Bekg. nr. 688 af 16.07.2001 om skelforretninger
Bekg. nr. 1079 af 11.12.1996 om vederlag til hegnsynsmænd samt til vurderingsmænd i henhold til mark- og vejfredsloven
O. K. Magnussen: Naboretlige studier, disputats, 1950.
Knud Illum: Dansk tingsret, 3. udg., 1976, ved Vagn Carstensen kap. 4 p. 99-118
M. Stagetorn: Nabo-ret, 1978.
Per Nørby Jensen og Helge Wulff: Hvad må min nabo?, 1981, Gad.
Bendt Berg: Hegnsloven - håndbog for hegnssynsmænd, 1989, Foreningen af hegnsynsformænd. Anmeldt af Ditlev Nielsen i ADV 1994.140 og af K. Iversen i JUR 1990.293-295. Kan købes hos forfatteren, som bor Gyvelbakken 38, 3460 Birkerød.
Holger Hansen: Regulering af fast ejendom, 3.udg., 1997, DJØF. (Omhandler de privatretlige reguleringsmuligheder, bl.a. servitutter og naboret, samt offentlige regler om regulering af fast ejendom, herunder planlægning).
Lars Ramhøj: Hvor ligger skellet?, 1. udg. , 1998. 258 sider, GadJura. Anmeldt af Mads Bryde Andersen i UfR 1998 B.349.
Bendt Berg: Hegnsloven, 3. udg., 2004, 367 sider, Eget forlag, Anmeldt af Ditlev Nielsen i ADV 2004.262-264. 2. udg. er anmeldt af Kristian Iversen i FM 1995.100-102.
Jens Evald i Formueretlige emner kap. 7., 5. udg. 2007, DJØF
Chr. T. Thomsen i JUR 1944.131-140: Træer i naboforhold.
Frants Thygesen i UfR 1977 B.146-149: Erstatning til forretningsdrivende for kundetab under langvarigt vejarbejde. (Komm. til UfR 1976.86 HD)
Henrik Schultz og Jesper Vorstrup Rasmussen i Justitia nr. 3/1978: Kommuneplanloven - specielt med henblik på servitutretten og dele af naboretten.
Birgitte Refn og Michael Jørgensen i Justitia nr. 4/1979: Naborettens overgang fra privat ret til offentlig ret - med særligt henblik på regler i kommuneplanloven.
Bendt Berg i UfR 1985 B.325-336: Retsforholdet mellem kommunalbestyrelsen og kommunens hegnssyn og hegnssynets kompetence.
J. Kisbye Møller i UfR 1986 B.125-126: Vedr. hegnsloven.
Mette Hedelund Frandsen og Pia Juul Nielsen i Justitia nr. 5/1990: Ulemper fra vejanlæg.
Bendt Berg i FM 1991.85-90: Om domstolsprøvelse af hegnssager.
Skarrildhus 1997.67-68: Om muligheden for omkostningsdækning hos statsamtet til skelsætningsforretninger.
Bendt Berg i UfR 2001 B.366-371: Hegnssager - et nyt sagsområde for domstolene.
Bendt Berg i FM 2003.129-134: Domstolsbehandling af hegnssager.
UfR 1960.459/2 VLK: Erstatningskrav i anledning af nedskæring af en tjørnehæk langs skel mod en markvej henhører under domstolene og ikke under hegnssynet.
UfR 1994.499 VLK Udlæg foretaget af pantefogeden i Holstebro på grundlag af hegnssynskendelse ophævet, da kendelsen var ugyldig, idet den var afsagt, uden at den pågældende part part havde været tilvarslet til at give møde eller på anden måde var givet mulighed for at tage stilling til grundlaget for kendelsen. Denne fremgangsmåde fandtes at stride mod grundlæggende processuelle principper, der måtte antages også at være gældende i hegnssynssager, og som er tilgodeset ved den i hegnslovens § 34 foreskrevne fremgangsmåde ved afholdelse af hegnssynsforretninger.
UfR 2006.2724 VLD: Under en hegnssag var A og B blevet uenige om et hegns placering i forhold til et skel. A havde anført, at hegnet stod i skel, mens B, der havde rejst hegnssagen, havde anført, at det var placeret på B’s grund. Hegnssynet traf afgørelse om, at hegnet skulle flyttes til A's grund, men skulle i en sådan situation have fastsat en frist, inden for hvilken B skulle lade afholde en skelforretning efter udstykningslovens regler, jf. hegnslovens § 37. Hjørring Byret udtalte, at hegnssynet skulle have udsat sagen på, at B kunne afholde en skelforretning. På grund af denne fejl i sagsbehandlingen blev hegnssynskendelsen ophævet. VL stadfæstede.
UfR 2007.679 ØLD: D. 10.12.2003 blev der afhold hegnssyn vedrørende skelforholdene mellem to nabogrunde. I forbindelse hermed undlod hegnssynsformanden at meddele A, at han vederlagsfrit dyrkede et ikke ubetydeligt jordstykke, der tilhøre den anden part B, der havde fået medhold ved hegnssynets afgørelse. A blev først bekendt med forholdet i foråret 2005. A gjorde gældende, i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesforretning i juli 2006, at hegnssynets afgørelse var ugyldig idet formanden var inhabil. A fik ikke medhold heri, og anlagde derfor sag mod B. ØL udtalte, at spørgsmålet om speciel inhabilitet for hegnssynsmedlemmer reguleres af hegnslovens § 31, hvorefter inhabilitet bl.a. foreligger, hvis medlemmet selv er part i sagen, har personlig interesse i dens udfald, eller hvis der foreligger slægtsinhabilitet. ØL fandt imidlertid, at denne bestemmelse måtte suppleres med almindelige offentligretlige principper om inhabilitet, således at der foreligger inhabilitet i den foreliggende situation, hvor der foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om hegnssynsformandens upartiskhed. Selvom både den ordinære frist på 4 uger og den absolutte frist på 6 måneder for sagsanlæg i anledning af hegnssynets afgørelse, jf. hegnslovens § 43, stk. 2, var udløbet, kunne spørgsmålet om gyldigheden af hegnssynets kendelse af 10.12.2003 inddrages under den foreliggende sag. Idet der ikke kunne bortses fra, at hegnssynsformandens inhabilitet kunne have påvirket hegnssynets afgørelse, fandtes denne kendelse ugyldig, og hegnssynets efterfølgende fuldbyrdelseskendelse måtte som konsekvens heraf også tilsidesættes som ugyldig.
UfR 2008.2338/2 ØLK: A, deltog ikke selv i den hegnssynsforretning der fandt sted d. 24.05.2007, men modtog d. 25.05.2007 afgørelsen og A anlagde d. 22.06.2007 sag mod B og C. Retten i Helsingør udtalte, at det fremgik af hegnslovens § 43, stk. 2, at hegnssynets afgørelse af hver af parterne kunne indbringes for retten, senest 4 uger efter at afgørelsen var meddelt den pågældende. BR fandt, at A med indlevering af stævning d. 22.06.2007 ikke havde overskredet fristen på 4 uger, ØL stadfæstede.
UfR 2010.1245 ØLD: E havde fuld hegnspligt mod naboejendommen, hvilket fremgik af en tinglyst servitut på E’s ejendom. Ejeren af naboejendommen, N, var påtaleberettiget, dog var dette ikke blevet tinglyst på ejendommen. Da E fjernede plankeværket i skellet og erstattede det med en ligusterhæk, medførte dette en hegnssynssag, der udviklede sig til en retssag. Her blev der indgået forlig, hvorefter N og E skulle dele udgifterne til et nyt raftehegn. Efterfølgende blev N opmærksom på servitutten og krævede erstatning for de afholdte udgifter. ØL frifandt E, idet det ikke fandtes, at E havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med de tidligere sager mellem parterne ved ikke have oplyst om den tinglyste servitut.
UfR 2010.1805 ØLK: A påstod B dømt til at betale ca. 321.000 kr. til opsætning af et hegn. Til støtte for denne påstand var det af A anført, at B havde påtaget sig en forpligtelse til at rejse et sådant hegn og bekoste de hermed forbundne omkostninger. Da parterne ikke var enige på dette punkt, fulgte det af hegnsloven § 37, stk. 1, 2. pkt., at afgørelsen af spørgsmålet henhørte under domstolene. På denne baggrund og da det ikke kunne antages, at der blev gjort ændring heri, da § 43 i 2001 fik sin nuværende affattelse, var der ikke grundlag for at afvise domstolsbehandlingen.
UfR 1965.363 ØLD: Søllerød Kommune (K) dømt til at afkappe grene på et flere hundrede år gammelt 20 meter højt egetræ, der ragede ind over F's ejendom, som F brugte til stejleplads. F påstod K dømt til at fælde træet, der var til væsentlig ulempe for ham ved klargøring af fiskegarn. Udtalt, at spørgsmålet om fjernelse af træet eller beskæring af dets grene skulle afgøres efter naborettens almindelige regler. K kunne ikke antages at have vundet hævd på den bestående tilstand.UfR 1967.715 VLD: På A's ejendom i Sct. Pederstræde i Viborg tæt ved skellet til B's ejendom stod 8-9 høje og kraftige elme- og lindetræer. Det fandtes godtgjort, at træernes rodnet havde en sådan udbredelse under B's bygninger, at rødderne uden effektiv afskæring ville indebære fare for beskadigelse af bygningerne, og ulemperne for B fandtes, uanset at B's bygninger var opført, efter at træerne havde nået en betydelig størrelse, at gå væsentligt ud over, hvad B burde tåle. A dømtes til at beskære rødderne i det omfang, hvori de ragede ind på B's ejendom.
UfR 1989.101 ØLD: I et parcelhuskvarter i Espergærde stod et ca. 10 m højt piletræ ca. 50 cm fra skellet til nabohaven, men dets grene og delvis dets stamme strakte sig ind over skellet. Da der ikke var oplyst forhold, der berettigede til denne overskridelse, blev ejeren tilpligtet at fjerne den del af stammen og kronen, der overskred skellet. Det var ikke godtgjort, at træet i øvrigt medførte så væsentlige gener, at naboen kunne kræve det fjernet fuldstændigt.
UfR 1991.444 VLD: Nabo kunne ikke kræve 2 pæretræer i Faaborggade i Århus på 12 m og 6 m fældet eller beskåret. Selv om det var forståeligt, at B opfattede træerne som generende, fandtes de påberåbte gener ikke at burde karakteriseres som så betydelige og væsentlige, at det på nuværende tidspunkt kunne medføre krav om fældning eller nedskæring af træerne.
UfR 2001.2406 VLD: A havde på sin ejendom i Fjellerup 4 ca. 150 år gamle bøgetræer, som stod så tæt på skellet til naboerne B, at en stor del af trækronerne ragede ind over B's ejendom: Der faldt grene ned på B's grund, og træerne skyggede så meget, at der dele af eftermiddagen og om aftenen ikke var sol i B's have. Der var efter en syns- og skønserklæring ikke nogen umiddelbar fare for, at træerne ville vælte ind over B's grund. En beskæring ville i nogen grad begrænse generne ved nedfald af grene, men kun i begrænset omfang skyggevirkningerne. En beskæring ville i øvrigt skamfere træerne og fremskynde deres nedbrydning. Under hensyn til omfanget af de ulemper, som træerne påførte B's ejendom, fandt landsretten - uanset at forholdene ikke var ændret, siden B købte ejendommen - at der kun ved fjernelse af træerne kunne tilvejebringes acceptable forhold for B's ejendom. A dømtes derfor efter almindelige naboretlige regler til at fjerne træerne.
UfR 2001.2584 ØLD: A havde på sin parcelhusgrund i Hørsholm et lærketræ, hvis stamme og i et vist omfang grene overskred skellet til naboejendommen tilhørende B. Træet generede B, navnlig ved at skygge for solen på B's terrasse. A havde ikke vundet hævd på den bestående tilstand, hvorfor tvisten skulle afgøres efter naborettens almindelige regler. Omfanget af træets skyggevirkning og de øvrige gener for B fandtes at overstige, hvad B skulle tåle, og A skulle derfor træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at fjerne generne. A tilpligtedes at beskære træet, således at alle dele af træet, herunder af træets hovedstamme, der rakte ind over B's ejendom, skulle afskæres.
UfR 2007.2030 ØLD: F og B var ejere af en sommerhusejendom, hvor der var placeret en række nåletræer langs skellet til naboen M's ejendom. M ønskede træerne fjernet, da de bevirkede, at der var skygge på hele grunden det meste af dagen. Under henvisning til en tinglyst deklaration traf hegnssynet afgørelse om, at træerne indenfor en afstand af 1,75 m skulle fældes i jordhøjde. F og B gjorde gældende, at de omtvistede nåletræer ikke udgjorde et hegn i hegnslovens forstand, hvorfor hegnssynet manglede kompetence til at træffe afgørelse i sagen. I modsætning til byretten i Helsinge fandt ØL, at trærækken ikke havde fremtrådt eller fungeret som hegn og således ikke havde hegnskarakter som forudsat i hegnsloven. Der blev herved lagt afgørende vægt på, at træerne ikke havde dannet en afgrænsning ved jordoverfladen. Træerne havde således allerede på tidspunktet for Hegnsynets afgørelse ikke dannet adskillelse eller beskyttelse mod fredskrænkelse, jf. hegnslovens § 10. Træerne kunne i øvrigt ikke antages at være plantet med det formål at danne hegn. Hegnsynet havde derfor ikke haft kompetence til at behandle sagen og afgørelsen om, at træerne skulle fældes, blev ophævet.
UfR 2007.2957 VLD: E ejede en ejendom, hvis baghave stødte op til A’s grund med skovagtig karakter. Parterne var blevet uenige om højden på 2 kastanjetræer og 1 navrtræ beliggende på A’s ejendom tæt på skellet mellem de to ejendomme, eftersom træerne var blevet så høje, at der ikke kom sol ind i E’s baghave. E anlagde sag med påstand om, at A skulle fælde de 3 træer. A påstod frifindelse, subsidiært frifindelse mod at beskære de grene, som voksede ind over skellinjen. A gjorde til støtte herfor gældende, at E’s ulempe ikke oversteg, hvad der var sædvanligt på steder med ældre høje træer. Holstebro Byret pålagde A at beskære træerne og afholde udgifterne herved. E ankede dommen, hvorefter der blev foretaget syn og skøn. Skønsmanden udtalte bl.a., at det ville være muligt at beskære træerne uden at forringe deres stabilitet. VL fandt ikke, at træerne havde sådanne størrelser og medførte sådanne gener, at grænsen for, hvad E måtte tåle ud fra almindelige naboretlige regler, på dette tidspunkt var overskredet. E’s påstand om, at træerne skulle fældes, blev derfor ikke til følge. VL tiltrådte, bl.a. med henvisning til skønsmandens vurdering, at A skulle beskære træerne i skellinjen mellem ejendommene. VL tiltrådte endvidere, at A skulle afholde udgifterne hertil.
UfR 2009.1325 VLD: Under en sag, der angik beskæring af træer på B’s grund, nedlagde A påstand om, at naboen B skulle beskære eller fælde en nordmannsgran, der skyggede for solen i A’s have. Det blev i VL lagt til grund, at nordmannsgranen var blevet plantet på et tidspunkt, hvor huset, som A boede i, var opført, og at en nordmannsgran måtte forventes i løbet af en årrække at kunne blive så stor i både højde og bredde, som nordmannsgranen i B’s have nu var. Det havde derfor været forudsigeligt, da granen blev plantet, at den i løbet af en årrække kunne påføre A’s ejendom de gener, som skønsmanden havde beskrevet og afgivet forklaring om. Nordmannsgranen ville fra ca. kl. 14 skygge for A’s hus, og skyggevirkningen ville herefter brede sig til gårdhaven og fra kl. ca. 16 kaste skygge over den del af græsplænen, der lå nærmest huset. Skyggevirkningen ville, fra den indtrådte, være permanent, indtil solen gik ned. Navnlig i sommerhalvåret måtte generne ved, at solens stråler ikke kunne nå en sydvestvendt gårdhave, karakteriseres som betydelige. At der ved beskæring af andre træer i B’s have var skabt et hul, så solen i modsætning til tidligere nu kunne skinne på A’s græsplæne noget syd for gårdhaven, kunne ikke medføre, at A skulle tåle, at gårdhaven fra kl. ca. 14 ville henligge i skygge. Under de anførte omstændigheder fandt VL, at det var bevist, at generne forårsaget af træet, derved oversteg det, som en nabo i forhold til en anden nabo efter almindelige naboretlige regler skulle tåle i sædvanlige naboforhold. B skulle herefter efter eget valg fælde eller beskære granen til en højde på ikke over 3 meter, inden for en af retten fastsat frist.
UfR 2010.923 ØLD: Sagen vedrørte et ca. 25 meter højt poppeltræ, der var placeret på E’s grund ca. 1 meter fra skellet til N’s grund. N anlagde sag mod E, med principal påstand om, at E blev tilpligtet at foranledige træet fældet. Subsidiært at E blev tilpligtet til at foranledige træet stynet (hovedstamme blev skåret over og alle grene fjernet). Mere subsidiært at E blev tilpligtet til at foranledige træet kronereduceret, således at alle grene i kronen blev afkortet 2/3 af totallængden, hvorved træet blev reduceres med ca. 6 meter, samt bortskærelse alle grene, som rakte ind over skel til N, samt at døde grene løbende skulle fjernes. ØL udtalte, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at det ca. 25 meter høje poppeltræ kastede skygge i N’s have i en udstrækning, der indebar, at der stort set ikke var sol i den sydvendte del af N’s have og på terrassen i sommerhalvåret i ca. 3-4 timer om eftermiddagen. Den herved forvoldte gene for N i form af skyggevirkning og manglende udnyttelsesmuligheder af haven fandtes at overstige, hvad N efter almindelige naboretlige regler skulle tåle, når også hensås til, at parternes ejendomme havde karakter af almindelige parcelhuse med sædvanlige grundstørrelser. Da ØL ikke fandt det godtgjort, at det var nødvendigt at fælde træet, blev N’s subsidiære påstand om styning af træet taget til følge. E var herved ikke afskåret fra i stedet at fælde træet.
Lise Westphal i Ejendomsmægleren nr. 6/2004 p. 18-19: Mobilmaster giver lavere ejendomspriser.
Mikkel Kjeldsen i Ejendomsmægleren nr. 6/2004 p. 20-21: Naboer til mobilmaster kan måske få erstatning.
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 8/2004 p. 14-15: Ingen garanti mod strålingsrisiko
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 11/2004 p. 12: Mobilmaster: Jo nærmere jo bedre.
Jørgen Møller i Ejendomsmægleren nr. 2/2009 p. 30: Møller i modvind og mæglere i medvind. (Omtale af kursus for ejendomsmæglere vedrørende taksering af værditab for ejendomme ved opstilling af vindmøller.)
Jørgen Møller i Ejendomsmægleren nr. 4/2009 p. 20-21: Taksationsmyndighed for vindmøller. (Om DE’s kurser for ejendomsmæglere med henblik på vurdering af værditab på ejendomme i forbindelse med opførelse af vindmøller.)
Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 9/2009 p. 28: Blæst om de første vindmølleerstatninger. (Omtale af de første vindmølleerstatninger efter Værditabsordningen.)Søren H. Mørup i JUR 2009.254-259: Erstatning til naboer til vindmøller
UfR 1998.1515 HD: Ejer af ejendom i Vissenbjerg fik tilkendt erstatning efter naboretlige regler for værdiforringelse på 70.000 kr. fra Elsam, som i 1990 havde etableret en 400 kV højspændingsledning 33 m fra beboelsesbygningerne på hans ejendom.
UfR 2001.929 VLD: A, der ejede en landejendom i Trehøje, havde ikke krav på erstatning i anledning af, at E på naboejendommen havde rejst 4 vindmøller, hvoraf den nærmeste var knap 300 m fra A's ejendom. Der forelå ikke sådanne særlige forhold, at det fornødne ansvarsgrundlag var til stede.
UfR 2006.1290 HD: I 1998 opstillede Dansk MobilTelefon I/S efter tilladelse fra Sønderjyllands Amt og Haderslev Kommune en 48 m høj telemast knap 5 m fra skel og godt 35 m fra Børge Becks ejendom. Placeringen skete på naboejendommen i udkanten af bebyggelsen af en mindre landsby, hvor der ikke i øvrigt var andre høje bygninger eller installationer i umiddelbar nærhed, og masten blev placeret ved siden af et lille vandværk. Ifølge de udfærdigede syns- og skønserklæringer havde placeringen af masten medført værdiforringelse af ejendommen. Højesteret udtalte, at erstatning for en værdiforringelse som den foreliggende skal ydes i det omfang, ulemperne ved telemasten overstiger den grænse, som Børge Beck må tåle som følge af den almindelige samfundsudvikling. Da denne grænse var overskredet fastsatte Højesteret erstatningen skønsmæssigt til 50.000 kr. Et mindretal ville frifinde MobilTelefon I/S, idet mindretallet ikke fandt, at generne fra den opførte telemast oversteg, hvad der med rimelig måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling.
UfR 2009.2237 VLD: 5 boligejere, A, lagde sag an mod Varde kommune, V, og teleselskabet T med påstand om erstatning på 50.000, som følge af værdiforringelsen af deres ejendomme som følge af ombytningen af en gammel telemast med en ny. Den gamle telemast var fra 1974, den nye var tilsvarende for så vidt angik højde, 48 m, men dog med andre dimensioner. A gjorde til støtte for påstanden gældende, at tålegrænsen var nået, og at SKAT efter ombytningen havde nedsat ejendomsværdien med 90.000 kr. A gjorde endvidere gældende, at V havde lavet sagsbehandlingsfejl i forbindelse med sagen. Masten var placeret i udkanten af et grønt område, som var omkranset af parcelhuse i en mindre landsby, hvor der ikke i øvrigt var høje bygninger eller installationer. Ejendommens handelspris var faldet med 25.000 kr. efter ombytningen af telemasterne vurderede en skønsmand. Retten i Esbjerg udtalte, at det ikke kunne anses for upåregneligt for A, at den tidligere mast på et tidspunkt ville blive skiftet ud, og selv om den nuværende telemast var af en kraftigere konstruktion og af større dimensioner end den tidligere, kunne det ikke lægges til grund, at den nuværende mast virkede så meget mere dominerende for ejendommen end den gamle, at grænsen for, hvad A med rimelighed måtte tåle som led i den almindelige samfundsudvikling, var overskredet. Det kunne heller ikke lægges til grund, at ulemper med hensyn til støjgener, gener fra fugle eller isnedfald var forøgede i et omfang, som oversteg tålegrænsen. Udskiftning af en ældre mast med en ny af tilsvarende højde ikke krævede dispensation efter byggelovens § 22. Der havde derfor ikke været pligt til for V at foretage nabohøring i medfør af byggelovens § 22, stk. 2. Indholdet af naboorienteringen af 02.10.2001, som ikke var forkert, omend forskellene mellem den hidtidige og den nye mast kunne være beskrevet mere præcist, medførte derfor ikke erstatningsansvar for V. Da V i naboorienteringen af 02.10.2001 havde meddelt, at de hørte naboer ville blive orienteret om V’s afgørelse, burde V have foretaget en sådan orientering. Undladelse heraf var imidlertid ikke en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at det medførte erstatningsansvar for V. VL stadfæstede i henhold til BR’s grunde.
UfR 2009.2457 HD: I 2003/2004 blev et 400/150 kV-luftledningsanlæg på en delstrækning i det jyske højspændingsnet sat i drift. Anlægget, som Energinet.dk, E, var ansvarlig for, var placeret tæt ved J’s landbrugsejendom, der hverken havde afgivet jord eller var blevet pålagt servitutter i forbindelse med etableringen af anlægget. Ved ibrugtagningen af anlægget nedtog E et andet og mindre luftledningsanlæg. Det var ikke muligt for J og E at blive enige om størrelsen af erstatningen for den værdiforringelse, som anlægget havde medført for ejendommen. Taksationskommissionen, T, fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 1,5 mio. kr. Herefter anlagde Landbrug & Fødevarer som mandatar for J sag mod E med påstand om yderligere erstatning på 1.775.000 kr. E påstod frifindelse. Under VL’s behandling af sagen vurderede to skønsmænd, at anlægget havde medført en væsentlig forringelse af værdien af J’s ejendom. Værdiforringelsen på boligen var 700.000 kr. som følge af dominans, sundhedsrisiko, mistet herlighedsværdi og i mindre grad støjgener. Heri skulle fragå 250.000 kr. for værdiforøgelse ved nedtagning af det gamle anlæg. Værdiforringelsen på driftsbygningerne var 2.825.000 kr., fordi ejendommens omsættelighed var væsentligt nedsat. Ejendommen ville i en handel sandsynligvis blive solgt til sammenlægning. HR fastslog, at ejendommen – på grund af det dominerende ledningsanlæg – ved et salg sandsynligvis ville blive sammenlagt med en anden landbrugsejendom med den heraf følgende nedsatte værdi af såvel bolig som driftsbygninger. Det var ikke godtgjort, at skønsmændene ved deres erklæring havde haft som udgangspunkt, at det var ejendommens størrelse og indretning og ikke ledningsanlægget, der begrundede, at ejendommen mest sandsynligt kun ville kunne sælges til sammenlægning. På den baggrund havde J godtgjort, at anlægget havde medført, at værdiforringelsen af hans ejendom væsentligt oversteg T’s vurdering. Derfor gav HR J medhold i påstanden om yderligere erstatning og stadfæstede dermed VL’s dom (3-2).
UfR 2009.2706 HD: I april 2005 vedtog Hovedstadens Udviklingsråd, H, et regionplantillæg med VVM-redegørelse samt gav Energi E2, E, VVM-tilladelse med henblik på E’s opstilling af to nærmere beskrevne ca. 150 meter høje demonstrations-havvindmøller på Kyndbyværkets grund ved Isefjorden. Blandt andet Foreningen Beboere for Havvindmøller på Havet, F, indbragte H’s afgørelser for Naturklagenævnet, N, som i december 2005 stadfæstede afgørelserne. Herefter anlagde F samt en række personer, som boede i nærheden af Kyndbyværket, to retssager. Den ene sag blev anlagt mod E (nu DONG Energy Power A/S) med påstand om, at det skulle forbydes E at opføre de to demonstrationsvindmøller. Ved dom af 03.04 afviste HR denne sag, efter at E havde afgivet en proceserklæring om, at det VVM-godkendte projekt om opstilling af de to demonstrationsvindmøller var opgivet endeligt. Den anden sag blev anlagt mod N bl.a. med påstand om, at N’s afgørelse skulle kendes ugyldig. Til støtte herfor havde F og beboerne bl.a. anført, at afgørelsen led af en række tilblivelses- og indholdsmangler. HR bemærkede, at A var formand for H og tillige medlem af bestyrelsen for E, da H traf sine afgørelser i sagen, og at han som følge heraf ikke deltog i afgørelserne om vedtagelse af regionplantillægget og om VVM-tilladelse. HR fandt, at det forhold, at A personligt var inhabil, ikke kunne bevirke, at også H som kollegial myndighed var inhabil. HR bemærkede endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt Kyndbyværket som følge af vindmølleprojektet skulle have fornyet miljøgodkendelse, som anført af N henhørte under Frederiksborg Amt, der var inddraget i udarbejdelsen af VVM-redegørelsen. HR fandt derfor, at der ikke var begået fejl af N på dette punkt. HR fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der gav grundlag for at tilsidesætte N’s bedømmelser af, at visualiseringerne havde givet et rimeligt dækkende indtryk af de positive og negative konsekvenser af det samlede projekt, at placeringen af vindmøllerne opfyldte kravene i PL § 5 b til særlig planlægningsmæssig begrundelse for kystnær placering, at de foreliggende oplysninger om støjgener var tilstrækkelige, og at de gældende grænseværdier for støj fra vindmøller var overholdt, at vindmøllerne ikke ville påvirke beskyttede dyr og planter eller det nærliggende internationale naturbeskyttelsesområde, og at der i VVM-redegørelsen var givet sådanne oplysninger om den meteorologiske målemast som en del af det samlede projekt, at der ikke efter VVM-reglerne kunne stilles krav om yderligere undersøgelser vedrørende masten. Herefter, og da det, beboerne i øvrigt havde anført, heller ikke kunne føre til tilsidesættelse af N’s afgørelse, stadfæstede HR ØL’s frifindelse af N.
UfR 2009.2680 HD (UfR 2008.2 VLD) I 2002 blev en vindmøllepark på 10 vindmøller med en højde på lige under 100 m etableret på og i nærheden af gårdejer A’s landejendom ved Ulfsborg i Vestjylland. Parken erstattede en eksisterende vindmøllepark bestående af 27 vindmøller med en højde på 50 m. A gjorde gældende, at han var berettiget til erstatning på naboretligt grundlag, da den nye vindmøllepark havde påført ham ulemper, som i væsentlig grad oversteg, hvad der var sædvanligt efter områdets almindelige beskaffenhed. Selskabet, D, der havde opstillet møllerne, anførte, at der, når vindmøller var opstillet under iagttagelse af alle plan- og miljøretlige krav, kun kunne gives erstatning på naboretligt grundlag, hvis der forelå ganske særlige forhold. Efter aftale mellem A og D blev erstatningsspørgsmålet henskudt til voldgift efter stærkstrømslovens regler, og voldgiftsretten gav A medhold i, at A havde krav på erstatning, som voldgiftsretten fastsatte til 100.000 kr. Retten i Fredericia nåede frem til samme resultat. D blev frifundet i VL. HR fastslog, at dansk rets almindelige regler, hvorefter der blev ydet erstatning for værditab som følge af varige naboulemper fra anlæg af almen samfundsmæssig værdi, i det omfang, ulemperne oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den samfundsmæssige udvikling på det ulempeforvoldende område, også gjaldt på vindmølleområdet. Ud fra en konkret rimelighedsvurdering af ulempens karakter, væsentlighed og påregnelighed sammenholdt med ejendommens karakter og beliggenhed og områdets karakter samt under hensyntagen til den offentligretlige regulering af vindmøller, tiltrådte HR, at grænsen for, hvad A måtte tåle uden erstatning, ikke var overskredet, og HR stadfæstede dermed VL’s dom. Komm. af Søren H. Mørup i JUR 2009.254-259: Erstatning til naboer til vindmøller
UfR 2010.818 HD: Ved el-reformaftalen af 03.05.1999 grundlagdes principperne for et liberaliseret el-marked. Man etablerede samtidig en overgangsordning, hvorved ”eksisterende” private VE-anlæg blev sikret rimelige afskrivningsvilkår. Private vindmøller, der var købt inden udgangen af 1999, og som havde de fornødne tilladelser, var at betragte som ”eksisterende”. El-reformaftalen blev senere fulgt op af først en vejledning, der i vidt omfang gentog aftalens tekst, og dernæst i marts 2001 af en bekendtgørelse. Efter bekendtgørelsen skulle vindmøllen inden udgangen af 1999 være udtrykkelig tilladt i henhold til en endelig vedtaget lokalplan eller en landzonetilladelse, hvis den skulle være en ”eksisterende” vindmølle og berettiget til en særlig gunstig prisafregning. Kolding Kommune, K, vedtog i juni 1999 en såkaldt ”bonuslokalplan” (en lokalplan, der erstattede en landzonetilladelse), som fastlagde retningslinjerne for opstilling af op til 3 vindmøller i lokalplanområdet. Vindmøllerne måtte have en navhøjde på op til ca. 45 meter. Af hensyn til vindmøllernes rentabilitet ansøgte vindmølleejerne i november 1999 om tilladelse til at opføre vindmøller med en navhøjde på 50 meter. Byrådet, B, besluttede på et møde d. 30.12.1999, at dette forudsatte en dispensation fra lokalplanen, hvorefter sagen blev sendt i nabohøring. På et møde d. 24.01.2000 besluttede B at meddele dispensation. Under dialogen med K var vindmølleejerne blevet oplyst, at det ikke ville få betydning for, om møllerne var eksisterende, at dispensationen først ville blive givet efter d. 01.01.2000. Energistyrelsen traf imidlertid afgørelse om, at vindmøllerne ikke efter overgangsreglerne var ”eksisterende” ved udgangen af 1999. Energiklagenævnet stadfæstede afgørelsen, og VL såvel som HR tiltrådte ligeledes, at vindmøllerne ikke kunne anses for eksisterende ved udgangen af 1999. VL frifandt endvidere K for erstatningsansvar, hvilket ikke blev indbragt for HR.
UfR 1976.86 HD: 7 forretningsdrivende ved Kildegårdsplads på Lyngbyvej fik tilkendt i alt 180.000 kr. i erstatning for ekstraordinære ulemper ved udbygning af Lyngbyvej fra 1968-1971. Komm. af Frants Thygesen i UfR 1977 B.146-149.
UfR 2002.1152 ØLD: Ullerichs Konfektion E fik tilkendt erstatning fra Ørestadsselskabet på. 1.344.784 kr. for omsætningsnedgang som følge af metrobyggeriet ved Nørreport Station. Selv om E med forretningssted centralt i København måtte være forberedt på, at der vil kunne foregå ganske omfattende offentlige arbejder, uden at E vil være berettiget til erstatning herfor, fandtes arbejdet med metroen, der i området ved E's forretning var planlagt til at vare cirka 2 år, men hvis varighed nu skønnedes at blive omkring 4 år, både med hensyn til intensitet og varighed at gå ud over, hvad E er forpligtet til at tåle. § 69 i lov om offentlige veje fandt anvendelse ved nye vejanlæg og ved ombygning af bestående veje. Etableringen af den arbejdsplads, som har forårsaget ulemperne for E, fandtes ikke at være omfattet af bestemmelsens ordlyd, og der var ikke i lov om Ørestaden § 16 henvist til denne bestemmelse, men alene til ekspropriationsloven, hvorfor der ikke i medfør af vejlovens § 69, stk. 2, var grundlag for at begrænse erstatningsansvaret.
HD af 31.05.2005 (Sag 120/2004): Solrød Kommunes afslag på ansøgning om dispensation fra lokalplans bestemmelse om opførelse af hegn ikke tilsidesat.
UfR 2007.559 VLD: I december 2002 meddelte Sønderjyllands Amt, S, miljøgodkendelse til etablering og drift af et køreteknisk anlæg, P. Der blev samtidig givet mulighed for at anvende P til motorsportsarrangementer. Ca. 550 m fra P lå A’s landbrugsejendom, der var beliggende på en del af Kruså-Padborg flyveplads, og ikke langt derfra fandtes der desuden en motocrossbane, ligesom der også fandtes en jernbane i området. A anlagde i 2004 sag mod P’s ejere, I, med påstand om erstatning på naboretligt grundlag for forringelse af handelsværdien af A’s ejendom. Erstatningskravet var opgjort til 1 mio. kr. VL udtalte, at A’s ejendom lå i et område, der allerede i 1975 blev udlagt til flyveplads med deraf følgende støjbelastning af omgivelserne. Området var også senere i den offentlige planlægning udlagt til støjende aktiviteter. Det blev samtidig lagt til grund, at der ud over selve flytrafikken var en række andre væsentlige støjkilder i området i form af et flyværksted med afprøvning af flymotorer, en motocrossbane og en jernbane. Endeligt måtte det lægges til grund, at støjgenerne fra I’s anlæg ikke oversteg de støjgrænser ved nærmeste nabo, som var fastsat efter miljø- og planlovgivningen. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at anlægget ikke skulle tilgodese anerkendelsesværdige formål. Efter det oplyste om områdets karakter og placeringen af I’s anlæg på flyvepladsen sammenholdt med støjniveauet fra anlægget, herunder når der blev drevet motorsport, og bidraget fra andre støjkilder, var det ikke bevist,, at generne fra I’s anlæg oversteg, hvad A måtte tåle som led i den almindelige udvikling i området. Det blev bemærket, at syns- og skønsmandens personlige vurdering af genernes omfang på et givet tidspunkt, ikke kunne anses som bevis for, at den naboretlige tålegrænse efter områdets beskaffenhed var overskredet. I blev derfor frifundet.
UfR 2008.331 VLD: H og M var ved en straffesag blevet dømt for hærværk for at fælde ca. 45 træer på naboen K’s sommerhusgrund. I erstatningssagen blev K tilkendt erstatning på knap 69.000 kr. for opskæring og ny plantning samt en skønsmæssig fastsat erstatning for værdiforringelse af ejendommen på 300.000 kr.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11