I betænkning nr. 1466/2005 af 22.11.2005 er ægtefællepensionsudvalget nu efter næsten 8 års udvalgsarbejde fremkommet med et forslag til nye regler om deling af pensionsordninger.
Udvalget blev nedsat d. 24.11.1997 af Justitsministeriet, efter at der fra forskellig side var fremkommet kritik af, at pensionsrettigheder bliver behandlet forskelligt afhængigt af, om der er tale om pensionsordninger med løbende livsbetingede ydelser, som ikke skal deles, og kapital- og ratepensioner, som skal deles. Kritikerne påpegede, at de gældende regler kan føre til urimeligheder, hvis den ene ægtefælle har en pensionsordning, som ikke skal deles, f. eks. en pensionskassepension, mens den anden ægtefælle har en ratepension af samme størrelse, som skal deles.
De nævnte urimeligheder har altid kunnet afbødes ved at den ægtefælle, der har en pensionsordning, der skal deles, kan tage initiativ til, at kapital- eller ratepensionen ved ægtepagt gøres til den pågældendes særeje. Urimelighederne ved gældende ret opstår således kun for de ægtefæller, som ikke har ulejliget sig med at få oprettet den omtalte ægtepagt.
Ægtefællepensionsudvalget har nu foreslået, at problemet løses på en ganske anderledes radikal måde, nemlig ved at alle "rimelige" pensionsordninger, herunder kapital- og ratepensioner, kan udtages forlods ved separation og skilsmisse. Dette er efter min vurdering en yderst uhensigtsmæssig og særdeles urimelig løsning af problemerne. Lovudkastet flytter uden nogen reel begrundelse over 650 mia. kr. væk fra formuefællesskabet til stor glæde for de ægtefæller, som har de største kapital- og ratepensioner. Udvalget går med forslaget ind for det omvendte Robin Hood-princip, dvs. man vil tage fra de svage og give til de stærke, og denne asociale holdning er i klar modstrid med normal moderne dansk tankegang. Udvalgets forslag går i stik modsat retning af udviklingen i resten af Europa. Forslaget kan tvinge tusindvis af ægtefæller til at blive separeret eller skilt i 2006. Forslaget er teknisk meget kompliceret og uklart og uigennemtænkt på talrige punkter. Forslaget vil dermed skabe betydelig retsusikkerhed og nødvendiggøre et utal af retssager. Lovforslaget vil give meget ekstra arbejde til landets familieadvokater, men ikke desto mindre har næsten alle af de mange familieadvokater, som jeg har drøftet forslaget med, erklæret sig som klare modstandere af forslaget. Foreningen af Familieretsadvokater har d. 11.05.2006 fremsat et fornuftigt og klart alternativt forslag til nye regler. Dette forslag løser de problemer, der har givet anledning til udvalgets forslag, men bibeholder som udgangspunkt, at opsparing i form af kapital- og ratepension skal ligedeles på samme måde som al anden opsparing i et ægteskab med formuefællesskab.
Familieminister Lars Barfoed har d. 26.01.2006 fremsat lovforslag nr. L 146, der i et og alt svarer til udvalgets forslag. Familieministeren har derved udvist et enestående politisk mod, da de færreste politikere så åbenlyst tør gå ind for, at man skal forringe retsstillingen for de svageste til fordel for de stærkeste ægtefæller, og at man skal lade de lavtlønnede, de syge og de arbejdsløse ægtefæller sejle deres egen sø. Se i øvrigt 10 spørgsmål til Familieministeren. og 6 lovtekniske spørgsmål til Familieministeren og 5 spørgsmål til Familieministeren om pensionsdeling og manglende ligestilling mellem kønnene
Forslaget vil indebære, at pensionsordninger for
meget betydelige beløb, formentlig over 650 mia. kr., (22
Storebæltsbroer) flyttes væk fra formuefællesskabet fra lovens ikrafttræden,
som formentlig bliver d. 01.01.2007. Der vil pr. 31.12.2006 være en samlet
pensionsformue på ca. 2.200 mia kr. Heraf er ca. 54% eller 1.188 mia kr.
kapital-, rate- og rentepensioner, som efter gældende ret skal ligedeles. Efter mit
skøn tilhører ca. 60% af pensionsformuen ægtefæller med
formuefællesskab, medens de resterende 40% tilhører ugifte og ægtefæller
med særeje. Forslaget omfatter således ca. 60% af 1.188 mia kr. eller ca.
713 mia kr. Heraf må langt størstedelen, formentlig ca. 650 mia. kr.,
anses for "rimelige pensionsordninger", og det er disse 650 mia. kr., som efter forslaget ikke
længere skal deles ved
separation og skilsmisse. Dette svarer til ca. 635.000 kr. pr. ægtepar i
Danmark. De måske over 500.000 ægtepar, som
ønsker, at deres pensioner fortsat skal være fælleseje
lige som resten af deres formue, skal inden lovens ikrafttræden oprette
ægtepagt herom. Dette virker helt absurd i lyset af, at forslaget
fremkommer som en konsekvens af, at nogle ægtefæller har forsømt at oprette
ægtepagt om, at deres kapital- og ratepension skal være deres særeje.
Udvalget oplyser ikke noget sted i betænkningen, hvor store beløb, der
flyttes væk fra formuefællesskabet, samt hvor mange ægtepagter, der må
forventes at blive oprettet af de mange ægtefæller, der forsat mener, at
deres pensioner skal være fælleseje. Udvalget har tilsyneladende ikke
fundet det hensigtsmæssigt at gøre beslutningstagerne bekendt med
konsekvenserne af lovudkastet, selv om dette er en af de fornemste opgaver
for et lovforberedende udvalg.
Forslaget medfører
en betydelig udhuling af formuefællesskabet og dermed af de bagvedliggende
begrundelser, som er bærende for, at formuefællesskab og ligedeling er
indført og bibeholdt i dansk ret siden vikingetiden. Ægtefæller med
formuefællesskab har hidtil trygt kunnet indrette sig ud fra en opfattelse af, hvad der
er bedst for familien som helhed, mens ægtefæller med særeje indretter
sig efter, hvad der tjener den enkeltes egne interesser. Hvis forslaget
vedtages, bør man samtidigt ændre betegnelsen formuefællesskab, da
befolkningen tror, at formuefællesskab betyder ligedeling af
fællesformuen ved ægteskabets opløsning. Forslaget vil jo indebære, at
kun ca. 50% af den samlede familieformue skal deles ved separation eller
skilsmisse.
Forslaget
er konkurrenceforvridende, da det vil indebære en tilskyndelse til, at ægtefæller vil søge at placere
deres opsparing i pensioner frem for i andre formuegoder, da de dermed kan
sikre sig en opsparing, som ikke skal deles i tilfælde af separation eller
skilsmisse. Forslaget bygger på en filosofi om, at enhver er sin egen
lykkes smed, og at alle gifte personer hver for sig skal søge at sikre
deres egen alderdom bedst muligt. Man postulerer, at pensionernes formål er
at sikre den enkelte ægtefælles (og ikke ægtefællernes) forsørgelse i
alderdommen. Udvalget har været besat af en tanke om, at man ikke skal
kunne gifte sig til en højere pension. Jeg er bestemt ikke enig. Når løn
er fælleseje, bør den del af lønnen, som anvendes til opsparing til
pensionen, naturligvis også være fælleseje, men denne form for logik skal
åbenbart ikke gælde i Danmark. Efter min mening skal en familie kunne
indrette sig, som den finder mest hensigtsmæssig uden tanke på, om det vil
have pensionsmæssige konsekvenser for den enkelte. Udvalgets forslag appellerer til
individualisme og egoisme frem for fællesskab og
solidaritet mellem ægtefæller. Forslaget er et meget uheldigt forsøg på at
føre pensionspolitik på familiepolitikkens bekostning. Det er ikke
overraskende, at arbejdsmarkedets parter går ind for, at
arbejdsmarkedspensioner kan udtages forlods af lønmodtageren ved separation
og skilsmisse. Dette gør det lettere at fremme udbredelsen af
arbejdsmarkedspensioner. Det er heller ikke overraskende, at
pengeinstitutter og pensionsinstitutter går ind for, at pensionsordninger
skal kunne udtages forlods, da dette fremmer salget af pensionsopsparinger
frem for andre typer af opsparing. Det er derimod meget overraskende, at jurister, der ikke repræsenterer nogen særinteresser, kan
gå ind for, at det danske formuefællesskab skal udhules ved lov.
Hvis ægtefæller ønsker, at deres respektive pensionsordninger skal være
deres særeje, skal de naturligvis kunne aftale dette i en ægtepagt, men
særejet bør ikke sniges ind ad bagvejen via en lovbestemmelse.
Hvis der i
udvalget havde siddet er repræsentant for Typehusfabrikantforeningen, vil
denne givetvis have kæmpet for, at også almindelige typehuse skal kunne
udtages forlods af ejeren ved separation eller skilsmisse, da et sådant
forslag uden tvivl kan fremme salget af typehuse på bekostning af andre
boligformer. Det turde være indlysende for enhver, at et sådant forslag er
åbenbart urimeligt, da det tilsidesætter familiens interesser for at
fremme uvedkommende økonomiske særinteresser. Det er dybt beklageligt, at
udvalget har valgt at fremme pensionsinstitutternes særinteresser på
bekostning af familiernes interesse.
Forslaget
vil føre til, at en pensionsopsparing, der er resultatet af fælles
”slid og afsavn”, og som skal tjene til ægtefællers fælles
forsørgelse, når de bliver pensionister, kan forlodsudtages af den ene
ægtefælle. Det er ofte ganske tilfældigt, hvem af ægtefællerne, der
står som ejer af en kapital- eller ratepension. Ægtefællerne vil meget
ofte lade den ægtefælle, som bedst kan udnytte skattefradraget, stå som
den formelle ejer, selv om opsparingen er fælles.
Hvis indbetalingen ligger inden for rammerne af, hvad der svarer til
sædvanlige arbejdsmarkedspensionsbidrag, skal opsparingen ikke deles. Forslaget vil indebære en helt
vilkårlig og urimelig favorisering af
ejerægtefællen på den anden ægtefælles bekostning.
Udvalget har ikke givet en nogen
forklaring på, hvad der grundliggende adskiller kapital- og ratepensioner
fra andre former for alderdomsopsparing, så som investering i aktier og
obligationer eller i fast ejendom. Sætter en gift mand 100.000 kr.
fællesejemidler ind på en bankkonto, er denne bankkonto fælleseje og skal
indgå i bodelingen, hvis indskyderen senere skal separeres eller skilles,
også selv om formålet med opsparingen er at forbedre indskyderens levefod
som pensionist. Det er særdeles vanskeligt at forstå, hvorfor opsparingen
i banken skal behandles helt anderledes, blot fordi bankkontoen oprettes som
en ratepensionskonto. Indskyderen bliver da belønnet med et skattefradrag
med en værdi på op til 59% af indskuddet, men hvorfor skal han desuden
belønnes med, at han slipper for at dele beløbet med hustruen? Manden kan
i det anførte eksempel når som helst hæve sin ratepensionskonto mod et
betale en afgift på 60% ved ophævelse i utide, men kontoen skal alligevel
ikke deles, hvis der er tale om en "rimelig" pensionsopsparing, og
det vil jo være tilfældet, hvis manden er selvstændig erhvervsdrivende
med et årligt overskud på f. eks. 800.000 kr.
Udvalget har ikke givet nogen
begrundelse for, at pensionsordninger skal behandles helt anderledes i
Danmark end i de fleste andre vestlige lande. I Norge er retsstillingen nogenlunde
som i Danmark. Man overvejer at inddrage pensionsordninger i delingen i
videre omfang end nu. Den norske regering har d. 10.12.2004 meddelt
Stortinget, at retfærdighedshensyn
taler for, at der i højere grad end efter de nuværende regler tages hensyn
til pensionsrettigheder ved skifte, jfr. betænkningen kap. 9.2.2.1. I
Sverige indførte man i 1987 regler om forlodsudtagelse af en række
pensionsordninger. I 1998 vendte svenskerne tilbage til det
oprindelige udgangspunkt, hvorefter rettigheder i henhold til
pensionsforsikringer, der er skattepligtige ved udbetalingen som hovedregel
indgår i bodelingen, men dog kan undtages, hvis det ville være urimeligt
at lade dem indgå i delingen, jf. de nærmere kriterier herfor i äktenskapsbalken
kap. 10, 3 §. Som begrundelse for ændringen blev navnlig anført, at
pensionsforsikringerne i de senere år i vidt omfang havde ændret karakter
fra at være egentlige forsikringer med pensionsformål til at være
opsparingsformer uden forsikringsmoment. Det var derfor vigtigt, at de
indgik i bodelingen for at beskytte den svagere ægtefælle, jfr.
betænkningen kap. 9.3.2.1. I England, hvor den legale formueordning er
særeje, sker der i stadigt stigende omfang ligedeling af pensionsordninger,
jfr. betænkningen kap. 9.4.3. I Tyskland skal værditilvæksten under
ægteskabet på alle typer pensionsordninger ligedeles efter reglerne om
Versorgerungsausgleich, som blev indført i 1977, jfr. betænkningen kap.
9.5.3. I betænkningen kap. 9 note 3 (p. 121-122) oplyses det, at der i Europa
findes en række lande, hvor værdien af ægtefællernes samtlige
pensionsordninger betragtes som et aktiv på lige fod med den øvrige økonomiske
opgørelse, som aktualiseres ved ægteskabets ophør. Dette gælder f.eks.
for England/Wales, Frankrig, Holland, Irland, Italien, Schweiz og Tyskland.
Ud af disse lande har en majoritet særskilte regler som muliggør en
separat deling af pensionsordninger mellem ægtefællerne.
Hvis udvalgets forslag gennemføres, bevæger Danmark sig på dette område
den stik modsatte retning end resten af Europa, hvilket er ret så
tankevækkende. Er danske ægtefæller virkelig langt
mere egoistisk indstillede end vore medborgere i resten af Europa? Skal
Danmark gøre sig bemærket som landet, hvor enhver er sig selv nærmest, og
hvor man ikke ønsker at beskytte
den svageste af ægtefællerne, hvis ægteskabet opløses ved separation
eller skilsmisse? Skal Danmark gå
forrest i en udhuling af fællesskabsprincippet i familien?
Professor, dr. jur. Linda Nielsen,
der er professor i familieret på Københavns Universitet, har i sin
disputats Familieformueretten fra 1993 foretaget en dybtgående analyse og
vurdering af de gældende regler om deling af pensionsordninger og af de
hensyn, der taler for og imod pensionsdeling. Linda Nielsen, der må anses
for en af landets førende eksperter på dette område, konkluderer på side
327-328, at udgangspunktet for en reform bør være pensionsudligning
(ligedeling) vedrørende alle rettigheder til alderspension, der er opsparet
under ægteskabet. En reform efter denne model ville indebære, at også
arbejdsmarkedspensioner, herunder pensionskassepensioner, skal deles. Det
forslag, som nu foreligger, er i direkte modstrid med Linda Nielsens
analyser og vurderinger, hvilket man dog undlader at gøre opmærksom på i
betænkningen. Man spürt die Absicht, und man ist verstimmt!
Forslaget vil indebære en alvor
forringelse af retsstillingen for den ene af parterne i et betydeligt antal
ægteskaber, hvor der er stor forskel på parternes pensionsopsparing,
hvilket kan illustreres med et eksempel:. Manden har kapital- og
ratepensioner på 800.000 kr., som er sparet op som et led i hans
ansættelsesforhold under parternes 14-årige
ægteskab. Hustruen, der er førtidspensionist, har ikke har nogen pensionsopsparing, men hun har
obligationer på 800.000 kr., som er købt for en arv efter hendes
forældre. Efter gældende ret skal hustruen ved separation eller skilsmisse
have 50% af mandens kapital- og ratepensioner, men hvis forslaget
gennemføres, vil hun miste dette boslodskrav. Hun vil ikke kunne få
fællesskabskompensation efter forslagets § 16 d, da hendes fravær fra
arbejdsmarkedet skyldes sygdom eller arbejdsløshed mv., og hun vil ikke
kunne få en godtgørelse efter forslagets § 16 e
på max. 25% af
forskellen, når parterne ikke har været gift i mindst 15 år. Manden
skal både efter gældende ret og efter forslaget have boslodskrav på
halvdelen af hustruens arv.
Forslaget vil navnlig gå ud
over gifte kvinder, da gifte mænd i gennemsnit har ca. 60% større
pensionsordninger end gifte kvinder. Ifølge Danica er 30-55-årige kvinders opsparing til pension
i
gennemsnit 20% mindre end mænds opsparing. I betænkningen kap. 5.5.1.2 er
det oplyst, at en undersøgelse udarbejdet af Erhvervs- og
Økonomiministeriet har vist, at det i ægteskaber, hvor kun den ene
ægtefælle sparer op til pensionen, i 69% af tilfældene er manden, som
foretager denne opsparing. Tal
fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der er ca. 65.000
personer, der årligt indskyder over 100.000 kr. på en pension med løbende
udbetalinger. 80% af disse indskydere er mænd og 20% er kvinder.
Velfærdskommissionen har i en rapport
fra januar 2006 om fremtidens velfærd p. 197-199 opgjort, at 63-årige
mænd i 2003 i gennemsnit havde en pensionsformue på ca. 1.100.000 kr. og
63-årige kvinder en pensionsformue på 600.000 kr. I en omfattende analyse
af pensionsopsparingen i 2002 foretaget af Skatteministeriet er det
anført, "at stort set lige mange gifte mænd og kvinder foretog
pensionsopsparing i 2002. Til gengæld var de gifte mænds indskud ca. 60
pct. større end kvindernes. Den store forskel kan især henføres til
de arbejdsgiveradministrerede ordninger, hvilket afspejler højere
gennemsnitsindkomst og større opsparingsprocenter hos mændene". I 2003 indbetaltes i alt til SP 7.444.984.814 kr. til
SP-pension. Kvinder indbetalte 3.083.218.859 kr og mænd indbetalte
4.361.765.956 kr. Mændenes samlede indbetalinger var således 41,47%
højere end kvindernes. Jeg kender fra mit arbejde
gennem 30 år som familieadvokat massevis af eksempler på, at mandens
pensionsordning er langt mere værd en hustruens, og meget få eksempler på
det modsatte.
Som anført ovenfor, medfører lovforslaget, at kapital-, rate- og rentepensioner for ca. 650 mia.
kr. flyttes væk fra formuefællesskabet. Hvis Skatteministeriets analyse
lægges til grund, tilhører ca. 400 mia kr. de gifte mænd og ca. 250 mia
kr. de gifte kvinder, og hvis lovforslaget gennemføres, vil mændene
således kunne forlodsudtage ca. 150 mia kr. mere end kvinderne. De gifte
kvinder mister samlet 75 mia kr. eller i gennemsnit ca. 73.000 kr. pr.
kvinde.
Forslaget griber afgørende ind i
de allerede etablerede formueforhold mellem landets ca. 1 mio. ægtepar, som
har valgt at indrette deres formueordning ud fra de gældende regler. Man
kan f. eks. tage et par, som indgik ægteskab i 1999 som 40-årige. Mandens
formue bestod ved vielsen af kapital- og ratepensioner tegnet som led i hans
ansættelsesforhold, hvor der indestod ca. 600.000 kr. efter skat. Hustruen
eneste formue var et arvet sommerhus med en friværdi på 600.000 kr. Inden
vielsen gennemgik de formueforholdene med en familieadvokat, og de
besluttede, at sommerhuset skulle indgå i formuefællesskabet, da manden jo
indførte pensionsordninger i ægteskabet, der svarede til friværdien i
sommerhuset. Hvis dette ægtepar skal separeres eller skilles efter d
01.01.2007, kan manden forlodsudtage sine kapital- og ratepensioner og
desuden kræve at få halvdelen af friværdien i hustruens sommerhus, da hun
jo i tillid til de gældende regler ikke har sørget for, at dette blev
gjort til hendes særeje.
De mange tusinde ægtefæller,
som vil miste deres ret til boslod på halvdelen af den anden parts kapital-
og ratepensioner, bliver nødsaget til at blive separeret eller skilt inden
lovens ikrafttræden, dvs. formentlig inden d. 01.01.2007, medmindre de kan
forhandle sig frem til en løsning med en ægtepagt om, at kapital og
ratepensionerne fortsat skal være fælleseje. Udvalget har tilsyneladende
ikke overvejet eller undersøgt, hvor mange ægtefæller, der vil blive nødsaget til vælge
at blive separeret eller skilt inden lovens ikrafttræden. Det må allerede
nu forudses, ar der vil opstå kaotiske tilstande ved domstolene, hvis disse
i efteråret 2006 skal behandle i tusindvis af flere separationssager, hvor
sagsøgerne ønsker dom afsagt inden lovens ikrafttræden, mens de sagsøgte
vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at få sagen udsat, således
at separationsdommen først kan blive afsagt efter lovens ikrafttræden.
Forslaget §
16 b, stk. 1 indeholder en bestemmelse om, at ægtefællerne ved
skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring udtager egne
rimelige pensionsrettigheder. Det fremgår af bemærkningerne, at
alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner skal anses for rimelige, og derfor
kan udtages forlods, uanset om den ene ægtefælles arbejdsmarkedspension
måtte være f. eks. 800.000 kr. større end den anden ægtefælles.
Udvalget giver kun et eksempel på urimelige pensionsrettigheder, nemlig
hvis en ægtefælle, der i forvejen har den største pensionsordning,
foretager indbetalinger ud over niveauet for den sædvanlig
arbejdsmarkedspension. Dette kunne f. eks. være en kontorchef i det
offentlige, der supplerer sin pensionskassepension med en privattegnet
ratepension. Udvalget oplyser ikke, hvor ofte man støder på sådanne
tilfælde. Udvalget anfører på side 179, at langt den største del af de
eksisterende pensionsordninger må antages at være sædvanlige og rimelige,
og at disse derfor ikke skal deles.
Det er yderst vanskeligt at afgøre, om en selvstændig erhvervsdrivendes
pensionsordning er rimelig. Ved vurderingen af, om en pensionsordning for en
selvstændig erhvervsdrivende kan holdes uden for bodelingen, må der
ifølge bemærkningerne til forslaget p. 230 lægges vægt på, om "ordningen
må anses for rimelig ud fra virksomhedens økonomiske forhold". Udkastet
yder ikke læseren yderligere vejledning for den fremtidige retsanvendelse.
Man må selv skønne, om årlige indbetalinger på f. eks. 20% eller
30% af overskuddet er rimelige, og det er ikke oplyst, om man skal
gennemgå regnskaberne for virksomheden for hvert enkelt indskudsår for at
finde frem til, hvor meget den selvstændige kan forlodsudtage. Kan der
efter en periode med dårlige regnskaber og lave eller ingen indskud på
pensionsordningen indskydes ekstra store beløb i de følgende år for at
indhente det forsømte? Der
skal føres mange landsrets- og højesteretssager, før retsstillingen er
blot nogenlunde afklaret. Det vil således
være vanskeligt for ægtefællerne (og deres advokater) at forudsige, hvorledes retsstillingen
vil udvikle sig, og hvorledes de skal indrette sig. Der er ifølge
Skatteministeriet ca. 184.000 personer her i landet, der driver selvstændig
erhvervsvirksomhed som hovederhverv. Hertil kommer den meget store gruppe,
der driver virksomhed via et selskab, som de selv ejer.
Forslaget omtaler ikke, om gæld
kan relatere sig til en pensionsordning og dermed ikke kan tælles med i
delingen af det øvrige fællesbo. Dette kan illustreres med et eksempel. M
har en ratepension til en værdi på 400.000 kr. netto. Ratepensionen må
anses for rimelig og kan derfor forlodsudtages. Han har andre aktiver til en værdi
på 400.000 kr. og passiver på 400.000 kr. Hustruen har opsparet 400.000 kr.,
som står placeret i obligationer i et frit depot. Forslaget vil føre til,
at manden ikke har noget at dele, da ratepensionen jo kan forlodsudtages og
derfor ikke skal regnes med i boopgørelsen. Manden kan kræve 200.000 kr. af
hustruen, fordi hun har været så "dum" ikke at placere pengene i
pensionsopsparing. Hvis mandens gæld på 400.000 kr. er et banklån optaget
til finansiering af indskuddet på ratepensionen, forekommer det ikke
rimeligt, at lånet skal belaste fællesboet.
Forslagets § 16 b, stk. 2 udvider retten til
forlodsudtagelse til også at omfatte beløb fra rimelige
kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er
udbetalt, dog kun i det omfang beløbene ikke må anses for at være
forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Der
er efter min vurdering ingen reale grunde til denne udvidelse af
forlodsudtagelsesretten, som er en yderligere udhuling af
formuefællesskabet. Det kan også undre, at renter af og surrogater for de
udbetalte beløb kan forlodsudtages, når der ikke gælder det samme for
personskadeerstatninger efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, som
bør ændres, hvis § 16 b, stk. 2 måtte blive indført.
Forslaget indeholder i § 16 c en regel om, at alle
pensionsrettigheder kan udtages forlods af fællesboet, hvis
ægteskabet har været af kortere varighed. Ifølge bemærkningerne anses et
ægteskab som udgangspunkt for korterevarende, hvis det har varet i
mindre end 5 år. Der skal ved opgørelsen af ægteskabets varighed som
udgangspunkt ikke tages hensyn til et forudgående samliv. Der kan dog
forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt også at lægge vægt på
et forudgående samliv med økonomisk fællesskab af nogen længde. Der er
efter min opfattelse ingen reale grunde til, at pensionsrettigheder skal
behandles anderledes end alle andre formuegoder, når et fællesbo skal
deles i et kortvarigt ægteskab. Den gældende regel i fællesboskiftelovens
§ 69 a om skævdeling i kortvarige ægteskaber omfatter også
pensionsordninger, og efter denne regel skal der ved vurderingen af
ægteskabets varighed tages hensyn til forudgående samliv. Det forekommer
mig uforståeligt, at vi skal have to regler om skævdeling i kortvarige
ægteskaber med forskellige definitioner af begrebet kortvarigt og med
forskelligt indhold i øvrigt.
Forslagets § 16 d om
fællesskabskompensation er processkabende, da der i skønnet skal indgå en
vurdering af, om ægtefællen har foretaget en mindre pensionsopsparing, end
hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og om
dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden
ægtefælle helt eller delvist har været uden for arbejdsmarkedet, haft
orlov eller har arbejdet på nedsat tid (er samlivsskadet). Det fremgår
udtrykkeligt af bemærkninger, at der ikke kan gives kompensation til den
ægtefælle, som har den dårligste pensionsordning, hvis dette
skyldes sygdom og arbejdsløshed. De syge og arbejdsløse - og de
lavtlønnede - må med andre
ord sejle deres egen sø og de skal ikke have nogen andel i ægtefællens pension.
Hvis betingelserne for kompensation skønnes
opfyldt, skal man i gang med at finde frem til størrelsen af hver
ægtefælles indskud på pensionsordninger under hele ægteskabet og
dernæst finde frem til den aktuelle værdi af disse indskud, da
kompensationen højest kan udgøre halvdelen af differencen mellem værdien
af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet
af midler fra fællesejet, jfr. forslaget til RVL § 16 d, stk. 2.
Forlaget indeholder i § 16 e en
meget kompliceret regel om godtgørelse til den anden ægtefælle for at
sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis ægteskabet
har været af længere varighed, og der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes
pensionsrettigheder. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets
varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Bemærkningernes redegørelse for, hvorledes beregningerne skal foretages,
viser med al tydelighed, at beregningerne bliver særdeles komplicerede -
bl. a. med omregning af kapitalpensioner til pensioner med løbende
ydelser, idet der ikke skal ske kompensation, hvis forskellen i årlige
løbende ydelser ikke overstiger 50.000 kr. før skat. Der skal ske
sammenligning af pensionsværdierne både på skiftetidspunktet og på ægtefællernes
sædvanlige pensioneringstidspunkter for at tage højde for en eventuel
aldersforskel mellem ægtefællerne. Beløbet, der skal betales, bør
normalt ikke være større, end at det svarer til ca. 25 % af forskellen
mellem værdien af hver af ægtefællernes pensionsopsparing under ægteskabet.
Anvendelsen af dette maksimum forudsætter, at ægteskabet har varet noget længere
end 15 år, og at ægtefællen med den mindste pension stort set ikke har
andet end sin folkepension. Har den pensionsmæssigt dårligst stillede ægtefælle
bortset fra folkepension mv. en pensionsrettighed, der ved et sædvanligt
indbetalingsforløb frem til den normale pensionsalder årligt udgør ca.
135.000 kr., kan den pågældende ægtefælle i almindelighed ikke anses for
at være urimeligt stillet i pensionsmæssig henseende. De anførte beløb
er nutidskroner før skat.
Ovenstående meget komplicerede og tidskrævende beregninger; som hverken parterne selv eller
deres advokater vil være i stand til at foretage uden assistance fra specialister
i pensionsinstitutterne, skal kun foretages, når ægteskabet har varet
mindst 15 år, og det er gudskelov "kun" tilfældet i 25% af alle
skilsmisser. Ægtefællepensionsudvalget har kun givet et enkelt simpelt
eksempel på, hvorledes kompensationsberegningerne skal finde
sted, og der må også af den grund forventes en helt uoverskuelig og
kaotisk retstilstand på dette område i mange år ud i fremtiden.
Forslagets § 16 f og
16 g om
udtagelsespligt for ejerægtefællen forekommer heller ikke hensigtsmæssige. Der
bør i videst muligt omfang være ret til såkaldt opsat deling - også kaldet separat ligedeling -
, blot en af ægtefællerne ønsker
dette.
Forslagets § 16 h, stk. 1, 1.
pkt. om, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at en
pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 28, er en
selvfølgelighed. Ifølge forslagets § 16 h, stk. 1, 2. pkt. skal en
sådan aftale også kunne omfatte fremtidige indbetalinger på rettigheden.
Dette er i strid med det præceptive surrogationsprincip, som er et grundlæggende
familieretligt princip. Det kan ikke
aftales, at mandens indestående til enhver tid på en bestemt konto i et
bestemt pengeinstitut skal være hans særeje, da dette giver manden
mulighed for vilkårligt at forsøge sit særeje på fællesejets
bekostning. Dette princip, som er fastslået i over tyve nyere
landsretsafgørelser, bør også gælde for pensionsordninger, som heller
ikke på dette punkt bør have deres egne specialregler.
Ifølge forslagets § 16 h, stk. 2 kan ægtefæller ved
ægtepagt
aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i
delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse
eller bosondring. Denne regel kan tiltrædes som særdeles vigtig for de
mange tusinde ægtefæller, som fortsat mener formuefællesskabet alvorligt,
og som derfor nu tvinges til at oprette ægtepagt om, at deres
pensioner skal være fælleseje. Reglerne bør ikke blot gælde
kapital- og ratepensioner, men også alle andre typer pensionsrettigheder,
herunder selvpensioneringskonti, indekskonti, indestående i Lønmodtagernes
Dyrtidsfond, SP-pension, livrenter og overlevelsesrenter, og udvalget har end ikke ulejliget sig
med at give en begrundelse for, at kun kapital- og
ratepensioner skal kunne gøres til fælleseje, selv om dette er et
alvorligt indgreb i ægtefællers aftalefrihed. Det bør desuden være
muligt i ægtepagten at aftale, at pensionsordningen også skal ligedeles,
hvis ægteskabet opløses ved den anden ægtefælles død. Det er indtil
videre uafklaret, hvad der er årsagen til denne enestående mangel på
omtanke fra udvalgets side.
Ifølge en meningsmåling på Familieadvokaten.dk baseret
på 1.040 svar, mener 46,1% af de personer, der har svaret, at alle
pensionsordninger skal deles ved separation og skilsmisse, hvis der er
formuefællesskab, 26,4% mener, at pensionsordninger, som er led i et
ansættelsesforhold bør kunne udtages forlods, og 20,1% mener, at alle
pensionsordninger bør kunne udtages forlods. Det er tydeligt, at
ægtefællepensionsudvalgets forslag ligger meget langt fra, hvad flertallet
ønsker, og man må derfor håbe, at forslaget aldrig bliver vedtaget af Folketinget. Jeg kan sagtens leve med, at de
gældende regler bibeholdes indtil videre, og at ægtefæller, hvor den ene har løbende
livsbetingede pensioner, der ikke skal deles, og den anden har kapital- og
ratepensioner, der skal deles, løser problemet i en ægtepagt om, at rate-
og kapitalpensioner skal være den pågældendes særeje.
Familieministeren, som hvis lovforslaget vedtages må påregne at blive kaldt familieopløsningsministeren eller
anti-familieministeren, burde som nævnt have undladt at fremsætte
pensionsudvalgets lovudkast som lovforslag. Han burde samtidigt overveje, om
det ikke nu var på tide at nedsætte et udvalg, der skal fremkomme med
forslag til modernisering af de gældende regler om formuefællesskab og
særeje. De gældende regler om formuefællesskabet trådte i kraft d. 01.01.1926, og der
er unægtelig sket en voldsom ændring af familiemønsteret siden da, uden
at dette har givet sig udslag i lovændringer, uanset at reglerne på mange
områder er dybt forældede. Reglerne om særeje blev
moderniseret pr. d. 01.10.1990, men også disse regler trænger til et
grundigt serviceeftersyn - bl. a. som følge af de mange fejl og
forglemmelser, som skete dengang. Et nyt udvalg kunne samtidigt få til
opgave at vurdere pensionsrettighedernes stilling i sammenhæng med de
øvrige regler om fælleseje og særeje, og udvalget bør opfordres til i
videst muligt omfang at koordinere forslaget til nye regler med reglerne i
de øvrige nordiske lande.
Kort sagt på moderne tuborg-dansk: Det er en OM'er - capice?
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11