Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i L 208 af 25.03.1999 til lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v.

§ 1
§ 2
§ 3
§ 4
§ 5
§ 6
§ 7
§ 8
§ 9
§ 10
§ 11
§ 12
§ 13
§ 14
§ 15
§ 16
§ 17
§ 18
§ 19
§ 20
§ 21
§ 22
§ 23
§ 24
§ 25
§ 26
§ 27
§ 28
§ 29
§ 30
§ 31
§ 32

Til § 1

Reglen er en indledningsbestemmelse, der angiver lovens anvendelsesområde og henviser til de relevante paragraffer i loven. Efter loven skal der betales afgift for tinglysninger med visse undtagelser og for visse registreringer. Afgiftspligten ved tinglysning omfatter tinglysning i tingbogen, personbogen eller bilbogen. De afgiftspligtige registreringer omfatter dels registrering af ejer af og pant i skib i Skibsregistret, dels registrering af ejer af luftfartøj i Nationalitetsregistret og af pant i luftfartøj i Rettighedsregistret over luftfartøjer.

For tinglysninger gælder, at der er regler for tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i §§ 4, 9 og 10, tinglysning af pant i fast ejendom eller løsøre mv. i §§ 5, 9 og 10, tinglysning af ejendomsforbehold i motorkøretøjer mv. i § 6 og andre tinglysninger i §§ 7 og 9. Registreringer vedrørende skibe er omfattet af lovens § 11 og § 12, og registreringer vedrørende luftfartøjer er omfattet af lovens § 13 og § 14.

Afgiftspligten for tinglysning og registrering af pant omfatter tinglysning/registrering af viljes- og lovbestemt pant, herunder ejerpantebreve og skadesløsbreve, dog ikke tinglysning/registrering af retspant. Retspant er pant, som ved retsdekret stiftes i en skyldners ejendele til tvungen fyldestgørelse af dennes kreditorer, f.eks. udlæg og arrest. Tinglysning og registrering af retspant foreslås undtaget fra afgiftspligten for ikke at belaste stiftelse af retspant med yderligere omkostninger. Denne undtagelse fra afgiftspligten indebærer ikke afgrænsningsproblemer i forhold til det afgiftspligtige område og vurderes ikke at ville give anledning til omgåelser af afgiften.

Det er uden betydning for afgiftspligten, hvor og mellem hvem en aftale om en rettighed er indgået, fx. om udlændinge har indgået aftalen i udlandet. Afgørende for afgiftspligten er, om der ønskes tinglysning eller registrering af rettigheden i et dansk register som nævnt ovenfor.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder nærmere regler for afgiftens beregning. Det fastsættes i stk. 1, at den beregnede afgift skal afrundes opad til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Hvis det beløb, der skal betales afgift af, er angivet i fremmed valuta, herunder euro, skal der ved afgiftens beregning ske en omregning til danske kroner efter stk. 2. Det kan f.eks være tilfældet, hvis overdragelsessummen ved ejerskifte af fast ejendom er fastsat i fremmed valuta. Ved omregningen skal benyttes den af Nationalbanken fastsatte officielle middelkurs. Hvis der ikke er fastsat en officiel kurs, skal der i stedet anvendes den af et pengeinstitut fastsatte sælgerkurs. Den kurs, der skal anvendes, er en kurs fastsat inden for de seneste 14 dage forud for anmeldelsen til tinglysning eller registrering. Det foreslås, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om hvilken kurs, der skal anvendes ved beregning af afgiften, når beløbet er angivet i euro, herunder til at fastsætte regler om, at der ved låneomlægninger, jf. lovforslagets § 5, stk. 2, kan anvendes den kurs, der er gældende på det tidspunkt, hvor et realkreditlån udmåles, idet afgiften forventes at skulle beregnes og angives på pantebrevet på dette tidspunkt, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 6. I disse tilfælde vil der kunne anvendes en eurokurs, der ligger mere end 14 dage forud for anmeldelsen til tinglysning. Efter lovforslagets § 16, stk. 1, indtræder afgiftspligten ved registreringsmyndighedens modtagelse af anmeldelse til tinglysning eller registrering.

Efter stk. 3 skal afgiften beregnes af det afgiftsgrundlag, der medfører den højeste afgift, hvis afgiftsgrundlaget kan opgøres på mere end én måde. Det kan forekomme, at den retshandel, der ligger til grund for tinglysningen eller registreringen, giver flere muligheder for at beregne afgiften. Hvis der f.eks. er fastsat alternative vederlag, beregnes afgiften af det højeste vederlag. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse, når køberen af en fast ejendom kan vælge enten at udstede sælgerpantebrev eller indfri til en bestemt kurs inden for en bestemt frist. Der findes en tilsvarende bestemmelse i den gældende stempelafgiftslovs § 14. Bestemmelsen i stk. 3 knytter sig derimod ikke til kursomregningsbestemmelsen i stk. 2.

Til § 3

Det fastsættes i bestemmelsens stk. 1, hvad der skal medregnes til afgiftsgrundlaget ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom efter § 4, registrering af ejer af skib efter § 11 og registrering af ejer af luftfartøj efter § 13. Det bestemmes, at der til ejerskiftesummen skal medregnes det samlede nominelle vederlag. Ved ejerskiftesummen forstås den modydelse, der skal præsteres ved ejerskiftet. Hvis ejerskiftesummen ikke fremgår ved anmeldelsen til tinglysning, eller hvis der ikke foreligger en ejerskiftesum ved anmeldelse til registrering, f.eks. fordi der ikke registreres et ejerskifte men kun ejerskab til et skib eller et luftfartøj, fastsættes beløbet efter reglerne i stk. 2 og 3, jf. nedenfor. Til vederlaget henregnes kontante beløb, der erlægges til den, der afstår det ejerskiftede, eller til tredjemand, pantebreve, der udstedes til den, der afstår det ejerskiftede, eller til tredjemand, og panthæftelser, der overtages som led i ejerskifte. Anlægsbidrag til vej-, kloak-, gas-, vand-, elektricitets-, fjernvarme-, dige- og pumpeanlæg og lignende henregnes dog kun til vederlaget, når bidraget er forfaldent til betaling på tidspunktet for ejerskiftet. Ved tidspunktet for ejerskiftet forstås overtagelsestidspunktet. Det er det tidspunkt, registreringsmyndigheden har kendskab til, og det tidspunkt som parterne har valgt som tidspunkt for ejerskabets overgang. Efter den gældende stempellov beregnes stempelafgiften på grundlag af købesummen, som den foreligger opgjort på tidspunktet for dokumentets oprettelse, og således at der til det stempelpligtige vederlag medregnes ikke alene den aftalte købesum, men også hvad erhververen skal betale udenfor købesummen.

Det er kun vederlaget for ejerskiftet, der skal medregnes til ejerskiftesummen. Dette indebærer bl.a., at de omkostninger ved handlen, der ikke indgår i vederlaget, f.eks købers handelsomkostninger, ikke skal medregnes. Byrder på det ejerskiftede skal som udgangspunkt heller ikke medregnes. Byrder omfatter f. eks. servitutter, brugsrettigheder og naturalydelser. Hvis disse byrder imidlertid af en af parterne kan forlanges afløst af en pengeydelse, skal pengeydelsen medregnes til ejerskiftesummen. Er der tale om et periodisk vederlag, skal den samlede sum af disse vederlag for de første 10 år efter ejerskiftet medregnes. Er det periodiske vederlag fastsat for en kortere periode end 10 år, skal der kun medregnes summen af de aftalte vederlag. Er pengeydelsen aftalt for en længere periode end 10 år eller på ubestemt tid, medregnes kun summen af vederlagene for de første 10 år. 10-års perioden løber fra ejerskiftedatoen (overtagelsestidspunktet). Medlemsforpligtelser, som en erhverver i forbindelse med ejerskiftet overtager overfor foreninger mv., anses ikke for at udgøre en del af vederlaget.

Hvis erhververen ved ejerskiftet overtager restancer af skatter og afgifter eller af andre ydelser, skal disse restancer medregnes til ejerskiftesummen.

Udgangspunktet for det foreslåede stk. 1 har været stempelafgiftslovens regler om stempelafgiftens beregning. Reglerne er blevet tilpasset den nye registreringsafgift og er i den forbindelse blevet præciseret og forenklet.

Stk. 2 og 3 finder anvendelse, når der ikke foreligger en ejerskiftesum ved anmeldelsen til tinglysning eller registrering. I disse tilfælde er det af hensyn til afgiftsbetalingen efter loven nødvendigt at opgøre et afgiftsgrundlag. Det foreslås derfor, at parterne skal opgøre en ejerskiftesum mv. til brug for beregningen af afgiften ved anmeldelsen til tinglysning eller registrering. Stk. 2 omhandler fast ejendom og stk. 3 skibe og luftfartøjer.

Efter stk. 2 er afgiftsgrundlaget ved ejerskifte af fast ejendom, når der ikke foreligger en ejerskiftesum, ejendommens værdi efter bestemmelserne i § 4, stk. 2. Afgiftsgrundlaget er således den seneste offentliggjorte ejendomsværdi eller en senere meddelt ændring heri. Hvis ejendommen ikke er selvstændigt vurderet, eller der er sket væsentlige forandringer med hensyn til ejendommen efter den seneste offentliggjorte vurdering, skal ejendommens værdi angives efter bedste skøn.

Stk. 3 finder anvendelse på registrering af ejer af skibe og luftfartøjer, når der ikke foreligger en ejerskiftesum - enten fordi der ikke foreligger et ejerskifte, eller fordi der ikke i forbindelse med handlen er aftalt en ejerskiftesum, hvoraf afgiften kan beregnes. Den afgiftspligtige skal i disse tilfælde i forbindelse med anmeldelsen til registrering vedlægge en begrundet angivelse af værdien af skibet eller luftfartøjet efter bedste skøn. Hvis angivelsen ikke vedlægges, eller hvis registreringsmyndigheden finder, at der er tvivl om rigtigheden af angivelsen, skal registreringsmyndigheden oversende spørgsmålet om opgørelse af værdien til afgiftsmyndigheden til afgørelse, når registreringsekspeditionen er afsluttet. Anmelderen underrettes samtidig om oversendelsen. Afgiftsmyndigheden efterprøver herefter den afgiftspligtiges angivelse af værdien og lader om fornødent værdien fastsætte ved vurdering. Den afgiftspligtige hæfter for omkostningerne ved en vurdering. Hvis vurderingen foretages, fordi den afgiftspligtiges angivelse af værdien efter afgiftsmyndighedens skøn har været for lav, bæres omkostningerne dog af statskassen, medmindre værdiansættelsen ligger mere end 10 pct. over den afgiftspligtiges værdiangivelse. Når vurderingen foreligger, beregnes afgiften af afgiftsmyndigheden. Det foreslås, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved vurderingen af værdien. Det er hensigten at bestemme, at værdien om fornødent skal fastsættes af vurderingsmænd udmeldt af retten.

Det bemærkes, at stk. 3 alene omhandler opgørelse og fastsættelse af værdien, hvor der ikke foreligger en ejerskiftesum, og hvor spørgsmålet om opgørelse af værdien forelægges afgiftsmyndigheden til afgørelse. De tilfælde, hvor ejerskiftesummen foreligger oplyst, og der ikke er tvivl om rigtigheden af denne, men hvor afgiften ikke betales ved anmeldelsen, eller der i øvrigt er tvivl om afgiftens størrelse, er omhandlet af bestemmelserne i § 19.

Til § 4

Bestemmelsen fastsætter afgiften for tinglysning af ejerskifte af fast ejendom eller af en andel heraf. Afgiften skal svares for tinglysning af både betinget og endeligt ejerskifte af fast ejendom. Det er således uden betydning, om ejerskiftet noteres i tingbogens adkomst- eller byrderubrik. Ved begæring om endelig indførelse i tingbogen af et tidligere lyst foreløbigt eller betinget ejerskifte, betales ikke yderligere afgift, jf. § 8, stk. 2, nr. 3. Skal ejerskiftet lyses i flere retskredse, fordi der er sket et samlet ejerskifte med samlet ejerskiftesum af flere faste ejendomme, der er beliggende i forskellige retskredse, svares der kun afgift efter denne bestemmelse af den første tinglysning. Ved hver af de yderligere lysninger svares der afgift efter § 7, dvs. en afgift på 1.400 kr., jf. bemærkningerne til § 7. Skal ejerskiftet derimod lyses i flere retskredse på grund af en enkelt ejendoms beliggenhed, skal der kun betales afgift i den retskreds, hvor der først sker anmeldelse til tinglysning, jf. bemærkningerne til § 9.

Fast ejendom er ikke nærmere defineret i lovteksten, da tinglysningen er afgørende. Tinglyses forholdet som et ejerskifte af fast ejendom, dvs. i tingbogen, skal der svares afgift efter bestemmelsen.

Afgiften er toleddet og består af en fast afgift på 1.400 kr. og en procentafgift på 0,6 pct. Procentafgiften beregnes af afgiftsgrundlaget, der er nærmere fastlagt i § 3 og i stk. 2.

Afgiftsgrundlaget efter stk. 2 er som udgangspunkt ejerskiftesummen. Hvis ejerskiftesummen er lavere end den seneste offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning, anvendes denne ejendomsværdi dog som afgiftsgrundlag. Ved tinglysning af ejerskifte af en ideel andel af en fast ejendom lægges den forholdsmæssige andel af ejendomsværdien til grund.

Ejendomsværdien skal foreligge oplyst ved anmeldelsen til tinglysning. Hvis ejendommen ikke er selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelsen, skal det oplyses ved anmeldelsen. Foreligger disse oplysninger ikke, afvises anmeldelsen fra tinglysning efter tinglysningslovens § 15. Ejerskiftet kan altså ikke blive tinglyst, før enten ejendomsværdien er oplyst, eller der foreligger oplysning om, at vurdering ikke er foretaget. Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om dokumentation for disse oplysninger om ejendomsværdien. Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter ejendomsværdien skal oplyses ved påtegning, hvis tinglysningen er papirdokumentbaseret. Det er endvidere hensigten at bestemme, at oplysningspligten som hidtil efter de gældende regler i stempelafgiftsloven påhviler anmelderen. Anmelderen skal derfor som hidtil rette henvendelse til ejendomskontoret i den pågældende kommune, som skal forsyne skødet med påtegning om ejendomsværdien eller om, at ejendommen ikke er selvstændigt vurderet.

Ejeren af ejendommen kan i stedet for den seneste offentliggjorte ejendomsværdi vælge at anvende en senere ændret (lavere) ejendomsværdi. Denne mulighed foreligger, når ejeren på tidspunktet for anmeldelsen af ejerskiftet har modtaget meddelelse om ændring af den offentliggjorte ejendomsværdi. Vælger ejeren at lægge den ændrede ejendomsværdi til grund, skal en kopi af vurderingsmyndighedens ændringsmeddelelse følge anmeldelsen til tinglysning.

I visse tilfælde vil ejendommen ikke være selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelsen. I andre tilfælde er der efter den seneste vurdering sket så store forandringer af ejendommen, at den seneste offentliggjorte ejendomsværdi ikke uden videre kan lægges til grund. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis der efter den seneste vurdering er sket nybygning eller en større tilbygning mv. I begge tilfælde skal ejendommens værdi angives efter bedste skøn ved anmeldelsen, og afgiften skal i så fald beregnes af mindst den angivne værdi.

Efter stk. 3 skal registreringsmyndigheden i visse tilfælde oversende spørgsmålet om ejendommens værdi til afgiftsmyndigheden til afgørelse, men i disse tilfælde sker der ikke afvisning af anmeldelsen. Det gælder i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en anvendelig ejendomsværdi, og hvor ejendommens værdi derfor i stedet for skal angives fter bedste skøn, men den skønnede værdi ikke angives. Den manglende angivelse af dette skøn medfører således ikke afvisning. Det samme gælder, når registreringsmyndigheden er i tvivl om rigtigheden af den angivne værdi. Registreringsmyndigheden oversender i disse tilfælde værdispørgsmålet til afgiftsmyndigheden, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Anmelderen underrettes om oversendelsen. Ejendommen vurderes herefter om fornødent på afgiftsmyndighedens foranledning. Vurderingen foretages efter vurderingslovens § 4. Den afgiftspligtige hæfter for omkostningerne ved vurderingen. Skyldes vurderingen, at den afgiftspligtiges angivelse af værdien efter afgiftsmyndighedens skøn har været for lav, bæres omkostningerne dog af statskassen, medmindre værdiansættelsen ligger mere end 10 pct. over den afgiftspligtiges. Det er ejendommens tilstand på tidspunktet for anmeldelsen til tinglysning, der vil blive lagt til grund ved ansættelsen. Efter den gældende stempelafgiftslovs § 16, stk. 2, fastsættes værdien i sådanne situationer af vurderingsmænd udmeldt af retten. Det må imidlertid anses for at være mere hensigtsmæssigt at lade vurderingerne foregå efter vurderingslovens regler gennem det almindelige vurderingssystem, da den vurdering, der skal ske, ikke adskiller sig fra anden vurdering af fast ejendom. Når ejendommen er vurderet, beregner afgiftsmyndigheden afgiften.

Til § 5

Bestemmelsen fastsætter afgiften for tinglysning af pant. Der skal alene betales afgift ved tinglysning af viljes- og lovbestemt underpant. Retspant, dvs. pant som ved retsdekret stiftes i en skyldners ejendom til tvungen fyldestgørelse af dennes kreditorer, falder uden for bestemmelsen. Tinglysning af retspant er således helt undtaget fra afgiftspligten, herunder undtaget fra den faste afgift på 1.400 kr. efter § 7.

Afgiften udgøres af en fast afgift på 1.400 kr. og en procentafgift på 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er det beløb, for hvilket der ydes eller vil blive ydet pant. Afgiften skal altså som udgangspunkt betales af den fikserede pantegæld, dvs. pantebrevets nominelle hovedstol. Hvis pantegælden efter pantebrevet kan opskrives, f.eks. fordi pantegælden efter pantebrevet løbende opskrives med et årligt procenttillæg, skal der betales afgift af det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til. Dette vil først og fremmest omfatte ejerpantebreve med renteopskrivningsklausuler. I dette tilfælde og i andre tilfælde, hvor det højeste beløb, der ydes pant for, ikke fremgår direkte af pantebrevet, skal den afgiftspligtige i pantebrevet efter bedste skøn angive det højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til inden for en 10-års periode fra anmeldelsen til tinglysning. Afgiften beregnes herefter af dette beløb. Den opskrivning af den pantsikrede gæld, som efterfølgende finder sted med skyldige ikke betalte renter, er således ikke omfattet af de særlige regler om skønsmæssig angivelse, uanset om renteopskrivningen af den pantsikrede gæld har samme eller efterstillet prioritet.

Det skøn, den afgiftspligtige i disse tilfælde skal foretage, kan efterprøves af afgiftsmyndigheden. Hvis den afgiftspligtige ikke afgiver det omhandlede skøn, eller hvis registreringsmyndigheden er i tvivl om rigtigheden af det skønnede beløb, oversender registreringsmyndigheden spørgsmålet om fastsættelse af værdien til afgiftsmyndigheden til afgørelse, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig anmelderen om oversendelsen til afgiftsmyndigheden. Afgiftsmyndigheden fastsætter herefter afgiften.

Den foreslåede særlige værnsregel i tilfælde af opskrivning af pantebrevets hovedstol finder ikke anvendelse på tinglysning af pant for indekslån, der ydes efter retningslinierne i realkreditloven. Det gælder både for indekslån ydet af realkreditinstitutter og for private indekslån, der ydes på samme vilkår som fastsat for realkreditinstitutters indekslån i realkreditloven. Af sådanne indekslån beregnes afgiften af det ved anmeldelsen pantsikrede beløb, dvs. den fastsatte hovedstol.

Hvis pantsætningen skal tinglyses i flere retskredse, fordi der gives pant i flere faste ejendomme, der er beliggende i forskellige retskredse, betales der kun afgift efter stk. 1 ved den første tinglysning. For hver af de øvrige tinglysninger skal der betales afgift efter § 7, dvs. en afgift på 1.400 kr. Skal pantsætningen derimod lyses i flere retskredse på grund af en enkelt ejendoms beliggenhed, skal der kun betales afgift i den retskreds, hvor der først sker anmeldelse til tinglysning, jf. bemærkningerne til § 9.

Den gældende stempellovs § 62, stk. 1, nr. 3, giver ret til afgiftsfrit at ombytte realkreditlån og realkreditlignende lån i pengeinstitutter med tilsvarende lån. Med realkreditlån sigtes til lån i danske realkreditinstitutter under tilsyn. Realkreditlignende lån i pengeinstitutter er lån med en løbetid på 10-30 år og med sikkerhed inden for 80 pct. af den seneste ejendomsvurdering. Udenlandske realkreditudbydere, der ikke har etableret datterselskab her i landet, har tidligere protesteret mod, at de på 2 punkter diskrimineres, fordi de ikke anses for realkreditinstitutter, men er henvist til at benytte reglerne for realkreditlignende lån.

1. Lånegrænsen på 80 pct. af den seneste ejendomsværdi gælder ikke for realkreditinstitutter, som selv kan anslå markedsværdien.

2. Løbetiden på mindst 10 år gælder ikke for realkreditinstitutter, der ikke har en nedre grænse.

Punkt 2 er næppe reelt et problem, idet danske realkreditinstitutter i praksis ikke yder lån på under 10 års løbetid. Punkt 1 kan måske navnlig på et stigende marked betyde en reel forskelsbehandling. Det forlyder fra den danske repræsentation i Bruxelles, at kommissionen vil interessere sig for spørgsmålet. I den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 2, er lånegrænsen på 80 pct. af ejendomsværdien helt udgået, og der er således ikke noget problem vedrørende punkt 1. Punkt 2 er som nævnt næppe et reelt problem, hvorfor det må antages, at lovforslagets regler ikke diskriminerer udenlandske långivere i forhold til danske.

I stk. 2 bestemmes det, at der ved visse pantsikrede låneomlægninger (konverteringer) i fast ejendom (dog ikke ved ejerpantebrev eller skadesløsbrev) alene skal betales afgift i det omfang, det nye lån overstiger det gamle. Den del af lånet, der optages til afløsning af det gamle lån, skal der således ikke betales afgift af. De låneomlægninger, der kan ske afgiftsfrit efter § 5, stk. 2, er ombytning af realkreditlån mv. Pantet skal være ydet til sikkerhed for lån i realkreditinstituttter, Dansk Landbrugs Realkreditfond eller for lån i pengeinstitutter, herunder lån i udenlandske pengeinstitutter. For lån i pengeinstitutter gælder, at lånet skal have en løbetid på mindst 10 år og højst 30 år. Ved omlægningen kan der f.eks. ske en ombytning af kontantlån med obligationslån. Der kan også ske ombytning af realkreditlån med pengeinstitutlån eller omvendt. Udover ved låneomlægninger finder bestemmelsen også anvendelse f.eks. i forbindelse med ejerskifte og tillægsbelåning, hvor der i forbindelse med ejerskiftet/tillægsbelåningen indfries lån til realkreditinstitutter mv.

Afgiftsfriheden efter § 5, stk. 2, gælder kun i det omfang, lånet optages til afløsning af et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Det er nu muligt at anse lånet for optaget til afløsning af et tilsvarende lån, selvom lånet i henhold til det pantebrev, der skal afløses, ikke er blevet effektueret. Er det nye lån større, skal der betales afgift efter stk. 1 af forskellen mellem den gamle hæftelse og den nye panthæftelse. For låneomlægninger, der ikke opfylder betingelserne efter stk. 2, skal der svares afgift af hele den nye panthæftelse efter stk. 1. Anmeldelsen til tinglysning af det nye pant skal ske senest samtidig med aflysningen af det tidligere pant. Det tidligere pant må således ikke aflyses, inden det nye pant anmeldes til tinglysning. Sker aflysningen inden den nye lysning, skal der for den nye lysning betales afgift efter stk. 1 af hele det pantsikrede beløb. Det er en yderligere betingelse for at anvende bestemmelsen, at det tidligere pant skal være aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning af det nye pant. Det foreslås, at skatteministeren med hjemmel i § 5, stk. 6, fastsætter nærmere regler om dokumentation for, at betingelserne efter § 5, stk. 2, er opfyldt, herunder størrelsen af den nedbragte pantehæftelse (resthæftelsen) og i hvilket omfang omkostninger kan indregnes afgiftsfrit.

Stk. 3 omhandler afgiftsbetalingen ved tinglysning af ændringer i pantet. I bestemmelsen foreslås det, at inddragelse af nyt pant, herunder ved ombytning, udløser afgift efter stk. 1, herunder også den faste afgift på 1.400 kr. Matrikulære ændringer, dvs. ændringer som følge af sammenlægning, arealoverførsel og jordfordeling, udløser dog ikke afgift efter bestemmelsen, men alene afgift efter § 7, dvs. en afgift på 1.400 kr. Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt ikke som efter de gældende regler i stempelafgiftsloven vil være afgiftsfrihed for de såkaldte vandrende pantebreve, hvor pantebrevet dækker over et skiftende pant, jf. dog bemærkningerne til stk. 4 nedenfor.

Inddrages der anden eller yderligere fast ejendom eller løsøre, herunder rettigheder, under pantet, skal der svares afgift af hele det pantsikrede beløb efter stk. 1. Der skal således også svares fuld afgift, hvis pantet flyttes fra en fast ejendom til en anden eller fra en løsøregenstand til en anden.

Som en undtagelse til bestemmelserne i stk. 3 foreslås det imidlertid i stk. 4, at der ved tinglysning af ændringer i pant i erhvervsaktiver bortset fra fast ejendom alene skal svares dobbelt afgift efter § 7. Der skal således betales 2.800 kr. ved tinglysning af ændringer, hvorved pantet ombyttes, eller der inddrages andet eller yderligere løsøre under pantet. Bestemmelsen omfatter derimod ikke relaksation, dvs. delvis aflysning af pantet. Relaksation er generelt omfattet af afgiftspligten efter § 7, hvor afgiften er 1.400 kr.

Anvendelsen af stk. 4 forudsætter, at pantsætteren ved den nye tinglysning er den samme som efter den tidligere. Er pantsætteren en anden, skal der svares afgift efter § 5, stk. 1. Med den foreslåede undtagelse er der taget hensyn til den gældende praksis inden for dele af erhvervslivet, herunder store dele af brugtvognshandelen, hvorefter virksomheden finansieres ved pant i anlægs- og omsætningsaktiver. Det er f.eks en udbredt praksis, at der gives pant i lagerbeholdningen af brugte biler. Det foregår ved, at en bilforhandler ved et løsørepantebrev pantsætter lageret af brugte biler til et finansieringsinstitut. Løsørepantebrevet ajourføres med jævne mellemrum, således at de solgte biler udgår af pantet, samtidig med at der lyses pant i de indkomne brugte biler siden seneste tinglyste ændring af pantebrevet. Efter de gældende regler i stempelafgiftsloven kan en sådan ændring ske stempelfrit, og der skal kun betales tinglysningsafgift, hver gang der foretages en ajourføring af løsørepantebrevet. Ved anmeldelse til tinglysning af ændringer i pantet efter denne undtagelsesregel skal der vedlægges en erklæring om, at ændringen opfylder betingelserne for afgiftsberigtigelse efter § 7. De nærmere krav til denne erklæring fastlægges ved bekendtgørelse efter bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6.

Bestemmelsen i stk. 5 omhandler tinglysning af ændringer vedrørende panthæftelsen. Det foreslås, at der ved tinglysning af andre ændringer i et pantebrev kun skal svares den faste afgift på 1.400 kr. efter § 7. Dette gælder dog ikke ved tinglysning af en forhøjelse af pantegælden. I dette tilfælde skal der betales afgift efter stk.1 af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse.

Ved tinglysning af panthaver- og pantsætterskifte skal der som for andre ændringer i pantebrevet kun betales afgift efter § 7. Dette indebærer en lempelse i forhold til de gældende regler i stempelafgiftsloven. Efter disse regler betales der stempelafgift ved panthaverskifte, medmindre der er tale om overdragelse mellem realkreditinstitutter mv., overdragelse til debitor i forbindelse med indfrielse af gælden, overdragelse af ejerpantebrev til ny ejer eller overdragelse til kautionist, som har indfriet gælden efter pantebrevet. Der er ligeledes efter de gældende regler stempelpligt ved pantsætterskifte, dog er der stempelfrihed for gældsovertagelser, når pantebrevet kun giver sikkerhed i fast ejendom med tilbehør.

Stk. 6 indeholder bemyndigelser til skatteministeren. Det foreslås, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for at henføre låneomlægninger mv. under bestemmelsen i stk. 2. Det er hensigten at fastsætte krav om, at den særlige afgiftsberegning skal foretages af långiver eller ifølge fuldmagt fra denne og angives på pantebrevet. Det er endvidere hensigten at bestemme, at der i samme omfang som efter de hidtidige regler åbnes mulighed for at indregne omkostninger og anvende såvel nominelle værdier som kursværdier ved opgørelse af afgiftsfritagelsen. Skatteministeren kan ligeledes fastsætte de nærmere regler om indholdet af den erklæring, der skal afgives efter stk. 4, når der ønskes lyst ændringer i et pantebrev, der giver pant i en erhvervsdrivendes omsætningsaktiver. Det er hensigten at betinge den dobbelte afgiftsbetaling efter § 7 af, at ændring af pantet forsynes med en af panthaver og pantsætter underskrevet erklæring om, at pantet alene omfatter erhvervsaktiver bortset fra fast ejendom. Endelig bemyndiges ministeren til at fastsætte regler for dokumentation af størrelsen af den nedbragte resthæftelse efter stk. 5, 1 pkt., når der skal betales afgift af forskellen mellem denne resthæftelse og den nye panthæftelse. Det er hensigten at bestemme, at der i forbindelse med anmeldelsen til tinglysning kan afkræves en erklæring underskrevet af pantsætter og panthaver om resthæftelsens størrelse.

Til § 6

Efter bestemmelsen fastsættes samme afgift for tinglysning af ejendomsforbehold i motorkøretøjer mv. som for tinglysning af pant efter § 5, stk. 1. Efter tinglysningslovens § 42 d skal ejendomsforbehold i motorkøretøjer, påhængs- og sættevogne til biler samt campingvogne tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler, der i god tro indgås om køretøjet, og mod retsforfølgning. Det foreslås, at der for disse tinglysninger svares en fast afgift på 1.400 kr. og en procentafgift på 1,5 pct. af værdien af det beløb, ejendomsforbeholdet skal sikre på tidspunktet for anmeldelsen. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for dette beløb. Baggrunden for forslaget om særskilt at afgiftsbelægge tinglysning af disse meddelelser er, at tinglysning af ejendomsforbehold i praksis i vidt omfang erstatter sædvanligt underpant. Det foreslås derfor, at den afgiftsmæssige behandling af de to sikringsakter er den samme. Tinglysning af en transport af ejendomsforbehold i motorkøretøjer mv. er omfattet af § 7, hvor afgiften er 1.400 kr. Det gælder såvel kreditorskifte som debitorskifte.

Til § 7

Bestemmelsen omhandler betaling af afgift for andre tinglysninger end omfattet af §§ 4-6, dvs. andre tinglysninger end tinglysning af ejerskifte af fast ejendom, tinglysning af pant i fast ejendom, løsøre eller rettigheder og tinglysning af ejendomsforbehold i visse køretøjer. Efter bestemmelsen udgør afgiften 1.400 kr. Visse tinglysninger er imidlertid helt fritaget for afgift, jf. nedenfor under bemærkningerne til § 8. Som eksempel på tinglysninger, der afgiftsbelægges efter § 7, kan nævnes tinglysning af ændringer vedrørende panthæftelsen, f.eks. panthaver- eller pantsætterskifte, jf. § 5, stk. 5.

Tinglysning af navne- og adresseændringer afgiftsbelægges også efter denne bestemmelse. Baggrunden herfor er den, at disse lysninger som udgangspunkt sker i forbindelse med transport af pantebrev. Dette er en ændring i forhold til den gældende retstilstand, hvorefter tinglysning af adresseændringer er fritaget for tinglysningsafgift efter retsafgiftslovens § 41 d, jf. bemærkningerne til § 8 nedenfor.

Som andre eksempler kan nævnes, at tinglysning af salgsfuldmagter og servitutter er omfattet af afgiftspligten efter denne bestemmelse. Bestemmelsen omfatter også relaksationer. Ved relaksation forstås, at en eller flere rettigheder efter et pantebrev eller en servitut ophæves, men at pantebrevet eller servitutten i øvrigt fortsat har virkning efter det tilbageværende indhold.

Det bestemmes udtrykkeligt i stk. 1, at afgiften udgør 1.400 kr. for tinglysning af en adkomstændring som følge af selskabers mv. fusion, fission, omdannelse eller tilførsel af aktiver. Disse transaktioner anses således ikke i henseende til loven som ejerskifte. Fusion, der f.eks. indebærer sammensmeltning af aktieselskaber, og visse omdannelser er fritaget efter de gældende regler i stempelafgiftslovens § 53, stk. 5. Virksomhedsomdannelse, dvs. omdannelse af et personligt firma til aktieselskab/anpartsselskab, hvorved en bestående virksomhed overdrages til et selskab, og den hidtidige indehaver får vederlag for overdragelsen i form af aktier/anparter i selskabet og tillige eventuelt pante- og gældsbreve, er omfattet af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Fission eller spaltning er ligesom tilførsel af aktiver nærmere defineret i aktieafgiftslovens § 4. Disse definitioner lægges tilsvarende til grund i nærværende lov. Fission er således den transaktion, hvorved et selskab mv. overfører en del af eller samtlige sine aktiver og passiver til et eller flere eksisterende eller nye selskaber mv. ved i henhold til en pro rata-regel at tildele sine deltagere aktier mv. i de modtagende selskaber mv. og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af disse værdipapirers pålydende værdi eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, deres bogførte værdi. Ved tilførsel af aktiver forstås den transaktion, hvorved et selskab mv. uden at være opløst tilfører den samlede eller en eller flere grene af sin virksomhed til et andet selskab mv. mod at få tildelt aktier mv. i det modtagende selskabs kapital. Ved en gren af en virksomhed forstås alle aktiver og passiver i en afdeling af et selskab mv., som ud fra et organisationsmæssigt synspunkt udgør en selvstændig bedrift, dvs. en samlet enhed, der kan fungere ved hjælp af egne midler.

I stk. 2 foreslås det, at afgiften udgør 1.400 kr. for hver rettighedstype, som anmeldelsen til tinglysning vedrører. Der er 3 rettighedstyper, adkomster, byrder og pantehæftelser. Bestemmelsen omhandler den enkelte anmeldelse til tinglysning og ikke tilfælde, hvor der sker flere anmeldelser, f.eks. fordi anmeldelserne vedrører flere faste ejendomme beliggende i flere retskredse.

Indebærer anmeldelsen, at samme dokument (samme elektroniske transaktion) udløser tinglysning af flere forskellige rettigheder, skal der således betales afgift for indføring i hver af rettighedstyperne adkomster, byrder eller panthæftelser, som den pågældende anmeldelse indebærer. Indføring i flere rubrikker vedrørende flere retsforhold i samme dokument udløser flere afgifter. F.eks. vil anmeldelsen af en servitut, som samtidig lyses som byrde og som pantstiftende rettighed, udløse 2 afgifter. Flere indføringer i samme rubriktype vil kun udløse én afgift, selvom indføringerne vedrører flere forskellige retsforhold, såfremt de forskellige retsforhold er mellem samme parter. Der vil således fortsat være mulighed for alene mod betaling af én afgift, at et realkreditinstitut kan udfærdige en relaksationserklæring vedrørende flere pantebreve, blot panthæftelserne er mellem de samme parter. Stiftelse af pant eller ændringer i et pant i erhvervsaktiver, vil kun udløse én afgift, når det er det samme panthæftelsesforhold, f.eks. ved sikring af pant for det samme beløb i 1500 motorkøretøjer. Er der tale om flere indføringer i samme rubriktype vedrørende flere forskellige retsforhold mellem forskellige parter, vil der blive udløst en afgift for hver enkelt indføring i den pågældende rubriktype.

Det bemærkes, at flytning af servitutter vil være afgiftsfri som led i en jordfordeling, når de følger det stykke jord de vedrører, idet der er betalt afgift efter § 4 i forbindelse med tinglysning af kendelse efter jordfordelingsloven.

Bemærkningerne i L 25 af 06.10.1999 til ændringerne af § 7, stk. 2-4:

Det fremgår ikke udtrykkeligt af ordlyden i tinglysningsafgiftslovens § 7, at tinglysning af flere rettigheder af samme type, eksempelvis panthæftelser, på én eller flere faste ejendomme alene udløser én afgift i de tilfælde, hvor de forskellige retsforhold er mellem samme parter, og hvor der således er partsidentitet. Kravet om partsidentitet fremgår alene af bemærkningerne til bestemmelsen i § 7, jf. lovforslag L 208 1998/99, side 28 ff. Det foreslås derfor, at bestemmelsen tydeliggøres ved, at betingelsen om partsidentitet indsættes direkte i lovteksten i tinglysningslovens § 7, stk. 2 og 3, idet hensigten ved vedtagelse af bestemmelsen var at indføre en lempelse af § 7, stk. 1, for retsforhold mellem samme parter, medens det ikke var hensigten at give mulighed for at omgå bestemmelsen ved at samle flere retsforhold i samme anmeldelse, eksempelvis hvor flere ejendomme har forskellige ejere.

Af hensyn til overskueligheden i § 7 foreslås det at opdele § 7, stk. 2 i et stk. 2 og stk. 3, således at stk. 2 omhandler rettigheder i samme ejendom, medens stk. 3 omhandler rettigheder i flere faste ejendomme. Ændringen har ingen materiel betydning.

Det foreslås i stk. 4 at indsætte i lovteksten, at afgiften kun udløses ved navne- og adresseændringer, når der sker et brud på partsidentiteten. Det skyldes hensynet til, at der ikke sker forskelsbehandling af de afgiftspligtige. I Person- og Bilbogen sker der ingen tinglysninger af navne- og adresseændringer, da navne mv. løbende opdateres via CPR-registret. I tingbogen sondres der - men kun i visse retskredse - mellem afgiftspligtige tinglysninger ved navne- og adresseændringer og afgiftsfri noteringer uden skifte af den fysiske person, når en skødehaver ønsker en afgiftsfri notering af navneændring som følge af ægteskab eller navnebevilling, eller en kreditor har fået en anden adresse. Der skal efter tinglysningsafgiftsloven som udgangspunkt kun betales afgift én gang for det samme pantebrev, hvorefter transport af rettigheder ved kreditor- eller debitorskifte er fritaget for procentafgift. For at dække provenutabet herved udløser tinglysning af navne- og adresseændringer en afgift på 1.400 kr. Bestemmelsen foreslås derfor præciseret til kun at omfatte tinglysninger af navne- og adresseændringer, hvor der sker en ændring af den fysiske eller juridiske person i retsforholdet.

Til § 8

Fritagelsesbestemmelsen knytter sig til § 7, der fastsætter afgiftspligt for andre tinglysninger end omfattet af §§ 4-6. Bestemmelsen er således en undtagelsesbestemmelse til afgiftspligten efter § 7. Bestemmelsen omhandler derfor alene afgiftsfri tinglysninger og ikke registreringer.

I stk. 1 bestemmes det, at en række tinglysninger er afgiftsfri. Udgangspunktet for denne bestemmelse er retsafgiftslovens § 41 d, stk. 1. Bestemmelsens nr. 1-2 og 4-6 svarer således til retsafgiftslovens § 41 d, stk. 1, nr. 2- 6. Der sker ikke for disse fritagelser ændringer i forhold til den hidtidige retstilstand for så vidt angår tinglysningsafgiften. Det drejer sig om tinglysning af afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, meddelelser efter tinglysningslovens § 13, begæring om bosondring, rådighedsfratagelse efter § 66 i lov om skifte af fællesbo mv. og rådighedsfratagelse efter konkurslovens § 26. I bestemmelsens nr. 3 foreslås der en tilsvarende fritagelse for tinglysning af skifteretsattest, når dette finder sted som led i en arvings overdragelse til en ikke-arving. Baggrunden for bestemmelsen er, at dødsboer i denne situation skal tinglyses som adkomsthaver for at opnå en ubrudt adkomstrække.

Efter stk. 2 er der afgiftsfrihed for begæringer om aflysning, ophævelse af retsanmærkning, fristforlængelse eller endelig indførelse i tingbogen, når der er tinglyst betinget eller med frist, samt for begæring om udslettelse af rettigheder, som ikke har opnået dækning ved tvangsauktion. Denne bestemmelse svarer til retsafgiftslovens § 41 d, stk. 2. Det bemærkes dog, at det i stk. 2, nr. 3, i forhold til de gældende bestemmelser i retsafgiftsloven fastslås, at fritagelsen også omfatter endelig indførelse i tingbogen af anmeldelser, som er tinglyst betinget. Denne præcisering af fritagelsen hænger sammen med, at der ved lysning af et betinget ejerskifte af fast ejendom skal betales afgift efter § 4. Tinglysning af endelig kendelse på den enkelte lodsejers ejendom i henhold til jordfordelingsloven sker derfor afgiftsfrit, når der er lyst foreløbig kendelse.

Til § 9

Hvis en fast ejendom er beliggende i flere retskredse, og en tinglysning vedrørende den faste ejendom derfor skal foretages i flere end én retskreds, skal der kun svares afgift én gang. Afgiften skal betales i den retskreds, hvor der først sker anmeldelse til tinglysning. Bestemmelsen omhandler tinglysning af ejerskifte, pant i fast ejendom eller anden tinglysning efter § 7. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, når der sker ejerskifte, gives pant eller sker anden tinglysning efter § 7 i flere faste ejendomme, der er beliggende i flere end én retskreds. Disse tilfælde er reguleret i § 4, stk. 1, 3. pkt., og § 5, stk. 1, sidste pkt. Bestemmelsen svarer i øvrigt til retsafgiftslovens § 41 b, stk. 2.

Til § 10

Bestemmelsen indeholder en række undtagelser fra afgiftspligten efter §§ 4 og 5. Selv om de pågældende tinglysninger er omfattet af disse bestemmelser, skal der alene svares afgift efter § 7, dvs. den faste afgift på 1.400 kr. De undtagelser, der omfattes af bestemmelsen, er i nr. 1 ejerskifte eller pantsætning af fast ejendom mellem ægtefæller, der finder sted som følge af opløsning af formuefællesskab. Udtrykket ægtefæller omfatter også registreret partnerskab, der efter lov om registreret partnerskab har samme retsvirkninger som indgåelse af ægteskab, f.eks. finder ægteskabets formueordning anvendelse. Efter nr. 2 er der gjort undtagelse for efterlevendes ægtefælles indtræden i den afdøde ægtefælles rettigheder og forpligtelser, når boet er udleveret den efterlevende ægtefælle til hensidden i uskiftet bo, eller når ægtefællerne ikke efterlader sig livsarvinger. Nr. 3 omfatter optagelse af realkreditlån eller fiskeribanklån til afløsning af lån omfattet af § 1 i lov om imødegåelse af indlåsningseffekter på inkonverterbare realkreditlån. Med hensyn til den foreslåede fritagelse under nr. 3 bemærkes, at der er tale om en midlertidig ordning.

Bemærkningerne i L 25 af 06.10.1999 til ændringerne af § 10:

Efter den gældende § 10, stk. 1, nr. 2 er der ikke hjemmel til afgiftsfritagelse for en efterlevende ægtefælle, der overtager boet efter den afdøde ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22. Ved den nye formulering sikres der afgiftsfrihed for en efterlevende ægtefælle, der overtager boet efter den afdøde ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22. Bestemmelsen omfatter boer, hvor der som følge af ægtefællens særlige rettigheder i arvelovens §§ 7 a og 7 b (udtagelsesrettigheder), jf. lovbekendtgørelse nr. 584 af 1. september 1986, som bl.a. ændret ved lov nr. 384 af 22. maj 1996, samt retsvirkningsloven ikke er noget at udlodde til andre arvinger, og hvor ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser. Ægtefæller, der overtager boet som udlæg for begravelsesudgifter, er derfor ikke omfattet af afgiftsfritagelsen.

Efter lovens § 10, stk. 2, er der afgiftsfrihed for gaveskøder vedrørende fast ejendom til folkekirken, anerkendte trossamfund mv. Det foreslås, at der skabes hjemmel til, at gaveskøder i henhold til testamente er afgiftsfri, idet det ved lovens vedtagelse ikke var tilsigtet at forskelsbehandle livsgaver og gaver ved testamente.

Til § 11 og § 12

§ 11 omhandler afgift af registrering i Skibsregistret af ejer af skibe og pant i skibe. Bestemmelsen omhandler således ikke alene registrering af ejerskifte af skib, men også registrering af ejerskab. Det sidste vil f.eks. forekomme, når et skib overføres fra udenlandsk registrering til registrering i Skibsregistret, uden at skibet i den forbindelse skifter ejer.

Skibsregistret består af 3 registre, Fartøjsfortegnelsen, det almindelige Skibsregister og Dansk Internationalt Skibsregister. I Fartøjsfortegnelsen registreres skibe, hvis brt. er mindre end 20, forudsat at de ikke er optaget i det almindelige Skibsregister. I Fartøjsfortegnelsen registreres alene matrikel og ejerforhold. Registrering af ejerforhold i fartøjsfortegnelsen udløser afgift efter bestemmelsens stk. 1.

I det almindelige Skibsregister registreres skibe på 20 brt. og derover. Disse skibe er registreringspligtige. Skibe med en brt. mellem 5 og 20 kan frivilligt registreres i Skibsregistret. Det gælder også fritidsfartøjer. Skibe på under 5 brt. kan ikke registreres i dette register. Registrering i det almindelige Skibsregister omfatter udover matrikel og ejerforhold registrering af panthæftelser og andre byrder. Registrering i dette register af ejerforhold udløser afgift efter stk. 1. Ved registrering af pant udløses afgift efter stk. 2.

I Dansk Internationalt Skibsregister registreres passager- og lastskibe med en brt. på 20 og derover. Der er tale om en fuldstændig registrering ligesom i det almindelige Skibsregister. Registrering af ejerskab og pant i dette register udløser afgift på samme måde som registrering i det almindelige Skibsregister.

Efter stk. 1, 1. pkt., udgør afgiften for registrering af ejer af handelsskib eller en andel heraf 1 promille af ejerskiftesummen eller, når registreringen ikke sker i forbindelse med et ejerskifte, værdien af handelsskibet på registreringstidspunktet. Dette gælder også, hvis registreringen er betinget, jf. bestemmelsens 2. pkt. Ved begæring om endelig registrering af et tidligere betinget registreret ejerskab, betales efter bestemmelsens 3. pkt. ikke yderligere afgift. Handelsskib er defineret i lov om skibes besætning som ethvert skib med undtagelse af fiskeskibe og fritidsfartøjer. For registrering af ejer af andre skibe eller andele heraf er afgiftssatsen efter stk. 2 fastsat til 4 promille af ejerskiftesummen. Disse afgiftssatser svarer til den gældende stempelafgift. Det bemærkes, at der ikke for registreringer skal svares den faste afgift på 1.400 kr. som for tinglysninger. Det skyldes, at den faste afgift afløser tinglysningsafgiften, der alene påhviler tinglysninger og ikke registreringer.

Afgiften for registrering af ejer af skib gælder ikke ved førstegangsregistrering af nybygget skib på grundlag af bilbrev (skibsbygningsattest) eller lignende dokumenter. Dette præciseres i bestemmelsens stk. 3.

For registrering af pant, bortset fra retspant, i skibe betales efter § 12, stk. 1, 1 promille af det pantsikrede beløb. Denne bestemmelse gælder ikke for pant i skibe, der registreres som fritidsfartøjer. Fritidsfartøjer er i lov om skibes besætning defineret som skibe, der ikke anvendes erhvervsmæssigt. For registrering af pant, bortset fra retspant, i fritidsfartøjer udgør afgiften 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Reglerne i § 5, stk. 1, om fastlæggelsen af det pantsikrede beløb, i § 5, stk. 3, om inddragelse af andet eller yderligere løsøre under pantet og i § 5, stk. 5, om forhøjelse af det pantsikrede beløb finder tilsvarende anvendelse. Der er tillige indsat en bestemmelse svarende til § 5, stk. 4, om ændringer i pant i erhvervsaktiver. Hvis der således er givet pant i skibe, skal der ikke betales afgift ved registrering af ændringer, hvorved der inddrages andre eller yderligere skibe under pantet. Der skal ligesom efter § 5, stk. 4, afgives erklæring om ændringer efter denne særregel, ligesom anvendelsen af særreglen forudsætter, at pantsætter ved registreringen er den samme som pantsætter efter den tidligere registrerede pantsætning. Der skal ikke svares den faste afgift på 1.400 kr. for registreringer som for tinglysninger.

Registrering af pant i skibe under 5 brt. kan ikke ske i Skibsregistret. Denne registrering sker som tinglysning efter samme regler som for pant i andet løsøre. Afgift heraf betales efter § 5.

Til § 13 og § 14

Denne bestemmelse omhandler afgift af registrering af ejer af luftfartøjer og pant i luftfartøjer. Bestemmelsen omhandler ikke kun registrering af ejerskifte, men også registrering af ejerskab, f.eks. ved overflytning fra udenlandsk til dansk registrering, eksempelvis i forbindelse med flyleasing, uden at der i den forbindelse foreligger et ejerskifte.

Registrering sker i to registre. I Nationalitetsregistret foretages den første registrering af ejerrettigheder. Denne registrering overføres til Rettighedsregistret over Luftfartøjer, hvis der senere skal ske registrering af pant i luftfartøjet. Den rene overføring af ejerrettigheder fra Nationalitetsregistret til Rettighedsregistret udløser ingen afgift.

Efter § 13 udgør afgiften for registrering af ejer af luftfartøj eller andel heraf i Nationalitetsregistret 1 promille af ejerskiftesummen eller, når registreringen ikke sker i forbindelse med et ejerskifte, værdien af luftfartøjet på registreringstidspunktet. Dette gælder også, hvis registreringen er midlertidig. Ved begæring om endelig registrering af et tidligere midlertidigt registreret ejerskab betales ikke yderligere afgift.

Efter § 14 udgør afgiften for registrering af pant, bortset fra retspant, i luftfartøjer i Rettighedsregistret over Luftfartøjer 1 prm. af det pantsikrede beløb. Reglerne i § 5, stk. 1, om fastlæggelsen af det pantsikrede beløb, i § 5, stk. 3, om inddragelse af andet eller yderligere løsøre under pantet og i § 5, stk. 5, om forhøjelse af pantegælden finder tilsvarende anvendelse.

Satsen er efter forslaget uændret 1,5 pct. af det pantsikrede beløb, når der sker registrering af pant i luftfartøj, der vejer under 5.700 kg. eller er registreret til højst 10 passagerer. Afgrænsningen svarer herefter til afgrænsningen mellem charterfly og taxafly, hvorefter taxafly er fly, der vejer under 5.700 kg. eller er registreret til højst 10 passagerer. Efter stempelafgiftsloven er tinglysning af pant i fly hidtil blevet behandlet som pant i løsøre men behandles efter forslaget som pant i skibe. Differentieringen i de foreslåede satser svarer til, at registrering af pant i skibe under 5 BT. kun kan ske efter samme regler som for pant i andet løsøre.

Efter § 14, stk. 2, er der tillige indsat en bestemmelse svarende til § 5, stk. 4, om ændringer i pant i erhvervsaktiver. Hvis der således er givet pant i fly, skal der ikke betales afgift ved registrering af ændringer, hvorved der inddrages andre eller yderligere fly under pantet. Der skal ligesom efter § 5, stk. 4, afgives erklæring om ændringer efter denne særregel, ligesom anvendelsen af særreglen forudsætter, at pantsætter ved registreringen er den samme som pantsætter efter den tidligere registrerede pantsætning.

Det bemærkes, at der ikke for registreringer skal svares den faste afgift på 1.400 kr. som for tinglysninger. Det skyldes, at den faste afgift afløser tinglysningsafgiften, der alene påhviler tinglysninger og ikke registreringer.

Til § 15

Bestemmelsen er en særregel for skibe hjemmehørende i Grønland eller luftfartøjer hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland. Indførsel af sådanne skibe og luftfartøjer i Skibsregistret, Rettighedsregistret over Luftfartøjer eller Nationalitetsregistret anses efter bestemmelsen ikke som registrering her i landet. Sådanne indførsler kan derfor ske uden afgift.

Et luftfartøj er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, hvis luftfartøjets ejer eller bruger er hjemmehørende dér, og det ikke har nogen tilknytning til det øvrige Danmark for så vidt angår ejer- og brugerforhold. De luftfartøjer, der er omfattet af bestemmelsen, er således:

Luftfartøjer, hvor både ejer og bruger er hjemmehørende henholdsvis har bopæl på Færøerne eller i Grønland.

Luftfartøjer, hvor ejer er udenlandsk, og bruger er hjemmehørende henholdsvis har bopæl på Færøerne eller i Grønland.

Luftfartøjer, hvor bruger er udenlandsk, og ejer er hjemmehørende henholdsvis har bopæl på Færøerne eller i Grønland.

Et skib hjemmehørende i Grønland er et skib med registreret hjemsted i Grønland. Registreret ejers bopæl eller hjemsted er uden betydning.

Bemærkningerne i L 25 af 06.10.1999 til ændringerne af § 15:

Efter lovens § 15, stk. 2, er der afgiftsfrihed for gaveskøder vedrørende skibe og fly til folkekirken, anerkendte trossamfund mv. Det foreslås, at der skabes hjemmel til, at gaveskøder i henhold til testamente er afgiftsfri, idet det ved lovens vedtagelse ikke var tilsigtet at forskelsbehandle livsgaver og gaver ved testamente.

Til § 16

Efter bestemmelsen indtræder afgiftspligten ved registreringsmyndighedens modtagelse af anmeldelse til tinglysning eller registrering. Det er således anmeldelsen til tinglysning eller registrering, der udløser afgiften. Efter stempelafgiftsloven svares afgiften af dokumentet, og stempelpligten indtræder som udgangspunkt ved dokumentets oprettelse, jf. stempelafgiftslovens § 2. Afgiften efter lovforslaget er imidlertid ikke knyttet til oprettelsen af et dokument, men til tinglysningen eller registreringen af en adkomst- eller panteret mv. Den afgiftsudløsende begivenhed er altså anmeldelsen til tinglysning/registrering.

Afgiften forfalder til betaling ved anmeldelsen og skal indbetales til registreringsmyndigheden samtidig hermed, jf. dog § 17. Betaling af afgiften er imidlertid ikke gyldighedsbetingelse. Tinglysningen eller registreringen foregår derfor uafhængigt af afgiftsbetalingen, men sker der ikke betaling, eller er betalingen efter registreringsmyndighedens skøn ikke korrekt, oversendes spørgsmålet om afgiftens beregning og betaling til afgiftsmyndigheden, når tinglysning/registrering er sket. Registreringsmyndigheden udsteder en kvittering for det indbetalte beløb. Kvittering påføres dokumentet. Kvittering kan - også af hensyn til tinglysning/registrering af ikke papirbaserede dokumenter - være indeholdt i tinglysnings-/registreringspåtegningen. Det er hensigten, at registreringsmyndigheden fortsat skal kunne kvittere for afgiftens betaling ved anvendelse af stempelmærker.

Til § 17

Efter bestemmelsen bemyndiges skatteministeren til at give virksomheder tilladelse til at berigtige afgiften på anden måde end efter reglerne i stk. 1. Det foreslås således, at skatteministeren kan give f.eks. realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond og pengeinstitutter og andre storkunder tilladelse til at berigtige afgiften periodevis i stedet for ved hver anmeldelse til tinglysning. Der kan efter bestemmelsen gives tilladelse til at berigtige afgiften samlet for anmeldelser til tinglysninger i en kalendermåned. Baggrunden for bestemmelsen er, at en sådan periodevis afregning af afgift vil være en administrativ fordel for såvel registreringsmyndigheden som for de pågældende långivere.

De institutter mv., som får tilladelse til at afregne afgiften månedsvis, skal registreres hos afgiftsmyndigheden. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelse, sikkerhedsstillelse, regnskabsføring og afregning af afgiften. Der tænkes ikke ved bemyndigelsen at give adgang til på kontrolbesøg i de pågældende virksomheders forretningslokaler. Kontrol sker efter § 28 og § 29, hvorefter afgiftsmyndigheden kan stille krav om, at virksomhederne udleverer oplysninger og materiale vedrørende en konkret ejendomshandel eller pantebrevssag.

Til § 18

Efter stk. 1 påhviler afgiftens beregning og indbetaling den afgiftspligtige. Den afgiftspligtige skal altså som udgangspunkt selv beregne afgiften. Er den afgiftspligtige i tvivl om afgiftens beregning, kan der fås hjælp og vejledning ved henvendelse til afgiftsmyndigheden.

Den afgiftspligtige er den, der er part i et ejerskifte eller en pantsætning, der tinglyses eller registreres. Ved et ejerskifte er således både den hidtidige og nye ejer og ved en pantsætning både pantsætter og panthaver afgiftspligtige efter denne bestemmelse. Ved registrering af ejer, der ikke skyldes ejerskifte, er den afgiftspligtige den, der registreres som ejer.

Hvis det ikke er et ejerskifte eller en pantsætning, der tinglyses, er den afgiftspligtige anmelderen, dvs. den der foretager anmeldelsen til tinglysning. Anmelderen vil således være den, der fremgår af anmelderrubrikken. Ved anmeldelse til tinglysning af ejendomsforbehold i motorkøretøjer mv. efter § 6 er den afgiftspligtige den, der har ejendomsforbehold i det pågældende køretøj mv.

Hvis den afgiftspligtige efter afgiftens betaling ønsker afgiftsbeløbets størrelse efterprøvet, kan den pågældende rette henvendelse til afgiftsmyndigheden herom. Tilbagesøgning af eventuelt for meget betalt afgift må dog som udgangspunkt ske inden 5 år fra afgiftens indbetaling efter forældelsesfristen i lov om forældelse af visse fordringer. Er afgiften betalt efter påkrav, dvs. efter afgørelse fra afgiftsmyndigheden, vil der også kunne ske tilbagebetaling, hvis denne afgørelse genoptages eller ændres ved påklage til rekursinstansen. I disse tilfælde og i andre tilfælde af fejlagtig indbetaling af afgift, herunder ved ekspeditionsfejl, sker tilbagebetalingen gennem afgiftsmyndigheden. Der kan i et vist omfang ske forrentning af tilbagebetalinger. Forrentning af tilbagebetaling af afgift sker efter reglerne i Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

Til § 19

Bestemmelsen omhandler de tilfælde, hvor den afgiftspligtige ikke ved anmeldelse indbetaler den skyldige afgift, eller hvor afgiftsbeløbet efter registreringsmyndighedens skøn ikke er beregnet korrekt. I disse tilfælde oversender registreringsmyndigheden spørgsmålet om afgiftens beregning og betaling til afgiftsmyndigheden til afgørelse. Oversendelsen sker først, når tinglysnings- eller registreringsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig den afgiftspligtige om oversendelsen. Efter oversendelsen træffer afgiftsmyndigheden afgørelse om afgiftens størrelse og opkræver det skyldige afgiftsbeløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Hvis der er betalt for meget i afgift ved anmeldelsen, tilbagebetales det overskydende afgiftsbeløb.

Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler for opkrævning af afgiften mv..

Til § 20

I stk. 1 bestemmes det, at der, når afgiften eller en del heraf ikke betales ved anmeldelsen, dels skal betales en forhøjet afgift, dels betales renter. Efter 1. pkt. forhøjes afgiften ved hel eller delvis manglende betaling med 5 pct. Forhøjelsen skal dog udgøre mindst 200 kr. Afgiftsforhøjelsen indgår i det skyldige beløb. Hvis det skyldige afgiftbeløb ikke er betalt inden udløbet af betalingsfristen på 14 dage i § 19, stk. 2, skal der tillige betales renter heraf. Renten, som udgør 0,6 pct. om måneden, beregnes for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken det afkrævede beløb skal betales efter § 19, stk. 2. Der opkræves dog mindst 50 kr. i rente. Afgiftsforhøjelsen og renten beregnes kun af det skyldige afgiftsbeløb. Er der ved anmeldelsen sket delvis betaling, beregnes afgiftsforhøjelsen og renter således kun af forskellen mellem det indbetalte beløb og det korrekte afgiftsbeløb.

Det bemærkes, at tilbagebetalinger i visse tilfælde forrentes. Forrentning af tilbagebetaling af afgift sker efter reglerne i Skatteministeriets cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

Til § 21

Efter bestemmelsen kan skyldige afgifter og andre beløb, der påhviler den afgiftspligtige som følge af manglende betaling af afgiften, inddrives ved indeholdelse i løn mv. efter de samme regler, som gælder for indrivelse af andre skatter og afgifter. Administrative bøder kan inddrives ved udpantning.

Efter stk. 2 betales et gebyr på 65 kr. for hver erindringsskrivelse vedrørende manglende betaling.

Til § 22

Bestemmelserne i §§ 22-24 omhandler afgiftsgodtgørelse og -nedsættelse. Efter § 22 godtgøres indbetalt afgift, hvis en anmeldelse til tinglysning eller registrering trækkes tilbage igen eller afvises fra tinglysning, herunder fra dagbogen, eller registrering. Godtgørelsen forudsætter, at anmeldelsen trækkes tilbage, inden tinglysning eller registrering har fundet sted. Er der først sket tinglysning eller registrering, kan en eventuel godtgørelse kun ske efter reglerne i § 23. Godtgørelsen udbetales af afgiftsmyndigheden efter anmodning. Det beløb, der godtgøres, er det indbetalte beløb, dog med fradrag af 1.400 kr. ved tilbagetrækning eller afvisning fra tinglysning. Udbetalingen af godtgørelsen sker senest 14 dage efter afgiftsmyndighedens modtagelse af anmodningen. Anmodning om godtgørelse skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der ved påtegning anfører størrelsen af det indbetalte beløb og afgiver erklæring om, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning/registrering er blevet afvist.

Det faste afgiftsbeløb på 1.400 kr., der ved tilbagetrækning eller afvisning fra tinglysning ikke godtgøres, kan genanvendes, hvis der sker fornyet anmeldelse til tinglysning af samme rettighed inden 6 måneder efter den første indgivelse af anmeldelsen. Ved den fornyede anmeldelse skal der derfor ikke betales det faste afgiftselement. Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse, nedsættes afgiften med det oprindeligt indbetalte beløb ved fornyet anmeldelse til tinglysning/registrering. Det oprindeligt indbetalte beløb reduceres dog med 1.400 kr., hvis en fornyet anmeldelse til tinglysning først indgives senere end 6 måneder efter den første indgivelse af anmeldelsen.

Til § 23

Efter bestemmelsen kan tidligere indbetalt afgift i visse tilfælde godtgøres. De foreslåede bestemmelser tager udgangspunkt i de hidtidige godtgørelsesregler i stempelafgiftsloven og den gældende godtgørelsespraksis, men der er sket en forenkling og objektivisering af regelsættet. Afgiften godtgøres efter anmodning til afgiftsmyndigheden, dog med fradrag af 1.400 kr., når der anmodes om godtgørelse af den ved tinglysning indbetalte afgift.

Efter stk. 1, nr. 1 ydes der godtgørelse for afgift betalt ved tinglysning/registrering af ejerskifte, når det dokumenteres, at det tinglyste/registrerede ejerskifte er blevet aflyst eller udslettet senest 9 måneder efter overtagelsen af det ejerskiftede. I nr. 2 bestemmes det, at 9 måneders fristen ikke gælder, hvis aflysning eller udsletning er sket, fordi ejerskiftet har været betinget af en offentlig myndigheds godkendelse, som ikke er opnået.

Efter nr. 3 ydes der godtgørelse for afgift, når det dokumenteres, at et tinglyst eller registreret pant er aflyst eller udslettet. Adgangen til godtgørelse omfatter ikke tinglyste ejerpantebreve. Det er en betingelse, at pantebrevet ikke har været overgivet til kreditor eller kreditors repræsentant, og at der ikke er betalt ydelser i henhold til pantebrevet. Der kan f.eks. ikke ydes godtgørelse, hvis der allerede har fundet terminsbetalinger sted. For pantebreve, der er udstedt til sikkerhed for lån i realkreditinstitutter, Dansk Landbrugs Realkreditfond eller pengeinstituttter kan godtgørelse dog ske, selv om pantebrevet har været i kreditors besiddelse, når blot lånet ikke er hjemtaget.

Endelig ydes der efter nr. 4 godtgørelse for afgift, når det dokumenteres, at et tinglyst eller registreret pant eller et tinglyst ejendomsforbehold er aflyst eller udslettet, når der ved tinglysningen eller registreringen er sket en åbenbar fejlagtig identifikation af det pantsatte eller ejendomsforbeholdsbehæftede, og denne fejl efterfølgende berigtiges ved fornyet tinglysning eller registrering. Som eksempel på en sådan fejl kan nævnes forkert angivelse af et motorkøretøjs stelnummer. Anmodning om godtgørelse skal indgives senest 1 måned efter, at den fejlagtige identifikation er berigtiget ved fornyet tinglysning eller registrering af det pågældende pant eller motorkøretøj mv. med ejendomsforbehold.

Det bestemmes i stk. 2, at anmodning om godtgørelse skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det ved anmeldelsen indbetalte beløb og attesterer, at ejerskiftet eller pantsætningen er aflyst eller udslettet.

Hvis der er ydet godtgørelse efter stk. 1, ydes der efter bestemmelsens stk. 3 også en tilsvarende godtgørelse af den afgift, der er betalt i forbindelse med en tilbageføring af ejerskiftet til den tidligere ejer. Afgiften godtgøres i samme omfang, hvilket betyder, at der også ved tilbageføring til den tidligere ejer fradrages de 1.400 kr., når det drejer sig om tilbageføring af et tinglyst ejerskifte.

Efter stk. 4 skal afgiftsmyndigheden træffe afgørelse om godtgørelse senest 14 dage efter modtagelsen af anmodningen herom. Denne afgørelsesfrist afbrydes dog, når afgiftsmyndigheden ikke umiddelbart kan træffe afgørelse på grundlag af den foreliggende dokumentation og derfor må anmode den pågældende om at fremkomme med yderligere dokumentation. Når den ønskede dokumentation er modtaget, skal afgiftsmyndigheden træffe afgørelse senest 14 dage derefter.

Bemærkningerne i L 25 af 06.10.1999 til ændringerne af § 23:

Der er tale om berigtigelse af en fejlskrift ved vedtagelsen af tinglysningsafgiftsloven. Ifølge bemærkningerne til tinglysningslovens § 23, jf. lovforslag L 208 1998/99, side 33 ff, ydes der godtgørelse for afgift i de tilfælde, hvor et tinglyst eller registreret pant er aflyst eller udslettet. I disse tilfælde er det samtidig en betingelse, at pantebrevet ikke har været overgivet til kreditor eller kreditors repræsentant, og at der ikke er betalt ydelser i henhold til pantebrevet. Efter den gældende § 23, stk. 1, nr. 3, fremgår det ikke, at disse betingelser skal være opfyldt samtidig, og det foreslås derfor, at lovens ordlyd bringes i overensstemmelse med teksten i bemærkningerne.

Til § 24

Efter bestemmelsen ydes der godtgørelse af afgift til fremmede staters herværende ambassader mv., internationale organisationer samt tilknyttet personale. Skatteministeren bestemmer efter indstilling fra udenrigsministeren, hvilke organisationer der er berettiget til at få godtgjort afgiften.

Til § 25

Det foreslås, at afgiftsmyndigheden er de statslige told- og skattemyndigheder fra den dag, hvor loven får virkning.

Der er mulighed for at udpege et mindre antal told- og skatteregioner til at afgøre sager vedrørende afgiftspligten, afgiftsgrundlaget og afgiftsfritagelser, medens alle told- og skatteregioner antages at skulle varetage opkrævnings- og inddrivelsesopgaver. Opgaven som afgiftsmyndighed for virksomheder i henhold til lovens § 25, stk. 2, varetages indtil videre af told- og skatteregion Høje-Taastrup.

Forslaget begrundes med fordelene ved, at lovgivning og administration allerede fra lovens ikrafttræden hører under samme ministerområde. Det har været med i overvejelserne, at det kan give anledning til problemer, når både det materielle og det administrative system ændres samtidigt, men det er hensynet til en enkel og gennemskuelig administration af afgiftsloven i skatteministeriet, der vejer mere end hensynet til udnyttelsen den kompetence, der i dag ligger i statsamterne. Det skønnes herved, at der vil gå faglighed og motivation tabt hos såvel Told- Skat som hos statsamterne, hvis opgaven først overføres om nogle år, henholdsvis kun bevares i nogle år.

Til § 26

Bestemmelsen bemyndiger skatteministeren til at fastsætte nærmere regler om klageadgangen, herunder til at bestemme, at afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Efter bestemmelsen kan ministeren således uddelegere sin afgørelseskompetence. Bemyndigelsen svarer til lignende bemyndigelsesbestemmelser i andre skatte- og afgiftslove. Skatteministeren har udnyttet disse bemyndigelser i sagsudlægningsbekendtgørelsen. Det er hensigten at bestemme, at de afgørelser, der ikke efter den foreslåede § 27 kan påklages til Landsskatteretten, i overensstemmelse med de gældende regler i sagsudlægningsbekendtgørelsen skal kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen, der i disse sager så træffer den endelige administrative afgørelse. De spørgsmål, der vil kunne påklages til Told- og Skattestyrelsen efter denne bestemmelse og altså ikke til Landsskatteretten, er spørgsmål, der ikke vedrører selve afgiftspligten og fastsættelsen af afgiften. Det er f.eks. spørgsmål om afgiftspligtens indtræden efter § 16, den afgiftspligtige person og hæftelse efter § 18 og afgiftsforhøjelser og renter efter § 20.

Til § 27

Det foreslås, at Landsskatteretten får kompetence til at træffe afgørelse i klagesager, der vedrører spørgsmål om afgiftspligt, afgiftsgrundlaget og afgiftsfritagelser samt spørgsmål om godtgørelse af afgift. Landsskatteretten påkender klager over afgørelser i 1. instans. Landskatteretten træffer den endelige administrative afgørelse. Det svarer til Landsskatterettens kompetence på andre afgiftsområder. Ved klage til Landsskatteretten finder skattestyrelseslovens kapitler 3 og 3 A anvendelse. Skattestyrelseslovens kapitel 3 indeholder bl.a. regler om klagefrister, indholdsmæssige krav til klagen, betaling af klageafgift, klagebehandlingen, genoptagelse, syn og skøn og domstolsprøvelse. Det fremgår bl.a. heraf, at klagen skal være modtaget i Landsskatteretten senest 3 måneder efter klagerens modtagelse af den afgørelse, der klages over. Skattestyrelseslovens kapitel 3 A indeholder regler om omkostningsdækning.

Til § 28

Bestemmelsen sikrer afgiftsmyndigheden adgang til registreringsmyndighedens registreringer med henblik på kontrol med afgiftsbetalingen. Registreringsmyndigheden skal således på begæring give afgiftsmyndigheden de oplysninger om registreringer, som registreringsmyndigheden er i besiddelse af, og som er nødvendige for at kontrollere afgiftens rigtige betaling. Registreringsmyndigheden skal derudover give afgiftsmyndigheden oplysninger om forhold af betydning for afgiftskontrollen. Denne kontrolbestemmelse er nødvendiggjort af, at det alene er registreringsmyndigheden, der ligger inde med de oplysninger, der er nødvendige for, at afgiftsmyndigheden kan kontrollere afgiftens rigtige betaling. Registreringsmyndighedens primære opgave i forbindelse med afgiften er at modtage afgiftsbetalingen. Registreringsmyndigheden sender således en sag til afgiftsmyndigheden, hvis den i forbindelse med en anmeldelse skønner, at afgiftsbetalingen er forkert. Oversendelsen sker imidlertid først, når tinglysnings/registreringsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden træffer således ikke afgørelser om afgiften. Det er herefter afgiftsmyndigheden, der afgør afgiftsspørgsmålet. Det er hensigten, at kontrolmuligheden skal udnyttes gennem stikprøvekontrol, f.eks. ved at afgiftsmyndigheden gennemser registreringer ved et tinglysningskontor for en bestemt dag.

Til § 29

Afgiftsmyndigheden kan indkalde oplysninger fra de i § 18 nævnte afgiftspligtige og de i § 17, stk. 1, nævnte virksomheder til kontrol af, om afgiften er rigtigt beregnet af de anmeldte dokumenter. Bestemmelsen er et supplement til § 28.

Til § 30

Efter straffebestemmelsen i stk. 1 straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt opgør afgiftsgrundlaget eller beregner afgiften forkert eller afgiver forkerte eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftsmyndighedens beregning af afgiften. Afgivelse af forkerte oplysninger mv. til brug for afgiftsmyndighedens afgørelse om godtgørelse af afgift straffes tilsvarende med bøde.

Begåes en af overtrædelserne i stk. 1 med forsæt til at unddrage statskassen afgift eller opnå en uberettiget godtgørelse, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år, jf. stk. 2. I stk. 3 bestemmes det, at der kan fastsættes straffebestemmelser i forskrifter, der udstedes i medfør af loven, og i stk. 4 at der kan pålægges juridiske personer strafansvar. Disse bestemmelser findes tilsvarende i andre skatte- og afgiftslove.

Til § 31

Bestemmelsen omhandler fastsættelsen af administrative bøder. Der findes en tilsvarende bestemmelse i andre skatte- og afgiftslove.

Til § 32

I stk. 1 fastsættes lovens ikrafttrædelsesdato til den 1. januar 2000.

Efter stk. 2 finder loven anvendelse på de anmeldelser til tinglysning eller registrering, som foretages fra og med ikrafttrædelsesdatoen. Det er registreringsmyndighedens modtagelse af anmeldelsen, der er afgørende. Der skal dog ikke betales afgift efter loven i det omfang, det dokument, der anmeldes til tinglysning eller registrering, allerede er afgiftsberigtiget efter og i overensstemmelse med stempelafgiftsloven. Der skal således kun ved anmeldelse til tinglysning betales den faste afgift på 1.400 kr. efter denne lov, hvis der tidligere retmæssigt er betalt stempelafgift af dokumentet. Det er uden betydning, om den betalte stempelafgift er større eller mindre end den registreringsafgift, der skal betales efter loven. Der skal således ikke betales en forskelsafgift eller ske refusion, i det omfang stempelafgiften afviger fra registreringsafgiften. Den faste afgift på 1.400 kr. skal betales, fordi dette afgiftselement ikke afløser stempelafgiften, men tinglysningsafgiften, der først skal betales ved dokumentets anmeldelse til tinglysning. Den faste afgift på 1.400 kr. skal dog heller ikke betales, hvis der allerede er betalt tinglysningsafgift af det dokument, der anmeldes til tinglysning efter lovens ikrafttræden. Det vil være tilfældet, hvis dokumentet inden ikrafttrædelsesdatoen har været anmeldt til tinglysning, men er blevet trukket tilbage eller afvist herfra, og påny anmeldes til tinglysning inden 3 måneder efter § 41 c i lov om retsafgifter.

Bestemmelsen i stk. 3 harmonerer med princippet i stempellovens § 91, stk. 5, således at anvendelsesområdet for nærværende lov er begrænset til dokumenter, hvis afgiftspligt indtræder den 1. januar 2000 eller senere. Efter stk. 3 anses pantebreve, der tidligere er afgiftsberigtiget efter den hidtidige stempelafgiftslov, som afgiftsberigtiget efter nærværende lov, når ændringer i pantebrevet anmeldes til tinglysning eller registrering. Det betyder f.eks., at der ved tinglysning af en forhøjelse af det pantsikrede beløb efter et pantebrev kun skal betales afgift af forskellen mellem resthæftelsen og den nye panthæftelse. Er pantebrevet et ejerpantebrev skal der betales afgift af forskellen mellem hovedstolen, og den nye panthæftelse.

Det gælder, uanset om det pågældende dokument er ustemplet i henhold til fritagelsesbestemmelserne i stempelloven eller ikke er stemplet efter sit pålydende i henhold til en værdierklæring efter stempellovens § 57, stk. 4, 2. pkt. Ved tinglysning eller registrering af andre påtegninger på pantebreve, herunder vedrørende rykninger eller relaksationer, samt ændring i rente-, afdrags- eller opsigelsesvilkår, betales der alene afgift efter § 7.

Der er ikke i lovforslaget en bestemmelse om rene afløsningsdokumenter svarende til § 10, stk. 2 i stempelloven.

Til § 33

Loven finder ikke anvendelse på Færøerne og i Grønland.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

13-05-18