Forvaltning af familieretligt samvær

af lektor LL.M., ph.d. Annette Kronborg, Københavns Universitet. Oktober 2000.

I artiklen behandles statsamternes forvaltning af reglerne om forældremyndighed og samvær. Det vurderes, at forvaltningen i dag overspiller sine muligheder for at påvirke forældres indbyrdes konflikter om deres børn.

I. Rettens virkemåde

II. I statsamtet

III: Retssikkerhed

IV: Afslutning

I. Rettens virkemåde

Ægteskabet var indtil midten af det 20. århundrede den almindelige ramme for familielivet. Loven havde ægteskabet som den legitime ramme for børneopdragelse. Meningen med to-somhed skulle i mindre grad skabes nedefra af det enkelte ægtepar, men var givet ovenfra med ægteskabsinstitutionen. Ægteskabets normer var konstituerende for samfundets fællesskab, og ægteskabets gyldighed kom med dette. Ægteskabet var grundlaget for ægtefællernes individuelle pligter, rettigheder og ansvar forankret i samfundsnormer. Det var på grundlag af ægteskabet muligt at beskrive den retmæssige ægteskabelige adfærd. Ægtefællerne skulle være tro mod ægteskabet, ikke blot i seksuel forstand, men også over for den indbyrdes personlige og økonomiske arbejdsdeling. Individet bevægede sig i dette normative rum, og den enkeltes adfærd blev evalueret heri.

Retten understøttede en balance i ægtefællernes indbyrdes forhold, ud fra hvilken skyld blev placeret, og billighed fik fylde. Rettens formål var i de enkelte konflikter at ekskludere den utilstrækkelige af ægtefællerne fra familien. Retten var et korrektiv til afvigende adfærd og benævnes derfor som korrigerende ret.

Det fulgte af myndighedsloven fra 1922, at det ved separation og skilsmisse i en forældremyndighedstvist var afgørende, "Hvad der særligt under Hensyn til Børnenes Tarv findes billigt. Er det godtgjort, at den ene af Forældrene væsentligt bærer Skylden for Samlivets Ophævelse, og skønnes de begge lige egnede til at opdrage Børnene skal den anden af Forældrene være nærmest til at få Forældremyndigheden." Det primære i det retlige skøn var således ifølge ordlyden billighed. Retten fungerede korrigerende. I tiden efter vedtagelse af loven blev barnets tarv glidende mere dominerende i det retlige skøn, og billighed blev tilsvarende et mindre betydningsfuldt element og forsvandt ud af lovteksten i år 1986. I takt hermed aftog rettens korrigerende karakter. Skyld blev fortrængt fra familieretten, som en umoderne betragtning i forhold til forestillingen om det selvbestemmende individ frisat fra de traditionelle normer, som der i samfundet var gjort op med.

Den skyldige ægtefælle bevarede dog også tidligere med indførelsen af myndighedsloven samværsret med sine børn, men antallet af sager var i første halvdel af det 20. århundrede få. Omfanget af den enkeltes samvær fastsat af myndighederne var begrænset, og den retlige beskyttelse af samværsretten gik ikke langt, for så vidt som den blev ophævet, hvis den var konfliktskabende. Forvaltningen af samvær foregik i skyggen af de ægteskabelige normer og indebar, at forældrene havde et fælles ansvar for et eventuelt fremtidigt samarbejde om deres fællesbørn, som var af begrænset familieretlig og forvaltningsmæssig relevans.

Opbruddet med ægteskabeligt samliv som den eneste legitime form for samliv, kvindernes kamp for ligestilling og deres ændrede rolle i erhvervslivet i midten af det 20. århundrede indebar, at der blev rokket ved de traditionelle normer for forældreskab. Samlivsformerne blev i højere grad et privat anliggende. Skyld-vurderinger tabte terræn i takt med, at samfundsnormerne ændrede sig, og familiemønstrene blev mere varierende, efterhånden som kvinder og mænd i samfundsmæssig henseende formelt fik et mere jævnbyrdigt forhold. Ægteskabets svækkede samfundsmæssige betydning medførte, at retten mistede en samfundsforankring af de retmæssige familieforhold og dermed billedet på det gode familieliv. Retsgrundlaget måtte ændres, så reglerne kunne rumme de varierende familiemønstre. Ændringen blev fra ret og det relationelle mellem forældrene til velfærd og fokus på barnet.

Forestillingen om, at det gode familieliv rummer både en mor og en far, gennemtrængte fortsat retten. Denne forestilling blev opretholdt efter normbruddet, fordi der fandtes stærke ønsker i samfundet om, at både kvinder og mænd havde adgang til familielivet. Helhedstænkningen om familien forsvandt med ophøret af ægteskabet som den eneste legitime ramme for familien, men værdierne forblev familien som en helhed. Derfor måtte der samarbejde til for at fastholde helheden. Hvis en familie efter et opbrud fortsat skulle anerkendes som et familiemønster af retten - i modsætning til tidligere - så måtte trådene holdes sammen af en myndighed. Normopløsningen havde skabt en individualisering i familien, hvor familiemedlemmerne i højere grad betragtedes som et antal af enkelte individer end som en enhed. Uden forældrenes samarbejde gik den individualiserede familie i  stykker som billedet på det gode familieliv, og alternativet til samarbejde for at bevare billedet af kernefamilien var fortidens faste rammer, som passede nutidens frisatte individer dårligt. Brud på samarbejdsprincippet var derfor at sammenligne med tidlige tiders skyld.

Normopløsningen gjorde ikke behovet for afgørelser om parternes familieretlige forhold mindre, men den retmæssige adfærd kunne ikke længere i samme grad vurderes på forældrenes ydre adfærd udfra forud fastlagte og kulturelt indlejrede ægteskabelige normer. Afgørelserne måtte derfor nu bygge på det, der var tilbage efter normbruddet, nemlig forældrenes personlige indre forhold. Rettens tidsmæssige perspektiv ændredes ligeledes som et resultat af normopløsningen. Fra at have været rettet mod at evaluere forældrenes tidligere adfærd forskød vurderingen sig fra dette bagudrettede perspektiv til et fremadrettet perspektiv i en vurdering af, hvilken afgørelse der vil være til barnets bedste i fremtiden. Retten ændrede herved væsen fra at være dømmende til at forsøge at forbedre mulighederne for det gode fremtidige forældreskab til gavn for barnet. Statsamtets interesse for familiens fortid måtte nu konkurrere med en stigende konstruktiv interesse for familiens fremtid. Retsnormen var samarbejde.

Som følge af den stigende kompleksitet i samfundsnormerne rettes arbejdet i statsamterne mod de specifikke relationer i den enkelte familie. Det er denne nye optagethed af fremtiden for den enkelte familie i den konkrete forvaltning, der er begrundelsen for at karakterisere retten som normaliserende. Det normative rum, som tidligere var sat af ægteskabet, forvandledes i denne efterfølgende epoke til en flerhed af fænomener med det formål at pleje samarbejdet mellem forældre. Disse behandles nedenfor opdelt i følgende afsnit: a) Menneskerettigheder, b) Rådgivning, c) Korrekthed i lovgivningen, d) Psykologi og e) Mægling.

II. I statsamtet

a. Menneskerettigheder

FN´s børnekonvention anvender en retlig terminologi, men der er ved en nærmere karakteristik tale om forestillinger om det gode på et retligt metaplan, og som derfor i forhold til national ret fremstår som en etisk målestok. I tråd hermed nævnes i
kommissoriet bag betænkningen fra 1994 "Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning", at det skal vurderes af udvalget, om dansk ret er i overensstemmelse med konventionen. Konventionens funktion som etisk målestok kan skabe den fejlagtige opfattelse, at konventionen giver en anvisning på det gode. Dette ville være at overvurdere den etiske diskurs indflydelse på det gode liv. Det etiske konstitueres ikke af vore tolkninger, og det står og falder ikke med vores skiftende diskurser om det. Sagt med andre ord; et barn får det ikke bedre af, at nogen måtte mene, at barnet har det godt.

Særligt artikel 18, stk. 1, nævnes i "samværs-debatten". Ifølge artiklen skal deltagerstaterne bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Der er inden for den menneskeretlige diskurs skabt en formodning for, at samvær med begge forældre er godt for barnet. Tilsvarende formodning findes ikke inden for andre vidensområder, herunder psykologi og sociologi.

Menneskerettighederne er blevet et element i den ideologiske overbygning, som de retlige instanser, herunder forvaltningen, betjener sig af. De er dukket op med introduktionen af den normaliserende forældreret.

b. Rådgivning

Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikter under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Rådgivningen varetages af socialrådgivere, psykologer og psykiatere.

Forløberen for bestemmelsen - myndighedsloven § 27 a - blev indført ved 1985-reformen og introducerede en pligt for statsamterne til at tilbyde rådgivning, hvilket allerede på daværende tidspunkt var introduceret i nogle statsamter.

I forarbejderne til 1985-reformen er der lagt vægt på, at det er ønskeligt, at familien selv løser de konflikter, der opstår i forbindelse med den ændrede situation for familien.

I betænkningen fra 1994 (s. 156) nævnes, at "rådgivningen styrker forældrene i at bruge egne ressourcer på bedre at blive i stand til at komme overens ... En kvalitet i rådgivningen kan være forældrenes oplevelse af at komme til orde og en følelse af at blive hørt og forstået, hvilket kan give en mulighed for at omvurdere og kaste nyt lys over gamle konflikter og at hjælpe dem til at acceptere og "begrave" fortiden ... Der er ikke tale om et egentligt terapeutisk forløb, men rådgiverne anvender deres terapeutiske sagkundskab til at bibringe det nye familiesystem nogle redskaber til konfliktløsning." Heroverfor står Mai Heide Ottesens kritiske spørgsmål om, det er "... realistisk at have forventninger til, at et rådgivningsforløb, der gennemsnitligt varer 2,2 timer, ikke kun skal udvirke kriseintervention med henblik på konkret problemløsning, men tillige skulle kunne ændre så grundlæggende på strukturerne i parternes indbyrdes samspil, at det udmønter sig i en egentlig adfærdsændring, dvs. i et kvalitativt forbedret samarbejde?" 

Svaret på spørgsmålet må findes i det forhold, at rådgivningen ikke kun har til formål grundlæggende at ændre på parternes konflikt, men også det mere beskedne formål blot at påvirke forældrenes ydre adfærd. I betænkningen fra 1994 (s. 166) nævnes, at "[d]et burde kunne "betale sig" at samarbejde om, hvad der er bedst for barnet. [fodnote udeladt] Det kunne være et tegn på manglende overskud til at handle ud fra barnets interesser, at man - uden en rimelig begrundelse - nægter at deltage i rådgivningen for at finde en for barnet optimal løsning med regelmæssig kontakt med begge forældre efter samlivsophør. Nægtelse af at deltage i rådgivning kan således som et aspekt være medvirkende til, at man ud fra en samlet vurdering af sagen finder, at den anden forælder er mere egnet til at have forældremyndigheden over barnet. [fodnote udeladt]"

Forældrenes adfærd under selve samværssagen er et let tilgængeligt faktum at inddrage i grundlaget for afgørelsen. Ved at medvirke til rådgivning kan den enkelte fremstille sig selv over for sagsbehandleren som en samarbejdsvillig person. Et forhold der - set fra den enkelte forælders synsvinkel - muligvis vil indgå i det retlige grundlag for statsamtets efterfølgende afgørelse om samvær.

En konsekvens af, at rådgivningen foregår i statsamtet, er, at forældrene ikke oplever, at der reelt er vandtætte skodder mellem et rådgivningsforløb og deres sag. Dette skyldes, at rådgiverne er kollegaer i statsamtet med dertil hørende personlig indbyrdes omgang. Desuden vil der ofte på samværssagen findes et notat om, hvorvidt parterne har modtaget et tilbud om rådgivning. Der efterlades en fornemmelse af, at en reel adskilthed mellem rådgivende og besluttende myndighed er en illusion.

En begrundelse for dette faglige samarbejde følger af betænkning 1994 (s. 168), hvor samarbejdet anses for at være "af stor værdi både for statsamtsjuristerne og for de børnesagkyndige rådgivere. Begge grupper har fået større forståelse for de problemer, som de juridiske konstruktioner forældremyndighed og samvær kan give anledning til, og for, hvordan de bedst kan løses under skyldig hensyntagen til de fremtidige familierelationer." En begrundelse som således ikke tager udgangspunkt i at værne om, at den enkelte oplever, at rådgivning og den retlige forvaltning reelt holdes adskilt, men derimod i en forbedring af den professionelle håndtering af familiekonflikter.

Det uklare forhold mellem rådgivning og retlig forvaltning afspejler, at de professionelle i statsamtet søger at påvirke forældrene i retning af et indbyrdes samarbejde uden sikkerhed for, om forældrene personligt kan stå inde for resultatet af rådgivningen. Rådgivning er således at betragte som et instrument for statsamtets normaliserende virke.

c. Korrekthed i lovgivningen

Rettens normaliserende karakter har medført en forskydning i lovgivningsarbejdet fra at normere den enkeltes retsstilling til at beskrive det korrekte forældreskab - at samarbejde. Denne forskydning indebærer, at lovgivningens signalværdi er blevet en accepteret begrundelse i forarbejder til lovgivningen. Denne ændring kan forklares med, at statsamtet har udvidet sit aktivitetsområde. Statsamtets virksomhed består ikke blot af enkeltstående retsafgørelser. Andre aktiviteter er forskellige kommunikationstilbud i form af rådgivning og mægling, som har til formål at påvirke forældrene i en god retning - normeret af lovens signalværdi. Loven udgør i dette arbejde en del af den ideologiske overbygning. Den er et instrument for normpleje i den enkelte familie.

Ved 1995-reformen har der fundet en markant ændring sted i lovgivningsstilen eksemplificeret i det følgende. Afsæt i negative billeder af fædre ses ikke længere som begrundelsesform i forarbejderne, eksempelvis at nogle fædre vil misbruge en adgang til søgsmål. Der er tænkt positivt/korrekt. Lovens påvirkning af den enkeltes holdning er nu i modsætning til tidligere blevet en tilfredsstillende begrundelse for en lovændring. Udtrykket samværsret er blevet erstattet med samvær for at nedtone rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre. Desuden er modarbejdelse af samvær blevet nævnt i loven som et hensyn, der skal tillægges vægt i forbindelse med afgørelser om overførsel af forældremyndigheden:

"Formålet hermed er at signalere, at begge forældrene bør medvirke til gennemførelsen af samvær, således at barnet kan bevare en stabil kontakt også til den af forældrene, som det ikke bor hos." 

Ved 1985-reformen var dette blevet forkastet med følgende begrundelse:

"[Det vil] ikke være hensigtsmæssigt i selve lovteksten om ændring af forældremyndigheden særligt at fremhæve modarbejdelse af samværsretten som ændringsgrund frem for de utallige andre grunde, der i lige så høj grad kan give anledning til krav om ændring på grund af modarbejdelse af samværsret." 

Ved 1995-reformen blev indført en hjemmel til, at statsamterne kan fastsætte bestemmelse om telefonkontakt og anden kontakt end samvær mellem en forælder og barnet bl.a. med følgende begrundelse:

"En skrivelse fra statsamtet, udformet med denne hjemmel, vil utvivlsomt have psykologisk betydning i familierne. Man må imidlertid gøre sig klart, at en afgørelse af denne karakter ikke direkte kan gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder." 

Perspektivet i lovens beskrivelse af forældremyndighedens indhold er blevet ændret fra udelukkende at være forældrenes til også at indeholde et børneperspektiv svarende til FN´s børnekonvention. Herved signaleres, at det korrekte forældreskab tager udgangspunkt i barnet. Ordlyden af bestemmelsen om forældremyndighedens indhold introducerede således i 1985-reformen barnets interesser og behov som det retligt relevante afsæt for udøvelse af myndigheden for så ved 1995-reformen at føre udviklingen videre - i retning af fokus på barnet - ved at introducere en ret for barnet.

Ved 1995-reformen er der åbnet for, at statsamterne kan udfærdige samværsresolutioner til forældre, som har del i forældremyndigheden. Hermed har man begrebsmæssigt udvidet området for fælles forældremyndighed til en gruppe af forældre med flere konflikter end før reformen, da forældre ikke længere behøver at være enige om en samværsordning for at have fælles forældremyndighed. Det vil sige, at forældre, som ikke er enige om en samværsordning og som før reformen ikke var omfattet af begrebet fælles forældremyndighed, nu er omfattet. Dette indebærer, at forældre med fælles forældremyndighed nu også omfatter forældre, der har et relativt højt konfliktniveau, og hvor det faktiske fællesskab er yderst spinkelt. Herved har fælles forældremyndighed begrebsligt fået en stærk ideologisk karakter, da fællesskabet mere er ifølge den retlige betegnelse af forældreskabet end nødvendigvis en realitet.

I forlængelse af ændringerne i begrundelsesformen ved 1995-reformen som beskrevet ovenfor kan afskaffelse af revselsesretten i 1997 nævnes, da denne lovændring også vedrører forældremyndighed og er udtryk for en øget vægtning af lovens signalværdi som begrundelse for lovgivning. Følgende er bemærkninger til lovforslaget:

"[Børne]konventionen indeholder ikke noget specifikt revselsesforbud, men artikel 19 forpligter konventionslandene til at træffe alle passende forholdsregler med henblik på at beskytte børn mod fysisk eller psykisk vold og andre former for overgreb, mens barnet er i forældres og andres varetægt ... en afskaffelse af revselsesretten vil være helt i overensstemmelse med Børnekonventionens ordlyd om at beskytte barnet mod alle former for vold. ... En klar lovgivning på området og en klar information om intentionerne er vigtige forudsætninger for at ændre befolkningens holdning til spørgsmålet om anvendelse af fysisk afstraffelse af børn." 

Begrundelserne for lovgivningen om forældremyndighed og samvær i 1990´erne har således været at beskrive det korrekte forældreskab. Lovgivningen er den retlige ramme for rettens normaliserende virke.

d. Psykologi

I det 20. århundredes sidste årtier har psykologerne vundet indpas i arbejdet i statsamterne. De deltager i rådgivningen, de udfærdiger børnesagkyndige erklæringer til belysning af familiernes forhold til brug for den konkrete sagsbehandling, og endelig - som sidst tilkommende opgave - fungerer de som mæglere, som beskrevet nedenfor under pkt. e.

Der er i denne periode sket et skred i forståelsen af familieproblemer fra det materielle til det psykologiske. Når børns situation diskuteres mellem eksperter i kommunalt regi, er der tale om en psykologisk samtale, hvor forældrenes umodenhed, symbioser, manglende indsigt i børns behov, grænseoverskridende relationer, karakterafvigelser, psykiske lidelser m.v. indkredses og overvejes i forhold til de mulige konsekvenser for barnet. Tine Egelund udtrykker det således, "at det psykologiske liv dekontekstualiseres. Menneskets indre får selvstændig liv, og linierne til omverdenen og sociale betingelser kappes". Det er på grundlag af den psykologiske viden, at der tales om menneskets indre svagheder i statsamtet. Svagheder som er defineret ud fra normen om samarbejde. Således inddrages den psykologiske ekspertise i rettens normaliserende virke.

Sager om samværschikane afgøres udfra forestillingen om, at begge forældre skal have mulighed for at tage del i barnets opvækst. Sund fornuft bør kunne sige enhver, at børn ikke nødvendigvis får en bedre opvækst af at have kontakt med både deres mor og far. Den gode barndom beror naturligvis på karakteren af de relationer, barnet indgår i, uanset til hvem disse er. Forestillingen om, at den bedste barndom er med begge forældre, er med andre ord ikke grundlagt på empirisk viden, men må have sit udspring i normen om samarbejde, som har afløst den tidligere skyldvurdering, og det fortsatte ønske om, at der er plads til både mødre og fædre i familierne, som beskrevet ovenfor i afsnit I. Der er derfor nærmere tale om en vurdering af, om forældrene lever op til normen, end om deres børn har det godt, når der skal tages stilling til, om samværschikane kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden over barnet. Et retligt kriterium om "samværschikane" for overførsel af forældremyndigheden må derfor betragtes som en vurdering, der mere knytter an til forældrenes egnethed som forældre end til barnets bedste. "Egnethed" er det delmoment i forældremyndighedssager, der traditionelt har været den mest isolerede betragtning af forældrenes forhold sammenlignet med betragtninger, der har fokus på barnets personlige relationer: nærhed, intimitet, tryghed, stabilitet m.v. Forhold, der typisk indebærer mindre egnethed, er sindssygdom eller anden psykisk forstyrrelse, manglende åndsudvikling, svært alkohol- eller narkotikabrug, livstruende sygdom eller alvorlig legemlig mangel samt langvarig strafafsoning. Indførelse af "samværschikane" som et hensyn ved en afgørelse, som i øvrigt tager udgangspunkt i barnets velfærd, er ensbetydende med, at evnen til at samarbejde plantes i hjertet af rettens konstruktion af mennesket. Afvigelser fra normen bliver til en egenskab ved den pågældende person, der blotlægges ved en psykologisk orienteret beskrivelse af den enkelte. Forældre, som ikke samarbejder, betragtes ligesom de åndsvage og sindssyge, som mindre egnede forældre. Således betjener den normaliserende ret sig af den psykologiske diskurs.

e. Mægling

Københavns Statsamt har siden 1998 tilbudt konfliktmægling som et alternativ til sagsbehandling til forældre, hvor mægling ikke på forhånd har været anset for formålsløst. Formålet med tilbuddet er, at forældrene selv kan tale sig frem til løsninger og aftaler med bistand fra to mæglere, en jurist og en psykolog.

Mæglerne er særligt uddannet til opgaven. De behersker forskellige spørge- og lytteteknikker og er trænede i at synliggøre problemerne for deltagerne på en ny måde. De må ikke tage parti, og de må ikke fremkomme med løsningsforslag eller give udtryk for, hvordan de mener, at konflikten skal løses. De fungerer også som sagsbehandlere og rådgivere, men mægler ikke i sager, som de kender på forhånd. Sagsbehandlerne uddeler informationsmateriale til de forældre, der står over for at skulle vælge mellem rådgivning eller konfliktmægling. Formelt set er det frivilligt at deltage, og forløbet inddrages ikke i en eventuel efterfølgende sagsbehandling om samvær. Uanset om den enkelte ønsker at modtage tilbuddet om mægling, og uanset om den enkelte føler sig presset til det, fungerer tilbuddet som normpleje i statsamtet. Mægling fungerer som eksemplets magt. Statsamtet kan fremvise den gode model for samarbejde. Således indgår mægling i rettens normaliserende virke.

III. Retssikkerhed 

I udøvelsen af normaliserende ret betragtes individet både som subjekt (med ret til selvbestemmelse) og som objekt (genstand for statsamtets påvirkning). Retssikkerhedsgarantier, som er knyttet til en retsstat, matcher dårligt faren for en krænkelse af den enkelte i udøvelsen af normaliserende ret. Disse garantier er grundlagt på forestillingen om, at borgeren skal kunne kontrollere de administrative afgørelsers lovlighed. Således er forvaltningsloven garant for en høj grad af forudsigelighed i det formelle forløb, som selve statsamtets behandling af samværssagen udgør (sagens oplysning, begrundelse, vejledning, kontradiktion og rekurs). Denne formelle retssikkerhed er derimod ikke en garanti for, at den normaliserende rets understøttelse af samarbejdsnormen ikke krænker den enkelte. Samværssagens forløb, herunder samtaler og sagkyndige undersøgelser om deres personlige forhold, har forældre god grund til at føle sig tvungen til at acceptere, da statsamtet besidder en overvældende magt til at træffe afgørelse om deres børn. I statsamtet betragtes forældrepar ikke som to enkelte individer med hver deres respektive retsstilling, men som en enhed som barnets familie, for så vidt begge forældres forhold vurderes samlet som grundlag for statsamtets afgørelse om samvær. Dette udgør en fare for, at respekten for den enkelte går fløjten. Sagsforløbet kan således repræsentere et overgreb mod den enkelte, som formel retssikkerhed ikke er et værn mod.

Et forsøg på at legitimere den normpleje, som finder sted i statsamtet, kunne tage udgangspunkt i en betragtning om, at statsamtet yder sit bedste for at servicere børn med et personligt forhold til begge deres forældre. En korresponderende betragtning om retssikkerhed kunne da være, i hvilket omfang statsamtet kan præstere målopfyldelse, såkaldt materiel retssikkerhed. En administration, der således forsøger at virkeliggøre den familiepolitiske vision om familien, og som legitimerer sit arbejde med henvisning til den lovhjemlede forståelse af barnets bedste, går tæt på de enkelte forældres virkelighed. Forældres rolle i barnets opvækst er ikke en professionel ydelse, og rådgivning i statsamtet er ikke at ligestille med uddannelse af forældrene. Dominerer samarbejdsnormen i den konkrete sagsbehandling, mindskes i tilsvarende grad sagsbehandlerens blik for den enkeltes virkelighed. Det konkrete skøn mister fodfæste i det levede liv. Ovennævnte betragtning om at kunne servicere børn med to forældre er derfor ensbetydende med, enten at statsamtet herved overvurderer dets adgang til at normalisere forældre, eller en forsimplet opfattelse af den enkeltes virkelighed eller en utilstrækkelig respekt for denne. Da det ikke er muligt at formulere et fælles mål for familieforhold med udgangspunkt i barnets bedste, som kan danne grundlag for statsamtets samværspraksis, er det ikke i forbindelse med samværspraksis relevant at sikre borgerne materiel retssikkerhed.

Forvaltning af normaliserende ret betjener sig af rådgivning og mægling. Dette giver anledning til betragtninger om lighed for loven, da forældre har forskellige opfattelser af og følelser for rådgivning og mægling, og det kan påvirke deres sagsbehandling på forskellig vis. Rådgivnings- og mæglingstilbud, som indgår i statsamtets forvaltning af normaliserende ret, favoriserer relativt velfungerende mennesker. En evaluering af et forsøg med børnesagkyndig rådgivning peger på, at det hyppigst var dem, der i forvejen havde de bedste forudsætninger for "det fortsatte forældreskab", der profiterede af ordningen, mens udbyttet af og holdningen til rådgivning var mere moderat blandt dem, der havde store problemer. En evaluering af konfliktmægling i Københavns Statsamt viser, at forældre i konfliktmægling generelt har en højere uddannelsesmæssig baggrund end den danske befolkning som helhed. I Socialforskningsinstituttets undersøgelse af "Forældreskab i 90´erne" peges på, at forhandlingskulturen er slået mest igennem hos velstillede familier, mens det stærkeste præg af tradition findes hos par, hvor begge har lønarbejderlivsform.

Det må antages, at statsamtets tilbud til forældre kan være mere eller mindre fremmed for forældre afhængigt af, om de lever i en familie præget af forhandling, og af i hvilket omfang forældrene med deres egen fælles historie har personligt overskud til at opbygge et fællesskab omkring deres børn. Med de nævnte undersøgelser kan der peges på, at normaliserende ret i højere grad opfylder sine egne succeskriterier hos ressourcerige og fleksible mennesker. Blandt forældre, hvor samarbejdsnormen ikke er meningsfuld efter deres brud, er den med til at skabe forvirring og usikkerhed om deres forældreevne. Statsamtet risikerer derfor i forhold til disse børn at have en negativ indflydelse på deres familieforhold.

IV. Afslutning

Rettens muligheder må granskes ved at fundere over retten som fænomen. Ret henviser til en orden i det sociale rum og optræder som en slags kodifikation af den gode sociale orden. Dens optik er dens egne begreber (særligt: ansvar, rettighed, pligt, og skyld) hvorigennem det enkelte menneske i sin sociale sammenhæng betragtes. Retten er som oftest nærværende i en forståelse af virkeligheden. Mennesker spørger om, hvem som har ansvar for hvad, og hvad det i den konkrete situation vil sige at have ansvar for sig selv og andre, og når noget går galt, overvejer vi ofte, om der kan skabes mening ud af virkeligheden ved at placere skyld og dermed ansvar og forsømmelse af pligter. Ret handler snarere om vores ydre adfærd end om vores velbefindende. Vores normer er sat af den levede ret. Det er retten, der er afgørende for vores erfaring af det rigtige og forkerte. Den betjener sig af tankemønstret "hvis ...så ...". Retten styrker vores forventninger til fremtiden.

Ved rettens formgivning af forældrenes indbyrdes retsstilling følger det af rettens natur, at den griber forældrene som to enkelte individer udspændt i hver deres retlige rum defineret af rettens egne begreber. Retten skabes på grundlag af et kendskab til forældrenes indbyrdes forhold, da dette er en forudsætning for, at retten kan tolke deres respektive ydre adfærd. En delikat sag - for hvad er på spil forældrene imellem? Er det muligt retligt at gribe det intime i forældrenes livshistorie med ord?

I dag har lovgivningen og forvaltningen i statsamtet med retsgrundsætningen om barnets bedste - et etisk ord - opgivet den retlige diskurs til fordel for den etiske. Måske er det tillid til velfærdsstaten, som har medført en negligering af retten til fordel for etikken. Måske er svækkelsen af den retlige diskurs en del af autoritetsopgøret i midten af det 20. århundrede. Men retten er på spil, uanset hvilken diskurs der hersker i statsamtet. Det vil sige, vi kontinuerligt forstår virkeligheden også gennem en retlig optik, som beskrevet ovenfor. Det er blot ikke længere muligt med det eksisterende normskred at erfare forældrenes konflikt gennem en retlig optik på tilstrækkeligt kvalificeret vis, således at statsamtets virke kan udformes på dette grundlag. Den retlige tankefigur fungerer i stedet i det tavse.

Den normaliserende ret har til hensigt at påvirke den enkelte, og det må derfor overvejes, hvilken form for respekt den normaliserende ret bør udvise over for den enkeltes integritet. Faktum i samværssager er af en sådan personlig karakter, at familiens forhold hyppigt blotlægges ved hjælp af psykologisk ekspertise. Læsning af en professionel psykologisk erklæring om ens egen person vækker ikke nødvendigvis genkendelse hos læseren, men kan lige så vel fremstå som læsning som den enkelte ikke er i stand til at relatere til egen person, således at læsningen virker fremmedgørende eller stemplende for den enkelte. Særligt da de professionelle psyke-eksperter ofte opfattes som autoriteter, og deres ord derfor behæftes med en vis grad af pålidelighed og kan rokke ved den enkeltes selvopfattelse. Sagsbehandlingen påvirker den enkeltes opfattelse af sig selv som forælder og menneske på en måde, som for denne kan være svært at forholde sig til. Det kan skabe usikkerhed hos forældre om, hvad der er godt for barnet, fordi statsamtets eksperter fortæller noget andet, end nogle forældre selv føler. Forældres møde med statsamtet kan være berigende for den enkelte, men det kan også føles som en personlig belastning.

Samværspraksis er ikke tilfredsstillende forbundet med retssikkerhed, eftersom formel retssikkerhed ikke er en tilstrækkelig form for retssikkerhed i forhold til normaliserende ret, og det ikke er relevant at tale om materiel retssikkerhed, da hver familie har sine meningsskabende fortællinger. Endvidere er forvaltningen på farefuld færd i forhold til respekten for den enkeltes integritet. Opbruddet med ægteskabet som fælles ramme om familien har fundet sted uden at ægteskabet er blevet erstattet med en ny fælles ramme som grundlag for fælles politisk handlen. Prisen for denne individualisering af familien bør efter min opfattelse være, at ansvaret for forældreskabet gives tilbage til privatsfæren, således at samværspraksis afskaffes, og samvær fremover alene er forældrenes ansvar. Dette indebærer, at den af forældrene, som har barnet boende, bestemmer, om barnet og den anden af forældrene skal have samvær. Hvor barnet skal bo, afgøres i tilfælde af uenighed mellem forældrene af domstolene i en forældremyndighedstvist.

 

Advokat Jørgen U. Grønborg