§ 249. Sagsøgeren kan under en sag fremsætte flere
krav mod sagsøgte, såfremt:
1) der er værneting for alle kravene her i landet,
2) retten er værneting for et af kravene,
3) retten er saglig kompetent med hensyn til et af kravene, og
4) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler.
Stk. 2. Sagsøgte kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om dom
for modkravet eller en del af dette, såfremt
1) der er værneting for modkravet her i landet eller kravet udspringer af den
samme kontrakt eller det samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på, og
2) modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens
krav.«
Stk. 3. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2. Retten kan i stedet for at henvise et modkrav til afgørelse ved den rette domstol henvise sagen i sin helhed til afgørelse ved denne.
Stk. 4. Om inddragelse af nye krav eller modkrav under sagen gælder tillige
reglerne om fremsættelse af nye påstande og anbringender.
§ 249, stk. 2 er ændret ved § 1.6 i lov
nr. 181 af 28.02.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering: § 249,
stk. 2. Sagsøgte
kan under sagen fremsætte modkrav med påstand om hel eller delvis frifindelse
for sagsøgerens krav eller med påstand om dom for modkravet eller en del af
dette, såfremt modkravet kan behandles efter samme processuelle regler som sagsøgerens
krav. Selvstændig dom for modkravet kan dog kun gives, såfremt der er værneting
for kravet her i landet, eller kravet udspringer af den samme kontrakt eller det
samme forhold, som sagsøgerens krav støttes på.
§ 249, stk. 3, 3. pkt. er ophævet ved § 1.7 i lov
nr. 181 af 28.02.2007 fra d. 01.01.2008. Hidtidig formulering:
§ 249, stk. 3, 3. pkt.. Landsretten
kan dog ikke henvise et modkrav eller en sag til afgørelse ved byret.
§ 250. Flere parter kan sagsøge eller sagsøges under
en sag, såfremt:
1) der er værneting for alle kravene her i landet,
2) retten er værneting for et af kravene,
3) retten er saglig kompetent med hensyn til et af kravene,
4) alle kravene kan behandles efter samme processuelle regler, og
5) ingen af parterne gør indsigelse, eller kravene har en sådan sammenhæng,
at de uanset fremsatte indsigelser bør behandles under en sag.
Stk. 2. Hver af parterne kan inddrage krav mod
tredjemand under sagen, såfremt:
1) der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet,
2) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
3) hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har
en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte
indsigelser bør behandles under sagen.
Stk. 3. Er betingelserne efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2, nr. 3, ikke opfyldt, træffer retten i medfør af § 253 bestemmelse om særskilt behandling og afgørelse af kravene. Er retten ikke rette værneting for eller saglig kompetent med hensyn til et krav, henvises kravet dog til afgørelse ved den rette domstol.
Stk. 4. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et krav under en selvstændig sag, kan den henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol.
Stk. 5. Retten kan efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise et krav
mod tredjemand, såfremt kravet burde have været inddraget i sagen tidligere.
Efter forberedelsens afslutning kan krav mod tredjemand kun inddrages i sagen
med rettens samtykke.
§ 251. Tredjemand kan ved at indlevere stævning til
retten indtræde som part i en sag i 1. instans, såfremt:
1) der er værneting her i landet for hans krav,
2) kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
3) tredjemand vil nedlægge selvstændig påstand med hensyn til sagens
genstand, eller tredjemands krav har en sådan sammenhæng med det oprindelige
krav, at kravet bør behandles under sagen, og dette ikke vil medføre væsentlige
ulemper for de oprindelige parter.
Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle tredjemands krav under
en selvstændig sag, kan den henvise kravet til afgørelse ved den rette
domstol. Byretten kan dog ikke henvise et krav til landsret, og landsretten kan
ikke henvise et krav til byret.
Stk. 3. Retten kan efter anmodning af en af de oprindelige parter afvise
tredjemands krav, såfremt indtræden i sagen burde være sket tidligere. Efter
forberedelsens afslutning kan indtræden i sagen kun ske med rettens samtykke.
§ 252. Tredjemand, der har en retlig interesse i udfaldet
af en sag, kan indtræde i sagen til støtte for en af parterne.
Stk. 2. Har afgørelsen af sagens retsspørgsmål væsentlig betydning for den offentlige forvaltnings behandling af samme spørgsmål eller spørgsmål af samme art, kan vedkommende myndighed på tilsvarende måde indtræde i sagen, hvis det kan ske uden væsentlig ulempe for sagens behandling. Retten kan, efter at parterne har haft adgang til at udtale sig, ved henvendelse til vedkommende myndighed give denne lejlighed til at indtræde i sagen.
Stk. 3. Anmodning om indtræden i sagen indgives skriftligt til retten eller fremsættes med rettens tilladelse mundtligt i et retsmøde i sagen. Retten giver parterne meddelelse om anmodningen. Afgørelse af spørgsmål om indtræden i sagen træffes efter anmodning ved kendelse.
Stk. 4. Retten bestemmer, på hvilken måde den indtrædende skal have adgang
til at udtale sig under sagen og føre bevis. Retten kan tillægge eller pålægge
den indtrædende sagsomkostninger.
§ 253. Retten kan bestemme, at forberedelsen eller
hovedforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen
angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af
disse.
Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse.
Stk. 3. Særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilke der er fremsat modkrav, kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod eller uden sikkerhedsstillelse skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme gælder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens behandling af sagen eller et af kravene i sagen.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret i
forbindelse med den endelige afgørelse i sagen, medmindre afgørelsen kan
fuldbyrdes, eller den højere ret har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt.
Anmodning om sådan tilladelse skal indgives til den højere ret inden udløbet
af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. Meddeles tilladelsen,
skal sagen indbringes for den overordnede ret inden 4 uger.
§ 253, stk. 1 er ændret ved § 1.1 i lov
nr. 538 af 08.06.2006 fra den. 01.01.2007. "domsforhandlingen" er
ændret til "hovedforhandlingen"
§ 254. Retten kan bestemme, at flere sager, der verserer ved retten mellem samme eller forskellige parter, skal forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere ret.
Stk. 2. Retten kan efter
anmodning fra en part henvise en sag i 1. instans til behandling ved en anden
ret, hvis sagen efter indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest
hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer
ved den anden ret, jf. dog § 247, stk. 1. På samme måde kan en
landsret henvise en ankesag til behandling ved den anden landsret.
§ 254, 1. pkt. er ændret ved § 1.8 i lov
nr. 181 af 28.02.2007 fra d. 01.01.2008. I § 254,
1. pkt., ændres »er anlagt« til: »verserer«.
§ 254, stk. 2 er indsat ved § 1.9 i lov
nr. 181 af 28.02.2007 fra d. 01.01.2008.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11