Udlændingeret

Love

Bekendtgørelser

Cirkulærer

Skrivelser

Vejledninger

Betænkninger

Bøger

Artikler

Frihedsberøvelse med henblik på udvisning

Opholdstilladelse

Ægtefællesammenføring

Flygtningenævnets afgørelser er endelige

Retspraksis

Udvisning som følge af kriminalitet 

Udlændinges erhvervelse af fast ejendom

Overtrædelse af udlændingeloven


Love

Repatrieringsloven, jf. lovbekg. nr. 1129 af 13.10.2017

Integrationsloven, jf. lovbekg. nr. 1127 af 11.07.2017

Udlændingeloven

Lov om erhvervelse af fast ejendom

Bekendtgørelser

Bekg. nr. 829 af 19.06.2017 om reintegrationsbistandens størrelse

Bekg. nr. 737 af 12.06.2017 om brug af obligatorisk selvbetjening for indgivelse af ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 557 af 29.05.2017 om forretningsorden for Flygtningenævnet

Bekg. nr. 1626 af 15.12.2016 om regulering af beløb i henhold til udlændingeloven (fra d. 01.01.2017)

Bekg. nr. 1625 af 15.12.2016 om indbetaling og tilbagebetaling af gebyrer for at indgive ansøgninger og klager på områderne vedrørende familiesammenføring, tidsubegrænset opholdstilladelse og religiøse forkyndere m.v.

Bekg. nr. 1565 af 05.12.2016 om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder i 2016

Bekg. nr. 1197 af  27.09.2016 om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen).

Bekg. nr. 107 af 03.02.2016 om betaling af udgifter til underhold mv. af asylansøgere m.fl.

Bekg. nr. 105 af 03.02.2016 om regulering af beløb i henhold til udlændingeloven (fra d. 05.02.2016)

Bekg. nr. 1854 af 23.12.2015 om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige udlændinge

Bekg. nr. 1791 af 17.12.2015 om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder i 2016

Bekg. nr. 1790 af 16.12.2015 om regulering af beløb i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 698 af 27.05.2015 om feriedagpenge

Bekg. nr. 695 af 20.05.2015 om meddelelse af opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold

Bekg. nr. 721 af 13.05.2015 om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens boligforhold

Bekg. nr. 640 af 12.05.2015 om kontrol af ulovligt ophold efter indrejse

Bekg. nr. 1550 af 23.12.2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til studerende

Bekg. nr. 1549 af 23.12.2014 om greencardordningens pointsystem

Bekg. nr. 1446 af 12.12.2014 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 1111 af 09.10.2014 om flygtninge og andres betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder i 2015

Bekg. nr. 1547 af 16.12.2013 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 708 af 18.06.2013 om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige asylansøgere

Bekg. nr. 181 af 26.02.2013 om indvandringsprøven

Bekg. nr. 1299 af 14.12.2012 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 1191 af 13.12.2011 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 780 af 29.06.2011 om undtagelse af visse nationaliteter fra betingelsen om bestået prøve i dansk og danske samfundsforhold (indvandringsprøven)

Bekg. nr. 474 af 12.05.2011 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler (EU-opholdsbekendtgørelsen)

Bekg. nr. 334 af 14.03.2011 om medborgerskabsprøven

Bekg. nr. 1455 af 03.12.2010 om regulering af beløb i henhold til repatrieringsloven og Kosovonødloven

Bekg. nr. 1109 af 12.11.2009 om regulering af beløb i henhold til lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og bekendtgørelse om indfødsretsprøven

Bekg. nr. 1183 af 30.11.2009 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 627 af 25.06.2009 om særlige advokater, der beskikkes i visse sager om administrativ udvisning af udlændinge

Bekg. nr. 1417 af 27.12.2008 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 1158 af 28.11.2008 om regulering af beløb i henhold til lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og bekendtgørelse om indfødsretsprøven

Bekg. nr. 635 af 24.06.2008 om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen) Fra d. 01.07.2008

Bekg. nr. 1402 af 04.12.2007 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 63 af 22.01.2007 om udlændinges adgang her til landet (udlændingebekendtgørelsen) Fra d. 01.02.2007

Bekg. nr. 1270 af 07.12.2006 om regulering pr. 1. januar 2007 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl. og bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Bekg. nr. 1098 af 08.11.2006 om regulering af beløbene i henhold til udlændingeloven

Bekg. nr. 979 af 26.09.2006 om ikrafttræden af visse bestemmelser i lov om ændring af udlændingeloven og lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

Bekg. nr. 934 af 05.09.2006 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1, 2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven

Bekg. nr. 252 af 28.03.2006 om udarbejdelse af integrationskontrakt og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven

Bekg. nr. 192 af 15.03.2006 om forretningsorden for Flygtningenævnet

Bekg. nr. 8 af 09.01.2006 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

Bekg. nr. 1159 af 01.12.2005 om regulering pr. 1. januar 2006 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., bekendtgørelse om prøver inden for danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven)

Bekg. nr. 1158 af 01.12.2005 om regulering af beløb i henhold til repatrieringsloven og Kosovonødloven

Bekg. nr. 1113 af 22.11.2005 om udarbejdelse af individuel kontrakt og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven

Bekg. nr. 649 af 27.06.2005 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1, 2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven

Bekg. nr. 1262 af 10.12.2004 om regulering af beløbene i henhold til udlændingelovens § 4, stk. 2, § 9, stk. 4, 1. pkt., § 42 b, stk. 2, 4-6, 10 og 12, og § 43 a, stk. 5, nr. 3 og stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. juli 2004, som ændret ved lov nr. 429 af 9. juni 2004, og beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001

Bekg. nr. 1204 af 08.12.2004 om regulering pr. 1. januar 2005 af beløb, der udbetales i medfør af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven)

Bekg. nr. 926 af 07.09.2004 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 4, stk. 2, i forbindelse med udstedelse af visum og om betaling af beløb, der er forfaldet til betaling efter udlændingelovens § 4, stk. 3 og 4

Bekg. nr. 814 af 20.07.2004 om opfyldelse af boligkravet i familiesammenføringssager og om kommunalbestyrelsens udtalelse om referencens boligforhold

Bekg. nr. 292 af 28.04.2004 om ophold i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler eller aftale om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EU/EØS-bekendtgørelsen)

Bekg. nr. 1085 af 12.12.2003 om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt., og af beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001

Bekg. nr. 966 af 02.12.2003 om regulering pr. 1. januar 2004 af beløb der udbetales i medfør af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven), lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., bekendtgørelse om særlig støtte efter § 28 a i integrationsloven og bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag for udlændinge, der er omfattet af lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven)

Bekg. nr. 173 af 14.03.2003 om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 4, 1. pkt. 

Bekg. nr. 3 af 02.01.2003 om regulering af beløbet i henhold til udlændingelovens § 11, stk. 5, nr. 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001

Bekg. nr. 582 af 10.07.2002 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens § 9, stk. 4, eller § 9 c, stk. 1, 2. pkt., jf. § 9, stk. 4, til dækning af offentlige udgifter til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven.

Bekg. nr. 579 af 10.07.2002 om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, stk. 10, 2. pkt., og stk. 11, 2. pkt., og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter udlændingelovens § 9, stk. 18.

Bekendtgørelse nr. 644 af 28.06.2001 om aktivering efter integrationsloven.

Bekg. nr. 800 af 24.08.2000 om boligplacering af flygtninge.

Bekg. nr. 575 af 22.06.2000 om opfyldelse af boligkravet i udlændingelovens § 9, stk. 11, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter udlændingelovens § 9, stk. 13.

Cirkulærer

Cirk. nr. 9126 af 26.03.2003 om udpegning af repræsentanter for uledsagede mindreårige asylansøgere - er trykt i TFA 2003.248.

Cirk. nr. 33 af 23.03.2001 om udstedelse af visum ved indrejse i Danmark

Skrivelser

Skrivelse nr. 9317 af 08.07.2008 om sikkerhedsstillelse efter udlændingelovens §§ 9, stk. 4, og 9 c, stk. 1, 2. pkt.

Vejledninger

Vejledning nr. 10138 af 21.11.2017 om regulering pr. 1. januar 2018 af satser efter integrationsloven, repatrieringsloven, lov om integrationsgrunduddannelse og af satser for integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik

Vejledning nr. 9221 af 27.02.2017 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark

Vejledning nr. 9046 af 24.01.2017 om behandling af sager om repræsentanter for uledsagede mindreårige udlændinge

Vejledning nr. 10273 af 30.11.2016 om regulering pr. 1. januar 2017 af satser efter integrationsloven, repatrieringsloven, lov om integrationsgrunduddannelse og af satser for integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik

Vejledning nr. 9069 af 05.02.2016 om visitation, ransagning og beslaglæggelse hos asylansøgere mv.

Vejledning nr. 9025 af 18.12.2015 om regulering pr. 1. januar 2016 af satser efter integrationsloven og repatrieringsloven

Vejledning nr. 9188 af 20.03.2015 om behandling af ansøgninger om visum til Danmark

Vejledning nr. 36 af 14.05.2009 om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse

Vejledning nr. 91 af 30.05.1994 om forskellige spørgsmål i relation til administrationen af udlændingelovens forsørgelseskrav over for ægtefæller.

Betænkninger

Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om revision af de danske visumregler forretningsbesøg og turistbesøg, juni 2013

Udlændinge i tal, rapport fra Indenrigsministeriet juni 2000

Bet. nr. 1288/1995: Delbetænkning III om effektivisering af asylsagsbehandlingen.

Bet. nr. 1292/1995 om administration af udlændingesager.

Bet. nr. 1302/1995 om efteruddannelse af advokater beskæftiget med flygtningenævnssager.

Bet. nr. 1303/1995: Delbetænkning I vedrørende udenlandske kvinders integration og retsstilling.

Bet. nr. 1322/1996 om undervisning af asylansøgerbørn.

Bet. nr. 1337/1997 om integration.

Bet. nr. 1359/1998 om Etniske minoritetskvinders integration og retsstilling i Danmark.

Bet. nr. 1505/2009:  Administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed

Bøger:

Hans Gammeltoft-Hansen: Flygtningeret, 1. udg., 1984, 194 sider, DJØF. Anmeldt af Preben Stuer Lauridsen i UfR 1985 B.87-88.

Tor Birkeland, Jöran Bjällerstedt, Gunnar Homann, Kjell Jönsson, Morten Kjærum, Carl Riber-Mohn, Ingemar Strandberg, Johanna Suurpää og UNHCR: Asyl i Norden, 1.udg., 1990, Dansk Flygtningehjælp. Anmeldt af Elsebeth Rasmussen i ADV 1990.249-250.

Claus Tornøe, Herman Langlouis og Torben Geneser: Udlændingeloven med kommentarer, 2. udg., 1993, DJØF. Anmeldt af Henrik Zahle i UfR 1994 B.286.

Jens Vedsted-Hansen: Opholdsret og forsørgelse. Forsørgelsesbetingelserne i udlændingeretten og socialretlige regler om forsørgelsesadgang for udenlandske statsborgere. 1. udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Jørgen Mathiasen i UfR 1997 B.434-436.

Indenrigsministeriet : Udlændinge 2000. En talmæssig belysning af udlændinge i Danmark, juli 2000.

Af Karen Margrethe Kongstad og Peter S. Willadsen: Integrationsloven og Repatrieringsloven med kommentarer, 1. udg., august 2000, 376 sider, DJØF. Anmeldt af Jens Vedsted-Hansen i UfR 2001 B.68-69.

Kim Ulrich Kjær: Den retlige regulering af asylansøgere i en europæisk kontekst, 1. udg., feb. 2001, 4218 sider, DJØF.

Kim Ulrich Kjær og UNHCR: Håndbog om procedurer og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus - i henhold til 1951-konventionen og 1967 protokollen om flygtninges retsstilling. 1. udg., juni 2002, 104 sider, DJØF.

Karen Margrethe Dahl: Etniske minoriteter i tal, Socialforskningsinstituttet: 03:2005.

Dorthe Kristensen: Indvandring i et EU-retligt, nationalretligt og økonomisk perspektiv, 1. udg., nov. 2011, Boggruppen.

Martin Gräs Lind og Christian Andersen-Mølgaard: Udenlandsk arbejdskraft i Danmark - En oversigt over dansk ret med udvalgte emner i dybden, 1. udg.,  sept. 2012, 441 sider, Boggruppen. Anmeldt af Ole Hasselbalch i UfR 2012.B.487/1.

Peter Starup: Grundlæggende udlændingeret I, 1. udg. nov. 2012, 480 sider, DJØF. Anmeldt af Jens Vedsted-Hansen i UfR 2013 B.229-230.

Anika Liversage & Mikkel Rytter (red.):  Ægteskab og migration - Konsekvenser af de danske familiesammenføringsregler 2002-2012, 2014, Aarhus Universitetsforlag.

Jesper Lindholm: Danske asylafgørelser. Baggrund, kontekst, analyse, 1. udg., 2014, 378 sider, DJØF

Bassah Khalaf: Sekundær EU-opholdsret, 1. udg. marts 2016, 449 sider, DJØF

Bjørn Dilau Jacobsen, Niels Hnrik Larsen, Nina Marie Lassen, Jesper Lingholm og Jens Vedsted-Hansen: Udlændingeret - Indrejse, Visum, Asyl, Familiesammenføring, 4. udg. marts 2017, 594 sider, DJØF. 1. udg., 1995 er anmeldt af Helle B. Sørensen i FM 1996.120-121.

Artikler:

1981

1982

1983

1984

1986

1988

1990

1992

1994

1996

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

1981

Beth Groth Nielsen i JUR 1981.115-118: Om kunsten at ændre retsregler uden at påvirke praksis. (Omhandler udvisning af udlændinge).

Hans Gammeltoft-Hansen i JUR 1981.493-503: Udlændinges retsstilling.

1982

Morten Kjærum og Mette Hartlev i Justitia nr. 1/1982: Dansk udlændingepolitik i en krisetid - forudsætninger og virkninger.

1983

Michael Elmer og Claus Tornøe i JUR 1983.324-337: Udlændingeloven.

1984

Henrik Nebelong i UfR 1984 B.263-269: Om udlændingelovens anvendelighed på udenlandske EF-borgere i Danmark.

1986

Gunnar Homann og Henrik Steen Andersen i ADV 1986.289: Advokatens behandling af flygtningenævnssager.

Hans Gammeltoft-Hansen i JUR 1986.41-57: Ændringer i asylproceduren.

Jens Vedsted-Hansen i JUR 1986.203-207: Om udlændingelovens fortolkning - og om folketingsforlig som retskilde.

Morten Kjærum i JUR 1986.353-362: Proceduren for åbenbart grundløse sager - udlændingelovens § 53 a, stk.3.

Jacob Gammelgaard og Lene Johannessen i Justitia nr. 4/1986: Kriterier for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens  § 9, stk. 2, nr. 2 - en undersøgelse af praksis i perioden juni 1985 til april 1986.

Jens Vedsted-Hansen i JUR 1987.72-78: Udenrigspolitiske instrumenter contra national asyllovgivning. (Om modsætningsforholdet mellem dansk udenrigspolitik og dansk asyllovgivning).

Henrik Steen Andersen i JUR 1987.164-172: Frihedsberøvelse af asylansøgere.

1988

Thorkild Høyer i UfR 1988 B. 49-53: Udlændinge og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jens Vedsted-Hansen i JUR 1989.219-233: Sanktioner mod transportselskaber med "inadmissible passengers".

1990

Hans Gammeltoft-Hansen i ADV 1990.237-243: Ombudsmandens kompetence i asylsager m.v.

Lars Langkjær i Lov & Ret nr. 5/1991 p. 33-36: Ret og rettigheder i flygtningedebatten.

1992

Morten Kjærum i JUR 1992.266-276: Første asyllandsbegrebet.

Johan Reimann i JUR 1992.428-431: Ændring af udlændingeloven - nye regler bl.a. om adgangen til familiesammenføring.

Poul Christian Matthiessen i Lov & Ret nr. 5/1992 p. 9-12: Indvandringen stopper ikke foreløbig.

Jacob Gammelgaard i Lov & Ret nr. 6/1992 p. 4-8: Der er behov for nogle nye flygtningebegreber.

Jens Vedsted-Hansen i Lov & Ret nr. 9/1992 p. 33: Demografi og menneskerettigheder.

Lars Adam Rehof i UfR 1992 B.145-151: Eksterritoriale virkninger af Den europæiske menneskerettighedskonvention - visse udvisnings- og udleveringsbegrænsninger.

1993

Jens Vedsted-Hansen i ADV 1993.61-64: Misinformation eller retspolitisk behændighed?

Lene Johannessen i JUR 1993.154-163: Er boligkvoter for udlændinge i strid med FN's Racediskriminationskonvention?

Kim U. Kjær i JUR 1993.197-223: Reguleringsmekanismer på flygtningeområdet.

Jens Bødtcher-Hansen, Martin Andre Dittmer, Jacob Federspiel og Niels Bang Sørensen i Justitia nr. 2/1993: Familiesammenføring i EF-retten.

Gert Holst Matthiesen i Justitia nr. 2/1993: Udlændinges erhvervelse af fast ejendom i Danmark.

Sonja Albrink i Lov & Ret nr. 6/1993 p. 20-21: For meget spredt fægtning i flygtningedebatten.

Folmer Reindel i Lov & Ret nr. 8/1993 p. 6: Samordnet indsats for flygtninge nødvendig.

Jacob Gammelgaard i Lov & Ret nr. 9/1993 p. 9-13: Midlertidig beskyttelse af flygtninge - eller kaos. (Omhandler lov om midlertidig opholdstilladelse for visse personer fra det tidligere Jugoslavien)

1994

Kim U. Kjær i UfR 1994 B.79-86: Ombudsmandens prøvelse af asylsager.

Kim U. Kjær i UfR 1994 B.453-460: Frihedsberøvelse af asylsøgere.

Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret 1996 p.173-204: Frihedsberøvelse af asylsøgere - på kant med EMRK

Gunnar Homann i FM 1995.16-19: Ny problemstilling ved udvisningssager mod krigsflygtninge.

Kim U. Kjær i UfR 1995 B.153-157: Frihedsberøvelse af asylansøgere - en opfølgning.

Kim U. Kjær i UfR 1995 B.474-479: Frihedsberøvelse af asylansøgere - en afrunding.

Jens Vedsted-Hansen i JUR 1995.284-289: Flygtningenævnets sammensætning i principielle sager - procesgaranti contra fleksibilitet?

1996

Jens Vedsted-Hansen i JUR 1997.411-430: Forsørgelseskravet i familiesammenføringssager.

Axel Lund i EU-ret & Menneskeret 1997 p.317-335: Immigration og menneskeret. (Omhandler hvilke rettigheder, der udspringer direkte af EMRK og diskuterer de problemer, dette rejser for de enkelte lande).

1998

Jens Vedsted Hansen i EU-ret og Menneskeret nr. 2/1998 p.49-57: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: non refoulement-virkningen af EMRK artikel 3.(Omhandler EMRK art. 3 og rækkevidden af denne bestemmelses betydning for nationale myndigheders ret til bl.a. udvisning.).

Kim U. Kjær i JUR 1998.45-55: "En grov tilsidesættelse af grundlovens klare ord" - om en endelighedsklausul, dens rækkevidde og konsekvenser. (Indeholder en kommentar til UfR 1997.1157 HD)

Kim U. Kjær i UfR 1998 B. 36-42: Motivationsfremmende foranstaltninger.

1999

Morten Kjærum i EU-ret & Menneskeret nr.2/1999 p.8-17: Flygtningeret -  menneskeret. (Omhandler princippet om non-refoulement, med særlig fokus på FN's   konvention mod tortur art.3).

Birgitte Kofod Olsen i Lov & Ret nr. 1/1999 p. 16-19: Blodtype-tvang uden lovhjemmel. (Omhandler faderskabssager, familiesammenføringssager og straffesager).

Birthe Rønn Hornbech i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 18: Polikernes medioptræden er ingen retskilde (Kritiserer de politikere, der mistænkeliggør Udlændingestyrelsen og intervenerer i konkrete sager)

Kim U. Kjær i UfR 1999 B.84-90: Motivationsfremmende foranstaltninger i flere varianter.

2000

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 2/2000 p. 24-26: Udvisning af udlændinge

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2000 p. 33: Tvangsægteskaber.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2000 p. 36-37: Udenlandsk arbejdskraft (Omtale af lovforslag L 208 om ægtefællesammenføring og L 264 om skærpelse af straffen for ulovlig beskæftigelse af udlændinge)

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2000 p. 32-33: Ulovlig indrejse (omhandler ændringerne af udlændingeloven ved L 264)

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2000 p. 36-37: Udlændingetal skal kulegraves. (Omtale af Indenrigsministeriets rapport "Udlændinge i tal", juni 2000)

Elisabeth Arnold i Lov & Ret nr. 7/2000 p. 27: Kriminelle asylsøgere og koordineret samarbejde.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2000 p 33: Asylansøgeres ophold i Danmark. (Optale af ny pjece fra Udlændingestyrelsen).

2001

Jens Vedsted-Hansen i JUR 2001.161-172: Skærpede betingelser for familiesammenføring. (Omhandler lov nr. 424 af 31.05.2001 om krav til egen bolig, tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring og indsats mod ægteskaber, der ikke beror på parternes egen fri vilje).

Morten Kjærum i JUR 2001.249-262: Beskyttelse af flygtninge mellem statslige interesser og menneskerettigheder. Hvor er Europa på vej hen?

Kim U. Kjær i JUR 2001.410-422: EU's asylpolitik på glatis?

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2001 p. 28-29: Indgreb mod kriminelle asylansøgere.

Jens Vedsted-Hansen i Rettid 2001.14-22: Domstolenes praksis over for personer med anden etnisk baggrund

Kim U. Kjær i UfR 2001 B.170-176: Bevissituationen i asylsager.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2001 p. 30-31: Integrationen langt fra målet.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2001 p. 31: Uledsagede flygtningebørn.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2001 p. 31: Nye oplysninger om udlændinge. (Om årbog om udlændinge i Danmark 2001 - Status og udvikling.)

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2001 p. 29-32: Regler om udlændinge og anti-terrorpakken præger folketingsarbejdet.

2002

Jonas Christoffersen i JUR 2002.296306: Frihedsberøvelse af kriminelle asylansøgere.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 1/2002 p. 33-35: Nye ideer om retspolitik. (Forhøjede strafferammer for vold og voldtægt, bedre vidnebeskyttelse, anti-terror pakke, 2001's udlændingetal)

Sune Skadegård Thomsen i Lov & Ret nr. 3/2002. p. 24-27: Diskriminerende klima i høj grad skabt af medier.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2002 p. 32-34: Hurtigt ind i det danske samfund.

Claes Nilas i  Lov & Ret nr. 4/2002 p. 43: Diskrimination af danske statsborgere?

Claes Nilas i  Lov & Ret nr. 5/2002 p. 31-43: Den nye udlændingelov i praksis.

Jens Vedsted Hansen i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 14-18: Asyl, indvandring og forbehold.

Bertel Haarder i Lov & Ret nr. 6/2002 p. 19-21: Tid til ny debat om forbehold.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 13-14: Status for udlændinge.

2003

Kim U. Kjær i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2003 p. 219-232: De udlændingeretlige elementer af FN's terrorresolution i dansk ret.

Kim U. Kjær i JUR 2003.3-14: Afskaffelse af de facto-begrebet - fup eller fakta?

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 2/2003 p. 26-28: Fokus på udlændinge.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2003 p. 29: Hjemsendelse af asylansøgere.

Claes Nilas Lov & Ret nr. 5/2003 p. 24-25: Udsendelse af asylansøgere.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2003 p. 25-26: Tilknytning og familiesammenføring.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 7/2003 p. 26: Danmark og EU's udlændingepolitik.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2003 p. 23-24: Rapport fra arbejdsgruppe vedrørende visum.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 8/2003 p. 25: Illegal arbejdskraft

Kim U. Kjær i UfR 2003 B.345-350: Flygtningenævnets status under lup.

2004

Jonas Christoffersen i EU-ret & Menneskeret nr. 6/2004 p. 273-287: Ægtefællesammenføring

Anders Henriksen i JUR 2004.93-103: Udlændingelovens § 7, stk. 2. Svaret må blive: Fakta

Kim U. Kjær i JUR 2004.322-326: Om den nye B-status - en kommentar.

Lissa Mathiasen i Lov & Ret nr. 3/2004 p. 26: Illegal arbejdskraft

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 3/2004 p. 32-33: Lettere at komme på besøg i Danmark.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 4/2004 p. 23: Nye trends på udlændingeområdet

Ida Elisabeth Koch i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 19-22: Starthjælpen og menneskerettighederne.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 5/2004 p. 24-26: Udlændingepolitikken og konventionerne.

Elisabeth Arnold i  Lov & Ret nr. 6/2004 p. 35: Kampen om konventionerne.

Jens Vedsted-Hansen i Lov & Ret nr. 8/2004 p. 17-22: Asyl og indvandring i EU - harmonisering med forbehold

Jonas Christoffersen i UfR 2004 B.97-106: Domstolsprøvelse i terrorsager mv.

Kim U. Kjær i UfR 2004 B.390-396: Udsendelsesfremmende foranstaltninger.

2005

Ulla Iben Jensen i Justitia nr. 4/2005 p. 3-53: Flygtningebegreber og asylmotiver i dansk ret. - forholdene nævnt i lovforslag L152 og deres status som asylmotiv under udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2

2006

Jens Vedsted Hansen i ADV nr. 10/2007 p. 36-38: Selvbetjening og selvforsørgelse i udlændingesager - enkelt og kompliceret.

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2006.264-278: Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og familiesammenføring.

Jonas Christoffersen i JUR 2006.37-45: Forvaltningsretlig transparens: Om familiesammenføring i praksis

Louise Marie Jespersen i Justitia nr. 2/2006 p. 3-49: Lovgivers og Højesterets rolle i udvisningssager

2007

Pia Møller i ADV nr. 8/2007 p. 22-24:  Udlændingeservice vil have fat i erhvervsadvokaterne.

2008

Morten Broberg i ADV nr. 6/2008 p. 38-40: Udlændingeservices overtrædelse af EU-retten påfører Danmark erstatningspligt

Catherine Jacqueson i ADV nr. 10/2008 p. 36-38: Danmark halter efter EU-regler om familiesammenføring (De nye danske regler om familiesammenføring er på kollisionskurs med EU-retten.)

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2008.187-199: Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og udsendelse af udlændinge med helbredsproblemer.

Jonas Christoffersen i UfR 2008 B.131-134: Domstolsprøvelse af terrorsager m.v. (II).

2009

Anders Chr. Jensen i ADV nr. 6/2009 p. 20-23: Uegnet til retssager (Retslægerådet medvirker til stribevis af forkerte afgørelser i udlændingesager. Bør det nedlægges?)

Ida Elisabeth Koch i ADV nr. 7/2009 p. 30-32: Må vi udsulte mennesker i Danmark (Komm. til ØLD af 24.04.2009, hvorefter starthjælpen ikke er i strid med GRL § 75, stk. 2 eller EMRK art. 14)

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret 2009.234-243: EMRK artikel 3: Konkretisering vs. individualisering af risiko i asylsager

Jacob Mchangama i UfR 2009 B.23-31: Tålt ophold: (u)berettiget frihedsberøvelse eller indgreb i bevægelsesfriheden?

2010

Eva Ersbøll i JUR 2010.121-127: Det lige statsborgerskab - Udlændingelovens regler om familiesammenføring: tilknytningskravet og 28-års-reglen (Kommentar til UfR 2010.1035 HD)

Christina Barnow i RETTID 2010 afhandling nr. 5: Udvisning, særligt med henblik på EU-borgere

Linda Thi Thao Uyen Nguyen i RETTID 2010 afhandling nr. 23: Udlændingelovens § 9, stk. 8, med særlig fokus på 2.pkt.

Louise Halleskov Storgaard i UfR 2010 B.394-398: Børns adgang til familiesammenføring med herboende forældre - om Højesterets domme af 19. marts 2010.

2011

Maiken Beierholm i ADV nr. 4/2011 p. 10-12: Ret alene i verden (Advokater spiller en nøglerolle, når retssikkerheden skal sikres for uledsagede børn, der ankommer til Danmark.)

Jens Vedsted-Hansen i ADV nr. 4/2011 p. 20-23: Ubesvarede Dublin-spørgsmål efter menneskeretsdom (Dublin-forordningen skal stadig anvendes med respekt for den europæiske menneskeretskonvention – efterlever Danmark dette princip?)

Peter Skaarup i ADV nr. 5/2011 p. 29: Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent (Domstolene modvirker integrationen og Folketingets lovgivning, når “hensyn til familien” spærrer for udvisning.)

Catherine Jacqueson i ADV nr. 5/2011 p. 32-33: EU-domstolens runddans omkring unionsborgerskabet (Ifølge medierne kaster EU-Domstolen jævnligt “bomber”, som slår hul i dansk udlændingepolitik. Artiklen vurderer, hvilken betydning den seneste, meget omtalte, Zambrano-dom reelt har.)

Anders Henriksen i UfR 2011 B.93-97: Vilkår for udlændinge på tålt ophold

Peter Starup i UfR 2011 B.143-148: Dansk familiesammenføringsret og Ankara-aftalen.

2012

Jens Elo Rytter i JUR 2012.225-233: "Tålt ophold" - i lyset af UfR 2012.2874 HD (Karkavandi)

Frederik Gammeltoft i JUR 2012.234-239 : Ændringer af udlændingeloven i folketingsåret 2011-12

Morten Søndergård Pedersen i Rettid 2012 afhandling nr. 6: Forfølgelsesbegrebet i FN’s Flygtningekonvention

Jens Vedsted-Hansen i UfR 2012 B.360-366: Straf eller straffrihed for asylansøgeres anvendelse af falske rejsedokumenter 

2013

Lene Rosenmeier i ADV nr.4/2013 p. 10-11: Skærpede udvisningsregler skaber juridisk uklarhed (Hele 50 gange er udlændingeloven ændret de sidste 15 år og ofte for at skærpe reglerne for udvisning. Samtidig er der opstået uklarhed om, hvornår en udlænding kan vises ud af landet, advokat Gunnar Homann)

Lene Rosenmeier i ADV nr.4/2013 p. 12-13: En hårfin afvejning (På den ene side… Og på den anden. En hårfin afvejning mellem hensynet til den enkeltes livssituation på den ene side og de samfundsmæssige interesser på den anden kan afgøre, om en person skal udvises af landet, nogle gange for evigt. Hvilken vej vægtskålen tipper er ikke altid forudsigeligt. Interview med Jens Bruhn-Petersen)

Lene Rosenmeier i ADV nr.4/2013 p. 14-15: Svært at spotte ofre for menneskehandel (Ofre for menneskehandel kan få tiltalefrafald og undgå udvisning for mild kriminalitet, som de begår som led i deres ulykkelige situation. Men ofte fortæller de ikke selv, at de er handlede, og myndighederne er heller ikke altid gode nok til at få det frem i lyset. Interview med Sysette Vinding Kruse)

Lene Rosenmeier i ADV nr.4/2013 p. 16-17: (Når en udvist kriminel dukker op i et andet land, kan der sagtens vente ubehagelige overraskelser. Vi ved for lidt om konsekvenserne for de udviste, mener strafferetsadvokat Hanne Rahbæk, der også peger på, at mange udvisningssager ikke bliver anket.)

Dorthe Kynde Nielsen i Rettid 2013, Afhandling nr. 8: Udvisning af EU-borgere med fokus på administrativ udvisning

Pernille Teglberg Jørgensen i Rettid 2013, Afhandling nr. 13: Uledsagede mindreårige asylansøgere - Med særlig fokus på danske regelændringer set i lyset af FN's konvention om Barnets Rettigheder

2014

Peter Vedel Kessing i ADV nr. 4/2014 p. 40-43: På utålelige vilkår (De er udstødt af samfundet. De har ingen mulighed for at få job. De har 30 kroner om dagen til underhold. Det er vilkårene for en lille gruppe udviste, der lever i et ureguleret ingenmandsland. Peter Vedel Kessing fra Dansk Institut for Menneskerettigheder har set vilkårene for tålt ophold efter i sømmene.)

Bassah Khalaf i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2014 p. 15-25: Sag C-34/09, Zambrano og familiesammenføring

Henrik Skovgaard-Petersen i EU-ret & Menneskeret 2014.128-144: Gensyn med Singh og Carpenter – Sag C-456/12, O og B, og C-457/12, S og G (Om familiesammenføring)

Katja Høgh i EU-ret & Menneskeret nr. 5/2014 p. 294-319: Ret til familiesammenføring efter Ankara-aftalen?

Peter Starup i EU-ret og Menneskeret nr. 6/2014.359-377: Hvilket råderum efterlader EMRK art. 8 og 14 Danmark med på ægtefællesammenføringsområdet

2015

Peter Starup i EU-ret og Menneskeret nr. 3/2015 p. 120-148: Mens vi venter på Genc. Foreløbig undersøgelse af herboende erhvervsaktive tyrkiske statsborgeres ret til familiesammenføring efter Ankara-aftalen

Johan Næser i JUR 2015.28-35Opholdsret efter Zambranoprincipperne – alle veje fører til den fri bevægelighed ( Artiklen søger at belyse Zambrano-dommens rækkevidde i lyset af EU-Domstolens senere praksis om tredjelandsstatsborgeres afledte opholdsrettigheder efter TEUF art. 20 om unionsborgerskab. En række temaer udsondres med henblik på at vise sammenhængen mellem EU-Domstolens indsnævring af Zambrano-princippernes indhold og dens valg af hensynet til fri bevægelighed som beskyttelsens omdrejningspunkt samt udløsende faktor for EU-retlig jurisdiktion. Det konkluderes, at EU-Domstolen har udlagt Zambrano-dommen restriktivt i forhold til dens potentiale.)

Peter Starup i JUR 2015.187-204: Tålt ophold - tvangsforanstaltninger, håndhævelse og ophør

Yasaman Mesri og Tove Nørkær Nielsen i Justitia nr. 1/2015 p. 3-56: Refoulementforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 i sager vedrørende humanitære forhold

Ulrick Junge i RETTID 2015 afhandling nr. 8: Omvendt diskrimination og ulighed for loven - en konsekvens af EU reglerne om opholdsret

2016

Steen Thorup Kristensen og Hanne Hauerslev i ADV nr. 2/2016 p. 8-21: Udlændingeloven og retssikkerheden

    Lad os få den fundamentale retssikkerhed tilbage (Jonas Christoffersen)
    Signalpolitik via familiesammenføringsreglerne (Gunnar Homann)
    Hovsa-løsninger svækker retssikkerheden (Jens Vedsted-Hansen)

Louise Halleskov Storgaard i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016 p. 5-8: Dom i Genc-sagen (EU-Domstolen (Store Afdeling) afsagde d. 12.04.2016 dom i Genc-sagen vedrørende erhvervsaktive tyrkiske statsborgeres adgang til familiesammenføring efter associeringsaftalekomplekset mellem EU og Tyrkiet. )

Jesper Lindholm i  EU-ret & Menneskeret nr. 1/2016 p. 23-32:  FNs menneskerettighedskomiteers kritik af Flygtningenævnets afgørelser  (I slutningen af 2015 afgav tre af FN’s menneskerettighedskomiteer kritik af det danske Flygtningenævns praksis i dobbelt så mange tilfælde som alle komiteer i de seneste godt 11 år. I artiklen behandles den menneskeretlige kontrol af nationale asylafgørelser samt flertallet af de seneste afgørelser mod Danmark, herunder spørgsmålet om bevisbedømmelse og troværdighedsvurderinger. Det anføres, at Danmark fortsat må styrke dialogen med komiteerne med henblik på at opnå en fælles forståelse af bl.a. tilgangen til bevisbedømmelsesspørgsmål)

Eva Ersbøll i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2016 p. 18-29: Biao mod Danmark: Diskrimination mellem danske statsborgere. (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols Storkammer afsagde d. 24.05.2016 dom i den såkaldte Biao-sag om diskrimination mellem danske statsborgere indbyrdes i forhold til adgangen til ægtefællesammenføring. Storkammeret kom – i modsætning til tidligere retsinstanser – frem til, at den såkaldte 28-årsregel, der undtog danske statsborgere med dansk statsborgerskab gennem 28 år fra at skulle opfylde udlændingelovens tilknytningskrav, var i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Artiklen fokuserer særligt på, hvilket retsgrundlag Storkammeret havde for sin dom, og herunder hvilken rolle den europæiske statsborgerretskonventions princip om ikke-forskelsbehandling af statsborgere spillede.)

Peter Starup i JUR 2016.239-251: Intergrationsydelsen og EU-retten

Jonas Christoffersen i UfR 2016 B. 279: Prøvelse af Flygtningenævnets afgørelser

2017

 Hanne Hauerslev i ADV nr.1/2017 p. 22-25: Advokat midt i brændpunktet

Artiklen omhandler to advokaters (Hannah Krog og Jens Bruhn-Petersen) oplevelser, da de var udstationeret af CCBE i flygtningelejeren Moria.

Lisbeth Bech Poulsen i ADV nr. 4/2017 p. 26: Når tålt ophold bliver utåleligt.

Peter Vedel Kessing i EU-ret & Menneskeret nr. 1/2017 p. 3-12: Ny dom fra Den Europæiske menneskerettighedsdomstol kræver ændring af humanitær opholdstilladelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har m ed en ny storkammerdom ifra december 2016 præciseret, under hvilke betingelser en deltagerstat kan udsende udlændinge med alvorlige behandlingskrævende helbredsproblemer. Dommen er på flere måder et opgør med Domstolens tidligere yderst restriktive praksis på området og bør føre til ændring af Udlændinge- og Integrationsministeriets (UIM) praksis for at meddele humanitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, i udlændingeloven.

Julie Bryske Møller Nielsen i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 9-20: Den danske håndtering af familiesammenføring efter malmø-modellen.

Familiesammenføring efter EU-retten er for mange personer den bedste vej til at vende tilbage til Danmark efter endt ophold i en anden EU-medlemsstat. Artiklen fastlægger med udgangspunkt i en række utrykte domme og myndighedsafgørelser, hvilke momenter der bliver lagt vægt på, ligesom det vurderes, hvilke EU-retlige problemstillinger den danske praksis rejser.

Peter Vedel Kessing og Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 38-58: Tålt ophold - menneskeretlig status efter endnu en højesterestdom og nye stramninger.

Højesteret fastslog i januar 2017  (UfR 2017.1228 HD) for anden gang, at en udlænding på tålt ophold havde været udsat for et uproportionalt indgreb i sin ret til bevægelsesfrihed. Kort tid efter vedtog Folketinget endnu engang at stramme forhold og livsvilkår for udlændinge på tålt ophold. Artiklen gennemgår og drøfter de menneskeretlige problemstillinger vedrørende tålt ophold. Det konkluderes, at det nuværende regime ud fra en menneskeretlig vurdering er uholdbart og må revurderes.

Opholdstilladelse

Retspraksis

Opholds- og meldepligt, jf. UDL § 34, stk. 4

Opholds- og meldepligt, jf. UDL § 34, stk. 4

UfR 2017.1228 HD: Myndighedernes afgørelser om ophold i Center Sandholm og om daglig meldepligt indebar efter 3 år og 11 måneder et uproportionalt indgreb i T's bevægelsesfrihed

Sagen angik en udlænding, U, der ved HR’s dom i 2005 blev straffet med fængsel i 8 år for grov narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Udlændingemyndighederne traf i 2009, da han blev prøveløsladt, afgørelse om, at U ikke kunne tvangsudsendes til sit hjemland. I forbindelse hermed blev han pålagt daglig melde- og opholdspligt i Center Sandholm. C, HR skulle tage stilling til, i hvilket omfang U kunne straffes for overtrædelse af påbud om opholds- og daglig meldepligt i C i perioden februar 2010 til februar 2015. HR skulle i den forbindelse tage stilling til, om påbuddene udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed, jf. art. 2 i EMRK’s Tillægsprotokol 4, og i hans ret til familieliv, jf. EMRK art. 8, og om påbuddene var i strid med diskriminationsforbuddet i art. 14. Udlændingestyrelsen, S, havde løbende vurderet, om fortsat ophold i C måtte anses for proportionalt, og havde i den periode, tiltalen angik, bl.a. truffet afgørelse herom. HR flertal udtalte bl.a., at da S traf afgørelse, havde opholds- og meldepligten varet i 3 år og 11 måneder. S havde på det tidspunkt et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at U ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af ham kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til sit hjemland, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. U’s pligt til at tage ophold i C fra d. 09.10.2013 udgjorde et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4. S’ afgørelse af 09.10.2013 om fortsat ophold var derfor ugyldig. Som følge heraf var meldepligt i C ugyldig fra dette tidspunkt. U blev derfor straffet for overtrædelse af opholds- og meldepligten i perioden frem til d. 09.10.2013, og han blev frifundet for overtrædelser, der lå efter denne dato. Straffen blev nedsat til fængsel i 30 dage. ØL var delvist nået til et andet resultat. (4-1) Komm. af Peter Vedel Kessing og Jens Elo Rytter i EU-ret & Menneskeret nr. 2/2017 p. 38-58: Tålt ophold - menneskeretlig status efter endnu en højesterestdom og nye stramninger.

UfR 2017.1676 ØLD: Det var ikke uproportionalt ift. art. 2, i Tillægsprotokol 4 til EMRK at pålægge T daglig meldepligt i Center Sandhold. T idømt 30 dages fængsel for at undlade at efterkomme afgørelsen om meldepligt i 1183 tilfælde

T var tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4, ved at have undladt at efterkomme Rigspolitiets, R’s, afgørelser om meldepligt i Center Sandholm i 1183 tilfælde. T nedlagde påstand om strafbortfald under henvisning til, at den pålagte meldepligt var uproportional og i strid med EMRK. Retten i Hillerød fandt, at det fulgte af art. 2, stk. 1, i Tillægsprotokol 4 til EMRK, at enhver, der lovligt befandt sig på en stats område, inden for dette skulle have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholdssted. Art. 2 omfattede også udlændinge, der var på tålt ophold her i landet, og reglerne om meldepligt og om ophold i Center Sandholm var indgreb i bevægelsesfriheden efter art. 2, stk. 1, jf. forarbejderne til lov om ændring af UDL. UDL § 34, stk. 4, indeholdte hjemmel til pålæg om at give møde hos politiet i Center Sandholm på bestemte tidspunkter. Henset til, at T siden R’s første afgørelse var pålagt daglig meldepligt, at T systematisk ikke overholdte meldepligten, og at T blev anset for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og på denne baggrund udvist af Danmark for bestandigt, var den pålagte meldepligt ikke uproportional. Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage, jf. UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4. ØL fandt, at det påhvilede ØL at foretage en vis prøvelse af de afgørelser, som R traf, og som lå til grund for tiltalen. T blev i 2008 udvist af Danmark, fordi udgjorde en fare for statens sikkerhed. Han levede på tålt ophold som følge af Flygtningenævnets afgørelse, hvorefter han ikke kunne udsendes ved brug af tvang, jf. UDL § 31, stk. 1. Indgrebene i bevægelsesfriheden varetog hensynet til den nationale sikkerhed og den offentlige orden og havde til formål at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse. En sådan offentlig interesse måtte som udgangspunkt veje tungere end hensynet til T’s bevægelsesfrihed. T var med rette pålagt en meldepligt, og denne indskrænkning var ikke uproportional ift. art. 2 i Tillægsprotokol 4 til EMRK eller EMRK art. 8. Det måtte ved proportionalitetsvurderingen tillægges betydelig vægt, at T var på tålt ophold som følge af en underbygget vurdering af at være til fare for statens sikkerhed. ØL stadfæstede. (5-1)

UfR 2017.2394 ØLD: Krav om personlig meldepligt tre gange om ugen og krav om ophold på Center Sandholm var et uproportionalt ingreb i T’s bevægelsesfrihed og i strid med EMRK art. 2

T var tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4, ved flere gange at have undladt at efterkomme Rigspolitiets, R’s afgørelse af 17.04.2013 om personlig meldepligt hver mandag, onsdag og fredag kl. 10 hos R i Center Sandholm. Yderligere var T tiltalt for overtrædelse af UDL § 60, stk. 1, jf. § 42 a, stk. 9, for flere gange at have undladt at tage ophold på det angivne opholdscenter. Retten i Hillerød fandt, at der efter en samlet vurdering, navnlig under hensyn til T’s begåede grove kriminalitet og risikoen for ny kriminalitet, at den pålagte meldepligt og opholdspligt ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. Vanskeligheden ved at bevare kontakten til familien og det forhold, at T ikke forsøgte at skjule sig for myndighederne, kunne ikke føre til et andet resultat. Straffen fastsattes til fængsel i 7 dage, jf. UDL § 60, stk. 1, jf. § 34, stk. 4 og § 42 a, stk. 9, 1. pkt. ØL fandt, at R og Udlændingestyrelsen i 2013 havde et sikkert grundlag for at vurdere, at der ikke var konkret risiko for, at T ville skjule sig for politiet, at der ikke var udsigt til, at udvisningen af T kunne gennemføres inden for en overskuelig fremtid, at han som følge af risikoen for tortur og anden nedværdigende behandling ikke havde reel mulighed for at udrejse frivilligt til Libanon, og at der ikke var noget andet land, han kunne udrejse til. Pligten til tre gange ugentligt at melde sig til R i Center Sandholm og pligten til fortsat at tage ophold i Center Sandholm udgjorde herefter et uproportionalt indgreb i T’s bevægelsesfrihed i strid med EMRK art. 2. T frifandtes i det hele for den rejste tiltale.

Retspraksis

Saranda Krasniqi i Rettid 2012 afhandling nr. 3: Tidsubegrænset opholdstilladelse – det nye pointsystem

Katarina Lundh i Justitia nr. 1/2012 p. 49-94: Tredjelandsfamiliemedlemmers indrejse- og opholdsret i medfør af EU-retten (Specialet analyserer hvilke indrejse- og opholdsrettigheder, der i medfør af EU-retten gælder for tredjelandsfamiliemedlemmer til EU-borgere. Ud fra en gennemgang af dommene: MRAX, Singh, Akrich, Eind, Baumbast, Chen, Jia og Metock vurderes der, om dansk praksis er i overensstemmelse med EU-retten).

UfR 1996.529 HD: Justitsministeriets afslag på opholdstilladelse til 38-årig mentalt retarderet tyrkisk kvinde, hvis forældre og søskende opholdt sig i Danmark, blev ophævet, idet afgørelsen burde være truffet efter UDL § 9, stk. 2, nr. 1 i stedet for nr. 4.

UfR 1996.803 HKK: Ansøgning om familiesammenføring med datter, som boede i Kina, var indsendt til Flygtningerådgivningen i Aalborg Kommune d. 27.05.1992, og d. 10.02.1993 til Den Danske Ambassade i Peking. Direktoratet for Udlændinge meddelte afslag, da datteren var fyldt 18 år d. 24.06.1992. Højesteret fandt, at ansøgningen måtte anses for rettidig, jf. herved tillige FVL § 7, stk. 2.

UfR 1996.1422 ØLD: Tyrkisk dreng født i 1983 havde i 1989 fået opholdstilladelse hos M og H. I 1993 viste en DNA-undersøgelse, at D ikke var søn af M og H, og opholdstilladelsen blev inddraget i 1996. ØL fandt ikke betingelserne efter UDL § 19, stk. 3 og § 19, stk. 5 for inddragelse af opholdstilladelse for opfyldt.

UfR 1996.1520 ØLD: Indenrigsministeriet fandt, at opholdstilladelse til tyrkisk M var bortfaldet, da M havde opholdt sig i Tyrkiet i 10 måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt.. M havde ikke godtgjort omstændigheder, hvorefter det udøvede skøn hvilede på et usagligt eller i øvrigt ulovligt grundlag.

UfR 1996.1616 HKK: A, der var 80-årig iransk statsborger, havde fået afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 4, da hans søn B, som havde fået opholdstilladelse i 1986, ikke havde godtgjort at kunne forsørge ham. B var A's eneste barn og var som flygtning forhindret i at genforenes med A i hjemlandet. På denne baggrund og når tillige hensås til A's alder og helbredstilstand og det om hans personlige forhold oplyste, fandt Højesteret, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at en opholdstilladelse ikke burde betinges af, at B godtgjorde at være i stand til at forsørge A.

UfR 1997.1237 HKK: Udlændings søgsmål mod Indenrigsministeriet i sag om afslag på opholdstilladelse blev ikke tillagt opsættende virkning.

UfR 1997.1407 VLK: VL fandt, at der forelå sådanne særlige forhold, at opholdstilladelse til at afghansk ægtepar på 101 og 83 år ikke burde betinges af, at sønnen C påtog sig forsørgelsen. Sammenhængen mellem udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og § 9, stk. 4 fandtes noget uklar.

UfR 1997.1411 VLD: Tyrkisk kvindes opholdstilladelse ansås for bortfaldet ved hendes udrejse fra Danmark i 1991.

UfR 2001.257 ØLK: Afghansk fader til 3 mindreårige børn fik medhold i, at han opfyldte betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 om at være fastboende i Danmark. Han havde derfor krav på familiesammenføring med de 3 børn.

UfR 2003.1322 HKK: Indenrigsministeriet havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til 15-årigt barn fra Etiopien, da en DNA-undersøgelse viste, at faderskabet var udelukket med en sikkerhed på 99,99 %'s sikkerhed. Afgørelsen blev stadfæstet, da der efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3 ikke blot skal foreligge forældremyndighed, men - uden for tilfælde af adoption - også biologisk faderskab.

UfR 2004.1765 HD: Den tyrkisk statsborger F indrejste d. 03.11.1997 i Danmark og indgik d. 20.12.1997 ægteskab med M, som var dansk statsborger. Han fik herefter den 6.01.1998 meddelt opholdstilladelse. De fik i 1999 et fællesbarn, B. I juni 2000 ophævede M samlivet, og F havde i den efterfølgende tid samvær med B to gange om ugen. Ved separationsdom af 13.10.2000 blev M tilkendt forældremyndigheden over B, og F blev tillagt ret til samvær med B én gang om ugen i to timer. Samværet blev ved resolution af 16.01.2001 ændret til to timer om ugen hos B’s morfar. Udlændingestyrelsen meddelte d. 30.03.2001 afslag på forlængelse af opholdstilladelsen for F, og denne afgørelse blev d. 26.02.2002 stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. F indbragte afgørelsen for ØL, der fandt, at ministeriets afgørelse var ugyldig under henvisning til, at ministeriets afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl. Højesterets flertal fandt ikke grundlag for at fastslå, at ministeriets afgørelse af 26.02.2002 var behæftet med sagsbehandlingsfejl, der kunne føre til, at afgørelsen var ugyldig. Flertallet udtalte videre, at ved afgørelsen af, om et afslag på fortsat opholdstilladelse vil være i strid med udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. artikel 8 i EMRK, er der overladt et skøn til udlændingemyndighederne. Flertallet fandt herefter ikke – således som samværssagen var oplyst for ministeriet, da afgørelsen af 26.02.2002 blev truffet – grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn. (3-2)

UfR 2004.2790 VLK: Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde stadfæstet Udlændingestyrelsen nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til K, der var filippinsk statsborger, under henvisning til, at hendes moder var rejst ud af landet, at hun kun havde boet i Danmark i ca. to år og to måneder, at hun i denne periode alene havde boet hos sin mor i ca. halvandet år, at K var indrejst som 16-årig og således havde tilbragt størstedelen af sin opvækst på Filippinerne, og at der ikke forelå oplysninger om væsentlige helbredsmæssige eller lignende forhold, der gjorde et afslag særligt belastende for K. Nogle oplysninger om, at K ikke havde familie at vende tilbage til på Filippinerne, at K havde haft en kæreste i Danmark gennem 2 år, og at hun havde lært at tale og skrive dansk og forsørgede sig selv, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Byretten i Brædstrup opretholdt afgørelsen. VL ophævede ministeriets afgørelse. VL tiltrådte, at grundlaget for K's opholdstilladelse ikke længere var til stede, men fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder at K var velintegreret i det danske samfund, hvorimod hun ikke længere havde et netværk i hjemlandet, at de forhold, der er omhandlet i udlændingelovens § 26, var til stede med en sådan vægt, at en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen måtte antages at virke særlig belastende for K (2-1)

UfR 2005.303 HKK: Afslag på opholdstilladelse til to unge irakere, der muligvis ikke var fyldt 18 år, hjemvist til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

UfR 2005.1780 HD: Afgørelse om afslag om opholdstilladelse til tyrkisk kvinde med børnelammelse ophævet og hjemvist til fornyet behandling i ministeriet. HR fandt det på den baggrund godtgjort, at ministeriet – trods oplysningerne i ansøgningen – havde lagt forkerte faktiske oplysninger til grund for afslaget. Blandt andet på baggrund af det oplyste om ministeriets administrative praksis vedrørende anvendelsen af bestemmelsen i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr.1, kunne det ikke afvises, at en afgørelse truffet på et rigtigt og fyldestgørende faktisk grundlag kunne have ført til et andet resultat.

UfR 2005.2086 HD: (UfR 2005.2099/1 HD og UfR 2005.2099/2 HD) I de tre sager havde herboende udlændinge, der alle havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse, indgået ægteskab med personer fra deres oprindelige hjemlande. På dette grundlag søgte de om opholdstilladelse i Danmark for ægtefællerne fra hjemlandene. I alle tre sager gav udlændingemyndighederne afslag. De tre ægtepar anlagde herefter sag mod Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, med påstand om, at de meddelte afslag var ulovlige. HR bemærkede, at der efter den dagældende § 9, stk. 10, i UDL kun kunne gives opholdstilladelse med henblik på ægtefællesammenføring, hvis ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark mindst svarede til ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. HR fandt, at M ved afgørelserne havde foretaget en samlet vurdering af ægtefællernes tilknytning til Danmark og til deres fælles hjemland på tidspunktet for afgørelserne, herunder af varigheden af de herboende ægtefællers ophold her i landet, deres tilknytning til arbejdsmarkedet, deres familiemæssige forhold m.v. Der var ikke grundlag for at antage, at afgørelserne var baseret på ulovlige kriterier, eller at M havde undladt at inddrage relevante forhold i afvejningen. Ved denne afvejning var der ved loven overladt udlændingemyndighederne et skøn, og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. Afslag på opholdstilladelse var heller ikke i strid med EMRK artikel 8 eller 14. Herefter var der ikke grundlag for at ophæve M's afgørelser.

UfR 2005.3184 HD: A, der var statsløs palæstinenser født i Israel i 1964, kom til Danmark i 1988. Han havde opholdstilladelse som følge af, at han var gift med en dansk kvinde. Da han blev separeret fra sin ægtefælle i 1990, afslog udlændingemyndighederne at forlænge hans opholdstilladelse. I 1992 blev han for bl.a. drab dømt til anbringelse i Sikringsanstalten. Ved dommen blev han endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud gældende for bestandigt. I 1994 var han blevet forlovet med en dansk kvinde K, hos hvem han boede, når han havde udgang. I 1998 blev den idømte foranstaltning om anbringelse ophævet, og han boede nu fast sammen med K, der havde to voksne børn fra et tidligere forhold. A anmodede herefter under en sag efter UDL § 50 om at få udvisningen ophævet. Byretten afviste at ophæve udvisningen, hvilket blev stadfæstet af ØL. Det viste sig ikke muligt at udsende A af Danmark, og han opholdt sig i Danmark på såkaldt ”tålt ophold”. A søgte herefter om at få opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen afslog. Afgørelsen blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M. A anlagde herefter sag mod M med påstand om, at afslaget på opholdstilladelse skulle underkendes. HR fastslog, at der ikke var hjemmel i dagældende UDL § 10, stk. 2, 2. pkt., til at give A opholdstilladelse i Danmark efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, idet han ikke havde været udrejst af Danmark i 2 år. HR fastslog endvidere, at nægtelse af opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK. HR frifandt derfor M.

UfR 2006.639 HD: M, der var pakistansk statsborger og født i Danmark, fik i 1993 opholdstilladelse i Danmark. I 1998 indgik han ægteskab med H, der herefter søgte om familiesammenføring i Danmark. I forbindelse med ansøgningen blev M’s forsørgelsesevne undersøgt, og M blev anset for at være i stand til at forsørge H og parrets 1-årige søn. H opnåede i 2000 tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark blandt andet betinget af, at M var i stand til at forsørge H. I 2001 ansøgte H, der herefter havde boet i Danmark i ca. 1 år, om forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte A, at hendes opholdstilladelse ikke kunne forlænges, da M ikke længere kunne forsørge hende. M indbragte afgørelsen for Integrationsministeriet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse. Antaget, at Integrationsministeriet i forbindelse med sin afgørelse i 2003 om at inddrage H’s opholdstilladelse havde været berettiget til at stille krav om godtgørelse af, at M var i stand til at forsørge H, jf. den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4.

UfR 2006.711 ØLD: Den amerikanske statsborger, H, indgik ægteskab med en dansk statsborger. Parret boede og arbejdede begge i England, indtil de besluttede at flytte til Danmark. I denne forbindelse ansøgte H Udlændingestyrelsen, U, om opholds- og/eller arbejdstilladelse i Danmark. Ansøgningen, som blev indgivet på en standardblanket, indeholdt ikke nogen oplysninger om, at der søgtes om tilladelse efter EU-reglerne. A blev efterfølgende meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som dog var betinget af en række forhold efter udlændingelovens § 9, stk. 3-9. U blev efterfølgende gjort opmærksom på muligheden for at give A opholdstilladelse efter EU-regler, hvorefter U ændrede opholdstilladelsen, således at den var givet i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. U dækkede H og H ’s ægtefælles udgifter i forbindelse med sikkerhedsstillelse efter lovens § 9, stk. 4. A påstod nu, at U skulle anerkende at de havde begået en fejl, at den nye opholdstilladelse var i strid med EU-regler, og at han havde ret til erstatning for krænkelse i medfør af EAL § 26. ØL fandt, at A ikke havde nogen konkret og aktuel interesse i påstanden om, at U skulle erkende, at de havde begået en fejl. ØL fandt derimod, at den nye opholdstilladelse var i strid med EU-regler, idet den ikke gav A mulighed for korrekt at bedømme sin retsstilling. A fandtes dog ikke berettiget til godtgørelse for tort, idet han ikke havde været udsat for sådanne retsstridige krænkelser, der kunne begrunde en sådan godtgørelse.

UfR 2006.946 ØLD: I 1984 kom A til Danmark fra Iran som politisk flygtning. Senere kom hans søskende B, C og D. I 1986 ansøgte A's far, F, og mor, M, gennem den danske ambassade i Teheran om opholdstilladelse i 6 måneder med henblik på at besøge børnene. I 1989 blev de meddelt midlertidig opholdstilladelse, i hvilken forbindelse A og hans 2 søskende have underskrevet en garantierklæring, ifølge hvilken de påtog sig at forsørge F og M under opholdet i Danmark. Forældrene fik senere tidsubegrænset opholdstilladelse, men der blev ikke afgivet ny garantierklæring fra A. Odense Kommune rejste i 2000 krav mod A for betaling af udbetalt kontanthjælp til forældrene. Byretten gav A medhold for så vidt angik M, idet hun ikke var fyldt 60 år, da opholdstilladelsen blev meddelt, jf. den dagældende udlændingelovs §9, stk.3. Kommunen ankede kun kravet vedr. F, der på tidspunktet var fyldt 60 år. ØL fandt heller ikke grundlag for at anse garantierklæringen som ugyldig efter aftaleretlige bestemmelser eller grundsætninger eller efter udlændingelovgivningen. Heller ikke forvaltningsretlige bestemmelser eller principper kunne føre til, at garantierklæringen ansås for ugyldig. Kommunen fandtes ikke at have udvist en passivitet, der kunne føre til, fortabelse af kravet og da garantierklæringen heller ikke på andet grundlag kunne anses for uforbindende, fik kommunen medhold.

UfR 2006.1370 ØLK: U havde den 12.02.2001 ansøgt om familiesammenføring med sine forældre. I forbindelse hermed lå der en kopi af et irakisk id-kort samt en tro og love erklæring fra U’s fader, hvoraf det af begge fremgik, at U var født den 27.12.1983. Der var tillige foretaget en aldersundersøgelse af U. Retslægerådet udtalte på baggrund af sidstnævnte, at der var sandsynligt at U på ansøgningstidspunktet var over 18 år. Denne udtalelse blev tillagt afgørende vægt ved ministeriets afgørelse af sagen. Københavns byret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den foretagne bevisbedømmelse vedrørende U’s alder. ØL stadfæstede.

UfR 2006.2095/2 HD:  U1, U2 og U3, som var fra Kosovoprovinsen, indrejste i Danmark i 2001. I 2004 traf Integrationsministeriet afgørelse om, at U1, U2 og U3 ikke opfyldte betingelserne for at blive meddelt humanitær opholdstilladelse. Ved afgørelse af 1. april 2005 fandt Integrationsministeriet ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 20. oktober 2004, hvorved U1 fik inddraget sine kontante ydelser. HR ophævede ikke ministeriets afgørelser. Bestemmelsen i udlændingelovens § 9 b, stk. 1, om humanitær opholdstilladelse er fra 1985 og indeholder en efter ordlyden meget begrænset adgang til at meddele en sådan tilladelse. Det er i forarbejderne til 1985-loven angivet, at tilladelse skal have undtagelsens karakter. I overensstemmelse hermed har administrativ praksis været restriktiv, og det fremgår af forarbejderne til ændringen af udlændingeloven i 2002, at bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med denne praksis. Det følger heraf, at posttraumatisk stress-syndrom (PTSD) i almindelighed ikke i sig selv kan begrunde humanitær opholdstilladelse. FN-myndighederne i Kosovo hindrer ikke, at etniske romaer og personer med PTSD frivilligt vender tilbage til Kosovo, men nægter i et vist omfang at medvirke til tvangsmæssig udsendelse af dem. Dette kan efter loven ikke i sig selv begrunde en pligt til at meddele humanitær opholdstilladelse. Integrationsministeriet foretog i forbindelse med afgørelserne om humanitær opholdstilladelse en vurdering af familiens helbredsforhold, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. Der er heller ikke grundlag for at antage, at der i øvrigt er mangler ved grundlaget for afgørelserne. Efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, nr. 2, skal Udlændingestyrelsen, med mindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der ikke medvirker til udrejsen, alene skal modtage kost og logi i naturalier samt nødvendige sundhedsmæssige ydelser. Det er ubestridt, at U1 ikke vil medvirke til at udrejse frivilligt af Danmark, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte det af Integrationsministeriet udøvede skøn, hvorefter der ikke forelå særlige grund, der talte imod at bestemme, at U1 ikke skulle have dækket udgifterne til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser. 

UfR 2006.2109 HD (Svarer til UfR 2006.2095/2 HD)

UfR 2006.2163 VLK: A indgav d. 20.05.1998 ansøgning om opholdstilladelse som studerende på en højskole, hvilket han blev meddelt fra d. 15.07.1998 til d. 26.06.1999. I maj 1999 søgte A om forlængelse af opholdstilladelsen, men Udlændingestyrelsen, U,  meddelte afslag, og A udrejste i januar 2000. Efter at være indrejst på ny i Danmark i oktober 2000 søgte A d. 14.11.2000 om opholdstilladelse under henvisning til sin mor, M, og d. 25.04. 2001 blev han meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Opholdstilladelse var bl.a. betinget af, at M var fastboende i Danmark og havde lovligt ophold her i landet. A fik forlængelse på opholdstilladelse senest frem til d. 08.09.2004, men allerede i  marts 2004 blev opholdstilladelsen inddraget, idet U ved afgørelse af samme dag havde nægtet at forlænge M's opholdstilladelse, da hun ikke længere samlevede på fælles bopæl med sin mand, hvilket hendes opholdstilladelse var betinget af. Ved afgørelse af 18.02 2005 stadfæstede ministeriet U's afgørelse og pålagde A at udrejse senest d. 20.03.2005. A anmodede om genoptagelse af sagen b.la under henvisning til, at M i november 2004 var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk.1, nr. 1. Ved afgørelse af 21.03.2005 afviste ministeriet at genoptage sagen, idet den ikke fandt, at der forelå nye væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Aalborg Byret ophævede afgørelsen af 18.02.2005. VL udtalte, at da M's opholdstilladelse blev inddraget d. 30.03.2004, bortfaldt grundlaget for A's opholdstilladelse. Det forhold, at M d. 08.11.2004 opnåede opholdstilladelse på et nyt grundlag, kunne ikke føre til, at A's hidtidige opholdsgrundlag ikke længere var bortfaldet. Det fulgte herefter af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 5 (nu stk. 7), at A's opholdstilladelse kunne inddrages, men at der ved afgørelsen af, om inddragelse skulle ske, skulle tages hensyn til, om en inddragelse måtte antages at virke særligt belastende navnlig på grund af de forhold, der var nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1. Det fremgik af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelse af 18.02.2005, at ministeriet ved sin afgørelse ud fra de foreliggende oplysninger havde foretaget en skønsmæssig afvejning af, om en inddragelse af A's opholdstilladelse måtte antages at virke særlig belastende. Efter det oplyste var der ikke grundlag for at tilsidesætte dette skøn, hvorfor ministeriets påstand blev taget til følge.

UfR 2007.262 HD: A, der var jugoslavisk statsborger, ansøgte efter ankomst til Danmark i juni 1999 om asyl, efter at han i Jugoslavien var blevet idømt fængsel i 2 år for at udeblive fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen afslog ansøgningen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet, N. A indbragte afslaget på asyl for domstolene. Efter at HR havde hjemvist sagen til ØL, genoptog N behandlingen af sagen, og traf herefter en ny afgørelse, hvor A igen blev nægtet opholdstilladelse, denne gang med den begrundelse, at det ikke var sandsynliggjort, at A havde været i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser. A indbragte det nye afslag for domstolene. HR hjemviste sagen til N og fastslog, at spørgsmålet om de betingelser for tildeling af asyl, som N havde afgjort sagen på grundlag af, herunder bevistema og bevisbyrde, var retsspørgsmål, som uanset endelighedsbestemmelsen i UDL var underlagt domstolenes prøvelse. N havde i den konkrete sag ikke været berettiget til at stille krav om, at A – ud over det han allerede havde oplyst, og som N havde lagt til grund – yderligere skulle sandsynliggøre, at han var i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser. (3-2)

UfR 2007.776 HKK: A kom i 2001 til Danmark fra Kosovo-provinsen . A fik afslag på asyl og ansøgte om humanitær opholdstilladelse og om opholdstilladelse. Integrationsministeriet, M, afslog d. 15.05.2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse og stadfæstede d. 31.10.2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse, når A befandt sig her i landet. D. 09.11.2005 afviste M at genoptage behandlingen af sagen om opholdstilladelse. A indbragte M’s afgørelser for VL med påstand om, dels at afgørelsen af 15.05.2003 skulle ophæves, dels at afgørelserne af 31.10.2005 og 09.11.2005 skulle ophæves. Ved dom af 05.09.2006 frifandt VL M for påstanden om, at afgørelsen af 15.05.2003 skulle ophæves, mens VL ophævede M’s afgørelser af 31.10.2005 og 09.11.2005 og hjemviste til realitetsbehandling. M ankede dommen til HR. A anmodede om opsættende virkning således, at A kunne forblive i Danmark under ankesagens behandling. HR udtalte, at VL ved dommen af 05.09.2006 havde bestemt, at M skulle anerkende, at A kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse, mens A opholdt sig her i landet. VL lagde herved vægt på, at A indtil da ikke havde kunnet tvangsudsendes af Danmark, og at A gennem de 5½ år, hvor A havde opholdt sig i Danmark, var blevet gift og havde fået tre børn. Selv om det i oktober 2006 blev muligt at udsende A tvangsmæssigt, fandt HR, at det offentliges interesse i håndhævelsen af udlændingeloven under de ovennævnte omstændigheder måtte vige for den særlige interesse, som A havde i, at familien kunne forblive samlet, mens HR behandlede ankesagen. HR imødekom derfor A’s anmodning, således at A kunne opholde sig her i landet, så længe sagen verserede for HR, idet det forudsattes, at ankesagen blev fremmet uden unødig forsinkelse. Komm. af Jens Vedsted-Hansen i JUR 2007.131-135: Opsættende virkning ved domstolsprøvelse i udlændingesager.

UfR 2007.1115 HD: B, der var kommet til Danmark i 1996 som 18-årig, indgik i juli 2002 ægteskab med sin fætter A, der var bosiddende i Tyrkiet. A indgav umiddelbart herefter ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med B. Udlændingemyndighederne gav afslag på ansøgningen, da A ikke var fyldt 24 år. I april 2004 indgav A ny ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring med B. Udlændingestyrelsen meddelte afslag på ansøgningen, hvilket blev stadfæstet af Integrationsministeriet i maj 2005. Ministeriet henviste til udlændingelovens § 9, stk. 8, hvorefter det ved fætter-kusine ægteskaber anses for tvivlsomt, om ægteskabet er indgået frivilligt, og ministeriet fandt ikke, at A og B havde afkræftet denne formodning. A og B indbragte sagen for domstolene med påstand om ophævelse af ministeriets afgørelse og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. HR lagde til grund, at A og B i perioden fra 1996, da B kom til Danmark, og til 2002, da de blev gift, kun havde mødt hinanden i sommeren 2000, og at de således ikke havde haft et længerevarende og indgående bekendtskab forud for ægteskabet ud over det, der fulgte af slægtskabet. Efter indholdet af formodningsreglen i udlændingelovens § 9, stk. 8, og formålet med denne fandt HR, at A og B ikke alene ved deres egne og A’s nære familiemedlemmers forklaringer om, at ægteskabet var frivilligt, havde afkræftet lovens formodning om, at det som følge af fætter-kusine slægtskabet var tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parter eget ønske. (3-2)

UfR 2007.1336 HD: Den thailandske kvinde, K, indrejse i november 2000 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse i forbindelse med ægteskab med den danske statsborger, M. K’s 17-årige datter, A, rejste i september 2001 til Danmark efter at have fået opholdstilladelse p.g.a. familiesammenføring med K i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, på vilkår om, at hun skulle bo hos K. Udlændingestyrelsen, U, inddrog i februar 2003 A’s opholdstilladelse, under henvisning til at U have inddraget K’s opholdstilladelse, eftersom hun ikke længere levede sammen med M. K blev skilt i juni 2003, men giftede sig i juli 2003 med en anden dansk statsborger, N, hvorefter K igen søgte om opholdstilladelse. A fik arbejde og flyttede samtidig ind hos K og N. Integrationsministeriet, I, stadfæstede i december 2003 U’s afgørelse, eftersom inddragelsen ikke virkede særligt belastende for A, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1. I havde herved lagt vægt på, at A var indrejst på grundlag af en familiesammenføring med K, at hun havde gået i skole i Thailand i 12 år, hvor hun desuden havde familie, samt den begrænsede tid hun havde opholdt sig i Danmark. I begyndelsen af 2004 blev A kæreste med N’s søn, B, og N og B flyttede herefter sammen. I havde ikke givet A vejledning om at sagen kunne indbringes for retten i medfør af udlændingelovens § 52, men A blev i juli 2005 bekendt hermed, og indbragte sagen for Skjerns Byret, med påstand om ophævelse af I’s afgørelse. A og B fik i september 2005 et barn. VL stadfæstede i marts 2006 I’s afgørelse. A fik afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, nr. 1, og § 9 a, og da kæremål til HR ikke blev tillagt opsættende virkning, udrejste hun i september 2006 til Thailand. A og B blev i december 2006 gift, hvorefter B rejste tilbage til Danmark med deres fælles barn. HR fastslog, at udlændingelovens § 52 måtte forstås således, at domstolsprøvelsen af Integrationsministeriets afgørelse af 17.12.2003 om inddragelse af opholdstilladelsen for A skulle ske på grundlag af hendes forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på, at A efterfølgende var flyttet sammen med en herboende dansk statsborger og havde fået et barn sammen med denne. I’s afgørelse af 17.12.2003 kunne ikke anses for stridende mod EMRK art. 8. HR stadfæstede herefter dommen.

UfR 2007.1641 VLK: U's opholdstilladelse i Danmark blev nægtet forlænget, hvorfor han indbragte afgørelsen for byretten i Aalborg. U's advokat anmodede om mundtlig forhandling af sagen. Da der mellem parterne bl.a. var uenighed om U's personlige forhold og om bedømmelsen af disse, fandt byretten det mest hensigtsmæssigt, at sagen blev oplyst ved mundtlig forhandling jf. udlændingelovens § 52, stk. 3, og tillagde endvidere indbringelsen for retten opsættende virkning jf. § 52, stk.6. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, påkærede afgørelsen. VL udtalte, at de foreliggende oplysninger om U's interesse i at kunne forblive her i landet, for det tilfælde at det senere måtte blive fastslået, at hans opholdstilladelse ikke kunne nægtes forlænget, ikke fandtes at opveje M's klare interesse i, at hans udrejse af Danmark ikke blev udsat yderligere, jf. udlændingelovens § 52, stk. 6. Derimod fandtes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn om, at sagen mest hensigtsmæssigt kunne oplyses ved mundtlig forhandling.

UfR 2008.482 HD: I 1999 indrejste A, som er serbisk-montenegrinsk statsborger fra Kosovo, i Danmark og søgte om asyl. A fik opholdstilladelse efter UDL § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen, U, afslog i september 2002 at forlænge A’s opholdstilladelse, hvilket Flygtningenævnet, F, stadfæstede i juni 2003. A søgte herefter opholdstilladelse efter UDL § 9 e (dengang § 9, stk. 2 nr. 5) dels humanitær opholdstilladelse jf. UDL § 9 b, stk. 1. Integrationsministeriet, I, der er det øverste administrative organ stadfæstede afgørelsen i november 2003. Herefter indbragte A sagen for VL, som afviste sagen under henvisning til endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8. HR stadfæstede at VL havde afvist sagen.

UfR 2008.489 HD: I 2002 indrejste A, B og C som er serbisk-montenegrinske statsborgere fra Kosovo, i Danmark og søgte om asyl. Integrationsministeriet, I, afslog i november 2004 at give dem humanitær opholdstilladelse jf. UDL § 9 b, stk. 1. A, B og C indbragte sagen for HR, og påstod at I’s afgørelser skulle ophæves. HR behandlede sagen skriftligt, og efter den skriftlige procedure fremsender A, B og C nogle lægeerklæringer omtalende deres handicap, disse blev ikke tilladt fremlagt. HR udtalte bl.a. at der ved afgørelser om humanitær opholdstilladelse er overladt udlændingemyndighederne et skøn, og der var ikke grundlag for fastslå at myndighederne ikke havde tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for afgørelserne. Derfor var der ikke grundlag for at tilsidesætte I’s vurdering af sagerne, og HR frifinder I for A, B og C’s påstand om ophævelse.

UfR 2008.701 HD: A, som var statsborger fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark i 2001 og var siden blevet gift og havde fået tre børn. Ægtefællen var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter at A havde fået afslag på asyl, anmodede han om humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1,, og senere om opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1, (familiesammenføring). Integrationsministeriet, I, afslog i maj 2003 ansøgningen om humanitær opholdstilladelse, og stadfæstede i oktober 2005 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring  her i landet. I afviste d. 09.11.2005 at genoptage behandlingen af sagen om familiesammenføringen. A indbragte afgørelserne for VL, der frifandt I for afslaget på humanitær opholdstilladelse, men tilsidesatte afgørelsen om, at A ikke kunne indgive ansøgning om familiesammenføring her i landet. HR fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte I's afgørelse om afslag på humanitær opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1,. Vedrørende A´s adgang til at indgive ansøgning her i landet efter UDL § 9 c, stk. 1, fandt HR, at I havde tilvejebragt de nødvendige oplysninger, og inddraget de relevante forhold ved afgørelserne, herunder hensynet til familiens enhed. HR bemærkede endvidere, at I's afgørelse ikke kunne antages at stride mod EMRK art. 8. (4-1).

UfR 2008.876 HD: Ægtefællerne A og B, som er statsborgere fra Kosovoprovinsen, indrejste sammen med deres to børn i Danmark d. 04.06.1999 og fik midlertidig opholdstilladelse i medfør af Kosovonødloven. I juli måned 2000, rejste de tilbage til Kosovo, men vendte tilbage til Danmark og søgte om asyl d. 30.09.2000. Flygtningenævnet, F, afslog A og B’s ansøgning om opholdstilladelse og familien blev udsendt til Kosovo i august 2006. Både VL og HR frifandt I, og fandt af sagen mod F skulle afvises i medfør af endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8.

UfR 2008.506 HD, UfR 2008.511/1 HD, UfR 2008.511/2 HD, UfR 2008.511/3 HD, UfR 2008.517 HD: Flygtningenævnet F, havde ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet Udlændingestyrelsens U’s, afslag på at give A1-A7, der alle var etniske romaer fra Kosovo, opholdstilladelse efter UDL § 7. F havde endvidere ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet U’s afslag på at forlænge A8´s og A9´s opholdstilladelse. A8 og A9 var etniske albanere fra Kosovo. A1-A9 indbragte F’s afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning, subsidiært frifindelse. VL besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling. HR gav i samtlige sager F medhold i afvisningspåstanden. HR udtalte, at domstolsprøvelse af F’s afgørelser var begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at de forhold vedrørende sagens oplysning, som A1-A9 havde påberåbt sig, var så nært og nødvendigt forbundet med bevisbedømmelsen, at de i det hele angik F’s bevisbedømmelse. På samme måde angik A1-A9’s indsigelser vedrørende afgørelsernes begrundelse i realiteten F’s afgørelse af, om der skulle meddeles asyl, henholdsvis om opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget. HR fandt endvidere, at A1-A9’s indsigelser vedrørende F’s anvendelse af internationale konventioner mv. i realiteten blot var udtryk for uenighed i F’s konkrete bedømmelse af, om sagens faktiske omstændigheder kunne begrunde asyl henholdsvis en forlængelse af opholdstilladelsen. Endelig fandt HR, at A1-A9’s indsigelser om, at der ikke var taget hensyn til relevante bestemmelser i bl.a. Flygtningekonventionen, angik forhold af asylbegrundende karakter og dermed spørgsmålet om bevisbedømmelse og skønsudøvelse. Da der herefter ikke forelå omstændigheder, som gav grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8, afviste HR sagerne.

UfR 2008.905/1 HD: A, som var født i Kosovo, indrejste i Danmark i august 2001. I 2000 var A blevet gift med en flygtning, der havde bopæl i Danmark. A søgte om humanitær opholdstilladelse, hvilket blev afvist af udlændingemyndighederne. HR fandt, at der efter UDL § 9 b, stk. 1, er tillagt myndighederne et skøn, og der var ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet.

UfR 2008.1586 HD: A, som var statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, indrejste i Danmark i 2003. Efter blandt andet at have fået afslag på asyl anmodede A om opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 2, nr. 4, som udsendelseshindret. Udlændingestyrelsen, U, afslog anmodningen, hvilket i december 2005 blev stadfæstet af Integrationsministeriet, I. A påstod for HR principalt, at I skulle anerkende, at tvangsudsendelse af ham for tiden måtte anses for udsigtsløs, subsidiært at I’s afgørelse fra december 2005 om nægtelse af opholdstilladelse skulle ophæves. HR fandt, at A’s principale påstand i realiteten var et synspunkt til støtte for hans subsidiære påstand. Da påstandens tidsmæssige udstrækning i øvrigt var uklar, afviste HR påstanden. For så vidt angik A’s subsidiære påstand fandt HR det på det foreliggende grundlag utvivlsomt, at A ikke gennem 18 måneder havde medvirket til udsendelsesbestræbelserne. Allerede fordi betingelserne for at meddele A opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 c, stk. 2, herefter ikke var opfyldt, og da der ikke på andet grundlag var anledning til at ophæve I’s afgørelse, frifandt HR ministeriet.

UfR 2008.2178/1 HD: Flygtningenævnet, F, havde ved afgørelser af 30.07.2002 stadfæstet Udlændingeservices, U, afslag på at give A1 og A2, der begge var fra Kosovo, opholdstilladelse efter UDL § 7. Integrationsministeriet, I, havde endvidere ved afgørelse af 17.03.2003 meddelt A1 og A2 afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 b, stk. 1. A1 og A2 indbragte F’s afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning, subsidiært frifindelse. Landsretten besluttede at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling. A1 og A2 indbragte endvidere I’s afslag på humanitær opholdstilladelse for domstolene. A1 og A2 nedlage principalt påstand om ophævelse af I’s afgørelse og subsidiært påstand om, at I skulle anerkende, at A1 og A2 på tidspunktet for beslutningen om afslag på humanitær opholdstilladelse kom fra et hjemland med vanskelige levevilkår og ved tilbagevenden dertil ville være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handikap. I påstod overfor den principale påstand frifindelse og overfor den subsidiære påstand afvisning, subsidiært frifindelse. HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at A1 og A2’s indsigelser mod F’s afgørelser ikke angik sådanne retsspørgsmål, men at de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse. For så vidt angik A1 og A2’s indsigelse om manglende adgang til en yderligere bisidder under behandlingen i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog mv. skulle deltage som bisidder under F’s møde til behandling af en sag burde imødekommes, beroede på en skønsmæssig vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning måtte anses for hensigtsmæssigt, og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke kunne efterprøves af domstolene, jf. UDL § 56, stk. 8. Der var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt. HR afviste herefter sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8. HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at I ved sin sagsoplysning ikke skulle have tilvejebragt et tilstrækkeligt klart og bevismæssigt sikkert grundlag for afgørelserne, at I havde foretaget en mangelfuld skønsafvejning af de enkelte kriterier, eller at der i øvrigt forelå fejl ved I’s behandling af sagen. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige vurdering, hvorefter de konkrete forhold i sagen ikke gav grundlag for at meddele opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1, og HR frifandt derfor I. For så vidt angik den subsidiære påstand fandt HR, at påstanden reelt var et anbringende til støtte for principale påstand og afviste derfor påstanden.

UfR 2008.2513/1 HD: En somalisk mand, M fik i 1995 asyl i Danmark, og i den forbindelse udfyldte M et skema vedrørende sine familieforhold. M oplyste blandt andet, at han var gift med H, som var somalisk statsborger, og at de sammen havde 10 fællesbørn, herunder barnet B på 6 år, som sagen handlede om. H indgav i 1996 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med baggrund i familiesammenføringsreglerne, ansøgningen omfattede i alt 11 børn, herunder B. En foretaget dna-prøve viste, at B ikke var M og H’s biologiske barn, og på denne baggrund meddelte Udlændingestyrelsen, U, afslag på anmodningen om opholdstilladelse for så vidt angik B, hvorefter Integrationsministeriet, I, stadfæstede afgørelsen. Da I behandlede sagen, kom det dog frem, at M ikke havde været vidende om, at H på et hospital havde født et dødfødt barn, hvorefter H havde taget B til sig. Disse oplysninger var først fremkommet i 2001, og kunne derfor ifølge I ikke lægges til grund i sagen. Sagen blev indbragt for landsretten, som begrundet i dna-prøven, og parternes forklaringer ikke fandt det tilstrækkelig godtgjort, at der var en sådan familiemæssig tilknytning, at der var grundlag for familiesammenføring efter familiesammenføringsreglerne. HR stadfæstede afgørelsen.

UfR 2008.2516 HD: Den tyrkiske statsborger, T, indrejste i 1998 i Danmark, hvor han blev gift med en dansk statsborger. I 2002 blev han skilt, hvorefter T i Tyrkiet indgik ægteskab med A, som han tidligere havde været gift med, og med hvem han havde barnet, B, som under T’s ophold i Danmark havde opholdt sig hos A i Tyrkiet. Integrationsministeriet, I, afslog A’s ansøgning om familiesammenføring, og henviste til at familiens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end tilknytningen til Tyrkiet, jf. UDL § 9, stk. 7. Ved prøvelsen for HR, lagde T og A, som nu boede i Danmark, vægt på, at det var forholdende som forelå ved HR’s afgørelse som skulle ligges til grund. Hertil udtalte HR, at domstolsprøvelse efter GRL § 63 af I’s afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle, jf. bl.a. UfR 2006.639 HD, skulle på grundlag af T og A's forhold på tidspunktet for I’s afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, de måtte have opnået efter ministeriets afgørelse. Der fandtes ikke godtgjort at I’s afgørelse var i strid med en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning, og da der ikke var grund til at tilsidesætte I’s skøn, stadfæstede HR afgørelsen.

UfR 2008.2629 HKK: A søgte d. 05.06.2003 sammen med sin moder, B, og seks andre søskende om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende far, F. Udlændingestyrelsen, U, meddelte opholdstilladelse til B og fem af børnene d. 15.10.2003, mens der blev iværksat aldersundersøgelser af henholdsvis A og dennes bror C. Sagen blev under behandlingen forelagt Retslægerådet, R, med henblik på en udtalelse om aldersfastsættelse af de to ansøgere. Efter R’s udtalelse meddelte U opholdstilladelse til C efter reglerne i den dagældende UDL § 9, stk. 2, nr. 1 og afslag til A jf. den dagældende UDL § 9, stk. 1, nr. 2 (alderskravet var dengang 18 år) og UDL § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da R skønnede at A var over 18 år. Afgørelsen blev stadfæstet af Integrationsministeriet, I. Afslaget efter UDL § 9, stk. 1, nr. 2 blev indbragt for Retten i København efter UDL § 52 og BR stadfæstede afgørelsen. Denne kendelse blev ikke påkæret. Senere anlagde A, B og C sag ved ØL med påstand om at I’s afgørelse skulle ophæves og hjemvises til fornyet behandling. A, B og C anmodede under sagen om tilladelse til at nedlægge påstand om at I’s afgørelse også skulle ophæves for den del der vedrørte den dagældende UDL § 9, stk. 1, nr. 2. Dette afviste ØL med henvisning til at BR’s kendelse ikke var blevet påkæret. ØL frifandt I og A, B og C ankede dommen til HR. Spørgsmålet om hvorvidt BR’s kendelse havde retskraft blev under sagens behandling udskilt til særskilt behandling og afgørelse. HR udtalte, at da A ikke havde påkæret BR’s kendelse til ØL, var spørgsmålet om A’s alder herefter retskraftigt afgjort ved BR’s kendelse i relation til opholdstilladelse. Det skulle derfor under nærværende sag lægges til grund, at A var over 18 år på ansøgningstidspunktet.

UfR 2009.974 HKK: Den makedonske statsborger A, født 1991, havde haft opholdstilladelse i Danmark da hun var lille, idet hendes forældre boede i Danmark. Forældrene havde haft opholdstilladelse henholdsvis fra 1970 og 1991. Da A i 1993 var 2 år, rejste hun tilbage til Makedonien hvor hun boede hos sin mormor. Opholdstilladelsen bortfaldt derfor, jf. den dagældende UDL § 9, stk. 1, nr. 3. A ansøgte i 2005, med henvisning til at hendes forældre boede i Danmark, om opholdstilladelse. I årene der var gået havde A ikke besøgt forældrene i Danmark, men de havde besøgt hende i Makedonien. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 24.05.2006 at A's tidligere opholdstilladelse i medfør af den dagældende UDL § 9, stk. 1, nr. 3, var bortfaldet, jf. UDL § 17. U meddelte samtidig afslag på ansøgningen om opholdstilladelse til A. Afslaget blev meddelt under henvisning til UDL § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 14, idet hensynet til A's tarv ikke talte for at meddele hende opholdstilladelse i Danmark på ny. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, stadfæstede d. 05.12.2006 U’s afgørelse af 24.05.2006. M lagde vægt på, at A's tidligere opholdstilladelse var bortfaldet og at A ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny, da hensynet til hendes tarv ikke talte for en ansøgning om opholdstilladelse, jf. UDL § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 14. M lagde ved afgørelsen vægt på, at A efter det oplyste udrejste af Danmark som ca. tre-årig og at hun siden da havde opholdt sig i Makedonien hos sin bedstemor, hvor hun har haft hele sin opvækst og hidtidige skolegang, og at hun ikke har besøgt sine forældre i Danmark siden udrejsen for ca. 13 år siden. HR udtalte, at M ved afgørelsen af 05.12.2006 havde taget de faktiske omstændigheder i betragtning, der skulle inddrages ved udøvelsen af skønnet over, om der under hensyn til A's tarv skulle meddeles opholdstilladelse, jf. UDL § 9, stk. 14, og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn som åbenbart urimeligt. HR havde herved lagt vægt på, at A, der var 15 år på tidspunktet for afgørelsen, havde boet hos sin mormor i Makedonien, siden hun var to år, og trods mormorens svækkede tilstand fortsat kunne bo hos hende, på, at A havde gennemgået en 8-årig folkeskole i Makedonien og talte makedonsk og albansk, men ikke dansk, samt på, at A's forældre fortsat kunne være sammen med hende i Makedonien i samme omfang som siden adskillelsen i 1993. Hverken EMRK art. 8 eller FN’s børnekonvention kunne føre til at andet resultat.

UfR 2009.2752 HD: A og B og deres 3 børn indrejste i foråret 1999 i Danmark efter at være meddelt opholdstilladelse i henhold til Kosovonødloven. Integrationsministeriet, I, meddelte d. 30.05.2001 afslag på ansøgning om fortsat opholdstilladelse. Politiet udsendte d. 03.10.2001 A og B og deres 3 børn i overensstemmelse med I’s afgørelse. A og B nedlagde over for I påstand om ophævelse af afgørelsen af 30.05.2001. I nedlagde påstand om frifindelse. A og B nedlagde endvidere over for Rigspolitichefen, R, påstand om, at R skulle anerkende, at tvangsudsendelsen af A og B var i strid med UNMIK’s og UNHCR’s retningslinjer, at helbredsoplysninger blev undertrykt over for UNMIK, og at denne undertrykkelse skete med det formål at få A og B tvangsudsendt. R nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. HR fastslog, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige afgørelse om afslag på opholdstilladelse. I blev derfor frifundet. HR fastslog endvidere, at påstanden mod R var for ubestemt til at blive taget under pådømmelse, og afviste allerede derfor sagen mod R. HR stadfæstede dermed ØL’s dom med den ændring, at sagen mod R blev afvist.

UfR 2010.1035 HD: Afslag på familiesammenføring under henvisning til 28-års-reglen og tilknytningskravet var ikke ugyldigt, og hverken EMRK eller Statsborgerretskonventionen var krænket. Komm. af Eva Ersbøll i JUR 2010.121-127: Det lige statsborgerskab - Udlændingelovens regler om familiesammenføring: tilknytningskravet og 28-års-reglen.

UfR 2010.1590 HD: Søstrene A og B var født i Tyrkiet. I 1997 blev deres forældre skilt, og faderen F rejste samme år til Danmark. Her indgik F ægteskab med en tyrkisk kvinde med opholdstilladelse og fik selv opholdstilladelse i Danmark i 1998, der blev gjort tidsubegrænset i 2000. I 2001 blev han skilt fra sin ægtefælle og indgik på ny ægteskab med A og B’s mor, M. A og B boede hos M i Tyrkiet og kom til Danmark første gang i 2006 sammen med M og indgav ansøgning om opholdstilladelse i 2007. A og B fik i marts 2008 en lillebror, der havde opholdsret i Danmark. Udlændingeservices afslag på familiesammenføring blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, I, i 2008. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen i UDL § 9, stk. 13, 2. pkt. Det fulgte herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Der skulle dog ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod.” HR udtalte, at domstolsprøvelsen efter GRL § 63 af I’s afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle ske på grundlag af A og B’s forhold på tidspunktet for I’s afgørelse, og at der ikke kunne lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, som de senere måtte have opnået. HR anførte, at afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsatte, at det måtte lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først var indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier.” HR fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige vurdering af, om A og B havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet. HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte M’s vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra betingelsen i § 9, stk. 13, 1. pkt.

UfR 2010.1599 HD: A var født i 1992 i Kina som barn af kinesiske statsborgere. Forældrene blev skilt i 1998, og faderen, F, indgik i januar 2001 ægteskab med en dansk statsborger. F fik på grundlag af ægteskabet opholdstilladelse i Danmark i juli 2002 og indrejste i august 2002 sammen med A’s storebror, B. Ved forældrenes skilsmisse fik A’s moder, M, forældremyndigheden over A. A flyttede dog efter kort tid permanent til sin farmor og farfar. A havde ikke længere kontakt til M. Forældremyndigheden blev i 2006 overført til F alene. A indrejste i Danmark d. 20.07.2008 og havde siden haft processuelt ophold her. A indgav d. 13.02.2007 ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingeservice, U. U meddelte ved skrivelse af 18.10.2007 A afslag på opholdstilladelse, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, stadfæstede d. 28.01.2008 afslaget. Ansøgningen om familiesammenføring var indgivet mere end 2 år efter, at F opfyldte betingelserne i § 9, stk. 1, nr. 2. Det fulgte herefter af UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis A ”har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet”. Der skulle dog efter bestemmelsens 2. pkt. ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod”. HR tiltrådte, at afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsatte, at det måtte lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først var indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier”. Bedømt ud fra forarbejderne til UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., fandt HR, at de konkrete oplysninger, som M havde inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige. Afgørelsen af, om A har eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, beroede på en skønsmæssig vurdering, og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte M’s skøn. A var på ansøgningstidspunktet ca. 14½ år og havde hidtil boet hos sine bedsteforældre i Kina. På denne baggrund fandt HR - selv om A ikke måtte kunne bo hos sin mor - ikke grundlag for at tilsidesætte M’s vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der efter UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., skulle ses bort fra betingelsen i 1. pkt. Under hensyn til sagens principielle karakter skulle ingen af parterne eller statskassen betale sagsomkostninger for HR til den anden part eller statskassen.

UfR 2010.1608 HD: Søskende A, B og C var født i Tyrkiet. De flyttede i 2004 flyttede sammen med deres mor, M, i Tyrkiet. Faderen F, indrejste i Danmark i 1997 og ansøgte om asyl. I 1998 blev F meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et ægteskab med en dansk statsborger. Efter en skilsmisse i 2001 blev han samme år gift med M i Tyrkiet. Efter at have fået afslag på opholdstilladelse i 2003 indrejste A, B og C i Danmark sammen med M i 2005 og indgav på ny ansøgning om opholdstilladelse. I 2006 meddelte Udlændingeservice, U, afslag. Efter fornyet ansøgning meddelte U afslag for tredje gang i 2007, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, I, stadfæstede afslaget. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen i UDL § 9, stk. 13, 2. pkt. Det fulgte herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kunne gives, hvis ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Der skulle dog ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derimod.” HR udtalte, at domstolsprøvelsen efter GRL § 63 af I’s afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle ske på grundlag af ansøgernes forhold på tidspunktet for I’s afgørelse, og at der ikke kunne lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, som de senere måtte have opnået. HR anførte, at afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsatte, at det måtte lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først var indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, var et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet fik en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier.” HR fandt, at de konkrete oplysninger, som I havde inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte I skønsmæssige vurdering af, om A, B og C havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet. HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte I’s vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra betingelsen i § 9, stk. 13, 1. pkt.

UfR 2010.1912 HD: A, der var født og opvokset i Tyrkiet, havde i en periode på ca. 10 år samlevet i Tyrkiet med B, der ligeledes var født og opvokset i Tyrkiet. I 1997, kort før A fødte sit 3. barn med B, rejste B til Danmark, hvor han giftede sig med C, der var dansk statsborger. B opnåede i 1999 tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og A og B søgte nogle år efter om at blive familiesammenført, idet B i mellemtiden var blevet skilt fra C. Udlændingeservice, U, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, nægtede familiesammenføring, idet man fandt, at A og B’s samlede tilknytning til Danmark ikke var større end ægtefællernes samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. UDL § 9, stk. 7. I afgørelsen anførte M bl.a., at den omstændighed, at A og B på ny havde indgået ægteskab, talte imod, at tilknytningskravet var opfyldt, at det var blevet tillagt betydelig vægt, at A og B havde samlevet i mere end 10 år i Tyrkiet, hvor de sammen havde fået 3 børn, at parrets tredje barn var født kort inden B’s afrejse til Danmark, og at A og B stadig havde haft personlig kontakt med hinanden, herunder besøg i Tyrkiet på over en måneds varighed. A anlagde sag mod M med påstand om ophævelse og hjemvisning af afgørelsen og gjorde gældende, at M havde udvist mangelfuldt skøn ved reelt undtagelsesfrit at antage, at tilknytningskravet ikke kan være opfyldt i tilfælde, hvor nuværende ægtefæller tidligere har været gift eller levet sammen i deres fælles hjemland. A henviste bl.a. til, at reglen fremgik af M’s interne vejledninger, og til en række afgørelser med lignende omstændigheder, der alle var resulteret i afslag på familiesammenføring. I påstod frifindelse, og henviste bl.a. til, at M havde tillagt en lang række forhold betydning for afgørelsen. HR stadfæstede ØL’s dom, der fastslog, at M i sin afgørelse havde foretaget en samlet vurdering og afvejning af ægtefællernes tilknytning til Danmark, og at M ikke havde undladt at inddrage relevante forhold i denne afvejning. Den regel, som A havde gjort gældende, fandtes alene at udgøre en vejledende regel, der således ikke undtagelsesfrit afskar afvejningen af relevante forhold i vurderingen. Endvidere fandtes den af A fremlagte praksis vedrørende lignende tilfælde ikke at have godtgjort, at M’s afgørelse var i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om ikke at sætte skøn under regel.

UfR 2010.2066 ØLK: U kunne ikke få sag om afslag på opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 c, stk. 1 behandlet mundtligt for domstolene i medfør af UDL § 52. Ligeledes kunne indbringelsen af sagen for domstolene ikke tillægges opsættende virkning. ØL lagde vægt på, at U var 15 år ved ansøgningstidspunktet.

UfR 2010.2805 ØLK: A’s sag vedr. opsættende virkning var ved Københavns Byret ikke blevet taget til følge. A havde sammen med sin mor og søster ansøgt om familiesammenføring med A’s far, der havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. A’s ansøgning blev afvist i medfør af UDL § 9, stk. 13. A’s mor og søster var blevet meddelt processuelt ophold under behandlingen af deres individuelle sager, hvorfor det ved ØL blev afgjort, at A’s sag blev tillagt opsættende virkning, jf. UDL § 52, stk. 6, henset til at udfaldet af moderen og søsterens sager kunne havde indflydelse på vurderingen af A’s sag.

UfR 2011.714 ØLK: En 14-årig udlænding, U, havde indbragt en administrativ afgørelse om opholdstilladelse for retten. Advokat for U fremsatte begæring om mundtlig forhandling af sagen og henviste derudover til børnekonventionens art. 12. ØL bestemte med henvisning til FN-konventionen om Barnets Rettigheder, at barnets mulighed for at udtale sig skulle ske i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne fremgangsmåder, og at proceduren efter UDL § 52, der havde skriftlig behandling som udgangspunkt, ikke var i strid med konventionen. Begæringen om mundtlig behandling blev ikke imødekommet.

UfR 2011.875 VLD: Sagen handlede om retten til ægtefællesammenføring i Danmark. M indrejste i Danmark d. 18.08.2000, og blev meddelt asyl d. 15.12.2000. H indgav som ægtefælle til M d. 01.12.2005 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingeservice, U, gav d. 22.02.2007 H afslag på ansøgning om opholdstilladelse i medfør af UDL § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, nr. 1, idet U lagde til grund, at H og M var nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, hvorfor det blev anset for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters eget ønske. Der var herefter ikke grundlag for at ophæve Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations afgørelser.

UfR 2011.1762 HD: A og B og deres børn, der alle var statsborgere fra Kosovo rejste i 2002 ind i Danmark og indgav ansøgning om asyl. Ansøgningen blev afslået, hvorefter A og B søgte om humanitær opholdstilladelse, som også blev afslået af Integrationsministeriet, I. Efterfølgende blev der givet tilladelse i et år pga., at A led af en meget alvorlig og behandlingskrævende hjertesygdom, og at den fornødne behandling ikke var tilgængelig i hjemlandet. Tilladelsen blev forlænget med yderligere 1 år. I meddelte herefter afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, da den fornødne behandling nu var tilgængelig i hjemlandet. Ifølge I’s oplysninger ville de månedlige udgifter til medicin og kontrol andrage 552 kr., som I fandt, at A og B ville være i stand til at udrede. I’s afgørelse blev af A og B indbragt for domstolene. HR bemærkede, at der efter UDL § 9 b, stk. 1, om humanitær opholdstilladelse var overladt I et skøn, og at der kunne opstå spørgsmål om tilsidesættelse af I’s skønsmæssige vurderinger bl.a. i tilfælde, hvor der var mangler ved sagsoplysningen. HR fandt at det afgørende var, at behandlingen kunne fås i hjemlandet, og ikke om den var tilgængelig i A’s lokalområde. HR fandt endvidere, at I’s opgørelse af udgifterne til medicin og kontrol byggede på en forsvarlig undersøgelse af udgifterne. I’s afgørelse blev truffet på grundlag af en vurdering af A’s økonomiske og sociale situation. Som grundlag for I’s afgørelse forelå der oplysninger om levevilkårene for befolkningen i Kosovo og om A’s situation og hans familiemæssige netværk. Egenbetalingens størrelse gav ikke HR grund til at kritisere, at I ikke havde foretaget mere detaljerede undersøgelser af A’s erhvervs- og indkomstmæssige forhold mv. Uanset at I i sin afgørelse kunne have gjort mere udtrykkeligt rede for det faktiske grundlag for vurderingen af A’s økonomiske muligheder, fandt HR herefter ikke, at I havde baseret sin afgørelse på et utilstrækkeligt faktuelt grundlag. (4-1)

UfR 2011.3075/1 HD: Integrationsministeriet havde besluttet at lade A’s opholdstilladelse bortfalde. A indbragte dette spørgsmål for domstolene og efter stadfæstelse i byret og ØL, indgav A begæring til HR om at tillægge ansøgning til Procesbevillingsnævnet opsættende virkning, jf. RPL § 395. til HR afviste hjemmel hertil.

UfR 2012.1670 HD: Den 17-årige T var afghansk statsborger og indrejste i Danmark i 2009, hvor han i lufthavnen foreviste et falsk bulgarsk identitetskort, hvorefter der blev rejst tiltale. T søgte asyl og blev efterfølgende meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af UDL § 7, stk. 2. Nødretlige betragtninger kunne ikke medføre frifindelse, hvorfor HR fandt, at T ikke kunne frifindes for straf. HR fandt imidlertid, at der forelå sådanne særlige forhold og formildende omstændigheder, at straffen burde bortfalde i medfør af STRFL § 83. HR lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at anklagemyndigheden efter nærmere regler herom kunne frafalde tiltale også i tilfælde, hvor en asylansøger, der ved indrejse i Danmark havde anvendt falske papirer, fik opholdstilladelse efter UDL § 7, stk. 2, og at der ved afgørelsen heraf navnlig kunne lægges vægt på den tid, der var gået med asylsagens behandling.

UfR 2012.2187 VLD: A var tyrkisk statsborger og gift med B, som var dansk statsborger og havde bopæl i Danmark. A ansøgte ved Justitsministeriet, J, om familiesammenføring med B efter EU-reglerne om fri bevægelighed. J meddelte A afslag, som A indbragte for domstolene. For at A skulle kunne påberåbe sig ophold efter EU-reglerne, skulle hans ægtefælle, der var EU-borger, have benyttet sin ret til fri bevægelighed. B forklarede, at hun i ca. 6 måneder boede i Tyskland. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at B var bosiddende i Tyskland fra marts til september 2007. B’s baggrund for flytningen var at finde lokaler til et pizzaria, men hun kunne ikke finde nogen og opgav derfor tanken om pizzariaet. Efter at A d. 01.06.2007 rejste tilbage til Tyrkiet, opholdte B sig ikke så meget i Tyskland, og da hun vendte tilbage til Danmark, flyttede hun tilbage til sin bopæl i Randers. VL fandt efter en samlet vurdering, at det under disse omstændigheder ikke var godtgjort, at B etablerede et reelt og faktisk ophold i Tyskland. VL lagde herved navnlig lagt vægt på, at planerne for etablering af et pizzeria i Tyskland som eksistensgrundlag for B efter det oplyste var helt ukonkrete, at hun bevarede en meget nær tilknytning til Danmark både i forhold til arbejde og ophold i den periode, hvor hun var registreret på adressen i Tyskland, og at hun efter sin tilbagevenden til Danmark flyttede ind i den samme lejlighed, som hun havde boet i, inden hun tog til Tyskland. B havde herefter ikke godtgjort at have benyttet sin ret til fri bevægelighed på en sådan måde, at der var grundlag for familiesammenføring efter EU-retten. VL stadfæstede derfor.

UfR 2013.388 HKK: A blev som 12-årig anbragt af sin mor, H, på en kostskole i Nigeria og vendte 4 år senere - som nu 16-årig - tilbage til Danmark. Integrationsministeriet, M, anførte, at A’s opholdstilladelse var bortfaldet, idet A havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Der var efter M’s opfattelse ikke grundlag for at træffe afgørelse om, at A’s opholdstilladelse efter ansøgning alligevel ikke skulle anses for bortfaldet. HR lagde bl.a. til grund, at A var flyttet til Danmark som 3-årig og boede i landet, indtil han var mere end 12 år. Han gik endvidere i dansk skole fra 1. klasse indtil begyndelsen af 7. klasse, og hans nærmeste familie, forældre og søskende boede i Danmark. HR fandt, at H’s bestemmelse om, at A skulle på kostskole i Nigeria, ikke skulle komme A til skade med den virkning, at der skulle ses bort fra A’s interesser, herunder A’s ret til respekt for sit privatliv og familieliv i form af en stærk tilknytning til Danmark. På den baggrund fastslog HR, at M’s afgørelse udgjorde et uproportionalt indgreb i A’s ret til privatliv og familieliv i strid med EMRK art. 8 og ophævede M’s afgørelse. ØL var nået til et andet resultat.

UfR 2013.1404 HD: A indrejste som uledsaget asylbarn til Danmark i november 2005. A kom oprindeligt fra Afghanistan. Udlændingemyndighederne, B, meddelte i 2006 A afslag på asylstatus. Efterfølgende fik A tillige afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9 c, 3, nr. 2. B fandt ikke, at han ved tilbagevenden til hjemlandet ville befinde sig i en reel nødsituation. A indbragte sagen for domstolene med påstand om, at afslaget på opholdstilladelse skulle ophæves, eller at behandlingen af hans sag skulle genoptages. A gjorde gældende, at afgørelserne byggede på et forkert eller ufuldstændigt grundlag, navnlig fordi B ikke havde eftersøgt hans familie i hjemlandet i medfør af UDL § 56 a, stk. 8. HR fandt ikke, at det var en betingelse for, at B kunne træffe afgørelse om opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 c, 3, nr. 2, at de havde gennemført en eftersøgning af et uledsaget asylbarns forældre eller anden familie. B var heller ikke forpligtet til at lade en afgørelse om, hvorvidt der kunne gives opholdstilladelse, afvente udfaldet af en eftersøgning, som barnet havde igangsat. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte B’s skøn, hvorefter A ikke ville blive stillet i en reel nødsituation ved en tilbagevenden til hjemlandet. Der var ikke handlet i strid med Danmarks internationale forpligtelser. HR frifandt derfor B.

UfR 2013.2425 VLD: En thailandsk kvinde, M, blev gift med en dansk mand, N, og fik sammen med sin datter, D, født februar 1999, opholdstilladelse her i landet d. 18.01.2008. M’s to øvrige børn, A, født februar 2007, og B, født oktober 1997, fik midlertidig opholdstilladelse her i landet d. 29.07.2008 efter UDL § 9, stk. 1, nr. 2. Opholdstilladelserne var bl.a. på betingelse af, at M var fastboende og havde opholdstilladelse i Danmark. M rejste tilbage til Thailand d. 30.03.2012, og tog kun D med sig. Justitsministeriet, J, inddrog herefter den midlertidige opholdstilladelse for A og B ved afgørelse af 08.11.2012, i medfør af UDL § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. N havde del i forældremyndigheden over A, og havde haft A boende hos sig siden han kom til Danmark i 2008. A og B indbragte J’s afgørelser for retten med påstand om, at de blev ophævet. VL udtalte, at det forhold, at J med rette i sin vurdering havde inddraget overførelsen af forældremyndigheden til N i sammenhæng med hans manglende biologiske slægtskab med A, omgåelseshensyn, samt moderens omsorgspligt, ikke kunne fritage for, at der skulle foretages en selvstændig vurdering efter UDL § 26, stk. 1. VL lagde herefter til grund, at A ikke kunne tale thai, at M måtte anses for reelt at have opgivet A, at hele A’s forestillingsverden var knyttet til Danmark, og at N var A’s primære omsorgsperson. De anførte forhold var af central betydning for barnets tarv, jf. FN’s børnekonvention art. 3, stk. 1, som ikke var inddraget særskilt i J’s vurdering vedr. A. På baggrund heraf tiltrådte VL, at inddragelsen af A’s opholdstilladelse måtte virke så belastende, at der var grundlag for at ophæve J’s afgørelse i forhold til ham, jf. UDL § 26, stk. 1. Da forudsætningen for B var ændret som følge af VL’s afgørelse om A, og da vurderingen i første omgang burde foretages af udlændingemyndighederne, tiltrådte VL, at sagen hjemvistes for B’s vedkommende.

UfR 2013.3393 HD: A flygtede i 1995 fra Sri Lanka og fik i 1997 opholdstilladelse som flygtning i Danmark. A blev gift med B i Thailand d. 15.01.2003. B, der var født og opvokset i Sri Lanka, søgte herefter d. 28.01.2003 om familiesammenføring med A. Udlændingestyrelsen, U, afslog d. 19.04.2003 ansøgningen om opholdstilladelse, og d. 14.06.2004 stadfæstede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, M, afgørelsen. M genoptog d. 17.08.2004 imidlertid sagen på grund af oplysninger om A og B’s fælles bopæl i Danmark og om fødslen af et fællesbarn og tilbagesendte d. 23.05.2005 sagen til U med henblik på, at U skulle udstede en opholdstilladelse, hvilket U gjorde d. 06.07.2005. A og B fremsatte flere år senere krav om erstatning og godtgørelse med den begrundelse, at de havde retskrav på familiesammenføring, at det skyldtes klare myndighedsfejl, at B d. 14.06.2004 fik afslag på opholdstilladelse, og at den daværende praksis var i strid med bl.a. EMRK art. 8. I relation til spørgsmålet om forældelse udtalte HR bl.a., at skaden indtrådte d. 14.06.2004, da M stadfæstede U’s afslag på opholdstilladelse. Hovedparten af kravene (påstand 2 og 3) var derfor forældede ved sagens anlæg d. 24.08.2009. HR udtalte om kravet i påstand 1, der angik lægeregninger på 1.450 kr., at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at M havde begået ansvarspådragende fejl ved afgørelsen af 14.06.2004. HR frifandt herefter M. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2015.1069 ØLD: Udlændingenævnets afgørelse om bortfald af opholdstilladelse var ikke i strid med konventionsforpligtelser

K, der var pakistansk statsborger, blev i 1996 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med M, der havde opholdt sig i Danmark siden 1972 og var blevet dansk statsborger. K og M rejste i 2005 til Pakistan, hvor K i 2007 fødte et barn. Efter at K i maj 2012 igen indrejste til Danmark, afgjorde Udlændingestyrelsen, U, i december 2012, at K’s opholdstilladelse var bortfaldet, og at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet. U’s afgørelse blev i 2013 stadfæstet af Udlændingenævnet, N. K lagde ved Retten i Glostrup sag an mod N med påstand om, at N’s afgørelse blev ophævet. ØL fandt, at dispensation efter udlændingelovens  § 17, stk. 3 beroede på at skøn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte N's skøn. ØL fandt tillige, at N’s afgørelse hverken indebar en krænkelse af EMRK art. 8, TEUF art. 20 eller FN’s børnekonvention, og ØL frifandt derfor N for K’s påstand om ophævelse. BR var kommet til samme resultat. 

FM 2015.216 ØLK: Sagsanlæg om  prøvelse af afslag på opholdstilladelse tillagt opsættende virkning som følge af sagens principielle karakter og ansøgers mellemkommende fødsel af parternes fælles barn

A og B havde, i forbindelse med en sag anlagt mod Udlændingenævnet med påstand om omgørelse af nævnets afgørelse om afslag på familiesammenføring, fremsat anmodning om, at søgsmålet blev tillagt opsættende virkning, således at B, der var ukrainsk statsborger, kunne opholde sig i Danmark, indtil retten havde truffet afgørelse i sagen. A og B havde under sagen gjort gældende, at de med nævnets afgørelse, som afviste dispensation fra selvforsørgelseskravet i UDL § 9, stk. 5, blev udsat for usaglig forskelsbehandling på grund af handicap i strid med FN's konvention om rettigheder for personer med handicap artikel 5 og 23, jf. artikel 4, og EMRK art. 14, jf. art. 8. Det var i sagen ubestridt, at A, der var dansk statsborger, var handicappet i disse bestemmelsers forstand, og at der ikke var udsigt til bedring af tilstanden, som krævede konstant behov for særlig, herunder fagpædagogisk, støtte, som i et vist omfang kunne ydes af B. B havde opholdt sig i Danmark siden primo januar 2012. Byretten udtalte, at selvom Udlændingenævnet udtrykkeligt havde taget stilling til, om A ved det meddelte afslag på opholdstilladelse blev udsat for usaglig forskelsbehandling som følge af sit handicap, så var det i hvert fald ikke på det foreliggende grundlag udelukket, at B og A kunne få medhold i påstanden om ugyldighed ved rettens prøvelse af denne problemstilling, der – så vidt ses – ikke tidligere havde været forelagt domstolene. Under disse omstændigheder, og henset til den samlede længde af Bs ophold i Danmark sammen med A, fandtes det offentliges interesse i håndhævelsen af udlændingeloven at måtte vige for den interesse, som hun og A på grund af hans særlige behov for at forblive sammen i Danmark, indtil sagen er afgjort af retten. Derfor blev anmodning imødekommet således, at B kunne opholde sig her i landet, indtil retten havde truffet afgørelse i sagen. Det forudsattes i den forbindelse, at sagen fremmedes uden unødig forsinkelse. ØL anførte at B i 2015 havde født parternes fællesbarn. Det var oplyst, at udlændingemyndighederne efter fast praksis udsætter en ansøgers udrejsedato til 2 måneder efter fødsel, og at dette også vil være tilfældet i denne sag. ØL lægger til grund, at B på denne baggrund lovligt ville kunne opholde sig i Danmark indtil d. .. 2015. Sagen om Udlændingenævnets afgørelse var ved kendelse af 11. 02.2015 henvist til ØL i medfør af RPL § 226, stk. 1, og sagen skulle hovedforhandles d. 02.11.2015. Henset hertil og til de af byretten anførte grunde fandt ØL, at det offentliges interesse i håndhævelsen af udlændingeloven under de anførte omstændigheder måtte vige for den særlige interesse, som B havde i, at familien kunne forblive samlet, mens ØL behandlede sagen.

UfR 2017.1902 VLD: Transport mellem to adresser i Kruså af to udlændinge, som opholdt sig ulovligt i Danmark, var ikke omfattet af UDL § 59, stk. 8, nr. 1

T var tiltalt for overtrædelse af UDL § 59, stk. 8, nr. 1, idet T havde samlet to iranske statsborgere, H og A, op på en tankstation om natten i nærheden af den dansk/tyske grænse, og kørt dem til en anden adresse i Kruså, hvor T blev stoppet af politiet. Yderligere nedlagde Anklagemyndigheden, A, påstand om, at T blev udvist betinget af Danmark, jf. UDL § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 5, jf. § 24 b, jf. § 26, stk. 2 Retten i Sønderborg fandt, at T ved at have transporteret to udlændinge uden at have set gyldige opholdspapirer eller rejselegitimation havde vidst eller måtte indse, at det var overvejende sandsynligt, at de to personer ikke lovligt opholdt sig i Danmark. Straffen fastsattes til fængsel i 40 dage, jf. UDL § 59, stk. 8, nr. 1. T’s transport fandtes at være af tilfældig karakter, og det kunne ikke afvises, at T alene havde til hensigt at transportere udlændingene til et nærliggende asylcenter. På denne baggrund var det forsvarligt at gøre straffen betinget, jf. STRFL § 56, stk. 1. Der var ikke grundlag for betinget udvisning af T. VL fandt, at UDL § 59, stk. 8, nr. 1 blev ændret ved lov nr. 367 af 06.06.2002.. Ved loven blev "rejse gennem" indsat som et led i gerningsindholdet, og dette led måtte anses at vedrøre bistand med transit gennem landet med henblik på ulovlig passage af et andet lands grænse. Da en bistand, som den, der var rejst tiltalte for, herefter ikke var omfattet af UDL § 59, stk. 8, nr. 1, frifandtes T.

Flygtningenævnet afgørelser er endelige

UfR 1996.529 HD: Justitsministeriets afslag på opholdstilladelse til 38-årig mentalt retarderet tyrkisk kvinde, hvis forældre og søskende opholdt sig i Danmark, blev ophævet, idet afgørelsen burde være truffet efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 i stedet for nr. 4.

UfR 1997.1157 HD: Asylsøger fra Peru påstod Flygtningenævnet dømt til at anerkende, at tvangsmæssig udsendelse af ham til Peru ikke måtte finde sted. Højesterets flertal (4/3) fandt, at endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7 indebærer, at domstolene er afskåret fra at prøve Flygtningenævnets afgørelse i den foreliggende sag, som herefter afvistes. Komm. af Kim U. Kjær i JUR 1998.45-55: "En grov tilsidesættelse af grundlovens klare ord" - om en endelighedsklausul, dens rækkevidde og konsekvenser.

UfR 1999.1243 HD: Kvinde, der ikke havde sandsynliggjort, at hun var fra Somalia, fik ikke medhold i, at Flygtningenævnets afslag på opholdstilladelse var ugyldig på grund af sagsbehandlingsfejl. Der var derfor ikke grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7, og sagen blev afvist, jf. udlændingelovens § 56, stk. 7.

UfR 2001.861 HD: To nigerianske statsborgere påstod Flygtningenævnets afgørelse om afslag på asyl kendt ugyldig som følge af væsentlige sagsbehandlingsfejl. Sagen blev afvist, idet domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7. De forhold vedrørende sprogtesten, som R og H har påberåbt sig, fandtes at angå Flygtningenævnets bevisbedømmelse. Højesteret tiltrådte derfor, at disse forhold ikke kan karakteriseres som sagsbehandlingsfejl.

UfR 2002.406 HD: Sag med påstand om, at Flygtningenævnets afgørelse var ugyldig blev afvist, da indsigelserne angik nævnets bevisbedømmelse. De påberåbte forhold kunne ikke karakteriseres som sagsbehandlingsfejl, hvorfor endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7, indebar, at domstolene er afskåret fra at prøve Flygtningenævnets afgørelse i den foreliggende sag. 

UfR 2003.2405 HD: A, der var kristen armenier fra Aserbajdsjan, havde fået afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Sag om prøvelse af afgørelsen blev afvist, idet domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8.

UfR 2004.727 HD: A, der var jugoslavisk statsborger, havde i Flygtningenævnet fået afslag på asyl.  ØL afviste sagen i medfør af udlændingelovens § 56, stk. 7. Højesteret udtalte, at domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. En prøvelse af A's indsigelser indebar en stillingtagen til retsspørgsmål. Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at anse de indsigelser, A havde rejst vedrørende begrundelsen af Flygtningenævnets afgørelse, herunder den manglende stillingtagen til betydningen af baggrunden for hans unddragelse af værnepligt, for i realiteten blot at være udtryk for uenighed i nævnets konkrete bevisbedømmelse og skønsudøvelse. En domstolsprøvelse af Flygtningenævnets afgørelse kunne herefter ikke anses for afskåret i medfør af udlændingelovens endelighedsbestemmelse. Højesteret tiltrådte, at sagen ikke kunne afvises ud fra et synspunkt om manglende retlig interesse som følge af amnestiloven af 26. februar 2001. Sagens hjemvist til realitetsbehandling i Østre Landsret.

UfR 2006.1149 HD:  A blev i 1996 på grund af borgerkrig i hjemlandet adskilt fra sin ægtefælle og deres tre børn samt barnet B, som var født i 1990 i et tidligere forhold, og som siden da havde levet sammen med A som hans barn. A fik i 1998 humanitær opholdstilladelse. I 1999 indgav A’s ægtefælle og 4 børn, herunder B, ansøgning om familiesammenføring med A. I forbindelse med ansøgningen oplyste A, at B var hans særbarn, men DNA undersøgelse udelukkede imidlertid A som far til B. I 2001 fik A’s ægtefælle og de tre børn familiesammenføring med A, mens den dengang knap 11-årige B fik afslag. HR fastslog, at det var et retligt spørgsmål, omfattet af domstolsprøvelsen efter GRL § 63, hvad der skal forstås ved ”nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person” i den dagældende § 9, stk. 2, nr. 1, i udlændingeloven, jf. herved Højesterets dom gengivet i UfR 1996 s. 529. Det var ligeledes omfattet af domstolsprøvelsen, om der faktisk forelå en sådan tilknytning, jf. herved Højesterets dom gengivet i UfR 2005 s. 1780. Ved afgørelsen af, om der burde meddeles en udlænding, som opfyldte tilknytningskravet, opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 1, var der imidlertid overladt udlændingemyndighederne et skøn. HR lagde til grund, at B fra sin fødsel i 1990 havde været anset og behandlet som barn af A og havde levet sammen med ham, indtil de i 1996 blev adskilt på grund af borgerkrig, hvorefter B fortsat levede sammen med A’s ægtefælle og børn, indtil disse i 2001 kom til Danmark. Det fandtes herefter godtgjort, at der forelå den nødvendige tilnytning, som var en betingelse for, at der – efter en skønsmæssig vurdering som nævnt – kunne gives opholdstilladelse. Ud over at henvise til, at der ved afgørelsen bl.a. var lagt vægt på, at der gik tre år fra A’s indrejse i 1996, til ansøgningen blev indgivet i 1999, havde ministeriet ikke anført en konkret begrundelse for afgørelsen, og det var efter afgørelsen usikkert, om ministeriet havde anset B for omfattet af personkredsen i § 9, stk. 2, nr. 1. Allerede fordi det herefter ikke kunne afvises, at ministeriet havde lagt en forkert retsanvendelse til grund, og at dette havde haft betydning for sagens afgørelse, hjemviste Højesteret sagen til fornyet behandling i ministeriet.

UfR 2006.1831 HD: Syv serbisk-montenegrinske statsborgere, N, der alle var beslægtede, indrejste i 2002 fra Kosovo til Danmark og indgav ansøgninger om asyl. I juli 2003 meddelte Udlændingestyrelsen N afslag på opholdstilladelse efter UDLL § 7. Afgørelserne blev indbragt for Flygtningenævnet, hvor sagerne blev behandlet af Flygtningenævnets næstformand på skriftligt grundlag i henhold til UDLL § 53, stk. 4, og § 56, stk. 3. I februar 2004 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag. N anlagde herefter sag ved domstolene mod Flygtningenævnet, idet de mente, at afgørelserne skulle ophæves, og sagerne hjemvises til fortsat behandling i Flygtningenævnet, bl.a. på grund af næstformandens inhabilitet. Højesteret frifandt Flygtningenævnet for så vidt angik spørgsmålet om inhabilitet, idet der ikke var grundlag for at rejse tvivl om næstformandens upartiskhed. HR fastslog i den forbindelse, at habilitetsspørgsmålet var et retsspørgsmål, som landsretten uanset endelighedsbestemmelsen i UDLL § 56, stk. 8, burde have taget stilling til i realiteten. HR afviste i øvrigt sagen. HR udtalte bl.a., at UDLL § 53, stk. 4, (nu § 53, stk. 8) må forstås således, at formandens eller næstformanden afgørelse om, hvorvidt sagen bør henvises til behandling i det samlede nævn, beror på en skønsmæssig vurdering af, om sagen frembyder tvivl. En sådan vurdering kan ikke anses at angå et retsspørgsmål og kan derfor ikke efterprøves af domstolene, jf. lovens § 56, stk. 8.

UfR 2007.262 HD: A, der var jugoslavisk statsborger, ansøgte efter ankomst til Danmark i juni 1999 om asyl, efter at han i Jugoslavien var blevet idømt fængsel i 2 år for at udeblive fra militærtjeneste. Udlændingestyrelsen afslog ansøgningen, og afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet. A indbragte afslaget på asyl for domstolene. Efter at HR havde hjemvist sagen til ØL, genoptog Flygtningenævnet behandlingen af sagen, og traf herefter en ny afgørelse, hvor A igen blev nægtet opholdstilladelse, denne gang med den begrundelse, at det ikke var sandsynliggjort, at A havde været i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser. A indbragte det nye afslag for domstolene. HR hjemviste sagen til Flygtningenævnet og fastslog, at spørgsmålet om de betingelser for tildeling af asyl, som Flygtningenævnet havde afgjort sagen på grundlag af, herunder bevistema og bevisbyrde, var retsspørgsmål, som uanset endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var underlagt domstolenes prøvelse. Flygtningenævnet havde i den konkrete sag ikke været berettiget til at stille krav om, at A – ud over det han allerede havde oplyst, og som Flygtningenævnet havde lagt til grund – yderligere skulle sandsynliggøre, at han var i en konkret risiko for at skulle udføre eller medvirke til krigsforbrydelser. (3-2)

UfR 2007.1277 HD: A, der var serbisk-montenegrinsk albaner, var i 1999 meddelt opholdstilladelse efter reglerne om asyl. I oktober 2002 inddrog Udlændingestyrelsen A´s opholdstilladelse. Denne inddragelse blev påklaget til Flygtningenævnet, F, der i maj 2003 stadfæstede beslutningen. A indbragte herefter F’s afgørelse for domstolene. A havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke i afgørelsen havde anført kriterierne for sondringen mellem ”belastende” og særligt belastende” i forhold til tvangsmæssig udvisning, at sagen ikke af nævnet var oplyst korrekt, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, kunne indsigelserne ikke efterprøves af domstolene.

UfR 2007.1286 HD: Ægtefællerne A og B samt deres børn C og D havde gjort gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det blandt andet gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, samt at begrundelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A, B, C og D herefter havde mod afgørelserne, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelser af A, B, C og D’s sager.

UfR 2007.1291 HD: A gjorde gældende, at endelighedsbestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere gjorde A bl.a. gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 A og 1 C og EMRK art. 3, at F ikke havde oplyst sagen korrekt, at F skulle have tilladt A at afspille et videobånd med billeder af hendes opholdssted og erklæringer fra hendes nabo, samt at begrundelsen for afgørelsen ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet den alene var summarisk. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, men i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til et andet resultat, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2007.1291/2 HD: A og C og fællesbørnene B1, B2, B3 og B4 gjorde gældende, at endeligheds-bestemmelsen i udlændingeloven var bortfaldet eller ikke skulle forstås som tidligere som følge af lovændringen i 2002, hvorefter blandt andet sammensætningen af Flygtningenævnet, F, ændredes. Endvidere blev det bl.a. gjort gældende, at der ikke var taget hensyn til eller i hvert fald sket en forkert fortolkning af internationale konventioner, Flygtningekonventionens artikel 1 C, FN´s Børnekonvention artikel 12 og 13 og EMRK art. 3, at begrundelserne for afgørelserne ikke var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper, idet de alene var summariske, at der var foretaget en forkert fortolkning af, hvad der efter udlændingelovens bestemmelse om asyl skulle forstås ved ”forfølgelse”, samt at nævnet ikke havde oplyst sagen korrekt. HR afviste sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8. Bestemmelsen blev ikke i sin ordlyd ændret ved lovændringen i 2002, og der var ikke i øvrigt grundlag for at antage, at bestemmelsen efter lovændringen skulle fortolkes anderledes end sket før lovændringen. Domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var herefter begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. Da de forhold og indsigelser, A herefter havde mod afgørelsen, ikke var sådanne retsspørgsmål, idet de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse, og da de øvrige indsigelser ikke kunne føre til andet, var der ikke grundlag for at fravige udlændingelovens endelighedsbestemmelse, og domstolene var herefter afskåret fra at prøve F’s afgørelse.

UfR 2008.482 HD: I 1999 indrejste A, som er serbisk-montenegrinsk statsborger fra Kosovo, i Danmark og søgte om asyl. A fik opholdstilladelse efter UDL § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen, U, afslog i september 2002 at forlænge A’s opholdstilladelse, hvilket Flygtningenævnet, F, stadfæstede i juni 2003. A søgte herefter opholdstilladelse efter UDL § 9 e (dengang § 9, stk. 2 nr. 5) dels humanitær opholdstilladelse jf. UDL § 9 b, stk. 1. Integrationsministeriet, I, der er det øverste administrative organ stadfæstede afgørelsen i november 2003. Herefter indbragte A sagen for VL, som afviste sagen under henvisning til endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8. HR stadfæstede at VL havde afvist sagen.

UfR 2008.506 HD, UfR 2008.511/1 HD, UfR 2008.511/2 HD, UfR 2008.511/3 HD, UfR 2008.517 HD: Flygtningenævnet F, havde ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet Udlændingestyrelsens U’s, afslag på at give A1-A7, der alle var etniske romaer fra Kosovo, opholdstilladelse efter UDL § 7. F havde endvidere ved afgørelser i 2003 og 2004 stadfæstet U’s afslag på at forlænge A8´s og A9´s opholdstilladelse. A8 og A9 var etniske albanere fra Kosovo. A1-A9 indbragte F’s afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning, subsidiært frifindelse. VL besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling. HR gav i samtlige sager F medhold i afvisningspåstanden. HR udtalte, at domstolsprøvelse af F’s afgørelser var begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at de forhold vedrørende sagens oplysning, som A1-A9 havde påberåbt sig, var så nært og nødvendigt forbundet med bevisbedømmelsen, at de i det hele angik F’s bevisbedømmelse. På samme måde angik A1-A9’s indsigelser vedrørende afgørelsernes begrundelse i realiteten F’s afgørelse af, om der skulle meddeles asyl, henholdsvis om opholdstilladelsen kunne nægtes forlænget. HR fandt endvidere, at A1-A9’s indsigelser vedrørende F’s anvendelse af internationale konventioner mv. i realiteten blot var udtryk for uenighed i F’s konkrete bedømmelse af, om sagens faktiske omstændigheder kunne begrunde asyl henholdsvis en forlængelse af opholdstilladelsen. Endelig fandt HR, at A1-A9’s indsigelser om, at der ikke var taget hensyn til relevante bestemmelser i bl.a. Flygtningekonventionen, angik forhold af asylbegrundende karakter og dermed spørgsmålet om bevisbedømmelse og skønsudøvelse. Da der herefter ikke forelå omstændigheder, som gav grundlag for at fravige endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8, afviste HR sagerne.

UfR 2008.876 HD: Ægtefællerne A og B, som er statsborgere fra Kosovoprovinsen, indrejste sammen med deres to børn i Danmark d. 04.06.1999 og fik midlertidig opholdstilladelse i medfør af Kosovonødloven. I juli måned 2000, rejste de tilbage til Kosovo, men vendte tilbage til Danmark og søgte om asyl d. 30.09.2000. Flygtningenævnet, F, afslog A og B’s ansøgning om opholdstilladelse og familien blev udsendt til Kosovo i august 2006. Både VL og HR frifandt I, og fandt af sagen mod F skulle afvises i medfør af endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8.

UfR 2008.1174 HD: Efter indrejse i Danmark d. 24.07.2001 fik Ægteparret A og B, der var romaer fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, afslag på asyl og på humanitær opholdstilladelse. De udrejste dog ikke til Kosovoprovinsen, og Udlændingeservice gav dem d. 27.08.2004 påbud om at flytte til et flygtningecenter, jf. UDL § 42 a, stk. 7, 1. pkt. Integrationsministeriet tiltrådte d. 14.07.2005 en afgørelse, som Rigspolitiets udlændingeafdeling, R, havde truffet efter UDL § 34, stk. 2, nr. 5, om meldepligt for ægteparret. Ægteparret påstod, at flyttepåbuddet skulle ophæves, og at påbuddet var erstatningspådragende. De mente også, at afgørelsen om meldepligt skulle ophæves, og at R havde overtrådt FVL §§ 7 og 8 i forbindelse med et møde hos R. HR fandt ikke grundlag for, at tilsidesætte udlændingemyndighedernes afgørelser om flyttepåbud og meldepligt. HR lagde bl.a. vægt på, at ægteparret var afviste asylansøgere uden ret til at opholde sig i Danmark, og at de ikke ville medvirke til at udrejse frivilligt. Det af ægteparret anførte om, at etniske romaer ikke tvangsmæssigt kunne hjemsendes til Kosovo, kunne ikke føre til et andet resultat. HR fandt det ikke godtgjort, at R havde tilsidesat FVL § 8 om ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre eller havde forsømt at give ægteparret den fornødne vejledning efter FVL § 7.

UfR 2008.2177/2 HD, UfR 2008.2178/2 HD, UfR 2008.2178/3 HD, UfR 2008.2178/4 HD, UfR 2008.2179/1 HD: Flygtningenævnet, F, havde ved en række afgørelser stadfæstet Udlændingeservices afslag på at give A1-A9, der alle var fra Kosovo, opholdstilladelse efter UDL § 7. A1-A9 indbragte F’s afgørelser for domstolene. F påstod i alle sagerne afvisning, subsidiært frifindelse. Landsretten besluttede i samtlige sager at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling. HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at A1-A9’s indsigelser mod F’s afgørelser ikke angik sådanne retsspørgsmål, men at de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse. For så vidt angik A1-A9’s indsigelse om manglende adgang til en yderligere bisidder under behandlinger i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog mv. skulle deltage som bisidder under F’s møde til behandling af en sag, burde imødekommes, beroede på en skønsmæssig vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning måtte anses for hensigtsmæssigt, og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke kunne efterprøves af domstolene, jf. UDL § 56, stk. 8. Der var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt. HR afviste herefter sagerne med henvisning til endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8.

UfR 2008.2178/1 HD: Flygtningenævnet, F, havde ved afgørelser af 30.07.2002 stadfæstet Udlændingeservices, U, afslag på at give A1 og A2, der begge var fra Kosovo, opholdstilladelse efter UDL § 7. Integrationsministeriet, I, havde endvidere ved afgørelse af 17.03.2003 meddelt A1 og A2 afslag på humanitær opholdstilladelse i medfør af UDL § 9 b, stk. 1. A1 og A2 indbragte F’s afgørelser for domstolene. F påstod i alle sager afvisning, subsidiært frifindelse. Landsretten besluttede at udskille spørgsmålet om afvisning til særskilt behandling. A1 og A2 indbragte endvidere I’s afslag på humanitær opholdstilladelse for domstolene. A1 og A2 nedlage principalt påstand om ophævelse af I’s afgørelse og subsidiært påstand om, at I skulle anerkende, at A1 og A2 på tidspunktet for beslutningen om afslag på humanitær opholdstilladelse kom fra et hjemland med vanskelige levevilkår og ved tilbagevenden dertil ville være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handikap. I påstod overfor den principale påstand frifindelse og overfor den subsidiære påstand afvisning, subsidiært frifindelse. HR udtalte, at domstolsprøvelsen af F’s afgørelser var begrænset til retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse. HR fandt, at A1 og A2’s indsigelser mod F’s afgørelser ikke angik sådanne retsspørgsmål, men at de i realiteten angik F’s bevisbedømmelse og skønsudøvelse. For så vidt angik A1 og A2’s indsigelse om manglende adgang til en yderligere bisidder under behandlingen i F udtalte HR, at om en begæring om, at en psykolog mv. skulle deltage som bisidder under F’s møde til behandling af en sag burde imødekommes, beroede på en skønsmæssig vurdering af, om dette af hensyn til sagens oplysning måtte anses for hensigtsmæssigt, og at en sådan vurdering som udgangspunkt ikke kunne efterprøves af domstolene, jf. UDL § 56, stk. 8. Der var ikke oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt. HR afviste herefter sagen med henvisning til endelighedsbestemmelsen i UDL § 56, stk. 8. HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at I ved sin sagsoplysning ikke skulle have tilvejebragt et tilstrækkeligt klart og bevismæssigt sikkert grundlag for afgørelserne, at I havde foretaget en mangelfuld skønsafvejning af de enkelte kriterier, eller at der i øvrigt forelå fejl ved I’s behandling af sagen. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige vurdering, hvorefter de konkrete forhold i sagen ikke gav grundlag for at meddele opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1, og HR frifandt derfor I. For så vidt angik den subsidiære påstand fandt HR, at påstanden reelt var et anbringende til støtte for principale påstand og afviste derfor påstanden.

UfR 2011.3083 HD: A var afghansk statsborger og giftede sig i 2005 med den herboende afghanske statsborger, B, som var indrejst i 1999 og havde status som konventionsflygtning. A fik endeligt afslag på at blive ægtefællesammenført med B i Danmark under henvisning til, at deres samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Afghanistan. Der fandtes endvidere ikke at foreligge sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at A alligevel skulle gives opholdstilladelse, jf. UDL § 9. Efter afslaget anlagde A retssag med påstand om, at I skulle anerkende, at afgørelsen var ulovlig og ugyldig. HR tog I’s frifindelsespåstand til følge og udtalte, at den foreliggende sag blev behandlet efter reglerne i en meddelelse fra Udlændingestyrelsen, hvorefter der i tilfælde, hvor ægtefællerne var blevet gift efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, skulle foretages en vurdering af, hvorvidt den herboende efter de aktuelle forhold (fortsat) risikerede asylrelevant forfølgelse i sit hjemland, og det var forudsat, at dette spørgsmål efter omstændighederne kunne blive besvaret benægtende, selv om betingelserne for at ophæve den herboendes flygtningestatus ikke kunne anses for opfyldt. Reglerne i meddelelsen om sagsbehandlingen og bedømmelseskriterierne måtte anses for godkendt af Folketinget i forbindelse med 2005-ændringen af UDL, og HR fandt ikke grundlag for at fastslå, at reglerne var i strid med EMRK art. 8 eller med andre bestemmelser i internationale konventioner. HR fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte det af I udøvede skøn i forbindelse med vurderingen af, om B ville risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Retspraksis:

UfR 1991.700 HD. Syv luftfartsselskaber idømt bøde på 8.000 kr. for hver udlænding, for hvis indrejse selskabet var ansvarlig efter udlændingelovens § 61, jf. § 59 a.  Komm. af Torben Melchior i UfR 1992 B.37-42.

UfR 1997.756 HK: Marokkansk kvinde, som var gift med herboende, havde fået afslag på opholdstilladelse, idet det ikke var godtgjort, at ægtefællen var i stand til at forsørge hende, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Sag mod Indenrigsministeriet om gyldigheden af afgørelsen ikke tillagt opsættende virkning. 

UfR 1997.1253 VLK: Afghansk familie, der midlertidigt havde lejet en lejlighed i Auning af Dansk Flygtningehjælp for 2.627 kr. om måneden, blev sagt op, da de ikke ville flytte til en permanent bolig i Ødum. Antaget, at forholdet ikke var omfattet af lejeloven, jf. BIL § 31, stk. 2. Familien blev herefter udsat af boligen.

FM 1999.85 ØLK: Byretten bestemte ved kendelse i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 3, 2. pkt., at udvist algiersk statsborgers fingeraftryk skulle overgives til de algierske myndigheder med henblik på udstedelse af de nødvendige rejsepapirer.

UfR 2000.1558 HD: Udlænding, der havde fået afslag på asyl,  fik ikke medhold i, at Indenrigsministeriets afgørelse om meldepligt var ugyldig.

UfR 2000.1918 ØLK: Politidirektøren i København fik tilladelse til søgning efter fingeraftryk i "B-filen" efter 16 navngivne udlændinge, der var eftersøgt i Tyskland, jf. udlændingelovens § 40 a, stk. 8, jf. stk. 7.

UfR 2001.1383 VLK: Politiet i Århus anmodede i  forbindelse med efterforskningen af sag om drabsforsøg mod speciallæge i Brabrand om tilladelse til at søge oplysninger om fingeraftryk i Rigspolitichefens edb-register for udlændinge. Da der ikke forelå noget, der specielt pegede på, at forbrydelsen skulle være begået af en udlænding, toges begæringen ikke til følge. (2-1)

UfR 2001.1875 HD: Socialministeriets beslutninger fra 1994 om hjemsendelse af 43-årig islandsk statsborger, der fik kontanthjælp, var gyldig, jf. bistandslovens § 4, stk. 1, nu aktivlovens § 3, stk. 4. (6-1).

UfR 2001.2197 HKK: Sag om bortfald af opholdstilladelse afvist på grund af overskridelse af fristen i udlændingelovens § 52, stk. 1 for indbringelse for domstolene. Fristen efter udlændingelovens § 52, stk. 1, måtte regnes fra det tidspunkt, da ministeriets afgørelse blev meddelt advokat Giersing, jf. herved forvaltningslovens § 8, idet hverken ordlyden af udlændingelovens § 52, stk. 1, eller afgørelsens karakter kunne føre til et andet resultat (3-2)

UfR 2002.463 VLK: Kvinde fra Tanzania, født i 1981, havde i 1998 fået opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet hendes mor, der havde forældremyndigheden over hende, boede i Danmark. Opholdstilladelsen blev inddraget i 2000, da K ikke havde oplyst, at hun i 1996 var gift i Tanzania, og derfor ikke længere var under forældremyndighed. Indenrigsministeriets afgørelse blev opretholdt (2-1).

UfR 2002.680 ØLK: Advokat for udlænding U, der skulle tvangsudsendes til Pristina med fly, havde begæret retsmøde for at fastslå, om anvendelse af fysisk tvang ville være lovlig. Retten i Hillerød afviste at afholde retsmøde herom. Kæremålet afvist, da kærefristen var sprunget.

UfR 2003.777 ØLD: T1 og T idømt bøder på 30.000 kr., for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, jf. stk. 2, ved at have beskæftiget 2 litauiske statsborgere uden arbejdstilladelse på byggeri i Klampenborg.

UfR 2003.1073 VLK: Retten i Århus afsagde kendelse om, at en iransk kvinde og hendes to børn, der havde fået afslag på opholdstilladelse,  kunne fremstilles på Irans ambassade med henblik på udstedelse af rejsedokumenter, jf. udlændingelovens § 40, stk. 3. VL stadfæstede.

UfR 2003.1641 ØLK: Udvist statsløs palæstinenser kunne i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 3 eller dennes analogi fremstilles for Notarius Publicus i København for at sætte fingeraftryk på ansøgningsskema til den libanesiske ambassade.

UfR 2004.688 ØLK: A havde fået afslag på familiesammenføring med D, da Integrationsministeriet ikke mente, at D var hans datter Under sagens prøvelse besluttede byretten at ved Udlændingestyrelsens foranstaltning skulle iværksættes en dna-undersøgelse, jf. udlændingelovens § 52, stk. 2. ØL stadfæstede med bemærkning o, at der ikke herved var taget stilling til den endelige afholdelse af omkostningerne herved, jf. udlændingelovens § 52, stk. 5 

UfR 2004.861 HD: Indenrigsministeriet havde med rette henvist asylsag til behandling af de franske myndigheder

UfR 2006.2468 VLD: M og H, begge født i Tyrkiet, havde sammen børnene A og B. I 1997 fik H dansk indfødsret, der også omfattede A og B, der begge var født i Danmark. Indtil en ændring i 2003 havde A og B i Ikast Kommune modtaget folkeskoleundervisning i tyrkisk. Efter ændringen blev der kun tilbudt undervisning i tyrkisk mod betaling. VL fandt, at artikel 9 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 angik tyrkiske børn. A og B var født i Danmark, og de blev danske statsborgere i april 1997. De havde boet hele deres liv i Danmark, og det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at de havde lært dansk som små, og at de fuldt ud beherskede dansk. A og B kunne herefter ikke anses for tyrkiske børn i henhold til artikel 9. Det kunne endvidere ikke anses for stridende mod artikel 9, at Ikast Kommune ikke tilbød tyrkiske børn - der efter artikel 9 havde adgang til almindelig skoleundervisning på samme betingelser som børn af statsborgere i den pågældende medlemsstat - vederlagsfri undervisning i tyrkisk. VL bemærkede desuden, at det ikke var forskelsbehandling på grund af nationalitet, at der ikke blev tilbudt tyrkiske børn vederlagsfri modersmålsundervisning. H og M havde således ikke efter Ankara-aftalen og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 krav på, at deres børn skulle modtage vederlagsfri modersmålsundervisning på samme måde som statsborgere fra EU- og EØS-lande. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at det var i strid med FN's Børnekonvention, at H og M's børn ikke blev tilbudt vederlagsfri undervisning i tyrkisk. Allerede som følge heraf kunne børnekonventionen ikke føre til, at H og M's påstand skulle tages til følge.

UfR 2006.3200/2 ØLD: Efter Gentofte Kommune, K's, praksis lod man en del visiterede flygtninge bo i K's ejerlejligheder og flerfamiliehuse på tidsbegrænsede lejekontrakter. Til støtte herfor anførtes K's atypiske forhold, idet K ikke rådede over almennyttige boliger m.v. i tilstrækkelig antal. ØL udtalte, at en naturlig, sproglig fortolkning af integrationslovens § 12, stk. 1, jf. stk. 5, om kommunalbestyrelsens pligt til at anvise flygtninge "en permanent bolig" indebar en pligt til at anvise en bolig uden tidsbegrænsning og ikke blot - således som dette var gjort gældende af K - en selvstændig bolig. Vedrørende K's atypiske forhold anførte ØL, at den særlige sammensætning af boligmassen i K ikke kunne tillægges betydning for afgørelsen. Det var således efter ØL's opfattelse i strid med integrationslovens § 12 at anvise flygtninge, som Udlændingestyrelsen visiterede, lejemål med en tidsbegrænsning. Det blev endvidere tiltrådt, at integrationslovens § 15 ikke udtømmende gjorde op med de reaktionsmuligheder, der var i forhold til en K's afgørelser vedrørende boligplacering i henhold til loven, og at der i medfør af  KMSTL §§ 48 og 50 b var hjemmel til at pålægge kommunalbestyrelsens medlemmer tvangsbøder.

UfR 2007.1154 ØLD: T havde i en periode på ca. 10 mdr. uden fornøden arbejdstilladelse beskæftiget en kvinde, som var ansat som au pair hos en anden familie.  T havde herved gjort sig skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4. Det fremgik af forarbejderne (Folketingstidende 2003-04, tillæg B, side 2283) til det lovforslag, der lå til grund for udlændingelovens § 59, stk. 2, nu stk. 4, at bødeniveauet for ulovlig beskæftigelse af udlændinge, hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, som udgangspunkt bør være 10.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. måned. ØL fandt, under hensyntagen til at overtrædelsen af udlændingeloven til dels skyldtes en misforståelse af regelgrundlaget for au pair-piger, samt til at T og hendes familie bestræbte sig på sammen med pigens værtsfamilie at efterleve de krav, der var stillet til værtsfamilier for au pair-piger, at den sædvanlige bødetakst undtagelsesvis burde fraviges. T blev derfor idømt en bøde på 25.000 kr. (2-1)

UfR 2007.2785 HD: 2 tolke, som boede på Sjælland, havde ydet tolkebistand for en række asylansøgere fra Kosovo. Tolkningen foregik efter anmodning fra en advokat på dennes kontor i Sønderborg i forbindelse med, at han som beskikket advokat for asylansøgerne forberedte behandlingen af sagerne i Flygtningenævnet, F. F’s sekretariat honorerede tolkene for den tid, som medgik til tolkningen samt en times transporttid hver vej, men afviste at skulle betale yderligere, herunder for bro og færge. HR fastslog, at F havde været berettiget til at honorere tolkene efter Justitsministeriets cirkulæreskrivelse om vejledende retningslinier for honorering af tolke inden for Justitsministeriets område, med de tilføjelser som fremgik af et brev fra nævnet til de af F anvendte tolke. HR lagde til grund, at den pågældende advokat i strid med retningslinjerne ikke havde indhentet forudgående tilladelse til at anvende tolke fra en anden landsdel, man fandt det ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at F alligevel burde have ydet fuld godtgørelse for køretid og kørselsudgifter. Tolkene havde nedlagt subsidiær påstand om fornyet behandling i F, under henvisning til at F’s sekretariat ikke var kompetent til at træffe afgørelser om honorering af tolke. Hertil fandt HR, at afgørelser om honorering af tolke, som var truffet af F’s sekretariat kunne påklages til F’s formand eller til en næstformand, som formanden havde bemyndiget hertil, jf. § 33 i nævnets forretningsorden. Selv om der i de her omhandlede sager ikke måtte være truffet afgørelse af F’s formand, var der ikke grundlag for at hjemvise sagerne til fornyet behandling ved nævnet.

UfR 2007.2944 ØLK: T, som var 16 år og bulgarsk statsborger med bopæl i Bulgarien, blev i et grundlovsforhør varetægtsfængslet, jf. RPL § 762, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, sigtet for tyveri af diverse varer samt forsøg på at stjæle en kundes taske i et supermarked. ØL tiltrådte at der var begrundet mistanke om, at T havde begået det, som hun var sigtet for, og at der var bestemte grunde til at antage, at hun på fri fod ville unddrage sig forfølgning i sagen. Da der var en medgerningsmand på fri fod, fandtes betingelserne for varetægtsfængsling efter RPL § 762, stk. 1, nr. 3, ligeledes at være til stede. Henset til den retsfølge, der kunne ventes, hvis T fandtes skyldig, ansås betingelserne i RPL § 762, stk. 3, ikke for opfyldt. Efter anklagemyndighedens subsidiære påstand for byretten om varetægtsfængsling efter udlændingeloven fandt ØL efter oplysningerne om T's personlige forhold, at der var bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre T's tilstedeværelse under sagen, hvorfor T blev varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1.

UfR 2008.2151 HD: I april 2002 rejste de tre statsborgere A, B og C fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro til Danmark, hvor de ansøgte om, og fik afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen, U, gav d. 02.09.2004 påbud til A, B og C om at de skulle flytte fra flygtningecentret i Jelling til flygtningecentret i Avnstrup, dette ønskede de tre ikke og de anlagde derfor d. 08.09.2004 sag mod U med påstand om betaling af 20.000 kr. eller subsidiært med påstand om at U skulle anerkende at påbuddene, om at de tre skulle flytte, var usaglige, ulovlige og ansvarspådragende. Påbuddene blev ophævet for parret A og B d. 16.09.2004, idet B skulle føde 2 måneder senere og for C d. 27.09.2004, da U blev opmærksom på, at C ikke havde været på en kost- og logi ordningen i en måned. I sagen for HR ønskede A, B og C at hæve deres anke, da de nu havde fået opholdstilladelse, men ophævelse af anken kunne ikke på dette tidspunkt i sagsforløbet ske mod U’s protest, jf. RPL § 362, stk. 2. ØL fandt det ikke godtgjort, at U ved sine afgørelser, om at A, B og C skulle flytte, havde inddraget ulovlige eller usaglige kriterier. Flyttepåbuddene var blevet meddelt efter UDL § 42 a, stk. 7, 1. pkt., og ØL fandt ikke grundlag for, at tilsidesætte det skøn U havde foretaget ved anvendelsen af denne bestemmelse. ØL bemærkede tillige, at U’s retsanvendelse ikke stred imod internationale forpligtelser, som Danmark havde påtaget sig. At oplysningerne om graviditet og ordningen om kost- og logi ikke var blevet inddraget i afgørelserne af 02.09.2004, beroede ikke på sagsbehandlingsfejl af en sådan væsentlighed, at de kunne medføre afgørelsernes ulovlighed, eller at der forelå et erstatningsretligt ansvarsgrundlag. U blev derfor frifundet. HR stadfæstede afgørelsen.

UfR 2008.2201 HD: A, som var etnisk roma fra Kosovo, indrejste i 2002 i Danmark, hvor hun søgte om opholdstilladelse. I januar 2003 holdt danske myndigheder et møde med FN-myndigheder i Kosovo, herunder UNMIK, U. På mødet tilkendegav de danske myndigheder, at de var indstillet på at tilbyde en frivillig helbredsundersøgelse til de udlændinge, der blev tvangsmæssigt udsendt til Kosovo. Formålet var at sikre U helbredsoplysninger om de pågældende, så U kunne søge at tilvejebringe relevante behandlingstilbud. U nægtede at modtage etniske romaer i Kosovo, hvis de var blevet udsendt tvangsmæssigt. A fik endeligt afslag på opholdstilladelse og afslag på humanitær opholdstilladelse i 2004, men nægtede at udrejse. Derefter anmodede A Integrationsministeriet, I, om at få tilbudt den omhandlede helbredsundersøgelse. I efterkom ikke A’s ønske om en helbredsundersøgelse, da det ikke var praktisk muligt at hjemsende hende tvangsmæssigt. HR fastslog blandt andet, at A ikke havde krav på den omhandlede helbredsundersøgelse. HR udtalte, at uanset, hvad der nærmere blev aftalt på mødet i januar 2003 mellem de danske myndigheder og U, kunne man efter bevisførelsen lægge til grund, at temaet for mødet var den tvangsmæssige udsendelse af afviste asylansøgere til Kosovo. Det var ikke muligt at udsende A tvangsmæssigt til Kosovo, idet U nægtede at modtage etniske romaer. Derfor, og da A heller ikke på andet grundlag kunne kræve en helbredsundersøgelse, frifandt HR I for A’s påstand om, at hun skulle tilbydes den omhandlede helbredsundersøgelse.

UfR 2008.2513/1 HD: En somalisk mand, M fik i 1995 asyl i Danmark, og i den forbindelse udfyldte M et skema vedrørende sine familieforhold. M oplyste blandt andet, at han var gift med H, som var somalisk statsborger, og at de sammen havde 10 fællesbørn, herunder barnet B på 6 år, som sagen handlede om. H indgav i 1996 ansøgning om opholdstilladelse i Danmark med baggrund i familiesammenføringsreglerne, ansøgningen omfattede i alt 11 børn, herunder B. En foretaget dna-prøve viste, at B ikke var M og H’s biologiske barn, og på denne baggrund meddelte Udlændingestyrelsen, U, afslag på anmodningen om opholdstilladelse for så vidt angik B, hvorefter Integrationsministeriet, I, stadfæstede afgørelsen. Da I behandlede sagen, kom det dog frem, at M ikke havde været vidende om, at H på et hospital havde født et dødfødt barn, hvorefter H havde taget B til sig. Disse oplysninger var først fremkommet i 2001, og kunne derfor ifølge I ikke lægges til grund i sagen. Sagen blev indbragt for landsretten, som begrundet i dna-prøven, og parternes forklaringer ikke fandt det tilstrækkelig godtgjort, at der var en sådan familiemæssig tilknytning, at der var grundlag for familiesammenføring efter familiesammenføringsreglerne. HR stadfæstede afgørelsen.

UfR 2008.2516 HD: Den tyrkiske statsborger, T, indrejste i 1998 i Danmark, hvor han blev gift med en dansk statsborger. I 2002 blev han skilt, hvorefter T i Tyrkiet indgik ægteskab med A, som han tidligere havde været gift med, og med hvem han havde barnet, B, som under T’s ophold i Danmark havde opholdt sig hos A i Tyrkiet. Integrationsministeriet, I, afslog A’s ansøgning om familiesammenføring, og henviste til at familiens samlede tilknytning til Danmark ikke var større end tilknytningen til Tyrkiet, jf. UDL § 9, stk. 7. Ved prøvelsen for HR, lagde T og A, som nu boede i Danmark, vægt på, at det var forholdende som forelå ved HR’s afgørelse som skulle ligges til grund. Hertil udtalte HR, at domstolsprøvelse efter GRL § 63 af I’s afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skulle, jf. bl.a. UfR 2006.639 HD, skulle på grundlag af T og A's forhold på tidspunktet for I’s afgørelse. Ved denne prøvelse kunne der derfor ikke lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, de måtte have opnået efter ministeriets afgørelse. Der fandtes ikke godtgjort at I’s afgørelse var i strid med en forvaltningsretlig lighedsgrundsætning, og da der ikke var grund til at tilsidesætte I’s skøn, stadfæstede HR afgørelsen.

UfR 2008.2575 HD: A indrejste i oktober 2002 til Danmark fra Kosovo-provinsen i Serbien, og ansøgte om humanitær opholdstilladelse. Integrationsministeriet, I, afslog ansøgningen i december 2003. A ansøgte gentagne gange i 2004 om genoptagelse af sagen, men fik afslag. A indbragte derefter afgørelserne for ØL med påstand om ophævelse. Derudover nedlagde han påstande om at I skulle anerkende at A led af en meget alvorlig sygdom, samt af et alvorligt handicap med risiko for forværring, hvis A blev sendt tilbage til Kosovo. ØL frikendte i 2005 I for påstanden om ophævelse, da de ikke fandt at I’s afgørelser led af fejl eller mangler. De to øvrige påstande blev afvist, da de ansås som anbringender til støtte for påstanden om ophævelse. A ankede herefter dommen til HR. Inden forhandlingen i HR startede fik A meddelt humanitær opholdstilladelse. I påstod med henvisning hertil sagen afvist, da A ikke længere havde nogen retlig interesse i at få prøvet gyldigheden af afslagene på opholdstilladelse. HR fandt at A havde den fornødne retlige interesse heri, og tog derfor ikke I's afvisningspåstand til følge. HR vurderede dog som ØL, at I’s afgørelser ikke led af fejl eller mangler, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige vurderinger, hvorefter de konkrete forhold i sagen ikke på daværende tidspunkter gav grundlag for at meddele opholdstilladelse efter UDL § 9 b stk. 1. HR stadfæstede derfor dommen.(4-1)

UfR 2008.2587/1 HD: Integrationsministeriet, I, meddelte ved afgørelser af 05.01.2001, 07.10.2002 og 04.06.2004 A, der var statsborger fra Serbien Montenegro, samt hendes tre børn, afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1. Ved afgørelse af 22.09.2004 meddelte I humanitær opholdstilladelse til A og hendes tre børn, bl.a. på baggrund af nye lægelige oplysninger. A nedlagde under sagen påstand om, at I’s afslag på helbredsbetinget opholdstilladelse var usaglige, ulovlige og erstatningspådragende. I påstod afvisning, subsidiært frifindelse. HR bemærkede, at det indgik som et led i A’s påstand, at I havde handlet ansvarspådragende ved d. 05.01.2001, 07.10.2002 og 04.06.2004 at have givet afslag på A’s ansøgning om opholdstilladelse. HR fandt, at dette led i A’s påstand ikke led af en uklarhed, som kunne begrunde afvisning. HR fandt endvidere, at der ikke var en sammenhæng mellem påstanden om, at I havde handlet ansvarspådragende ved at give afslag, og det forhold, at A nu havde fået opholdstilladelse, som kunne begrunde afvisning af påstanden ud fra et synspunkt om retlig interesse. For så vidt angik de øvrige led i A’s påstand, udtalte HR, at disse led i påstanden måtte anses som anbringender til støtte for, at I havde handlet ansvarspådragende, og HR afviste disse led i påstanden. HR udtalte herefter, at I’s afgørelser ikke led af fejl eller mangler, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I’s skønsmæssige vurderinger, hvorefter de konkrete forhold i sagen, herunder de lægelige oplysninger som A havde indgivet om sin sygdom, ikke på daværende tidspunkter gav grundlag for at meddele opholdstilladelse efter UDL § 9 b, stk. 1, og HR fandt herefter endvidere, at I ikke havde handlet ansvarspådragende over for A. I blev derfor frifundet. HR stadfæstede dermed ØL’s dom.

UfR 2008.2587/2 HD: A, der var fra Kosovoprovinsen i Serbien og Montenegro, søgte i januar 2001 om asyl i Danmark, hvilket han fik afslag på. Herefter søgte han bl.a. om humanitær opholdstilladelse, hvilket Integrationsministeriet, I, afslog d. 19.03.2003. I begrundede afslaget med, at A – der led af PTSD og befandt sig i en dissociativ tilstand, som nødvendiggjorde behandling med antidepressiv medicin – ikke fandtes at udvise tegn på psykotisk eller psykisk lidelse, og at PTSD ikke i sig selv kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse. I afslog efterfølgende flere gange at genoptage sagen. A indbragte d. 16.10.2004 sagen for VL, idet han bl.a. påstod I’s afgørelser ophævet. VL frifandt I ved dom af 01.02.2006. A fik d. 08.02.2006 en midlertidig humanitær opholdstilladelse, idet I, i forbindelse med en ny anmodning om genoptagelse i april 2005, havde modtaget lægelig dokumentation for, at A havde udviklet akut paranoid psykose og nu var i behandling med både antipsykotisk og antidepressiv medicin. Uanset opholdstilladelsen ankede A dommen af 01.02.2006 til HR. For HR påstod I principalt sagen afvist under henvisning til, at A som følge af den midlertidige opholdstilladelse ikke længere havde retlig interesse i prøvelsen af de tidligere afslag. A fastholdte heroverfor at have retlig interesse i sagen, dels fordi der var tale om prøvelse af myndighedsafgørelser, dels fordi sagens udfald kunne have betydning i erstatningsretlig henseende. HR udtalte, at uanset, at A havde fået en tidsbegrænset humanitær opholdstilladelse, var der ikke grundlag for at fastslå, at A savnede retlig interesse i at få prøvet lovligheden af I’s afgørelser. For så vidt angik realiteten i sagen afviste HR ligesom VL, at I’s skønsudøvelse i sagen skulle have været ulovlig eller mangelfuld. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte I’s afgørelser.

UfR 2008.2622 HD: A, hvis eneste barn, B, havde fået opholdstilladelse i 2001 som de facto-flygtning fra Irak, ansøgte i maj 2003 om ”Family Reunifation to son” i henhold til UDL § 9 c, stk. 1. I ansøgningsskemaet var anført, at A på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig i 1 år og 4 måneder i Syrien. Det fremgik endvidere af en erklæring fra ”Council of Iraqi Tribes”, at A var indrejst i Syrien i januar 2002. B’s hustru og børn havde i 2002 fra Jordan søgt om familiesammenføring med B, hvilket der blev givet tilladelse til i marts 2003. Ved afgørelse af 27.07.2005 tiltrådte Integrationsministeriet, I, Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse, da der ikke fandtes at være en tilknytning mellem A og B, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. A og B indbragte I’s afgørelse for ØL. B forklarede for ØL bl.a., at hustruen og børnene havde ansøgt om familiesammenføring fra Jordan, men efterfølgende var rejst videre til Syrien, hvor de havde samlevet med A, der var kommet til Syrien i 2003. A og B gjorde for ØL gældende, at I’s afgørelse var forkert, fordi det ikke fremgik af afgørelsen, hvorvidt I havde tillagt tilknytningen mellem A og B’s husstand som sådan vægt. HR udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at A indrejste i Syrien i januar 2002. HR tiltrådte herefter, at det af motiverne til UDL § 9 c, stk. 1, kunne udledes, at der skulle meddeles opholdstilladelse i de tilfælde, hvor nægtelsen af familiesammenføringen ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Motiverne indeholdt dog ingen særlige bemærkninger vedrørende voksne børns sammenføring med forældre. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at afslaget på sammenføring af A og B ville være i strid med EMRK art. 8, og da der i øvrigt ikke var grundlag for at fastslå, at I’s afgørelse var urigtig, frifandt HR I.

UfR 2008.2764/1 HD: A og B, der var etniske albanere fra Kosovo-provinsen, og 4 børn indrejste i Danmark. Udlændingeservice, U, gav d. 20.12.2002 A og B afslag på asyl. Begge asylsager var – efter tiltrædelse af Dansk Flygtningehjælp, F, – blevet behandlet i åbenbart-grundløs-proceduren, hvilket betød, at afslagene ikke kunne indbringes for Flygtningenævnet. Integrationsministeriet, I, gav d. 27.06.2003 A og B afslag på humanitær opholdstilladelse. Efter genoptagelse af asylsagerne gav U d. 18.06.2004 på ny A og B afslag på asyl i åbenbart-grundløs-proceduren. Herefter anlagde A og B sag med påstand om, at I ved afslaget på humanitær opholdstilladelse havde pådraget sig et erstatningsansvar over for dem. De påstod også, at U’s afslag på asyl af 20.12.2002 skulle ophæves. I og U påstod frifindelse. Efter sagsanlægget gav I d. 01.11.2004 på grundlag af nye oplysninger familien humanitær opholdstilladelse i et år, hvilket efterfølgende blev forlænget. HR fandt, at der ved afgørelser om humanitær opholdstilladelse var overladt udlændingemyndighederne et skøn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte I’s skøn. Allerede fordi der således ikke forelå et erstatningsgrundlag, frifandt HR I. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte U’s skøn, som var tiltrådt af F, hvorefter asylsagerne kunne behandles i åbenbart-grundløs-proceduren. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte U’s vurdering i forbindelse med afslagene af 20.12.2002 på asyl. U blev derfor også frifundet. HR stadfæstede dermed landsrettens dom.

UfR 2008.2764/2 HD: A, der var indrejst fra Kosovo, fik d. 20.05.1999 midlertidig opholdstilladelse i Danmark efter kosovonødloven. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 27.07.2000 A afslag på fornyet opholdstilladelse efter kosovonødloven samt afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 2, nr. 5 (nu § 9 e, stk. 1). Begge afslag blev tiltrådt af Indenrigsministeriet, I, d. 12.09.2000. Flygtningenævnet, F, meddelte d. 11.06.2001 endvidere A afslag på asyl og d. 31.10.2001 blev A registeret som forsvundet i Udlændingeregistret. I meddelte d. 10.06.2003 A’s hustru og 2 mindreårige fællesbørn opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1. A ansøgte d. 29.09.2003 igen om opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, eller ”på ethvert andet grundlag”. U videresendte A’s ansøgning til I d. 13.10.2003 med henblik på genoptagelse. I returnerede d. 05.08.2004 ansøgningen til U, som d. 21.12.2004 meddelte A midlertidig opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1. A påstod for HR, at U skulle betale A en erstatning på 20.000 kr., idet A bla. henviste til, at han på et langt tidligere tidspunkt end d. 21.12.2004 opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, og at den forsinkede opholdstilladelse havde påført ham et økonomisk tab. A påstod endvidere, at U’s afslag af 27.07.2000 og implicitte afslag af 21.12.2004 på opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, skulle ophæves, idet han anførte, at opholdstilladelsen, som var meddelt efter § 9 c, stk. 1, burde have været meddelt i medfør af § 9 e, stk. 1. HR fandt, at U skulle frifindes for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 27.07.2000, allerede fordi U ikke var rette sagsøgte. HR lagde herved vægt på, at U’s afgørelse uden begrænsninger var efterprøvet af I, og at det derfor var I’s afgørelse, der i givet fald kunne være genstand for domstolsprøvelse. HR frifandt endvidere U for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 21.12.2004, idet HR ikke fandt, at afgørelsen led af fejl eller mangler, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte U’s vurdering, hvorefter UDL § 9 c, stk. 1, og ikke § 9 e, stk. 1, var anvendt som grundlag for at meddele A opholdstilladelse. Endelig frifandt HR U for A’s erstatningskrav, idet HR ikke fandt, at der var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde erstatningsansvar for U. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2010.314 ØLD: T, der var svensk statsborger, var i 2005 blevet udvist af Danmark af Retten i Maribo og var blevet tildelt et indrejseforbud frem til april 2010. T blev fundet skyldig i overtrædelse af UDL § 59 b, ved d. 12.08.2009 at have indrejst til Danmark, idet han rejste med tog til Københavns Lufthavn i Kastrup med henblik på videre flyrejse derfra samme dag. T blev idømt 10 dages fængsel, men blev frifundet for en påstand om udvisning.

UfR 2010.1135 HKK: I 1999 blev T idømt en foranstaltningsdom, der blev ophævet i 2005 på grund af proportionalitetshensyn. T blev d. 04.01.2002 udskrevet administrativt og samme dag varetægtsfængslet. Prøvelsen af udvisningen blev ikke i den anledning eller senere indbragt for domstolene, jf. UDL § 50 a. HR bemærkede, at en udlænding, der var omfattet af UDL § 50 a, stk. 2, efter bestemmelsen havde krav på en retlig prøvelse af, om udvisningen af ham skulle ophæves, fordi hans helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod udsendelse. Hvis prøvelsen resulterer i, at udvisningen blev ophævet, havde ophævelsen virkning også efter et eventuelt senere ophør af den strafferetlige foranstaltning. Adgangen til at få prøvet, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod udsendelse, var en væsentlig retssikkerhedsgaranti for udlændingen. Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde undladt rettidigt at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten, kunne ikke afskære T fra at få prøvet, om udvisningen af ham skulle ophæves ud fra kriteriet i § 50 a. HR hjemviste herefter sagen til Retten i København med henblik på en realitetsbehandling af spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i medfør af UDL § 50 a. Med kendelsen ændrede HR såvel BR’s som ØL’s afgørelse.

UfR 2011.2673 HD: Integrationsministeren, M, havde truffet afgørelse om, at udlændingen, U, der var fra Irak, måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og M havde på denne baggrund udvist U af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Faren var baseret på en redegørelse fra Politiets Efterretningstjeneste, som beskyldte U for at være en central person i et internationalt netværk, der koordinerede indsættelsen af terrorister i Irak. U indbragte M’s afgørelser for domstolene, der behandlede sagen efter de særlige regler i UDL kap. 7 b. Formålet med den særlige domstolsbehandling var at skabe en balance mellem på den ene side behovet for hemmeligholdelse af oplysninger af sikkerhedsmæssige grunde og på den anden side hensynet til, at der var en reel mulighed for effektiv varetagelse af U’s interesser under sagen. HR fandt, at beskyldningerne var tilstrækkeligt faktuelt underbygget i det materiale, der var fremlagt under retssagens åbne del, og at det åbne materiale i sig selv var tilstrækkeligt til at bære M’s afgørelse om, at U måtte anses for en fare for statens sikkerhed. Der var ikke i det lukkede materiale noget, som afsvækkede dette resultat. Der var under sagens åbne del fremkommet så præcise oplysninger om baggrunden for beskyldningerne, at han havde haft en reel mulighed for at varetage sine interesser under sagen. HR fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte M’s afgørelse om, at U måtte anses for en fare for statens sikkerhed, ligesom HR tiltrådte, at betingelserne for at udvise U med indrejseforbud for bestandig var opfyldt.  Komm. af Henning Koch i JUR 2011.279-286: Fare for Statens Sikkerhed (farevurdering og udvisning)

UfR 2011.2695 HD: Integrationsministeren, M, havde truffet afgørelse om, at U, der var tuneser, måtte anses for at udgøre en fare for statens sikkerhed, og M havde på denne baggrund udvist den pågældende af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Farevurderingerne af U var baseret på redegørelser fra Politiets Efterretningstjeneste, P, som beskyldte U for at have deltaget i planlægningen af et drab på tegneren Kurt Vestergaard. HR fandt, at der i P’s redegørelser sammenholdt med det åbne materiale ikke var nærmere oplysninger om tidspunkt, sted eller omstændighederne bag de enkelte beskyldninger, og at U i realiteten alene havde kunnet varetage sine interesser under sagen ved at fremkomme med en generel benægtelse af beskyldningerne. HR fandt derfor, at U ikke havde haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser under sagen, og at M’s afgørelse om, at U måtte anses for en fare for statens sikkerhed, og M’s afgørelse om udvisning, derfor ikke kunne opretholdes. Endvidere fandt HR, at M’s afgørelser havde indebåret et indgreb i U’s ret til et privatliv og familieliv efter EMRK art. 8, og U havde derfor krav på en godtgørelse og erstatning på i alt 35.000 kr. Komm. af Henning Koch i JUR 2011.279-286: Fare for Statens Sikkerhed (farevurdering og udvisning)

UfR 2012.1426 ØLD: T, som var svensk statsborger, blev i 2007 idømt 40 dages fængsel, og desuden indrejseforbud gældende til 01.07.2012. I denne sag var T tiltalt for overtrædelse af UDL § 59 b, for, i strid med indrejseforbuddet, at være indrejst i Danmark, da han havde fået ansættelse i et dansk transportfirma, hvor han skulle køre i Danmark. Anklagemyndigheden, A, nedlagde som følge heraf påstand om fængselsstraf, samt udvisning af T med indrejseforbud i 6 år, jf. UDL § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1 og 3. T erkendte sig skyldig, og sagen blev således behandlet som en tilståelsessag. Københavns Byret idømte T 10 dages betinget fængsel, samt udvisning fra Danmark med 6 års indrejseforbud. A ankede sagen til ØL med påstand om skærpelse. ØL stadfæstede BR’s afgørelse om udvisningen, men skærpede samtidig straffen til 20 dages ubetinget fængsel, da ØL ikke fandt grundlag for at gøre straffen betinget. Indrejseforbuddet fandtes ikke at være i strid med art. 33, smh. med art. 27 og 28 i opholdsdirektivet. (2-1)

UfR 2012.1761 HD: Efter en ændring i 2002 af lov om aktiv socialpolitik var man ikke berettiget til kontanthjælp, men alene starthjælp, hvis man ikke havde opholdt sig her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. A fik i 2003 opholdstilladelse som flygtning og modtog introduktionsydelse på 5.266 kr. før skat. A blev fik senere samme år bevilget familiesammenføring. Hele familien boede i en af Egedal Kommune, K, anvist lejlighed. Efter skat udgjorde de samlede offentlige ydelser til A og hans ægtefælle i årene 2004-2007 mellem 209.000 kr. og 265.000 kr. årligt. Efter A’s opfattelse var det i strid med GRL § 75, stk. 2, samt forbuddet mod diskrimination i EMRK art. 14, at han som flygtning ikke kunne opfylde opholdskravet for at modtage kontanthjælp. HR udtalte, at det efter GRL § 75, stk. 2, påhvilede det offentlige at sikre et eksistensminimum for personer, der som A var omfattet af bestemmelsen, og at de ved domstolene kunne få prøvet, om kravet var opfyldt. Efter størrelsen af den introduktionsydelse/starthjælp og de andre ydelser, som han og hans ægtefælle modtog fra det offentlige, var der dog ikke grundlag for at fastslå, at den hjælp, som A havde modtaget, ikke var i overensstemmelse med GRL § 75, stk. 2. HR fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at reglerne om introduktionsydelse og starthjælp i forhold til A indebar en indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet i strid med EMRK art. 14. Det var sagligt at anvende et indtjeningsprincip, hvorefter en person, hvad enten denne var dansk statsborger eller udlænding, skulle have opholdt i Danmark i en vis periode, inden den pågældende kunne modtage den højeste bistandsydelse fra det offentlige. Starthjælpen var ikke den eneste ydelse, som en udlænding havde mulighed for at få. Herudover var der mulighed for enkeltydelser og boligsikring m.v., således som dette illustreredes af de offentlige ydelser, som A og hans ægtefælle modtog. Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at lovændringen havde konsekvenser, der kunne karakteriseres som uproportionale. HR frifandt herefter Egedal Kommune og Beskæftigelsesministeriet. Komm. af Kirsten Ketscher i JUR 2012.177-185: Retten til eksistensminimum – og retten til ikke at blive diskrimineret. Overvejelser i tilknytning til U.2012.1761H

UfR 2015.3817 ØLK: Ikke tilladt at varetægtsfængsle udlænding med stærk tilknytning til Sverige.

A, der var statsborger i Gambia, blev sigtet for salg af 0,17 gram kokain og varetægtsfængslet frem til d. 24.06.2015 ved grundlovsforhør af Københavns Byret jf. UDL § 35, stk. 1, nr. 1. A havde både til politiet og under grundlovsforhøret oplyst, at han havde boet i Sverige gennem mange år, og at han også havde familie i Sverige. ØL udtalte, at der på tidspunktet for fængslingen d. 04.06.2015 var en begrundet mistanke, om at A kunne blive udvist efter UDL § 22-24.  ØL fandt, efter en samlet vurdering af A’s personlige forhold, sammenholdt med den straf, der kunne forventes, at der ikke var bestemte grunde til at anse, at varetægtsfængsling var nødvendigt for at sikre A’s tilstedeværelse under straffesagen. Anklagemyndighedens påstand om varetægtsfængsling frem til d. 24.06.2015 blev herefter ikke taget til følge.

Ægtefællesammenføring

UfR 2017.973 HD: Afslag på ægtefællesammenføring som følge af, at den herboende ægtefælle havde modtaget kontanthjælp inden for de seneste tre år, var ikke diskrimination

Den udenlandske statsborger, A, der var gift med den danske statsborger B, havde ansøgt om ægtefællesammenføring efter UDL § 9 stk. 1, nr. 1. Efter UDL § 9, stk. 5, var det – medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, afgørende talte derimod – en betingelsen for ægtefællesammenføring, at den herboende ægtefælle ikke inden for de seneste tre år havde modtaget bl.a. kontanthjælp. Udlændingenævnet, N, gav A og B afslag på ægtefællesammenføring, fordi B, som var handicappet efter en trafikulykke, modtog kontanthjælp. Sagen angik, om N’s afslag på opholdstilladelse var i strid med diskriminationsforbuddet i EMRK art. 14, jf. art. 8, eller FN’s Handicapkonvention. HR fandt, at B på tidspunktet for N’s afgørelse befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med den situation, som personer uden handicap, der inden for de seneste tre år har modtaget kontanthjælp, befandt sig i. HR lagde vægt på, at B som følge af muligheden for fleksjob havde rimelig udsigt til at opfylde selvforsørgelseskravet i UDL § 9, stk. 5, selv om hans handicap formentlig indebar, at han ikke kunne opnå beskæftigelse på normale vilkår. Da B således var stillet på samme måde som personer uden handicap, som havde modtaget kontanthjælp, havde B ikke været udsat for forskelsbehandling i strid med EMRK art. 14, jf. art. 8, eller FN’s Handicapkonvention. HR frifandt derfor N. ØL var nået til et andet resultat.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

22-11-17