Dødsgaver og dødslejegaver

Civilret

Dødsgaver

Dødslejegaver

Afgiftsret


Civilret.

Arveret p. 341-363
Fisch-Thomsen i JUR 1968.224
Lego Andersen i Gavebegrebet 1988 p. 485-516

AL § 93. Reglerne om testamente finder tilsvarende anvendelse på

1) gaver, der gives i giverens levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og

2) gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående, og giveren var klar over dette.

Stk. 2. Stk. 1, nr. 2, gælder ikke for sædvanlige gaver.

Der er i AL §  93 sket en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i AL § 70, idet reglerne om testamenter skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Arvelovsudvalget nævner som eksempel et tilfælde, hvor en person af lægen får besked om, at han er uhelbredeligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i, i bedste fald op mod et halvt års tid. Hvis den pågældende dør 1-2 måneder senere, vil en gave næppe være en dødslejegave efter den gældende bestemmelse i AL § 70. Efter udvalgets opfattelse kan et sådant tilfælde efter en konkret vurdering kræve iagttagelse af testamentsreglerne.

Dødsgaver:

Ugyldighed statueret:

UfR 1959.427/1 HD: Murermester havde givet sin samlever køberet til ejendom til ejendomsværdien. Antaget, at der forelå en ugyldig dødsgave (4-3)

UfR 1966.912 VLD: Gårdejer G oprettede i 1953 et ejerpantebrev på kr. 16.500 med pant i sin gård og lagde ejerpantebrevet til sikkerhed for sin søn S's kassekredit. I 1956 overdrog G ejerpantebrevet til S, dog således at dette ikke skulle forrentes i G's levetid. Amtsstuen i Randers, hvortil gaveanmeldelse blev indgivet, meddelte, at der på grund af renteforbeholdet ikke skulle svares gaveafgift, men til sin tid arveafgift. Ejerpantebrevet blev ikke forsynet med påtegning og blev liggende til sikkerhed for S's kassekredit, indtil G døde i 1964. Antaget, at G og S - bortset fra bankens håndpanteret - ikke havde regnet med en praktisk foreliggende mulighed for, at pantebrevet ville blive gjort gældende over for G i levende live.

UfR 1968.491 VLD: M havde i 1957 købt en byggegrund af H's nieces mand J med henblik på opførelse af et parcelhus. I skødet fik J forkøbsret til ejendommen for en pris af kr. 13.000, når M og H begge var døde. Forkøbsretten blev lyst som byrde. Antaget, at der var tale om en egentlig køberet, men da der var tale om en gave, som først skulle opfyldes ved givernes død, og da testamentsreglerne ikke var iagttaget, kunne køberetten ikke gøres gældende over for dødsboet.

UfR 1971.373 ØLD: M og H, som ejede gården Marienlyst i Ølstykke, havde i 1944 givet sønnen G køberet til gården, når de ønskede at sælge denne, for kr. 50.000. Køberetten kunne også gøres gældende i deres dødsbo mod, at G ydede sine 2 søstre vederlagsfri husly i stuehuset. I 1957 tinglyste G køberetten uden forældrenes vidende. H døde i 1964 og M i 1969. Gårdens værdi var nu kr. 600.000. Antaget, at aftalen fra 1944 ikke kunne tilsidesættes på grund af bristende forudsætninger. Da M og H i deres levetid havde den fulde faktiske rådighed over ejendommen, og da G først ensidigt havde kunne stille krav om tilskødning efter forældrenes død, måtte den indrømmede begunstigelse anses som en ugyldig dødsgave.

UfR 1975.11 HD: Den 89-årige ugifte T havde under sit ophold på hospital overdraget 2 sparekassebøger med indestående på i alt ca. kr. 45.000 til sin nevø B. Antaget, at afdødes gaveløfte ikke gik videre end til at bestemme, at B af sparekassebøgerne skulle afholde alle udgifter for T, og selv måtte beholde, hvad der eventuelt ville blive tilovers ved hendes død. Dispositionen blev tilsidesat som en ugyldig dødsgave, og nevøen blev dømt til at tilbagebetale kr. 25.000 til boet.

UfR 1982.936 ØLD: M havde 4 mdr. før sin død indsat kr. 195.000 på en konto i Privatbanken lydende på E, som var ansat i M's forretning, og til hvem M tidligere havde haft et erotisk forhold. H, der havde overtaget boet som eneste arving, påstod E dømt til at anerkende, at hun ikke havde ret til kontoen. Da M havde beholdt bankbogen og efter det oplyste frit kunne hæve på denne, fandtes det ikke godtgjort, at indeståendet endeligt havde været overdraget til E, eller at M havde tilsagt E nogen ret, der kunne gøres gældende over for H som arving.

TFA 2001.183 VLD (FM 2001.29 VLD): Fader havde i 1986 mod gældsbrev udlånt 200.000 kr. til søn, der var revisor. I juli 1989 underskrev faderen en aftale, hvorefter lånet skulle bortfalde i form af gave ved hans død, og i øvrigt skulle lånet bortfalde, hvis sønnen ønskede det. I 1995 anså skattemyndigheder lånet for en gave ydet i 1986, og der blev betalt gaveafgift. Skifteretten i Skanderborg og VL fandt, at der var tale om en dødsgave, som ikke var gyldig på grund af manglende testamentsform, jfr. AL § 70, og at det ikke var bevist, at sønnen havde afgivet erklæring om gældens bortfald. Gældsbrevet skulle derfor indgå som aktiv i boet. (2-1).

UfR 2002.2762/2 ØLD: Den 93-årig proprietær A havde under en højtidelighed d. 08.05.1998 til hvert af sine 3 børnebørn udstedt et gavebrev, hvorefter disse hver modtog en livsgave på 1 million kr. i form af udlæg i A's landejendom. Gavebrevene blev herefter lagt i A's skrivebordsskuffe. A døde d. 27.08.1998. Der var ikke i tiden mellem overdragelsen og dødsfaldet taget faktiske eller retlige skridt til sikring af børnebørnenes rettigheder i henhold til gavebrevene. Under disse omstændigheder havde A ikke undergivet sig en sådan begrænsning i adgangen til at råde over gården, at gaverne kunne anses for opfyldt. Det var ikke godtgjort, at gaverne var bestemt til opfyldelse i levende live, og da gaverne ikke var givet i testamentsform, jf. AL § 70, kunne gavebrevene ikke gøres gældende i A's dødsbo.

TFA 2015.645 VLD: Aftale om køberet til en ejendom anset for en gave, der reelt var bestemt til opfyldelse efter H's død, og aftalen var derfor ugyldig.

Arkitekt R indgik d. 04.08.2009 en aftale med H om køberet til en ejendom på Kystvejen i Århus. H var på det tidspunkt 75 år og diagnosticeret med Lewy Body demens. Køberetten kunne først gøres gældende, når H ikke længere beboede ejendommens taglejlighed - enten som følge af fraflytning eller som følge af H's død. H døde d. 13.08.2010 og R gjorde køberetten gældende over for dødsboet efter H. Der var på det tidspunkt en forskel på omkring 10 mio. kr. mellem ejendommens værdi og det beløb på 11.985.000 kr., som R efter køberetten skulle betale for ejendommen. Retten i Århus og VL anså aftalen for ugyldig i medfør af AL § 93, stk. 1, nr. 1. Der blev herved bl.a. lagt vægt på, at der ved aftalen uden vederlag tillagdes R en meget betydelig formuefordel, og at aftalen således var indgået på vilkår, der måtte anses for i høj grad usædvanlige. Der blev endvidere lagt vægt på, at aftalen var indgået uden benyttelse af H's sædvanlige rådgivere og advokater og efter væsentlig ændring af udkast til købeaftale, som R's advokat havde udfærdiget. Der blev endvidere lagt vægt på, at H nogen tid før sin død var flyttet ind i ejendommens nybyggede taglejlighed, der var ældrevenligt indrettet, at der på samme etage var en gæstebolig, hvor en eventuel plejer for H kunne opholde sig, og at H i en fuldmagt, som R havde været involveret i at udfærdige, havde givet udtryk for, at hun ønskede at blive boende i lejligheden til sin død, og at hun ikke ville på plejehjem, hospice eller lignende.

Ugyldighed ikke statueret:

UfR 1963.196 VLD: Den 82-årige E havde d. 25.07.1960 - 2 dage før sin død - udstedt et pantebrev på kr. 80.000 med pant i Hotel Gørding til sine 4 fællesbørn. Pantebrevet var rentefrit og forfaldt ved E's død. Kreditorerne kunne når som helst kræve optaget størst mulige lån af offentlige midler, idet nettoprovenuet da skulle afdrages på pantebrevet. Antaget, at E var klar over, at han afskar sig fra at rejse penge ved yderligere belåning af hotellet, og at hans mulighed for at skaffe penge til sig selv ved salg af hotellet også blev stærkt begrænset. E anså ikke sin død for nært forestående. Derfor hverken en dødsgave eller en dødslejegave.

UfR 1964.193/2 ØLD: De barnløse M og H havde i 1949 oprettet testamente, hvorefter København Politis Understøttelsesforening skulle være universalarving ved længstlevendes død. M døde i 1958. I 1960 gav H Landsforeningen af Sukkersyge kr. 10.000 i kreditforeningsobligationer med forbehold af livsvarig rentenydelsesret. Antaget, at der ikke forelå en dødsgave i henhold til arveforordningen § 30.

UfR 1970.247 ØLD: Den 65-årige branddirektør Poul Olsen havde d. 11.03.1966 - 18 dage før sin død - ved påtegning på sit testamente delvist tilbagekaldt dette, herunder ophævet et arveafkald fra H. Antaget, at arveafkald ikke kunne afskære M fra med H's vidende formløst at ophæve arveafkaldet, hvilken beslutning ikke kunne anses for en dødsgave eller lignende disposition.

TFA 1998.338 VLD: H, der sad i uskiftet bo, havde i 1991 og 1992 kautioneret for sin søn A og dennes ægtefælle Æ's gæld til banken B og sparekassen S. Kautionen kunne kun gøres gældende over for H's dødsbo. B var berettiget til at anmelde sit krav i boet med 105.413,55 kr., da der ikke forelå en disposition omfattet af AL § 30 eller AL § 70. Boet kunne modregne sit fulde regreskrav mod Æ på 105.413,55 i Æ's krav mod boet på 150.000 kr.

TFA 1999.259 ØLD: M og H havde i 1978 givet et antikt thermo-ur til deres søns lavværge med forbehold af livsvarig brugsret. Gaven fandtes at være en livsgave, og dispositionen var ikke omfattet af AL § 70. A, der påstod at have fået uret som gave i 1997, blev dømt til at udlevere dette til dødsboet.

TFA 2004.218 ØLD: Moder havde i 1986 solgt halvdel af landbrugsejendom til den ene af sine tre døtre A, og der var samtidigt givet A tinglyst køberet til den anden halvdel af ejendommen.  Antaget, at køberetten kunne gøres gældende i moderens levende live, hvilket den også var blevet i 1998.  Landsretten fandt herefter ikke, at køberetten skulle anses for en dødsgave, der er omfattet af reglerne om testamenter, jf. AL § 70

TFA 2009.364 ØLD:  A havde i 1975 fået køberet til en del af en skov samt en ejendom i Helsingør, som tilhørte søsteren S. Under anken fremlagde A et dokument fra en udenforstående om, at det blev aftalt, at rettighederne først måtte anvendes, når S var død. Endvidere blev der fremlagt et brev fra  A, hvorefter S skulle beholde hus og skov, så længe hun levede. ØL lagde til grund, at de to køberetter indeholdt et ikke ubetydeligt gaveelement. Der var tale om mortis causa dispositioner. S havde ved et senere testamente i 2008 tilbagekaldt samtlige tidligere testamentariske dispositioner. Tilbagekaldelsen måtte omfatte køberettighederne. A dømt til at anerkende, at køberettighederne var tilbagekaldt


Dødslejegaver:

Rasmus Kristian Feldthusen og Anne Kjærhus Mortensen i TFA 2013.307-316: Om ægtepagter og ugyldighed (Forfatterne diskuterer spørgsmålet, om en ægtepagt skal erklæres for ugyldig, når en eller begge parter ved oprettelsen har viden om en bestemt aktualitet knyttet til ægtepagtens retsvirkninger. I artiklen behandles tre situationer: konkurs, forestående separation samt forestående død)

Tobias Triton Frost i TFA 2013.558-562: Ægtepagten som dødslejegave. (Antager, at ægtepagter oprette på dødslejet kan tilsidesættes som dødslejegaver)

Ugyldighed statueret:

UfR 1966.921 ØLD: Den 69-årige fru A, som blandt andet led af fremadskridende kronisk leverbetændelse, havde 10 dage før sin død d. 26.06.1965 givet sin veninde B nom. kr. 2.300 Handelsbankaktier til en værdi på ca. kr. 6.000. Antaget, at A også selv havde opfattet sin snarlige død som sandsynlig eller dog som en meget nærliggende mulighed, og at hendes dispositioner netop var bestemt heraf. Ikke godtgjort, at hun havde foretaget en endelig bindende gaveoverdragelse, der kunne kræves opretholdt over for hende også i tilfælde af, at hun - mod forventning - genvandt sit helbred.

UfR 1988.171/2 HD: M, som af lægerne havde fået at vide, at han som følge af en kræftsvulst i hovedet kun havde begrænset tid tilbage at leve i, havde i august 1984 solgt sin gård, sin bil og sit indbo, og ladet sine hunde og heste aflive. Ved gavebrev af 11.09.1984 overdrog han kr. 500.000 til et af ham stiftet kræftforskningslegat. M døde 24 dage senere d. 05.10.1984. M's 2 sønner fra første ægteskab krævede gaven erklæret ugyldig. Lagt til grund, at M efter al menneskelig erfaring kun havde kort tid tilbage at leve i og selv forudså sin snarlige død. Gaven måtte herefter - uanset at der forløb 25 dage fra gavebrevets oprettelse til M's død - anses som en dødslejegave. Også ref. i FM 1987.45 ØLD.

TFA 2006.380 ØLD: M og H oprettede 11 dage før M døde d. 29.09.2001 en ægtepagt, hvor M gav H betydelige gaver, og hvor en del af H's bodel blev gjort til H's fuldstændige særeje. M efterlod foruden H og to fællesbørn et særbarn. M var så alvorligt kræftsyg, at han sandsynligvis ville dø i nær fremtid. Ifølge lægejournalerne var han fuldt informeret om den ondartede sygdom, og om at kemoterapien ikke kunne kurere sygdommen, men eventuelt kunne lindre. En måned før oprettelsen af ægtepagten fik han synkestop. ØL tiltrådte, at M ved ægtepagtsoprettelsen måtte anse sin død som nært forestående. Ægtepagten måtte anses som en dødslejegave, omfattet af AL § 70. Den kunne derfor ikke gøres gældende i dødsboet.

TFA 2012.341 ØLD: A, der var 87 år, fik under en samtale d. 11.11.2008 oplyst, at han var uhelbredeligt syg af blærekræft. A ønskede ikke at tage imod dialysebehandling, og fik herefter at vide af overlægen, at han forventedes at ville dø ugen efter. Samme dag underskrev han en fuldmagt til sine to døtre D1 og D2, hvorefter de kunne hæve 1 mio. kr. på hans konto, og d. 12.11.2008 blev beløbet hævet. A døde d. 15.11.2008. A efterlod sig tillige 2 sønner, der var døde, og som havde i alt 4 børn. D1 forklarede, at hun i overensstemmelse med A's ønsker hævede 300.000 kr. til sig selv, 3 x 56.000 kr. til sine tre børn og 20.000 kr. til sin ægtefælle. D2 forklarede, at hun fik 300.000 kr. til sig selv, og afleverede de resterende penge til A i en kuvert. Da D1's og D2's forklaringer ikke stemte overens med, at beløbet var hævet på kontoen på en gang, fandt Retten i Næstved, at der ikke kunne lægges vægt på deres og D1's søns forklaringer. Hele beløbet blev derfor anset som en gave til D1 og D2, og da A var klar over, at hans død var nært forestående, var der tale om en dødslejegave, jf. AL §  93. Gaven kunne ikke, som påstået af D1 og D2 anses for et nødtestamente, og der var ikke grundlag for at anse en del af beløbet som sædvanlige gaver. D1 og D2 skulle derfor in solidum tilbagebetale 1 mio. kr. til boet. ØL stadfæstede.

Ugyldighed ikke statueret:

UfR 1963.196 VLD: Den 82-årige E havde d. 25.07.1960 - 2 dage før sin død - udstedt et pantebrev på kr. 80.000 med pant i Hotel Gørding til sine 4 fællesbørn. Pantebrevet var rentefrit og forfaldt ved E's død. Kreditorerne kunne når som helst kræve optaget størst mulige lån af offentlige midler, idet nettoprovenuet da skulle afdrages på pantebrevet. Antaget, at E var klar over, at han afskar sig fra at rejse penge ved yderligere belåning af hotellet, og at hans mulighed for at skaffe penge til sig selv ved salg af hotellet også blev stærkt begrænset. E anså ikke sin død for nært forestående. Derfor hverken en dødsgave eller en dødslejegave.

UfR 1972.604 HD: M, som sad i uskiftet bo med 2 fællesbørn, havde i 1967 - 25 dage før sin død - solgt boets væsentligste aktiv, en sommerhusgrund i Højby, til en venindes datter og dennes samlever for kr. 16.000 svarende til ejendomsværdien. Handelsværdien blev af de af landsretten udmeldte skønsmænd ansat til 18.000 og af de af højesteret udmeldte skønsmænd til kr. 25.000. Uanset om handelsværdien måtte have været noget højere end kr. 18.000, kunne det ikke fastslås, at der forelå en disposition, som kunne anfægtes efter AL § 22, stk. 1. Ej heller en dødslejegave, da M ved underskrivelsen af skødet ikke vidste, at han var så alvorligt syg, at hans død måtte anses for nær forestående.

UfR 1987.396 ØLD: Den 69-årige M, som led af uhelbredelig blærekræft, havde 30 dage før han døde d. 20.07.1984, oprettet gaveægtepagt, hvorved nom. kr. 798.000 KD-obligationer blev overført fra M's særeje til H's særeje. Obligationerne stammede fra en kapitalpension, som M havde fået udbetalt i 1982. M's 2 særbørn krævede gaven erklæret ugyldig. M havde ved ægtepagten realiseret et længe næret ønske om at overføre i hvert fald en del af kapitalpensionen, som de skulle leve af i deres pensionisttilværelse, til H, med hvem han havde været gift i 20 år, til sikring af hendes fortsatte forsørgelse også efter hans død. Når hertil kom oplysningerne om sygdomsforløbet og om afdødes tilstand på oprettelsestidspunktet, fandt retten ikke, at der forelå en ugyldig dødsgave eller en dødslejegave.

UfR 1990.819 ØLD (FM 1990.94): Den 42-årige T havde i 1987 på sit dødsleje 14 dage før han døde givet blankt afkald på arv efter sine forældre, som ½ måned senere oprettede testamente, hvorefter T's arvelod på 1/3 skulle tilfalde T's 2 fællesbørn, men ikke T's særbarn S. Antaget, at AL § 31 ikke indeholder noget krav til formen for et arveafkald, og at arveafkaldet ikke var en disposition omfattet af AL § 30. Da arveafkaldet ikke var en gave, fandt AL § 70 om dødslejegaver ikke anvendelse. Heller ikke grundlag for at tilsidesætte afkaldet efter AL § 52.

UfR 1995.429 HD: Den 49-årige styrelseschef T indgik ægteskab d. 24.05.1991 og døde d. 21.08.1991 på grund af en hjernesvulst. Finansministeriet nægtede at udbetale enkepension, da man anså ægteskabet for indgået på dødslejet, jfr. den dagældende § 11, stk. 1 i lovbekg. nr. 573 af 05.08.1991. Antaget, at der ikke var grundlag for at fastslå, at T, da han indgik ægteskabet, måtte forvente, at han ville dø i løbet af kort tid, og ægteskabet kunne under disse omstændigheder ikke anses indgået på dødslejet.

UfR 1996.136 VLK: Den 78-årige S, der led af en kræftsygdom, blev d. 31.10.1994 indlagt på hospitalet, hvor hun døde d. 13.11.1994. I forbindelse med hospitalsindlæggelsen havde S udtalt, at hendes Ford Fiesta skulle blive hos hendes svoger, E, og efter hendes død blev der i handskerummet i bilen fundet en erklæring, hvorefter E skulle have bilen, "når jeg ikke selv kan køre". Dødsboet krævede bilen udleveret fra E ved en fogedforretning. Antaget, at der i forbindelse med hospitalsindlæggelsen d. 31.10.1994 i overensstemmelse med den håndskrevne erklæring skete en endelig og ubetinget overdragelse af bilen. Der forelå ikke lægelige oplysninger om karakteren og forløbet af S's kræftsygdom eller om hendes kendskab til sygdommens stadium, da hun blev indlagt på hospitalet. Uanset det korte tidsrum mellem indlæggelsen og dødsfaldet fandtes det herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at overdragelsen af bilen kunne anses for en af AL § 70 omfattet disposition.

UfR 1998.1568 VLD (TFA 1999.1 VLD): M og H havde d. 01.06.1995 oprettet ægtepagt, hvor H's bodel blev gjort til hendes fuldstændige særeje, og hvor M som gave til H's fuldstændige særeje overdrog nom. aktier på nom. 300.000 kr, en bil, 2/3 af villa og 1/2 af sommerhus. Ægtepagten blev sendt til lysning d. 02.06.1995 og M døde d. 07.06.1995. M's særbarn D påstod ægtepagten tilsidesat som en dødslejegave, jfr. AL § 70. M, der var 50 år, havde d. 04.05.1995 fået konstateret lungekræft, og han fik d. 09.05.1995 at vide, at han havde fra måneder til år at leve i. Der var ikke anledning til i sig selv at opfatte hospitalsindlæggelsen d. 01.06.1995 til udtømning af væske fra bughulen som en drastisk ændring af det forventede sygeforløb. Det fandtes ikke godtgjort, at M ved underskrivelsen af ægtepagten d. 01.06.1995, hvilket tidspunkt måtte anses for afgørende for bedømmelsen, befandt sig i en situation, hvor han forudså sin død som nært forestående.

TFA 2004.482 ØLD: M og H havde d. 24.04.2001 oprettet ægtepagt, hvor to faste ejendomme, bankkonti på godt 42.000 kr og værdipapirer for ca. 212.000 kr. blev overført fra M's bodel til M's fuldstændige særeje. Ægtepagten blev lyst d. 02.05.2001. H havde i efteråret 2000 fået konstateret uhelbredelig lungekræft. H døde d. 17.05.2001 af et akut mavesår. H's særbarn, datteren D påstod ægtepagten tilsidesat som en ugyldig dødslejegave, jfr. AL § 70. Frederikssunds Skifteret fandt det ikke bevist, at H ved underskrivelsen af ægtepagten måtte anse sin død som nært forestående. ØL stadfæstede.

TFA 2007.113 VLD: H døde d. 11.01.2002 af kræft. I begyndelsen af 2001 tog H ophold på et plejehjem. I marts 2001 fik H kontakt til A i den skomagerforretning, hvor A arbejdede. A forklarede, at hun ofte hjalp H, der bl.a. ville separeres. Som tak hævede H i juli 2001 sin kapitalpension på 119.468 kr. og forærede d. 16.07.2002 de 115.000 kr. til A. H oprettede d. 30.10.2001 notartestamente, som ikke blev anfægtes. H  blev i december 2001 separeret. VL tiltrådte, at der ikke var oplyst omstændigheder, der bestyrkede, at H i juli 2001 anså døden for nært forestående. Gaven var derfor ikke en dødslejegave. Da gaven var meget betydelig i forhold til H's økonomi og til gaver, hun kort forinden havde givet til sin datter og dennes børn, og da H ifølge Retslægerådet i sommeren 2001 var udtalt sindssyg og med helt overvejende sandsynlighed uden forståelse for den fulde konsekvens af sin handling, tilsidesatte VL gavedispositionen i medfør af VML § 46, stk. 1. A skulle efter § 46, stk. 2, jf. § 45, stk. 1, betale de 115.000 kr. tilbage til H's dødsbo.

TFA 2010.715/2 VLD: M og H, som havde levet sammen i over 10 år, indgik ægteskab ved nødvielse d. 21.04.2007. De underskrev d. 22.04.2007 en ægtepagt, hvorefter M's ejendele med en værdi på ca. 2,1 mio kr. skulle være hans fuldstændige særeje, mens H's ejendele med en værdi på ca. 877.000 kr. skulle være fælleseje. H døde d. 02.05.2007. H havde siden d. 16.03.2010 været indlagt på Aalborg Sygehus med kræft i spiserøret, og hun havde d. 30.03.2010 fået at vide, at sygdommen var uhelbredelig. H's datter gjorde gældende, at ægtepagten var ugyldig. Retten i Hjørring gav ikke datteren medhold heri. VL fandt det ikke godtgjort, at H ved ægtepagtens oprettelse og tinglysning ikke var i stand til at handle fornuftsmæssigt, jf. VML § 46, stk. 1,  eller var blevet udnyttet på en sådan måde, at ægtepagten ikke var gyldig efter AFTL §§ 31, 33 eller 36. Selve den omstændighed, at der overførtes aktiver fra en ægtefælles bodel til samme ægtefælles særeje var ikke i sig selv en gavedisposition, men hvis den anden ægtefælles død var nært forestående, kunne afkaldet på boslodskrav efter omstændighederne have en sådan aktualitet, at det måtte betragtes som en dødslejegave, jf. AL § 70. Det fandtes ikke godtgjort, at H's død ved ægtepagtens oprettelse og underskrift var nært forestående, eller hun selv anså sin død som nært forestående. H's afkald på boslod kunne derfor ikke anses for en dødslejegave.

UfR 2011.3007 VLK (TFA 2011.560/1 VLK):  M gav ved ægtepagt  af 24.04.2009 H en gave på 10 mio. kr. M døde d. 11.09.2009. Skifteretten i Aalborg anså gaven for en dødslejedisposition omfattet af AL § 93, stk. 1, nr. 2. VL fandt det ikke godtgjort, at døden måtte anses for nært forestående, da M underskrev ægtepagt og gældsbrev. VL lagde til grund, at M, der i 2008 var blevet opereret på grund af cancer, i februar 2009 af neurokirurgerne var beskrevet som velbevaret, at det d. 30.03.2009 ved en MR-scanning blev konstateret, at knuden ikke havde udviklet sig, samt at M d. 16.04.2009 havde ringet til neurokirurgerne og fortalt, at han havde tiltagende svimmelhed.  VL ophævede som følge heraf skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved skifteretten.

TFA 2012.49 ØLD: M og H indgik ægteskab med formuefællesskab i 2000. Begge havde børn fra tidligere forhold. M købte i 2003 et sommerhus på Sjællands Odde i eget navn. H blev i 2005 opereret for brystkræft, men sygdommen vendte tilbage - i 2006 blev der konstateret spredning til knogler og lunger, hvilket var inoperabelt. I februar 2007 tilkom forværring med yderligere spredning til bughinden. H fik ambulant kemoterapibehandling. Ved ægtepagt underskrevet d. 11.03.2007 blev M's sommerhus gjort til M's fuldstændige særeje. Derudover havde ægtefællerne fortsat fælleseje. H døde 42 dage senere d. 22.04.2007 af sin kræftsygdom. Et af H's særbørn gjorde gældende, at boslodsafkaldet i ægtepagten var en ugyldig dødslejegave fra H til M, jf. den dagældende AL § 70, hvilket Skifteretten i Holbæk gav særbarnet medhold i. ØL lagde efter overlægens forklaring til grund, at H's tilstand i marts 2007 var uhelbredelig, og at restlevetiden var meget vanskelig at vurdere, men formentlig kunne måles i måneder. H var d. 11.03.2007 fortsat i behandling, der udelukkende havde til formål at lindre en uhelbredelig sygdom. Der forelå ikke oplysninger om, at H selv skulle have anset sin død som nært forestående, og de objektive lægelige oplysninger i patientjournaler mv. om hendes tilstand gav ikke grundlag for at antage, at hun skulle have haft en sådan opfattelse. Under disse omstændigheder var det ikke godtgjort, at H's død ved ægtepagtens oprettelse var nært forestående, eller at hun selv anså sin død som nært forestående. H's afkald på boslod kunne derfor efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor hun døde, ikke betragtes som en dødslejegave efter AL § 70.

UfR 2014.3478/2 ØLD (TFA 2014.465/2 ØLD): M og K havde levet sammen med fælles økonomi i ca. 12 år, indtil M døde d. 14.09.2012 efter et længere sygdomsforløb. M udstedte d. 01.09.2012 en fuldmagt til K vedrørende M's bankkonti, med henblik på, at K kunne hæve ca. 45.000 kr. til betaling for kloakering af hendes sommerhus. Efter at fuldmagten var blevet afvist af M's bank d. 05.09.2012, hævede K 6 gange 5.000 kr, i alt 30.000 kr. i pengeautomater. Retten i Holbæk fandt det ikke godtgjort, at M havde anset sin død som nært forestående, og fuldmagten var derfor ikke udtryk for en dødsgave, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede og fandt det ikke godtgjort, at M ved udstedelsen af fuldmagten ikke var i stand til at handle fornuftsmæssigt.

TFA 2016.371/2 ØLD: Niece havde bevist, at et overført beløb på 300.000 kr. var en gave. Der var ikke grundlag for at anse gaven for en dødslejegave efter arvelovens § 93.

A døde som 92-årig d. 01.04.2011. B, der var A's niece, havde på A's bankkonto d. 02.03.2011 hævet 50.000 kr., d. 04.03.2011 hævet 300.000 kr. og d. 21.03.2011 hævet 21.315 kr. Der opstod nu spørgsmål om, hvorvidt hævningerne var berettigede, herunder om beløbet på 300.000 kr. var en gave, og om gaven i givet fald måtte anses for en dødslejegave. Retten i Holbæk fastslog, at B, der havde gjort gældende, at beløbet på 50.000 kr. var overdraget til A, og at beløbet på 21.315 kr. havde dækket nogle af hende foretagne udlæg, skulle tilbagebetale disse beløb til dødsboet. Beløbet på 300.000 kr. måtte anses for en gave. Efter oplysningerne om A's helbredsmæssige forhold på tidspunktet for gavens ydelse var det ikke godtgjort, at A's død på dette tidspunkt var nært forestående, og at A selv var klar over dette. Der var derfor ikke tale om en dødslejegave, som krævede iagttagelse af testamentsreglerne, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2. ØL stadfæstede (dissens for at overførslen på 300.000 kr. ikke var en gave)

TFA 2016.420 ØLD: Afdødes søster havde bevist, at overførel på 45.000 kr. var en gave og ikke et lån. Der var ikke grundlag for at anse gaven for en dødslejegave efter arvelovens § 93.

A døde d. 26.08.2015. B, der var A's søster, havde på A's konto hævet 3 gange 15.000 kr. 29.,30. og 31.07.2015. Boet havde anlagt sag mod B med påstand om, at beløbet skulle tilbagebetales til boet. Bornholms Ret lagde til grund som ubestridt, at B havde fået udleveret A's betalingskort og pinkode, efter at A var blevet indlagt på hospitalet. Det blev endvidere lagt til grund, at A inden hospitalsindlæggelsen og ved udleveringen af betalingskort og pinkode havde talt om, at han ville hjælpe B med at betale for hendes nyligt afdøde mands begravelse. Det blev endvidere lagt til grund, at A var klar over, hvad han foretog sig i forbindelse hermed. Der var ikke grundlag for at anse gaven som en dødslejegave efter AL § 93. ØL stadfæstede.


Afgiftsret.

Der er ikke regler om dødsgaver i BAL. Reglen i AAL § 4 a er ikke gentaget i loven og motiverne udtaler sig ikke om spørgsmålet. Det må antages, at der fra d. 01.07.1995 skal svares bo- og tillægsboafgift af dødsgaver. Det samme må gælde dødslejegaver, hvilket udtrykkeligt fremgår af bemærkningerne p. 28.

Om reglen i AAL § 4 a, se: Orla G. Petersen p. 29, Lego Andersen i Gavebegrebet, 1988, p. 667 ff. og AAL-kommentar p. 58-59.

Petersen og Skammelsen antager p. 44, at der som hidtil ikke er forskel på afgrænsningen af dødsgaver ved anvendelsen af AL og BAL. 

TfS 1989.176 VLD : Den 84-årige A havde godt 4 måneder før sin død indsat kr. 10.000 på 4 nyoprettede konti i en Lunde-Kvong Andelskasse. Kontiene lød på 4 børn af A's venner. Indlånsbøgerne skulle opbevares i andelskassen til A's død, og børnene måtte først efter A's død få kendskab til dispositionerne. Antaget, at A ikke var frataget rådigheden over beløbene, og at der forelå en ensom disposition fra A's side med den virkning, at der skulle svares arveafgift af beløbene. Også ref. i Fagligt Nyt om skat 1989 p. 15 og i AAL-kommentar p. 59.

TFA 2004.67 VLK: M var død d. 26.06.2001. Han havde i løbet af de sidste 8 dage før sin død ydet gaver til søn, svigerdatter og børnebørn med i alt 186.800 kr. Han havde i samme periode desuden hævet 100.000 kr., som ingen kunne redegøre for. Skifteretten i Ålborg fandt, at der var tale om dødslejegaver, hvoraf der skulle beregnes boafgift. Det kunne ikke lægges til grund, at de 100.000 kr. var tilgået livsarvinger eller andre personer omfattet af BAL § 1, stk. 2, litra a-f, og der skulle derfor betales tillægsboafgift af dette beløb. VL stadfæstede.

UfR 2004.2005 ØLK (TfS 2004.450 ØLK): H, der var indlagt på Kalundborg Hospital med kræft, havde dagen før sin død d. 29.06.2002 givet i alt 419.400 kr. i gaver til børn, svigerbørn og børnebørn. Skifteretten i København og ØL fandt, at gaverne var givet med henblik på at omgå boafgiftspligten, idet gavegiveren måtte have anset sin død for nært forestående, da gaverne blev givet. Ved beregning af boafgiften skulle arvebeholdningen tillægges et beløb på 419.400 kr.

TFA 2005.290 ØLK: Moder havde pr. 01.01.2005 solgt sit hus og havde dagen før sin død d. 24.11.2004 skrevet til sin bank, at hun ønskede at give sine pårørende kontante julegaver for i alt 401.000 kr. Efter sagens omstændigheder og især under hensyn til, at pengegaverne skulle ydes for lånte midler, fordi provenuet fra ejendomssalget endnu ikke var til disposition, sammenholdt med, at instruktionen til banken er udfærdiget dagen inden dødsfaldet, på hvilket tidspunkt afdøde må have anset sin død for nært forestående, tiltrådte ØL, at beløbet skulle indgå i bobeholdningen, da gaverne ikke var givet ved dødsfaldet, og da instruktionen til banken måtte anses for udfærdiget med henblik på at omgå boafgiftsreglerne. ( Komm:  Hvis der var tale om en dødslejegave, er gaven ugyldig både i civilretlig og afgiftsretlig henseende, og så er alle de andre argumenter overflødige. Hvis gaveløfterne ikke var kommet til modtagernes kundskab, er der ikke ydet nogen gaver, og så er alle andre argumenter uden betydning. Det er til gengæld uden betydning om beløbene er betalt, hvis der forelå gyldige gaveløfter, der var kommer modtagerne til kundskab. Omgåelseshensigten kan ikke medføre boafgiftspligt af en ellers gyldig livsgave)

TFA 2008.446 VLK: AL havde via fuldmagt givet hele sin obligationsbeholdning på 360.330 kr. til 8 børn, børnebørn og svigerbørn. Overførslerne havde fundet sted den 24.04.2007 om formiddagen, og AL døde kl. 16.05 samme dag. Ifølge en sygehusjournal lå AL utvivlsomt for døden på gaveoverdragelsestidspunktet. Ved beregning af boafgift skulle gavebeløbene på den baggrund medregnes, således at der skulle opkræves boafgift også af de 360.330 kr.

TFA 2009.209/2 VLK: Der skulle betales boafgift af dødslejegaver givet få dage før dødsfaldet.

H, der var født i 1933 og sad i uskiftet bo, havde i sept. 2006 stillet i hvert fald sine 4 børn en gave i udsigt, hvis de gav afkald på skifte i anledning af H's påtænkte giftermål. Gaverne skulle have været gennemført inden udgangen af 2006, men blev af H udskudt på grund af helbredsmæssige problemer. H blev d. 20.02.2007 hospitalsindlagt, hun fik diagnosticeret en lungetumor, hendes tilstand under indlæggelsen blev beskrevet som alment svækket, og d. 22.03.2007 sov hun stille ind. Få dage før sin død havde hun meddelt fuldmagt til at få gavebeløbene overført, og dagen før hendes død var der blevet overført 55.300 kr. til hvert af de 4 børn og 19.300 kr. til hvert af de 4 svigerbørn. Skifteretten i Holstebro anså på den baggrund beslutningen om effektuering af pengeoverførslerne for motiveret af, at LL anså sin død som nært forestående og havde til hensigt at omgå boafgiftspligten. Det samlede beløb på 298.400 kr. blev derfor tillagt bobeholdningen ved beregning af boafgift. VL stadfæstede.

TFA 2011.175 VLK: Der skulle betales boafgift af dødslejegaver givet 20 og 13 dage før dødsfaldet.

H døde d. 18.05.2010. Hun havde uhelbredelig lungecancer og blev indlagt på hospice d. 21.04.2010. Hun gav d. 29.04 og d. 05.05.2010 gaver til børn, svigerbørn og børnebørn på i alt 510.600 kr. Skifteretten i Esbjerg fandt, at gaverne var dødslejegaver, der afgiftsmæssigt skulle sidestilles med arv. Uanset at H i de foregående år havde givet i alt 2-300.000 kr. i afgiftsfrie gaver, kunne gaverne  ikke anses for sædvanlige gaver, jf. AL § 93, stk. 1, nr. 2. Beløbet skulle derfor tillægges den arvebeholdning, som der skulle betales boafgift af. VL stadfæstede.

FM 2015.204 VLK: Gaveløfter i et  gavebrev, der først blev opfyldt efter gavegiverens dødsfald, blev anset for dødsgaver og derfor boafgiftspligtige.

A havde i et gavebrev af okt. 2013 givet gaveløfter, der skulle opfyldes i fremtiden. Gaverne havde en sådan størrelse, at modtagerne, der var børn, børnebørn og svigerbørn, ikke skulle have betalt gaveafgift, hvis gaverne var blevet fuldbyrdet i gavegivers levende live. De samlede gaver udgjorde et beløb på 460.400 kr. Afdøde afgik ved døden i sept. 2014. Gaveløfterne var ikke opfyldt på tidspunktet. Boet bestod af likvider på under 30.000 kr. og en fast ejendom, der blev solgt under det private skifte med et provenu på 843.000 kr. Gavebeløbene blev udbetalt gaveløftemodtagerne men blev ikke posteret under aktiverne i boopgørelsen. Skifteretten lagde til grund, at der ikke havde været likvide midler til at opfylde gaveløfterne i afdødes levende live, at gaverne først var blevet udbetalt sammen med udbetalingen af arv, at afdøde havde haft fuld rådighed over værdierne indtil dødsfaldet, at gavedispositionerne først var tilfaldet gavemodtagerne efter dødsfaldet, og at der således reelt var tale om dødsgaver, som er boafgiftspligtige. Skifteretten beregnede herefter en yderligere boafgift af beløbene. VL stadfæstede.

TFA 2016.261 ØLK: Der skulle betales boafgift af 380.000 kr., som var overført til arvingerne på selv dødsdagen.

Arvinger havde på dødsdagen d. 15.12.2015 til dem selv m.fl. overført 380.000 kr. svarende til ca. 28 % af den afgiftspligtige bobeholdning. Da overførslen skete få timer før dødsfaldet, og da modtagerne af pengene ikke i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret, at afdøde tidligere kontinuerligt overførte pengegaver til dem, fandt Skifteretten i København , at der var tale om en dødslejegave, jf. AL § 93, der skulle tillægges bobeholdningen ved beregning af boafgift.  ØL tiltrådte. at der var tale om en dødsgave.

TFA 2016.352/2 ØLK: Spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en dødslejegave, skulle afgøres under almindeligt civilt søgsmål og ikke ved skifterettens kendelse.

Skifteretten i Hillerød havde ved kendelse truffet bestemmelse om, at overførsler på 80.000 kr. og 50.000 kr., til B henholdsvis den 13. og 23.04.2015, ikke var dødslejegaver, jf. AL § 93, men livsgaver. B kærede med påstand om, at beløbene var tilbegbetaling for udlæg. ØL bemærkede, at anfægtelse af en dødslejegave skal ske ved et almindeligt civilt søgsmål, og at skifteretten derfor ikke havde haft hjemmel til at tage stilling til, om der forelå en dødslejegave, men efter reglerne i boafgiftsloven alene til at kvalificere en gaveoverdragelse med henblik på en vurdering om, om beløb svarende til størrelsen af en givet pengegave skal tillægges arvebeholdningen ved beregningen af boafgiften. Da skifteretten alene havde taget stilling til det boafgiftsmæssige spørgsmål, blev kendelsen ikke ophævet. Kæremålet blev imidlertid afvist, fordi kæremålet vedrørte forhold, som skifteretten ikke havde taget stilling til.

TFA 2016.355/1 VLK: Skifterettens afgørelse om, at der forelå en dødslejegave, blev ophjævet, da der ikke forelå en objektiv sagkyndig lægeerklæring vurdering til konstatering af, om døden var nært forestående, da gaverne på 425.000 kr. blev givet, ligesom der ikke forelå oplysninger om, at A på dette tidspunkt selv måtte være klar over, at døden var nært forestående. Arvingerne skulle have mulighed for at tilvejebringe oplysninger herom.

A døde d. 24.11.2015 på et hospice. Dagen før havde A overført pengegaver på i alt 425.000 kr. til børn og børnebørn. Skifteretten i Hernig anså beløbet som dødslejegave og bestemte derfor, at der skulle kræves boafgift heraf. Boet kærede afgørelsen under anbringende af bl.a., at gaveløftet blev givet den 16.-18.11.2015, og at A ikke på dette tidspunkt anså sin død for nært forestående. Boet gjorde endvidere gældende, at A var indlagt på hospice for at optimere en smertebehandling, at det var aftalt, at A skulle på plejehjem, og at A's tilstand uventet forværredes i løbet af d. 20.11.2015.  VL udtalte bl.a., at der ikke forelå en objektiv sagkyndig lægelig vurdering til konstatering af, om døden var nært forestående, da gaverne blev givet, ligesom der ikke forelå oplysninger om, at A på dette tidspunkt selv måtte være klar over, at døden var nært forestående. Arvingerne skulle have mulighed for at tilvejebringe oplysninger herom. VL ophævede derfor skifterettens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

998