Kong Christian Den Femtis Danske Lov af 15.04.1683.
FØRSTE BOG: OM RETTEN OG RETTENS PERSONER
ANDEN BOG: OM RELIGIONEN OG GEJSTLIGHEDEN
TREDJE BOG: OM VERDSLIG- OG HUUSSTAND
FEMTE BOG: OM ADKOMST, GODS OG GÆLD
Lov nr. 11000 af 15.04.1683, som ændret ved
§ 17 i lov
nr. 336 af 14.05.1992 Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager
(Regler om indleveringsdag, oversættelse af europæiske
patenter, genoprettelse m.v.) fra
d. 01.07.1992.
§ 3 i lov nr. 469
af 30.06.1993 (Tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav m.v.)
fra d. 01.09.1993.
Nu dsk
nr. 11336 af 05.10.1994, som ændret ved
§ 116 i lov
nr. 383 af 22.05.1996 Lov om skifte af dødsboer
fra d. 01.01.1997.
§ 29 i
lov
nr. 522 af 06.06.2007 (forældelsesloven)
fra d. 01.01.2008.
FØRSTE BOG: OM RETTEN OG RETTENS PERSONER
2. CAPITEL: Om Værneting
1. Printzerne og Printzesserne af Blodet skulle for ingen Underdommere svare,
men deris første og siste Dommere skal Kongen være, eller hvem hand særdelis
dertil forordner.
23. CAPITEL. Om Borgen og Forløfter
1-23-15. Forlover haver Magt til at søge Hovedmanden, som
hand er Forlover for, for Gielden naar hand til hannem lovligen sit Forløfte
opsagt haver, og hand ikke betaler Creditoren; Dog kand hand ikke være fri for
sit Forløfte til Creditoren, før end hand hannem fornøjet haver, og sit Forløftningsbrev
indfriet.
ANDEN BOG: OM RELIGIONEN OG GEJSTLIGHEDEN
3. CAPITEL. Hvorledis Præster skal kaldis
2. (Derefter kalder den, som Rettighed dertil haver, saadan een Person, som hand
agter beqvem at være, og lader hannem høre af Meenighederne, som hand er
kaldet til i Provstens Nærværelse, saa fremt Tiden og Stædet det i nogen
Maade tilstræde. Og hvis Meenigheden da imod hannem noget haver billigen at
kunde sige, enten paa hans Liv og Levnet, eller paa hans Gaver, maa de det ved
Supplication, eller Memorial, paa behørige Stæder med Superintendentens og
Provstens Paaskrift andrage, og deris Bevislighed derpaa tillige lade følge; Og
hvis befindis noget Uskikkeligt hannem at være overbevist, da bør hand uden
videre Proces ej at nyde Kaldet, men een anden dertil at kaldis; Men haver
Meenigheden imod samme Person intet med Billighed at sige) da skal hand begive
sig til Superintendenten, som hannem skal overhøre, og hvis hand hannem i Lærdom
og Levnet Skikkelig befinder, da skal hand hannem til Præste-Embedet uden
Ophold indvie med de forordnede Ceremonier.
3. Og naar hand indviet er, skal Superintendenten med sit beseglet Brev
forskikke hannem til Provsten, og skal saa Provsten om Søndagen, eller den næste
Hellig Dag derefter, i Prædiken tale hans Beste for den gandske Meenighed og Stædets
Øvrighed, eller Patron, og oplæse Superintendentens Brev, at hand er rettelig
kaldet, overhørt og til Embedet ordineret, at være deris Prædiker i Ordet,
meddeele dennem Christi Sacramenter, og dennem i deris Saligheds Sag betiene.
6. End hender det sig, at enten een Capellan kaldis til at vorde Sognepræst,
eller een Sognepræst anden Stæds fra bliver kaldet til at være Sognepræst i
et andet Stigt, eller paa et andet Stæd, da skal hand og først forskrivis til
Superintendenten, og sig for hannem angive, før end hand af Provsten indsettis
i samme Embede.
9. Ingen maa til Præste-Embedet indviis, uden hand til noget vist Kald og
Embede er kaldet; (Og ellers skulle alle, som kaldis til noget Kald, i hvem og
jus Patronatus til Kaldet haver, før end de til Embedet indviis, indskikke i
Kongens Cancellie deris skriftlig Troskabs Eed.)
4. CAPITEL. Om Præsternis Embede med Tienesten i Kirken og Prædiken
1. Ingen Præst skal have fleere Kirker, end hand til Gavns med Prædiken,
Sacramenternis Uddeelelse, Ungdommens Undervisning i Børnelærdommen, og de
Sygis Besøgelse, vel kand forrestaa.
6. Præsterne skulle i deris Prædikener forklare de forordnede Texter, og
dennem henføre til Troens Lærdom og christelige Skikke og Sæder, og
retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige
Kirkis Symbola, og den Uforandrede Augsburgiske Bekiendelse, og baade i Kirken
saavelsom andenstæds, i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser,
formane deris Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deris Liv og Levnet
lade see Troens Frugter: Og særdelis saa lempe deris Prædikener, efter som
Tilhørernis Forhold meest udkræver.
7. De skulle i deris Prædikener og Forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt
og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris Visdom og Skarpsindighed paa
det hellige Stæd, men alting giøre til Christi Meenigheds Opbyggelse.
8. De skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster; Men hvad der hører til
Sagen skulle de paaminde med klare og velforstandige Ord.
9. De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Forhaanelse, saa at de ingen røre
ved Navn: Alleeniste skulle de straffe Synden i Almindelighed, og saadant, som
de have hørt og vide forvist. Hvad de ej have sandfærdeligen hørt tale om,
det skulle de tie, og i Særdelished skulle de vare sig, at de intet af deris
privat Affecter, eller Had, paa det Hellige Stæd tale og fremføre, og saaledis
sig selv hævne.
10. De skulle ikke heller hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden Troes
Bekiendelse; Men naar fornøden giøris, og mand frygter for Forargelse, eller
Forførelse, skulle de med Beskedenhed Meenigheden derom advare og formane.
11. De skulle ej giøre deris Prædikener alt for vitløftige, og ej dem over
een Time forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis mindre
Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand.
12. De skulle altid slutte deris Prædikener med Bønner til Gud, for Guds Ord
frj Fremgang, for Kongen og det Kongelig Arve-Huus, for Øvrighed og for den
almindelig Nødtørft.
17. (Præsterne paa Landsbyerne, som have ikkun et Sogn, skulle begynde
Kirketienisten, om Sommerdag ved syv Slet, og om Vinterdagen ved otte Slet. Have
de fleere Sogne, da skal de hver anden Søndag først holde Tienisten i
Hovedsognet, og hver anden Søndag i Annexet, undtagen i Novembri, Decembri og
Januario, i hvilke tre Maaneder de maa alle Søndage og Helligdage holde først
Tieniste i Hovedsognet. Ellers skulde de begynde Tienisten i den Kirke, som den
først skal holdis udj, ved sex Slet, undtagen i fornævnte tre Maaneder, i
hvilke Tienisten skal begyndis ved syv Slet;) Og skulle Præsterne om Søndagen
advare Meenigheden, i hvilket Sogn og paa hvad Tid Tienisten skal begyndis
efterfølgende Søndag, Helligdag, eller Bededag.
5. CAPITEL. Om Præsternis Embede med Sacramenterne og lønlig Skriftemaal
1. Præsterne skulle i Kirken forrette og uddeele de hellige Sacramenter,
Daabens og Naderens, aldelis efter Christi egen Indstiftelse med den Læsning og
Ceremonier, som sædvanlige ere.
5. De skal være Vidnisbyrd og Faddere til Daaben, som ere ærlige og Uberygtede
Folk; Dog maa dertil ej fleree bedis end fem af Mands og Qvindis Personer
tilsammen.
9. Men ingenlunde skulle de døbis igien, uden saa er, at der er Tvifl paa, om
de ere døbte, og ej med Vidner bevisis, at de rettelig døbte ere.
20. Præsten maa ikke (uden sit Kalds Fortabelse) aabenbare hvad nogen for
hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver, med mindre det kunde angaa noget
Forræderj, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og
dog bør dens Navn, som det bekient haver, saa vit mueligt er, at fortiis.
7. CAPITEL. Om Præsters Embede med Husbesøgelse,
Omsorg for de Fattige, Sygis og Misdæderis Besøgelse
3. Præsterne skulle ideligen besøge de Syge og Vanføre, og flitteligen, naar
Aarsag givis, paaminde Folket, at de betimeligen, naar de blive syge, sende Bud
efter dem, at de kunde siden dis ideligere komme til dem, og give dem
Paamindelse og gode Raad, og ej bie indtil den alleryderste Nød, med mindre
nogen bliver af een brat og Uforseet Sygdom forrasket. Hvor Præsterne ere da
een gang kaldede, did skulle de siden omstunden komme igien, efter som den Syge
haver behov, uden hand haver andre hos sig, som hannem med Undervisning og Trøst
nok fyldistgiøre kunde. Men dersom de ikke kaldis, da ere de undskylte, om de
ikke komme.
5. Begærer og den Syge med Christelig Attraa at være deelagtig i Naderens
Sacramente, da skal Præsten hannem det efter forregaaende Skriftemaal og Afløsning
meddeele med de sædvanlige Ceremonier.
10. CAPITEL. Om præsters Embede med Lig
1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i
Jorden nedsatte, og dersom de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de (paa
Prædikestoelen) holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, (og
hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, enten de ere Kiøbstæd-
eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller
hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at
paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.)
11. CAPITEL. Om Præsters Liv og Levnet, Forseelser og Bøder
9. Præsterne skulle ingen Kiøbmandskab bruge, uden med hvis hiemme hos dem
selv avlis og giøres: Meget mindre skulle de holde noget Drikkehuus, eller
selge, enten Øl, eller Brændevin.
15. CAPITEL. Om dægne og Substitutter
5. De skulle Aften og Morgen ringe Bede- og Fred-Klokken; Men hvor ingen Sædedægn,
eller Substitut, er, skulle enten Sognemændene selv skiftis til det at
forrette, eller samtlig handle med een, som det kand giøre.
16. CAPITEL. Om Provster
11. De skulle aarligen møde til de bestemte Provstemoder, (og, naar de
hiemkomme, skulle de forsamle hver sine Herretspræster, og meddeele dem hvis
paa Provstemodet forhandlet er).
17. CAPITEL. Om Superintendenterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne
1. I hvert Stigt skal være een Superintendent, som Kongen dertil beskikker og
stadfæster, som skal have alle Provster, Præster, (Skoletienere, Dægne og
Substituter,) under sig, og holde dem til at giøre deris Embede, og see til, at
alting gaar skikkeligen og ret til, som her befalis.
2. Hand skal til Embedet indviis (af Superintendenten i Sædland i Kongens
Residentz-Stad Kiøbenhavn i vor Frue Kirke udj Provstens og fem, eller sex, Præsters
Overværelse, paa een Søndag, eller anden Højtids-Dag, før end Prædiken
begyndis, for Alteret, med sædvanlige Ceremonier; Men Superintendenten i Sædland
skal indviis af den Superintendent, som næst hos er boendis).
5. Superindententerne skulle lære andre den hellige Skrift, prædike Guds Ord
for Folket, ikke alleeniste i Byen der som de boe, men ogsaa over det heele
Stigt, hvor som helst de komme.
15. Superintendenterne maa ingen til noget Præstekald forskrive, eller sig
dermed befatte, før end Personen af den, som Rettighed haver at kalde, blive
hannem tilsent at overhøris; Ej heller maa de nogen til Embedet indvie, uden
hand Kaldsbrev fra den, der Rettigheden haver, (og sit lovlig Testimonium fra
Universitetet fremviser.)
22. CAPITEL. Om Kirkernis Tilsyn, Indkomster, Udgifter, Bygning
40. Klokkerne paa Landsbyen maa ikke brugis til at ringe til Gadestævne, Gilde,
eller andet saadant; (De maa ej heller ringis, naar nogen døer, før end Liget
skal begravis, og da ej heller længre, end een Time i det højeste).
74. Kirkens Fortog maa ingen bruge, indhegne, eller Bygning paasette, uden
Kirkens Forsvars Bevilning, og Kirken faar sin Rettighed deraf.
TREDJE BOG: OM VERDSLIG- OG HUUSSTAND
19. CAPITEL.
Om Tienietefolk paa Landet og i Kiøbstæderne, Inderster og Løsgængere
3-19-2. End giver Husbond sin Tiener, eller anden,
Fuldmagt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Husbonden selv at svare til
hvad derudj forseis af den, som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igien søge
Opretning.
FEMTE BOG: OM ADKOMST, GODS OG GÆLD
1. CAPITEL.
Om Contracter og Forpligter
5-1-1. Een hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund,
Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.
5-1-2. Alle Contracter, som frivilligen giøris af dennem,
der ere Myndige, og komne til deris Lavalder, være sig Kiøb, Sal, Gave,
Mageskifte, Pant, Laan, Leje, Forpligter, Forløfter og andet, ved hvad Navn det
nævnis kand, som ikke er imod Loven, eller Ærbarhed, skulle holdis i alle
deris Ord og Puncter, saa som de indgangne ere.
5-1-7. Den, som ej kand læse, eller skrive, skal sette sit Segl under, om hand noget haver, eller sit Boemerke, med to Dannemænds Hænder til Vidnisbyrd, som hand selv dertil haver ombedet, og som skulle være tilstæde, naar Handlingen sluttis og lydeligen oplæsis.
5. CAPITEL. Om Hævd
5-5-1. Hvis Gods og Ejendom nogen haver haft i Haand og Hævd i tyve Aar Ulast
og Ukært til Tinge, det beholder hand, uden anden Adkomst at fremvise, angerløst
og Uafvundet, med mindre det bevisis, at hand hafde det, enten til Pant, eller i
Forlæning, eller i Forsvar.
5-5-2. Mand kand saa vel paa Brug som paa Ejendom fange Hævd.
5-5-3. Haver nogen Ejendom i Haand og havendis Værge, og anden Mand siger den
sin at være, da er den, som i Hævd haver, i hvor faa Aar det er, ikke pligtig
til at føre sin Adkomst tilstæde, med mindre den, som søger Ejendommen, fører
sine Bevisninger frem, hvormed hand Ejendommen vil vinde.
5-5-4. Hvo nogen Ejendom uden Kære i Brug haft haver, og den hannem siden
frakiendis, da svarer hand ej til videre Afgrøde, end hvis hand opbærer og
nyder, efter at hand bliver til Tinge tiltalt.
7. CAPITEL. Om Pant
5-7-1. Haandfaaet Pant skal den, som det tager, giemme som sit eget Gods. End
kommer der Ild i hans Huus og opbrænder det, eller Tyv stiel det bort, eller
det ved anden Ulykkelig Tilfald forkommer tillige med hans eget, som Creditor
ikke ved sin Skiødisløshed, eller Forsømmelse, er skyldig udj, da kand
Skyldeneren Pantet ej igienkræve, (og Creditor mister det, som hand der paa
laant haver.)
5-7-4. Haandfaaet Pant maa ingen til anden overdrage for højere Sum, end som
hand det selv til Pant annammet haver, og naar den Pantsettendis betaler
Hovedstoelen, som det er udsat for, med sin tilbørlig Rente skadisløs, da bør
Pantet hannem igien at leveris af den, som det er overdraget til, og hand søge
sin Skadis Opretning hos den, som det til hannem overdrog.
5-7-14. Have der fleere Pant i et Gods, eller Huus, da maa den første
Panthavendis udløse de andre; Men vil hand ikke, da maa de, der ere efter
hannem, hannem udløse, saa at hand nøjagtigen og billigen for sin Fordring
bliver betalt.
8. CAPITEL. Om Laan, Leie og betroet Gods
5-8-1. Laan maa ej fortabis, men skal lydisløst hiemkomme
og lige saa got, som mand det annammede, være sig Fæ, Klæde, Vaaben, eller
andet Gods. End forkommer det, saa at det ikke kand igienskaffis, da bør dets Værd
nøjagtig at betalis.
5-8-12. Giør nogen Fremlaan, sælger, eller pantsetter det, som hand selv til
Laans bekommet haver, da maa den, som det udlaant haver, søge sit igien hos
hvilken hand vil, enten den, som det til Laans bekom, eller den, som det findis
hos; (Og hvo som sælger, eller pantsetter det, som hannem laant er, hand bør
at bøde til den, som udlaante, foruden Laanets Igiengivelse ogsaa sine tre
Mark.)
5-8-14. Annammer nogen anden Mands Gods i Forvaring og til
at giemme, da bør hand det at giemme som sit eget Gods. End kommer der Ild i
hans Huus og opbrænder det, eller Tyve bortstiele det, eller det af anden
Ulykke forkommer tillige med hans eget Gods, da være hand angerløs. End vorder
hans eget Gods bevaret, og det bevisis, at hand hafde Tid og Lejlighed det
betroede Gods med sit at frelse, da gielde hand igien det, som hand i Forvaring
annammet hafde.
9. CAPITEL. Om Hittegods
3. Guld og Sølv, som findis enten i Høje, eller efter Ploven, eller andenstæds,
og ingen kiender sig ved, og kaldis Dannefæ, det hør Kongen alleene til og
ingen anden.
6. Hitter man Bier i Skov, eller Mark, eller paa Kirkegaard, og ingen følger
dem, da høre de hannem til; Tj saa snart som Bier flye af Ejermandens Øjesyn,
da maa hand tage dem, som dem først finder, dog hannem skadisløs, som Stædet
tilkommer, hvor Bierne tagis.
13. CAPITEL. Om Bier og vilde Dyr
1. Hvo som Bier haver, hand skal selv vogte dem med Gierde, saa at anden Mands Fæ
kunde dem ej nedkaste og spilde. End er Gierdet saa lavt, at anden Mands Fæ
kand gange i Gaard og spilde dem, vide sig det selv, og fange ej anden Bod.
2. End vorder nogen Mands Fæ stunget til Døde uden for Mandens Biegaard, da bøde
hand ikke derfor, der Bierne ejer.
3. End vorder det stunget ihiel i Biegaarden, da gielde hand Skaden, der Bierne
ejer, fordj hand hafde ej lovlig Lukke om sine Bier.
4. Følger een Mands Bier anden Mands op, da skal den, som ejer di Bier, der
opflye, med andre Naboer byde den anden Ejer Fællig til paa samtlig Bier; Vil
hand ej det antage, og forkomme de Bier siden de andre, da tage hand skade for
Hiemgield.
5. End flye nogen Mands Bier fra hannem, og hand følger dem af sin egen Gaard
til Sæde i anden Mands Skov og Træ, da skal hand sige hannem til, som Skoven
ejer, og kand hand dennem saa udfange, at hand ej fordærver hans Træ, da tage
hand sine Bier. Det samme er og, om de flye paa anden Mands Huus.
6. End siger hand, der Træet, eller Huset, ejer, at Bierne ere hans egne og fra
hannem fløjne, da bør hand det lovligen at bevise.
7. End begær hand, som Træet eller Huset ejer, at den, som vil Bierne sig
tilholde, skal (med Eed) bekræfte, at de ere hans egne, og hand dennem fulte,
(da bør hand derpaa at giøre sin Eed.)
8. Vil Bonden, som Træet ejer, ej fælde sit Træ, da stande Træet, og hand være
Ejermand til Bierne, der dennem ejer, og, naar Træet fældis, have baade
Honning og Bierne.
9. Tager den, der Skoven tilhører, Bierne bort, da et det Tyverj, eller Ran.
Det samme er og, om anden Mand tager dem bort; Dog skal hand, der ejer Bierne,
sette Merke paa Træet, indtil det vorder hugget.
10. Føder mand vilde Dyr op, som Ulve- eller Biørne-Hvalpe, og de vorde løse,
og anden Mand dræber dem, da bøder hand ikke derfor. End i Bondens Hævd maa
de ikke dræbis, uden det skeer til at frelse sig selv, om de ville giøre
Skade.
14. CAPITEL. Om Gield
5-14-4. (Ophævet)
5-14-4 er ophævet ved § 29, stk. 1 i
lov
nr. 522 af 06.06.2007 fra 01.01.2008. Hidtidig formulering: Alle
Gieldsbreve, som ere ældre end tyve Aar, skulle være døde og magtisløse, med
mindre de inden fornævnte Tid med Skyldnerens Paaskrivelse, eller med nyt Brev,
eller Creditorens Opsigelse, eller Beskikkelse, eller Tingsvidne ere fornyede.
5-14-55. Ingen er pligtig til at betale hvis hand i Dobbel
taber og der skyldig bliver.
10. CAPITEL. Om Skade af den Mands Vaaben eller Fæ
6-10-2. Fanger mand Skade af anden Mands Hors, eller Nød,
eller noget andet Fæ, eller Hund, som gaar løs, og den som Skaden fik, ikke
selv foraarsagede det, da skal den, som Fæet eller Hunden ejer, give Badskerløn.
End fanger hand Lyde deraf, da bøde den, der Fæet eller Hunden ejer, Lyden
efter Sagens Beskaffenhed.
6-10-4. Føder mand vilde Dyr op, som ere Ulve eller Biørne; Hvad Skade de giøre,
derfor bøder Ejermanden og den, som dem i Hævd haver, ligesom hand den selv
gjort hafde.
6-10-5. Bide, stange, eller slaa, een Mands Bæster, eller Fæ, anden Mands Bæster
eller Fæ ihiel, da skal den, som ejer Bæst, eller Fæ, der Skaden giorde,
betale den anden half saa meget, som det Bæst, eller Fæ, var værdt, der dræbt
blev, saa fremt at det, som dræbt blev, var saa got, eller bedre, end som det,
der dræbte; Men var det, som dræbt blev, ringere end det, som
dræbte, da skal dets fulde Værd betalis.
14. CAPITEL. Om Vold og Herverk
7. Vil nogen ej flytte af Lejehuus, naar hand lovlig udsagt er, til rette Fardag,
eller blive i det Huus besidendis, som hand ingen Ret haver til, eller er
eengang fradømt, imod Ejermandens Villie, (da bøde hand sine Voldsbøder, og)
Ejermanden have Magt uden videre Dom ved rettens Middel at giøre Huset
ryddeligt.
15. CAPITEL. Om Ran
11. Hvo som pløjer og saaer uden Kære, og den tier, som Jorden ejer, hand skal
lovligen bevise, at hand hafde den Ager med Lov og Villie; Kand hand ej det
lovligen bevise, da haver hand Sæden og sit Arbejd forbrut. End siger hand (med
Eed) at hand saade den Ager af Vaade og meente, at det var hans, da bør hand at
have sin Frøegield igien, men have tabt sit Arbejd.
17. CAPITEL. Om Tyverj
6-17-5. Torvekiøber mand nogen staalne Koster, og Ejermanden kommer og kiender
sig derved, da bør den, som kiøbte, (lovligen med Vidne) at bevise, at hand
torvekiøbte dem, og (giøre sin Eed) at hand hverken er Tyv, eller Tyvs
Medvider, og veed ej hvo hans Kiøbmand var, og have dog tabt sit Værd. Kand
han opspørge sin Kiøbmand, da søge hos hannem sin Skadis Oprejsning.
6-17-31. End Nøder, maa hand plukke saa mange, som hand der fortærer, og ej
videre.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11