Tinglysning

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Digital tinglysning

Retspraksis opdelt efter dokumenttyper

Retspraksis opdelt efter tinglysningsloven

Tinglysningsafgift

 


Retsregler

Tinglysningsloven

Adgangsbekendtgørelsen  

Tinglysningsbekendtgørelsen (fast ejendom)

Personbogsbekendtgørelsen

Bekg. nr. 214 af 15.03.2011 om tinglysning i andelsboligbogen

Bekg. nr. 1213 af 25.10.2010 om tinglysning i bilbogen (fra d. 02.11.2010)

Bekg. nr. 835 af 04.09.2009 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet

Bekg. nr. 832 af 03.09.2009 om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme

Bekg. nr. 764 af 20.07.2009 om lukkeperiode for anmeldelse af dokumenter til tinglysning i tingbogen

Bekg. nr. 762 af 20.07.2009 om ikrafttræden af lov om ændring af tinglysningsloven og forskellige andre love (Digital tinglysning)

Bekg. nr. 1501 af 14.12.2006 om Tinglysningsrettens overtagelse af tinglysningen og den midlertidige placering af tinglysningen

Bekg. nr. 1139 af 23.11.2004 om ændring af bekendtgørelse om forskrifter for tinglysningssystemet

Bekg. nr. 865 af 19.08.2004 om dokumentation og tinglysning mv. af dokumenter vedrørende landbrugsejendomme

Bekg. nr. 255 af 04.04.2003 om ændring af bekendtgørelse om tinglysning i bilbogen  (Ny pantebrevsformular fra 01.05.2003)

Cirkulære nr. 105 af 19.09.2003 om ændring af cirkulære om tinglysning i den elektroniske tingbog 

Cirkulære nr. 106 af 19.09.2003 om ændring af cirkulære om tinglysning i den manuelle tingbog 

Betænkninger:

Bet. nr. 1461/2005 om Varetagelse af tinglysningsopgaven

Bet. nr. 904/1980 om ændring af tinglysningslovens § 38

Bøger

Jes Bryld og Hanne Blegvad Jensen: Tinglysningsloven, 4. udg., 1979, 400 sider, DJØF. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1980.14

Lene Pagter Kristensen: Tinglysningsloven, 1. udg., 1984, 535 sider, DJØF. Anmeldt af Otto Bisgaard i FM 1986.21-25.

Michel Elmer og Lise Skovby: Ejendomsretten 2, Tinglysning ved fast ejendom, 1. udg., 1989, 295 sider, DJØF. Anmeldt af Lennart Lynge Andersen i FM 1989.47-49.

Niels Ørgaard: Bilbogen - en kreditretlig innovation?, 1993, GadJura. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1994 B.138.

Knud Illum, ved Asbjørn Grathe, Knud Lund, Lars Buhl og Hans Willumsen: Tinglysning, 7. udg., 1994, DJØF.

Peter Mortensen: Tinglysning - rettigheder over fast ejendom, 2. udg., GadJura.

Hans Willumsen: Tinglysningsloven med kommentarer, 1.udg., 1997, DJØF. Anmeldt af Peter Møller i FM 1998.23-26 og af Peter Mortensen i UfR 1998 B. 48-49.

Peter Mortensen: Tinglysning - rettigheder over fast ejendom, 3. udg., aug. 2001, 408 sider, GadJura.

Hans Willumsen: Lærebog i tinglysning, 3. udg., jan. 2004, 144 sider, DJØF.

Brian Pedersen: Systematisk oversigt over tinglysningsafgørelser, 1. udg., okt. 2004, 143 sider, Forlaget Thomson

Artikler

Jens Gabe i UfR 1966 B.9-13: Mangler ved tinglysningsdokumenter.

Flemming Tolstrup i UfR 1972 B.185-189: Adkomst indført i tingbogen med frist.

Hans Verner Højrup i UfR 1973 B.33-37: Rykningspåtegninger på pantebreve i forhold til mellemkommende rettigheder. Er det tinglysningen eller de materielle retsregler, der er afgørende?

W. E. von Eyben i UfR 1977 B.117-123: Tinglysningsloven 50 år. (Omhandler bl. a. mulighederne for EDB-tinglysning.).

A. Bonnis i UfR 1977 B.213-216: Kan der åbnes et vindue for rationalisering af tinglysningen?

F. Bang Olsen i UfR 1978 B.215: Om retsanmærkning på ekspropriationsadkomst. (Går ind for at der meddeles retsanmærkning om pantegælden, uanset UfR 1942.1143 ØLK.)

Claus Rasmussen i FM 1980.109-110: Om foreløbig tinglysning af betingede relaksationer i tilknytning til foreløbige udstykninger.

Niels Heering og Allan Lund Christensen i Justitia nr. 6/1980: Udrensningsspørgsmål - udstykningers og lokalplaners betydning for bestående rettigheder samt nogle heraf følgende tinglysningsmæssige problemer.

Hans Engberg i FM 1982.67-70: Nogle pantebrevspåtegninger.

Peter Arnbrog Andersen i FM 1982.74-75: Kort om tinglysning af nye varmeservitutter.

FM 1982.76-79: Et lyrisk tinglysningsdokument. (Skøde på vers - udarbejdet af lrs. A. Wang Jensen, Præstø, blev lyst på vers af Henrik Rothe)

Arne Raff i UfR 1985 B.282-284: Nogle bemærkninger om tinglysningsdommernes undersøgelsespligt. (Om UfR 1985.443 VLK)

Lennart Lynge Andersen i FM 1986.167-168: Yderligere overfyldning af tingbøgerne? - Forholdet mellem servitutter og personlige krav.

Hans Willumsen i FM 1987.77-78: Ret over en fast ejendom. En kommentar til en kommentar til ØLK 141/1985 af 25.06.1985.

J. Gram Mikkelsen i ADV 1989.436-437: Kollision mellem udlæg hos køberen og sælgerpantebreve i henhold til endelige skøder.

Tinne Thomassen i ADV 1989.504: Pas på transporter til Anders And eller andre tvivlsomme eksistenser!

Lillian Hindborg i FM 1989.43-45: Nogle tinglysningsmæssige forskelle mellem interessentskaber og ideelle anparter.

Halfdan Krag Jespersen i UfR 1989 B.52-55: Betinget og endelig tinglysning af slutsedler og andre skøder.

Lau Normann Jørgensen i Justitia nr. 4/1990: Bygninger på fremmed grund i relation til enhedsgrundsætningen i TL § 10, stk.1.

Boris Hansen i ADV 1991.153-154: Advokatfejl eller ej? (En kommentar til diskussionen om, hvorledes der tinglysningsmæssigt skal forholdes i den situation, at der samtidig med anmeldelse af sælgerpantebrev og endeligt skøde bliver anmeldt et udlæg i ejendommen hos køberen).

Jens Anker Andersen i ADV 1990.287-289: Hvilke retsvirkninger er der knyttet til tinglysning af fogedrettens meddelelse i henhold til TL § 13 om afholdt tvangsauktion? (At tvangsauktionskøbers ret er tingligt sikret).

Lars Ramhøj i FM 1991.18-21: Bygninger på lejet grund - udstykningslovens nye bortlejeregler og særskilt afhændelse af bygninger.

Claus Larsen i UfR 1992 B.164-165: Bør tinglysningsvæsenet forblive under domstolene? (Der konkluderes bekræftende).

ADV 1993.275: Tinglysningsboom.

Hans Hvilsom i FM 1992.60: Tinglysningens overladelse til advokater (argumenterer imod H. H. Brydensholts tanker herom i UfR 1992 B.49).

Alex Nymark i UfR 1993 B.21-23: TL § 10, stk. 3 og opskrivning af ejerpantebreves hovedstole - om afgørelsen UfR 1990.21/2 HD, og hvad deraf fulgte...

Anette Burkø i FM 1994.18-20: Ny bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen (bekg. nr. 1024 af 15.12.1993)

Hans Willumsen og Bent Iversen i UfR 1994 B.292 ff.: Tinglysningsloven eller inertiens lov? (Indeholder en kritik af UfR 1994.487 VLK, hvor det blev antaget at rykningspåtegning skulle tinglyses i medfør af TL § 15 a).

Boris Hansen i UfR 1995 B.282-284: Om pladsbesparing i tinglysningssystemet. (Går ind for, at der i skødet kan henvises til købsaftalen uden at det er nødvendigt at indlevere genpart af denne).

Hans Willumsen i UfR 1995 B.396-402: Kommentarer til nogle tinglysningskendelser.

Bente Naver i Ejendomsmægleren september 1997 p. 18: Staten overholder ikke loven - sælgere af fast ejendom mister mange penge.

Ivan Larsen i FM 1997.106-109: Tinglysningens betydning ved aftaler om opskrivning af et ejerpantebrevs hovedstol.

Henning Bromann i FM 1997.118: Pas på - fælden smækker. (Omtale af en fogedretskendelse fra Gentofte, hvor et tinglyst ejendomsforbehold i en hyrevogn måtte vige for et senere udlæg, da stelnummeret var forkert angivet ved lysningen i bilbogen af ejendomsforbeholdet).

Lene Hedegaard Mikkelsen og Anja Olsen i FM 1997.126-127: Lidt viden om edb-tingbogen.

Anders Ørgaard i UfR 1997 B.356-358: Tinglysning af underpanterettigheder i aktiver tilhørende selskaber under stiftelse.

Lillian Lund Tinggaard og Helle Larsen i FM 1998.55-56: Skal tinglysningsdommeren godkende fogedens udlæg i fast ejendom?

Lene Søvang Nielsen i FM 1998.90-91: Tinglysningsmæssige krav til skødets klarhed ved overdragelse af fast ejendom, hvorfra en parcel er under udstykning.

Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 1999 B.221-226: Nogle tinglysningsproblemer i tilknytning til betingede rettigheder.

Lars Buhl i JUR 2001.423-428: Registrering af offentligretlige rådighedsindskrænkninger i matriklen.

Anton Holmgaard Nielsen i UfR 2001 B.42-45: Tinglysning af de populære rentetilpasningslån.

Peter Mortensen i UfR 2001 B.135-137: Mere om tinglysning af rentetilpasningslån.

Anne Voss Winkler i FM 2002.5: Debitors/pantsætters underskrifter.

Anton Holmgaard Nielsen i FM 2002.68: Tinglysning og indkaldelse af rette panthaver. (Omhandler forvekslinger af Nykredit, Nykredit Bank, Nykredit Pantebreve og Nykredit Østifterne Forsikring)

Lilian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2002 B.370-374: Nogle tinglysningsproblemer i tilknytning til betingede rettigheder.

ADV 2003.225: Fortsat usikkerhed om vitterlighedspåtegninger (Omtale af ØLK af 10.06.2003, hvorefter advokater fortsat kan anføre forretningsadressen)

ADV 2003.259: Ikke længere tvivl om advokaters vitterlighedsunderskrifter.

Peter Mortensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 797-816: Hvorfor man bør købe bil på hverdage mellem kl. 11 og kl. 14 - og nogle andre  spørgsmål om tinglysning i bilbogen.

Steen Jul Pedersen i UfR 2003 B.242-245: Om ejerpant og realkredit: En kommentar til UfR 2003.174 H.

Alex Nymark i FM 2003.234-236: Pause- og afdragsfrie lån.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2003 p. 25-26: Nedsættelsen af nyt tinglysningsudvalg.

ADV 2004.4: Vitterlighedsvidner. Højesteret: Advokatsekretærer skal skrive til vitterlighed med angivelse af privatadresse.

Hans Engberg i FM 2004.3100:  Bygninger på lejet grund (I artiklen gennemgås nogle af kriterierne for oprettelse af bygningsblad og adkomstnotering vedrørende bygninger på lejet grund.)

Lillian Hindborg og Hans Willumsen i UfR 2005 B.197-200: Retsanmærkning om manglende oprykningsret efter afdragsfri lån.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen i UfR 2005 B.244-246: Oprykning efter afdrag på foranstående lån.

Lilian Hindborg i UfR 2007 B.95-96: Omdannelse af skadesløsbreve i fast ejendom - i tinglysningsmæssig og navnlig i afgiftsmæssig henseende.

Lars Ramhøj i UfR 2008 B.431-432: Brugsret eller servitut? (en kommentar til UfR 2008.2047 VLK)

Lars Ramhøj i UfR 2009 B.416-419: Adkomstmangler (- og hvordan de kan afhjælpes).


Retspraksis opdelt efter dokumenttyper:

Ejerlejlighedsvedtægter

Erklæring om udlægsfritagelse

Fuldmagter

I/S-kontrakter

Lejekontrakter

Tinglysning af pantebreve

Samejekontrakter

Servitutter

Skifteretsattester

Tinglysning af skøder

Skøder på anparter

Slutsedler/købsaftaler

Udlæg

Ændring af ejerbetegnelsen


Erklæring om udlægsfritagelse

UfR 2002.2516 VLK: A havde i marts 1997 købt en ejendom for 309.231 kr med en udbetaling på 25.000 kr. Hun ønskede i 2002 at tinglyse erklæring om, at ejendommen var fritaget for kreditorforfølgning, jfr. RPL § 513, da udbetalingen hidrørte fra en udbetalt personskadeerstatning. VL tiltrådte, at erklæringen var lyst med frist til forevisning af dokumentation for, at ejendommen var erhvervet med udlægsfritagne midler.

UfR 2014.1538 HKK (FM 2013.271 VLK): K købte i 2003 for 1.375.000 kr. en ejendom i lige sameje med sin daværende samlever M. I april 2013 overtog K hele ejendommen mod overtagelse af restgælden på et realkreditlån, og i maj 2013 indfriede K restgælden på 1.083.002 kr. med midler hidrørende fra méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning, der var udbetalt til hende i marts 2013. K ville herefter have tinglyst en deklaration på ejendommen om, at ejendommen var købt udelukkende for midler hidrørende fra godtgørelse og erstatning, og at ejendommen som følge heraf var beskyttet mod kreditorforfølgning i medfør af RPL § 513, stk. 1. Tinglysningsretten, T, lyste deklarationen med bemærkning om, at der alene var sket kreditorbeskyttelse for så vidt angår halvdelen af ejendommen. VL stadfæstede T’s afgørelse. HR udtalte, at T som led i prøvelsen af et dokument om udlægsfritagelse skal påse bl.a., at der foreligger dokumentation for erstatningen, men ikke tage stilling til udlægsbeskyttelsens omfang. K kunne ikke få medhold i sin påstand om lysning af deklarationen uden anmærkning, idet det ikke var i overensstemmelse med tingbogen, at A havde købt ejendommen »udelukkende« for udlægsfritagne midler. Det fremgik imidlertid ikke af T’s anmærkning, på hvilken måde deklarationen afveg fra tingbogens indhold, og HR hjemviste derfor sagen til fortsat behandling ved T.

I/S-kontrakter

FM 1997.137 VLK (2): I/S-kontrakt angav, at hver interessent var ejer af en sommerbolig beliggende på grundstykket, og indeholdt bestemmelser om overdragelse af anparterne (sommerhusene). VL fandt, at kontrakten kunne lyses, idet kontrakten ikke regulerede en særskilt ejendomsret til de på grunden placerede bygninger.

Lejekontrakter

UfR 1994.779/2 VLK: Lejekontrakt ikke omfattet af TL § 10, stk. 6 om angivelse af påtaleberettiget. Se kritisk om begrundelsen Hans Willumsen i UfR 1995 B. 401-402.

FM 1997.66 VLK: Brugskontrakt afvist, da der ifølge TL-bekg. § 17, stk. 3 skal anføres leje- og forpagtningsafgift, og da disse oplysninger efter TL-bekg. § 21, stk. 2 skal fremgå af genparten.

UfR 1997.16 VLK: Lejekontrakt var blevet afvist på grund af manglende endelig adkomst for udlejer. Lejekontrakten blev fremsendt til lysning på ny med håndskrevet påtegning på underskriftssiden og foran afvisningspåtegningen. Rettelsen eller tilføjelsen skulle fremtræde som ny i forhold til afvisningspåtegningen. Da tilføjelsen ikke var anført efter afvisningspåtegningen, tiltrådtes det, at dokumentet var blevet afvist på ny.

UfR 1997.1536 VLK: Lejekontakt om et uudstykket ubebygget areal var uopsigeligt fra begge parters side i 30 år. Herefter havde lejer forkøbsret og forlejeret, som var gældende i 3 år. Da udlejer ikke var forpligtet til at udleje arealet efter udløbet af lejeaftalen, var der ikke ved forlejeretten stiftet en brugsret, der var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, og forlejeretten kunne derfor lyses.

UfR 1998.351 ØLK (FM 1998.30): Lejekontrakt angav ejendommens matr. nr. og adresse øverst i venstre hjørne, medens matr. nr. ikke var anført i selve teksten. ØL fandt, at ejendommens identifikation var tilstrækkelig sikkert angivet.

FM 2015.190 VLK: En lejekontrakt fra 2008 vedr. en ejerlejlighed, der nu var solgt på tvangsauktion, kunne ikke af lejer kræves tinglyst uden digital signatur fra tinglyst adkomsthaver.

En ejerlejlighed var ejet af AA. Ejerlejligheden blev i nov. 2014 solgt på tvangsauktion, hvorefter AA ikke længere var registeret i tingbogen som adkomsthaver, idet adkomsten blev ændret til “Tvangsauktion” efter fogedrettens meddelelse om dette til Tinglysningsretten. Herefter blev der i marts 2015 anmeldt en lejekontrakt til tinglysning. Anmeldelsen angav højstbydende på auktionen som ejer/udlejer. Der var ikke tinglyst auktionsskøde, men højstbydende fremgik af vedhæftet retsbog for tvangsauktionen. Anmeldelsen var ikke digitalt underskrevet af den angivne ejer/udlejer eller for denne. Der var vedhæftet en underskreven lejeaftale mellem AA og lejer dateret i 2008, hvori der bl. a. var vilkår om lejers ret til fremleje. Tinglysningsretten afviste anmeldelsen, da lejeaftalen ikke var udstedt af eller underskrevet af en adkomsthaver. Tinglysningsretten bemærkede med henvisningen til tvangsauktionen, at der måtte tinglyses adkomst for ejer/udlejer, før lejeaftalen kunne tinglyses.  VL udtalte, at LL § 7, stk. 2 og 3, angår lejerens ret i forhold til U til at kræve videregående rettigheder tinglyst, men udgør ikke en fravigelse fra tinglysningslovens krav om tingbogslegitimation. Da det anmeldte dokument ikke digitalt var underskrevet af den ifølge tingbogen legitimerede adkomsthaver, stadfæstede VL afvisningen.

Samejekontrakter

UfR 1998.1011 ØLK: Brugsretten til grund var i samejekontrakt opdelt i 2 arealer med eksklusiv brugsret for henholdsvis A og B. Brugsrettighederne var tidsubegrænsede, idet hver samejer dog kunne opsige aftalen med 30 års varsel. ØL fandt, at bestemmelsen kunne tinglyses, da den ikke var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, nr. 1, idet aftalen indeholdt mulighed for opsigelse og ikke på noget tidspunkt bandt udlejeren for mere end 30 år.

UfR 2006.1593 ØLK: Et boligsameje ønskede tinglyst en samejekontrakt, hvilket blev afvist. Advokaten for boligsamejet nedlage herefter påstand om tinglysning af samejekontrakten vedtaget d. 28.09.2005, subsidiært at tinglyse samejekontrakten, efter at den var påført vitterlighedsvidner. Til støtte herfor anførtes, at der i den omhandlede ejendom allerede med virkning fra 1983 blev etableret anpartslejligheder med eksklusiv brugsret, hvorfor der ikke med den nye samejekontrakt blev etableret anpartslejligheder i strid med forbuddet herom. ØL stadfæstede afvisningen og udtalte, at der først ved samejekontrakten fra den. 28.09.2005 var blevet tilknyttet eksklusiv brugsret til bestemte lejligheder for anparterne. Der var således etableret anpartslejligheder i strid med lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber.

TFA 2014.219 VLK: M og K erhvervede en fast ejendom og oprettede en samejeoverenskomst. Overenskomsten blev tinglyst på nær § 1, som angav, at ejendommen var købt i lige sameje, hvor meget de hver især havde investeret i forbindelse med købet, og at K herefter skyldte M et nærmere angivet beløb, der forfaldt på anfordring og kunne inddrives gennem fogedretten uden dom. Tinglysningsretten anførte, at fordringen ikke hvilede på ejendommen, og da der således ikke ved § 1 var stiftet nogen ret over ejendommen VL stadfæstede, at § 1 blev afvist fra lysning.

FM 2015.14 VLK: Påtegning på samejeoverenskomst med eksklusiv brugsret angav at vedrøre dels samejernes ejendomsret til ejendommen, dels samejernes udgiftsfordeling. Påtegning afvist for så vidt angik adkomstændringen, idet ændringen måtte anmeldes i et adkomstdokument.

Servitutter

FM 1996.126 ØLK: Forkøbsret blev nægtet aflyst, idet forpligtelsen ikke ansås ophørt ved NN's død.

FM 1997.196 VLK: M og H havde forkøbsret til en ejendom. Påtaleberettiget var den til enhver tid værende ejer af matr. nr. 5 c. Da M og H var døde, kunne forkøbsretten aflyses, selv om den ikke var kvitteret af den påtaleberettigede.

FM 2000.56 VLK: Servitut med påtaleret for X samt Y kunne ikke aflyses, da den alene var kvitteret af X.

UfR 2000.1418/2 VLK: Deklaration om placering af to vindmøller vedrørte ikke alle ejendommens 9 matrikelnumre, og det burde tydeligt fremgå, hvilke matrikelnumre, der var omfattet af deklarationen. Angivelsen af matr. nr. 2 a m. fl. var ikke tilstrækkelig præcis, og det tiltrådtes, at deklarationen var afvist.

FM 2001.26 VLK: A havde i testamente bestemt, at hans to arvinger i 2+ år ikke måtte sælge eller pantsætte deres ideelle anpart af den arvede ejendom. Medejeren  påkærede lysningen, men fik ikke medhold, da byrden ikke kunne antages at medføre nogen begrænsning af den ret, som medejeren efter gældende ret måtte have til at kræve samejet opløst og ejendommen solgt på offentlig auktion.

FM 2001.102 ØLK: Retsforlig om at en lejer havde ret til at overtage en anden lejlighed i ejendommen, hvis den måtte blive ledig inden d. 01.099.2004, kunne ikke lyses, da det alene indeholdt en personlig forpligtelse, idet det ikke fremgik af forliget, at det også skulle være gældende i forhold til fremtidige erhververe af ejendommen.

UfR 2004.316 HKK: Deklaration om, at købere og efterfølgende ejere skulle være forpligtet til at respektere alle eksisterende forsynings- og afløbsledninger på ejendommen, bar blevet afvist fra lysning i ved retten i Aalborg  og Vestre Landsret. Højesteret fandt, at indholdet var endeligt fastsat, og at TL § 10, stk. 3 herefter ikke var til hinder for lysning.

UfR 2005.778 VLK: Da skødes bestemmelse om jagtret ikke angav de påtaleberettigede, kunne jagtretten ikke lyses som byrde på ejendommen, jfr. TL § 10, stk. 6.

UfR 2006.1648 VLK: Tinglysning af en deklaration om opførelse af en 150 kV station med tilhørende bygning, transformere, master og kabeltilslutninger på en fast ejendom blev afvist under henvisning til manglende angivelse af servitutarealets størrelse i m2. VL stadfæstede afgørelsen og udtalte at deklarationen, vedrørte efter sit indhold kun en del af de ejendomme, som deklarationen skulle hvile på. Det blev derfor tiltrådt, at lysningen var betinget af dokumentation for, at deklarationen var i overensstemmelse med udstykningslovens § 16.

UfR 2008.1772 ØLD: Fra en ejerlejlighed blev der drevet prostitutionsvirksomhed, hvilket ejerforeningen, E, hævdede var i strid med en tinglyst servitut fra 1923. I servitutten stod der, at det påhvilede køberen og senere ejere at sørge for, at der ikke i ejendommen blev drevet ”næringsdrift, der var forbundet med vanære”. Det fremgik af en internetside at der foregik prostitution i lejligheden. A ejede lejligheden men udlejede den til B. ØL fandt det godtgjort, at der blev drevet prostitutionsvirksomhed fra lejligheden. ØL tiltrådte endvidere, at prostitutionsvirksomhed havde karakter af ”næringsdrift, der var forbundet med vanære”, og at prostitutionsvirksomhed derfor var i strid med den på ejendommen i 1923 tinglyste servitut. E var påtaleberettiget efter servitutten, og det var ubestridt, at E kunne gøre servitutten gældende over for såvel ejer som lejer af lejligheden, jf. TL § 1. E, der ultimo 2004 blev bekendt med mulig prostitutionsvirksomhed i lejligheden, fandtes ikke ved passivitet at have fortabt retten til at gøre servitutten gældende. A blev tilpligtet at anerkende, at den udøvede prostitutionsvirksomhed i lejligheden var i strid med servitutten, samt at skulle ophæve lejeaftalen med B og sikre, at B effektivt blev sat ud af lejligheden. B blev tilpligtet at skulle ophøre med fra lejligheden at drive prostitutionsvirksomhed mv., samt at skulle ophøre med at udleje eller udlåne lejligheden eller dele af lejligheden til benyttelse som prostitutionsvirksomhed mv.

UfR 2008.2047 VLK: En aftale om eneret til opstilling af vindmøller, kaldet en leje og brugskontrakt, blev af tinglysningsdommeren afvist fra tinglysning da oplysningerne i genparten ikke opfyldte kravene i tinglysningsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 for lejekontrakter. Landsretten fandt at eneret på opstilling af vindmøller mv. ikke kunne betragtes som en typisk rettighed, som almindeligvis stiftedes på en ejendom, og som en erhverver af rettigheder derfor måtte være forberedt på at møde. En sådan rettighed måtte derfor anses for at være en servitut. Da tinglysningsbekendtgørelsens § 21, stk. 2 ikke fandt anvendelse på servitutter, og da der ikke i øvrigt var noget til hinder for tinglysning, tinglystes aftalen. (kommenteret af Lars Ramhøj i UfR 2008 B.431)

UfR 2009.864/2 VLK (TFA 2009.209/1 VLK): U, der ejede en erhvervsejendom i Århus, fremsendte en deklaration om forkøbsret til ejendommen til tinglysning. I deklarationen var det blandt andet anført, at lejeren ved enhver hel eller delvis overgang af ejendommen til tredjemand eller ved overgang af ejendommen til ægtefælles hensidden i uskiftet bo havde forkøbsret til at erhverve ejendommen. Det blev lagt til grund, at U var gift. Tinglysningsretten afviste dokumentet fra tinglysning på grund af manglende tiltrædelse af ægtefællen. ØL anførte, at den længstlevende ægtefælle efter en ægtefælles død har en ubetinget ret til at overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger, jf. AL § 17, og at denne ret alene kan begrænses, så langt testationskompetencen rækker. Da det efter de foreliggende oplysninger ikke kunne udelukkes, at forkøbsretten kunne påvirke ægtefællens ret til at overtage boet til hensidden i uskiftet bo, stadfæstedes afgørelsen. Komm. af Eigil Lego Andersen i ET nr. 4/2009 p. 377-378. (Tanken om at der gælder en udvidet ekstinktionsbeføjelse for en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, i forhold til den, der f.eks. er eneste arving, er uhørt og uantagelig.)

UfR 2010.1234 ØLD: A og B havde i 2001 overtaget en ejendom, der i 1965 af Hundested Kommune, K, var pålagt tilslutningspligt til et varmeværk, V, hvorfor A og B ikke kunne opsige medlemskabet. Energiklagenævnet, E, meddelte A og B, at man fandt, at K's beslutning om, at ejendommen var omfattet af tilslutningspligt, var sket i overensstemmelse med tilslutningsbekendtgørelsens § 20. A og B anlagde sag mod E. Retten i Hillerød gav ikke A og B medhold. ØL fandt, at det ikke var en betingelse for gyldigheden af K's beslutning om tilslutningspligt, at beslutningen var tinglyst på ejendommen. Det var heller ikke en betingelse, at tilslutningspligten var tinglyst på ejendommen, for at den kunne gøres gældende mod en godtroende erhverver af ejendommen, jf. TL § 1. ØL fandt det i øvrigt godtgjort, at A og B ikke havde været i god tro ved tinglysning af deres adkomst til ejendommen, jf. TL § 5. ØL stadfæstede dermed BR's dom.

UfR 2010.1245 ØLD: E havde fuld hegnspligt mod naboejendommen, hvilket fremgik af en tinglyst servitut på E’s ejendom. Ejeren af naboejendommen, N, var påtaleberettiget, dog var dette ikke blevet tinglyst på ejendommen. Da E fjernede plankeværket i skellet og erstattede det med en ligusterhæk, medførte dette en hegnssynssag, der udviklede sig til en retssag. Her blev der indgået forlig, hvorefter N og E skulle dele udgifterne til et nyt raftehegn. Efterfølgende blev N opmærksom på servitutten og krævede erstatning for de afholdte udgifter. ØL frifandt E, idet det ikke fandtes, at E havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med de tidligere sager mellem parterne ved ikke have oplyst om den tinglyste servitut.

UfR 2010.3023 ØLD: Som led i en låneaftale mellem bank A og virksomheden B lod virksomheden C, som byrde på ejendommen, tinglyse deklaration om forbud mod viljebestemte panterettigheder uden samtykke fra A, idet A herved sikrede sig mod, at værdien af B’s anparter i D, der ejede samtlige anparter i C, blev forringet ved en pantsætning af C’s ejendom.  ØL fandt, at A ikke havde panteret i ejendommen, og at der efter afsigelsen af konkursdekret over B ikke længere fandtes nogen loyal eller anden berettiget interesse i deklarationens opretholdelse. Deklarationen var derfor bortfaldet og deklarationen skulle aflyses. 

UfR 2011.1094 HD: Der var på M’s ejendom tinglyst en servitut fra 1924, hvorefter ”Køberen af parcellen maa taale den over parcellen i retningen øst til vest førende markvej”. Markvejen løb fra B’s skov og ud til en hovedvej. Spørgsmålet i sagen var, om M skulle tåle, at der var svingningsarealer på i alt 103 m2 ved markvejens udmunding for at tunge og lange køretøjer kunne svinge fra markvejen og ud på hovedvejen. HR udtalte, at driften af B’s skov krævede anvendelse af tunge og lange køretøjer, og at en kørsel med sådanne køretøjer var i overensstemmelse med den tinglyste vejret på M’s ejendom. Det var et nødvendigt led i retten, at ind- og udkørselsforholdene var egnede til anvendelse af de pågældende køretøjer, idet retten ellers var illusorisk. M måtte derfor iht. til vejretten tåle, at der ved den private fællesvejs udmunding ved hovedvejen var svingningsarealer således, at de i skovdriften benyttede kørekøjer kunne foretage kørsel til og fra den offentlige vej. Forpligtelsen til at friholde hjørne­arealerne ved udmundingen for faste indretninger blev ikke anset for en væsentlig byrde for M som ejer af ejendommen. (3-1)

UfR 2011.2760 VLD: En køber, K, havde købt et parcelhus, P. P modtog varme fra et kraftvarmeværk, Å. P var i henhold til en overenskomst forpligtet at aftage varme fra Å. Denne overenskomst var uopsigelig indtil d. 30.06.2016. Herefter gjaldt, at opsigelsesfristen var 18 måneder. Denne frist var imidlertid ikke tinglyst. K havde overtaget ejendommen d. 01.04.2002 og opsagde aftalen med en måneds varsel, så den ophørte d. 01.12.2008, da K ikke anså sig som værende andelshaver. VL kom ved en efterfølgende retssag mellem Å og K frem til, at K ikke var andelshaver, men at varslet på 18 måneder skulle overholdes. K var heller ikke bundet af Å’s vedtægter, hvoraf fulgte, at K ved opsigelse skulle betale en andel af Å’s restgæld, i hvilken forbindelse Å havde gjort gældende, at forpligtelserne var gyldige uden tingslysning, jf. TL § 4, stk.2.'

FM 2015.26 VLK: En anmeldt servitut om lejers ret til at forlænge lejeaftale havde en sådan sammenhæng med allerede tinglyst servitut om leje af grund, at den ikke kunne tinglyses som selvstændig rettighed, men måtte tinglyses ved påtegning på den allerede tinglyste servitut.

UfR 2016.838 HD: Færøsk kommune kunne ikke ved overdragelse af jordlod stille som vilkår, at en fjerdedel af salgssummen tilkom kommunen ved senere videresalg eller udstykning

A lejede i 1930 en trø (jordlod) af det daværende Færø Amt. I 1955 købte han trøen af Tórshavnar Kommuna, T, som i mellemtiden havde købt den udlejede jord af staten. Skødet indeholdt et vilkår (en servitut) om, at der skulle betales en fjerdedel af salgssummen til T ved udstykning og salg af parceller fra trøen. Servitutten blev tinglyst på trøen i 1966 på grundlag af en dom afsagt af Færøernes Ret. B, A’s søn, overtog senere trøen. I forbindelse med B’s udstykning og frasalg af en parcel fra trøen i 2006 stillede K krav om betaling af en fjerdedel af salgssummen som betingelse for at give samtykke til udstykningen. Sagen angik i første række, om K ved salget af trøen i 1955 havde været berettiget til at stille vilkåret om fjerdedelsbetaling. HR fastslog, at der i kraft af en lov fra 1931 om overdragelsen af ejendommen til K var sket en regulering, som udelukkede vilkåret om fjerdelsbetaling. B havde ikke mistet retten til at gøre indsigelse mod vilkåret ved passivitet eller som følge af dommen afsagt af Færøernes Ret i 1966.

FM 2016.52 VLK: Erklæring fra NaturErhvervsstyrelsen om modtagen erklæring efter landbrugsloven kunne ikke opfylde krav om Naturerhvervsstyrelsens samtykke ved salg iht. tinglyst servitut.

NaturErhvervsstyrelsen, N, var påtaleberettiget iht. en tinglyst samejedeklaration på en bygningsløs landbrugsejendom. Denne skulle til enhver tid ejes sammen med en beboelsesbygning, og begge ejendomme skulle være under samme ejerforhold. Ejendommen blev ved skøde overdraget til en køber. Til skødet var alene vedhæftet N’s bekræftelse på, at køber havde afgivet erklæring om opfyldelse af landbrugslovens betingelser, jf. bekendtgørelse nr. 316 af 21. marts 2013, men N havde ikke samtykket iht. den tinglyste servitut. Kærende gjorde gældende, at N’s bekræftelse måtte være udtryk for, at der var også taget stilling til forhold reguleret af servitutten. Tinglysningsretten fandt, at det ikke fremgik at bekendtgørelsen, at der kunne ske endelig tinglysning, uanset hvilke andre byrder, der måtte være tinglyst på ejendomme, og at tilladelse vedrørende salg af bygningsløs ejendom ikke var reguleret af bekendtgørelsen, hvorfor N ikke havde taget stilling til servitutten. Det fremgik af servitutten, at N ikke skulle tage stilling til et skøde vedr. arealoverførsel. Her var der dog tale om et salg, hvorfor N skulle samtykke i tinglysningen. Tinglysningsrettens afgørelse blev stadfæstet af VL.

FM 2016.192 VLK: Aflysning af samhørighedsdeklaration og tinglysning af samdriftsdeklaration kunne ske uden underskrift fra en landinspektør

På en landbrugsejendom uden bygninger var der tinglyst en samhørighedsdeklaration. Denne var tillige tinglyst på den ejendom, som den bygningsløse ejendom efter servitutten skulle være ejet sammen med. Efter K købte ejendommen i 2015, ønskede han samhørighedsdeklarationen udskiftet med en samdriftsdeklaration, der ikke tillige skulle være tinglyst på en landbrugsejendom med bygninger. Tinglysningsretten, T, afviste at tinglyse samdriftsdeklarationen, da den alene var underskrevet af K og K’s advokat, mens det af landbrugslovens § 10 fremgik, at en sådan servitut skulle være underskrevet af en landinspektør, der bekræftede forholdene, eller af NaturErhvervelsesstyrelsen, S, som myndighed for landbrugsloven. VL fandt, at S kunne påse, at samdriftsdeklarationen var fyldestgørende, når S blev anmodet om at aflyse samhørighedsdeklarationen. Den nye servitut ville herefter blive tinglyst med frist til aflysning af den første deklaration, så S dermed fik lejlighed til at træffe afgørelse.

FM 2016.201 VLK: En relaksationspåtegning kunne ikke tinglyses uden påtaleberettigedes samtykke, og uden samtykke fra denne kunne servitutten pålagt ejendommen af ejendommens ejer heller ikke slettes

På to naboejendomme, henholdsvis matr. nr. 490, A, og matr. nr. 500, B, var i 2012 tinglyst en servitut om køberet, hvilket betød, at et typehusfirma havde forkøbsret til en del af A. For at sikre vejadgang til det købte var det i servitutten bestemt, at ejerne af de to matrikler kunne mageskifte arealer, og at hele B indgik i aftalegrundlaget vedr. forkøbsretten vederlagsfrit. Det var ejerne af ejendommene, der havde pålagt ejendommene servitutten. Da ejer af B blev erklæret konkurs, anmeldte kurator, K, relaksationspåtegning, så servitutten ikke skulle være tinglyst på B. Anmeldelsen var ikke underskrevet eller tiltrådt af påtaleberettiget, P. Det blev af K anført, at der ikke var tale om en køberet vedr. B, men alene om en aftale mellem ejerne af ejendommene om et eventuelt mageskifte som ikke var tinglyst. Konkursboet havde overfor P tilkendegivet, at de ikke ville indtræde i aftalen, men P ville ikke underskrive relaksationspåtegningen. Tinglysningsretten fandt, at relaksationspåtegningen ikke kunne tinglyses uden P’s samtykke, da servitutten i 2012 ubestridt var underskrevet af ejer af B ved fuldmagt. Servitutten indeholdt bl.a. afsnit om sikring af vejadgang således, at hele B vederlagsfrit indgik som en del af nærværende aftalegrundlag. For så vidt angik køberetten, ville dette blive påset af tinglysningsretten i forbindelse med en eventuel anmeldelse i henhold til køberetten. En servitut pålagt ejendommen af ejendommens ejer kunne ikke slettes, uden at P samtykkede. En evt. tvist mellem ejer og P fandtes ikke at kunne afgøres i en tinglysningssag ensidigt anmeldt af ejer. VL fandt, at denne stadfæstede afgørelsen, og var enig i tinglysningsrettens resultat og begrundelsen herfor.

FM 2016.203 VLK: En fredningsservitut blev genindført, da den ved en fejl ikke var blevet overført til matriklen

Der blev på to ejendomme, henholdsvis A og B, på samme dato i 1952 tinglyst hver sin fredningsdeklaration. Arealet fra A som var en landbrugsejendom, blev i en matrikulær sag overført til B. I servituterklæringen indstillede landinspektøren, at servitutten om fredningstilbud også skulle overføres til B. Dette skete dog ikke, da det antoges af tinglysningen, at der var tale om samme servitut. Tinglysningsretten blev i oktober 2015 kontaktet af kommunen, K, som var påtaleberettiget i henhold til servitutterne, og K anmodede om, at servitutten blev genindført. Ejeren af B havde ved et civilt søgsmål påstået K tilpligtet at anerkende, at der ikke var tinglyst en fredningsservitut for arealet overført fra A, da den ikke fremgik af tingbogen, og K kunne dokumentere søgsmålet. Tinglysningsretten fandt, at de måtte konstatere, at servitutten trods landinspektørens servituterklæring ved en fejl ikke var overført til B, men derimod af tinglysningsmedarbejder ved Retten i Randers aflyst som en dublet af den servitut, der allerede var tinglyst på B. VL fandt, at afgørelsen om genindføring af servitutten skulle stadfæstes med bemærkning, at fredningsservitutten ved en fejl begået af tinglysningsdommeren i 2009 ikke blev overført til B, og det tiltrådtes derfor, at tinglysningsretten, uanset om der forelå en begæring herom eller ej, havde genindført servitutten, jf. TL § 34, stk. 1, 1. pkt. Der blev herved ikke taget stilling til, om kærende kunne påberåbe sig reglerne i § 34, stk. 1, 2. og 3. pkt.

FM 2016.204 VLK: Da deklarationer om pantsætningsforbud ikke efter deres ordlyd fandt direkte anvendelse på bestemmelser om mulig forhøjelse af købesum, og da disse bestemmelser ikke kunne sidestilles med pantsætning eller salg, kunne servitut om tillægskøbesum tinglyses uden samtykke fra påtaleberettiget

I 2008 pålagde en ejer af en ejendom denne et pantsætningsforbud, hvorved et pengeinstitut blev påtaleberettiget, P. En ny ejer pålagde i september 2015 ejendommen en ny servitut, hvorefter der under visse omstændigheder skulle betales en tillægskøbesum til den tidligere ejer. Servitutten blev med frist til samtykke fra P, i henhold til det i 2008 tinglyste salgs- og pantsætningsforbud, tinglyst. VL fandt, at servitutten om tillægskøbesum skulle tinglyses uden frist, med bemærkning, at det fremgik af deklarationerne om pantsætningsforbud, der i 2008 blev tinglyst på ejendommen med pengeinstituttet som påtaleberettiget, at ejerlejlighederne fremover alene kunne pantsættes eller sælges med accept fra pengeinstituttet. Deklarationerne respekterede udover vedtægterne, som var lyst pantstiftende for et angivet beløb, en række angivne ejerpantebreve. Deklarationernes forbud fandt ikke efter deres ordlyd direkte anvendelse på bestemmelser som dem, der nu ønskedes tinglyst på ejendommen om mulig forhøjelse af købesummen under nærmere angivne forudsætninger, og bestemmelserne kunne ikke sidestilles med pantsætning eller salg på en sådan måde, at samtykkekravet i øvrigt kunne finde anvendelse. Det som tinglysningsretten havde anført om alternativt opråb på en eventuel tvangsauktion, kunne ikke føre til andet resultat.

FM 2017.146 VLK: Reguleringer i en erhvervslejekontrakt bl.a. med hensyn til skiltning medførte ikke, at der var stiftet en ret, der kunne betegnes som en servitut, og der var ikke tale om en rettighed omfattet af PL § 42, stk. 1

Det var mellem U, som havde et forretningslejemål, og L, i erhvervslejekontrakten bestemt, at skiltning, flagning eller anden form for reklame på og ved det lejede kun måtte ske med U’s tilladelse. U var dog bekendt med L’s sædvanlige skiltning, og accepterede skiltning i overensstemmelse dermed. Tinglysningsretten fandt, med henvisning til PL § 42, og § 15, at der dermed blev pålagt ejendommen en servitutrettighed, der kunne reguleres i en lokalplan, og at tinglysning derfor fordrede kommunens samtykke. VL fandt, at der hverken efter ordlyden eller bestemmelsens forarbejder var holdepunkter for at antage, at samtykkekravet i PL § 42, gjaldt andet end servitutbestemmelser i sædvanlig forstand. Bestemmelserne i lejekontrakten om såvel skiltning som ejendommens brug havde karakter af sædvanligt forekommende reguleringer af lejeforholdet i erhvervslejemål. Disse reguleringer stiftede, uanset at der i en lokalplan kunne optages bestemmelser om skiltning og anvendelsen af enkelte ejendomme, jf. PL § 15, stk. 2, nr. 7 og nr. 8, ikke en ret over den pågældende faste ejendom, der kunne betegnes som en servitut eller hermed ligestillet rettighed omfattet af PL § 42, stk. 1. Lejekontrakten skulle derfor tinglyses endeligt og uden frist.

FM 2017.147 VLK: Det var i erhvervslejekontrakten mellem U, som havde et kontorlejemål, og L, som var et advokatfirma, om udlejning bestemt, at U ikke måtte leje kontorlokaler ud til andre advokatfirmaer. Tinglysningsretten fandt, med henvisning til PL § 42, og § 15, at der herved blev pålagt ejendommen en servitutrettighed, som kunne reguleres i en lokalplan, og at tinglysning derfor krævede kommunens samtykke. VL fandt, at der efter PL § 15, stk. 2, nr. 8, i en lokalplan kunne optages bestemmelser om anvendelse af enkelte ejendomme, men den nævnte bestemmelse i lejekontrakten kunne ikke anses for en servitutbestemmelse omfattet af PL § 42, stk. 1. Lejekontrakten skulle derfor tinglyses endeligt og uden frist.  

FM 2017.148 VLK: Ikke hjemmel til automatisk at afvise servitut, som indeholdt tekstdele der var ens, fra tinglysning

En servitut blev automatisk afvist fra tinglysning, fordi samme tekst gik igen flere gange i dokumentet, da anmelder, A, havde valgt at gemme enkeltstående ord eller korte sætninger som selvstændige fraser. Det var i forbindelse med oprettelsen af det digitale tinglysningssystem blevet fastlagt, at sådanne fraser ikke skulle kunne optræde mere end én gang i et tinglysningsdokument, dog uden at der var bestemmelser derom i tinglysningsloven. A kærede afgørelsen. VL fandt, at der, som også anført i brev fra tinglysningsretten, ikke var hjemmel til som sket at afvise en servitut med henvisning til, at servitutten indeholdt tekstdele, der var ens. Det digitale tinglysningssystem var efter det oplyste oprettet således, at samme tekstdel ikke kunne gentages i samme dokument, og tinglysningsretten havde orienteret herom på sin hjemmeside. Disse omstændigheder kunne dog ikke medføre, at servitutten kunne afvises uden hjemmel i lovgivningen. 

UfR 2017.1589 VLK: Tinglysningsretten havde ikke hjemmel til at afvise servitut pga. gentagelse af samme tekstdel i samme dokument på trods af information herom på deres hjemmeside

A havde anmeldt en servitut til tinglysning. Tinglysningsretten havde afvist dette af hensyn til tekniske årsager og i overensstemmelse med den offentliggjorte information på deres hjemmeside samt med baggrund i beslutning om udformning af det digitale tinglysningssystem. VL fandt, at der ikke var hjemmel til som sket at afvise en servitut med henvisning til, at servitutten indeholdt tekstdele, der var ens. Det digitale tingslysningssystem var efter det oplyste oprettet således, at samme tekstdel ikke kunne gentages i samme dokument, og at Tinglysningsretten havde orienteret herom på sin hjemmeside. Disse omstændigheder kunne ikke medføre, at servitutten kunne afvises uden hjemmel i lovgivningen. Tinglysningsrettens afgørelse blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

 

Skifteretsattester

UfR 1954.281: Begæring om lysning af skifteretsattest kan underskrives af enhver.

UfR 1996.1225 VLK: Advokat A, som havde sædvanlig skiftefuldmagt fra 3 privatskiftende arvinger, B, C og D, begærede skifteretsattest lyst som adkomst for B på boets halvpart af en ejendom, og for C og D på en anden ejendom. VL fandt, at skifteretsattesten med rette var afvist, idet attesten sammenholdt med de udstedte skiftefuldmagter ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at tinglyse ændringer i adkomstforholdene vedrørende de to ejendomme, hvorved der skete arveudlæg af disse i strid med de arvelodder, hvormed arvingerne hver især tog arv.

UfR 1997.322 VLK (FM 1997.66): Privatskiftet dødsbo med 2 arvinger begærede skifteretsattesten lyst som adkomst for arvingerne med den ideelle halvpart til hver. Da anmodningen om tinglysning var underskrevet af begge arvinger i boet og angav anpartsforholdet mellem disse, fandtes det ufornødent tillige at kræve arveudlægsskøde, og skifteretsattesten skulle derfor lyses som begæret.

UfR 2000.1617 VLK: A og B havde overtaget boet efter deres forældre til privat skifte. Skifteretsattesten skulle lyses som adkomst for boet, uden at der kunne stilles krav om, at A og B havde taget stilling til, om ejendommen skulle afhændes eller arveudlægges. Komm. af Jens Kristiansen i Fagl. Nyt 2000.351.

UfR 2006.51 ØLK: Et privatskiftet dødsbo solgte en fast ejendom til en arving og dennes ægtefælle. Tinglysningsdommeren i Vordingborg afviste at notere en skifteretsattest som adkomst for boet, idet attesten, der efter det anførte ikke blot var en meddelelse, skulle tinglyses. Da salget skete til såvel en arving som en ikke-arving, udløste tinglysningen af skifteretsattesten betaling af registreringsafgift på 1.400 kr., jfr. TLAL § 8, stk. 1, nr. 3. ØL tiltrådte, at begæringen om notering af skifteretsattesten var afvist, jfr. TL § 12, stk. 3

UfR 2006.2162 VLK: A døde i februar 2005, og boet efter A og A's tidligere afdøde ægtefælle blev overtaget til privat skifte af fællesbørnene B og C. A ejede sammen med B en fast ejendom, og B's ideelle anpart udgjorde 42,5 %. Skifteretsattesten blev tinglyst i januar 2006 på ejendommen. Ved betinget skøde af december 2005 - afløst af endeligt skøde i marts 2006 - solgte C sin ideelle anpart på 28,75% af ejendommen til B, der i forvejen ejede de resterende 71,25 % af ejendommen. Skødet afvistes i marts 2006 fra dagbogen med den begrundelse, at ejeren af den andel, der skulle sælges, var boet efter A. VL anførte, at skifteretsattesten var tinglyst som adkomst for de privatskiftende arvinger i boet efter A. De privatskiftende arvinger, C og B, havde herefter i fællesskab været berettiget til at disponere over ejendommen som sket i skødet, hvor C overdrog sin ideelle anpart til B. Der var derfor ikke grundlag for at afvise skødet fra dagbogen.

FM 2015.10 VLK: Ægtefælle, der sad i uskiftet bo efter adkomsthaver, måtte tinglyse skifteretsattest som adkomst, inden hun kunne disponere over ejendommen og underskrive et betinget skøde.

Skøder på anparter

K. Roat Pedersen i FM 1980.82-83: Anpartssalg - nok engang (Omtale af ØLK, hvorefter der ikke skal afgives erklæring, når ejendom overdrages af 2 medejere)

UfR 1978.210 VLK: M og K ejede ejendom i lige sameje. K solgte sin halvpart af ejendommen til M. VL fandt, at erklæring fra overdrageren i medfør af § 6, stk. 1, i lov om boligfællesskaber var ufornøden, da loven om boligfællesskaber ikke tager sigte på en sådan overdragelse, der ikke kan medføre etablering af nogen form for boligfællesskab.

UfR 1983.128 VLK: Skøde på en ideel anpart af en ejendom, der kun indeholdt én beboelseslejlighed, var med rette lyst med frist til indhentelse af erklæring efter § 17 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, selv om det i lovens § 1, stk. 1, er bestemt, at loven finder anvendelse på ejendomme med flere end 2 beboelseslejligheder.

UfR 2002.1383/2 ØLK (FM 2002.82 ØLK): Skøde på 50% af landbrugsejendom, der indeholdt een beboelseslejlighed, var med rette lyst med frist på indhentelse af erklæring i henhold til § 17 i lov om andelsboligforeninger.

Slutsedler/købsaftaler

Thomas Rørdam i UfR 1988 B. 434-435: Tinglysning af slutsedler. (bør alene lyses som betinget adkomst, da købesummen jo ikke er berigtiget)

Niels Ørgaard i UfR 1989 B.51-52: Supplement om slutseddelstinglysning. (Kommentar til Thomas Rørdams artikel i UfR 1988 B.434-435).

Halfdan Krag Jespersen i UfR 1989 B.52-55: Betinget eller endelig tinglysning af slutsedler og andre skøder. (Kommentar til Thomas Rørdams artikel i UfR 1988 B.434-435).

Thomas Rørdam i UfR 1989 B.125-127: Replik om tinglysning af slutsedler.

Hans Willumsen i UfR 1989 B.172-175: Tinglysning af slutsedler.

UfR 1996.1651 HKK (UfR 1996.1259/1 ØLK): Købsaftale vedr. landbrugsejendom, der alene var betinget af købesummens betaling, kunne i medfør af landbrugslovens § 26, stk. 1 lyses som byrde med frist til fremskaffelse af dokumentation for, at erhvervelsen kunne ske uden tilladelse efter landbrugslovens § 16. Denne situation var ikke omfattet af § 4, stk. 1 i bekg. nr. 771 af 24.08.1994, der angår tilfælde, hvor der kræves tilladelse efter landbrugsloven.

Udlæg

Pernille A. Christensen i Pantefogeden 2002.97-99: Tinglysning af udlæg i ejendom tilhørende en anden.

Hans Engberg i FM 2011.119:  Tinglysning af udlæg. (I artiklen gennemgås reglerne om digital tinglysning af udlæg, herunder overvejelser om prioritetsstillingen og navnlig de problemer, der opstår, når kreditors opgivne nummer og navn i det centrale virksomhedsregister (CVR) ikke passer sammen.)

FM 1983.8 VLK: VL tiltrådte, at betinget skøde, som blev lyst i Varde d. 12.02.1982 betinget af tilsvarende lysning i Skjern, idet en del af ejendommen lå i her, fik retsanmærkning om udlæg lyst d. 19.02.1982, idet lysning i Skjern først skete efter lysningen af udlægget.

UfR 1998.309 VLK (FM 1998.30): K havde foretaget udlæg i M's ideelle andel af ejendom, da overdragelse til H var proformadisposition. Udlægget kunne ikke lyses, idet tinglysning måtte forudsætte, at tingbogens udvisende vedrørende ejerforholdet blev bragt i overensstemmelse med de ejerforhold, som fogedretten lagde til grund. (Ifølge noten til referatet i FM 1998.30 kunne udlægget tinglyses - i hvert fald i Århus, hvis der var foretaget udlæg i H's ejendom for M's gæld). Komm. af Lillian Lund Tinggaard og Helle Larsen i FM 1998.55-56: Skal tinglysningsdommeren godkende fogedens udlæg i fast ejendom? og af René Knudsen i FM 1999.5-6: En kommentar til en kommentar ... (Antager, at der kan ske foreløbig tinglysning af udlægget, jfr. TL § 33.)

FM 2001.74 VLK: Udlæg i samlevers ejendom kunne ikke lyses, da skyldneren ikke var ejer af ejendommen.

UfR 2007.1661 ØLD: Under et møde i Roskilde Fogedret d. 28.06.2005 fik selskabet, H A/S, udlæg i S' ejendom for et tilgodehavende på 36.291,80 kr. H A/S's advokat, A, sendte samme dag en udlægsattest til tinglysning ved Retten i Roskilde. Fogedretten, F, bekræftede d. 30.06.2005, at retsafgiften på 175 kr. var betalt, men returnerede ved en fejl attesten til A, uden at udlægget var blevet tinglyst. D. 26.08.2005 blev et udlæg på 63.000 kr. tinglyst af SKAT, som opnåede dækning ved senere salg af ejendommen. Herefter afgav S insolvenserklæring og H A/S anlagde sag mod Tinglysningsdommeren, T v/Domstolsstyrelsen, D, med påstand om betaling af  44.144,75 kr. H A/S gjorde gældende, at den begåede fejl var omfattet af TL § 34, ifølge hvilket der gælder et objektivt erstatningsansvar og at erstatningsansvaret indtrådte, da fejlen blev begået. T/D gjorde heroverfor gældende, at ansvaret bortfaldt, hvis den berettigede selv havde været skyld i tabet ved at have handlet groft uagtsomt. ØL udtalte i forbindelse med spørgsmålet om egen skyld, at H A/S måtte stilles, som om en fejl fra A's side var begået af H A/S selv, da A handlede på vegne af H A/S. Endvidere anførte ØL, at ved ekspedition af et dokument til tinglysning henhører det, som en naturlig del af advokatens arbejdsopgave at sikre sig, at dokumentet er tinglyst, når det modtages retur fra tinglysningskontoret. Ved ikke at have sikret sig dette ved modtagelsen af udlægsattesten fandtes advokaten at have handlet groft uagtsomt, hvorfor erstatningskravet mod T/D bortfaldt.

UfR 2009.1082 VLK: En fogedret havde efter begæring af en bank foretaget udlæg i skyldneren S’s andel af en andelsbolig. Dette udlæg blev tinglyst i Andelsboligbogen d. 01.11.2008. Andelsboligforeningen Drosselparken, D, gjorde gældende, at Andelsboligbogen ikke havde været berettiget til at tinglyse udlægget, idet S var ekskluderet af D på tidspunktet for tinglysningen. Andelsboligbogens udtalte, at det var Andelsboligbogens opfattelse, at D, der ikke i øvrigt var part i sagen, manglede retlig interesse, idet tinglysningen af udlægget ikke i sig selv kunne ændre på D’s muligheder for at disponere over andelen efter de i forbindelse med eksklusion af andelshavere gældende regler. Subsidiært var det Andelsboligbogens opfattelse, at måtte der bestå en sådan retlig interesse, så måtte den være rettet mod den fogedret, der havde foretaget udlægget, og ikke mod Andelsboligbogen, der blot registrerede fogedrettens afgørelse. Mest subsidiært påstodes tinglysningen stadfæstet, idet det var Andelsboligbogens opfattelse, at der - uanset om eksklusionen stod ved magt - var et S tilhørende formuegode knyttet til andelen, indtil D havde afhændet andelen, og at dette kunne gøres til genstand for udlæg og dermed også til genstand for tinglysning i Andelsboligbogen. VL udtalte, at det fremgik af adkomsterklæring af 23.09.2008, at S var godkendt af D’s bestyrelse som andelshavere med brugsret til Drosselvej - - - Glumsø. Under hensyn hertil var der - uanset at de pågældende muligt ikke aktuelt var andelshavere, idet de var ekskluderet af D ved bestyrelsesbeslutning af 02.12.2007 - ikke noget til hinder for, at det udlæg, der var foretaget i andelen, blev tinglyst. VL stadfæstede derfor Andelsboligbogens afgørelse.

Ændring af ejerbetegnelsen

UfR 1996.1393 VLK: Det Danske Spejderkorps (S) havde i 1974 overdraget ejendom til Spejderfonden. I 1995 meddelte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at fonden var slettet af registret for erhvervsdrivende fond, da fonden måtte karakteriseres som en retsdannelse af en anden karakter end en fond. S begærede herefter S noteret som adkomsthaver, hvilket tinglysningskontoret afviste. VL stadfæstede, da det ikke kunne fastslås, at der var en sådan identitet mellem fonden og S, at ændringen kunne noteres.

UfR 2001.1553 VLK (FM 2001.74 VLK): Ejerbetegnelsen kunne ændres i adkomstrubrikken uden tinglysning af overdragelsesdokument, efter at komplementarselskabet M ApS var blevet ejer af samtlige kommanditistanparter.

UfR 2012.339 VLK: To medlemmer af en andelsforening, A, fik en ejendoms ejer ændret fra Andelsforening, B, til A. A ønskede navneændringen tinglyst. A vedtog, at B opløstes, således at A måtte betragtes som direkte ejere af ejendommen. A var de eneste andelshavere i B, hvorfor de påstod, at der ikke var tale om et ejerskifte. Tinglysningsretten fandt, at der var tale om et ejerskifte, der skulle anmeldes i form af et skøde, hvorfor tinglysningsretten afviste at tinglyse navneændringen for den pågældende ejendom. VL var enig i tinglysningsrettens resultat.

FM 2015.11 VLK: Et K/S ejede en ejendom. Komplementaren udtrådte nu af selskabet og på generalforsamling besluttedes det, at selskabet skulle omdannes til et I/S, idet de to tilbageværende interessenter herefter stiftede et I/S. Tinglysningsretten afviste at notere navneændring med baggrund i konfusion som begæret, idet Tinglysningsretten lagde vægt på, at K/Set var opløst, og at de tilbageværende kommanditister først derefter som samejere stiftede det I/S, der ønskedes tinglyst som ejer af ejendommen. VL ændrede afgørelsen, idet VL lagde vægt på, at omdannelsen fremgik af referat fra generalforsamling i K/Set, og at interessenterne havde været ejere af kommanditselskabsaktiverne med samme forhold.

FM 2017.155 VLK: Andelshavere ønskede at opdele en ejendom i ejerlejligheder. Tinglysningsretten afviste at opdele ejendommen i ejerlejligheder, jf. ELL § 10, stk. 12, nr. 2. LR stadfæstede.

Ejerlejlighedsvedtægter

UfR 2002.296 HKK: Tinglysningsdommeren i Københavns havde afvist lysning af vedtægtsændring om forhøjelse af værdien af ejerpantebreve, da ikke alle ejere havde samtykket. I ejerlejlighedsforenings vedtægter var foreningen ved dens bestyrelse, enhver lejlighedsejer og den daværende ejer af ejendommen anført som påtaleberettiget. Ved afgørelsen af, om vedtægtsændringen kunne tinglyses på de enkelte ejerlejligheder, fandtes bestemmelsen om påtaleberettigelse ikke at kunne tillægges selvstændig betydning. Vedtægtsændringen var vedtaget i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser om proceduren for vedtægtsændringer. Da vedtægtsændringen var vedtaget med det fornødne flertal, og idet der ikke sås noget åbenlyst grundlag for at antage, at ændringen skulle være materielt ugyldig, tog Højesteret ejerforeningens påstand om lysning til følge.

UfR 2007.3038 HKK (UfR 2006.2969 ØLK): En vedtægtsbestemmelse om udgiftsfordeling af visse særlige udgifter blev ændret af generalforsamlingen i en ejerforening med det flertal, der sædvanligt krævedes til ændringer af vedtægter. På trods af protest fra en ejerlejlighedslejer, E, blev vedtægtsændringerne tinglyst. E gjorde gældende, at den vedtagne ændring medførte, at kabelføring til de enkelte lejligheder efter den nye udgiftsfordeling skulle afholdes med et ensartet beløb fra hver, og at denne ændring af vedtægterne krævede tilslutning fra alle ejere, da der ikke i vedtægterne var en hjemmel til ændring af fordeling af fællesudgifter. HR fandt, at der ikke var sikkert holdepunkt for at antage, at vedtægtsændringen krævede enstemmighed, og tinglysningsdommeren havde derfor med rette foretaget tinglysning, hvorfor HR stadfæstede kendelsen.

UfR 2008.1025 ØLK: Under opdelingen af en ejendom i ejerlejligheder udformede A/S John Faurholt, J, vedtægter for ejerforeningen. Vedtægterne indeholdt en bestemmelse om pant i hver lejlighed på 48.000 kr. for ethvert tilgodehavende ejerforeningen måtte få hos et medlem. Da vedtægterne blev fremsendt til tinglysning, blev de afvist fra tingbogen, under henvisning til at underskriften på vedtægterne ikke var vitterlighedspåtegnet. ØL udtalte, at formålet med en vedtægtsbestemt panteret i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav var at sikre ejerforeningen, og dermed de enkelte medlemmer, mod tab. Det var derfor i høj grad anbefalelsesværdigt, at der i forbindelse med en opdeling af en fast ejendom i ejerlejligheder tinglystes pant i de enkelte ejerlejligheder til sikkerhed for ejerforeningens krav på bidrag til fælles forpligtelser. På den baggrund, og da panteretten ikke var genstand for omsætning, var der ikke samme risiko for falsk ved udstedelse af pantstiftende vedtægter som ved udstedelse af pantebreve. Derfor var der ikke grundlag for en analogislutning fra TL § 10, stk. 2, for så vidt angår vitterlighedspåtegnelse af John Faurholts underskrift.

UfR 2012.87 VLK: Tinglysningsretten, T, havde afvist at tinglyse en allonge om ændring i en ejerforening, E's, vedtægter. T fandt anmeldelsen uklar, idet det ikke fremgik klart udfra vedtægterne, hvorvidt E's underskrift alene var tilstrækkelig for at ændre vedtægterne. Herudover var der yderligere uoverensstemmelse mellem servitutteksten og de angivne roller, da Københavns Kommune, K, var angivet med rollen påtaleberettiget, men ikke fremgik som påtaleberettiget i servitutteksten. E kærede afgørelsen. VL udtalte, at en angivelse i en ejerforeningsvedtægt om, at ejerforeningen og de enkelte ejere var påtaleberettigede, måtte forstås således, at foreningen og de enkelte ejere hver for sig var berettigede til at påtale evt. overtrædelser af vedtægten. VL fandt ikke allongens angivelse af påtaleberettigede uklar. VL stadfæstede alligevel T's afgørelse om at aflyse tinglysningen, da der ikke var overensstemmelse mellem allongen og anmeldelsen til tinglysning, idet K i anmeldelsen var anført som påtaleberettiget.

UfR 2013.2976 VLK: E1 og E2, E, ejede i samme ejendom to ejerlejligheder. Begge ejerlejligheder var ubehæftede og E anmodede nu om aflysning af anmeldelsen om opdeling i ejerlejlighederne, således at ejendommen ville være ejet i sameje mellem de to ejere. Tinglysningsretten afviste dog deres anmodning herom, idet de kun mente, at en sådan nedlæggelse kunne ske, såfremt ejerlejlighederne havde samme ejer. VL fandt,  at der i den foreliggende situation ikke var noget, som var til hinder for, at der ved aflysning af anmeldelsen om opdeling af ejendommen i ejerlejligheder skete ophævelse af ejendommen ejerlejlighedsstatus.

FM 2015.12 VLK: Ændring af ejerforeningsvedtægt - for så vidt angår den pantstiftende tinglysning  for 45.000 kr. - kunne tinglyses som vedtaget på generalforsamling med det i vedtægten beskrevne flertal og uden samtykke fra alle ejere.

FM 2015.16 VLK: Bestemmelse i ændret vedtægt for ejerforening om, at udlejning til klubværelser ikke var tilladt, kunne ikke tinglyses uden samtykke fra ejer i ejendommen, der udlejede ejerlejlighed som klubværelser.  VL var enig i , at ændringen udgjorde et sådant indgreb i de enkelte lejlighedsejeres råden over lejlighederne, at beslutningen ikke kunne træffes alene ved kvalificeret flertal.

FM 2015.143 VLK: Ændring af vedtægter kunne tinglyses, da ændringen ikke med sikkerhed krævede eenstemmighed

Ændring af vedtægter vedtaget med 2/3 flertal indeholdt bestemmelser om udvendig vedligeholdelse. Ændringen blev tinglyst. VL stadfæstede med bemærkning, at den ændring af vedtægten, som den nye bestemmelse i vedtægtens § 7 indebar, ikke med en sådan grad af sikkerhed fandtes at kræve enstemmighed blandt foreningens medlemmer, at Tinglysningsretten havde haft anledning til at afvise denne del af vedtægten fra tinglysning.

FM 2016.200 VLK: I en vedtægt for ejerforeningen, F, var det bestemt, at 6 parkeringsplader var reserveret til ejere og brugere af ejerlejlighed nr. 3. Det var alene F, der i dokumentet var anført som påtaleberettiget. Tinglysningsretten krævede dokumentet oprettet med en påtaleberettiget for de nævnte rettighedshavere, således at ændringer af denne ret i vedtægten hhv. aflysning af rettigheden skulle underskrives af vedkommende påtaleberettiget. VL fandt, at vedtægten ville kunne håndhæves af de berettigede, selvom de ikke var angivet som påtaleberettigede. Efter bestemmelsens karakter af brugsret fandtes der ikke at kunne stilles krav om oprettelse af de berettigede som påtaleberettigede.

FM 2017.149 VLK: Uden alle ejeres samtykke kunne en vedtægtsændring med forbud mod erhvervslejemål ikke tinglyses

I 1977 var der i en ejendom med 10 ejerlejligheder tinglyst vedtægter for ejerforeningen, E. Det var i vedtægten bestemt, at der ikke måtte drives erhverv fra ejerlejlighederne uden bestyrelsens samtykke. Dette gjaldt dog ikke de allerede ved vedtægtens tinglysning etablerede erhvervslejemål. E ønskede i en ny vedtægt at ændre bestemmelsen. Den nye vedtægt blev vedtaget på en generalforsamling, hvor ejeren af ejerlejlighed nr. 10, A, ikke deltog, og denne havde ikke på anden måde accepteret ændringen. Ejerlejlighed nr. 10 blev benyttet erhvervsmæssigt. Tinglysningsretten fandt, at tinglysning af den nye vedtægt skulle afvises, da vedtægtsændringen gjorde et sådant indgreb i A’s individuelle rettigheder over lejligheden, at A, der ikke var til stede på den ekstraordinære generalforsamling, og som ikke havde underskrevet anmeldelse, måtte samtykke i vedtægtsændringen, hvis den skulle tinglyses. VL fandt, at afgørelsen stadfæstedes med henvisning til det af tinglysningsretten anførte.

FM 2017.150 VLK: Der var ikke i TL § 20, hjemmel til at slette en vedtægt i en ejerforening, der alene var tinglyst på nogle af ejerlejlighederne og heller ikke hjemmel til at omgøre den tidligere afgørelse om tinglysning af vedtægten

I 1987 blev en ejendom opdelt i 7 ejerlejligheder, og en vedtægt blev tinglyst på de 6 af dem men ikke på den 7. En vedtægtsændring blev efterfølgende tinglyst, igen på de 6 ejerlejligheder og ikke på den 7. A, som var ejer af en ideel andel af én af ejerlejlighederne, kærede afgørelsen, og anmodede om sletning af den tinglyste vedtægt, jf. TL § 20, da den ikke var tinglyst på ejerlejlighed nr. 7. Tinglysningsretten fandt, at anmodningen om sletning af vedtægten skulle afvises, uanset at tinglysningsretten var enig i, at en vedtægt måtte tinglyses på alle ejerlejligheder i ejerforeningen. Tinglysningsretten kunne ikke slette vedtægten alene med baggrund i én af ejernes begæring, når denne ejer alene ejede en sådan mindre del af ejerlejligheden og af ejerlejlighederne i det hele taget, og de havde heller ikke på nuværende tidspunkt hjemmel til at omgøre den tidligere tinglysningsafgørelse. VL fandt, at det tiltrådtes, at der i TL  20, ikke var hjemmel til at slette den foreliggende ejerforeningsvedtægt med tillæg, der henholdsvis i 1987 og 2007 var tinglyst på 6 af ejendommens 7 ejerlejligheder.

Fuldmagter

FM 2010.247 VLK : I maj 2010 registreredes tinglysningsfuldmagt. Falsled Vindblæs Sogns Menighedsbørnehave gav Mariagerfjord Kommune fuldmagt til at underskrive for børnehaven vedr. salg af en bestemt ejendom ejet af børnehaven. D. 25.05.2010 anmeldte Mariagerfjord Kommune et skøde til tinglysning. Heri blev den nævnte ejendom overdraget til Mariagerfjord Kommune, og Mariagerfjord Kommune underskrev skødet ved digital signatur for børnehaven i henhold til den registrerede fuldmagt.

Tinglysningsretten afviste skødet, da der var underskrevet i henhold til fuldmagt, og da den registrerede fuldmagt ikke indeholdt tilladelse til selvkontrahering. Kærende anførte, at kommunen var bemyndiget til det skete, og at kommunen udfærdiger et utal af skøder i mindre overdragelser, hvor kommunens medkontrahent ikke har digital signatur, og hvor medkontrahenten ønsker at give fuldmagt til kommunen for at undgå udgifter til en rådgiver. VL stadfæstede afgørelsen med bemærkning, at Falsled Vindblæs Sogns Menighedsbørnehave som sælger havde givet Mariagerfjord kommune fuldmagt til at “udstede/anmelde skøde”. Der var derimod ikke givet kommunen udtrykkelig fuldmagt til i den forbindelse at råde til fordel for sig selv.

UfR 2010.1789 VLK: Realkredit Danmark, R, havde indsendt en fuldmagt til notering i tingbogen, som udtrykkeligt gav adgang til selvkontrahering, hvori der var henvist til § 6, stk. 1, i BEK 763/2009. Tinglysningsretten, T, afviste at registrere fuldmagten, idet § 6-fuldmagter skulle være vedlagt oplysninger om dato og løbenummer for det elektronisk anmeldte dokument for, at T kunne koble det indsendte sammen med den faktiske anmeldelse på e-TL. Fuldmagtsdatabasen omfattede alene § 7-fuldmagter, og T kunne ikke håndtere andet end § 7-fuldmagter i databasen. Endvidere ville det have store samfundsøkonomiske konsekvenser, såfremt T skulle påse også andre fuldmagter end § 7-fuldmagter, idet T da måtte udtage dokumentet til manuel behandling, hvilket ville medføre en voldsom administrativ byrde. R påstod, at en § 6-fuldmagt kunne indsendes og registreres før anmeldelse af et digitalt dokument på e-TL, og at der ikke var krav om, at denne skulle være vedlagt oplysninger om dato og løbenummer for det anmeldte dokument. Endvidere var der uhensigtsmæssigheder ved en § 7-fuldmagt, der gjorde det nødvendigt at anvende § 6-fuldmagter i visse tilfælde. For eksempel kunne der ikke gives fuldmagt til flere i forening, og der var ikke mulighed for at give fuldmagt til selvkontrahering. VL udtalte, at det ikke kunne udledes af BEK 763/2009 § 11 eller BEK 835/2009 § 17, at fuldmagtsdatabasen alene indeholdt § 7-fuldmagter, eller at § 6-fuldmagter ikke kunne indsendes på forhånd til registrering i databasen. På denne baggrund hjemviste VL sagen til registrering af den fremsendte fuldmagt.

TFA 2012.522 VLK (FM 2012.303 VLK): Tinglysningsretten havde afvist at godkende underskrevet af fuldmægtig i henhold til en generalfuldmagt, idet generalfuldmagten ikke angav matr. nr., jf. TL § 49 b og adgangsbekg. § 7, jf. § 8. VL fandt, at det hverken i ordlyden af TL § 49 b eller i forarbejder til denne bestemmelse var behandlet, hvorvidt den berettigede kan aflede sin ret fra en generalfuldmagt, og der var således ikke grundlag for at antage, at lovgiver i forbindelse med indførelsen af digitale tinglysningsfuldmagter har villet afskaffe muligheden for at anvende generalfuldmagter i forbindelse med tinglysning af rettigheder. Herefter fandt TL § 49 b ikke anvendelse på den fremlagte generalfuldmagt. Sagen hjemvist til tinglysningsretten.

FM 2013.274 VLK: Et skøde var underskrevet i henhold til en vedhæftet fuldmagt. Denne fuldmagt, der var udstedt af sælger til sælgers søn, opfyldte ikke kravene i TL § 49 b, da den ikke bl.a. indeholdt oplysning om hvilken ejendom, der kunne disponeres over i henhold til fuldmagten. Skødet blev afvist, men efter modtagelse af skødet ændrede Tinglysningsretten afgørelsen, så skødet blev tinglyst med frist til fremsendelse af en fuldmagt, der opfyldte kravene i TL § 49 b og adgangsbekendtgørelsen § 6 og § 7. Kærende anførte, at skødet kunne tinglyses endeligt med den foreviste fuldmagt. VL stadfæstede afgørelsen, idet VL - af de grunde, der var anført af Tinglysningsretten - tiltrådte, at de kærende ikke på grundlag af generalfuldmagten kunne have krævet, at skødet blev tinglyst, idet fuldmagten alene kunne anvendes til udarbejdelse af en tinglysningsfuldmagt.

FM 2017.144 VLK: Da omfanget af en fuldmagt ville blive udvidet, kunne tinglysningsfuldmagt ikke underskrives i henhold til fuldmagt i tinglyst servitut

Ejer af en ejendom, E, pålagde ejendommen en servitut, hvorefter to advokater, F, fik fuldmagt til, med virkning for dem selv og samtlige kommende ejere, at underskrive fremtidige privatretlige og offentligretlige servitutter. I henhold til servitutten kunne F underskrive tinglysningsfuldmagt. I august 2016 blev servitutten tinglyst, og den havde en gyldighedsperiode på 5 år. Ejerlejlighederne var solgt i november 2016, og der blev fra en ny ejer fremsendt en tinglysningsfuldmagt, underskrevet i henhold til fuldmagt givet til F af E. Tinglysningsretten afviste at registrere tinglysningsfuldmagten, da F nu udstedte fuldmagt til sig selv med et videre omfang end det fremgik af servitutten. Efter tinglysningsrettens opfattelse måtte TL § 49 b medføre, at E ikke kunne udstede en fuldmagt, som senere kunne bruges til at underskrive fuldmagt fra andre og senere ejere af ejendommen. VL fandt, at den indsendte fuldmagt med den senere køber som fuldmagtsgiver ifølge fuldmagtens indhold bemyndigede advokatfirmaet, P, til som fuldmægtig at foretage alle dispositionstyper, som var anført i fuldmagtsblanketten. Da den indsendte tinglysningsfuldmagt således gik videre i sin bemyndigelse, end hvad der fulgte af servituttens bestemmelser, tiltrådte VL allerede af denne grund, at registreringen af fuldmagten var afvist som sket

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

09-10-17