Arveforordningen

Forordning af 21.05.1845 indeholdende nogle Forandringer i Lovgivningen om Arv.

I dag er §§ 26 og 27, 2. punktum gældende, jfr. herved arvelovens § 80. De øvrige bestemmelser er ophævet ved arveloven fra d. 01.04.1964.

Gr. I Anledning af et fra Provindsialstænderne for Nørrejylland i 1840 indkommet Andragende har Kongen taget under Overveielse, hvilke Forandringer og nærmere Bestemmelser der kunne ansees tilraadelige i de gieldende Arvelove, med Hensyn saavel til den ved samme foreskrevne almindelige Arvegangsorden, som til Testationsfriheden, samt flere Punkter. Han har derfor ladet begge Forsamlinger af Provindsialstænderne for Danmark forelægge Udkast til en Forordning angaaende denne Gienstand, og, efter derover at have modtaget Disses Betænkninger, byder og befaler Han, som følger:

1.) En Afdøds Børn og øvrige Afkom skal fremdeles, som hidtil, være hans nærmeste Arvinger, saa at ingen Anden paa Grund af Slægtskab kan tage Arv, saalænge nogen Saadan er til. Det skal, hvad Arvegangsmaaden i den nedstigende Linie angaaer, have sit Forblivende ved Lovens 5 B. 2 Cap., saa at, naar en Søn eller Datter er død inden Arveladeren, sammes Børn, der ere Arveladerens Børnebørn, træde istedetfor deres afdøde Fader eller Moder og tage den Lod, som vilde have tilfaldet denne, om den havde været i Live, - at, hvis ogsaa Barnebarnet er død inden Arveladeren, og har efterladt sig Børn, disse da ligeledes træde i hint Barnebarns Sted, og at der skal forholdes paa lignende Maade, saafremt noget Barnebarns Barn maatte være død, efterladende sig Børn, og saa fremdeles, saalænge Afkom er til.

3.) Er intet arveberettiget Afkom til, ere den Afdødes Fader og Moder, hvis begge ere i Live, hans eneste Arvinger....

4.) Er derimod enten Fader eller Moder død, saa arver den af disse, som endnu er til, den halve Deel af Formuen, men den anden halve Deel tilfalder den afdøde Faders eller Moders Børn, der ere Arveladerens Fuld- eller Halvsødskende, til lige Deling, og hvis Nogen af disse allerede er død, træde dens Børn og Afkom i dens Sted, aldeles i Lighed med hvad der er foreskrevet i § 1,...Saafremt der intet Afkom er til efter den af Forældrene, der er død, arver den Anden alene.

5.) Ere begge Forældrene døde, vil enhver af deres Arvelodder tilfalde deres Børn, som ere Arveladerens Sødskende. Saafremt der ikke er uden eet Kuld Børn, saa ville disse altsaa arve lige, men ere der forskiellige Kuld, da tager hvert Kuld den Part, som vilde være tilfalden dets Fader eller Moder, og de, der ere Børn af begge, arve saaledes i begge Egenskaber. Forsaavidt nogen af Arveladerens Sødskende forud er død, men har efterladt sig Børn, træde disse i deres Faders eller Moders Sted, og paa samme Maade forholdes der og, naar Nogen af Sødskendenes Børn er død, og saa fremdeles, Alt i Lighed med hvad der er fastsat i § 4. Saalænge Nogen er til saavel af Samfædre- som af Sammødre-Sødskendes Afkom, vil altid den halve Arv blive ved hver af disse Linier, enten de dertil hørende Personer ere flere eller færre, nærmere eller fiernere, men naar der ingen er til i den ene Sødskendelinie, arver den anden alene.

6.) Er hverken Afkom til, eller Fader eller Moder, eller Sødskende eller Sødskendes Afkom, saa tilfalder Arven den Afdødes Bedsteforældre, saaledes, at den ene Halvdeel tilfalder Faderens og den anden Halvdeel Moderens Forældre, mellem hvilke den indbyrdes deles i lige Parter. Er nogen af Bedsteforældrene død, vil dennes Lod gaae over til dens Børn og øvrige Afkom, aldeles efter de samme Regler, som i §§ 4 og 5 ere foreskrevne med Hensyn til den, Forældre, Sødskende og disses Afkom tilkommende Arv. Er een af Bedsteforældrene paa fædrene eller mødrene Side død, uden at efterlade sig Descendenter, vil dens Part tilfalde den anden af Bedsteforældrene paa samme Side eller dens Børn; men er ingen til denne Arvegangsclasse hørende Person til paa fædrene Side, tilfalder hele Arven dem, der høre til Mødrelinien, og omvendt.

7.) Er heller ingen Arving til af den i § 6 omhandlede Arvegangsclasse, gaaer Arven over til Oldeforældrene og disses Afkom, hvorved der forholdes aldeles i Lighed af Bestemmelserne i fornævnte §, saaledes nemlig, at enhver Ascendentlinie, saalænge nogen dertil hørende Person er til, beholder sin særegne Lod, og at denne, naar en enkelt Linie er uddød, gaaer over til den samme nærmeste Hovedlinie; men at, hvis kun een af disse Linier er til, da den hele Arv tilfalder denne. Saaledes vil Farfaderens og Farmoderens Forældre, eller de fra disse nedstigende Linier, tilsammentagne, til lige Deling arve den halve Part, og Morfaderens og Mormoderens Forældre, eller disses Afkom, den halve Part. Men naar t.Ex. ingen Ascendent er til i Farfaderens Linie, ei heller noget fra saadan Ascendent nedstigende Afkom, vil den Part, som ellers vilde være tilfalden samme, gaae over til Farmoderens, hvorimod det Hele, naar denne heller ikke er til, vil tilfalde Morfaderens og Mormoderens Linie til lige Deling, eller, naar en af dem er uddød, den af dem, som maatte være til.

8.) Naar der heller ingen efter § 7 arveberettiget Person er til, vil den Afdødes Efterladenskaber tilfalde hans Tipoldeforældre eller disses Afkom, og dermed i Eet og Alt være at forholde efter de i den ommeldte og de foranstaaende §§ fremsatte Grundsætninger, i Overeensstemmelse med hvilke den Grændse, som Loven i visse Tilfælde sætter med syvende Mand, herefter bortfalder.

9.) Da de forangaaende §§ kun gaae ud paa at bestemme, hvorledes Slægtninge skulle arve, saa vil det med Hensyn til Spørgsmaalet om Beskaffenheden af det Slægtskab, der skal stifte Arveret, have sit Forblivende ved de hidtil derom gieldende Regler. Dog vil Kongen, da Lovens 5-2-33 ikke længere efter sit bogstavelige Indhold er anvendelig, istedet derfor have fastsat, at et udenfor Ægteskab født Barn skal være arveberettiget efter Fader og Fædrenefrænder, saafremt Forældrene inden dets Fødsel, ved at bestille Tillysning til Ægteskab, eller løse Vielsebrev, (eller, forsaavidt Manden er af Adel eller i Rangen, ved at bestille Vielse hos Præsten, eller, naar han henhører til Søetaten, ved at løse Friseddel,) have tilkiendegivet den Hensigt at indgaae Ægteskab, men Vielsen er bleven forhindret ved Faderens kort efter indtrufne Død, eller anden ham utilregnelig og indtil hans Død vedvarende Hindring, saasom Sygdom eller Fangenskab. Dette gielder imidlertid kun med Hensyn til den sædvanlige Slægtskabsarv, og bliver uden Anvendelse paa de Familieeiendomme, med Hensyn til hvilke en særegen Arvefølge er indført, ligesom heller ikke det Barn, der er i fornævnte Tilfælde, kan giøre Fordring paa de særdeles Rettigheder, som ifølge Faderens Stilling maatte tilkomme hans ægte Børn.

10.) Saafremt en Fader paa eet eller flere af sine Børn anvender særskilte betydelige Bekostninger, være sig for, efterat Opdragelsen er tilendebragt, at fremme deres videre Uddannelse til deres tilkommende Bestemmelse, eller for at sætte dem istand til at indgaae Ægteskab eller komme i en Levevei, eller til deres Virksomheds Udvidelse, eller i andre Maader til deres Velfærds Befordring, og han til Iagttagelse af Billighed mod sine øvrige Børn finder, at disse Udlæg eller Forstrækninger bør afkortes i hver enkelt Barns Arvelod, saa bør, naar dette fremgaaer af en i den Henseende forfattet Optegnelse eller af andre klare Beviser, saadan Afkortning finde Sted, og det saavel i deres Fædrenearv, som i den, der maatte tilfalde dem efter deres i Fællesskab med Faderen levende Moder. Den af Faderen derom efterladte Optegnelse skal ialmindelighed være tilstrækkelig til Beviis for de hvert Barn givne Forskud. Dog, hvis der maatte fremkomme særdeles Oplysninger, som svække denne Optegnelses Troværdighed, eller det maatte vise sig, at saadanne for Barnet giorte Udgifter vare optegnede, som efter deres Beskaffenhed og Boets Forfatning, samt hvad der er anvendt paa de øvrige Børn, uden paa lige Maade at være optegnet, ikke egne sig til at betragtes som Forskud paa tilkommende Arv, eller at Noget var ansat til en kiendelig overdreven Priis, saa haver Skifteforvalteren efter alle Forholds nøie Overveielse at bestemme, om og hvorvidt Afkortning skal finde Sted. Naar den modtagne Gienstand kan tilbagegives i uforringet Tilstand, maa Barnet i Almindelighed derved kunne befrie sig fra at tilsvare den derfor ansatte Værdi. I modsat Fald bør dog Anskaffelsesprisen ikke ubetinget beregnes, men Hensyn efter Omstændighederne ogsaa tages til den nærværende Pengeværdi, og i det Hele Ansættelsen ikke skee til høiere Priis, end billigt kan være, for at de øvrige Børn kunne nyde Jevnet. Naar det til en sikker Bedømmelse af de Forhold, der ved den omhandlede Afkortning bør komme i Betragtning, findes tienligt, haver Skifteforvalteren at opfordre gode og retsindige Mænd af den Afdødes Beslægtede eller nøie Bekiendtskab til i saa Henseende at afgive deres Skiøn.

11.) Hvis de Summer, der findes at være forstrakte et Barn, overstige den Arvelod, der kan tilkomme det, saa vil det vel ingen Arv erholde, men ikke kunne tilpligtes som Debitor at betale, hvad det alene har modtaget som Forskud paa tilkommende Arv. Dog, hvis en Fader til Forurettelse for sine Creditorer har giort saadanne Gaver til sine Børn, at han eller hans Bo derved sættes ud af Stand til at fyldestgiøre Creditorerne, saa vil der blive at forholde efter L. 5-4-8,(9 og 10 Art.,) og 14 Cap. 46 Art.

12.) De Forstrækninger, som Moder efter Faders Død giør sine enkelte Børn, blive paa samme Maade og under samme nærmere Bestemmelser, som §§ 10 og 11 indeholde med Hensyn til Faderen, at afkorte i deres tilkommende Arv. Dette skal og gielde, naar det er hendes anden Mand, der, som den, der er raadig over sit og Moderens fælles Bo, giør dem deslige Forstrækninger. Saa skal der og forholdes paa lignende Maade, med Hensyn til de Forstrækninger, som Bedsteforældre giøre til et Barnebarns Bedste, efterat selve Barnet er død.

13.) Saafremt det Barn, der har faaet Forskud paa dets tilkommende Arv efter Fader og Moder, eller een af disse, ikke overlever samme, men det derimod efterlader sig Børn, bliver Forskuddet i sin Tid af afkorte disse i deres Arv efter Bedsteforældrene, aldeles paa den Maade og under de samme Betingelser, som med Hensyn til selve Barnet er bestemt.

14.) Det skal fremdeles være forbudt at sælge eller pantsætte den Arv, som man har at vente, hvilket Forbud og skal være anvendeligt paa Bortgivelse af saadan Arv. Dog er det ikke Børn eller andre Descendenter, naar de iøvrigt ere mægtige og myndige til at raade over deres Formue, formeent, enten mod eller uden Vederlag at meddele Arveladeren Afkald paa deres Arveret; hvilket Afkald, naar ingen Indskrænkning i saa Henseende er giort, skal være ligesaa forbindende for Udstederens Børn, som for ham selv; dette skal ogsaa gielde, naar udenfor Descendentlinien en Arving maatte meddele Afkald til den, som han skal arve.

15.) (Foruden de i §§ 1-8 omhandlede Beslægtede, er også den Afdødes Ægtefælle berettiget til at tage en Lod efter samme.)

16.) Da Kongen ved (§ 15) har indrømmet den længstlevende Ægtefælle en Rettighed, der i det Hele er den gavnligere, og forbunden med færre Misligheder, end den Ret, L.5-2-19 i visse Tilfælde tillægger samme til en saadan Broderlod, som der omhandles, eller den Adgang, som den paafølgende Artikel i bemeldte Lovens Capitel tillægger Ægtefolk til at oprette en Specification, hvorved det sædvanlige Formuesfællesskabs Virkninger i visse Henseender indskrænkes, saa bortfalder derved Alt, hvad bemeldte Artikler desangaaende have fastsat. - Det følger iøvrigt af sig selv, at den Arv, der tilkommer den Længstlevende, erhverves med samme Ret, som al anden Arv, uden at de særegne Bestemmelser, som førstnævnte Lovens Artikel indeholder med Hensyn til den der omhandlede Broderlod, derpaa kunne finde nogen Anvendelse, ligesom det Ovenanførte ikke giør nogen Forandring i den Adgang, som der for Tiden er for Ægtefolk til at erhverve Confirmation paa Foreninger, hvorved det sædvanlige Formuefællesskab mellem dem ophæves eller indskrænkes. Hvad angaaer den en Enke i L.5-2-25 A., cfr. Art. 26, tillagte Ret til at udtage den Fæstens- eller Morgengave, som af hendes afdøde Mand maatte være hende tillagt, da vil denne fremdeles vedblive, saaledes at bemeldte Gaver udtages forlods af det fælles Bo, inden nogen Deling af samme finder sted.

19). Den i den foregaaende § omhandlede Ret for den længstlevende Ægtefælle, til at forblive hensiddende i uskiftet Bo, ophører, naar han eller hun indlader sig i nyt Ægteskab. Men, naar der i saa Tilfælde skal holdes Skifte, saavelsom og hvor den længstlevende Ægtefælle, endog uden at indgaae nyt Ægteskab, i Medhold af Bestemmelserne i § 18, er pligtig at skifte, bør dog Skifteforvalteren drage Omsorg for, at der derved ikke skeer videre Standsning i Boets Benyttelse af den Paagieldende, end høist nødvendigt....) Og naar paa foranførteMaade Børnenes Arvelodder ere udfundne, blive disse at udbetale, eller, forsaavidt de ere umyndige, paa behørig Maade at sikkre, i hvilken Henseende de, i Rescr. 7 Febr. 1794 § 2, samt Pl. 19 Aug. 1823 og 13 Apr. 1824, foreskrevne Bestemmelser blive at iagttage.

20.) Da Grunden til de særegne Regler, som Fr. 21 Jun. 1799 har foreskrevet for Skifteforvaltningen i Stervboer efter Huusmænd og Inderster af Landalmuen, bortfalder ved de Bestemmelser, som indeholdes i §§ 18 og 19 af nærværende Anordning, saa bliver hiin Fr. herved ophævet, saa at der med de foranførte Boer i Eet og Alt bliver at forholde som med andre.

21.) Det skal for Fremtiden være Enhver, der har opnaaet 18 Aars Alderen, og er ved sin Fornufts fulde Brug, og som ikke efterlader sig Børn eller andre Livsarvinger, tilladt ved Testament at disponere over samtlige sine Eiendele, saaledes som den finder for godt, uden at det er fornødent, derpaa at erhverve allerhøieste Confirmation. Dog kan den ene Ægtefælle ikke uden den andens Samtykke betage denne den Deel af sine Efterladenskaber, hvortil (nærværende Anordn. § 15) berettiger ham eller hende.

22.) Hvis den, der opretter en testamentarisk Disposition, enten formedelst Ødselhed eller af anden særdeles Aarsag er sat under Værgemaal, vil en Saadan dog ikke gyldigen kunne disponere over sin Formue ved Testament, med mindre der paa dette erhverves allerhøiste Confirmation, hvilken vil være at meddele af det danske Cancelli. Ligeledes vil Autorisation af bemeldte Cancelli være nødvendigt for, at en saadan umyndiggiort Person retsgyldigen skal kunne tilbagekalde sit paa foranførte Maade bekræftede Testament eller et ældre, som han inden sin Umyndighedstilstand maatte have oprettet.

23.) Den, der efterlader sig Børn eller Livsarvinger, skal være berettiget til at disponere over en (fierde) Deel af sit Bo, og det, hvad enten Dispositionen oprettes til Fordeel for Private eller til Bedste for Kirker, Skoler, Fattige eller andet saadant Øiemed.

24.) For at et Testament, hvis Rigtighed ikke af alle Vedkommende erkiendes, skal kunne have Retsgyldighed, bør det være affattet skriftligt, samt derhos af Testator underskrevet eller vedkiendt, enten for Notarius publicus, under Iagttagelse af Bestemmelserne i Pl. 8 Jan. 1823, eller for tvende særligen i dette Øiemed tilkaldte Vidner, der ved Paategning paa Testamentet have attesteret, og i paakommende Tilfælde under Eed kunne bekræfte, at Testator paa den Tid, da han i deres Overværelse underskrev eller vedkiendte sig Testamentet, var sin Fornuft fuldkommen mægtig. Hvis Testator ei kan læse Skrift, maa Testamentet tydelig være oplæst for ham, og dette af Notarius eller Vidnerne bekræftes. Som Testamentsvidner skulle kun saadanne Mænd komme i Betragtning, mod hvis Paalidelighed og Upartiskhed aldeles ingen gyldig Indvending kan fremsættes. Naar Vidner skulle føres om Rigtigheden af et Testament, bør stedse den Afdødes Intestatarvinger, og, hvor det er givet, at der er et ældre Testament, som staaer i Strid med det, hvis Rigtighed skal oplyses, tillige de ved dette tidligere Testament indsatte Arvinger, tilkaldes til at overvære Vidneføringen. Forsaavidt den, der saaledes vil føre Vidner, enten er uvidende om, hvilke arveberettigede Slægtninge den Afdøde efterlader sig, eller de Paagieldende ikke have noget ham bekiendt Opholdssted i Riget, skal Stævningen med (6 Ugers) Varsel indføres, (hvis Boet bliver at behandle indenfor Siællands Stift, i den Berlingske politiske og Avertissments-Tidende, og ellers i Stiftsavisen for det Stift, hvori Boet bliver at behandle.)

25.) Fra den i § 24 givne Forskrift om, at Testamenter blive skriftligt at forfatte, skal Undtagelse finde Sted, naar Nogen under en pludselig og betænkelig Sygdom ønsker at oprette Testament. Testationsacten kan da foregaae mundtlig i Overværelse af tvende særligen tilkaldte Vidner, der have de Egenskaber, som ifølge § 24 udkræves for Testamentsvidner i Almindelighed, dog at disse Mænd strax have om Dispositionens Indhold at opsætte og underskrive et Document, hvortil foreløbig kan bruges ustemplet Papir. Men et saadant Testament er at ansee som tilbagekaldt, saafremt Testator, efter at have overstaaet Sygdommen, ikke inden 4 uger gientager samme under de for skriftlige Testamenter foreskrevne Former. Fremdeles skulle de af Selveierbønder, saavelsom de inden Skibsborde eller i Feldten oprettede Testamenter være gyldige, naar de i de derom givne særlige Anordninger hiemlede Former ere iagttagne.

26.) Ogsaa med Hensyn til Indholdet skal den Selveierbønder ved Fr. 13 Mai 1769 og 22 Nov. 1837 hiemlede, særegne Testationsret fremdeles vedblive. Dog bliver det herved at iagttage, at, naar en Selveierbonde, i Medfør af bemeldte Anordninger, har givet sin faste Eiendom til eet af sine Børn mod et moderat Vederlag, skal han ikke være beføiet til paae anden Maade at disponere over mere end en ottende Deel af sin øvrige Formue, saaledes som denne bliver efter den Værdi, der i Testamentet er sat paa Gaarden, hvilket samme skal gielde, naar en Selveierbonde og hans Hustru,der have Livsarvinger, ville benytte den Ret, Fr. 22 Nov. 1837 § 5 hiemler dem til at testere hinanden Gaarden til Eiendom, ligesom da ogsaa den Arvedeel, der efter (nærværende Anordn. § 15) kan tilkomme den Længstlevende, skal bortfalde.

Er fortsat gældende, jfr. AL § 80

27.) Saa skal og den, der efter sin Stilling maatte finde det stemmende med sine Livsarvingers Tarv, at den hele Formue eller en væsentlig Deel af samme overlades til en enkelt af disse mod et passende Vederlag, have Adgang til at faae et dertil sigtende Testament confirmeret i Cancelliet, naar det, efter at Erklæringer ere indhentede, saavel fra vedkommende Øvrighed, som fra andre paalidelige, med Forholdene nøie bekiendte Mænd, saavidt muligt af den nærmeste Slægt, befindes, at en saadan Disposition virkelig er til fælles Tarv, hvortil hører, at der er tillagt hver enkelt Livsarving et saadant Vederlag, der med Grund kan antages at svare til den Lod, der efter § 23 skal være forbeholden. Hvad i Særdeleshed Sædegaardseiere angaaer, da skal det være en Saadan tilladt at disponere over sit halve Bo til Fordel for den af sine Livsarvinger, som han vil tillægge Sædegaarden, dog at han, naar han heraf giør Brug, ikke skal være berettiget til at disponere over mere end en fierde Deel af sin øvrigeFormue til Fordeel enten for de andre Børn, eller for Fremmede. Derimod skulle de særegne Bestemmelser i Lovens 5-4-6 bortfalde.

§ 27, 2. pkt. er fortsat gældende, jfr. AL § 80

28.) Ligeledes skulle Forældre have Adgang til, efter indhentede Erklæringer fra de i § 27 nævnte Personer, at faae en Disposition, der gaaer ud paa, at deres Børns Arvemidler, eller en Deel deraf, efter deres Død skal sættes fast, saa at de ikke kunne raade over Capitalen, men alene oppebære Renten, confirmeret af det danske Cancelli, som det paaligger at paasee, at slige Midler behørigen sikkres, forsaavidt der maatte være Grund til at tilstede, at de unddrages fra Indsættelsen i Overformynderiet. Iøvrigt vil der ved Afgiørelsen af, hvorvidt Confirmation maa meddeles paa Dispositioner af fornævnte Slags, være at tage Hensyn til, om Forældrene have betaget vedkommende Børn noget af deres lovbestemte Arvelod.

29.) Forsaavidt en testamentarisk Disposition, der gaaer ud paa at betage et Barn noget af dets lovbestemte Arvelod eller den fri Raadighed over Arvemidlernes Substants, skal udstrække sin Virkning baade til Fædrene- og Mødrene-Arven, maa den være oprettet af begge Forældrene i Forening. Endskiøndt det saaledes staaer en Fader frit for, uden Moderens Medvirkning at giøre en Disposition af foranførte Beskaffenhed med Hensyn til Børnenes Arv efter ham, vil hendes Samtykke dog være nødvendigt, for at Dispositionen ogsaa skal gielde med Hensyn til Børnenes Mødrenearv. (Derimod skal Moderen, saalænge hun lever i Ægteskab med Børnenes Fader, ikke uden dennes Samtykke) kunne giøre nogen Forandring i Børnenes lovbestemte Arveret efter hende. Men er Faderen død, skal hun være berettiget til at giøre alle de Dispositoner med Hensyn til hendes Børns Arv, som det ellers er en Fader tilladt at giøre.)

30.) De Forskrifter, som de ovenstaaende §§ indeholde med Hensyn til Testamenter, skulle ogsaa være anvendelige paa saadanne Gavebreve, der først skulle opfyldes efter Giverens Død, dog med de Modificationer, som flyde af et sligt Gavebrevs Natur som Contract.

33.) Den Forandring i den ved Loven foreskrevne Arvegangsmaade, som nærværnede Fr. indeholder, træder først i Kraft med Hensyn til den Arv, der falder efter 1 Oct. dette Aar. Hvad de før Forordningens Publication udstedte Afkald og Ægtepagter angaaer, da ville disse være at bedømme efter den hidtil gieldende Ret. Forsaavidt der ved nærværende Fr. er givet nye og strengere Bestemmelser med Hensyn til de Former, hvorunder Testamenter, for at have Restgyldighed, skulle oprettes, ville dog de inden dens Publication oprettede Testamenter, om hvis Confirmation der inden Udgangen af 1845 indgives Ansøgning, kunne ventes confirmerede i Overeensstemmelse med de hidtil gieldende Regler, saafremt Testators Død eller andre Omstændigheder forhindre, at han kan gientage sin sidste Villie under de i denne Anordning foreskrevne Former. Dette Samme skal og gielde med Hensyn til de Testamenter, der ere oprettede inden 1 Oct. d. A. Paa den anden Side skulle de forhen oprettede Testamenter, som, bedømte efter nærværende Anordning, vilde med Hensyn til Form og Indhold være retsgyldige, staae ved Magt uden Confirmation, om de end ikke er overeensstemmende med de hidtil gieldende Lovforskrifter.

34.) For at Indholdet af denne Forordning desto sikrere skal komme til alle vedkommendes Kundskab, vil Kongen, at den, foruden at kundgiøres paa sædvanlig Maade, trykkes i et saadant Antal, at et Exemplar deraf paa Landet kan nedlægges hos enhver Sognefoged, og i de større Sogne derhos paa eet eller to andre bequemme Steder efter Sogneforstanderskabernes Foranstaltning, og at herom skeer Kundgiørelse ved Læsning til Kirkestevne paa den i Fr. 8 Oct. 1824 § 2 foreskrevne Maade, hvorhos Kongen og forventer, at Præster, Sogneforstandere og Andre, der efter deres Stilling have Leilighed til at veilede Almue, ville lade sig det være magtpaaliggende at bringe denne Anordnings Forskrifter, og i Særdeleshed Indholdet af dens §§ 24 og 25, til almindelig Kundskab.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

25-01-16