Ikke
rette sagsøgte
Succession
| Søgsmålskompetence
Ikke
rette sagsøgte
|
Rettergangsfuldmagt
Succession
|
Asbjørn Grathe i JUR 1988.189-196: Nogle bemærkninger om springende regres og adcitation. Kommenteret af Jens Anker Andersen i JUR 1989.373-374: Mere om "springende regres".
Asbjørn Grathe i JUR 1989.58-60: Springende regres og adcitation én gang til.
Hans Engberg i FM 1992.133-134: "v/" (bør aldrig bruges i stævninger).
UfR 1993.601 ØLK: Ikke grundlag for at afvise stævning mod Amfa I/S, selv om interessenterne ikke var angivet.
UfR 2009.2547 VLK: Spar Nord, B, sagsøgtes af konkursboet, A, idet A mente, at en nedbringelse af firmaets kassekredit de sidste 3 måneder inden konkursdekretet var omstødelig. Stævningen blev sendt retur af Retten i Hjørring, idet der blev anmodet om at få oplyst, om B var en juridisk eller fysisk person. A returnerede stævningen med angivelse af, at sagsøgte var B A/S. B påstod sagen afvist, fordi B’s korrekte navn var B Bank A/S. BR udtalte, at B Bank A/S ved flere lejligheder selv havde kaldt sig B. BR fandt, at A ikke ved fremsendelsen af en korrigeret stævning havde anlagt en ny sag, samt at det under burde tillades A at rette navnet på B til B Bank A/S, og at sagen herefter skulle fremmes til realitetsbehandling. VL stadfæstede BR’s dom.
Jørgen Mathiassen i UfR 2004 B.171-175: Rette sagsøgte på forvaltningens side.
UfR 1998.1552 HD: Den Monetære Union v/ Ove Becher havde sagsøgt Undervisningsministeriet med påstand om betaling af 26.000 kr i tilskud til 4 debatarrangementer i 1993. Dansk Folkeoplysnings Samråd havde afslået at udbetale tilskud, da sagsøgeren ikke havde overholdt retningslinierne herfor. Undervisningsministeriet blev frifundet, da afgørelsen ikke kunne indbringes for ministeriet, der således ikke var rette sagsøgte.
UfR 1998.1637 HD: Østre Landsret havde afvist sag anlagt mod Solrød Kommune, da rette sagsøgte fandtes at være Naturklagenævnet. Særskilt indbringelse af denne afgørelse kunne kun ske med rettens tilladelse, jfr. RPL § 253, stk. 4, som affattet forud for ændringen ved lov nr. 339 af 10.06.1998. Der fandtes ikke grundlag for denne tilladelse, og anken blev derfor afvist. Landsrettens afgørelse burde være truffet i form af frifindelse og ikke i form af afvisning.
UfR 1999.630 HD: Kommanditister i 4 Difko-selskaber havde bl. a. sagsøgt ABN AMRO Bank N.V., Copenhagen Branch og Westdeutsche Landesbank AG, Copenhagen Branch. Sagsøgeren skulle anerkende, at de sagsøgte ikke i deres egenskab af agentbanker kunne sagsøges under de ved Sø- og Handelsretten verserende sager. Agentbankerne var alene fuldmægtige for de långivende bankkonsortier, og de hæftede som fuldmægtige ikke for det ansvar, der måtte udspringe af låneaftalen. Komm. af Per Overbeck i UfR 1999 B.345-352.
UfR 2000.1836 HKK (UfR 1999.1879 VLK): F havde sagsøgt Børstefabrikken DAN A A/S med påstand om erstatning for en arbejdsskade. F ønskede under forberedelsen af rette betegnelsen af sagsøgte til Oldan A/S, da selskabet havde taget navneforandring før sagens anlæg. F fik tilladelse hertil trods modpartens protest.
UfR 2002.757 HD: Grundejere i Solrød var berettigede til at sagsøge Solrød Kommune med påstand om, at der bestod en pligt for kommunen til at anerkende, at afslag på dispensation havde været uberettiget, og om der bestod en pligt for kommunen til at træffe afgørelse med et nærmere bestemt indhold, og da kommunen havde dispensationsbeføjelsen efter planloven.
UfR 2002.1245 HD: A påstod Indenrigs- og sundhedsministeren dømt til at betale tortgodtgørelse på 60.000 kr. under henvisning til, at Sundhedsstyrelsen havde tilsidesat sin tilsynsforpligtelse vedr. Boneloc knoglecement. HR fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at Sundhedsstyrelsen måtte anses for medansvarlig. Indenrigs- og sundhedsministerens anbringende om frifindelse for betalingspåstanden, allerede fordi ministeren ikke var rette sagsøgte, kunne derfor ikke tages til følge.
UfR 2003.494 ØLD: M havde sagsøgt DANA Arbejdsløshedskasse for Selvstændige, som havde afslået dagpenge. Da afgørelsen var prøvet af Arbejdsdirektoratet, var DANA ikke rette sagsøgte.
UfR 2005.1038 VLD: Sag anlagt af Esbjerg Kommune mod andelsboligforening om nedsættelse af lejen for et fritidshjem, ungdomsklub og en svømmehal, blev afvist, da sagen skulle anlægges mod andelsboligforeningens afdeling 11. Komm af Helle Ina Elmer i TBB 2005.386-399 - en kritisk kommentar
UfR 2005.2809 HD: Villaområderne i Hareskovby var omfattet af Værløse Kommunes lokalplan nr. 6 af 01.06.1979, som bl.a. indeholder en bestemmelse om, at der på hver ejendom kun må opføres eller indrettes én bolig. Værløse kommune meddelte i 1999 byggetilladelse til, at der kunne opføres en tilbygning på 72,4 m2 til en af ejendommene i området. Det fremgik bl.a. af tilladelsen, at det var forudsat, at der ikke blev tale om lejlighedsskel mellem det eksisterende hus og tilbygningen. Tilbygningen skulle indeholde køkken/alrum, bryggers, bade-/wc-rum og 1 værelse, og der skulle ikke være indvendig adgang mellem det eksisterende hus og tilbygningen. S klagede til Værløse kommune og senere Naturklagenævnet, da han mente, at der nu var to boliger på ejendommen. Antaget, at der ved vurderingen af, om der foreligger én bolig i overensstemmelse med fast praksis ved Naturklagenævnet kan lægges vægt på, om der i byggelovgivningens forstand er etableret et lejlighedsskel. Endvidere antaget,, at Værløse kommune ikke var rette sagvolder, da spørgsmålet om forståelsen af begrebet én bolig uden begrænsning var efterprøvet af Naturklagenævnet, og da Ss påstande ikke indebar en pligt for kommunen til at udstede en forvaltningsakt eller i øvrigt foretage aktive skridt.
UfR 2005.3456 HD: Moderselskabet, LeksIT A/S, fik i december 1999 Erhvervs- og Boligstyrelsens tilsagn om støtte fra det nordjyske mål 2-program til etablering af et digitalt trykkeri i Pandrup. Tilsagnet blev tiltrådt af selskabets direktør, der var tegningsberettiget. Efter anmodning fra moderselskabet blev støtten udbetalt til en konto tilhørende et datterselskab, DataSats Informatik, Pandrup A/S. Da projektet, hvortil støtten var ydet, ikke fik den forudsatte socioøkonomiske effekt i regionen, fremsatte Erhvervs- og Boligstyrelsen i januar 2002 krav om tilbagebetaling af støtten. Moderselskabet afviste Erhvervs- og Boligstyrelsens tilbagebetalingskrav og henviste til, at kravet måtte rettes mod datterselskabet. HR fastslog, at støtten var bevilliget til moderselskabet, og at moderselskabet således var rette sagsøgte for tilbagebetalingskravet. Det fandtes at være uden betydning, at støtten var udbetalt til en konto tilhørende datterselskabet. Det bemærkedes herved, at støtten var udbetalt til den pågældende konto efter anmodning fra moderselskabet, og at det ikke fremgik, at kontoen ikke tilhørte moderselskabet. Det fandtes ligeledes at være uden betydning, at moderselskabet havde opfattet det således, at myndighederne – hvilket ikke var tilfældet – stillede krav om etablering i selskabsform.
UfR 2006.2510/1 ØLK: Under en sag mod en andelsboligforening, B, ønskede A at nedlægge påstand om, at B tilpligtedes at anerkende, at der skulle indgås aftale med de medlemmer, der havde modtaget lån fra foreningen samt om, at lånene fra det tidspunkt de var udbetalt, skulle forrentes med den til enhver tid gældende morarente i henhold til renteloven. A nedlagde desuden påstand om, at gælden med tillæg af påløbne renter skulle afdrages som et 10-årigt annuitetslån. ØL stadfæstede Byrettens afvisning af påstanden, idet A ikke kunne opnå en dom om det nærmere indhold af en aftale med tredjemand, som ikke var inddraget i sagen.
UfR 2007.35 ØLD: Sag mod vicerigspolitichef J personligt afvist, da K end ikke havde sandsynliggjort, at J skulle have udvist en adfærd, der kunne danne grundlag for et personligt krav mod ham. ØL fandt at det angivne formål ikke kunne begrunde nogen beskyttelsesværdig retlig interesse i søgsmålet. Advokat A blev tilpligtet in solidum med K, jf. RPL § 319, at betale sagens omkostninger for ØL, da A's anke og sagsførelse i nærværende sag måtte betegnes som pligtstridig.
UfR 2007.2486 VLK: I forbindelse med landbrugsdriften på sin jord benyttede A en vej over sin nabo, B’s, ejendom. A fik ved dom medhold i, at han havde vundet hævd på færdsel ad vejen. B ansøgte herefter Bramming Kommune, K, (nu Esbjerg Kommune) om at nedlægge vejen, hvilket A protesterede imod. K besluttede, at vejen skulle nedlægges, hvilket blev stadfæstet af Overtaksationskommissionen, O. A anlagde nu sag mod bl.a. O med påstand om, at O skulle anerkende, at vejen blev opretholdt som privat fællesvej. VL udtalte, at Taksationskommissionen og O havde karakter af forvaltningsretlige tvistløsningsorganer med partsproces. Det følger af lov om private fællesveje § 8, at taksationsmyndighederne afgør bl.a. spørgsmål om nedlæggelse af veje efter denne lov, og at lov om offentlige veje §§ 51-57 og §§ 59-67 finder anvendelse ved sagernes behandling. Af forarbejderne til § 8 fremgik, at den formulering havde til formål at tydeliggøre, ”at de almindelige regler om taksationsmyndighedernes virken m.v. også finder anvendelse i sager omfattet af privatvejslovens bestemmelser.” Henvisningen i § 8 til lov om offentlige veje omfattede også reglerne vedrørende søgsmål. Herefter og efter kommissionernes karakter af tvistløsningsorganer med partsproces fandt VL, at sagen i lighed med andre afgørelser fra O ikke skulle anlægges mod O. Sagen blev derfor afvist.
UfR 2008.60 ØLD: I forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Opfinderforening blev den hidtidige bestyrelse afsat, hvorefter en ny blev valgt i stedet. Nogle personer, som på tidspunktet for generalforsamlingen var medlemmer af foreningen, ligesom nogle af dem tillige var medlem af den hidtidige bestyrelse, anlagde sag mod generalforsamlingens dirigent med påstand om, at generalforsamlingen var ulovlig, samt at beslutningerne truffet på denne var uden virkning. ØL fandt, at prøvelsen af ovennævnte spørgsmål ikke med bindende virkning for foreningen kunne foretages under en sag alene mod dirigenten, men forudsatte, at foreningen var indstævnt eller dog medindstævnt i sagen ved den personkreds, der i dag gjorde krav på at udgøre dens retmæssige bestyrelse, eller i det mindste ved den person, der formente at være lovlig udpeget formand. Sagsøgerne havde dermed ikke fornøden retlig interesse i det foreliggende søgsmål mod dirigenten alene, som Gentofte Byret således ikke burde have admitteret. ØL afviste derfor sagen fra byretten.
UfR 2008.1078 VLK: Finnerup Vognmandsforretning, F, havde ved retten i Kolding anlagt en sag mod Online Holding ApS, O1, med betalingskrav vedrørende erhvervskørsel. sagsøgte påstod man aldrig havde kontraheret med F. Herefter anmodede F om tilladelse til, at ændre adressaten på sagsøgte til Online ApS, O2. VL udtalte, at ledelsen i de sagsøgte selskaber ikke kunne være i tvivl om at stævningen vedrørte O2, som fakturaer og rykkerbreve var blevet sendt til. Endvidere var stævningen udtaget mod holdingselskabet, fordi dette selskab var det eneste firma der ifølge krak var registreret på adressen. Dermed stadfæstede VL afgørelsen fra byretten, og lod F berigtige navnet til O2.
UfR 2009.14 VLD: Skifteretten i Kjellerup blev af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, E, d. 13.09.2006 anmodet om at tage selskabet CHC Danish Aerotech A/S, C, under tvangsopløsning. Baggrunden var, at V ikke havde en lovlig ledelse, og da det blev oplyst til skifteretten at der ikke ville ske berigtigelse, blev der afsagt kendelse om tvangsopløsning. Danish Aerotech Sales A/S, D, lagde herefter sag an mod C under tvangsopløsning, med påstand om at C skulle anerkende at registreringen af tvangsopløsningen hos E skulle udslettes. VL udtalte, at da registreringen ikke var blevet foretaget på anmodning fra selskabet, og jf. ASL § 159, stk. 3 sammenholdt med § 159 b, stk. 2, skulle sagen anlægges mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og ikke mod selskabet. Derfor blev sagen afvist.
UfR 2008.2764/2 HD: A, der var indrejst fra Kosovo, fik d. 20.05.1999 midlertidig opholdstilladelse i Danmark efter kosovonødloven. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 27.07.2000 A afslag på fornyet opholdstilladelse efter kosovonødloven samt afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 2, nr. 5 (nu § 9 e, stk. 1). Begge afslag blev tiltrådt af Indenrigsministeriet, I, d. 12.09.2000. Flygtningenævnet, F, meddelte d. 11.06.2001 endvidere A afslag på asyl og d. 31.10.2001 blev A registeret som forsvundet i Udlændingeregistret. I meddelte d. 10.06.2003 A’s hustru og 2 mindreårige fællesbørn opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1. A ansøgte d. 29.09.2003 igen om opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, eller ”på ethvert andet grundlag”. U videresendte A’s ansøgning til I d. 13.10.2003 med henblik på genoptagelse. I returnerede d. 05.08.2004 ansøgningen til U, som d. 21.12.2004 meddelte A midlertidig opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1. A påstod for HR, at U skulle betale A en erstatning på 20.000 kr., idet A bla. henviste til, at han på et langt tidligere tidspunkt end d. 21.12.2004 opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, og at den forsinkede opholdstilladelse havde påført ham et økonomisk tab. A påstod endvidere, at U’s afslag af 27.07.2000 og implicitte afslag af 21.12.2004 på opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, skulle ophæves, idet han anførte, at opholdstilladelsen, som var meddelt efter § 9 c, stk. 1, burde have været meddelt i medfør af § 9 e, stk. 1. HR fandt, at U skulle frifindes for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 27.07.2000, allerede fordi U ikke var rette sagsøgte. HR lagde herved vægt på, at U’s afgørelse uden begrænsninger var efterprøvet af I, og at det derfor var I’s afgørelse, der i givet fald kunne være genstand for domstolsprøvelse. HR frifandt endvidere U for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 21.12.2004, idet HR ikke fandt, at afgørelsen led af fejl eller mangler, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte U’s vurdering, hvorefter UDL § 9 c, stk. 1, og ikke § 9 e, stk. 1, var anvendt som grundlag for at meddele A opholdstilladelse. Endelig frifandt HR U for A’s erstatningskrav, idet HR ikke fandt, at der var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde erstatningsansvar for U. ØL var nået til samme resultat.
UfR 2011.1724 HD: H A/S blev påført en støvskade i forbindelse med en gulvafslibning. H havde tegnet en ”All Risk Property” forsikring i den danske filial, G, af det tyske forsikringsselskab, K. I 2003 udbetalte G på vegne af K erstatning til H, og G anmodede senere sin advokat om at anlægge retssag om regres mod bl.a. Forsikringsaktieselskabet ALKA, A, som gulvafsliberen havde tegnet ansvarsforsikring hos. I stævningen, som blev indleveret i 2005, hed det, at sagen ”drejer sig om regres for udbedring af en støvskade, som sagsøger har dækket for sin forsikringstager, H”. I stævningen var sagsøgeren imidlertid ved en fejl angivet som G. Dette selskab, som var et datterselskab af K, havde i en periode fungeret som agent og serviceselskab for K, men var ophørt ved likvidation pr. 01.01.2003. Efter sagens anlæg var det K’s rettigheder og forpligtelser ved fusion overtaget af I. For HR var det hovedspørgsmålet, om partsbetegnelsen G under sagen for ØL kunne ændres til I. ØL havde ikke tilladt denne ændring af partsbetegnelsen og havde følgelig afvist G’s krav. HR bestemte, at partsbetegnelsen kunne ændres, og sagen blev hjemvist til ØL til fortsat behandling. HR udtalte, at A fra sagens anlæg havde været bekendt med, at sagen angik et regreskrav fra skadelidtes forsikringsselskab, G, som havde udbetalt erstatning til skadelidte. Den omstændighed, at skadelidtes forsikringsselskab ved en fejl var blevet angivet at være G, havde ikke haft nogen betydning for A’s procesførelse, og det fremgik i realiteten af stævningen, at sagen var anlagt af det Gerling-selskab, der havde udbetalt skadeserstatningen. HR fandt, at A under disse omstændigheder ikke burde kunne modsætte sig, at betegnelsen af sagsøger blev ændret fra G til I.
Per Henrik Lindblom: Processhinder, 1974, 292 sider, Norstedt.
FM 1996.149 VLK: Sagsøgte fik beskikket advokat på grund af sin mentale tilstand, jfr. RPL § 259, stk. 3, jfr. stk. 2. Advokaten begærede sagen afvist. Retten tog ikke begæringen til følge, idet den beskikkede advokat kunne føre sagen på forsvarlig vis.
UfR 1996.178 ØLK: Sagsøgte A var af retten i Odense blevet pålagt at lade sig repræsentere ved advokat, jfr. RPL § 259, stk. 2. Byretten afviste senere A's begæring om afhøring af 2 vidner, hvilket A personligt påkærede. Kæremålet blev afvist under henvisning til advokatpålægget.
FM 2001.149 VLK: Skifteretten i Skanderborg havde i medfør af DSL § 98, jfr. RPL § 259, stk. 2, pålagt en arving at lade sagen føre gennem sin advokat. VL udtalte, at et advokatpålæg ikke i sig selv medførte, at arvingen ikke selv kunne ytre sig. Efter en analogi af RPL § 259, stk. 2 kunne parten pålægges at lade sagen føre gennem advokaten og afgørelsen blev stadfæstet.
UfR 2002.2720 VLK: Sagsøgte i erstatningssag med påstand om betaling af 1.043.671 kr. fik ikke advokat beskikket efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt., da der ikke var meddelt ham advokatpålæg efter RPL § 259, stk. 2.
UfR 2003.1953 ØLD: H, der var svært hjerneskadet, havde fået beskikket advokat V som værge. Værgemålet omfattede alle personlige og økonomiske forhold. V anlagde ægteskabssag mod M ved retten i Slagelse. H havde ikke ytret sig om sagsanlægget, og hun kunne ikke i øvrigt antages at have nogen forståelse heraf. Landsretten fandt, at beslutning om anlæggelse af sag om separation eller skilsmisse er af så strengt personlig karakter, at det ligger uden for de beslutninger, en værge på egen hånd kan træffe. Herefter, og da H efter det anførte savnede proceshabilitet, ville sagen være at afvise, jf. RPL § 258, stk. 2.
TFA 2005.522 VLK: Udlejer krævede 84-årig lejer L udsat af det lejede ved en umiddelbar fogedforretning. U henviste til, at L vanrøgtede det lejede bl.a. ved at tisse i opgangen og på gulvet i lejligheden og lade sin hund gøre det samme. L, der havde fået beskikket en advokat, mødte ikke personligt i fogedretten. Fogedretten i Herning lagde til grund, at L ikke var i stand til at varetage egne interesser og derfor ikke var proceshabil, og afviste sagen efter RPL § 257. VL bemærkede, at socialforvaltningen efter det oplyste ikke havde fundet anledning til at rejse sag om iværksættelse af værgemål, og at kommunen havde meddelt U, at man ikke ønskede at foretage sig noget. De foreliggende oplysninger om L gav ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at han manglede evnen til at optræde som part under den umiddelbare fogedforretning. Herefter blev fogedrettens kendelse ophævet og sagen hjemvist.
UfR 2009.2014 VLD (TFA 2009.424/2 VLD): L blev d. 27.06.2008 frifundet i Retten i Århus for et krav fra udlejeren U, der i stedet blev dømt til at betale L 6.775,77 kr. U ankede dommen, men inden hovedforhandlingen meddelte L's advokat landsretten, at L var afgået ved døden, og at hendes dødsbo i sensommeren 2008 var afsluttet ved boudlæg. VL forstod brevet således, at boet ikke var genoptaget, og at boudlægget ikke omfattede det mulige krav mod U. Da dødsboet efter L var afsluttet ved boudlæg, eksisterede der ikke nogen indstævnt. VL ophævede derfor byrettens dom og afviste sagen fra domstolene, jf. RPL § 258, stk. 2.
Elisabeth Lehrberg: Processgemenskap - i dispositiva tvistemål där saken är sådan att endast en dom kan ges, 2000, Norstedts Juridik. Anmeldt af Eva Smith i UfR 2001 B.161.
Jens Holm Banggaard i FM 1994.52-54: En ny dom om nødvendigt procesfællesskab. (Omtaler VLD af 04.11.1993)
UfR 1989.763 ØLD: Udlejningsejendom tilhøre A med 4/5 og B med 1/5. A ophævede et lejemål over for en lejer under henvisning til, at denne havde foretaget bygningsmæssige forandringer. ØL fandt, at den skete ophævelse ikke kunne karakteriseres som en sædvanlig eller nødvendig disposition ved administrationen af en udlejningsejendom. Herefter fandtes ophævelsen kun at kunne ske, såfremt administrator efter påkrav kunne godtgøre, at samtlige ejere var enige om, at lejerens forhold burde medføre, at lejemålet ophæves. Da der under sagen intet var oplyst om, hvorledes B stillede sig til spørgsmålet om ophævelsen, blev lejer frifundet.
VLD af 04.11.1993 (B 970/1991): A og B havde indgået forpagtningskontrakt med benzinselskab S, som efter nogle år opsagde kontrakten. A anlagde alene sag mod S. Det lagdes til grund, at B i forhold til A var udtrådt som forpagter pr. 31.12.1987, og at B intet krav havde mod S. A fandtes herefter berettiget til alene at anlægge sag mod S. i anledning af forpagtningsforholdets ophør i slutningen af 1988.
UfR 2003.2078 HD: 5 familier på Fagerdalen i Vedbæk fik ikke medhold i, at der var vundet alderstidshævd på en individuel færdselsret ad et stykke af Maglemosestien, som ikke fremstod som anlagt eller indrettet med særligt henblik på sagsøgerens ejendomme. En individuel færdselsret forudsatte derfor - som en usynbar servitut - hævdsråden i alderstid. Stistykket havde stået åbent for almenheden. 3 af ejerne var berettigede til at anke dommen til Højesteret, da der ikke forelå noget nødvendigt procesfællesskab.
UfR 1997.48 ØLK: Sag anlagt af K/S Sanexco Invest 8 ved retten i Middelfart blev afvist, da sagen henhørte under voldgift. 6 uger senere anlagdes sagen på ny. Antaget, at byrettens upåkærede kendelse havde retskraft i forhold til den nye sag, og denne blev herefter afvist. Den omstændighed, at der efter den nye sags anlæggelse var sket succession på sagsøgersiden, kunne ikke føre til andet resultat.
UfR 1999.1398/2 HD: FDB havde i VL tabt sag om nedsættelse af lejen for erhvervslejemål i Sydcentret i Kolding og var blevet dømt til at betale 220.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter. Under ankesagen var en ny udlejer tiltrådt som part, og dermed havde han overtaget forpligtelser og rettigheder overfor lejeren. Reglerne vedrørende overgang af rettigheder til andre end ved overdragelse, gælder også ved rettigheder, om hvilke der føres sag. Udlejer fik medhold i, at der ikke var grundlag for at fravige de sædvanlige retningslinier for fastsættelse af sagsomkostninger (5 gange den omtvistede årlige leje), og forhøjede sagsomkostningerne for begge retter til 650.000 kr.
UfR 2005.3305/2 ØLK: Rekvisitus begærede aktindsigt i de af fogeden i Taastrup udfærdigede notater i forbindelse med et møde i fogedretten. Da notaterne måtte anses som interne dokumenter, afvistes begæringen i medfør af RPL § 255 a, stk. 2, nr. 1.
UfR 2010.971 VLK: (TFA 2010.252/1 VLK): F havde anlagt sag mod M med påstand om fælles FM, jf. FAL § 14, stk. 1. Retten i Kolding bestemte at der skulle udarbejdes en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvilket psykolog P, som var fast psykolog for BR, gjorde. F begærede herefter mod M’s protest aktindsigt i P’s testresultater og arbejdsnotater. BR gav ikke F medhold, da der var tale om interne notater, og spørgsmålet om aktindsigt i stedet skulle behandles jf. RPL § 255 a. VL fandt ikke, at den omstændighed, at BR havde et fast hold af psykologer, som udarbejdede børnesagkyndige undersøgelser og medvirkede i forbindelse med børnesamtaler i sager om forældreansvar, uanset at den pågældende udførte konkrete opgaver fra sag til sag, kunne medføre, at psykologen i relation til spørgsmålet om aktindsigt kunne anses for ansat af retten. Som følge heraf skulle begæringen om aktindsigt ikke afgøres efter RPL’s regler herom, men måtte afgøres efter psykologloven, jf. denne lovs § 14, stk. 3. Afgørelsen om aktindsigt skulle således træffes af psykolog P. Som følge heraf tog VL F's principale påstand om ophævelse af BR’s kendelse til følge.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
21-05-12