Strafferetspleje

Videoafhøringer af børn

Betænkninger

Artikler

Retspraksis


Betænkninger

Bet. nr. 1420/2002 Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn.

Bet. nr. 1554/2015  Videoafhøring af børn og unge i straffesager

Artikler

J. O. Skov-Madsen i UfR 1993 B.12-18: Videooptagelse af børns forklaringer i straffesager.

J. O. Skov-Madsen i FM 1994.33-36: Tilvejebringelse af forsvarer ved videoafhøringer hos politiet.

J. O. Skov-Madsen i FM 1997.10-14: Vidneafhøring som udenretligt efterforskningsskridt.

Peter Garde i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 24-25: Videoafhøring af børn er uproblematisk.

Eva Smith i Lov & Ret nr. 6/1999 p. 25-26: Svar til Peter Garde.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 6/2000 p. 35: Videoafhøringer af børn.

Claes Nilas i Lov & Ret nr. 1/2001 p. 32-33: Videoafhøring af børn.

Sandy Brinck i Lov & Ret nr. 7/2002 p. 24: Børns retssikkerhed. (Foreslår at der knyttes en børnepsykolog til et afhøringsteam)

Gorm Toftegaard Nielsen i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 3-6: Når sexmisbrugte børn afhøres. (omhandler bet. nr. 1420/2002 Gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn.)

Klaus Wilmann i Lov & Ret nr. 8/2002 p. 711: Misbrugssagen slutter ikke i retten.

Peter Garde i Lov & Ret nr. 1/2003 p. 18-19: Videoafhøring af børn.

Kirsten Weiss i ADV nr. 2/2015 p. 20-21: Udvalg ser på videoafhøringer af børn (Jakob Lund Poulsen)

Retspraksis

UfR 1996.992 ØLK: Det fandtes ikke at være en rettergangsfejl, at byretten i en sædelighedssag havde tilladt dokumentation af en 13-årig drengs indenretlige vidneforklaring, inden han afhørtes som vidne ved domsforhandlingen. Landsretten nægtede tilladelse til, at videooptagelse af vidneforklaring fra en 10-årig dreng blev brugt som bevismiddel under ankesagen, idet det måtte anses for en alvorlig fejl, at politiet ikke straks havde indbragt tvist om afhøringens lovlighed for retten, ikke mindst når forsvareren udtrykkeligt havde anmodet herom.

UfR 1996.1536 ØLK: 2 drenge på 9 og 8 år skulle videoafhøres i en sædelighedssag mod S. S fandtes ikke at have krav på at være til stede i et tilstødende lokale, og S's forsvarer havde ikke ret til at foretage kontraafhøring direkte, men kun ret til at stille supplerende spørgsmål via den afhørende kriminalassistent. Denne fremgangsmåde var ikke i strid med EMRK art. 6, stk. 1 og stk. 3, litra d.

FM 1998.67 VLK: VL stadfæstede byrettens tilladelse i medfør af RPL § 877, stk. 3 til afspilning af videooptagelser af to 10-årige pigers vidneforklaring i sag om overtrædelse af STRFL § 224, jfr. § 222, stk. 2. Da forsvareren ikke havde været til stede under afhøringen af den ene pige, burde den endelige stillingtagen til, om videooptagelserne kunne anvendes som surrogat for vidneafhøring af pigerne, afvente den endelige bevisførelse i sagen. Der henvistes i begrundelsen til EMRK art. 6, stk. 3, litra d.

ØLK af 20.09.1999: Mistænkte har ikke lov til at overvære afhøringen af barnet fra monitorrummet.

UfR 2000.1326 HKK: Højesteret tiltrådte, at T1 og T2 var til stede i monitorrum og sammen med sin forsvarer overværede videoafhøring af børn i sædelighedssagen vedr. institutionen Kareten. Forsvarerne havde ikke adgang til selv at stille spørgsmål til børnene.

UfR 2000.1632 ØLD: 28-årig pædagogmedhjælper blev i byretten i Odense fundet skyldig i seksuelt misbrug af 6-årig. I byretten blev videooptagelse af afhøring af drengen afspillet. ØL fandt, at retssikkerhedsmæssige hensyn gjorde det betænkeligt at tillade, at dokumentation af videooptagelsen blev benyttet som bevismiddel. Efter bevisførelsen for landsretten blev T frifundet.

UfR 2000.1751 HKK: T var tiltalt for seksuelle overgreb mod 6-årigt plejebarn. T havde ikke haft lejlighed til forud for videoafhøringen at drøfte sagen med den advokat, der som hans repræsentant skulle overvære videoafhøringen fra monitorrummet. T fik heller ikke lejlighed til efterfølgende at se videooptagelsen hos politiet, og der var således ikke mulighed til inden for kortere tid at foretage en genafhøring, som T måtte have ønsket. Anmelderen havde været til sted under videoafhøringen. Der var under disse omstændigheder sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at der ikke i medfør af RPL § 877, stk. 3 burde gives tilladelse til at vise videooptagelsen under domsforhandlingen.

UfR 2000.2489 VLD: T var ved retten i Gråsten idømt 3 måneders betinget fængsel for blufærdighedskrænkelse over for 6-årig dreng. Under ankesagen nægtedes anklagemyndigheden at dokumentere videoafhøring af den 6-årige, og T blev derefter frifundet i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand.

UfR 2001.992 HKK: T var tiltalt for seksuelle overgreb mod sine to døtre, der da var 7 og 8 år gamle. Anklagemyndigheden fik ikke tilladelse til at afspille videoafhøring under domsforhandlingen, idet T ikke inden videoafhøringen havde haft lejlighed til at drøfte sagen med sin forsvarer, og T heller ikke inden for kortere tid efter videoafhøringen har haft mulighed for at bede om en genafhøring af D.

UfR 2002.551 HKK: Anklagemyndigheden fik tilladelse til afspilning af den ene af to videoafhøringer af 2 børn i sag om seksuelt misbrug. Moderens tilstedeværelse i afhøringslokalet burde ikke i sig selv afskære anklagemyndigheden fra at anvende afhøringen som bevis i sagen. Der måtte i en sag som den foreliggende foretages en konkret afvejning af de retssikkerhedsmæssige hensyn til tiltalte og hensynet til barnets behov for tryghed, hvor der tillige måtte lægges vægt på, at risikoen for påvirkning af barnet måtte indgå i rettens bevisvurdering af sagen.

UfR 2002.1100 VLK: I en sag om overtrædelse af STRFL § 210, stk. 3, jfr. § 222, stk. 2 havde to kriminalassistenter under et besøg i hjemmet stillet spørgsmål til den 4-årige pige. Hendes besvarelse fandtes ikke at udelukke, at hendes forklaring under den detaljerede videoafhøring, der i overensstemmelse med forskrifterne herfor fandt sted en uge senere, kunne benyttes som bevis under domsforhandlingen.

UfR 2003.2467 ØLK: Forsvarer fik medhold i begæring om genafhøring af forurettet dreng i en sag om voldtægt af drengen, jfr. RPL § 745 e, stk. 2.

UfR 2005.474 ØLK: Under en ankesag om blufærdighedskrænkelse var 7 piger på 6-10 år blevet af hørt af politiet til video. ØL tillod ikke, at videoafhøringerne blev afspillet, da afgørende garantier for T's retssikkerhed var tilsidesat.

UfR 2005.779/2 VLK: I en sag om overtrædelse af STRFL § 218 protesterede bistandsadvokaten for forurettede, der var udviklingshæmmet, mod, at der blev foretaget videoafhøring af F. Retten i Silkeborg fandt, at reglerne om videoafhøring af børn kunne anvendes analogt. VL stadfæstede.

UfR 2005.1424 ØLD: T var ved byretten i Rønne idømt 6 måneders fængsel for blufærdighedskrænkelse af 7 piger i alderen 6-10 år. ØL ophævede dommen, idet fundamentale retsgarantier for T var tilsidesat i relation til videoafhøringerne af de krænkede piger. De pågældende videooptagelser kunne ikke anvendes som bevis, fordi T ikke var gjort bekendt med, at optagelserne skulle træde i stedet for en afhøring af de pågældende piger direkte for den dømmende ret. Endvidere var T ej heller gjort bekendt med, at han under hensyn til dette formål med videoafhøringerne havde adgang til straks at gennemse optagelserne med sin forsvarer, og at han straks måtte begære pigerne videoafhørt på ny, hvis han og forsvareren fandt behov for at få forklaringerne suppleret eller uddybet. Endelig var han ikke gjort bekendt med, at han, dersom han undlod dette, ville være afskåret fra senere at begære pigerne indkaldt til at besvare spørgsmål direkte for den dømmende ret under domsforhandlingen. Herefter fandt ØL, at der er sket en sådan tilsidesættelse af fundamentale garantier for T's retssikkerhed, herunder retten til kontraafhøring af anklagemyndighedens vidner, at fuld prøvelse i ankesagen, også under hensyn til toinstans-princippet, ikke var tilstrækkelig til at sikre T's retsstilling.

UfR 2006.2159 VLK: D. 25.03.2004 blev der foretaget videoafhøring af et barn, B, på 8 år. T, der på tidspunktet var 17 år, overværede dette uden at hans beskikkede forsvarer var til stede. Den 26.03.2004 blev T afhørt og sigtet for overtrædelse af STRFL § 222, stk.2, jf. stk. 1. Efter T's ønske skulle forsvareren ikke være til stede under afhøringen, hvorfor T gennemså videoen uden forsvareren. Forsvareren nedlagde påstand om, at der nægtes tilladelse til at afspille videooptagelsen, med henvisning til at anklagemyndigheden ved vejledningen af T om hans retsstilling havde tilsidesat væsentlige retsgarantier. Hobro Byret fandt, at der var sket tilsidesættelse af så væsentlige garantier for sigtedes retssikkerhed, at videoen ikke kunne tillades anvendt som bevis i sagen. VL anførte bl.a., at uanset om den mistænkte eller sigtede i forbindelse med afhøring ikke havde ønsket forsvareren til stede, påhvilede det politiet at underrette hans forsvarer, når den mistænkte eller sigtede ønskede at gennemse videooptagelsen, således at gennemsynet kunne ske sammen med forsvareren snarest muligt jf. RPL § 745 e, stk.2. Endvidere bemærkedes det, at de grundlæggende betingelser i RPL § 745 e var fastsat for at tilgodese den mistænktes eller sigtedes retssikkerhed. Derfor var det, når der ikke senere blev lejlighed for forsvareren til at afhøre barnet, af særlig vigtighed for den mistænkte eller sigtede, at der var adgang for ham til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen og sammen tage stilling til om der skulle fremsættes begæring om genafhøring. Videoafhøringen af B blev  derfor ikke tilladt afspillet under domsforhandlingen.

UfR 2006.2445 VLK: Under domsforhandlingen i en sædelighedssag havde den 12-årige D’s advokat, A, begæret dørlukning under afspilning af videooptagelse med D’s forklaring overfor politiet i medfør af RPL § 29, stk. 1, nr. 1, subsidiært i medfør af RPL § 29 a. Tønder Byret fandt ikke, at der, når forurettede var beskyttet mod offentlig gengivelse af identitet i medfør af RPL § 1017 b, stk. 1, var grundlag for at gennemføre domsforhandlingen for lukkede døre. Eftersom RPL § 29 a ikke fandt anvendelse efter karakteren tiltalen, blev begæring om dørlukning ikke taget til følge. Herefter blev der foretaget afspilning af uddrag af den af D overfor politiet afgivne forklaring. VL fandt, at afspilning under domsforhandlingen af et videobånd med forurettedes forklaring måtte antages at ville udsætte hende for en unødvendig krænkelse, jf. RPL § 29, stk. 1, nr. 3. Dørene burde derfor have været lukket under afspilningen af videobåndet. Derimod var der ikke grundlag for af tage påstanden om dørlukning under domsforhandlingen i sin helhed til følge. Der var herved lagt vægt på hensynet til offentlighedens interesse i oplysninger om sagens behandling.

UfR 2007.51/2 VLK: I efterforskningen af en sædelighedsforbrydelse mod barnet B var M blevet identificeret som ”X”. I den forbindelse var der d. 30.11.2005 sket en videoafhøring af B, M’s forsvarer overværede denne videoafhøring. Senere blev T identificeret som den omtalte ”X”. T gennemså sammen med sin forsvarer F videoafhøringen fra 30.11.2005 og ønskede ikke genafhøring af B. B blev dog alligevel genafhørt d. 03.02.2006, hvilket overværedes af F og senere blev gennemset af T og dennes nye forsvarer C. Da VL ved bevisvurderingen af videoafhøringen af 30.11.2005 ville tage hensyn til, at afhøringen ikke var blevet overværet af en forsvarer, der var beskikket for T, fandt de efter en samlet bedømmelse, at videoafhøringen kunne benyttes som bevis i sagen mod T (5-1). Vedr. videoafhøringen fra 03.02.2006 fandt VL, at den omstændighed at T og dennes nye forsvarer først sammen gennemså videoafhøringen d. 07.03.2006, ikke kunne begrunde, at videoafhøringen ikke kunne benyttes som bevis under domsforhandlingen.

UfR 2008.1039 ØLK: Tiltalte, T, blev af byretten idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af STRFL § 244, ved at have udøvet vold mod sine 2 børn, som på tidspunktet for gerningen var 10 og 11 år. Der var under efterforskningen foretaget videoafhøring af børnene, og under byrettens behandling, fremsatte T ikke begæring om genafhøring. T ankede dommen til ØL, og anmodede her om, at der skulle gives vidneforklaring af børnene under ØL’s behandling af straffesagen. ØL afslog anmodningen, og henviste til hensynet til børnene. LR udtalte, at eventuelle uklarheder i børnenes forklaringer under videoafhøringerne naturligvis ville indgå i rettens overvejelser af skyldsspørgsmålet.

UfR 2008.2353 ØLK: I en sag om omsorgssvigt, ønskede politiet at foretage videoafhøring af et barn uden forældremyndighedshaverens vidende, og ønskede beskikket en bistandsadvokat. ØL fandt, at det var bistandsadvokatens opgave at tilkendegive på barnets vegne, om forklaring ville blive afgivet frivilligt

Fyns politi anmodede, i en sag om omsorgssvigt, Retten i Odense om beskikkelse af en bistandsadvokat til den 11-årige dreng, B, jf. RPL § 741 a, og om at der blev foretaget en videoafhøring af B uden faderen, F’s, vidende, jf. RPL § 747, jf. § 745 e, stk. 1, jf. stk. 2, da F, der var eneforældremyndighedsindehaver, ikke kunne antages at ville give samtykke til en sådan afhøring, men derimod forventeligt ville påvirke B forud for en afhøring, samt at B blev pålagt at afgive vidneforklaring, jf. RPL § 171, stk. 3. ØL fandt, at RPL § 741 c indeholdt en nærmere opregning af bistandsadvokatens beføjelser. Denne opregning kunne ikke anses for udtømmende. Bistandsadvokaten havde også opgaver af mere almen karakter, og bistandsadvokaten skulle f.eks. yde den forurettede støtte under afhøringen hos politiet og i retten. Ved spørgsmål om afgivelse af forklaring til politiet eller i retten, hvor forældremyndighedsindehaverens interesse måtte antages at kollidere med barnets interesse, ville det være en naturlig og sædvanlig opgave for bistandsadvokaten, på barnets vegne, at tilkendegive, om forklaring ville blive afgivet frivilligt. Der var ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at anvende fremgangsmåden i RPL § 747, jf. § 745 e, stk. 1 og 2, og § 171, stk. 3.

UfR 2010.20 ØLK (TFA 2010.13/3 ØLK): Lyngby-Taarbæk Kommune havde ved skrivelse af 07.07.2009 indgivet en politianmeldelse om en faders mulige seksuelle overgreb på datteren A på fire år og dennes søster. Anklagermyndigheden havde anmodet om en indenretlig afhøring af de to piger efter fremgangsmåden i RPL § 747 jf. § 745 e, stk. 1 og 2, uden at forældrene i forvejen var blevet adviseret herom. Hverken Retten i Lyngby eller ØL efterkom denne anmodning.

UfR 2012.437 ØLK: T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 224, jf. § 222, stk. 2, idet T havde haft anden kønslig omgang end samleje med den 16-årige F. F var efterfølgende indlagt på psykiatrisk afdeling. Som følge af F psykiske tilstand, og da det var tvivlsomt, om det var muligt at afhøre F i retten inden for nærmeste fremtid, fandt Retten i Odense, at der burde ske videoafhøring af F i medfør af RPL § 745 og 746. Ud fra forarbejderne til RPL § 745 e og § 872 samt BR’s anførte grunde, stadfæstede ØL. 

UfR 2016.864 HKK: Der var ikke sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at en videoafhøring ikke kunne anvendes som bevis under en straffesag

Der blev d.04.08.2014 foretaget en videoafhøring af T’s børn, B, hvorefter sagen blev henlagt. Der blev herefter d. 19.11.2014 foretaget en ny videoafhøring på baggrund af en ny politianmeldelse. Begge afhøringer blev foretaget under overværelse af en forsvarer for T, F. F modtog først d. 09.12.2014 en CD-rom med afhøringerne, og B blev genafhørt efter T’s begæring. HR udtalte, at der vedr. afhøringen foretaget d. 19.11.2014 ikke var sket en sådan tilsidesættelse af retssikkerhedsmæssige hensyn til T, at denne videoafhøring ikke kunne anvendes som bevis under straffesagen. HR lagde vægt på, at der var foretaget genafhøring af B, og at det ikke var en tilsidesættelse af grundlæggende betingelser i RPL § 745 e, at videoafhøringen 19.11.2014 blev gennemført, uden at T havde kendskab til indholdet af videoafhøringen d. 04.08.2014. Det samme gjaldt den tid, der gik fra afhøringen d. 19.11.2014 til modtagelsen af CD-rommen .T havde anført, at såfremt det blev tilladt at anvende videoafhøringen af 19.11.2014 som bevis i sagen, skulle videoafhøringen af 04.08.2014 også tillades afspillet. På denne baggrund tillod HR, at begge videoafhøringer kunne anvendes som bevis under straffesagen.

UfR 2016.2191 ØLK: Genafhøring af barn, som var afhørt i medfør af RPL § 745 e

S var sigtet for voldtægt m.v. begået d. 16.11.2015 mod en 12-årig pige, F. F blev d. 09.12.2015 videoafhørt om episoden, og S og hans daværende advokat gennemgik sammen afhøringen samme dag. S fik d. 18.12.2015 en ny forsvarer, A, som 3 dage senere tog forbehold for at begære genafhøring af F. A modtog sagensakter d. 23.12.2015 begærede han d. 28.12.2015 genafhøring af F under henvisning til en sms-korrespondance mellem S og F, som ikke var omtalt i afhøringen af F. Anklagemyndigheden protesterede bl.a. med henvisning til, at anmodningen var fremkommet mere end 14 dage efter afhøringen fandt sted. ØL fandt, at en genafhøring af hensyn til S' forsvar var relevant, og der var efter en samlet vurdering ikke grundlag for at afvise begæringen alene med henvisning til, at den var fremkommet mere end 14 dage efter afhøringen fandt sted. Anmodningen om genafhøring blev herefter taget til følge.

UfR 2016.3974 VLD: T, der var tiltalt for at have begået vold mod sine børn, jf. STRFL § 244, frifundet, da forklaringerne fra børnene, som var 4 og 6 år gamle, da de afgav forklaring til politiet, ikke fremstod tilstrækkeligt detaljerede og med en sådan utvivlsom klarhed, at der alene på denne baggrund kunne ske domfældelse 

T var tiltalt for overtrædelse af STRFL § 244 ved gennem en periode på 10 måneder ved adskillige lejligheder at have slået sin søn A, født 2009, flere gange på kroppen med flad hånd samt slået sin datter, B, født 2011, flere gange med flad hånd og knyttet hånd i baghovedet og på kroppen. Retten i Næstved fandt efter afhøringerne af børnene, som forklarede troværdigt, at det var bevist, at T ved flere lejligheder havde slået A og B med hånden på kroppen på en sådan måde, at han derved har overtrådt STRFL § 244. Straffen blev fastsat til 30 dages betinget fængsel. ØL fandt, at B og A henholdsvis var 4 og 6 år gamle, da de under videoafhøring afgav forklaringer til politiet efter mistanke om, at T havde begået vold mod dem. Efter afspilning af videoafhøringerne fandt ØL ikke, at A og B’s forklaringer fremstod tilstrækkeligt detaljeret og med en sådan utvivlsom klarhed, at de alene kunne lægges til grund for en domfældelse i en straffesag. Det kunne herefter ikke anses for bevist, at T havde udøvet vold mod A og B, hvorefter T blev frifundet.

UfR 2017.225 VLK: Videoafhøringer af T’s døtre på 6 og 10 år tilladt anvendt som bevis, da pigernes mor blev orienteret om indholdet af RPL § 171 forud for videoafhøringerne

Under en straffesag ønskede anklagemyndigheden, A, at afspille videoafhøringer af T’s døtre, D og F. Retten i Horsens fandt, at D og F som T’s døtre var omfattet af vidnefritagelsesreglen i RPL § 171, stk. 1. Denne bestemmelse fandt tilsvarende anvendelse på videoafhøringer, der var foretaget med henblik på at skulle bruges som bevis i retten. D og F blev hverken forud for eller i forbindelse med videoafhøringerne gjort bekendt med, at de ikke havde pligt til at afgive forklaring, men deres mor og værge blev gjort bekendt hermed. Selv om pigerne kun var 6 og 10 år gamle, kunne pligten til at vejlede dem om vidnefritagelsen ikke opfyldes alene ved, at deres værge var orienteret. De to videoafhøringer kunne ikke tillades afspillet og benyttet som bevis i sagen. VL fandt, at vejledningen om reglerne om vidnefritagelse i forbindelse med videoafhøringer skulle ske til den, der varetog barnets interesser, dvs. i almindelighed barnets forældre. Ved afhøring af større børn, måtte det overvejes at gøre barnet bekendt med reglerne om vidnefritagelse. D’s og F’s mor, M, blev orienteret om RPL § 171, inden der blev foretaget videoafhøring. Da D og F eller M ikke protesterede mod, at videoafhøringen anvendtes som bevis, var den manglende vejledning af D og F på 6 og 10 år om indholdet af RPL § 171, stk. 1, ikke til hinder for, at videoafhøringerne kunne anvendes som bevis under straffesagen.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

10-03-02