, ikke skulle indgå i dødsboet, eller indtil sagen var afsluttet i Spanien, og et eventuelt tilkendt beløb var indbetalt til boet. VL stadfæstede.

TFA 2006.73 ØLK: Arvinger havde fortabt retten til at anlægge sag mod broder.

M var død i 1984, og H sad i uskiftet bo med 3 fællesbørn, indtil hun døde i 2001. To af tre børn mente, at deres bror havde hævet og tilegnet sig 342.000 kr. Boet ønskede ikke at anlægge omstødelsessag. I boopgørelsen af 04.07.2002 indstillede bobestyreren, at boet blev sluttet, da de to havde haft tilstrækkelig tid til at anlægge omstødelsessag. Skifteretten i Store-Heddinge tog i 2002 indstillingen om boudlæg til følge, hvilket ØL stadfæstede. I marts 2004 anlagde de retssag mod broderen. De erklærede, at såfremt skifteretten afviste at fastsætte en frist efter DSL § 109, stk. 1, skulle den civile sag afvises. Skifteretten afviste at fastsætte en sådan frist, da arvingerne ikke uden ugrundet ophold havde anmodet om en frist. ØL stadfæstede.

TFA 2006.114 ØLK: Arvinger havde fortabt retten til at anlægge sag om et opgivet krav.

Bobestyrer bestemte i maj 2005, at et lejemål af et fritidshus ikke var et aktiv i boet. Skifteretten i København afsagde kendelse i september 2005. Uanset at en anmodning om fastsættelse af frist for sagsanlæg, jf. DSL § 109, var modtaget ca. 14 dage efter kendelsen, var den ikke fremkommet uden ugrundet ophold, idet arvingerne i hvert fald siden august 2002 havde haft anledning til at anmode om fristfastsættelse.

UfR 2006.1931 ØLK: Arvingers sagsanlæg blev admitteret, selv om skifteretten ikke havde fastsat frist for sagsanlæg.

I et bobestyrerbo havde bobestyrer afvist at anlægge omstødelsessag mod S. De 3 arvinger anlagde herefter selv sag mod S med påstand om tilbageskødning af en ejendom til boet. S påstod sagen afvist, under henvisning til at der ikke af skifteretten var fastsat en frist for sagsanlæg, jf. DSL § 109, stk. 1. Retten i Helsingør tog ikke afvisningspåstanden til følge. Der blev herved lagt vægt på, at bobestyrer på intet tidspunkt havde vejledt sagsøgerne om indholdet af DSL § 109, stk. 1, herunder at et sagsanlæg forudsætter, at skifteretten forinden har fastsat en frist, og at disse i forbindelse med sagsanlægget i det hele havde handlet uden ugrundet ophold i relation til den vejledning, de havde fået af såvel bobestyrer som skifteret. Straks efter modtagelsen af bomødereferatet blev der klaget til skifteretten, ligesom sagsøgerne efter modtagelsen af skifterettens kendelse uden ugrundet ophold udtog stævning.

TFA 2008.479/3 ØLK: Skifteretten fastsatte frist for arvinger til at anlægge sag mod medarving.

Søn S havde to dage før moderens død hævet 250.000 kr. på hendes konto i henhold til en fuldmagt. Moderen havde over for banken bekræftet, at udbetalingen var i orden. S oplyste, at pengene var afleveret til moderen på hospitalet. Skifteretten i Odense fandt ikke anledning til at pålægge bobestyrer at omgøre beslutningen om ikke at indgive politianmeldelse eller anlægge sag mod S. Skifteretten fastsatte en frist efter DSL § 109 for, at klagerne selv kunne anlægge retssag mod S. S havde givet personligt arveafkald efter at han havde modtaget a conto arv i form af depositum på 8.500 kr og en bil til 2.000 kr. Bobestyreren havde med rette lagt arveafkaldet materielt til grund, således at S, der havde givet arveafkald mod vederlag, måtte betragtes som legatar, og hans livsarvinger som arvinger. ØL stadfæstede.

TFA 2010.256 ØLK: Arvingers sagsanlæg blev admitteret, selv om bobestyrer ikke havde fastsat frist for sagsanlæg.

A havde 11 dage før sin død d. 12.01.2007 solgt 7,3 ha landbrugsjord til sin nabo, N, som hidtil havde forpagtet jorden, for 700.000 kr. Arvingerne anlagde i maj 2008 sag mod N og advokat O med påstand om erstatning på 1 mio. kr., da A havde solgt til en »voldsom underpris«. 4 uger efter sagsanlægget meddelte bobestyreren, at boet ikke ville gennemføre sagen, og at der meddeltes samtykke til sagsanlægget på betingelse af, at påstanden ændredes, således at et eventuelt provenu tilfaldt boet. De sagsøgte påstod afvisning, idet proceduren i DSL § 109, stk. 1 ikke var fulgt. Skifteretten i Nykøbing F admitterede sagen, idet bobestyrerens samtykke til sagens gennemførelse måtte anses for bobestyrerens bemyndigelse til arvingerne til at anlægge sagen. Under disse særlige omstændigheder var det uden betydning, om reglerne i DSL § 109, stk. 1, var fulgt. Retten lagde endvidere til grund, at bobestyreren ikke havde vejledt arvingerne om DSL § 109, stk. 1. ØL stadfæstede i henhold til grundene.

UfR 2011.1175 ØLD (TFA 2011.252/1 ØLD): Arvings sagsanlæg afvist, da kravet tilkom dødsboet.

Boet efter D blev i juni 2006 udlagt som boudlæg til A, der sammen med B og C var D's arvinger. A anlagde i marts 2009 sag mod Frederiksberg Kommune med påstand om, at kommunen tilpligtedes at tilbagebetale 421.719 kr, som D havde betalt i forbindelse med D's plejehjemsophold og 75.000 kr. i godtgørelse i anledning af langvarig omsorgssvigt. Frederiksberg Ret afviste sagen, jf. RPL § 258, stk. 1. ØL anførte, at den mulige fordring mod K ubestridt tilkom dødsboet efter D, og ikke A personligt. Boet efter D havde ikke, før det blev sluttet ved boudlæg til A, taget stilling til, om boet ville anlægge sag om kravet, jf. DSL § 109. Ifølge et brev af 06.10.2009 fra skifteretten ville boet kunne genoptages, jf. DSL § 103, med henblik på boets stillingtagen til, om boet ville anlægge retssag om kravet. Hvis boet herefter måtte beslutte ikke at anlægge retssag, ville A kunne anmode skifteretten om fastsættelse af frist for A's sagsanlæg, jf. DSL § 109, der efter sin ordlyd alene tillægger lodtagerne i boet en subsidiær adgang til sagsanlæg. ØL fandt under disse omstændigheder, at A ikke havde myndighed til at råde over det mulige krav, og tiltrådte derfor, at sagen var afvist fra domstolene i medfør af RPL § 258, stk. 1.

TFA 2013.633 VLK: Dødsbo kunne anlægge sag om aflysning af panteret ved ejendommens værneting.

Dødsbo anlagde sag ved Skifteretten i Esbjerg mod advokat i København med påstand om, at han skulle aflyse et ejerpantebrev med en hovedstol på 500.000 kr., der var lyst på boets ejendom i samme retskreds, mod betaling af 23.146 kr. Endvidere påstod boet advokaten dømt til at betale boet 26.825.87 kr. Skifteretten henviste sagen til sagsøgtes værneting. VL udtalte, at skifteretten ikke kunne behandle den del af sagen, der vedrørte en rettighed over fast ejendom, jf. DSL § 106, stk. 1, og at sagen allerede derfor ikke kunne hjemvises til skifteretten som påstået af boet. Efter RPL § 241 kunne denne del af sagen anlægges ved retten på det sted, hvor ejendommen lå, og boets subsidiære påstand om henvisning til Retten i Esbjerg blev derfor taget til følge. Boets betalingspåstand vedrørte et erstatningskrav på grund af manglende aflysning af ejerpantebrevet. Sag herom skulle anlægges ved de almindelige domstole, jf. DSL § 106, stk. 1. Dødsboet havde indbragt begge påstande til samlet behandling, og Retten i Esbjerg måtte herefter tage stilling til, om der kunne ske objektiv kumulation, jf. RPL § 249.

TFA 2016.220 ØLK: Begravelses Service A/S kunne ikke kære kendelse om udlevering af boet til bobestyrerbehandling, da selskabet ikke havde retlig interesse heri.

A havde i vidnetestamente af 16.11.2014 bestemt, at B skulle være hans arving, og at hans bo i videst mulige omfang skulle skiftes privat af Begravelses Service ApS. A døde d. 14.12.2015. Skifteretten i Glostrup udleverede imidlertid boet til bobestyrerbehandling under henvisning til, at vidnetestamentet var anfægteligt, da det ikke indeholdt påtegning om, at kravene i AL § 64, stk. 1-3 var opfyldt. Begravelses Service ApS kærede byrettens kendelse med påstand om, at boet skulle udleveres til selskabet til privat skifte. B kærede derimod ikke kendelsen. ØL afviste kæremålet under henvisning til, at et det er en forudsætning for at udlevere et bo til privat skifte, at der foreligger en anmodning herom, som er tiltrådt af alle arvinger i boet, jf. DSL § 25, stk. 1, nr. 1, og at Begravelses Service ApS uanset testamentets bestemmelse om udlevering til selskabet til privat skifte ikke havde retlig interesse i selvstændigt at kære skifterettens kendelse.

TFA 2016.352/2 ØLK: Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en dødslejegave, skulle afgøres under almindeligt civilt søgsmål og ikke ved skifterettens kendelse.

Skifteretten i Hillerød havde ved kendelse truffet bestemmelse om, at overførsler på 80.000 kr. og 50.000 kr., til B henholdsvis den 13. og 23.04.2015, ikke var dødslejegaver, jf. AL § 93, men livsgaver. B kærede med påstand om, at beløbene var tilbagebetaling for udlæg. ØL bemærkede, at anfægtelse af en dødslejegave skal ske ved et almindeligt civilt søgsmål, og at skifteretten derfor ikke havde haft hjemmel til at tage stilling til, om der forelå en dødslejegave, men efter reglerne i boafgiftsloven alene til at kvalificere en gaveoverdragelse med henblik på en vurdering om, om beløb svarende til størrelsen af en givet pengegave skal tillægges arvebeholdningen ved beregningen af boafgiften. Da skifteretten alene havde taget stilling til det boafgiftsmæssige spørgsmål, blev kendelsen ikke ophævet. Kæremålet blev imidlertid afvist, fordi kæremålet vedrørte forhold, som skifteretten ikke havde taget stilling til.

Lempelse af tilbagebetalingskrav


TFA 2000.208 ØLK: Tilbagebetalingskrav ikke lempet.

M døde d. 25.01.1998, og H fik d. 10.03.1998 udlagt boet som ægtefælleudlæg. 50% af en ejendom var i opgørelsen medtaget med 750.000 kr. på baggrund af en vurdering af en EDC-mægler. Hele ejendommen var i sept. 1997 sat til salg for 2,1 mio kr., og ejendommen blev ikke sat til salg for 1,5 mio kr., men solgt d. 15.05.2000 for 1,95 mio kr. Skifteretten genoptog i sept. 1998 boet efter begæring fra M's særbarn. Bobestyrer opgjorde nu boet til 216.300 kr. Skifteretten i København bestemte, at kravet mod H om tilbagebetaling af de af boets midler, der oversteg 160.000 kr., bortfaldt, jf. DSL § 104, stk. 4. ØL fandt ikke grundlag for nogen nedsættelse af kravet mod H. Der lagdes vægt på oplysningerne om ejendommen forskellige værdiansættelser og senere salg, den omstændighed , at ejendommen ikke blev udbudt til den lavere pris, og til værdien af den ejerlejlighed, som H kort efter erhvervede.

FM 2001.122 VLK: Tilbagebetalingskrav mod arving lempet.

Arving A havde i 1997 i god tro arvet 150.000 kr. som universalarving i henhold til testamente. Det viste sig senere, at afdøde tidligere havde oprettet et uigenkaldeligt testamente, og at B var arving. Skifteretten i Tønder nedsatte i medfør af DSL § 104, stk. 4 det beløb, der skulle tilbagebetales, til 75.000 kr. og tilkendte B sagsomkostninger i forhold hertil. VL stadfæstede omkostningsafgørelsen.

TFA 2004.337 ØLK: Tilbagebetalingskrav mod arving blev ikke lempet.

A havde arvet hele bobeholdningen i boet efter hendes bedsteforældre eller 303.580 kr. i februar 2000. Boet var sluttet i august 2001. B begærede 1½ år efter boet genoptaget, da hun var arveberettiget til 50% af boet. B havde ikke udvist passivitet og skifteretten i Rødovre genoptog boet. A forklarede, at hun havde brugt arven til indfrielse af gæld på ca. 150.000 kr, køb af møbler for ca. 62.000 kr., udgifter til hest og rejse til Caribien for 38.000 kr. Skifteretten fandt ikke grundlag for at lade tilbagebetalingskravet nedsætte eller bortfalde, jf. DSL § 104, stk. 4, uanset at A havde været i god tro. ØL stadfæstede med bemærkning at afgørelsen vedr. tilbagebetalingskravet burde være truffet ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 3.

Skifteretsattester


UfR 2006.2196 ØLK: Arving kunne ikke kræve at afdødes fulde personnummer blev anført på skifteretsattesten.

Dansk Blindesamfund var enearving efter B. Advokat A anmodede på vegne Dansk Blindesamfund om, at boet blev udleveret til privat skifte, og anmodede i den forbindelse udtrykkeligt om, at B's CPR-nummer måtte fremgå af attesten. Københavns Byrets Skifteafdeling udfærdigede skifteretsattest, hvoraf alene B's fødselsdato fremgik. Skifteafdelingen begrundede dette i administrative årsager. A rettede herefter henvendelse til Domstolsstyrelsen, der oplyste A om, at denne havde bestemt, "at den elektroniske blanket til skifteretsattester, som Danmarks Domstole bruger i et sagsbehandlingssystem, ikke skal indeholde et felt til de sidste 4 cifre i såvel afdødes som arvingens fulde personnummer.". Baggrunden herfor var, at det var Domstolsstyrelsens opfattelse, "at angivelse af den afdødes og/eller arvingens personnummer på en skifteretsattest er en videregivelse af fortrolige oplysninger om såvel den afdøde som den person, der har fået boet udleveret, sammenholdt med, at skifteretsattesten er arvingens legitimation over for omverdenen til at disponere over boet.". A gjorde gældende, at boet i sin egenskab af afdødes universalsuccessor var indtrådt i B's rettigheder i enhver henseende, herunder hans rettigheder i henhold til persondataloven. Boet var derfor berettiget til at give samtykke til såvel behandling som videregivelse af oplysninger, hvortil CPR-nummeret måtte henregnes, og skifteafdelingen havde derfor savnet hjemmel til at nægte at anføre nummeret på skifteretsattesten, jf. i øvrigt PDL § 6. ØL tiltrådte, at oplysninger om personnumre i forhold til offentlige myndigheder måtte anses for at være fortrolige, jf. lov om det centrale personregister § 54, stk. 1. Det fremgik af B's testamente, at denne havde adskillige familiemedlemmer. ØL fandt herefter ikke, at den omstændighed, at Dansk Blindesamfund var indsat som arving til det resterende bo efter udredelse af en række legater, kunne føre til, at boet havde rådighed over afdødes personnummer, hvorfor skifterettens afgørelse blev stadfæstet.

Aktindsigt


TFA 1999.148 VLK (FM 1999.48 VLK): Særbarn havde ret til at få udleveret genpart af gensidigt testamente.

Særbarn, som for 13 år siden havde givet samtykke til, at hans stedmoder kunne sidde i uskiftet bo, fandtes at have fornøden retlig interesse i at få udleveret udskrift af gensidigt testamente, jf. RPL § 41. Han overvejede at begære boet skiftet på grund af misbrug og ønskede at vide, om testamentet indeholdt bestemmelser til skade for ham, hvis han begærede skifte. Han ville endvidere have indsigt i, om testamentet indeholdt uigenkaldelige bestemmelser til fordel for førstafdødes livsarvinger.

UfR 1999.1638 VLK (FM 1999.115 VLK): Legal arving havde ret til udskrift af hele testamentet, uanset afdødes bestemmelser.

Afdøde havde i sit testamente bestemt, at testamentet og fuldstændig boopgørelse ikke måtte udleveres til andre end universalarvingerne. En niece, der var legal arving, begærede indsigt i hele testamentet, hvilket bobestyreren modsatte sig. Skifteretten i Kolding bestemte, at niecen havde retlig interesse i at blive gjort bekendt med de bestemmelser i testamentet, der direkte påvirkede hendes arveret. VL fandt, at hun havde retlig interesse i at blive gjort bekendt med hele testamentet, jf. DSL § 114, stk. 3, og at der - uanset afdødes tilkendegivelser - ikke var grundlag for at begrænse denne ret som sket.

TFA 2001.487 ØLK: Arving havde krav på kopi af kontoudtog.

Repræsentant for en arving havde - i det omfang han betalte det dermed forbundne vederlag - krav på at få udskrift af boets dokumenter, herunder kontoudskrifter vedr. boets konti, jf. DSL § 114, stk. 3.

FM 2002.8 ØLK: Modpart i dødsbo, der var genoptaget, havde ikke krav på aktindsigt.

Dødsbo efter en guldsmed var blevet genoptaget med henblik på anlæg af sag mod rettighedshaver - R - for misbrug af en personlig kunstnersignatur. R havde ikke krav på aktindsigt i genoptagelsessagen, da han ikke var part i dødsboet.

UfR 2002.179 VLK (FM 2001.171 VLK): Datter havde ret til at se sin mors testamente.

Datter havde som arving krav på at få en kopi af sin afdøde mors testamente, jf. DSL § 114, stk. 3, selv om boet var sluttet som boudlæg til en anden datter.

TFA 2003.499 ØLK (FM 2003.219 ØLK): Arving havde krav på aktindsigt i dokumenterne i dødsbo.

Skifteretten på Færøerne havde nægtet A udskrifter fra ægtefælleskifte, som var sluttet i 1987 og fra et offentligt skiftet dødsbo, da boerne var afsluttede for mere end 5 år siden, og da de trufne afgørelser var retskraftige. ØL fandt at A, der som ægtefælle og arving måtte betragtes som part i de to boer, havde krav på udskrift af dokumenter, som hun ikke tidligere havde modtaget.

TFA 2006.422 VLK: Arving havde ikke krav på at få bilag udleveret i elektronisk form.

Arvingen B påstod ved skifteretten i Haderslev bobestyrer pålagt at fremsende kopi af al korrespondance og samtlige regnskabsbilag. B klagede endvidere over bobestyrers afvisning af at udarbejde en speciel USB-arkivering til B. VL tiltrådte, at B ikke havde krav på at få stillet dokumenter til rådighed i særlig elektronisk form, og at bobestyrer ved at tilbyde B at gennemse alle boets dokumenter på bobestyrerens kontor havde givet B adgang til aktindsigt, jf. DSL § 114, stk. 3, jf. RPL § 41, stk. 4, jf. § 255 a.

UfR 2009.64 ØLK (TFA 2009.33/2 ØLK): Afdød arvings søn havde ret til aktindsigt i boet efter sin morfar.

A havde klaget over, at bobestyrer advokat Michael Steffensen, S, havde nægtet ham aktindsigt i boet efter C, samt over S's efterfølgende antagelse af, at han havde givet arveafkald. A havde endvidere som arving nedlagt påstand om, at skifteretten skulle erklære C's vidnetestamente fra 1993 for ugyldigt samt udpege en ny bobestyrer pga. S's uforsvarlige og uredelige bobehandling. Endelig havde A klaget over, at skifteværge, advokat Henrik Holmblad, der var beskikket som skifteværge for boets legale arving L, ikke havde gjort indsigelse mod C's vidnetestamente, hvori blandt andre A's mor B var indsat som arving. B afgik ved døden d. 26.02.2008, og boet blev af Skifteretten i Gråsten udleveret til behandling ved bobestyrer. Da boet herefter tegnedes af bobestyrer H, og A ikke i øvrigt havde godtgjort en konkret retlig interesse i boets dokumenter, fandt Frederiksberg Skifteret ikke, at A havde krav på aktindsigt i henhold til DSL § 114, stk. 3, jf. RPL § 41 d. Klagen over S's nægtelse af aktindsigt blev derfor ikke taget til følge. Da A ikke tegnede boet efter B og således ikke i øvrigt var klageberettiget i henhold til DSL § 96 vedrørende bobestyrers, skifteværges eller skifterettens behandling af boet, afvistes den øvrige klage. ØL udtalte, at A som søn af afdøde B var arving i boet efter C, og fandt derfor, at A havde en sådan individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, at begæringen om aktindsigt i boet efter C skulle tages til følge, jf. DSL § 114, stk. 3, sammenholdt med RPL § 41 d, stk. 1. Der var ikke herved taget stilling til, i hvilket omfang der skulle meddeles aktindsigt. ØL stadfæstede dermed skifterettens kendelse med den ændring, at begæringen om aktindsigt i boet efter C blev taget til følge.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

19-11-17