Særeje

Formkrav til ægtepagter.

Familieret, 3. udg., 2017, p. 177-180
Ægtepagter p. 201-223

Personlig underskrift

Godkendelse

Tinglysning

Udskrift af ægtepagter

Oversigt over ægtepagter, som tinglysningen er berettiget til at afvise.

Specielle formkrav gældende indtil d. 21.03.2011


Personlig underskrift

Ægtepagter skal indtil d. 01.01.2018 underskrives personligt, også af en umyndig. Samtykke fra værgen gives ved underskrift på ægtepagten, jf. RVL § 35.

Fra d. 01.01.2018 er det tilstrækkeligt, at begge ægtefæller har underskrevet ægtepagten digitalt, jf. ÆFL § 20: En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Skal en ægtefælles værge efter værgemålsloven give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den. I bemærkningerne til § 20 er anført: Som efter den gældende ordning kan ægtepagten underskrives digitalt.

Tinglyste ægtepagter, som er oprettet før d. 01.01.2018, og som ikke er underskrevet personligt, men alene digitalt i forbindelse med tinglysningen, vil fra d.01.01.2018 blive gyldige, jf. bemærkninger til ÆFL § 72: De foreslåede bestemmelser i kapitel 6 om oprettelse af ægtepagt svarer indholdsmæssigt til den gældende ordning efter retsvirkningslovens §§ 35, 37 og 49. Bestemmelserne i kapitel 6 kan derfor finde anvendelse på ægtepagter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden.

Personer, der har fået frataget handleevnen, jf. VML § 6, kan som hovedregel kun oprette ægtepagt med værgens tiltrædelse. Hvis ægtepagten udelukkende er til fordel for for den umyndige, kræves der ikke værgesamtykke. Det kan f. eks. være ægtepagter, der gør den umyndiges delingsformue til den umyndiges særeje, eller den umyndiges ægtefælles særeje til ægtefællens delingsformue, jf. Familieret, 3. udg., 2003 p. 408-409 og RVL-kommentar p. 266.

Personer, der mangler evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. VML § 46, stk. 1, kan slet ikke oprette ægtepagt, end ikke med værgesamtykke.

Personer, der er underkastet værgemål efter VML § 5 eller samværgemål efter VML § 7, er ikke umyndige, og de kan derfor godt oprette ægtepagter uden værgens tiltrædelse, forudsat at de er ved fornuftens fulde brug.

Der kræves ikke vitterlighedsvidner, og det kræves ikke, at underskriften på ægtepagten sker samtidigt.

Ægtepagter kan ikke underskrives via en fuldmagt, herunder en fremtidsfuldmagt

Hvis ægtefællerne underskriver med egen digital signatur, er det tilstrækkeligt, at ægtepagtens ordlyd skrives ind i fritekstfeltet. Ægtepagten vil imidlertid være ugyldig, selv om den er tinglyst, hvis den ikke er underskrevet personligt. Tinglysningsretten kontrollerer ikke, om ægtepagten er underskrevet personligt, så der er givetvis en del tinglyste ægtepagter, som er ugyldige som følge af manglende personlig underskift. Det må tilrådes, at man uploader en ægtepagt med personlig underskrift, således at dette kan dokumenteres.

Hvis ægtefællerne underskriver iht. fuldmagt, skal den underskrevne papirægtepagt oploades og bilagsrefereres. HUSK at usynliggøre de sidste 4 cifre i cpr-nr., inden ægtepagten oploades som bilag, da anmeldelsen ellers bliver afvist med henvisning til persondataloven. Grunden til at den underskrevne papirægtepagt skal oploades og bilagsrefereres er, at ægtepagter iht. ægteskabsloven skal ”oprettes under parternes hånd”, dvs. at en ægtepagt ikke kan underskrives iht. fuldmagt. Derfor skal Tinglysningsretten kunne se, at (papir)ægtepagten er underskrevet af ægtefællerne.

UfR 2004.1178 VLK: M havde kort før sin død underskrevet ægtepagt med ført hånd, og advokat A havde underskrevet til vitterlighed om underskriftens ægthed, dateringens rigtighed og underskriverens myndighed. Personbogen havde med rette afvist tinglysningen, da to vidner skal bevidne, at underskriveren er gjort bekendt med dokumentets indhold, jf. DL 5-1-7.

UfR 2005.2678 HD: Lrs. Henning Svendsen udarbejdede i 1975 en ægtepagt, hvorefter A skulle have delvist særeje. Henning Svendsen overså imidlertid, at As kommende ægtefælle på dette tidspunkt ikke var myndig, og at hendes værger derfor skulle have tiltrådt ægtepagten. I 2000 blev A skilt, og i den forbindelse blev ægtepagten fra 1975 kendt ugyldig. A anlagde i 2002 sag mod Henning Svendsens dødsbo for at få erstatning for det tab, som han havde lidt i forbindelse med bodelingen som følge af, at særejeægtepagten ikke var gyldig. Boet erkendte, at der var begået en ansvarspådragende fejl i 1975, men påstod frifindelse under henvisning til, at erstatningskravet var forældet. Antaget, at forældelsesfristen efter Danske Lov 5-14-4 som udgangspunkt ikke kunne regnes fra et senere tidspunkt end ægtepagtens oprettelse i 1975. Dette gjaldt også, selv om et tab som følge af fejlen først blev aktuelt, da ægtefællerne blev skilt. Da der endvidere ikke forelå ganske særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at den absolutte forældelsesfrist på 20 år blev fraveget, var kravet om erstatning forældet, da det blev fremsat i 2002.

Godkendelse, jf. RVL § 36:

Knud Knudsen og Tove Schelle i JUR 1980.304-308: Om godkendelse af ægtepagter.

Ingrid Lund Andersen i UfR 1987 B.155-162: Reglerne om ægtepagter og bodelingsaftaler - lovgivers skisma mellem offentlig kontrol og privat overenskomst.

Kravet om godkendelse blev ophævet fra 01.10.1990, jf. cirk. af 27.06.90 fra Civilretsdirektoratet.

Tinglysning i personbogen.

jf. RVL §§ 37 og 49, som ændret ved lov nr. 281 af 29.04.1992, jf. bekg. nr. 37 af 05.01.1995.

Fra d. 01.04.1994 blev personbogen ført på EDB ved Retten i Århus, jf. TL § 43 a.

Fra d. 01.05.2009 blev Personbogen flyttet til adresse: Tinglysningsretten, Majsmarken 5, 9500 Hobro

Den digitale tinglysning af ægtepagter blev sat i drift d. 21.03.2011, jf. bekendtgørelse nr.  213 af 15.03.2011 om tinglysning i personbogen (trådt i kraft d. 21.03.2011)

Hans Willumsen i Tinglysningsloven med kommentarer, 1997, p. 448-450

Bekg. nr. 187 af 15.03.1994 om tinglysning i personbogen. Omtalt i Fagl. Nyt 1994.47.

Tinglysning er en gyldighedsbetingelse både inter partes og i forhold til trediemand.

Enhver af parterne har ret til at begære ægtepagten tinglyst, jf. RVL § 49, og der gælder ikke nogen bestemte legale tidsfrister for tinglysningen. Tinglysning kan dog ikke ske efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefælles død.

Ægtepagten anses for tinglyst, når den er indført i personbogen, og der er afsendt meddelelse om, at den er tinglyst, jf. TL § 46.

Ifølge Henrik Dam Ægtepagter p. 67 f. er 9,51% af de i 1992 tinglyste ægtepagter ugyldige, jf. også Særeje p. 66.

Det er fast antaget, at tinglysningsdommeren uden for det område, hvor der foreligger en udtrykkelig prøvelsespligt, har en almindelig adgang til at gribe ind over for dokumenter, der må anses for ugyldige, jf. Lene Pagter Kristensen i TL-kommentar p. 186. Dokumentet kan afvises helt eller delvist. Afvisningen skal ikke strækkes længere end fornødent til at hindre, at absolut ugyldige dokumenter tinglyses. Er forholdet kun det, at der er tvivl om dispositionens gyldighed, må tinglysning ske, om end fuldt ud på dokumentmodtagerens egen risiko, jf. Illum i Tinglysning, 7. udg. 1994 p. 224.

Se oversigt over ægtepagter, som tinglysningen er berettiget til at afvise.

UfR 1966.80 HKK: Ægtepagt om ophævelse af H's særeje blev underskrevet d. 24.08.1964. H døde d. 13.09.1964. Justitsministeriet godkendte ægtepagten d. 23.11.1964. Antaget, at ægtepagten, da den ved H's død ikke var anmeldt til tinglysning, i medfør af RVL § 37, jf. TL § 49, var uden gyldighed, og at den ikke kunne opnå gyldighed ved en senere tinglysning. Ægtepagten var derfor med rette afvist fra lysning.

UfR 1971.772 HKK: Ægtepagt om rent (fuldstændigt) særeje oprettet d. 05.03.1965 blev lyst d. 30.04.1971 mod hustruens protest, da der ikke er foreskrevet nogen tidsfrist for den hver af ægtefællerne tilkommende ret til at lade en ægtepagt tinglyse, og da parternes samlivsophævelse ikke i sig selv medførte bortfald af ægtepagten og dermed retten til at lade den tinglyse. Der kunne ikke under tinglysningssagen tages stilling til, om ægtepagten måtte anses for bortfaldet (som følge af bristende forudsætninger).

UfR 1983.789 VLD: Ægtepagt oprettet 18.11.1975 fik virkning efter sit indhold, selv om først lyst 31.07.1979.

UfR 1990.164 HD: Advokat erstatningsansvarlig for H's tab ved at særejeophævelsesægtepagt ikke nåede at blive lyst, før M døde.

FM 1992.110 ØLK: Særejeophævelsesægtepagt afvist efter anmelders begæring i h.t. TL-cirk. § 29. M død samme dag, og ægtepagt kunne derfor ikke lyses på ny.

UfR 1994.568 VLK: Bestemmelser i ægtepagt om udtagelsesret og -pligt, vurdering ved skifte m.v. kunne ikke tinglyses, da bestemmelserne ikke fandtes at angå hverken aftaler om ændring af den legale formueordning mellem ægtefæller eller i øvrigt at angå en retshandel, der kræver ægtepagt. Komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 220-221, hvor det antages, at de pågældende aftaler formentlig var ugyldige.

UfR 1996.302 VLK (Fagl. Nyt 1996.52): Ægtepagt indeholdt bestemmelse om, at en aktiepost på nom. 250.000 kr. skulle tilhøre M som skilsmissesæreje på betingelse af, at M ved separation eller skilsmisse betalte H 50% af aktiernes kursværdi efter fuld skattepassivering, dog max. 1.000.000 kr., som skulle pristalsreguleres. Beløbet skulle forrentes med procesrente og afdrages over 5 år. VL tiltrådte, at der til ægtepagtens bestemmelse om skilsmissesæreje var knyttet en sådan betingelse, at tinglysning af ægtepagten ikke kunne finde sted. Komm. af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 221-223.

UfR 1996.1401 VLD: M og H, som blev gift i 1988, havde fuldstændigt særeje i henhold til ægtepagt. M havde d. 01.06.1990 skrevet en erklæring, hvorefter han accepterede at betale H "75.000 kr. a year from marriage in case of divorce." Antaget, at erklæringen måtte betragtes som en familieretlig disposition, der skal opfylde de særlige krav, der stilles til sådanne dispositioner, i RVL. Fra erklæringens underskrift til samlivsophævelsen forløb der et tidsrum på ca. 2,5 år, og det måtte lægges til grund, at parterne ikke ved underskriften havde planer om separation eller skilsmisse. Aftalen var således ikke indgået med henblik på en forestående separation eller skilsmisse, jf. ÆL § 58. Erklæringen måtte opfattes som et løfte om i tilfælde af skilsmisse i et vist omfang at fravige de legale retsvirkninger af fuldstændigt særeje. Løftet fandtes derfor at have en sådan karakter, at det for at være gyldigt krævede ægtepagt. M blev herefter frifundet for H's påstand om betaling af 187.500 kr. Dommen er komm. i Familieretten p. 187-188, og af Irene Nørgaard i Formueordninger p. 223-224. Begrundelsen er ifølge Irene Nørgaard forkert. Aftalen er ugyldig, også selv om den blev oprettet i ægtepagtsform.

TFA 2000.51 ØLD: M og H havde ophævet samlivet i 1992. De oprettede d. 22.04.1993 en gaveægtepagt, hvor M fra sin bodel overførte statsobligationer for 711.000 kr. til H’s særeje. Ægtepagten blev lyst d. 18.05.1993 og parterne blev separeret i jan. 1994. H var ikke blevet noteret som ejer af obligationerne, som M senere solgte. Det fandtes ikke godtgjort af M, at det var aftalt, at ægtepagten ikke skulle tinglyses. Da det var parternes hensigt, at de overførte midler skulle komme begge parter til gode, og da H’s påstand om betaling af 355.500 kr. var i overensstemmelse hermed, var der ikke grundlag for at anses ægtepagten for bortfaldet på grund af bristende forudsætninger.

TFA 2001.336 VLK: Ægtepagt var underskrevet af M og H i 1995 for en tysk notar. H fik ægtepagten tinglyst i d. 02.12.1999, efter at parterne var separerede. Der fandtes ikke i TL kap. 7 hjemmel til at aflyse ægtepagten mod hustruens protest eller til at foretage notering om dens mulige ugyldighed.

UfR 2001.2398/2 VLK: M og H havde i ægtepagt aftalt, at fremtidige erhvervelser ved arv eller gave skulle være den pågældende ægtefælles fuldstændige særeje. Endvidere indeholdt ægtepagten i § 3 en aftale om, at der under nærmere angivne omstændigheder tilkom en ægtefælle et vederlagskrav, hvis særejemidler anvendte til forbedring af en ejendom, som var fælleseje. VL tiltrådte, at bestemmelsen i § 3 var blevet afvist, idet aftalen om vederlagskrav ikke kræver ægtepagt, hvorfor tinglysning var åbenbar overflødig, jf. TL § 43 b, stk. 3, jf. § 15, stk. 2. (Der kan efter min vurdering slet ikke indgås forhåndsaftaler om vederlagskravets beregning, da reglerne er præceptive. Den konkrete aftale indebar et ugyldigt afkald på vederlagskrav, hvis der anvendte mindre end 50.000 kr. til forbedringen, og vederlagskravet skulle opstå også ved salg af ejendommen, hvilket er i strid med RVL § 24. Anvendtes særejemidler til nedbringelse af pantegæld, skulle vederlagskravet ikke forrentes!)

TFA 2002.19 VLK: Bestemmelse i ægtepagt om, at M om at ville oprette en kapital/ratepension til H på 100.000 kr., og om at M ville tegne en livsforsikring på 8 mio kr. for at sikre H, var med rette afvist fra lysning, da der var tale om bestemmelser, hvis gyldighed ikke krævede ægtepagt, jf. RVL § 30, stk. 1, 2. pkt., og tinglysning heraf var åbenbart overflødig, jf. TL § 43 b, stk. 3, jf. § 15, stk. 2.

UfR 2003.2444 VLK (FM 2003.245 VLK): Personbogen havde afvist ægtepagt fra lysning, at advokat som vitterlighedsvidne havde anført sin forretningsadresse, nemlig "4990 Sakskøbing". VL ændrede afgørelsen, idet TL § 10, stk. 2, 4. pkt. for advokaters vedkommende må forstås således, at advokater skal anføre enten deres privatadresse eller deres forretningsadresse.

TFA 2003.292 VLD: M, der var selvmøder, nedlagde påstand om, at der i ægteskabet var fuldstændigt særeje i henhold til en mundtlig aftale indgået før ægteskabets indgåelse. Antaget, at der ikke forelå særeje, da der ikke forelå nogen skriftlig oprettet ægtepagt. (Begrundelsen er upræcis, da ægtepagten ikke ville være gyldig uden tinglysning)

UfR 2005.3293 VLD: M og H havde fredag d. 02.04.2004 oprettet ægtepagt, hvorefter hustruens ejendom og bil blev gjort til hendes fuldstændige særeje. Ægtepagten blev fremsendt til lysning samme dag og indført i personbogen mandag d. 05.04.2004. M døde søndag d. 04.04.2004. Da ægtepagten ikke var anmeldt til tinglysning ved M's død, var den - uanset den skete tinglysning - uden gyldighed. 

UfR 2006.648 VLK: Personbogen havde afvist at lyse § 5 i ægtepagt, hvorefter en ejendom skulle være skilsmissesæreje for M, hvis bestemmelsen i ægtepagtens § 1 om sumsæreje ved endelig dom måtte blive erklæret ugyldig. Det kunne lægges til grund, at der foreligger en fast praksis, som tillader tinglysning af aftaler om sumsæreje, hvorimod den materielle retlige rækkevidde af sådanne aftaler ikke med sikkerhed ligger fast. Bestemmelserne i ægtepagtens § 5 fastslog en bestemt retsstilling under visse nærmere forudsætninger, og disse forudsætninger var af en retlig karakter, som ikke var undergivet parternes egen bestemmelse, jf. herved TL § 10, stk. 1, og stk. 3. Efter det anførte fandt VL ikke, at parterne burde afskæres fra at aftale og få tinglyst, hvad der skal være gældende, hvis den aftalte ordning med sumsæreje måtte vise sig ikke at kunne opretholdes, og bestemmelsen i ægtepagtens § 5 burde derfor tinglyses. 

TFA 2009.161/2 VLK: M overdrog ved gaveægtepagt sin andel på 50 % af en fast ejendom til H. Ægtepagten, der også indeholdt andre bestemmelser, blev for så vidt angår gaveoverdragelsen afvist fra tinglysning på grund af manglende eller ufuldstændig vitterlighedspåtegning, jf. TL § 10, stk. 2. I fremsendelsesbrev til landsretten fastholdt Bil- og Personbogen den delvise afvisning under henvisning til TL § 43 b, stk. 2's bestemmelse om, at § 10, stk. 2, også finder anvendelse ved tinglysning af dokumenter i Personbogen, og til, at § 10, stk. 2, i relation til ægtepagter må forstås således, at der kræves vitterlighedspåtegning, hvis ægtepagten indeholder adkomstoverdragelse og/eller pantsætning. VL stadfæstede

ØLK af 25.06.2009 (B- 807-09): M overdrog ved gaveægtepagt ejendom i Næsby til H. I ægtepagten var alene angivet den nyeste ejendomsværdi på 2 mio kr. H skulle overtage de tinglyste lån i ejendommen på ca. ½ mio kr. Tinglysningen i Odense afviste lysning grundet manglende angivelse af overdragelsessum/gavens størrelse. ØL stadfæstede, da parterne ikke ved anmeldelsen havde oplyst den ejendomsværdi, som var lagt til grund ved overdragelsen, jf. TLAL § 4, stk. 2. (Afgørelsen er efter min mening ikke korrekt. Parterne havde i ægtepagten oplyst den nyeste ejendomsværdi, og ØL må derfor have ment, at parterne også skulle oplyse handelsværdien. Der er ikke hjemmel til at stille et sådant krav.)

TFA 2009.423 VLK: Ægtepagt indeholdt en bestemmelse om, at M's personligt drevne virksomhed skulle være hans særeje. Bestemmelsen blev afvist fra tinglysning, da virksomheden, der alene var identificeret ved CVR-nummer, ikke var tilstrækkeligt individualiseret. Endvidere afvistes en bestemmelse om, at en fast ejendom, der dels skulle tilhøre M's særeje, dels hans bodel, alene måtte være behæftet med nuværende lån i RD på 1.800.000 kr., da der ikke var hjemmel til ved ægtepagt at indskrænke retten til at råde over egen bodel på den anførte måde. VL stadfæstede.

TFA 2013.18 VLK (FM 2012.57 VLK): Ægtepagt indeholdt i § 1 bestemmelser om, at nogle anparter skulle tilhøre M som skilsmissesæreje, og i § 2 en bestemmelse om, at M ved en fremtidig bodeling var berettiget til at afvikle sin gæld til H ved at udstede et gældsbrev med løbetid på 5 år og rente på mindsterenten plus 3%. Tinglysningsretten tinglyste ægtepagtens § 1, men afviste at lyse § b2. Tinglysningsretten anførte, at bestemmelsen hverken var omfattet af RVL § 28 eller 30, da der ikke var tale om en aftale om hverken særeje eller om gave. Bestemmelsen kunne derfor ikke aftales i ægtepagt, og aftalen gyldighed var derfor heller ikke betinget af tinglysning. Såfremt Tinglysningsretten uagtet dette tinglyste bestemmelsen, ville det for ægtefællerne fremstå som en godkendelse af aftalen. Kærende anførte, at Tinglysningsretten ikke har hjemmel til at afvise en del af en ægtepagt, men enten må tinglyse eller afvise denne i sin helhed. VL stadfæstede afgørelsen og anførte, at da tinglysning er en forudsætning for, at en bestemmelse i en ægtepagt kan få gyldighed, jf. RVL § 37, må det i hvert fald som hovedregel anses for rigtigst, at der sker tinglysning af de bestemmelser, som kan tinglyses. I det foreliggende tilfælde var den manglende tinglysning ikke ensbetydende med, at bestemmelsen ikke var gældende. VL tiltrådte derfor, at den øvrige del af ægtepagten var tinglyst.

TFA 2013.375 VLK (FM 2013.61 VLK): M og H havde oprettet en ægtepagt i Florida, der henviste til gældende ret i Florida. Denne blev i oktober 2012 anmeldt til tinglysning i dels en engelsksproget og dels en dansk version. Den danske version af ægtepagten blev noteret i tingbogen, da Tinglysningsretten ikke kunne prøve gyldigheden af ægtepagten efter gældende ret i Florida. Ægtefællerne anmeldte herefter medio november 2012 en ægtepagt oprettet i Danmark med angivelse af, at begge havde dansk bopæl til tinglysning. Denne blev tinglyst. Ægtefællerne anmeldte endeligt herefter ultimo november 2012 et tillæg til den i Florida oprettede ægtepagt. Her var parternes bopæl igen beskrevet som værende i Danmark hhv. Florida. Da Tinglysningsretten fandt, at parternes retlige interesse var at få tillægget til ægtepagten registret i personbogen og derved gjort kendelig for andre, herunder ægtefællernes kreditorer, og da Tinglysningsretten ikke havde mulighed for at påse, hvorvidt udenlandske retsregler for ægtepagters gyldighed var opfyldt i ægtepagten, foretog Tinglysningsretten notering af ægtepagten. Dette skete i overensstemmelse med Tinglysningsrettens faste praksis og indebar, at Tinglysningsretten ikke havde kunnet tinglyse ægtepagten og derved bekræfte, at den overholder regler i det land, den er oprettet i. Ægtefællernes advokat kærede afgørelsen, idet han gjorde gældende, at ægtepagten skulle tinglyses, og at den retlige betydning af notering var uklar. VL ændrede afgørelsen, idet man udtalte, at en ægtepagt skal tinglyses for at blive gyldig, og VL fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at det kunne få retlig betydning, at der alene var sket notering. VL hjemviste derfor sagen til prøvelse af, om der skal ske tinglysning eller afvisning.

UfR 2013.2187 VLK: (TFA 2013.533 VLD): M og H oprettede d. 02.12.2006 en ægtepagt, hvori M bestemte, at hans anpart af en fast ejendom i Støvring og noget indbo, en bil og en motorcykel skulle tilhøre H som fuldstændigt særeje. Tinglysningskontoret modtog ægtepagten d. 23.01.2007. M døde d. 25.01.2007, og d. 05.02.2007 afviste tinglysningsdommeren ægtepagten med den begrundelse, at M var død. I stedet for at kære afvisningen fremsendte H’s advokat efter aftale med tinglysningskontoret ægtepagten til tinglysning på ny, og den blev tinglyst d. 20.02.2007. En ad hoc-bobestyrer lagde i boopgørelsen til grund, at ægtepagten ikke var gyldig, hvorefter H anlagde sag mod et af M’s børn, D, med påstand om, at hun skulle anerkende, at det ved opgørelsen af boet efter M skulle lægges til grund, at ægtepagten var gyldig, og at D skulle anerkende, at H ikke i forbindelse med repartitionen skulle belastes med udgifterne til ad hoc-bobestyreren. Retten i Aalborg frifandt D for H’s påstande, idet byretten lagde til grund, at ægtepagten ikke var tinglyst, da M døde, og den efterfølgende anmeldelse og tinglysning gjorde ikke ægtepagten gyldig, da TL § 34 ikke gælder for ægtepagter. VL stadfæstede dommen, idet landsretten med henvisning til U 1966.80 HD bemærkede, at den efterfølgende anmeldelse efter M’s død ikke havde virkning for ægtepagtens gyldighed efter RVL § 37, og det kunne heller ikke tillægges betydning, at betingelserne for tinglysning ved den første anmeldelse havde været opfyldt, og at afvisningen var sket ved en fejl.

TFA 2014.112 VLK (FM 2013.188 VLK): M og H oprettede i 2008 - hvor de var bosiddende i Danmark - en ægtepagt for en notar i Spanien. Denne ægtepagt blev ikke tinglyst i Danmark. I februar 2013 anmeldte M ægtepagten til tinglysning i personbogen. Anmeldelsen var alene underskrevet af M, og da der ikke blev forevist en papirversion af ægtepagten, der var underskrevet af begge parter, opfyldte den anmeldte ægtepagt ikke kravene til tinglysning af en ægtepagt. Tinglysningsretten afviste derfor at tinglyse ægtepagten, men noterede den alene i personbogen til opfyldelse af bestemmelsen i RVL § 53, stk. 2, Noteringen skete med frist til forevisning af den originale ægtepagt, og da Tinglysningsretten modtog apostillepåtegnet kopi, blev fristen slettet, og ægtepagten således endeligt noteret i personbogen. Senere marts 2013 anmeldte M igen ægtepagten med anmodning om tinglysning, og således ikke blot notering. Ægtepagten blev tinglyst med frist til forevisning af en original - og af begge parter underskrevet papirægtepagt. M gjorde under kæremålet gældende, at en oversat og apostillepåtegnet kopi af den spanske ægtepagt i henhold til apostillekonventionen (Haagerkonventionen af 05.10.1961) må sidestilles med en af parterne underskreven ægtepagt. Dette gælder navnlig i et tilfælde - som det foreliggende - hvor det ikke er muligt at få den originale underskrevne ægtepagt udleveret fra den notar, på hvis kontor ægtepagten er oprettet, og hvor den opbevares. Tinglysningsretten fastholdt afgørelsen, da ægtepagten ikke opfyldte de formelle krav for tinglysning i Danmark, jf. RVL § 35, idet den ikke forelå underskrift af begge parter. Apostillepåtegningen bekræftede alene, at der var oprettet et dokument for notaren i Spanien. Aposillepåtegningen bekræftede ikke, at dokumentet faktisk var underskrevet af parterne, og påtegningen kunne derfor ikke føre til, at kravet om underskrift kunne anses for opfyldt. Det var Tinglysningsrettens opfattelse, at ægtepagten skulle opfylde de formelle betingelser for tinglysning i Danmark, og det lå uden for Tinglysningsrettens kompetence at tage stilling til, om ægtepagten var gyldigt oprettet i Spanien, og om den derfor skulle lægges til grund ved et skifte i Danmark. Dette måtte afgøres af skifteretten på det sted, hvor et eventuelt skifte måtte finde sted. VL stadfæstede afgørelsen med henvisning til det af Tinglysningsretten anførte.

TFA 2014.15/1 VLK: M og H oprettede i nov. 2012 en særejeægtepagt i Danmark, hvor M dengang boede. De var nu bosiddende i udlandet, og oprettede i 2013 et tillæg til ægtepagten, hvilket blev afvist fra tinglysning, bl. a. fordi da tinglysningsretten ikke kunne påse, om ægtepagten var gyldig efter udenlandsk ret. Selv om tillægget navnlig angik forhold vedrørende dødsfald, fandt VL ikke tilstrækkeligt grundlag for afvisning, og VL hjemviste derfor sagen til Tinglysningsretten med henblik på tinglysning af tillægget.

UfR 2014.1896 ØLK (TFA 2014.252/1 ØLK): M og H underskrev d. 10.12.2009 ægtepagt om fuldstændigt særeje og indgik  ægteskab d. 13.12.2009. H indgav d. 07.06.2013 anmodning om separation. M begærede d. 05.07.2013 ægtepagten tinglyst, hvilket skete samme dag. Ved dom af 18.12.2013 blev H og M separeret. H anmodede om skifterettens bistand til deling af fællesboet, jf. ÆSKL § 1, stk. 1, jf. § 14. M påstod afvisning af anmodningen, under henvisning til at skifteretten ikke havde saglig kompetence, da der var særeje. Skifteretten i Lyngby anså sig for kompetent med den virkning, at H's anmodning skulle fremmes. ØL tiltrådte, at skifteretten havde kompetence til at træffe afgørelse, og anførte bl.a. det var ubestridt, at H d. 07.06.2013 indgav anmodning om separation til statsforvaltningen, og at M først d. 05.07.2013 indgav begæring om tinglysning af ægtepagten. Da ægtepagten således ikke var anmeldt til tinglysning ved formuefællesskabets ophør, var den - uanset den skete tinglysning - uden gyldighed. ØL stadfæstede derfor skifterettens afgørelse.

FM 2016.48 VLK: Mulige testamentariske bestemmelser i ægtepagt afvist

Ægtefællerne M og H oprettede i sept. 2015 ægtepagt, der blandt andet i § 2 indeholdt en bestemmelse om, at •Såfremt M bliver førstafdøde, skal hans fuldstændige særeje skiftes straks og deles efter reglerne i arveloven og hans testamente. Ved denne ægtepagts oprettelse tilfalder al arv efter ham til H. •Såfremt H bliver førstafdøde, bortfalder H's skilsmissesæreje, således at det indgår i formuefællesskabet. M har derved ret til boslodskrav og arv efter reglerne i arveloven og H's testamente. M's særeje forbliver fuldstændigt særeje og indgår derfor ikke i fællesboet. Tinglysningsretten afviste ægtepagten for så vidt angår testamentariske bestemmelser i ægtepagtens § 2, da testamentariske bestemmelser ikke kan tinglyses i Personbogen. Ægtepagten i øvrigt blev tinglyst. Under kæremålet gjorde advokaten for ægtefællerne gældende, at der ikke var tale om en testamentarisk disposition, men alene en gengivelse af de retlige konsekvenser ægtefællernes valg af særejeformer havde – en forbrugeroplysning – og at det hører til god skik i privatretlige dokumenter at anføre, hvad formålet med eller konsekvensen af dispositionen er. VL stadfæstede afgørelsen med bemærkning, at det ikke fremgik tydeligt af ægtepagtens § 2, at bestemmelsen alene indeholdt en gengivelse af konsekvenserne af ægtepagten i øvrigt og ikke selvstændige testamentariske dispositioner.

Udskrift af ægtepagter

Der er indført en ny regel i TL § 50 c, stk. 7 fra d. 01.01.2018

Stk. 7. Oplysninger om indholdet af ægtepagter, der er tinglyst i personbogen, kan alene videregives til brug i konkrete retsforhold. Fuldstændige oplysninger skal dog efter anmodning videregives til den, som oplysningerne angår.

Fra d. 01.01.2018 er indholdet af ægtepagter ikke længere skal være tilgængeligt for offentligheden. Ægtefællerne, domstolene (skifteretterne) og skattemyndighederne har fortsat adgang til indholdet af ægtepagter.

Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed have adgang til indholdet af en ægtepagt, hvis den pågældende efter en konkret vurdering har en retlig interesse i ægtepagten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en ægtepagt til brug for en retssag om ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt.

Der er ikke ændringer i offentlighedens adgang til oplysninger i personbogen om, hvorvidt en person har oprettet en ægtepagt. Disse oplysninger anvendes bl.a. af advokater og pengeinstitutter, der rådgiver ægtefæller om deres økonomiske forhold. Ved opslag i personbogen vil det således som i dag fortsat fremgå, at en person har oprettet en ægtepagt.

UfR 1997.1418 VLK (TFA 1997.214 og Fagl. Nyt 1997.348): Amtssparekassen FYN begærede udskrift af ægtepagt med angivelse af M's personnummer. Bil- og Personbogen afslog anmodningen under henvisning til personbogsbekendtgørelsens § 34, stk. 1, som kun giver adgang til oplysninger vedrørende den enkelte person, men ikke umiddelbart adgang til af få udleveret udskrift af akten, og under henvisning til, at tinglysningsbekg. § 2, hvorefter enhver var berettiget til at få udskrifter af akten, var ophævet pr. d. 01.04.1994. Udskrift kunne herefter kun udleveres, hvis den anmodende havde retlig interesse, jf. principperne i RPL § 41. VL fandt - på baggrund af motiverne til lov nr. 281 af 29.04.1992 om ændring af TL og RAL - ikke grundlag for at antage, at Justitsministeriet ved udformningen af § 34 i bekg. nr. 187 af 15.03.1994 om tinglysning i personbogen havde tilsigtet at ændre den gældende retstilstand, hvorefter enhver er berettiget til at få en udskrift af de dokumenter vedrørende tinglyste ægtepagter, som opbevares i akten.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

26-10-17