Uskiftet bo

a. Betingelserne

b. Fremgangsmåden

c. Hvad omfatter det uskiftede bo?

d. Længstlevendes rådighed inter vivos

e. Længstlevendes testationskompetence

f. Længstlevendes gældsansvar

g. Ophør af det uskiftede bo

h. Vederlagskrav

i. Omstødelse af gaver

j. Deling af det uskiftede bo

k. Retsafgift

l. Boafgift

m. Skat

n. Valgmuligheder

o. Fordele og ulemper

p. Arveretlige konsekvenser


AL-kommentar 1997  p. 115-231
Arveretten p. 87-115
Skifteret p. 67-81
Dødsboskifte p. 48-60
Arveret p. 47-79

Maja Brosolat Bach Larsen i Rettid 2012 Afhandling nr. 19: Det uskiftede bo: Fordele, ulemper og hensigtsmæssighed for den længstlevende ægtefælle i forhold til et skifte

a. Betingelserne

1. Legal arveret for længstlevende 4. Økonomiske betingelser
2. Fælleseje og fællesbørn 5. Længstlevende ikke umyndig
3. Samtykke fra førstafdødes særbørn 6. Længstlevende må ikke være afgået ved døden

1. Legal arveret for længstlevende

FM 1995.152 ØLK: M og H var blevet separeret d. 16.08.1994, og M var fraflyttet den fælles bolig. M døde d. 15.02.1995, hvorefter H begærede boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten i Hørsholm fandt det ikke bevist, at parterne inden dødsfaldet havde aftalt, at samlivet skulle genoptages, og fandt det i øvrigt ikke godtgjort, at samlivet var genoptaget. H's begæring om boets udlevering blev herefter afvist. ØL stadfæstede.

2. Fælleseje og fællesbørn.

UfR 1989.950 VLD: M og H, som havde fuldstændigt særeje og særbørn, havde i et testamente oprettet med advokatbistand bestemt, at den længstlevende skulle sidde i uskiftet bo. Hvis særbørnene ikke samtykkede heri, skulle længstlevende arve mest muligt. Testamentet blev ikke anset for ugyldigt efter AL § 53, stk. 1, men blev af Tønder skifteret og VL korrigerende fortolket som en testation af mest muligt til længstlevende.

UfR 1970.875 ØLK: Efter M's død i februar 1969 fik H i Tårnby skifteret udleveret boet til uskiftet bo, uden at skifteretten var opmærksom på, at M havde et særbarn. Skifteretten fandtes ikke at have været afskåret fra at tage spørgsmålet om boets udlevering op til fornyet prøvelse, idet H ikke havde lidt noget retstab som følge af, at særbarnets begæring først var fremsat i januar 1970.

3. Samtykke fra førstafdødes særbørn.

Koncept til en forhåndssamtykkeerklæring

Der gælder ikke formkrav til et forhåndssamtykke, som derfor kan meddeles førstafdøde på en særskilt erklæring.

Der kræves ikke vitterlighedsvidner, men disse kan være hensigtsmæssige, hvis arvingen bestrider underskriftens ægthed

TFA 2006.350 VLK: Efter H's død bestred H's særbarn E ægtheden af en samtykkeerklæring til uskiftet bo fra 1994. Efter udfaldet af en kriminalteknisk undersøgelse, hvorefter der var en overordentlig stor sandsynlighed for, at underskriften på den uigenkaldelige samtykkeerklæring til uskiftet bo var udført af E, lagde skifteretten i Århus til grund, at samtykkeerklæringen var underskrevet af E. Herefter var betingelserne for at udlevere boet til M til hensidden i uskiftet bo, jf. DSL § 24,  til stede. VL stadfæstede.

Et forhåndssamtykket antages at binde samtykkegiverens livsarvinger, men dette bør fremgå af erklæringen.

UfR 1928.187 ØLD: A, der var myndig, havde ved påtegning på sin faders testamente i 1915 meddelt samtykke til, at hans stedmoder kunne hensidde i uskiftet bo. A døde i 1924 og faderen i 1927. Antaget, at forhåndssamtykket var bindende for A's 4 umyndige børn.

Samtykket kan ikke tilbagekaldes

UfR 2013.2216/2 ØLD (TFA 2013.501/1 ØLD): M var død d. 07.12.2007 og efterlod sig H og særbarnet S, som ved påtegning på testamente i 1985 havde afgivet forhåndssamtykke til uskiftet bo. Skifteretten i Roskilde meddelte skriftligt H, at hun ikke kunne sidde i uskiftet bo, da S havde tilbagekaldt samtykket, som ikke var gjort uigenkaldeligt. Boet blev herefter skiftet ved bobestyrer. S arvede 939.664 kr., boafgiften udgjorde 121.899 kr. og boomkostningerne udgjorde 86,785 kr. Skifteretten afviste i 2010 en genoptagelse af boet, hvilket ØL stadfæstede. H sagsøgte herefter Domstolsstyrelsen med påstand om erstatning på 1.148.348 kr. ØL fandt, at H's vildfarelse med hensyn til retten til at sidde i uskiftet bo var fremkaldt af skifteretten, og at H på denne baggrund ikke bude have fået kendskab til den rette retsstilling og dermed sit eventuelle erstatningskrav, før hun blev vejledt af sin advokat i eftersommeren 2010. Forældelsesfristen på 3 år skulle regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelsesloven § 3, stk. 2. Kravet var derfor ikke forældet. H havde ikke givet domstolsstyrelsen grundlag for at antage, at kravet ikke ville blive gjort gældende, og kravet var derfor ikke bortfaldet ved passivitet. H ville, hvis hun havde siddet i uskiftet bo, ikke være blevet ejer af det omtvistede beløb, men hun ville have kunne udøve en ejers råden over det uskiftede bo, og hun ville således efter omstændighederne have kunnet anvende midlerne til sin forsørgelse m.v. med den virkning, at der ikke ville være midler tilbage i boet ved hendes død. De midler, der på grund af skiftet, med urette var unddraget H's råden, fandtes på denne baggrund at udgøre et formuetab for H. Henset til H's alder og forhold,  samt boets størrelse og sammensætning, fandtes det godtgjort, at H's formuetab kunne opgøres til det beløb, som hun ville have rådet over, hvis fejlen ikke var sket. H fik derfor medhold i sin påstand.

Samtykket kan gøres betinget, herunder tidsbegrænses, jf. AL-kommentar p. 129-130.

UfR 1987.379 VLK: M's 20-årige datter D havde d. 01.02.1981 - dagen efter M's bryllup med H - meddelt forhåndssamtykke til, at H kunne sidde i uskiftet bo i indtil 3 år efter M's død. D havde d. 28.12.1981 meddelt forhåndssamtykke til uskiftet bo uden tidsbegrænsning. Kort før M's selvmord d. 13.06.1986 var samlivet blevet ophævet på grund af meget alvorlige uoverensstemmelser, og H havde gennem sin advokat tilkendegivet, at hun ønskede separation. Under disse omstændigheder fandtes forudsætningerne for D's forhåndssamtykke at være ændret i en sådan grad, at samtykket var bortfaldet.

UfR 1994.464 HD: Afdødes 2 særbørn A og C havde i skifteretten i Oslo i 1982 givet samtykke til, at enken E kunne hensidde i uskiftet bo. Der blev samtidigt indgået en skifteaftale, hvorefter A skulle overtage lejligheden ved E's død eller fraflytning. E solgte i 1984 lejligheden for 700.000 norske kr. A påstod E dømt til at betale 710.000 norske kr. Højesteret antog, at C og/eller A kunne have forlangt skifte af det uskiftede bo. Derimod var der hverken ved skifteaftalen eller ved det efterfølgende forløb etableret et særligt retsforhold mellem E og A af en sådan entydighed, at A under en sag anlagt mod E kunne få medhold i, at E i anledning af salget af lejligheden skulle betale hende noget beløb.

UfR 2007.1397 VLK: M og H havde begge tidligere været gift, og efterlod sig hhv. tre og to særbørn. I 2000 oprettede M og H et testamente, hvori de bl.a. fremsatte ønske om, at den længstlevende skulle kunne hensidde i uskiftet bo. Alle særbørn underskrev en påtegning om samtykke hertil på testamentet oven for M’s og H’s underskrift. I 1998 begyndte H at blive dement, og M passede hende i hjemmet indtil 2005, hvor hun kom på plejehjem, hvor hun senere døde i 2006. To af H’s særbørn, A og B, tilbagekaldte et par måneder før H’s død deres samtykke til, at M kunne sidde i uskiftet bo. De fastholdt efter H’s død denne tilbagekaldelse, idet de gjorde gældende, at deres forudsætninger for at give forhåndssamtykke var væsentligt forandrede, som følge af, at M kort tid efter H kom på plejehjem havde indledt et bekendtskab med en norsk kvinde. Århus skifteret fandt, at forudsætningerne for det meddelte forhåndssamtykke til uskiftet bo ikke var ændret i en sådan grad, at det kunne anses for bortfaldet. VL udtalte, at forhåndssamtykket var en aftale mellem ægtefællerne og de 5 særbørn, og det kunne derfor ikke frit tilbagekaldes. En samlet vurdering af oplysningerne om M's relation til sin hustru i tiden før hun døde og om karakteren af det bekendtskab, M har haft til den norske kvinde, bevirkede ikke, at forudsætningerne for A og B’s forhåndssamtykke var ændret i en sådan grad, at forhåndssamtykket var bortfaldet.

TFA 2010.501 VLK: M og H oprettede i 2004 et gensidigt testamente om, at M som længstlevende skulle arve mest muligt efter H, hvis H's tre særbørn ikke gav samtykke til, at han kunne sidde i uskiftet bo. Særbørnene gav i umiddelbar tilknytning hertil uigenkaldeligt samtykke til, at M kunne sidde i uskiftet bo. I 2009 oprettede H et nyt testamente, hvorefter hun ønskede boet skiftet efter sin død, og at hendes særbørn skulle arve mest muligt: Det blev meddelt M, at det gensidige testamente var tilbagekaldt. I slutningen af 2009 afgik H ved døden, og skifteretten i Århus udleverede boet til bobestyrerbehandling. M anmodede om omgørelse, således at han fik hele boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten i Århus lagde til grund, at det gensidige testamente var gyldigt tilbagekaldt. Forudsætningerne for særbørnenes uigenkaldelige samtykke til uskiftet bo var ikke ændret i en sådan grad, at samtykket kunne anses for bortfaldet. M havde derfor fortsat ret til at sidde i uskiftet bo. Da H ved testamentet i 2009 havde disponeret over friarven til fordel for sine børn og udtrykkeligt havde ønsket boet skiftet ved sin død, kunne M imidlertid ikke overtage hele boet til uskiftet bo. Beslutningen om bobestyrerbehandling af boet blev derfor fastholdt. VL stadfæstede.

4. Økonomiske betingelser.

Der er i § 19 sket en præcisering og skærpelse af kravet til den længstlevende ægtefælles solvens.

Ifølge § 19, stk. 1 kan et bo ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke i sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.

Skifteretten kan - som noget nyt - tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en insolvens efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig, jf. § 19, stk. 2

Uanset § 19, stk. 1 kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles livsarvinger samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende ægtefælles insolvens.

Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter udleveringen ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde ægtefælles som egne forpligtelser, jf. § 19, stk. 4

UfR 1998.784 ØLK (TFA 1998.229 og FM 1998.117): H døde d. 28.01.1997. H havde ved testamente bestemt, at boet i videst muligt omfang skulle skiftes ved hendes død, og at de to fællesbørn skulle arve mest muligt. Boet blev d. 17.04.1997 taget under bobestyrerbehandling. M anmodede d. 20.10.1997 om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. H's bodel udgjorde ca. 90.000 kr. M havde en positiv bodel på ca. 700.000 kr., der i det væsentlige bestod af den faste ejendom. Der var faste udgifter vedrørende ejendommen og bankgælden på ca. 220.000 kr. årligt. M havde ikke oplyst, hvorledes han ville kunne betale disse udgifter. Skifteretten i Hørsholm fandt herefter, at M ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, hvorfor begæringen om udlevering til uskiftet bo blev nægtet fremme. M blev frataget rådigheden over ejendommen i medfør af DSL § 75, stk. 2. ØL stadfæstede.

TFA 2001.267 VLK (FM 2001.77 VLK): Skifteretten i Randers havde nægtet M at sidde i uskiftet bo, da han ikke havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, jf. AL § 10. Han havde solgt sin forretning og ventede et skattekrav på ca. 80.000 kr. M oplyste i kæreskriftet, at han havde veteranbiler for ca. 125.000 kr. og en frimærkesamling med en værdi på ca. 15.000 kr. VL ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet der forinden afgørelsen blev truffet, burde indhentes vurdering af de nævnte aktiver, og det burde oplyses, hvilken bodel de enkelte aktiver vedrørte.

TFA 2015.179 VLK: Ved M's død blev boet efter anmodning fra H udleveret til insolvensbehandling med advokat B som autoriseret bobestyrer. Ifølge åbningsstatus udgjorde fællesformuen 175.039 kr., M's bodel var negativ med 97.209 kr., og H's bodel var positiv med 272.248 kr. H henvendte sig efterfølgende til skifteretten i Holstebro om, at boet efter hendes opfattelse ikke var insolvent, og med anmodning om uskiftet bo. Ifølge en fremsendt opgørelse fra H var M's bodel positiv med 7.473 kr., og hendes bodel var positiv med 241.000 kr. Familiens bolig samt et sommerhus var medtaget med henholdsvis 1,5 mio. kr. og 1,1 mio. kr. Det måtte imidlertid lægges til grund, at der for så vidt angik boligen og sommerhuset mindst skulle ske en nedsættelse på henholdsvis 200.000 kr. og 50.000 kr. i forhold til åbningsstatus, og at der var betydelig usikkerhed om værdien af navnlig sommerhuset. Da fællesformuen ved anmodningen om boets udlevering til uskiftet bo herefter måtte anses for at være negativ med minimum 75.000 kr., og da H derfor ikke kunne anses for at råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel M's som egne forpligtelser, fandt skifteretten, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo, jf. AL §  19, stk. 4. VL stadfæstede.

5. Længstlevende ikke umyndig eller under værgemål

FM 1999.117 ØLK: Efter ægtefællens død blev der anlagt umyndiggørelsessag mod længstlevende på grund af alderdomssvækkelse. Længstlevende blev frifundet og fik derpå beskikket en ad hoc værge. Skifteretten på Færøerne imødekom herefter længstlevende begæring om at få boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. ØL stadfæstede, da længstlevende var myndig og solvent. Komm. af Henning Broman i FM 1999.117.

TFA 2014.431 VLK: M var død og efterlod sig H og børnene B og C. H led af Alzheimer i svær grad og var ikke i stand til at varetage egne interesser omkring skiftet. Der skulle derfor udpeges en skifteværge, jf. DSL § 15, stk. 1, nr. 4. Trods protest fra boets kontaktperson - B's ægtefælle - udpegede skifteretten i Kolding en autoriseret bobestyrer som skifteværge, da boet kun ville kunne udleveres til uskiftet bo til H, hvis skifteretten fandt det bedst for E, jf. AL § 20, stk. 2. VL fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skifterettens skøn, hvorefter en autoriseret bobestyrer og ikke en arving var beskikket som skifteværge.

I blanketterne om anmodning om uskiftet bo skal den efterlevende alene erklære: "jeg er myndig". Dette er en meget upræcis gengivelse af indholdet af AL § 20.

Det er tvivlsomt, om den omstændighed, at længstlevende er under et begrænset værgemål efter VML § 5, er til hinder for uskiftet bo, jf. AL-kommentar p. 140.

TFA 2002.279 ØLK: Københavns Byrets Skifteret havde d. 12.07.2001 udleveret boet efter M til enken, som efter dødsfaldet havde fået beskikket en skifteværge, som havde anbefalet udlevering til uskiftet bo. Der var ikke grundlag for at omgøre denne beslutning i medfør af DSL § 103.

TFA 2008.13 ØLK: H var død d. 02.04.2007. Datteren D begærede på vegne M, der var 91 år, boet udleveret til uskiftet bo. M og H havde d. 23.03.2007 giver datteren D generalfuldmagt. Der var indledt sag om værgemål for M. Skifteretten i Odense nægtede at imødekomme begæringen for tiden - henset til principperne i AL § 11 sammenholdt med oplysningerne om M's aktuelle tilstand, hvor han ikke kunne gennemføre en relevant samtale. ØL ophævede kendelsen og hjemviste sagen til skifteretten med henblik på udlevering af boet til uskiftet bo, allerede fordi der var meddelt D generalfuldmagt, og da der ikke for landsretten var forelagt oplysninger, der gav tilstrækkelig grund til at drage gyldigheden af denne i tvivl.

6. Længstlevende må ikke være afgået ved døden

TFS 2015.688 ØLK: Ikke udlevering til uskiftet bo efter længstlevendes død. Afgørelse herom kunne ikke kæres af længstlevendes værge.

Efter M's død blev advokat beskikket som værge for H og efter anmodning fra en arving blev boet taget under bobestyrerbehandling. Umiddelbart efter bad advokaten om, at boet blev udleveret til H til uskiftet bo. Skifteretten i Holbæk anmodede om, at det blev stillet sikkerhed for omkostningerne ved den hidtidige behandling, og advokaten gjorde indsigelse herimod, idet han ikke fandt, at H skulle betale omkostningerne. Inden skifteretten nåede at tage stilling til indsigelserne, døde H, og skifteretten meddelte derfor, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo. Advokaten anmodede skifteretten om at afsige kendelse herom, hvilket skifteretten afviste, da advokaten ikke havde retlig interesse heri. ØL stadfæstede afvisningen, men bemærkede, at boet ikke kunne udleveres til uskiftet bo efter H's død.


b. Fremgangsmåden

Er ægtefællen under samværgemål, skal anmodningen fremsættes af ægtefællen og samværgen i forening, jf. VML § 7.

TFA 2004.407 VLK: H døde d. 24.03.2004 og M døde d. 06.04.2003. Boet efter H blev udleveret til privat skifte d. 13.05.2003. Skifteretten i Kolding afslog anmodning om udlevering af boet efter H til uskiftet bo, da anmodningen ifølge AL § 12 skulle fremsættes af ægtefællen eller dennes værge eller skifteværge. VL stadfæstede, idet adgangen til at sidde i uskiftet bo med livsarvinger efter AL § 8 alene tilkomme den efterlevende ægtefælle

Se også DSL § 24 om skifterettens behandling af sager om uskiftet bo, der er medtaget i DSL for at skabe overblik over berigtigelsesmuligheder.

Om muligheden for partielt skifte, se

Ellen Marie Sørensen i FM 1998.128-130: Partielt skifte

Henning Broman i FM 1998.130: Man kan ikke både blæse og have mel i munden.

Den længstlevende skal ifølge § 22 inden 6 måneder efter dødsfaldet indleveres en formueoversigt med specifikation af formuen i følgende 5 afdelinger:

1. Førstafdødes bodel
2. Længstlevendes bodel
3. Livsforsikringer og pensionsydelser, der tilfalder længstlevende i anledning af førstafdødes død, længstlevendes egne pensionsordninger og andre § 15, stk. 2-rettigheder;
4. Længstlevendes fuldstændige særeje
5. Førstafdødes fuldstændige særeje - med angivelse af, hvem der skal arve den førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler

Indgives formueoversigten ikke rettidigt, kan skifteretten bestemme, at formueoversigten skal udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den længstlevende ægtefælle, jf. § 22, stk. 4. Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til livsarvingerne, jf. § 22, stk. 5. Se også bekg. nr. 1554 af 18.12.2007 om formueoversigten i uskiftet bo.

TFA 1999.65 VLK (FM 1999.9 VLK): H, der sad i uskiftet bo, begærede d. 09.06.1998, uden forbehold om eventuel senere adgang til omberigtigelse, det uskiftede bo fra 1996 skiftet som bobestyrerbo. Skifteretten tog begæringen til følge samme dag. Livsarvingerne havde forinden, d. 29.04.1998, begæret boet skiftet, jf. AL § 20. Livsarvingerne havde ikke samtykket i, at boet på ny udleveres til uskiftet bo. Under disse omstændigheder tiltrådtes det, at H's begæring af 01.07.1998 om udlevering til uskiftet bo, ikke var taget til følge.

TFA 2005.123 ØLK: H havde siden 1993 siddet i uskiftet bo med to fællesbørn med en meget betydelig formue. I 1998 døde det ene barn og efterlod sig to umyndige børn. Disse anmodede i begyndelsen af 2004 i medfør af AL § 13, stk. 4, skifteretten i Gentofte om at pålægge H til skifteretten at indlevere oplysninger om sine dispositioner over det uskiftede bo, da de havde anledning til at tro, at H havde misbrugt sin rådighed over det. De ønskede endvidere udleveret en kopi af ægteparrets fællestestamente. H havde i den forløbne periode administreret boet gennem et administrationsråd, der havde indseende med hendes dispositioner. Hun ønskede ikke at udlevere testamentet. Skifteretten  fandt ikke, at der var grundlag for at give et sådant pålæg. Arvingerne havde ikke henvist til konkrete ting, der kunne tyde på et misbrug, administrationsrådet havde ført tilsyn med enkens dispositioner, og enken havde selv givet oplysninger om sit forbrug, herunder gaver, der ikke virkede foruroligende. Skifteretten fandt heller ikke at kunne pålægge H at udlevere en kopi af testamentet og henviste til, at det i givet fald måtte afgøres af notaren, om de kunne få udleveret en kopi derfra. ØL stadfæstede.

c. Hvad omfatter det uskiftede bo?

Der er i AL § 23 sket en præcisering af, i hvilket omfang rettigheder af personlig eller uoverdragelig karakter indgår i det uskiftede bo. 

Livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være forbrugt, indgår ifølge § 23, stk. 2 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Dette gælder også  førstafdødes ratepensioner, der udbetales til længstlevende, selv om udbetalinger fra længstlevendes egne ratepensioner indgår i det uskiftede bo. Dette forekommer inkonsekvent, jf. Irene Nørgaard i Pensionsrettigheders behandling, 2007 p. 102 note 134 og i Arveret 5. udg. p. 87 note 22. Hvis de samme pensionsydelser i testamente eller i begunstigelsesklausul er gjort til længstlevendes fuldstændige særeje, vil ydelserne ikke blot kunne udtages forlods af længstlevende ved skifte i levende live, men også være fuldstændigt særeje ved skifte efter længstlevendes død - og dermed ikke tilfalde førstafdødes evt. særbørn. Ydelserne vil desuden være fuldstændigt særeje i et evt. nyt ægteskab.

Arv, gave og livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder den længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i det uskiftede bo, hvis ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse, jf. AL § 23, stk. 7

Den længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ifølge § 23, stk. 3 ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den længstlevende ægtefælles levende live. Beløb, der er udbetalt fra ordningerne i § 23, stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af pensionsopsparing, jf. § 23, stk. 4, som svarer til RVL § 16 a, stk. 2. Reglen i § 23, stk. 3 må antages også at gælde beløb, der er udbetalt som eengangsbeløb fra SP-pension, samt fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond og selvpensioneringskonti. 

Hvis en SP-pension er hævet i perioden 01.06.-31.12.2009 mod en afgift på 35% af beløb op til 15.000 kr og 50% af resten af personer, der ikke i øvrigt var berettigede til at hæve midlerne, kan der ikke ske forlodsudtagelse af de hævede beløb, selv om disse ikke er forbrugt.

AL § 23 finder ikke anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.2008. Hvis førstafdøde er død efter d. 31.12.2006, finder RVL § 16 a, der svarer til AL § 23, stk. 3 og 4, anvendelse.

UfR 1980.84 HD: Enken efter overdirektør Aller, fru Elinor Kokansky, skulle ikke svare arveafgift af enkepension fra Carl Allers Etablissement A/S. Afgiften skulle først svares ved det uskiftede bos ophør, og da efter rettighedens eventuelle værdi på dette tidspunkt. Enkepension var omfattet af AL § 14, stk. 2, og indtægterne og surrogaterne indgik i det uskiftede bo, således at særbehandling af rettigheden først kommer til udtryk ved delingen af boet efter dettes ophør. (5-2) Dissensen fandt, at en hensigtsmæssig ordning af pensioners arveafgiftsmæssige stilling kun kan ske ved en ændring af den i denne henseende ganske forældede lovgivning. Komm. af Poul Jørgensen i FM 1980.116-118.

UfR 1998.1485 HD (TFA 1998.405 HD og TfS 1998.584 HD): M var død i 1943 og H sad i uskiftet bo til sin død i 1988. H havde desuden et fuldstændigt særeje. ØL fandt at hele H´s formue på 3.023.199 kr. måtte anses for at være H's særeje, hvilket var i overensstemmelse med hendes codicil fra 1984 og med afkrydsningen i § 14-opgørelsen og i boopgørelsen. HR fandt, at arvingerne havde sandsynliggjort, at provenuet fra salg i 1971 af ejendom, som var fælleseje, på 401.000 kr. indgik i H's samlede obligationsbeholdning, og at der således også forelå et fællesbo, jf. herved formodningsreglen i AL § 23. Sagen blev derfor hjemvist til skifteretten til fornyet behandling.(4-1)

d. Længstlevendes rådighed inter vivos

AL-kommentar p. 159-162

UfR 1968.262 HD: M havde i 1956 lån sine forældre kr. 15.000 til udbetalingen på et hus i Brønshøj og havde samtidigt fået forkøbsret til huset til den oprindelige købesum på kr. 48.000. M døde 19.09.1964. Antaget, at forkøbsretten kunne gøres gældende af H, som sad i uskiftet bo, jf. AL § 15, stk. 1.

UfR 1930.345 VLK: Ved enkes salg af ejendommen var forevisning af skifteudskrift ikke tilstrækkeligt. Denne skulle først lyses som adkomst. Skødet var derfor med rette afvist fra lysning.

e. Længstlevendes testationskompetence

AL-kommentar p. 162-164
Arveret p. 60-63

UfR 1978.606 ØLD: M, som sad i uskiftet bo med 5 fællesbørn, havde i 1972 solgt halvdelen af ejendom i Nakskov til sin samlever, fru N. M og fru N havde i 1972 for notaren oprettet overenskomst og testamente, hvorefter længstlevende skulle have vidtgående dispositionsret over ejendommen. M døde i 1976. Antaget, at der vedrørende den faste ejendom, der var boets hovedaktiv, var truffet en disposition, som var uforenelig med bestemmelserne i AL § 15, stk. 2, jf. 25 og 26. Ej heller grundlag for at tillægge fru N et beløb svarende til den testationsfri fjerdedel af det uskiftede bo.

FM 1999.94 Dom af 02.12.1998 fra Skifteretten i Sønderborg: M, der sad i uskiftet bo, havde ved testamente givet sin samlever livsvarig brugsret til hans halvdel af ejendom. Bestemmelsen var ugyldig, da værdien af brugsretten sammenholdt med en anden testamentarisk disposition oversteg 1/4 af boet.

f. Længstlevendes gældsansvar

AL-kommentar p. 164-168
Arveret p. 59
Skifteret p. 73-74.

Johan Giertsen i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999 p. 36-48: Ugyldighet og forutsetningssvikt ved skifterettslig gjeldsovertagelse.

Længstlevende hæfter for personligt for afdødes gældsforpligtelser, jf. AL § 16, stk. 1

UfR 2002.921 ØLK (FM 2002.22 ØLK): M, der i 1987 var dømt til at betale rekvirenten et beløb, var død i 1991, hvorefter H sad i uskiftet bo. Dommen over M kunne fuldbyrdes over for H, jf. AL § 16, stk. 1

Ægtefællen kan i medfør af DSL § 81, stk. 1 som hidtil udstede præklusivt proklama efter boets udlevering og uden nogen frist. Den hidtidige bestemmelse i AL § 16, stk. 2 om proklama er som følge heraf ophævet.

Proklama kan tillige med skifterettens tilladelse udstedes inden boets berigtigelse. Tilladelse hertil bør ifølge bem. p. 101 kun gives, såfremt det må antages, at proklamaudstedelsen vil kunne få betydning for, hvorledes boet skal berigtiges. Er det klart, at boet skal berigtiges til boudlæg eller til bobestyrerbehandling, må skifteretten normalt afslå en anmodning om proklamaudstedelse før berigtigelsen. Nærer en ægtefælle eller arvingerne derimod begrundet tvivl om, hvilken gæld der findes, og har dette betydning for overvejelserne om berigtigelsesmåden, bør proklamaudstedelse tillades, såfremt de pågældende kan forventes at ville begære boet udleveret til privat skifte eller til et kap. 13-udlæg eller til uskiftet bo, hvis der ingen overraskende og større gældsposter bliver anmeldt.

Proklama er ikke obligatorisk ved uskiftet bo og ved ægtefælleudlæg, jf. § 81, stk. 2 e.c. Længstlevendes advokat bør sikre sig bevis for, at han eller hun har tilrådet, at der indrykkes proklama, jf. Jens Jordan i rævesaksen i ADV 1984.199.

Der gælder ifølge bem. til L 121 p. 7 ingen yderste tidsfrist for hæftelsesfritagelsen, hvorved bemærkes, at det allerede efter gældende ret antages, at en efterlevende ægtefælle efter boets udlevering til uskiftet bo kan udstede proklama uden nogen tidsbegrænsning. Udstedes proklama efter boets berigtigelse, eller viser det sig uden udstedelse af proklama, at den afdøde ægtefælles bodel, eventuelle skilsmissesæreje og eventuelle fuldstændige særeje taget under ét var insolvent pr. dødsdagen, kan den efterlevende ægtefælle forlange den førstafdøde ægtefælles samlede bo taget under behandling ved bobestyrer. Er længere tid undtagelsesvist forløbet, før insolvensen afdækkes, kan der navnlig i mellemtiden være sket en sammenblanding af ægtefællernes ejendele, og der må i sådanne sager påhvile den efterlevende ægtefælle en vis bevisbyrde for, at et bestemt aktiv ikke tilhørte den afdøde ægtefælle.

Ifølge bem. p. 69 til DSL § 23 må lovforslagets generelle forudsætning om hurtig reaktion må kræve, at anmodningen om bobestyrerbehandling fremsættes kort tid efter, at boets sandsynlige insolvens er konstateret. Der må formentlig gælde et tilsvarende krav om hurtig reaktion i udbakningsreglen i AL § 16, stk. 2, selv om bemærkningerne til denne bestemmelse underligt nok ikke omtaler dette, jf. Michael Steffensen i UfR 1996 B. 488 note 6.

Udbakningsreglen i AL § 16, stk. 2 må antages at gælde, selv om den længstlevende ægtefælle har overtaget eller betalt afdødes gældsforpligtelser, før afdødes insolvens konstateres. Dette fremgår udtrykkeligt af DSL § 104, stk. 1.

Bringes udbakningsreglen i AL § 16, stk. 2, jf. DSL § 104, i anvendelse, bevirker dette, at udleveringen til uskiftet bo omgøres, hvorefter den førstafdødes bo skiftes.

Hvis længstlevende i levende live begærer skifte efter AL § 17, stk. 1 finder reglerne i DSL anvendelse, selv om førstafdøde er død før d. 01.01.1997, jf. DSL § 117, 2. pkt. Udbakningsreglen i AL § 16, stk. 2 ikke finder anvendelse, hvis førstafdøde er død før d. 01.01.1997. Dette resultat støttes på en modsætningsslutning fra overgangsreglen i § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05. 1996 om ændring af arveloven, idet denne regel alene omhandler reglerne i AL § 7 b, stk. 2-4 og ikke AL § 16, stk. 2.

UfR 1997.1118 ØLK (TFA 1997.123 og FM 1997.140): M afgik ved døden d. 02.12.1989 og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. D. 28.01.1997 begærede H boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2, da det havde vist sig, at boet var insolvent. Skifteretten i Maribo afslog at tage begæringen til følge. ØL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven måtte føre til, at de øvrige bestemmelser i ændringsloven, herunder AL § 16, stk. 2, kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. Dette resultat bestyrkedes af, at ikrafttrædelsesspørgsmålet ikke er omtalt i forarbejderne til ændringsloven. Det kunne ikke antages, at den meget vidtgående nye bestemmelse i § 16, stk. 2 er tillagt tilbagevirkende kraft, således at den er anvendelig på alle eksisterende uskiftede boer, uanset hvornår de er etablerede, uden at dette er kommet til udtryk i lovteksten eller dog i bemærkningerne til lovforslaget eller andre lovmotiver. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det i DSL § 117, 2. pkt. er bestemt , at reglerne i denne lov finder anvendelse på skifte af uskiftede boer, hvor der anmodes om skifte i længstlevendes levende live, selv om den nyaffattede AL § 16, stk. 2 henviser til DSL § 104. ØL stadfæstede herefter den påkærede kendelse.

UfR 1998.1667 HKK (TFA 1999.11 HKK og Fagl. Nyt 1997.324): M var død d. 23.01.1993 og H havde overtaget boet til hensidden i uskiftet bo. Den Danske Bank havde i 1995 sagsøgt H til betaling af 2.149.125,68 kr. H begærede d. 07.01.1997 boet taget under behandling ved bobestyrer, jf. AL § 16, stk. 2. M's bodel bestod af pensionsordning til en værdi på 120.000 kr., 7 skibsanparter samt kautionsforpligtelser for 2.749.125 kr. Skifteretten i Horsens tog begæringen til følge, hvilket blev påkæret af Den Danske Bank. VL fandt, at en modsætningsslutning fra § 2, stk. 2 i lov nr. 384 af 22.05.1996 om ændring af arveloven - som anført i kendelse af 20.05.1997 fra ØL - førte til, at AL § 16, stk. 2 kun har virkning for de tilfælde, hvor førstafdøde er afgået ved døden efter lovens ikrafttræden. H's anmodning om skifte blev herefter ikke taget til følge. Højesteret stadfæstede. Det måtte kræve sikker lovhjemmel, hvis hæftelsesgrundlaget skulle ændres væsentligt i forhold til, hvad førstafdødes kreditorer havde kunnet indrette sig på. Komm. af Jon Stokholm i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 329-338: Ikrafttrædelsesbestemmelser i skiftereformen m.v.

Udbakningsreglen får således ikke betydning for de ca. 120.000 enker og enkemænd, som sad i uskiftet bo ved lovens ikrafttræden. Bemærkningerne omtaler ikke dette spørgsmål. Michael Steffensen er i UfR 1996 B. 487-489 nået frem til det modsatte resultat, som har støtte i ordlyden af DSL § 117, 2. pkt..

UfR 1982.880 VLD: M døde i 1973. og H sad i uskiftet bo med fællesboet, medens afdødes særeje bestående af aktier til en værdi af ca. kr. 2,9 mio. blev skiftet. I 1975 forhøjede skattemyndighederne M's indkomst for 1972 med kr. 861.354, idet aktieselskabet havde solgt en ejendom med en værdi på kr. 7,8 mio til M's 3 børn for kr. 6,5 mio. (maskeret udlodning). H betalte beløbet kr. 861.354 med forbehold om tilbagesøgning. Antaget, at ændringen i SSL § 43, stk. 8 i 1973 måtte medføre, at der skete en begrænsning af det ansvar, som efter AL § 16 påhvilede H, således at dette ansvar ikke omfattede den del af efterbetalingskravet, der skulle have været udredet af særboet, og H fik medhold i sin subsidiære påstand om tilbagebetaling af kr. 568.108.


h. Vederlagskrav

AL  30

Irene Nørgaard i Familieret og engagement. Hilsener til Svend Danielsen, 2009, p. 221-226: Arvelovens regler om vederlagskrav ved skifte af uskiftet bo særlig i relation til pensionsordninger

Rasmus Kristian Feldthusen & Johan Hartmann Stæger i Facetter - Festskrift til Sys Rovsing p. 215-222: Vederlagskrav mellem helsøskende ved misbrug af uskiftet bo

Johan Stæger i TFA 2015.608-612: Vederlagskrav mellem fælles livsarvinger ved misbrug af uskiftet bo. (Går ind for, at de forsmåede livsarvinger skal stilles som om misbruget ikke har fundet)

Irene Nørgaard i TFA 2016.335-340: Misbrug af uskiftet bo m.v. Vederlagskrav og beregningsmodeller, jf. arvelovens § 29 og retsvirkningslovens § 23, stk. 1

UfR 1959.427 HD: Ikke grundlag for vederlagskrav, da der ikke havde foreligget misbrug.

UfR 1981.552 VLK: M, som sad i uskiftet bo med A, B og C, solgte i 1972 til B og C fællesboets væsentligste aktiv, en landbrugsejendom i Sjørup, for kr. 300.000, hvoraf kr. 280.000 blev berigtiget ved et pantebrev, som skulle respektere bortsalg af indtil 20 tdr. land. I 1975 solgte B og C 25 ha., udstykket i 64 sommerhusgrunde, for kr. 819.000. Restejendommen havde en værdi på kr. 160.000. Antaget, at M i 1975 havde ladet en så stor del af ejendommen udgå af pantet, at dette ikke længere gav ham rimelig sikkerhed. Da M herved havde misbrugt sin rådighed over fællesboet og derved formindsket det væsentligt, fik A i medfør af AL § 21 medhold i sit krav om vederlag på kr. 24.200 - opgjort som ca. 1/9 af forringelsen.

UfR 1986.357 VLK: H, som sad i uskiftet bo med fællesbarnet B, der var åndssvagt, havde ca. 1 år før sin død i 1984 givet kr. 300.000 til Herrup Kirke til indkøb af et klokkespil. Under skiftet døde B, og B's legale arvinger, 6 onkler og tanter, rejste nu vederlagskrav på kr. 300.000 i anledning af gaven. Antaget, at det efter forarbejderne til AL § 21 alene er den eller de livsarvinger, med hvem ægtefællen har siddet i uskiftet bo, der kan kræve vederlag.

TFA 1999.254 VLK (FM 1999.95 VLK): H, der havde siddet i uskiftet bo med fællesbørnene A, B og C, var død d. 29.05.1997, og boet blev behandlet af advokat Anne Mette Ovesen som bobestyrer. A og B anlagde ved skifteretten sag mod boet med påstand om, at de havde et godtgørelseskrav i medfør af AL § 21 på 500.000 kr., idet H havde solgt sommerhus og aktier for billigt til C. Boet påstod sagen afvist, da den ikke var anlagt senest 4 uger efter bobestyrers indstilling. Der var mellem parterne enighed om, at vederlagskravet var omfattet af DSL § 56. Da bobestyrer ikke havde iagttaget bestemmelserne i DSL § 56, stk. 1 og 3, blev afvisningspåstanden ikke taget til følge.

TFA 2005.481 VLD: H, der sad i uskiftet bo med fællesbørnene A og B, døde i 2002. B havde fuldmagt til H's bankkonti og tog sig af H's økonomiske forhold. B havde fra 1997 til 2001 overført mere end 486.000 kr. fra H's til B's bankkonti. På baggrund af H's regnskaber for 1998 og 1999 sammenholdt med B's forklaring fandtes det bevist, at B og C fra 1998 til 2001 årligt havde fået gaver på 40.000 kr. og 45.000 kr., og efter forklaring fra en bankbestyrer lagdes til grund, at overførslerne ikke i noget tilfælde var sket uden samtykke fra H. Selv om B kun i mindre omfang kunne dokumentere, hvad de enkelte overførsler vedrørte, var der herefter ikke bevis for misbrug af fuldmagten. Et vederlagskrav efter AL § 21 kunne ikke rejses mod B som modtager af gaven.

UfR 2006.1840 HD: M døde i 1978 og H sad i uskiftet bo med fællesbarnet A. Efter at H var afgået ved døden i 1993, blev fællesboet udleveret til skifte med advokat Jens Chr. Lauridsen som eksekutor. Arvinger i boet efter M og H var fællesbarnet A og H’s særbarn B. A anlagde sag mod dødsboet og B med påstand om krav på vederlag efter AL § 21 under henvisning til, at H havde misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo og derved væsentligt formindsket dette. Han henviste navnlig til, at H i 1979 havde solgt aktier i den familieejede virksomhed til B til underpris, og at H i 1984 havde accepteret en væsentlig nedsættelse af den licensafgift, som familievirksomheden skulle betale til H. HR fastslog, at der ikke var grundlag for at anse H’s salg af aktier til B for et misbrug af hendes rådighed over boet, selv om salget skete til en lavere pris, end aktierne var værd. Der blev herved lagt vægt på, at gaveelementet udgjorde mindre end 10 % af det uskiftede bos formue, og at formålet med overdragelsen var at sikre, at ledelsen af virksomheden forblev i familien. Heller ikke nedsættelsen af licensafgiften i 1984 indebar noget misbrug af rådigheden over det uskiftede bo. Det kunne lægges til grund, at licensafgiften ved nedsættelsen fik et niveau, der svarede til den markedsmæssige værdi af licensrettighederne, og at der forelå en række saglige grunde til at ændre aftalen som sket.

TFA 2013.180 ØLD: M døde i 1972, og H sad i uskiftet bo med de fire fællesbørn A, B, C og D. Fællesboet udgjorde i 1973 ca. 320.000 kr. D døde i 1998 og efterlod sig 4 børn. H overførte fra 2004-2010 i alt 948.000 kr. som gaver til A, B og C. D's børn fik kun 5.000 kr. årligt til deling, og gaverne til dem ophørte i 2008. Ved H's død var nettobobeholdningen ca. 900.000 kr. 3 af D's børn gjorde gældende, at der var sket misbrug af det uskiftede bo, og krævede vederlag i medfør af AL § 30. Skifteretten i Næstved gav dem ikke medhold i vederlagskravet. ØL tiltrådte, at overførslerne ikke var udtryk for et misbrug af det uskiftede bo. Ved vurderingen blev der blandt andet lagt vægt på, at A, B og C havde ydet H betydelig praktisk hjælp, der havde gjort det muligt for hende at blive i eget hjem til sin død som 101-årig. Der blev endvidere lagt vægt på boets størrelse, formuens udvikling, og at H havde siddet i uskiftet bo i mere end 30 år, da gaverne blev givet.

UfR 2015.809 VLD (TFA 2015.137 VLD): Fælles børnebørn fik medhold i vederlagskrav  som følge af længstlevendes gaver til fællesbarn og tegning af ratepension til fordel for fælleasbarn

H døde i 2000, og M sad i uskiftet bo med D, der var M og H's fælles datter, og 3 børnebørn K, M og R (herefter benævnt B), der var børn af afdøde fælles søn. Formuen i boet udgjorde ifølge åbningsstatus 4.229.688 kr. M gav d. 04.08.2006 D en gave på 1.363.429,05 kr. i form af værdipapirer. M, som da var 84 år, oprettede d. 28.06.2007 en ratepension med et kontantindskud på 1.186.584 kr. Ratepensionen skulle komme til udbetaling til ham fra hans fyldte 90. år til hans fyldte 100. år. Som begunstiget i tilfælde af hans død før det fyldte 100. år indsatte han D. I feb. 2011 døde M, og formuen androg på det tidspunkt 1.033.407 kr. B påstod D tilpligtet til at anerkende, at hele nettoindeståendet på ratepensionen skulle udbetales til boet efter M og H, og at H's boslod beregningsmæssigt skulle opgøres, som om boslodden yderligere indeholdt 1.363.429,05 kr., dog maksimalt det uskiftede bos faktiske nettobeholdning. Der var enighed om, at størrelsen af den skat, som M havde sparet ved at indgå aftalen om ratepensionen havde udgjort 685.139 kr. Retten i Sønderborg gav B medhold. VL anførte, at det var ubestridt, at værdipapirerne var givet til D som en gave. Det var godtgjort, at M ved denne gave misbrugte sin rådighed over det uskiftede bo, og at han herved væsentligt formindskede boet, jf. AL § 30, stk. 1. VL lagde i den forbindelse vægt på det oplyste om M's levevis, størrelsen af gaven set i forhold til det uskiftede bos størrelse og oplysningerne om de gaver, som M i øvrigt gav D. Betingelserne for et vederlagskrav vedrørende beløbet på 1.363.429,05 kr. var herefter opfyldt, og C's boslod skulle derfor beregningsmæssigt forhøjes med dette beløb. Vedrørende ratepensionen anførte VL, at den nuværende arvelov trådte i kraft d. 01.01.2018, og at det fremgår af overgangsbestemmelsen i lovens § 103, stk. 2, at § 31, stk. 2, om udbetaling til en begunstiget af en livsforsikring eller en lignende ordning kun finder anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget efter lovens ikrafttræden. L havde indgået aftalen om ratepensionen d. 28.06.2007, og da aftalen således var indgået før arvelovens ikrafttræden, kunne lovens § 31, stk. 2, ikke anvendes på dispositionen. Efter forarbejderne til AL § 31, stk. 2, måtte bestemmelsen anses som en udvidelse af adgangen til omstødelse i forhold til den tidligere arvelov. Der var derfor heller ikke grundlag for at omstøde dispositionen efter lovens § 31, stk. 1, om gaver og arveforskud. B havde herefter ikke krav på, at hele nettoindeståendet på ratepensionen skulle udbetales til dødsboet. Af de grunde, der var anført vedrørende værdipapirerne, var det imidlertid godtgjort, at der ved tegningen af ratepensionen var sket et misbrug i forhold til det uskiftede bos midler, jf. AL § 30, stk. 1. VL lagde herved til grund, at nettoværdien af ratepensionen på 501.445 kr. efter fradrag for den skat, der i givet fald skulle have været betalt, måtte anses for en væsentlig formindskelse af det uskiftede bo. H's boslod skulle derfor også beregningsmæssigt forhøjes med dette beløb. D skulle herefter anerkende, at H's boslod skulle opgøres, som om den yderligere indeholdt 1.864.874,05 kr., dog maksimalt det uskiftede bos faktiske nettoformue. Komm. af Johan Stæger i TFA 2015.608-612: Vederlagskrav mellem fælles livsarvinger ved misbrug af uskiftet bo. (Går ind for, at de forsmåede livsarvinger skal stilles som om misbruget ikke har fundet)


j. Deling af det uskiftede bo

AL-kommentar p. 180-185
Arveretten p. 109-112
Arveret p. 74-79

Jørgen Trolle i UfR 1945 B.210-216: Om successivt skifte af uskiftet bo

P. Bruun Nielsen i FM 1964.71 ff:

O. A. Borum i UfR 1967 B.298 ff.:

Harbou i ADV 1967.189:

Hans Kardel i UfR 1969 B.284 ff.: Nogle skifteretlige refleksioner (Går ind for at fjerne arveretten for mellemdøde børn)

Jørgen Trolle i UfR 1970 B.1-4: Kan man virkelig det? (Er modstander af tanken om at fjerne arveretten for mellemdøde børn)

Hans Kardel i UfR 1970 B.46: En bemærkning mere om mellemdøde børn. (Mener ikke, at det vil stride mod GRL § 73, at fjerne arveretten for disse)

Jørgen Trolle i UfR 1970 B.77-78: Mellemdøde børn. (fastholder, at Kardel tager fejl)

Claus Rasmussen i FM 1982.1-3: Mellemdøde børn - et forslag til forenkling.

FM 1999.97 ØLD: Efter M´s død gav et særbarn arveafkald mod vederlag, hvorefter H sad i uskiftet bo med de to fællesbørn. Da H senere skiftede i levende live, skulle arven fordeles som i et successivt skiftet bo, således at delingsforholdet ved førstafdødes død blev lagt til grund. Arveafkaldet måtte sidestilles med et partielt skifte.

TFA 2009.593/2 ØLD: M døde d. 30.03.1985 og efterlod sig H og 2 særbørn A og B. M havde testeret mest muligt til H. A ville ikke samtykke i uskiftet bo, og hun blev udskiftet med 1/12 af fællesbo, hvorefter H sad i uskiftet bo med B. H oprettede i 1996 testamente til fordel for H's slægtninge. H døde d. 29.11.2006. Bobestyrer fordelte i boopgørelsen boet med 5/12 til B og 7/12 til H's bror, nevøer og niecer. Skifteretten i Glostrup fandt, at boet skulle deles som anført af bobestyrer. ØL fandt, at der ved skiftet i 1985 skulle beregnes arvelod til H, således som antaget i den juridiske teori med støtte i bemærkningerne i bet. 291/1961 om arvelovningen. Den omstændighed, at det ikke havde været muligt at fremskaffe boopgørelsen, eller at der ikke var betalt arveafgift af arven til H, ændrede ikke herved. På skiftet i 1985 skulle boet deles med 1/12 til A, 3/12 til B og 8/12 til H. Da der var udloddet 1/12, skulle boet nu fordeles med 3/11 til B og 8/11 til H's arvinger.

k. Retsafgift

Ifølge RAL § 36 b, stk. 2 skal der svares en afgift på 500 kr., som forfalder til betaling ved boets udlevering, jf. RAL § 36 f, stk. 1. Den første skifteretsattest er til gengæld gratis, jf. RAL § 49, stk. 2 nr. 9.

l. Boafgift

Afgiftspligten af afdødes del af boet indtræder først, når det uskiftede bo skiftes, jf. BAL § 8, stk. 2.

Længstlevende skal ikke svare boafgift af det udlagte eller af forsikringssummer m.v, som tilfalder længstlevende uden om boet, jf. BAL § 3, stk. 1, a).

Hvis afdøde i perioden 31.12.1996-30.06.1999 har ydet gaver med forbehold af brugs- eller indtægtsnydelse for sig selv, indtræder der ifølge BAL § 24, stk. 2 afgiftspligt efter BAL kap. 1 ved død. Det fremgår ikke udtrykkeligt af bem. til L 91 af 27.11.1996 p. 15, om også denne afgiftspligt suspenderes ved død, men ordlyden af BAL § 8, stk. 2 samt eksemplet i bem. p. 9, hvor det anføres, at afgiftspligten indtræder ved forældrenes død, må føre til, at afgiftspligten suspenderes.

Har afdøde i perioden 01.07.1995-31.12.1996 ydet gaver med forbehold af rentenydelsesret for sig selv, og er rentenydelsesrettens kapitaliserede værdi blevet modregnet ved opgørelsen af gavens størrelse, skal gavemodtageren formentlig betale gaveafgift eller indkomstskat ved givers død. Denne afgiftspligt suspenderes ikke ved uskiftet bo.

Har afdøde før d. 01.07.1995 ydet gaver med forbehold af brugs- eller rentenydelse for sig selv (AAL § 5 b-gaver), skal modtageren efter BAL § 49 betale gaveafgift ved givers død af gavens værdi på dette tidspunkt. Denne afgiftspligt suspenderes ikke ved uskiftet bo.

Har afdøde før d. 01.07.1995 ydet arveforskud til en person, der ikke er omfattet af personkredsen i BAL § 22, skal der ved givers død svares gaveafgift med 36,25% af forskuddet, jf. BAL § 50. Udsættelsen af afgiftspligten i medfør af BAL § 8, stk. 2 gælder næppe for disse arveforskud, og forskudsmodtager må have pligt til indsende gaveanmeldelse efter reglerne i BAL § 26.


n. Valgmuligheder

Længstlevende har ifølge AL § 17 en ret, men ikke en pligt til at sidde i uskiftet bo med fælles livsarvinger, og længstlevende kan derfor altid overveje, om det vil være bedre at skifte med fællesbørnene eller begære ægtefælleudlæg, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Efterlader førstafdøde sig særbørn, skal disse meddele samtykke til uskiftet bo, jf. AL § 18.

Et bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, såfremt ægtefællen er under konkurs eller ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, (efterhånden som de forfalder), jf. AL § 19.

Er ægtefællen umyndig, under værgemål efter VML § 5, under samværgemål efter VML § 7, eller er der beskikket en skifteværge for ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, såfremt skifteretten finder dette bedst for ægtefællen, jf. AL § 20, stk. 2.


p. Arveretlige konsekvenser

1) Førstafdødes livsarvinger overlever længstlevende.

Ved længstlevendes død deles det uskiftede bo efter reglerne i AL § 28, og arven til førstafdødes livsarvinger bliver alt andet lige større, da der ikke skal beregnes arv efter førstafdøde til den længstlevende. Er der ingen arvinger efter længstlevende, tilfalder hele boet førstafdødes livsarvinger, jf. AL § 28, stk. 3, 2. pkt.

Hvis boet efter førstafdøde er skiftet eller udlagt til længstlevende som ægtefælleudlæg, har førstafdødes livsarvinger ingen legal arveret efter længstlevende.

Har længstlevende ægtefælle efter 2007 benyttet sig af sin ret efter reglen i § 11, stk. 2, har førstafdødes livsarvinger arveret efter længstlevende, jf. § 16.

2) Førstafdødes livsarvinger dør før længstlevende

Boet skal deles efter reglerne i AL § 34, som atter henviser til AL § 16

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

07-07-17