Civilproces

Sagens parter

Advokatpålæg

Aktindsigt

Hvem er sagsøgt?

Ikke rette sagsøgte

Nødvendigt procesfællesskab

Proceshabilitet

Rettergangsfuldmagt

Succession

Søgsmålskompetence

Navneændring efter sagens anlæg


Hvem er sagsøgt?

Asbjørn Grathe i JUR 1988.189-196: Nogle bemærkninger om springende regres og adcitation. Kommenteret af Jens Anker Andersen i JUR 1989.373-374: Mere om "springende regres".

Asbjørn Grathe i JUR 1989.58-60: Springende regres og adcitation én gang til.

Hans Engberg i FM 1992.133-134: "v/" (bør aldrig bruges i stævninger).

UfR 1993.601 ØLK: Ikke grundlag for at afvise stævning mod Amfa I/S, selv om interessenterne ikke var angivet.

UfR 2009.2547 VLK: Spar Nord, B, sagsøgtes af konkursboet, A, idet A mente, at en nedbringelse af firmaets kassekredit de sidste 3 måneder inden konkursdekretet var omstødelig. Stævningen blev sendt retur af Retten i Hjørring, idet der blev anmodet om at få oplyst, om B var en juridisk eller fysisk person. A returnerede stævningen med angivelse af, at sagsøgte var B A/S. B påstod sagen afvist, fordi B’s korrekte navn var B Bank A/S. BR udtalte, at B Bank A/S ved flere lejligheder selv havde kaldt sig B. BR fandt, at A ikke ved fremsendelsen af en korrigeret stævning havde anlagt en ny sag, samt at det under burde tillades A at rette navnet på B til B Bank A/S, og at sagen herefter skulle fremmes til realitetsbehandling. VL stadfæstede BR’s dom.

UfR 2017.1903 VLK: Konkursbo blev tilladt at ændre sagsøgtes navn og ændre adressen fra en i Herning til en i København, jf. RPL § 349, stk. 2

Konkursboet Uniwer ApS, U, havde anlagt sag mod seks sagsøgte, hvoraf den ene var Handelsbanken A/S, H, Østergade 2, 7400 Herning og et nærmere angivet CVR-nr. H nedlagde påstand om afvisning af sagen, idet der ikke fandtes et selskab med det navn og CVR-nr. U anmodede herefter om at berigtige sagsøgte til Handelsbanken, Filial af Svenska Handelsbanken AB (PUBL), B, Sverige, med adresse Havneholmen 29, 1561 København V og at ændre CVR-nr., jf. RPL § 349, stk. 2. Retten i Herning fandt, at det var ubestridt fra H’s side, at der ikke var noget formelt krav om angivelse af CVR-nr. i en stævning. Der var derfor intet til hinder for, at U berigtigede dette nr. Rette sagsøgte drev forretning fra den angivne adresse, hvorfor det reelt alene var en ændring af navnet på det selskab, der var sagsøgt. Da B i sin markedsføring faktisk drev virksomhed under det først angivne navn, var der kun tale om, at den danske selskabsangivelse "A/S" skulle udgå, og der tilføjedes en partsbetegnelse, som B ikke anvendte i det daglige. B havde haft kendskab til sagen og havde varetaget B’s interesser. Herefter fandtes betingelserne for U’s anmodning om berigtigelse af betegnelsen for H at kunne imødekommes. VL fandt, at det var oplyst, at der ikke fandtes en juridisk enhed benævnt "Handelsbanken A/S", og at der under "Handelsbanken" fandtes to selskaber, som drev bank eller dermed beslægtet virksomhed i Danmark, men at ingen af disse to selskaber var danske aktie- eller anpartsselskaber. De nævnte to selskaber var filialer af svenske selskaber. Det fandtes, at det måtte have stået parterne klart, at U havde til hensigt at udtage stævning mod B, og at den fejlagtige angivelse af navnet i stævning ikke berettiget kunne have givet anledning til forveksling eller tvivl herom B. Sagsøgtes navn kunne derfor rettes, jf. RPL § 349, stk. 2.

Ikke rette sagsøgte

Jørgen Mathiassen i UfR 2004 B.171-175: Rette sagsøgte på forvaltningens side.

UfR 1998.1552 HD: Den Monetære Union v/ Ove Becher havde sagsøgt Undervisningsministeriet med påstand om betaling af 26.000 kr i tilskud til 4 debatarrangementer i 1993. Dansk Folkeoplysnings Samråd havde afslået at udbetale tilskud, da sagsøgeren ikke havde overholdt retningslinierne herfor. Undervisningsministeriet blev frifundet, da afgørelsen ikke kunne indbringes for ministeriet, der således ikke var rette sagsøgte.

UfR 1998.1637 HD: Østre Landsret havde afvist sag anlagt mod Solrød Kommune, da rette sagsøgte fandtes at være Naturklagenævnet. Særskilt indbringelse af denne afgørelse kunne kun ske med rettens tilladelse, jf. RPL § 253, stk. 4, som affattet forud for ændringen ved lov nr. 339 af 10.06.1998. Der fandtes ikke grundlag for denne tilladelse, og anken blev derfor afvist. Landsrettens afgørelse burde være truffet i form af frifindelse og ikke i form af afvisning.

UfR 1999.630 HD: Kommanditister i 4 Difko-selskaber havde bl. a. sagsøgt ABN AMRO Bank N.V., Copenhagen Branch og Westdeutsche Landesbank AG, Copenhagen Branch. Sagsøgeren skulle anerkende, at de sagsøgte ikke i deres egenskab af agentbanker kunne sagsøges under de ved Sø- og Handelsretten verserende sager. Agentbankerne var alene fuldmægtige for de långivende bankkonsortier, og de hæftede som fuldmægtige ikke for det ansvar, der måtte udspringe af låneaftalen. Komm. af Per Overbeck i UfR 1999 B.345-352.

UfR 2000.1836 HKK (UfR 1999.1879 VLK): F havde sagsøgt Børstefabrikken DAN A A/S med påstand om erstatning for en arbejdsskade. F ønskede under forberedelsen af rette betegnelsen af sagsøgte til Oldan A/S, da selskabet havde taget navneforandring før sagens anlæg. F fik tilladelse hertil trods modpartens protest.

UfR 2002.757 HD: Grundejere i Solrød var berettigede til at sagsøge Solrød Kommune med påstand om, at der bestod en pligt for kommunen til at anerkende, at afslag på dispensation havde været uberettiget, og om der bestod en pligt for kommunen til at træffe afgørelse med et nærmere bestemt indhold, og da kommunen havde dispensationsbeføjelsen efter planloven.

UfR 2002.1245 HD: A påstod Indenrigs- og sundhedsministeren dømt til at betale tortgodtgørelse på 60.000 kr. under henvisning til, at Sundhedsstyrelsen havde tilsidesat sin tilsynsforpligtelse vedr. Boneloc knoglecement. HR fandt, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at Sundhedsstyrelsen måtte anses for medansvarlig. Indenrigs- og sundhedsministerens anbringende om frifindelse for betalingspåstanden, allerede fordi ministeren ikke var rette sagsøgte, kunne derfor ikke tages til følge. 

UfR 2003.494 ØLD: M havde sagsøgt DANA Arbejdsløshedskasse for Selvstændige, som havde afslået dagpenge. Da afgørelsen var prøvet af Arbejdsdirektoratet, var DANA ikke rette sagsøgte.

UfR 2005.1038 VLD: Sag anlagt af Esbjerg Kommune mod andelsboligforening om nedsættelse af lejen for et fritidshjem, ungdomsklub og en svømmehal, blev afvist, da sagen skulle anlægges mod andelsboligforeningens afdeling 11. Komm af Helle Ina Elmer i TBB 2005.386-399 - en kritisk kommentar

UfR 2005.2809 HD: Villaområderne i Hareskovby var omfattet af Værløse Kommunes lokalplan nr. 6 af 01.06.1979, som bl.a. indeholder en bestemmelse om, at der på hver ejendom kun må opføres eller indrettes én bolig. Værløse kommune meddelte i 1999 byggetilladelse til, at der kunne opføres en tilbygning på 72,4 m2 til en af ejendommene i området. Det fremgik bl.a. af tilladelsen, at det var forudsat, at der ikke blev tale om lejlighedsskel mellem det eksisterende hus og tilbygningen. Tilbygningen skulle indeholde køkken/alrum, bryggers, bade-/wc-rum og 1 værelse, og der skulle ikke være indvendig adgang mellem det eksisterende hus og tilbygningen. S klagede til Værløse kommune og senere Naturklagenævnet, da han mente, at der nu var to boliger på ejendommen. Antaget, at der ved vurderingen af, om der foreligger én bolig i overensstemmelse med fast praksis ved Naturklagenævnet kan lægges vægt på, om der i byggelovgivningens forstand er etableret et lejlighedsskel. Endvidere antaget,, at Værløse kommune ikke var rette sagvolder, da spørgsmålet om forståelsen af begrebet én bolig uden begrænsning var efterprøvet af Naturklagenævnet, og da Ss påstande ikke indebar en pligt for kommunen til at udstede en forvaltningsakt eller i øvrigt foretage aktive skridt.

UfR 2005.3456 HD: Moderselskabet, LeksIT A/S, fik i december 1999 Erhvervs- og Boligstyrelsens tilsagn om støtte fra det nordjyske mål 2-program til etablering af et digitalt trykkeri i Pandrup. Tilsagnet blev tiltrådt af selskabets direktør, der var tegningsberettiget. Efter anmodning fra moderselskabet blev støtten udbetalt til en konto tilhørende et datterselskab, DataSats Informatik, Pandrup A/S. Da projektet, hvortil støtten var ydet, ikke fik den forudsatte socioøkonomiske effekt i regionen, fremsatte Erhvervs- og Boligstyrelsen i januar 2002 krav om tilbagebetaling af støtten. Moderselskabet afviste Erhvervs- og Boligstyrelsens tilbagebetalingskrav og henviste til, at kravet måtte rettes mod datterselskabet. HR fastslog, at støtten var bevilliget til moderselskabet, og at moderselskabet således var rette sagsøgte for tilbagebetalingskravet. Det fandtes at være uden betydning, at støtten var udbetalt til en konto tilhørende datterselskabet. Det bemærkedes herved, at støtten var udbetalt til den pågældende konto efter anmodning fra moderselskabet, og at det ikke fremgik, at kontoen ikke tilhørte moderselskabet. Det fandtes ligeledes at være uden betydning, at moderselskabet havde opfattet det således, at myndighederne – hvilket ikke var tilfældet – stillede krav om etablering i selskabsform.

UfR 2006.2510/1 ØLK: Under en sag mod en andelsboligforening, B, ønskede A at nedlægge påstand om, at B tilpligtedes at anerkende, at der skulle indgås aftale med de medlemmer, der havde modtaget lån fra foreningen samt om, at lånene fra det tidspunkt de var udbetalt, skulle forrentes med den til enhver tid gældende morarente i henhold til renteloven. A nedlagde desuden påstand om, at gælden med tillæg af påløbne renter skulle afdrages som et 10-årigt annuitetslån. ØL stadfæstede Byrettens afvisning af påstanden, idet A ikke kunne opnå en dom om det nærmere indhold af en aftale med tredjemand, som ikke var inddraget i sagen.

UfR 2007.35 ØLD: Sag mod vicerigspolitichef J personligt afvist, da K end ikke havde sandsynliggjort, at J skulle have udvist en adfærd, der kunne danne grundlag for et personligt krav mod ham. ØL fandt at det angivne formål ikke kunne begrunde nogen beskyttelsesværdig retlig interesse i søgsmålet. Advokat A blev tilpligtet in solidum med K, jf. RPL § 319, at betale sagens omkostninger for ØL, da A's anke og sagsførelse i nærværende sag måtte betegnes som pligtstridig.

UfR 2007.2486 VLK: I forbindelse med landbrugsdriften på sin jord benyttede A en vej over sin nabo, B’s, ejendom. A fik ved dom medhold i, at han havde vundet hævd på færdsel ad vejen. B ansøgte herefter Bramming Kommune, K, (nu Esbjerg Kommune) om at nedlægge vejen, hvilket A protesterede imod. K besluttede, at vejen skulle nedlægges, hvilket blev stadfæstet af Overtaksationskommissionen, O. A anlagde nu sag mod bl.a. O med påstand om, at O skulle anerkende, at vejen blev opretholdt som privat fællesvej. VL udtalte, at Taksationskommissionen og O havde karakter af forvaltningsretlige tvistløsningsorganer med partsproces. Det følger af lov om private fællesveje § 8, at taksationsmyndighederne afgør bl.a. spørgsmål om nedlæggelse af veje efter denne lov, og at lov om offentlige veje §§ 51-57 og §§ 59-67 finder anvendelse ved sagernes behandling. Af forarbejderne til § 8 fremgik, at den formulering havde til formål at tydeliggøre, ”at de almindelige regler om taksationsmyndighedernes virken m.v. også finder anvendelse i sager omfattet af privatvejslovens bestemmelser.” Henvisningen i § 8 til lov om offentlige veje omfattede også reglerne vedrørende søgsmål. Herefter og efter kommissionernes karakter af tvistløsningsorganer med partsproces fandt VL, at sagen i lighed med andre afgørelser fra O ikke skulle anlægges mod O. Sagen blev derfor afvist.

UfR 2008.60 ØLD: I forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i Dansk Opfinderforening blev den hidtidige bestyrelse afsat, hvorefter en ny blev valgt i stedet. Nogle personer, som på tidspunktet for generalforsamlingen var medlemmer af foreningen, ligesom nogle af dem tillige var medlem af den hidtidige bestyrelse, anlagde sag mod generalforsamlingens dirigent med påstand om, at generalforsamlingen var ulovlig, samt at beslutningerne truffet på denne var uden virkning. ØL fandt, at prøvelsen af ovennævnte spørgsmål ikke med bindende virkning for foreningen kunne foretages under en sag alene mod dirigenten, men forudsatte, at foreningen var indstævnt eller dog medindstævnt i sagen ved den personkreds, der i dag gjorde krav på at udgøre dens retmæssige bestyrelse, eller i det mindste ved den person, der formente at være lovlig udpeget formand. Sagsøgerne havde dermed ikke fornøden retlig interesse i det foreliggende søgsmål mod dirigenten alene, som Gentofte Byret således ikke burde have admitteret. ØL afviste derfor sagen fra byretten.

UfR 2008.1078 VLK: Finnerup Vognmandsforretning, F, havde ved retten i Kolding anlagt en sag mod Online Holding ApS, O1, med betalingskrav vedrørende erhvervskørsel. sagsøgte påstod man aldrig havde kontraheret med F. Herefter anmodede F om tilladelse til, at ændre adressaten på sagsøgte til Online ApS, O2. VL udtalte, at ledelsen i de sagsøgte selskaber ikke kunne være i tvivl om at stævningen vedrørte O2, som fakturaer og rykkerbreve var blevet sendt til. Endvidere var stævningen udtaget mod holdingselskabet, fordi dette selskab var det eneste firma der ifølge krak var registreret på adressen. Dermed stadfæstede VL afgørelsen fra byretten, og lod F berigtige navnet til O2.

UfR 2009.14 VLD: Skifteretten i Kjellerup blev af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, E, d. 13.09.2006 anmodet om at tage selskabet CHC Danish Aerotech A/S, C, under tvangsopløsning. Baggrunden var, at V ikke havde en lovlig ledelse, og da det blev oplyst til skifteretten at der ikke ville ske berigtigelse, blev der afsagt kendelse om tvangsopløsning. Danish Aerotech Sales A/S, D, lagde herefter sag an mod C under tvangsopløsning, med påstand om at C skulle anerkende at registreringen af tvangsopløsningen hos E skulle udslettes. VL udtalte, at da registreringen ikke var blevet foretaget på anmodning fra selskabet, og jf. ASL § 159, stk. 3 sammenholdt med § 159 b, stk. 2, skulle sagen anlægges mod Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og ikke mod selskabet. Derfor blev sagen afvist.

UfR 2008.2764/2 HD: A, der var indrejst fra Kosovo, fik d. 20.05.1999 midlertidig opholdstilladelse i Danmark efter kosovonødloven. Udlændingestyrelsen, U, meddelte d. 27.07.2000 A afslag på fornyet opholdstilladelse efter kosovonødloven samt afslag på opholdstilladelse efter UDL § 9, stk. 2, nr. 5 (nu § 9 e, stk. 1). Begge afslag blev tiltrådt af Indenrigsministeriet, I, d. 12.09.2000. Flygtningenævnet, F, meddelte d. 11.06.2001 endvidere A afslag på asyl og d. 31.10.2001 blev A registeret som forsvundet i Udlændingeregistret. I meddelte d. 10.06.2003 A’s hustru og 2 mindreårige fællesbørn opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1. A ansøgte d. 29.09.2003 igen om opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, eller ”på ethvert andet grundlag”. U videresendte A’s ansøgning til I d. 13.10.2003 med henblik på genoptagelse. I returnerede d. 05.08.2004 ansøgningen til U, som d. 21.12.2004 meddelte A midlertidig opholdstilladelse efter UDL § 9 c, stk. 1. A påstod for HR, at U skulle betale A en erstatning på 20.000 kr., idet A bla. henviste til, at han på et langt tidligere tidspunkt end d. 21.12.2004 opfyldte betingelserne for opholdstilladelse, og at den forsinkede opholdstilladelse havde påført ham et økonomisk tab. A påstod endvidere, at U’s afslag af 27.07.2000 og implicitte afslag af 21.12.2004 på opholdstilladelse efter UDL § 9 e, stk. 1, skulle ophæves, idet han anførte, at opholdstilladelsen, som var meddelt efter § 9 c, stk. 1, burde have været meddelt i medfør af § 9 e, stk. 1. HR fandt, at U skulle frifindes for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 27.07.2000, allerede fordi U ikke var rette sagsøgte. HR lagde herved vægt på, at U’s afgørelse uden begrænsninger var efterprøvet af I, og at det derfor var I’s afgørelse, der i givet fald kunne være genstand for domstolsprøvelse. HR frifandt endvidere U for A’s påstand om ophævelse af afgørelsen af 21.12.2004, idet HR ikke fandt, at afgørelsen led af fejl eller mangler, ligesom der ikke var grundlag for at tilsidesætte U’s vurdering, hvorefter UDL § 9 c, stk. 1, og ikke § 9 e, stk. 1, var anvendt som grundlag for at meddele A opholdstilladelse. Endelig frifandt HR U for A’s erstatningskrav, idet HR ikke fandt, at der var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde erstatningsansvar for U. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2011.1724 HD: H A/S blev påført en støvskade i forbindelse med en gulvaf­slibning. H havde tegnet en ”All Risk Property” forsikring i den danske filial, G, af det tyske forsikringsselskab, K. I 2003 udbetalte G på vegne af K erstatning til H, og G anmodede senere sin advokat om at anlægge retssag om regres mod bl.a. Forsikringsaktieselskabet ALKA, A, som gulvafsliberen havde tegnet ansvarsfor­sikring hos. I stævningen, som blev indleveret i 2005, hed det, at sagen ”drejer sig om regres for udbedring af en støvskade, som sagsøger har dækket for sin forsik­ringstager, H”. I stævningen var sagsøgeren imidlertid ved en fejl angivet som G. Dette selskab, som var et datterselskab af K, havde i en periode fungeret som agent og serviceselskab for K, men var ophørt ved likvidation pr. 01.01.2003. Efter sagens anlæg var det K’s rettigheder og forpligtelser ved fusion overtaget af I. For HR var det hovedspørgsmålet, om partsbetegnelsen G under sagen for ØL kunne ændres til I. ØL havde ikke tilladt denne ændring af partsbetegnelsen og havde følgelig afvist G’s krav. HR bestemte, at partsbetegnelsen kunne ændres, og sagen blev hjemvist til ØL til fortsat behandling. HR udtalte, at A fra sagens anlæg havde været bekendt med, at sagen angik et regreskrav fra skadelidtes forsikringsselskab, G, som havde udbetalt erstatning til skadelidte. Den omstændighed, at skadelidtes forsikringsselskab ved en fejl var blevet angi­vet at være G, havde ikke haft nogen betydning for A’s procesførelse, og det fremgik i realiteten af stævningen, at sagen var anlagt af det Gerling-selskab, der havde udbetalt skadeserstatningen. HR fandt, at A under disse omstændigheder ikke burde kunne modsætte sig, at be­tegnelsen af sagsøger blev ændret fra G til I.

UfR 2013.1282 VLD: A var ansat som handicaphjælper hos en handicappet, B. I ansættelseskontrakten, som blev underskrevet af A i april 2010, var B anført som arbejdsgiver. Der blev herefter igen indgået en kontrakt, hvori det blev aftalt, at A var ansat som handicaphjælper hos B, som var underskrevet af A d. 22.04.2010. Denne kontrakt var indgået mellem A og en handicapportal, C. Det fremgik bl.a. af kontrakten, at A skulle informere C om fravær, og at det var C, som udbetalte pensionsbidrag. B opsagde på en seddel til A d. 11.09.2010 som følge af samarbejdsvanskeligheder, aftalebrud og tillidsbrud på det tidspunkt, hvor A var gravid. A anlagde sag mod B om krav om godtgørelse efter LBL. Retten i Herning lagde til grund, at C ansås som arbejdsgiveren for A i henhold til kontrakten, som A havde underskrevet, og i henhold til servicelovens § 96. B havde i øvrigt opsagt A som arbejdsleder og ikke som arbejdsgiver, og opsigelsen var forud accepteret af C. B blev derfor frifundet, idet denne ikke var rette sagsøgte. VL stadfæstede.   

UfR 2014.1249 VLD: L havde i 2004 lejet en bolig af Højbjerg andelsboligforening, H. I 2010 opsagde L lejemålet overfor Alboa, A, der nu administrerede lejemålet. L anlagde sag mod Højbjerg andelsboligforening med påstand om betaling af 3.000 kr., da L mente, at de havde fratrukket et for højt beløb for hans indskud af dækning af istandsættelse og misligholdelse. H påstod sagen afvist, da det var A, og ikke dem, der var rette sagsøgte. VL fandt, at selv om H var økonomisk uafhængig, kunne H ikke anses for at være en selvstændig juridisk enhed, og VL fandt derfor, at boligorganisationen kunne sagsøges i forbindelse med en påstand om tilbagebetaling af beboerindskud. Da A i sine henvendelser til L havde anvendt flere betegnelser for boligorganisationen, herunder Højbjerg andelsboligforening, fandt VL, at L skulle have lejlighed til at berigtige stævningen, således at sagsøgte blev angivet som ”Alboa, almen boligorganisation Aarhus”. Sagen blev herefter fornyet til fortsat behandling ved boligretten.

Advokatpålæg

FM 1996.149 VLK: Sagsøgte fik beskikket advokat på grund af sin mentale tilstand, jf. RPL § 259, stk. 3, jf. stk. 2. Advokaten begærede sagen afvist. Retten tog ikke begæringen til følge, idet den beskikkede advokat kunne føre sagen på forsvarlig vis.

UfR 1996.178 ØLK: Sagsøgte A var af retten i Odense blevet pålagt at lade sig repræsentere ved advokat, jf. RPL § 259, stk. 2. Byretten afviste senere A's begæring om afhøring af 2 vidner, hvilket A personligt påkærede. Kæremålet blev afvist under henvisning til advokatpålægget.

FM 2001.149 VLK: Skifteretten i Skanderborg havde i medfør af DSL § 98, jf. RPL § 259, stk. 2, pålagt en arving at lade sagen føre gennem sin advokat. VL udtalte, at et advokatpålæg ikke i sig selv medførte, at arvingen ikke selv kunne ytre sig. Efter en analogi af RPL § 259, stk. 2 kunne parten pålægges at lade sagen føre gennem advokaten og afgørelsen blev stadfæstet.

UfR 2002.2720 VLK: Sagsøgte i erstatningssag med påstand om betaling af 1.043.671 kr. fik ikke advokat beskikket efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt., da der ikke var meddelt ham advokatpålæg efter RPL § 259, stk. 2.

UfR 2015.570 HKK: Kære af afslag på advokatbeskikkelse afvist.

Retten i Næstved meddelte A et advokatpålæg og afslog samtidig at beskikke en advokat for ham. A kærede personligt BR’s afslag på advokatbeskikkelse til ØL, der under henvisning til advokatpålægget afviste kæremålet. HR udtalte bl.a., at i tilfælde, hvor et advokatpålæg ikke efterkommes, betragtes processkrifter, der indgives af parten efter meddelelsen af pålægget, som ikke indgivne. HR fandt, at dette også gjaldt et kæremål om afslag på advokatbeskikkelse. HR stadfæstede dermed ØL’s kendelse.

UfR 2015.954 HKK:  Advokatbeskikkelse efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt havde ikke tilbagevirkende kraft.

Advokat A blev i medfør af RPL § 259, stk. 3, 2. pkt, beskikket som advokat for B i en civil retssag, hvori B var meddelt advokatpålæg. B havde ikke fri proces. Der opstod under sagen spørgsmål om, hvorvidt A havde krav på acontosalær fra statskassen for arbejde med sagen, der var udført før beskikkelsen. VL afviste, at der kunne tillægges honorar forarbejde før beskikkelsen. HR fandt på baggrund af bl.a. bestemmelsens ordlyd og dens forarbejder, at advokatbeskikkelse efter RPL § 259, stk. 3, 2. pkt, ikke som fri proces har tilbagevirkende kraft. Retten var dog ikke afskåret fra at bestemme, at beskikkelsen i henseende til salærfastsættelsen efter omstændighederne skulle have virkning fra et tidligere tidspunkt, hvis det navnlig efter karakteren og omfanget af det arbejde, som advokaten har udført, skønnedes rimeligt. HR tiltrådte, at der i den foreliggende sag ikke var grundlag for at lade beskikkelsen få virkning fra et tidligere tidspunkt.

UfR 2016.1010 VLK: Ikke grundlag for at afvise en sag alene fordi sagsøgeren, der var meddelt advokatpålæg, ikke inden en af retten fastsat frist havde meddelt navn og adresse på en advokat, der ville udføre sagen for ham.

A’s advokat udtrådte af en sag, som A havde anlagt mod Patientankenævnet og et hospital, hvorefter A af Retten i Aarhus blev meddelt advokatpålæg, jf. RPL § 259, stk. 2. A meddelte ikke en den af BR’s angivne frist navn og adresse på en advokat, som ville tage sagen for A, hvorefter BR afviste sagen. Trods overskridelse af fristen fandt VL, at der efter RPL § 259, stk. 3, 1. pkt. ikke var grundlag for at afvise sagen alene fordi, A ikke inden den fastsatte frist havde meddelt navn og adresse på en advokat. VL fandt det uden betydning, at BR havde oplyst A om, at manglende overholdelse af fristen ville medføre udeblivelsesvirkning efter princippet i RPL § 360, stk. 1. VL ophævede BR’s afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling ved BR.

UfR 2016.3096 VLD: Ophævelse af udeblivelsesdom, idet byretten ikke kunne give advokatpålæg i en sag, der blev behandlet under småsagsprocessen, da retten skulle forberede sagerne, jf. RPL § 406, stk. 2

Under småsagsprocessen havde K sagsøgt M for betaling af 23.000 kr. under henvisning til et gældsbrev. Retten i Herning gav M advokatpålæg og fastsatte frist for indlevering af et processkrift. BR gjorde ligeledes M bekendt med, at der kunne afsiges udeblivelsesdom, hvis ikke BR havde modtaget processkriftet rettidigt, og at det indeholdt M’s påstande og anbringender. Da M ikke indleverede processkrift, afsagde BR udeblivelsesdom. VL ophævede BR’s dom, idet det ikke var muligt at give advokatpålæg i sager, der var omfattet af småsagsprocessen, jf. RPL kap. 39, idet retten i småsager forberedte sagerne, jf. RPL § 406, stk. 2.

FM 2016.73 VLK: BR kunne ikke afvise en sag på baggrund af, at A ikke inden for en af BR fastsat frist havde meddelt hvilken advokat, der skulle føre hans sag

Da A, som af BR var blevet pålagt at lade sin sag føre ved en advokat, ikke indenfor en af BR fastsat frist, havde meddelt hvilken advokat, der skulle føre sagen, blev sagen afvist og A pålagt at betale sagsomkostninger. VL fandt, at det fremgik af RPL § 259, stk. 3, 1. pkt., at såfremt parten ikke efterkommer et advokatpålæg betragtes processkrifter, der indgives af parten efter pålæggets meddelelse, som ikke indgivne, ligesom parten anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets meddelelse. Der var herefter ikke grundlag for at afvise sagen alene fordi, at A ikke inden en af BR fastsat frist meddelte navn og adresse på en advokat, der ville udføre sagen for ham. Heller ikke selvom BR havde oplyst A om, at manglende overholdelse af fristen ville medføre udeblivelsesvirkning efter princippet i RPL § 360, stk. 1, der vedrører sagsøgerens udeblivelse fra de i bestemmelsen omhandlede retsmøder. VL ophævede derfor BR’s afvisning af sagen og den som følge af afvisningen trufne omkostningsafgørelse.

Nødvendigt procesfællesskab

Elisabeth Lehrberg: Processgemenskap - i dispositiva tvistemål där saken är sådan att endast en dom kan ges, 2000, Norstedts Juridik. Anmeldt af Eva Smith i UfR 2001 B.161.

Jens Holm Banggaard i FM 1994.52-54: En ny dom om nødvendigt procesfællesskab. (Omtaler VLD af 04.11.1993)

UfR 1918.119 SH

UfR 1926.399 ØL

UfR 1989.763 ØLD: Udlejningsejendom tilhøre A med 4/5 og B med 1/5. A ophævede et lejemål over for en lejer under henvisning til, at denne havde foretaget bygningsmæssige forandringer. ØL fandt, at den skete ophævelse ikke kunne karakteriseres som en sædvanlig eller nødvendig disposition ved administrationen af en udlejningsejendom. Herefter fandtes ophævelsen kun at kunne ske, såfremt administrator efter påkrav kunne godtgøre, at samtlige ejere var enige om, at  lejerens forhold burde medføre, at lejemålet ophæves. Da der under sagen intet var oplyst om, hvorledes B stillede sig til spørgsmålet om ophævelsen, blev lejer frifundet.

VLD af 04.11.1993 (B 970/1991): A og B havde indgået forpagtningskontrakt med benzinselskab S, som efter nogle år opsagde kontrakten. A anlagde alene sag mod S. Det lagdes til grund, at B i forhold til A var udtrådt som forpagter pr. 31.12.1987, og at B intet krav havde mod S. A fandtes herefter berettiget til alene at anlægge sag mod S. i anledning af forpagtningsforholdets ophør i slutningen af 1988.

UfR 2003.2078 HD: 5 familier på Fagerdalen i Vedbæk fik ikke medhold i, at der var vundet alderstidshævd på en individuel færdselsret ad et stykke af Maglemosestien, som ikke fremstod som anlagt eller indrettet med særligt henblik på sagsøgerens ejendomme. En individuel færdselsret forudsatte derfor - som en usynbar servitut - hævdsråden i alderstid. Stistykket havde stået åbent for almenheden. 3 af ejerne var berettigede til at anke dommen til Højesteret, da der ikke forelå noget nødvendigt procesfællesskab.

UfR 2015.2966 ØLD: Ankesag blev afvist, idet der ikke forelå det nødvendige procesfællesskab

Succession

UfR 1997.48 ØLK: Sag anlagt af K/S Sanexco Invest 8 ved retten i Middelfart blev afvist, da sagen henhørte under voldgift. 6 uger senere anlagdes sagen på ny. Antaget, at byrettens upåkærede kendelse havde retskraft i forhold til den nye sag, og denne blev herefter afvist. Den omstændighed, at der efter den nye sags anlæggelse var sket succession på sagsøgersiden, kunne ikke føre til andet resultat.

UfR 1999.1398/2 HD: FDB havde i VL tabt sag om nedsættelse af lejen for erhvervslejemål i Sydcentret i Kolding og var blevet dømt til at betale 220.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter.  Under ankesagen var en ny udlejer tiltrådt som part, og dermed havde han overtaget forpligtelser og rettigheder overfor lejeren. Reglerne vedrørende overgang af rettigheder til andre end ved overdragelse, gælder også ved rettigheder, om hvilke der føres sag. Udlejer fik medhold i, at der ikke var grundlag for at fravige de sædvanlige retningslinier for fastsættelse af sagsomkostninger (5 gange den omtvistede årlige leje), og forhøjede sagsomkostningerne for begge retter til 650.000 kr.

Aktindsigt

UfR 2005.3305/2 ØLK: Rekvisitus begærede aktindsigt i de af fogeden i Taastrup udfærdigede notater i forbindelse med et møde i fogedretten. Da notaterne måtte anses som interne dokumenter, afvistes begæringen i medfør af  RPL § 255 a, stk. 2, nr. 1.

UfR 2010.971 VLK: (TFA 2010.252/1 VLK): F havde anlagt sag mod M med påstand om fælles FM, jf. FAL § 14, stk. 1. Retten i Kolding bestemte at der skulle udarbejdes en begrænset børnesagkyndig undersøgelse, hvilket psykolog P, som var fast psykolog for BR, gjorde. F begærede herefter mod M’s protest aktindsigt i P’s testresultater og arbejdsnotater. BR gav ikke F medhold, da der var tale om interne notater, og spørgsmålet om aktindsigt i stedet skulle behandles jf. RPL § 255 a. VL fandt ikke, at den omstændighed, at BR havde et fast hold af psykologer, som udarbejdede børnesagkyndige undersøgelser og medvirkede i forbindelse med børnesamtaler i sager om forældreansvar, uanset at den pågældende udførte konkrete opgaver fra sag til sag, kunne medføre, at psykologen i relation til spørgsmålet om aktindsigt kunne anses for ansat af retten. Som følge heraf skulle begæringen om aktindsigt ikke afgøres efter RPL’s regler herom, men måtte afgøres efter psykologloven, jf. denne lovs § 14, stk. 3. Afgørelsen om aktindsigt skulle således træffes af psykolog P. Som følge heraf tog VL F's principale påstand om ophævelse af BR’s kendelse til følge.

UfR 2016.549 VLK: Kreditorerne i et konkursbo kunne ikke få aktindsigt i dokumenter, som alene kurator var i besiddelse af  

43 kreditorer, R, i et konkursboet, K, havde ved Retten i Holstebro anlagt en retssag mod den tidligere ledelse i K. R’s advokat anmodede om aktindsigt i konkursboets dokumenter bl.a. bestyrelsesreferater, interne regnskaber og dokumenter, som viste udviklingen i mellemværendet med banken og andre større kreditorer. Skifteretten i Holstebro fandt ikke, at den retlige interesse i anmodningen var tilstrækkelig konkretiseret, hvorfor anmodningen om aktindsigt ikke kunne tages til følge. RPL § 255 a og § 41 d gav adgang til aktindsigt i sager ved domstolene, som Retten var i besiddelse af. Efter forarbejderne var der ikke grundlag for, at bestemmelsen tillige omfattede adgangen til aktindsigt i dokumenter i form af billagsmateriale i et konkursbo, som ikke befandt sig ved skifteretten, men alene ved kurator. Kurators virksomhed var ikke omfattet af offentlighedsloven. VL stadfæstede.

UfR 2017.166 ØLK: Privatpersons aktindsigt i en byretsdom i en borgerlig sag skulle ikke automatisk begrænses i det omfang dommen indeholdte oplysninger om enkeltpersoners rent personlige forhold, men der skulle foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen konkret burde vige for væsentlige hensyn til den pågældende

A anmodede Retten i Lyngby om aktindsigt i en dom afsagt af BR. BR fandt, at retten til aktindsigt kunne begrænses af hensyn til enkeltpersoners private forhold i det omfang, at hensynet til offentlighedens indsigt i retssagen burde vige for væsentlige hensyn til den enkelte person, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5, og såfremt at hensynet ikke kunne varetages ved anonymisering, jf. RPL § 41 e, stk. 4. Vedr. anonymisering af bl.a. lønforhold og strafferetlige forhold angik oplysningerne rent private forhold. Da hensynet til offentlighedens mulighed for aktindsigt ikke vejede tungere end hensynet til de personer, som oplysningerne angik, og da anonymiseringen ikke var tilstrækkelig, tog BR ikke anmodningen til følge. ØL fandt, at aktindsigt, efter forslag nr. L 23, Folketingsåret 2003-4, til lov om ændring af RPL, ikke automatisk skulle begrænses i det omfang dommen indeholdte oplysninger om enkeltpersoners rent personlige forhold, men at der skulle foretages en vurdering af, om offentlighedens indsigt i dommen konkret burde vige for væsentlige hensyn til den pågældende. Oplysninger om bl.a. løn og skattemæssige forhold var ikke oplysninger vedr. rent private forhold, hvorfor der ikke var grundlag for at begrænse aktindsigten ift. disse oplysninger. Der var ikke grundlag for at undtage oplysningen om sygdom fra aktindsigt, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5. Oplysningen om, at Fagforeningen X som mandatar for M havde anlagt sagen, havde været omtalt i medierne, hvorfor der var tale om en almindelig kendt oplysning, som derfor ikke var undtaget fra aktindsigt. Da sagen var en civil sag, var oplysningerne om strafferetlige forhold oplysninger om rent private forhold, der var undtaget fra aktindsigt, jf. RPL § 41 b, stk. 3, nr. 5, idet hensynet til personerne ikke kunne varetages ved anonymisering, jf. RPL § 41 e, stk. 4.

Navneændring efter sagens anlæg

UfR 2016.580 VLD: Advokatfirma tilladt at ændre navn i anken i tvist mellem advokat og klient om salær

Landmanden, B, havde haft advokatfirmaet, Tommy V. Christiansen I/S, A, til at repræsentere sig igennem flere retssager. B betalte ikke A’s fakturaer for arbejde med forskellige sager, hvorfor A undtrådte af en sag, som var anket til HR. Parterne havde truffet aftale om størrelsen af A’s salær både i tilfælde af, at sagen blev vundet eller tab for HR, men ikke hvis A udtrådte. A havde anvendt 42 timer på sagen, og sendte en faktura på 100.000 kr. til B. Retten i Hjørring dømte B til at betale fakturaen. Under forberedlse af sagen i VL anmodede A om, at A’s partsbetegnelse blev ændret, da advokatfirmaet var blevet omdannet fra et I/S, som det var, da sagen blev anlagt i BR, til et P/S, der var indtrådt i interessentskabets rettigheder og pligter. Under forberedelsen fremkom B ikke med protester, og VL ændrede A’s betegnelse. Under hovedforhandlingen gjorde B’s advokat indsigelse mod navneændringen og påstod sagen afvist, dog således at det modkrav B havde fremsat på 122.000 kr. blev behandlet. VL ændrede ikke A’s begenelse, og stadfæstede herefter BR’s afgørelse. VL fandt det ikke bevist, at A havde begået fejl under sagens behandling herunder fejl vedr. manglende ansøgning/undersøgelse af retshjælpsdækning. B’s krav om kompensation for merudgifter, idet A var udtrådt af sagen, blev ikke taget til følge. Sagsomkostningerne blev fastsat til 2.500 kr., da A var selvmøder, og idet den pågældende advokat var parter og medejer af A.

FM 2017.206 VLK: LR fandt ikke, at det kunne lægges til grund, at A ikke havde partsevne og proceshabilitet, hvorfor påstanden om at ændre betegnelsen på A ikke blev taget til følge.

 

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

02-11-17