Særeje

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Særejeformer

Særeje og gæld

Tidsbegrænsninger og betingelser

Indtægter og surrogater

Specifikation

Tredjemandsbestemt særeje

Ændring eller ophævelse af særeje

Overgangsregler

Særeje i relation til afgift af dødsboer og gaver

Formkrav til ægtepagter  

Notering af særeje

Fortolkning af ægtepagter

Aftaleretlig ugyldighed

Statistik

Oversigt over fejl og forglemmelser ved særejereformen


Retsregler

Lovforslag L 233 af 19.04.1989 med bemærkninger

Lovforslag L 23 af 10.10.1989 med bemærkninger

Uddrag af bemærkningerne til særejereformen 1990

Lov nr. 396 af 13.06.1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.

Retsvirkningsloven

Betænkninger

Betænkning om ægteskabets retsvirkninger (II nr. 415/1966).

Betænkning nr. 3 (716/1974) afgivet af ægteskabsudvalget af 1969 p. 17-22

Bøger 

Ernst Andersen i Familieret 3. udg. 1971 p. 85

Noe Munck i Familieret 2. udg. 1986 p. 399 f.

Svend Danielsen og Mogens Hornslet i RVL-kommentar 2. udg. 1986 p. 222 ff.

Taksøe-Jensen i Person-, Familie- og Arveret 1987 p.114 og 143 f.

Noe Munck i Familieret, 4. udg., 1996, p. 355-401

Susan Fürst og Finn Taksøe-Jensen: Tillæg 1996 til Arveretten, p. 7-17.

Noe Munck og Finn Taksøe-Jensen: Særeje. Nye særejeformer og deres betydning ved generations skifte. GadJura, marts 1996. Anmeldt af Linda Nielsen i UfR 1996 B.390-392 og af Anja  Cordes og Sys Rovsing Koch i ADV 1996.207-210.

Henrik Dam: Ægtepagter, 1997, 300 sider, DJØF

Hans Viggo Godsk Pedersen: Familie- og arveret, 5. udg., 2000, FSR   p. 24-38. 3. udg. 1996 er anmeldt af Linda Nielsen i UfR 1996 B.425-426

Linda Nielsen og Jesper Vorstrup Rasmussen i Familieretten 3. udg., 2001, p. 129-174

Irene Nørgaard: Formueordninger mellem ægtefæller efter gennemførelsen af særejereformen i 1990 - særligt om ægtefællers indbyrdes aftalemuligheder, 1. udg., nov. 2001, 443 sider, DJØF. Anmeldt af Sys Rovsing Koch og Jørgen U. Grønborg i TFA 2002.159-163, af Torsten Iversen i UfR 2002 B.421-425 , af Henrik Dam, Rasmus Kristian Feldthusen og Finn Taksøe-Jensen i UfR 2002 B.426-434: Særeje - hver er vi nu?, og af Peter Lødrup i Lov og Rett 2002.520-524. Se oversigt over Irene Nørgaards fortolkning af særejereformen i 1990.

Irene Nørgaard i Familieret, 5. udg., 2003, p. 363-406

Linda Nielsen: Familieretten, 4. udg., 2006, p. 155-196

Linda Nielsen i Skilsmisseret 2008 p. 219-259

Artikler

Jørgen Trolle i JUR.1966.169-172: Det nye udkast til lov om ægteskabets retsvirkninger.
O. A. Borum i UfR 1966 B.142-144: Betænkningen om ægteskabets retsvirkninger.
Jørgen Trolle i UfR 1975 B.64-65: Bemærkninger til ægteskabsudvalgets betænkning 1-6.
H. Funch Jensen i JUR.1975.141-148: Ægteskabsudvalgets betænkninger 1-4.
O. A. Borum i UfR 1978 B.221-224: Formuefællesskabet og betænkning nr. 716/1974. (Et kritisk over for indførelse af skilsmissesæreje)

Christian Trønning i UfR 1988 B. 92-94.

Niels Kahlke i Fagl. Nyt 1990.129-130
Ole Theut i ADV 1990.348-350: Ægtepagt - hvad så?
Chr. Bojsen-Møller og Anne Worm-Petersen i R&R nov. 1990 p. 61-64: Skilsmissesæreje
Jens Pontoppidan i ADV 1990.432: De nye særejeregler
Povl Holm-Jørgensen i ADV 1990.460-461
Grethe Laursen i ADV 1991.51-52
Skarrildhus 1990.60-66
Irene Nørgaard UfR 1991 B.139-142
Dorrit Sylvest Nielsen i R&R 8/1991 p. 58 ff.
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1992.151-152: Nye muligheder ved koncipering af testamenter og ægtepagter
Lene Hjorth Larsen i ADV 1992.232: Særejereformen
Finn Taksøe-Jensen og Jesper Vorstrup Rasmussen i UfR 1992 B.421-427: Nye særejeformer. Kombinationssæreje, et Columbusæg
Kim Henningsen i ADV 1993.5-6: Kombinationssæreje med tidsbegrænsning af skilsmissesærejet
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1993.41-42: Skal de fleste ægtepar virkelig overveje at få særeje?
Torben Lund i ADV 1993.69: Særeje - reform eller reces?
Henrik Dam i UfR 1993 B.159-166: Krav til beskrivelse af genstande i ægtepagter
Finn Thomsen i ADV 1993.90-91: Rapport fra en gulvspand
Henrik Dam i ADV 1993.106-107: Kombinationssæreje - "kontraktsyge" eller advokatansvar
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1993.136-137: Nyt om særeje og testamentskoncipering
Irene Nørgaard i Lov & Ret nr. 7/1993 p. 20-22: Arveret og pensionsskatteret på kollisionskurs.
F. Bang-Olsen i ADV 1993.216: Tvangsarveret i forhold til kombinationssæreje.
Henrik Dam i ADV 1993.217-218: Om kombinationssæreje og tvangsarveret.
Finn Taksøe-Jensen i UfR 1993 B.340: Familieformueret
Henrik Zahle i UfR 1993 B.348: Familiens formue
Marianne Christensen og Otto Pedersen i ADV 1994.21-23: Mere om "kombinationssæreje"
Finn Taksøe-Jensen i ADV 1994.33-35: Særeje, testamenter, gave- og arveafgift, generationsskifte. Status pr. d. 25.01.1994 efter de seneste nyheder.
Aage Michelsen i TfS 1994.357: "Kombinationssæreje" som generationsskiftemodel.
Munksgaard Nielsen i Personforsikringsjura, 1994, p. 47-49
Jesper Vorstrup Rasmussen i Juridisk Formularbog, 14. udg. 1994, p. 44-45
Jørgen U. Grønborg i Lov & Ret, marts 1995, p. 11-13
Henrik Dam og Finn Taksøe-Jensen i UfR 1995 B.201-206: Hvornår gæld er særeje. Et spejlbillede af reglerne om aktiverne eller noget andet?
Irene Nørgaard i UfR 1996 B.374-379: Ægtefællers testationskompetence - efter særejereformen 1990.
Irene Nørgaard i UfR 1997 B.297-305: Særejereformen fra 1990 - særligt med henblik på det såkaldte anpartssæreje.
Marianne Jybæk i ADV 1998.38: Skilsmissesæreje - pas på!
Lars Grøngaard og Noe Munck i R&R nr. 7/2000 p. 15-19: Særeje og rådgiveransvaret.
Henrik Dam i Festskrift til Inger Dübeck, 2003 p. 205-228: Lovvalg for ægtepagter.
Marianne Holdgaard i UfR 2005 B.153-161: Tredjemandsbestemt særeje - ægtefællernes mulighed for at etablere fælleseje.
Charlie Karlsson i Rettid 2008: Regulering af sammenblandede formuearter med særligt henblik på lovligheden af anpartssæreje 
Eigil Lego Andersen i ET nr. 3/2009 p. 201-224: Juraens aktører og processer. (Indeholder en kritik af begrebet fuldstændigt særeje)
Rasmus Kristian Feldthusen og Anne Kjærhus Mortensen i TFA 2013.307-316: Om ægtepagter og ugyldighed (Forfatterne diskuterer spørgsmålet, om en ægtepagt skal erklæres for ugyldig, når en eller begge parter ved oprettelsen har viden om en bestemt aktualitet knyttet til ægtepagtens retsvirkninger. I artiklen behandles tre situationer: konkurs, forestående separation samt forestående død)
Tobias Triton Frost i TFA 2013.558-562: Ægtepagten som dødslejegave. (Antager, at ægtepagter oprette på dødslejet kan tilsidesættes som dødslejegaver)


Tidsbegrænsninger og betingelser, jf. RVL § 28, stk. 2.

Særeje kan nu tidsbegrænses. Der kan derimod ikke etableres tidsbegrænset fælleseje, jf. ordlyden i RVL § 28, stk. 2, Familieretten p. 183, Særeje p. 103, Familieret 5. udg. p. 376-377 og Formueordninger p 166. 

Der kan heller ikke etableres kombinationssæreje med tidsbegrænsning af skilsmissesærejet, således at der f. eks. efter 5 år bliver fælleseje med fuldstændigt særeje for længstlevende, dvs. dødsfaldssæreje, jf. Kim Henningsen i ADV. 1993.5-6 og Formueordninger p 167-169.

UfR 2004.1364 VLK: Der fandtes ikke i RVL § 28 hjemmel til ved ægtepagt at aftale tidsubegrænset dødsfaldssæreje kombineret med en tidsbegrænsning af skilsmissesærejet. Bil- og Personbogens afvisning af ægtepagten blev derfor stadfæstet.

Skal særejet tidsbegrænses i f. eks. 10 år, bør det fremgå af ægtepagten, at de 10 år skal regnes fra oprettelsen, og ikke fra vielsen eller fra tinglysningen, idet ophørsdatoen straks skal kunne angives, jf. Ægtepagter p. 106 og Særeje p. 104. Det er naturligvis også muligt at anføre, at særejet bliver fælleseje på en bestemt fremtidig dato. Man kan f. eks. i ægtepagten skrive: Skilsmissesærejet skal tidsbegrænses indtil den 28.05.2018, hvorefter det bliver fælleseje, medmindre der forinden foreligger bosondring, separation eller skilsmisse eller en af parterne er død.

En gennemgang af 826 ægtepagtsbestillinger på Minadvokat.dk i perioden 2006-2010 viser, at 47 ægtepar eller 5,7% ønskede at tidsbegrænse særejet. 14 ægtepar ønskede, at særejet blev fælleseje efter 10 år, og 9 ægtepar ønskede, at særejet blev aftrappet til fælleseje over 10 år. 6 ægtepar ønskede, at særejet blev fælleseje efter 5 år, og 6 ægtepar ønskede, at særejet blev aftrappet til fælleseje over 20 år

Der kan heller ikke etableres "optrapningssæreje", dvs. brøkdelssæreje, hvor fællesejebrøken bliver langsomt mindre. Der kan ikke etableres optrapning fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje, jf. Irene Nørgaard i UfR 1997 B.298 og Familieret p. 183 og Formueordninger p. 167-169, men cfr. Særeje p. 103 og Ægtepagter p. 105.

Det er fast antaget, at der ikke kan etableres hverken suspensivt eller resolutivt betingede særejeordninger, som f. eks:

  1. særeje, så længe ægtefællerne er barnløse. Denne betingelse er gyldig i Norge, jf. den norske lov om ekteskap § 42, stk. 2
  2. særeje, indtil ægtefællerne får fælles bopæl
  3. særeje, indtil ægtefællerne påbegynder en påtænkt fælles virksomhed
  4. særeje, så længe begge ægtefæller har erhvervsarbejde
  5. skilsmissesæreje, så længe manden måtte være insolvent.
  6. særeje, dersom hustruen er utro.
  7. skilsmissesæreje, der bliver fuldstændigt særeje, såfremt ægtefællerne dør samtidigt, og udelukkende efterlader sig fællesbørn.
  8. særeje, som bliver fælleseje for den, der ønsker separation eller skilsmisse

jf. bet. 3. 1974 p. 19-20, Noe Munck i Familieret 4. udg.  p. 382, Særeje p. 105-110 og Formueordninger p 169-171.

Ægtefæller kan godt give hinanden betingede gaver, jf.

TFA 2010.433 VLK: M, der var fra Bagsværd, og H, der var fra Thailand, oprettede inden vielsen ægtepagt om rent fuldstændigt særeje. I ægtepagtens § 2 overdrog M Bølgebryder 2010-obligationer til en nom. værdi på 40.000 kr. som gave til H, når og hvis H fik dansk CPR-nummer. Tinglysningsretten afviste lysning af § 2, da bestemmelsen omfattede fremtidige betingede gavedispositioner. VL fandt, at det var gaven, og ikke særejet, der var gjort betinget, og da betingelsen ikke havde en sådan ubestemt karakter, at den var til hinder for tinglysning, blev afvisningen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling 

TFA 2011.21 VLK: M havde ved gaveægtepagt overdraget sin virksomhed til H betinget af, at virksomhedsoverdragelsen var i overensstemmelse med skattemyndighedernes krav, jf. KSL § 26 a om succession mellem ægtefæller. Var denne betingelse ikke opfyldt ved overdragelsen pr. 01.01.2010, skulle overdragelsen betragtes som ikke foretaget, med den virkning, at M som hidtil videreførte virksomhedsskatteordningen. Tinglysningsretten afviste lysning. VL fandt, at betingelsen ikke var af en sådan ubestemt karakter, at den var til hinder for tinglysning.

Hvis en ægtepagt indeholder en ulovlig betingelse, må hele ægtepagten som udgangspunkt anses for ugyldig, og den bør derfor afvises i sin helhed, jf. Særeje p. 106-110, Familieret 4. udg. p. 385-387 og Familieretten p. 159-160. Hvis det efter en samlet vurdering med sikkerhed kan lægges til grund, at ægtefællerne ville have opretholdt ægtepagten, selv om der skal ses væk fra den ulovlige betingelse, kan man nøjes med at anses betingelsen for ugyldig (partiel ugyldighed). Det samme gælder betingelser, som ikke er indeholdt i selve ægtepagten.

UfR 1988.462 HKK: Ægtepagt, hvorefter et beløb på kr. 200.000, som hustruen før ægteskabets indgåelse havde investeret i en fast ejendom, skulle være hustruens særeje, medens ejendommen i øvrigt skulle være fælleseje, skulle alene være gældende i 15 år. Alle 3 instanser afviste lysningen af tidsbegrænsningen, men lyste den resterende del af ægtepagten.

UfR 1996.302 VLK (Fagl. Nyt 1996.52): Ægtepagt oprettet af et ægtepar i Odense indeholdt bestemmelse om, at en aktiepost på nom. 250.000 kr. skulle tilhøre M som skilsmissesæreje på betingelse af, at M ved separation eller skilsmisse betalte H 50% af aktiernes kursværdi efter fuld skattepassivering, dog max. 1.000.000 kr., som skulle pristalsreguleres. Beløbet skulle forrentes med procesrente og afdrages over 5 år. VL tiltrådte, at der til ægtepagtens bestemmelse om skilsmissesæreje var knyttet en sådan betingelse, at tinglysning af ægtepagten ikke kunne finde sted.

Det er fast antaget, at trediemand fortsat må kunne indsætte betingelser for ophævelse af særejet, f. eks. når arvingen er fyldt 55 år, når ægteskabet har varet i mindst 10 år, eller når der i ægteskabet er kommet fællesbørn, jf. Linda Nielsen i Familieformueretten p. 223, Familieretten p. 171, Særeje p. 145 og Formueordninger p  284-285.

Såkaldte "skuffeforbehold" har landsretten i visse tilfælde anset for at være ugyldige, jf. Familieret 5. udg. p. 404-406. og Familieretten p. 186-187.

UfR 1971.194 ØLD: M, som var arkitekt, havde ved ægtepagt overført en villa, en grund, en Opel og div. løsøre fra sin bodel til H's særeje. Særskilt aftale om, at tinglysningen af ægtepagten ikke skulle have virkning mellem parterne, såfremt uoverensstemmelserne mellem disse førte til ægteskabets opløsning, fandtes ikke bindende, da der savnes hjemmel til at fastsætte forbehold eller betingelser for ægtepagtens gyldighed mellem parterne. Selve gaveægtepagten var gyldig, og der blev således statueret partiel ugyldighed, Jørgen Nørgaard i JUR 1971.338, Familieret p. 385 f., Familieretten p. 161 og Særeje p. 109. Det er ikke uden videre givet, at en fremtidig retssag vil få et tilsvarende udfald. Såfremt sagen procederedes på proforma (og ikke på en ugyldig betingelse - partiel ugyldighed), kan man i lighed med den norske højesteretsdom i RT 1990.206 nå frem til, at hele ægtepagten kan tilsidesættes som proforma (total ugyldighed), se Holmøy og Lødrup s. 250-253, Kirsti Strøm Bull, Avtaler mellom ektefeller, 1992 s. 73-77, samt omtalen hos Ingrid Lund-Andersen i TfR 1992. 287-288 og i Formueordninger p 202-205.

ØLD af 20.06.1989 (10. afd. 384/1988): Aftale om, at særejeophævelsesægtepagt ikke skulle være gældende, hvis ægteskabet begæredes opløst af H, fandtes at være ugyldig som stridende mod RVL § 28 og §§ 35-37. Ikke grundlag for at tilsidesætte ægtepagten, hverken efter AFTL §§ 30 eller 36 eller på grund af urigtige eller bristende forudsætninger. Afgørelsen er refereret og kritiseret af Irene Nørgaard i Formueordninger p.274-278 og i Familieret 5. udg. p. 405-406.


3. Indtægter og surrogater.

RVL § 28, stk. 3. En aftale efter stk. 1 omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele, medmindre andet er bestemt i aftalen.

Indtægter af særeje er som deklaratorisk regel fra d. 01.10.1990 særeje af samme type som moderaktivet, jf. RVL § 28, stk. 3. Hvis en personligt ejet erhvervsvirksomhed er f. eks. mandens særeje, medens der i øvrigt er fælleseje i ægteskabet, må RVL § 28, stk. 3 fortolkes således, at den overskudsandel, der kan henføres til mandens personlige arbejdsindkomst i virksomheden, må være fælleseje, da der ikke er tale om en indtægt af særejet, men om en arbejdsindkomst, jf. Særeje p. 114. Se dog TFA 2015.79 VLD, hvor det blev antaget, at indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt.

Det kan godt aftales, at surrogater for særeje skal være fælleseje, jf. Ingrid Lund Andersen og Irene Nørgaard i Familieret, 1. udg. 2009, p. 151, 2. udg., 2012 p. 145 og Linda Nielsen i Skilsmisseret, 1. udg., 2008, p. 251 og i Familieretten, 6. udg, 2012 p 161.. Det kan derimod ikke aftales, at surrogater af fælleseje skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, jf. Særeje p. 110-111, Familieretten 6. udg., 2012, p. 161, Familieret 3. udg. p. 387 note 95, 4. udg. p. 381, 5. udg. 381 og Formueordninger p. 107.

TFA 2000.361 VLD (FM 2000.99 VLD): M og H havde i ægtepagt af 28.09.1986 aftalt, at de aktier, som M ejede ved ægteskabets indgåelse d. 25.10.1986 i G A/S, lige som de aktier, som M under ægteskabet erhvervede i G A/S, stedse skulle være M's særeje. I øvrigt skulle der være formuefællesskab i ægteskabet. M købte i dec. 1989 af sine forældre nom. kr. 550.000 aktier i G A/S til kurs 65 (skattekursen) eller for en købesum på i alt 357.500 kr., som blev berigtiget ved, at M optog et banklån. Kursen udgjorde på basis af selskabets indre værdi 384,45. Antaget af Retten i Silkeborg, at der i så overdragende grad var tale om en gave, at aktierne i henhold til ægtepagten måtte anses for lovligt vedtaget særeje. VL stadfæstede. Komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 127-129.

Det er drøftet i teorien, om det kan aftales, at surrogater for skilsmissesæreje (og kombinationssæreje) skal være fuldstændigt særeje. Dette antages i Familieretten 3. udg. p. 164, af H. C. Abildtrup i UfR 1991 B. 215, i Særeje p. 111 og i Ægtepagter p. 99, men ikke af Irene Nørgaard i UfR 1991 B.139, i Familieret 5. udg. p. 381-382 og i Formueordninger p. 109-111. Til støtte for det første synspunkt kan der henvises til motivernes programudtalelse om aftalefrihed, hvor andet ikke er fastsat. Til støtte for Irene Nørgaards standpunkt kan anføres, at en sådan aftale giver ejerægtefællen mulighed for vilkårligt at forøge det fuldstændige særejes omfang - eksempelvis umiddelbart forinden den anden ægtefælles død.

Det kan f. eks. godt aftales, at indtægter af fælleseje skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje, jf. Familieretten p. 189 og Formueordninger p 158-159, eller at indtægter af skilsmissesæreje skal være fuldstændigt særeje.

UfR 1946.179 ØLD: H havde i 1938 solgte et klaver og et soveværelsesmøblement, som tilhørte hende som særeje ifølge ægtepagt, og anvendt provenuet på 650 kr. til udbetalingen på en ejendom i Husum, som kostede 4.500 kr. M døde i 1945. H fik medhold i, at ejendommen tilhørte hende som særeje, uanset at afdragene på pantegælden var betalt med fællesejemidler.

UfR 1983.789 VLD: Ejendom i Hjørring var H's særeje, da denne i det væsentlige var erhvervet for H's særejemidler, og det alene har været af formelle grunde, at M stod som medejer.

TFA 2000.100 VLD: H fik ikke medhold i, at ejendom med friværdi på 1,5 mio kr. var fælleseje, idet det fandtes godtgjort, at ejendommen i alt fald i overvejende grad var erhvervet for midler af M's særeje.

TFA 2000.428 ØLD: H havde i 1960 arvet 314.128 kr som særeje ifølge faders testamente. H indgik ægteskab med M i 1992. M bestemte i testamente i 1992, at hans særbarn S alene skulle arve sin tvangsarv, hvis han ikke samtykkede i, at H kunne sidde i uskiftet bo. M døde d. 21.09.1995. Antaget, at H's værdipapirbeholdning på 2,7 mio kr. og en konto i Den Danske Bank var H's særeje. H havde i 1963 erhvervet halvpart af ejendom med 72.000 kr. i udbetaling for særejemidler. H havde efterfølgende betalt afdrag, forrentning og drift af ejendommen med fællesejemidler, og der var således sket en sådan sammenblanding, at hendes andel på 557.500 kr. helt eller delvis ikke kunne anses som særeje, ligesom en eventuel særejeandel ikke var påviselig. (Dommen er i strid med princippet om, at et aktiv ikke efterfølgende skifter status. ØL tog ikke stilling til, om indtægterne af særejet var fælleseje også efter d. 01.10.1990, og ej heller til, om der var opstået anpartssæreje.). Dommen er komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 115-116.

TFA 2003.314 VLD (FM 2003.190 VLD): Ifølge ægtepagt fra 1993 var Opel Rekord H's særeje. Rekorden blev i 1993 taget i bytte for 38.000 kr ved køb af Opel Omega for 106.000 kr. Denne Omega blev i 1999 - efter af være blevet istandsat for 20.000 kr. - taget i bytte for 27.850 kr. ved købet af en ny Peugeot 206 for 141.850 kr. På baggrund af den sammenblanding af særejemidler og fællesbomidler, der således var sket, tiltrådtes det, at der ikke var grundlag for at holde Peugeoten uden for delingen af fællesboet. Som følge af den begrænsede andel af Peugeotens værdi, der hidrørte fra den bil, der blev givet i bytte, samt den værdiforringelse, der senere var sket, var der ikke grundlag for at tilkende H et nominelt vederlagskrav på 38.000 kr, subsidiært 27.850 kr.

TFA 2007.370 ØLD: M og H oprettede før vielsen i 1975 en ægtepagt, hvorefter bl.a. en sparekassebog i SDS med 38.581 kr. blev gjort til H's særeje, ligesom indtægter af særejet, og hvad der trådte i stedet for særejet også blev gjort til særeje. I øvrigt skulle der være almindeligt formuefællesskab mellem parterne. I 1980 købte H obligationer for penge fra sparekassebogen. De blev indlagt i et depot. M døde d. 05.08.2003. Depotet havde ved bobehandlingens begyndelse et indestående på 2.699.245,62 kr. M's særbarn S påstod, at værdierne i depotet ud over 550.000 kr. ikke var H's særeje, men skulle indgå i fællesboet. Parternes tidligere revisor havde beregnet, at depotet maksimalt burde kunne vokse til 750.000 kr. med fradrag af 200.000 kr. i skatter, medmindre der var tilført midler udefra. Ballerup skifteret fandt det ikke bevist, at hele indeståendet på depotet var H's særeje. Særejets andel af depotet blev fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr. S's påstand under anken lød på, at depotet ud over 588.581,27 kr. skulle være fælleseje. ØL henviste til, at der ikke forelå oplysninger om udviklingen i indeståendet fra 1975 og indtil, at midler fra denne konto i 1980 blev anvendt til etablering af værdipapirdepotet. Ej heller forelå der oplysninger om udviklingen i depotet for årene forud for 1983. Endvidere havde der ikke været ført en særskilt afkastkonto. Under disse omstændigheder og henset til revisorerklæringerne fandtes det ikke godtgjort, at de midler, der var bundet i depotet, kunne henføres til H's særeje i videre omfang end påstået af S.

TFA 2010.600 VLD: M's forældre forærede i 1999 ved gavebrev M 275.000 kr. til køb af en andel i en revisionsvirksomhed, og de bestemte, at gaven skulle være M's skilsmissesæreje. Beløbet blev d. 29.09.1999 overført til en M tilhørende budgetkonto i BG Bank, der blev anvendt som M og H's fælleskonto, og hvor der i forvejen indestod ca. 278.500 kr. M hævede d. 01.12.1999 260.000 kr., som blev anvendt til køb af anparter i et holdingselskab, der ejede en del af revisionsvirksomheden. Under skifte efter M og H's skilsmisse bestred H, at anparterne var M's særeje, og M indledte herefter et anerkendelsessøgsmål. Retten i Esbjerg fandt det ikke godtgjort, at M's anparter var særeje. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte, at beløbet var ydet M som en gave, der skulle anvendes som virksomhedsindskud, og som skulle være hans skilsmissesæreje. Da der kun forløb en kort periode fra gavens indsættelse på kontoen, til der blev udskilt et modsvarende beløb, der blev anvendt til køb af anparterne, og da indeståendet i hele perioden havde oversteget 275.000 kr. væsentligt, var det godtgjort, at særejet var i behold på kontoen d. 01.12.1999, hvor der blev hævet 260.000 kr., og at dette beløb udgjorde M's særeje. H skulle derfor anerkende, at anparterne tilhørte M som særeje.

UfR 2015.3857 HD (TFA 2015.682/1 HD, HD af 18.08.2015, ØLD af 24.06.2014 (B-2146-13): H havde ikke godtgjort, at nogen del af hendes halvpart af huset var erhvervet for særeje.

M og H købte pr. d. 01.12.2001 en ejendom i lige sameje for 2.840.000 kr. Ved købsaftalens underskrift betaltes 190.000 kr., som blev trukket d. 14.09.2001 på boligskift-konto, som gik i minus med dette beløb. H indsatte d. 19.11.2001 800.000 kr. på samme konto. Beløbet var a conto arv efter H's far, som i testamente havde bestemt, at arven skulle være fuldstændigt særeje. D. 30.11.2001 blev der yderligere indsat 2.260.634,43 kr., som hidrørte fra et lån, der blev optaget ved købet af ejendommen, og samme dag blev der udstedt en check pa 2.650.000 kr. i forbindelse med deponering af restkøbesummen. I 2003 blev huset ombygget for ca. 1,8 mio kr. Der blev i 2003 indsat 830.000 kr. på H's arvekonto. Skifteretten i Helsingør fandt det godtgjort, at samtlige midler til finansiering af købet og ombygningen hidrørte fra H's arv på 2,6 mio. kr, og gav H medhold i, at H's halvdel af ejendommen var hendes særeje. ØL lagde til grund, at betalingen skete med et realkreditlån på 2.260.000 kr. og 580.000 kr. hidrørende fra H's arv. Det var ikke godtgjort, at differencen mellem a conto arven pa 800.000 kr., der blev indsat på boligskift-kontoen, og de ovennævnte 580.000 kr., der utvivlsomt medgik til betaling af ejendommen, tillige var anvendt til købet af ejendommen. Allerede af denne grund kunne H's andel af ejendommen, der blev erhvervet for en samlet købesum af 2.840.000 kr., ikke anses for for størstedelens vedkommende at være erhvervet af hendes særejemidler og tilhørte hende derfor ikke som særeje. HR fandt, at spørgsmålet om særeje skulle afgøres efter forholdene ved ejendommens erhvervelse. Den senere ombygning i 2003/04 og finansieringen heraf kunne ikke ændre aktivets formuestatus. HR fandt, at det henstod som uklart, om overførslen af 800.000 kr til boligskift-kontoen helt eller delvist skulle betragtes som en investering af hendes særejemidler eller et udlæg, som skulle tilbagebetales af parternes fælles midler, ligesom det var uklart, i hvilket omfang der senere var sket tilbagebetaling. H havde herefter ikke godtgjort, at nogen del af hendes halvpart af huset var erhvervet for særeje. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til, om H's halvpart kunne have været særeje for hende, hvis hun havde godtgjort, at kontantbehovet efter låneoptagelse ved købet af hendes halvpart, ca. 20 % af købesummen, svarende til ca. 290.000 kr., var blevet finansieret ved investering af hendes særejemidler. Komm. af Irene Nørgaard i TFA 2015.496-500: En perspektiverende kommentar i anledning af en vigtig højesteretsdom

TFA 2015.79 VLD: Ved indgåelse af ægteskab oprettede M og H i 1998 en ægtepagt, der gjorde ejendommen B til M's skilsmissesæreje. Endvidere skulle indtægter af særejet, samt hvad der måtte træde i stedet for, også være skilsmissesæreje. M arvede et jordstykke A på 2,7 ha og tilkøbte endvidere for en del af den øvrige arv et stykke jord på 1,6 ha. Arven var ikke gjort til særeje, og det tilkøbte areal var derfor omfattet af fællesboet. Retten i Randers fandt, at M ikke havde godtgjort, at der var sket en sammenblanding af særejet og fællesejet, der gjorde adskillelse umulig. Efter ægtepagtens formulering var der ikke grundlag for at anse en traktor købt i 2006 for omfattet af M's skilsmissesæreje, og det var heller ikke godtgjort, at den var erhvervet for særejemidler. Der var enighed om, at et maskinhus opført af M på særejeejendommen B for 147.500 kr. var M's skilsmissesæreje. Indtægt i form af arbejdsvederlag for drift af en virksomhed var omfattet af begrebet indtægt. Det var ikke bevist, at maskinhuset fuldt ud var opført for særejemidler og ikke i hvert fald til dels for fællesejemidler. Der blev derfor tillagt H et vederlagskrav på skønsmæssigt 100.000 kr., jf. RVL § 23, stk. 2. VL stadfæstede.


Ændring eller ophævelse af særeje.

RVL § 28 b. En ægtepagt kan ændres ved en senere ægtepagt.
Stk. 2. Der kan ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje.

En ægtepagt om særeje kan ikke aflyses, men alene ændres ved en ny ægtepagt, jf.

TFA 1999.125 VLK: M og H, der havde særeje i henhold til ægtepagt lyst d. 04.07.1990, oprettede i 28.09.1998 en tilbagekaldelseserklæring og begærede herefter ægtepagten aflyst uden retsafgift, jf. RAL § 41 d, stk. 2, nr. 1. Begæringen blev afvist på grund af manglende betaling af retsafgift. VL stadfæstede afgørelsen under henvisning til, at en ægtepagt kun kan ændres ved oprettelse af en ny ægtepagt, jf. RVL § 28 b, stk. 1, og at der skal betales retsafgift ved tinglysningen heraf. Der var ikke herved taget stilling til, om det foreliggende dokument kunne anses for en ophævelsesægtepagt.

TFA 2003.66 VLK: Ægtepar havde i indledningen til et gensidigt testamente erklæret, at der i ægteskabet var delvist fælleseje og delvist kombinationssæreje, dvs. skilsmissesæreje, som bliver fuldstændigt særeje for længstlevende. Testamentet begæredes lyst i personbogen som en ændring af tidligere ægtepagt. Testamentet havde ikke karakter af en ægtepagt, og landsretten tiltrådte, at testamentet ikke kunne lyses.

Tredjemandsbestemt særeje eller fælleseje kan fortsat kun ændres af ægtefællerne selv, dersom der er åbnet mulighed herfor i gavebrevet eller testamentet, eller gavegiver tiltræder ændringen, jf. RVL § 28 b, stk. 2, og Noe Munck i Familieret 4. udg. p. 383, Familieretten p. 194-195, Formueordninger p. 301 og Familieret 5. udg. p. 389-390. Se også Marianne Holdgaard i UfR 2005 B.153-161: Tredjemandsbestemt særeje - ægtefællernes mulighed for at etablere fælleseje.

Ændringen kan kun ske ved ægtepagt, jf. Formueordninger p 301, og eksempelvis ikke blot ved gavegivers efterfølgende skriftlige tilkendegivelse om, at særejegaven nu skal være skilsmissesæreje eller fælleseje, medmindre gavemodtager endnu ikke er gift.

Det må betragtes som stridende mod gavegivers eller arveladers bestemmelse, jf. RVL § 28 b, stk. 2, at ægtefællerne ved ægtepagt bestemmer, at tredjemandsbestemt skilsmissesæreje skal være fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje. Denne mulighed bør dog muligvis anerkendes i de tilfælde, hvor arven er blevet skilsmissesæreje i kraft af formodningsreglen i § 17 i ændringsloven, når arvingen kan påpege konkrete omstændigheder, der tyder på, at det ikke har været testators ønske, at arven skulle blive rent skilsmissesæreje, jf. Formueordninger p 302-303.

Ægtefællerne kan ikke ved gaveægtepagt overdrage en ejendom, der er særeje ifølge tredjemands bestemmelse, til den anden ægtefælle.  Det samme gælder formentlig en overdragelse til ægtefællen mod fuldt vederlag, se Linda Nielsen i  Familieretten p. 195 og Irene Nørgaard i Familieret p. 390.

Justitsministeriet kan i medfør af AL § 69 (fra 01.01.2008: AL § 92) om permutation meddele tilladelse til ændring af testamentarisk bestemt fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje. Er særejet bestemt ved gave, kan tilladelsen meddeles i medfør af AL § 69 analogt, jf. herom Anders Stoltenberg i UfR 1995 B. 232-234: Ændring af båndlagt fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje. Omtaler en sag, hvor justitsministeriet i 1994 har tilladt, at en båndlagt kapital på ca. kr. 2.000.000, som M havde arvet i 1944 og 1956 og fået som gave i 1945, ved ægtepagt blev ændret til skilsmissesæreje. Tilladelsen blev givet i medfør af AL § 69 om permutation vedr. arven og AL § 69 analogt vedr. den båndlagte gave.

Fagl. Nyt 1996.11 og Fagl. Nyt 1996.122: Justitsministeriets afgørelse af 11.09.1995 i sag 1995- 423-0051: M havde i 1968 arvet en ejendom i Odense som særeje i henhold til testamente oprettet i 1962. M havde været gift med H siden 1950, og der var i ægteskabet 2 fællesbørn født i 1951 og 1953. Ejendomsværdien var nu 880.000 kr., og M ansøgte om tilladelse til, at særejet ændredes fra fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje, således at H kunne sidde i uskiftet bo. Justitsministeriet tillod i medfør af AL § 69, at særejebestemmelsen blev fraveget, således at ejendommen tilhørte M som skilsmissesæreje, jf. RVL § 28 a, jf. § 28, stk. 1 nr. 1. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at M efter det oplyste ikke havde andre livsarvinger end fællesbørnene med H, og at forholdene siden testamentets oprettelse havde forandret sig væsentligt. Tilladelsen var betinget af fællesbørnenes samtykke.


7. Overgangsregler

Særeje etableret ved ægtepagt tinglyst før 01.10.1990 forbliver fuldstændigt særeje, medmindre der oprettes tillæg til ægtepagt efter 01.10.1990, jf. Formueordninger p 395 og Familieret 5. udg. p. 396.

Dette gælder også ægtepagter underskrevet før 01.10.1990, men tinglyst efter 01.10.1990, jf. Familieretten p. 190, Særeje p. 49 og Formueordninger p. 396, medmindre ægtepagten udtrykkeligt etablerer skilsmissesæreje, jf. Poul Holm-Jørgensen i ADV. 1990 p. 460.

Dom afsagt af Skifteretten i Vejle d. 22.08.2000 (BS 3/2000): M og H, der indgik ægteskab d. 15.09.1990, havde ved ægtepagt underskrevet d. 11.09.1990 og tinglyst d. 24.09.1990 aftalt, at alt, hvad de hver for sig ejede eller fremtidigt erhvervede, skulle tilhøre dem som særeje. M døde d. 28.08.1999 og efterlod sig foruden H et særbarn, som han ikke havde haft nogen kontakt med i ca. 15 år. M's formue udgjorde ca. 1,5 mio kr. og H's formue kr. 0. Antaget, at ægtepagten konstituerede fuldstændigt særeje, uanset at den var oprettet efter lovens vedtagelse d. 13.06.1990. Der var ikke holdepunkter for en antagelse om, at ægtepagten indeholdt en aftale om skilsmissesæreje.

Gaver givet inden 01.10.1990 må forblive fuldstændigt særeje, selv om overgivelsen først sker efter 01.10.1990, jf. Familieretten 3. udg. p. 169 og Særeje p. 49, cfr. motiverne p. 21 og Godsk Pedersen p. 26.

Der findes skønsmæssigt særejebestemmelser i ca. 76.000 testamenter oprettet før 01.10.1990, jf. Taksøe-Jensen og Vorstrup Rasmussen i UfR 1992 B. 423 note 12.

Disse skal som hovedregel forstås som skilsmissesæreje, jf. § 17 i ændringsloven (lov nr. 396 af 13.06.1990):

Bestemmelser om særeje i testamenter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder dog ikke, hvis testator er afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske bestemmelse er gjort uigenkaldelig.

§ 17 trådte ifølge ændringslovens § 16, stk. 1 i kraft d. 01.07.1990, hvilket må være en lapsus, jf. Jens Pontoppidan  i ADV 1990.432.

Formodningsreglen gælder både de tilfælde, hvor der i særejeklausulen er truffet bestemmelse om, at arvingen ved ægtepagt kan ophæve særejet (f. eks. efter det fyldte 55. år), og i de tilfælde, hvor der ikke er ophævelsesmuligheder.

U1: Andet fremgår af omstændighederne.

F. eks. hvor det af testamentet fremgår, at hensigten med særejeklausulen er at holde kapitalen på descendensens hænder.

U2: Testator død inden 01.10.1990

Gælder selv om arvefaldet udskydes som følge af, at længstlevende sidder i uskiftet bo.

Dersom ægtefæller har indsat særejeklausul i et fælles testamente, og den ene er død før d. 01.10.1990, medens den anden hensidder i uskiftet bo og dør efter d. 01.10. 1990, vil arven formentlig blive brøkdelssæreje med 50% fuldstændigt særeje (arven efter førstafdøde) og 50% skilsmissesæreje (arven efter længstlevende), jf. Særeje p. 50 og Ægtepagter p. 94. Se også Irene Nørgaard i Formueordninger p. 303, hvor der skal lægges vægt på, hvilke aktiver der falder i arv efter førstafdøde og efter længstlevende. En sådan sondring er efter min mening ikke mulig i praksis.

U3: Testamentet er gjort uigenkaldeligt.

Har testator fra d. 01.10.1990 og til sin død uafbrudt savnet testamentshabilitet, jf. AL § 51, og således været ude af stand til at ændre sit testamente, bliver arven formentlig fuldstændigt særeje, jf. Familieretten 3. udg. p. 168, Særeje p. 50 note 14 og Formueordninger p 301.

Alle, der før 01.10.1990 har oprettet testamente med særejeklausul, bør overveje at oprette en codicil, hvori det præciseres, om arven skal være skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje. Kun på denne måde kan testator være sikker på, at særejeklausulen bliver fortolket i overensstemmelse med testators ønske.

Måtte de pågældende testatorer ønske, at arven skal være skilsmissesæreje, bør de alligevel overveje at oprette en kodicil for at få præciseret, at arven dog skal være fuldstændigt særeje, dersom arvingen overlever sin ægtefælle (kombinationssæreje). Bestemmelsen i ændringslovens § 17 vil formentlig aldrig kunne føre til dette resultat.

Anvendes udtrykket "særeje" i ægtepagter, gavebreve, begunstigelsesklausuler eller testamenter oprettet efter 01.10.90, skal udtrykket som udgangspunkt fortolkes som skilsmissesæreje, jf. motiverne p. 21, hvor der udelukkende lægges vægt på ordlyden. Se også Formueordninger p. 302.

Smh. Familieretten p. 192-193 og Særeje p. 51 note 18, hvor det antages, at dansk rets almindelige fortolkningsregler vedrørende kontrakter og testamenter finder anvendelse - uanset motivudtalelsen.

Ved notartestamenter bør notaren gøre testator opmærksom på uklarheden, jf. Taksøe-Jensen: Tillæg til Arveretten p. 4 note 12.

Overgangsreglen i § 17 må finde analog anvendelse på særejebestemmelser i begunstigelsesklausuler i livs- og ulykkesforsikringer samt på kapital- og ratepensionskonti.

Der er ingen overgangsregler vedr. indtægter af særeje, RVL § 28, stk. 3. Der er dermed opstået et fortolkningsproblem i de tilfælde, hvor særejet er etableret før d. 01.10.1990, uden at der i særejebestemmelsen er taget stilling til indtægterne af særejet, jf. Særeje p. 112-113.

Irene Nørgaard antager i UfR 1991 B.139 f., i Formueordninger p. 159-161, og i Familieret 5. udg., 2003, p. 394-385, at indtægterne fortsat vil blive fælleseje. Grethe Laursen i ADV 1991 p. 52 er af samme opfattelse.

Linda Nielsen og Jesper Vorstrup Rasmussen antager i Familieretten 3. udg.  p. 169-170, at indtægter, der er faldet, eller er vedhængende ved lovens ikrafttræden, forbliver fælleseje, medens senere indtægter bliver særeje. Anitta og Hans Viggo Godsk Pedersen: Familie- og Arveret, 8. udg., sept. 2013 p. 70 note 89, H. C. Abildtrup UfR 1991 B. 216, Dorrit Sylvest Nielsen R&R nr. 8/1991 p. 62 f. og Henrik Dam i Ægtepagter p. 101 er af samme opfattelse.

UfR 2017.462/2 HD (TFA 2017.147 HD, HD af 03.11.2016): Ejendom E2 var særeje i sin helhed, da der var et gavemoment på 44,12% ved overdragelsen af E1 i 1978, og da provenuet  ved salget af E1 på 2.124.000 kr. blev anvendt ved køb af gården E2 i 1988 for 3.521.235 kr. Indtægterne af særejet var fælleseje - også indtægter indtjent efter d. 01.10.1990

I 1978 overdrog Hs mor en andel af ejendommen E1 i Randers til H med bestemmelse om, at den skulle være hendes særeje. Overdragelsessummen for E1 var 680.000 kr., hvoraf 300.000 kr. blev givet som gave. H solgte E1 i 1988 og købte samme år ejendommen E2 for 3.521.235 kr., og ægtefællerne var enige om, at en del af denne købesum (2.124.000 kr.) blev betalt med provenuet fra salget af E1. HR skulle herefter tage stilling til, om E2 i sin helhed var Hs særeje, eller om hun har et såkaldt anpartssæreje i denne ejendom. HR fandt, at ejendommen i sin helhed skal anses for Hs særeje. Hertil udtalte Højesteret bl.a., at det forhold, at en del af købesummen bestod af fællesejemidler, alene kunne give grundlag for et vederlagskrav efter RVL § 23, stk. 2, og således ikke for et såkaldt anpartssæreje. Heller ikke særejereformen i 1990, der bl.a. indførte mulighed for brøkdelssæreje, gav grundlag for at anerkende anpartssæreje. HR fandt, at indtægterne af E2, herunder også de indtægter, der var indtjent efter d. 01.10.1990 var fælleseje. Der var mellem parterne enighed om, at hvis HR lagde til grund, at indtægterne af E2 også efter d. 01.10.1990 er fælleseje, havde M et vederlagskrav på 3,5 mio. kr., hvilket VL havde fastsat efter en samlet skønsmæssig vurdering. HR stadfæstede herefter VLD dom. (8-1)


Særeje i relation til afgift af dødsboer og gaver.

Lars Grøngaard i SO nr. 5/1995 p. 186-192: Afgifter af arv og gave - nye regler pr. 1. juli 1995.
Skatteministeriet i TfS 1995.534: Boafgift og gaver.
Jesper Boesen i TfS 1995.564: Overgangsreglen i lov nr. 1119 af 21.12.1994 om ændring af AAL særligt med hensyn til gaver.
Helene Amsinck Boie og Kim Trenskow i ADV 1995.214-222: Nye regler om afgift af dødsboer og gaver pr. 01.07.1995.
Christian Bojsen-Møller i R&R nr. 10 1995 p. 71-74: Fra arveafgift til dødsboafgift.
Jens Anker Andersen, Helene Amsinck Boie og Kim Trenskow i ADV 1995.270-277: Mere om de nye bo- og gaveafgiftsregler.
Petersen og Skammelsen: Bo- og gaveafgift, okt. 1995. Anmeldt af Jørgen U. Grønborg i FM 1996.1-8.
Jørgen U. Grønborg i Fagl. Nyt 1995.208-223

Fra d. 01.01.1995 er ægtefællers formueordning uden betydning for gaveafgiften, jf. AAL § 44, stk. 4, som ændret ved lov nr. 1119 af 21.12.1994. AAL § 7 og § 21, stk. 4, 3. pkt. gælder ikke for gaver ydet i 1. halvår 1995, jf. AAL § 48, stk. 2. Ægtefæller er altid 2 givere, jf. Jørgen U. Grønborg i ADV 1995.68-69.: Lempelse af generationsskifteafgifter m.v. Det nye personprincip gælder også for gaver ydet efter d. 01.07.1995, jf. bemærkningerne til BAL p. 28.

Fra d. 01.07.1995 er gaver mellem ægtefæller afgiftsfri, jf. BAL § 22, stk. 3. Reglen gælder efter ordlyden også gaver mellem ikke samlevende ægtefæller og (i den oprindelige affattelse) fraseparerede ægtefæller, jf. Ove Lykke Zeimer i TfS 1995.461: Nye gaveafgiftsregler.

Fra d. 01.01.1997 gælder afgiftsfriheden alene gaver mellem ikke fraseparerede ægtefæller, jf. § 1, nr. 32 i lov nr. 1222 af 27.12.1996 om ændring af boafgiftsloven. Gaver mellem ikke samlevende ægtefæller må være afgiftsfri.

Fra d. 01.07.1995 er ægtefællers formueordning normalt uden betydning for bo- og tillægsboafgiften. Hver ægtefælle er en selvstændig arvelader med hver sit bundfradrag, jf. bemærkningerne til lovforslag L 254 af 04.05.1995 p. 35. Uudnyttet bundfradrag kan ikke overføres mellem ægtefællerne.


Fortolkning af ægtepagter

TFA 2006.86 ØLDPantegæld i ejendom skulle fordeles mellem ægtefæller i samme brøkforhold som ejendomsretten

M og H havde pr. d. 01.05.1999 købt en ejendom for 3,5 mio i ulige sameje, idet H ejede en andel på 83,5% og M en andel på 16,5%. De oprettede d. 11.06.1999 en ægtepagt, hvorefter 83,5% af den til enhver tid værende værdi af ejendommen skulle være H's fuldstændige særeje, og 16,5% af ejendommens til enhver tid værende værdi skulle være M's skilsmissesæreje. Parterne blev separeret d. 09.04.2003 og ejendommen blev solgt for 5,8 mio kr. med et nettoprovenu på 1.404.784 kr., som blev fordelt efter anparternes størrelse. H påstod M dømt til at betale 1.268.507 kr., idet hun gjorde gældende, at pantegælden på ca. 4,2 mio kr. skulle deles med 50% til hver. ØL frifandt M, idet ordlyden af ægtepagten måtte forstås således, at der henvistes til ejendommens friværdi. I overensstemmelse hermed skulle parterne i det indbyrdes forhold hæfte i samme brøkdelsbestemte forhold med hensyn til den ejendommen vedrørende gæld.

UfR 2014.2997/2 VLD (TFA 2014.417 VLD): Alle aktiver med tilknytning til to landbrugsejendomme var M's særeje

H og M, som blev gift i juli 2004, oprettede i juni 2004, i forbindelse med at M erhvervede halvdelen af moderens landbrugsejendom, en ægtepagt, hvori det bestemtes, at den ideelle halvpart af  landbrugsejendommen og en ejendom, som M i forvejen ejede, skulle være M's skilsmissesæreje, mens ægtefællerne i øvrigt skulle have formuefællesskab. Da M i 2007 erhvervede den anden halvpart, oprettedes der en ny ægtepagt, hvori det på samme måde bestemtes, »at den ideelle halvpart af landbrugsejendommen, matr. nr. . . . som jeg M nu overtager efter min mor ligeledes skal være mit skilsmissesæreje.« I 2009 ophævede ægtefællerne samlivet og i forbindelse med bodelingen opstod der uenighed om delingen af fællesboet, idet H gjorde gældende, at ægtepagterne skulle fortolkes på den måde, at det kun var selve ejendommene, der var M's særeje, idet driftsmidlerne, besætningen m.v. ikke var gjort til særeje, og at ægtepagterne skulle fortolkes indskrænkende, idet specifikationskravet ikke var opfyldt, og det var M og hans rådgivere, der havde formuleret ægtepagterne. M gjorde heroverfor gældende, at det var hele landbrugsvirksomheden som sådan og ikke kun de faste ejendomme, der ved ægtepagterne var gjort til særeje, og det var også sådan, at ægtefællerne havde opfattet ægtepagternes indhold. M fik medhold heri i Skifteretten i Hjørring. VL stadfæstede, idet det kunne lægges til grund, at det ved M's overtagelse af først den ene halvpart og senere den anden halvpart af landbrugsejendommene havde været et krav fra forældrene, at landbrugsejendommene skulle være hans særeje, således at han i tilfælde af skilsmisse kunne beholde ejendommene. Det kunne endvidere efter parternes forklaringer under sagen, ægtefælleskiftesagen og en tidligere ægteskabssag lægges til grund, at begge parter havde forstået ægtepagterne på den måde, at det var alle aktiver med tilknytning til landbrugsejendommene, som blev overdraget fra forældrene, der skulle være M's særeje.

TFA 2016.423 ØLD: Ægtepagt blev ikke tilsidesat som ugyldig, men blev fortolket i overensstemmelse med parternes hensigt.

M og H havde d. 23.12.2009 oprettet en ægtepagt, hvorefter de havde komboinationssæreje om alt, bortset fra H's ejendom, selskabet M ApS og selskabet H Aps, som fortsat skulle være i almindeligt formuefællesskab. H havde en betydeligt større formue end M. Ved oprettelsen af ægtepagten ejede H imidlertid ikke anparterne i H ApS, idet anparterne var ejet af et af H helejet holdingselskab. Retten i Helsingør og ØL lagde til grund, at det havde været parternes ønske, at værdierne af H's ejendom, M ApS og H ApS skulle være fælleseje, mens den øvrige formue skulle være skilsmissesæreje.  Da parternes hensigt var kendt, og da det var muligt at opgøre værdien af H ApS, var der ikke grundlag for at tilsidesætte hele ægtepagten som ugyldig, og ægtepagten måtte i stedet fortolkes i overensstemmelse med parternes hensigt. ØL bemærkede endvidere, at byretten burde have truffet afgørelse ved kendelse, da byrettens afgørelse omhandlede et spørgsmål, der var udskilt til særskilt behandling og således ikke afsluttede sagen, der også omhandlede andre påstande, jf. herved RPL § 253.

TFA 2017.215 ØLD: Ægtepagt, hvorefter hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse, skulle beholde alt, hvad denne ejer, var en gyldig ægtepagt om skilsmissesæreje. M frifundet for kompensationskrav.

M, født i 1947, og H, født i 1950, flyttede sammen i 2001 og blev gift i 2005. Før vielsen havde er oprettet ægtepagt om, at hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse, skulle beholde alt, hvad denne ejede. Ved dødsboskifte skulle alt, hvad der tilhørte længstlvende, forbeholdes denne. Retten i Svendborg fandt, at ægtepagten havde en ordlyd, der var tilstrækkelig klar, og var i overensstemmelse med ordlyden af RVL § 28. Det er ingen betingelse, at ordet særeje er nævnt i ægtepagten. Der var ikke i øvrigt grundlag for at tilside M havde ifølge H en formue på ca. 2,6 mio. kr. H havde ingen formue. Byretten frifandt M for kompensationskrav på 400.000 kr. og lagde vægt på, at H efter bevisførelsen ikke havde dokumenteret at have medvirket til anskaffelse af M's ejendele eller i væsentlig grad bidraget til M's formue. H's bidrag til husholdningen måtte anses for omfattet af RVL § 2. Efter parternes formueforhold, ægteskabets varighed og under henvisning blandt andet til, at H ikke var formuende, da hun i en moden alder indgik ægteskab med M, var der ikke grundlag for at yde hende særejekompensation efter ÆSKL § 67. ØL tiltrådte, at ægtepagten efter sit indhold gik ud på skilsmissesæreje, og der ikke var grundlag for at tilsidesætte denne. Landsretten stadfæstede frifindelse af M for kompensationskrav og lagde desuden vægt på, at M under ægteskabet havde optaget meget betydelige lån i sin ejendom med henblik på vedligeholdelse/forbedring af sin faste ejendom, køb af særlige forbrugsgoder, bilkøb og i et vist omfang også finansiering af løbende udgifter. Han havde også ladet ejendomsskatterne i ejendommen indefryse siden 2010. Denne betydelige forøgelse af likviditeten var også kommet H til gode under ægteskabet. M hæftede alene for lånene og de indefrosne ejendomsskatter.


Formkrav til ægtepagter.


Notering af særeje.


Statistik.

Antal tinglyste ægtepagter ifølge tinglysningsretten

1995 9.098
1996 8.911
1997 8.137
1998 8.109
1999 8.371
2000 8.901
2001 8.606
2002 8.486
2003 8.739
2004 9.838
2005 10.262
2006 18.839
2007 17.219
2008 12.265
2009 10.111
2010 9.700
2011 9.010
2012 8.797
2013 8.377
2014 8.415
2015 8.806
2016 8.648

Bent Halfdan Pedersen i UfR 1991 B.183-187 vedr. ægtepagter i praksis. I 1980'erne oprettedes 4-5.000 ægtepagter årligt. 57,9% var antenuptiale. 88,5% blev oprettet med advokatbistand. 7,9% af alle nygifte i 1987 og 1989 oprettede særejeægtepagt.

Der oprettedes i 1994 ca. 6.250 ægtepagter om særeje, hvoraf ca. 50% indeholdt bestemmelser om kombinationssæreje, jf. Særeje p. 36 og Ægtepagter p. 85 f.

Ifølge Henrik Dam i Ægtepagter p. 67 var 9,51% af de 1.693 undersøgte ægtepagter fra 1992 ugyldige.

En undersøgelse i april 2009 af 4.344 testamentsbestillinger i perioden 2006-2009 på Minadvokat.dk viser, at 711 ægtepar - eller 16,4% oplyser, at de har helt eller delvist særeje

En spørgeundersøgelse på www.familieadvokaten.dk i august 2916 omfattende 1.074 svar viser, at 24,7% oplyser, at de har helt eller delvist særeje.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

22-10-17