Retssager ved de almindelige domstole
§ 135. Retssag om krav, som rejses af
boet, anlægges af kurator på boets vegne ved de almindelige
domstole, medmindre parterne vedtager behandling ved skifteretten
efter reglerne i
kapitel 31.
§ 136. Er retssag om mulige krav, som nu
tilkommer boet, anlagt af skyldneren før konkursdekretets
afsigelse, kan boet indtræde i skyldnerens sted.
Stk. 2. Oplyses det under sagen, at sagsøgeren er kommet under konkurs, og har boet ikke givet møde, udsættes sagen, og bostyret underrettes.
Stk. 3. Hvis en sag, der er anlagt efter § 12 k, stk. 3 eller 4, ikke er afgjort ved konkursdekretets afsigelse, kan konkursboet indtræde i søgsmålet i fordringshavernes sted. Sagen udsættes, indtil konkursboet har taget stilling. Uanset om boet indtræder i sagen, bestemmes det i dommen, at det idømte skal betales til skifteretten, der heraf afholder sagens rimelige omkostninger og indbetaler resten til boet.
§ 136, stk. 3 er indsat ved
§ 1.28 i lov
nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren.
§ 137. Opgives et muligt krav, uden at der
er sluttet forlig, kan enhver fordringshaver inden for en af
skifteretten fastsat frist på egen hånd anlægge sag eller
indtræde i en af skyldneren inden konkursdekretets afsigelse
anlagt sag. Anmodning om fastsættelse af frist skal fremsættes
over for skifteretten uden ugrundet ophold efter bostyrets
beslutning om opgivelsen. Boet skal erstatte fordringshaverens
rimelige omkostninger, dog kun i det omfang boets masse forøges.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse med
hensyn til anke, dog at skifteretten ikke fastsætter særlig
frist.
§ 138. Begærer ingen fordringshaver frist
fastsat efter § 137, eller oversiddes
fristen, kan skyldneren selv gøre det krav gældende, som muligt
tilkommer ham. En anke iværksat af skyldneren bortfalder, hvis
boet eller en fordringshaver anker dommen.
§ 139. Modfordringer mod boet kan gøres
gældende under sagen, såfremt der ikke påstås selvstændig
dom for modfordringen eller den overskydende del af denne.
Stk. 2. Er sagen anlagt af skyldneren inden konkursen, kan
modfordringer gøres gældende til selvstændig dom, hvis de
inden konkursdekretets afsigelse er fremsat i et retsmøde, hvor
skyldneren var repræsenteret, eller i et processkrift, der er
forkyndt for skyldneren.
§ 140. Krav, som ikke vedrører boet, kan
skyldneren gøre gældende uden hensyn til konkursen.
§ 141. Er retssag anlagt mod skyldneren inden
konkursdekretets afsigelse, indtræder boet i skyldnerens sted, medmindre sagen
ikke vedrører boet, eller sagsøgeren tilkendegiver, at han ønsker dom over
skyldneren alene eller sammen med boet.
Stk. 2. Ønsker sagsøgeren dom alene eller tillige over boet, drager han omsorg for, at dette underrettes om sagen.
Stk. 3. Er skyldneren på fristdagen eller senere blevet dømt som udebleven, kan boet kræve sagen genoptaget, når boet skriftligt indgiver anmodning herom til retten inden 4 uger efter, at boet blev bekendt med dommen. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse, når et betalingspåkrav på fristdagen eller senere har fået påtegning efter retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt.
Stk. 4. Retten kan efter begæring af en part henvise en sag, hvori boet er indtrådt i skyldnerens sted eller sammen med denne til behandling ved den skifteret, der behandler boet.
§ 141, stk. 3 er ændret ved § 3.1 i lov nr. 518 af 06.06.2007 fra d. 01.07.2007, dog finder ændringerne i § 141, stk. 3 kun anvendelse i sager, hvor konkursdekret er afsagt efter lovens ikrafttræden. Hidtidig formulering: Stk. 3. Er skyldneren på fristdagen eller senere blevet dømt som udeblevet, kan boet fordre sagen genoptaget inden 4 uger efter, at boet blev bekendt med dommen. Har modparten ikke rejst indsigelse mod genoptagelse inden en af retten fastsat frist, kan optagelse ske ved rettens kendelse uden afholdelse af retsmøde.
§ 142. Retssag anlægges efter konkursdekretets afsigelse mod skyldneren, hvis sagens genstand ikke vedrører konkursen, eller hvis der alene ønskes dom over skyldneren personlig.
![]()
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11