Erstatningsret

Bøger

Artikler

Lovvalget ved erstatning uden for kontrakt

Objektive ansvarsfrihedsgrunde

Culpa-ansvar

Børns erstatningsansvar

Objektivt ansvar

Principalansvar

Ansvar for skader forvoldt af dyr

Anden lovgivning om skærpet ansvar

Erstatningsopgørelsen ved tingskade

Erstatningsopgørelsen ved personskade

Årsagsforbindelse og adækvans

Skadelidtes medvirken - egen skyld

Regres mod den erstatningsansvarlige

Overførelse af erstatningskrav 

Flere erstatningsansvarlige

Erstatning for skade dækket af forsikring

Lempelsesreglen i EAL § 24

Ansvarsfraskrivelse

Forældelse

Advokaters erstatningsansvar

Arkitekter og ingeniører

Ejendomsmægleres erstatningsansvar

Lægeansvar

Offentligretligt erstatningsansvar

Produktansvar

Rådgiveransvar


Bøger

Henry Ussing: Erstatningsret, 1946.

A. Vinding Kruse: Restitutioner, 1950.

Bernhard Gomard: Forholdet mellem erstatningsregler i og uden for kontrakt, disputats, 1958, GadJura.

Jørgen Trolle: Risiko og skyld i erstatningspraksis, 2. udg., 1969, 476 sider, Gad. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1970 B.118-130.

Guide Calabresi: The Costa of Accidents. A Legal and Economics Analyses, 1970, 340 sider, Yale University Press. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1970 B.94.

Kristen Andersen: Skadeforholdelse og erstatning, 1970, 480 sider, Tranum Forlag, Oslo.

P. S. Atiyah: Accidents, Kompensation and the Law, 1970, 633 sider, London. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1971 B.40.

Kristen Andersen: Skadeforholdelse og Erstatning, 1970, 474 sider, Tranums Forlag, Oslo. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1971 B.143-148.

Stig Jørgensen: Erstatningsret, 2. udg., 1972, 349 sider, DJØF. Anmeldt af Bjarne Frandsen i UfR 1972 B.180-182.

Stig Jørgensen: Erstatning for personskade og tab af forsørger, 3. udg., 1972, DJØF. Anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1972 B. 264. 2. udg., 1963 er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1963 B.111 ff.

Stig Jørgensen og Jørgen Nørgaard: Erstatningsret, 1976, 262 sider, DJØF. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1977 B.364-368.

Jørgen Verner: Ansvar for tilsyn med andre, 1979, 241 sider, Schultz.

Anders Vinding Kruse: Erstatningsrotten, 4. udg., 1986, DJØF. 2. udg., 1969, er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1971 B.212.

Bernhard Gomard og Ditlev Wadi: Erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven og voldsofferloven, 1.udgave, 1986, GadJura. Anmeldt af H. Kallehauge i UfR 1986 B.385-390 og af Jørgen Nørgaard i JUR 1987.216-220.

Michael S. Wiisbye (red): Forsikringsretlig- og erstatningsretlig dimssamling, 1. udg. 1. årg. udkom i 1994. 1.700 sider årligt, Forsikringshøjskolens Forlag.

Bill W. Dufna: Flere skadeståndsskyldiga bind IIII, 1995. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1995 B.67.

Jan Hornsberg, Birger Joensen og Georg Lette: Introduktion til erstatningsrotten, 4. udg., 1996, 91 sider, Forsikringshøjskolens Forlag.

Håkon Andersson: Trepartsrelationer i skadesståndsrätten, 1. udg., 1997, Iustus Förlag, Uppsala. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1998 B. 11-12.

Peter Lødrup: Lærebok i erstatningsrett, 4. udg., 1999, Oslo. 3. udg., 1995, er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1996 B.118.

Jan Hellner og Svante Johansson: Skadeståndsrätt, 6. uppl. 2000, Norstedts Juridik, 1. udg., 1972, er anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1973 B.26-28.

Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet - det direkte ansvar i formueretten, 1. udg., 2000,  463 sider, Thomson.

Bernhard Gomard: Moderne erstatningsåret, 1. udg., april 2002, 128 sider, DJØF. Anmeldt af Alex Nymark i FM 2002.127-129 og af Torsten Iversen i UfR 2004 B.131-132.

Jens Møller og Michael S. Wiisbye: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udg., sept. 2002,  900 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Rune Nielsen i JUR 1985.344-349 og af Ole Agersnap i UfR 1985 B.424-429.

Lars Bo Langsted, Karsten Naundrup Olesen, Trine Schultz, Erik Werlauff, Nikolaj Vinther, Sten Bønsing, Nina von Hielmcrone: Erstatning - en antologi, 1. udg. marts 2006, 133 sider, Forlaget Thomson.

Forventning-skuffelse-erstatning" af Karsten Naundrup Olesen
Rådgiveransvar i offentligt socialt arbejde" af Nina von Hielmcrone og Trine Schultz
Når skadevolder tjener på sit retsbrud" af Erik Werlauff
Skatterådgiverens erstatningsansvar" af Nikolaj Vinther
God skiks betydning for erstatningsansvaret" af Sten Bønsing
Bevisvurdering i sager om professionelt ansvar - med særligt henblik på advokat- og revisorbranchen" af Lars Bo Langsted.

Andreas Bloch Ehlers: Om adækvanslæren i erstatningsretten, 1. udg., 2011, 319 sider, Karnov Group. Anmeldt af Ole Hansen i UfR 2012 B.319/1

Birgitte Hagland: Erstatningsbetingende medvirkning, 1. udg., 2012, 346 sider, Gyldendal Norsk Forlag  Anmeldt af Hanne Kirk Deichmann i UfR 2013 B.250.

Finn Schwarz, Martin Haug: Ansvar for arbejdsskader - det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, 2. udg., 2012, 461 sider, Karnov Group. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 2012.B.457/1 

Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i Erstatningsret, 8. udg., 2015, 539 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Jens Vikner i FM 1991.131-133 og af Lene Pagter Kristensen og Mads Bryde Andersen i JUR 1992.320-328.

Artikler

1980

1989

1991

1994

2000

2003

2004

2006

2008

2009

2010

2012

2013

2015

2016

2017

1980

John Vogter i Justitia nr. 2/1980: Erstatningsansvaret uden for kontrakt i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i forbindelse med udstedelsen af generelle retsakter. (Omhandler fortrinsvis de materielle erstatningsbetingelser med særlig vægt på spørgsmålet om ansvarsgrundlag).

1989

Henrik Gress og Jesper Fabricius i Justitia nr. 1/1989: Erstatningens afgrænsning i kontraktforhold.

1991

Jens Bjørst i Lov & Ret nr. 5/1991 p. 30-32: Loven om erstatningsansvar bør revideres. (Foreslår, at der gives godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, at der ikke skal ske modregning af udbetalte erstatninger efter ASYL, at der gives forsørgertabuserstatning til forældre, som mister deres børn, og at der ikke skal reduktion af invaliditetserstatning/forsørgertabuserstatning på grund af skadelidtes/afdødes alder).

1994

Bernhard Gomard i Lov & Ret nr. 2/1994 p. 4-7: Erstatningsrotten i fugleperspektiv.

2000

Jens Møller i FEST nr. 1/2000 p. 113-120: Revision af erstatningsansvarsloven.

2003

Bernhard Gomard i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p.  669-680: Erstatningsrotten i lovgivning og retspraksis.

Jens Røn i JUR 2003.60-77: Revision af erstatningsansvarsloven

Bernhard Gomard i JUR 2003.121-134: Dansk erstatningsåret i lovgivning og retspraksis.

Claus Ulrich Schousboe i Rettid 2003 Afhandling nr. 3: The concept of damage as an element of the non-contractual liability of the European Community

2004

Ketilbjørn Hertz i UfR 2004 B.180-183: Erstatningsansvar for psykiske skader

2006

Karsten Høj i ADV nr. 3/2006 p. 42: Ny portal for erstatnings- og forsikringsret. (Om FEF-portalen udgivet af Schultz)

Helle Isager i JUR 2006.69-79: Psykisk udviklingshæmmede som skadevoldere.

Søren Kühnrich i JUR 2006.153-159: Erstatningsansvar for graveskader efter Lov nr. 119 24.2.2004 om registrering af ledningsejere (LER loven).

2008

Gerd Sinding i ADV nr. 3/2008 p. 50-52: Blus under sager om personskader (Om anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Domstolenes samarbejdsforum)

Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246: Kompensation for menneskerettighedskrænkelser. (På basis af dansk og svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske forhold.)

Morten Samuelsson i ET nr. 4/2008 p. 287-297: Advisory Boards. (Beskrivelse af advisory boards. Omtale af initiativer og mulige erstatningsansvar, herunder rådgivningsansvar, handlepligt og skyggeledelse. Tillige om forhold vedrørende strafansvar og mulighed for ansvarsforsikring.)

Erik Werlauff i R&R nr. 12/2008 p. 60-79: Forureneren bag forureneren og skadevolderen bag skadevolderen – om hæftelse for et andet selskabs skadeforvoldelse, herunder ved miljøskader. (Med udgangspunkt i konstruerede og faktiske eksempler beskrives hæftelse for andre selskaber. Om begreberne hæftelsesbegrænsning og hæftelsesindkapsling. Vurdering af hæftelse på grundlag af lovgivning, løfte, culpa, fælles virksomhed og identifikation. Om misbrugsbegrebet, værneting og gruppesøgsmål. Tillige opregning af initiativer til forebyggelse af hæftelsesgennembrud.)    

2009

Kim Sommer Jensen i ET nr. 1/2009 p. 52-61: Procesrenter af krav omfattet af erstatningsansvarsloven?

2010

Jesper Windahl i UfR B.2010.348-352: Skadelidtes krav mod skadevolderens ansvarsforsikringsselskab i internationale sager

Christian Werenberg i UfR B.2010.309-318: Erstatnings- og forsikringsretlige problemstillinger ved graveskader.

2012

Ketilbjørn Hertz i JUR 2012.61-66: Erstatningsansvar for psykisk skade uden for ulykkestilfælde og faresituationer - En kommentar til UfR 2012.524 H

2013

Allan Kvist-Kristensen og Henrik Rise Jensen i UfR 2013 B.129-138: Direkte krav efter U 2012.2255 H 

2015

Marie-Louise Holle i UfR 2015 B.147-156: Om retsinstituttet passiv identifikation i formueretten. (Skyld-virkning kan også indtræde, hvor der ikke er tale om egenskyld, men tilfælde hvor tredjemand, der står skadelidte nær, har medvirket til skaden. Denne artikel har som formål at bidrage til en teoretisk ramme for studiet af passiv identifikation i dansk ret.)

Henrik Udsen i UfR 2015 B.249-258: Erstatning for internt tidsforbrug (Artiklen drøfter, om medarbejderes interne tidsforbrug kan udgøre et tab i erstatningsretlig forstand for arbejdsgiveren, og hvordan tabet i givet fald skal kategoriseres og opgøres.)

2016

Jesper Krogh-Skriver i Justitia nr. 5/2016 p. 43-85: Om sårbarhedsprincippets anvendelse i danske erstatningsret

2017

Andreas Sten Andersen og Jin Enyi i ET nr. 3/2017 p.160-166: Tabsbegrænsningspligtens udstrækning i tilfælde af aktiekurstab på et reguleret marked

Andreas Ehlers og Vibe Ulfbeck JUR 2017.120-128: Kompensation for arbejdsskader: betydningen af den ansattes overvægt

Objektive ansvarsfrihedsgrunde

Nødværge

UfR 1977.107 HD:  En tyv (T), der begik et indbrudstyveri i en villa i Odense, blev eftersat og tilbageholdt først af en person A og senere af endnu 3 personer B-D. T, der gjorde voldsom modstand mod anholdelsen, fastholdtes, indtil politiet kom til stede. Da en patruljevogn nåede frem blev T overgivet til politiet, der umiddelbart efter konstaterede, at han virkede livløs og kort efter afgik med døden. Dødsårsagen var antagelig kvælning som følge af tryk mod halsen, men efter retslægerådets erklæring i sagen kunne dødsårsagen dog ikke anses for sikkert oplyst. Trods A´s erhverv som kriminalbetjent, blev A-D frifundet for at betale erstatning til T´s enke og der var ikke grundlag for at fastslå, at A-D magtanvendelse efter forholdene er gået ud over det forsvarlige jfr. RPL § 771, stk. 2, og § 772, stk. 1, sammenholdt med straffelovens § 13, stk. 1 og 3.

UfR 1996.353 ØLD: A, der kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen, blev anholdt af 3 civilklædte betjente og lagt i håndjern midt på Rådhuspladsen i København. A blev bragt over og lagt bag i en delingsbus og senere i en transportvogn. Selve magtudøvelsen kritiseredes ikke af ØL. Dog fandt ØL, at betjentene burde have haft opmærksomheden rettet mod A´s tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. A fik hjertestop, medens han lå bag bussen og pådrog sig en alvorlig hjerneskade og blev erklæret 100% invalid. Politidirektøren i København fandtes erstatningsansvarlig for de indtrådte skader.

Nødret

Negotiorum gestio

UfR 1960.205 HD: Den elektriske pumpe på en olietank på en af A´s fabriker blev sat i gang ved et uheld af uopklarede årsager med den konsekvens, at der strømmede olie ud fra en olietank og sivede ned i jorden, hvorfra noget olie løb videre ud i Fiskbæk å. A var, efter reglerne om negotiorum gestio, forpligtet til at betale kommunen den del af udgifterne, der vedrørte foranstaltninger foretaget på A's ejendom. De øvrige omkostninger til afværgelse af skade uden for A´s ejendom var A forpligtet til at betale efter almindelige erstatningsregler med henvisning til manglende kontrol mv.

Samtykke

Objektivt ansvar

Henrik Villumsen i UfR 2002 B.220-226: Erstatningsansvar for skader forvoldt ved udgravninger, piloteringer og andre byggearbejder på fast ejendom.

UfR 1968.84/2 HD: Bygherre pålagt ansvar på objektivt grundlag for revnedannelser i Aalborg Kloster, fremkaldt ved rystelser fra pilotering ved nedramning af betonpægle til et byggeri på Budolfi Plads. Komm. af Gjerulff i UfR 1968 B.333 ff..

UfR 1975.388 HD: Randers kommune blev frifundet for sætningsskader på ejendom i Haslund, som var sket efter at kommunen havde nedlagt kloakrør i vejen. Det var ikke godtgjort, at der var udvist fejl og forsømmelser, og der kunne heller ikke på andet grundlag pålægges kommunen ansvar. Komm. af Th. Gjerulff i UfR 1975 B.395-398 og af Civilingeniør Knud Mortensen i JUR 1975.245 ff.

UfR 1983.714/2 HD: Frederiksværk Kommune ansvarlig for sætningsskader på 2 ejendomme, der var en følge af midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med udvidelse af rensningsanlæg i Melby. Der var ikke grundlag for at statuere culpa-ansvar. Ejendommene havde været funderet i overensstemmelse med den på opførelsestidspunktet gældende praksis, og der var derfor ikke grundlag for at tillægge det om funderingsforholdene oplyste betydning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.49-51.

UfR 1983.866/2 HD: Københavns Kommunes Vandforsyning fandtes ansvarlig på objektivt grundlag for skade på uniformer i en kælder på Gammel Kongevej, der var en følge af et brud i 1979 på en 90 år gammel hovedvandledning.(5-4). Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.

UfR 1983.895 HD: Helsingør Kommune fandtes på objektivt grundlag ansvarlig for personskade, der var en følge af udsivning af gas fra en gasledning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.

UfR 2000.1779 HD: Aulum-Haderup kommune ansvarlig for skade på kælder som følge af brud på en 50 år gammel kloakledning. Skader som følge af materialesvigt fandtes som en udgift ved kloaksystemet at burde betales af kommunen, der ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for sådanne påregnelige skader i betragtning.

UfR 2002.172 VLD: Kolding Kommune fandtes erstatningsansvarlig efter et culpasynspunkt for skader på hus forårsaget af rystelser fra gravearbejder. Husejeren tilkendt erstatning på 6.250 kr.

UfR 2002.1320 VLD: Viborg Kommune ikke objektivt ansvarlig for kloakoversvømmelse, der skyldtes rodeindtrængning i ledningsnettet. Der var ikke tale om et udslag af materialesvigt. Der var ikke grundlag for et ansvar efter dansk rets almindelige ansvarsregel.

UfR 2008.1512 VLD: Mårbæk Smede og VVS, M, som var ejet af Jens Chr. Høeg, H, og Thyssen Stål A/S, T, havde i en årrække udført diverse arbejder for hinanden. For at kunne udføre et bestilt arbejde for T, lånte H en kranbil til dette arbejde af T. Under kørslen kom H til at køre kranbilen i en grøft, hvorved den blev beskadiget for 274.543 kr. H krævede betaling for sit arbejde for 117.125,20 kr., mens T påstod selvstændig dom for 57.856 kr. svarende til T's udgifter i anledning af færdselsuheldet. Til støtte for sin påstand gjorde T gældende, at H var erstatningsansvarlig i medfør af DL 5-8-1, og at H havde handlet culpøst. H påstod heroverfor, at DL 5-8-1 ikke kunne finde anvendelse, da udlånet overvejende havde været i T's interesse, og at der var tale om et hændelig uheld. VL lagde til grund, at H, hvis ikke han kunne låne T's kranbil, ville have lejet en tilsvarende kranbil med henblik på at udføre arbejdet. Udgiften hertil ville være blevet viderefaktureret til T, og T havde på denne baggrund en interesse i, at H lånte kranbilen. Betingelserne for at pålægge H et objektivt erstatningsansvar efter DL 5-8-1 var derfor ikke til stede. Da der ikke var fremkommet nærmere oplysninger om, hvad der havde forårsaget, at H kørte i grøften med kranbilen, havde T  ikke bevist, at H ved hændelsen havde handlet culpøst, og H blev derfor frifundet for T’s krav, og T blev dømt til at betale H for det udførte arbejde.

UfR 2011.738 ØLD: A var faldet ud for B’s ejendom grundet isslag. Sagen omhandlede herefter ansvarsgrundlaget og spørgsmålet om egen skyld. På baggrund af en sagkyndig erklæring blev det fastslået, at glatførebekæmpelse ikke ville have medført, at uheldet ikke var indtruffet, hvorfor B ikke blev dømt som erstatningsansvarlig.

UfR 2017.1048 VLD: A og B kunne som private bygherrer ikke pålægges objektivt ansvar uden lovhjemmel for skader på naboejendom, som var opståede grundet alvorlig håndværksmæssig fejl

A og B havde indgået en entrepriseaftale med murer- og tømrerforretningen E om opførelse af et byhus i Aarhus, men nogle måneder efter byggeriet var påbegyndt, meddelte C og D, at der var sket skade på deres ejendom som følge af A og B’s byggeri. C og D anlagde sag mod A og B med påstand om, at A og B var objektiv ansvarlige for skaderne og skulle betale erstatning på 396.000 kr. Retten i Aarhus fandt, at årsagen til, at gavlen havde flyttet sig, var, at den punktvise understøbning af gavlen var sket for hurtigt, idet betonen ikke havde nået at hærde tilstrækkeligt mellem understøbningerne. C og D havde ikke godtgjort, at A og B var bekendt med, at arbejdet med at understøve gavlen indebar en særlig risiko. A og B ifaldt ikke objektivt ansvar for skaderne. VL fandt, at årsagen til den overvejende del af skaderne var byggeaktiviteterne på naboejendommen, herunder primært understøbningen/efterfunderingen af den fælles gavl, som ikke var udført korrekt. Understøbningen havde ikke tilstrækkelig hærdetid, uanset om der blev anvendt varm beton og vintermåtter. Der forelå derfor en alvorlig håndværksmæssig fejl ved arbejdets udførelse. Understøbningen var en almindelig og rutinemæssig arbejdsopgave for E, som havde udført en del tilsvarende understøbninger. Der forelå ikke sådanne omstændigheder, at der efter en samlet vurdering uden lovhjemmel kunne pålægges A og B et objektivt ansvar i forbindelse med opførelsen af huset, som skulle anvendes til deres beboelse.

Anden lovgivning om skærpet ansvar

Brændstof

UfR 2014.2867 HD: A og Statoil Fuel & Retail A/S, S, havde indgået en forpagtningskontrakt, hvorefter S leverede motorbrændstof til A i salgskommission. Efter at kontrakten var blevet opsagt, gjorde A krav på erstatning i medfør af § 3 a, stk. 3, i lov om benzinforhandlerkontrakter. A gjorde gældende, at bestemmelsen også omfattede tilfælde, hvor forhandleren modtog brændstoffet i salgskommission og således ikke blev ejer af det, inden salget til forbrugeren. HR fastslog, at § 3 a, stk. 3, i lov om benzinforhandlerkontrakter fandt anvendelse på forpagtningsforholdet mellem A og S, og A var derfor berettiget til erstatning.

 Jernbaner

UfR 1996.768 HD: DSB fandtes ikke ansvarlig for påkørsel af A, der var spirituspåvirket og træt, på skinnelegemet ved Nørreport Station, idet det måtte anses for bevist, at skaden måtte skyldes A's uagtsomhed, og idet det ikke var godtgjort, at der forelå medskyld fra DSB's side.

UfR 2006.2900 VLD: En bilist, B, måtte under kørsel af Sydhavnsgade i Århus, hvor en rangerbanelinje krydsede gaden, foretage en undvige manøvre, da han for sent blev opmærksom på, at et tog krydsede gaden. B påkørte herved en lygtepæl, hvorefter hans bil blev påkørt at toget, og B kom i forbindelse hermed til skade. VL, der lagde ovenstående hændelsesforløb til grund, udtalte, at jernbane selskabet Railion Danmark A/S under disse omstændigheder i medfør af jernbanevirksomhedslovens § 15, 1. punktum, som udgangspunkt var erstatningsansvarlig for B's personskade ved færdselsuheldet. B havde ved sin kørsel udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed, men uagtsomheden havde ikke været af en så grov karakter, at der er grundlag for at lade Railion Danmark A/S' erstatningsansvar bortfalde eller nedsætte, jf. jernbanevirksomhedslovens § 14, stk. 1, 2. punktum.

Luftfart

Stærkstrøm

Nukleare anlæg

Motorkøretøjer

Erstatningsopgørelsen ved tingskade

Werner Lorenz i JUR 1984.14-25: Nogle betragtninger over erstatningsansvaret i og udenfor kontrakt.

Jens Klarskov i ADV 1993.283: Træers værdi - efterlysning af domme om erstatning for ødelagt beplantning.

Henrik Udsen i UfR 2015 B.249-258 : Erstatning for internt tidsforbrug (Artiklen drøfter, om medarbejderes interne tidsforbrug kan udgøre et tab i erstatningsretlig forstand for arbejdsgiveren, og hvordan tabet i givet fald skal kategoriseres og opgøres. Det konkluderes, at et internt tidsforbrug forårsaget af en skadevolders ansvarspådragende adfærd som udgangspunkt udgør et omkostningstab, der kan kræves erstattet af såvel private som offentlige arbejdsgivere. Tabet skal opgøres med udgangspunkt i antallet af spildte timer og den interne timepris for den pågældende medarbejder, idet der dog i stedet kan kræves erstatning for dokumenterede mistede indtægter, hvis disse overstiger den interne omkostning.)

UfR 1997.969 VLD: GF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.

FED 1998.580 VLD:  A, som havde modtaget erstatning for totalskadet bil fra egen kaskoforsikring, var ikke afskåret fra at kræve yderligere erstatning fra skadevolders ansvarsforsikring. Erstatningen blev fastsat til det beløb, A på skadetidspunktet kunne have købt en tilsvarende bil for, men omfattede ikke finansieringsomkostninger.

UfR 2000.1702 HD: A og B havde i 1991 tændt et bål i en nyopført sprænggrotte på Kalveblod Fælled. Grotten nedbrændte og blev totalskadet. Erstatningen til Forsvarskommandoen blev fastsat til det beløb, som efter prisforholdene på skadetidspunktet efter skønsmandes vurdering muliggjorde genopførelse. Kravet var ikke afhængigt af, om genopførelse faktisk skete og i hvilken skikkelse genopførelse skete. A og B dømt til at betale yderligere  385.246 kr. - ud over de allerede betalte 187.500 kr.

UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage  ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.

UfR 2006.2168 ØLD: T, født 1984, var tiltalt for hærværk af betydeligt omfang efter STRFL § 291, stk. 2, ved med spraymaling at have skrevet på en S-togsvogn, der holdt ved rangerterrænet, hvorved der skete skade for 24.109 kr. DSB krævede nu erstatning. Hillerød Byretten fandt T skyldig i tiltalen og idømte 14 dages betinget fængsel. Byretten fandt samtidig, at T var erstatningsansvarlig og udmålte erstatningskravet til 24.109 kr. ØL tiltrådte byrettens afgørelse og fandt straffen passende udmålt. På baggrund af et notat fra DSB vedrørende opgørelsesprincipper for erstatningskrav fandt ØL størrelsen af erstatningskravet godtgjort, hvorfor byrettens afgørelse vedrørende erstatningsspørgsmålet ligeså blev stadfæstet.

UfR 2008.331 VLD: H og M var ved en straffesag blevet dømt for hærværk for at fælde ca. 45 træer på naboen K’s sommerhusgrund. I erstatningssagen blev K tilkendt erstatning på knap 69.000 kr. for opskæring og ny plantning samt en skønsmæssig fastsat erstatning for værdiforringelse af ejendommen på 300.000 kr.

UfR 2012.1037 VLD: Et skib tilhørende et rederi, R, var under losning af kul blev påført skader, således at det først kunne sejle 3 dage og 13 timer efter grundet reparationer. R anlagde sag mod det firma, F, der havde forestået losningen, idet F ikke anerkendte at ville betale driftstabserstatning for den periode, hvor skibet blev repareret. VL fandt ikke, at R havde bevist, at R havde lidt økonomisk tab i den periode, hvor R’s skib skulle repareres. VL henviste i denne forbindelse til det beregningsmateriale, R havde fremlagt. Beregningsmateriale bestod af et skema, som indeholdt oplysninger om det pågældende skibs indtjening ved 3 sejladser før og 3 sejladser efter reparationen af skaderne, men var ikke underbygget med underliggende dokumentation omkring datoerne for sejladserne samt de hermed forbundne indtægter og udgifter.

UfR 2013.1996 HD: Der opstod i august 2006 brand på A’s ejendom. B anerkendte erstatningsansvaret herfor og havde til opfyldelse af Retten i Aalborg og VL’s dom betalt i alt 5.351.157,57 kr. med renter til C, hvor A var forsikret. Beløbet angik C’s regreskrav efter udbetaling af erstatning til A samt erstatning af A’s selvrisiko. Sagen for HR angik, om B havde krav på tilbagebetaling af i alt 464.277 kr. vedr. en del af den udbetalte erstatning for driftstab/mistet fortjeneste, A’s udgift til revisorbistand i forbindelse med opgørelsen af driftstabet i anledning af branden samt A’s selvrisiko. HR tiltrådte, at A’s driftstab, hvori indgik mistet fortjeneste for egne tilvirkede varer, var fastsat som sket. HR tiltrådte endvidere, at udgiften til revisorbistand var medtaget i C’s regreskrav, og at A kunne kræve erstatning af selvrisikoen. B fik derfor ikke medhold i det fremsatte tilbagebetalingskrav. HR stadfæstede derved VL’s resultat.

UfR 2017.2256 VLD: Arbejdsgiver kunne kræve erstatning for tab, der var forvoldt i forbindelse med en tidligere ansats tyveri. Arbejdsgiverens erstatningsopgørelse vedr. de stjålne genstande blev lagt til grund, mens der skete en reduktion vedr. erstatning for mandetimer m.v.

A var blevet dømt for overtrædelse af STRFL § 276, da han som ansat hos malerforretningen, B, havde stjålet maling og malergrej i en periode på næsten 2 år. B krævede for det første erstatning for de genstande, der var blevet stjålet og herunder værdiforringelsen af de tilbageleverede genstande. Dette tab opgjorde han til 401.000 kr. For det andet krævede B erstatning for mandetimer m.v. i forbindelse med håndteringen af de returnerede genstande. Dette tab blev af B opgjort til 104.000. Det samlede tab blev opgjort til 483.000 kr., hvor der var sket fradrag for A’s krav på feriepenge. Retten i Esbjerg fandt, at A skulle betale i alt. 415.000 kr. til B. VL fandt, at det ved vurderingen af kravet til beviset for tabets størrelse skulle indgå, at der havde været tale om tyveri. Effekterne blev stjålet over en periode på næsten 2 år, og der var efter karakteren af de forskellige effekter sammenholdt med forklaringerne, oplysningerne i ransagningsrapporten og de dokumenterede fotos ikke grundlag for at tilsidesætte B’s opgørelse. B’s krav for stjålne og værdiforringede effekter blev herefter taget til følge med det krævede beløb på i alt 401.000 kr. Med hensyn til kravet for mandetimer mv., forelå der ikke ud over B’s forklaring mere konkrete oplysninger om registreringen af det meget betydelige timetal, herunder til oprydning og sortering af maling, idet bemærkedes, at malingen for langt den overvejende dels vedkommende blev bortskaffet. B fandtes alene at være berettiget til i erstatningsopgørelsen at medtage den direkte lønudgift til de enkelte medarbejdere. Efter en samlet vurdering nedsattes kravet derfor til afrundet 35.000 kr. svarende til ca. 1/3 af det krævede beløb. A skulle herefter med fradrag af det anerkendte feriepengekrav på 22.000 kr. samlet til B betale 414.000 kr.


Regres mod den erstatningsansvarlige

Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.

Martin Frey Olesen i Justitia nr. 2/2014 p. 49-92 og Rettid 2013, Afhandling nr. 12: De erstatningsretlige aspekter ved kommunernes sygedagpengeregres  (Specialet analyserer de erstatningsretlige aspekter for kommunernes mulighed for at søge regres ved ansvarlig skadevolder for udbetalte dagpenge, samt samspillet mellem de socialretlige og erstatningsretlige regler).

UfR 2002.2683 HD: Københavns Kommune fik medhold i regreskrav mod Topdanmark som skadevolders  ansvarsforsikring for sygedagpenge udbetalt til skadelidt, der hidtil havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge måtte sidestilles med tab af arbejdsfortjeneste. Skadelidte ville derfor have krav på erstatning for tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge, hvis han ikke havde modtaget sygedagpenge fra kommunen. Det forhold, at han på grund af EAL § 2, stk. 2, ikke selv kunne rejse et krav mod skadevolderen svarende til de udbetalte sygedagpenge, kunne ikke bevirke, at kommunen ikke kunne gøre et afledet regreskrav gældende mod Topdanmark, jf. herved princippet i lovens § 17, stk. 2, om arbejdsgiveres regreskrav i anledning af udbetalt løn under sygdom. Komm. af Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.

UfR 2004.258 ØLD: Christiansfeld Kommune fik medhold i regreskrav mod GN-forsikring, som var ansvarsforsikring for skadevolder, for sygedagpenge, der var udbetalt til skadelidte, der hidtil havde modtaget uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

UfR 2004.1172/2 VLD: Lagerekspedient A var blevet påkørt af truck i varegården i Bilka, Tilst. Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Bilka. Antaget at færdselsloven ikke fandt anvendelse i varegården. Bilka ikke ansvarlig efter culpareglen og ej heller efter DL 3-19-2, da truckføreren ikke havde handlet ansvarspådragende. Et allerede betalt beløb på 21.840 kr. skulle tilbagebetales, da kommunen uberettiget havde opkrævet beløbet, og da det derfor var uden betydning, at Bilka havde betalt uden forbehold.

UfR 2004.1587 HD: Albertslund Kommunen havde som bopælskommune været forpligtet til at udbetale dagpenge til K som arbejdsgiver, da sygefraværet var påbegyndt efter d. 01.01.2000. Kommunen havde derfor regreskrav mod TRYG Forsikring som ansvarsforsikring.

UfR 2004.2182 ØLD: Greve Kommune kunne gøre regres for udbetalte sygedagpenge hos Vestsjællands Amt, der var erstatningsansvarlig for patientskade på Holbæk Centralsygehus. Den omstændighed, at der var ydet den dagpengeberettigede erstatning efter patientforsikringsloven afskar ikke kommunen fra at gøre sit regreskrav gældende på grundlag af det almindeligt gældende erstatningsansvar.

UfR 2004.2634 ØLD: Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Topdanmark for ca. 23.000 kr. Arbejdsskadestyrelsen havde skønsmæssigt fastsat stationærtidspunktet til 6 måneder efter uheldet. Der var ikke grundlag for at fastslå, at Topdanmark på reguleringstidspunktet ikke havde et - også i forhold til Århus Kommune - fyldestgørende grundlag for at regulere erstatningskravet i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse.

UfR 2006.2483 VLD: A, der var anset i Aarhus Kommune, kom under sit arbejde d. 17.07.1997 til skade i forbindelse med håndtering af nogle fortovsfliser. Der var fornøden årsagsforbindelse mellem den benyttede fremgangsmåde og den skade, der overgik A. A havde ikke pådraget sig et varigt erhvervsevnetab, hvorfor K som udgangspunkt  var pligtig at erstatte dagpengeudbetalinger fra Galten Kommune til A frem til revalideringens påbegyndelse i november 2001, hvilket måtte kunne sidestilles med, at arbejdet var genoptaget i samme omfang som før A’s uheld. Dagpengeudbetalingerne havde ikke været i strid med dagpengeloven. Det var samtidig heller ikke grundlag for at lade kravet nedsætte eller bortfalde i medfør af egen skyld. VL fandt på denne baggrund - uanset den meget lange dagpengeperiode - ikke, at der var påvist  grundlag for at reducere kravet, heller ikke til udbetalingerne indtil etårsdagen d. 17.07.1998, stationærtidspunktet d. 08.09. eller 6.10.1998 eller tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om mengrad d. 10.01.2001. Herefter blev Århus Kommune anset for erstatningsansvarlig, og skulle uden reduktion erstatte de af Galten kommune udbetalte dagpenge frem til revalideringens påbegyndelse.

UfR 2006.2721 VLD: I tre sager udbetalte Århus Kommune, K, i anledning af arbejdsulykker, ydelser i medfør af dagpengeloven, hvorefter K rejste regreskrav med skadevolderens forsikringsselskab, Tryg Forsikring, F, ved at fremsende en standardblanket om ”Opgørelse af regreskrav”. Denne blanket indeholdt oplysninger om perioden, i hvilken betaling var sket, om størrelsen af det udbetalte beløb, samt et rentepåkrav. Som dokumentation for udbetalingerne var vedlagt et skærmbillede fra Kommunernes dagpengesystem. K krævede renter, fra en måned efter at F havde modtaget denne standardblanket samt dokumentationen for udbetalingerne, idet K gjorde gældende, at F med disse bilag havde alle fornødne og relevante oplysninger til at foretage en vurdering af kravenes størrelse og berettigelse, jf. rentelovens § 3, stk. 2. F betalte herefter regreskravene til K med, for så vidt angik to af sagerne, renter fra modtagelsen af Arbejdsskadestyrelsen akter, hvori stationærtidspunkterne var angivet. For så vidt angik den tredje sag udbetalte F beløbet med renter fra modtagelsen af opgørelserne fra K over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet. K anlagde hefter sag mod F med påstand om betaling af yderlige renter. VL udtalte, at den standardblanket og det skærmprint, som K havde anvendt til at anmelde sine regreskrav over for F, ikke indeholdt de nødvendige oplysninger for en erstatningsretlig vurdering af kravenes berettigelse og størrelse, herunder dokumentation for skadens indtræden og årsagssammenhæng mellem skaden og de udbetalte dagpenge, og K havde ikke godtgjort, at selskabet allerede på tidspunktet, hvor kommunen fremsatte kravene om betaling, havde eller blev sat i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for den nævnte vurdering, hvorfor K ikke kunne få medhold i, at regreskravene skulle forrentes for en måned efter den dag, hvor kravene blev fremsat. K havde endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for en vurdering af regreskravenes størrelse, før selskabet havde modtaget Arbejdsskadestyrelsens akter med angivelse af stationærtidspunkterne for skaderne. Der var endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger om kravets størrelse, før K d. 17.04.2001 fremsendte en opgørelse over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet lydende på 36.638 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at K i skrivelse af 25.02.1999 havde opgjort sit regreskrav til 143.199 kr.

UfR 2007.296 ØLD: D. 06.10.1999 var A udsat for et færdselsuheld i forbindelse med sit arbejde. A blev påkørt bagfra af en anden bil, mens han holdt for rødt lys. Den anden bil var ansvarsforsikret i Topdanmark, F, I perioden efter uheldet var A helt eller delvist sygemeldt, og måtte i årene frem til 2004 sygemelde sig i et vist omfang som følge af uheldet. A indgik d. 12.04.2000 aftale med sin arbejdsgiver efter den dagældende § 28 i dagpengeloven. Aftalen blev forlænget frem til 2004. Aarhus Kommune, K, der var A’s hjemkommune, havde godkendt denne aftale. K rejste i 2004 regreskrav mod F i anledning af udbetalte sygedagpenge. F ville dog kunne anerkende regreskravet frem til d. 16.04.2000 med den begrundelse, at K ikke havde ret til regres for dagpenge, som var udbetalt efter dagpengelovens § 28. ØL fandt, at det fremgik direkte af ordlyden af § 28, at ”arbejdsgiveren kan få refunderet et beløb, som svarer til de dagpenge, som den sikrede har ret til fra arbejdsgiveren”. Bestemmelsen måtte således ses i sammenhæng med arbejdsgiverens forpligtelse i lovens § 1, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med § 3. Bestemmelserne var udtryk for, at K ved en § 28-aftale overtog arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpenge. Den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, indeholdt efter sin ordlyd ingen hjemmel til, at K kunne gøre regreskrav gældende for ydelser betalt i henhold til en § 28-aftale. Dette må anses for at have sammenhæng med bestemmelsen i EAL § 17, stk. 2, hvorefter dette regreskrav som udgangspunkt tilkom arbejdsgiveren. K kunne efter almindelige formueretlige regler indtræde i arbejdsgiverens regreskrav efter EAL § 17, stk. 2. Eftersom der er under ankesagen enighed mellem parterne om, at betingelserne for regres i EAL § 17, stk. 2, ikke var opfyldt, blev F frifundet for K’s regreskrav.

UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge, T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt 491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at EAL § 17, stk. 1, og EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab.

UfR 2007.2516 VLD: A brækkede i forbindelse med sit arbejdet venstre overarm. Hun fik nogle dage senere foretaget et operativt indgreb på Aarhus Sygehus, S. Under operationen var en nerve blevet påvirket, og denne skade blev af Patientforsikringen anerkendt som erstatningsberettiget, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 i lov om patientforsikring. Aarhus Kommune, K, havde i sygdomsperioden udbetalt sygedagpenge, som de nu ønskede regres mod S for, idet K henviste til, at A’s sygdomsperiode var blevet væsentlig forlænget som følge af S’ ansvarspådragende handling. S bestred dette krav og henviste til, at det faktum, at skaden var anerkendt efter patientforsikringsloven, var uden betydning for, om der var handlet ansvarspådragende. VL fandt det ikke godtgjort, at der af de opererende læger, der efter det oplyste benyttede en sædvanligt fulgt fremgangsmåde ved operation for knoglebrud, var begået lægelige fejl, som kunne pådrage S erstatningsansvar, hvorfor S blev frifundet.

UfR 2010.115 HD: Som følge af, at A havde haft sygefravær på grund af et trafikuheld, hvor hun var blevet påkørt bagfra af en anden bil, modtog hun sygedagpenge i 4 perioder. Sygedagpengene blev udbetalt af Århus Kommune, K, hvor hun var ansat, og som samtidig var hendes bopælskommune. Skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, F, anerkendte ansvaret for uheldet. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt K kunne søge regres hos F for de betalte sygedagpenge efter reglen i den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, hvorefter en kommune i anledning af dagpenge udbetalt til en person som følge af en lidelse forvoldt af en ansvarlig skadevolder kunne gøre regreskrav gældende for de udbetalte dagpenge, i det omfang de erstatningsretlige betingelser herfor var opfyldt. F havde navnlig gjort gældende, at det efter dagpengelovens § 39, stk. 2, var en betingelse for K’s regresadgang, at denne havde lidt et tab. K måtte som både dagpengeudbetalende myndighed og arbejdsgiver anses for én juridisk person og havde som sådan ikke lidt noget tab i anledning af A’s fravær, idet K’s udgift til dagpenge var blevet udlignet ved, at denne som arbejdsgiver havde sparet en lønudgift. K bestred, at bestemmelsen skulle forstås således, at K alene havde et regreskrav, hvis den kunne godtgøre et tab. HR gav K medhold. HR udtalte, at K støttede sit afledede krav på, at den som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge efter dagpengeloven, jf. lovens § 39, stk. 2, og EAL § 17, stk. 1, 3. pkt., og at der efter ordlyden af og forarbejderne til disse bestemmelser som affattet ved lov nr. 1110 af 20.12.1995 ikke – heller ikke efter ændringen af dagpengelovens § 39, stk. 2, i 1998 – var holdepunkter for at forstå bestemmelserne således, at en kommune, der som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge og samtidig var arbejdsgiver for skadelidte, kun havde et regreskrav mod skadevolderen, hvis den kunne godtgøre et tab. HR stadfæstede herved ØL’s dom.

UfR 2010.2060 VLD: Århus Kommune, K, anlagde regressøgsmål mod en arbejdsgiver, V, for udbetaling af sygedagpenge til den ansatte, A, i perioden d. 29.1.2003 til d. 01.10.2006. A var kommet til skade under arbejde for V, der havde udbetalt et beløb til K svarende til 3 måneders sygedagpenge. VL anerkendte, at K kunne gøre regres gældende for udbetaling i perioden d. 29.01.2003 til d. 21.01.2005. VL lagde vægt på, at K’s regreskrav var afledet af A’s krav mod V, og at dette krav afhang af, om de almindelige erstatningsretlige betingelser var opfyldt. Da A fra og med d. 21.01.2005 fik ændret sit krav på tabt arbejdstjeneste til et krav på løbende ydelser for tab af erhvervstjeneste, fandt VL, at betingelserne for erstatning ikke længere var opfyldt. K kunne derfor heller ikke længere indtræde i A’s krav mod V.

UfR 2011.2425 VLD: A blev påført en arbejdsskade d. 22.04.2007 i perioden, hvor A var udlejet som arbejdskraft til B A/S. Århus Kommune, K, betalte A sygedagpenge i sygeperioden. B var erstatningsansvarlig over for A, da R, der var ansvarlig for arbejdsopgaverne og tilsynet med arbejdets udførelse, var ansat hos B. B gik konkurs d. 03.10.2007, men havde på ulykkestidspunktet tegnet en erhvervsansvarsforsikring hos forsikringsselskabet, T. VL fandt ikke, ud fra en ordlydsfortolkning og ud fra forarbejderne, at B var omfattet af begrænsningen i sygedagpengelovens § 78, stk. 1, 2. pkt. K havde på dette grundlag regres for de udbetalte dagpenge til A. I henhold til ordlyden af FAL § 95, stk. 2, havde A mulighed for at rette sit fulde krav mod T. Der fandtes derfor ikke grundlag for at fradrage selvrisikobeløbet på 10.000 kr.

UfR 2012.2447 VLD: Aarhus Kommune, K, udbetalte sygedagpenge som følge af lægelige fejl begået af Aarhus Sygehus, C, under en operation og behandling af en patient, D, der var involveret i et trafikuheld, og ville gøre et regreskrav gældende mod Region Midtjylland, B, i henhold til EAL § 17, stk. 1. Skønsmanden vurderede, at man næppe kunne tale om forsømmelse eller lægelige fejl, da der var konkurrerende årsager til symptomerne, og at undladelse af at bestille en CT-undersøgelse eller en røntgenundersøgelse med brug af skråprojektioner kunne betragtes som et fejlskøn. Retten i Århus fandt det på denne baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt ikke godtgjort, at C eller nogen, for hvis handlinger C hæftede, i forbindelse med operationen og/eller den efterfølgende behandling af D, var begået lægelige fejl eller forsømmelser, som kunne pådrage C erstatningsansvar. Som følge heraf frifandt BR B. VL stadfæstede.

UfR 2014.467 HD: A var i 2005 involveret i en trafikulykke og kunne som følge heraf ikke fortsætte i sit job. Forud for ulykken havde han været ansat i et fleksjob, hvor han kun arbejdede ca. halv tid, men modtog løn som en fuldtidsansat. Vejen Kommune, K, gav et løntilskud på 2/3 til arbejdsgiveren. Efter ulykken og frem til det tidspunkt, hvor A overgik til førtidspension, modtog han sygedagpenge fra K. Sagen drejede sig om, i hvilket omfang K kunne gøre et regreskrav for udbetalte sygedagpenge gældende over for skadevolderens forsikringsselskab. HR var enig med ØL i, at K havde fuld regresret for de udbetalte sygedagpenge. Da A havde krav på erstatning af den hidtidige fuldtidsløn, og K havde udbetalt sygedagpenge modsvarende denne med et mindre beløb, fulgte det af den dagældende sygedagpengeloves § 39, stk. 2, at K kunne kræve hele det udbetalte dagpengebeløb refunderet af forsikringsselskabet.

UfR 2015.219 VLD: Herning Kommune (H) gjorde gældende, at H havde regresadgang for udbetalte sygedagpenge til skadelidte, S, i overensstemmelse med sygedagpengelovens § 78, stk. 1, jf. EAL § 17, stk. 1, 3. Pkt., da privathospital E ved behandling og operation af S måtte anses for at have handlet groft uagtsomt, og at region Midtjylland (M) i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 29, stk. 1, litra 5, hæftede for det erstatningsansvar, E havde pådraget sig. VL udtalte, at § 29 ikke indeholdt hjemmel til, at M kunne pålægges det erstatningsansvar, som E måtte have pådraget sig. I forhold til et evt. regreskrav udtalte VL, at patientforsikringen ikke efter lovens § 24, stk. 4 ydede erstatning til dækning af regreskrav. Heller ikke lovens § 27 regulerede spørgsmålet om, i hvilket omfang patientforsikringen efter at have betalt erstatning til S eller dennes efterladte kunne rejse et regreskrav mod den, der efter de almindelige erstatningsretlige regler ville være erstatningsansvarlig for patientskaden. M frifandtes derfor.

UfR 2015.2753 ØLD: Forsikringsselskab havde regreskrav mod 16-årig skadevolder, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Forrentningen udskudt i medfør af EAL § 24, stk. 1 til skadevolders fyldte 24 år.

Et forsikringsselskab, F, havde dækket et erstatningskrav for A, der som 16-år havde forårsaget brand på en social institution, som frembagte en skade for ca. 205.000 kr. Spørgsmålet i sagen var, om F kunne rette et regreskrav mod A. Retten i Odense udtalte, at det ikke med den fornødne sikkerhed var godtgjort, at der af A var udvist en sådan grov uagtsomhed, at der var grundlag for efter EAL § 19, stk. 2, nr. 1, at pålægge ham erstatningsansvar over for F. ØL udtalte, at det måtte lægges til grund, at den indtrådte skade skete som følge af, at A under påvirkning af alkohol og hash og med det formål at forskrække beboerne i et plejecenter affyrede fyrværkeri umiddelbart op mod plejecentret uden at sikre sig, at vinduer m.v. var lukkede. Herved havde A udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. F havde derfor et regreskrav mod A. I betragtning af A's alder på skadetidspunktet og de fremlagte oplysninger om hans økonomiske forhold måtte der antages at ville forløbe et sådant tidsrum, inden han ville være i stand til at fyldestgøre F, at rentekravet ville blive urimeligt tyngende for ham. I medfør af EAL § 24, stk. 1, fandtes tidspunktet for erstatningskravets forrentning derfor at burde udskydes til hans fyldte 24 år.

UfR 2016.2326 VLD: Forsikringsselskabs regreskrav for hærværk for 165.000 kr. begået af 15-årig med ADHD og IQ på 66 nedsat til 24.000 kr., jf. EAL § 24

Sammen med to andre gerningsmænd blev A dømt for at have begået hærværk ved at have åbnet en brandslage og efterladt den uden at slukke for den, hvorved der skete vandskate i en butik, som fik dækket sit tab af et forsikringsselskab F, med 165.000 kr. F gjorde regres mod A, som gjorde gældende, at kravet skulle bortfalde eller lempes, jf. EAL § 24 eller § 24b. Retten i Randers fandt ikke, at A havde manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvorfor der ikke var grundlag for anvendelse af EAL § 24 b. A var diagnosticeret med ADHD og lettere mental retardering (en samlet IQ på 66). A var pga. sine diagnoser ude af stand til at tage vare på sig selv i dagligdagen, og det måtte anses for tvivlsomt, at han på noget tidspunkt ville kunne forsørge sig selv. Regreskravet relaterede sig til et hærværksforhold, som A begik, da han var 15 år, og som fandt sted under omstændigheder, BR fandt kendetegnende for A’s manglende evne til at overskue og vurdere følgerne af sine handlinger. Efter en helhedsvurdering af disse omstændigheder og under hensyntagen til, at F var et forsikringsselskab, ville erstatningsansvaret virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, og at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ansvaret helt burde bortfalde. VL fandt, at erstatningsansvaret ville virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt. Da han havde pådraget sig erstatningsansvaret ved en forsætlig strafbar handling, var der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for helt at lade ansvaret bortfalde, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt., jf. 2.  pkt., da selv en person med et funktionsniveau som A måtte være klar over, at det kunne give store skader at lukke betydelige mængder vand ud inde i et butikscenter. Erstatningen blev herefter fastsat til 24.000 kr.

UfR 2017.1167 HD: Kommune skulle tilbagebetale sygedagpenge, som kommunen havde fået refunderet af skadevolders forsikringsselskab, efter det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab

A kom til skade d. 26.10.2010 ved et færdselsuheld. Albertslund Kommune, K, udbetalte sygedagpenge til A og fik de udbetalte beløb refunderet af Topdanmark Forsikring A/S, F, der var ansvarsforsikringsselskab for skadevolder. Beløbene blev refunderet fra skadestidspunktet og frem til d. 26.08.2012. Arbejdsskadestyrelsen traf d. 19.09.2012 midlertidig afgørelse om A’s erhvervsevnetab og tilkendte ham erstatning med virkning fra d. 21.09.2011. Sagen angik, om K skulle tilbagebetale de refunderede sygedagpengebeløb, der var udbetalt af F i perioden efter d. 21.09.2011. HR fastslog, at EAL’s regler og de almindelige principper for tilbagesøgning af for meget betalte beløb ikke var til hinder for, at F kunne kræve beløbet tilbagebetalt. Kravet var heller ikke fortabt som følge af passivitet. K skulle derfor tilbagebetale beløbet. ØL var nået til samme resultat.  

UfR 2017.1787 HD:

UfR 2017.1787 HD: Kommunens sygedagpengeregreskrav mod skadevolders forsikringsselskab var forældet, og der var ikke sket en udskydelse eller forlængelse af den almindelige forældelsesfrist ved skadelidtes forhandlinger med forsikringsselskabet

Aarhus Kommune, K, havde udbetalt sygedagpenge til en skadelidt, A, der var faldet på et isglat fortov. K fremsatte mere end 3 år efter uheldet regreskrav mod skadevolderens forsikringsselskab, F, vedr. de sygedagpenge, som K havde udbetalt. HR fandt, at K’s krav var et afledet krav, og at K’s krav derfor som udgangspunkt havde samme forældelsesfrist, som skadelidtes krav havde på det tidspunkt, hvor K udbetalte sygedagpenge. K kunne ikke få en længere forældelsesfrist pga. uvidenhed om kravet, og der var ikke særlige forhold i sagen, som gjorde, at udgangspunktet skulle fraviges. Bestemmelsen i sygedagpengeloven, som krævede, at et forsikringsselskab skulle orientere en kommune, når der var udbetalt erstatning, kunne ikke medføre en udskydelse af forældelsesfristen, når orienteringen skete rettidigt. Endelig kunne forhandlingerne mellem A og F inden forældelsesfristens udløb heller ikke danne grundlag for en forlængelse af forældelsesfristen, da forhandlingerne ikke vedrørte K’s krav. Der var derfor ikke sket en udskydelse eller forlængelse af den almindelige forældelsesfrist på 3 år. VL var nået til et andet resultat.

Overførelse m.v. af erstatnings- og godtgørelseskrav

Anders Ørgaard i JUR 1993.163-169: Personskadeerstatningskravs arveretlige position.

Georg Lett, Jacob Thomsen, Anders Julius Tengvad, Henriette Lykke Hansen og Kathrine Gorm Andreasen i ET nr. 2/2010 p. 79-94: Kan konkursboet rejse kreditorernes erstatningskrav? (Med udgangspunkt i domme og litteratur vurderes retsstillingen i Danmark og Norge. Tillige om ansvarsgrundlag for bestyrelse og revisor.)

UfR 2003.616 HD: Anmeldelse til Patientforsikringen måtte sidestilles med sagsanlæg, og godtgørelseskrav kunne derfor falde i arv, jfr. EAL § 18, stk. 2.

UfR 2011.551 HKK (TFA 2011.155/1 HKK): Arvinger efter en forurettet, som ikke inden sin død har fremsat krav på godtgørelse for uberettiget frihedsberøvelse, kunne ikke ved arv erhverve et sådant krav, jf. RPL § 1018 g.

Flere erstatningsansvarlige

UfR 1998.1064 VLD: Chauffør fra Frode Laursen A/S faldt ned i affaldssilo på forbrændingsanlægget Århus Nord. A stod på læsserampen, der brød sammen. Codan havde som ansvarsforsikring for Frode Laursen betalt erstatning på 249.774 kr., og gjorde nu regres mod Århus Kommune for 2/3 heraf.. Kommunen blev frifundet. Kommunen kunne ikke anses for selvforsikrer, jfr. EAL § 20.

UfR 1998.1137 HD: 5 bestyrelsesmedlemmer i fodboldklubben OKS, der gik konkurs i 1990, blev dømt til at betale konkursboet en erstatning på 1 mio. kr. Konkursboet fandtes berettiget til at gøre erstatningsansvaret gældende. Bestyrelsen burde d. 04.04.1989 have indset, at en videreførelse af selskabet ikke var mulig uden yderligere tab. I medfør af EAL § 25, stk. 2, 2. pkt. burde advokat Jørn Milos, hvis erstatningsansvar var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold betale hele erstatningsbeløbet.

UfR 1999.83 HD: Almindelig Brand havde som ansvarsforsikring for bil betalt i alt 1.996.233 kr. i erstatning til motorcyklist, som var væltet og kuret over i bilen, da en 13-årig pige A pludselig var trådt ud på kørebanen på Kløvermosevej i Odense. Almindelig Brand påstod fuld regres mod A. Den indbyrdes fordeling skulle ske efter EAL § 25, stk. 1. Almindelig Brand, der hæftede på objektivt grundlag i kraft af en lovpligtig motoransvarsforsikring, måtte som altovervejende hovedregel bære erstatningsbyrden frem for et selskab, der hæftede efter en almindelig ansvarsforsikring. Selv om A havde udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed, og der intet var at bebrejde bilisten, var der ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

UfR 2000.2058 HD: Codan Forsikring havde som ansvarsforsikrer for Frode Laursen A/S betalt erstatning på 249.775 kr. til chauffør, der i 1993 var kommet til skade ved at falde ned i en affaldssilo under aflæsning på forbrændingsanlæg Århus Nord. Århus Kommune var som driftsherre ikke regrespligtig over for Codan. Århus Kommune var ikke selvforsikrer, idet kommunen ikke konsekvent havde undladt at forsikre sig, og EAL § 20 fandt derfor ikke anvendelse. Erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem flere skadevoldere skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Der var ikke oplyst omstændigheder, der kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt.

UfR 2006.1589 ØLD: Det bageste venstre hjulsæt på en taxabus gik løs under kørsel i 2002 og ramte en modkørende bil, hvorved der skete alvorlig personskade på bilens passagerer og betydelig tingsskade på bilen. Ca. en uge forinden havde bussen fået skiftet dæk hos et dækcenter, D. Meløse Taxa, der var bussens ejer, havde tegnet forsikring i Codan, F1, mens D havde ansvarsforsikring i Topdanmark, F2. F1 erstattede skaderne og gjorde principalt et fuldt regreskrav gældende overfor D (F2), og subsidiært at ansvaret i det indbyrdes regresopgør måtte fordeles med en brøk til hver part efter ØL's skøn. D afviste kravet under henvisning til at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd. ØL fandt det godtgjort, at løsrivning af hjulene var en følge af utilstrækkelig fastspænding ved monteringen hos D, hvorved D havde udvist en betydelig uagtsomhed og derved pådraget sig erstatningsansvar. Idet ejeren/chaufføren af bussen var ansvarlig iht. FÆL § 101, stk.1, skulle der ske indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk ansvarlige jf. EAL § 25, stk.1. Da begge skadevoldere i den foreliggende sag var erhvervsvirksomheder, og da D havde udvist en betydelig uagtsomhed ved  fastspænding af hjulsættet, hvilket var sket som led i det arbejde, D, som professionel virksomhed havde udført mod vederlag, fandt ØL at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det måtte anses for rimeligt at D, i medfør af EAL §25, stk.1, skulle bære halvdelen af ansvaret. F1 subsidiære påstand blev derfor taget til følge.

UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.

UfR 2009.3044 HD: I forbindelse med et asfaltarbejde, som Tarco Vej A/S (Nu Munck Asfalt A/S), M, udførte i 2002 på E20 motorvejen, kørte en bilist galt, og forårsagede derved omfattende skader på flere køretøjer. Bilistens forsikringsselskab, Tryg, T, gjorde gældende, at M skulle bære hele erstatningsbyrden, idet M’s forsikringsselskab, If Forsikring, i sin korrespondance med T, havde forpligtet sig til at bære erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem selskaberne. T gjorde også gældende, at fordelingen af erstatningsbyrden skulle ske under hensyn til, at M’s adfærd havde været hovedårsag til ulykken, og at ulykken var sket i forbindelse med M’s udøvelse af erhvervsvirksomhed. HR fandt, ligesom ØL, at M’s forsikringsselskab ikke ved den førte korrespondance selskaberne imellem havde forpligtet sig til at bære hele erstatningsbyrden. I forhold til fordelingen af erstatningsbyrden fremhævede HR hensynet til klare regler for fordelingen af erstatningsbyrden. Der var i retspraksis allerede opstillet en hovedregel om, at et forsikringsselskab, der i kraft af en lovpligtig ansvarsforsikring på objektivt grundlag hæftede for skader forvoldt af motorkøretøjer, måtte bære erstatningsbyrden frem for et forsikringsselskab, der hæftede i medfør af en almindelig ansvarsforsikring. HR fandt, at denne hovedregel også skulle gælde i det tilfælde, hvor den almindelige ansvarsforsikring var tegnet af en erhvervsdrivende. Herefter, og da den uagtsomhed, som M havde udvist i forbindelse med ulykken, heller ikke kunne føre til en fravigelse af den ovennævnte hovedregel, frifandt HR M. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2011.433 HD: Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, F, meddelte A, at en nærtliggende kommandocentral tilhørende Beredskabsstyrelsen skulle nedrives. Under arbejdet, som blev udført af B A/S, blev der bl.a. anvendt en stålkugle. I forbindelse med nedbrydningsarbejdet konstaterede A revnedannelser i murværket på sit hus, og han fremsatte krav om erstatning over for B’s forsikringsselskab. B og myndighederne, M, hæftede solidarisk for de omtvistede skader. VL fandt det ligesom Retten i Århus godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem nedbrydningen og skaderne på ejendommen, men anså det ikke for bevist, at B havde handlet ansvarspådragende. VL fandt heller ikke, at der var grundlag for at pålægge M et ulovhjemlet objektivt ansvar for skaderne. For HR anerkendte B og M, at nedbrydningen af kommandocentralen havde forårsaget størstedelen af de omtvistede skader, men bestred fortsat, at der var handlet ansvarspådragende. HR fandt, at der var årsagssammenhæng med hensyn til samtlige skader, og at B havde pådraget sig et erstatningsansvar over for A, idet B havde handlet uforsvarligt. M fandtes at hæfte for B’s uforsvarlige udførelse af arbejdet, således at M havde ret til regres over for B.

UfR 2014.1252 VLD: Et teleselskab, T, konstaterede efter en styret underboring foretaget af entreprenørfirma, A, at der var sket skade på 2 lyslederkabler og 2 yderligere rør. De 2 lyslederkabler var trukket i forbindelse med en styret underboring udført af Skanska, S. A havde været i besiddelse af S’ borejournal og en kabelplan, udarbejdet af LandSyd, L. I L’s kabelplan var dybdemålene angivet forkert, da tallene var blevet spejlvendt. VL fandt, at L var erstatningsansvarlig grundet fejlene i kabelplanen. VL fandt desuden, at A var erstatningsansvarlig, grundet at der var skærpede krav til entreprenører ved styrede underboringer, og at disse skærpede krav ikke blot gjaldt ved selve borearbejdets udførelse, men i høj grad også ved arbejdets planlægning. A burde derfor have opdaget, at borejournalen og kabelplanen ikke stemte overens. Da A ikke have undersøgt det nævnte forhold nærmere, havde A handlet ansvarspådragende i forhold til T. A og L var solidarisk erstatningsansvarlige over for T, hvor ansvaret i deres indbyrdes forhold skulle fordeles ligeligt. (2-1)

UfR 2016.415 VLD: Solidarisk hæftelse mellem sælger og dyrelæge for salg af hest, der var uegnet til den påtænkte brug. Betalingspligterne udsprang af henholdsvis en erstatningsretlig og en kontraktuel forpligtelse. Sælger ikke pålagt at betale advokatudgifter, der stammede fra arbejdet forud for sagen.

A havde d. 26.01.2012 købt en hest af B for 125.000 kr. Det fremgik af kontrakten, at hesten havde været anvendt og skulle anvendes til dressur. Dyrelæge, C, der var ansat hos anpartsselskabet, D, foretog på bestilling af A en handelsundersøgelse af hesten. Da hesten led af en mangel ophævede A kontrakten og krævede at B og D solidarisk skulle hæfte for hans tab. Retten i Horsens fandt, at ophævelsen var sket med rette. BR udtalte, at B var forpligtet til at tilbagebetale det erlagte beløb, men at B ikke var erstatningsansvarlig. BR udtalte endvidere, at C handlede erstatningspådragende overfor A ved ikke at have konstateret lidelsen, der gjorde, at hesten var uden værdi og uegnet til den påtænkte brug. Som følge heraf fandt BR, at B og D solidarisk skulle betale 125.000 kr. til A. I det indbyrdes forhold skulle B friholde D i det omfang, D kom til at erstatte nogen del af købesummen. D ankede dommen til VL med påstand om, at der ikke kunne være tale om solidarisk ansvar da D og B’s betalingspligt udsprang af to forskellige grundlag, henholdsvis en erstatningsretlig forpligtelse, som forudsatte et ansvarsgrundlag, og en kontraktuel forpligtelse, som var uafhængig af et ansvar. VL fandt, at D ikke i kraft af aftale eller lovhjemmel hæftede subsidiært i forhold til B, at D og B hæftede solidarisk for betaling på 125.000 kr., og at det var uden betydning, at parterne hæftede på forskelligt grundlag over for A. VL udtalte derudover, at der ikke var grundlag for at D skulle betale 15.000 kr. til advokatbistand før sagsanlægget.

UfR 2016.1244 HD: Ligedeling af erstatningsansvar for tab i forbindelse med S-togskollision

Et holdende S-tog blev påkørt bagfra af et andet tog ved Lyngby Station d. 14.02.2005. Banedanmark, B, led ved ulykken tab i form af skader på jernbaneinfrastrukturen, mens Codan Forsikring A/S, C, og DSB, D, led tab i form af skader på S-tog og pådrog sig erstatningsansvar over for bl.a. tilskadekomne passagerer. Togføreren, A, der havde ført det bagfrakommende tog, kom til skade ved ulykken. En rapport fra Havarikommissionen viste bl.a., at der var signalproblemer på strækningen, og at A havde kørt mere end den tilladte hastighed. HR fastslog, at både B og A havde udvist ansvarspådragende forhold, der havde været medvirkende til ulykken. B på den ene side og D, C og A på den anden side skulle derfor hver bære halvdelen af tabene. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2017.1192 HD: Et selskab var objektivt ansvarlig i medfør af miljøskadeerstatningsloven for en forurening forårsaget af en brand i selskabets modtageanlæg. Erstatningsbyrden mellem selskabet og den kunde, hvis culpøse adfærd havde været årsag til branden, skulle fordeles med halvdelen til hver

Et selskab, A, drev virksomhed med bl.a. behandling af flydende affald. En af A’s kunder, B, afleverede en tankvogn med benzinholdigt skyllevand til A’s modtageanlæg, uagtet at anlægget ikke var godkendt til at modtage affald indeholdende benzin. Det medførte en brandulykke på anlægget. I forbindelse med slukningsarbejdet blev slukningsvandet opblandet med spildolie, som flød via en regnvandsledning til et regnvandsanlæg, der blev stærkt forurenet, med også forurening af de omkringliggende grunde til følge. HR fandt, at A efter miljøskadeerstatningsloven på objektivt grundlag var erstatningsansvarlig over for kommunen - der var ejer af de forurenede grunde - for de forureningsskader, der var forvoldt. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem A, der ikke var forsikringsdækket, og B, der var forsikringsdækket, og som ved sin culpøse adfærd havde forvoldt branden, i medfør af EAL § 25, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, skulle foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt, idet der herved kunne tages hensyn til ansvarsforsikringen hos Tryg. Ved UfR 2000.2058 HD blev det fastslået, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem skadevolderne skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder - som i dette tilfælde ville være B - medmindre der forelå særlige omstændigheder. Da baggrunden for det strenge ansvar, som påhvilede A i medfør af miljøskadeerstatningsloven, var den væsentlige risiko for forurening, som A’s aktiviteter indebar, og da det objektive ansvar efter lovens forarbejder bl.a. var begrundet i en afvejning af, hvem der burde bære den økonomiske risiko ved miljøskader, samt i præventive hensyn, idet virksomhederne med baggrund i risikoen for forureningsskade ville have en særlig tilskyndelse til at foretage foranstaltninger, der skulle afværge, at skade overhovedet indtraf, forelå der særlige omstændigheder, som talte for at pålægge A en del af erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem A og B’s forsikringsselskab, og at erstatningsbyrden i den konkrete sag skulle fordeles med halvdelen til hver. VL var nået til et andet resultat fsva. fordelingen af erstatningsbyrden.

UfR 2017.2307 VLD: Politiet havde regres mod A og B, som var erstatningsansvarlige for F’s varige mén og tab af erhvervsevne som følge af voldsudøvelse mod F, selvom F tidligere i livet var blevet påført hovedtraumer og andre skader

A og B var i 2008 blevet fundet skyldige i at have udøvet vold mod F, og Erstatningsnævnet havde tilkendt F i alt 1.030.000 kr. i erstatning for varige mén, tab af erhvervsevne og udgifter til advokatbistand, som politiet, P, efterfølgende udbetalte til F. P gjorde herefter et regreskrav gældende mod A og B. Retten i Horsens fandt, at B i straffesagen fra 2008 var fundet skyldig i at have givet F et spark i maven, mens F lå ned, og et slag med hånden. A var ved dommen fundet skyldig i flere gange at have sparket og slået F i ansigtet og på kroppen, mens F lå ned. Da det ikke var godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem B’s voldsudøvelse og F’s skader, frifandtes B. Efter forklaringer fra straffesagen fra 2008, kunne det ikke udelukkes, at andre personer også havde påført F hovedtraumer, ligesom F som 4-årig faldt ned fra et legetårn og slog baghovedet ned i et betongulv, og at han i april 2004 var på skadestuen i forbindelse med et overfald, hvor han skulle have fået adskillige spark i ansigtet og ind på lænden. Efter en samlet vurdering af det anførte fandtes der ikke at være ført tilstrækkeligt bevis for, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem den af A udøvede vold og de af F's helbredsmæssige forhold, der havde dannet grundlag for fastsættelse af méngrad og tab af erhvervsevne, hvorfor R frifandtes. VL fandt, at F efter voldsudøvelsen af A og B blev indbragt til hospitalet af Falck, som under kørslen ikke kunne få kontakt med ham, og at han blev udskrevet med diagnosen hjernerystelse. F havde op til overfaldet i 2008 haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og han mistede denne tilknytning efter overfaldet. På den anførte baggrund måtte det anses for mere sandsynligt, at F’s skader, som var indtrådt i tidsmæssig forlængelse af voldsudøvelsen i 2008, ikke ville være indtrådt uden volden, end at skaderne ville være indtrådt også uden volden. A og B var derfor erstatningsansvarlige.

Erstatning for skade dækket af forsikring, jfr. EAL §§ 19-22.

EAL §§ 19-22:

Jørgen Trolle i UfR 1971 B.141-142: Staten og Forsikringsaftalelovens § 25.

Bent Iversen i JUR 1978.443-454: Om kumulation eller kompensation ved beregning af erstatning for personskade.

Bernhard Gomard i FEST nr. 1/2000 p. 31-51: Betydningen af forsikring for forholdet mellem skadevolder og skadelidt.

UfR 1990.27 HD: Skade på bil forvoldt af brugstyv under betydelig træthed og spirituspåvirkning (1,14 promille) fandtes forvoldt ved grov uagtsomhed.

UfR 1990.926/1 HD (UfR 1990.123 VLD): 2 drenge på 9 og 10 år havde tændt et bål i et skab i skoles omklædningsrum for at få lys i hulen. Der skete brandskade for ca. 3 mio. kr. Antaget at drengene havde handlet groft uagtsomt.

UfR 1991.310 HD: Brandskade var forvoldt af nabos afbrænding af pap og papir. Antaget, at skadevolderen ikke havde handlet groft uagtsomt, og at skaden ikke var forvoldt som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.

UfR 1992.179 VLD: 9-årig cyklist havde ikke udvist grov uagtsomhed, jfr. EAL § 19, stk. 2.

UfR 1994.357 VLD

UfR 1995.602 VLD

UfR 1995.737 HD: Maskinmester A på Midtkraft, Århus, havde i fritiden svejset en revnet lydpotte i Midtkrafts smørehul. Der opstod brand i bilen og hallen og der skete skader for 1.227.138 kr, som blev dækket af brandforsikringen - bortset fra aftalt selvrisiko på 154.203 kr. A, der have ansvarsforsikring i TRYG, blev i VL dømt for at erstatte Midtkraft selvrisikobeløbet. A blev i Højesteret frifundet for betaling af den forsikrede skade, idet den af A udviste adfærd ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A kunne anses for at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 1, nr. 1. Komm. af Jørgen Nørgaard i UfR 1996 B.191-196.

UfR 1998.32 HD: 2 forsikringsselskaber fik ikke regres mod A for skader på 994.577 kr., som A havde forvoldt ved selvmordsforsøg ved at åbne for gassen, hvorved et hus i Rønne var eksploderet. A fandtes nok at have været uagtsom i betydelig grad, men adfærden fandtes ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte skader, at disse kunne anses for forvoldt ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette kriterium er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1.

UfR 1998.1558 HD (UfR 1998.964 VLD): A havde foretaget svejsning i bunden af en Opel Kadet på metalværkstedet på skole i Randers, hvorved der opstod ild i bilen og den væsentlig del af bygningen nedbrændte. A havde ikke skænket benzinslangens en tanke, hvilket måtte anses for en elementær sikkerhedsforanstaltning. A's adfærd havde indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. A dømt til at betale 863.657 kr. til Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab. (3-2).

UfR 1998.1606 VLD: A havde lånt sin bil ud til sin søster, der havde lånt bilen ud til C, der påkørte en forankørende bil. C blev dømt til at erstatte A selvrisikobeløbet på 6.190 kr., da C havde forvoldt skaden ved uagtsomhed. C blev frifundet for at erstatte præmieforhøjelse på 16.890 kr., da C's uagtsomhed ikke kunne betegnes som grov, jfr. EAL § 19, stk. 1.

UfR 2001.614 HD: A havde antændt nogle halmballer i en lade i Østervrå med en varmekanon, da han ville optø og starte sin bil. Topdanmark betalte skaden på 1.161.560 kr og søgte regres mod A. Det kunne ikke anses for kendt af almindelige brugere, at anvendelse af en varmekanon som den omhandlede indebar en risiko for spredning af gnister. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at A's adfærd - selv om den udgjorde en tilsidesættelse af offentligretlige forskrifter - ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1

UfR 2004.166 HD: A, der var udlært mekaniker, havde udført svejsearbejde på en bil, der var tectylbehandlet. Der opstod brand, og Landbomuseet i Ll. Skensved nedbrændte. TRYG havde som bygningsforsikring udbetalt 6,5 mio kr., og påstod regres mod A for 1.190.000 kr. A's adfærd havde ikke indebåret en så nærliggende fare for den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jfr. EAL § 19, stk. 2, nr. 1.

UfR 2004.348 HD: Forsikringsselskabet Yacht-Poll International fik medhold i regreskrav på 59.865 kr. mod T, der var dømt for medvirken til tyveri af speedbåd i Fredericia Lystbådehavn. T's medvirken bestod i at være chauffør for de personer, som udførte tyveriet. Han havde således haft forsæt til at bistå med, at andre skaffede sig en uberettiget vinding ved tilegnelse af båden med et tilsvarende formuetab for ejeren til følge. En sådan forsætligt forvoldt skade måtte anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i EAL § 19, stk. 2, nr. 1, således at erstatningsansvar ikke udelukkes trods tingsøforsikring. T burde ikke stilles bedre i den foreliggende situation, hvor båden uafhængigt af ham var kommet til veje igen, men i beskadiget stand.

UfR 2008.67 ØLD: B, der havde en alkoholpromille på 1,04, ville i forbindelse med kørslen betjene sin mobiltelefon for at læse en modtaget SMS-besked. B påkørte i den forbindelse en parkeret bil. IF Skadeforsikring NUF, F, rejste regreskrav over for B vedr. udbetalte erstatninger på 133.306,56 kr. Sagen vedrørte alene spørgsmålet om, hvorvidt B havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. ØL fandt, at B, der under kørslen var spirituspåvirket, ved under kørslen at række ud efter en mobiltelefon for at aflæse en SMS-besked, foretog en handling, der var ufornøden for kørslen. Under disse omstændigheder tiltrådte ØL, at Københavns Byret havde fundet, at B har forvoldt uheld ved grov uagtsomhed.

UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.

UFR 2010.833 HD: Der opstod d.24.12.2002 brand i A’s ejendom. Ejendommen var lejet ud til B, og der opstod skade på både bygning og inventar. Både ejer og lejer havde tegnet hos F, som betalte for udbedringerne af brandskaderne. Det fremgik bl.a. af den brandtekniske erklæring, at det måtte anses for sandsynligt, at branden var opstået på grund af nogle varmekanoner, som var placeret i et teknikrum på ejendommens tag. Varmekanonerne var anbragt af J, som i efteråret 2002 havde indgået aftale med A om levering af en ny kølecentral til brug for airconditionering. I forbindelse med leverancen skulle nogle ældre køletanke, som hver rummede hver ca. 4 m³ dybfrossen væske, demonteres og fjernes. Efter flere forsøg på at fjerne tankene blev de resterende tre tanke forsøgt optøet ved hjælp af varmekanoner. Ifølge aftalen forudsattes en såkaldt all-risk forsikring indtil overtagelse tegnet af kunden. Forsikringen blev imidlertid ikke tegnet. F anlagde i 2005 retssag med påstand om betaling for brandskaderne til en værdi af knap 3,5 mio. kr. under henvisning til at være indtrådt i skadelidtes retsstilling efter EAL. Da J ikke var medsikret under policen var regreskravet efter F’s opfattelse ikke omfattet af FAL, men selskabet var indforstået med, at konsekvensen af den manglede all-risk forsikring var, at regres for bygningsskaden ikke kunne gennemføres, medmindre J havde handlet groft uagtsomt. J anførte bl.a., at selskabet var sikret under den forsik­ringspolice for brand- og stormskade, der var tegnet for ejendommen, og at F’s regreskrav derfor var et krav om policeregres, der skulle bedømmes på grundlag af FAL, herunder den dagældende forældelsesregel i § 29, ifølge hvilken der gjaldt en regel om forældelse af et krav grundet i en forsikringspolice allerede to år efter udgangen af det kalenderår, hvor der forelå kundskab om kravet. HR fandt, at J skulle betale det påståede beløb. HR lagde efter bevisførelsen til grund, at F i hvert fald ikke før januar 2003 fik kundskab om kravet mod J, og der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om FAL’s dagældende § 29 fandt anvendelse, idet F’s regreskrav hverken var forældet efter denne bestemmelse eller efter forældelsesloven af 1908. Ud fra en samlet bedømmelse af sagen vurderede HR endvidere, at der var årsagssammenhæng mellem anvendelsen af varmekanonerne og brandens opståen. J’s adfærd ansås derfor for at have indebåret en så indlysende fare for den indtrådte brand, at selskabet måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.

UfR 2010.1771 VLD: Sønderjysk Forsikring G/S, F, havde erstattet skaden efter en gårdbrand opstået som følge af påfyldning af benzin på en pocketbike. En 13-årig dreng, A, tændte for en lighter ca. 2 meter fra, hvor påfyldningen foregik, og der opstod ild i benzinen. F påstod A dømt til at betale 1.683.791,90 kr. i henhold til EAL § 19, stk. 2, nr. 1, idet A havde udvist grov uagtsomhed. Retten i Sønderborg lagde til grund, at det var A, som forårsagede branden. Idet det endvidere kunne lægges til grund, at benzindampene havde spredt sig langs gulvet, fandt BR det ikke sikkert, at A, der stod op, havde kunnet have nogen fornemmelse af benzindampe i luften. Sammenholdt med, at sagsøgte stod i en sådan afstand, at der kun var en vis sandsynlighed for, at gnister fra lighteren ville fremkalde en brand, ansås det ikke for at have været indlysende for A, der var 13 år gammel, at hans fremkaldelse af gnister med lighteren indebar en nærliggende fare for brand. A havde således ikke fremkaldt branden ved grov uagtsomhed, og hans frifindelsespåstand blev taget til følge. VL stadfæstede dommen efter BR’s grund, og bemærkede endvidere at det ville findes betænkeligt mod A’s benægtelse at lægge til grund, at der lugtede specielt af benzin i værkstedet.

UfR 2010.2530 HD: Sagen angik den 14-årige A, der sammen med den 11-årige B havde brudt ind i en nedlagt fabriksbygning, hvor de havde forvoldt en omfattende brand. Skadeforsikringsselskabet F havde betalt 8,75 mio. kr. i erstatning og anlagde sag mod A med krav om regres for 2,3 mio. kr. under henvisning til, at A havde udvist grov uagtsomhed. A kunne kun erkende simpel uagtsomhed og påstod frifindelse. Han inddrog sit ansvarsforsikringsselskab, S, under sagen med krav om, at S skulle friholde ham for, hvad han skulle betale i erstatning, dog maksimalt 2 mio. kr., der var maksimum for ansvarsforsikringen. S afviste dækning under henvisning til, at A havde handlet forsætligt. HR lagde til grund, at skaden var opstået som følge af, at A tændte en tændstik, der tilfældigvis ramte en ukendt væske, der var løbet ud på gulvet fra en væltet dunk, og som viste sig at være brandfarlig. A havde ikke handlet groft uagtsomt og blev frifundet. Som følge heraf blev S også frifundet. F skulle betale sagsomkostninger til A, men ikke friholde ham for de sagsomkostninger, han skulle betale til ansvarsforsikringsselskabet (3-2 vedrørende friholdelsesspørgsmålet).

UfR 2012.115 HD: Et selskab, der handlede med vin, indgik aftale med Samlast, S, om transport af vin fra Sverige til Danmark. S antog vognmandfirmaet Ølund, Ø, til at udføre transporten. Under transporten blev vinen stjålet i forbindelse med, at chaufførerne overnattede på en rasteplads i Sverige. Loyd’s syndikaterne, L, udbetalte erstatning til vinhandleren til dækning af tab ved tyveriet. L ønskede at få erstatning fra S og Ø. HR fastslog, at L ikke havde krav på erstatning fra S og Ø. HR lagde vægt på, at S kun havde fået oplysning om, at godset var en palle vin på 153 kg. og således ikke havde fået at vide, at der var tale om vin af høj værdi, eller at vinen skulle behandles på en særlig måde. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte SH’s vurdering af, at transportørerne havde været berettiget til at behandle godset som almindeligt stykgods, og HR fandt det ikke bevist, at skaden var forvoldt ved grov uagtsomhed.

UfR 2012.2453 VLD: Codan Forsikring, B, havde udbetalt erstatning på ca. 35.000 kr. til en af B’s forsikringstagere, C, for et indbrud, som A havde begået, og ville nu gøre et erstatningskrav, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1 gældende overfor A. B lagde bl.a. til grund, at der forelå en forsætlig forvoldt skade. A nægtede at have begået indbruddet og mente derfor, at han ikke var erstatningsansvarlig. Retten i Esbjerg fandt det bevist, at A begik indbruddet, da der blev fundet en blodplet ved indbruddets indstigningssted, resultatet af dna-analysen, A’s forklaring om, at han i den omhandlede periode, hvor han var stofmisbruger, opholdt sig i det nordjyske, samt den omstændighed, at det efter C’s forklaring måtte lægges til grund, at A d. 03.11.2010 ringede og anerkendte B’s krav. Herefter, og idet der ikke var fremkommet andet, som kunne føre til et andet resultat, var A i medfør af EAL § 19, stk. 2, nr. 1 erstatningsansvarlig over for B. VL fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at indbruddet blev begået af A, under hensyn til, at den fundne blodplet ifølge dna-analysen hidrørte fra A med en sandsynlighed på 1:1.000.000, og at A’s seneste besøg lå mindst 7 måneder forud for indbruddet ifølge C’s forklaring til politirapporten. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde BR anførte, stadfæstede VL.

UfR 2013.1666 ØLD: Der opstod brandskade på en ejendom med indbo for ca. 2,1 mio. kr., da 16-årige A, der var inviteret til fest, hældte en væske, han formodede var brandbar, fra en dunk ud over en allerede optændt pind. Da der gik ild i dunken, smed A den fra sig, hvorved skaden opstod. Codan Forsikring A/S, B, påstod A tilpligtet at betale 2.136.244,44 kr. Retten i Lyngby frifandt A, mens ØL tog B’s påstand til følge, idet det måttes anses for almindelig kendt, også for en person på 16 år, at der ved den foreliggende hændelse var nærliggende risiko for ildspåsættelse, hvorved A udviste en adfærd, der havde indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 2. ØL fandt ikke grundlag for at nedsætte erstatningsansvaret efter EAL § 24

UfR 2013.2154 VLD: I 2007 solgte S sit hus til K. S havde trukket ledninger fra et eksisterende udtag i loftet til en lampe i et nedsunket loft uden autorisation. S svarede i tilstandsrapporten nej til, at der var udført elinstallationer uden autorisation. I 2009 brød en brand ud i køkkenet pga. S’s uautoriserede arbejde. K havde tegnet brandforsikring hos L, som dækkede hans tab. L rettede regreskrav imod S på 882.000 kr., da L påstod, at branden var opstået pga. S’s elinstallationer, og at S havde handlet groft uagtsomt og svigagtigt ved først at lave elinstallationerne uden autorisation og dernæst ikke give besked til K om dem. VL fandt ikke, at S have handlet groft uagtsomt i den forstand, hvori dette udtryk var anvendt i EAL § 19 stk. 2 nr. 1, hvilken bestemmelse efter retspraksis krævede, at der hos skadevolderen skulle foreligge en meget høj grad af uagtsomhed eller hensynsløs tilsidesættelse af hensynet til andres værdier.

UfR 2013.2785 HD: Arbejdstager A, pådrog sig en arbejdsskade, da A var udlejet til værftet, V. V, der gik konkurs, havde tegnet ansvarsforsikring ved Tryg Forsikring A/S, T. HR fandt, at arbejdsgiverbegrebet i sygedagpengelovens § 78 måtte forstås i overensstemmelse med arbejdsgiverbegrebet i ASFL. Arbejdsgiverbegrebet i ASFL omfattede efter praksis også arbejdsgivere, der beskæftigede vikarer, når arbejdsgiveren havde arbejdsgiverbeføjelser, eks. instruktionsbeføjelser. V var derfor omfattet af arbejdsgiverbegrebet, og Aarhus Kommune havde herefter ikke noget regreskrav mod T. HR udtalte endvidere, at udtrykket ”det fulde krav” i FAL § 95, stk. 2, 2. pkt., måtte forstås således, at den nedsættelse af skadelidtes krav, som kunne finde sted som følge af skadevolders konkurs, ikke skulle medføre nedsættelse af det krav, som skadelidte kunne rette mod forsikringsselskabet. Udtrykket indebar imidlertid ikke, at forsikringsselskabet i tilfælde af skadevolders konkurs mv. var afskåret fra at gøre de samme indsigelser gældende over for skadelidte som over for skadevolder, herunder at kravet skulle nedsættes som følge af, at skadevolder havde påtaget sig en selvrisiko. HR ændrede dermed ØL’s dom.

UfR 2014.3729 HD: A fik i 05.2005 ved et trafikuheld en piskesmældslæsion. I 04.2006 påbegyndte A, der var ufaglært, et natarbejde på fuld tid til sædvanlig løn for en ufaglært. Arbejdet var ikke fysisk krævende. Topdanmark, T, der var forsikringsselskab ved uheldet, afsluttede i 06.2006 sagen. A fik udbetalt méngodtgørelse, men ikke erstatning for erhvervsevnetab. As stilling blev nedlagt og A måtte opgive et mere fysisk krævende job ved samme virksomhed. A havde herefter i en periode på ca. 6 måneder job på fuld tid som chauffør. Efter A blev afskediget fra dette job, viste det sig, at han ikke var i stand til at skaffe sig normalt arbejde pga. de helbredsmæssige gener. A søgte derfor om genoptagelse med krav om erhvervsevnetabserstatning. HR mente at sagens faktiske omstændigheder havde ændret sig væsentligt i forhold til dem, der blev lagt til grund ved sagens afslutning, idet A i 2009 på grund af generne fra uheldet havde måttet opgive at fastholde et fuldtidsarbejde på normale vilkår for en ufaglært.

UfR 2016.3613 VLD: Far ansvarlig for 4-årig søns hjerneskade og blindhed på den ene øje efter ulykke på faderens kommunale arbejdsplads, hvor drengen fik motocross cykels styr gennem det ene øje. Arbejdspladsen var ikke ansvarlig efter DL 3-19-2. Skaden var dækket af faderens privateansvarsforsikringsselskab

4-årige B, var, grundet pasningsproblmer, med på faderen, F’s, fritidsarbejde i en kommunal ungdomsklub, hvor der var en motorcrossbane. B ville gerne se F’s motorcross cykel. B sad på cyklen, mens F holdte den. F vendte et kort øjeblik ryggen til, hvorefter B væltede, og styret ramte B’s hoved ved det ene øje, hvorpå B blev blind på øjet og pådrog sig en hjerneskade. B’s mor anlagde som værge for B sag an mod F og forsikringsselskabet C som mandatar for F’s arbejdsgiver, Aalborg Kommune, K. F adciterede forsikringsselskabet A, hvori han havde tegnet en privatansvarsforsikring. Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt forhandling. Retten i Aalborg fandt, at F ved ikke at have haft sin opmærksomhed tilstrækkeligt henvendt på, hvad B foretog sig, at have tilsidesat sin opsynspligt overfor B. Der var ikke grundlag for at lade erstatningsansvaret for F, som var omfattet af en privat ansvarsforsikring, bortfalde eller lempe efter EAL § 24. F's ansvar som forælder for at holde opsyn med sin knap 4-årige søn, som han ved den pågældende lejlighed havde taget med på arbejde, findes ikke at have nogen tilknytning til udførelsen af hans arbejde i ungdomsklubben eller på anden måde stå i naturlig forbindelse med hans hverv for ungdomsklubben. Der er derfor ikke noget grundlag for at anse K for at være erstatningsansvarlig for skaden i medfør af bestemmelsen i DL 3-19-2. Skaden var pådraget som privatperson og ikke som led i F’s arbejde, hvorefter skaden var dækket af F’s ansvarsforsikring. VL stadfæstede.

UfR 2017.1192 HD: Et selskab var objektivt ansvarlig i medfør af miljøskadeerstatningsloven for en forurening forårsaget af en brand i selskabets modtageanlæg. Erstatningsbyrden mellem selskabet og den kunde, hvis culpøse adfærd havde været årsag til branden, skulle fordeles med halvdelen til hver

Et selskab, A, drev virksomhed med bl.a. behandling af flydende affald. En af A’s kunder, B, afleverede en tankvogn med benzinholdigt skyllevand til A’s modtageanlæg, uagtet at anlægget ikke var godkendt til at modtage affald indeholdende benzin. Det medførte en brandulykke på anlægget. I forbindelse med slukningsarbejdet blev slukningsvandet opblandet med spildolie, som flød via en regnvandsledning til et regnvandsanlæg, der blev stærkt forurenet, med også forurening af de omkringliggende grunde til følge. HR fandt, at A efter miljøskadeerstatningsloven på objektivt grundlag var erstatningsansvarlig over for kommunen - der var ejer af de forurenede grunde - for de forureningsskader, der var forvoldt. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem A, der ikke var forsikringsdækket, og B, der var forsikringsdækket, og som ved sin culpøse adfærd havde forvoldt branden, i medfør af EAL § 25, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, skulle foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt måtte anses for rimeligt, idet der herved kunne tages hensyn til ansvarsforsikringen hos Tryg. Ved UfR 2000.2058 HD blev det fastslået, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere, hvoraf kun den ene var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold mellem skadevolderne skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder - som i dette tilfælde ville være B - medmindre der forelå særlige omstændigheder. Da baggrunden for det strenge ansvar, som påhvilede A i medfør af miljøskadeerstatningsloven, var den væsentlige risiko for forurening, som A’s aktiviteter indebar, og da det objektive ansvar efter lovens forarbejder bl.a. var begrundet i en afvejning af, hvem der burde bære den økonomiske risiko ved miljøskader, samt i præventive hensyn, idet virksomhederne med baggrund i risikoen for forureningsskade ville have en særlig tilskyndelse til at foretage foranstaltninger, der skulle afværge, at skade overhovedet indtraf, forelå der særlige omstændigheder, som talte for at pålægge A en del af erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem A og B’s forsikringsselskab, og at erstatningsbyrden i den konkrete sag skulle fordeles med halvdelen til hver. VL var nået til et andet resultat fsva. fordelingen af erstatningsbyrden.

EAL § 22:

Ivan Sørensen i UfR 1989 B.260-264: Hvorledes skal begrebet personforsikring i EAL § 22, stk. 2 bestemmes? (Kritisk kommentar til UfR 1989.174 ØLD)

C. Boye Jacobsen i UfR 1989 B. 343-344: Er driftstabsforsikring personforsikring eller anden skadesforsikring?

Ivan Sørensen i UfR 1989 B.463-464: Når driftstabsforsikring er såvel personforsikring som skadesforsikring. En kommentar til C. Boye Jacobsens artikel i UfR 1989 B. 343-344.

UfR 1989.174 ØLD: Driftstabsforsikring ved sygdom tegnet af en tandlæge ikke en personforsikring omfattet af EAL § 22, stk. 2. (se nu UfR 1996.285 HD)

UfR 1996.285 HD: Tandlæge T havde i Codan en forsikring, der dækkede driftstab som følge af hans sygdom eller ulykke. T blev i 1989 påkørt af en lastbil, som var ansvarsforsikret hos Tryg-Baltica. Codan påstod Tryg-Baltica dømt til at erstatte udbetalt driftstab med 140.791 kr. Antaget, at EAL § 22, stk. 2 efter ordlyden, der klart underbygges af forarbejderne, også gælder for personforsikringer, der som den omhandlede var tegnet som en skadesforsikring. Herefter intet regreskrav, og Tryg-Baltica blev frifundet.

UfR 1997.969 VLD: GAF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.

UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge, T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt 491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at EAL § 17, stk. 1, og EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab

Andet

UfR 1997.822 ØLD: Ydelserne til 2 selvstændige fiskeskippere fra arbejdsskadeforsikringen skulle fradrages i erstatning fra skadevolderen, jfr. lovens § 55 (nu § 59).

UfR 2010.2530 HD: Sagen angik den 14-årige A, der sammen med den 11-årige B havde brudt ind i en nedlagt fabriksbygning, hvor de havde forvoldt en omfattende brand. Skadeforsikringsselskabet F havde betalt 8,75 mio. kr. i erstatning og anlagde sag mod A med krav om regres for 2,3 mio. kr. under henvisning til, at A havde udvist grov uagtsomhed. A kunne kun erkende simpel uagtsomhed og påstod frifindelse. Han inddrog sit ansvarsforsikringsselskab, S, under sagen med krav om, at S skulle friholde ham for, hvad han skulle betale i erstatning, dog maksimalt 2 mio. kr., der var maksimum for ansvarsforsikringen. S afviste dækning under henvisning til, at A havde handlet forsætligt. HR lagde til grund, at skaden var opstået som følge af, at A tændte en tændstik, der tilfældigvis ramte en ukendt væske, der var løbet ud på gulvet fra en væltet dunk, og som viste sig at være brandfarlig. A havde ikke handlet groft uagtsomt og blev frifundet. Som følge heraf blev S også frifundet. F skulle betale sagsomkostninger til A, men ikke friholde ham for de sagsomkostninger, han skulle betale til ansvarsforsikringsselskabet (3-2 vedrørende friholdelsesspørgmålet).

Den almindelige lempelsesregel i EAL § 24

Marianne Stigbord og Kjeld Søgaard i ADV 2005.122-125: Erstatningsansvarslovens lempelsesregler særligt med henblik på advokatansvar

UfR 1996.156 VLD: Boligforeningen B i Århus havde betalt erstatning til et andet boligselskab på 427.978 kr. som følge af forsinkelse med hjemtagelse af indekslån. B anlagde sag mod sin tidl. forretningsfører F med påstand om betaling af beløbet.. Antaget, at F havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have sikret sig, at lånesagen blev færdigekspederet. Ikke grundlag for at afskære regres i medfør af EAL § 23. Erstatningskrav blev lempet i medfør af EAL § 24 til 100.000 kr.

UfR 1996.862 HD: K havde i 1990 sat ild på familiens parcelhus, som nedbrændte. K blev fundet skyldig i brandstiftelse efter STRFL § 181, stk. 1, og hun blev i medfør af STRFL § 69, jfr. § 68 dømt til ambulant behandling på psykiatrisk sygehus. Codan, som havde udbetalt erstatning, påstod K dømt til at betale 1.531.254 kr. Følgerne af ildspåsættelsen fandtes at kunne tilregnes K som et i hvert fald groft uagtsomt forhold, og EAL § 19, stk. 1 kunne derfor ikke finde anvendelse, jfr. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Efter en konkret helhedsvurdering fandtes ansvaret for K helt at burde bortfalde i medfør af EAL § 24, der ifølge bemærkninger har karakter af en socialhumanitær sikkerhedsventil.

UfR 1997.1659 HD: A krævede 25.824 kr i erstatning fra T for varigt man efter EAL § 4 - svarende til en méngrad på 12%. T havde tildelt A flere knivstik i forbindelse med et røveri. T påstod ansvaret lempet efter EAL § 24 med henvisning til, at A i anledning af samme skade havde modtaget 20.000 kr. fra en privat ulykkesforsikring. Der fandtes ikke at være grundlag for en lempelse, og A's påstand blev taget til følge.

UfR 2000.1440 VLD: Cyklist var væltet, da han kørte over en tidligere udgravning, som var fyldt op med grus. Entreprenøren fandtes erstatningsansvarlig, idet han ikke på tilstrækkelig vis havde sikret, at færdsel over stabilgruset kunne foretages på forsvarlig vis. En medvirkende årsag til uheldet var, at kæden på cyklen var hoppet af, og cyklisten skulle som følge af egen skyld selv bære 1/3 af ansvaret. Der var ikke var tilstrækkeligt grundlag for i medfør af EAL § 24, stk. 2, jf. stk. l, at se bort fra A's medvirken til skaden

UfR 2002.1496 HD: Hjerneskade anset forårsaget af salg fra en voldmand. Det måtte anses for mere sandsynligt, at V's hjerneskade, som indtrådte i nær tidsmæssig forbindelse med A's voldsudøvelse, ikke ville være indtrådt uden denne handling, end at hjerneskaden ville være indtrådt også uden A's handling. Skaden må således anses for forårsaget af A. Efter karakteren af A's skadevoldende adfærd og dennes følger for V var der ikke grundlag for at lempe erstatningsansvaret i medfør af EAL § 24, stk. 1. (3-2).

UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.

UfR 2008.1322 VLD: På offentlig vej kørte skadevolder, S, om kap med en anden bilist. Kørslen resulterede i en færdselsulykke hvor forurettede, F, afgik ved døden. Efterfølgende blev S i en straffesag fundet skyldig i uagtsomt manddrab, og idømt fængsel i 1 år. I denne erstatningssag, hvor Himmerland Forsikring G/S, H, havde nedlagt regrespåstand over for S på 1.282.138,02 kr., anførte ØL, at der ikke var grundlag for at benytte et andet faktum end i straffesagen, hvorefter kørslen måtte betegnes som særlig hensynsløs og bevidst uforsvarlig. Herefter udtalte ØL, at da forsikringsbegivenheden således måtte anses for fremkaldt ved en uagtsomhed, der måtte betegnes som grov hensynsløshed, er betingelserne i FÆL § 108, stk. 2, for, at forsikringsselskabet kunne gøre regres mod S, opfyldt. ØL fandt dog, at efter oplysningerne om S's indtægts- og formueforhold ville det have virket urimeligt tyngende, at lade ham bære det fulde erstatningsansvar. Efter sagens omstændigheder nedsattes det beløb, som S skulle betale til H, derfor i medfør af EAL § 24, stk. 1, til 200.000 kr. med renter som påstået.

UfR 2011.1593 VLD: A anlagde sag mod B med påstand om, at B erstattede den skade, der var sket på A’s varebil efter, at B havde stjålet varebilen og totalskadet den i et efterfølgende uheld. Hverken A’s eller B’s forsikringsselskaber ville udbetale erstatning. For A’s vedkommende nægtedes udbetaling, fordi varebilen havde været efterladt med nøglerne i. For B’s vedkommende var årsagen, at B have handlet forsætligt. B gjorde under retssagen gældende, at erstatningen burde nedsættes eller helt bortfalde, jf. EAL § 24 b, stk. 2. VL fandt ikke, at der var grundlag for nedsættelse af erstatningskravet. VL lagde bl.a. vægt på, at det forhold, at B havde anvendt sin del af nettoprovenuet fra salget af hans og hans ægtefælles fælles hus til flytning til en institution og til ny bolig for hustruen, ikke medførte, at han ikke havde evne til at bære tabet. Desuden gjorde det ingen forskel, at B efterfølgende under en straffesag var blevet dømt for brugstyveri af varebilen og indstillet til behandling på psykiatrisk afdeling med mulighed for indlæggelse. 

UfR 2013.1666 ØLD: Der opstod brandskade på en ejendom med indbo for ca. 2,1 mio. kr., da 16-årige A, der var inviteret til fest, hældte en væske, han formodede var brandbar, fra en dunk ud over en allerede optændt pind. Da der gik ild i dunken, smed A den fra sig, hvorved skaden opstod. Codan Forsikring A/S, B, påstod A tilpligtet at betale 2.136.244,44 kr. Retten i Lyngby frifandt A, mens ØL tog B’s påstand til følge, idet det måttes anses for almindelig kendt, også for en person på 16 år, at der ved den foreliggende hændelse var nærliggende risiko for ildspåsættelse, hvorved A udviste en adfærd, der havde indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 2. ØL fandt ikke grundlag for at nedsætte erstatningsansvaret efter EAL § 24

UfR 2014.2197 VLD: A, der var maniodepressiv, var under en manisk periode ude at sejle i sin båd. Under sejladsen foretog A et alarmopkald, og Søværnets Operative Kommando, S, blev tilkaldt. A havde fejlvurderet situationen, og aktionen viste sig at have været unødvendig. S krævede af A erstatning for de omkostninger, der havde været i forbindelse med brug af helikopter under redningsaktionen. VL udtalte, at personer, som mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, som udgangspunkt er erstatningsansvarlige på samme vis som sjælsunde personer, jf. EAL §24 b, 1. pkt. A befandt sig i en meget svag økonomisk situation med mange ubetalte lån og dårlige udsigter for tilbagebetaling af disse. VL fandt derfor, at erstatningen helt skulle bortfalde pga. EAL §24 b, 2. pkt. Desuden fandt VL ikke konkrete beviser på, at S’ ydede assistance havde været overflødig. A blev frifundet bl.a. pga. lempelsesreglen, og erstatningskravet bortfaldt.

UfR 2015.944 HDStatens regreskrav mod D i en straffesag efter statens udbetaling af erstatning til forurettede var ikke forældet. Der var ikke grundlag for lempelse af D's erstatningsansvar

D var ved dom af 18.03.2008 i en straffesag idømt 10 måneders fængsel for vold efter STRFL § 245 begået d. 22.08.2007, hvor han havde stukket en kniv i halsen på forurettede, F. Offererstatningsnævnet tilkendte F erstatning og godtgørelse på 3.049.279 kr. ved fire afgørelser truffet i perioden juni 2008 til okt. 2011 og indstillede til politiet, at staten skulle gøre regres mod D, jf. offererstatningslovens § 17. Politiet anlagde i januar 2011 civilt søgsmål mod D, der anførte, at kravet mod ham var forældet, idet forældelsesfristen for fordringer på erstatning og godtgørelse for skade forvoldt uden for kontrakt regnes for tidspunktet for skadens indtræden, jf. 2007-forældelseslovens § 2, stk. 4. Politiet anførte, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kan kræve at få fordringen opfyldt, jf. lovens § 2, stk. 1. Retten i Kolding fandt , at kravet ikke var forældet. VL fandt, at kravet var forædlet. HR udtalte, at udgangspunktet ved tredjemands afledede krav mod skadevolder er, at den indfriende skyldner indtræder i fordringshavers stilling i relation til forældelse, men at der ifølge forarbejderne til 2007-loven var mulighed for at fravige indtrædelsessynspunktet i særlige tilfælde. HR udtalte endvidere bl.a., at politiet først havde grundlag for at træffe afgørelse om et regreskrav mod skadevolder, når nævnet har truffet afgørelse, og fandt på denne baggrund, at den 3-årige forældelsesfrist først begyndte at løbe, når nævnet havde truffet afgørelse. Statens krav mod D var herefter ikke forældet. HR fandt endvidere efter karakteren af D's skadevoldende adfærd ikke grundlag for at lempe D's erstatningsansvar i medfør af EAL § 24, stk. 1.

UfR 2015.2753 ØLD: Forsikringsselskab havde regreskrav mod 16-årig skadevolder, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Forrentningen udskudt i medfør af EAL § 24, stk. 1 til skadevolders fyldte 24 år

Et forsikringsselskab, F, havde dækket et erstatningskrav for A, der som 16-år havde forårsaget brand på en social institution, som frembagte en skade for ca. 205.000 kr. Spørgsmålet i sagen var, om F kunne rette et regreskrav mod A. Retten i Odense udtalte, at det ikke med den fornødne sikkerhed var godtgjort, at der af A var udvist en sådan grov uagtsomhed, at der var grundlag for efter EAL § 19, stk. 2, nr. 1, at pålægge ham erstatningsansvar over for F. ØL udtalte, at det måtte lægges til grund, at den indtrådte skade skete som følge af, at A under påvirkning af alkohol og hash og med det formål at forskrække beboerne i et plejecenter affyrede fyrværkeri umiddelbart op mod plejecentret uden at sikre sig, at vinduer m.v. var lukkede. Herved havde A udvist en så uforsvarlig adfærd, at han efter en samlet vurdering måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed som anført i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. F havde derfor et regreskrav mod A. I betragtning af A's alder på skadetidspunktet og de fremlagte oplysninger om hans økonomiske forhold måtte der antages at ville forløbe et sådant tidsrum, inden han ville være i stand til at fyldestgøre F, at rentekravet ville blive urimeligt tyngende for ham. I medfør af EAL § 24, stk. 1, fandtes tidspunktet for erstatningskravets forrentning derfor at burde udskydes til hans fyldte 24 år.

UfR 2016.2326 VLD: Forsikringsselskabs regreskrav for hærværk for 165.000 kr. begået af 15-årig med ADHD og IQ på 66 nedsat til 24.000 kr., jf. EAL § 24

Sammen med to andre gerningsmænd blev A dømt for at have begået hærværk ved at have åbnet en brandslage og efterladt den uden at slukke for den, hvorved der skete vandskate i en butik, som fik dækket sit tab af et forsikringsselskab F, med 165.000 kr. F gjorde regres mod A, som gjorde gældende, at kravet skulle bortfalde eller lempes, jf. EAL § 24 eller § 24b. Retten i Randers fandt ikke, at A havde manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, hvorfor der ikke var grundlag for anvendelse af EAL § 24 b. A var diagnosticeret med ADHD og lettere mental retardering (en samlet IQ på 66). A var pga. sine diagnoser ude af stand til at tage vare på sig selv i dagligdagen, og det måtte anses for tvivlsomt, at han på noget tidspunkt ville kunne forsørge sig selv. Regreskravet relaterede sig til et hærværksforhold, som A begik, da han var 15 år, og som fandt sted under omstændigheder, BR fandt kendetegnende for A’s manglende evne til at overskue og vurdere følgerne af sine handlinger. Efter en helhedsvurdering af disse omstændigheder og under hensyntagen til, at F var et forsikringsselskab, ville erstatningsansvaret virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, og at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at ansvaret helt burde bortfalde. VL fandt, at erstatningsansvaret ville virke urimeligt tyngende for A, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt. Da han havde pådraget sig erstatningsansvaret ved en forsætlig strafbar handling, var der imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for helt at lade ansvaret bortfalde, jf. EAL § 24, stk. 1, 1. pkt., jf. 2.  pkt., da selv en person med et funktionsniveau som A måtte være klar over, at det kunne give store skader at lukke betydelige mængder vand ud inde i et butikscenter. Erstatningen blev herefter fastsat til 24.000 kr.

UfR 2016.3613 VLD: Far ansvarlig for 4-årig søns hjerneskade og blindhed på den ene øje efter ulykke på faderens kommunale arbejdsplads, hvor drengen fik motocross cykels styr gennem det ene øje. Arbejdspladsen var ikke ansvarlig efter DL 3-19-2. Skaden var dækket af faderens privateansvarsforsikringsselskab

4-årige B, var, grundet pasningsproblmer, med på faderen, F’s, fritidsarbejde i en kommunal ungdomsklub, hvor der var en motorcrossbane. B ville gerne se F’s motorcross cykel. B sad på cyklen, mens F holdte den. F vendte et kort øjeblik ryggen til, hvorefter B væltede, og styret ramte B’s hoved ved det ene øje, hvorpå B blev blind på øjet og pådrog sig en hjerneskade. B’s mor anlagde som værge for B sag an mod F og forsikringsselskabet C som mandatar for F’s arbejdsgiver, Aalborg Kommune, K. F adciterede forsikringsselskabet A, hvori han havde tegnet en privatansvarsforsikring. Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt forhandling. Retten i Aalborg fandt, at F ved ikke at have haft sin opmærksomhed tilstrækkeligt henvendt på, hvad B foretog sig, at have tilsidesat sin opsynspligt overfor B. Der var ikke grundlag for at lade erstatningsansvaret for F, som var omfattet af en privat ansvarsforsikring, bortfalde eller lempe efter EAL § 24. F's ansvar som forælder for at holde opsyn med sin knap 4-årige søn, som han ved den pågældende lejlighed havde taget med på arbejde, findes ikke at have nogen tilknytning til udførelsen af hans arbejde i ungdomsklubben eller på anden måde stå i naturlig forbindelse med hans hverv for ungdomsklubben. Der er derfor ikke noget grundlag for at anse K for at være erstatningsansvarlig for skaden i medfør af bestemmelsen i DL 3-19-2. Skaden var pådraget som privatperson og ikke som led i F’s arbejde, hvorefter skaden var dækket af F’s ansvarsforsikring. VL stadfæstede.

UfR 2016.3069 VLD: Buschauffør erstatningsansvarlig for at have skubbet passager væk fra bussen, hvorved passageren faldt og kom til skade. Buschaufførens arbejdsgiver solidarisk ansvarlig, da chaufførens handling ikke var abnorm. Ikke grundlag for at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde på grund af egen skyld

Imellem buschauffør, B, og buspassager, A, opstod der diskussion, hvorefter B bad A forlade bussen. A blev sat af bussen, og B tilkendegav med sit kropssprog, at A ikke på ny måtte stige på bussen. A forsøgte flere gange af trænge ind i busset, bl.a. ved at at hindre bussens dør i at lukke med sin arm, hvorefter B skubbede A væk fra busset med et kraftigt puf i A’s brystkasse. A faldt bagover og slog højre skulder, højre arm og højre side af kroppen. Retten i Aalborg bemærkede, at B i en straffesag om pågældende forhold var blevet frifundet for overtrædelse af STRFL § 244. BR fandt, at A ved sin egen adfærd havde udvist egen skyld, og at der forelå en sådan usikkerhed omkring sammenhængen mellem skubbene, at både B og hans arbejdsgiver, K, blev frifundet. VL fandt, at B havde handlet uforsvarligt, og han var derfor erstatningsansvarlig. Det var påregneligt for B, at hans adfærd kunne føre til, at A i det glatte føre væltede omkuld og kom til skade. A var efter det foreliggende med rette afkrævet forevisning af pensionistkort som betingelse for at få rabat på billetprisen. Efter at være blevet sat af bussen forsøgte A flere gange uberettiget at komme med bussen igen, herunder ved med en arm at spærre dørlukningen. Denne adfærd fra A's side kunne - også under hensyn til hans alder - imidlertid ikke med rimelighed føre til en reaktion fra B's side som sket. Der var derfor ikke grundlag for lade erstatningsansvaret nedsætte eller bortfalde på grund af egen skyld. Efter DL 3-19-2 var K ansvarlig for B's handling, der ikke kunne anses for så usædvanlig eller abnorm, at K ikke hæfter herfor. VL tog A's påstand til følge med 51.640 kr. B udviste en betydelig uagtsomhed. Efter graden af uagtsomheden var der ikke grundlag for at lade K dække erstatningsansvaret helt eller delvist efter EAL § 23. Heller ikke B's stilling eller omstændighederne i øvrigt kunne føre til en nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret efter EAL § 23, stk. 2, eller § 24.

Ansvarsfraskrivelse

UfR 2003.500 ØLD: A  krævede erstatning på 146.176 kr. fra Flyvestation Værløse Faldskærmklub for skader efter  et tandemudspring i september 1996.  A havde før springet underskrevet et ansvarsfrihedserklæring, og instruktøren havde ikke handler forsætligt eller groft uagtsomt. Skaderne afveg ikke fra de skader, A måtte påregne ved faldskærmsudspring.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

07-11-17