Konkursloven afsnit V

Fælles regler

Kapitel 29 a: Digital kommunikation

Kapitel 30: Særlige bestemmelser

Kapitel 31: Skifterettens behandling af tvister

Kapitel 32: Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser


Kapitel 29 a: Digital kommunikation

Kapitel 29 a er indsat ved § 2 i lov nr. 447 af 09.06.2004. Ikrafttræden efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

§ 237 a. Krav om skriftlighed eller underskrift er ikke til hinder for, at meddelelser til skifteretten sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet med en digital signatur.

Stk. 2. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation med skifteretten, herunder om anvendelsen af digital signatur.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig for skifteretten.

Stk. 4. Hvis en digital meddelelse ikke er forsynet med digital signatur eller er behæftet med andre fejl, der gør den uegnet til at indgå i skifterettens behandling af en sag, kan skifteretten afvise meddelelsen eller fastsætte en frist for afhjælpning af mangelen. Efter anmodning træffes afgørelsen om afvisning ved kendelse.

§ 237 a er indsat ved § 2 i lov nr. 447 af 09.06.2004. Ikrafttræden efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

§ 237 b. Skifteretten kan ved meddelelser fra retten anvende digital kommunikation, hvis modtageren har samtykket i at modtage meddelelser på denne måde, jf. dog om forkyndelse retsplejelovens § 155, nr. 2. Samtykke kan gives for den enkelte sag eller generelt. Meddelelser, der indeholder fortrolige oplysninger, skal krypteres eller sikres på anden forsvarlig måde.«

§ 237 b er indsat ved § 2 i lov nr. 447 af 09.06.2004. Ikrafttræden efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

Kapitel 30: Særlige bestemmelser

§ 238. Ingen må handle som kurator, skifterettens medhjælper, medlem af kreditorudvalget, sagkyndig bistand, forretningskyndig medhjælp, revisor, rekonstruktør, tillidsmand eller vurderingsmand, hvis han er en af skyldnerens nærstående eller er afhængig af skyldneren, eller hvis der som følge af hans interesse i sagens udfald eller af andre grunde er tvivl om hans upartiskhed i det foreliggende spørgsmål.

Stk. 2. Har skyldneren drevet erhvervsvirksomhed, eller er skyldneren et selskab, en forening eller anden organisation, må revisor, tillidsmand eller vurderingsmand heller ikke på nogen af de i stk. 1 nævnte måder være knyttet til medlemmer af bestyrelse eller direktion, til kurator, skifterettens medhjælper, en likvidator eller til virksomhedens eller organisationens kasserer eller bogholder.

Stk. 3. En vurderingsmand må ikke have økonomisk interesse hos aftager og må ikke medvirke ved afhændelse af boets aktiver, medmindre vurderingsmanden i egenskab af auktionsholder alene har foretaget vurdering til brug for bortsalg på offentlig auktion.

Stk. 4. De i stk. 1 nævnte personer, nærstående til disse personer eller ansatte i disse personers virksomheder må ikke erhverve nogen del af boets aktiver.

Stk. 5. En person, der beskikkes som tillidsmand i medfør af § 11 a, stk. 1, må ikke have været revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i to år forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning og må ikke virke som revisor eller forretningsmæssig rådgiver for skyldneren i en periode på to år efter at have afsluttet hvervet som tillidsmand.

§ 238, stk. 1 er ændret ved § 1.45 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. I § 238, stk. 1, ændres »tilsyn« til: »rekonstruktør«.
§ 238, stk. 5 er indsat ved § 1.46 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren.

Inhabilitet i insolvensretten

§ 239. Skifteretten fastsætter vederlag til kurator, skifterettens medhjælper og rekonstruktør efter en konkret bedømmelse på grundlag af en begrundet indstilling fra de pågældende. Indstillingen skal indeholde oplysninger om den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver, som de pågældende har varetaget, og om, hvornår opgaverne er udført.

Stk. 2. Fastsættelsen af vederlaget skal ske ud fra en samlet vurdering af det udførte arbejde. Ved vurderingen skal der navnlig tages hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat.

Stk. 3. Skifteretten fastsætter endvidere vederlag til tillidsmænd og retsvidner under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed.

Stk. 4. Skifteretten kan efter indstilling fra kurator tillægge kreditorudvalgets medlemmer vederlag.

Stk. 5. Vederlagene afholdes af boet.

§ 239, stk. 1 er ændret ved § 1.15 i lov nr. 396 af 30.04.2007 fra 01.07.2007. Hidtidig formulering: Skifteretten fastsætter vederlag til kurator, skifterettens medhjælper og tilsyn efter en konkret bedømmelse på grundlag af en begrundet indstilling fra de pågældende. Fastsættelsen af vederlaget skal ske under hensyn til arbejdets omfang og boets beskaffenhed, det med arbejdet forbundne ansvar og det under de givne omstændigheder opnåede resultat.
§ 239, stk. 2 er indsat ved § 1.16 i lov nr. 396 af 30.04.2007 fra 01.07.2007.
§ 239, stk. 1, 1. pkt. er ændret ved § 1.47 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. I § 239, stk. 1, 1. pkt., ændres »tilsyn« til: »rekonstruktør«.

§ 240. Skifteretten kan indkalde enhver til at afgive forklaring efter retsplejelovens regler om vidner.

§ 241. (Ophævet).

§ 241 er ophævet ved § 11.1 i lov nr. 523 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering: § 241. Forældelse af en fordring afbrydes også i forhold til skyldneren personlig ved indgivelse af en på fordringen støttet konkursbegæring, ved anmeldelse i et konkursbo eller tvangsakkordbo samt ved vedtagelse af tvangsakkord, såfremt fordringen må anses for anerkendt i akkorden. Det samme gælder ved anmeldelse i anledning af indledt gældssaneringssag, og når fordringen under indledt gældssaneringssag må anses for anerkendt af skyldneren.
Stk. 2. Efter anerkendelse i konkursbo løber ny forældelsesfrist først fra boets slutning.

Kapitel 31: Skifterettens behandling af tvister

§ 242. Skifteretten prøver betingelserne for iværksættelse af foranstaltninger, som ved denne lov er henlagt til skifteretterne, og afgør tvist om boernes behandling eller om fordringer og krav, der rettes mod et konkursbo, samt efter parternes vedtagelse tvist om krav, der gøres gældende af konkursboet.

Stk. 2. Selvstændig dom for boets modfordringer kan ikke gives, medmindre modparten samtykker deri.

§ 242 a. Krav efter § 28, stk. 1 og 2, skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende. Skifterettens afgørelse træffes ved dom. Skifteretten kan henskyde kravet til afgørelse ved de almindelige domstole.

§ 243. Behandlingen af tvister foregår efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.

§ 244. Den, som gør krav gældende mod konkursboet, kan indstævne skyldneren for skifteretten for at få dom over ham sammen med boet.

Stk. 2. Må inddragelsen af skyldneren i sagen antages at ville forhale boets afslutning, kan skifteretten afslå inddragelse.

§ 245. (Ophævet).

§ 245 er ophævet fra d. 01.01.2007 ved § 7.2 i lov nr. 554 af 24.06.2005. Hidtidig formulering: Skifteretten kan beskikke en advokat for en part, når det skønnes nødvendigt, at han har advokatbistand, og han opfylder den økonomiske betingelse i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 246. Afgørelse angående anmeldte fordringer og krav eller deres fortrinsret træffes ved dom.

§ 247. Andre afgørelser end de i § 246 nævnte træffer skifteretten ved kendelse eller beslutning.

Stk. 2. Skifteretten kan herved pålægge sagsomkostninger, hvis tvistens omfang og det med sagen forbundne arbejde gør det rimeligt. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger finder da tilsvarende anvendelse. Hvis ikke andet bestemmes, er fuldbyrdelsesfristen 14 dage.

Stk. 3. Skifterettens beslutninger om fastsættelse af vederlag og andre omkostninger kan fuldbyrdes efter almindelige regler.

§ 248. Skifterettens domme, stadfæstelsen af regnskabet og den sluttede konkursbehandling kan ankes til landsretten. De under behandlingen afsagte kendelser og trufne beslutninger kan kun med landsrettens tilladelse inddrages under anken.

Stk. 2. Skifterettens kendelser og beslutninger kan med de i § 249 fastsatte undtagelser kæres til landsretten. Om kære af kendelser og beslutninger om sagsomkostninger gælder reglen i retsplejelovens § 389, stk. 2.

Stk. 3. Om kære mod dommes bestemmelser om sagsomkostninger gælder reglen i retsplejelovens § 391, stk. 1.

§ 248, stk. 3 er ændret fra d. 01.07.2005 ved § 7.3 i lov nr. 554 af 24.06.2005. I § 248, stk. 3, udgår »processuelle straffe og om«.
§ 248, stk. 2, 2. pkt. er indsat ved § 3.2 i lov nr. 737 af 25.06.2014 fra d. 01.07.2014.

§ 249. Skifterettens afgørelser efter § 8, § 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 120 og 121, § 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt., § 13 e, stk. 4, § 21, § 113, stk. 2, § 115, stk. 2, §§ 120-122 og § 232, stk. 3, kan ikke indbringes for højere ret. Det samme gælder afgørelser efter § 11 e, stk. 2 eller 5, § 12 a, stk. 1 eller 3, § 12 k, stk. 1, herunder jf. § 223, stk. 1, 2. pkt., eller § 13 a, stk. 1, jf. § 13 d, stk. 2, 2. pkt., jf. §§ 120 og 121, og jf. § 13 d, stk. 2, 3. og 4. pkt.

§ 249, stk. 1 er ændret ved § 1.27 i lov nr. 365 af 24.05.2005 fra d. 01.10.2005. § 232, stk. 2 er ændret til § 232, stk. 3.
§ 249 er ændret ved § 1.48 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. Hidtidig formulering: § 249. Skifterettens afgørelse efter § 8, § 21, § 113, stk. 2, § 115, stk. 2, §§ 120-122, § 175, stk. 1, jf. §§ 120, stk. 2, og 121, § 175, stk. 2, § 177, § 179, stk. 2, § 223, stk. 1, 2. pkt., jf. § 175, stk. 1, jf. §§ 120, stk. 2, og 121, § 223, stk. 1, 2. pkt., jf. § 175, stk. 2, og § 232, stk. 3, kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 2. Skifterettens afgørelse efter § 16 d kan kun kæres af skyldneren.

§ 250. Ankefristen er fire uger, som regnes fra domsafsigelsen eller fra skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab eller udlodning.

Stk. 2. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter konkursbehandlingens slutning. Retsplejelovens § 372, stk. 2, 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 250, stk. 1 er ændret ved § 3.4 i lov nr. 538 af 08.06.2006 (Politi- og domstolsreform) fra d. 01.01.2007. I § 250, stk. 1, udgår », jf. retsplejelovens § 219, stk. 3,«.

§ 251. Kærefristen er to uger.

Stk. 2. Tilladelse til kære efter kærefristens udløb kan i indtil seks måneder gives efter reglen i § 250, stk. 2.

§ 252. Fra Sø- og Handelsretten sker anke og kære til Østre Landsret i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Om appel mod bestemmelser om sagsomkostninger i domme fra Sø- og Handelsretten gælder reglerne i retsplejelovens § 369, stk. 2, og § 391, stk. 1.

§ 252, stk. 2 er ændret fra d. 01.07.2005 ved § 7.4 i lov nr. 554 af 24.06.2005. I § 252, stk. 2, udgår »processuelle straffe og«.
§ 252, stk. 1 og 2 er ændret ved § 3.5 i lov nr. 538 af 08.06.2006 (Politi- og domstolsreform) fra d. 01.01.2007. I § 252, stk. 1 og 2, ændres »Sø- og Handelsrettens skifteafdeling« til: »Sø- og Handelsretten«.

§ 253. Ankestævning forkyndes såvel for den ankendes modpart som for kurator eller, hvor ingen kurator er beskikket, for skifteretten eller skifterettens medhjælper.

§ 254. Procesbevillingsnævnet kan tillade, at landsrettens afgørelse indbringes for Højesteret. Retsplejelovens § 371, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2, samt § 392, stk. 3-5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 254, 2. pkt. er ændret ved § 2.1 i lov nr. 536 af 26.05.2010 fra d. 01.07.2010. I § 254, 2. pkt., ændres »2. pkt.« til: »2. og 3. pkt.«
§ 254 er ændret ved § 3.1 i lov nr. 84 af 28.01.2014 fra d. 01.02.2014. I § 254 ændres »§ 392, stk. 2,« til: »§ 392, stk. 3,«.
§ 254 er ændret ved § 3.3 i lov nr. 737 af 25.06.2014 fra d. 01.07.2014. I § 254 ændres »§ 392, stk. 3,« til: »§ 392, stk. 3-5,«.

§ 255. Anke og kære sker i øvrigt efter retsplejelovens regler herom med de ændringer, som følger af forholdets natur.

Kapitel 32: Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 256. Loven træder i kraft den 1. april 1978.

Stk. 2. Samtidig ophæves:

Lov nr. 51 af 25. marts 1872 om konkurs samt om nogle forandringer i de gældende bestemmelser om pant og execution.

Lov af 14. april 1905 (nr. 225 i 1906) om tvangsakkord uden for konkurs og om udvidelse af afgangen til tvangsakkord under konkurs.

§ 2 i lov nr. 177 af 29. april 1960 om ændringer i lov om konkurs m.v. (underpant i løsøre).

§ 257. Hvis begæring om konkurs eller akkordforhandling eller anmeldelse om betalingsstandsning er indgivet til skifteretten inden lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler.

Stk. 2. Er begæring om akkordforhandling indgivet før lovens ikrafttræden, men indtræder konkurs i henhold til en efter lovens ikrafttræden indgivet begæring, anvendes de hidtil gældende regler om virkningerne af en forudgående forhandling om tvangsakkord.

§ 258. På modregning mellem fordringer, som begge er erhvervet inden lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler.

§ 259. Er en fordring, for hvilken flere skyldnere hæftede solidarisk, blevet helt eller delvis indfriet før lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler om indfrielsens betydning for krav mod boet og mellem skyldnerne indbyrdes.

Stk. 2. Reglen i § 50 anvendes kun på sikkerhed eller modregningsadgang, som er opnået efter lovens ikrafttræden.

§ 260. Betingelserne for og virkningerne af omstødelse af dispositioner og retsforfølgning, som er foretaget før lovens ikrafttræden, bedømmes efter de hidtil gældende regler. Er begæring om konkurs indgivet efter lovens ikrafttræden, anvendes samme fremgangsmåde som bestemt for omstødelse.

§ 261. Er en fortrinsberettiget fordring indfriet inden lovens ikrafttræden, afgøres det efter de hidtil gældende regler, om fortrinsretten er gået over på et regreskrav mod skyldneren.

§ 262. Arvekrav, som efter § 34 i lov nr. 51 af 25. marts 1872 er tillagt sikkerhed i løsøre ved tinglysning af udskrift af skiftebogen, fyldestgøres forud for de i § 97 nævnte fordringer, såfremt fristdagen indtræder senest tre år efter, at den arving, hvem arven er tilfaldet, er blevet eller ville være blevet myndig, eller i tilfælde af, at dette er sket inden lovens ikrafttræden, såfremt fristdagen indtræder senest tre år efter ikrafttrædelsen.

§ 263. Justitsministeren kan indtil videre efter de hidtil gældende regler som regnskabskyndige tillidsmænd beskikke personer, der ved lovens ikrafttræden er autoriseret som regnskabskyndige tillidsmænd ved akkordforhandlinger, og som driver erhvervsmæssig virksomhed som revisorer.

§ 264. Indtil justitsministeren træffer anden bestemmelse, skal skifteretten, såfremt den ved konkursens erklæring har grundet sin kompetence på anden omstændighed end den, at skyldneren har eller ved sin død havde bopæl her i riget, oplyse dette i konkursdekretet.

§ 265. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

09-08-17