Kapitel I: Om afslutning
af aftaler §§ 1-9
Kapitel II: Om fuldmagt
§§ 10-27
Kapitel III: Om ugyldige
viljeserklæringer §§ 28-38
Kapitel IV: Særlige regler
om forbrugeraftaler §§ 38a-38d
Kapitel V: Almindelige
bestemmelser §§ 39-41
Lov nr. 242 af 08.05.1917 om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jfr. lovbekg. nr. 781 af 26.08.1996, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 1376 af 28.12.2011 (Gennemførelse i dansk ret af del II om aftalens indgåelse i FN-konventionen om aftaler om internationale køb) fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren.
§ 1. Tilbud og svar på tilbud er bindende for afgiveren. Reglerne i §§
2-9 kommer til anvendelse, for så vidt ikke andet følger af tilbudet eller
svaret eller af handelsbrug eller anden sædvane.
§ 2. Har tilbudsgiveren fastsat en frist for
antagelse af tilbudet, må antagende svar være kommet frem til
ham inden fristens udløb.
Stk. 2. Fristen regnes, hvis tilbudet er gjort i brev, fra den
dag, brevet er dateret, og hvis det er gjort i telegram, fra den
tid på dagen, da telegrammet er indleveret til
afsendelsesstedets telegrafstation.
§ 3. Gøres tilbud i brev eller telegram, uden at der
fastsættes nogen frist for antagelse, må antagende svar være
kommet frem til tilbudsgiveren inden udløbet af det tidsrum, som
ved tilbudets afgivelse af ham kunne påregnes at ville medgå.
Ved beregningen af dette tidsrum forudsættes, når ikke andet
følger af omstændighederne, at tilbudet kommer frem i rette
tid, samt at svaret afsendes uden ophold, efter at den, til hvem
tilbudet er rettet, har haft rimelig betænkningstid, og at det
ikke forsinkes undervejs. Er tilbudet gjort i telegram, skal
antagelsen sendes telegrafisk, hvis den ikke på anden måde
kommer lige så tidligt frem.
Stk. 2. Tilbud, som fremsættes mundtlig uden at give frist for
antagelse, må antages straks.
§ 4. Kommer antagende svar for sent frem, anses det som nyt
tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis afsenderen af svaret går ud
fra, at det er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren må
indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil godkende
svaret, uden ugrundet ophold give afsenderen meddelelse derom.
Undlader han dette, anses aftale for sluttet.
§ 5. Afslås tilbud, er det bortfaldet, selv om fristen for svar
endnu ikke er udløbet.
§ 6. Svar, som går ud på, at tilbud
antages, men som på grund af tillæg, indskrænkninger eller
forbehold ikke stemmer med tilbudet, anses som afslag i
forbindelse med nyt tilbud.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, når afsenderen af svaret går ud
fra, at det er overensstemmende med tilbudet, og tilbudsgiveren
må indse dette. I så fald skal denne, hvis han ikke vil
godkende svaret, uden ugrundet ophold give meddelelse derom.
Undlader han dette, anses aftale for sluttet med det indhold,
svaret har.
§ 7. Tilbud eller svar, som tilbagekaldes, er bortfaldet,
såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til den anden part forinden
eller samtidigt med, at tilbudet eller svaret kommer til hans
kundskab.
§ 8. Har tilbudsgiveren erklæret, at han vil anse den anden
parts tavshed for antagelse af tilbudet, eller fremgår det i
øvrigt af forholdet, at han ikke venter udtrykkeligt svar, er
den anden part alligevel pligtig til, såfremt han vil antage
tilbudet, på forespørgsel at afgive erklæring derom. Undlader
han dette, er tilbudet bortfaldet.
§ 9. Har nogen i henvendelse, som ellers ville være at anse som
tilbud, anvendt ordene 'uden forbindtlighed', 'uden obligo' eller
lignende udtryk, anses henvendelsen alene som opfordring til at
gøre tilbud i overensstemmelse med dens indhold. Fremkommer
sådant tilbud inden rimelig tid fra nogen, som henvendelsen er
rettet til, og må modtageren gå ud fra, at det er fremkaldt ved
henvendelsen, skal han uden ugrundet ophold give tilbudsgiveren
meddelelse, hvis han ikke vil antage det. Undlader han dette,
anses tilbudet for antaget.
§ 9 a. §§ 1-9 finder ikke anvendelse på afslutning af aftaler om løsørekøb, der er omfattet af den internationale købelov.
§ 9 a er indsat ved § 2.1 i lov nr. 1376 af 28.12.2011 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren.
§ 10. Den, som har givet en anden
fuldmagt til at foretage en retshandel, bliver umiddelbart
berettiget og forpligtet over for tredjemand ved retshandel, som
fuldmægtigen foretager i fuldmagtsgiverens navn og inden for
fuldmagtens grænser.
Stk. 2. Indtager nogen ifølge aftale med en anden en stilling,
som efter lov eller sædvane medfører beføjelse for ham til
inden for visse grænser at handle på den andens vegne, anses
han befuldmægtiget til at foretage retshandler, som falder inden
for disse grænser.
§ 11. Har fuldmægtigen ved retshandelens foretagelse handlet i
strid med fuldmagtsgiverens forskrifter, er retshandelen ikke
bindende for denne, såfremt tredjemand indså eller burde indse,
at fuldmægtigen således overskred sin beføjelse.
Stk. 2. Er fuldmagten en sådan som omtalt i §
18, og har fuldmægtigen ved foretagelsen af retshandelen
overskredet sin beføjelse, er retshandelen ikke bindende for
fuldmagtsgiveren, selv om tredjemand var i god tro.
§ 12. Vil fuldmagtsgiveren tilbagekalde en sådan fuldmagt som
omtalt i §§ 13-16, har han, selv om han
har underrettet fuldmægtigen om, at fuldmagten ikke længere
skal gælde, at foretage, hvad der i de nævnte paragraffer for
hvert enkelt tilfælde er foreskrevet; er flere af disse
forskrifter anvendelige på samme fuldmagt, bliver de alle at
iagttage.
Stk. 2. Den tredjemand, over for hvem en fuldmagt er tilbagekaldt
på den i § 13 omtalte måde, kan ikke
påberåbe sig, at tilbagekaldelse ikke er sket på anden måde.
§ 13. En fuldmagt, som er bragt til
tredjemands kundskab ved en til ham særskilt rettet erklæring
fra fuldmagtsgiveren, er tilbagekaldt, når særskilt erklæring
om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er kommet frem til
tredjemand.
§ 14. En fuldmagt, som af fuldmagtsgiveren er offentlig
bekendtgjort i bladene eller på anden måde, tilbagekaldes ved
en erklæring, som bekendtgøres på samme måde.
Stk. 2. Er dette ikke muligt, skal tilbagekaldelsen tilkendegives
på anden ligeså virksom måde. Fuldmagtsgiveren kan forlange,
at den i § 17 omtalte myndighed skal
afgøre, hvad han i så henseende har at foretage.
Stk. 3. Fuldmagten anses ikke som offentlig bekendtgjort, fordi
den er tinglæst.
§ 15. En sådan fuldmagt, som omtales i § 10,
stk. 2, tilbagekaldes derved, at fuldmægtigen fjernes fra
stillingen.
§ 16. En skriftlig fuldmagt, som er
overgivet fuldmægtigen, og som må anses bestemt til at være i
hans besiddelse og at forevises for tredjemand, tilbagekaldes
derved, at den på fuldmagtsgiverens forlangende tilbagegives ham
eller tilintetgøres.
Stk. 2. Fuldmægtigen er pligtig til på forlangende at give
fuldmagten tilbage til fuldmagtsgiveren.
§ 17. Gør fuldmagtsgiveren det antageligt,
at en sådan fuldmagt som i § 16 omtalt er
forekommet eller af anden grund ikke kan erholdes tilbage inden
rimelig tid, kan den erklæres for uvirksom.
Stk. 2. Begæring herom indgives til den almindelige underret på
det sted, hvor fuldmagtsgiveren bor eller sidst havde bopæl.
Finder retten, at begæringen bør bevilges, udfærdiger den en
erklæring om, at fuldmagten skal være uvirksom, når
erklæringen een gang er optaget i Statstidende, og der efter
optagelsen er gået en fastsat tid, som ikke må være længere
end 14 dage. Retten kan i erklæringen bestemme, at den også
skal bekendtgøres på anden måde forinden optagelsen i
Statstidende. Når bekendtgørelse på foreskreven måde har
fundet sted og den af retten fastsatte tid er udløbet, er
fuldmagten uden retsvirkning over for fuldmagtsgiveren; herom kan
fuldmagtsgiveren forlange attest fra retten.
Stk. 3. Rettens afgørelse efter denne paragraf er upåankelig.
Består retten af flere medlemmer, er det formanden, som træffer
afgørelsen.
§ 18. En fuldmagt, der alene hviler på
fuldmagtsgiverens erklæring til fuldmægtigen, er tilbagekaldt,
når erklæringen om, at fuldmagten ikke længere skal gælde, er
kommet frem til fuldmægtigen.
§ 19. Har fuldmagtsgiveren særlig grund til at formode, at
fuldmægtigen, uagtet fuldmagten er tilbagekaldt eller erklæret
uvirksom, på hans vegne vil foretage en retshandel over for en
bestemt tredjemand, skal han, hvis han må antage, at denne er
ubekendt med, at fuldmagten ikke længere gælder, så vidt
muligt give ham meddelelse herom. Undlader han dette, bliver
retshandelen bindende for ham, såfremt tredjemand var i god tro.
§ 20. Er fuldmagten ikke tilbagekaldt eller erklæret for
uvirksom, men har fuldmagtsgiveren forbudt fuldmægtigen at gøre
brug af den eller på anden måde tilkendegivet, at den ikke
længere skal gælde, er en retshandel, som foretages i henhold
til fuldmagten, ikke bindende for fuldmagtsgiveren, såfremt
tredjemand havde eller burde have kundskab om forholdet.
§ 21. Dør fuldmagtsgiveren, er fuldmagten
alligevel gældende, for så vidt det ikke følger af særlige
omstændigheder, at den skal bortfalde. Selv om sådanne
omstændigheder foreligger, er dog en på fuldmagten støttet
retshandel gældende over for dødsboet, såfremt tredjemand
hverken havde eller burde have kundskab om dødsfaldet og dets
betydning for fuldmægtigens beføjelse til at foretage
retshandelen; er fuldmagten en sådan som omtalt i § 18, udkræves det til retshandelens
gyldighed, at heller ikke fuldmægtigen havde eller burde have
sådan kundskab, da han foretog retshandelen.
Stk. 2. Fuldmagten ophører fra udløbet af det døgn, hvor
bekendtgørelse i Statstidende af indkaldelse til
fordringshaverne finder sted. Betaler fuldmægtigen gæld efter
dødsfaldet, og er boet insolvent, kan dette dog altid fordre, at
den stedfundne betaling går tilbage.
§ 22. Kommer fuldmagtsgiveren under
værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, erhverver
tredjemand ikke ved en retshandel med fuldmægtigen anden
retsstilling over for den, der er under værgemål, end
tredjemand ville have erhvervet, hvis retshandelen var foretaget
med denne selv. I de tilfælde, hvor tredjemand ville være
afskåret fra at påberåbe sig retshandelen over for den, der er
under værgemål, hvis tredjemand havde kendt eller burde have
kendt værgemålet, kan tredjemand, når retshandelen er
foretaget i henhold til en sådan fuldmagt, som er omtalt i § 18, heller ikke påberåbe sig den, såfremt
fuldmægtigen, da retshandelen blev foretaget, havde eller burde
have sådan kundskab.
§ 23. Kommer fuldmagtsgiveren under konkurs, erhverver
tredjemand ikke ved retshandel med fuldmægtigen anden
retsstilling over for konkursboet, end han ville have erhvervet,
hvis retshandelen var foretaget af fuldmagtsgiveren selv. Er
retshandelen foretaget i henhold til en sådan fuldmagt som
omtalt i § 18, kan tredjemand ikke
påberåbe sig retshandelen over for boet, såfremt
fuldmægtigen, da han foretog den, kendte eller burde kende
konkursen.
§ 24. Er fuldmagtsgiveren død, kommet under værgemål med
fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6,
eller kommet under konkurs, kan fuldmægtigen, indtil de
fornødne foranstaltninger kan træffes af boet eller værgen, i
kraft af fuldmagten foretage de retshandler, som er nødvendige
for at beskytte boet eller den, der er kommet under værgemål,
mod tab.
§ 25. Den, der optræder som fuldmægtig for en anden, indestår
for, at han har fornøden fuldmagt. Oplyser han ikke, at han
havde sådan, eller at hans retshandel er godkendt af den opgivne
fuldmagtsgiver eller af andre grunde er bindende for denne, skal
han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen
ikke kan gøres gældende mod den opgivne fuldmagtsgiver.
Stk. 2. Denne bestemmelse kommer ikke til anvendelse, når
tredjemand vidste eller burde vide, at den, som foretog
retshandelen, ikke havde fornøden fuldmagt. Ej heller kommer den
til anvendelse, når den, som foretog retshandelen, handlede i
henhold til en fuldmagt, der var ugyldig eller uvirksom af
grunde, som han var uvidende om, og som tredjemand ikke kunne
påregne, at han vidste besked om.
§ 26. Hvad ovenfor i dette kapitel er fastsat om fuldmagt til at
foretage retshandler, finder tilsvarende anvendelse på fuldmagt
til at optræde for fuldmagtsgiveren ved retshandler, som
foretages over for ham.
§ 27. Hvad der i den gældende lovgivning særligt er fastsat
for enkelte fuldmagtsforhold, forandres ikke ved denne lov.
Stk. 2. Med hensyn til tilbagekaldelse af prokura, som er anmeldt
til handelsregisteret, gælder således fremdeles, hvad der er
fastsat i lov nr. 23 om handelsregistre, firma og prokura af 1.
marts 1889 §§ 7 og 32. Når tilbagekaldelsen er indført i
handelsregisteret og lovlig kundgjort, påhviler det ikke
prokuragiveren at tilbagekalde fuldmagten på anden måde.
§ 28. Er en viljeserklæring retsstridigt
fremkaldt ved personlig vold eller ved trussel om øjeblikkelig
anvendelse af sådan, er den ikke bindende for den tvungne.
Stk. 2. Er tvangen udøvet af tredjemand, og var den, til hvem
erklæringen er afgivet, i god tro, må den tvungne, hvis han
over for ham vil påberåbe sig tvangen, give ham meddelelse
derom uden ugrundet ophold, efter at tvangen er ophørt. Undlader
han det, er han bundet ved erklæringen.
§ 29. Er en viljeserklæring retsstridigt
fremkaldt ved anden tvang end den i § 28
omtalte, er den ikke bindende for den tvungne, hvis den, til hvem
erklæringen er afgivet selv har udøvet tvangen eller har indset
eller burdet indse, at erklæringen retsstridigt var fremkaldt
ved tvang fra tredjemands side.
§ 30. En viljeserklæring er ikke bindende
for afgiveren, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet, har
fremkaldt den ved svig eller har indset eller burdet indse, at
den var fremkaldt ved svig fra tredjemands side.
Stk. 2. Har den, til hvem erklæringen er afgivet, svigagtigt
givet urigtige oplysninger om omstændigheder, som kan antages at
være af betydning for erklæringen, eller gjort sig skyldig i
svigagtig fortielse af sådanne omstændigheder, anses
erklæringen for at være fremkaldt ved den således udviste
svig, medmindre det gøres antageligt, at denne ikke har
indvirket på erklæringen.
§ 31. Har nogen udnyttet en andens
betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende
indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til at
opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold
til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er
den, der således er udnyttet, ikke bundet ved den af ham afgivne
viljeserklæring.
Stk. 2. Det samme gælder, hvis tredjemand har gjort sig skyldig
i et sådant forhold som omtalt i stk. 1 og den, til hvem
viljeserklæringen er afgivet, indså eller burde indse dette.
§ 32. Den, der har afgivet en
viljeserklæring, som ved fejlskrift eller anden fejltagelse fra
hans side har fået et andet indhold end tilsigtet, er ikke
bundet ved erklæringens indhold, hvis den, til hvem erklæringen
er afgivet, indså eller burde indse, at der forelå en
fejltagelse.
Stk. 2. Bliver en afgiven viljeserklæring, som befordres ved
telegraf eller mundtlig fremføres ved bud, forvansket ved fejl
fra telegrafvæsenets side eller ved urigtig gengivelse af budet,
er afgiveren ikke bundet ved erklæringen i den skikkelse, hvori
den kom frem, selv om den, til hvem erklæringen er afgivet, var
i god tro. Vil afgiveren gøre gældende, at erklæringen er
uforbindende, har han dog at give meddelelse derom uden ugrundet
ophold, efter at forvanskningen er kommet til hans kundskab.
Undlader han det, er han bundet ved erklæringen i den skikkelse,
hvori den kom frem, såfremt den, til hvem erklæringen er
afgivet, var i god tro.
§ 33. Selv om en viljeserklæring ellers
måtte anses for gyldig, kan den, til hvem erklæringen er
afgivet, dog ikke påberåbe sig den, når det på grund af
omstændigheder, som forelå, da erklæringen kom til hans
kundskab, og hvorom han må antages at have været vidende, ville
stride imod almindelig hæderlighed, om han gjorde den gældende.
§ 34. Er en skriftlig viljeserklæring
oprettet på skrømt, og har den, til hvem erklæringen er
afgivet, overdraget en ret ifølge samme til en godtroende
tredjemand, kan det ikke over for denne gøres gældende, at
erklæringen var afgivet på skrømt.
§ 35. Er kvittering for et pengebeløb
frakommet fordringshaveren uden hans vilje, bliver skyldneren
desuagtet frigjort ved betaling, som han efter forfaldstid i god
tro erlægger mod kvitteringens udlevering.
§ 36. En aftale kan ændres eller
tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt
eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det
samme gælder andre retshandler.
Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene
ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne
omstændigheder.
§ 37. (Ophævet).
§ 38. Har nogen forpligtet sig til, at han
af konkurrencehensyn ikke må drive forretning eller anden
virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en sådan, er
vedtagelsen ikke bindende for ham, for så vidt den med hensyn
til tid, sted eller andre forhold går videre end påkrævet for
at værne imod konkurrence eller på urimelig måde indskrænker
den forpligtedes adgang til erhverv. I sidstnævnte henseende
skal hensyn tages også til den interesse, den berettigede har i,
at vedtagelsen efterkommes.
Stk. 2. Har nogen, der er ansat i en forretning eller anden
virksomhed, over for dennes indehaver påtaget sig en
forpligtelse af det ovenfor angivne indhold, som skal gælde
efter ansættelsens ophør, bliver forpligtelsen uvirksom, hvis
han opsiges eller afskediges uden at have givet rimelig anledning
dertil, eller han selv fratræder sin stilling, og indehaverens
undladelse af at opfylde sine forpligtelser har givet ham gyldig
grund dertil.
§ 38 a. Bestemmelserne i dette kapitel
finder anvendelse på forbrugeraftaler, herunder vilkår i
forbrugeraftaler.
Stk. 2. Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale,
som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den
anden part (forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit
erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale
ikke er en forbrugeraftale.
Stk. 3. Som forbrugeraftale anses under i øvrigt samme
betingelser som nævnt i stk. 2 endvidere en aftale, som er
indgået eller formidlet for den ene part af en erhvervsdrivende.
§ 38 b. Opstår der tvivl om forståelsen
af en aftale, og har det pågældende aftalevilkår ikke været
genstand for individuel forhandling, fortolkes vilkåret på den
måde, som er mest gunstig for forbrugeren. Den erhvervsdrivende
har bevisbyrden for, at et aftalevilkår har været genstand for
individuel forhandling.
Stk. 2. En skriftlig aftale, der tilbydes forbrugeren, skal af
den erhvervsdrivende være udarbejdet på en klar og forståelig
måde.
§ 38 c. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk. 1. Såfremt det vil være stridende
mod hæderlig forretningsskik og bevirke en betydelig skævhed i
parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren
at gøre et aftalevilkår gældende, gælder de i § 36, stk. 1, nævnte retsvirkninger også,
idet forbrugeren dog i så fald kan kræve, at den øvrige del af
aftalen skal gælde uden ændringer, hvis dette er muligt.
Stk. 2. Ved forbrugeraftaler gælder § 36, stk.
2, med den ændring, at der ikke ved bedømmelsen af de
forhold og omstændigheder, som er nævnt i §
36, stk. 2, herunder vilkår i andre aftaler, som hænger
sammen med den pågældende aftale, kan tages hensyn til senere
indtrufne omstændigheder til skade for forbrugeren med den
virkning, at aftalen ikke kan tilsidesættes eller ændres.
§ 38 d. Er det i en aftale bestemt, at
lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde skal finde anvendelse på aftalen, gælder en
sådan bestemmelse ikke i spørgsmål om regler om urimelige
aftalevilkår. Dette gælder dog kun, hvis det uden bestemmelsen
ville være lovgivningen herom i et land inden for Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der gjaldt for
aftalen, og hvis denne lovgivning giver forbrugeren en bedre
beskyttelse mod urimelige aftalevilkår.
§ 39. Når en viljeserklærings forbindende kraft ifølge
denne lov er afhængig af, at den, til hvem erklæringen er
afgivet, ikke havde eller burde have kundskab om et vist forhold
eller i øvrigt var i god tro, bliver hensyn at tage til, hvad
han indså eller burde indse på det tidspunkt, da
viljeserklæringen blev ham bekendt. Dog kan der under særlige
omstændigheder også tages hensyn til den kundskab, han har
fået eller burde have fået efter det nævnte tidspunkt, men
forinden viljeserklæringen har virket bestemmende på hans
handlemåde.
§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal
'give meddelelse', har indleveret meddelelsen til befordring med
telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt
befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring
dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller
ikke kommer frem.
§ 41. Ved nærværende lov ophæves
Christian den Femtes danske
lov, for Færøernes vedkommende samme konges norske lov 5-1-4 og
5-1-5.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
12-01-12