Konkursloven kapitel 18

Kapitel 18: Slutning og udlodning

§ 143. Viser det sig under boets behandling, at den sikkerhed, der er eller kan kræves stillet efter § 27, ikke er tilstrækkelig til at dække yderligere omkostninger ved boets behandling, og er boets midler ikke tilstrækkelige til at dække disse omkostninger, sluttes boet snarest muligt på en dertil særligt indkaldt skiftesamling. Dette gælder dog ikke, i det omfang en fordringshaver stiller sikkerhed for yderligere omkostninger.

§ 143, stk. 2 er ændret fra d. 01.01.2006 ved § 2.9 i lov nr. 560 af 24.06.2005. I § 143, stk. 2, indsættes efter »27«: », stk. 1 og 2,«.
§ 143, stk. 1 er ændret ved § 1.13 i lov nr. 396 af 30.04.2007 fra 01.07.2007. I § 143, stk. 1, ændres »på første skiftesamling eller« til »snarest muligt«.
§ 143 er ændret ved § 1.29 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. Hidtidig formulering: § 143. Viser det sig under boets behandling, at der ikke er midler ud over, hvad der medgår til dækning af omkostningerne, sluttes boet snarest muligt på en særligt dertil indvarslet skiftesamling.
Stk. 2. En fordringshaver, som efter § 27, stk. 1 og 2, hæfter for boets omkostninger, kan forlange boet sluttet, såfremt ingen anden i hans sted vil indestå for yderligere omkostninger.

§ 144. Fremlægger skyldneren efter udløbet af anmeldelsesfristen samtykke fra samtlige fordringshavere eller bevis for, at de er fyldestgjort, sluttes boet straks, og dets aktiver udleveres til skyldneren med fradrag af omkostningerne ved boets behandling.

Stk. 2. Godtgør skyldneren efter boets slutning, at fordringshaverne er fyldestgjort eller har givet afkald på deres fordringer, giver skifteretten ham bevis herfor.

§ 144, stk. 1 er ændret ved § 1.30 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. Hidtidig formulering: § 144. Opnår skyldneren tvangsakkord, jf. § 196, og er de fordringshavere i konkursboet, som efter § 158, stk. 2, ikke omfattes af akkorden, fyldestgjort eller tilstrækkeligt sikret, eller fremlægger skyldneren efter udløbet af anmeldelsesfristen samtykke fra samtlige fordringshavere eller bevis for, at de er fyldestgjort, sluttes boet straks, og dets aktiver udleveres skyldneren med fradrag af omkostningerne ved boets behandling.

§ 145. Massekrav betales snarest muligt.

Stk. 2. Fortrinsberettigede krav betales helt eller delvis, så snart fordringerne er prøvet.

Stk. 3. Er de foran nævnte krav betalt eller sikret, kan kurator foretage delvis udlodning til de øvrige fordringshavere.

§ 146. Dividende udbetales også til fordringshavere, som har pant eller anden sikkerhed i skyldnerens formue, og skal fyldestgøres gennem konkursbehandlingen. Dividenden af den del af fordringen, som bliver dækket gennem sikkerheden, fradrages i senere udbetalinger. Udbetaling af dividende medfører ikke oprykning for efterstående panthavere.

Stk. 2. Kan fordringshaveren søge fyldestgørelse uden om bobehandlingen, afsættes foreløbig dividende af hele fordringen. Der udbetales kun dividende af den del af fordringen, som ikke bliver dækket gennem sikkerheden.

§ 147. Udlodning sker uden hensyn til fordringens forfaldstid.

Stk. 2. Ved udlodning afsættes de fornødne midler til senere udbetaling af dividende på krav, der endnu er omtvistet, eller som er betinget af en endnu ikke indtrådt omstændighed.

§ 148. Når boets aktiver er realiseret, dets tilgodehavender inddrevet og mulige tvister endeligt afgjort, udarbejder kurator udkast til regnskab og, enten samtidig eller så snart regnskabet er stadfæstet, udkast til endelig udlodning.

Stk. 2. Regnskabet skal ledsages af en kort redegørelse for boets behandling, dets indtægt og udgift. Kurator og så vidt muligt skyldneren skal ved påtegning på udkastet på tro og love erklære, at der ikke dem bekendt findes yderligere til indtægt for boet.

§ 149. Skifteretten kan efter indstilling fra kurator bestemme, at endeligt regnskab og eventuel udlodning vedrørende en endnu ikke oppebåret indtægt, et i henhold til § 147, stk. 2, afsat beløb eller andre nærmere afgrænsede dele af boet henskydes til tiden efter boets slutning.

§ 150. Skifteretten indkalder ved bekendtgørelse i Statstidende med mindst to ugers varsel en skiftesamling til behandling af udkast til regnskab og udlodning, der med bilag skal ligge til eftersyn på skifterettens kontor. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om dividendens størrelse.

Stk. 2. Er bekendtgørelse ikke allerede sket efter § 134, stk. 3, skal bekendtgørelsen indeholde meddelelse om, at fordringer og andre krav, der først anmeldes efter regnskabets stadfæstelse eller efter den af skifteretten i medfør af § 134, stk. 3, fastsatte dag, ikke kan tages i betragtning.

§ 150, stk. 2 er ændret ved § 1.14 i lov nr. 396 af 30.04.2007 fra 01.07.2007. I § 150, stk. 2 ændres 2 steder »§ 134, stk. 2,« til »§ 134, stk. 3,«.

§ 151. På skiftesamlingen gives der fordringshaverne og skyldneren lejlighed til at udtale sig om udkastet. Mulige tvister behandles på den i kapitel 31 foreskrevne måde.

Stk. 2. Skifteretten stadfæster udkastet, medmindre dette lider af fejl eller mangler, der nødvendiggør, at det omgøres.

§ 152. Når skifteretten har stadfæstet udkastet til regnskab og udlodning og ankefristen er udløbet, uden at anke er sket, udbetales dividenden.

§ 153. Skifteretten kan bestemme, at der ved opgørelse og udlodning bortses fra fordringer, som kun ville afkaste en ubetydelig dividende.

Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at dividendebeløb, hvis udbetaling vil medføre uforholdsmæssige omkostninger, tilfalder statskassen.

Stk. 3. Dividendebeløb, som ikke inden et år efter udlodning har kunnet udbetales, tilfalder statskassen.

§ 154. Midler, som efter boets slutning indgår i konkursmassen eller frigøres til fordel for denne, fordeles mellem fordringshaverne i overensstemmelse med den tidligere skete udlodning. Regnskab aflægges af kurator over for skifteretten. Skiftesamling indkaldes kun, hvis skifteretten finder grund dertil.

Stk. 2. Skifteretten kan bestemme, at indgåede midler, der ikke kan dække udgifterne ved fordelingen, tilfalder statskassen.

Stk. 3. Skifteretten kan bestemme, at reglerne i § 153 finder anvendelse.

§ 155. Skifteretten indrykker bekendtgørelse i Statstidende om boets slutning, medmindre tidspunktet for stadfæstelse af udlodning og størrelsen af eventuel dividende fremgår af den i § 150, stk. 1, nævnte bekendtgørelse.

Stk. 2. Har et aktieselskab, et anpartsselskab, en erhvervsdrivende fond eller en erhvervsdrivende virksomhed været under konkurs, giver skifteretten meddelelse om boets slutning til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 156. En fordringshaver beholder sin ret mod skyldneren for den del af fordringen, som ikke er dækket gennem udlodning.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

09-08-17