Lov nr. 293 af
24.04.1996 om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter
Lovændringer
Kapitel
1: Lovens anvendelsesområde § 1.
Kapitel
2: Indsættelse af begunstigede §§ 2-10
Kapitel
3: Kreditorforfølgning §§ 11-12
Kapitel
4: Ikrafttræden m.v §§ 13-16.
Lov nr. 293 af 24.04.1996, som ændret ved
§ 2 i lov nr. 516 af 06.06.2007 (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven m.v.) fra d. 01.01.2008.
Kapitel 1: Lovens anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for opsparing i pensionsøjemed og rateopsparing i pensionsøjemed i pengeinstitutter, når opsparingsordningen opfylder betingelserne for skattemæssig begunstigelse i afsnit I, kapitel 1, i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven).
Stk. 2. Ved et pengeinstitut forstås i denne lov et institut, hvori der kan oprettes pensionsordninger som nævnt i stk. 1, jf. pensionsbeskatningslovens § 11 A og § 12.
Kapitel 2: Indsættelse af begunstigede
§ 2. Kontohaveren kan ved opsparingsordningens oprettelse eller senere indsætte en anden som begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart til den begunstigede.
Stk. 2. Kontohaveren kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre kontohaveren over for den begunstigede har givet afkald på dette. Kontohaverens ret til at tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.
Stk. 3. Pengeinstituttet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om kontohaverens dødsfald underrette den skifteret, der behandler kontohaverens dødsbo, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, om begunstigelsesindsættelsen, det opsparede beløb og om, hvorvidt udbetaling er sket. Skifteretten skal herefter underrette kontohaverens ægtefælle og livsarvinger og vejlede om indholdet af § 4.
§ 2 er ændret ved § 2.1 i lov
nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. § 2, stk. 3 finder dog ikke
anvendelse på en begunstigelsesindsættelse, der er foretaget før lovens
ikrafttræden, hvis
1) indsættelsen er uigenkaldelig eller
2) den begunstigede er forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.
Hidtidig formulering:
§ 2. Kontohaveren
kan såvel ved opsparingsordningens oprettelse som senere indsætte en
begunstiget. I så tilfælde udbetales de opsparede midler umiddelbart til denne
i tilfælde af kontohaverens død.
Stk. 2. Kontohaveren kan tilbagekalde indsættelsen, hvis der ikke over for den
begunstigede er givet afkald herpå. Kontohaverens ret til at tilbagekalde
begunstigelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.
§ 3. Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse af sådan
indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet
eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet.
Stk. 2. Kontohaveren kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje.
Stk. 3. Kontohaveren kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis kontohaveren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte de båndlagte midler, bestemmer den skifteret, der behandler boet efter kontohaveren, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem pengeinstituttet skal udbetale de opsparede midler til.
§ 3, stk. 2 og 3 er indsat ved § 2.2 i lov nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008.
§ 4. Hvis indsættelse af en begunstiget må anses for urimelig over for kontohaverens ægtefælle eller en livsarving, kan det ved dom bestemmes, at de opsparede midler helt eller delvis skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10, og § 11, stk. 2, hvis de opsparede midler i stedet var tilfaldet kontohaverens solvente bo.
Stk. 2. Ved afgørelse efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på
1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,
2) ægtefællens, livsarvingernes og den begunstigedes økonomiske behov og
3) omstændighederne i øvrigt.
Stk. 3. Har ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af de opsparede midler til den begunstigede gjort indsigelse over for pengeinstituttet mod udbetalingen, må pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler til den begunstigede, før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har ret til de opsparede midler. Pengeinstituttet kan dog altid udbetale indtil en tredjedel af de opsparede midler til den begunstigede og, hvis den pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb til afholdelse af udgifterne herved.
Stk. 4. En sag efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller livsarvingerne mod den begunstigede inden 1 år efter, at kontohaveren er afgået ved døden.
§ 4 er ændret ved § 2.3 i lov
nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. § 4 finder dog ikke anvendelse på
en begunstigelsesindsættelse, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis
1) indsættelsen er uigenkaldelig eller
2) den begunstigede er forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.
Hidtidig formulering:
§ 4. Når
ingen begunstiget er indsat og de opsparede midler skal udbetales ved
kontohaverens død, tilfalder midlerne dødsboet.
Stk. 2. Har kontohaveren indsat en begunstiget, som ikke er tvangsarving, og
efterlades ægtefælle, livsarvinger eller arveberettigede adoptivbørn eller
disses livsarvinger, skal de opsparede midler, for så vidt angår de nævnte
personers ret til boslod og tvangsarvelod, behandles som tilhørende dødsboet
og som tillagt den begunstigede ved testamente. Dette gælder dog ikke, såfremt
kontohaveren har givet afkald på sin ret til at tilbagekalde indsættelsen af
den begunstigede.
Stk. 3. Har nogen, forinden de opsparede midler i medfør af §
2 er
udbetalt til den begunstigede, over for pengeinstituttet ved forevisning af
vielsesattest, skifteudskrift eller lignende behørigt godtgjort at høre til de
i stk. 2 nævnte efterladte og i denne egenskab gjort indsigelse mod, at sådan
udbetaling sker, må pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler,
forinden det ved forlig eller retslig afgørelse mellem den begunstigede og de
efterladte er afgjort, hvem der har ret til de opsparede midler. Dog har
pengeinstituttet altid ret til at udbetale til den begunstigede indtil en
tredjedel af de opsparede midler eller, såfremt den pågældende sørger for
kontohaverens begravelse, et passende beløb til dækning af udgifterne herved.
§ 5. Ved fortolkningen af bestemmelser om indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne, når de opsparede midler skal udbetales ved kontohaverens død.
Stk. 2. Er kontohaverens ægtefælle indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som kontohaveren ved sin død levede i ægteskab med, som begunstiget.
Stk. 3. Har kontohaveren indsat sine børn som begunstigede, anses den pågældendes livsarvinger, herunder den pågældendes adoptivbørn og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den pågældende.
Stk. 4. Er kontohaverens arvinger indsat som begunstigede, får arvingerne del i de opsparede midler efter det forhold, som de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter kontohaveren.
§ 5 er ændret ved § 2.4 i lov
nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering:
§ 5. Ved fortolkning af de
bestemmelser, hvorved en begunstiget indsættes, gælder, hvis ikke andet fremgår
af omstændighederne, reglerne i stk. 2-5, når de opsparede midler skal
udbetales ved kontohaverens død.
Stk. 2. Er kontohaverens ægtefælle indsat som begunstiget, er det den ægtefælle,
med hvem kontohaveren ved sin død levede i ægteskab, der anses som
begunstiget.
Stk. 3. Har kontohaveren indsat sine børn som begunstigede, anses den pågældendes
livsarvinger, derunder adoptivbørn og disses livsarvinger, som begunstigede
hver for den andel, arveloven tildeler vedkommende.
Stk. 4. Er kontohaverens arvinger indsat som begunstigede, tager enhver af dem
del i de opsparede midler efter det forhold, hvori den pågældende i henhold
til testamente eller loven er arveberettiget efter kontohaveren.
Stk. 5. Har kontohaveren indsat sine 'nærmeste pårørende' som begunstigede,
anses den pågældendes ægtefælle som indsat eller, hvis sådan ikke
efterlades, den pågældendes børn eller, hvis ej heller sådanne efterlades,
den pågældendes arvinger, jf. reglerne i stk. 2-4.
§ 5 a. Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i stk. 2, børn eller arvinger i nævnte rækkefølge.
Stk. 2. For at være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med kontohaveren på fælles bopæl og
1) vente, have eller have haft et barn sammen med kontohaveren
eller
2) have levet sammen med kontohaveren i et ægteskabslignende
forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3. En fælles bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 5 a er indsat ved § 2.5 i lov nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008 og finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden.
§ 5 b. Har kontohaveren ikke indsat en begunstiget, og skal de opsparede midler udbetales ved kontohaverens død, tilfalder de opsparede midler kontohaverens nærmeste pårørende, jf. § 5 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende, tilfalder de opsparede midler kontohaverens dødsbo.
Stk. 2. De opsparede midler tilfalder kontohaverens dødsbo, hvis kontohaveren har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.
§ 5 b er indsat ved § 2.5 i lov nr. 516 af 06.06.2007 fra d. 01.01.2008 og finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden.
§ 6. Er en bestemt person indsat som begunstiget,
bortfalder begunstigelsen, hvis de opsparede midler skal udbetales ved eller
efter kontohavers død og den begunstigede ikke overlever denne.
§ 7. Skal efter aftalen de opsparede midler udbetales, enten
når kontohaveren dør, eller mens den pågældende lever, anses indsættelse af
en begunstiget som kun gældende for dødsfaldet.
§ 8. Indsættelse af en begunstiget medfører ingen indskrænkninger
i kontohaverens ret til at forlange værdien af opsparingsordningen udbetalt.
Stk. 2. Har kontohaveren over for den begunstigede givet afkald på at
tilbagekalde begunstigelsen, anses den pågældende også for at have fraskrevet
sig retten til uden den begunstigedes samtykke at råde således over
opsparingsordningen, at den begunstigedes ret derved indskrænkes eller
forspildes.
§ 9. Så længe pensionsbegivenheden ikke er indtrådt, kan
den begunstigede, selv om begunstigelsen er gjort uigenkaldelig, ikke overdrage,
pantsætte eller på anden måde råde over sit krav.
§ 10. Fremgår det af en rateopsparingsordning, at de
opsparede midler ikke skal udbetales umiddelbart ved den pågældendes død, men
først på et senere tidspunkt, indtræder den begunstigede, såfremt intet
andet fremgår af forholdet, ved kontohaverens død i dennes ret efter aftalen.
Kapitel 3: Kreditorforfølgning
§ 11. Hverken kontohaverens eller den begunstigedes ret
over for pengeinstituttet kan gøres til genstand for retsforfølgning fra deres
kreditorers side, jf. dog § 12.
§ 12. Kommer kontohaveren under konkurs, og findes det, at
den pågældende i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af
indskud på en opsparingsordning omfattet af denne lov har anvendt et efter den
pågældendes formuetilstand på det tidspunkt, betalingen fandt sted,
uforholdsmæssigt stort beløb, kan konkursboet over for pengeinstituttet
forlange, at det for meget erlagte indbetales i boet, for så vidt det kan
udredes af opsparingsordningens værdi.
Stk. 2. Er de opsparede midler forfaldne uden at være udbetalt inden fristdagen, eller forfalder de under konkursbehandlingen, kan konkursboet under de i stk. 1 nævnte betingelser forlange en tilsvarende del af de opsparede midler indbetalt til boet.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder, uanset om der er indsat en begunstiget, og uanset om kontohaveren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen. Har den begunstigede betalt vederlag for indsættelsen, er den pågældende berettiget til af boet at kræve dette tilbage. Såfremt den begunstigede har fået udbetalt de opsparede midler, kan boet gøre kravet gældende mod denne.
Kapitel 4: Ikrafttræden m.v.
§ 13. Loven træder i kraft den 1. juli 1996.
Stk. 2. § 12 finder kun anvendelse på pensionsaftaler, som er indgået efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 15 finder kun anvendelse på pensionsaftaler, som er indgået før
lovens ikrafttræden, når udbetalingstidspunktet er fastsat til den 1. juli
1996 eller senere.
§ 14. I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 683 af 9. august 1995, som ændret senest ved lov nr. 1106 af 20. december
1995, foretages følgende ændringer:
1. § 11 A, stk. 1, nr. 6, affattes således:
'6. Der kan ikke træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til
andre end kontohaverens 'nærmeste pårørende', jf. § 5, stk. 5, i lov om
visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller
kontohaverens ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger,
herunder stedbørn og disses livsarvinger.'
2. § 12, stk. 1, nr. 4, affattes således:
'4. Der kan ikke træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til
andre end kontohaverens' nærmeste pårørende', jf. § 5, stk. 5, i lov om
visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller
kontohaverens ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger,
herunder stedbørn og disses livsarvinger.'
§ 15. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november
1992, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 1091 af 20. december 1995, foretages
følgende ændring:
1. § 512, stk. 3, 2. pkt., affattes således:
'Reglerne om fritagelse for retsforfølgning i lov om tilsyn med pensionskasser
samt i lov om forsikringsaftaler og lov om visse civilretlige forhold m.v. ved
pensionsopsparing i pengeinstitutter berøres ikke heraf.'
§ 16. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan med undtagelse af
§§ 14 og 15 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
![]()
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11