| Bøger |
|
Kurt Grönfors: Successiva transporter, 1968.
Th. Jensen: Jernbanefragtkontrakten efter gældende international ret, 2. udg. ved Henning Rasmussen, 1975, 175 sider. DSB.
Erling Selvig: Fra kjöpsrettens og transportrettens grenseland. Om transportdokumentenes kjøpsretlige funksjoner, 1975, 182 sider, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1975 B.138-140.
Lise Skovby og Michael Elmer: Transportret, 1977
Roger Henriksen: The legal aspect of paperless international trade and transport, 1982, 185 sider, DJØF.
Kjeld Rosenmeyer: Transportret, 1982, 533 sider, DJØF. Anmeldt af Hardy Rechnagel i JUR 1983.158-160 og af Preben Lyngsø i UfR 1983 B.18-20.
Hardy Rechnagel: Påtalesubjektet, 1982, Akademiförlaget, Göteborg. Anmeldt af Knud Stenov i UfR 1983 B.114-116:
Hardy Rechnagel og Anders Hjulmand: Transport, 1982, Forlaget Børsen.
Bernhard Gomard og Lise Skovby: Vejtransport af farligt gods, 1982, 232 sider, DJØF. Anmeldt af Jes Anker Mikkelsen i JUR 1983.114-116 og af Knud Stenov i UfR 1983 B.275-276.
Hjulmand, Hedetoft og Kleis: Transportret, 1. udg., 1994, Børsens Forlag
Lise Skovby: Aftaleret for transport og handel, 1. udg., 1995, 285 sider, DJØF.
Michael Villadsen: Håndbog i transportansvar, 1. udg., 1996, Forsikringshøjskolens Forlag
Per Ekelund: Transportaftaler, 2. udg., 1997, 328 sider, DJØF.
Ulla Steen: Miljøretlig regulering på transportområdet, En retsdogmatisk og retssociologisk analyse, 1. udg., 1999, 315 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 1999 B.182-183.
Ellen Margrethe Basse: Farligt gods af vej og jernbane - Regler og standarder, 1. udg., 2000, 509 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2000 B.367-369.
Henrik Thal Jantzen og Ib Einar Simonsen: Transportforsikring. En praktisk håndbog, 1. udg., 2001, 385 sider Forsikringshøjskolens Forlag. Anmeldt af Michael Villadsen i UfR 2001 B.281-282 og af f Alex Laudrup i JUR 2001.339-341.
Kristina Maria Siig: Arbitration Agreements - In a Transport Law Perspective, 1. udg., sept. 2003, 200 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i UfR 2004 B.55-56.
Vibe Ulfbeck: Produktansvarsskader i transportret, 1. udg. maj 2007, 173 sider, DJØF
Noe Munck i Formueretlige emner kap. 2, 5. udg., 2007, DJØF
Per Vestergaard Pedersen: Transportret, 1. udg., feb. 2008, 1109 sider, Forlaget Thomson. Anmeldt af Lars Rosenberg Overby i ET nr. 4/2008 p. 372-374
Adam Jacobi i UfR 1967 B.45-53: Antedaterede konnossementer.
Jørgen Als Andersen i Justitia nr. 1/1978: Afsenders/befragters ansvar for skader forvoldt af farlige stoffer under transport. (Omhandler alle former for transport).
Knud Stenov i FM 1980.65-68: Fragtaftale ctr. konnossement - bevis og bevisbyrde.
Roger Henriksen i JUR 1981.285-291: Hvilke ændringer af dansk ret ville være ønskelige med henblik på at opnå den bedst mulige udnyttelse af moderne data-transmission til erstatning for de traditionelle transportdokumenter.
Knud Stenov i UfR 1981 B.59-62: Handelssælgerens detentionsret og hæveret ved fragtbrevsduplikat.
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1989.219-233: Sanktioner mod transportselskaber med "inadmissible passengers".
Jytte Boesgaard i UfR 1990 B.145-153: Transportområdet set i lyset af EF's konkurrenceret.
Per Vestergaard Pedersen i UfR 1997 B.320-327: Undertransportører som ansvarssubjekter for transportansvar.
Anders Hedetoft og Lene Lange Gammelgaard i UfR 2000 B.150-153: Incoterms 2000.
Michael Villadsen i FEST nr. 1/2000 p. 293-307: Er det i forvejen strenge transportansvar ved at blive endnu mere skærpet?
Anders Stig Vestergaard i Justitia nr. 5/2002 p. 49-93: Rækkevidden af ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter inden for sø- og landevejstransport og spedition.
Vibe Ulfbeck og Stinne Taiger Ivø i ET nr. 4/2008 p. 331-343: Optioner og ansvar i transportaftaler. (Med udgangspunkt i UfR 2008.1638 H vurderes to fortolkningsprincipper i forbindelse med optioner i transportaftaler. Om kvalifikation af transportaftaler, herunder anvendelse af konventionsregulering, og valgret i forbindelse med søgsmålsgrundlag.)
Signe Morgenstjerne i Rettid 2008 Afhandling nr. 6: Ansvarsfraskrivelser i transport
Adam Goldschmidt i UfR 2008 B.259-268: Multimodal transport - det transportmæssige retsvalgsproblem. (En kommentar til UfR 2008.1638.HD)
Lov om buskørsel, jfr. lovbekg. nr. 107 af 19.02.2003
Bekg. nr. 11 af 05.01.2005 om buskørsel
UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.
UfR 2008.1404 HD: Tiltalte, T, var i byretten i Sæby og i VL blevet dømt for at have foretaget erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse ved at køre med sine tre nære venner i sin bus, som var en stor personbil, indregistreret til 10 personer. Af lov om buskørsel fremgår, at der ved erhvervsmæssig personbefordring bl.a. forstås kørsel med et motorkøretøj indrettet til mere end 9 personer, hvis der køres med personer uden en nærmere tilknytning til den, der udfører kørslen. Af lovforarbejderne fremgår, at den nærmere tilknytning foreligger med hensyn til befordring af den nærmeste familie, men ikke ved befordring af f.eks. naboer, venner og bekendte. Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragte T sagen for HR. HR udtalte, at begrebet ”nærmere tilknytning” sprogligt og begrebsmæssigt ikke kunne begrænses til ”nærmeste familie”. Da begrænsningen til nærmeste familie ikke fremgik af lovteksten, var det HR’s opfattelse, at T ved at have befordret sine tre nære venner som sket, ikke havde udført erhvervsmæssig personbefordring. T havde derfor ikke overtrådt lov om buskørsel. Herefter frifandt HR T. Samme dag afsagde HR dom i UfR 2008.1408/1 HD som havde samme problemstilling. Resultatet blev også her en frifindelse af tiltalte.
Hardy Rechnagel i ADV 1986.321 ff.: Fragtførerens objektive ansvar for transportskader.
Hardy Rechnagel i UfR 1988 B.389-392: Fragtmændenes ansvars- og befordringsbestemmelser (Indeholder en gennemgang af FAB).
UfR 2009.2650 ØLD: Ejeren af en enkeltmandsfragtmandsvirksomhed, T, blev ved Retten på Frederiksberg idømt en bøde på 35.000 kr. idet han, som arbejdsgiver for en ansat chauffør, A, fandtes at være ansvarlig for, at A d. 22.06.2006 overtrådte køre-hviletidsforordningen og kontrolapparatsforordningen. T ankede dommen til ØL hvor han, som for BR, påstod frifindelse under henvisning til FÆL § 118, stk. 10, jf. STRFL § 26, stk. 2. T gjorde gældende, at hans virksomhed på gerningstidspunktet ikke havde haft en sådan størrelse og karakter, at der var grundlag for at pålægge ham et objektivt arbejdsgiveransvar i medfør af FÆL § 118, stk. 9, jf. STRFL § 26, stk. 2, idet virksomheden på daværende tidspunkt kun havde 3 ansatte. T henviste i denne forbindelse til forarbejderne til STRFL § 26, stk. 2, hvorefter det i enkeltmandsvirksomheder forudsattes, at der var mellem 10-12 ansatte, før enkeltmandsvirksomheder blev pålagt strafansvar. ØL bemærkede, at ved lov nr. 468 af 10.06.1997 om ændring af FL blev affattelsen af den dagældende bestemmelse i FL § 118, stk. 7, om selskabers bødeansvar ændret til den affattelse af bestemmelsen, der nu findes som FÆL § 118, stk. 10, uden at bestemmelsen om objektivt individualansvar, der dengang fandtes i FÆL § 118, stk. 6, jf. nu FÆL § 118, stk. 9, blev ophævet. Henset til det anførte om regelgrundlaget fandt STRFL § 26, stk. 2, herefter ikke anvendelse ved de omhandlede og faktuelt erkendte overtrædelser, jf. FÆL § 118, stk. 9, jf. § 86 a, stk. 1. Herefter og af de af BR anførte grunde stadfæstede ØL dommen.
UfR 2011.4 VLD: A var tiltalt for at have transporteret 1.280 smågrise i et for langt tidsrum ad gangen. Grisene havde en gennemsnitsvægt på 11 kg, som havde 136,29 m2 til rådighed, hvilket svarer til 86 % af det fastsatte arealkrav, selvom dyrene skulle have mindst 158,72 m2 gulvareal til rådighed. VL fandt ikke, at der gjaldt specifikke arealkrav ved transport af svin med en vægt under 25 kg, hvorfor A ikke havde overtrådt nogen regler. I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1/2005, artikel 3, litra g, skulle dyrene »råde over et gulvareal og en ståhøjde, som var passende i forhold til deres størrelse og den planlagte transport«. Som tiltalen var formuleret, herunder at der var henvist til bekendtgørelsens § 35, stk. 1, nr. 3, men ikke nr. 1, kunne tiltalen ikke anses for at omfatte en evt. overtrædelse alene af forordningens artikel 3, litra g. T blev herefter frifundet.
UfR 2011.10 VLD: Et tysk selskab, T, var i sagen tiltalt for at have overtrådt reglerne om beskyttelse af dyr under transport. T var blevet stoppet på vej fra Danmark til Tyskland i sin lastbil med tilkoblet påhængsvogn fyldt med smågrise. Smågrisene på lastbilen havde haft en gennemsnitsvægt på 29 kg og dermed et gulvareal på 0,19 m² gulvareal til rådighed, selv om grisene mindst skulle have haft et gulvareal på 0,218 m². På påhængsvognen havde grisenes gennemsnitsvægt været på 38 kg, og de havde haft et gulvareal på 0,210 m² mod mindst 0,257 m². VL fandt, at det ikke var i strid med forordningen, at der var fastsat detaljerede minimumskrav for lastetætheden, og at arealkravene i bekendtgørelsen er fastsat for transporter af over 8 timers varighed som sket i bekendtgørelsens bilag. Rigspolitichefen havde udarbejdet en tabel, som ved lineær interpolation baseret på bekendtgørelsen angav arealkravene for svin fra 1-250 kg med 1 kg-intervaller, og det var på baggrund af denne tabel, at tiltalens arealkrav var beregnet. VL fandt, at der ikke var hjemmel i bekendtgørelsens § 10 til at foretage lineær interpolation ved dyr med vægt mellem de angivne intervaller. Herefter fandt VL, at der ikke forelå en overtrædelse for så vidt angik svinene på påhængsvognen, men en overtrædelse for grisene på lastbilen. Med denne begrænsning var T herefter skyldig. T blev idømt en bøde på 13.000 kr.
UfR 2011.3361 HD: S og U havde gennem længere tid haft et samarbejde, hvor U udførte forsendelser til udlandet for S. Nogle af forsendelserne var ”ship to hold”, som ikke var en standardydelse for U, men efter en procedure, som var særligt aftalt mellem parterne. S skulle give U særskilt besked, hvis en forsendelse var ”hold for pick up”, hvorefter U ved instruktion til sit modtagecenter på bestemmelsesstedet sikrede, at forsendelsen ikke blev udleveret uden S´ tilladelse. Sagen vedrørte en forsendelse, hvor S i fragtbrevet havde angivet betegnelsen ”ship to hold”, modtagerens navn og adressen på en anden transportørs modtagecenter, og hvor U alene skulle stå for transport til den anden transportør, som S havde en samarbejdsaftale med om håndtering af ”ship to hold”-forsendelser. S gav den anden transportør besked om, at forsendelsen var sendt ”ship to hold”, mens U ikke fik en tilsvarende besked. U-centret i Italien udleverede varerne til den angivne modtager, uden at S havde givet tilladelse til frigivelse af varerne. Køberen, K, betalte ikke S for varerne. S ønskede at få erstatning fra U for varernes værdi, fordi U vidste eller burde vide, at ”ship to hold” betød, at U ikke måtte udlevere varerne til kunden, før de var frigivet af S. HR fastslog, at S ikke havde krav på erstatning fra U, idet der ikke var begået ansvarspådragende fejl, idet angivelsen i fragtbrevet om »Ship to Hold« ikke burde forstås som en instruks om, at varerne ikke måtte udleveres til K.
Lov om jernbane, jf. lovbekg. nr. 1249 af 11.11.2010
Lov nr. 1222 af 27.12.2003 om Banedanmark
Bekg. nr. 601 af 23.06.2009 om jernbanetransport af farligt gods
Bekg. nr. 1273 af 18.11.2010 om regulering af erstatningsbeløb efter lov om jernbane
Bekg. nr. 1056 af 28.10.2008 om regulering af erstatningsbeløb efter lov om jernbane
Bekg. nr. 1280 af 13.12.2004 om regulering af erstatningsbeløb efter lov om jernbane
UfR 2008.823 ØLK: I forbindelse med en togrejse med DSB blev P pålagt en kontrolafgift på 500 kr, da datoen og stemplingsstedet ikke kunne aflæses på hans klippekort. P nægtede at betale afgiften, og DSB foretog via SKAT modregning i P’s overskydende skat. P gjorde indsigelser mod modregningen, idet han påstod, at DSB måtte bære risikoen for at stempelautomaterne virkede korrekt. Fogedretten i Gentofte gav P medhold. D kærede til ØL, der ophævede fogedrettens kendelse, og hjemviste sagen til videre behandling i fogedretten. ØL udtalte, at lovgiver ved den oprindelige lovs vedtagelse udtrykkeligt havde anført, at hele billetteringssystemet var baseret på, at passagererne selv påså, at de havde gyldig rejsehjemmel.
Lov om Post Danmark A/S, jf. lovbekg. nr. 844 af 06.07.2011
Postloven, jf. lov nr. 1536 af 21.12.2010
UfR 2008.2117 HD: Jyske Bank, J, og Nordea, N, havde til Post Danmark, P, overdraget nogle værdiforsendelser, som skulle til Sverige, med en samlet værdi på ca. 6 mio. kr. Værdiforsendelserne var forsikret hos Tryg, T. Værdiforsendelserne blev d. 14.03.2000 befordret af SAS fra Kastrup lufthavn til Arlanda lufthavn i Stockholm, hvor værdiforsendelserne bortkom ved tyveri. Der opstod herefter tvist mellem parterne om, hvorvidt bortkomsten af værdiforsendelserne skyldtes grov uagtsomhed som nævnt i § 18 i den dagældende bekendtgørelse nr. 81 af 7. februar 1999 om P’s befordringspligt og eneret mv. Der var endvidere tvist om, hvorvidt bekendtgørelsens § 18 var gældende for værdiforsendelser fra Danmark til udlandet, eller om ansvaret for sådanne forsendelser under alle omstændigheder var begrænset til den deklarerede værdi af forsendelserne. J, N og T lagde sag an mod P med en samlet erstatningspåstand på 6.048.262,60 kr. ØL fandt, at P ikke tilstrækkeligt havde sikret, at det svenske postvæsen var adviseret om forsendelsernes ankomst. Under disse omstændigheder fandt ØL, at P havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor P var erstatningspligtig. HR frifandt P, allerede fordi det ikke fandtes godtgjort, at P havde udvist grov uagtsomhed. HR udtalte, at det ikke kunne anses for groft uagtsomt, at P havde anvendt en bestemt standardprocedure på de værdiforsendelser, som var blevet stjålet. Det var heller ikke godtgjort, at personale, som P hæftede for, havde tilsidesat sikkerhedsforskrifter eller udvist grov pligtforsømmelse.
Valdemar Hvidt: Bankrembourser, 1929.
Lars Gorton: Rembursrätt, 1980, 393 sider, Norstedts.
Hardy Rechnagel: Køb og salg mod remburs, 1. udg., 1986, 264 sider, DJØF.
Reinhard Längerich: Rembursen i Praksis, 1. udg., 1999, 305 sider, Unibank.
Bent Iversen i UfR 1993 B.464-468: Nye ICC-regler om remburs.
Flemming Andersen i INSPI nr. 5/1995: Remburser.
Lars Gorton i ET nr. 4/2007 p. 283-290: UCP 600 – nya rembursregler. (De nye remboursregler beskrives med udgangspunkt i svensk ret, men det vurderes, at beskrivelsen i det væsentlige også gælder for dansk ret. Definition af rembours og omtale af ændringerne ved UCP 600. Om præsentation og undersøgelse af dokumentet, samt om godsbeskrivelse.)
UfR 2011.2388 SHD: Hos forsikringsselskabet, T, havde Transportvirksomheden, S, tegnet en speditøransvarsforsikring vedr. dækning af erstatningsansvar over for ”ordregiver i henhold til eller ikke mere byrdefuldt end Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB2000)”. I forsikringsbetingelserne fandtes en bestemmelse, hvorefter der ikke var forsikringsdækning i tilfælde af ansvar som følge af grov uagtsomhed, svig eller anden forsætlig retsstridig adfærd. I perioden 01.03 til 28.09 udførte S 144 luftfragter for virksomheden O. Pengeinstituttet N var anført som ”consignee” på de udfærdigede luftfragtbreve, idet forsendelserne til O fandt sted på remburs i henhold til en af N stillet ramme på 125 mio. kr., heraf 75 mio. kr. uden pant. Godset blev imidlertid i 6 tilfælde af S udleveret til O uden samtykke eller kvittering fra N. På denne baggrund fandt SH, at det under alle omstændigheder påhvilede S ved gennemgang af transportdokumenterne at sikre sig, at transporterne ikke var forbundet med remburs, og at det i det mindste måtte betegnes som groft uagtsomt, at S udleverede forsendelserne til O uden at sikre sig, at N som »consignee« ved påtegning på luftfragtbrevet havde frigivet varerne. Efter forsikringsbetingelsernes undtagelsesbestemmelse, var det erstatningsbeløb som S måtte blive pålagt at betale til N, herefter ikke omfattet af S' speditøransvarsforsikring hos T.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
26-01-12
