Gældsbreve
Sven Clausen: Om negotiable Papirer, 1931
Henry Ussing og C.C. Dybdahl: Gældsbrevslovene, 1940, Gad.
Preben Lyngsø: Negotiable dokumenter, 1. udg., 1972, 340 sider, DJØF. Anmeldt af A. Vestberg i UfR 1973 B.268-272.
H. Krag Jespersen m. fl.: Byggeritransporter, 1979. Anmeldt af Ebbe Suenson i UfR 1980 B.59-60.
Christen Boye Jacobsen: Lov om en værdipapircentral, 1983, 210 sider, DJØF.
Gert Bo Gram og Bent Mebus: Værdipapircentralen, 1984, 212 sider, Gad.
Preben Lyngsø: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg., 1989
Birgitte Bjørn: Factoring. A comparative analysis, 1. udg., 1996, DJØF. Anmeldt af Erik Werlauff i UfR 1996 B. 210.
Hans Helge Beck Thomsen: Mangler ved pantebreve, 1. udg., 1996, GadJura.
Hans Helge Beck Thomsen: Det private pantebrev, 1. udg., dec. 2007, 800 sider, Forlaget Thomson
Lennart Lynge Andersen, Peter Møgelvang-Hansen og Anders Ørgaard: Gældsbrevsloven med kommentarer, 3. udg., nov. 2017, 274 sider, Karnov Group.1. udg., 1997 er anmeldt af Kaj Egon Hansen i R&R nr. 8/1997 p. 56-57 og af Mads Bryde Andersen i UfR 1998 B.297/1.
Palle Bo Madsen i JUR 1976.521-526: Om denunciation som sikringsakt over for overdragerens kreditorer - specielt med henblik på overdragelse af simple kundefordringer.
Christen Boye Jacobsen i JUR 1980.477-486: Lov om en værdipapircentral.
Henrik Stig Møller i UfR 1982 B.384-392: Om gældsbrevslovens § 31, stk. 3, en særregel om overdragelse af fordringer.
Sanne Kolmos og Dorthe Mogensen i Justitia nr. 3/1983: Factoring - belyst ud fra kontraktspraksis
Omhandler bl.a. den praktiske fremgangsmåde i factoring og forholdet mellem kunden, klienten og factoringselskabet.P. Spleth i UfR 1984 B.337-342: Har man i værdipapircentrallovens § 37, stk. 2 hjemmel til at skære obligationer i småbidder og lægge udgiften på obligationsejerne?
Jørgen Nørgaard og Erik Werlauff i UfR 1989 B.65-67: En dom om indløsning af højt forrentet gældsbrev
Omhandler UfR 1988.814 ØLD og advarer mod, at man antager, at debitor ifølge et gældsbrev er berettiget til at frigøre sig når som helst.Kristian L. Knudsen i UfR 1989 B.265-268: Om indfrielse af gæld - en kommentar til UfR 1988.814 ØLD og Jørgen Nørgaard og Erik Werlauff i UfR 1989 B.65-67.
Jørgen Nørgaard og Erik Werlauff i UfR 1989 B.363-365: Om indfrielse af gæld - en bemærkning til Kristian L. Knudsens artikel i UfR 1989 B.265-268.
Nis Jul Clausen i UfR 1992 B.357-360: Skærpede krav til udformning af denunciation? - En kommentar til UfR 1992.501 VLD
Der konkluderes, at der stilles skærpede krav til de professionelle kreditgivere, når de denuncierer vedr. en simpel fordring.Torsten Iversen og Lars Hedegaard Kristensen i UfR 1992 B.477-478: Denunciation og pengeinstitutter
Der argumenteres bl.a. for, at der kun i meget begrænsede tilfælde kan stilles særlige krav til pengeinstitutters denunciationsskrivelser.George Wenning i UfR 1995 B.14-18: Betalingsstedet og rettidig betaling
John Adamsen i JUR 1996.188-190: Sikringsakten denunciation - ved overdragelse af fordringer med proratarisk eller solidarisk hæftende skyldnere.
Hans Helge Beck Thomsen i UfR 2002 B.363-369: Om hæftelse, ansvar og begrebsforveksling ved handel med gældsbreve.
Lasse Højlund Christensen i ET 2007.219-229: Gældsbrevslovens § 28
Med inddragelse af praktiske eksempler diskuteres begrundelsen for og retsvirkningen af de i lovreglen indeholdte undtagelser til den ellers gældende hovedregel for modregning.
UfR 1988.814 ØLD: Et gældsbrev, udstedt af en andelshaver som led i finansieringen af opførelsen af en andelsbolig på Thurø, indeholdt bestemmelse om forrentningen af restgælden (18,5% p.a.) og størrelsen af den årlige ydelse. Restgælden forfaldt ved fraflytning, dog var kreditor pligtig at lade den nye andelshaver indtræde som debitor. Da der ikke i gældsbrevets tekst eller omstændighederne i øvrigt fandtes grundlag for at anse det for aftalt mellem parterne, at GBL § 5, stk. 1, var fraveget, kunne gældsbrevet indfries til kurs 100. Se bl. a Jørgen Nørgaard og Erik Werlauff i UfR 1989 B.65-67.
UfR 1989.176 ØLD: Debitor kunne ikke indfri højtforrentet pantebrev (18,5%) til kurs 100.
UfR 1991.589 VLD: A havde givet en trediemand transport på restfordringen i henhold til et lån til et aktieselskab som ansvarlig indskudskapital. T's krav viste sig senere at måtte stå tilbage for banken, som havde udbetalt lånet. Da der imidlertid på tidspunktet for transporten havde bestået et krav mod aktieselskabet, var A ikke efter GBL § 9 ansvarlig over for T, men fandtes ansvarligt, fordi dets direktør havde været bekendt med kravets begrænsede værdi.
UfR 1998.180 ØLK: Debitors indsigelser om, at aftalerne med sælger af et luksussommerhus i Nr. Nebel var ugyldige efter § 9 i lov om sommerhuse og campering og § 40, stk. 1 i lov om planlægning kunne ikke gøres gældende over for P, der havde erhvervet pantebrevet i god tro, jfr. GBL § 15 og TL § 27.
TfS 1998.486 HKK (TfS 1997.39 ØLK): P. Poulsen Trading Aps gik konkurs i 1991 og konkursboet overdrog i 1992 sit krav på tilbagebetaling af ambi på 817.868 kr. til Bose A/S, som fik medhold ved Højesteretsdom i 1994 (TfS 1994.275 HD). Told og Skat var efter KL § 42 berettiget til at opfylde tilbagebetalingskravet på ambi ved modregning over for boet med moms- og skatterestancer på 1.456.667 kr. Denne modregningsadgang var ikke afskåret ved overdragelsen af tilbagebetalingskravet, jfr. GBL § 28.
UfR 1998.1743 ØLK. Debitor kunne ikke gøre forkøbsret til sælgerpantebrev gældende over for køber af dette, idet køber var i god tro, jfr. GBL § 14. Advokat havde efter pantebrevets underskrift rettet kreditors navn til købers navn, og advokaten havde i den forbindelse overset forkøbsretten.
UfR 1999.390 HKK: Fogedretten i København havde fundet det betænkeligt at fremme udlæg på grundlag af pantebrev i sommerhus i Nejbøl, Nr. Nebel. Det forhold, at sommerhuset måtte have været udlejet erhvervsmæssigt i strid med sommerhuslovens § 1, kunne ikke medføre, at pantebrevet var ugyldigt i medfør af sommerhuslovens § 9. Indsigelserne kunne ikke gøres gældende over for godtroende erhverver af pantebrevet, jfr. GBL § 15. KAL § 33, stk. 1 om bevarelse af indsigelser fandt ikke anvendelse, jfr. KAL § 33, stk. 4. Aftalen var ikke omfattet af KAL § 5, og KAL § 35 fandt derfor ikke anvendelse. Sagen hjemvist til fogedretten til videre behandling.
UfR 2000.2037 HKK (UfR 1999.2118 ØLK): Transland Spedition A/S, som i 1996 havde købt pantebrev på 200.000 kr. i forbindelse med køb af luksussommerhus, kunne gøre udlæg hos debitorerne for den udækkede restgæld efter en tvangsauktion. Indsigelse vedr. forholdet til sælgeren af sommerhuset kunne ikke gøres gældende over for kreditor, som var i god tro, jf. princippet i GBL § 15, stk. 2. Pantebrevet var udstedt direkte til kreditor for at spare stempel. Under disse omstændigheder kunne debitor ikke opnå bedre ret, end hvis pantebrevet var udstedt til sælger og derefter transporteret til erhververen.
UfR 2005.2292 VLK: Kreditor på et gældsbrev havde opsagt dette, da ydelse for november 2004 ikke blev betalt rettidigt. Kreditor havde opgivet et forkert kontonummer, og udeblivelsen med ydelsen var herefter ikke væsentlig misligholdelse.
UfR 2005.2585 VLK: Nordea Bank havde ved fremlæggelse af historisk oversigt fra bankens edb-system bevist, at der var sendt en rykker, som opfyldte de almindelige betingelser for opsigelse af gældsbreve.
UfR 2006.1954 ØLD: I 1980 udstedte D et gældsbrev lydende på 100.000 kr. med pant i sin daværende ejendom. Ejendommen blev i 1981 solgt på tvangsauktion uden dækning til pantebrevet. D havde i 2004 erkendt at skylde restbeløbet. Kreditor anlagde i 2005 sag mod D med påstand om betaling af restbeløbet m.v. Gældsbrevet var dog på dette tidspunkt bortkommet, og D påstod sig frifundet under henvisning til GBL § 21, idet gældsbrevet ikke kunne udleveres. I Slagelse Byret fandtes det uden betydning, at det originale pantebrev ikke havde kunnet fremlægges, og idet det blev bemærket, at skyldneren havde erkendt at skylde i henhold til pantebrev allerede i skifteretten i oktober 2004, ville D være at dømme til at betale hovedstolen. ØL udtalte, at det omhandlede pantebrev ikke opnåede dækning under tvangsauktionen i 1981. Det blev lagt til grund, at pantebrevet herefter ikke gav pant i fast ejendom. Gældsbrevet faldt derfor ikke ind under ordlyden af GBL § 11, stk. 2, hvorfor GBL § 21 ikke fandt anvendelse. Da opgørelsen af fordringen var ubestridt, stadfæstede landsretten af de grunde, byretten i øvrigt havde anført, dommen.
UfR 2007.1835 HD: Et pantebrev med pant i fast ejendom opnåede ikke dækning i forbindelse med tvangsauktion og blev efterfølgende slettet af tingbogen. Kreditor havde mistet pantebrevet, men krævede betaling af debitor, D, der anerkendte skylden, men som nægtede at betale pantebrevet, idet han henviste til, at det efter GBL § 11, stk. 2, nr. 3 var et omsætningsgældsbrev, hvilket kun kunne kræves betalt mod udlevering, jf. GBL § 21. HR udtalte, at reglerne om omsætningsgældsbreves negotiabilitet har til formål at lette deres omsætning ved at lade retsstillingen bero på dokumentets indhold og dets ihændehavelse. Det var i overensstemmelse hermed bestemt i GBL § 21, at skyldneren kun var forpligtet til at betale gælden mod udlevering af gældsbrevet. Da D herefter kun var forpligtet til at betale gælden mod udlevering af pantebrevet, tog HR hans frifindelsespåstand til følge.
UfR 2008.1473 ØLD: I forbindelse med at en transportvirksomhed, A, kom i økonomiske vanskeligheder, indgik A's direktør en aftale med selskabet C, hvorefter C skulle administrere og finansiere udgifterne til A's chauffører. For denne ydelse skulle C have transport i den månedlige omsætning fra A's kunde B. A blev begæret opløst, og efterfølgende sendte A's direktør en mail til B, hvor A bad B bekræfte, at de penge, som A skulle have af B, blev indsat på C's bankkonto. A blev efterfølgende erklæret konkurs, og konkursboet anlagde omstødelsessag vedrørende de 2 betalinger fra B til C på i alt 262.792,20 kr. ØL fandt ikke at den afsendte mail opfyldte kravene til denunciation efter GBL § 31 da det ikke fremgik, at der var sket en endelig og uigenkaldelig overdragelse af kravet. Derfor tiltrådte ØL, at der kunne ske omstødelse, jf. KL § 70.
FM 2016.104 ØLK: Sag omkring to gældsposter hvor skyldnerne begge i 1999 havde underskrevet et frivilligt forlig hos A. B havde d. 10.06.2014 overdraget fordringen til rekvirenten, hvilket først blev denuntieret over for skyldnerne d. 17.04.2015. Det fremgik af en årsoversigt fra B sendt d. 30.12.2014 til den ene af skyldnerne, at den ene konto var udgået, og saldoen var anført til 0 kr. Fogedretten fandt, at B's fremsendelse af årsoversigten i 2014 ikke kunne betragtes som et løfte eller på nogen anden måde at være en viljeserklæring om eftergivelse af den oprindelige gæld. Skyldnerne havde ikke godtgjort at have en berettiget forventning herom, hvorfor gældsforholdet forsat bestod. ØL stadfæstede.
UfR 2017.366 VLD: Låneaftale var ugyldig, da beslutning om aftalen blev vedtaget på en ulovlig generalforsamling, hvorefter andelsboligforenings bestyrelse ikke kunne tegne foreningen.
Andelsboligforeningen Svendsgade 5, A's, formand, B1, ekskluderede tre medlemmer, M, da disse ikke havde betalt boligafgift. Efter beslutning på ekstraordinær generalforsamling optog A et kreditforeningslån hos DLR Kredit, D, underskrevet af B1, B2, og B3 på A's vegne. Ved en senere dom blev eksklusionen af M kendt ugyldig. Retten i Aalborg fandt, at det var en væsentlig tilsidesættelse af almindelige principper for indkaldelse til generalforsamling i en andelsboligforening, at ikke alle medlemmer indkaldtes. Det ubestridte forhold, at M ikke blev indkaldt til generalforsamlingerne, måtte anses for en sådan tilsidesættelse af almindelige foreningsretlige principper, at de beslutninger vedtaget på disse generalforsamlinger måtte anses for ulovlige. Som følge heraf var den bestyrelse, der underskrev pantebrevet til D, uden bemyndigelse til at disponere på A's vegne. D modtog underretning fra et medlem af A om, at B1 ikke kunne tegne A. Herefter kontaktede D et medlem af A's bestyrelse, som afkræftede oplysningen. D foretog sig herefter ikke yderligere. D udviste herved grov uagtsomhed ved at undlade selv at undersøge bestyrelsens legitimation, og D måtte derfor på dette tidspunkt anses for at være i ond tro om A's indsigelser, jf. TL § 5, 1. pkt. Pantebrevet blev indført i tingbogen efter D var kommet i ond tro. Da D var i ond tro ved pantebrevets udlevering i tinglyst stand, kunne D ikke støtte ret på den gennemførte tinglysning af pantebrevet, jf. TL § 27, stk. 1, 1. pkt. A skulle hermed ikke anerkende pantebrevet som gyldigt. Da låneaftalen var ugyldig, skulle erlagte ydelser tilbageleveres, og D havde således krav på restitution. Restitution skulle opgøres som tilbageførsel af det beløb, som A modtog fra D som følge af udbetaling af låneprovenuet fra det ugyldige lån. Pantebrevet skulle kvitteres og aflyses mod A's betaling af beløbet. Da A før sagens anlæg foreslog sagen forligt med et beløb, der i store træk svarede til det tilkendte beløb, fandtes hver part at skulle bære egne sagsomkostninger. VL stadfæstede.FM 2019.46 VLK: En manglende betaling af ydelse på lån af to gange, kunne ikke tilskrives rykkergebyrer mere end 3 gange
Fogedretten i Aalborg konstaterede i en udlægssag på grundlag af et gældsbrev, at betalingen af en forfalden ydelse d. 01.12.2017 blev delvist betalt d. 02.01.2018 efter tilskrivningen af to rykkergebyr. Restancen d. 02.01.2018 udgjorde derfor 122 kr. D. 01.02.2018 udeblev betalingen igen, hvorefter der henholdsvis d. 09.01.2018 og d. 21.02.2018 blev tilskrevet to nye rykkergebyr. Spørgsmålet var herefter, om skyldner (S) kunne anses for at være i restance med betalingerne fra d. 01.12.2017 til d. 09.03.2018. Fogedretten fandt, at kreditor (K) havde adgang til en rimelig rykningsprocedure, som kunne tjene til påmindelse for S, om at der fortsat var en restance, jf. bemærkningerne til Lovforslag nr. 132 af 13. december 2000. Da S ikke havde udlignet restancen i det samme skyldforhold over en vis periode, måtte S anses fortsat at være i restance, hvormed der ikke kunne tilskrives mere end 3 rykkergebyrer, jf. FM 2011.131 og FM 2013.280. Den fortsatte restance efter d. 02.01.2018 på 122 kr., var derfor ikke berettiget at tilskrive mere end 3 rykkergebyrer for, da der var tale om en sammenhængende restance i låneforholdet, jf. RL § 9 b, stk. 2, 2. pkt. Delbetalingen af gælden kunne ikke ændre herved. Kendelsen blev kæret til VL. VL stadfæstede fogedrettens kendelse.
