Oversigt over nogle af de nye regler i den nye arvelov

Justitsministeren fremsatte d. 06.12.2006 forslag til ny arvelov. Forslaget afveg på mange punkter fra det forslag, som Arvelovsudvalget fremkom med d. 22.11.2005 i betænkning nr. 1473/2006. Lovforslaget er nu vedtaget enstemmigt af Folketinget d. 01.06.2007 med 6 ændringsforslag fra Justitsministeren. Loven har fået lov nr. 515 af 06.06.2007. Hele den nye arvelov kan læses her.

Ægtefællens arveret

Tvangsarveretten

Svogerskabsarv

Uskiftet bo

Arvehenstand

Ugifte samlevende

Oprettelse og tilbagekaldelse af testamenter.

Testamenters ugyldighed og anfægtelse

Fælles testamenter

Båndlæggelse

Permutation

Dødsgaver

Successionsrækkefølger

Statens afståelse af arv

Kvalitative regler

Indsættelse af begunstigede på pensioner og forsikringer

Overgangsregler


  1. Ægtefællens arveret

    Ægtefællens legale arvebrøk er forhøjet fra 1/3 til 1/2 af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader sig livsarvinger, dvs. børn og børnebørn, jf. § 9, stk. 1. Er der ingen livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal den længstlevende fortsat arve det hele, jf. § 9, stk. 2.

    Beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv er forhøjet fra 210.000 kr. (2007) til 600.000 kr. i 2008, som reguleres hvert år, jf. § 11, stk. 2, og udgør i 2009 630.000 kr. og 650.000 kr. i 2010. Som noget nyt skal forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet medregnes ved beregningen af suppleringsarven. Dette gælder både sumudbetalinger og løbende livsbetingede ydelser (ægtefællepensioner og overlevelsesrenter). Værdien af rateforsikringer og ratepensioner skal ifølge bemærkningerne fastlægges ved en sammenlægning af ydelserne i garantiperioden. Der bør efter min opfattelse foretages en beregning af ydelsernes nutidsværdi efter skat. En ordning med løbende livsbetingede ydelser skal ifølge bemærkningerne værdiansættes ved en aktuarmæssig beregning. Også ved denne beregning bør værdien efter min opfattelse fastsættes som nutidsværdien efter skat.

    Efterløn efter FUL § 8 og efterindtægt til længstlevende efter tjenestemandspensionslovens § 20 og efterlevelsespension efter lov om social pension § 48 skal som noget nyt formentlig medregnes ved beregningen af suppleringsarven, hvilket dog ikke er omtalt i bemærkningerne.

    Overgangsbeløb i medfør af EAL § 14 a og ASL § 19 skal ikke indgå ved beregningen af retten til suppleringsarv, da der er tale om en standardiseret kompensation for forskellige udgifter, der sædvanligvis er forbundet med en ægtefælles død, f.eks. flytteudgifter, udgifter til bistand i hjemmet og begravelsesudgifter. Godtgørelse til efterladte efter EAL § 26 a og ASL § 23 skal heller ikke medregnes ved beregningen af retten til suppleringsarv, da sådan erstatning og godtgørelse ikke tjener til længstlevendes forsørgelse.

    Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live. Længstlevendes pensioner og lignende rettigheder, som den længstlevende ægtefælle kan udtage forlods efter RVL § 16 a, skal således ikke medregnes ved opgørelsen af suppleringsarven. Dette gælder, uanset om ordningen er særeje eller fælleseje.

    Se Marianne Holdgaard i UfR 2007 B.301-308: Suppleringsarv og nye familiemønstre.

    Længstlevende beskattes som hidtil efter reglerne om uskiftet bo, herunder succederer i afdødes skattemæssige stilling, hvis længstlevende får boet udlagt som ægtefælleudlæg eller efter påbegyndt skifte får hele boet udlagt efter AL § 11, stk. 2, jf. DBL § 58.

    Den forhøjede arvebrøk til ægtefællen og den forhøjede suppleringsarv gælder ikke ved skifte i levende live af uskiftede boer, hvor førstafdøde er død før d. 01.01.2008. Beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 på 210.000 kr., skal derfor videreføres og pristalsreguleres i en lang årrække fremover. Ved forhøjelsen af beløbsgrænsen pr. 01.01.1997 fra 50.000 kr. til 150.000 kr. fandt den nye regel også anvendelse ved skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, hvor den førstafdøde ægtefælle er død før d. 01.01.1997, jf. § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996. Justitsministeriet har ikke længere hjemmel til at udsende en årlig bekendtgørelse om beløbsgrænsen, men har nu valgt at løse problemet ved en skrivelse nr. 9026 af 29.01.2008 om orientering om regulering af beløb i henhold til den hidtil gældende arvelov (ægtefællers suppleringsarv), hvori det oplyses, at beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 i 2008 er på 210.000 kr. Det anføres fejlagtigt i en note, at beløbsgrænsen i den nye AL § 11, stk. 2 er på 500.000 kr. Beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 er i 2009 på 220.000 kr., jf. skrivelse nr. 9825 af 14.11.2008, og i 2010 på 230.000 kr., jf. skrivelse nr. 9948 af 08.12.2009.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1141 af 27.11.2008 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 630.000 kr. i 2009

  2. Tvangsarveretten

    Livsarvingernes tvangsarv nedsættes fra 1/2 til 1/4 af den legale arv, jf. § 5, stk. 1. Hvis afdøde efterlader sig ægtefælle og livsarvinger, nedsættes livsarvingernes legale arvelod til 1/2 af arveladers bo, og livsarvingernes samlede tvangsarvelod nedsættes fra 1/3 til 1/8 af arveladers bo.

    Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn - men ikke til sin ægtefælle - til 1 mio. kr., som reguleres hvert år, jf. § 5, stk. 2. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. Tilsvarende gælder i forhold til fjernere livsarvinger. I tilfælde, hvor arveladerens barn er afgået ved døden, men hvor barnet efterlader sig 2 børn (arveladerens børnebørn), kan tvangsarven for hvert af disse således begrænses til 500.000 kr. Efterlader barnet sig 5 børn, kan tvangsarven for hvert barnebarn begrænses til 200.000 kr.

    En beløbsbegrænsning skal fremgå udtrykkeligt af testamentet, og det er ikke tilstrækkeligt, at arvingen ifølge testamentet alene skal arve mindst muligt. Ifølge Irene Nørgaard: Arveret 5. udg. p 232-233 bør bemærkningernes krav om udtrykkelig beløbsbegrænsning i testamente kunne bortfortolkes.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1141 af 27.11.2008 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen i AL § 5, stk. 2 for begrænsning af tvangsarv til 1.040.000 kr. i 2009.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1117 af 23.11.2009 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen i AL § 5, stk. 2 for begrænsning af tvangsarv til 1.080.000 kr. i 2010.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1187 af 12.12.2011 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 680.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.140.000 kr. i 2012.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1125 af 27.11.2012 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 690.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.150.000 kr. i 2013.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1261 af 05.11.2013 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 710.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.170.000 kr. i 2014.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1261 af 05.11.2013 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 710.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.170.000 kr. i 2014.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1352 af 12.12.2014 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 720.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.190.000 kr. i 2015.

    Justitsministeriet har ved bekg. nr. 1249 af 11.11.2015 om regulering af beløb i henhold til arveloven forhøjet beløbsgrænsen for suppleringsarv til 730.000 kr. og beløbsgrænsen for maksimering af tvangsarv til 1.210.000 kr. i 2016.

    Arveladeren behøver ikke at beskære livsarvingens legale arvelod, idet arveladeren i testamente kan bestemme, at hvis arvelodden bliver på over 4 mio kr., skal al arv ud over 1 mio kr. være friarv, således at arvelader ved testamente kan fravige tilsyns- administrations- og anbringelsesreglerne, jf. VML § 38, etablere en successionsrækkefølge vedrørende friarven, jf. AL § 60, og således at arven kan båndlægges som friarv, jf. § 61. Arvelader kan derimod næppe indsætte administrationsregler, da reglen om værgebestyrelse i VML 35, stk. 2 ikke kan fraviges, jf. Lennart Lynge Andersen og Svend Danielsen i TFA 2011.397-407: Rige, forældreløse børn - om mindreåriges friarv, men cf. Johan Hartmann Stæger i TFA 2011.303-308: Båndlæggelse af umyndiges friarv.

    Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, jf. § 50, stk. 2. Tvangsarveretten skal således ikke være en egentlig andelsret i boet. Livsarvingen bevarer sin status af arving, jf. den nye bestemmelse i DSL § 13, stk. 1, 2. pkt. Arveladeren kan ikke gøre sin ægtefælle til kontantarving.

    Ægtefællens tvangsarv er ifølge § 10 nedsat til 1/4 af den legale arv uden beløbsmæssige begrænsninger og er derfor på 1/4, hvis ægtefællen ikke har livsarvinger, og 1/8, hvis ægtefællen har livsarvinger.

    En gift person kan efter de nye regler frit testere over 3/4 af sin formue eller 3/8 af fællesformuen, og dette gælder uanset om den pågældende har livsarvinger eller ej.

    Hvis en afdød person efterlader sig livsarvinger og ægtefælle, og der i ægteskabet er formuefællesskab og begge ægtefællers nettoformuer (nettobodele) er positive, får den længstlevende på skifte i levende live 3/4 mod tidligere 2/3 af fællesformuen. Hvis den afdøde i testamente har begunstiget sin ægtefælle mest muligt, får den længstlevende på skifte i levende live 15/16 mod tidligere 5/6 af fællesformuen. Har ægtefællerne tillige ved ægtepagt etableret ægtefællebegunstigende kombinationssæreje om ejendele i lige sameje, vil den længstlevende på skiftet få 31/32 mod tidligere 11/12 af disse ejendele, mens førstafdødes livsarvinger til sammen får 1/32 mod tidligere 1/12.

    Forbedringen af længstlevendes arveretlige stilling medfører, at der kan være et større behov for at førstafdødes særlivsarvinger sikres arveret efter længstlevende via et ligedelingstestamente.

    De nye regler om tvangsarv gælder kun i tilfælde, hvor arveladeren dør efter d. 31.12.2007. Dette gælder også, hvor arvefaldet er udskudt som følge af uskiftet bo.

    Eks. M og H har i 1997 oprettet testamente, hvorefter fællesbarnet A ved længstlevendes død alene skal arve sin tvangsarv i henhold til den til enhver til gældende arvelovgivning, mens resten skal tilfalde en velgørende organisation. M dør i 2005, og H sidder i uskiftet bo til hun dør i 2008. A's tvangsarv udgør 50% af M's bo og 25% af H's bo eller i alt 37,5% af det uskiftede bo.

    Er det i et testamente fra før 2008 bestemt, at et barn alene skal arve sin tvangsarv eller mindst muligt, beror det på konkret fortolkning, om der dermed menes tvangsarv efter den gamle eller efter den nye arvelov, men udfyldningsreglen er formentlig, at det er den nye arvelov, jf.

    UfR 2010.89 VLD: (TFA 2010.37/1 VLD, VLD af 22.09.2009. M og H, der havde hver sit særbarn og ingen fællesbørn, oprettede i 1994 et testamente, hvori de bestemte, "at længstlevende skal kunne sidde i uskiftet bo med førstafdødes særbarn. Såfremt sådant samtykke fra særbarnet ikke meddeles, skal han/hun alene arve sin tvangsarv." I marts 2008 afgik M ved døden, og fællesboet var på ca. 3 mio kr. M's særbarn S ville ikke meddele samtykke til uskiftet bo og gjorde gældende, at hans tvangsarv skulle beregnes efter reglerne på tidspunktet for oprettelsen af testamentet. Retten i Kolding fandt, at S alene skulle arve sin tvangsarv på 1/8 af M's boslod. VL tiltrådte, at tvangsarven skulle beregnes efter den nye arvelov, da dødsfaldet var sket efter lovens ikrafttræden, og da andet ikke fulgte af AL § 100-102 eller en konkret fortolkning af testamentet.

    Er det i et testamente fra før 2008 bestemt, at testators barn skal arve 1/2 og testators samlever skal arve 1/2, må disse brøker som udgangspunkt fastholdes, jf.

    UfR 1968.152/2 VLD: M og H havde i et gensidigt testamente af 12.10.1962 bestemt, at længstlevende forlods skulle arve "den tredjedel, hvorover vi er berettigede til at testere." M døde d.11.06.1965. Ikke grundlag for tillægge H mere end en tredjedel. Der var ved dødsfaldet hengået mere end et år efter den nye arvelovs ikrafttræden, uden at der var blevet oprettet en kodicil.

    TFA 2012.252 ØLD: M og H havde i 1990 oprettet et testamente, hvorefter de 3 fællesbørn ved længstlevendes død skulle arve deres lovmæssige andel af fællesboet, dvs. 1/6 af vort bo til hver, medens resten, dvs. halvdelen af fællesboet, skulle tilfalde deres 4 børnebørn. I et udkast til testamente fra 1989 var det anført, at fællesbørnene alene skulle arve deres tvangsarv. M døde i 1991, og H døde i 2009. Retten i Lyngby fandt, at en datter skulle arve 1/6 af det uskiftede bo. ØL lagde betydelig vægt på, at testamentet i modsætning til udkastet indeholdt en klar angivelse af en arveandel, og stadfæstede dommen.

  3. Svogerskabsarv

    Reglerne i AL § 7, stk. 2 og 3 om ligedeling af arven efter barnløse ægtefæller mellem førstafdødes og længstlevendes slægtsarvinger er videreført i §§ 15-16.

    Som noget nyt skal reglerne om deling mellem de to slægter også finde anvendelse i de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet i henhold til et testamente.

    Som en konsekvens af de nye regler om udvidede samlevertestamenter i § 87 skal delingsreglerne ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet en samlever i henhold til et udvidet samlevertestamente, eller hvor længstlevende efterlader sig en samlever, der er arveberettiget i henhold til et sådant testamente.

    Der er i § 15, stk. 3 indført en ny regel om, at har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter § 15, stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.

    § 15 finder tillige anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet den førstafdøde efter den hidtil gældende AL § 7, stk. 1, jf. AL § 103, stk. 1

    Der er i § 16 indført nye regler om svogerskabsarv i de tilfælde, hvor længstlevende ægtefælle har arvet boet efter reglen i § 11, stk. 2 (600.000 kr.'s-reglen). Reglerne udvider retten til svogerskabsarv i forhold til AL § 7 b, stk. 2. Reglerne gælder, selv om førstafdødes livsarvinger alene skal arve deres tvangsarv. De nye regler finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008, jf. § 101.

    Hvis både førstafdøde og længstlevende har livsarvinger, skal boet ifølge § 16, stk. 3 som noget nyt med halvdelen til hver ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende ægtefælle, arver disse som hidtil alene. Er der alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal boet som noget nyt deles med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes livsarvinger som noget nyt alene. Der er ikke symmetri mellem § 16, stk. 2, 2. pkt., hhv. § 16, stk. 3, 1. pkt., idet længstlevendes slægtsarvinger tillige arver, når førstafdøde ikke efterlod sig livsarvinger, hvorimod det omvendte ikke er tilfældet, jf. Arveretten p. 63.

    Er der ikke livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet ifølge § 16, stk. 4 som hidtil med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele - også som hidtil.

    Har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 2-4, medmindre andet må anses for at følge af testamentet, jf. § 16, stk. 5.

    Ifølge § 16, stk. 6 skal legal arv, som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af § 16, stk. 2 og 3. § 47, stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

    Det er arvens værdi ved modtagelsen, der skal lægges til grund ved fradraget, dvs. der skal ikke foretages nogen regulering, heller ikke selv om der er gået mange år siden dødsfaldet.

    Ifølge § 16, stk. 7 er reglerne i stk. 2-6 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.

    Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelod 540.000 kr., og S arver 180.000 kr. Når H senere dør, arver D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.

    Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S må nøjes med 120.000 kr. Når H senere dør, skal den allerede udbetalte arv tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 720.000 kr. S skal heraf arve 360.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 120.000 kr. D arver ligeledes 360.000 kr.

    Reglerne i § 16, stk. 6 burde ikke kun gælde førstafdødes særlivsarvinger, men også fælles livsarvinger

    Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D og de har fællesbarnet F. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelod 540.000 kr., og S og F arver hver 90.000 kr. Når H senere dør, arver F og D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.
    S får i alt 90.000 kr. F får 360.000 kr. og D får 270.000 kr

    Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S og F må nøjes med at arve 60.000 kr. til hver. Når H senere dør, skal den allerede udbetalte arv til S (men ikke til F) tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 660.000 kr. S skal heraf arve halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 60.000 kr. D arver også halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr. F arver resten eller 390.000 kr.

    Den korrekte fordeling burde have været 180.000 kr. i alt til de to særbørn og 360.000 kr. til fællesbarnet. Hvis formuen havde været på 600.000 kr., ville de to særbørn hver få 150.000 kr. og fællesbarnet 300.000 kr. Fejlen opstår således udelukkende som følge af, at den udbetalte arv til fællesbarnet ikke skal modregnes ved længstlevendes død.

    Det er tankevækkende, at reglerne om ligedeling mellem begge ægtefællers livsarvinger kun skal gælde i de få tilfælde, hvor længstlevende gør brug af retten til suppleringsarv. Efter de hidtil gældende regler er der sket ægtefælleudlæg i ca. 2% af alle dødsboer.

  4. Uskiftet bo

    Der er i § 19 sket en præcisering og skærpelse af kravet til den længstlevende ægtefælles solvens.

    Ifølge § 19, stk. 1 kan et bo ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke i sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.

    Skifteretten kan - som noget nyt - tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig, jf. § 19, stk. 2

    Uanset § 19, stk. 1 kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende ægtefælles insolvens.

    Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde ægtefælles som egne forpligtelser, jf. § 19, stk. 4

    Skifteretten skal som noget nyt underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo, jf. § 21

    Den længstlevende skal ifølge § 22 inden 6 måneder efter dødsfaldet indleveres en formueoversigt med specifikation af formuen i følgende 5 afdelinger:

    1. Førstafdødes bodel
    2. Længstlevendes bodel
    3. Livsforsikringer og pensionsydelser, der tilfalder længstlevende i anledning af førstafdødes død, længstlevendes egne pensionsordninger og andre § 15, stk. 2-rettigheder;
    4. Længstlevendes fuldstændige særeje
    5. Førstafdødes fuldstændige særeje - med angivelse af, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler

    Indgives formueoversigten ikke rettidigt, kan skifteretten bestemme, at formueoversigten skal udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den længstlevende ægtefælle, jf. § 22, stk. 4. Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne, jf. § 22, stk. 5. Se også bekg. nr. 1554 af 18.12.2007 om formueoversigten i uskiftet bo.

    Der er i § 23 sket en præcisering af, i hvilket omfang rettigheder af personlig eller uoverdragelig karakter indgår i det uskiftede bo.

    Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ifølge § 23, stk. 2 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Dette gælder også førstafdødes ratepensioner, der udbetales til længstlevende, selv om udbetalinger fra længstlevendes egne ratepensioner indgår i det uskiftede bo. Dette forekommer inkonsekvent, jf. Irene Nørgaard i Pensionsrettigheders behandling, 2007 p. 102 note 134. Hvis de samme pensionsydelser i testamente eller i begunstigelsesklausul er gjort til længstlevendes fuldstændige særeje, vil ydelserne ikke blot kunne udtages forlods af længstlevende ved skifte i levende live, men også være fuldstændigt særeje ved skifte efter længstlevendes død - og dermed ikke tilfalde førstafdødes evt. særbørn. Ydelserne vil desuden være fuldstændigt særeje i et evt. nyt ægteskab.

    Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ifølge § 23, stk. 3 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne i § 23, stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing, jf. § 23, stk. 4, som svarer til RVL § 16 a, stk. 2. Reglen i § 23, stk. 3 må antages også at gælde beløb, der er udbetalt som eengangsbeløb fra SP-pension, samt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og selvpensioneringskonti.

    § 23 finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008. Hvis førstafdøde er død efter d. 31.12.2006, finder RVL § 16 a, der svarer til AL § 23, stk. 3 og 4, anvendelse.

    Der er i § 26, stk. 2, 2. pkt. indsat en ny regel om, at livsarvingerne ikke kan give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret. Det vil herefter ikke være muligt at lade et uskiftet bo indgå som bodel eller særeje i et nyt ægteskab. I konsekvens heraf ophæves BAL § 8, stk. 3. Livsarvingernes skifteafkald må efter ordlyden indebære et arveafkald, selv om enken eller enkemanden dør uden at have indgået nyt ægteskab. Skifteafkaldet må indebære et arveafkald, uanset om arvingerne er klar over denne retsvirkning, cfr. Irene Nørgaard i Arveret 5. udg. p. 99 note 65. Den nye regel i AL § 26, stk. 2, 2. pkt. gælder formentlig kun skifteafkald givet efter d. 31.12.2007, selv om dette ikke er nævnt i AL § 103, stk. 2

    Princippet om udskudt arvefald er videreført i AL § 28, stk. 3, 1. pkt.: Mellem den førstafdøde ægtefælles livsarvinger deles arven efter arveforholdene ved den længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, da anmodning om skifte fremsættes. I den gamle AL § 19, stk. 2 stod der "den førstafdødes ægtefælles arvinger". Der er ifølge bemærkningerne alene tale om sproglige moderniseringer af den gamle AL § 19. Hvis M i et testamente f. eks. har bestemt, at 30% af hans formue skal tilfalde hans søskende, men først udredes, når boet efter ham skiftes, skal fordelingen mellem hans søskende ske efter arveforholdene på skiftetidspunktet, og det må således være en fejl, at ordet arvinger er blevet ændret til livsarvinger.

    Der er i § 31 sket en udbygning af reglerne om misbrug af det uskiftede bo, således at der også kan ske omstødelse af arveforskud og udbetaling til en begunstiget i en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for boets midler for et beløb, som stod i misforhold til boets formue.

    Hvis længstlevende sidder i uskiftet bo og alle førstafdødes livsarvinger dør, overtager den længstlevende uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed, jf. AL § 34. Reglerne om svogerskabsarv i AL § 16 finder tilsvarende anvendelse. Det må efter min mening være reglerne om svogerskabsarv i AL § 15, der skal finde anvendelse. Efter den gamle AL § 24 finder reglerne om svogerskabsarv i AL § 7, stk. 2 og 3 anvendelse i denne situation, og den nye AL § 15 afløser disse regler. AL § 34 svarer ifølge bemærkningerne med enkelte sproglige ændringer til den gældende AL § 24.

    Hvis henvisningen til AL § 16 antages at være korrekt, kan dette kun gælde, hvis førstafdøde er død efter d. 31.12.2007, idet AL § 16 ikke gælder, hvis førstafdøde er død før denne dato. Ifølge AL § 103, stk. 2, 1. pkt. finder AL § 34 også anvendelse på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, men ikke før den 1. april 1964. Dermed har AL § 16 efter min vurdering ikke fået tilbagevirkende kraft, se dog Irene Nørgaard i Arveret 5. udg. p. 62.

    Proklama er blevet obligatorisk, jf. den nye bestemmelse i DSL § 24, stk. 4: Ægtefællen skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten. Der er indført en tilsvarende bestemmelse ved ægtefælleudlæg, jf. DSL § 22, stk. 4.

    §§ 24-34 anvendes ifølge § 103, stk. 2 også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder dog kun anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget efter lovens ikrafttræden.

  5. Arvehenstand

    Adgangen til arvehenstand i den gamle AL § 24 e er udvidet, således at ægtefællen også kan få henstand med udbetalingen af myndige livsarvingers arv, jf. § 35. Henstand gives af skifteretten for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Skifteretten kan forlænge perioden med yderligere 5 år.

    I tilfælde af henstand skal arven som hidtil tidligst udbetales, når et fællesbarn fylder 18 år. Tilsvarende skal gælde i forhold til et særbarn efter den førstafdøde ægtefælle, hvis ægtefællen overtager forsørgelsespligten.

    Arv, der er omfattet af en henstandsordning, skal forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, som siden d. 01.04.2009 har været på 2% p.a. Renterne skal udbetales halvårligt til arvingerne.

    Der er indsat en ny bestemmelse i BAL § 36, stk. 6: Er der givet henstand med udbetaling af arv efter arvelovens §§ 35-37, gives der ligeledes henstand med betaling af den boafgift, der hviler på arvekravet. Boafgiften forfalder til betaling, når henstanden efter arvelovens §§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet overdrages eller belånes. Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.

    Adgangen til henstand kan ikke udelukkes ved testamente.

    Se også
    bekg. nr. 1553 af 18.12.2007 om henstand med udbetaling af livsarvingers arv.

  6. Ugifte samlevende

    Arvelovsudvalgets forslag om legal arveret på 25%, dog højest 500.000 kr. for personer, der ved arveladerens død havde boet sammen med arveladeren de sidste 2 år før dødsfaldet, og som sammen med arveladeren ventede, havde eller havde haft et barn, er ikke taget med i lovforslaget. Forslaget om, at skifteretten skønsmæssigt i undtagelsestilfælde kunne tilkende arveret til afdødes samlever, er heller ikke medtaget i lovforslaget. Finn Taksøe-Jensen har i et notat af 26.04.2007 til Folketingets Retsudvalg anslået, at der som følge heraf årligt vil opstå ca. 200 "ulykker", dvs. situationer, hvor længstlevende samlever får tab af velfærd.

    Ugifte samlevende kan ved testamente bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente), jf. § 87. Med et sådant testamente kan ugifte samlevende opnå samme retsstilling som ægtefæller, der har rent fuldstændigt særeje. Samleveren kan få følgende rettigheder:

    1. Arveret til halvdelen af afdødes formue, hvis afdøde havde livsarvinger, og ellers til hele formuen, jf. § 9
    2. Ret til forlodsudtagelse af genstande, der udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, jf. § 11, stk. 1.
    3. Ret til suppleringsarv, jf. § 11, stk. 2
    4. Udtagelsesret inden for arvelodden, jf. § 13
    5. Fordeling af arven ved længstlevendes død efter reglerne i §§ 15-16
    6. Arvehenstand efter regler i §§ 35-39

    Det kan ikke i et udvidet samlevertestamente bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse. Samleveren kan således ikke tillægges udløsningsret efter § 12

    Den indsatte samlever kan ikke få ægtefælleudlæg efter DSL § 22, og dermed succedere i afdødes skattemæssige stilling, jf. DBL § 59, og ikke få forenklet privat skifte efter DSL § 34, hvor det også kræves, at længstlevende succederer i afdødes skattemæssige stilling.

    UfR 2010.2756 VLK: M var død. Skifteretten besluttede, at boet ikke kunne udlægges til samleveren K i medfør af DSL § 22, ligesom boet ikke kunne udleveres hende til forenklet privat skifte i medfør af DSL § 34. K gjorde i den forbindelse gældende, at parterne havde oprettet et udvidet samlevertestamente, jf. AL § 87, hvorefter to personer ved testamente kan bestemme, at de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller. Hun havde derfor samme krav på suppleringsarv i medfør af AL § 11, stk. 2, og da nettoaktiverne med sikkerhed ikke oversteg den i bestemmelsen anførte beløbsgrænse, skulle boet ikke skiftes, men udlægges. VL stadfæstede skifterettens afgørelse, idet ægtefælleudlæg i medfør af DSL § 22, efter sin ordlyd, alene kunne ske til en efterlevende ægtefælle, og der var ikke grundlag for at fastslå, at denne ret også kunne benyttes af en efterlevende samlever, selv om denne efter AL § 87 arver afdøde som en ægtefælle.

    Når samleveren vil gøre brug af reglen om suppleringsarv, skal samleverens egne § 15, stk. 2-rettigheder og egne pensionsrettigheder formentlig ikke tælles med i videre omfang, end hvis parterne havde været gift. Samleverens øvrige formue skal formentlig medregnes på samme måde som længstlevendes fuldstændige særeje.

    Et udvidet samlevertestamente kan tilbagekaldes og indebærer således ikke, at der er tillagt den længstlevende samlever en tvangsarveret.

    Den længstlevende samlever vil ikke kunne angribe begunstigelser på forsikringer og pensioner, jf. FAL § 104 og POL § 4.

    Et udvidet samlevertestamente skal for at være gyldigt være oprettet af begge parter. Hvis den ene af parterne tilbagekalder testamentet, må det udvidede samlevertestamente være bortfaldet, da det ikke længere er gensidigt, mens de øvrige bestemmelser som udgangspunkt også må være bortfaldet, da der foreligger bristede forudsætninger.

    Hvis det udvidede samlevertestamente suppleres med en testation af mest muligt til samleveren, vil denne formentlig kunne få i alt 7/8 af boet. Hvis parterne ikke venter, har eller har haft fællesbørn og ikke har boet sammen i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år før dødsfaldet, vil samleveren kun få 3/4, hvis den afdøde har livsarvinger. Det er usikkert, om formuleringen af AL § 5 medfører, at børnenes tvangsarv ikke kan begrænses til mindre end 1/4 af afdødes formue. Der burde i § 5 have været tilføjet ", jf. dog § 87", således at det stod klart, at livsarvingers tvangsarvelod kun er 1/8, hvis arvelader opretter udvidet samlevertestamente sammen med sin samlever. Se således Hans Mosbæk i ADV nr. 4/2008 p. 42-44: Borgere risikerer vildledning om nye arveregler (Gør gældende at samleveren ved et udvidet samlevertestamente højest kan få 3/4 og ikke 7/8 af boet). Se også Claus Munk i ADV nr. 6/2008 p. 50-51: Er samleverne blevet vildledt? (Fastholder at samleveren ved et udvidet samlevertestamente kan få 7/8 af bort)

    Det kan ikke antages, at et samlevende par, der opfylder betingelserne for at oprette et udvidet samlevertestamente, og som har et fællesbarn, kan testere over 3/4 af boet til fordel for den længstlevende og yderligere 1/8 til f. eks. et af børnene eller en anden person. Det ville et ægtepar heller ikke kunne.

    Et udvidet samlevertestamente må, hvis ikke andet fremgår af dette, forstås som parternes tilvalg af alle de ovennævnte regler i arveloven om en længstlevende ægtefælles rettigheder. Ved testamente kan parterne vælge at udelukke anvendelse af en eller flere af disse rettigheder. Det er f.eks. muligt at bestemme, at den længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret efter § 13, stk. 2, til inden for sin arvelod at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

    Det er ikke nødvendigt, at det udvidede samlevertestamentet giver samme rettigheder for begge samlever. Det må f. eks. kunne bestemmes, at kvinden skal arve 7/8 af mandens formue, mens manden alene skal arve 1/4 af kvindens formue.

    Det er ikke en gyldighedsbetingelse, at parterne har betegnet testamentet som et udvidet samlevertestamente. Har parterne f.eks. skrevet i testamentet, at de vil arve hinanden som ægtefæller, må testamentet – medmindre andre omstændigheder taler imod det – fortolkes som et udvidet samlevertestamente.

    Tilsvarende gælder, hvis parterne i testamentet har skrevet, at de ønsker at begunstige hinanden mest muligt, eller at livsarvingerne skal arve mindst muligt. Et sådant testamente må således forstås således, at parterne har bestemt, at de skal arve mest muligt efter hinanden, dvs. at livsarvingernes arv skal begrænses til tvangsarven, og at parterne i øvrigt ønsker arvelovens regler om ægtefæller bragt til anvendelse i det videst mulige omfang, medmindre de konkrete omstændigheder taler imod det.

    Også testamenter oprettet længe før den nye arvelovs ikrafttræden, hvorefter samleveren skal arve mest muligt (i henhold til den til enhver tid gældende arvelov), må kunne fortolkes som et udvidet samlevertestamente, medmindre de konkrete omstændigheder taler imod det, jf. Betænkning 1473/2006 p. 385

    Et udvidet samlevertestamente skal ifølge § 88 for at være gyldigt opfylde følgende betingelser:

    1. Parterne skal ved oprettelsen opfylde betingelserne i ÆL § 6, § 9 og § 10.

    2. Parterne må ikke ved oprettelsen have oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.

    3. Parterne skal på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død leve sammen på fælles bopæl og

    a) vente, have eller have haft et fælles barn eller

    b) have levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år.

    For gyldigt at oprette et sådant testamente skal parterne opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab med hinanden. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af søskende eller andre personer, der er beslægtet i op- og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab. Er der tale om personer af samme køn, er det endvidere en betingelse, at en af parterne er dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har bopæl her i landet, eller at begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år, jf. § 2 i lov om registreret partnerskab. Personer, der sidder i uskiftet bo, kan ikke oprette udvidet samlevertestamente. De øvrige ægteskabsbetingelser i ÆL kapitel 1 er derimod ikke gyldighedsbetingelser.

    At der skal være tale om et fælles barn indebærer, at faderskabet skal være fastslået, hvilket også kan ske inden fødslen, jf. børnelovens §§ 2, 3 og 14. Betingelsen med et fællesbarn er opfyldt,
    hvis parterne har fået et dødfødt barn, dvs. barnet er født efter udgangen af 22. svangerskabsuge.

    Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en sådan karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der må bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet.

    En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

    Samlivet bortfalder selvsagt ikke, fordi de samlevende rejser på ferie hver for sig. Dette vil heller ikke være tilfældet, hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet i weekenderne og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted. Det vil dog altid være en konkret vurdering, om der i disse situationer kan antages at foreligge et samliv.

    Parterne vil også fortsat blive anset for samlevende, hvis samlivet er ophævet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks. ældrebolig og plejehjem, jf. § 88, stk. 3. Dette svarer til, hvad der gælder efter boafgiftsloven, hvor fritagelsen for bo- og tillægsboafgift af arv, jf. § 1, stk. 2, litra d, også gælder for personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig. Det er en forudsætning for, at samleveren har arveret, at forholdet mellem parterne stadig består, selvom den fælles bolig er ophørt på grund af institutionsanbringelsen. Dette kan ikke antages at være tilfældet, hvis en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller på anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt.

    Ophold væk fra hjemmet som følge af strafafsoning eller aftjening af værnepligt vil i almindelighed heller ikke indebære, at parternes samliv anses for ophørt. I disse tilfælde vil det manglende samliv – ligesom ved institutionsanbringelsen – skyldes en udefra kommende nødvendighed, der normalt ikke vil kunne danne grundlag for en antagelse om, at fraflytningen i virkeligheden var udtryk for en ophævelse af samlivet.

    Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, og fører disse forhold til længerevarende adskillelse, kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for ophørt, suspenderet eller opretholdt i den pågældende periode. Det må afgøres konkret, om adskillelsen i sådanne tilfælde er udtryk for en uoverensstemmelse, eller om den blot er midlertidig. Hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at den blot var midlertidig, kan perioden medregnes i de 2 år.

    Et udvidet samlevertestamente efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller når en part indgår ægteskab med en tredje person, jf. § 89

    Hvis et ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente efter § 87, som en samlever har oprettet til fordel for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det, jf. § 67, stk. 3.

    Et homoseksuelt par kan oprette udvidet samlevertestamente efter § 87, hvis de opfylder betingelserne for at indgå registreret partnerskab med hinanden. Parterne skal endvidere på tidspunktet for førstafdødes død have levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år forud for dødsfaldet

    Samlevere, der har oprettet udvidet samlevertestamente, er ikke blevet fritaget for boafgift på samme måde som ægtefæller, jf. BAL § 3, stk. 1, litra a). BAL § 1, stk. 2, litra d) er ændret ved § 6 i lov nr. 516 af 06.06.2007. I BAL § 1, stk. 2, d) er tilføjet: eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

    Ifølge den nye bestemmelse i DSL § 111 a får samleveren ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis parterne på dødstidspunktet

    1. levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller

    2. levede sammen på fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.

    Personer, der sidder i uskiftet bo, kan godt være omfattet af DSL § 111 a, selv om de ikke kan oprette udvidet samlevertestamente.

    For en samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb kontant til boet.

    Ønsker samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende.

    Ovenstående finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente.

    Køberetten til den hidtidige fælles bolig omfatter både ejerboliger og andelsboliger. Det er uafklaret, om samleverens ret til overtagelse af andelslejligheden går forud for boligforeningens vedtægter. Se herom Svend Danielsen i TFA 2006.1-9: Andelsboliger og familieretten.

    Fritidsboliger er formentlig også omfattet, hvis de anvendes regelmæssigt som sommerbolig, jf. UfR 1967.458 HD.

    Der er ikke i loven fastsat frister for køberettens udøvelse, og det kan derfor være fornuftigt at indsætte sådanne frister i testamentet.

    Hvis den fælles bolig og det sædvanlige indbo tilhører den afdøde som fuldstændigt særeje, har ægtefællen kun udtagelsesret inden for sin arvelod i boet, jf. § 13, stk. 1. Afdødes samlever har således i DSL § 111 a fået en bedre retsstilling end ægtefæller med fuldstændigt særeje.

    Et udvidet samlevertestamente vil ifølge Irene Nørgaard i Arveretten p. 245 f. formentlig betyde, at udløsningsretten i DSL § 111 a er fortrængt af den testamentariske bestemmelse, dvs. AL § 13, medmindre det udvidede samlevertestamente bestemmer andet. I Arveloven 2008 med kommentarer p. 471 anføres det, at det forhold, at der er oprettet et udvidet samlevertestamente, ikke i sig selv indebærer, at DSL § 111 a ikke kan anvendes.

    I § 1, nr. 71 i lov nr. 521 af 17.06.2008, som er trådt i kraft vedrørende dødsfald efter d. 30.06.2008, er der i dødsboskattelovens § 96 indsættes et nyt stk. 5:

    Stk. 5. Ved en afdød persons efterladte samlever forstås i denne lov en person, som ved dødsfaldet opfylder betingelserne for at kunne arve afdøde efter et udvidet samlevertestamente, jf. arvelovens §§ 87-89.

    Dette indebærer, at de samlevende skal opfylde betingelserne i ÆL §§ 6, 9 og 10, således som anført i AL § 88, stk. 1.

    Samlevere har fået ret til succession ved arvingskøb, jf. DBL 37, stk. 1

  7. Oprettelse og tilbagekaldelse af testamenter.

    Som noget nyt kan den, der er fyldt 15 år, ifølge § 62, stk. 2 ved testamente råde over ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter værgemålslovens § 42.

    Ifølge § 63 kan et testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar. Kravene om skriftlighed samt underskrivelse eller vedkendelse for en notar er som hidtil gyldighedsbetingelser. Som noget nyt skal notaren i sin påtegning afgive erklæring om, hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, uden at det dog er et krav, at notaren sikrer sig deres identitet. Se også bekg. nr. 1555 af 18.12.2007 om notarialforretninger med nye regler om genpartens forside.

    Adgangen til at oprette vidnetestamente opretholdes i § 64. Som noget nyt er et vidne inhabilt, selv om begunstigelsen er ringe og har rimelig grund, jf. den nugældende AL § 43, stk. 2, 3. pkt.

    Formkravene til oprettelse af nødtestamente afskaffes, således at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som helst måde, forudsat at det er sikkert, at nødtestamentet stammer fra afdøde, jf. § 65. Ikke alene et mundtligt nødvidnetestamente og et holografisk testamente er omfattet af bestemmelsen, men i det hele enhver tilkendegivelse fra afdøde, der er udtryk for en testamentarisk disposition, og som med sikkerhed hidrører fra afdøde. Det kan f.eks. være en testamentarisk bestemmelse oprettet under anvendelse af lydbånd, video, e-mail, mobiltelefon eller andre elektroniske kommunikationsmidler.

    Arvelader kan, uden at de almindelige regler om oprettelse af testamente er opfyldt, ved en dateret og underskrevet erklæring, bestemme, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, jf. § 66. For den, der i forvejen er arving, anses en begunstigelse i et sådant indbotestamente for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. Indbotestamentet kan ikke gyldigt indeholde bestemmelser om, at legaterne skal udredes fri for boafgift, eller at legaterne skal tilhøre modtageren som særeje.

    G
    enstande, der har været anvendt som indbo, er omfattet af udtrykket sædvanligt indbo, også selv om f.eks. ægte tæpper eller malerier har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Egentlige, kostbarere samlinger af f. eks. sølvgenstande, ægte tæpper og malerier falder dog udenfor. Bedømmelsen af, hvad der er omfattet af reglen, er relativ. Således vil forståelsen af ”sædvanligt indbo” være afhængig af boets størrelse og afdødes forhold. Endvidere vil det være naturligt, at kravene til erklæringen kan variere afhængig af, hvilke genstande der er tale om. Der må således som udgangspunkt stilles større krav til en liste, der f.eks. fordeler relativt bekosteligt indbo, end til en liste, der alene tager stilling til f.eks. fordelingen af fotos i et familiealbum.

    Kravet om, at testator skal underskrive indbotestamentet er en gyldighedsbetingelse. Derimod er kravet om datering af dispositionen alene en ordensforskrift, der skal lette arbejdet med at fastslå, hvilke genstande der skal tilfalde nærmere bestemte arvinger, hvis afdøde skulle have oprettet flere testamentariske dispositioner efter § 66 vedrørende samme genstande.

    Sedler sat på indbo vil være en formgyldig testamentarisk bestemmelse, hvis sedlen er underskrevet af arveladeren. Det samme gælder tilkendegivelser i et brev underskrevet af arveladeren om, at modtageren af brevet eller andre inden for arvelodden skal have fortrinsret til at udtage nærmere identificerede, sædvanlige indbogenstande og personlige effekter.

    Et indbotestamente er ifølge § 73 gyldigt, medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt af oprette testamente.

    Kravene til tilbagekaldelse af testamenter er skærpet, således at dette altid skal ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente, jf. § 67, stk. 1.


  8. Testamenters ugyldighed og anfægtelse

    Kravene til beviset for, at et testamente er ugyldigt på grund utilbørlig påvirkning, f. eks. misbrug af testators svaghedstilstand, er lempet i § 75, således at beviskravene svarer til de krav, der stilles efter VML § 46 om aftaler indgået af en person, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Ordene "er fremkaldt" erstattes af ordene "må antages at være fremkaldt".

    Der er i § 77, stk. 1, nr. 2 indført en udtrykkelig regel om ugyldighed på grund af bristende forudsætninger. Reglen er en lovfæstelse af, hvad der må anses for gældende ret.

  9. Fælles testamenter

    Der er i kap. 13 indført mere udførlige regler om fælles testamenter, herunder gensidige testamenter. Reglerne gælder både for ægtefæller og for andre, der sammen opretter testamente.

    Ensidig tilbagekaldelse af et fælles testamente skal - uanset om det er gensidigt - for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket, jf. § 80. Den tilsvarende gamle AL § 47 omhandlede kun gensidige testamenter.

    Der er i § 81 indført deklaratoriske regler om den længstlevende testators testationskompetence. De nye regler har afløst reglen i den gamle AL § 48, og de nye regler finder anvendelse, selv om førstafdøde er død før d. 01.01.2008, og selv om længstlevendes testamente er oprettet før d. 01.01.2008, forudsat at længstlevende dør efter d. 01.01.2008. Længstlevende kan som hovedregel frit råde over friarven i boet efter længstlevende, og dette er en udvidelse af længstlevendes testationskompetence i AL § 48, som gav længstlevende ret til at testere over halvdelen af det tidligere fællesbo samt eget fuldstændige særeje.

    Den længstlevende ægtefælle kan ifølge § 81, stk. 2 ikke ved testamente råde over

    1) friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og

    2) halvdelen af friarv, der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.

    Har ægtefællerne i et fælles testamente bestemt, at hele boet ved længstlevendes død skal tilfalde M's særbarn, kan H som længstlevende ikke ændre dette, medens H efter AL § 48 havde halv testationskompetence. Har ægtefællerne i et fælles testamente bestemt, at hele boet skal tilfalde deres fælles livsarvinger, kan længstlevende kun råde over halvdelen af friarven. Dette gælder, selv om der er tale om fuldstændigt særeje hos længstlevende, og selv om der er tale om midler, der er tilfaldet længstlevende efter førstafdødes død. I disse tilfælde er længstlevendes testationskompetence også blevet indskrænket.

    Se nærmere Rasmus Kristian Feldthusen i TFA 2008.205-214: Fælles og gensidige testamenter efter den ny arvelov - med fokus på længstlevende testators testations- og rådighedsbeføjelser, og Anne Louise Bormann og Finn Taksøe-Jensen i TFA 2008.303-310: Reglerne om fælles testamenter efter den nye arvelov.

    Der er i §§ 83-86 indført deklaratoriske regler om den længstlevende testators adgang til at disponere i levende live og om omstødelse af dispositioner, som længstlevende har foretaget i strid med testamentet. Reglen i AL § 83 finder anvendelse på dispositioner, der foretages efter lovens ikrafttræden, uanset om førstafdøde er død før lovens ikrafttræden, jf. AL § 103, stk. 4. Se kritisk herom: Rasmus Kristian Feldthusen i UfR 2007 B. 317-321: Om omstødelse og vederlagskrav ved gensidige testamenter efter den nye arvelov. En kritisabel overgangsregel og Anne Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i UfR 2008 B.36-38: Arvelovens § 83 - en beskyttelse af førstafdødes livsarvinger.

  10. Båndlæggelse

    Adgangen til båndlæggelse af tvangsarv er begrænset, således at dette alene kan ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år, jf. § 53, stk. 1

    Der er kommet en ny bekg. nr. 1428 af 11.12.2007 om anbringelse og bestyrelse af myndiges båndlagte arv og ny cirkulæreskrivelse nr. 10292 af 21.12.2007 om båndlagt arv

    Muligheden for frigivelse efter den gamle AL § 59, hvis arvingen godtgør, at han er i stand til forsvarligt at råde over arven på egen hånd, er ikke medtaget i den nye arvelov.

    Justitsministeren kan som noget nyt ophæve båndlæggelse af tvangsarv eller friarv, hvis det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, jf. § 56, nr. 3. Frigivelse kan også ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, jf. § 103, stk. 3.

    Båndlagt arv bliver ifølge § 58, stk. 1 skilsmissesæreje, der dog bliver fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død, dvs. ægtefællebegunstigende kombinationssæreje. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje. Bestemmelserne om særeje kan fraviges ved testamente.

    Som noget nyt er det også i forbindelse med båndlæggelse af friarv en betingelse for båndlæggelsen, at arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen, jf. § 61. Hvis testamentet ikke indeholder en begrundelse for baggrunden for båndlæggelsen, vil dette kunne medføre en lempelse af beviskravene for, at båndlæggelsen åbenbart ikke længere tjener et rimeligt formål.

    Friarv vil fortsat kunne båndlægges på livstid, idet AL § 53, stk. 1, 2. pkt. ikke finder anvendelse på friarv, jf. AL § 61. Fritagelse for båndlæggelse kan som hidtil ske, hvis arven er af ringe værdi (100.000 kr.), jf. § 53, stk. 2, og denne regel kan som hidtil ikke fraviges ved testamente. Bestemmelserne i § 54, § 55, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, samt § 57 kan fraviges ved testamente, jf. § 61, 3. pkt. Heraf følger modsætningsvist, at bestemmelserne i §§ 55, stk. 1, 1. pkt., og 55, stk. 3 samt 56 ikke kan fraviges ved testamente.

    Ifølge bemærkningerne til § 61 kan § 57 om udbetaling af arven til et bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden fraviges ved båndlæggelse af friarv. Således har det også været efter den gamle AL § 65, hvorefter § 64 kunne fraviges ved friarv. Ved en skrivefejl var henvisningen i § 61, 3. pkt. til § 57 blevet til en henvisning til § 58, som jo i forvejen godt kunne fraviges. Fejlen er rettet fra d. 01.04.2008 ved § 3.2 i lov nr. 168 af 12.03.2008 (lov om ændring af retsplejeloven, lov om retsafgifter og arveloven. (Retsmægling m.v.).

  11. Permutation

    Justitsministerens adgang til at ændre et testamente er i § 92 tilpasset permutationspraksis efter fondslovene.

  12. Dødsgaver

    Der er i § 93 sket en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i AL § 70, idet reglerne om testamenter skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Arvelovsudvalget nævner som eksempel et tilfælde, hvor en person af lægen får besked om, at han er uhelbredeligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i, i bedste fald op mod et halvt års tid. Hvis den pågældende dør 1-2 måneder senere, vil en gave næppe være en dødslejegave efter den gældende bestemmelse i AL § 70. Efter udvalgets opfattelse kan et sådant tilfælde efter en konkret vurdering kræve iagttagelse af testamentsreglerne.

  13. Successionsrækkefølger

    Der er i § 60 indført en regel om, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge. Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at friarv skal tilfalde en arving på første plads og derefter en eller flere arvinger på anden eller senere pladser. Bestemmelsen er alene en kodificering af gældende ret.

    Bestemmelsen indebærer, at en arvelader ikke kan indsætte tvangsarv i en successionsrækkefølge, medmindre dette har specifik lovhjemmel. En sådan hjemmel findes i § 51 om tvangsarv til mindreårige livsarvinger og § 52 om tvangsarv til testationsinhabile arvinger. Se herom Anne Louise Bormann og Ib Hounsgaard Trabjerg i Familieret og engagement. Hilsener til Svend Danielsen, 2009, p. 87-99: Testationer over arv efter umyndige mv.

  14. Statens afståelse af arv

    Justitsministeriets adgang til at afstå arv, der tilfalder staten, er videreført i § 95 med en række ændringer, der tilpasser bestemmelsens ordlyd til Justitsministeriets praksis.

    Der er i § 96 indført en særlig adgang til domstolsprøvelse ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse.

    Se også bekg. nr. 1552 af 18.12.2007 om arv, der tilfalder staten

  15. Kvalitative regler

    En arvelader kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have tvangsarven udbetalt kontant og således ikke have ret til overtagelse efter vurdering, jf. § 50, stk. 2, 1. pkt. Livsarvingen bevarer sin status af arving, jf. den nye bestemmelse i DSL § 13, stk. 1, 2. pkt.: En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.

    En arvelader kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet, jf. § 50, stk. 2, 2. pkt.

    Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1 (forlodsretten for genstande, der har tjent til ægtefællens personlige brug og mindreårige børns brug), og § 91, stk. 2 (samtykkereglen vedrørende visse fællesejeaktiver), skal dog respekteres. Ægtefællens udløsningsret efter § 12 og udtagelsesret efter § 13 skal derimod vige for den testamentariske køberet for en livsarving.

    § 50, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved friarv, jf. § 59.

    En arving, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, har fortrinsret til at overtage afdødes andel af aktivet mod at betale et eventuelt overskydende beløb til boet, jf. § 7, stk. 1. Fortrinsretten gælder dog ikke et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at overtage efter § 12.

    Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af § 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig, jf. § 7, stk. 2.

    Gør flere arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet, jf. § 7, stk. 3.

    Udløsningsretten efter § 7 gælder ikke blot slægtsarvinger, men også testamentsarvinger, jf. § 40.

    § 7 kan også anvendes, hvor der foreligger interessentskab.

    § 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente. § 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i en samejeoverenskomst mv., jf. § 8.


  16. Indsættelse af begunstigede på pensioner og forsikringer

    Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2006.267-282: Arvelovsudvalgets forslag til ændrede begunstigelsesregler i personforsikring og pensionsopsparing.

    Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2008.421-426: Pensionsarveret - nogle bemærkninger om forsikringsaftalelovens § 104 (pensionsopsparingslovens § 4)

  17. Der er i FAL § 103, stk. 2 og 3 og i POL § 3, stk. 2 og 3 indført udtrykkelig hjemmel til at træffe bestemmelser om særeje - enten ved testamente eller ved opfyldelse af formkravene til begunstigelse - og om båndlæggelse, som skal opfylde formkravene til begunstigelser.

    Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses ifølge FAL § 105 a, stk. 1 som nærmeste pårørende i følgende rækkefølge::

    1) ægtefælle,
    2) samlever, der opfylder kravene i stk. 2,
    3) livsarvinger
    4) testamentsarvinger
    5) arvinger efter loven

    En samlever med fælles bopæl med afdøde medtages i FAL § 105 a og POL § 5 a i kredsen af nærmeste pårørende, hvis parterne

    1) sammen venter, har eller har haft et barn, eller

    2) har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet

    Der er ikke noget krav om, at parterne opfylder betingelserne i ÆL § 6, § 9 og § 10, eller at parterne har oprettet et udvidet samlevertestamente.

    Lovforslaget og den nu vedtagne lov går videre end arvelovsudvalget, som havde foreslået, at parterne både skulle vente, have eller have haft et fælles barn og have levet sammen i to år, eller også at parterne skulle have oprettet udvidet samlevertestamente.

    Personer, der sidder i uskiftet bo, kan således godt blive nærmeste pårørende, selv om de ikke kan oprette udvidet samlevertestamente.

    Reguleringsreglerne i FAL § 104 og POL § 4, der byggede på en mekanisk sammenhæng med reglerne om tvangsarv og boslod, er afløst af mere skønsprægede regler. De går ud på, at der kan ske regulering, hvis en begunstigelse i f. eks. en livsforsikring må anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving. Ved afgørelsen skal der navnlig lægges vægt på

    1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,
    2) ægtefællens, en livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og
    3) omstændighederne i øvrigt.

    Regulering kan som noget nyt ske, selv om den begunstigede er tvangsarving, og selv om begunstigelsen er uigenkaldelig. En samlever kan ikke angribe en begunstigelse, ejheller selv om der er oprettet udvidet samlevertestamente, jf. bet. 1473/2006 p. 588-589.

    Det beløb, der ved en regulering kan tilfalde ægtefællen eller en livsarving, kan ikke overstige, hvad der yderligere ville være tilfaldet den pågældende som boslod eller tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var indgået i forsikringstagerens bo. Suppleringsarven efter AL § 11, stk. 2 på 600.000 kr. kan som noget nyt angribe forsikringssummen. Irene Nørgaard anfører i Pensionsrettigheders behandling, 2007, p. 95, at de nye regler i FAL § 104 og POL § 4 i lyset af den kraftige udvidelse af testationskompetencen forekommer at være en unødig besværliggørelse af regelsystemet.

    Eks. M dør i 2008 og efterlader sig en datter og en samlever, som er begunstiget mest muligt i et udvidet samlevertestamente. Boet er på 640.000 kr. og M har indsat en niece som begunstiget på en livsforsikring på 160.000 kr. Samleveren kan udtage 600.000 kr. af boet, således at datteren kun får 40.000 kr. af boet. Hvis samleveren kun skulle have den testationsfrie del på 75% eller 480.000 kr., ville datteren kunne angribe 40.000 kr. af forsikringssummen, og dermed få i alt 200.000 kr., og den begunstigede niece ville beholde 120.000 kr. Da der er oprettet udvidet samlevertestamente, er datterens tvangsarv 1/8 af 800.000 kr. eller 100.000 kr. Datteren kan derfor formentlig angribe livsforsikringen med 60.000 kr., således at niecen kan beholde 100.000 kr.

    Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3 og reguleringsreglen i FAL § 104 skal også anvendes på renteforsikringer, jf. FAL § 118, stk. 1.

    Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet skal senest samtidig med udbetaling af forsikringssummen mv. til den begunstigede underrette skifteretten om begunstigelsen. Skifteretten skal herefter vejlede ægtefælle og livsarvinger om muligheden for regulering, jf. FAL § 102, stk. 3 og POL § 2, stk. 3.

    Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3, og reguleringsreglen i FAL § 104, samt de tilsvarende regler i POL § 2, stk. 3, og § 4, skal ikke anvendes på en indsættelse af en begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er uigenkaldelig, eller hvis en tvangsarving er indsat som begunstiget, dvs. i de tilfælde, hvor der efter de gamle regler ikke var mulighed for at kræve regulering, jf. § 10, stk. 1 i lov nr. 516 af 06.06.2007

    Det fremgår ikke af § 10 i lov nr. 516 af 06.06.2007, at ændringen af FAL § 104 kun finder anvendelse på dødsfald efter d. 31.12.2007. Dermed er retten til tvangsarv af livsforsikringssummer til simpelt begunstigede ikke-tvangsarvinger blevet frataget den afdødes livsarvinger og ægtefælle med mange års tilbagevirkende kraft. Dette er i strid med grundlæggende retsprincipper og kan ikke have været tilsigtet. Der må være tale om en lapsus.

    UfR 2010.774 HD (TFA 2010.250 HD og VLD af 20.10.2008): M døde d. 24.05.2006. Han efterlod sig en datter, D, og en samlever, K, som i 1993 var indsat som begunstiget ved navns nævnelse på en gruppelivsforsikring i PFA-Pension på 181.744,16 kr. Boet efter M blev udlagt som boudlæg. Retten i Århus gav ved dom af 03.10.2007 D medhold i påstand om, at K skulle betale D halvdelen af forsikringssummen efter boafgift eller 77.241,27 kr., idet det ikke kunne anses for godtgjort, at begunstigelsen var uigenkaldelig. VL fandt, at ændringslovens § 1, nr. 3 og dermed den nugældende affattelse af FAL § 104, stk. 1 og 2 skulle finde anvendelse, uanset at dødsfaldet var indtrådt før d. 01.01.2008. Da D ikke havde godtgjort, at begunstigelsen af K var urimelig, blev K frifundet. Dissens fra Lis Frost, der fandt, at det ikke kunne antages at have været hensigten at ændre de materielle retsvirkninger af en arveladers (forsikringstagers) tidligere trufne dispositioner, efter at denne er afgået ved døden, og dermed fratage tvangsarvinger en allerede erhvervet ret. Højesteret fastslog, at sagen skulle afgøres efter den affattelse af FAL § 104, der var gældende ved M's død - af de grunde, der var anført af VL's mindretal, og stadfæstede byrettens dom af de grunde, der var anført af byretten.

    Udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende i FAL §§ 105 a og 105 b samt POL §§ 5 a og 5 b til også at omfatte visse grupper af ugifte samlevende finder alene anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden, jf. § 10, stk. 2 i lov nr. 516 af 06.06.2007. Se nærmere Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2007.505-512: Hvornår gælder de nye begunstigelsesregler?

    De nye regler i FAL § 105 b og POL § 5 b om at forsikringssummen/de opsparede midler skal tilfalde forsikringstagerens/kontohaverens nærmeste pårørende, hvis forsikringstageren/kontohaveren ikke har indsat en begunstiget, finder ifølge § 10, stk. 2 i lov nr. 516 af 06.06.2007 anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden. Den vil således aldrig træde i kraft, medmindre bestemmelsen fortolkes således, at den træder i kraft ved tegning af forsikringer efter lovens ikrafttræden.

  18. Overgangsregler

    De nye regler skal som hovedregel anvendes, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, jf. § 99, stk. 2

    Formløse indbofordelingslister (indbotestamenter) oprettet før lovens ikrafttræden er gyldige, hvis testator er død efter lovens ikrafttræden og indbofortegnelsen opfylder kravene i § 66.

    Testamenter oprettet i tiden fra afgivelsen af udvalgets betænkning og indtil lovens ikrafttræden kan direkte henvise til § 87 og bestemme, at de samlevende skal arve hinanden, som var de ægtefæller, hvis dødsfaldet sker efter d. 31.12.2007.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

12-11-17

Hit Counter