Oversigt over 36 fejl og forglemmelser i ægtefælleloven

I næsten alle nye love viser der sig at være fejl og forglemmelser, som først opdages, efter at loven er vedtaget. Dette gælder også ægtefælleloven, som trådte i kraft d. 01.01.2018. Denne oversigt viser de fejl og forglemmelser, som foreløbigt er dukket op. Der viser sig sikkert at være mange flere.

Gitte Meldgaard Abrahamsen har d. 27.10.2017 henledt min opmærksomhed på fejlene nr. 8, 10, og 11. Se herom: Gitte Meldgaard Abrahamsen i UfR 2018 B.46-52: Begrebsafklaring eller begrebsforvirring?

Advokat Johan Stæger har henledt min opmærksomhed på 9 af de øvrige fejl.

12 af fejlene vedrører ÆFL § 51.

  1. Ifølge ÆFL § 1 råder hver ægtefælle under ægteskabet over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger som følger af stk. 2, § 2 samt kapitel 2 og 3. Henvisningen til § 2 er upræcis, da begrænsningerne i en ægtefælles særråden står i konkurslovens § 64 og ÆFL § 2, stk. 3
     

  2. En ægtefælle må ifølge ÆFL § 6 ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om at overdrage, pantsætte, udleje eller bortforpagte familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist indgår i ligedelingen efter ÆFL § 5, stk. 1, 1. pkt. Ifølge bemærkningerne er en bolig, der er erhvervet for en personskadeerstatning omfattet af ÆFL § 36, ikke omfattet af bestemmelsen. Dette er ikke korrekt, da det kun er erstatningsbeløbet, der kan udtages forlods. Ejendommen må derfor være omfattet af ÆFL § 6, jf. Irene Nørgaard i Familieret, 3. udg. 2017 p. 195 note 37.
     

  3. Ifølge bemærkningerne kræves der ikke ægtefællesamtykke ved dispositioner over en helårsbolig. der er erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfattet af §§ 34 og 35.  Dette er ikke korrekt. Der skulle have stået, at ÆFL § 6 ikke omfatter boliger, der er erhvervet med en udbetaling, der udelukkende hidrører fra en rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt ordinært, jf. ÆFL § 34, stk. 2, eller enhver alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, når ægteskabet er kortvarigt, jf. ÆFL § 35, stk. 2.
     

  4.  Ifølge ÆFL § 6, stk. 3 kræves der samtykke efter stk. 1 også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter ÆFL § 48. Hvis der er tale om en ejendom, der ikke er omfattet af krydsende udtagelsesret efter ÆFL § 48, f. eks. en udlejningseejendom med 8 lejligheder, hvoraf ægtefællerne bebor een lejlighed, må kravet om ægtefællesamtykke ophøre på ophørsdagen, selv om lovens ordlyd siger noget andet. Problemet ses ikke omtalt i bemærkningerne.
     

  5. Hvis der ved ægtepagt er indgået aftale efter ÆFL § 15 om, at værdien af en alders- kapital- eller ratepension skal indgå i formuedelingen, er der udtagelsespligt til den pågældende alders- kapital- eller ratepension, medmindre pensionen hæves, jf. ÆFL § 50, som må antages at have afløst RVL § 16 h, stk. 3, selv om ÆFL § 50 omhandler pensionsrettigheder, der indgår i formuedelingen (ekstra pensioner), medens ÆFL § 15-aftaler omhandler værdien af pensionsrettigheden. Bemærkningerne omtaler slet ikke RVL § 16 h, stk. 3. Der burde i ÆFL § 15 være indsat et sålydende stk. 2.: § 46, stk. 2 og 3 og § 47 finder tilsvarende anvendelse.
     

  6. ÆFL § 20 skal ifølge bemærkningerne forstås således, at det er tilstrækkeligt, at en ægtepagt er underskrevet digitalt. Den nye regel er indført, som om der er tale om en videreførsel af gældende ret, men det er ikke tilfældet. RVL § 35 krævede, at en ægtepagt var underskrevet under parternes hånd, og ægtepagter, der kun er underskrevet digitalt før d. 01.01.2018, må anses for ugyldige. Disse ugyldige ægtepagt er ifølge bemærkningerne blevet gyldige fra d. 01.01.2018, selv om bemærkningerne er baserede på en retsvildfarelse.
     

  7. Det er uklart, om ÆFL § 23 kun gælder arv og gaver fra tredjemand, eller om den også gælder arv og gaver mellem ægtefællerne indbyrdes. RVL-udvalget havde foreslået, at reglerne om arv og gave kun skulle gælde arv og gaver fra tredjemand, jf. udvalgets overskrift til lovudkastet kap. 5. Overskriften til ÆFL kap. 7 anfører kun ”arveladers og gavegivers bestemmelser om særeje”, og bemærkningerne til ÆFL § 23 omtaler ikke, om bestemmelsen også gælder arv og gaver mellem ægtefællerne.  I de almindelige bemærkninger 3.11. hedder overskriften ”Arv og gave fra tredjemand.
     

  8.  Ifølge ÆFL § 23, stk. 1 kan arvelader og gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter ÆFL § 12, dog ikke om sumsæreje eller sumdeling efter ÆFL 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Dette skyldes ifølge bemærkningerne, at en bestemmelse om sumsæreje bl.a. vil betyde, at en arving vil kunne forbruge hele arven og stadig kunne udtage sumsærejet ved formuedelingen. Tilsvarende vil arvingen ved bestemmelse om sumdeling kunne forbruge arven og alligevel ved formuedeling kunne udtage den del af arven, der oversiger delingsformuen. Begrundelsen er korrekt for så vidt angår abstrakt sumsæreje eller abstrakt sumdeling. Der er derimod ikke nogen begrundelse for ar forbyde tredjemand at bestemme, at arven eller gaven skal være genstandsrelateret sumsæreje eller sumdeling.
     

  9. Der burde være præciseret, at en arvelader og gavegiver også kan træffe bestemmelse om, at arven eller gaven skal være delingsformue. Der skal således ikke sluttes modsætningsvist fra ÆFL § 23, stk. 1.
     

  10. Ifølge ÆFL § 24, stk. 1 opstår der brøkdelssæreje, hvis et aktiv erhverves for både særeje og delingsformue. Der er ikke i loven eller i bemærkningerne taget stilling til, hvad der gælder, hvis et aktiv erhverves for delingsformue og formue, der ikke skal deles, f. eks. en udbetalt kapitalpension, jf. ÆFL § 34, stk. 2, eller en personskadeerstatning, jf. ÆFL § 36.
     

  11. Ifølge ÆFL § 26, stk. 1, 2 indgår personlige genstande omfattet af ÆLFL § 31 ikke i ligedelingen. § 31 omfatter ifølge bemærkningerne kun ægtefællers delingsformue. Genstande omfattet af ÆFL § 31 er med andre ord delingsformue, der ikke indgår i ligedelingen, hvilket er i strid med definitionen af delingsformue i ÆFL § 5, stk. 2.
     

  12. Ifølge ÆFL § 26, stk. 1, 3) indgår pensionsrettigheder efter ÆFL § 34 ikke i ligedelingen. Dette er ikke korrekt. Det er kun pensioner omfattet af ÆFL § 34, stk. 1-3, der ikke indgå i ligedelingen. Ekstra pensioner indgår ifølge ÆFL § 34, stk. 4 i ligedelingen.
     

  13. Ifølge ÆFL § 26, stk. 1, 5) indgår personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af ÆFL § 37  ikke i ligedelingen. Dette er ikke korrekt. Der kan godt være personlige og uoverdragelige rettigheder, der indgår i ligedelingen. Dette gælder f. eks. båndlagt gave, der ikke er gjort til særeje, jf. UfR 1954.990 HD.
     

  14.  Ifølge ÆFL § 26, stk. 1, 8) indgår en ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke i ligedelingen. Ifølge ÆSKL § 53, stk. 2, 2. pkt., som er ophævet pr. d. 01.01.2018, medregnes krav på forfaldne underholdsbidrag ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel. Sådanne krav skal efter gældende ret medregnes som passiv i skyldnerægtefællens bodel, men dette skal tilsyneladende ikke længere gælde. Der er ikke givet nogen begrundelse for denne ændring, som må være en lapsus. I Familieret, 3. udg., 2017 p. 265 f. antages det, at kravene fortsat kan medregnes som passiv hos skyldnerægtefællen.
     

  15. Ifølge ÆFL § 26, stk. 5 finder reglerne i afsnit IV anvendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmissse. Bestemmelsen er formuleret forkert, da den også omfatter ægtefæller, der dør, uden at der er ansøgt om separation eller skilsmisse. Meningen må være, at ophørsdagen er dødsdagen, hvis en ægtefælle dør, efter at statsforvaltningen har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, men inden at der er meddelt separation eller skilsmisse ved bevilling eller dom.
     

  16. Ifølge ÆFL § 26, stk. 2 skal der inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld  § 29, jf. dog § 30. Henvisningen til stk. 1 er meget uheldig, da stk. 1 ikke handler om ligedeling. Der skulle have stået: inden ligedeling efter § 5, stk. 1, 1. pkt
     

  17. ÆFL § 26, stk. 2 og 3 burde være suppleret med følgende bestemmelse i stk. 4:

    Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis andet følger af ægtefællernes aftale efter ÆFL § 18
     

  18. Godtgørelseskrav ved omstødelse i medfør af ÆL § 26 skal ikke medtages ved opgørelsen af formuen, jf. den nu ophævede bestemmelse i ÆSKL § 53, stk. 2. Reglerne om deling ved omstødelse af ægteskab er overført til ÆL § 25, stk. 2-4, men der står intet om, at kompensation efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen. § 25, stk. 2 in fine og stk. 4 henviser til ÆFL afsnit III og IV – og i disse afsnit står der heller ikke noget om, at kompensation efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen.  Der må være tale om en lapsus fra Børne- og Socialministeriets side.
     

  19. ÆFL § 36 har afløst EAL § 18, stk. 2 om forlodsudtagelse af personlige erstatninger, og de nye regler gælder også for skader, der er indtrådt før d. 01.01.2018. Erstatning for skader, der er indtrådt før d. 01.10.1984, har hidtil været reguleret efter RVL § 15, stk. 2, og dette indebar, at ikke blot erstatningsbeløbet, men også renter og værdistigninger formentligt kunne udtages forlods,  jf. Irene Nørgaard i Familieret, 5. udg., 2003, p. 562-563. Efter lovens ordlyd gælder de nye regler i ÆFL § 36 også erstatning for skader, der er indtrådt før d. 01.10.1984, hvilket indebærer, at den skadelidtes ret til forlodsudtagelse er blevet forringet.  Der er ikke noget steds i bemærkningerne en omtale af, at en sådan forringelse har været tilsigtet. Der må være tale om en lapsus, hvor man har glemt skader, der er indtrådt før d. 01.10.1984.
     

  20.  Ifølge bemærkningerne til ÆFL § 48 er der ikke krydsende udtagelsesret til aktiver, der er erhvervet for en personskadeerstatning omfattet af ÆFL § 36. Dette er ikke korrekt, da det kun er erstatningsbeløbet, der kan udtages forlods. Ejendommen må derfor være omfattet af ÆFL § 48, jf. Irene Nørgaard i Familieret, 3. udg. 2017 p. 285.
     

  21. Ifølge bemærkningerne til ÆFL § 48 er der ikke krydsende udtagelsesret til aktiver. der er erhvervet for midler fra en pensionsrettighed omfattet af §§ 34 og 35.  Dette er ikke korrekt. Der skulle have stået, at ÆFL § 48 ikke omfatter aktiver, der er erhvervet med en udbetaling, der udelukkende hidrører fra en rimelig alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt ordinært, jf. ÆFL § 34, stk. 2, eller enhver alders- og kapitalpension, supplerende engangssum og supplerende engangsydelse, der er udbetalt, når ægteskabet er kortvarigt, jf. ÆFL § 35, stk. 2.
     

  22.  Hvis et uskiftet bo skiftes i længstlevendes levende live, indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, jf. ÆFL § 51. Dette er ikke korrekt.  Der skulle have stået:
    Ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live indgår i ligedelingen af ægtefællernes delingsformue efter § 5, stk. 1, 2. pkt., de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet eller som fandtes i boet ved udgangen af det døgn, hvor anmodning om skifte er modtaget i skifteretten, bortset fra følgende aktiver og krav:
     

  23.  Ifølge ÆFL § 51, 2) indgår førstafdødes personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af ÆFL § 37 ikke i dødsboskiftet. Det fremgår ikke af bemærkningerne, hvad der er tænkt på. Sådanne rettigheder vil enten bortfalder ved død eller miste deres personlige karakter ved død. Der tænkes muligvis på successors ret i en successionrækkefølge.
     

  24.  Ifølge ÆFL § 51, 2) indgår længstlevende ægtefælles personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af ÆFL § 37 ikke i dødsboskiftet. Dette er ikke korrekt, hvis ægtefællerne ved ægtepagt har indgået aftale om, at den personlige og uoverdragelige rettighed helt eller delvist skal indgå i formuedelingen, jf. ÆFL § 17.
     

  25. Ifølge ÆFL § 51, 3) indgår den længstlevendes ægtefælles personlige erstatninger omfattet af § 36, stk. 1 og 2 ikke i dødsboskiftet. Dette er ikke korrekt, hvis ægtefællerne ved ægtepagt har indgået aftale om, at den personlige erstatning helt eller delvist skal indgå i formuedelingen, jf. ÆFL § 16.
     

  26. Ifølge ÆFL § 51, 4) indgår den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52 ikke i dødsboskiftet. Børne- og socialministeriet har overset, at ÆFL § 52 også omfatter længstlevendes lignende rettigheder, og at det følger af AL § 23, stk. 3, at længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder ikke indgår i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.
     

  27. Ifølge ÆFL § 51, 4) indgår den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder efter § 52 ikke i dødsboskiftet. Henvisningen skulle alene have været til ÆFL § 52, stk. 1 og 2, da beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing, jf. ÆFL § 52, stk. 3, skal indgå i dødsboskiftet
     

  28. Ifølge ÆFL § 51, 7) indgår en ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ikke i ligedelingen. Ifølge ÆSKL § 53, stk. 2, 2. pkt., som er ophævet pr. d. 01.01.2018, medregnes krav på forfaldne underholdsbidrag ikke som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel. Sådanne krav skal efter gældende ret medregnes som passiv i skyldnerægtefællens bodel, men dette skal tilsyneladende ikke længere gælde. Der er ikke givet nogen begrundelse for denne ændring, som må være en lapsus. I Familieret, 3. udg., 2017 p. 265 f. antages det, at kravene fortsat kan medregnes som passiv hos skyldnerægtefællen.
     

  29. Godtgørelseskrav ved omstødelse i medfør af ÆL § 26 skal ikke medtages ved opgørelsen af formuen, jf. den nu ophævede bestemmelse i ÆSKL § 53, stk. 2. Reglerne om deling ved omstødelse af ægteskab er overført til ÆL § 25, stk. 2-4, men der står intet om, at kompensation efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen. § 25, stk. 2 in fine og stk. 4 henviser til ÆFL afsnit III og IV – og i disse afsnit står der heller ikke noget om, at kompensation efter § 26 kan holdes uden for ligedelingen.  Der må være tale om en lapsus fra Børne- og Socialministeriets side.
     

  30. I ÆFL § 51 om opgørelse af delingsformuen ved død skulle der ifølge bemærkningerne være indsat et stk. 2 og stk. 3 svarende til bestemmelserne i ÆFL § 26, stk. 2 og 3, som lyder således:

    Stk. 2. Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. dog § 30.

    Stk. 3. En ægtefælles delingsformue indgår ikke i ligedelingen, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. dog § 30, overstiger ægtefællens delingsformue.

    Det må bero på en lapsus fra Børne- og Socialministeriets side, at disse bestemmelser ikke er kommet med i lovens tekst.
     

  31. De glemte bestemmelser i § ÆFL § 51, stk. 2 og 3 burde være suppleret med følgende bestemmelse i stk. 4:

    Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse, hvis andet følger af ægtefællernes aftale efter ÆFL § 18
     
  32. I opregningen i ÆFL § 51 af, hvilke aktiver og krav, der ikke indgår i dødsboskiftet, har Børne- og Socialministeriet glemt AL § 23, stk. 2, hvorefter livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, ikke indgår i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live.

  33.  I opregningen i ÆFL § 51 af, hvilke aktiver og krav, der ikke indgår i dødsboskiftet, har Børne- og Socialministeriet også glemt AL § 23, stk. 7, hvorefter arv, gave og livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse.
     
  34.  Det fremgår af ÆFL § 53, stk. 1, at bestemmelsen finder anvendelse ”ved formuedelingen efter § 51”. ÆFL § 51 må (på trods af sin ordlyd) antages også at finde anvendelse ved skifte af et uskiftet bo ved den længstlevende ægtefælles død. Det fremgår af ÆFL § 53, stk. 1, at de i bestemmelsen omhandlede kompensations-, regulerings- og misbrugskrav kan rejses af den længstlevende ægtefælle og af den førstafdøde ægtefælles dødsbo. Herefter er det tvivlsomt, i hvilket omfang bestemmelsen kan anvendes ved skifte af uskiftet bo i anledning af længstlevendes død. På den ene side taler henvisningen til ”formuedelingen efter § 51” for, at § 53 også giver hjemmel til, at regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav kan rejses ved skifte af uskiftet bo ved længstlevendes død. På den anden side er en sådan fortolkning i direkte modstrid med ordlyden af ÆFL § 53, stk. 1.
     
  35.  Det følger af ordlyden af ÆFL § 53, stk. 2, at § 38 om reguleringskrav også gælder ved ”overførsel af skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje”. Imidlertid vedrører § 38 ikke blot overførsel af midler til fuldstændigt særeje men alle overførsler af delingsformue til aktiver, som ikke indgår i ligedelingen. Det fremgår intetsteds af bemærkningerne, at det har været meningen at begrænse anvendelsen af reguleringskrav på dødsboskifte til de situationer, hvor overførsel af midler, som er skilsmissesæreje, er sket præcis til fuldstændigt særeje. Det må antages, at ÆFL § 53, stk. 2 og dermed § 38 – på trods af sin ordlyd – også finder anvendelse, hvis en ægtefælle har overført skilsmissesæreje til andre aktiver end lige netop fuldstændigt særeje, så længe der blot er tale om en overførsel til aktiver, som ikke indgår i ligedelingen
     
  36. Det følger af ordlyden af ÆFL § 53, stk. 4, at § 39 om reguleringskrav også gælder ved ”ved overførsel af fuldstændigt særeje til skilsmissesæreje". Imidlertid vedrører § 39 ikke blot overførsel af  fuldstændigt særeje  til skilsmissesæreje, men alle overførsler af midler, der ikke indgår i formuedelingen, til delingsformue. Det fremgår intetsteds af bemærkningerne, at det har været meningen at begrænse anvendelsen af reguleringskrav på dødsboskifte til de situationer, hvor overførsel af midler, som er skilsmissesæreje, er sket præcis fra fuldstændigt særeje. Det må antages, at ÆFL § 53, stk. 4, og dermed § 39 – på trods af sin ordlyd – også finder anvendelse, hvis en ægtefælle har overført andre midler til skilsmissesæreje end lige netop fuldstændigt særeje, så længe der blot er tale om en overførsel til aktiver, som ikke indgår i ligedelingen.

 

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborgg

Hit Counter

21-06-18