Båndlæggelse af arv

Tilsidesættelse af båndlæggelse efter reglerne i den gamle AL § 59, jfr. § 60

Muligheden for frigivelse efter den gamle AL § 59, hvis arvingen godtgør, at han er i stand til forsvarligt at råde over arven på egen hånd, er ikke medtaget i den nye arvelov.

§ 59. Arvingen kan forlange bestemmelsen om båndlæggelse tilsidesat, såfremt han godtgør, at han er i stand til på forsvarlig måde at råde over arven på egen hånd.
Stk. 2. Båndlæggelsen kan dog ikke ophæves for tiden før arvingens fyldte 25. år.

§ 60. Begæring om tilsidesættelse af en bestemmelse om båndlæggelse skal snarest muligt fremsættes over for skifteretten. Er arvingen ikke fyldt 25 år, skal begæringen fremsættes snarest muligt, efter at han har opnået denne alder.
Stk. 2. I boer, der behandles ved bobestyrer, skal erklæring fra bobestyreren så vidt muligt indhentes, inden afgørelsen træffes.
Stk. 3. Skifterettens afgørelse træffes ved kendelse. Afgørelsen kan foruden af arvinger og bobestyreren indbringes for højere ret af justitsministeren.

Svend Danielsen i UfR 1979 B.384-387: Tilsidesættelse af båndlæggelse.

a. Begæring taget til følge:

UfR 1968.543 ØLD: Kaptajn A havde i 1959 i sit testamente bestemt, at arven til hans datter D, som da var 17 år, skulle båndlægges på livstid. A døde i 1967. D var nu direktionssekretær med en månedsløn på kr. 2.200. Hun ønskede at anbringe tvangsarven på ca. kr. 150.000 i fast ejendom.

UfR 1972.694 ØLD: Grosserer A og hans hustru havde i 1958 i deres testamente bestemt, at arven til datteren Karen, født i 1916, skulle båndlægges på livstid på grund af de usikre forhold i Brasilien og svigersønnens usikre økonomi. Tvangsarven var på kr. 245.000. Karen var nu 56 år, gældfri og boede i et ubehæftet hus i Brasilien. Hendes mand var 67 år og mægler i tobaksbranchen.

UfR 1975.886 ØLD: Grosserer V havde i sit testamente bestemt, at hans 3 børn A, B og C, kun skulle arve deres tvangsarv, som skulle båndlægges. V døde i 1968, og eksekutorboet blev afsluttet d. 26.02.1973. Begæring om tilsidesættelse fremsat d. 30.09.1974, 6 mdr. efter af den yngste arving C var fyldt 25 år. Under hensyn til, at A og B under skiftet havde forbeholdt sig deres fremtidige stilling til båndlæggelsen, og da der ikke fandtes rimelig anledning til i dette spørgsmål at stille arvingerne forskelligt, fandtes AL § 60, stk. 1 ikke til hinder for at begæringen blev taget til følge.

UfR 1985.990/2 ØLK: T havde i 1981 i sit testamente bestemt, at hendes søn A, som var født i 1920, kun skulle arve sin tvangsarv, som skulle båndlægges på livstid. Tvangsarven var på ca. 1,5 mill. kr. Efter oplysningerne om baggrunden for de økonomiske vanskeligheder for den virksomhed, som T drev indtil 1975, og om hans forhold efter virksomhedens ophør tog landsretten - i modsætning til skifteretten i Gentofte - A's begæring om tilsidesættelse til følge.

FM 1986.194 VLK: T havde i 1985 i sit testamente bestemt, at arven til den ene af hendes sønner, S, skulle begrænses til tvangsarven og båndlægges på livstid. T døde i 1986. S, som var 31 år, havde haft alkoholproblemer, men havde de sidste ½ år været på antabus. VL fandt det godtgjort, at S nu ville være i stand til på forsvarlig måde at råde over arven, som var på kr. 100.000, og tilsidesatte båndlæggelsen.

FM 1990.78 ØLK: T havde bestemt, at arven til hendes søn S skulle begrænses til tvangsarven og båndlægges til han fyldte 50 år. S var bankuddannet, 35 år, og havde i 10 år boet sammen med en 30 år ældre mand, med hvem han havde drevet en virksomhed. S var nu arbejdsløs og havde negativ indkomst. S havde en formue på kr. 500.000, hvoraf en væsentlig del stammede fra T.

UfR 1990.410/2 ØLK (FM 1990.38): T havde i 1985 i sit testamente bestemt, at arven til sønnen S skulle begrænses mest muligt og båndlægges tidsubegrænset. T døde i 1987. S var født i 1940 og havde boet hjemme, indtil forældrene døde. T havde nu købt et relativt beskedent rækkehus for opsparede midler på kr. 100.000. T havde fået afslag på førtidspension på grund af arven. Tvangsarven var på kr. 149.000, og den bobehandlende advokat havde - uanset båndlæggelsen - udbetalt kr. 80.000 a conto til S til dækning af løbende udgifter. S begærede frigivelse af kr. 120.000 af tvangsarven, hvilket blev afslået af skifteretten i Holbæk. Antaget, at der alene kan bestemmes ophævelse af båndlæggelsen i sin helhed. Båndlæggelsen blev tilsidesat - uagtet at testamentet med båndlæggelsesbestemmelsen var af nyere dato.

UfR 1992.61 ØLK: H, som sad i uskiftet bo, havde i 1986 i sit testamente bestemt, at tvangsarven til datteren D skulle båndlægges. H døde i 1989. D's fædrene arv, som ikke var båndlagt, udgjorde kr. 300.000, og tvangsarven efter moderen kr. 150.000. D, som var født i 1933, fik psykiske problemer i 1959, og var indlagt på Sct. Hans Hospital i 1972-1975. Moderen havde i 1983 købt en ejerlejlighed, hvortil hun blev tvangsflyttet. D havde siden da nægtet at betale moderen husleje og huslejegælden udgjorde kr. 102.000. D modtog højeste invalidepension og havde heraf opsparet kr. 85.000. Oplysningerne om D's psykiske tilstand for mere end 15 år siden fandtes ikke at kunne tillægges afgørende betydning, og båndlæggelsen blev tilsidesat.

TFA 2007.517/2 ØLK: M og H havde oprettet testamente, hvorefter deres datter, D, skulle arve 2/3 og hendes to børn skulle dele 1/3. M og H havde desuden bestemt, at hele arven skulle båndlægges. M døde i oktober 1986 og H, som sad i uskiftet bo, døde i november 2006. D og dennes to børn begærede båndlæggelsen tilsidesat. Hillerød Skifteret udtalte, at da D levede, var den for afdødes børnebørn båndlagte arv ikke tvangsarv, hvorfor båndlæggelsen var sket i henhold til AL § 65. Bestemmelsen i AL § 59 om tilsidesættelse af bestemmelse om båndlæggelse fandt ikke anvendelse herpå, jf. AL § 65 modsætningsvis. Herefter fandtes der ikke at være grundlag for at tage den af børnebørnene fremsatte begæring til følge. D var eneste barn af de afdøde, hvorfor halvdelen af boets beholdning var hendes tvangsarv, jf. AL § 25. Hun var over 25 år, og da det kunne lægges til grund, at hun var i stand til på forsvarlig måde at råde over arven, blev begæringen om ophævelse af båndlæggelsen af tvangsarven taget til følge. Da der ikke fandtes at være hjemmel til ophævelse af båndlæggelsen af den resterende del af den D tilkomne arv, blev denne begæring ikke tager til følge. For ØL nedlagde børnebørnene påstand om, at skifterettens kendelse blev ophævet og hjemvist til fornyet behandling f.s.v.a. børnebørnene, da de ikke mente, at AL § 64, jf. § 65, fandt anvendelse på friarv, hvorfor skifteretten, efter at den i testamentet indsatte eksekutor var afgået ved døden, var kompetent til at foretage skønnet over, om betingelserne for tilsidesættelse af båndlæggelsen efter testamentets indhold er opfyldt. ØL stadfæstede af de af byretten anførte grunde, og idet skifteretten ikke har kompetence til at træffe afgørelse efter AL § 64.

b. Begæring ikke taget til følge:

UfR 1965.917 ØLK: Kendelse om tilsidesættelse af båndlæggelsesbestemmelse blev påkæret af Justitsministeriet og ophævet for så vidt angik den del af arven, som ikke var tvangsarv.

UfR 1967.658 Kendelse afsagt af skifteretten i Helsingør: Da begæring om frigivelse først var fremsat efter boets slutning og efter at båndlæggelsen var iværksat, blev begæringen afvist.

UfR 1967.925 ØLK: Kendelse om frigivelse ophævet, da arveladeren var død før arvelovens ikrafttrædelse, hvorfor hidtil gældende ret fandt anvendelse, jfr. AL § 73.

UfR 1977.770 ØLD: T havde i sit testamente bestemt, at halvdelen af arven til sønnen A skulle båndlægges. Antaget, at båndlæggelsen vedrørte friarven, og at der derfor ikke var hjemmel til at behandle spørgsmålet om tilsidesættelse i medfør af AL § 59, jfr. AL § 65.

FM 1995.86 ØLK: Kendelse afsagt af skifteretten på Frederiksberg om tilsidesættelse af båndlæggelse af en arv på kr. 200.000 blev ophævet, da arvingen ikke var tvangsarving. Arvingen var adopteret i 1927 og adoptanterne havde ifølge bevillingen fuld testationsret.

FM 1996.107 ØLK (Fagligt Nyt 1996.223): Kendelse afsagt af Helsingør Skifteret om tilsidesættelse af båndlæggelse af en arv til 5 efterkommere af afdødes søster blev ophævet, da bestemmelsen i AL § 59 kun angår tvangsarv, og da de pågældende var udarvinger.

FM 1997.17 ØLK: M og H havde i et fællestestamente fra 1981 bestemt, at deres søn S skulle arve mest muligt, medens deres afdøde datters 2 børn, M født i 1968 og P født i 1972, alene skulle arve deres tvangsarv, som skulle båndlægges til de fyldte 30 år. Testamentet var uigenkaldeligt efter den førstes død. M døde i 1986 og i 1990 oprettede H codicil, hvori hun ophævede båndlæggelsesbestemmelserne. H døde i 1995. S var død i 1990 og M og P var nu enearvinger til i alt ca. 560.000 kr. netto. Skifteretten i Næstved og ØL fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte bestemmelsen om uigenkaldelighed i fællestestamentet. Der var heller ikke sikkert grundlag for, imod ordlyden af testamentet, at fastslå, at de afdødes hensigt alene havde været at båndlægge tvangsarven. Herefter blev båndlæggelsen opretholdt, idet båndlæggelsen dog i medfør af AL § 59 blev tilsidesat for så vidt angik tvangsarven til M.

TFA 1997.24 ØLK (FM 1997.119 ØLK): H havde i sit testamente i 1974 bestemt, at hendes aktier skulle båndlægges til rentenydelse for datteren D, og ved D’s død skulle boet reassumeres og aktierne tilfalde H’s til den tid levende børnebørn. D havde tiltrådt testamentet. H døde i 1978 og afsluttende skiftesamling i eksekutorboet blev afholdt d. 26.05.1982. I 1996 begærede D båndlæggelsen tilsidesat. ØL fandt, at D ved sin tiltrædelse af testamentet havde givet arveafkald, og allerede af den grund blev det tiltrådt, at skifteretten havde afvist at tage begæringen om tilsidesættelse af båndlæggelsen under behandling.

TFA 2005.445 ØLK: M og H havde i testamente bestemt, at halvdelen af den arv, der tilfaldt datteren D, skulle båndlægges i hendes livstid.  Efter M's død blev boet, der var på ca 333 mio. kr., skiftet, og D begærede båndlæggelsen tilsidesat efter AL § 59. Skifteretten i Ringsted fandt, at båndlæggelsesbestemmelsen efter sædvanlige fortolkningsprincipper måtte anses for at vedrøre den arvingen tilkommende friarv. Bestemmelsen kunne derfor ikke tilsidesættes efter AL § 59. ØL fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at båndlæggelsesbestemmelsen alene vedrørte tvangsarv. ØL tiltrådte derfor, at spørgsmålet om tilsidesættelse af båndlæggelsen ikke kunne tages under påkendelse efter AL § 60, jf. § 59, jf. § 65 modsætningsvis.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

10-02-17