Tinglysning

Retspraksis opdelt efter tinglysningsloven

TL § 1

TL § 3

TL § 6

TL § 8, stk. 2

TL § 9, stk. 1


TL § 9, stk. 2

TL § 10, stk. 1

TL § 10, stk. 2

TL § 10, stk. 3

TL § 10, stk. 6
TL § 12, stk. 1

TL § 12, stk. 3

TL § 12, stk. 4

TL § 15, stk. 2: Afvisning

TL § 15, stk. 3

TL § 15, stk. 4

TL § 15, stk. 5

TL § 16, stk. 4

TL § 19

TL § 20

TL § 23

TL § 31

TL § 33: Foreløbig tinglysning

TL § 34: Berigtigelse og erstatning

TL § 36: Kære

TL § 40

TL §§ 42 c-42 h: Lysning i bilbogen

TL §§ 43-49 a: Lysning i personbogen

TL § 49 b: Fuldmagter

TL § 50: Offentlighedens adgang


TL § 1:

UfR 1997.20 VLK (FM 1997.67): Selv om LL § 7 fastslår, at en lejers krav i henhold til lejeloven kan gøres gældende mod en senere ejer af ejendommen, kan retten til at sætte det udlagte til offentlig auktion på grundlag af et utinglyst udlæg ekstinkveres, jf. TL § 1, og da køberen efter det oplyste var i god tro, tiltrådte VL, at auktionsbegæringen var blevet nægtet fremme af fogedretten i Vejle. Køberen havde betalt lejeren et beløb svarende til depositum, men ikke renter og sagsomkostninger.

FM 2003.19 ØLK: Betinget skøde var d. 29.08.2002 lyst med frist til d. 01.10.2002 for registrering af navneændring for det købende selskab. Den 17.09.2002 anmeldtes skødet til endelig indførsel efter navneændringen samt et udlæg. Antaget at udlægget skulle afvises fra tingbo0gen, idet køberen ved den foreløbige tinglysning havde opnået beskyttelse mod retsforfølgning fra sælgerens kreditorer, jf. TL § 1.

UfR 2008.1772 ØLD: Fra en ejerlejlighed blev der drevet prostitutionsvirksomhed, hvilket ejerforeningen, E, hævdede var i strid med en tinglyst servitut fra 1923. I servitutten stod der, at det påhvilede køberen og senere ejere at sørge for, at der ikke i ejendommen blev drevet ”næringsdrift, der var forbundet med vanære”. Det fremgik af en internetside at der foregik prostitution i lejligheden. A ejede lejligheden men udlejede den til B. ØL fandt det godtgjort, at der blev drevet prostitutionsvirksomhed fra lejligheden. ØL tiltrådte endvidere, at prostitutionsvirksomhed havde karakter af ”næringsdrift, der var forbundet med vanære”, og at prostitutionsvirksomhed derfor var i strid med den på ejendommen i 1923 tinglyste servitut. E var påtaleberettiget efter servitutten, og det var ubestridt, at E kunne gøre servitutten gældende over for såvel ejer som lejer af lejligheden, jf. TL § 1. E, der ultimo 2004 blev bekendt med mulig prostitutionsvirksomhed i lejligheden, fandtes ikke ved passivitet at have fortabt retten til at gøre servitutten gældende. A blev tilpligtet at anerkende, at den udøvede prostitutionsvirksomhed i lejligheden var i strid med servitutten, samt at skulle ophæve lejeaftalen med B og sikre, at B effektivt blev sat ud af lejligheden. B blev tilpligtet at skulle ophøre med fra lejligheden at drive prostitutionsvirksomhed mv., samt at skulle ophøre med at udleje eller udlåne lejligheden eller dele af lejligheden til benyttelse som prostitutionsvirksomhed mv.

UfR 2009.295/2 VLD: Århus Amts Vejvæsen, A, havde i 1962 fået tinglyst en deklaration på en ejendom i Tranbjerg, som indebar at ejendommens til enhver tids ejere, skulle acceptere en på ejendommen opstillet radiomast med fundament. A overdrog d. 17.06.1999 masten til Foreningen af lokalradioer i Århus, F, hvilket den daværende ejer af ejendommen, B, accepterede. Denne overdragelse blev ikke tinglyst. B videresolgte d. 28.04.1999 ejendommen til S som d. 20.06.2001 videresolgte ejendommen til sin mand, C. S hævdede at F’s ret, som følge af manglende tinglysning jf. TL § 1 var ekstinkveret. F gjorde S opmærksom på at masten ikke måtte fjernes, og fjernelse ville medføre erstatningsansvar, men S fjernede alligevel masten, da S mente den var ustabil, og Århus Kommune betvivlede mastens lovlighed. F anlagde sag mod den nye ejer, C, der som F's ægtefælle godt kunne sagsøges. Retten i Århus fandt, at F ikke havde ret til at genetablere masten, da ejendommen havde skiftet ejer, men dømte C til at betale 85.500 kr. svarende til genanskaffelsesværdien af en mast af tilsvarende alder og stand. VL fandt, at F’s ret var ekstinkveret, idet deklarationen ikke kunne danne grundlag for overdragelsen til F. Derudover fandt VL, at C skulle betale F i alt 32.375 kr. svarende til en mast med tilsvarende restlevetid og et nyt antennesæt, idet masten uberettiget var fjernet fra ejendommen. (2-1)

UfR 2009.2673 ØLK: Fogedretten i Glostrup afholdt d. 12.06.2009 første tvangsauktion over A’s ejerlejlighed i ejerforeningen G. Under auktionen påstod advokat S, på vegne af realkreditinstitut D, der besad 2. prioriteten i ejerlejligheden, at et håndpantsat ejerpantebrev til G ikke kunne opgøres ved et rentetillæg på 1.200 kr. ud over det tinglyste beløb, idet S henviste til, at dette ikke var klart hjemlet i selve ejerpantebrevet. S påstod herudover, at G ikke kunne beregne sig et særskilt vederlag på 2.000 kr. for, som administrator, at have udarbejdet et lejlighedsskema. A havde erhvervet ejerlejligheden i december 2004 hvorved A ifølge gældsovertagelseserklæringen indtrådte som debitor og kreditor i det tinglyste ejerpantebrev i ejerlejligheden på 10.000 kr. Ejerpantebrevet blev samtidig stillet som håndpant til G til sikkerhed for ethvert krav, som G måtte få mod A. Af ejerpantebrevet fremgik, at A, såfremt A overdrog pantebrevet, forpligtede sig til at forrente pantebrevets pålydende på de 10.000 kr. med 12 % p.a. fra overdragelsen. ØL fandt, at G ikke var berettiget til ved opgørelsen af sit krav på tvangsauktionen, at medtage et rentebeløb ud over den tinglyste hovedstol, idet rentetillægget ikke klart var hjemlet i det tinglyste ejerpantebrev, jf. TL § 1 og § 40, stk. 4. ØL henviste videre til RPL § 562, stk. 3, hvorefter skyldner og de i ejendommen berettigede vederlagsfrit skulle fremkomme med de oplysninger, som var nødvendige til udarbejdelse af salgsopstilling og øvrige auktionsvilkår, men fastslog, at det ikke kunne afvises, at de pågældende parter kunne få dækket faktiske udgifter til bl.a. kopiering og porto mv., og fastsatte derfor et skønsmæssigt vederlag til G på 500 kr. for udarbejdelse af lejlighedsskema.

UfR 2012.917 HD: Parterne var under en sag om færdselsret på et vejstykke over B's ejendom enige om, at ejerne og brugerne af naboejendommen, p.t. A, havde vundet hævd til færdsel på det omstridte vejstykke, inden B erhvervede sig ejendommen, og at denne hævd ikke var bortfaldet ved frihedshævd. Tvisten for HR angik således, om B opfyldte betingelserne for ekstinktion af denne utinglyste færdselsret, jf. TL § 1, stk. 2, og TL § 5, og om hun rettidigt gjorde sin ekstinktionsret gældende, jf. TL § 26, stk. 1. HR fandt, at B opfyldte betingelserne for ekstinktion efter TL § 1, stk. 2, jf. § 5, men at hun ikke havde gjort sin ekstinktionsret gældende rettidigt, jf. herved TL § 26, stk. 1. B skulle på denne baggrund anerkende, at de til enhver tid værende ejere og brugere af A's ejendom havde ret til færdsel hen over hendes ejendom.

UfR 2013.921 VLD: K havde boet på ejendommen Hallevej 12 siden han blev født i 1953, og hans forældre havde boet på ejendommen siden 1942 eller 1943. K købte ejendommen fra forældrene ved en aftale, som blev tinglyst d. 06.02.1987. M og C købte med overtagelsesdag d. 01.07.2007 ejendommen Løvetvej 37, og aftalen blev tinglyst d. 09.02.2007. Imellem de to ejendomme var der et vejstykke, og sagen drejede sig om, hvorvidt K efter vejrettighedslovens § 1 eller på grundlag af hævd havde vejret til vejstykket mellem K og M og C’s ejendom, og om en evt. hævdvundet ret var ekstingveret. VL lagde efter bevisførelsen til grund, at der gik veje til K’s ejendom og hhv. Hallevej 10 og M og C’s ejendom, at vejene var af samme beskaffenhed, og at vejen over Hallevej 10 var kortere end vejen over M og C’s ejendom til Løvetvej. Det kunne herefter ikke anses for godtgjort, at vejen over M og C’s ejendom var den eneste eller væsentligste adgang til K’s ejendom. Betingelserne i vejrettighedslovens § 1, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Efter de foreliggende oplysninger om vejens beskaffenhed og forløb, havde den en sådan synbar karakter, at hævdstiden var 20 år. Det var efter bevisførelsen fundet godtgjort, at K og de tidligere ejere af dennes ejendom opfyldte hævdsbetingelserne, og det bemærkedes, at K var succederet i sine forældres ret, således at den periode, hvori de rådede over vejen, kunne medregnes i hævdsperioden. C forklarede for Retten i Horsens, at han ved besigtigelsen af ejendommen godt kunne se, at der var en vej der fortsatte. På trods heraf foretog N ikke nærmere undersøgelse af, om andre havde ret til færdsel ad vejen. Under disse omstændigheder var det godtgjort, at N ved tinglysningen af skødet ikke var i den fornødne gode tro til, at de kunne fortrænge K’s utinglyste ret, jf. TL § 1, stk. 2, jf. § 5, og K subsidiære påstand om vunden hævd blev herefter taget til følge.

UfR 2017.215 VLD: Tvangsauktionskøber var forpligtet til at betale faste afgifter og udtrædelsesgodtgørelse til fjernvarmeselskab, da kommunens beslutning om tinglysningspligt ikke kunne ekstingveres af en godtroende erhverver, jf. TL 1, stk. 2

A overtog en ejendom på tvangsauktion med henblik på at nedrive bygningerne og sammenlægge ejendommen med sin bopæl. I perioden frem til nedrivningen af bygningerne blev A afkrævet faste udgifter og gebyrnotaer, og A blev efter nedrivningen afkrævet udtrædelsesgodtgørelse, der var opkrævet som en andel af uafskrevet gæld for fjernvarmeværket på udtrædelsestidspunktet. A aftog ikke fjernvarme til bygningen frem til nedrivningen. Retten i Holstebro fandt, at der var enighed mellem A og Østerild Fjernvarme, Ø, om, at A i sin egenskab af tvangsauktionskøber var indtrådt som andelshaver i Ø. Spørgsmålet var herefter om der var sket levering til A, således at A var blevet bundet af Ø’s vedtægter og leveringsbetingelser. Ø’s fortolkning af begrebet levering lå ud over en alm. sproglig forståelse, og da fortolkningen ikke havde hjemmel i lov, var det afgørende, om der konkret og efter alm. forståelse var sket levering. Varmetilsyningen på ejendommen var lukket pga. restancer, inden tvangsauktionen fandt sted. A ønskede i sin ejertid ikke forsyningen genoptaget, og derfor var der ikke sket levering af varme til A, og A frifandtes. VL fandt, at ejendommen også efter A’s overtagelse var omfattet af tilslutningspligten vedtaget af Thisted Kommune, K, i 1991. § 15 i den dagældende varmeforsyningslov fra 1979 måtte, sammenholdt med forarbejderne, forstås således, at det ikke var en betingelse for gyldigheden, at K’s beslutning var tinglyst på ejendommen, for at den kunne gøres gældende mod en godtroende erhverver. Der kunne således ikke ske ekstinktion, jf. TL § 1, stk. 2. Uanset, at A ikke var andelshaver i kraft af sit køb af ejendommen, var A forpligtet af de vilkår, som fremgik af tilslutningsbekendtgørelsen om betaling af faste bidrag og leveringsbetingelsernes bestemmelser om betaling af udtrædelsesgodtgørelse. A skulle betale faste bidrag frem til nedrivningen og udtrædelsesgodtgørelse til Ø.

TL § 3

UfR 2000.995 ØLD: Køber af landbrugsejendom på 5 ha havde i marts 1999 opsagt lejer af bygninger og jord med 6 måneders varsel efter landbrugslovens § 12, stk. 3. Opsigelsen ugyldig, da landbrugslovens § 12, stk. 3 efter sit indhold alene vedrører leje af landbrugsbygninger. Efter det oplyste om driften af ejendommen, var brugsretten omfattet af TL § 3, selv om der ikke forelå en sædvanlig forpagtningskontrakt, og opsigelsen burde således være sket i medfør af TL § 3, stk. 1, 2. pkt.

UfR 2001.2404 VLK: Bestemmelse i lejeaftale om 10 års uopsigelighed og om forudbetaling af husleje ud over 6 måneder var mere vidtgående end de rettigheder, der er omfattet af beskyttelsen i LL § 7, stk. 1, og TL § 3, stk. 1. Da rettighederne ikke var tinglyste, kunne de ikke gøres gældende mod konkursbos tinglyste ret over faste ejendomme, jf. TL § 1. Da der herefter ikke var tale om rettigheder, der påhvilede ejendommene, jf. RPL § 573, stk. 2, sammenholdt med stk. 1, skulle ejendommene ikke opråbes alternativt i overensstemmelse med § 573, stk. 2.

UfR 2012.74 VLK: A solgte et areal til B i 1977 med aftale om, at A fortsat skulle have brugsret til arealet. A overdrog sin ejendom til C i 1993, og C benyttede herefter arealet. I 2008 opsagde D, som havde erhvervet B’s ejendom, låneaftalen med 3 mdr. varsel. C ville ikke underskrive opsigelsen, og D indgav derfor rekvisition til fogedretten om at blive indsat i besiddelse af det pågældende areal. VL lagde til grund, at handlen mellem C og A blev indgået med aftale om, at C fortsat havde brugsret til det omtvistede areal på de vilkår, som var nævnt i det betingede skøde. Det kunne ikke lægges til grund, at A havde været berettiget til at overdrage brugsretten til senere erhververe af ejendommen uden accept fra den til enhver tid værende ejer af arealet. Det fandtes ikke, at en sådan accept havde været meddelt ved C’s erhvervelse af ejendommen. C’s benyttelse af arealet havde derfor hvilet på en i stilhed accepteret låneaftale, som kunne opsiges med sædvanligt varsel og ikke med kortere varsel end det i TL § 3, stk. 1, 2. pkt. anførte sædvanlige varsel. Opsigelsen burde derfor have været sket med dette varsel, og opsigelsen var derfor ikke gyldig. VL tog C’s påstand om, at sagen nægtedes fremme, til følge.

UfR 2016.2220 ØLD: Utinglyst jagtlejekontrakt løbende i 30 år var ikke omfattet af TL § 3, stk. 1

En landbrugsejendom var ejet af A, som var eneanpartshaver og direktør i M Aps. M havde udlejet jagt- og fiskeretten over ejendommen fra 01.11.2005 til 31.10.2035, og lejemålet var uopsigeligt, dog ikke i tilfælde af misligholdelse. Lejen udgjorde for hele perioden 1 kr., mens M i tilfælde af uretmæssig ophævelelse af lejekontrakten skulle betale en konventionalbod på 300.000 kr. samt erstatning til lejeren, L. Da M gik konkurs købte B ApS ejendommen på tvangsauktion, og opsagde herefter lejekontrakten. Retten i Roskilde fandt, at lejeaftalen ikke kunne gøres gældende mod konkursboets, K’s, tinglyste ret over den faste ejendom, da aftalen ikke var tinglyst og ikke kunne anses for omfattet af beskyttelsen i LL § 7, stk. 1, EHL eller TL § 3, stk. 1. Aftalen var således ekstinkveret på 2. auktion af K, og B var som køber af ejendommen på 2. auktion derfor ikke bundet af de indgåede aftaler om forpagtning og jagtlejeret, hvilket også blev oplyst af fogeden på 2. auktion i forbindelse med drøftelsen af altenativt opråb. ØL fandt, at som følge af både den 30-årige uopsigelighedsperiode og karakteren af de rettigheder, der tilkom L, tiltrådte ØL, at kontrakten ikke vedrørte brugsrettigheder, der ikke var stiftet på længere tidsvilkår end de sædvanlige, og at kontrakten derfor ikke var omfattet af beskyttelsen efter TL § 3, stk. 1, jf. UfR 1938.447 HD.

TL § 6

UfR 2001.512 ØLK (FM 2000.141 ØLK): Ændring af adkomsthaver efter spaltning krævede nyt skøde, jf. TL § 6, da dette ikke kunne sidestilles med en ændring af adkomsthavers navn.

UfR 2009.2614 HKK: A stiftede i forbindelse med en skattefri omstrukturering Restaurant B ApS, hvorved A indskød to ejerlejligheder som apportindskud. Da overdragelsen af ejerlejlighederne var sket ved apportindskud, var der ikke fastsat nogen købesum, hvorfor de to minimalskøder heller ikke indeholdt oplysninger herom. Tinglysningsdommeren i Grindsted (nu Kolding) afviste at tinglyse de nye adkomstforhold på ejerlejlighederne med henvisning til, at skøderne ikke indeholdt oplysning om købesummerne og disses berigtigelse. VL stadfæstede afgørelsen. HR fandt, at de to skøder efter deres indhold var endelige og indebar en ubetinget overdragelse af ejendomsretten til de angivne ejerlejligheder, jf. TL § 6, 1. pkt. og § 10, stk. 1, 1. led. Der kunne derfor ikke stilles krav om oplysning om købesummerne som betingelse for endelig tinglysning af adkomsterne, og der kunne heller ikke stilles krav om, at købesummerne og disses berigtigelse skulle fremgå af skøderne. HR hjemviste derfor sagerne til fornyet behandling ved BR med henblik på tinglysning.

TL § 8, stk. 2

UfR 1998.343 VLK: I et skøde til et anpartsselskab på en ejerlejlighed var anført: "Under hensyn til lovbekg. nr. 920 af 22.12.1989 erklærer køber, at ejendommen ikke skal anvendes til noget formål, der er omfattet af lovens § 1, men i erhvervsøjemed, herunder til udlejning". Skødet fandtes med rette lyst med frist til afgivelse af fyldestgørende erklæring i henhold til § 1. stk. 2 i bekg. nr. 182 af 29.03.1973, da der burde have stået udlejning til helårsbeboelse. Skødet burde tillige lyses med frist, jf. TL § 8, stk. 2, til dokumentation for, at erhvervelsen var godkendt af de øvrige anpartshavere, da selskabet var uden bestyrelse.

UfR 2000.979 ØLK: Tinglysningen på Frederiksberg havde lyst skøde til Andelsboligforening med frist til godtgørelse af dokumentets gyldighed, jf. TL § 8, stk. 2. Udbetalingen skulle deponeres ved skødets underskrift i april 1999, men var først blevet deponeret d. 26.10.1999. ØL hjemviste sagen, da indsigelserne fra sælger ikke vedrørte dokumentets gyldighed.

UfR 2001.1641 ØLK: Tinglysningen i Svendborg havde lyst 3 lejekontrakter og et pantebrev med frist under henvisning til, at der verserede retssag om adkomstforholdene. ØL fandt, at den omstændighed, at der var rejst tvivl om det allerede tinglyste dokuments gyldighed, ikke kunne medføre, at efterfølgende gyldige dokumenter tinglystes med frist i medfør af TL § 8, stk. 2. Dokumenterne var indført i dagbogen før stævningen af 20.11.2000 og skulle derfor ikke have anmærkning herom.

UfR 2006.709 ØLK: A overdrog en ejendom til en værdi af 3,2 mio. til sin fraskilte ægtefælle B. B ønskede senere at sælge ejendommen videre til C, hvilket A’s advokat gjorde indsigelse overfor, idet der blev gjort gældende, at B’s egen erhvervelse var behæftet med ugyldighed. Skødet angående B’s videresalg blev ikke, som krævet af A, afvist fra tinglysning. ØL fandt, at B ifølge tingbogen var legitimeret til at sælge ejendommen, da skødet til C blev anmeldt til tinglysning. Den foreliggende indsigelse om, at B ikke var materielt berettiget til at sælge ejendommen, var ikke et forhold, som kunne medføre, at skødet afvistes fra tingbogen i medfør af TL § 15, stk. 2, eller lystes med frist i medfør af TL § 8, stk. 2. A fandtes ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort sit krav om berigtigelse af adkomstforholdene til ejendommen, hvorfor en foreløbig tinglysning heraf i medfør af  TL § 33 ikke kunne foretages uden sikkerhedsstillelse

TL § 9, stk. 1

UfR 2006.1341 VLK: Nykredit Realkredit A/S havde indleveret et realkreditpantebrev til aflysning ved tinglysningskontoret i Århus. Aflysningspåtegningen var forsynet med to indscannede underskrifter fra A og B. Tinglysningsdommeren i Århus afviste at aflyse pantebrevet på grund af manglende originale underskrifter på kvitteringspåtegningen. VL tiltrådte afgørelsen, jf. TL § 9, stk. 1.

FM 2017.152 VLK: Ejerne af en ejendom havde aftalt at stille sikkerhed til medejerne, hvilket skete ved ejerpantebrev. I ejerpantebrevet var som underpant angivet ’’den til enhver tid værende ejer af anpart nr. 2’’.  Tinglysningsretten afviste at tinglyse underpantet, idet underpanthaver efter TL § 9, stk. 1 og tinglysningsbekendtgørelsen § 8, stk. 1 skulle angives med cpr- eller cvr-nummer. Undtagelsen i bestemmelsen kunne ikke finde anvendelse her, da den alene vedrørte den der blev forpligtet i dokumentet. LR stadfæstede.

TL § 9, stk. 2

UfR 2002.2429 ØLK (FM 2002.132 ØLK): Pantebrev var med rette afvist fra lysning, da bortkomsterklæring ikke var ledsaget af original legitimation, jf. TLBEKG § 24, stk. 2, men alene var vedlagt kopi af sygesikringskort bekræftet af to medarbejdere i Nykredit.

TL § 10, stk. 1:

UfR 1978.1004 ØLK: Pantebreve med pant i ideel halvpart afvist. Som led i separationsskifte overtog H en ejendom i Hillerød på vilkår, at M fik pant i en ideel halvpart. Afvist, jf. TL § 10, stk.1.

UfR 1983.449 VLK: Skøde på nogle bygninger, som var opført af ejeren, var med rette afvist fra lysning, da bygningerne sammen med landbrugsejendommen fortsat udgjorde en bestemt fast ejendom, jf. TL § 10, stk.1.

UfR 1989.1028 VLK: Eneejer kunne ikke særskilt pantsætte de enkelte anparter. Nykredit havde på to tvangsauktioner købt begge anpartslejligheder. Solgte begge anparter videre til samme person. Særskilte pantebreve i anpart 2 blev afvist i h t TL § 10, stk.1. VL stadfæstede

FM 1997.27 ØLK: ØL tiltrådte, at oplysninger i skødet om, at sælger allerede havde overdraget en del af landbrugsejendommen til anden side, bevirkede, at der ikke bestod den for skødets tinglysning i henhold til TL § 10, stk. 1, jf. stk. 3 fornødne klarhed over retsforholdet vedr. ejendommen, hvorfor skødet blev afvist. Kommenteret af Lene Søvang Nielsen i FM 1997.99-100.

UfR 1998.330 VLK: Endeligt skøde på uudstykket parcel af landbrugsejendom kunne lyses som byrde foreløbig og med frist til matrikulær berigtigelse. Parcellen fandtes tilstrækkeligt identificeret. Det fandtes at være uden betydning, om aftalen var endelig eller betinget.

UfR 1999.543 ØLK: Ændring af vedtægter for ejerforeningen Bolvighus, som var vedtaget på generalforsamling med kvalificeret flertal, blev afvist fra lysning, da der ikke forelå samtykke fra samtlige de oprindelige ejere af ejendommen, der var påtaleberettigede i henhold til de hidtidige vedtægter.

FM 1999.154 ØLK: Bestemmelser i bodelingsoverenskomst om fordelingen af provenuet ved salg og omprioritering af ejendom kunne ikke lyses, idet de ikke indeholdt nogen ret over ejendommen, jf. TL § 10, stk. 1, men alene en personlig forpligtelse for ejendommens nuværende ejer.

UfR 1999.1924 ØLK: Deklaration om fortrinsret blandt Kommunernes Pensionsforsikrings medlemmer ved genudlejning af lejligheder kunne tinglyses.

FM 2000.6 VLK: Overenskomst, der oprindeligt var blevet afvist, blev på ny afvist, da berigtigelsen skulle ske ved en påtegning, der var underskrevet af parterne.

UfR 2001.924/2 VLK (FM 2001.53 VLK): M og H havde oprettet fælles testamente, hvori M gav arveafkald mod at få livsvarig ret til at bebo deres bolig. Bopælsretten blev afvist fra lysning, da der ikke ved det genkaldelige testamente var stiftet en ret over ejendommen, der kunne tinglyses,  jf. TL § 10, stk. 1

UfR 2001.1553 VLK (FM 2001.74 VLK): Ejerbetegnelsen kunne ændres i adkomstrubrikken uden tinglysning af overdragelsesdokument, efter at komplementarselskabet M ApS var blevet ejer af samtlige kommanditistanparter.

FM 2001.120 VLK: Tinglysningen havde afvist lysning af pantebrev , da et bestyrelsesmedlems underskrift var ulæselig. VL fandt, at pantebrevet burde lyses, da der ikke var rimelig tvivl om, at bestyrelsesmedlemmet havde underskrevet.

UfR 2002.887 ØLK: Tinglysningskontoret i Ballerup havde afvist pantebrev, da matrikelbetegnelsen var angivet unøjagtigt, idet den rettelig skulle være 5 EO, 5 EP og  5LQ, Hjortespring, ejerlejlighed nr. 2, og ikke anføres, som om der var tre ejendomme. ØL fandt, at ejendommens identifikation var tilstrækkeligt sikkert angivet i pantebrevet.

UfR 2002.1322 VLK: Kort- og Matrikelstyrelsen fik medhold i, at oplysning om eventuel pligt til  tilbagebetaling af tilskud efter stormfald skulle noteres i tingbogen.

UfR 2003.245 ØLK (FM 2002.188 ØLK): Tinglysning af adkomstændring til 2 ejendomme, der indgik i en skattefri virksomhedsomdannelse, skulle ske ved lysning af et dokument, der opfyldte Tinglysningsloven.htmls krav til adkomstdokument.

UfR 2003.911 VLK: Pantebrev til Realkredit Danmark kunne lyses trods ulæselig underskrift, da underskriverens navn var gentaget med blokbogstaver på genparten.

UfR 2003.1446 ØLK: Vedtægter for grundejerforening kunne tinglyses, selv om der ikke forelå samtykke fra samtlige grundejere. Der var ifølge lokalplan pligt til at være medlem. (2-1).

UfR 2004.655 VLK: Skøde fra Danica Butikscenter A/S var underskrevet af H. Ramlau-Hansen og I. Beicher. Skødet blev afvist af tinglysningsdommeren i Århus, da både fornavn og efternavn skulle fremgå. Ifølge udskriften fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tegnedes Danica Butikscenter A/S bl.a. af bestyrelsens formand i forbindelse med et andet medlem af bestyrelsen. Skødet er underskrevet af »H. Ramlau-Hansen« og »I. Beicher«, og af udskriften fremgår det, at Henrik Ramlau-Hansen og Inge Beicher er henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen. Underskrifternes ægthed var bekræftet af to vitterlighedsvidner. Da skødet herefter fremtrådte som udstedt af personer, der var beføjet til at råde over ejendommen, og da deres underskrifter var bekræftet af to vitterlighedsvidner, var betingelserne for tinglysning opfyldt, jf. TL § 10, stk. 1 og stk. 2. Landsretten ophævede derfor den påkærede tinglysningsafgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling hos tinglysningsdommeren i Århus.

UfR 2005.1057 VLK: Påtegning om overdragelse af interessentskabs overdragelse af rettigheder til opsætning af vindmølle blev afvist, da den ikke var underskrevet af den samlede bestyrelse.

UfR 2005.3129 VLK: Retten i Holsted havde afvist begæring om  registrering af adkomstændring til fast ejendom i tingbogen. efter at et anpartsselskab var omdannet til et aktieselskab. Da aktieselskabet var identisk med det gamle anpartsselskab, kunne der ikke stilles krav om, at der skulle udarbejdes adkomstdokument for at ændre ejerbetegnelsen i tingbogens adkomstrubrik

UfR 2007.1380 VLK: En andelsboligforening ønskede at tinglyse et pantebrev, som var underskrevet af tre personer, der dog ikke angav, at de underskrev på vegne af andelsboligforeningen. Tinglysningsdommeren i Silkeborg afviste pantebrevet fra tingbogen, da ” der er underskrevet som privatpersoner og ikke er foreningen”. De tre personer kunne ifølge foreningens vedtægter samt forhandlingsprotokollen forpligte foreningen. Da pantebrevet herefter fremtrådte som udstedt af personer, der var beføjet til at råde over ejendommen, var betingelserne for tinglysning opfyldt, jf. TL § 10, stk. 1, hvorfor sagen blev hjemvist med henblik på tinglysning.

UfR 2008.2028 VLK: Energiselskabet Dong, D, der var tinglyst ejer af en vindmølle på lejet grund, solgte denne vindmølle til Jens Frederik Krag, der ikke ønskede sin adkomst til møllen tinglyst. D anmodede derfor om at få aflyst sin adkomst, subsidiært at få nedlagt vindmøllens blad i tingbogen. Tinglysningsdommeren afviste begge påstande, og landsretten stadfæstede dette, med begrundelserne at vindmøller jf. UfR 1993.191/2 VLD ansås for fast ejendom, og adkomst til en fast ejendom alene kunne ændres ved tinglysning af et dokument, der ændrede adkomsten og ikke ved at aflyse adkomsten, samt at et tingblad for fast ejendom på lejet grund kun kunne nedlægges, når den faste ejendom ikke længere eksisterede, eller når der var personsammenfald mellem ejeren af grunden og ejeren af den faste ejendom, hvilket ikke var tilfældet.

UfR 2009.2614 HKK: A stiftede i forbindelse med en skattefri omstrukturering Restaurant B ApS, hvorved A indskød to ejerlejligheder som apportindskud. Da overdragelsen af ejerlejlighederne var sket ved apportindskud, var der ikke fastsat nogen købesum, hvorfor de to minimalskøder heller ikke indeholdt oplysninger herom. Tinglysningsdommeren i Grindsted (nu Kolding) afviste at tinglyse de nye adkomstforhold på ejerlejlighederne med henvisning til, at skøderne ikke indeholdt oplysning om købesummerne og disses berigtigelse. VL stadfæstede afgørelsen. HR fandt, at de to skøder efter deres indhold var endelige og indebar en ubetinget overdragelse af ejendomsretten til de angivne ejerlejligheder, jf. TL § 6, 1. pkt. og § 10, stk. 1, 1. led. Der kunne derfor ikke stilles krav om oplysning om købesummerne som betingelse for endelig tinglysning af adkomsterne, og der kunne heller ikke stilles krav om, at købesummerne og disses berigtigelse skulle fremgå af skøderne. HR hjemviste derfor sagerne til fornyet behandling ved BR med henblik på tinglysning.

TFA 2014.219 VLK: M og K erhvervede en fast ejendom og oprettede en samejeoverenskomst. Overenskomsten blev tinglyst på nær § 1, som angav, at ejendommen var købt i lige sameje, hvor meget de hver især havde investeret i forbindelse med købet, og at K herefter skyldte M et nærmere angivet beløb, der forfaldt på anfordring og kunne inddrives gennem fogedretten uden dom. Tinglysningsretten anførte, at fordringen ikke hvilede på ejendommen, og da der således ikke ved § 1 var stiftet nogen ret over ejendommen. VL stadfæstede, at § 1 blev afvist fra lysning.

FM 2015.13 VLK: Et kirkesogn erhvervede og underskrev skøde som køber af en ejerlejlighed. For sognet - hvis ejendomme bestyres af menighedsrådet, jf. lov om folkekirkens økonomi § 21, stk. 1 - underskrev to personer, jf. sognets vedtægt, der bestemte, at daglig leder eller næstformanden i forening med formanden var tegningsberettiget. Sognet anførte, at vedtægten var godkendt af Kirkeministeriet, og at sognet derfor ikke havde udpeget en tegningsberettiget efter menighedsrådsloven 9, stk. 9. Tinglysningsretten afviste skødet, da det ikke forelå oplyst, hvilken person der var udpeget som tegningsberettiget efter menighedsrådsloven § 9, stk. 9, hvorfor skødet ikke var underskrevet i overensstemmelse med menighedsrådsloven § 9, stk. 9. Fravigelse fra denne bestemmelse måtte forudsætte dispensation fra Kirkeministeriet, jf. menighedsrådsloven § 43, og Ministeriets godkendelse af vedtægten kunne ikke anses som en dispensation. VL stadfæstede afgørelsen, da man var enig i, at vedtægtens tegningsregel ikke kunne træde i stedet for tegningsreglen i menighedsrådsloven § 9, stk. 9, da der ikke forelå dispensation fra denne tegningsregel.

UfR 2016.2337 VLK: Tinglysningsretten berettiget til at afvise tinglysning af skøde, idet der i 1894 var tinglyst servitut om forkøbsret, og der manglede tiltrædelse fra påtaleberettigede.

Ved et gavebrev havde en gårdejer, A, i 1894 overdraget sin ejendom til Indre Mission, I. Ved overdragelsen bestemte A, at ejendommen skulle anvendes til missionshus og ikke måtte benyttes til beboelse, at A havde forkøbsret, såfremt huset måtte blive bortsolgt, og at hvis huset blev nedrevet, skulle grunden vederlagsfrit falde tilbage til A eller hans arvinger. Gavebrevet blev tinglyst servitutstiftende på ejendommen. I 1989 solgte I huset til beboelse, og det fremgik af skødet, at køberen, K, respekterede alle servitutter. K’s dødsbo videresolgte ejendommen. Tinglysningsretten afviste skødet til den nye ejer, da der manglede tiltrædelse/underskrift af påtaleberettigede i henhold til den gamle servitut. Afvisningen blev kæret til VL, idet K anførte, at det kun var A personligt, der havde forkøbsret, og der var ikke tvivl om, at han var død. Huset var ikke nedrevet, hvorfor der ikke tilkom A’s arvinger nogen ret i henhold til servitutten. VL fandt, at det ikke var åbenbart, at servituttens bestemmelse om missionshus og forkøbsret alene gjaldt A og ikke hans arvinger. Ejendommen var i 1989 solgt til anden brug end missionshus, men således, at ejendommen ifølge skødets pkt. 2 blev overdraget med de forpligtelser, hvormed den havde tilhørt sælger, herunder nævnte servitut med forkøbsret for den tidligere sælger. VL fandt herefter ikke grundlag for at ændre Tinglysningsrettens afgørelse, jf. TL § 10, stk. 1, om tingbogshjemmel. VL bemærkede, at der ikke var taget stilling til, om nogen materielt kunne påberåbe sig servitutten i dag. Om ikke på anden måde måtte dette afgøres ved civilt søgsmål.

FM 2016.49 VLK: En ejendom ejet af T Vandværk I/S ønskede at ændre adkomsten, da interessentskabet skulle ændres til et a.m.b.a. Tinglysningensretten afviste navneændringen og anførte, at der ikke alene var tale om en navneændring men en ændring af selskabsformen. VL stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse og anførte, at  at en sådan adkomstændring ikke kunne ske ved notering.

FM 2016.50 VLK: To skødehaver A og B var anført som adkomsthavere i tingbogen og ikke som ejerne af et ejendomsinteressentskab. Tinglysningsretten fandt, at tinglysningen var sket i overensstemmelse med de tinglyste skøder. VL stadfæstede og anførte, at der ikke var sket en tinglysningsfejl.

FM 2016.198 VLK: I forbindelse med at adkomsthaver, A, i 1894 overdrog en fast ejendom til en kirkelig forening, K, ved gavebrev, blev en del af gavebrevet tinglyst som servitut. Ejendommen blev senere solgt til anden brug end missionshus, men således, at ejendommen ifølge skødets pkt. 2 overdragedes med de forpligtelser, hvormed den havde tilhørt K, herunder nævnte servitut med forkøbsret for den tidligere A. Ejendommen blev i 2016 igen solgt, og det anmeldte skøde blev afvist, da A’s arvinger ikke havde samtykket i salget ved underskrift på skødet. VL fandt, at det var ikke var åbenbart, at servituttens bestemmelse om forkøbsret og brug til missionshus alene gjaldt A og ikke A’s arvinger. Der var ikke grundlag for at ændre Tinglysningsrettens afgørelse, jf. TL § 10, stk. 1.

 

TL § 10, stk. 2:

UfR 1963.945 ØLK: Ejerpantebrev var med rette afvist fra lysning, da advokat, der var bemyndiget til at foretage transport, relaksation og kvittering af ejerpantebrevet, havde underskrevet som vitterlighedsvidne.

UfR 1966.482 VLK: Løsørepantebrev var med rette afvist fra lysning, da pantedebitors hustru havde underskrevet som vitterlighedsvidner, og da et vitterlighedsvidne principielt bør stå uvildig over for både pantsætter og debitor.

UfR 1967.45 HKK (UfR 1966.770 VLK): Forhøjelse af ejerpantebrev, hvor Aarhus og Omegns bank var bemyndiget til at underskrive påtegninger af enhver art, kunne lyses, selv om bankbestyrer og bankansat havde underskrevet til vitterlighed.

UfR 1969.540 VLK: Løsørepantebrev var med rette afvist fra lysning, da pantekreditors 2 sønner havde underskrevet som vitterlighedsvidner. Den ene af sønnerne var ansat i faderens firma. VL anførte, at pantekreditors nærmeste slægt i almindelighed ikke kan godtages som vitterlighedsvidner.

UfR 1973.380 ØLK: Skøde med rette afvist fra lysning, da sælgers ægtefælle havde underskrevet som det ene vitterlighedsvidne.

UfR 1988.802 VLK: Sælgers 2 sønner fandtes ikke inhabile som vitterlighedsvidner på skøde, som blev lyst med frist til berigtigelse af vitterlighedspåtegningen, idet denne ikke udtrykkeligt bekræftede underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og udstederens myndighed. Omtalt af Arne Sørensen i ADV 1992.232.

FM 1995.31 VLK: A/S udstedte løsøreejerpantebrev på 2.950.000 kr. 2 bestyrelsesmedlemmer, som var ansat i selskabet som henholdsvis kontorassistent og typotekniker skrev under til vitterlighed. VL fandt, at medlemskab af et aktieselskabs bestyrelse ikke i sig selv er til hinder for at underskrive som vitterlighedsvidne på et pantebrev udstedt af selskabet. Tinglysningskontorets afvisning blev herefter ophævet.

UfR 2001.1947 ØLK (FM 2001.106 ØLK): Skøde var med rette afvist, da vitterlighedsvidne havde underskrevet med blokbogstaver. Komm. af Anne Voss Winkler i FM 2002.5: Debitors/pantsætters underskrifter.

UfR 2002.635 VLK: Pantebrev skulle lyses, selv om pantsætter P havde underskrevet med blokbogstaver. P underskrev sig som sket, dog med et vist personligt præg, og P havde 3 år tidligere underskrevet skødet på tilsvarende måde.

UfR 2002.1626 VLK: Skøde kunne lyses, selv om vitterlighedsvidnerne havde underskrevet med formskrift, idet underskrifterne fremtrådte som personlige underskrifter.

UfR 2002.2518/2 VLK: Ejerpantebrev var blevet afvist, da den ene pantsætter  A alene have underskrevet med sine to fornavn. A underskrev sig sædvanligvis underskriver sig som A [fornavne]. A's fulde navn fremgik med maskinskrift umiddelbart neden for underskriftsfeltet på ejerpantebrevet. Underskriften var endvidere attesteret af vitterlighedsvidner. Ejerpantebrevet måtte derfor anses for underskrevet af A på tilstrækkelig måde.

UfR 2003.197 VLK: Skøde afvist, da to advokatsekretærer som vitterlighedsvidner havde anført deres arbejdsadresse og ikke deres bopæl.

UfR 2003.2234 ØLK (FM 2003.182 ØLK): Tinglysningskontoret ved Københavns Byret havde afvist to skøder, da vitterlighedspåtegningen angav advokatens forretningsadresse. ØL ændrede afgørelserne, idet advokaters forretningsadresse efter en langvarig og fast retspraksis betragtes som bopæl i relation til TL § 10, stk. 2, 4. pkt.

FM 2003.245 VLK: Personbogen havde afvist ægtepagt fra lysning, at advokat som vitterlighedsvidne havde anført sin forretningsadresse, nemlig "4990 Sakskøbing". VL ændrede afgørelsen, idet TL § 10, stk. 2, 4. pkt. for advokaters vedkommende må forstås således, at advokater skal anføre enten deres privatadresse eller deres forretningsadresse.

UfR 2004.380 HKK: Retten i Silkeborg afviste lysning af pantebrev, da vitterlighedsvidnerne havde angivet deres arbejdsadresse i Nordea. VL stadfæstede. Højesteret tiltrådte, at formålet med bestemmelsen i TL § 10, stk. 2, 4. pkt., om angivelse af vitterlighedsvidners bopæl må antages at være, at man senere skal kunne finde frem til vidnerne, f.eks. ved henvendelse til folkeregisteret. En angivelse af vidnernes arbejdsadresse i stedet for den folkeregistertilmeldte bopæl havde ikke støtte i bestemmelsens ordlyd, men det er oplyst, at det i en længere årrække har været praksis på tinglysningskontorerne i landet at acceptere bankansattes arbejdsadresse som tilstrækkelig. Da formålet med bestemmelsen om angivelse af bopæl imidlertid for bankansattes - såvel som for advokatsekretærers - vedkommende ikke tilstrækkeligt sikkert kan opfyldes ved angivelse af vidnernes arbejdsadresse, tiltrådte Højesteret, at pantebrevet ikke opfyldte betingelserne for at kunne tinglyses. Efter karakteren af manglen ved de underskrevne vitterlighedsattestationer fandt Højesteret, at der efter en analogi af TL § 14, stk. 2, 1. pkt., i stedet for afvisning af pantebrevet kunne have været givet anmelderen lejlighed til at rette manglen. Da pantebrevet imidlertid nu var blevet tinglyst, var rettelse ikke længere aktuel, og Højesteret stadfæstede derfor kendelsen.

UfR 2005.794 VLK: Overtagelse af et ejerpantebrev med pant i en bil, hvorved en ny person indtrådte som pantedebitor, måtte for den indtrædende debitor sidestilles med en ny pantsætning, og påtegningen skulle derfor forsynes med vitterlighedspåtegning.

UfR 2008.1025 ØLK: Under opdelingen af en ejendom i ejerlejligheder udformede A/S John Faurholt, J, vedtægter for ejerforeningen. Vedtægterne indeholdt en bestemmelse om pant i hver lejlighed på 48.000 kr. for ethvert tilgodehavende ejerforeningen måtte få hos et medlem. Da vedtægterne blev fremsendt til tinglysning, blev de afvist fra tingbogen, under henvisning til at underskriften på vedtægterne ikke var vitterlighedspåtegnet. ØL udtalte, at formålet med en vedtægtsbestemt panteret i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav var at sikre ejerforeningen, og dermed de enkelte medlemmer, mod tab. Det var derfor i høj grad anbefalelsesværdigt, at der i forbindelse med en opdeling af en fast ejendom i ejerlejligheder tinglystes pant i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav på bidrag til fælles forpligtelser. På den baggrund, og da panteretten ikke var genstand for omsætning, var der ikke samme risiko for falsk ved udstedelse af pantstiftende vedtægter som ved udstedelse af pantebreve. Derfor var der ikke grundlag for en analogislutning fra TL § 10, stk. 2, for så vidt angår vitterlighedspåtegnelse af John Faurholts underskrift.

UfR 2010.654 VLK: GVP A/S, G, fremsendte via advokat, C, et skadesløsbrev (virksomhedspant) til tinglysning d. 21.06.2009. Skadesløsbrevet blev af Tinglysningsretten afvist fra personbogen med henvisning til at skadesløsbrevet var underskrevet af to vitterlighedsvidner, men postnummeret på deres bopæl var ikke anført, ligesom bopælsbyen for det ene vidne var ufuldstændig, idet der læseligt alene var anført ”VA”. VL tiltrådte, at manglende angivelse af postnummer og by ved angivelse af vitterlighedsvidners adresse medførte, at betingelserne for at tinglyse pantebrevet ikke var opfyldt, jf. TL dagældende § 10, stk. 2. VL lagde til grund, at der i praksis tidligere var sket lysning med frist i forbindelse med Bil- og Personbogen. Efter karakteren af manglen og den måde, den ufuldstændige adresse var angivet på, fandt VL, at der efter en analogi af TL § 15, stk. 3, i stedet for afvisning burde have været indrømmet G en frist til at rette manglen. VL ophævede herefter Tinglysningsrettens afvisning af det anmeldte skadesløsbrev.

TL § 10, stk. 3:

UfR 1997.643 ØLK (FM 1997.66): Kortfattet skøde blev tinglyst, selv om det ikke fremgik, hvorledes købesummen på 498.000 kr. blev berigtiget. Indholdet fandtes at være endeligt fastsat, jf. TL § 10, stk. 3, 1. pkt.

UfR 1997.1422/2 VLK: VL fandt, at pantebrev til Den Danske Bank med rentetilpasning efter tilstrækkeligt præcise og ikke vilkårlige kriterier opregnede vilkårene for debitors betaling i de forskellige betalingssituationer. Pantebrevets indhold fandtes herefter at være endeligt fastsat, jf. TL § 10, stk. 3.

UfR 1999.1127 ØLK: Skøde fra Kapital Holding A/S til BG Bank A/S var med rette afvist fra lysning, da overtagelsesdagen ikke var anført og indholdet dermed ikke endeligt fastsat, jf. TL § 10, stk. 3.

UfR 2000.1211 HKK: Pantebrev til Realkredit Danmark med valutaændringsklausul fra Euro til DKK fandtes at være stridende med kravet i TL § 10, stk. 3 om, at indholdet af et dokument skal være endeligt fastsat, og pantebrevet var derfor med rette afvist fra lysning. Valutaændringen var ikke omfattet af TL § 40, stk. 7 og skulle således kun respekteres af de efterstående panthavere i det omfang, disse har samtykket i ændringen.

UfR 2000.1449 ØLK: Nye vedtægter for Ejerforeningen Kompagnistræde 24 blev afvist, da indholdet ikke kunne anses for endeligt fastsat. Ejerforeningen var berettiget til at påberåbe sig den tidligere lyste vedtægt, indtil den nye vedtægt havde samme eller bedre prioritetsstilling end den gamle vedtægt.

FM 2000.97 VLK: Ejerpantebrev afvist på grund af uklarhed vedr. rentebestemmelsen, jf. TL § 10, stk. 3  

UfR 2000.2200 VLK: Pantebrev til Total Realkreditfond vedr. et rentetilpasningslån angav efter tilstrækkeligt præcise kriterier, hvordan restgælden pr. en bestemt dato kunne refinansieres hos kreditor efter pantebrevet. TL § 10, stk. 3 og 4 var derfor ikke til hinder for tinglysning.

UfR 2000.2364 ØLK: Pantebrev til Totalkredit vedr. et rentetilpasningslån var med rette afvist fra lysning, da det ikke af pantebrevets vilkår fremgik, på hvilke vilkår refinansiering i 2005 kunne ske.

UfR 2001.196 VLK: Ejerpantebrev med meddelelser til Sydbank indeholdt bestemmelse om, at panteretten tillige omfattede renter, der var fastsat i ejerpantebrevet. Pantebrevet var med rette afvist, jf. TL § 10, stk. 3, da det det var uklart, om pantebrevet indeholdt en bestemmelse om opskrivning af hovedstolen.

UfR 2001.206 VLK: Ejerpantebrev med meddelelser til Nørresundby Bank indeholdt bestemmelse om, at panteretten tillige omfattede renter, der var fastsat i ejerpantebrevet. Pantebrevet var med rette afvist, jf. TL § 10, stk. 3, da det det var uklart, om pantebrevet indeholdt en bestemmelse om opskrivning af hovedstolen. det bemærkedes, at ejerpantebreve i relation til TL § 40, stk. 4 som udgangspunkt måtte sidestilles med skadesløsbreve.

FM 2001.74 VLK: Bestemmelse i ejerpantebrev om, at der fra tvangsauktionstidspunktet skulle svares renter, kunne tinglyses, selv om renterne ikke var sikret ved pant i ejendommen.

UfR 2001.2427 ØLK (FM 2001.102 ØLK): Bestemmelse i ejerpantebrev om, at der fra tvangsauktionstidspunktet skulle svares renter med 10% over diskontoen, kunne tinglyses, da rentebestemmelsen måtte anses for endeligt fastsat, jf. TL § 10, stk. 3.

ØLK af 27.08.2001 (B 2396/01): Retsforlig, som gav lejer ret til at overtage en anden ledig lejlighed i ejendom, blev afvist fra lysning, da det ikke stiftede en ret over en fast ejendom. ØL stadfæstede med bemærkning, at det ikke fremgik af retsforliget, at det også skulle være gældende i forhold til fremtidige ejere. Kritisk komm. af Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2004 B.184-186.

VLK af 27.05.2002 (B 706/02): Skøde var i § 10 betinget af at køber succederede i ejendomsbeskatningen. Skødet kunne lyses som endeligt skøde, da sælger klart havde tilkendegivet, at skødet begæredes lyst endeligt uanset bestemmelsen i § 10. Kritisk komm. af Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2004 B.184-186.

UfR 2003.2621 ØLK: Pantebrev til Realkredit Danmark med bestemmelse om afdragsfrihed i op til 10 år var ikke  i strid med TL § 10, stk. 3 om, at indholdet skal være endeligt fastsat, og pantebrevet blev lyst. Den omstændighed, at der i pantebrevet ikke blev taget stilling til, om der efter TL § 40, stk. 3, skal indhentes samtykke fra eventuelle efterstående panthavere, hvis der aftales afdragsfrihed, kunne ikke medføre afvisning.

UfR 2004.316 HKK: Deklaration om, at købere og efterfølgende ejere skulle være forpligtet til at respektere alle eksisterende forsynings- og afløbsledninger på ejendommen, bar blevet afvist fra lysning i ved retten i Aalborg  og Vestre Landsret. Højesteret fandt, at indholdet var endeligt fastsat, og at TL § 10, stk. 3 herefter ikke var til hinder for lysning

UfR 2004.2206 ØLK: Pantebrev til BRFbank var fastforrentet, men debitor kunne vælge at gå over til variabel rente, og senere gå tilbage til fast rente. ØL fandt, at pantebrevets rentebetingelser angav tilstrækkeligt præcise kriterier for debitors valgmulighed mellem fast og variabel forrentning og for, hvorledes renten beregnes ved hver af de to nævnte forrentningsmetoder.  TL § 10, stk. 3 var derfor ikke til hinder for tinglysning af pantebrevet.

UfR 2006.1893 VLK: Ved betinget skøde solgte A ApS til B A/S en ejendom. Efter bestemmelse i skødets § 3 var overtagelsesdagen fastsat "til præcis 2 uger efter at sælger har modtaget skrivelsen fra køber om at betingelserne i købsaftalens § 2 er opfyldt". § 2 i købsaftalen indeholdt nogle betingelser fra parterne. Tinglysningsdommeren afviste anmodningen om skødets tinglysning under henvisning til ,at der efter indholdet af betingelserne i købsaftalens § 2 ikke på daværende tidspunkt kunne fastsættes en overtagelsesdato. Skødets indhold fandtes derfor ikke endelig fastsat, hvorfor dokumentet ikke kunne lyses, ej heller som byrde. VL tiltrådte at overtagelsesdagen - og dermed dokumentets indhold - ikke var endeligt fastsat, og at det  betingede skøde derfor ikke kunne lyses, jf. TL § 10, stk. 3

UfR 2006.1617 ØLK: S A/S havde fremsendt et betinget skøde til tinglysningskontoret i København, hvorved selskabet solgte en ejerlejlighed til K betinget. Overtagelsesdagen var i skødet fastsat til d. 01.10.2006, men sælgeren havde bl.a. ret til at udskyde overtagelsesdagen i bestemte situationer samt ensidigt senest 6 mdr. inden den fastsatte overtagelsesdato skriftligt at meddele en ændret overtagelsesdag Skødet blev afvist fra tingbogen, da overtagelsesdagen ikke fandtes endeligt fastsat, jf. TL § 10, stk. 3. ØL udtalte, at den ensidige ret som tilkommer S ifølge skødet, til uden begrundelse at ændre overtagelsesdagen, var begrænset til, at kunne udnyttes inden for det nærmere aftalte tidsrum, og retten skal være gjort gældende senest 6 mdr. før den aftalte foreløbige overtagelsesdag. Under disse omstændigheder fandtes S's tillagte ret ikke at medføre en sådan ubestemthed, at skødet skulle afvises i henhold til TL § 10, stk. 3.

UfR 2007.50 VLK: I forbindelse med salg af en ejerlejlighed var der i skødet taget forbehold for at skattemyndighederne accepterede købesummens størrelse, men da der ikke var givet udtryk for hvad der skulle ske, hvis skattemyndighederne ikke accepterede købesummens størrelse, blev skødet afvist fra tinglysning, da skødets indhold ikke ansås for endeligt fastsat. Betingelserne for tinglysning, jf. TL § 10, stk. 3, jf. stk. 1, var dermed ikke opfyldt.

UfR 2008.1461 ØLK: Matr.nr. 279 Vestervold, København, A, anmeldte en række relaksationspåtegninger på pantstiftende vedtægter og påtegninger på realkreditpantebreve i et dokument til tinglysning. Byretten i København afviste dokumentet, og dommeren udtalte, at den til tinglysning indsendte relaksationserklæring ikke udtrykkeligt henviste til den pantstiftende vedtægtsbestemmelse, hvorved yderligere bemærkedes, at også ordensmæssige hensyn talte for, at påtegninger, der vedrørte henholdsvis realkreditpantebreve og vedtægter for en ejerforening, ikke samles i ét dokument. ØL stadfæstede kendelsen.

UfR 2009.864/1 VLK: Kreditselskabet Amanah Kredit, A, som var ejet af fire nordjyske pengeinstitutter, solgte en ejendom i Herlev til to kunder, der blev anmeldt et betinget skøde. På skødets forside var der i parentes angivet ”Formindskende Musharaka med Ijara med henblik på endeligt skøde”, Musharaka skulle betyde partnerskab og Ijara brugsret. Købesummen var angivet til godt 285.000 EURO. Køberne havde betalt ca. 20 % af købesummen, resten skulle betales over 30 år. Skødet var betinget af købesummens betaling, skødet blev begæret indført i adkomstrubrikken uden frist, subsidiært med en frist på 30 ½ år, hvor købesummen var betalt. Skødet blev afvist fra tingbogen af tinglysningsretten, med henvisning til at skødets indhold ikke var endeligt fastsat. Af kæreskriftet fremgik det, at boligfinansieringen var i overensstemmelse med både dansk lovgivning og Koranen. Endvidere var finansieringsformen godkendt af Skatterådet ved en bindende forhåndsbesked. Finansrådet havde ligeledes godkendt finansieringsformen. Af kæreskriftet fremgik det endvidere at lignende skøder var blevet tinglyst af andre tinglysningsafdelinger. VL stadfæstede tinglysningsrettens afgørelse, idet dokumentet, efter en samlet vurdering af det øvrige indhold, led af en så væsentlig uklarhed, at dokumentet allerede af den grund skulle afvises fra tingbogen, jf. TL § 10, stk. 3.

UfR 2009.2251/1 VLK: BRFkredit, B, fremsendte et pantebrev til tinglysning, hvor der i bestemmelserne om rente- og betalingsvilkår bl.a. var anført: ”Renten er variabel og fastsættes af B i overensstemmelse med B’s til enhver tid gældende rentepolitik for lån af den pågældende art. Renten udgør for tiden 6,665 % p.a.” Tinglysningsdommeren afviste pantebrevet med påtegning om, at rentevilkårene ikke var endeligt fastlagt, jf. TL § 10, stk. 3. VL udtalte, at efter formuleringen af rentevilkåret, fastsattes renten efter generelle retningslinjer. Herefter, og da B som realkreditinstitut var undergivet offentligt tilsyn, var kravet i TL § 10, stk. 3, om, at et dokuments indhold skulle være endeligt fastsat, opfyldt. Pantebrevet skulle derfor antages til tingslysning.

TL § 10, stk. 6

UfR 2005.778 VLK: Da skødes bestemmelse om jagtret ikke angav de påtaleberettigede, kunne jagtretten ikke lyses som byrde på ejendommen, jf. TL § 10, stk. 6.

TL § 12, stk. 1:

UfR 1998.309 VLK (FM 1998.30): K havde foretaget udlæg i M's ideelle andel af ejendom, da overdragelse til H var proformadisposition. Udlægget kunne ikke lyses, idet tinglysning måtte forudsætte, at tingbogens udvisende vedrørende ejerforholdet blev bragt i overensstemmelse med de ejerforhold, som fogedretten lagde til grund. (Ifølge noten til referatet i FM 1998.30 kunne udlægget tinglyses - i hvert fald i Århus, hvis der var foretaget udlæg i H's ejendom for M's gæld). Komm. af Lillian Lund Tinggaard og Helle Larsen i FM 1998.55-56: Skal tinglysningsdommeren godkende fogedens udlæg i fast ejendom?

UfR 2003.1081 VLK: Udlejer var blevet dømt til at betale fraflyttet erhvervslejer 107.707 kr. Dommen kunne ikke tinglyses som byrde på ejendommen, jf. TL § 12, stk. 1.

TL § 12, stk. 3

TL § 12, stk. 3

UfR 2000.1617 VLK: A og B havde overtaget boet efter deres forældre til privat skifte. Skifteretsattesten skulle lyses som adkomst for boet, uden at der kunne stilles krav om, at A og B havde taget stilling til, om ejendommen skulle afhændes eller arveudlægges.

UfR 2006.51 ØLK: Et privatskiftet dødsbo solgte en fast ejendom til en arving og dennes ægtefælle. Tinglysningsdommeren i Vordingborg afviste at notere en skifteretsattest som adkomst for boet, idet attesten, der efter det anførte ikke blot var en meddelelse, skulle tinglyses. Da salget skete til såvel en arving som en ikke-arving, udløste tinglysningen af skifteretsattesten betaling af registreringsafgift på 1.400 kr., jf. TLAL § 8, stk. 1, nr. 3. ØL tiltrådte, at begæringen om notering af skifteretsattesten var afvist, jf. TL § 12, stk. 3

TL § 12, stk. 4: Foreløbig tinglysning

Jens Anker Andersen i FM 1994.71-73: Foreløbig tinglysning i navnlig foged- og skiftesager, jf. TL § 12, stk. 4.

Lars Henrik Gam Madsen i JUR 2010.183-186: Foreløbig tinglysning af påståede rettigheder

Lars Henrik Gam Madsen i JUR 2010.216-221: Erstatningsansvaret ved foreløbig tinglysning af ikke-eksisterende rettigheder - i grænselandet mellem standpunktsrisiko og uberettiget gennemtvingelse.

VLT 1950.247 V: Ankestævning i fogedsag tinglyst

UfR 1962.405 ØLK: Tinglysning af stævning kunne ske uden at afvente tilvejebringelse af bevisligheder for sagsøgerens påstand.

UfR 1985.916/1 HKK: Afgørelse kunne træffes, uden at sagsøgte fik anledning til at ytre sig.

UfR 1993.799 ØLK: Afgørelse kan træffes, selv om sagsøgte ikke var gjort bekendt med begæringen om tinglysning.

UfR 1999.898 VLD: Lejer, der havde fået tinglyst stævning på udlejers ejendom, hvilket var ændret af Vestre Landsret, var ikke erstatningsansvarlig for udlejeres tab ved forsinkelse af lånesag. RPL § 639 om arrest kunne ikke anvendes analogt.

UfR 2001.1045 HK (FM 2001.53 HKK og FM 2000.141 VLK): Skøde skulle lyses med anmærkning om den tinglyste stævning, da tinglysning af en stævning i medfør af TL § 12, stk. 4, ikke var til hinder for, at ejendommen blev solgt.

UfR 2002.2424 ØLK: Lejer af ejendom ved Holbæk havn havde udtaget stævning med påstand om at lejemålet var uopsigeligt. Da der ikke var oplyst omstændigheder, der på forhånd gjorde det uantageligt, at lejerens påstand kunne gennemføres, blev begæring om tinglysning af stævning i medfør at TL § 12, stk. 4 taget til følge.

FM 2003.221 VLK: Anmodning om tinglysning af stævning blev taget til følge, da det ikke på forhånd var uantageligt, at stævningspåstanden kunne tages til følge, og da det ikke kunne udelukkes, at tinglysningen ville kunne have betydning dom en tilkendegivelse over for en eventuel erhverver af ejendommen. VL stadfæstede.

TL § 15, stk. 2: Afvisning

FM 2001.120 VLK: Pantebrev, der var blevet afvist, blev afvist på ny, da berigtigelsen var sket ved påtegning før tinglysningspåtegningen.

FM 2003.50 ØLK: Skøde afvist fra lysning, da der dagen forinden var lyst slutseddel som betinget advokat med frist til en anden køber.

UfR 2006.709 ØLK: A overdrog en ejendom til en værdi af 3,2 mio. til sin fraskilte ægtefælle B. B ønskede senere at sælge ejendommen videre til C, hvilket A’s advokat gjorde indsigelse overfor, idet der blev gjort gældende, at B’s egen erhvervelse var behæftet med ugyldighed. Skødet angående B’s videresalg blev ikke, som krævet af A, afvist fra tinglysning. ØL fandt, at B ifølge tingbogen var legitimeret til at sælge ejendommen, da skødet til C blev anmeldt til tinglysning. Den foreliggende indsigelse om, at B ikke var materielt berettiget til at sælge ejendommen, var ikke et forhold, som kunne medføre, at skødet afvistes fra tingbogen i medfør af TL § 15, stk. 2, eller lystes med frist i medfør af TL § 8, stk. 2. A fandtes ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort sit krav om berigtigelse af adkomstforholdene til ejendommen, hvorfor en foreløbig tinglysning heraf i medfør af  TL § 33 ikke kunne foretages uden sikkerhedsstillelse

UfR 2006.2822 ØLK: Ifølge allonge til oprindeligt ejerpantebrev på 3.356.702 kr. blev Realkredit Danmark, RD, indsat som kreditor. Der blev i forbindelse hermed indsat en rektaklausul og de nærmere rente- og betalingsvilkår for lånet blev fastsat. Efter det oplyst forelå der aftale mellem skyldneren og RD om, at lånet beskrevet i allongen ikke skulle udbetales, idet udbetaling alene skulle ske på baggrund af realkreditpantebrevet. Tinglysningskontoret i Frederikssund afviste allongen til ejerpantebrevet og det samtidig indleverede realkreditpantebrev fra tinglysning. ØL udtalte, at efter ordlyden af § 2, stk. 2, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. måtte realkreditlån ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve. Ved UfR 2003.174 HKK var det fastslået, at forbuddet også gjaldt i en situation, hvor et ejerpantebrev blev overdraget til et realkreditinstitut som ny kreditor, uanset eventuel aftale om ændrede vilkår. Det forhold, at der i nærværende sag tillige forelå et realkreditpantebrev, samt oplysning om, at realkreditlånet - uanset ordlyden af allongen - alene skulle udbetales på grundlag af realkreditpantebrevet, kunne ikke ses på afgørende måde i tinglysningsmæssig henseende at adskille sig fra situationen i UfR 2003.174 HKK. Det blev det tiltrådt, at allongen og dermed realkreditpantebrevet ikke havde kunnet tinglyses, jf. TL § 15, stk. 2.

UfR 2007.72 VLK: Nykredit Realkredit A/S, R, anmeldte til lysning en allonge til et ejerpantebrev, hvoraf bl.a. fremgik, at ejerpantebrevet blev transporteret til R som ny kreditor, at pantebrevet for fremtiden skulle være med personligt gældsansvar for debitor, og at de allerede fastsatte rente- og betalingsvilkår blev ændret på nærmere angivet måde. Samtidigt begærede R ejerpantebrevet aflyst og et realkreditpantebrev tinglyst i samme ejendom. Tinglysningsdommeren undlod at tinglyse allongen, men aflyste ejerpantebrevet og tinglyste realkreditpantebrevet. Dette begrundedes i at det som udgangspunkt var overflødigt at tinglyse transporten, henset til at pantebrevet samtidig blev begæret aflyst. Den nye rettighed, som transporten var udtryk for, ville således ikke i tinglysningsmæssig sammenhæng have nogen tidsmæssig udstrækning, og det ville derfor være åbenbart overflødigt at tinglyse allongen, jf. TL § 15, stk. 2. VL stadfæstede afgørelsen.

TL § 15, stk. 3:

FM 1997.124 VLK: Skøde lyst med frist, jf. TL § 15, stk. 3, idet fuldmagt til at udstede endeligt skøde ikke var oversat ved autoriseret translatør og vitterlighedsvidnerne på fuldmagten ikke omfattede udstederens myndighed.

FM 1997.138 VLK: Skøde var blevet afvist, da arving i privatskiftet bo havde underskrevet i henhold til fuldmagt, hvor fuldmagtsgiverens navn var skrevet fuldt ud, men hvor underskriften manglede efternavnet. VL fandt, at skødet burde være lyst med frist til fremskaffelse af behørig underskrevet fuldmagt.

FM 1998.92 ØLK: Pantebrev udstedt af en andelsboligforening lyst med frist på fremsendelse af generalforsamlingsprotokollat, hvoraf fremgår at pantsætningen var vedtaget med tilstrækkeligt flertal. Pantsætningen kunne ikke anses som et sædvanligt led i bestyrelsens daglige ledelse af foreningen.

FM 2000.56 VLK: Skøde blev lyst med frist til angivelse af købers folkeregisteradresse, idet en c/o adresse ikke nødvendigvis er bopælen.

FM 2001.120 VLK: Pantebrev lyst med frist til fremskaffelse af dokumentation for tegningsberettigelse for udenlandsk kreditor.

UfR 2010.654 VLK: GVP A/S, G, fremsendte via advokat, C, et skadesløsbrev (virksomhedspant) til tinglysning d. 21.06.2009. Skadesløsbrevet blev af Tinglysningsretten afvist fra personbogen med henvisning til at skadesløsbrevet var underskrevet af to vitterlighedsvidner, men postnummeret på deres bopæl var ikke anført, ligesom bopælsbyen for det ene vidne var ufuldstændig, idet der læseligt alene var anført ”VA”. VL tiltrådte, at manglende angivelse af postnummer og by ved angivelse af vitterlighedsvidners adresse medførte, at betingelserne for at tinglyse pantebrevet ikke var opfyldt, jf. TL dagældende § 10, stk. 2. VL lagde til grund, at der i praksis tidligere var sket lysning med frist i forbindelse med Bil- og Personbogen. Efter karakteren af manglen og den måde, den ufuldstændige adresse var angivet på, fandt VL, at der efter en analogi af TL § 15, stk. 3, i stedet for afvisning burde have været indrømmet G en frist til at rette manglen. VL ophævede herefter Tinglysningsrettens afvisning af det anmeldte skadesløsbrev.

TL § 15, stk. 4:

UfR 2001.220 VLK: Ejerpantebrev respekterede EURO 185.100 Nykredit ktl m/rentetilpasning. Pantebrevet til Nykredit blev lyst uden retsanmærkning, selv om det ikke udtrykkeligt var angivet, at ejerpantebrevet herved respekterede et lån, hvor rentetilpasningen sker ved refinansiering af lånets restgæld. Der var ikke tvivl om prioritetsstillingen.

UfR 2005.27/2 VLKVed betinget skøde anmeldt til tinglysning den 30.06.2004 købte A en ejendom af boet B. Skødet blev tinglyst uden retsanmærkning. A havde derfor krav på endeligt skøde, når betingelserne i det betingede skøde var opfyldt. Da stævningen i retssagen blev tinglyst på ejendommen den 28.07.2004, var stævningen ikke en rettighed, som tinglysningsdommeren efter TL § 15, stk. 4, skulle give anmærkning om.

UfR 2007.584 VLK: Ægtefællerne M og H ejede i lige sameje to uens behæftede ejendommen. M og H udstedte hver et pantebrev med pant i ejendommene. Pantebrevene angav at respektere 6 nærmere angivne prioriteter samt hinanden. Pantebrevene indeholdt dog ingen specifikation af prioritetsstillingen i ejendommene. Pantebrevene blev afvist fra tinglysning under henvisning til, at pantet omfattede to selvstændige ejendomme, og det derfor måtte præciseres, med hvilken prioritet de skulle tinglyses i de enkelte ejendomme. VL udtalte, at da respektangivelsen ikke var specificeret for hver ejendom, måtte opregningen af prioriteterne forstås således, at pantebrevene respekterede alle 6 prioriteter i begge ejendomme. Pantebrevene skulle derfor tinglyses med retsanmærkning om de prioriteter, der ikke respekteredes, jf. TL § 15, stk. 4 og 5.

TL § 15, stk. 5:

FM 1997.196 VLK: Ejerpantebrev havde fået retsanmærkning om, at et foranstående kontantlån med rentetilpasning var inkonvertibelt. VL fandt, at retsanmærkningen skulle slettes.

FM 2000.56 VLK: Ejerpantebrev respekterede et kreditforeningslån, der var angivet som et kontantlån, var med rette lyst med retsanmærkning, idet det ikke var anført, at der var tale om et rentetilpasningslån, der efter omstændighederne ville være mere byrdefuldt.

UfR 2007.584 VLK: Ægtefællerne M og H ejede i lige sameje to uens behæftede ejendommen. M og H udstedte hver et pantebrev med pant i ejendommene. Pantebrevene angav at respektere 6 nærmere angivne prioriteter samt hinanden. Pantebrevene indeholdt dog ingen specifikation af prioritetsstillingen i ejendommene. Pantebrevene blev afvist fra tinglysning under henvisning til, at pantet omfattede to selvstændige ejendomme, og det derfor måtte præciseres, med hvilken prioritet de skulle tinglyses i de enkelte ejendomme. VL udtalte, at da respektangivelsen ikke var specificeret for hver ejendom, måtte opregningen af prioriteterne forstås således, at pantebrevene respekterede alle 6 prioriteter i begge ejendomme. Pantebrevene skulle derfor tinglyses med retsanmærkning om de prioriteter, der ikke respekteredes, jf. TL § 15, stk. 4 og 5.

TL § 16, stk. 4:

UfR 1995.224 ØLD: Fristen i TL § 16, stk. 4 på 10 dage hjemler efter sin karakter og formål ikke krav på erstatning, hvis fristen overskrides.

TL § 19:

Søren Hjort Christiansen i FM 2006.455622: Fra tinglysningens overdrev - sommerhuse på fremmed grund

UfR 1985.305 HKK: TL § 19 giver ikke hjemmel for særskilt afhændelse af en ejendommens ejer tilhørende bygning på grunden.

TL § 20:

Henning Broman i FM 2006.29243: Tinglysningslovens § 20. Så slet dog de pantebreve. Et surt opstød over (den manglende) anvendelse af TL § 20

FM 1996.126 ØLK (FM 1996.149): Da brugsret måtte anses for bortfaldet ved tvangsauktion, jf. princippet i TL § 40, stk. 1, 4. pkt., fandtes betingelserne for slettelse af brugsret i tingbogen i medfør af TL § 20, stk. 1 for opfyldt.

FM 1997.124 VLK: Pantebrev på 30.000 kr., udstedt til en offentlig myndighed, skulle efter sit indhold være indfriet for 8 år siden. Kreditor havde kvitteret pantebrevet til aflysning og afgivet erklæring om, at det ikke var bortkommet. Det fandtes forsvarligt, at der foretoges indkaldelse i overensstemmelse med TL § 20, stk. 2, således at pantebrevet kunne slettes af tingbogen, hvis ingen berettiget meldte sig rettidigt.

UfR 1997.66 ØLK: To bortkomne pantebreve kunne ikke henføres under de i TL § 20 omhandlede rettigheder, der må antages at have mistet deres betydning. Der blev herved særlig lagt vægt på, at sidste afdrag ifølge pantebrevenes indhold først skulle erlægges for 5 år siden.

UfR 1997.805 VLK: Anset for forsvarligt, at tinglysningsdommeren i medfør af TL § 20, stk. 2 foretog indkaldelse, således at bortkommet pantebrev kunne udslettes af tingbogen, hvis ingen berettiget meldte sig.. Pantebrevet skulle efter sit indhold være indfriet for 8 år siden. Kreditor var en offentlig myndighed (Them Kommune), der havde kvitteret pantebrevet til aflysning og afgivet erklæring om, at pantebrevet ikke nogensinde var borttransporteret til andre.

UfR 1998.641 VLK: Det fandtes forsvarligt at udslette ejerpantebrev på 11.000 kr. efter reglerne i TL § 20, stk. 2, da der var gået mere end 20 år efter udleveringen af ejerpantebrevet til ejeren, og da ejerpantebrevet havde en beskeden størrelse.

UfR 1998.742/2 VLK: Tinglysningsdommeren i Ringkøbing havde ikke været berettiget til på eget initiativ og uden samtykke fra ejendommens ejer at genindføre slettet servitut om vejret. Beslutningen herom blev ophævet.

FM 1999.118 VLK: Pantebrev på 38.000 kr. oprettet d. 30.08.1988 kunne ikke udslettes efter TL § 20, stk. 2, uanset at pantebrevet efter sit indhold skulle være indfriet uden påkrav d. 01.08.1990.

FM 2000.97 VLK: Pantebrev på 32.000 kr. var tinglyst for mere end 24 år siden, og det skulle efter sit indhold være indfriet i 1986. Kreditor, der var et pengeinstitut, havde erklæret, at det ikke var overdraget efter indfrielsen. Det fandtes forsvarligt at tinglysningsdommeren efter TL § 20, stk. 2 foretog indkaldelse, således at pantebrevet kunne slettes, hvis ingen berettiget meldte sig.

FM 2000.140 ØLK: Tinglysningskontoret var berettiget til i medfør af TL § 20, stk. 3, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt. at rette fejl i tingbogen, idet en servitut ved en fejl fra tinglysningskontorets side ikke var overført til det udstykkede matrikelnummer.

UfR 2000.1849/2 VLK: Bortkommet pantebrev, der efter sit indhold først var amortiseret i 2007, kunne ikke slettes efter TL § 20, uanset at kreditor havde erklæret, at pantebrevet var fuldt indfriet d. 20.09.1999.

UfR 2000.2504 VLK: Der var ikke i TL § 20 hjemmel til at slette et dokument, selv om dokumentet måtte være antaget til lysning uden den fornødne dokumentation efter TL § 9, stk. 2.

FM 2001.26 ØLK: Sælgerpantebrev på 28.000 kr var lyst i dec. 1974. Tinglysningen afviste af slette pantebrevet efter TL § 20, stk. 2, idet der alene var forløbet 10 år, fra pantebrevet skulle være indfriet efter sit indhold. VL stadfæstede.

UfR 2001.654 VLK: Tinglysningsdommeren i Århus havde afvist i medfør af TL § 20 at aflyse servitut fra 1964 om, at der indtil d. 01.04.1979 ikke måtte drives bank eller sparekasse i ejendommen. Tinglysningsgenparten fandtes ikke i akten. Som følge heraf var det - alene ud fra servituttens ordlyd i tingbogen - ikke åbenbart, at servitutten var ophørt. Derimod måtte det ud fra det, der er indført i tingbogen om servitutten, antages, at den sandsynligvis var ophørt. I hvert fald i en situation som den foreliggende burde tinglysningsdommeren ved direkte henvendelse til den påtaleberettigede have foretaget en nærmere undersøgelse af, hvorvidt servitutten åbenbart var ophørt inden stillingtagen til begæringen i skødets punkt 3.4, og afvisningen blev ophævet.

FM 2001.120 VLK: Ejerpantebrev på 28.000 kr. blev ikke slettet efter TL § 20, stk. 2 under hensyn til pantebrevets størrelse samt det forhold, at det ikke var oplyst, hvornår en håndpanthaver havde udleveret det til pantsætter.

UfR 2002.1063 VLK: Tinglysningsdommeren i Frederikshavn havde været berettiget til i medfør af TL § 20, stk. 3 at berigtige fejl fra 1981, uden at kræve at færdselsret på ny anmeldtes til lysning.

UfR 2002.1301 VLK: Ejerpantebrev på 6.000 kr. fra 1960, som i 1972 var forhøjet til 17.000 kr. var bortkommet. Ifølge en erklæring fra Nordea beroede ejerpantebrevet ikke hos banken, og banken havde ikke noget tilgodehavende hos kærende. Det fremgik ikke af erklæringen, om ejerpantebrevet var blevet udleveret af banken til kærende og i givet fald hvornår. Der forelå heller ikke nogen erklæring om, at ejerpantebrevet ikke efterfølgende var håndpantsat på ny. Herefter, og når tillige hensås til, at det ikke havde været muligt at fremskaffe en kopi af påtegningen om forhøjelse af ejerpantebrevet til 17.000 kr., forelå der ikke sådanne særlige omstændigheder, at ejerpantebrevet kunne slettes i medfør af TL § 20, stk. 2.

UfR 2003.232 ØLK (FM 2002.188 ØLK og Pantefogeden 2002.111 ØLK): E havde købt ejendom for 300.000 kr. og fik ved købet lyst som servitut, at ejendommen var erhvervet udelukkende for midler, der hidrørte fra en erhvervsevnetabserstatning, og at ejendommen således ikke kunne gøres til genstand for udlæg, jf. RPL § 513, stk. 1. Efter at E senere havde  lyst kreditforeningspantebrev på 165.000 kr. på ejendommen, slettede tinglysningsdommeren i Næstved servitutten ex officio, jf. TL § 20, stk. 1. ØL hjemviste sagen til genindførsel af servitutten i tingbogen, idet pantsætningen ikke kunne medføre, at den ikke-behæftede værdi af ejendommen ikke var klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue.

FM 2002.50 ØLK: Tinglysningsdommeren i Næstved havde med rette afvist at slette privat pantebrev på 19.400 kr, som efter sit indhold var indfriet for 7 år siden.

UfR 2003.1356 VLK (FM 2003.143 VLK): Såfremt en tilbagetagen bil i fogedbogen er tilstrækkelig identificeret ved stelnummer, og fogedretten efter begæring påtegner, at fogedrettens afgørelse ikke er kæret, kan udlæg slettes i Bilbogen i medfør af TL § 20, stk. 1. Se også Henrik Gjørup i FM 2003.145: Om fogedretternes medvirken til sletning af udlæg i biler, der tages tilbage efter bestemmelserne i kreditaftaleloven.

FM 2003.246 VLK: Af tinglyst betinget skøde fremgik, at lejerne ikke havde udnyttet tilbudspligten. Et ejendomsadministrationsselskab, som repræsenterede lejerne ønskede skødet slettet i medfør af TL § 20 eller an andelsboligforenings krav på adkomst lyst foreløbigt i medfør af TL § 33. Skødet var vedhæftet en tro- og love-erklæring fra sælger, hvoraf fremgik, at mere end halvdelen af lejerne havde underskrevet erklæring om, at de ikke ønskede at acceptere tilbuddet. Tinglysningskontoret fandt ikke, at det var åbenlyst, at skødet ikke var tinglyst med rette, og afviste at slette skødet i medfør af TL § 20. Foreningens krav var ikke sandsynliggjort i en sådan grad, at tinglysning af foreløbig adkomst kunne ske i medfør af TL § 33.

FM 2003.271 VLK:  Et pantebrev med hovedstol på 36.000 kr., som efter sit indhold skulle være indfriet d. 11.12.1999, blev begæret slettet i medfør af TL § 20, stk. 2. VL stadfæstede, at sletning i medfør af denne bestemmelse ikke kunne ske, idet VL anførte, at ”efter retspraksis anvendes TL § 20, stk. 2, alene i begrænset omfang ved sletning af pantebreve, idet mortifikationsloven fastlægger betingelserne for at fastslå, at et pantebrev er dødt og magtesløst”.

UfR 2003.1867 VLK: Ejerpantebrev på 22.0000 kr. udstedt af M var tinglyst i 1973. Efter M's død solgte H ejendommen med overtagelse d. 01.12.2002, og H døde d. 11.12.2002. Tinglysningsdommeren i Århus afslog at aflyse det bortkomne ejerpantebrev i medfør af TL § 20, stk. 2. VL udtalte, at et ejerpantebrev som udgangspunkt ikke kunne slettes i medfør af TL § 20, stk. 2, men måtte søges mortificeret efter bestemmelserne i mortifikationsloven. Uanset det fremgår af DSL § 83, stk. 2, nr. 3, at krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev prækluderes, hvis fordringen ikke anmeldes rettidigt, og boet ikke er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, prækluderes selve panteretten i henhold til ejerpantebrevet ikke. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ejerpantebreve ikke kan slettes efter TL § 20, stk. 2, stadfæstede landsretten tinglysningsdommerens afgørelse.

UfR 2007.1533 HKK: Efter at Sovjetunionen ophørte med at eksistere i 1991, var tingbøgerne vedrørende 10 ejendomme ikke længere korrekte og man søgte derfor i 2001 adkomsten berigtiget til den Russiske Føderation (Rusland). Til støtte herfor havde Rusland vedlagt en erklæring fra Udenrigsministeriet, som angav at Danmark anerkendte Rusland som successor- og efterfølgerstaten til Sovjetunionen. HR udtalte, at denne erklæring var udtryk for, at Danmark havde anerkendt Rusland som efterfølgerstaten med den følge, at Rusland havde overtaget rettigheder og forpligtelser med hensyn til fast ejendom her i landet. Anerkendelsen var omfattet af regeringsprærogativet i GRL § 19, stk. 1, 1. pkt. Da det var fast antaget, at der efter grundsætningen i TL § 20 kunne ske berigtigelse af tingbogens adkomstangivelse, hvis anden adkomst end tingbogens udvisende dokumenteres eller i høj grad sandsynliggøres over for tinglysningsdommeren, antog HR at erklæringen udgjorde det fornødne grundlag for de foretagne adkomstberigtigelser.

UfR 2007.2757 ØLK: Sagen drejede sig om, hvorvidt en deklaration fra 1985 kunne kræves slettet af tingbogen i medfør af TL § 20, stk. 3, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., eller dennes analogi som stridende mod en deklaration fra 1973. Deklarationen fra 1973, som var tinglyst i forbindelse med etableringen af en restaurant i en eksisterende butiksbebyggelse, vedrørte friholdelse af et areal til kundeparkering til restauranten. Ejendommen blev i 1985 udstykket i en restaurantdel, parcel 1 og en beboelsesdel, parcel 2. I den forbindelse blev der tinglyst en ny deklaration på parcel 1, efter denne deklaration fik ejeren af parcel 2 ret til et vist antal parkeringspladser. ØL udtalte, at bestemmelserne i TL § 20 og § 34 ikke kunne finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var enighed om, at deklarationen fra 1985 var gengivet korrekt i tingbogen, og hvor tvisten vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt deklarationen var gyldig. Dette spørgsmål burde ikke afgøres under en tinglysningssag, men under en almindelig retssag mellem ejeren af parcel 1 på den ene side og ejeren af parcel 2 på den anden side. For ØL var der yderligere påstået, at der efter den tidligere udstykningslov § 16 ikke kunne stiftes brugsret over et areal for længere end 10 år. ØL fandt ikke, at den ret til parkering, som ved deklarationen var sikret ejeren af parcel 2, kunne anses som en brugsret omfattet af udstykningslovens § 16.

UfR 2008.544 ØLK: Betingelserne for at slette F’s pantebrev fandtes ikke at være opfyldt, idet pantebrevet ikke fandtes at være åbenbart ophørt, jf. TL § 20, stk. 1. Pantebrevet lå til sikkerhed for et ejerskiftelån ydet af realkreditinstituttet R. Lånet var baseret på en obligationsserie, der senere var blevet lukket. Lånet blev aldrig udbetalt, da det ikke var tilstrækkeligt stort til at indfri de eksisterende pantehæftelser. Realkreditankenævnet havde i 1998 truffet kendelse om at F skulle stilles som om lånet var blevet udbetalt, afgørelsen var dog ikke blevet fuldbyrdet. Henset hertil og til at R havde udtaget stævning mod F for at få gennemført låneomlægningen fandt ØL ikke, at pantebrevet kunne slettes.

UfR 2008.2050 ØLK: En ejerforening, E, tinglyste en ændring af fordelingstallene for E. Ejerne af ejerlejlighed nr. 9 protesterede imod ændringen, og klagede til tinglysningskontoret med påstand om at den tinglyste ændring skulle ændres tilbage eller rettes, da vedtagelsen af ændringen ikke var sket i overensstemmelse med ejerforeningens vedtægter. Frederiksberg Byret afviste anmodningen om udslettelse af vedtægtsændringen, og udtalte, at bestemmelserne i TL § 20 om udslettelse af tinglyste rettigheder hverken direkte eller analogt kunne anvendes i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke var tale om fejlagtig gengivelse af det tinglyste dokument eller om en rettighed, der åbenbart var ophørt, men hvor derimod dokumentets gyldighed bestredes. Da dette spørgsmål var omtvistet, og da afgørelsen heraf efter tvistens beskaffenhed burde træffes under en almindelig civil sag mellem ejerne af ejerlejlighed nr. 9 og ejerforeningen, kunne bestemmelserne i TL § 34 om rettelse af tinglysningsfejl heller ikke finde anvendelse. ØL stadfæstede.

FM 2010.245 ØLK: Advokat begærede et pantebrev med en hovedstol på 54.033 kr. slettet i medfør af  TL § 20, stk. 1 og 2. Pantebrevet var oprindeligt tinglyst d. 27.02.1978, og det fremgik af transportpåtegning på pantebrevet, at restgælden d. 25.11.1987 var 28.387 kr.

Advokaten anførte, at pantebrevet efter sin amortiseringsplan ville være indfriet d. 01.12.1992, og at pantebrevet var et af flere samtidigt udstedte pantebreve. De øvrige pantebreve var aflyst i løbet af 1993. Alle i Danmark nulevende personer med efternavn svarende til kreditor på pantebrevet var blevet kontaktet, uden nogen af dem dog ville vedkende sig at være kreditor på pantebrevet. Tinglysningsretten afviste begæringen, da pantebrevets pålydende værdi var for høj. Det anførtes nærmere, at hovedreglen er, at dokumenter skal kvitteres til aflysning af den berettigede ifølge tingbogen. Såfremt dette ikke kan ske, må dokumenterne mortificeres efter mortifikationslovens regler. Der er dog praksis for at slette mindre pantebreve, hvis pantebrevet er bortkommet efter at være indfriet efter sit indhold, og hvis der foreligger erklæring fra kreditor/debitor og eventuelle andre registrerede rettighedshavere om, at de ikke har pantebrevet, ikke har disponeret over pantebrevet, og ikke kan disponere over pantebrevet. Tinglysningsretten opererede med en beløbsgrænse på 45.000 kr. for rettigheder, der kan slettes efter TL § 20, idet Tinglysningsretten ikke kunne påtage sig risikoen for dokumenter, der overstiger denne grænse. Samme beløbsgrænse er angivet i tinglysningsloven med hensyn til automatisk digitalisering af ejerpantebreve ved overgang til digital tinglysning. VL stadfæstede afgørelsen, idet man anførte, at det ikke er åbenbart, at pantebrevet er ophørt, og at det ikke kan antages, at pantebrevet har mistet sin betydning.

FM 2011.176 VLK: Et pantebrev på 50.000 kr. var i 1971 tinglyst på en ejendom. Kærende begærede det nu slettet i medfør af TL § 20, idet han anførte, at det efter sit indhold var indfriet for mere end 20 år siden. Tinglysningsretten afviste sletning i medfør af TL § 20 , idet pantebrevets hovedstol oversteg det, som efter retspraksis kan slettes efter denne bestemmelse. VL stadfæstede afgørelsen, idet landsretten henviste til at pantebrevets hovedstol var på 50.000 kr.

FM 2016.202 VLK: Pantebrev som var udstedt i 1994 og havde en hovedstol på 130.000 kr., kunne ikke slettes i medfør af tinglysningsloven, grundet hovedstolens størrelse sammenholdt med, at det var af nyere dato og først efter sit indhold skulle være indfriet for få år siden

Et sælgerpantebrev som var tinglyst i 1994 med en hovedstol på 130.000 kr. ønskedes af ejeren slettet af tingbogen, jf. TL § 20. Anmodningen om sletning var begrundet i, at pantebrevet ikke var digitaliseret men bortkommet. Kreditor, K, og debitor var enige om sletning. Pantebrevet havde aldrig været pantsat eller transporteret til andre, hvilket der var vedlagt en underskrevet erklæring fra K om. Tinglysningsretten fandt, at overdragelse af tinglyste pantebreve indtil september 2009 efter den dagældende TL § 2 var sikret uden tinglysning. Sikringsakten ved transport eller håndpantsætning var således ikke tinglysning men rådighedsberøvelse af pantebrevet, jf. GBL § 14, stk. 1. Ved overgangen til digital tinglysning blev bestemmelsen i TL § 2 ophævet, men i medfør af lov om digital tinglysning § 15, stk. 1, bevarede rettigheder over tinglyste pantebreve, der var sikret efter de hidtidige regler, deres retsvirkning efter lovændringen. Pantebrevet var ikke konverteret til et digitalt dokument, og det oplystes, at pantebrevet var bortkommet. Lov om digital tinglysning § 15, stk. 4, 2. pkt., fastslog i denne situation, at der måtte anlægges mortifikationssag efter reglerne i lov om mortifikation, inden digitalisering kunne ske. Dette havde den baggrund, at tinglysningsretten ikke var bekendt med, om der var sikret rettigheder over pantebrevet ved transport eller håndpant før september 2009, hvor en transport eller håndpantsætning ikke skulle tinglyses, men hvor sikringsakten var rådighedsberøvelse. Pantebrevets hovedstol sammenholdt med det forhold, at det var af nyere dato, og først skulle være indfriet efter sit indhold for få år siden, var til hinder for sletning i medfør af TL § 20. VL fandt, at afgørelsen skulle stadfæstes og var enig i tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor.

FM 2017.153 VLK: Senere i 2016 ønskede A servitutten slettet, da det også fremgik af et genkaldeligt testamente, som A havde oprettet. Tinglysningsretten fandt bl.a., at et genkaldeligt testamente kunne og skulle ikke tinglyses, og der var derfor tale om tinglysning af en særskilt rettighed – hvorfor aflysning eller sletning måtte følge de for servitutter gældende regler om aflysning eller sletning. Sletning af servitutten om forkøbsretten efter TL § 20 blev derfor afvist. LR stadfæstede.

FM 2017.154 VLK: Der var i 1985 blevet tinglyst en grundejerforeningsvedtægt på en række ejendomme. Tinglysningsretten fandt, at ejer af en de pågældende ejendomme, A’s, ønske om at relaksere sin ejendom fra vedtægten ikke kunne imødekommes – der var pålagt ejendommen af ejendommens ejer A – uden samtykke fra grundejerforeningen, B, der måtte anses som påtaleberettiget efter vedtægten. Vedtægten kunne således ikke slettes fra A’s ejendom uden samtykke fra B. LR stadfæstede.

 

TL § 23:

Lars Ramhøj i FM 1986.185-187: Enklere regler om uskadelighedsattester?

Lars Ramhøj i UfR 1991 B. 69-72: Belåningsgradens betydning ved erstatningsudbetaling og i forbindelse med afgivelse af uskadelighedsattester

Alex Nymark i FM 1998.8-9: Uskadelighedsattester. Ejendommens belåningsgrads betydning?

Anja Olsen og Susanne Graffmann Larsen i FM 2000.31-33: Uskadelighedsattester - Tinglysningsloven.htmls § 23, stk. 3.

Henning Færmann i FM 2001.119: Lidt mere om uskadelighedsattester. (Omtale af VLK af 24.08.2001, hvorefter belåningen af en ejendom er uden betydning ved vurderingen af, om der kan udstedes uskadelighedsattest)

Lillian Hindborg og Lars Ramhøj i UfR 2003 B.165-168: Relaksation mod pant i modtagende ejendom.

Lars Krunderup i UfR 2003 B.207-209: Relaksationskravet i forbindelse med arealoverførsel, jf. tinglysningslovens § 23, stk. 1.

UfR 1996.243 HKK: Nykredit havde relakseret 39,9115 ha betinget af arealoverførsel. Højesteret fandt, at der kunne udstedes dommerattest i henhold til TL § 23, stk. 1

FM 1997.195 VLK: Tinglysningskontoret afviste at udstede en uskadelighedsattest, hvorved der overførtes 5.900 kvm. til en pris på 13.000 kr. fra en ejendom på 1.250.209 kvm.. Ejendomsværdien var 6.450.000 kr. og der var på ejendommen lyst pantebreve for i alt 8.787.000 kr. VL stadfæstede

UfR 1998.1240 ØLK (FM 1998.116 ØLK): Tinglysningskontoret i Korsør havde nægtet at attestere en uskadelighedsattest, da det udskilte areal, 2.345 kvm, heraf vej 400 kvm, ikke udgjorde en så ubetydelig del af ejendommens samlede areal og værdi, at udskillelsen kunne ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden. ØL stadfæstede.

UfR 2001.2141 VLK:  S overdrog pr. 15.09.2000 ved arealoverførsel til K for en købesum på 25.434 kr. 2.826 m² af sin ejendom på 24.2268 m². Tinglysningsdommeren i Grindsted nægtede at udstede uskadelighedsattest, bl.a. fordi det udskilte jordstykke ikke kunne anses for så ubetydelig i forhold til ejendommens størrelse og værdi, at udskillelsen kunne ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden. VL tiltrådte afgørelsen og tilføjede, at den omstændighed, at udgifterne til afgifter, gebyrer og moms ved skelændringer har været stigende, ikke gav grundlag for en lempeligere fortolkning af den snævert formulerede bestemmelse i TL § 23, stk. 3.

UfR 2003.431 VLK:  Relaksationspåtegning på ejerpantebrev, som var betinget af, at panteretten blev udvidet i henhold til TL § 24 til også at omfattet nogle andre matrikelnumre, blev afvist fra lysning, da betingelsen ikke var opfyldt, idet TL § 24 ikke fandt anvendelse.

UfR 2004.1700 ØLK: Ejeren af Ledreborg Gods på 463 ha med en ejendomsværdi på 43 mio kr. overdrog et areal på 2.034 kvm til køber for 500 kr. Køberen begærede uskadelighedsattest udstedt, hvilket tinglysningsdommeren i Roskilde afslog. ØL fandt, at betingelserne i TL § 23, stk. 3 var opfyldt

UfR 2005.1676 ØLK: Retten i Middelfart afviste at attestere uskadelighedsattest, jf. TL § 23, stk. 3, for et areal på 20 m² af en ejendom på 921 m². Dommeren anførte, at det udskilte areal ikke udgjorde en så ubetydelig del af ejendommens areal, at udskillelse kunne ske uden nogen risiko for pantekreditorernes sikkerhed, og at det ud fra de i tingbogen anførte hæftelser måtte antages, at ejendommen var overbehæftet. Ejendomsværdien var 2.000.000 kr., og der var hæftelser tinglyst for 2.840.000 kr. ØL stadfæstede.

UfR 2008.758/1 ØLK: Tinglysningsdommeren i Odense nægtede at udstede en uskadelighedsattest, idet ejendommen fremtrådte som overbelånt, jf. TL § 23, stk. 3. Under kære af afgørelsen blev det gjort gældende, at hvis der ønskedes foretaget en opgørelse over den aktuelle belåning af en landbrugsejendom, måtte der tages hensyn til restgælden og ikke hovedstolene, når lånene var optaget i en periode på 28 år. Det var oplyst i sagen, at købesummen ikke oversteg 40.000 kr., og at sælgerens ejendom var ca. 58 ha, således at det solgte udgjorde ca. 1 promille. Efter det oplyste om størrelses- og værdiforholdet mellem hovedejendommen og det solgte areal samt karakteren og beliggenheden af arealet fandt ØL, at betingelserne i TL § 23, stk. 3 var opfyldt.

UfR 2013.1291 VLK: Tinglysningsretten havde afvist at registrere påtegning til anmeldelse og fortegnelse vedr. en ejerlejlighed med tilhørende uskadelighedsattest i forbindelse med overførsel af 28 m2 fra ejendommens fællesareal til ejerlejligheden, idet overførslen ikke kunne anses som en ubetydelig formindskelse efter TL § 23. VL udtalte, at der i forbindelse med overførsel af et areal fra ejendommens fællesareal til en enkelt ejerlejlighed skulle sikres, at der ikke hermed skete en sådan forringelse af værdien af de øvrige ejerlejligheder, at der var fare for pantesikkerheden. Det var ubetænkeligt at lægge til grund, at en ejerlejligheds værdi først og fremmest hidrørte fra selve boligarealet og kun i begrænset omfang fra ejerlejlighedens andel i fællesarealet. På denne baggrund fandt VL, at der ikke alene kunne lægges vægt på den købesum, som en ejerlejlighedsejer skulle betale for at få inddraget en del af fællesarealet under sin ejerlejlighed, idet købesummen måtte anses for at være udtryk for, at fællesarealet havde stor værdi for netop denne ejerlejlighedsejer i modsætning til de andre ejere. Tinglysningsretten havde derfor ikke haft grundlag for at nægte at tiltræde uskadelighedsattesten med den begrundelse, som Tinglysningsretten havde givet. Da det i det konkrete tilfælde var ubetænkeligt at lægge til grund, at overførslen af den pågældende del af fællesarealet kunne ske uden nogen som helst fare for pantesikkerheden i de øvrige ejerlejligheder, skulle Tinglysningsretten tiltræde uskadelighedsattesten.

FM 2015.18 VLK: En uskadelighedsattest vedrørte en aftale om overførsel af fællesareal til en ejerlejlighed, samtidig med at et areal fra ejerlejligheden blev overført til fællesareal og derefter indgik i opdeling af en ny ejerlejlighed fra fællesareal. Købesummen for fællesarealet var 1 mio. kr., og når dette blev fordelt på ejerlejlighederne efter fordelingstal, udgjorde købesummen pr. ejerlejlighed mellem 88.000 kr. og 95.000 kr. pr. ejerlejlighed. Tinglysningsretten afviste, under henvisning til værdien af det fællesareal, der fragik den enkelte ejerlejlighed, der - når intet andet var oplyst, bortset fra en erklæring fra landinspektør – måtte findes ud fra den købesum, en køber ville betale. VL ændrede afgørelsen, idet VL lagde vægt på, at landinspektøren havde besigtiget ejendommen og erklæret, at fællesarealet kunne fragå ejerlejlighederne, uden der hermed skete en sådan forringelse af de ejerlejligheder, der ikke modtog en del af det overførte areal, og uden nogen som helst fare for pantesikkerheden. VL udtalte herudover, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at en ejerlejligheds værdi kun i begrænset omfang hidrører fra ejerlejlighedens andel i fællesareal.

TL § 31

UfR 2016.1630 HD: Realkredit Danmark kunne ikke kræve erstatning efter TL § 31 af statskassen efter udbetaling af provenue til en andelsboligforening i henhold til tre tinglyste pantebreve, som var forfalskede af andelsboligforeningens kasserer

I november 2005, maj 2006 og december 2006 udbetalte Realkredit Danmark, R, provenu­erne fra tre lån til en andelsboligforenings, A’s, bankkonto. Det viste sig senere, at de tinglyste pantebreve var forfalskede af A’s kasserer, som også havde tilegnet sig et betydeligt beløb af A’s midler ved dokumentfalsk og underslæb. Det fulgte af TL § 31, at en godtroende erhverver, der f.eks. som følge af falsk ikke erhvervede ret over en ejendom, havde ret til erstatning for det herved opstående tab. Ansvaret hvilede på objektivt grundlag. Efter reglen og almindelige erstatningsregler skulle den, der krævede erstatning, godtgøre tab og årsagsforbin­delse. HR fandt, at en række forhold gjorde, at R ikke havde godtgjort, at R havde lidt et tab, og i givet fald om der var årsagsforbindelse mellem falskindsigelsen mod de tinglyste pantebreve og et evt. tab. R kunne under disse omstændigheder ikke rejse krav om erstatning efter TL § 31 uden at afklare muligheden for tilbagesøgning. Domstolsstyrelsen, D, havde allerede udbetalt erstatning med rente, og D’s påstand om tilbagebetaling heraf blev derfor taget til følge. I Københavns Byret og ØL var D blevet dømt til at betale erstatning, og HR kom herved til et andet resultat.

TL § 33: Foreløbig tinglysning af krav om berigtigelse

Lars Henrik Gam Madsen i JUR 2010.183-186: Foreløbig tinglysning af påståede rettigheder.

Lars Henrik Gam Madsen i JUR 2010.216-221: Erstatningsansvaret ved foreløbig tinglysning af ikke-eksisterende rettigheder - i grænselandet mellem standpunktsrisiko og uberettiget gennemtvingelse.

UfR 1970.245 ØLK: Pantekreditor fik ikke lyst et krav i medfør af TL § 33 om foreløbig tinglysning af sit krav om berigtigelse, idet han ikke i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort, at tingbogens udvisende var materielt urigtig.. Komm. af V. Kersting i UfR 1970 B.240-243, og af Knud Illum i UfR 1970 B.243.

UfR 1996.954 VLK: Tinglysningsdommeren i Fredericia havde med rette berigtiget fejl umiddelbart efter, at denne var konstateret, ved at indføre servitut om vejret på den tjenende ejendom uden først at give dennes ejer adgang til at udtale sig.

UfR 2002.1594 VLK: Advokat havde efter underskrift af skøde til I/S H ved en misforståelse rettet køberbetegnelsen til E A/S. En af interessenterne fik medhold i krav om foreløbig tinglysning  i medfør af TL § 33 af krav om berigtigelse uden sikkerhedsstillelse.

FM 2003.246 VLK: Af tinglyst betinget skøde fremgik, at lejerne ikke havde udnyttet tilbudspligten. Et ejendomsadministrationsselskab, som repræsenterede lejerne ønskede skødet slettet i medfør af TL § 20 eller an andelsboligforenings krav på adkomst lyst foreløbigt i medfør af TL § 33. Skødet var vedhæftet en tro- og love-erklæring fra sælger, hvoraf fremgik, at mere end halvdelen af lejerne havde underskrevet erklæring om, at de ikke ønskede at acceptere tilbuddet. Tinglysningskontoret fandt ikke, at det var åbenlyst, at skødet ikke var tinglyst med rette, og afviste at slette skødet i medfør af TL § 20. Foreningens krav var ikke sandsynliggjort i en sådan grad, at tinglysning af foreløbig adkomst kunne ske i medfør af TL § 33.

UfR 2006.709 ØLK: A overdrog en ejendom til en værdi af 3,2 mio. til sin fraskilte ægtefælle B. B ønskede senere at sælge ejendommen videre til C, hvilket A’s advokat gjorde indsigelse overfor, idet der blev gjort gældende, at B’s egen erhvervelse var behæftet med ugyldighed. Skødet angående B’s videresalg blev ikke, som krævet af A, afvist fra tinglysning. ØL fandt, at B ifølge tingbogen var legitimeret til at sælge ejendommen, da skødet til C blev anmeldt til tinglysning. Den foreliggende indsigelse om, at B ikke var materielt berettiget til at sælge ejendommen, var ikke et forhold, som kunne medføre, at skødet afvistes fra tingbogen i medfør af TL § 15, stk. 2, eller lystes med frist i medfør af TL § 8, stk. 2. A fandtes ikke i tilstrækkelig grad at have sandsynliggjort sit krav om berigtigelse af adkomstforholdene til ejendommen, hvorfor en foreløbig tinglysning heraf i medfør af  TL § 33 ikke kunne foretages uden sikkerhedsstillelse.

TL § 34: Berigtigelse og erstatning

Berigtigelse

Erstatning

Berigtigelse

UfR 2007.2757 ØLK: Sagen drejede sig om, hvorvidt en deklaration fra 1985 kunne kræves slettet af tingbogen i medfør af TL § 20, stk. 3, jf. § 34, stk. 1, 1. pkt., eller dennes analogi som stridende mod en deklaration fra 1973. Deklarationen fra 1973, som var tinglyst i forbindelse med etableringen af en restaurant i en eksisterende butiksbebyggelse, vedrørte friholdelse af et areal til kundeparkering til restauranten. Ejendommen blev i 1985 udstykket i en restaurantdel, parcel 1 og en beboelsesdel, parcel 2. I den forbindelse blev der tinglyst en ny deklaration på parcel 1, efter denne deklaration fik ejeren af parcel 2 ret til et vist antal parkeringspladser. ØL udtalte, at bestemmelserne i TL § 20 og § 34 ikke kunne finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var enighed om, at deklarationen fra 1985 var gengivet korrekt i tingbogen, og hvor tvisten vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt deklarationen var gyldig. Dette spørgsmål burde ikke afgøres under en tinglysningssag, men under en almindelig retssag mellem ejeren af parcel 1 på den ene side og ejeren af parcel 2 på den anden side. For ØL var der yderligere påstået, at der efter den tidligere udstykningslov § 16 ikke kunne stiftes brugsret over et areal for længere end 10 år. ØL fandt ikke, at den ret til parkering, som ved deklarationen var sikret ejeren af parcel 2, kunne anses som en brugsret omfattet af udstykningslovens § 16.

UfR 2008.2050 ØLK: En ejerforening, E, tinglyste en ændring af fordelingstallene for E. Ejerne af ejerlejlighed nr. 9 protesterede imod ændringen, og klagede til tinglysningskontoret med påstand om at den tinglyste ændring skulle ændres tilbage eller rettes, da vedtagelsen af ændringen ikke var sket i overensstemmelse med ejerforeningens vedtægter. Frederiksberg Byret afviste anmodningen om udslettelse af vedtægtsændringen, og udtalte, at bestemmelserne i TL § 20 om udslettelse af tinglyste rettigheder hverken direkte eller analogt kunne anvendes i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ikke var tale om fejlagtig gengivelse af det tinglyste dokument eller om en rettighed, der åbenbart var ophørt, men hvor derimod dokumentets gyldighed bestredes. Da dette spørgsmål var omtvistet, og da afgørelsen heraf efter tvistens beskaffenhed burde træffes under en almindelig civil sag mellem ejerne af ejerlejlighed nr. 9 og ejerforeningen, kunne bestemmelserne i TL § 34 om rettelse af tinglysningsfejl heller ikke finde anvendelse. Landsretten stadfæstede.

FM 2015.25 VLK: Bygningsbladnummer for bygning på lejet/fremmed grund i en kolonihaveskulle ikke berigtiges, og en anden ejer af bygningsblad kunne ikke fordre et bestemt bygningsnummer, der var optaget.

UfR 2016.375 VLK: N havde krav på berigtigelse af tingbogen, da Tinglysningsretten havde noteret pantet med forkert valutaangivelse.

Det fremgik af tingbogen, at der på en større ejendom i 2007 var blevet tinglyst et pantebrev til Nykredit Realkredit A/S, N, på 911.000 kr. Pantebrevets hovedstol havde rettelig været på 911.000 EUR, og da N blev opmærksom på den fejlagtige indførsel i tingbogen, anmodede N om berigtigelse i medfør af TL § 34. I 2015 blev pantebrevet tinglyst med den rigtige hovedstol, men det fik retsanmærkning om et ejerpantebrev på 2 mio. kr., der var blevet tinglyst i 2010, som kun respekterede kr. 911.000 til N. På N’s pantebrev noterede Tinglysningsretten, TR, at pantet på 911.000 kr. og 911.000 EUR hørte sammen, og at pantet ved en fejl var blevet tinglyst i kroner, hvorfor TR havde foretaget en ændring til EUR, men prioriteringen kunne ikke opretholdes. Denne berigtigelse kærede N herefter til VL. TR rettede i anledning af kæremålet henvendelse til panthaveren af det mellemkommende, J, pant på kr. 2 mio., og J accepterede at respektere pantet på EUR 911.000, hvorefter TR påstod kæremålet afvist. VL fandt, at det oprindeligt anmeldte pantebrev ved en tinglysningsfejl var indført i tingbogen med forkert valutaangivelse. Da der ikke var sket behørig og fuldstændig berigtigelse af tingbogen, og da der ikke forelå en dom eller forlig, som tilkente J’s senere tinglyste ret pant forud for N's tidligere anmeldte panteret, havde N krav på berigtigelse af tingbogen.

FM 2016.47 VLK: Tinglysningsretten havde ved fordeling af udstykkede ejendoms servitutter, fejlagtigt fjernet en servitut fra tingbogen. Den nye ejer kærede afgørelsen, da han havde købt ejendommen i god tro uden at kende til servitutten. VL stadfæstede og udtalte at Tinglysningsretten efter TL § 34, stk. 1, i tilfælde hvor en servitut ved en fejl er blevet fjernet fra tingbogen, har til at genindføre servitutten.

FM 2016:57 VLK: En fejl i et papirpantebrev blev tinglyst i DKK i stedet for Euro. Kæremålet omhandlede prioritetsplads, idet Tinglysningsretten mente, at der var en mellemkommende rettighedshaver. VL udtalte, at der var sket en fejl ved indføringen i tingbogen og da, der ikke forlå forlig eller dom der tilkendte pant forud for Nykredits panteret, havde Nykredit krav på berigtigelsen.

FM 2016.196 VLK: En ejendom blev i 2005 udstykket i flere nye ejendomme. I en servituterklæring udtalte landsinspektør, L, at en servitut tinglyst i 1970 om elkabel vedrørte to af de udstykkede ejendomme. Da L i 2016 henvendte sig til Tinglysningsretten, T, vedr. servitutten, kunne det ikke konstateres, at den lokale tinglysnings havde overført servitutten til de to ejendomme. T genindførte servitutten på de to ejendomme som en fejlrettelse i medfør af TL § 34. VL fandt, at det fulgte af TL § 34, stk. 1, at den berettigede havde krav på berigtigelse af tingbogen, hvis et dokument ved forsømmelse ikke var blevet indført i tingbogen. T kunne af egen drift foretage berigtigelse af tingbogen, såfremt T blev opmærksom på fejlen.

 

Erstatning

UfR 1991.82 HD: Dommer pålagt ansvar for tinglysningsfejl. Kommenteret af Hugo Wendler Pedersen i UfR 1991 B.253-255.

FM 1998.116 ØLK: Kære af byrettens afvisning af erstatningsansvar i anledning af tingbogens førelse blev afvist, da erstatningssag i henhold til TL § 34 skal anlægges ved landsretten, jf. TL § 30.

UfR 1999.412 HD: Køber af grund i Dråby krævede 43.008,67 kr. i erstatning fra tinglysningsdommeren i Ebeltoft, idet sælgerens skøde fejlagtigt var blevet lyst uden retsanmærkning om ejerpantebrev på 1.000.000 kr. Køber måtte identificeres med advokat Pia Egsgaard, der havde berigtiget handelen. Pia Egsgaard havde udvist grov uagtsomhed ved ikke at have undersøgt tingbogen, og tabet kunne være undgået, hvis dette var sket. Tinglysningsdommeren blev derfor frifundet.

UfR 2007.1661 ØLD: Under et møde i Roskilde Fogedret d. 28.06.2005 fik selskabet, H A/S, udlæg i S' ejendom for et tilgodehavende på 36.291,80 kr. H A/S's advokat, A, sendte samme dag en udlægsattest til tinglysning ved Retten i Roskilde. Fogedretten, F, bekræftede d. 30.06.2005, at retsafgiften på 175 kr. var betalt, men returnerede ved en fejl attesten til A, uden at udlægget var blevet tinglyst. D. 26.08.2005 blev et udlæg på 63.000 kr. tinglyst af SKAT, som opnåede dækning ved senere salg af ejendommen. Herefter afgav S insolvenserklæring og H A/S anlagde sag mod Tinglysningsdommeren, T v/Domstolsstyrelsen, D, med påstand om betaling af  44.144,75 kr. H A/S gjorde gældende, at den begåede fejl var omfattet af TL § 34, ifølge hvilket der gælder et objektivt erstatningsansvar og at erstatningsansvaret indtrådte, da fejlen blev begået. T/D gjorde heroverfor gældende, at ansvaret bortfaldt, hvis den berettigede selv havde været skyld i tabet ved at have handlet groft uagtsomt. ØL udtalte i forbindelse med spørgsmålet om egen skyld, at H A/S måtte stilles, som om en fejl fra A's side var begået af H A/S selv, da A handlede på vegne af H A/S. Endvidere anførte ØL, at ved ekspedition af et dokument til tinglysning henhører det, som en naturlig del af advokatens arbejdsopgave at sikre sig, at dokumentet er tinglyst, når det modtages retur fra tinglysningskontoret. Ved ikke at have sikret sig dette ved modtagelsen af udlægsattesten fandtes advokaten at have handlet groft uagtsomt, hvorfor erstatningskravet mod T/D bortfaldt.

UfR 2016.3518 VLK: Forældelsesfristen for et erstatningskrav ved en fejlagtig tinglysning skulle ikke regnes fra tidspunktet for tinglysningen, men fra det tidspunkt, hvor tabet forårsaget af den fejlagtige tinglysning reelt indtrådte 

P anlagde sag mod Domstolsstyrelsen, D, med påstand om, at D tilpligtedes at anerkende sit ansvar for det tab, som P måtte lide ved en af Tinglysningsretten, T, begået fejl d. 20.08.2004, hvor T ved udstykning af Padborg Flyveplads ikke til det nye matr.nr. fik overført den hangarbygning på lejet grund, som P ejede. Ejendomsretten tilkom efter tinglysningen H. Fejlen fik ikke umiddelbart konsekvenser eller forårsagede nogen skade. Retten i Sønderborg fandt, at en forurettet efter princippet i TL § 34 havde krav på erstatning for et tab, som følge af at et dokument var blevet fejlagtigt gengivet, eller ved en forsømmelse ikke var blevet indført i tingbogen. Den potentielt skadegørende handling var først ophørt efter tinglysningsdommerens berigtigelse i april 2014. Kravet var derfor ikke forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2, hvorefter forældelse indtrådte 10 år efter den skadevoldende handlings ophør. VL fandt, at det evt. tab fandtes at indtræde, da konkursboet efter H fik konkursen tinglyst på hangaren d. 12.01.2012. P’s evt. fordring mod statskassen måtte derfor anses for opstået på tidspunktet for tinglysningen af konkursen på hangaren. Forældelsesfristerne i forældelseslovens § 3 på hhv. 3 og 10 år kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, og da sagen blev anlagt ved BR d. 22.12.2014, var P’s evt. erstatningskrav ikke forældet.

TL § 36: Kære

FM 1997.177 VLD: Kære afvist, da kære var sket mere end 14 dage efter, at afgørelsen var meddelt den pågældende. VL gav senere tilladelse til kære efter kærefristens udløb.

UfR 2013.820 HKK: Ved brev modtaget i Tinglysningsretten d. 02.04.2012 kærede A m.fl. Tinglysningsrettens afgørelse af 02.02.2012 om tinglysning af en servitut på en række ejerlejligheder tilhørende de kærende. Anmelderen havde modtaget besked om tinglysningen den dag, tinglysningen blev foretaget. HR fandt, at efter TL § 36 regnedes kærefristen på 2 uger fra ”den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende”. ”Vedkommende” måtte forstås som anmelderen af det dokument, som var begæret tinglyst. Da kæreskriftet først var modtaget af Tinglysningsretten d. 02.04.2012, var kæremålet iværksat for sent. HR stadfæstede endvidere ØL’s kendelse og fandt, at der ikke var grundlag for undtagelsesvis at tillade kære efter kærefristens udløb.

UfR 2014.3497 ØLK: Andelsboligforening, A, havde ved Københavns Byret lagt sag an mod ejendomsselskabet, E. Under sagens forberedelse påstod A stævningen tinglyst på de omhandlende ejendomme, hvilket BR ikke tog til følge. A kærede BR’s afgørelse, og E påstod anken afvist. ØL tillod kæremålet, idet rettens afgørelser i henhold til TL kunne kæres, jf. TL § 36, og den fri kæreadgang måtte antages også at gælde efter ikrafttrædelsen af RPL § 389 a.

FM 2016.190 VLK:Tinglysningsretten havde afvist en ægtepagt, da det ikke kunne konstateres ud fra teksten, hvilken formueordning der skulle være i tilfælde af den ene ægtefælles død. Tinglysningsrettens juridiske afdeling ændrede afgørelsen, da de ikke fandt, at de skulle påse en sådan mulig mangel. Ægtefællerne måtte gensende ægtepagten, idet dette var i overensstemmelse med tidligere retspraksis før digital tinglysning, da der ikke var ændringer i ægtepagten og fordi et tinglysningsdokument skulle være underskrevet med digital signatur, der kunne prøves. Ægtefællerne ønskede ikke at gensende anmeldelsen, da tinglysningsretten var i besiddelse af dokumentet, da der allerede var foretaget prøvelse af den digitale underskrift og da tinglysningsretten måtte tinglyse uden genanmeldelse, når afgørelsen blev ændret. LR stadfæstede afgørelsen, da der kunne stilles krav om at et dokument genanmeldtes til tinglysning for at tinglysningsretten kunne omgøre sin afgørelse om afvisning.

 

TL § 39, stk. 3

FM 2000.141 VLK: Påtegning om debitorskifte på et skadesløsbrev skulle lyses, da tinglysning efter ordlyden af TL § 39, stk. 3 ikke var udelukket, og da tinglysningen ikke var åbenbart overflødig.

TL § 40

UfR 2000.1211 HKK: Pantebrev til Realkredit Danmark med valutaændringsklausul fra Euro til DKK fandtes at være stridende med kravet i TL § 10, stk. 3 om, at indholdet af et dokument skal være endeligt fastsat, og pantebrevet var derfor med rette afvist fra lysning. Valutaændringen var ikke omfattet af TL § 40, stk. 7 og skulle således kun respekteres af de efterstående panthavere i det omfang, disse har samtykket i ændringen.

UfR 2009.2673 ØLK: Fogedretten i Glostrup afholdt d. 12.06.2009 første tvangsauktion over A’s ejerlejlighed i ejerforeningen G. Under auktionen påstod advokat S, på vegne af realkreditinstitut D, der besad 2. prioriteten i ejerlejligheden, at et håndpantsat ejerpantebrev til G ikke kunne opgøres ved et rentetillæg på 1.200 kr. ud over det tinglyste beløb, idet S henviste til, at dette ikke var klart hjemlet i selve ejerpantebrevet. S påstod herudover, at G ikke kunne beregne sig et særskilt vederlag på 2.000 kr. for, som administrator, at have udarbejdet et lejlighedsskema. A havde erhvervet ejerlejligheden i december 2004 hvorved A ifølge gældsovertagelseserklæringen indtrådte som debitor og kreditor i det tinglyste ejerpantebrev i ejerlejligheden på 10.000 kr. Ejerpantebrevet blev samtidig stillet som håndpant til G til sikkerhed for ethvert krav, som G måtte få mod A. Af ejerpantebrevet fremgik, at A, såfremt A overdrog pantebrevet, forpligtede sig til at forrente pantebrevets pålydende på de 10.000 kr. med 12 % p.a. fra overdragelsen. ØL fandt, at G ikke var berettiget til ved opgørelsen af sit krav på tvangsauktionen, at medtage et rentebeløb ud over den tinglyste hovedstol, idet rentetillægget ikke klart var hjemlet i det tinglyste ejerpantebrev, jf. TL § 1 og § 40, stk. 4. ØL henviste videre til RPL § 562, stk. 3, hvorefter skyldner og de i ejendommen berettigede vederlagsfrit skulle fremkomme med de oplysninger, som var nødvendige til udarbejdelse af salgsopstilling og øvrige auktionsvilkår, men fastslog, at det ikke kunne afvises, at de pågældende parter kunne få dækket faktiske udgifter til bl.a. kopiering og porto mv., og fastsatte derfor et skønsmæssigt vederlag til G på 500 kr. for udarbejdelse af lejlighedsskema.

UfR 2012.3163 ØLK: P havde pant i en ejendom som i maj 2012 blev solgt på tvangsauktion grundet ejerens konkurs. P havde i juli 2009 anmeldt sit krav på et rentebeløb i konkursboet. P havde ikke udnyttet sin ret til at begære tvangsauktion over ejendommen, jf. KL § 86. ØL fandt ikke, at denne omstændighed kunne sidestilles med, at P havde givet pantedebitor henstand med fordringen, jf. TL § 40, stk. 4. Dette sammenholdt med fogedrettens bemærkninger betød, at ØL stadfæstede fogedrettens kendelse.

TL §§ 42 c-42 h: Lysning i bilbogen

Georg Lett i UfR 1983 B.109-113: Bilpapirers betydning i tingsretten

Bet. nr. 1190/1990 om skjult gæld i biler.

Lars Hjortnæs i JUR 1992.311-320: Edb-tinglysning og bilbogen.

Anders Ørgaard i ADV 1994.43: Praksis ved Bil- og personbogen

ADV 1994.44 og FM 1994.22-23: Om indhentelse af oplysning om stelnummer i fogedsager.

Hans Willumsen i UfR 1996 B.296-302: Nogle bemærkninger til betænkning om skjult gæld i biler.

Peter Mortensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 797-816: Hvorfor man bør købe bil på hverdage mellem kl. 11 og kl. 14 - og nogle andre  spørgsmål om tinglysning i bilbogen.

UfR 1996.351 ØLK: Vagtvirksomheden BSC-gruppen havde ikke godtgjort at opfylde betingelserne i TL § 50 C, stk. 3 for at opnå terminaladgang, hvorfor dette blev afvist.

UfR 1996.456 ØLK: Købmandsstandens Oplysningsbureau havde ikke godtgjort at opfylde betingelserne i TL § 50 C, stk. 3 for at opnå terminaladgang, hvorfor dette blev afvist.

UfR 1998.314 VLK: Ejerpantebrev udstedt af anpartsselskab under stiftelse kunne lyses med frist til at dokumentere selskabets registrering.

FM 1998.92 VLK: Ejerpantebrev afvist fra bilbogen på grund af ulæselig underskrift af debitor.

UfR 2000.931 VLK (FM 2000.40 VLK) : Midtbank havde d. 04.05.1998 fået pant for 4 mio. kr. ved et skadesløsbrev, der gav pant i en bilforhandlers 57 biler. Pantebrevet blev anmeldt til lysning d. 05.05.1998 og lyst samme dag. D solgte d. 05.05.1998 om formiddagen en af bilerne for 100.000 kr. kontant. Antaget at beskyttelsen mod godtroende erhververe først indtrådte ved kontortids udløb på anmeldelsesdagen, og udlægsforretning mod køberen blev derfor nægtet fremme. (2-1). Komm. af Peter Mortensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 797-816: Hvorfor man bør købe bil på hverdage mellem kl. 11 og kl. 14 - og nogle andre  spørgsmål om tinglysning i bilbogen.

UfR 2002.2376 ØLK (FM2002.132 ØLK): Autoforhandler S havde solgt brugt VW Golf til K med ejendomsforbehold, som ikke var blevet tinglyst. K solgte vognen til en autoforhandler K2. Antaget at K2 havde ekstinkveret det utinglyste ejendomsforbehold, idet K2 var i god tro ved erhvervelsen. K2 havde foretaget opslag i bilbogen.

UfR 2012.2800 VLK: B købte d. 20.07.2010 en bil af A og fik bilen indregistreret i sin mors navn, M. Finansieringsselskabet, F, havde af A fået ejendomsforbehold i bilen og gjorde krav gældende mod M om tilbagetagelse af bilen. Det fulfgte af TL § 42f, jf. § 14, stk. 1, 2. pkt., at retsvirkningerne af tinglysning regnedes fra det tidspunkt, hvor dokumentet var kommet frem til Tinglysningsretten. F havde således opnået beskyttelse fra anmeldelsen, og ikke først fra ejendomsforbeholdet indførtes i bilbogen. Det fremgik af påtegning af 27.07.2010 på anmeldelsen, at ejendomsforbeholdet i den omtvistede bil var blevet tinglyst d. 07.07.2010. Da beskyttelsen også gjaldt mod personer i god tro stadfæstede VL fogedrettens kendelse og gav F medhold i, at de skulle sættes i besiddelse af bilen.

TL §§ 43-49 a: Lysning i personbogen

Mogens Pedersen i FM 1984.8-9: VLK om tinglysning af accessorisk pantsætning. (Omtaler VLK, hvorefter pantebrev med pant i en bil kunne lyses, uden at det var nødvendigt at gøre bemærkning om afvisning af accessorisk pantsætning af afkast og lejeindtægter, uanset at pantsætningen heraf ikke kan ske ved underpantsætning.)

UfR 1995.242 VLK: Løsørepantebrev kunne ikke lyses, da pantsætter ikke havde et cpr-nr. (Er ikke længere gældende ret, jf. bekg. nr. 984 af 22.11.1996).

UfR 1997.570/1 HKK (UfR 1996.1396 VLK): Løsøreejerpantebrev med pant i driftsinventar og driftsmateriel med meddelelser til Maltcentralen A/S, der var tinglyst før d. 01.04.1994, blev automatisk aflyst efter 10 år, jf. TL § 47, stk. 3, jf. § 42 g, stk. 2.

TL § 49 b: Fuldmagter

TFA 2012.522 VLK (FM 2012.303 VLK): Tinglysningsretten havde afvist at godkende underskrevet af fuldmægtig i henhold til en generalfuldmagt, idet generalfuldmagten ikke angav matr. nr., jf. TL § 49 b og adgangsbekg. § 7, jf. § 8. VL fandt, at det hverken i ordlyden af TL § 49 b eller i forarbejder til denne bestemmelse var behandlet, hvorvidt den berettigede kan aflede sin ret fra en generalfuldmagt, og der var således ikke grundlag for at antage, at lovgiver i forbindelse med indførelsen af digitale tinglysningsfuldmagter har villet afskaffe muligheden for at anvende generalfuldmagter i forbindelse med tinglysning af rettigheder. Herefter fandt TL § 49 b ikke anvendelse på den fremlagte generalfuldmagt. Sagen hjemvist til tinglysningsretten.

§ 50: Offentlighedens adgang

UfR 2001.2125 VLK (FM 2001.120 VLK): Ansøgning om tilladelse til scanning/affotografering af dokumenterne vedr. nogle ejendomme blev afslået, da der ikke fandtes hjemmel til en sådan tilladelse.

UfR 2006.918 ØLK: A og B, der havde navne og adressebeskyttelse i CPR-registeret skulle tinglyse et pantebrev i deres ejendom. Deres advokat anførte i forbindelse hermed at, offentliggørelse i Nettidende ville indebære, at der kan søges på navnet, hvorved den adressebeskyttelse, som de som ejere af ejendommen via CPR - registreret havde opnået, ville blive illusorisk. Byretten i Frederikssund tog ikke begæringen om tinglysning uden offentliggørelse til følge og anførte bl.a. at der efter TL § 50, stk.1 og tinglysningsbekendtgørelsens § 45 ikke var hjemmel til at undlade at offentliggøre pantsætters navn. ØL stadfæstede afgørelsen af grunde anført af byretten.

FM 2015.146 ØLDTinglysningslovens regler om tilgængeliggørelse fandtes ikke at stride mod persondatadirektivet eller EMRK art. 8 eller CPR-lovens  § 28 om navne- og adressebeskyttelse

Ejer anlagde ved Københavns Byret civilt søgsmål mod Justitsministeriet med påstand om, at det var retsstridigt, at personoplysninger for ejere og subsidiært personoplysninger for denne ejer – herunder identitetsoplysninger i form af navn, adresse og fødselsdato og prisoplysninger blev tilgængelige i tingbogen og tinglysningsakten i forbindelse med tinglysning af adkomst på en fast ejendom. Byretten frifandt Justitsministeriet. ØL stadfæstede, idet TL § 50 c om tilgængeliggørelse ikke fandtes at stride mod persondatadirektivet. Tilgængeliggørelsen af de omstridte oplysninger fandtes ikke at have en sådan indgribende karakter i forhold til ejers ret til navne- og adressebeskyttelse, at tilgængeliggørelsen strider mod EMRKs artikel 8 om retten til et privatliv. Da der ikke var sket en krænkelse af EMRKs artikel 8, var der af samme grund ikke sket en krænkelse af grundrettighederne i Den Europæiske Unions Charter. ØL  tiltrådte det, som byretten havde anført om beskyttelsen efter CPR-lovens § 28, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at det fremgår af tinglysningssystemet, at ejer har adkomst til fast ejendom..

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

09-10-17