Oversigt over nogle af forslagene til nye regler i lovforslag L100 af 06.12.2006 til ny arvelov

Justitsministeren har d. 06.12.2006 fremsat forslag til ny arvelov. Forslaget afviger på mange punkter fra det forslag, som Arvelovsudvalget fremkom med d.  22.11.2005 i betænkning nr. 1473/2006. Hele forslaget til ny arvelov kan læses her.

1. Ægtefællens arveret
   
   Ægtefællens legale arvebrøk forhøjes fra 1/3 til 1/2 af arveladerens ejendele, når arveladeren efterlader sig livsarvinger, dvs. børn og børnebørn, jfr. § 9, stk. 1. Er der ingen livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal den længstlevende fortsat arve det hele, jfr. § 9, stk. 2.
   
   Beløbsgrænsen for ægtefællens ret til suppleringsarv forhøjes fra 210.000 kr. (2007) til 600.000 kr., som reguleres hvert år, jfr. § 11, stk. 2. Som noget nyt skal forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til længstlevende i anledning af dødsfaldet  medregnes ved beregningen af suppleringsarven. Dette gælder både sumudbetalinger og løbende livsbetingede ydelser (ægtefællepensioner og overlevelsesrenter).. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live. Længstlevendes pensioner og lignende rettigheder, som den længstlevende ægtefælle kan udtage forlods efter RVL § 16 a, skal således ikke medregnes ved opgørelsen af suppleringsarven. Dette gælder, uanset om ordningen er særeje eller fælleseje.
   
   Den forhøjede arvebrøk til ægtefællen og den forhøjede suppleringsarv gælder ikke ved skifte i levende live af uskiftede boer, hvor førstafdøde er død før d. 01.01.2008. Beløbsgrænsen i AL § 7 b, stk. 2 på 210.000 kr. , skal derfor videreføres og pristalsreguleres i en lang årrække fremover.  Ved forhøjelsen af beløbsgrænsen  pr. 01.01.1997 fra 50.000 kr. til 150.000 kr. fandt den nye regel også anvendelse ved skifte af uskiftet bo, medens den efterlevende ægtefælle er i live, hvor den førstafdøde ægtefælle er død før d. 01.01.1997, jfr. § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996.
   
   

2. Tvangsarveretten
   
   Livsarvingernes tvangsarv nedsættes fra 1/2 til 1/4 af den legale arv, jfr. § 5, stk. 1. Hvis afdøde efterlader sig ægtefælle og livsarvinger, nedsættes livsarvingernes legale arvelod til 1/2 af arveladers bo, og livsarvingernes samlede tvangsarvelod nedsættes fra 1/3 til 1/8 af arveladers bo.
   
   Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til 1 mio. kr., som reguleres hvert år, jfr. § 5, stk. 2. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. Tilsvarende gælder i forhold til fjernere livsarvinger. I tilfælde, hvor arveladerens barn er afgået ved døden, men hvor barnet efterlader sig 2 børn (arveladerens børnebørn), kan tvangsarven for hvert af disse således begrænses til 500.000 kr. Efterlader barnet sig 5 børn, kan tvangsarven for hvert barnebarn begrænses til 200.000 kr. 

   En beløbsbegrænsning skal fremgå udtrykkeligt af testamentet, og det er ikke tilstrækkeligt, at arvingen ifølge testamentet alene skal arve mindst muligt.
   
   Arveladeren behøver ikke at beskære livsarvingens legale arvelod, idet arveladeren i testamente kan bestemme, at hvis arvelodden bliver på over 4 mio kr., skal al arv ud over 1 mio kr. være friarv, således at arvelader ved testamente kan fravige tilsyns- administrations- og anbringelsesreglerne, jfr. VML § 38, og således at arven kan båndlægges som friarv, jfr. lovforslagets § 61.

   Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, jf. lovforslagets § 50, stk. 2. Tvangsarveretten skal således ikke være en egentlig andelsret i boet. Livsarvingen bevarer sin status af arving, jfr. forslaget i L101 til ny bestemmelse i DSL § 13, stk. 1, 2. pkt.

   Ægtefællens tvangsarv skal ifølge § 10 nedsættes til 1/4 af den legale arv uden beløbsmæssige begrænsninger og bliver derfor på 1/4, hvis ægtefællen ikke har livsarvinger, og 1/8, hvis ægtefællen har livsarvinger.

   En gift person  kan i fremtiden frit testere over 3/4 af sin formue, og dette gælder uanset om den pågældende har livsarvinger eller ej.

   Hvis en afdød  person efterlader sig livsarvinger og ægtefælle, og der i ægteskabet er formuefællesskab og begge ægtefællers nettoformuer (nettobodele) er positive, får den længstlevende på skifte i levende live 3/4 mod tidligere 2/3 af fællesformuen.  Hvis den afdøde i testamente har begunstiget sin ægtefælle mest muligt, får den længstlevende på skifte i levende live 15/16 mod tidligere 5/6 af fællesformuen. Har ægtefællerne tillige ved ægtepagt etableret ægtefællebegunstigende kombinationssæreje om ejendele i lige sameje, vil den længstlevende på skiftet få 31/32 af disse ejendele, mens førstafdødes livsarvinger til sammen får 1/32 mod tidligere 1/12.
   
   

3. Svogerskabsarv
   
   Reglerne i AL § 7, stk. 2 og 3 om ligedeling af arven efter barnløse ægtefæller mellem førstafdødes og længstlevendes slægtsarvinger videreføres i lovforslagets §§ 15-16.
   
   Som noget nyt skal reglerne om deling mellem de to slægter også finde anvendelse i de tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet i henhold til et testamente.
   
   Som en konsekvens af de nye regler om udvidede samlevertestamenter i § 87 skal delingsreglerne ikke  finde anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet en samlever i henhold til et udvidet samlevertestamente, eller hvor længstlevende efterlader sig en samlever, der er arveberettiget i henhold til et sådant testamente.

   Der indføres i § 15, stk. 3 en ny regel om, at har en af ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter § 15, stk. 1 og 2, medmindre andet må anses for at følge af testamentet.

   Der indføres i § 16 nye regler om svogerskabsarv i de tilfælde, hvor længstlevende ægtefælle har arvet boet efter reglen i § 11, stk. 2 (600.000 kr.'s-reglen). Reglerne udvider retten til svogerskabsarv i forhold til AL § 7 b, stk. 2. De nye regler finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008. jfr. § 101.
   
   Hvis både førstafdøde og længstlevende har livsarvinger, skal boet ifølge § 16, stk. 3 som noget nyt med halvdelen til hver ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende ægtefælle, arver disse som hidtil alene. Er der alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, skal boet som noget nyt deles med halvdelen til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger. Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes livsarvinger som noget nyt alene.
   
   Er der ikke livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet ifølge § 16, stk. 4 som hidtil med halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele - også som hidtil.

   Ifølge § 16, stk. 6 skal  legal arv, som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død, fradrages i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i medfør af § 16, stk. 2 og 3. § 47, stk. 1 finder tilsvarende anvendelse.

   Det er arvens værdi ved modtagelsen, der skal lægges til grund ved fradraget, dvs. der skal ikke foretages nogen regulering, heller ikke selvom der er gået mange år siden dødsfaldet.
   
   Ifølge § 16, stk. 7 er reglerne i stk. 2-6 er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan råde over hele boet.
   
   Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelov 540.000 kr., og S arver 180.000 kr.  Når H senere dør, arver D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.

   Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S må nøjes med 120.000 kr. Når H senere dør, arver skal den allerede udbetalte arv tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 720.000 kr. S skal heraf arve 360.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 120.000 kr. D arver ligeledes 360.000 kr.

   Reglerne i § 16, stk. 6 burde ikke kun gælde førstafdødes særlivsarvinger, men også fælles livsarvinger

   Eksempel:. M har særbarnet S og H har særbarnet D og de har fællesbarnet F. M dør i 2008 og det samlede fællesbo er på 720.000 kr. Hvis H vælger ikke at gøre brug af retten til suppleringsarv, udtager H i boslod og arvelov 540.000 kr., og S og F arver hver 90.000 kr.  Når H senere dør, arver F og D hele H's formue på 540.000 kr. ved uændrede forhold.
   S får i alt 90.000 kr.  F får 360.000 kr. og D får 270.000 kr

   Hvis H vælger at gøre brug af retten til suppleringsarv, får hun på skiftet 600.000 kr., og S og F må nøjes med at arve 60.000 kr. til hver. Når H senere dør, skal den allerede udbetalte arv til S (men ikke til F) tillægges boet, som ved uændrede forhold herefter er på 660.000 kr. S skal heraf arve halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr., hvorfra skal trækkes den allerede udbetalte arv på 60.000 kr. D arver også halvdelen af 330.000 kr. eller 165.000 kr. F arver resten eller 390.000 kr.

   Den  korrekte fordeling burde have været 180.000 kr. i alt til de to særbørn og 360.000 kr. til fællesbarnet. Hvis formuen havde været på 600.000 kr., ville de to særbørn hver få 150.000 kr. og fællesbarnet 300.000 kr. Fejlen opstår således udelukkende som følge af, at den udbetalte arv til fællesbarnet ikke skal modregnes ved længstlevendes død.
   
   Det er tankevækkende, at reglerne om ligedeling mellem begge ægtefællers livsarvinger kun skal gælde i de få tilfælde, hvor længstlevende gør brug af retten til suppleringsarv. Efter de hidtil gældende regler sker der ægtefælleudlæg i ca. 2% af alle dødsboer.
   
   

4. Uskiftet bo
   
   Der sker i § 19 en præcisering og skærpelse af kravet til den længstlevende ægtefælles solvens.

   Ifølge § 19, stk. 1 kan et bo ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke i sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.

   Skifteretten kan - som noget nyt - tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig, jf. § 19, stk. 2

   Uanset § 19, stk. 1 kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende ægtefælles insolvens.

   Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde ægtefælles som egne forpligtelser, jf. § 19, stk. 4

   Skifteretten skal som noget nyt underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til uskiftet bo, jf. § 21

   Den længstlevende skal ifølge § 22 inden 6 måneder efter dødsfaldet indleveres en formueoversigt med specifikation af formuen i følgende 5 afdelinger:
   
   1. Førstafdødes bodel
   2. Længstlevendes bodel
   3. Livsforsikringer og pensionsydelser, der tilfalder længstlevende i anledning af førstafdødes død, længstlevendes egne pensionsordninger og andre § 15, stk. 2-rettigheder;
   4. Længstlevendes fuldstændige særeje
   5. Førstafdødes fuldstændige særeje - med angivelse af, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler
   
   Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne.
   
   Der sker i § 23 en præcisering af, i hvilket omfang rettigheder af personlig eller uoverdragelig karakter indgår i det uskiftede bo. 

   Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ifølge § 23, stk. 2 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Dette gælder også  førstafdødes ratepensioner, der udbetales til længstlevende, selv om udbetalinger fra længstlevendes egne ratepensioner indgår i det uskiftede bo. Dette forekommer inkonsekvent, jfr. Irene Nørgaard i Pensionsrettigheders behandling, 2007 p. 102 note 134.

   Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ifølge § 23, stk. 3 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne i § 23, stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing, jf. § 23, stk. 4, som svarer til RVL § 16 a, stk. 2. Reglen i § 23, stk. 3 må antages også at gælde beløb, der er udbetalt som eengangsbeløb fra SP-pension, samt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og selvpensioneringskonti.

   Der indsættes i § 26, stk. 2, 2. pkt. en ny regel om, at livsarvingerne ikke kan give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres arveret. Det vil herefter ikke være muligt at lade et uskiftet bo indgå som bodel eller særeje i et nyt ægteskab. I konsekvens heraf ophæves BAL § 8, stk. 3.  Livsarvingernes skifteafkald må efter ordlyden indebære et arveafkald, selv om enken eller enkemanden dør uden at have indgået nyt ægteskab.
   
   Der sker i § 31 en udbygning af reglerne om misbrug af det uskiftede bo, således at der også kan ske omstødelse af arveforskud og udbetaling til en begunstiget i en livsforsikring eller lignende ordning, der er oprettet for boets midler for et beløb, som stod i misforhold til boets formue.
   
   Proklama bliver obligatorisk, jfr.  forslaget til ny bestemmelse i DSL § 24, stk. 4:  Ægtefællen skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.

   § 23 finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008. §§ 24-34 anvendes ifølge forslagets § 103, stk. 2 også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder dog kun anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget efter lovens ikrafttræden. Den nye regel i AL § 26, stk. 2, 2. pkt. gælder formentlig kun skifteafkald givet efter d. 31.12.2007, selv om dette ikke er nævnt i AL § 103, stk. 2
   
   

5. Arvehenstand
   
   Adgangen til arvehenstand i den nugældende arveloves § 24 e udvides, således at ægtefællen også kan få henstand med udbetalingen af myndige livsarvingers arv, jfr. § 35. Henstand gives af skifteretten for 5 år fra den førstafdøde ægtefælles dødsdag. Skifteretten kan forlænge perioden med yderligere 5 år.
   
   I tilfælde af henstand skal arven som hidtil tidligst udbetales, når et fællesbarn fylder 18 år. Tilsvarende skal gælde i forhold til et særbarn efter den førstafdøde ægtefælle, hvis ægtefællen overtager forsørgelsespligten.
   
   Arv, der er omfattet af en henstandsordning, skal forrentes med mindsterenten efter kursgevinstlovens § 38, for tiden 3 % p.a.
   
   Der indsættes en ny bestemmelse i BAL § 36, stk. 6: Er der givet henstand med udbetaling af arv efter arvelovens §§ 35-37, gives der ligeledes henstand med betaling af den boafgift, der hviler på arvekravet. Boafgiften forfalder til betaling, når henstanden efter arvelovens §§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet overdrages eller belånes. Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.
   
   Adgangen til henstand kan ikke udelukkes ved testamente.
   
   

6. Ugifte samlevende
   
   Arvelovsudvalgets forslag om legal arveret på 25%, dog højest 500.000 kr. for personer, der ved arveladerens død havde boet sammen med arveladeren de sidste 2 år før dødsfaldet, og som sammen med arveladeren ventede, havde eller havde haft et barn, er ikke taget med i lovforslaget. Forslaget om, at skifteretten skønsmæssigt i undtagelsestilfælde kunne tilkende arveret til afdødes samlever, er heller ikke medtaget i lovforslaget. Finn Taksøe-Jensen har i et notat af 26.04.2007 til Folketingets Retsudvalg anslået, at der som følge heraf årligt vil opstå ca. 200 "ulykker", dvs. situationer, hvor længstlevende samlever får tab af velfærd.

   Ugifte samlevende kan ved testamente bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som om de var ægtefæller (udvidet samlevertestamente), jfr. § 87. Med et sådant testamente kan ugifte samlevende opnå samme retsstilling som ægtefæller, der har rent fuldstændigt særeje. Samleveren kan få følgende rettigheder:
   
   1. Arveret til halvdelen af afdødes formue, hvis afdøde havde livsarvinger, og ellers til hele formuen, jfr. § 9
   2. Ret til forlodsudtagelse af genstande, der udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, jf. § 11, stk. 1.
   3. Ret til suppleringsarv, jf. § 11, stk. 2
   4. Udtagelsesret inden for arvelodden, jf. § 13
   5. Fordeling af arven ved længstlevendes død efter reglerne i §§ 15-16
   6. Arvehenstand efter regler i §§ 35-39
   
   Det kan ikke i et udvidet samlevertestamente bestemmes, at lovens regler om arv vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde anvendelse. Samleveren kan således ikke tillægges udløsningsret efter § 12
   
   Den indsatte samlever kan ikke få ægtefælleudlæg efter DSL § 22, og dermed succedere i afdødes skattemæssige stilling, jfr. DBL § 59, og ikke få forenklet privat skifte efter DSL § 34, hvor det også kræves, at længstlevende succederer i afdødes skattemæssige stilling.

   Når samleveren vil gøre brug af reglen om suppleringsarv, skal samleverens egne § 15, stk. 2-rettigheder og egne pensionsrettigheder formentlig ikke tælles med i videre omfang, end hvis parterne havde været gift.
   
   Et udvidet samlevertestamente kan tilbagekaldes og indebærer således ikke, at der er tillagt den længstlevende samlever en tvangsarveret. 
   
   Den længstlevende samlever vil ikke kunne angribe begunstigelser på forsikringer og pensioner, jfr. FAL § 104 og POL § 4.
   
   Et udvidet samlevertestamente skal for at være gyldigt være oprettet af begge parter. Hvis den ene af parterne tilbagekalder testamentet, må det udvidede samlevertestamente være bortfaldet, da det ikke længere er gensidigt, mens de øvrige bestemmelser som udgangspunkt også må være bortfaldet, da der foreligger bristede forudsætninger.

   Hvis det udvidede samlevertestamente suppleres med en testation af mest muligt til samleveren, vil denne kunne få i alt 7/8 af boet. Hvis parterne ikke venter, har eller har haft fællesbørn og ikke har boet sammen i de sidste to år før dødsfaldet, vil samleveren kun få 3/4, hvis den afdøde har livsarvinger.

   Et udvidet samlevertestamente må, hvis ikke andet fremgår af dette, forstås som parternes tilvalg af alle de ovennævnte regler i arveloven om en længstlevende ægtefælles rettigheder. Ved testamente kan parterne vælge at udelukke anvendelse af en eller flere af disse rettigheder. Det er f.eks. muligt at bestemme, at den længstlevende samlever ikke skal have fortrinsret efter § 13, stk. 2, til inden for sin arvelod at overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

   Det er ikke en gyldighedsbetingelse, at parterne har betegnet testamentet som et udvidet samlevertestamente. Har parterne f.eks. skrevet i testamentet, at de vil arve hinanden som ægtefæller, må testamentet – medmindre andre omstændigheder taler imod det – fortolkes som et udvidet samlevertestamente.

   Tilsvarende gælder, hvis parterne i testamentet har skrevet, at de ønsker at begunstige hinanden mest muligt, eller at livsarvingerne skal arve mindst muligt. Et sådant testamente må således forstås således, at parterne har bestemt, at de skal arve mest muligt efter hinanden, dvs. at livsarvingernes arv skal begrænses til tvangsarven, og at parterne i øvrigt ønsker arvelovens regler om ægtefæller bragt til anvendelse i det videst mulige omfang, medmindre de konkrete omstændigheder taler imod det.

   Et udvidet samlevertestamente skal ifølge § 88 for at være gyldigt opfylde følgende betingelser:
   
   1. Parterne skal ved oprettelsen opfylde betingelserne i ÆL § 6, § 9 og § 10.

   2. Parterne må ikke ved oprettelsen have oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.

   3. Parterne skal på tidspunktet for den førstafdøde samlevers død leve sammen på fælles bopæl og

      a) vente, have eller have haft et fælles barn eller

      b) have levet sammen på den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år.

   For gyldigt at oprette et sådant testamente skal parterne opfylde betingelserne for at kunne indgå ægteskab med hinanden. Et udvidet samlevertestamente kan derfor ikke oprettes af søskende eller andre personer, der er beslægtet i op- og nedstigende linje. Der kan heller ikke oprettes et udvidet samlevertestamente, hvis en af parterne er gift eller part i et registreret partnerskab. Er der tale om personer af samme køn, er det endvidere en betingelse, at en af parterne er dansk (eller norsk, svensk eller islandsk) statsborger og har bopæl her i landet, eller at begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste to år, jf. § 2 i lov om registreret partnerskab.  Personer, der sidder i uskiftet bo, kan ikke oprette udvidet samlevertestamente. De øvrige ægteskabsbetingelser i ÆL kapitel 1 er derimod ikke gyldighedsbetingelser.
   
   At der skal være tale om et fælles barn indebærer, at faderskabet skal være fastslået, hvilket også kan ske inden fødslen, jf. børnelovens §§ 2, 3 og 14. Betingelsen med et fællesbarn er opfyldt, hvis parterne har fået et dødfødt barn, dvs. barnet er født efter udgangen af 22. svangerskabsuge.

   Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en sådan karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der må bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet.

   En fælles bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
   
   Samlivet bortfalder selvsagt ikke, fordi de samlevende rejser på ferie hver for sig. Dette vil heller ikke være tilfældet, hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet i weekenderne og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted. Det vil dog altid være en konkret vurdering, om der i disse situationer kan antages at foreligge et samliv.

   Parterne vil også fortsat blive anset for samlevende, hvis samlivet er ophævet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks. ældrebolig og plejehjem. Dette svarer til, hvad der gælder efter boafgiftsloven, hvor fritagelsen for bo- og tillægsboafgift af arv, jf. § 1, stk. 2, litra d, også gælder for personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig. Det er en forudsætning for, at samleveren har arveret, at forholdet mellem parterne stadig består, selvom den fælles bolig er ophørt på grund af institutionsanbringelsen. Dette kan ikke antages at være tilfældet, hvis en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller på anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt.

   Ophold væk fra hjemmet som følge af strafafsoning eller aftjening af værnepligt vil i almindelighed heller ikke indebære, at parternes samliv anses for ophørt. I disse tilfælde vil det manglende samliv – ligesom ved institutionsanbringelsen – skyldes en udefra kommende nødvendighed, der normalt ikke vil kunne danne grundlag for en antagelse om, at fraflytningen i virkeligheden var udtryk for en ophævelse af samlivet.

   Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, og fører disse forhold til længerevarende adskillelse, kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for ophørt, suspenderet eller opretholdt i den pågældende periode. Det må afgøres konkret, om adskillelsen i sådanne tilfælde er udtryk for en uoverensstemmelse, eller om den blot er midlertidig. Hvis det bevismæssigt kan lægges til grund, at den blot var midlertidig, kan perioden medregnes i de 2 år.

   Et udvidet samlevertestamente efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår ægteskab med hinanden, eller når en part indgår ægteskab med en tredje person, jf. § 89

   Hvis et ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et testamente, herunder et testamente efter § 87, som en samlever har oprettet til fordel for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det, jfr. § 67, stk. 3.
   
   Et homoseksuelt par kan oprette udvidet samlevertestamente efter § 87, hvis de opfylder betingelserne for at indgå registreret partnerskab med hinanden. Parterne skal endvidere på tidspunktet for førstafdødes død have levet sammen på fælles bopæl  i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år forud for dødsfaldet

   Det er i lovforslag L 101 forslag til ændringer i boafgiftsloven. Samlevere, der har oprettet udvidet samlevertestamente, bliver ikke fritaget for boafgift på samme måde som ægtefæller, jf. BAL § 3, stk. 1, litra a). I BAL § 1, stk. 2, d) tilføjes: eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

   Ifølge forslaget til § DSL § 111 a får samleveren ret til at overtage til den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis parterne på dødstidspunktet
   
   1.  levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller

   2.  levede sammen på fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.

   Personer, der sidder i uskiftet bo, kan godt være omfattet af DSL § 111 a, selv om de ikke kan oprette udvidet samlevertestamente.
   
   For en samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb kontant til boet.

   Ønsker samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi for den pågældende.

   Ovenstående finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved testamente.
   
   Køberetten til den hidtidige fælles bolig omfatter både ejerboliger og andelsboliger. Det er uafklaret, om samleverens ret til overtagelse af andelslejligheden går forud for boligforeningens vedtægter. Se herom Svend Danielsen i TFA 2006.1-9: Andelsboliger og familieretten.

   Fritidsboliger er formentlig også omfattet, hvis de anvendes regelmæssigt som sommerbolig, jfr. UfR 1967.458 HD.

   Hvis den fælles bolig og det sædvanlige indbo tilhører den afdøde som fuldstændigt særeje, har ægtefællen kun udtagelsesret inden for sin arvelod i boet, jfr. § 13, stk. 1.

   Afdødes samlever får således  i DSL § 111 a en bedre retsstilling end ægtefæller med fuldstændigt særeje.

7. Oprettelse og tilbagekaldelse af testamenter.
   
   Som noget nyt kan den, der er fyldt 15 år, ifølge § 62, stk. 2 ved testamente råde over ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter værgemålslovens § 42.
   
   Ifølge § 63 kan et testamente oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar. Kravene om skriftlighed samt underskrivelse eller vedkendelse for en notar er som hidtil gyldighedsbetingelser. Som noget nyt skal notaren i sin påtegning  afgive erklæring om, hvilke personer der er til stede under notarialforretningen, uden at det dog er et krav, at notaren sikrer sig deres identitet.
   
   Adgangen til at oprette vidnetestamente opretholdes i § 64. Som noget nyt er et vidne inhabilt, selv om begunstigelsen er ringe og har rimelig grund, jf. den nugældende AL § 43, stk. 2, 3. pkt.
   
   Formkravene til oprettelse af nødtestamente afskaffes, således at nødtestamente fremover kan oprettes på en hvilken som helst måde, forudsat at det er sikkert, at nødtestamentet stammer fra afdøde, jfr. § 65. Ikke alene et mundtligt nødvidnetestamente og et holografisk testamente er omfattet af bestemmelsen, men i det hele enhver tilkendegivelse fra afdøde, der er udtryk for en testamentarisk disposition, og som med sikkerhed hidrører fra afdøde. Det kan f.eks. være en testamentarisk bestemmelse oprettet under anvendelse af lydbånd, video, e-mail, mobiltelefon eller andre elektroniske kommunikationsmidler.
   
   Arvelader kan, uden at de almindelige regler om oprettelse af testamente er opfyldt, ved en dateret og underskrevet erklæring, bestemme, hvem der skal arve sædvanligt indbo og personlige effekter, jfr. § 66. For den, der i forvejen er arving, anses en begunstigelse i et sådant løsøretestamente for en fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske bestemmelse. Løsøretestamentet kan ikke gyldigt indeholde bestemmelser om, at legaterne skal udredes fri for boafgift.
   
   Genstande, der har været anvendt som indbo, er omfattet af udtrykket sædvanligt indbo, også selv om f.eks. ægte tæpper eller malerier har en ikke ubetydelig økonomisk værdi. Egentlige, kostbarere samlinger af f. eks. sølvgenstande, ægte tæpper og malerier falder dog udenfor. Bedømmelsen af, hvad der er omfattet af reglen, er relativ. Således vil forståelsen af ”sædvanligt indbo” være afhængig af boets størrelse og afdødes forhold. Endvidere vil det være naturligt, at kravene til erklæringen kan variere afhængig af, hvilke genstande der er tale om. Der må således som udgangspunkt stilles større krav til en liste, der f.eks. fordeler relativt bekosteligt indbo, end til en liste, der alene tager stilling til f.eks. fordelingen af fotos i et familiealbum.

   Kravet om, at testator skal underskrive løsøretestamentet er en gyldighedsbetingelse. Derimod er kravet om datering af dispositionen alene en ordensforskrift, der skal lette arbejdet med at fastslå, hvilke genstande der skal tilfalde nærmere bestemte arvinger, hvis afdøde skulle have oprettet flere testamentariske dispositioner efter § 66 vedrørende samme genstande.

   Sedler sat på indbo vil være en formgyldig testamentarisk bestemmelse, hvis sedlen er underskrevet af arveladeren. Det samme gælder tilkendegivelser i et brev underskrevet af arveladeren om, at modtageren af brevet eller andre inden for arvelodden skal have fortrinsret til at udtage nærmere identificerede, sædvanlige indbogenstande og personlige effekter.

   Et løsøretestamenter er ifølge § 73 gyldig, medmindre det må antages, at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til fornuftmæssigt af oprette testamente.
   
   Kravene til tilbagekaldelse af testamenter skærpes, således at dette altid skal ske i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente, jfr. § 67, stk. 1.
   

8. Testamenters ugyldighed og anfægtelse
   
   Kravene til beviset for, at et testamente er ugyldigt på grund utilbørlig påvirkning, f. eks. misbrug af testators svaghedstilstand, lempes i § 75, således at beviskravene svarer til de krav, der stilles efter VML § 46 om aftaler indgået af en person, der er ude af stand til at handle fornuftmæssigt.  Ordene "er fremkaldt" erstattes af ordene "må antages at være fremkaldt".
   
   Der indføres i § 77, stk. 1, nr. 2 en udtrykkelig regel om ugyldighed på grund af bristende forudsætninger. Reglen er en lovfæstelse af, hvad der må anses for gældende ret.
   
   

9. Fælles testamenter
   
   Der indføres i kap. 13 mere udførlige regler om fælles testamenter, herunder gensidige testamenter. Reglerne skal gælde både for ægtefæller og for andre, der sammen opretter testamente.
   
   Ensidig tilbagekaldelse af et fælles testamente skal - uanset om det er gensidigt - for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket, jfr. § 80. Efter den nugældende AL § 47 gælder reglen kun gensidige testamenter.
   
   Der indføres i § 81 deklaratoriske regler om den længstlevende testators testationskompetence, dvs. regler, der skal finde anvendelse, medmindre parterne har fastsat andet i testamentet.
   
   Der indføres i §§ 83-86 deklaratoriske regler om den længstlevende testators adgang til at disponere i levende live og om omstødelse af dispositioner, som længstlevende har foretaget i strid med testamentet.
   
   

10. Båndlæggelse

    Adgangen til båndlæggelse af tvangsarv begrænses, således at dette alene kan ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år, jfr. § 53, stk. 1

    Muligheden for frigivelse efter den nugældende bestemmelse § 59, hvis arvingen godtgør, at han er i stand til forsvarligt at råde over arven på egen hån, er ikke medtaget i den nye arvelov.

    Justitsministeren kan som noget nyt ophæve båndlæggelse af tvangsarv eller friarv, hvis det er åbenbart, at båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål, jfr. § 56, nr. 3. Frigivelse kan også ske i tilfælde, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden, jfr. § 103, stk. 3.
    
    Båndlagt arv bliver ifølge skilsmissesæreje, der dog bliver fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død, dvs. ægtefællebegunstigende kombinationssæreje. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje. Bestemmelserne om særeje kan fraviges ved testamente.

    Som noget nyt er det også i forbindelse med båndlæggelse af friarv en betingelse for båndlæggelsen, at arveladeren finder, at dette er bedst for livsarvingen, jfr. § 63. Hvis testamentet ikke indeholder en begrundelse for baggrunden for båndlæggelsen, vil dette kunne medføre en lempelse af beviskravene for, at båndlæggelsen åbenbart ikke længere tjener et rimeligt formål.

    Friarv vil fortsat kunne båndlægges på livstid, idet AL § 53, stk. 1 ikke finder anvendelse på friarv, jfr. AL § 61. Fritagelse for båndlæggelse kan som hidtil ske, hvis arven er af ringe værdi (100.000 kr.), jf. § 53, stk. 2, og denne regel kan som hidtil  ikke fraviges ved testamente. Bestemmelserne i §§ 55, stk. 1, 1. pkt., og 55, stk. 3 samt 56 og 57 kan ikke fraviges ved testamente.
    

11. Permutation

    Justitsministerens adgang til at ændre et testamente tilpasses i § 92  permutationspraksis efter fondslovene.
    
    

12. Dødsgaver
    
    Der sker i § 93 en begrænset udvidelse af dødslejebegrebet i AL § 70, idet reglerne om testamenter skal anvendes på gaver, der er givet kort før giverens død på et tidspunkt, hvor døden måtte anses for nært forestående, og giveren var klar over dette. Arvelovsudvalget nævner som eksempel et tilfælde, hvor en person af lægen får besked om, at han er uhelbredeligt syg og kun har kort tid tilbage at leve i, i bedste fald op mod et halvt års tid. Hvis den pågældende dør 1-2 måneder senere, vil en gave næppe være en dødslejegave efter den gældende bestemmelse i AL § 70. Efter udvalgets opfattelse kan et sådant tilfælde efter en konkret vurdering kræve iagttagelse af testamentsreglerne.
    
    

13. Successionsrækkefølger
    
    Der indføres i § 60 en regel om, at friarv kan indsættes i en successionsrækkefølge. Herved forstås, at det ved testamente kan bestemmes, at friarv skal tilfalde en arving på første plads og derefter en eller flere arvinger på anden eller senere pladser.
    
    Bestemmelsen indebærer, at en arvelader ikke kan indsætte tvangsarv i en successionsrækkefølge, medmindre dette har specifik lovhjemmel. En sådan hjemmel findes i lovforslagets § 51 om tvangsarv til mindreårige livsarvinger og § 52 om tvangsarv til testationsinhabile arvinger.
    
    

14. Statens afståelse af arv
    
    Justitsministeriets adgang til at afstå arv, der tilfalder staten, foreslås videreført i § 95 med en række ændringer, der tilpasser bestemmelsens ordlyd til Justitsministeriets praksis.

    Det foreslås, at der i § 96 indføres en særlig adgang til domstolsprøvelse ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse.
    
    

15. Kvalitative regler

    En arvelader skal ved testamente kunne bestemme, at en livsarving skal have tvangsarven udbetalt kontant og således ikke have ret til overtagelse efter vurdering, jfr. § 50, stk. 2, 1. pkt. Livsarvingen bevarer sin status af arving, jfr. forslaget til DSL § 13, stk. 1, 2. pkt.: En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.
    
    En arvelader skal ved testamente kunne bestemme, at en livsarving skal have ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet, jfr. § 50, stk. 2, 2. pkt.
    
    Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1 (forlodsretten for genstande, der har tjent til ægtefællens personlige brug og mindreårige børns brug), og § 91, stk. 2 (samtykkereglen vedrørende visse fællesejeaktiver), skal dog respekteres. Ægtefællens udløsningsret efter § 12 og udtagelsesret efter § 13 skal derimod vige for den testamentariske køberet for en livsarving.

    § 50, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved friarv, jfr. § 59.

    En arving, der ejer et aktiv i sameje med afdøde, skal have fortrinsret til at overtage afdødes andel af aktivet mod at betale et eventuelt overskydende beløb til boet, jfr. § 7.

    Ægtefællens ret til at overtage et aktiv til vurderingsbeløbet i visse tilfælde må vige for et ønske fra førstafdødes særlivsarving om at overtage aktivet, hvis det har særlig erindringsværdi for den pågældende, jfr. § 11, stk. 4
    
    

16. Indsættelse af begunstigede på pensioner og forsikringer

    Lennart Lynge Andersen og Lisbeth Faurdal i TFA 2006.267-282:  Arvelovsudvalgets forslag til ændrede begunstigelsesregler i personforsikring og pensionsopsparing

Der indføres i FAL § 103, stk. 2 og 3  og i POL § 3, stk. 2 og 3 udtrykkelig hjemmel til at træffe bestemmelser om særeje og båndlæggelse - enten ved testamente eller ved opfyldelse af formkravene til begunstigelse.

Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses ifølge FAL § 105 a, stk. 1 som nærmeste pårørende i følgende rækkefølge::

1) ægtefælle, 
2) samlever, der opfylder kravene i stk. 2, 
3) livsarvinger 
4) testamentsarvinger
5) arvinger efter loven

En samlever med fælles bopæl med afdøde medtages i FAL § 105 a og POL § 5 a i kredsen af nærmeste pårørende, hvis parterne 

1) sammen venter, har eller har haft et barn, eller 

2) har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år før dødsfaldet 

Der er ikke noget krav om, at parterne opfylder betingelserne i ÆL § 6, § 9 og § 10, og at de ikke må have oprettet testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret. det kræves ikke, at de har oprettet udvidet samlevertestamente.

Lovforslaget går videre end arvelovsudvalget, som havde foreslået, at parterne både skulle vente, have eller have haft et fælles barn og have levet sammen i to år, eller også at parterne skulle have oprettet udvidet samlevertestamente.

Personer, der sidder i uskiftet bo, kan således godt blive nærmeste pårørende, selv om de ikke kan oprette udvidet samlevertestamente.

Reguleringsreglerne i FAL § 104 og POL § 4, der bygger på en mekanisk sammenhæng med reglerne om tvangsarv og boslod, afløses af mere skønsprægede regler. De går ud på, at der kan ske regulering, hvis en begunstigelse i f. eks. en livsforsikring må anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving. Ved afgørelsen skal der navnlig lægges vægt på

1) baggrunden for indsættelsen af den begunstigede,
2) ægtefællens, en livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og
3) omstændighederne i øvrigt.

Regulering kan som noget nyt ske, selv om den begunstigede er tvangsarving, og selv om begunstigelsen er uigenkaldelig. En samlever kan ikke angribe en begunstigelse, ejheller selv om der er oprettet udvidet samlevertestamente, jfr. bet. 1473/2006 p. 588-589.

Det beløb, der ved en regulering kan tilfalde ægtefællen eller en livsarving, kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod eller tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var indgået i forsikringstagerens bo. Suppleringsarven efter AL § 11, stk. 2 på 600.000 kr. kan som noget nyt angribe forsikringssummen. Irene Nørgaard anfører i Pensionsrettigheders behandling, 2007, p. 95, at de nye regler i FAL § 104 og POL § 4 i lyset af den kraftige udvidelse af testationskompetencen forekommer at være en unødig besværliggørelse af regelsystemet.

Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3  og reguleringsreglen i FAL § 104 skal også anvendes på renteforsikringer, jfr. FAL § 118, stk. 1.

Forsikringsselskabet eller pengeinstituttet skal senest samtidig med udbetaling forsikringssummen mv. til den begunstigede underrette skifteretten om begunstigelsen. Skifteretten skal herefter vejlede ægtefælle og livsarvinger om muligheden for regulering, jfr. FAL § 102, stk. 3 og POL § 2, stk. 3.

Underretningsreglen i FAL § 102, stk. 3, og reguleringsreglen i FAL § 104, samt de tilsvarende regler i POL § 2, stk. 3, og § 4, skal ikke anvendes på en indsættelse af en begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er uigenkaldelig, eller hvis en tvangsarving er indsat som begunstiget, dvs. i de tilfælde, hvor der efter de gældende regler ikke er mulighed for at kræve regulering, jfr. § 10, stk. 1 i L 101/2006

Udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende i FAL §§ 105 a og 105 b samt POL §§ 5 a og 5 b til også at omfatte visse grupper af ugifte samlevende finder alene anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens ikrafttræden, jf. § 10, stk. 2 i L 101/2006

 

17. Overgangsregler
    
    De nye regler skal som hovedregel anvendes, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden, jfr. § 99, stk. 2
    
    Formløse indbofordelingslister (løsøretestamenter) oprettet før lovens ikrafttræden vil blive gyldige, hvis testator dør efter lovens ikrafttræden og indbofortegnelsen opfylder kravene i lovforslagets § 66.
    
    Testamenter oprettet i tiden fra afgivelsen af udvalgets betænkning og indtil lovens ikrafttræden kan direkte henvise til lovforslagets § 87 og bestemme, at de samlevende skal arve hinanden, som var de ægtefæller, hvis en sådan mulighed indføres i arveloven. 

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

29-03-12