| Bøger |
|
Kurt Grönfors: Successiva transporter, 1968.
Th. Jensen: Jernbanefragtkontrakten efter gældende international ret, 2. udg. ved Henning Rasmussen, 1975, 175 sider. DSB.
Erling Selvig: Fra kjöpsrettens og transportrettens grenseland. Om transportdokumentenes kjøpsretlige funksjoner, 1975, 182 sider, Universitetsforlaget, Oslo. Anmeldt af Preben Lyngsø i UfR 1975 B.138-140.
Lise Skovby og Michael Elmer: Transportret, 1977
Roger Henriksen: The legal aspect of paperless international trade and transport, 1982, 185 sider, DJØF.
Kjeld Rosenmeyer: Transportret, 1982, 533 sider, DJØF. Anmeldt af Hardy Rechnagel i JUR 1983.158-160 og af Preben Lyngsø i UfR 1983 B.18-20.
Hardy Rechnagel: Påtalesubjektet, 1982, Akademiförlaget, Göteborg. Anmeldt af Knud Stenov i UfR 1983 B.114-116:
Hardy Rechnagel og Anders Hjulmand: Transport, 1982, Forlaget Børsen.
Bernhard Gomard og Lise Skovby: Vejtransport af farligt gods, 1982, 232 sider, DJØF. Anmeldt af Jes Anker Mikkelsen i JUR 1983.114-116 og af Knud Stenov i UfR 1983 B.275-276.
Hjulmand, Hedetoft og Kleis: Transportret, 1. udg., 1994, Børsens Forlag
Lise Skovby: Aftaleret for transport og handel, 1. udg., 1995, 285 sider, DJØF.
Michael Villadsen: Håndbog i transportansvar, 1. udg., 1996, Forsikringshøjskolens Forlag
Per Ekelund: Transportaftaler, 2. udg., 1997, 328 sider, DJØF.
Ulla Steen: Miljøretlig regulering på transportområdet, En retsdogmatisk og retssociologisk analyse, 1. udg., 1999, 315 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 1999 B.182-183.
Ellen Margrethe Basse: Farligt gods af vej og jernbane - Regler og standarder, 1. udg., 2000, 509 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2000 B.367-369.
Henrik Thal Jantzen og Ib Einar Simonsen: Transportforsikring. En praktisk håndbog, 1. udg., 2001, 385 sider Forsikringshøjskolens Forlag. Anmeldt af Michael Villadsen i UfR 2001 B.281-282 og af f Alex Laudrup i JUR 2001.339-341.
Kristina Maria Siig: Arbitration Agreements - In a Transport Law Perspective, 1. udg., sept. 2003, 200 sider, DJØF. Anmeldt af Ole Spiermann i UfR 2004 B.55-56.
Vibe Ulfbeck: Produktansvarsskader i transportret, 1. udg. maj 2007, 173 sider, DJØF
Noe Munck i Formueretlige emner kap. 2, 5. udg., 2007, DJØF
Per Vestergaard Pedersen: Transportret, 1. udg., feb. 2008, 1109 sider, Forlaget Thomson. Anmeldt af Lars Rosenberg Overby i ET nr. 4/2008 p. 372-374
Adam Jacobi i UfR 1967 B.45-53: Antedaterede konnossementer.
Jørgen Als Andersen i Justitia nr. 1/1978: Afsenders/befragters ansvar for skader forvoldt af farlige stoffer under transport. (Omhandler alle former for transport).
Knud Stenov i FM 1980.65-68: Fragtaftale ctr. konnossement - bevis og bevisbyrde.
Roger Henriksen i JUR 1981.285-291: Hvilke ændringer af dansk ret ville være ønskelige med henblik på at opnå den bedst mulige udnyttelse af moderne data-transmission til erstatning for de traditionelle transportdokumenter.
Knud Stenov i UfR 1981 B.59-62: Handelssælgerens detentionsret og hæveret ved fragtbrevsduplikat.
Jens Vedsted-Hansen i JUR 1989.219-233: Sanktioner mod transportselskaber med "inadmissible passengers".
Jytte Boesgaard i UfR 1990 B.145-153: Transportområdet set i lyset af EF's konkurrenceret.
Per Vestergaard Pedersen i UfR 1997 B.320-327: Undertransportører som ansvarssubjekter for transportansvar.
Anders Hedetoft og Lene Lange Gammelgaard i UfR 2000 B.150-153: Incoterms 2000.
Michael Villadsen i FEST nr. 1/2000 p. 293-307: Er det i forvejen strenge transportansvar ved at blive endnu mere skærpet?
Anders Stig Vestergaard i Justitia nr. 5/2002 p. 49-93: Rækkevidden af ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter inden for sø- og landevejstransport og spedition.
Vibe Ulfbeck og Stinne Taiger Ivø i ET nr. 4/2008 p. 331-343: Optioner og ansvar i transportaftaler. (Med udgangspunkt i UfR 2008.1638 H vurderes to fortolkningsprincipper i forbindelse med optioner i transportaftaler. Om kvalifikation af transportaftaler, herunder anvendelse af konventionsregulering, og valgret i forbindelse med søgsmålsgrundlag.)
Signe Morgenstjerne i Rettid 2008 Afhandling nr. 6: Ansvarsfraskrivelser i transport
Adam Goldschmidt i UfR 2008 B.259-268: Multimodal transport - det transportmæssige retsvalgsproblem. (En kommentar til UfR 2008.1638.HD)
Lov om buskørsel, jfr. lovbekg. nr. 107 af 19.02.2003
Bekg. nr. 11 af 05.01.2005 om buskørsel
UfR 2002.1291 HD: A havde hos B købt en busrejse fra København til Bruxelles, og ved afrejsen blev A's kuffert, som hun ikke måtte tage med ind i bussen, af B's chauffør og uden udlevering af kvittering for modtagelsen placeret i bussens bagagerum. Ved ankomsten var A's kuffert borte. B havde ikke ved et standardvilkår optrykt på busbillettens bagside om at B ikke erstattede mistet bagage ikke fraskrevet sig erstatningsansvaret for bagage, der gik tabt på grund af B's fejl eller mangelfulde tilsyn. Da B ikke havde godtgjort, at kufferten var bortkommet under omstændigheder, der ikke kunne bebrejdes B, var B erstatningsansvarlig over for A. A havde ikke oplyst chaufføren om, at kufferten med indhold var værdifuld, og det måtte antages, at chaufføren ikke vidste dette. Under hensyn hertil og til rejsens form sammenholdt med billettens pris - 925 kr. - måtte chaufføren ikke påregne, at kufferten som forklaret af A indeholdt værdier for 60.020 kr. Uanset om det måtte kunne anses for godtgjort, at kufferten indeholdt så betydelige værdier, kunne A som følge heraf alene få erstattet et mindre beløb. Erstatningen fastsattes skønsmæssigt til 15.000 kr.
UfR 2008.1404 HD: Tiltalte, T, var i byretten i Sæby og i VL blevet dømt for at have foretaget erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse ved at køre med sine tre nære venner i sin bus, som var en stor personbil, indregistreret til 10 personer. Af lov om buskørsel fremgår, at der ved erhvervsmæssig personbefordring bl.a. forstås kørsel med et motorkøretøj indrettet til mere end 9 personer, hvis der køres med personer uden en nærmere tilknytning til den, der udfører kørslen. Af lovforarbejderne fremgår, at den nærmere tilknytning foreligger med hensyn til befordring af den nærmeste familie, men ikke ved befordring af f.eks. naboer, venner og bekendte. Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet indbragte T sagen for HR. HR udtalte, at begrebet ”nærmere tilknytning” sprogligt og begrebsmæssigt ikke kunne begrænses til ”nærmeste familie”. Da begrænsningen til nærmeste familie ikke fremgik af lovteksten, var det HR’s opfattelse, at T ved at have befordret sine tre nære venner som sket, ikke havde udført erhvervsmæssig personbefordring. T havde derfor ikke overtrådt lov om buskørsel. Herefter frifandt HR T. Samme dag afsagde HR dom i UfR 2008.1408/1 HD som havde samme problemstilling. Resultatet blev også her en frifindelse af tiltalte.
Hardy Rechnagel i ADV 1986.321 ff.: Fragtførerens objektive ansvar for transportskader.
Hardy Rechnagel i UfR 1988 B.389-392: Fragtmændenes ansvars- og befordringsbestemmelser (Indeholder en gennemgang af FAB).
UfR 2009.2650 ØLD: Ejeren af en enkeltmandsfragtmandsvirksomhed, T, blev ved Retten på Frederiksberg idømt en bøde på 35.000 kr. idet han, som arbejdsgiver for en ansat chauffør, A, fandtes at være ansvarlig for, at A d. 22.06.2006 overtrådte køre-hviletidsforordningen og kontrolapparatsforordningen. T ankede dommen til ØL hvor han, som for BR, påstod frifindelse under henvisning til FÆL § 118, stk. 10, jf. STRFL § 26, stk. 2. T gjorde gældende, at hans virksomhed på gerningstidspunktet ikke havde haft en sådan størrelse og karakter, at der var grundlag for at pålægge ham et objektivt arbejdsgiveransvar i medfør af FÆL § 118, stk. 9, jf. STRFL § 26, stk. 2, idet virksomheden på daværende tidspunkt kun havde 3 ansatte. T henviste i denne forbindelse til forarbejderne til STRFL § 26, stk. 2, hvorefter det i enkeltmandsvirksomheder forudsattes, at der var mellem 10-12 ansatte, før enkeltmandsvirksomheder blev pålagt strafansvar. ØL bemærkede, at ved lov nr. 468 af 10.06.1997 om ændring af FL blev affattelsen af den dagældende bestemmelse i FL § 118, stk. 7, om selskabers bødeansvar ændret til den affattelse af bestemmelsen, der nu findes som FÆL § 118, stk. 10, uden at bestemmelsen om objektivt individualansvar, der dengang fandtes i FÆL § 118, stk. 6, jf. nu FÆL § 118, stk. 9, blev ophævet. Henset til det anførte om regelgrundlaget fandt STRFL § 26, stk. 2, herefter ikke anvendelse ved de omhandlede og faktuelt erkendte overtrædelser, jf. FÆL § 118, stk. 9, jf. § 86 a, stk. 1. Herefter og af de af BR anførte grunde stadfæstede ØL dommen.
Lov om godskørsel, jfr. lovbekg. nr. 108 af 19.02.2003
Bekg. nr. 10 af 05.01.2005 om godskørsel
Hans Engberg i FM 1994.127-128: Sikkerhedsstillelse for vognmandsvirksomheder.
Anders Hedetoft i Revisorbladet nr. 2/1998 p. 26-30: Vognmandsvirksomheder, rekonstruktioner og godskørselstilladelser - med særlig fokus på revisors rådgivning.
Anders Hedetoft og Lene Lange Gammelgaard i Revisorbladet nr. 4/2000 p. 22-24: Mere om vognmandsvirksomheder og rekonstruktioner - nye regler for godskørselstilladelser.
Jens H. Bangsgaard i ET nr. 1/2009 p. 45-51: Vognmandsgarantier – nogle insolvensretlige spørgsmål. (Om egenkapitalkravet for tilladelse til at udføre godskørsel. Omtale af uafklarede problemstillinger for vognmandsgarantier ved insolvens, herunder dækket personkreds og omfattede krav.)
TfS 1999.425 VLD (TfS 1997.892 Retten i Haderslev): Garanti på 250.000 kr. stillet af Bikuben over for alle og enhver af en vognmands kreditorer fandtes ikke at være et aktiv i vognmandens konkursbo, selv om den var et alternativ til den efter godsbekendtgørelsen krævede egenkapital. Bikuben havde derfor med rette udbetalt garantien til Told- og Skat.
UfR 2001.1892 VLD: Færdselsstyrelsen nægtelse af at udstede vognmandstilladelser var ugyldig. Selv om det som udgangspunkt måtte anses som en grov overtrædelse af loven at udføre godskørsel i flere år uden gyldig tilladelse, måtte det imidlertid også tillægges væsentlig betydning, at sagsøgeren gennem en meget lang årrække havde været indehaver af en større personligt drevet vognmandsvirksomhed med adskillige kørselstilladelser, og at der ikke var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at denne vognmandsvirksomhed ikke har været udøvet på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. En konkret vurdering af samtlige forhold i sagen gav ikke grund til at befrygte, at F A/S med sagsøgeren som ansvarlig leder ville tilsidesætte de gældende regler for godskørselserhvervet, men at sagsøgeren opfyldte kravene i lovens § 3, stk. 1, nr. 7.
UfR 2002.1060 VLK: Færdselsstyrelsen havde i december 1999 tilbagekaldt tilladelser til godskørsel i anledning af en række overtrædelser af bestemmelserne om overlæs og køre/hviletid. Landsretten fandt at der ikke kunne stilles krav om fornyet klagevejledning, og at den foretagne tilbagekaldelse var lovlig.
UfR 2004.2579 ØLD: Chauffør kunne ikke i medfør af lov om godskørsel § 6, stk. 4 kræve overenskomstmæssig løn. Der var alene tale om en offentligretlig forskrift. A tilkendt godtgørelse på 10.000 kr. i godtgørelse som følge af manglende ansættelsesbevis.
UfR 2006.1698 HD: Steen Gjelstrup Transport A/S havde i foråret 1999 indgået en 4-årig kørselskontrakt med DSB Stykgods. I kørselskontrakten var bl.a. en opsigelsesbestemmelse, hvorefter DSB Stykgods uanset aftalt uopsigelighed kunne opsige kontrakten med 6 måneders varsel, hvis DSB Stykgods besluttede at ophøre med at drive virksomhed med indenlandsk transport af stykgods pr. tog. DSB frasolgte DSB Stykgods til DF Logistik A/S til overtagelse d. 01.08.2000. Gjelstrup Transport accepterede uden forbehold, at DF Logistik var indtrådt i kørselskontrakten. Kort efter overtagelsen opsagde DF Logistik kørselskontrakten med 6 måneders varsel i henhold til kontraktens opsigelsesbestemmelse, idet DF Logistik havde besluttet at ophøre med transport af stykgods pr. tog. Gjelstrup Transport anlagde efterfølgende retssag mod DF Logistik med påstand om erstatning under henvisning til, at DF Logistik ikke havde været berettiget til at opsige kørselskontrakten i medfør af kontraktens opsigelsesbestemmelse. HR fastslog, at DF Logistik havde været berettiget til at opsige kontrakten som sket. Efter at have overtaget DSB Stykgods, og efter at Gjelstrup Transport havde accepteret DF Logistiks indtræden i kørselskontrakten, var DF Logistik indtrådt i retten til at påberåbe sig kontraktens opsigelsesbestemmelse, og opsigelsesbetingelserne efter bestemmelsen var opfyldt. DF Logistik havde ikke givet tilsagn eller på anden måde udvist forhold, der kunne afskære selskabet fra at bringe opsigelsesbestemmelsen i anvendelse. DF Logistik blev derfor frifundet.
UfR 2009.1159 HD: B ApS havde siden 1999 samarbejdet med D A/S vedrørende afhentning, transport og distribution af pakker i Danmark og fra Danmark til udlandet. B havde 22 vogne, hvoraf de 17 kørte for D, og B havde i forbindelse med samarbejdet lejet lokaler hos D. Parterne havde ikke en skriftlig aftale vedrørende transporterne, og de havde ikke aftalt et opsigelsesvarsel for samarbejdet. I januar 2005 bragte D samarbejdet til ophør uden varsel og uden begrundelse. HR fandt, at det opsigelsesvarsel, som B havde krav på, passende kunne fastsættes til 3 måneder til udgangen af en måned. HR lagde herved på den ene side navnlig vægt på det tætte samarbejde, på udviklingen i samarbejdet, på investeringens omfang og den særlige indretning af B’s transportvirksomhed, som samarbejdet havde krævet. På den anden side lagde HR tillige vægt på det oplyste om brancheområdets særlige karakter med betydelig fleksibilitet, herunder at B havde kunnet afvikle sine forpligtelser inden for en kortere periode. HR fandt herefter, at B havde krav på erstatning for det tab, som B havde lidt ved ikke at have fået adgang til at fortsætte samarbejdet i opsigelsesperioden. Som følge af den betydelige udvikling i samarbejdets omfang, der havde fundet sted i de år, samarbejdet havde fungeret, og de store investeringer, det havde krævet for B’s vedkommende, fandt HR, at der ved fastsættelsen af erstatningen kunne tages udgangspunkt i indtjeningen i 2004. Erstatningen blev skønsmæssigt fastsat til 1,8 mio. kr. på grundlag af omsætningen med fradrag af variable omkostninger til personale, kørsel mv. VL var nået til samme resultat.
Lov om jernbane, jf. lovbekg. nr. 969 af 08.10.2009
Lov nr. 1222 af 27.12.2003 om Banedanmark
Bekg. nr. 601 af 23.06.2009 om jernbanetransport af farligt gods
Bekg. nr. 1056 af 28.10.2008 om regulering af erstatningsbeløb efter lov om jernbane
Bekg. nr. 1280 af 13.12.2004 om regulering af erstatningsbeløb efter lov om jernbane
UfR 2008.823 ØLK: I forbindelse med en togrejse med DSB blev P pålagt en kontrolafgift på 500 kr, da datoen og stemplingsstedet ikke kunne aflæses på hans klippekort. P nægtede at betale afgiften, og DSB foretog via SKAT modregning i P’s overskydende skat. P gjorde indsigelser mod modregningen, idet han påstod, at DSB måtte bære risikoen for at stempelautomaterne virkede korrekt. Fogedretten i Gentofte gav P medhold. D kærede til ØL, der ophævede fogedrettens kendelse, og hjemviste sagen til videre behandling i fogedretten. ØL udtalte, at lovgiver ved den oprindelige lovs vedtagelse udtrykkeligt havde anført, at hele billetteringssystemet var baseret på, at passagererne selv påså, at de havde gyldig rejsehjemmel.
Lov nr. 472 af 09.06.2004 om postbefordring
UfR 2008.2117 HD: Jyske Bank, J, og Nordea, N, havde til Post Danmark, P, overdraget nogle værdiforsendelser, som skulle til Sverige, med en samlet værdi på ca. 6 mio. kr. Værdiforsendelserne var forsikret hos Tryg, T. Værdiforsendelserne blev d. 14.03.2000 befordret af SAS fra Kastrup lufthavn til Arlanda lufthavn i Stockholm, hvor værdiforsendelserne bortkom ved tyveri. Der opstod herefter tvist mellem parterne om, hvorvidt bortkomsten af værdiforsendelserne skyldtes grov uagtsomhed som nævnt i § 18 i den dagældende bekendtgørelse nr. 81 af 7. februar 1999 om P’s befordringspligt og eneret mv. Der var endvidere tvist om, hvorvidt bekendtgørelsens § 18 var gældende for værdiforsendelser fra Danmark til udlandet, eller om ansvaret for sådanne forsendelser under alle omstændigheder var begrænset til den deklarerede værdi af forsendelserne. J, N og T lagde sag an mod P med en samlet erstatningspåstand på 6.048.262,60 kr. ØL fandt, at P ikke tilstrækkeligt havde sikret, at det svenske postvæsen var adviseret om forsendelsernes ankomst. Under disse omstændigheder fandt ØL, at P havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor P var erstatningspligtig. HR frifandt P, allerede fordi det ikke fandtes godtgjort, at P havde udvist grov uagtsomhed. HR udtalte, at det ikke kunne anses for groft uagtsomt, at P havde anvendt en bestemt standardprocedure på de værdiforsendelser, som var blevet stjålet. Det var heller ikke godtgjort, at personale, som P hæftede for, havde tilsidesat sikkerhedsforskrifter eller udvist grov pligtforsømmelse.
Valdemar Hvidt: Bankrembourser, 1929.
Lars Gorton: Rembursrätt, 1980, 393 sider, Norstedts.
Hardy Rechnagel: Køb og salg mod remburs, 1. udg., 1986, 264 sider, DJØF.
Reinhard Längerich: Rembursen i Praksis, 1. udg., 1999, 305 sider, Unibank.
Bent Iversen i UfR 1993 B.464-468: Nye ICC-regler om remburs.
Flemming Andersen i INSPI nr. 5/1995: Remburser.
Lars Gorton i ET nr. 4/2007 p. 283-290: UCP 600 – nya rembursregler. (De nye remboursregler beskrives med udgangspunkt i svensk ret, men det vurderes, at beskrivelsen i det væsentlige også gælder for dansk ret. Definition af rembours og omtale af ændringerne ved UCP 600. Om præsentation og undersøgelse af dokumentet, samt om godsbeskrivelse.)
Lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekg. nr. 1039 af 08.10.2009
Bekg. nr. 220 af 31.03.2000 om taxikørsel m.v.
UfR 2002.1789 HD: Kravet i lov om taxikørsel fra 1997 om dansk indfødsret som betingelse for tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring var ikke i strid med EMRK eller FN's konvention om racediskrimination. Komm. af Jonas Christoffersen i UfR 2002 B.407-412: Højesterets prøvelse af folkeretlige diskriminationsforbud og af Ole Spiermann i UfR 2002 B.412-421: Tilbageholdenhed i anvendelsen af internationale menneskerettighedskonventioner.
UfR 2003.2342 HD: Sønderborg Taxas bestillingskontor og Sønderborg Taxas Økonomiske Forening havde været berettiget til at udelukke vognmænd fra tildeling af kørsel fra en kontokunde, da de ikke ville betale administrationsgebyr.
UfR 2004.199 VLD: Lov om taxikørsel m.v. § 5, stk. 5, hvorefter indehaveren af en tilladelse skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår, der findes i de kollektive overenskomster, kunne ikke påberåbes af en chauffør direkte over for arbejdsgiveren. Chaufføren kunne derfor ikke kræve, at arbejdsgiveren betalte arbejdsmarkedspensionsbidrag.
UfR 2004.819/2 HD: Storkøbenhavns Taxinævn havde været berettiget til at nedlægge forbud mod driften af Citytaxi's bestillingskontor uden godkendelse. Kravet om godkendelse havde tilstrækkelig hjemmel i lov om taxikørsel.
UfR 2004.1683 ØLD: Taxichauffør kunne ikke støtte ret til betaling af pensionsbidrag på § 5, stk. 5 i lov om taxikørsel, hvorefter indehaverne af bevillinger skal følge overenskomsternes bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår.
UfR 2007.2257 VLD: En forening F, hvis medlemmer bestod af taxivognmænd, havde indgået en aftale med Sønderjyllands Amt om handicapkørsel, efter at kørslen havde været i offentligt udbud. F’s formål var ifølge deres vedtægter at administrere de kørselsaftaler, som blev indgået med amtet. Det fremgik endvidere af deres vedtægter, at de vognmænd, der skulle have del i handicapkørslen, skulle underskrive en underentreprenøraftale og være medlem af Dansk Taxi Råd, DTR. Tre vognmænd V var ikke medlem af DTR og havde derfor oprettet en forening, der skulle administrere deres kontokørsel. Selv om V ikke var medlemmer af DTR, havde F dog accepteret dem som medlemmer, idet de tidligere havde opfyldt betingelserne. I 2000 havde V underskrevet en underentreprenæraftale med F, men nægtede at underskrive nye samarbejdsaftaler i 2003, hvorefter V fik nedlagt fogedforbud mod, at F iværksatte og udelukkede V fra handicapkørsel. Under justifikationssagen nedlagde V bl.a. påstand om, at F skulle anerkende, at V’s kørsel ikke kunne gøres betinget af, at V underskrev samarbejdsaftalerne. Aabenraa Byret frifandt F, hvorefter to af V’s medlemmer ankede sagen. VL stadfæstede byrettens dom, idet der blev lagt vægt på, at det var buslovens og ikke taxilovens regler, der regulerede handicapkørslen. Det var ligeledes uden betydning, at kørslen faktisk blev fordelt af Sønderborg Taxa's Bestillingskontor og ikke af F. VL tiltrådte derfor, at det var aftaleretlige og foreningsretlige regler, der var afgørende for, om V havde pligt til at underskrive underentreprenøraftalerne. Da V frivilligt havde meldt sig ind i F, og da kravet om, at foreningens medlemmer skulle underskrive en underentreprenøraftale, hvor de forpligtede sig til at udføre den kørsel, som F havde til formål at administrere, var velbegrundet, kunne F stille krav om underskrift.
UfR 2010.376 VLD: T var tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse om taxikørsel nr. 220 af 31.03.2000 § 37, stk. 1, nr. 1, jf. § 33, stk. 1, sammenholdt med § 32, og bekendtgørelse nr. 399 af 04.05.2006 § 18, jf. § 13, stk. 3, ved d. 19.12.2008 at have kørt hyrevogn i erhvervsmæssigt øjemed uden at være i besiddelse af gyldigt førerkort, idet gyldigheden af det medbragte førerkort var udløbet d. 13.05.2007, T havde endvidere undladt at udfylde trafikbogen ved kørslens begyndelse. Anklagemyndigheden, A, nedlagde påstand om bødestraf på 20.000 kr., da A gjorde gældende, at bøden skulle fastsættes som en ”løbende bøde” for hver påbegyndt måned efter udløbet af førerkortet. T erkendte sig skyldig, men bestred bødens størrelse. T blev ved Retten i Viborg idømt en bøde på 10.000 kr. T ankede dommen med påstand om formildelse, A påstod skærpelse således at bøden blev forhøjet til 20.000 kr. VL nedsatte bøden til 2.000 kr. under henvisning til, at der, som sagen var forlagt af A, ikke var grundlag for at idømme en bøde svarende til andre bøder i erhvervsforhold.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
09-06-10
