Straffeloven kap. 25

25. kapitel Forbrydelser mod liv og legeme

§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

§ 238. Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødselen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødselen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, og har handlingen ikke påført barnet skade, kan straf bortfalde.

§ 239. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.

§ 239 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen)

§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 240 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Hæfte erstattet med fængsel indtil 4 måneder)
§ 240 er ændret fra d. 01.04.2004 ved § 1.50 i lov nr. 218 af 31.03.2004

§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed.

§ 241 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen).
I § 241, er strafferammen ændret fra 4 år til 8 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.
§ 241 er ændret fra d. 01.04.2004 ved lov nr. 218 af 31.03.2004 ved indføjelse af ordet særligt.
§ 241, 2 pkt. er indsat fra d. 25.06.2005 ved § 1.1 i lov nr. 559 af 24.06.2005
§ 241, 2. pkt. er ændret ved § 2.1 i lov nr. 716 af 25.06.2010 fra d. 01.07.2010. I § 241, 2. pkt., indsættes efter »spiritus­kørsel«: », overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2,«.

§ 242. (Ophævet).

§ 243. (Ophævet).

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

§ 244 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen)
I § 244 er strafferammen ændret fra 1 år og 6 måneder til 3 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år.

I § 245, stk. 1 og stk. 2, er straframmen ændret fra 4 år til 6 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.

§ 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 245 a er indsat fra d. 29.05.2003 ved lov nr. 386 af 28.05.2003 (Kvindelig omskæring)

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.

I § 246 er straframmen ændret fra 8 år til 10 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.
§ 246 er ændret fra d. 29.05.2003 ved lov nr. 386 af 28.05.2003 (Kvindelig omskæring)

§ 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.

Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold.

§ 248. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. »Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel
, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed.

§ 249 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen)
I § 249 er straframmen ændret fra 4 år til 8 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.
§ 249 er ændret fra d. 01.04.2004 ved lov nr. 218 af 31.03.2004 ved indføjelse af ordet særligt.
§ 249, 2 pkt. er indsat fra d. 25.06.2005 ved § 1.2 i lov nr. 559 af 24.06.2005
§ 249, 2. pkt. er ændret ved § 2.2 i lov nr. 716 af 25.06.2010 fra d. 01.07.2010. I § 249, 2. pkt., indsættes efter »spiritus­kørsel«: », overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2,«.

§ 250. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under den pågældendes varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel indtil 8 år.

§ 250 er ændret fra d. 01.04.2004 ved § 1.51 i lov nr. 218 af 31.03.2004. Hidtidig formulering: Den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i sådan tilstand, straffes med fængsel, der, når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse, under i øvrigt skærpende omstændigheder kan stige til 8 år.

§ 251. En kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for alvorlig fare, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

§ 251 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen)
§ 251 er ændret fra d. 01.04.2004 ved § 1.52 i lov nr. 218 af 31.03.2004. I § 251, 1. pkt., ændres »fængsel indtil 1 år« til: »bøde eller fængsel indtil 1 år«, og 2. pkt. ophæves. Hidtidig formulering for 2. pkt.: Straffen kan nedsættes eller bortfalde, hvis barnet lever uden at have taget skade.

§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.

§ 252, stk. 2 er ændret og stk. 3 er indsat pr. d. 01.07.2001, jfr. § 1 i lov nr. 468 af 07.06.2001
§ 252 er ændret fra d. 01.07.2001 ved
lov nr. 433 af 31.05.2000 (Hæfte udgået)
I § 252, stk. 1, er straframmen ændret fra 4 år til 8 år ved § 1 i lov nr. 380 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.

§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Stk. 2. Med fængsel indtil 2 år straffes den, som overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade.

§ 253 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Hæfte ændret til fængsel)
§ 253 er ændret fra d. 01.04.2004 ved § 1.53 i lov nr. 218 af 31.03.2004 (»3 måneder« ændret til: »2 år«.)

§ 253, stk. 2 er indsat ved § 2.1 i lov nr. 498 af 17.06.2008 fra d. 18.06.2008.

§ 254. Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som forsætligt eller uagtsomt overlader barn under 15 år, sindssyg, mentalt retarderet eller beruset person farligt våben eller sprængstof.

§ 254 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Hæfte ændret til fængsel)

§ 255. (Ophævet).

§ 255, stk. 1 er ændret fra d. 01.07.2001 ved lov nr. 433 af 31.05.2000 (Afskaffelse af hæftestraffen)
§ 255, stk. 2 er ændret fra d. 01.07.2001 ved
lov nr. 433 af 31.05.2000 (Hæfte ændret til fængsel)
§ 255 er ophævet fra d. 01.01.2002, jfr. § 4 i lov nr. 461 af 07.06.2001. Hidtidig formulering: § 255. Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den mand, som modvillig unddrager sig fra at yde en af ham uden for ægteskab besvangret kvinde den til hendes nedkomst fornødne hjælp, hvis hun derved kommer i nød.
Stk. 2. Undlader nogen, der er vidende om, at en til hans husstand hørende kvindes nedkomst er nær forestående, at yde hende den i denne anledning fornødne bistand, straffes han med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

§§ 256-259. (Ophævet).

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

23-04-17