Henry Ussing: Erstatningsret, 1946.
A. Vinding Kruse: Restitutioner, 1950.
Bernhard Gomard: Forholdet mellem erstatningsregler i og uden for kontrakt, disputats, 1958, GadJura.
Jørgen Trolle: Risiko og skyld i erstatningspraksis, 2. udg., 1969, 476 sider, Gad. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1970 B.118-130.
Guide Calabresi: The Costa of Accidents. A Legal and Economics Analyses, 1970, 340 sider, Yale University Press. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1970 B.94.
Kristen Andersen: Skadeforholdelse og erstatning, 1970, 480 sider, Tranum Forlag, Oslo.
P. S. Atiyah: Accidents, Kompensation and the Law, 1970, 633 sider, London. Anmeldt af Stig Jørgensen i UfR 1971 B.40.
Kristen Andersen: Skadeforholdelse og Erstatning, 1970, 474 sider, Tranums Forlag, Oslo. Anmeldt af H. Funch Jensen i UfR 1971 B.143-148.
Stig Jørgensen: Erstatningsret, 2. udg., 1972, 349 sider, DJØF. Anmeldt af Bjarne Frandsen i UfR 1972 B.180-182.
Stig Jørgensen: Erstatning for personskade og tab af forsørger, 3. udg., 1972, DJØF. Anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1972 B. 264. 2. udg., 1963 er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1963 B.111 ff.
Stig Jørgensen og Jørgen Nørgaard: Erstatningsret, 1976, 262 sider, DJØF. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1977 B.364-368.
Jørgen Verner: Ansvar for tilsyn med andre, 1979, 241 sider, Schultz.
Anders Vinding Kruse: Erstatningsrotten, 4. udg., 1986, DJØF. 2. udg., 1969, er anmeldt af Jørgen Trolle i UfR 1971 B.212.
Bernhard Gomard og Ditlev Wadi: Erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven og voldsofferloven, 1.udgave, 1986, GadJura. Anmeldt af H. Kallehauge i UfR 1986 B.385-390 og af Jørgen Nørgaard i JUR 1987.216-220.
Michael S. Wiisbye (red): Forsikringsretlig- og erstatningsretlig dimssamling, 1. udg. 1. årg. udkom i 1994. 1.700 sider årligt, Forsikringshøjskolens Forlag.
Bill W. Dufna: Flere skadeståndsskyldiga bind IIII, 1995. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1995 B.67.
Jan Hornsberg, Birger Joensen og Georg Lette: Introduktion til erstatningsrotten, 4. udg., 1996, 91 sider, Forsikringshøjskolens Forlag.
Håkon Andersson: Trepartsrelationer i skadesståndsrätten, 1. udg., 1997, Iustus Förlag, Uppsala. Anmeldt af Bo von Eyben i UfR 1998 B. 11-12.
Peter Lødrup: Lærebok i erstatningsrett, 4. udg., 1999, Oslo. 3. udg., 1995, er anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1996 B.118.
Jan Hellner og Svante Johansson: Skadeståndsrätt, 6. uppl. 2000, Norstedts Juridik, 1. udg., 1972, er anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1973 B.26-28.
Vibe Ulfbeck: Kontrakters relativitet - det direkte ansvar i formueretten, 1. udg., 2000, 463 sider, Thomson.
Bernhard Gomard: Moderne erstatningsåret, 1. udg., april 2002, 128 sider, DJØF. Anmeldt af Alex Nymark i FM 2002.127-129 og af Torsten Iversen i UfR 2004 B.131-132.
Jens Møller og Michael S. Wiisbye: Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 6. udg., sept. 2002, 900 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Rune Nielsen i JUR 1985.344-349 og af Ole Agersnap i UfR 1985 B.424-429.
Lars Bo Langsted, Karsten Naundrup Olesen, Trine Schultz, Erik Werlauff, Nikolaj Vinther, Sten Bønsing, Nina von Hielmcrone: Erstatning - en antologi, 1. udg. marts 2006, 133 sider, Forlaget Thomson
Antologien består af artiklerne:
- "Forventning-skuffelse-erstatning" af Karsten Naundrup Olesen
- "Rådgiveransvar i offentligt socialt arbejde" af Nina von Hielmcrone og Trine Schultz
- "Når skadevolder tjener på sit retsbrud" af Erik Werlauff
- "Skatterådgiverens erstatningsansvar" af Nikolaj Vinther
- "God skiks betydning for erstatningsansvaret" af Sten Bønsing
- "Bevisvurdering i sager om professionelt ansvar - med særligt henblik på advokat- og revisorbranchen" af Lars Bo Langsted
Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i Erstatningsret, 6. udg., sept. 2007, 493 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Jens Vikner i FM 1991.131-133 og af Lene Pagter Kristensen og Mads Bryde Andersen i JUR 1992.320-328.
John Vogter i Justitia nr. 2/1980: Erstatningsansvaret uden for kontrakt i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i forbindelse med udstedelsen af generelle retsakter. (Omhandler fortrinsvis de materielle erstatningsbetingelser med særlig vægt på spørgsmålet om ansvarsgrundlag).
Henrik Gress og Jesper Fabricius i Justitia nr. 1/1989: Erstatningens afgrænsning i kontraktforhold.
Jens Bjørst i Lov & Ret nr. 5/1991 p. 30-32: Loven om erstatningsansvar bør revideres. (Foreslår, at der gives godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold, at der ikke skal ske modregning af udbetalte erstatninger efter ASYL, at der gives forsørgertabuserstatning til forældre, som mister deres børn, og at der ikke skal reduktion af invaliditetserstatning/forsørgertabuserstatning på grund af skadelidtes/afdødes alder).
Bernhard Gomard i Lov & Ret nr. 2/1994 p. 4-7: Erstatningsrotten i fugleperspektiv.
Jens Møller i FEST nr. 1/2000 p. 113-120: Revision af erstatningsansvarsloven.
Bernhard Gomard i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 669-680: Erstatningsrotten i lovgivning og retspraksis.
Jens Røn i JUR 2003.60-77: Revision af erstatningsansvarsloven
Bernhard Gomard i JUR 2003.121-134: Dansk erstatningsåret i lovgivning og retspraksis.
Claus Ulrich Schouboe i Rettid 2003: The Concept of damage as an element of the non-contractual liability of the European Community
Ketilbjørn Hertz i UfR 2004 B.180-183: Erstatningsansvar for psykiske skader
Karsten Høj i ADV nr. 3/2006 p. 42: Ny portal for erstatnings- og forsikringsret. (Om FEF-portalen udgivet af Schultz)
Helle Isager i JUR 2006.69-79: Psykisk udviklingshæmmede som skadevoldere.
Søren Kühnrich i JUR 2006.153-159: Erstatningsansvar for graveskader efter Lov nr. 119 24.2.2004 om registrering af ledningsejere (LER loven).
Gerd Sinding i ADV nr. 3/2008 p. 50-52: Blus under sager om personskader (Om anbefalinger fra en arbejdsgruppe under Domstolenes samarbejdsforum)
Anders Ørgaard i ET nr. 3/2008 p. 233-246: Kompensation for menneskerettighedskrænkelser. (På basis af dansk og svensk retspraksis vurderes muligheden for at tilkende kompensation efter menneskerettighedskonventionen. Omtale af hjemmelsgrundlaget. Nærmere vurdering af muligheden for at overføre den svenske retstilstand til danske forhold.)
Morten Samuelsson i ET nr. 4/2008 p. 287-297: Advisory Boards. (Beskrivelse af advisory boards. Omtale af initiativer og mulige erstatningsansvar, herunder rådgivningsansvar, handlepligt og skyggeledelse. Tillige om forhold vedrørende strafansvar og mulighed for ansvarsforsikring.)
Erik Werlauff i R&R nr. 12/2008 p. 60-79: Forureneren bag forureneren og skadevolderen bag skadevolderen – om hæftelse for et andet selskabs skadeforvoldelse, herunder ved miljøskader. (Med udgangspunkt i konstruerede og faktiske eksempler beskrives hæftelse for andre selskaber. Om begreberne hæftelsesbegrænsning og hæftelsesindkapsling. Vurdering af hæftelse på grundlag af lovgivning, løfte, culpa, fælles virksomhed og identifikation. Om misbrugsbegrebet, værneting og gruppesøgsmål. Tillige opregning af initiativer til forebyggelse af hæftelsesgennembrud.)Kim Sommer Jensen i ET nr. 1/2009 p. 52-61: Procesrenter af krav omfattet af erstatningsansvarsloven?
Nødværge
UfR 1977.107 HD: En tyv (T), der begik et indbrudstyveri i en villa i Odense, blev eftersat og tilbageholdt først af en person A og senere af endnu 3 personer B-D. T, der gjorde voldsom modstand mod anholdelsen, fastholdtes, indtil politiet kom til stede. Da en patruljevogn nåede frem blev T overgivet til politiet, der umiddelbart efter konstaterede, at han virkede livløs og kort efter afgik med døden. Dødsårsagen var antagelig kvælning som følge af tryk mod halsen, men efter retslægerådets erklæring i sagen kunne dødsårsagen dog ikke anses for sikkert oplyst. Trods A´s erhverv som kriminalbetjent, blev A-D frifundet for at betale erstatning til T´s enke og der var ikke grundlag for at fastslå, at A-D magtanvendelse efter forholdene er gået ud over det forsvarlige jfr. RPL § 771, stk. 2, og § 772, stk. 1, sammenholdt med straffelovens § 13, stk. 1 og 3.
UfR 1996.353 ØLD: A, der kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen, blev anholdt af 3 civilklædte betjente og lagt i håndjern midt på Rådhuspladsen i København. A blev bragt over og lagt bag i en delingsbus og senere i en transportvogn. Selve magtudøvelsen kritiseredes ikke af ØL. Dog fandt ØL, at betjentene burde have haft opmærksomheden rettet mod A´s tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. A fik hjertestop, medens han lå bag bussen og pådrog sig en alvorlig hjerneskade og blev erklæret 100% invalid. Politidirektøren i København fandtes erstatningsansvarlig for de indtrådte skader.
Nødret
Negotiorum gestio
UfR 1960.205 HD: Den elektriske pumpe på en olietank på en af A´s fabriker blev sat i gang ved et uheld af uopklarede årsager med den konsekvens, at der strømmede olie ud fra en olietank og sivede ned i jorden, hvorfra noget olie løb videre ud i Fiskbæk å. A var, efter reglerne om negotiorum gestio, forpligtet til at betale kommunen den del af udgifterne, der vedrørte foranstaltninger foretaget på A's ejendom. De øvrige omkostninger til afværgelse af skade uden for A´s ejendom var A forpligtet til at betale efter almindelige erstatningsregler med henvisning til manglende kontrol mv.
Samtykke
Henrik Villumsen i UfR 2002 B.220-226: Erstatningsansvar for skader forvoldt ved udgravninger, piloteringer og andre byggearbejder på fast ejendom.
UfR 1968.84/2 HD: Bygherre pålagt ansvar på objektivt grundlag for revnedannelser i Aalborg Kloster, fremkaldt ved rystelser fra pilotering ved nedramning af betonpægle til et byggeri på Budolfi Plads. Komm. af Gjerulff i UfR 1968 B.333 ff..
UfR 1975.388 HD: Randers kommune blev frifundet for sætningsskader på ejendom i Haslund, som var sket efter at kommunen havde nedlagt kloakrør i vejen. Det var ikke godtgjort, at der var udvist fejl og forsømmelser, og der kunne heller ikke på andet grundlag pålægges kommunen ansvar. Komm. af Th. Gjerulff i UfR 1975 B.395-398 og af Civilingeniør Knud Mortensen i JUR 1975.245 ff.
UfR 1983.714/2 HD: Frederiksværk Kommune ansvarlig for sætningsskader på 2 ejendomme, der var en følge af midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med udvidelse af rensningsanlæg i Melby. Der var ikke grundlag for at statuere Culpa-ansvar. Ejendommene havde været funderet i overensstemmelse med den på opførelsestidspunktet gældende praksis, og der var derfor ikke grundlag for at tillægge det om funderingsforholdene oplyste betydning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.49-51.
UfR 1983.866/2 HD: Københavns Kommunes Vandforsyning fandtes ansvarlig på objektivt grundlag for skade på uniformer i en kælder på Gammel Kongevej, der var en følge af et brud i 1979 på en 90 år gammel hovedvandledning.(5-4). Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.
UfR 1983.895 HD: Helsingør Kommune fandtes på objektivt grundlag ansvarlig for personskade, der var en følge af udsivning af gas fra en gasledning. Komm. af Niels Pontoppidan i UfR 1984 B.51-53.
UfR 2000.1779 HD: Aulum-Haderup kommune ansvarlig for skade på kælder som følge af brud på en 50 år gammel kloakledning. Skader som følge af materialesvigt fandtes som en udgift ved kloaksystemet at burde betales af kommunen, der ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for sådanne påregnelige skader i betragtning.
UfR 2002.172 VLD: Kolding Kommune fandtes erstatningsansvarlig efter et culpasynspunkt for skader på hus forårsaget af rystelser fra gravearbejder. Husejeren tilkendt erstatning på 6.250 kr.
UfR 2002.1320 VLD: Viborg Kommune ikke objektivt ansvarlig for kloakoversvømmelse, der skyldtes rodeindtrængning i ledningsnettet. Der var ikke tale om et udslag af materialesvigt. Der var ikke grundlag for et ansvar efter dansk rets almindelige ansvarsregel.
UfR 2008.1512 VLD: Mårbæk Smede og VVS, M, som var ejet af Jens Chr. Høeg, H, og Thyssen Stål A/S, T, havde i en årrække udført diverse arbejder for hinanden. For at kunne udføre et bestilt arbejde for T, lånte H en kranbil til dette arbejde af T. Under kørslen kom H til at køre kranbilen i en grøft, hvorved den blev beskadiget for 274.543 kr. H krævede betaling for sit arbejde for 117.125,20 kr., mens T påstod selvstændig dom for 57.856 kr. svarende til T's udgifter i anledning af færdselsuheldet. Til støtte for sin påstand gjorde T gældende, at H var erstatningsansvarlig i medfør af DL 5-8-1, og at H havde handlet culpøst. H påstod heroverfor, at DL 5-8-1 ikke kunne finde anvendelse, da udlånet overvejende havde været i T's interesse, og at der var tale om et hændelig uheld. VL lagde til grund, at H, hvis ikke han kunne låne T's kranbil, ville have lejet en tilsvarende kranbil med henblik på at udføre arbejdet. Udgiften hertil ville være blevet viderefaktureret til T, og T havde på denne baggrund en interesse i, at H lånte kranbilen. Betingelserne for at pålægge H et objektivt erstatningsansvar efter DL 5-8-1 var derfor ikke til stede. Da der ikke var fremkommet nærmere oplysninger om, hvad der havde forårsaget, at H kørte i grøften med kranbilen, havde T ikke bevist, at H ved hændelsen havde handlet culpøst, og H blev derfor frifundet for T’s krav, og T blev dømt til at betale H for det udførte arbejde.
Jernbaner
UfR 1996.768 HD: DSB fandtes ikke ansvarlig for påkørsel af A, der var spirituspåvirket og træt, på skinnelegemet ved Nørreport Station, idet det måtte anses for bevist, at skaden måtte skyldes A's uagtsomhed, og idet det ikke var godtgjort, at der forelå medskyld fra DSB's side.
UfR 2006.2900 VLD: En bilist, B, måtte under kørsel af Sydhavnsgade i Århus, hvor en rangerbanelinje krydsede gaden, foretage en undvige manøvre, da han for sent blev opmærksom på, at et tog krydsede gaden. B påkørte herved en lygtepæl, hvorefter hans bil blev påkørt at toget, og B kom i forbindelse hermed til skade. VL, der lagde ovenstående hændelsesforløb til grund, udtalte, at jernbane selskabet Railion Danmark A/S under disse omstændigheder i medfør af jernbanevirksomhedslovens § 15, 1. punktum, som udgangspunkt var erstatningsansvarlig for B's personskade ved færdselsuheldet. B havde ved sin kørsel udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed, men uagtsomheden havde ikke været af en så grov karakter, at der er grundlag for at lade Railion Danmark A/S' erstatningsansvar bortfalde eller nedsætte, jf. jernbanevirksomhedslovens § 14, stk. 1, 2. punktum.
Luftfart
Stærkstrøm
Nukleare anlæg
Werner Lorenz i JUR 1984.14-25: Nogle betragtninger over erstatningsansvaret i og udenfor kontrakt.
Jens Klarskov i ADV 1993.283: Træers værdi - efterlysning af domme om erstatning for ødelagt beplantning.
UfR 1997.969 VLD: GF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.
FED 1998.580 VLD: A, som havde modtaget erstatning for totalskadet bil fra egen kaskoforsikring, var ikke afskåret fra at kræve yderligere erstatning fra skadevolders ansvarsforsikring. Erstatningen blev fastsat til det beløb, A på skadetidspunktet kunne have købt en tilsvarende bil for, men omfattede ikke finansieringsomkostninger.
UfR 2000.1702 HD: A og B havde i 1991 tændt et bål i en nyopført sprænggrotte på Kalveblod Fælled. Grotten nedbrændte og blev totalskadet. Erstatningen til Forsvarskommandoen blev fastsat til det beløb, som efter prisforholdene på skadetidspunktet efter skønsmandes vurdering muliggjorde genopførelse. Kravet var ikke afhængigt af, om genopførelse faktisk skete og i hvilken skikkelse genopførelse skete. A og B dømt til at betale yderligere 385.246 kr. - ud over de allerede betalte 187.500 kr.
UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.
UfR 2006.2168 ØLD: T, født 1984, var tiltalt for hærværk af betydeligt omfang efter STRFL § 291, stk. 2, ved med spraymaling at have skrevet på en S-togsvogn, der holdt ved rangerterrænet, hvorved der skete skade for 24.109 kr. DSB krævede nu erstatning. Hillerød Byretten fandt T skyldig i tiltalen og idømte 14 dages betinget fængsel. Byretten fandt samtidig, at T var erstatningsansvarlig og udmålte erstatningskravet til 24.109 kr. ØL tiltrådte byrettens afgørelse og fandt straffen passende udmålt. På baggrund af et notat fra DSB vedrørende opgørelsesprincipper for erstatningskrav fandt ØL størrelsen af erstatningskravet godtgjort, hvorfor byrettens afgørelse vedrørende erstatningsspørgsmålet ligeså blev stadfæstet.
UfR 2008.331 VLD: H og M var ved en straffesag blevet dømt for hærværk for at fælde ca. 45 træer på naboen K’s sommerhusgrund. I erstatningssagen blev K tilkendt erstatning på knap 69.000 kr. for opskæring og ny plantning samt en skønsmæssig fastsat erstatning for værdiforringelse af ejendommen på 300.000 kr.
Joseph M. Lookafsky: Consequetial damages in komparative context, disputats, 1989.
Jørgen Nørgaard i UfR 1978 B.1-11: Årsagskonkurrenceproblemer ved personskade.
Preben Lyngsø i FM 1982.82-87: Adækvanslæren i erstatningsrotten - en realitet eller en illusion?
Werner Lorenz i JUR 1984.14-25: Nogle betragtninger over erstatningsansvaret i og udenfor kontrakt.
Bernhard Gomard i UfR 1989 B.417-421: Hayley v. Baxendale og adækvans.
Jan Ramberg i Festskrift til Bernhard Gomard, 2001, p. 226-236: Förutsebarhet - et juridiske nyckelbegrepp med variationer.
Ketilbjørn Hertz i UfR 2004 B.180-183: Erstatningsansvar for psykiske skader
UfR 1973.451/2 HD: Bilist, der havde påkørt en scooter, der pludselig kørte ud foran ham og blev dræbt, fik tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og invaliditet af føreren af scooteren, idet hans angstneurose måtte anses som en følge af ulykken. Komm. af Jørgen Trolle i UfR 1973 B.305-308.
UfR 1988.166 HD: Moders psykiske skade ved at hendes barn kom til skade på hospital ikke omfattet af hospitalets erstatningspligt (4-1)
UfR 1999.851 HD: Det fandtes ikke bevist, at A havde pådraget sig en hjernerystelse ved et færdselsuheld i 1985, og at den del af A's erhvervsevnestab, der oversteg 15%, var en følge af ulykkestilfældet.
UfR 2002.1496 HD: Hjerneskade anset forårsaget af salg fra en voldmand. Det måtte anses for mere sandsynligt, at V's hjerneskade, som indtrådte i nær tidsmæssig forbindelse med A's voldsudøvelse, ikke ville være indtrådt uden denne handling, end at hjerneskaden ville være indtrådt også uden A's handling. Skaden må således anses for forårsaget af A. Efter karakteren af A's skadevoldende adfærd og dennes følger for V var der ikke grundlag for at lempe erstatningsansvaret i medfør af EAL § 24, stk. 1. (3-2).
UfR 2004.2389 HD: To entreprenører var ansvarlige over for COWI A/S for driftstab m.v. ved strømsvigt som følge af kabelbrud. Højesteret lagde til grund, at gravearbejderne i forbindelse med begge kabelskader var blevet udført under tilsidesættelse af instrukser for arbejdets udførelse, herunder ved at M og S ikke først havde fragravet kablerne ved håndkraft. Højesteret bemærkede, at der efter almindelige erstatningsretlige regler som udgangspunkt ikke kan pålægges en skadevolder at erstatte tab, der påføres andre end den direkte skadelidte. For så vidt angår det første kabelbrud fastslog Højesteret, at der imidlertid under de foreliggende omstændigheder havde været en indlysende fare for et kabelbrud, der kunne medføre driftsafbrydelser for de nærmest omliggende virksomheder, hvorfor C kunne kræve erstatning for driftstab m.v. i denne anledning. For så vidt angår det andet kabelbrud fastslog Højesteret, at der imidlertid var udvist en betydelig grad af uagtsomhed, og at det endvidere måtte stå klart, at et brud på det omhandlede kabel, der forbandt C’s bygning til ledningsnettet, kunne medføre driftsafbrydelse for C, hvorfor C ligeledes kunne kræve erstatning for driftstab m.v. i denne anledning. Erstatningen blev fastsat skønsmæssigt til 400.000 kr.
UfR 2005.2254 SHD: Transport- og Energiministeriet var ikke erstatningsansvarlig for fiskefartøjs skader ved grundberøring i havnen i Hirtshals. På uheldstidspunktet havde Hirtshals Havn ved afmærkning eller på anden måde ikke angivet, at skibe ikke måtte eller burde lægge til kaj på Trailerkajens nordvest-sydøstlige forløb. Det kunne videre lægges til grund at bøjen der angav den nordlige grænse for den del af havnen der havde en vanddybde på 7 meter ,var misvisende for så vidt som en del af stensætningen under vandet befandt sig syd for denne linje. Endelig må det fastslås at søkortets angivelse af en vanddybde på normalt 7 meter ikke var i overensstemmelse med forholdene for så vidt angik vanddybden over den ene af de fire fundne granitsten angivet som position 1. Det blev lagt til grund, at skibets skrueblade ikke kunne have ramt de fundne granitsten på de angivne positioner med de angivne vanddybder. Der var således ikke godtgjort en årsagsforbindelse mellem skaderne på skibets propeller m.v. og forekomsten af granitsten på positionerne 1 til 4. Transport- og Energiministeriet blev derfor frifundet.
UfR 2006.367 VLD: A havde siden 1992 jævnligt været til konsultation hos sin læge L. A havde et sår på næsen, hvilket L limede i november 1994. På grund af såret blev A i december 1995 henvist til en hudlæge, som konstaterede hudkræft og henviste A til operation. L forklarede for retten, at han flere gange havde bemærket såret i forskellige tilstande, inden det blev limet, men at han dog ikke foretog sig noget i den anledning. Retslægerådet udtalte, at det var en fejl ikke at følge alment anerkendt praksis med at henvise et kronisk ansigtssår til en dermatolog, medmindre patienten afviser undersøgelse efter at være relevant orienteret om mulige konsekvenser. VL fandt af samme grunde som byretten i Holsted, at der ikke var grundlag for at antage, at A havde afvist undersøgelse, hvorfor det var en ansvarspådragende fejl, at L overlod det til A at tage initiativ til yderligere undersøgelse af såret. A fik tilkendt godtgørelse på 35.280 kr. for vansir svarende til en méngrad på 12% og svie og smerte på 12.740 kr. A fik ikke erstatning for erhvervsevnetab, da der ikke var bevis for årsagssammenhæng mellem L's forsømmelse og A's psykiske men og erhvervsevnetabet. VL bemærkede endvidere, at det hører under Retslægerådets kompetence at afgive udtalelser om årsagssammenhæng i tilfælde som det foreliggende, mens Arbejdsskadestyrelsens særlige ekspertise navnlig vedrører fastsættelsen af størrelsen af méngrad og erhvervsevnetab.
UfR 2006.993 VLD: Århus Kommune, K, havde i august 2002 udbudt indsamling af klinisk risikoaffald i kommunen fra 1.1.2003 til 31.12.2007 i offentligt udbud efter tjenesteydelsesdirektivet. A, der var ansat som chauffør, og som samtidig havde ansvar for klinisk risikoaffald i aktieselskabet C, der indtil 31.12.2002 udførte indsamlingen, bød på opgaven, men fik den ikke, da B A/S var lavestbydende. A mente, at udbudsreglerne var overtrådt, idet han af K, i modsætning til de andre bydende, ved mundtlig henvendelse var blevet oplyst, at den vindende virksomhed var forpligtet til at overtage den medarbejder (A), der hidtil havde udført opgaven hos C A/S. Dette viste sig efterfølgende ikke at være rigtigt. A klagede til Klagenævnet for Udbud, der fastslog at K havde handlet i strid med EU-udbudsrettens gennemsigtighedsprincip samt EU-rettens ligebehandlingsprincip. Der var dog ikke noget grundlag for at annullere K’s beslutning om at indgå aftale med B A/S. Denne kendelse blev indbragt for retten. Klagenævnet for Udbud afsagde i april 2004 kendelse, hvorved K blev frifundet for et erstatningskrav på 1.676.180 kr. A anlagde herefter retssag mod K med samme påstand om erstatnings som påstået ved Klagenævnet for Udbud. VL frifandt K, og anførte herved, at A ved at have indhentet de pågældende oplysninger om virksomhedsoverdragelseslovens betydning som sket, og ved at lægge dem til grund for sit tilbud, selv om der ikke blev udstedt rettelsesblade eller i øvrigt blev givet meddelelse om oplysningerne til de øvrige bydende, havde pådraget sig risikoen for oplysningernes rigtighed, således at han efter almindelige erstatningsregler var afskåret fra at kræve erstatning for det påberåbte tab. Det blev endvidere bemærket, at der efter bevisførelsen ikke var grundlag for at anse det for overvejende sandsynligt, at A ville have vundet udbudet, hvis han havde fået korrekte oplysninger. Det kunne ikke alene ved A’s oplysninger om betydningen af en pligt til overtagelse af den hidtidige chauffør anses for godtgjort, at dette forhold havde haft en sådan økonomisk betydning, at hans bud ville være blevet det billigste, hvis han ikke havde fået oplysning om en pligt til overtagelse af den hidtidige chauffør.
UfR 2006.1114 HD: D. 10.06.1994 og igen d. 25.10.1994 blev A opereret for svedallergi gennem højre armhule. Kort tid efter fik hun smerter i skulderpartiet. Smerterne tiltog de efterfølgende år og efterhånden fik hun også føleforstyrrelser i armen. A klagede til Patientforsikringen, der traf afgørelse d. 21.1.1998, om at A's skade ikke var omfattet af lov om patientforsikring og således ikke berettiget til erstatning jf. lovens §1, stk.1 og §2, stk.1. Patientskadeankenævnet (N) stadfæstede afgørelsen. A indbragte herefter sagen for VL, som frifandt N. HR udtalte at det efter Retslægerådets udtalelser måtte lægges til grund at operationerne var blevet udført i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retningslinier. Det kunne ifølge Retslægerådet ikke udelukkes, at infektionen og væskeansamlingen i området omkring A's armhule før, under og efter de operative indgreb kunne have påvirket nerverne og dermed ført til en kronisk smertetilstand. Rådet fandt dog ikke belæg for at antage, at hendes smerter og føleforstyrrelser i armen skyldes svedkirteloperationen. På denne baggrund fandt HR, at det - uanset den tidsmæssige sammenhæng mellem reoperationen og smerterne - ikke var overvejende sandsynligt, at A's lidelser i højre skulder og arm var forvoldt ved det operative indgreb d. 25.10.1994.
UfR 2006.2666/2 HD: A havde ikke godtgjort, at hun som følge af skadelige egenskaber ved det leverede vand eller som følge af kloringen i januar 1984 var blevet påført fysisk personskade i form af sygdom eller gener af en karakter, som kunne berettige hende til erstatning eller godtgørelse fra det private vandværk V. Selv hvis det lagdes til grund, at omverdens – herunder V’s – reaktioner på A’s klager mv. havde medført, at A har fået en psykisk lidelse, kunne dette ikke føre til, at det pålagdes V at betale erstatning eller godtgørelse, da en sådan følge ikke har været påregnelig for V.
UfR 2008.589 VLD: En virksomhed, V, under Velux-koncernen, afholdte et teambuildingkursus for sine medarbejdere. Under dette kursus, som blev arrangeret af et AMU-center, skulle medarbejderne bygge en platform af rafter. Under projektet kom medarbejder, M, til skade idet hun faldt ned, da en rafte knækkede. I faldet slog M sin kæbe mod en rafte. M lagde herefter sag an mod V, med krav om erstatning for varigt mén og tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat A’s varige mén til 15 % og erhvervsevnetabet til 60 %. Under henvisning til at V ikke var arrangør, og dermed ansvarlig for A’s tilskadekomst, påstod V frifindelse. Retten udtalte, at det pågældende kursus havde en sådan tilknytning til deltagernes ansættelsesforhold hos V, at selskabet, i hvis interesse kurset blev afholdt, burde bære ansvaret for arrangørens fejl, og V var derfor erstatningsansvarlig over for M. Retten lagde yderligere til grund at der ikke var givet tilstrækkelig instruktion, og foretaget tilstrækkelig kontrol af de benyttede rafter, hvorfor der var handlet uforsvarligt. A blev herefter tilkendt den påståede erstatning på 347.592,18 kr.
UfR 2008.2290 VLD: Tommy Larsen, S, kom i byggemarkedet Jem & Fix A/S, B, til skade med sine knæ, og anlagde derfor sag mod B, med påstand om at B skulle tilpligtes, at anerkende at være erstatningspligtig efter reglerne i EAL for den pågældende skade. Skaden var opstået ved, at S faldt ned af en stige, som han havde fået anvist af personalet, da han skulle se på nogle granitplader, der lå øverst på en reol. Den øverste hylde på reolen blev anvendt til lager og den ansatte havde bedt chefen, der havde truckcertifikat, om at hejse pallen med granitplader ned. Det havde chefen dog afvist, da han havde pause og henviste i stedet til stigen. VL udtalte, at B ved således at overlade S stigen i forbindelse med besigtigelse af nogle plader, der lå højt oppe og var så tunge, at nedtagning af dem krævede en truck, fandtes at have handlet uforsvarligt. B var derfor erstatningsansvarlig overfor S, da der ikke forelå egen skyld. (2-1)
UfR 2008.2361 ØLD: DATEA A/S, D, administrerede andelsboligforeningen, F, og dennes ventelister. A, der havde været skrevet på venteliste siden 01.07.2002, fik d. 06.12.2004 meddelelse fra D om, at han havde været slettet fra ventelisten siden d. 14.09.2004 pga. manglende eller for sen indbetaling af ventelistegebyr på 100 kr. A havde betalt beløbet kontant til D og havde en kvittering. Byretten i Lyngby frifandt D med bemærkning om A ikke fandtes at have mistet en berigelse.. ØL udtalte, at A, der kontant havde indbetalt gebyret på 100 kr., blev som følge af en bogføringsfejl eller lignende hos D slettet fra ventelisten til F d. 14.09.2004. D havde således begået en ansvarspådragende fejl. Det forhold, at A ikke anvendte det fremsendte giroindbetalingskort ved betalingen af ventelistegebyret, kunne ikke føre til et andet resultat. A havde en højere anciennitet på den alternative venteliste i september 2004 end B. D administrerede ventelisten i henhold til de for F gældende vedtægter, hvoraf fremgik, at datoen for optagelsen på de respektive lister var afgørende for, hvem der var berettiget til en andel, jf. vedtægternes § 14, stk. 1. De lejligheder, som B fik tilbudt, ville A således have været berettiget til forud for hende. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at A selv havde taget kontakt til D forud for brevet dateret d 06.12.2004, at han kort tid efter modtagelsen af dette brev genindbetalte ventelistegebyret, og at han frem til marts 2005 forhørte sig hos D for at komme tilbage på ventelisten. A fik endvidere i december 2005 en andelsbolig i samme forening efter godkendelse af andelsboligforeningens bestyrelse. Det måtte derfor lægges til grund, at A i september 2004 ville have accepteret og fået den af B erhvervede andelsbolig, og at det ville være sket til en væsentlig lavere andelsværdi end ved hans køb i december 2005. Som en adækvat følge af D’s fejl led A således et tab. Tabet måtte opgøres ud fra andelsværdien for lejligheden før og efter F’s ordinære generalforsamling d. 29.03.2005, hvor det blev besluttet at hæve andelsværdien fra 170 kr. pr. andel til 330 kr. pr. andel. Tabet blev derfor fastsat til 112.200 kr.
UfR 2009.239 ØLD: A var d. 09.02.2004 involveret i et færdselsuheld, som Arbejdsskadestyrelsen, S, anerkendte som en arbejdsskade. Ved ulykken pådrog A sig skader på halshvirvelsøjlen samt tiltagende hovedpine, hvilket indledningsvist blev vurderet til et erhvervsevnetab på 45 %, men som senere blev forhøjet til 75 %. Som følge af en udtalelse fra Retslægerådet, R, om at der var ringe sandsynlighed for, at den påvirkning A havde været udsat for kunne medføre A’s gener, frikendte Københavns Byret Lærerstandens Brandforsikring G/S, F, for at skulle udbetale erstatning for erhvervsevnetab pga. manglende årsagssammenhæng. ØL bemærkede indledningsvis, at det påhvilede A at bevise, at der var årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet og A’s erhvervsevnetab samt at der ikke var grundlag for at lempe denne bevisbyrde. På baggrund af det efter bevisførelsen oplyste sygdomsforløb, og da der mellem parterne var enighed om, at A ikke havde forudbestående lidelser, og at der ikke forelå konkurrerende skadesårsager, fandt ØL det godtgjort, at der forelå de nødvendige såkaldte brosymptomer og dermed årsagssammenhæng mellem færdselsuheldet og A’s efterfølgende gener, der havde medført et erhvervsevnetab på 75 %. Retslægerådets udtalelse, herunder at det ikke med sikkerhed kunne vurderes, hvorvidt ulykken havde påført A varige gener, kunne efter ØL’s opfattelse under de givne omstændigheder ikke føre til et andet bevisresultat. S’s opgørelse af årslønnen blev lagt til grund ved beregningen af erstatningen til A, da ØL ikke fandt, at der var grundlag for at tilsidesætte denne beregning.
UfR 2009.689 HD: A var d. 23.05.1998 udsat for et færdselsuheld, hvor en anden bilist bakkede ind i hende, mens hun holdt stille i sin bil. Hun kontaktede d. 28.08.1998 kiropraktor og læge med symptomer i nakken og armen. I oktober 1998 fik hun konstateret en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen. I 2001 blev A tilkendt førtidspension som følge af sine nakkegener. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at A som følge af uheldet havde et varigt mén på 20 % og et erhvervsevnetab på 65 %. Sagen angik, om der var årsagsforbindelse mellem uheldet og A’s diskusprolaps, og om A var berettiget til erstatning for bl.a. varigt mén og erhvervsevnetab som følge af uheldet. HR fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at der opstod en prolaps i umiddelbar tilslutning til uheldet, og fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem uheldet og den senere udvikling af prolapsen. HR fandt derfor, at A ikke var berettiget til erstatning. VL var nået til et andet resultat.
UfR 2009.1977 VLD: F, der havde været ansat i et trykkeri T siden 1975, blev i 2002 afskediget pga. for mange sygedage som følge af gener i hænder og arme. F mente at T var erstatningsansvarlig, idet årsagen til disse gener var mangeårigt computerarbejde med mus, periodevis med meget overarbejde. T bestred at være ansvarlig. Herefter anlagde F sag mod T med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne svarende til 75 %. Med hensyn til ansvarsgrundlag og årsagsforbindelse blev dette spørgsmål påkendt særskilt. Retslægerådet havde vurderet, at der var sammenhæng mellem det udførte arbejde og F’s gener i hænder og arme. Dette bevirkede, at T blev dømt til at anerkende at være erstatningsansvarlig for F’s skader som følge af det ensidige arbejde med computermus gennem en årrække. Dette blev tiltrådt af VL i den senere ankedom. Under sagens behandling fik F tilkendt førtidspension. Herefter tog Retten i Holstebro stilling til erstatningskravet på i alt 876.706 kr., men F blev alene tilkendt godtgørelse for varigt mén og tabt arbejdsfortjeneste. F’s samlede erhvervsevnetab blev af Arbejdsskadestyrelsen fastsat til 65 %, og erhvervsevnetabet som følge af de varige arbejdsrelaterede følger til 25 %. Ved sagens indbringelse for VL blev F tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 65 %, da der fandtes at være årsagssammenhæng mellem computerarbejdet og F’s albue- og underarmsgener, og det endvidere var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at skulder- og nakkesmerterne samt hovedpinen også var forårsaget af arbejdet.
UfR 2009.2376 HD: A fik d. 28.09.2000 under indlæggelse på et hospital konstateret meningitis. Han blev behandlet herfor med antibiotika. Som følge af forværring i sin tilstand blev han overflyttet til Rigshospitalet, H. Behandlingen med antibiotika blev afsluttet d. 13.10.2000. Dernæst blev han overført til Viborg-Kjellerup Sygehus, S, til genoptræning. Han fik i den følgende periode feber, der blev behandlet med antibiotika under mistanke om lungebetændelse. Hans tilstand blev dårligere og en CT-scanning viste d. 22.11.2000, at han havde en byld i hjernen. Bylden blev fjernet samme dag. Efter udskrivning og genoptræning blev hans erhvervsevnetab fastsat til 65 %. Patientskadeankenævnet, P, traf afgørelse om, at optimal behandling havde tilsagt, at bylden var blevet diagnosticeret allerede d. 12.11.2000, men at betingelserne for erstatning efter patientforsikringslovens bestemmelse om årsagssammenhæng ikke var opfyldt. A anlagde sag mod P med påstand om erstatning. HR fandt, at det efter bevisførelsen, herunder Retslægerådet, R’s svar, ikke med overvejende sandsynlighed kunne lægges til grund, at undladelsen i oktober 2000 på H af at anvende en længerevarende antibiotisk behandling med hyppige kontrolskanninger eller undladelsen af kontrolskanning i forbindelse med afslutningen af antibiotikabehandlingen havde påført A en varig merskade. Allerede derfor havde han ikke krav på erstatning som følge af behandlingen på H. HR fandt endvidere, at den forsinkede diagnosticering af bylden under indlæggelsen på S måtte anses for en ansvarspådragende fejl. På baggrund af R’s svar var der imidlertid selv med den bevislempelse, der fulgte heraf, ikke grundlag for at antage, at han i forhold til følgen af grundsygdommen var blevet påført en varig merskade, som ville have været undgået ved rettidig diagnosticering og behandling. Den forsinkede diagnosticering af bylden i hjernen havde forlænget hans sygeperiode med godt en uge, men det var ikke godtgjort, at en eventuel erstatning og godtgørelse oversteg 10.000 kr. Han havde derfor heller ikke ret til erstatning som følge af behandlingen på S. Herefter frifandt HR P og stadfæstede dermed VL’s dom.
UfR 1989.605 ØLD: Gæst faldt ned af hjemmelavet hems. Tilkendt 1/2 erstatning.
UfR 1992.900 VLD: Forsørgertabserstatning nedsat med 1/3 på grund af egen skyld, jfr. FÆL § 101, stk. 2, 2 pkt. Havde kørt i venstre kørebanehalvdel.
UfR 1996.768 HD: DSB fandtes ikke ansvarlig for påkørsel af A, der var spirituspåvirket og træt, på skinnelegemet ved Nørreport Station, idet det måtte anses for bevist, at skaden måtte skyldes A's uagtsomhed, og idet det ikke var godtgjort, at der forelå medskyld fra DSB's side.
UfR 1997.1396 VLD: Århus Kommunale Værker fandtes at være erstatningsansvarlige over for 17-årig knallertkører, som havde påkørt en jernkæde, som var spændt ud over vej ned til privat vandværk uden politiets godkendelse. Knallertføreren havde udvist egen skyld og måtte selv bære 50% af ansvaret.
UfR 1998.753 VLD: A, der var født i 1992, var i 1977 kommet alvorligt til skade ved et færdselsuheld i Silkeborg. A blev i 1993 klar over, at der var yderligere følger af ulykken. A anlagde erstatningssag i 1996. Der var ikke grundlag for at antage, at A - eller hans forældre - på et tidspunkt mere end 5 år før sagsanlægget burde have indset, at der forelå en sådan sammenhæng mellem tilstanden og ulykken og dermed det fornødne grundlag for at anlægge retssag. Kravet var derfor ikke forældet. A havde udvist en sådan uagtsomhed, at erstatningspligten blev nedsat med 1/3 efter den dagældende FÆL § 101, stk. 3.
UfR 1998.954 VLD: 16-årig dreng D var i 1994 blevet påkørt af en bil, da han løb på rulleskøjter i Universitetsparken i Århus. Topdanmark udbetalte kun 2/3 af personskadeerstatningen på 161.311 kr, da man påstod, at D havde udvist grov uagtsomhed, jfr. FÆL § 101, stk. 2. Antaget, at D havde udvist grov uagtsomhed, men dog ikke af en sådan karakter, at erstatningen burde nedsættes.
UfR 1998.1603 VLD: D var blevet sparket af hest, der tilhørte hendes fader, da hun gik ind i indhegning for at lægge seletøj og saddel på sin hest. Antaget at faderen hæftede på objektivt grundlag i henhold til DL 6-10-2, da hesten, der gik i en indhegning, måtte anses for løsgående. Der forelå ikke accept af risiko eller egen skyld. D tilkendt 23.730 kr. i svie og smerte og mén-erstatning, samt 5.700 kr., som hun havde betalt for sagens behandling ved Arbejdsskadestyrelsen.
UfR 1999.1096 VLD: Landmand i Sønderjylland ansvarlig for utilstrækkelig rengøring af vej efter roerkørsel. Taxachauffør havde overset advarselsskilt og havde kørt for stærkt, og erstatningen til taxaens kaskoforsikring blev nedsat til halvdelen eller 95.520 kr.
UfR 2000.1440 VLD: Cyklist var væltet, da han kørte over en tidligere udgravning, som var fyldt op med grus. Entreprenøren fandtes erstatningsansvarlig, idet han ikke på tilstrækkelig vis havde sikret, at færdsel over stabilgruset kunne foretages på forsvarlig vis. En medvirkende årsag til uheldet var, at kæden på cyklen var hoppet af, og cyklisten skulle som følge af egen skyld selv bære 1/3 af ansvaret.
UfR 2000.2026 HD: Erstatning til 15-årig biltyv, der blev invalid med en méngrad på 70% efter en ulykke i Jyderup under hasarderet kørsel med 170 km/t, blev ikke nedsat på grund af egen skyld., idet A ikke havde udvist en så grov uagtsomhed, at erstatningen burde nedsættes. A fik tilkendt 807.800 kr.
UfR 2001.710 ØLD: Erstatning til 18-årig indbrudstyv, der var kommet alvorligt til skade ved ulykke under flugt fra politiet, nedsat med 1/3 som følge af den udviste grove uagtsomhed.(2-1).
UfR 2003.339 HD: M og hans kæreste var kørt galt 2. juledag 1997 og K var blevet dræbt og M blevet 100% invalid. Bilen var indregistreret i M's moders navn. Det fandtes overvejende betænkeligt at fastslå, at det kunne tilregnes M som groft uagtsomt, at hans mor, der var medejer af bilen, ved forsikringstegningen undlod at sørge for at forsikringsselskabet fik de rette oplysninger, jfr. FAL § 7 . M havde haft en promille på cam 1,80, og det lagdes til grund, at M's spirituspåvirkethed var en afgørende årsag til uheldet. M var derfor ikke dækkes af hverken autoansvarsforsikringen eller ulykkesforsikringen. Erstatning til H's datter for tab af forsørger nedsat med 1/3 til 94.733 kr., idet H var bekendt med M's spiritusindtagelse og havde udvist grov uagtsomhed.
UfR 2007.1973 VLD: A kom kørende på sin mountainbike ad en ca. 2 m. bred sti i Silkeborg Statsskov, hvor han mødte B, der var ridende på en hest. B holdt hesten ind til siden, således at parterne kunne passere hinanden. Da B blev opmærksom på A, råbte hun "rolig" til A, således at han skulle blive opmærksom på hesten. Da A var ved at passere B og hesten, slog hesten ud med bagenden, hvorved A påkørte hesten, væltede og brækkede venstre kraveben. A anlagde herefter sag og påstod B tilpligtet at betale ca. 75.000 kr. i erstatning. Byretten i Silkeborg fandt, at årsagen til at hesten slog ud og forårsagede A's tilskadekomst, alene havde været, at B ikke havde fuld kontrol over hesten, hvorfor B havde pådraget sig erstatningsansvar. VL fastslog, at B havde handlet ansvarspådragende ved ikke at sikre sig fuldt kontrol over hesten under forbikørslen. Da der ikke var grundlag for at fastslå, at A forud for eller under sin forbikørsel havde udvist egenskyld, tiltrådte VL at B var ansvarlig for uheldet. (2-1)
UfR 2007.2275 VLD: P var som passager hos en spirituspåvirket fører kommet til skade, da bilen forulykkede. P fremsatte nu krav om erstatning for personskade over for bilens ansvarsforsikring, F, der havde nedsat erstatningen med 50 %, under henvisning til at P ved accept af risiko og egen skyld havde medvirket til skaden. Varde Byret gav P medhold. Bilens fører, A, havde efter uheldet 2,28 promille alkohol i blodet, og han fremtrådte beruset ved politiets ankomst til uheldsstedet, idet politiet skønnede, at han var spirituspåvirket i middel grad. Færdselsuheldet skyldtes alene førerens spirituspåvirkethed. P havde forinden uheldet været i selskab med A i ca. 5 timer, og i hele det tidsrum havde A og P sammen med andre drukket øl på forskellige lokaliteter og under kørsler i bil. A havde forklaret, at han inden P's ankomst havde drukket 5-6 øl, og at han, medens P var til stede, drak 8-11 øl. VL fandt derfor, at P måtte have været klar over, at A ikke var i stand til at køre bil på betryggende måde, og at han derfor har medvirket til skaden ved grov uagtsomhed, jf. FÆL § 101, stk. 2, 2. pkt. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende P fuld erstatning. I retspraksis vedrørende tilsvarende situationer var erstatningen blevet nedsat med 1/3, hvilket således måtte anses for at være udgangspunktet, medmindre der var skærpende omstændigheder ved skadelidtes adfærd. Da VL ikke fandt, at F havde påvist sådanne skærpende omstændigheder, ændredes dommen, således at erstatningen alene blev nedsat med 1/3.
UfR 2007.2821 HD: A sejlede d. 22.07.2001 sin båd ud af Østerby Havn på Læsø for at sejle mod Anholt. A havde købt og anvendte et kort fra Kort- og Matrikelstyrelsen. Ca. en halv sømil ude valgte A at forlade den anbefalede rute og satte således kursen østover i stedet for at holde kursen nordover. Herved sejlede han ind i et område, hvor vanddybden på kortet var angivet til mellem 2 og 4 m, og hvor bundbeskaffenheden var markeret som stenet. A´s båd stak 1,6 m i vandet. A´s båd grundstødte og måtte med assistance trækkes fri. Den var sprunget læk og måtte på værft, hvor den siden blev repareret. På søkortet var en fejl, idet angivelsen af en grund med dybden 0,9 m mellem 2 og 4 m kurven var faldet ud i den anvendte version. Det er ubestridt, at grundstødningen ikke skete på denne grund, men på en ukendt grund ca. 800 m øst derfor. A havde ikke tidligere sejlet i området omkring Læsø og kendte ikke besejlingsforholdene. A´s forsikringsselskab, Alka Forsikring, påstod Kort- og Matrikelstyrelsen pålagt erstatningsansvar for grundstødningen efter reglerne om produktansvar eller efter almindelige erstatningsretlige regler, idet kortet var behæftet med en fejl, en defekt, og skaden på skibet var forårsaget ved denne defekt ved produktet, som var produceret eller leveret af Kort- og Matrikelstyrelsen. Kort- og Matrikelstyrelsen påstod frifindelse, da der ikke var årsagssammenhæng mellem fejlen på kortet og skaden, og da A havde udvist egen skyld, idet han slet ikke burde have valgt en anden rute end den anbefalede. Endvidere var betingelserne for at ifalde ansvar efter produktansvarsloven ikke opfyldt. HR fastslog, at A ved under de angivne omstændigheder at have forladt den anbefalede rute burde have indset, at der var en betydelig risiko for grundstødning, hvorfor han uanset den manglende påførsel på det anvendte kort af en grund på 0,9 m selv måtte bære det fulde ansvar for skaden. Alka Forsikring havde herefter ikke noget krav mod Kort- og Matrikelstyrelsen, der frifandtes. HR fandt ikke anledning til at tage stilling til, om Kort- og Matrikelstyrelsen måtte være ansvarlig efter reglerne om produktansvar.
UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.
UfR 2008.1336 VLD: Skadelidte, S, var i den situation, at hun skulle giftes. Derfor var der af hendes veninder arrangeret en polterabend. Hertil var der hyret en mandlig stripper, B, som i løbet af eftermiddagen kom forbi arrangementet og leverede sit show. B affyrede i den anledning et konfettirør, hvor proppen ramte S i hovedet, med synsnedsættelse til følge. Efter ca. 1½ år anlagde S sag mod B, med påstand om, at B var erstatningsansvarlig for den skete skade. Byretten i Århus frifandt B, idet retten ikke fandt det bevist at B havde handlet culpøst i forbindelse med sin optræden. VL fandt i modsætning til byretten, at det var B havde handlet culpøst, ved ikke at sikre sig at konfettirøret i affyringsøjeblikket ikke var rettet mod nogen, og der var efter sagsfremstillingen ikke grundlag for at statuere at S i affyringsøjeblikket havde bevæget sig mod skudretningen. Dermed blev B dømt til at anerkende, at han var erstatningsansvarlig for skaden på S.
UfR 2008.1506 VLD: A, der havde tilladelse til at sælge lovligt fyrværkeri, solgte ulovlige kanonslag til B, der var over 18 år. En 14 årig dreng, D, købte i november 2001 nogle kanonslag af B´s lillebror C. Under affyringen af kanonslaget kom D alvorligt til skade og pådrog sig bl.a. høreskader. D anlagde sag mod A, B og C med påstand om erstatningsansvar. VL lagde til grund, at A ikke havde solgt ulovlig fyrværkeri til personer, der ikke var myndige og da han efter det oplyste ikke havde nogen viden om, at B ville overdrage fyrværkeriet til sin mindreårige bror C, var der ikke grundlag for at fastslå at A havde handlet erstatningspådragende i forhold til D. Direkte overdragelse af ulovligt fyrværkeri til en person under 15 år vil efter omstændighederne kunne indebære erstatningsansvar for en voksen overdrager, men overdragerens ansvar skal afvejes over for den konkrete mindreårige modtagers indsigt i fyrværkeriets farlige egenskaber og den adfærd, som den mindreårige har udvist i forbindelse med håndteringen og anvendelsen af fyrværkeriet. Det var kendt på skolen, at det var muligt at købe ulovlige kanonslag af C, og det benyttede den dengang 14-årige D sig af. D var klar over, at kanonslagene var ulovlige, og var også klar over, at man skulle passe på, når man fyrede kanonslag af. Da D således var bekendt med den indlysende fare, der var for at fyrværkeriet under de anførte omstændigheder kunne sprænges i hans hånd, havde han med sin tankeløse adfærd i meget betydeligt omfang overtrådt disse sikkerhedsforskrifter. På denne baggrund tiltrådte VL, at også B og hans lillebror C, ligeledes frifandtes.
UfR 2008.1521 VLD: Under en byfest i Seest d. 01.05. 2004 blev den 17-årige S, ramt af en forlystelsesindretning kaldet »det flyvende tæppe« som det omrejsende Herning Tivolipark, H, havde opstillet. Forlystelsen var indhegnet, og man kunne kun komme ind og ud via låger. S havde drukket øl den pågældende aften, og han stod i nærheden af forlystelsen sammen med nogle kammerater. Pludselig løb S hen mod »det flyvende tæppe«, der var i gang. S kom inden for det afspærrede sikkerhedsområde, hvor han blev ramt to gange af den store og hurtigt svingende platform. S, der var omfattet af en ulykkesforsikring, anlagde sag mod sit forsikringsselskab, TrygVesta Forsikring A/S, T, med påstand om at T skulle anerkende, at ulykkestilfældet var omfattet af forsikringen. S, der ikke kunne huske noget om uheldet, gjorde gældende at hans handling skyldtes en ”klapfejl”. Under henvisning til at S havde udvist grov uagtsomhed, påstod T frifindelse. I modsætning til Kolding Byret, frifandt VL T. VL fandt, at S ved sin adfærd havde bragt sig i en situation, hvor det var tydeligt for enhver, at der var en indlysende fare for den indtrådte skade. Det måtte på den baggrund anses for godtgjort, at han havde fremkaldt følgerne af ulykken ved grov uagtsomhed, som angivet i forsikringsbetingelserne. Bedømmelsen af uagtsomhedens grovhed kunne ikke ændres som følge af S' alder og uerfarenhed. Hans adfærd kunne efter karakteren og den tidsmæssige udstrækning af det samlede handlingsforløb heller ikke karakteriseres som en klapfejl. Det var ikke tillagt betydning, om udgangslågen var åben eller lukket, idet forlystelsen under alle omstændigheder fremtrådte som klart afskærmet, fordi den var farlig.
UfR 2008.1748 VLD: Landmanden A, var d. 27.08.2003 havareret med sin traktor og havde i den anledning spildt ca. 20 liter olie på vejbanen over en længere strækning. A havde spredt jord eller sand på vejen og underrettet vejformanden, V, i Møldrup kommune (nu Viborg), M, som godkendte afværgeforanstaltningerne uden at der blev sat advarselsskilte op. Dagen efter kom en kvindelig bilist, B, til skade ved et solouheld, fordi vejbanen stadig var glat af olien. Der blev ikke fra politiets side rejst tiltale mod A, og hverken A’s eller M’s forsikringsselskaber ville anerkende en erstatningspligt over for B. B anlagde derfor sag mod A og M, med krav om at de in solidum eller hver for sig at var ansvarlige for et erstatningskrav på næsten 200.000 kr. Spørgsmålet om ansvarsgrundlaget blev udskilt til særskilt forhandling. Retten i Viborg fandt A erstatningsansvarlig. VL fandt, modsat Retten i Viborg, at A, ved at have spredt jord eller sand på ulykkesstedet og have kontaktet V hos M, som godkendte de iværksatte afværgeforanstaltningen, måtte kunne anses for at have foretaget det, der med rimelighed kunne forventes af ham i anledning af oliespildet, og der var dermed ikke det til erstatningsansvar fornødne ansvarsgrundlag. A blev derfor frifundet overfor B. M havde ved at godkende de iværksatte afværgeforanstaltninger, der var utilstrækkelige, pådraget sig erstatningsansvar over for B.
UfR 2008.2290 VLD: Tommy Larsen, S, kom i byggemarkedet Jem & Fix A/S, B, til skade med sine knæ, og anlagde derfor sag mod B, med påstand om at B skulle tilpligtes, at anerkende at være erstatningspligtig efter reglerne i EAL for den pågældende skade. Skaden var opstået ved, at S faldt ned af en stige, som han havde fået anvist af personalet, da han skulle se på nogle granitplader, der lå øverst på en reol. Den øverste hylde på reolen blev anvendt til lager og den ansatte havde bedt chefen, der havde truckcertifikat, om at hejse pallen med granitplader ned. Det havde chefen dog afvist, da han havde pause og henviste i stedet til stigen. VL udtalte, at B ved således at overlade S stigen i forbindelse med besigtigelse af nogle plader, der lå højt oppe og var så tunge, at nedtagning af dem krævede en truck, fandtes at have handlet uforsvarligt. B var derfor erstatningsansvarlig overfor S, da der ikke forelå egen skyld. (2-1)
UfR 2008.2328 ØLD: Ved et færdselsuheld i marts 2002 pådrog S sig 100 % tab af erhvervsevne og 100 % mén. Codan Forsikring A/S, C, som var S’s forsikringsselskab anerkendte erstatningspligten overfor S, men gjorde gældende at S ved grov uagtsomhed havde medvirket til skaden, og i den anledning skulle erstatningen og godtgørelsen nedsættes med 1/3. Retten på Frederiksberg fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at S i hvert fald kørte med 120 km/t. på stedet, hvor der var en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. BR fandt, at uheldet alene kunne tilskrives, at S førte bilen med en alt for høj hastighed, hvilket efter vidnernes forklaringer om forholdene og omstændighederne i øvrigt måtte betegnes som både hensynsløst og uforsvarligt. BR fandt derfor, at S ved grov uagtsomhed således havde medvirket til sin egen tilskadekomst, at der skulle ske nedsættelse af erstatningen med 1/3. Af de grunde, der var anført af BR, og da det for VL fremkomne ikke kunne føre til andet resultat, tiltrådte VL, at S havde ført bilen som af BR fastslået. VL fandt imidlertid ikke, at S herved havde udvist en så grov uagtsomhed, at erstatning for personskade burde nedsættes i medfør af FÆL § 101, stk. 2, 2. pkt.
UfR 2009.1343 ØLD: Taxichaufføren T havde d. 24.05.2007 påbegyndt en u-vending på en vej, hvor hastighedsbegrænsningen var 60 km/t. I forbindelse med u-vending skete der et sammenstød med en motorcykel. Ved uheldet omkom både føreren og passageren på motorcyklen. Det blev lagt til grund, at motorcyklens hastighed havde været 91 km/t. T fandtes at have udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han var skyldig i overtrædelse af FÆL § 18, stk. 1. Straffen blev efter FÆL § 118, stk. 1, jf. § 18, stk. 1, fastsat til en bøde på 1.000 kr. Vedrørende forsikringsspørgsmålet fandt ØL, at motorcyklens kørsel havde været uansvarlig, ligesom motorcyklens hastighed havde været den altovervejende årsag til ulykken. Herefter fandt ØL, at T og dennes lovpligtige ansvarsforsikringsselskab Trafik G/S skulle bære 1/3 af ansvaret for de person- og tingsskader, der var sket ved den ovennævnte ulykke, og at motorcyklens forsikringsselskab Nykredit Forsikring A/S skulle bære 2/3 af ansvaret.
Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.
UfR 2002.2683 HD: Københavns Kommune fik medhold i regreskrav mod Topdanmark som skadevolders ansvarsforsikring for sygedagpenge udbetalt til skadelidt, der hidtil havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge. tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge måtte sidestilles med tab af arbejdsfortjeneste. Skadelidte ville derfor have krav på erstatning for tab af retten til arbejdsløshedsdagpenge, hvis han ikke havde modtaget sygedagpenge fra kommunen. Det forhold, at han på grund af EAL § 2, stk. 2, ikke selv kunne rejse et krav mod skadevolderen svarende til de udbetalte sygedagpenge, kunne ikke bevirke, at kommunen ikke kunne gøre et afledet regreskrav gældende mod Topdanmark, jf. herved princippet i lovens § 17, stk. 2, om arbejdsgiveres regreskrav i anledning af udbetalt løn under sygdom. Komm. af Jesper Ravn og Lars Bo Nilsson i UfR 2003 B.34-40: Dagpengeregres - Kommunens krav mod den ansvarlige skadevolder.
UfR 2004.258 ØLD: Christiansfeld Kommune fik medhold i regreskrav mod GN-forsikring, som var ansvarsforsikring for skadevolder, for sygedagpenge, der var udbetalt til skadelidte, der hidtil havde modtaget uddannelsesgodtgørelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
UfR 2004.1172/2 VLD: Lagerekspedient A var blevet påkørt af truck i varegården i Bilka, Tilst. Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Bilka. Antaget at færdselsloven ikke fandt anvendelse i varegården. Bilka ikke ansvarlig efter culpareglen og ej heller efter DL 3-19-2, da truckføreren ikke havde handlet ansvarspådragende. Et allerede betalt beløb på 21.840 kr. skulle tilbagebetales, da kommunen uberettiget havde opkrævet beløbet, og da det derfor var uden betydning, at Bilka havde betalt uden forbehold.
UfR 2004.1587 HD: Albertslund Kommunen havde som bopælskommune været forpligtet til at udbetale dagpenge til K som arbejdsgiver, da sygefraværet var påbegyndt efter d. 01.01.2000. Kommunen havde derfor regreskrav mod TRYG Forsikring som ansvarsforsikring.
UfR 2004.2182 ØLD: Greve Kommune kunne gøre regres for udbetalte sygedagpenge hos Vestsjællands Amt, der var erstatningsansvarlig for patientskade på Holbæk Centralsygehus. Den omstændighed, at der var ydet den dagpengeberettigede erstatning efter patientforsikringsloven afskar ikke kommunen fra at gøre sit regreskrav gældende på grundlag af det almindeligt gældende erstatningsansvar.
UfR 2004.2634 ØLD: Århus Kommune søgte dagpengeregres mod Topdanmark for ca. 23.000 kr. Arbejdsskadestyrelsen havde skønsmæssigt fastsat stationærtidspunktet til 6 måneder efter uheldet. Der var ikke grundlag for at fastslå, at Topdanmark på reguleringstidspunktet ikke havde et - også i forhold til Århus Kommune - fyldestgørende grundlag for at regulere erstatningskravet i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse.
UfR 2006.1589 ØLD: D. 25.10.2002 under kørsel, gik det bagerste venstre hjulsæt på en taxabus løs og ramte en modkørende bil, hvorved der skete alvorlig personskade på bilens passagerer og betydelig tingsskade på bilen. Ca. en uge forinden havde bussen fået skiftet dæk hos et dækcenter, D. Meløse Taxa, der var bussens ejer, havde tegnet forsikring i Codan, F1, mens D havde ansvarsforsikring i Topdanmark, F2. F1 erstattede skaderne og gjorde principalt et fuldt regreskrav gældende overfor D (F2), og subsidiært at ansvaret i det indbyrdes regresopgør måtte fordeles med en brøk til hver part efter ØL's skøn. D afviste kravet under henvisning til at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd. ØL fandt det godtgjort, at løsrivning af hjulene var en følge af utilstrækkelig fastspænding ved monteringen hos D, hvorved D havde udvist en betydelig uagtsomhed og derved pådraget sig erstatningsansvar. Idet ejeren/chaufføren af bussen var ansvarlig iht. FÆL § 101, stk.1, skulle der ske indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk ansvarlige jf. EAL § 25, stk.1. Da begge skadevoldere i den foreliggende sag var erhvervsvirksomheder, og da D havde udvist en betydelig uagtsomhed ved fastspænding af hjulsættet, hvilket var sket som led i det arbejde, D, som professionel virksomhed havde udført mod vederlag, fandt ØL at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det måtte anses for rimeligt at D, i medfør af EAL §25, stk.1, skulle bære halvdelen af ansvaret. F1 subsidiære påstand blev derfor taget til følge.
UfR 2006.2483 VLD: A, der var anset i Aarhus Kommune, kom under sit arbejde d. 17.07.1997 til skade i forbindelse med håndtering af nogle fortovsfliser. Der var fornøden årsagsforbindelse mellem den benyttede fremgangsmåde og den skade, der overgik A. A havde ikke pådraget sig et varigt erhvervsevnetab, hvorfor K som udgangspunkt var pligtig at erstatte dagpengeudbetalinger fra Galten Kommune til A frem til revalideringens påbegyndelse i november 2001, hvilket måtte kunne sidestilles med, at arbejdet var genoptaget i samme omfang som før A’s uheld. Dagpengeudbetalingerne havde ikke været i strid med dagpengeloven. Det var samtidig heller ikke grundlag for at lade kravet nedsætte eller bortfalde i medfør af egen skyld. VL fandt på denne baggrund - uanset den meget lange dagpengeperiode - ikke, at der var påvist grundlag for at reducere kravet, heller ikke til udbetalingerne indtil etårsdagen d. 17.07.1998, stationærtidspunktet d. 08.09. eller 6.10.1998 eller tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om mengrad d. 10.01.2001. Herefter blev Århus Kommune anset for erstatningsansvarlig, og skulle uden reduktion erstatte de af Galten kommune udbetalte dagpenge frem til revalideringens påbegyndelse.
UfR 2006.2721 VLD: I tre sager udbetalte Århus Kommune, K, i anledning af arbejdsulykker, ydelser i medfør af dagpengeloven, hvorefter K rejste regreskrav med skadevolderens forsikringsselskab, Tryg Forsikring, F, ved at fremsende en standardblanket om ”Opgørelse af regreskrav”. Denne blanket indeholdt oplysninger om perioden, i hvilken betaling var sket, om størrelsen af det udbetalte beløb, samt et rentepåkrav. Som dokumentation for udbetalingerne var vedlagt et skærmbillede fra Kommunernes dagpengesystem. K krævede renter, fra en måned efter at F havde modtaget denne standardblanket samt dokumentationen for udbetalingerne, idet K gjorde gældende, at F med disse bilag havde alle fornødne og relevante oplysninger til at foretage en vurdering af kravenes størrelse og berettigelse, jf. rentelovens § 3, stk. 2. F betalte herefter regreskravene til K med, for så vidt angik to af sagerne, renter fra modtagelsen af Arbejdsskadestyrelsen akter, hvori stationærtidspunkterne var angivet. For så vidt angik den tredje sag udbetalte F beløbet med renter fra modtagelsen af opgørelserne fra K over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet. K anlagde hefter sag mod F med påstand om betaling af yderlige renter. VL udtalte, at den standardblanket og det skærmprint, som K havde anvendt til at anmelde sine regreskrav over for F, ikke indeholdt de nødvendige oplysninger for en erstatningsretlig vurdering af kravenes berettigelse og størrelse, herunder dokumentation for skadens indtræden og årsagssammenhæng mellem skaden og de udbetalte dagpenge, og K havde ikke godtgjort, at selskabet allerede på tidspunktet, hvor kommunen fremsatte kravene om betaling, havde eller blev sat i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for den nævnte vurdering, hvorfor K ikke kunne få medhold i, at regreskravene skulle forrentes for en måned efter den dag, hvor kravene blev fremsat. K havde endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for en vurdering af regreskravenes størrelse, før selskabet havde modtaget Arbejdsskadestyrelsens akter med angivelse af stationærtidspunkterne for skaderne. Der var endvidere ikke godtgjort, at F var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger om kravets størrelse, før K d. 17.04.2001 fremsendte en opgørelse over udbetalte dagpenge indtil stationærtidspunktet lydende på 36.638 kr. Det bemærkes i den forbindelse, at K i skrivelse af 25.02.1999 havde opgjort sit regreskrav til 143.199 kr.
UfR 2007.296 ØLD: D. 06.10.1999 var A udsat for et færdselsuheld i forbindelse med sit arbejde. A blev påkørt bagfra af en anden bil, mens han holdt for rødt lys. Den anden bil var ansvarsforsikret i Topdanmark, F, I perioden efter uheldet var A helt eller delvist sygemeldt, og måtte i årene frem til 2004 sygemelde sig i et vist omfang som følge af uheldet. A indgik d. 12.04.2000 aftale med sin arbejdsgiver efter den dagældende § 28 i dagpengeloven. Aftalen blev forlænget frem til 2004. Aarhus Kommune, K, der var A’s hjemkommune, havde godkendt denne aftale. K rejste i 2004 regreskrav mod F i anledning af udbetalte sygedagpenge. F ville dog kunne anerkende regreskravet frem til d. 16.04.2000 med den begrundelse, at K ikke havde ret til regres for dagpenge, som var udbetalt efter dagpengelovens § 28. ØL fandt, at det fremgik direkte af ordlyden af § 28, at ”arbejdsgiveren kan få refunderet et beløb, som svarer til de dagpenge, som den sikrede har ret til fra arbejdsgiveren”. Bestemmelsen måtte således ses i sammenhæng med arbejdsgiverens forpligtelse i lovens § 1, stk. 2, nr. 1, sammenholdt med § 3. Bestemmelserne var udtryk for, at K ved en § 28-aftale overtog arbejdsgiverens forpligtelse til at betale dagpenge. Den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, indeholdt efter sin ordlyd ingen hjemmel til, at K kunne gøre regreskrav gældende for ydelser betalt i henhold til en § 28-aftale. Dette må anses for at have sammenhæng med bestemmelsen i EAL § 17, stk. 2, hvorefter dette regreskrav som udgangspunkt tilkom arbejdsgiveren. K kunne efter almindelige formueretlige regler indtræde i arbejdsgiverens regreskrav efter EAL § 17, stk. 2. Eftersom der er under ankesagen enighed mellem parterne om, at betingelserne for regres i EAL § 17, stk. 2, ikke var opfyldt, blev F frifundet for K’s regreskrav.
UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge, T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt 491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at EAL § 17, stk. 1, og EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab.
UfR 2007.2516 VLD: A brækkede i forbindelse med sit arbejdet venstre overarm. Hun fik nogle dage senere foretaget et operativt indgreb på Aarhus Sygehus, S. Under operationen var en nerve blevet påvirket, og denne skade blev af Patientforsikringen anerkendt som erstatningsberettiget, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 i lov om patientforsikring. Aarhus Kommune, K, havde i sygdomsperioden udbetalt sygedagpenge, som de nu ønskede regres mod S for, idet K henviste til, at A’s sygdomsperiode var blevet væsentlig forlænget som følge af S’ ansvarspådragende handling. S bestred dette krav og henviste til, at det faktum, at skaden var anerkendt efter patientforsikringsloven, var uden betydning for, om der var handlet ansvarspådragende. VL fandt det ikke godtgjort, at der af de opererende læger, der efter det oplyste benyttede en sædvanligt fulgt fremgangsmåde ved operation for knoglebrud, var begået lægelige fejl, som kunne pådrage S erstatningsansvar, hvorfor S blev frifundet.
UfR 2008.67 ØLD: B, der havde en alkoholpromille på 1,04, ville i forbindelse med kørslen betjene sin mobiltelefon for at læse en modtaget SMS-besked. B påkørte i den forbindelse en parkeret bil. IF Skadeforsikring NUF, F, rejste regreskrav over for B vedr. udbetalte erstatninger på 133.306,56 kr. Sagen vedrørte alene spørgsmålet om, hvorvidt B havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jf. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. ØL fandt, at B, der under kørslen var spirituspåvirket, ved under kørslen at række ud efter en mobiltelefon for at aflæse en SMS-besked, foretog en handling, der var ufornøden for kørslen. Under disse omstændigheder tiltrådte ØL, at Københavns Byret havde fundet, at B har forvoldt uheld ved grov uagtsomhed.
UfR 2008.1322 VLD: På offentlig vej kørte skadevolder, S, om kap med en anden bilist. Kørslen resulterede i en færdselsulykke hvor forurettede, F, afgik ved døden. Efterfølgende blev S i en straffesag fundet skyldig i uagtsomt manddrab, og idømt fængsel i 1 år. I denne erstatningssag, hvor Himmerland Forsikring G/S, H, havde nedlagt regrespåstand over for S på 1.282.138,02 kr., anførte ØL, at der ikke var grundlag for at benytte et andet faktum end i straffesagen, hvorefter kørslen måtte betegnes som særlig hensynsløs og bevidst uforsvarlig. Herefter udtalte ØL, at da forsikringsbegivenheden således måtte anses for fremkaldt ved en uagtsomhed, der måtte betegnes som grov hensynsløshed, er betingelserne i FÆL § 108, stk. 2, for, at forsikringsselskabet kunne gøre regres mod S, opfyldt. ØL fandt dog, at efter oplysningerne om S's indtægts- og formueforhold ville det have virket urimeligt tyngende, at lade ham bære det fulde erstatningsansvar. Efter sagens omstændigheder nedsattes det beløb, som S skulle betale til H, derfor i medfør af EAL § 24, stk. 1, til 200.000 kr. med renter som påstået.
UfR 2010.115 HD: Som følge af, at A havde haft sygefravær på grund af et trafikuheld, hvor hun var blevet påkørt bagfra af en anden bil, modtog hun sygedagpenge i 4 perioder. Sygedagpengene blev udbetalt af Århus Kommune, K, hvor hun var ansat, og som samtidig var hendes bopælskommune. Skadevolderens ansvarsforsikringsselskab, F, anerkendte ansvaret for uheldet. Der opstod imidlertid tvist om, hvorvidt K kunne søge regres hos F for de betalte sygedagpenge efter reglen i den dagældende dagpengelovs § 39, stk. 2, hvorefter en kommune i anledning af dagpenge udbetalt til en person som følge af en lidelse forvoldt af en ansvarlig skadevolder kunne gøre regreskrav gældende for de udbetalte dagpenge, i det omfang de erstatningsretlige betingelser herfor var opfyldt. F havde navnlig gjort gældende, at det efter dagpengelovens § 39, stk. 2, var en betingelse for K’s regresadgang, at denne havde lidt et tab. K måtte som både dagpengeudbetalende myndighed og arbejdsgiver anses for én juridisk person og havde som sådan ikke lidt noget tab i anledning af A’s fravær, idet K’s udgift til dagpenge var blevet udlignet ved, at denne som arbejdsgiver havde sparet en lønudgift. K bestred, at bestemmelsen skulle forstås således, at K alene havde et regreskrav, hvis den kunne godtgøre et tab. HR gav K medhold. HR udtalte, at K støttede sit afledede krav på, at den som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge efter dagpengeloven, jf. lovens § 39, stk. 2, og EAL § 17, stk. 1, 3. pkt., og at der efter ordlyden af og forarbejderne til disse bestemmelser som affattet ved lov nr. 1110 af 20.12.1995 ikke – heller ikke efter ændringen af dagpengelovens § 39, stk. 2, i 1998 – var holdepunkter for at forstå bestemmelserne således, at en kommune, der som socialforvaltning havde betalt sygedagpenge og samtidig var arbejdsgiver for skadelidte, kun havde et regreskrav mod skadevolderen, hvis den kunne godtgøre et tab. HR stadfæstede herved ØL’s dom.
UFR 2010.833 HD: Der opstod d.24.12.2002 brand i A’s ejendom. Ejendommen var lejet ud til B, og der opstod skade på både bygning og inventar. Både ejer og lejer havde tegnet hos F, som betalte for udbedringerne af brandskaderne. Det fremgik bl.a. af den brandtekniske erklæring, at det måtte anses for sandsynligt, at branden var opstået på grund af nogle varmekanoner, som var placeret i et teknikrum på ejendommens tag. Varmekanonerne var anbragt af J, som i efteråret 2002 havde indgået aftale med A om levering af en ny kølecentral til brug for airconditionering. I forbindelse med leverancen skulle nogle ældre køletanke, som hver rummede hver ca. 4 m³ dybfrossen væske, demonteres og fjernes. Efter flere forsøg på at fjerne tankene blev de resterende tre tanke forsøgt optøet ved hjælp af varmekanoner. Ifølge aftalen forudsattes en såkaldt all-risk forsikring indtil overtagelse tegnet af kunden. Forsikringen blev imidlertid ikke tegnet. F anlagde i 2005 retssag med påstand om betaling for brandskaderne til en værdi af knap 3,5 mio. kr. under henvisning, at være indtrådt i skadelidtes retsstilling efter EAL. Da J ikke var medsikret under policen var regreskravet efter F’s opfattelse ikke omfattet af FAL, men selskabet var indforstået med, at konsekvensen af den manglede all-risk forsikring var, at regres for bygningsskaden ikke kunne gennemføres, medmindre J havde handlet groft uagtsomt. J anførte bl.a., at selskabet var sikret under den forsikringspolice for brand- og stormskade, der var tegnet for ejendommen, og at F’s regreskrav derfor var et krav om policeregres, der skulle bedømmes på grundlag af FAL, herunder den dagældende forældelsesregel i § 29, ifølge hvilken der gjaldt en regel om forældelse af et krav grundet i en forsikringspolice allerede to år efter udgangen af det kalenderår, hvor der forelå kundskab om kravet. HR fandt, at J skulle betale det påståede beløb. HR lagde efter bevisførelsen til grund, at F i hvert fald ikke før januar 2003 fik kundskab om kravet mod J, og der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om FAL’s dagældende § 29 fandt anvendelse, idet F’s regreskrav hverken var forældet efter denne bestemmelse eller efter forældelsesloven af 1908. Ud fra en samlet bedømmelse af sagen vurderede HR endvidere, at der var årsagssammenhæng mellem anvendelsen af varmekanonerne og brandens opståen. J’s adfærd ansås derfor for at have indebåret en så indlysende fare for den indtrådte brand, at selskabet måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed.
Anders Ørgaard i JUR 1993.163-169: Personskadeerstatningskravs arveretlige position.
Georg Lett, Jacob Thomsen, Anders Julius Tengvad, Henriette Lykke Hansen og Kathrine Gorm Andreasen i ET nr. 2/2010 p. 79-94: Kan konkursboet rejse kreditorernes erstatningskrav? (Med udgangspunkt i domme og litteratur vurderes retsstillingen i Danmark og Norge. Tillige om ansvarsgrundlag for bestyrelse og revisor.)
UfR 2003.616 HD: Anmeldelse til Patientforsikringen måtte sidestilles med sagsanlæg, og godtgørelseskrav kunne derfor falde i arv, jfr. EAL § 18, stk. 2.
UfR 1998.1064 VLD: Chauffør fra Frode Laursen A/S faldt ned i affaldssilo på forbrændingsanlægget Århus Nord. A stod på læsserampen, der brød sammen. Codan havde som ansvarsforsikring for Frode Laursen betalt erstatning på 249.774 kr., og gjorde nu regres mod Århus Kommune for 2/3 heraf.. Kommunen blev frifundet. Kommunen kunne ikke anses for selvforsikrer, jfr. EAL § 20.
UfR 1998.1137 HD: 5 bestyrelsesmedlemmer i fodboldklubben OKS, der gik konkurs i 1990, blev dømt til at betale konkursboet en erstatning på 1 mio. kr. Konkursboet fandtes berettiget til at gøre erstatningsansvaret gældende. Bestyrelsen burde d. 04.04.1989 have indset, at en videreførelse af selskabet ikke var mulig uden yderligere tab. I medfør af EAL § 25, stk. 2, 2. pkt. burde advokat Jørn Milos, hvis erstatningsansvar var dækket af en ansvarsforsikring, i det indbyrdes forhold betale hele erstatningsbeløbet.
UfR 1999.83 HD: Almindelig Brand havde som ansvarsforsikring for bil betalt i alt 1.996.233 kr. i erstatning til motorcyklist, som var væltet og kuret over i bilen, da en 13-årig pige A pludselig var trådt ud på kørebanen på Kløvermosevej i Odense. Almindelig Brand påstod fuld regres mod A. Den indbyrdes fordeling skulle ske efter EAL § 25, stk. 1. Almindelig Brand, der hæftede på objektivt grundlag i kraft af en lovpligtig motoransvarsforsikring, måtte som altovervejende hovedregel bære erstatningsbyrden frem for et selskab, der hæftede efter en almindelig ansvarsforsikring. Selv om A havde udvist en ikke ubetydelig uagtsomhed, og der intet var at bebrejde bilisten, var der ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
UfR 2000.2058 HD: Codan Forsikring havde som ansvarsforsikrer for Frode Laursen A/S betalt erstatning på 249.775 kr. til chauffør, der i 1993 var kommet til skade ved at falde ned i en affaldssilo under aflæsning på forbrændingsanlæg Århus Nord. Århus Kommune var som driftsherre ikke regrespligtig over for Codan. Århus Kommune var ikke selvforsikrer, idet kommunen ikke konsekvent havde undladt at forsikre sig, og EAL § 20 fandt derfor ikke anvendelse. Erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem flere skadevoldere skulle bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der forelå særlige omstændigheder. Der var ikke oplyst omstændigheder, der kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt.
UfR 2006.1589 ØLD: D. 25.10.2002 under kørsel, gik det bagerste venstre hjulsæt på en taxabus løs og ramte en modkørende bil, hvorved der skete alvorlig personskade på bilens passagerer og betydelig tingsskade på bilen. Ca. en uge forinden havde bussen fået skiftet dæk hos et dækcenter, D. Meløse Taxa, der var bussens ejer, havde tegnet forsikring i Codan, F1, mens D havde ansvarsforsikring i Topdanmark, F2. F1 erstattede skaderne og gjorde principalt et fuldt regreskrav gældende overfor D (F2), og subsidiært at ansvaret i det indbyrdes regresopgør måtte fordeles med en brøk til hver part efter ØL's skøn. D afviste kravet under henvisning til at der ikke var udvist ansvarspådragende adfærd. ØL fandt det godtgjort, at løsrivning af hjulene var en følge af utilstrækkelig fastspænding ved monteringen hos D, hvorved D havde udvist en betydelig uagtsomhed og derved pådraget sig erstatningsansvar. Idet ejeren/chaufføren af bussen var ansvarlig iht. FÆL § 101, stk.1, skulle der ske indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk ansvarlige jf. EAL § 25, stk.1. Da begge skadevoldere i den foreliggende sag var erhvervsvirksomheder, og da D havde udvist en betydelig uagtsomhed ved fastspænding af hjulsættet, hvilket var sket som led i det arbejde, D, som professionel virksomhed havde udført mod vederlag, fandt ØL at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at det måtte anses for rimeligt at D, i medfør af EAL §25, stk.1, skulle bære halvdelen af ansvaret. F1 subsidiære påstand blev derfor taget til følge.
UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.
UfR 2009.3044 HD: I forbindelse med et asfaltarbejde, som Tarco Vej A/S (Nu Munck Asfalt A/S), M, udførte i 2002 på E20 motorvejen, kørte en bilist galt, og forårsagede derved omfattende skader på flere køretøjer. Bilistens forsikringsselskab, Tryg, T, gjorde gældende, at M skulle bære hele erstatningsbyrden, idet M’s forsikringsselskab, If Forsikring, i sin korrespondance med T, havde forpligtet sig til at bære erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem selskaberne. T gjorde også gældende, at fordelingen af erstatningsbyrden skulle ske under hensyn til, at M’s adfærd havde været hovedårsag til ulykken, og at ulykken var sket i forbindelse med M’s udøvelse af erhvervsvirksomhed. HR fandt, ligesom ØL, at M’s forsikringsselskab ikke ved den førte korrespondance selskaberne imellem havde forpligtet sig til at bære hele erstatningsbyrden. I forhold til fordelingen af erstatningsbyrden fremhævede HR hensynet til klare regler for fordelingen af erstatningsbyrden. Der var i retspraksis allerede opstillet en hovedregel om, at et forsikringsselskab, der i kraft af en lovpligtig ansvarsforsikring på objektivt grundlag hæftede for skader forvoldt af motorkøretøjer, måtte bære erstatningsbyrden frem for et forsikringsselskab, der hæftede i medfør af en almindelig ansvarsforsikring. HR fandt, at denne hovedregel også skulle gælde i det tilfælde, hvor den almindelige ansvarsforsikring var tegnet af en erhvervsdrivende. Herefter, og da den uagtsomhed, som M havde udvist i forbindelse med ulykken, heller ikke kunne føre til en fravigelse af den ovennævnte hovedregel, frifandt HR M. ØL var nået til samme resultat.
Jørgen Trolle i UfR 1971 B.141-142: Staten og Forsikringsaftalelovens § 25.
Bent Iversen i JUR 1978.443-454: Om kumulation eller kompensation ved beregning af erstatning for personskade.
Bernhard Gomard i FEST nr. 1/2000 p. 31-51: Betydningen af forsikring for forholdet mellem skadevolder og skadelidt.
UfR 1990.27 HD: Skade på bil forvoldt af brugstyv under betydelig træthed og spirituspåvirkning (1,14 promille) fandtes forvoldt ved grov uagtsomhed.
UfR 1990.926/1 HD (UfR 1990.123 VLD): 2 drenge på 9 og 10 år havde tændt et bål i et skab i skoles omklædningsrum for at få lys i hulen. Der skete brandskade for ca. 3 mio. kr. Antaget at drengene havde handlet groft uagtsomt.
UfR 1991.310 HD: Brandskade var forvoldt af nabos afbrænding af pap og papir. Antaget, at skadevolderen ikke havde handlet groft uagtsomt, og at skaden ikke var forvoldt som led i udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed.
UfR 1992.179 VLD: 9-årig cyklist havde ikke udvist grov uagtsomhed, jfr. EAL § 19, stk. 2.
UfR 1995.737 HD: Maskinmester A på Midtkraft, Århus, havde i fritiden svejset en revnet lydpotte i Midtkrafts smørehul. Der opstod brand i bilen og hallen og der skete skader for 1.227.138 kr, som blev dækket af brandforsikringen - bortset fra aftalt selvrisiko på 154.203 kr. A, der have ansvarsforsikring i TRYG, blev i VL dømt for at erstatte Midtkraft selvrisikobeløbet. A blev i Højesteret frifundet for betaling af den forsikrede skade, idet den af A udviste adfærd ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at A kunne anses for at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 1, nr. 1. Komm. af Jørgen Nørgaard i UfR 1996 B.191-196.
UfR 1998.32 HD: 2 forsikringsselskaber fik ikke regres mod A for skader på 994.577 kr., som A havde forvoldt ved selvmordsforsøg ved at åbne for gassen, hvorved et hus i Rønne var eksploderet. A fandtes nok at have været uagtsom i betydelig grad, men adfærden fandtes ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte skader, at disse kunne anses for forvoldt ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette kriterium er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1.
UfR 1998.1558 HD (UfR 1998.964 VLD): A havde fortaget svejsning i bunden af en Opel Kadet på metalværkstedet på skole i Randers, hvorved der opstod ild i bilen og den væsentlig del af bygningen nedbrændte. A havde ikke skænket benzinslangens en tanke, hvilket måtte anses for en elementær sikkerhedsforanstaltning. A's adfærd havde indebåret en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han måtte anses for at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1. A dømt til at betale 863.657 kr. til Kommunernes Gensidige Forsikringsselskab. (3-2).
UfR 1998.1606 VLD: A havde lånt sin bil ud til sin søster, der havde lånt bilen ud til C, der påkørte en forankørende bil. C blev dømt til at erstatte A selvrisikobeløbet på 6.190 kr., da C havde forvoldt skaden ved uagtsomhed. C blev frifundet for at erstatte præmieforhøjelse på 16.890 kr., da C's uagtsomhed ikke kunne betegnes som grov, jfr. EAL § 19, stk. 1.
UfR 2001.614 HD: A havde antændt nogle halmballer i en lade i Østervrå med en varmekanon, da han ville optø og starte sin bil. Topdanmark betalte skaden på 1.161.560 kr og søgte regres mod A. Det kunne ikke anses for kendt af almindelige brugere, at anvendelse af en varmekanon som den omhandlede indebar en risiko for spredning af gnister. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at A's adfærd - selv om den udgjorde en tilsidesættelse af offentligretlige forskrifter - ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL § 19, stk. 2, nr. 1
UfR 2004.166 HD: A, der var udlært mekaniker, havde udført svejsearbejde på en bil, der var tectylbehandlet. Der opstod brand, og Landbomuseet i Ll. Skensved nedbrændte. TRYG havde som bygningsforsikring udbetalt 6,5 mio kr., og påstod regres mod A for 1.190.000 kr. A's adfærd havde ikke indebåret en så nærliggende fare for den indtrådte skade, at han kunne anses at have forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, jfr. EAL § 19, stk. 2, nr. 1.
UfR 2004.348 HD: Forsikringsselskabet Yacht-Poll International fik medhold i regreskrav på 59.865 kr. mod T, der var dømt for medvirken til tyveri af speedbåd i Fredericia Lystbådehavn. T's medvirken bestod i at være chauffør for de personer, som udførte tyveriet. Han havde således haft forsæt til at bistå med, at andre skaffede sig en uberettiget vinding ved tilegnelse af båden med et tilsvarende formuetab for ejeren til følge. En sådan forsætligt forvoldt skade måtte anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i EAL § 19, stk. 2, nr. 1, således at erstatningsansvar ikke udelukkes trods tingsøforsikring. T burde ikke stilles bedre i den foreliggende situation, hvor båden uafhængigt af ham var kommet til veje igen, men i beskadiget stand
UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.
EAL § 22:
Ivan Sørensen i UfR 1989 B.260-264: Hvorledes skal begrebet personforsikring i EAL § 22, stk. 2 bestemmes? (Kritisk kommentar til UfR 1989.174 ØLD)
C. Boye Jacobsen i UfR 1989 B. 343-344: Er driftstabsforsikring personforsikring eller anden skadesforsikring?
Ivan Sørensen i UfR 1989 B.463-464: Når driftstabsforsikring er såvel personforsikring som skadesforsikring. En kommentar til C. Boye Jacobsens artikel i UfR 1989 B. 343-344.
UfR 1989.174 ØLD: Driftstabsforsikring ved sygdom tegnet af en tandlæge ikke en personforsikring omfattet af EAL § 22, stk. 2. (se nu UfR 1996.285 HD)
UfR 1996.285 HD: Tandlæge T havde i Codan en forsikring, der dækkede driftstab som følge af hans sygdom eller ulykke. T blev i 1989 påkørt af en lastbil, som var ansvarsforsikret hos Tryg-Baltica. Codan påstod Tryg-Baltica dømt til at erstatte udbetalt driftstab med 140.791 kr. Antaget, at EAL § 22, stk. 2 efter ordlyden, der klart underbygges af forarbejderne, også gælder for personforsikringer, der som den omhandlede var tegnet som en skadesforsikring. Herefter intet regreskrav, og Tryg-Baltica blev frifundet.
UfR 1997.969 VLD: GAF Forsikring kunne i medfør af EAL § 22, stk. 1 gøre regres mod skadevolders ansvarsforsikring også for værditabet på mindre end 1 år gammel Citroen Xantia, som var blevet skadet for 142.320 kr. ved påkørsel. Værditabet blev skønsmæssigt fastsat til 20.000 kr.
UfR 2007.706 ØLK: Under kørsel på cykel blev en tandlæge, T, væltet af en knallertfører, der var ansvarsforsikret hos Topdanmark Forsikring, F. T modtog over en periode på 253 dage sygedagpenge for i alt 491.685 kr. fra Dansk Tandlægeforenings Tryghedsordninger, D, der nu gjorde et regreskrav gældende over for F. VL udtalte, at den ordning, som D krævede regres for i nærværende sag, fandtes at frembyde betydelige ligheder med en forsikringsordning, men ordningen fandtes ikke direkte omfattet af FAL. Herefter måtte det herefter anses for betænkeligt at fastslå, at EAL § 17, stk. 1, og EAL § 22, stk. 2, afskar D fra den ulovbestemte mulighed for regres over for skadevolderen og dennes forsikringsselskab
Andet
UfR 1997.822 ØLD: Ydelserne til 2 selvstændige fiskeskippere fra arbejdsskadeforsikringen skulle fradrages i erstatning fra skadevolderen, jfr. lovens § 55 (nu § 59).
Marianne Stigbord og Kjeld Søgaard i ADV 2005.122-125: Erstatningsansvarslovens lempelsesregler særligt med henblik på advokatansvar
UfR 1996.156 VLD: Boligforeningen B i Århus havde betalt erstatning til et andet boligselskab på 427.978 kr. som følge af forsinkelse med hjemtagelse af indekslån. B anlagde sag mod sin tidl. forretningsfører F med påstand om betaling af beløbet.. Antaget, at F havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have sikret sig, at lånesagen blev færdigekspederet. Ikke grundlag for at afskære regres i medfør af EAL § 23. Erstatningskrav blev lempet i medfør af EAL § 24 til 100.000 kr.
UfR 1996.862 HD: K havde i 1990 sat ild på familiens parcelhus, som nedbrændte. K blev fundet skyldig i brandstiftelse efter STRFL § 181, stk. 1, og hun blev i medfør af STRFL § 69, jfr. § 68 dømt til ambulant behandling på psykiatrisk sygehus. Codan, som havde udbetalt erstatning, påstod K dømt til at betale 1.531.254 kr. Følgerne af ildspåsættelsen fandtes at kunne tilregnes K som et i hvert fald groft uagtsomt forhold, og EAL § 19, stk. 1 kunne derfor ikke finde anvendelse, jfr. EAL § 19, stk. 2, nr. 1. Efter en konkret helhedsvurdering fandtes ansvaret for K helt at burde bortfalde i medfør af EAL § 24, der ifølge bemærkninger har karakter af en socialhumanitær sikkerhedsventil.
UfR 1997.1659 HD: A krævede 25.824 kr i erstatning fra T for varigt man efter EAL § 4 - svarende til en méngrad på 12%. T havde tildelt A flere knivstik i forbindelse med et røveri. T påstod ansvaret lempet efter EAL § 24 med henvisning til, at A i anledning af samme skade havde modtaget 20.000 kr. fra en privat ulykkesforsikring. Der fandtes ikke at være grundlag for en lempelse, og A's påstand blev taget til følge.
UfR 2002.1496 HD: Hjerneskade anset forårsaget af salg fra en voldmand. Det måtte anses for mere sandsynligt, at V's hjerneskade, som indtrådte i nær tidsmæssig forbindelse med A's voldsudøvelse, ikke ville være indtrådt uden denne handling, end at hjerneskaden ville være indtrådt også uden A's handling. Skaden må således anses for forårsaget af A. Efter karakteren af A's skadevoldende adfærd og dennes følger for V var der ikke grundlag for at lempe erstatningsansvaret i medfør af EAL § 24, stk. 1. (3-2).
UfR 2008.781 ØLD: I forbindelse med deltagelse i et truckførerkursus afholdt af et AMU-center, AC kom A til skade. Han blev påkørt af en gaffeltruck ført af en medkursist, O, der var ansat hos Danish Crown, DC. A anlagde sag mod AC, DC og O med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte. ØL fandt AC og A solidarisk ansvarlige. A fandtes imidlertid ikke at havde godtgjort, at DC som arbejdsgiver for O skulle hæfte for dennes ansvarspådragende handling. Der blev lagt vægt på, at O's deltagelse i kurset ikke skete i DC's interesse, og at O ubestridt havde frihed uden løn i alle de dage, han efter eget valg og ønske deltog i kurset. Det forhold, at DC som arbejdsgiver bl.a. for at kunne fastholde arbejdskraft havde en mere generel interesse i at give frihed uden løn til de ansatte, således at disse kunne deltage i forskellige kursusaktiviteter i perioder, hvor arbejdsmængden tillod det, fandtes ikke at føre til, at O som kursist kunne anses for at have været i et tjeneste- eller tilknytningsforhold til DC, som var omfattet af arbejdsgiveransvaret efter DL 3-19-2. Den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og erhvervsevnetab, som A fandtes at have krav på blev dog nedsat med 1/3 på grund af udvist egen skyld. I forholdet mellem AC og O påhvilede betalingen AC, idet O ikke fandtes at have handlet forsætligt eller groft uagtsomt, jf. herved EAL § 25, stk. 2. jf. § 19, stk. 2, og § 20. O blev således frifundet for AC's friholdelsespåstand. Der fandtes ikke tilstrækkeligt grundlag for at lempe O's erstatningsansvar efter EAL § 24.
UfR 2008.1322 VLD: På offentlig vej kørte skadevolder, S, om kap med en anden bilist. Kørslen resulterede i en færdselsulykke hvor forurettede, F, afgik ved døden. Efterfølgende blev S i en straffesag fundet skyldig i uagtsomt manddrab, og idømt fængsel i 1 år. I denne erstatningssag, hvor Himmerland Forsikring G/S, H, havde nedlagt regrespåstand over for S på 1.282.138,02 kr., anførte ØL, at der ikke var grundlag for at benytte et andet faktum end i straffesagen, hvorefter kørslen måtte betegnes som særlig hensynsløs og bevidst uforsvarlig. Herefter udtalte ØL, at da forsikringsbegivenheden således måtte anses for fremkaldt ved en uagtsomhed, der måtte betegnes som grov hensynsløshed, er betingelserne i FÆL § 108, stk. 2, for, at forsikringsselskabet kunne gøre regres mod S, opfyldt. ØL fandt dog, at efter oplysningerne om S's indtægts- og formueforhold ville det have virket urimeligt tyngende, at lade ham bære det fulde erstatningsansvar. Efter sagens omstændigheder nedsattes det beløb, som S skulle betale til H, derfor i medfør af EAL § 24, stk. 1, til 200.000 kr. med renter som påstået.
UfR 2003.500 ØLD: A krævede erstatning på 146.176 kr. fra Flyvestation Værløse Faldskærmklub for skader efter et tandemudspring i september 1996. A havde før springet underskrevet et ansvarsfrihedserklæring, og instruktøren havde ikke handler forsætligt eller groft uagtsomt. Skaderne afveg ikke fra de skader, A måtte påregne ved faldskærmsudspring.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
02-08-10
