Ægtefælleudlæg

a. Betingelserne for ægtefælleudlæg e. Skat
b. Mulighed for udbakning f. Valgmuligheder
c. Retsafgift g. Fordele og ulemper
d. Boafgift h. Arveretlige konsekvenser af valget

a. Betingelserne for ægtefælleudlæg

1) Generelt

2) Hvad tæller med ved opgørelsen efter den nye AL § 11, stk. 2?

3) Hvad tæller med ved opgørelsen efter den gamle AL § 7 b, stk. 2?

4) Proklama

5) Retspraksis vedr. ægtefælleudlæg før 01.01.1997


1) Generelt

Litteratur:

Bet. 1270/1994 p. 184 og 326
Bem. p. 69
AL-kommentar p. 98-113

Alex Nymark i FM 2006.733043: Ægtefælleudlæg (Kreditforeningerne betragter ægtefælleudlæg som ejerskifte i de tilfælde, hvor afdøde stod som ejer af den belånte ejendom. Dette af uransagelige grunde i modsætning til udlevering til hensidden i uskiftet bo. Der bør derfor altid søges om forhåndsgodkendelse i kreditforeningen)

Marianne Holdgaard i UfR 2007 B.301-308: Suppleringsarv og nye familiemønstre.

Reglerne har afløst SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Ægtefælleudlæg er i modsætning til boudlæg ikke obligatorisk.

Udlæg af et bo til en efterlevende ægtefælle kan ifølge DSL § 22, stk. 1 finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter anmodning derom, og

1) der ifølge AL §§ 11, stk. 1-3 samt RVL § 23 intet bliver at udlodde til andre arvinger, og

2) ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.

AL § 11, stk. 1 (Tidligere § 7 a) er reglerne om ægtefællens ret til forlodsudtagelse af genstande, der udelukkende tjener til personlig brug, der er overført fra SKL § 62 a.

AL § 11, stk. 2 er reglerne om ægtefællens ret til suppleringsarv.

RVL § 23 omfatter længstlevendes vederlagskrav i medfør RVL § 23 stk. 1 (misbrugskrav), RVL § 23, stk. 2 (særrettighedskrav) og RVL § 23, stk. 3 (særejebeskyttelseskrav), der i 1996 er overført fra SKL § 61 a og SKL § 69 b.

Ifølge bem. p. 116 til § 113 er det forudsat, at der ved ægtefælleudlæg i skifteretsattesten sker en specifikation af de udlagte aktiver, og at blanketsystemet m.v. indrettes i overensstemmelse hermed.

Beløbsgrænsen på 150.000 kr. i 1997 skal som noget nyt pristalsreguleres, jf. AL § 7 b, stk. 3. Der skal ske oprunding til det nærmeste hele kronebeløb, der er deleligt med 10.000 kr. Reguleringsmekanismen svarer til den, der er fastsat ved RPL § 330 a vedrørende de økonomiske betingelser for fri proces. Beløbsgrænsen blev som følge af oprundingsreglen allerede i 1998 forhøjet til 160.000 kr, jf. bekg. nr. 857 af 19.11.1997. Også i 1999 var beløbsgrænsen på 160.000 kr., jf. bekg. nr. 890 af 14.12.1998

Beløbsgrænsen er fra d. 01.01.2000 på 170.000 kr., jf. bekg. nr. 867 af 29.11.1999. Beløbsgrænsen er uændret 170.000 kr. for 2001, jf. bekg. nr. 1082 af 07.12.2000

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2002 på 180.000 kr., jf. bekg. nr. 1017 af 12.12.2001 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2003 på 190.000 kr., jf. bekg. nr. 1136 af 13.12.2002 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2004 på 190.000 kr., jf. bekg. nr. 944 af 27.11.2003 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2005 på 200.000 kr., jf. bekg. nr. 1119 af 19.11.2004 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2006 uændret på 200.000 kr., jf. bekg. nr. 1075 af 11.11.2005 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Beløbsgrænsen  i AL § 7 b, stk. 2 er fra d. 01.01.2007 forhøjet til 210.000 kr., jf. bekg. nr. 1093 af 07.11.2006 om regulering af beløb i henhold til arveloven.

Den forhøjede suppleringsarv gælder ikke ved skifte i levende live af uskiftede boer, hvor førstafdøde er død før d. 01.01.2008. Beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 på 210.000 kr., skal derfor videreføres og pristalsreguleres i en lang årrække fremover.  Ved forhøjelsen af beløbsgrænsen  pr. 01.01.1997 fra 50.000 kr. til 150.000 kr. fandt den nye regel også anvendelse ved skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, hvor den førstafdøde ægtefælle er død før d. 01.01.1997, jf. § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996. Justitsministeriet har ikke længere hjemmel til at udsende en årlig bekendtgørelse om beløbsgrænsen, men har nu valgt at løse problemet ved en skrivelse nr. 9026 af 29.01.2008 om orientering om regulering af beløb i henhold til den hidtil gældende arvelov (ægtefællers suppleringsarv), hvori det oplyses, at beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 i 2008 er på 210.000 kr. Det anføres fejlagtigt i en note, at beløbsgrænsen i den nye AL § 11, stk. 2 er på 500.000 kr.  Beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 er i 2009  på 220.000 kr., jf. skrivelse nr. 9825 af 14.11.2008, og i 2010 på 230.000 kr., jf. skrivelse nr. 9948 af 08.12.2009. I 2011 og 2012 er beløbet fortsat på 230.000 kr., hvilket Justitsministeriet ikke har informeret om. I 2013 er beløbet  240.000 kr. og i 2014-2016 er beløbet 250.000 kr. I 2017 er beløbet på 260.000 kr.

Beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv blev forhøjet fra 210.000 kr. (2007) til 600.000 kr. i 2008, som reguleres hvert år, jf. § 11, stk. 2, og udgør i 2009 630.000 kr., 650.000 kr. i 2010, 660.000 kr. i 2011, 680.000 kr. i 2012, 690.000 kr. i 2013, 710.000 kr i 2014, 720.000 kr i 2015, 730.000 kr. i 2016 og 740.000 kr. i 2017. Som noget nyt skal forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet  medregnes ved beregningen af suppleringsarven. Dette gælder både sumudbetalinger og løbende livsbetingede ydelser (ægtefællepensioner og overlevelsesrenter). Værdien af rateforsikringer og ratepensioner skal ifølge bemærkningerne fastlægges ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden.  Der bør efter min opfattelse foretages en beregning af ydelsernes nutidsværdi efter skat. En ordning med løbende livsbetingede ydelser skal ifølge bemærkningerne værdiansættes ved en aktuarmæssig beregning. Også ved denne beregning bør værdien efter min opfattelse fastsættes som nutidsværdien efter skat.

Se dette beregningsprogram: Beregning af værdien af ægtefællepension i relation til suppleringsarv

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1141 af 27.11.2008 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 630.000 kr. i 2009.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1117 af 23.11.2009 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 650.000 kr. i 2010.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1316 af 18.11.2010 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 660.000 kr. i 2011

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1187 af 12.12.2011 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 680.000 kr. i 2012.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1125 af 27.11.2012 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 690.000 kr. i 2013.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1261 af 05.11.2013 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 710.000 kr. i 2014.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1352 af 12.12.2014 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 720.000 kr. i 2015.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1249 af 11.11.2015 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 730.000 kr. i 2016.

Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1281 af 27.10.2016 om regulering af beløb i henhold til arveloven  forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 740.000 kr. i 2017.

Beløbsgrænsen var oprindeligt i 1964 på 12.000 kr. og blev i 1969 forhøjet til 20.000 kr., pr. 01.07.1980 til til 50.000 kr. og pr. 01.07.1990 til 150.000 kr.

Forhøjelsen af beløbsgrænsen i 1990 til 150.000 kr. medførte oprindeligt, at flere boer blev sluttet som § 57-udlæg. Antallet af § 57-udlæg steg ifølge Danmarks Statistik fra 2.105 i 1990 til 2.652 i 1991.  Antallet faldt siden til 1.962 i 1993, til 1.876 i 1994, til 1576 i 1995 og til 1.254 i 1996. Faldet skyldtes utvivlsomt de lidet gunstige skatteregler. Antallet måtte forventes at stige fra d. 01.01.1997, da længstlevende nu beskattes efter reglerne om uskiftet bo, selv om et skifte af boet har været påbegyndt, hvis boet afsluttes med et ægtefælleudlæg, jf. DBL § 58, stk. 2, 1. pkt.  Antallet er efter 1997 faldet og var i 2013 på 600 - uanset af beløbsgrænsen fra 2008 blev forhøjet til 600.000 kr.

210.000 kr.'s-reglen finder tillige anvendelse ved skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, hvor den førstafdøde ægtefælle er død før d. 01.01.1997, jf. § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 med bem. p. 9 og bet. 1270/1994 p. 184 og 331. Ifølge § 16, stk. 5 i lov nr. 396 af 13.06.1990 var 50.000 kr.'s-reglen fortsat gældende indtil d. 01.01.1997, dersom ægtefællen var død før d. 01.07.1990. Dette var muligvis en lapsus, jf. Vesterdorf i Arveret p. 28 note 4.

Skifteretten kan ifølge DSL § 22, stk. 2 bestemme, at et bo i stedet skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt værdien af boets aktiver er betydelig, og afgørende hensyn til boets kreditorer taler derfor. Bestemmelsen stiller ligesom § 25, stk. 1, 5) vedrørende nægtelse af privat skifte strengere kriterier for skifterettens nægtelse af ægtefælleudlæg end for nægtelse af boudlæg i § 18, stk. 3.

Foreligger der oplysninger om, at længstlevende er klart insolvent, bør ægtefælleudlæg nægtes i medfør af § 22, stk. 2, jf. herved den tilsvarende regel for uskiftet bo i AL § 10. Hvis førstafdødes nettobodel er på 650.000 kr. og længstlevendes nettobodel er negativ med 100.000 kr., kan der som hidtil slet ikke ske ægtefælleudlæg.

TFA 2003.427 ØLK (FM 2003.188 ØLK): Et bo var udleveret til privat skifte til M og H's to særbørn. M begærede senere boet udlagt som ægtefælleudlæg, hvilket blev afslået af skifteretten i Ringsted i medfør af DSL § 22, stk. 2, da der stadig var gæld i boet, som særbørnene hæftede for, hvorfor der ikke kunne ske ægtefælleudlæg uden særbørnenes samtykke. ØL konstaterede, at M's bodel var negativ med 32.459 kr. Allerede fordi han var klart insolvent, kunne hans begæring om ægtefælleudlæg ikke taget til følge. Komm. i FM 2003.189 af Henning Broman, som finder, at skifterettens begrundelse var den rigtige.

UfR 2007.876 ØLK: H var afgået ved døden d. 30.06.2006. H's bodel var negativ med ca. 511.000 kr. M's bodel var negativ med ca. 870.000 kr. Skifteretten i Køge afviste at tage M's begæring om ægtefælleudlæg til følge, idet boet efter H var insolvent. ØL stadfæstede, idet boet efter H måtte antages at være insolvent, og M's gæld oversteg hans aktiver, hvorfor hensynet til afdødes kreditorer fandtes at føre til, at boet ikke udleveredes efter DSL § 22 eller udleveredes til privat skifte. 

Omkostningerne ved bobehandling kan fradrages ved opgørelsen af, om beløbsgrænsen er opfyldt, og værdierne skal opgøres på tidspunktet for ægtefællens fremsendelse af anmodningen om ægtefælleudlæg

UfR 2006.1017 VLK: Boet efter H blev behandlet af bobestyrer, som nu begærede dødsboet udleveret til M som ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22. H's særbarn, B, protesterede herimod under henvisning til, at betingelserne herfor ikke var opfyldt, da værdierne i boet skal opgøres pr. tidspunktet for førstafdødes død og uden fradrag af efterfølgende omkostninger, og da beløbsgrænsen for ægtefælleudlæg herefter ville være overskredet. Skifteretten i Hjørring fandt, at der er hjemmel til at fradrage de medgående bobehandlingsomkostninger inden vurderingen af, hvorvidt beløbsgrænsen i henhold til DSL § 22 er opfyldt, og at værdierne skal opgøres på tidspunktet for ægtefællens fremsendelse af anmodningen om ægtefælleudlæg. Da parterne var enige om, at beløbsgrænsen på dette tidspunkt var opfyldt, blev anmodningen om ægtefælleudlæg taget til følge. VL stadfæstede med den bemærkning, at resultatet endvidere støttedes af ordlyden af AL § 7 b, stk. 2.

Et ægtefælleudlæg kan omfatte fast ejendom, som skal optages til handelsværdien og ikke ejendomsværdien +/- 15%. Hypotetiske handelsomkostninger kan formentlig ikke fradrages ved opgørelsen af friværdien, jf. UfR 1983.245 ØLD vedr. et kap. VI-skifte.

FM 1987.92 ØLK: Skifteretten havde udlagt boet, som var opgjort til kr. 47.496, til længstlevende i medfør af SKL § 57, stk. 1, jf. 62 b, stk. 2. I opgørelsen var ejendommen medtaget til den kontante ejendomsværdi på kr. 570.000. Kærende anførte, at handelsværdien ikke var under kr. 725.000. Under hensyn til oplysningerne om værdiansættelsen af boets aktiver, herunder den faste ejendom, blev boet hjemvist til fornyet behandling.

FM 1995.7 VLK: M, som hensad i uskiftet bo med umyndige livsarvinger, begærede boet skiftet og udlagt til sig efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. I opgørelsen over boets nettoformue var en fast ejendom medtaget til ejendomsværdien - 15%, og derved kom nettoformuen ned under 150.000 kr. Skifteretten i Horsens nægtede ved kendelse af imødekomme begæringen. VL stadfæstede og udtalte, at skifteretten havde været berettiget til at kræve ejendommen vurderet, og at det var handelsværdien, som skulle lægges til grund for begæringen.

TFA 1999.259 VLK (FM 1999.96 VLK): Skifteretten i Holsted havde med rette nægtet ægtefælleudlæg, da arvingerne ikke havde samtykket i, at en fast ejendom blev ansat til den offentlige ejendomsværdi, og der ikke forelå en vurdering af den aktuelle handelsværdi.

TFA 1999.331 VLK (FM 1999.117 VLK): Dødsbo, hvis væsentligste aktiv var en fast ejendom, der blev vurderet til 275.000 kr, og hvor passiverne udgjorde 46.450 kr., var blevet udleveret til bobestyrerbehandling. Efter at ejendommen var solgt for 170.700 kr., blev boet mod datterens protest udleveret til ægtefællen som ægtefælleudlæg, jf. DSL § 22. (Bobestyreren burde ikke have solgt ejendommen uden afholdelse af bomøde, jf. TFA 2000.122 VLK.)

TFA 2006.297 ØLK: Skifteretten i Kalundborg havde udlagt boet efter M til H i medfør af DSL § 22. Værgen for M's tre umyndige særbørn kærede. Under et møde i skifteretten havde værgens advokat rådet til, at H og M's tidligere hustruer i fællesskab skulle sørge for vurderingen af en fast ejendom. Det var ikke bestridt, at den udpegede mægler var accepteret af værgen. Den omstændighed, at værgen ikke fandt vurderingen sandsynlig, kunne ikke føre til tilsidesættelse af boudlægget. Det var ikke ved de fremlagte R-75 erklæringer godtgjort, at skifteretten havde bortset fra væsentlige aktiver. Ægtefælleudlægget stadfæstedes.

TFA 2007.235 VLK: M anmodede om ægtefælleudlæg. Formuen udgjorde ifølge åbningsstatus ca. 120.000 kr. Rubrikken vedr. værdien af bl.a. smykker var udfyldt med ”nil”. H’s særbarn, S, protesterede herimod og henviste til, at smykkerne måtte have en betydelig større værdi. M forklarede, at han havde lagt smykker for 4.000 – 5.000 kr. ned i H’s kiste og selv beholdt for måske 500 kr. Aalborg Skifteret fandt det godtgjort, at der udelukkende var aktiver, herunder smykker af værdi som skønnet af M. Ved senere kæreskrift opgjorde S værdien af smykkerne til mellem 40.000 – 70.000 kr. VL udtalte, at et dødsbo kan udleveres til ægtefællen, hvis værdien af boet udgør mindre end 200.000 kr., jf. DSL § 22, stk. 1, nr. 1, jf. AL § 7 b, stk. 2. Herefter og af de grunde, som skifteretten havde anført, og da det der var anført for VL, ikke kunne føre til et andet resultat, stadfæstede VL.

TFA 2007.540 VLK: LL havde fremsat begæring om ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, stk. 1. Sønderborg Skifteret imødekom ikke denne begæring, men fandt, at boets to ejendomme skulle vurderes. VL udtalte, at da samtlige arvinger ved deres underskrift på åbningsstatus havde godkendt de værdiansættelser, der var anført heri, herunder at de faste ejendomme blev ansat til den offentlige ejendomsvurdering, kunne den offentlige ejendomsvurdering lægges til grund ved bedømmelse af spørgsmålet om ægtefælleudlæg efter § 22, stk. 1. Da man i åbningsstatus havde anvendt vurderingen pr 01.10.2005 og ikke havde anvendt den seneste offentlige ejendomsvurdering, blev sagen hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten.

UfR 2010.2756 VLK: M var død. Skifteretten besluttede, at boet ikke kunne udlægges til samleveren K i medfør af DSL § 22, ligesom boet ikke kunne udleveres hende til forenklet privat skifte i medfør af § 34. K gjorde i den forbindelse gældende, at parterne havde oprettet et udvidet samlevertestamente, jf. AL § 87, hvorefter to personer ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller. Hun havde derfor samme krav på suppleringsarv i medfør af AL § 11, stk. 2, og da nettoaktiverne med sikkerhed ikke oversteg den i bestemmelsen anførte beløbsgrænse, skulle boet ikke skiftes, men udlægges. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, efter sin ordlyd, alene kunne ske til en efterlevende ægtefælle, og der var ikke grundlag for at fastslå, at denne ret også kunne benyttes af en efterlevende samlever, selv om denne efter arvelovens § 87 arver afdøde som en ægtefælle.

Skifteretten bør i særlige tilfælde indkalde til retsmøde, forinden ægtefælleudlæg sker, jf.

TFA 1999.397 ØLK (FM 1999.115 ØLK): Skifteretten i Nakskov havde d. 05.01.1999 bestemt, at et uskiftet bo skulle skiftes på grund af misbrug. Længstlevende M indleverede herefter en opgørelse, hvorefter nettoformuen var på 34.441 kr., og skifteretten udleverede boet som ægtefælleudlæg. ØL fandt, at skifteretten burde have foretaget nøjere undersøgelser og afholdt et retsmøde, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling.


2) Hvad tæller med ved opgørelsen efter den nye AL § 11, stk. 2?

a) Ved opgørelsen medregnes

  1. Længstlevendes boslod

  2. Længstlevendes vederlagskrav i medfør af RVL § 23 stk. 1 (misbrugskrav), RVL § 23, stk. 2 (særrettighedskrav). og RVL § 23, stk. 3 (særejebeskyttelseskrav)

  3. Længstlevendes arvelod af førstafdødes boslod og fuldstændige særeje.

  4. Længstlevendes fuldstændige særeje (og naturligvis længstlevendes skilsmissesæreje). 

  5. Forsørgertabserstatning til længstlevende, jf. EAL §§ 12-13 og ASL §§ 20-22

  6. Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet.

    Dette gælder både sumudbetalinger og løbende livsbetingede ydelser (ægtefællepensioner og overlevelsesrenter), jf. Rasmus Feldthusen og Linda Nielsen i Arveretten 3. udg, 2012, p. 52-54, og Irene Nørgaard i Arveret, 5. udg, 2008 p. 68-69, men cfr.

    UfR 2013.3033 ØLK (TFA 2013.749 ØLK og ØLK af 05.07.2013 (B-1597-13):
    M, der var 81 år, døde d. 02.11.2012. M efterlod sig 3 særbørn samt ægtefællen H, der var 77 år, begærede ægtefælleudlæg. M og H's formue udgjorde 348.625 kr. incl. 3 måneders efterindtægt á 11.543 kr. M havde været tjenestemand i DSB, og ægtefællepensionen udgjorde 95.876,18 kr. årligt. Nutidsværdien af ægtefællepensionen udgjorde 853.969 kr. før skat og 558.123 kr. efter skat -  beregnet på Synopsis.dk. Skifteretten i Svendborg fandt, at der ikke kunne ske ægtefælleudlæg, da værdien af ægtefællepensionen skulle medregnes, jf. AL § 11, stk. 3, 1. pkt. ØL fandt, at ægtefællepensionen ikke skulle indgå i beregningen i henhold til AL § 11, stk. 2, da længstlevende kunne udtage pensionen forlods på et skifte, jf. AL § 11, stk. 3, 2. pkt., jf. RVL § 16 a, stk. 1. Komm. af Marianne Holdgaard og Jørgen Ulrik Grønborg i UfR 2013 B.455-460: Suppleringsarv og ægtefællepension. (Det konkluderes, at kendelsen burde have haft et andet udfald, og at den har skabt en unødig retsusikkerhed på området.) og af Irene Nørgaard i TFA 2014.12-14 (Mener at ægtefællepension skal medregnes ved opgørelsen af suppleringsarven)

    Også forsikringssummer fra krydsende livsforsikringer skal medregnes, jf. Irene Nørgaard i Facetter - Festskrift til Sys Rovsing, 2013 p. 61-67: Behandlingen på skifte af krydslivsforsikringssummer og forsikringssummer udbetalt i anledning af 3.-mands død.
    Værdien af rateforsikringer og ratepensioner skal ifølge bemærkningerne fastlægges ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden.  Der bør efter min opfattelse foretages en beregning af ydelsernes nutidsværdi efter skat. En ordning med løbende livsbetingede ydelser skal ifølge bemærkningerne værdiansættes ved en aktuarmæssig beregning. Også ved denne beregning bør værdien fastsættes som nutidsværdien efter skat, jf. Arveret 5. udg. p. 69. Der skal efter min opfattelse ske værdiansættelse ud fra en gennemsnitlig restlevetid, selv om den længstlevende måtte være ramt af alvorlig sygdom

  7. Efterløn i h.t. FUL § 8, efterindtægt i h.t. tjenestemandspensionslovens § 20 og "efterlevelsespension" i h.t. lov om social pension § 48. (Er ikke omtalt i bemærkningerne og det må anses for tvivlsomt, om beløbet skal medregnes)

    Kendelse afsagt af Skifteretten i Randers d. 03.01.2013 (SKS 60-595/2009): H var død i 2009 og efterlod sig M og et særbarn S. Bobestyrer fandt, at efterindtægt til M tjenestemandspensionslovens § 20 på 3 måneders løn ikke skulle medregnes ved opgørelsen af M's suppleringsarv, da der var tale om en personlig rettighed. S klagede til skifteretten, som lagde vægt på, at efterindtægten trådte i steder for ægtefællepension i den periode, hvor efterindtægten udbetales, jf. tjenestemandspensionslovens § 23, stk. 2. Efterindtægten skulle derfor medregnes ved beregningen af suppleringsarven efter AL § 11, stk. 2..
     
  8. Afdødes og længstlevendes restskatter for dødsåret eller årene forud, jf. Bill Andersen i FM 1987.103.

b. Ved opgørelsen medregnes ikke

  1. Længstlevendes pensioner og lignende rettigheder, som den længstlevende ægtefælle kan udtage forlods efter RVL § 16 a, stk. 1 og 2. Dette gælder, uanset om ordningen er særeje eller fælleseje. Det er ikke logisk, at længstlevendes egne pensioner ikke skal medregnes.

  2. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live. Længstlevendes personskadeerstatning omfattet af EAL § 18, stk. 2, som ikke er forbrugt,  kan således holdes udenfor.

  3. Erstatning for rimelige begravelsesudgifter som nævnt i EAL § 12 skal ikke indgå i beregningen. Det samme må gælde begravelseshjælp, selv om dette ikke er omtalt i bemærkningerne.

  4. Overgangsbeløb i medfør af EAL § 14 a (og arbejdsskadesikringslovens § 19) skal ikke indgå ved beregningen, da der er tale om en standardiseret kompensation for forskellige udgifter, der sædvanligvis er forbundet med en ægtefælles død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter. Det samme må gælde efterlevelseshjælp, selv om dette ikke er omtalt i bemærkningerne.

  5. Godtgørelse til efterladte efter EAL § 26 a (og arbejdsskadesikringslovens § 23) skal heller ikke medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, da sådan erstatning og godtgørelse ikke tjener til længstlevendes forsørgelse.

  6. Biblioteksafgift til længstlevende, jf. Irene Nørgaard i TFA 2009.121

  7. Afdødes overskydende skat, jf. Arveret 5. udg., p. 71 note 69, Dødsboskifte p. 280 f. og Skifteret p. 64.

  8. Genstande til personlig brug, jf. AL § 11, stk. 1

  9. Længstlevendes negative bodel, som dog reducerer længstlevendes eventuelle særeje.

    Vælger længstlevende at hensidde i uskiftet bo, vil bodelene dog blive slået sammen, og ved senere skifte af det uskiftede bo i levende live, vil længstlevende kunne påberåbe sig  AL § 11, stk. 2 på grundlag af nettoformuen i det uskiftede bo.

3) Hvad tæller med ved opgørelsen efter den gamle AL § 7 b, stk. 2?

a) Ved opgørelsen medregnes

  1. Længstlevendes boslod

    FM 1995.49 ØLK: I et dødsbo konstaterede man, at afdødes bodel var negativ, og at ægtefællens nettobodel kunne opgøres til ca. kr. 105.500. Skifteretten i Rudkøbing bestemte herefter under hensyn til reglen i SKL § 62 b, stk. 2, at ægtefællen ikke skulle udrede noget boslodskrav til afdøde. Afgørelsen blev påkæret af afdødes kreditorer. ØL udtalte, at afdødes kreditorer havde krav på, at halvdelen af længstlevendes nettobodel indgik i boet, og ophævede herefter skifteretten beslutning.

  2. Længstlevendes vederlagskrav i medfør af RVL § 23 stk. 1 (misbrugskrav), RVL § 23, stk. 2 (særrettighedskrav). og RVL § 23, stk. 3 (særejebeskyttelseskrav)

  3. Længstlevendes arvelod af førstafdødes boslod og fuldstændige særeje.

  4. Længstlevendes fuldstændige særeje (og naturligvis længstlevendes skilsmissesæreje). Se dog Høgdahl Jensen: Dødsbobehandlingen 2. udg. 1985 p. 40, hvor det antages, at "båndlagt særeje med rentenydelse" ikke skal medregnes.

  5. Længstlevendes § 15, stk. 2-rettigheder, som ikke kunne holdes uden for et kap. 17- eller 18-skifte, f. eks. længstlevendes livsforsikringer med tilbagekøbsværdi - skattekode 5.

  6. Længstlevendes egne kapital- og ratepensionskonti, kapitalforsikringer i pensionsøjemed, rateforsikringer, indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond,  særlig pensionsopsparing i ATP, indekskonti samt selvpensioneringskonti tæller formentlig med i beløbet på 210.000 kr., selv om de kunne holdes uden for et skifte, ud fra en analogi fra reglen om, at længstlevendes fuldstændige særeje skal medregnes, jf. Walbom i Dødsboskifte p. 36 og Ernst Andersen i Arveret 2. udg. 1965 p. 33. Det forekommer svært at finde argumenter for, at længstlevendes kapitalpensionskonto skal tælles med, hvis denne er fuldstændigt særeje, men ikke hvis kontoen er fælleseje. Derimod skal visse af længstlevendes § 15, stk. 2-rettigheder, f. eks. ret til egenpension, enkepension, livrente og retten til lignende periodiske ydelser ikke medregnes, jf. Bet. 291/1961 om arvelovgivningen p. 142.

  7. Afdødes og længstlevendes restskatter for dødsåret eller årene forud, jf. Bill Andersen i FM 1987.103.

b. Ved opgørelsen medregnes ikke

  1. Livs- og ulykkesforsikringssummer, som udbetales til længstlevende som begunstiget efter førstafdøde, jf. bet. 291/1961 p. 142.
    Se kritisk Jørgen Nørgaard i FM 1969. 57-74. Motivudtalelsen følges i praksis af alle landets skifteretter, jf. Taksøe-Jensen: Tillæg til arveretten 1992 p. 14. I bet. 1270/1994 om skifte af dødsboer tager udvalget den gældende praksis til efterretning. Hvis forsikringen er pantsat til sikkerhed for afdødes gæld, reducerer forsikringssummen gælden, således at 210.000 kr.'s-grænsen dermed eventuelt overskrides, jf.
    .
    FM 1996.9 ØLK: M døde d. 05.08.1995 og efterlod sig H og mindreårige fællesbørn. H begærede d. 31.08.1995 boet udlagt efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2, idet hun opgjorde fællesboets aktiver til kr. 790.000 og passiverne til kr. 717.000, således at nettoformuen udgjorde 73.000 kr. Blandt passiverne var et boliglån i Bikuben på kr. 199.000, som begge ægtefæller hæftede for, og som var sikret ved et ejerpantebrev i huset samt en gruppelivsforsikring i Forenede Gruppeliv på kr. 313.000, som ved død skulle udbetales til Bikuben med et beløb svarende til restgælden på boliglånet, medens resten skulle udbetales til nærmeste pårørende. Skifteretten i Ballerup besluttede ikke at imødekomme begæringen, idet boets nettoaktivmasse oversteg kr. 150.000. Skifteretten anførte i forbindelse med kæremålet, at boliglånet på kr. 199.000 forsvandt ud af dødsboet straks ved M's død og derfor ikke kunne bruges til fradrag ved beregningen af nettobobeholdningen, som derfor udgjorde godt kr. 270.000. ØL stadfæstede skifterettens beslutning under henvisning til det af skifteretten anførte.

  2. Kapital- og ratepensioner, som udbetales til længstlevende som begunstiget efter førstafdøde.

  3. Efterløn i h.t. FUL § 8, efterindtægt i h.t. tjenestemandspensionslovens § 20 og "efterpension" i h.t. lov om social pension § 48.

  4. Engangsbeløb, som udbetales længstlevende fra ATP. Beløbet kunne i 2004 maximalt andrage kr. 40.000, hvorfra trækkes en afgift efter PBL på 40%.

  5. Visse af længstlevendes § 15, stk. 2-rettigheder, f. eks. ret til egenpension, enkepension, livrente og retten til lignende periodiske ydelser, jf. Bet. 291/1961 om arvelovgivningen p. 142.

  6. Forsørgertabserstatning, jf. EAL § 18, stk.3.

  7. Overgangsbeløb til længstlevende i medfør af arbejdsskadesforsikringslovens § 35, stk. 1. og EAL § 14 a (pr. d. 01.01.2005: kr. 121.500)

  8. Afdødes overskydende skat, jf. Arveret p. 41 note 63 og p. 418 note 6, Dødsboskifte p. 280 f. og Skifteret p. 64.

  9. Genstande til personlig brug, jf. AL § 7 a

  10. Længstlevendes negative bodel, som dog reducerer længstlevendes eventuelle særeje.
    Vælger længstlevende at hensidde i uskiftet bo, vil bodelene dog blive slået sammen, og ved senere skifte af det uskiftede bo i levende live, vil længstlevende kunne påberåbe sig AL § 7 b, stk. 2 på grundlag af nettoformuen i det uskiftede bo.

4) Proklama

Ved dødsfald fra og med d. 01.01.2008 er proklama obligatorisk, jf. DSL § 81, stk. 2 og DSL § 22, stk. 4: Ægtefællen skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.

5) Retspraksis vedr. ægtefælleudlæg før d. 01.01.1997

Udlevering tilladt:

FM 1994.93 VLK: M begærede efter H's død boet udlagt efter 150.000 kr.'s reglen. I formueopgørelsen passiverede M en gæld til sin fader på kr. 200.000. Gælden fremgik ikke af M's selvangivelser, og der forelå ikke noget skriftligt gældsbevis. Skifteretten afviste begæringen, da gælden var udokumenteret og oplysningerne herom først fremkom på et sent tidspunkt. Landsretten fandt gælden tilstrækkeligt dokumenteret ved, at gælden var medtaget i M's årsregnskab for 1992, og at M's statsautoriserede revisor havde erklæret, at gælden bestod. Boet blev herefter hjemvist til skifteretten med henblik på udlæg efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. Afgørelsen er komm. af Henning Broman umiddelbart efter referatet.

FM 1994.111 VLK: Efter H's død d. 05.12.1993 opgjorde M begge bodele til i alt ca. kr. 40.000, hvorfra gik et fælles lån på kr. 18.000. H's særbarn krævede nogle malerier udlagt "som tvangsarving efter moderen". Skifteretten i Holsted udlagde boet til M i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Særbarnet kærede afgørelsen til landsretten, der udtalte, at det heller ikke for landsretten var gjort gældende, at boets værdier oversteg kr. 150.000, og at der derfor intet grundlag var for kærendes påstand.

Udlevering nægtet:

FM 1987.92 ØLK: Skifteretten havde udlagt boet, som var opgjort til kr. 47.496, til længstlevende i medfør af SKL § 57, stk. 1, jf. 62 b, stk. 2. I opgørelsen var ejendommen medtaget til den kontante ejendomsværdi på kr. 570.000. Kærende anførte, at handelsværdien ikke var under kr. 725.000. Under hensyn til oplysningerne om værdiansættelsen af boets aktiver, herunder den faste ejendom, blev boet hjemvist til fornyet behandling.

FM 1995.7 VLK: M, som hensad i uskiftet bo med umyndige livsarvinger, begærede boet skiftet og udlagt til sig efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. I opgørelsen over boets nettoformue var en fast ejendom medtaget til ejendomsværdien - 15%, og derved kom nettoformuen ned under 150.000 kr. Skifteretten i Horsens nægtede ved kendelse af imødekomme begæringen. VL stadfæstede og udtalte, at skifteretten havde været berettiget til at kræve ejendommen vurderet, og at det var handelsværdien, som skulle lægges til grund for begæringen.

FM 1996.9 ØLK: M døde d. 05.08.1995 og efterlod sig H og mindreårige fællesbørn. H begærede d. 31.08.1995 boet udlagt efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2, idet hun opgjorde fællesboets aktiver til kr. 790.000 og passiverne til kr. 717.000, således at nettoformuen udgjorde 73.000 kr. Blandt passiverne var et boliglån i Bikuben på kr. 199.000, som begge ægtefæller hæftede for, og som var sikret ved et ejerpantebrev i huset samt en gruppelivsforsikring i Forenede Gruppeliv på kr. 313.000, som ved død skulle udbetales til Bikuben med et beløb svarende til restgælden på boliglånet, medens resten skulle udbetales til nærmeste pårørende. Skifteretten i Ballerup besluttede ikke at imødekomme begæringen, idet boets nettoaktivmasse oversteg kr. 150.000. Skifteretten anførte i forbindelse med kæremålet, at boliglånet på kr. 199.000 forsvandt ud af dødsboet straks ved M's død og derfor ikke kunne bruges til fradrag ved beregningen af nettobobeholdningen. ØL stadfæstede skifterettens beslutning under henvisning til det af skifteretten anførte.

FM 1997.27 ØLK: Efter at et privatskifte havde varet mere end 1 år, fremsatte H begæring om at få boet udleveret efter SKL § 62 b, stk. 2. H henviste til, at boets nettoformue på et tidspunkt havde været under 150.000 kr. Skifteretten i København og ØL nægtede ægtefælleudlægget, da det afgørende for, om betingelserne er opfyldt, er aktivernes værdi på tidspunktet for anmodningen, og da i hvert fald en del af gælden til Unibank ikke vedrørte boet.

Genoptagelse tilladt:

UfR 1993.402 VLK (FM 1993.147): H døde d. 19.08.1992. M fik d. 03.11.1992 efter vejledning af en § 17 a stk. 2-fuldmægtig i skifteretten i Thisted boet udleveret efter SKL § 57, stk. 1. M begærede d. 18.11.1992 boet genoptaget, idet et påbegyndt skifte ville give M en skattebesparelse på godt kr. 27.000. VL tog begæringen til følge. Antaget, at skifteretten ikke havde opfordret M til at søge den skattemæssige betydning af valget af boets behandlingsmåde afklaret, og at der ikke var sikret M orientering om, hvad hans valgmuligheder ville indebære i skattemæssig henseende, herunder at offentlig skiftebehandling ville medføre ændret skatteberegning i dødsåret med en betydelig skattebesparelse til følge. Begæringen var fremsat inden rimelig tid, uden at var sket noget, der havde indvirket på tredjemands retsstilling. Komm. af Henning Broman i FM 1993.144-145 og TfS 1993.568.

Genoptagelse nægtet:

FM 1988.142 ØLK: M døde i 1973 og boet blev taget under off. skiftebehandling. Aktiverne udgjorde kr. 565.000 og passiverne kr. 555.000. I 1974 fik H udleveret boet til hensidden i uskiftet bo. I 1988 begærede H udleveringen omgjort og udleveret i medfør af SKL § 57, jf. 62 b, stk. 2. Skifteretten afslog at ændre skifteformen under henvisning til, at der var forløbet 14 år, og idet der ikke forelå urigtig vejledning fra skifterettens side. ØL stadfæstede.

FM 1993.36 VLK: En enke fik boet udlagt efter vejledning af en § 17 a, stk. 2-bemyndiget kontorfunktionær. Enken fik udbetalt kr. 600.000 i livsforsikringssummer, og efter at arveafgiften heraf var betalt, begærede enken boet genoptaget og udlagt til hensidden i uskiftet bo. Da begæringen først var fremkommet mere end 3 måneder efter udlægget, og mere end 2 måneder efter, at arveafgiften var betalt, og da enken måtte antages at være blevet behørigt vejledt i skifteretten, blev begæringen om genoptagelse ikke taget til følge.

FM 1994.42 ØLK: En hustru var død i 1992, og efter vejledning fra en § 17 a - bemyndiget medarbejder i skifteretten fik ægtemanden boet udleveret til privat skifte. Ca. 6 måneder senere og inden boet var sluttet døde manden, og hans moder var herefter eneste arving. Moderen anmodede nu skifteretten om at ophæve udleveringen af hustruens bo til privat skifte, idet boet i stedet ønskedes udleveret i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Begæringen blev afvist, idet der ikke var godtgjort sådanne omstændigheder, at der var grundlag for genoptagelse af førstafdødes bo.

FM 1995.87 ØLK: M var død i 1994 og boet udleveret til H i medfør af SKL § 62 b, stk. 2. M's særbarn begærede boet genoptaget, da M pr. 31.12.1993 havde haft en bankkonto med kr. 256.000 og en fast ejendom med en friværdi på kr. 135.000. H oplyste nu, at ejendommen var solgt før dødsfaldet med et provenu på ca. kr. 28.000 før mæglersalær, at kr. 30.000 var anvendt til flytning, og at hun ikke vidste, hvad M havde brugt kr. 100.000 til, men at M havde været i dårligt selskab. Antaget af Skifteretten i Frederikssund, at det ved en genoptagelse af boet ikke var muligt at få oplyst, hvorledes midlerne var anvendt, og om de muligvis stadig skulle være i behold. Under hensyn hertil, og idet boet foruden de af H oplyste passiver hæftede for en kautionsforpligtelse på kr. 200.000, fandtes der ikke grundlag for at genoptage boet. ØL stadfæstede.


b. Mulighed for udbakning

Må det antages, at den afdødes bo var insolvent, kan den efterlevende ægtefælle eller en kreditor ifølge § 23 anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, jf. § 69, og opfylder ægtefællen sine forpligtelser efter § 104 (tilbageleverer det modtagne/fralægger sig berigelsen, hæfter ægtefællen uanset § 22, stk. 1, nr. 2, ikke for den afdødes forpligtelser. Hvis afdødes bo var insolvent, må ægtefællen eller kreditor have et retskrav på, at boet tages under bobestyrerbehandling som insolvent.

Der er ikke indsat en bestemt tidsgrænse for hæftelsesfritagelsen (også kaldet udbakningsreglen), idet lovforslagets generelle forudsætning om hurtig reaktion ifølge bem. p. 69 må kræve, at anmodningen om bobestyrerbehandling fremsættes kort tid efter, at boets sandsynlige insolvens er konstateret. Dette almindelige krav til reaktionen findes at indeholde en tilstrækkelig begrænsning i sig selv.

UfR 2002.1158 ØLK (FM 2002.46 ØLK): Boet efter M, der døde d. 18.07.2002 blev udlagt som ægtefælleudlæg til H, som undlod at indrykke proklama. I foråret 1998 rejste 2 af M's kreditorer krav om betaling af i alt 365.000 kr. H henvendte sig til en advokat, og på det møde i skifteretten d. 18.08.1998 drøftede man mulighederne for genoptagelse af boet. Advokaten anmodede om at få sagen sat i bero i 1 måned. H begærede boet genoptaget d. 12.07.2001 med henblik på udbakning, jf. DSL § 23. Kreditorerne protesterede. Skifteretten i Tåstrup fandt, at enken havde udvist en sådan passivitet, at hensynet til kreditorerne talte mod at genoptage sagen. ØL stadfæstede.

Udbakningsreglen i DSL § 23 må antages at gælde, selv om den længstlevende ægtefælle har overtaget eller betalt afdødes gældsforpligtelser, før afdødes insolvens konstateres. Dette fremgår udtrykkeligt af lov om skifte af dødsboer § 104, stk. 1.

Udbakningsreglen i DSL § 23 finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.1997.

Til forskel fra § 23 i lovudkastet i bet. 1270/1994 giver bestemmelsen også en kreditor mulighed for at anmode om insolvensbehandling. Denne beføjelse ville en kreditor have haft i medfør af § 30, stk. 1, 2), hvis boet var blevet udleveret til privat skifte. Ofte vil det bero på tilfældigheder, om et bo udlægges til den efterlevende ægtefælle efter reglerne i kap. 13, eller om boet udleveres til privat skifte. En kreditor vil efter omstændighederne kunne have behov for at udnytte beføjelsen til at anmode om insolvensbehandling, eksempelvis hvis ægtefællen alene dækker visse af kreditorerne, og det viser sig, at der ikke er midler til at sikre de resterende kreditorer fyldestgørelse.

c. Retsafgift

Ifølge RAL § 36 b, stk. 2 skal der svares en afgift på 500 kr., som forfalder ved boets udlevering, jf. RAL § 36 f, stk. 1. Den første skifteretsattest er til gengæld gratis, jf. RAL § 49, stk. 2 nr. 9.


d. Boafgift

Længstlevende skal ikke svare boafgift af det udlagte eller af forsikringssummer m.v., som tilfalder længstlevende uden om boet, jf. BAL § 3, stk. 1, a).

Hvis afdøde efter d. 31.12.1996 og indtil d. 01.07.1999 har ydet gaver med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse for sig selv, indtræder der ifølge BAL § 24, stk. 2 ved givers død afgiftspligt efter BAL kap. 1 af rentenydelsesretten kapitaliserede værdi. Denne boafgift skal dog næppe betales, da længstlevende er fritaget for boafgift.

Har afdøde i perioden 01.07.1995-31.12.1996 ydet gaver med forbehold af rentenydelsesret for sig selv, og er rentenydelsesrettens kapitaliserede værdi blevet modregnet ved opgørelsen af gavens størrelse, skal gavemodtageren formentlig betale gaveafgift eller indkomstskat ved givers død. Dette må gælde, uanset om der sker ægtefælleudlæg.

Har afdøde før d. 01.07.1995 ydet gaver med forbehold af brugs- eller rentenydelse for sig selv (AAL § 5 b-gaver), skal modtageren efter BAL § 49 betale gaveafgift ved givers død af gavens værdi på dette tidspunkt. Dette må gælde, uanset om der sker ægtefælleudlæg.

Der skal betales fuld bo- og tillægsboafgift - uden bundfradrag - af eventuelle forsikringssummer og kapital- og ratepensioner, som udbetales uden om boet i medfør af FAL § 102, stk. 1 og POL § 2, stk. 1 til andre end længstlevende.


e. Skat

Længstlevende beskattes efter reglerne om uskiftet bo, jf. DBL § 58, stk. 1, litra 2. Dette gælder, uanset om førstafdødes formue var fuldstændigt særeje eller fælleseje.

Længstlevende får som hidtil ikke 2 personfradrag.

Længstlevende indtræder som hidtil i afdødes skattemæssige stilling. Længstlevende kan dog vælge ikke at succedere i afdødes forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, investeringsfondshenlæggelser og indskud på etableringskonti, jf. DBL § 59, stk. 2, hvis erklæring herom afgives senest samtidig med indsendelse af opgørelse over afdødes aktiver og passiver pr. dødsdagen, jf. DBL § 59, stk. 3. En sådan opgørelse skal imidlertid ikke indleveres ved ægtefælleudlæg således som ved uskiftet bo og ved et egentligt skifte, og efter lovens ordlyd skal erklæring således afgives senest ved boets udlevering. Det er i bem. til DSL p. 96 tilsyneladende forudsat, at der altid skal indleveres åbningsstatus på et senere tidspunkt, men dette gælder ikke ved ægtefælleudlæg.

Længstlevende beskattes efter reglerne om uskiftet bo, selv om et skifte af boet har været påbegyndt, hvis boet afsluttes ved at længstlevende overtager hele boet efter AL § 11, stk. 1 og 2, jf. DBL § 58, stk. 2, 1. pkt. Hvis der derimod bliver f. eks. 2.000 kr. til deling mellem afdødes arvinger, medens resten udlægges til længstlevende efter AL § 11, stk. 1 og 2, beskattes længstlevende som ved et skifte. Længstlevende bliver i denne situation fra d. 01.01.2000 ikke længere belønnet med et ekstra personfradrag og et ekstra fradrag i mellemskatten, jf. DBL § 50, stk. 1 og stk. 2, som nu er ophævet. Længstlevende slipper derimod for den pligtmæssige succession efter DBL § 59. Et helt eller delvist afkald på anvendelse af AL § 11, stk. 1 og 2 fra længstlevendes side vil efter ordlyden ligeledes føre til, at længstlevende beskattes efter reglerne om skifte.

Afdødes overskydende skat for dødsåret og tidligere indkomstår udbetales til den længstlevende ægtefælle, jf. DSL § 64, stk. 4, der har afløst KSL § 13, stk. 2, 2. pkt., som dog kun var gældende for dødsåret og det forudgående indkomstår. Den overskydende skat medregnes ikke ved opgørelsen af beløbsgrænsen på 200.000 kr., jf. Arveret p. 41 note 63 og p. 418 note 6, Dødsboskifte p. 280 f. og Skifteret p. 64.


f. Valgmuligheder

Ægtefælleudlæg er i modsætning til boudlæg ikke obligatorisk.

Hvis førstafdøde efterlader sig livsarvinger, og den samlede nettoformue er under 630.000 kr, kan den længstlevende derfor ofte vælge mellem et bobestyrerskifte, et privat skifte, et forenklet privat skifte efter DSL § 33, et uskiftet bo eller et ægtefælleudlæg.

Det er fast antaget, at ægtefælleudlæg kan anvendes, selv om førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger. Alternativet til ægtefælleudlæg kan i denne situation være et bobestyrerskifte, et privat skifte eller et forenklet privat skifte efter DSL § 34.

Hvis længstlevende er klart insolvent, må ægtefælleudlæg kunne nægtes i medfør af DSL § 22, stk. 2. Hvis førstafdødes nettobodel f. eks. er på 660.000 kr. og længstlevendes nettobodel er negativ med 100.000 kr., kan der slet ikke ske ægtefælleudlæg.


g. Fordele og ulemper

1. Fordele i forhold til et skifte. 3. Fordele i forhold til uskifte bo
2. Ulemper i forhold til et skifte 4. Ulemper i forhold til uskiftet bo

1. Fordele i forhold til et skifte.

  1. Længstlevende slipper - som ved uskiftet bo - for omkostningerne ved et skifte - bortset fra retsafgiften på 500 kr.

  2. Længstlevende slipper - som ved uskiftet bo - for at skulle udrede arv til førstafdødes arvinger, hvad enten der er tale om testamentsarv eller legal arv, herunder tvangsarv.

2. Ulemper i forhold til et skifte.

  1. Længstlevende påtager sig - i modsætning til et skifte (ved bobestyrer) - ansvaret for afdødes gældsforpligtelser, jf. DSL § 22, stk. 1, 2).

    Risikoen begrænses ved proklama, der skal udstedes enten før eller i forbindelse med ægtefælleudlægget, jf. DSL 81, stk. 2

    Uanset proklamaet er der en række krav, der ikke prækluderes, jf. DSL § 83, stk. 2, 1)-4). Skattekrav prækluderes ikke, hvis kravet ikke var opgjort på tidspunktet for proklamaets udstedelse, jf. DBL § 87, stk. 5.

    Længstlevendes hæftelse er begrænset til værdien af det modtagne, dvs. førstafdødes bodel og eventuelle fuldstændige særeje, jf. udbakningsreglen i DSL § 23, som gælder uden tidsfrist, men dog med pligt til hurtig reaktion. Udbakningsreglen har ikke fået tilbagevirkende kraft ved ægtefælleudlæg.

  2. Længstlevende beskattes som ved hensidden i uskiftet bo.

    Længstlevende mister skattefordelene ved at skifte et ikke skattepligtigt bo.
    .

3. Fordele i forhold til uskiftet bo.

  1. Længstlevende får - i modsætning til uskiftet bo - fri rådighed inter vivos og mortis causa, og længstlevende kan frit indgå nyt ægteskab.

  2. Længstlevende risikerer ikke som ved uskiftet bo senere at skulle dele fremtidige erhvervelser som f. eks. opsparing af de fremtidige indtægter og fremtidige værdistigninger. Fremtidige erhvervelser indgår i det uskiftede bo, medmindre de er gjort til længstlevendes fuldstændigt særeje, jf. AL § 23, stk. 1.

4. Ulemper i forhold til uskiftet bo.

  1. Hvis længstlevende sidder i uskiftet bo til sin død, vil der være 2 bundfradrag i relation til boafgiften, medens der kun vil være 1 bundfradrag, hvis der er sket ægtefælleudlæg.

h. Arveretlige konsekvenser af valget

1. Førstafdøde er død før 2008 og efterlader sig livsarvinger

2. Førstafdøde er død før 2008 og efterlader sig ikke livsarvinger

3. Førstafdøde er død i 2008 eller senere og efterlader sig livsarvinger

4. Førstafdøde er død i 2008 eller senere og efterlader sig ikke livsarvinger


1. Førstafdøde er død før 2008 og efterlader sig livsarvinger.

Delingsreglerne i AL § 7, stk. 2 finder som hidtil ikke anvendelse. Dette følger af, at disse regler efter deres placering kun finder anvendelse, hvis førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger, jf. Vesterdorf i Arveret p. 31 note 19, AL-kommentar p. 73, Godsk Pedersen i R&R nr. 1/1997 p. 56, Jørgen U. Grønborg i FM 1997.37-40 og AL-kommentar p. 112. Se dog Claes Hersland i FM 1997.7-8 og Hans Engberg i FM 1997.22-23 og replik i FM 1997.86.

Claes Hersland har i FM 1997.7-8 anført, at AL § 7 b, stk. 2, pkt. bør fortolkes således, at delingsreglen i AL § 7, stk. 2 skal finde anvendelse i alle tilfælde, hvor 150.000 kr.'s reglen i fremtiden er anvendt, og at dette også er gældende, hvor AL § 7 b, stk. 2 er anvendt til "opfyldning" og resten af boet skiftes mellem de øvrige arvinger. Denne fortolkning indebærer, at førstafdødes livsarvinger fra d. 01.01.1997 har fået arveret efter deres stedfader eller stedmoder, hvis denne har anvendt 150.000 kr.'s reglen til at reducere deres arvelod, dog kun hvis de øvrige betingelser i AL § 7, stk. 2 og § 7, stk. 3 for secundosuccession er opfyldt. Hans Engberg er i FM 1997.22-25 og i FM 1997.86 nået frem til samme resultat. Hvis dette var rigtigt, ville de legale arveregler ved længstlevendes død komme til at afhænge af formuens størrelse ved førstafdødes død.

Eksempel: M dør i 1997 og efterlader sig H og særbarnet S. M har ikke oprettet testamente. Der er alene fælleseje i ægteskabet og fællesformuen er på 225.000 kr. Længstlevendes boslod og arvelod udgør 150.000 kr., og længstlevende kan ikke påberåbe sig AL § 7 b, stk. 2. Ved længstlevendes død turde det være hævet over enhver tvivl, at førstafdødes særbarn S ikke har legal arveret efter H. Det samme må efter min opfattelse gælde, selv om fællesformuen er på under 225.000 kr., og uanset om længstlevende har påberåbt sig 150.000 kr.'s-reglen eller ej.

Der er intet i bemærkningerne, der tyder på, at det har været meningen at indføre nye regler om legal arveret for visse stedbørn. Bemærkningerne tager alene sigte på den situation, hvor førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger, og hvor længstlevendes valg af skifteform ikke bør få indflydelse på den senere arvedeling, jf. nu

UfR 2001.55 HD (FM 2000.57 ØLD):  M, der havde 2 særbørn, var død i 1981, og boet  blev udlagt til H  efter SKL § 57, stk. 1, jf. § 62 b, stk. 2. H døde i 1998 og efterlod sig ikke livsarvinger, men alene 3 brødre. Skifteretten i Roskilde antog, at boet skulle deles efter AL § 7, stk. 2. Særligt når hensås til, at forarbejderne til AL § 7 b, stk. 2 ikke sås at have taget klart stilling til spørgsmålet, fandt ØL ikke grundlag for at fortolke henvisningsbestemmelsen i AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. således, at også livsarvinger efter førstafdøde, som ikke er omfattet af AL § 7, stk. 2, tager arv efter længstlevende, når denne har udtaget boet efter 150.000 kr.'s reglen. Hele boet skulle herefter tilfalde H's 3 brødre. Højesteret fandt, at AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. fandt anvendelse i et tilfælde, hvor førstafdøde ægtefælle var død før d. 01.01.1997. Bemærkningerne talte for, at AL § 7 b, stk.2 ikke omfatter tilfælde, hvor der er livsarvinger efter førstafdøde. (3-2). Landsrettens dom er komm. af Henning Bromann i FM 2000.57, som mener, at AL § 7, stk. 2 bør ændres. Det samme mener Flemming Sorth i FM 2002.143-14: Skifteretsseminarerne i oktober 2001, hvor det oplyses at arvelovsudvalget vil foreslå ændringen.

Hvis parterne har oprettet testamente med bestemmelser om deling af arven ved længstlevendes død mellem begges livsarvinger, vil valget af ægtefælleudlæg som udgangspunkt medføre, at førstafdødes livsarvinger ikke arver længstlevende.

FM 2003.45 København Byrets skifteafdeling:  M og H havde oprette gensidigt testamente med klausul om deling af boet efter længstlevende mellem begges livsarvinger. M døde i 1997, og H fik boet udlagt som ægtefælleudlæg. Efter H's død i 2001 gjorde M's arvinger gældende, at de de var arvinger ifølge testamentet. Antaget, at testamentet forudsatte, at længstlevende havde taget arv efter førstafdøde, og da dette ikke var tilfældet, var H's særbarn den eneste arving. Komm. af Henning Broman i FM 2003.45-46.

 

2. Førstafdøde er død før 2008 og  efterlader sig ikke livsarvinger

Ifølge AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. finder reglerne om secundosuccession ved længstlevendes død i AL § 7, stk. 2 og 3 tilsvarende anvendelse. Valget af skifteform har på dette punkt således ikke længere konsekvenser for den senere arvedeling, jf. bem. til L 121 p. 6. Se om hidtil gældende ret Vesterdorf i Arveret p. 32-33 og Taksøe-Jensen i Tillæg til Arveretten 1992 p. 17 note 34. Den nye regel finder kun anvendelse, hvis førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger. Det er svært at forklare, at førstafdødes søster kan arve længstlevende som legal arving efter AL § 7, stk. 2, medens dette ikke gælder førstafdødes livsarvinger.

Den nye regel finder ifølge bem. p. 9 til overgangsreglen i § 2, stk. 2 anvendelse ved længstlevendes død, selv om førstafdøde er død før d. 01.01.1997. Overgangsreglen i § 2, stk. 2 gælder ifølge ordlyden alene skifte af uskiftet bo og bemærkningerne har således på dette punkt ingen støtte i lovens ordlyd, jf. Michael Steffensen i UfR 1996 B. 489 note 7. Hvis længstlevende ikke ønsker, at AL § 7, stk. 2 og 3 skal finde anvendelse, således at længstlevende har fået nye legale arvinger pr. d. 01.01.1997, kan længstlevende ifølge bem. p. 9 blot oprette testamente til fordel for sin egen slægt - forudsat at længstlevende er testamentshabil. Claes Hersland tilråder i FM 1997. 8, at man ser bort fra bemærkningerne på dette punkt, hvilket indebærer, at reglerne ikke har fået tilbagevirkende kraft. Hans Engberg anfører i FM 1997.24, at der er yderst tvivlsomt, om en motivudtalelse kan bære et resultat i strid med lovens tekst, specielt når der findes modstridende motivudtalelser. Heri er jeg ganske enig, jf. FM 1997.39. I AL-kommentar p. 113 anføres det, at den nye regel måske kun finder anvendelse, hvis ægtefælleudlægget er sket efter d. 01.01.1997. Se nu:

FM 1998.134: M, der i juli 1995 havde overtaget boet efter H i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2, døde i 1997 uden at efterlade sig arveberettigede slægtninge. Skifteretten i Roskilde fandt, at H's søskende og disses livsarvinger i medfør af AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. var arvinger i boet, hvilket justitsministeriet tiltrådte.

TFA 2000.64 ØLK (FM 2000.80 ØLK): H havde i 1968 fået boet efter M, der ikke efterlod sig livsarvinger, udleveret efter SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. Efter H's død i 1999 begærede H's 13 udarvinger boet udleveret til privat skifte. Dette blev nægtet, da det for tiden var retligt uafklaret, om førstafdødes udarvinger havde arveret. En sådan tvist måtte afgøres af skifteretten ved dom.

UfR 2000.734 ØLD: M, der var barnløs, var død d. 06.01.1993, og H fik boet på 68.000 kr. udlagt i medfør af SKL § 57, jf. § 62 b, stk. 2. H døde d. 18.01.1997. Antaget på baggrund af lovmotiverne, at arven efter H skulle fordeles efter AL § 7, stk. 2.

3. Førstafdøde er død i 2008 eller senere og efterlader sig livsarvinger

Der er i § 16 indført nye regler om svogerskabsarv i de tilfælde, hvor længstlevende ægtefælle har arvet boet efter reglen i § 11, stk. 2 (600.000 kr.'s-reglen). Reglerne udvider retten til svogerskabsarv i forhold til AL § 7 b, stk. 2. Reglerne gælder, selv om førstafdødes livsarvinger alene skal arve deres tvangsarv. De nye regler finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008, jf. § 101.

Hvis både førstafdøde og længstlevende har livsarvinger, skal boet ifølge § 16, stk. 3 som noget nyt med halvdelen til hver ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende ægtefælle, arver disse som hidtil alene. Er der alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal boet som noget nyt deles med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes livsarvinger som noget nyt alene. Der er ikke symmetri mellem § 16, stk. 2, 2. pkt., hhv. § 16, stk. 3, 1. pkt., idet længstlevendes slægtsarvinger tillige arver, når førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger, hvorimod det omvendte ikke er tilfældet, jf. Arveretten p. 63.

Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 2-4, medmindre andet må anses for at følge af testamentet, jf. § 16, stk. 5.

Ifølge § 16, stk. 6 skal  legal arv, som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af § 16, stk. 2 og 3§ 47, stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

Det er arvens værdi ved modtagelsen, der skal lægges til grund ved fradraget, dvs. der skal ikke foretages nogen regulering, heller ikke selv om der er gået mange år siden dødsfaldet.

Ifølge § 16, stk. 7 er reglerne i stk. 2-6 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.

Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelov 540.000 kr., og S arver 180.000 kr.  Når H senere dør, arver D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.

Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S må nøjes med 120.000 kr. Når H senere dør, skal den allerede udbetalte arv tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 720.000 kr. S skal heraf arve 360.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 120.000 kr. D arver ligeledes 360.000 kr.

Reglerne i § 16, stk. 6 burde ikke kun gælde førstafdødes særlivsarvinger, men også fælles livsarvinger

Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D og de har fællesbarnet F. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelod 540.000 kr., og S og F arver hver 90.000 kr.  Når H senere dør, arver F og D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.
S får i alt 90.000 kr.  F får 360.000 kr. og D får 270.000 kr

Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S og F må nøjes med at arve 60.000 kr. til hver. Når H senere dør, skal den allerede udbetalte arv til S (men ikke til F) tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 660.000 kr. S skal heraf arve halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 60.000 kr. D arver også halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr. F arver resten eller 390.000 kr.

Den  korrekte fordeling burde have været 180.000 kr. i alt til de to særbørn og 360.000 kr. til fællesbarnet. Hvis formuen havde været på 600.000 kr., ville de to særbørn hver få 150.000 kr. og fællesbarnet 300.000 kr. Fejlen opstår således udelukkende som følge af, at den udbetalte arv til fællesbarnet ikke skal modregnes ved længstlevendes død.

4. Førstafdøde er død i 2008 eller senere og efterlader sig ikke livsarvinger

Er der alene livsarvinger efter den længstlevende ægtefælle, arver disse som hidtil alene, jf. § 16, stk. 2, 2. pkt.

Er der ikke livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet ifølge § 16, stk. 4 som hidtil med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele - også som hidtil.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

02-04-17