Strafferetspleje

Retsmidler i straffesager

Anke

Kære

Genoptagelse

Udsættelse

Retskraft

Berigtigelse

Hjemvisning

 


Genoptagelse

Stephan Hurwitz i Respekt for mennesket, 1951, p. 187 ff. (Om Klagerettens virksomhed 1939-1949)

C. Bang i JUR 1959.157 ff.: Om Klagerettens virksomhed 1949-1959

Festskrift for Stephan Hurwitz, 1971 p. 217-241: Oversigt over Klagerettens virksomhed 01.07.1939-01.07.1969.

Peter Blume i UfR 1979 B.281-284: Processuel nyskabelse - UfR 1979.354 HK

W. E. von Eyben i UfR 1980 B.181-189: Klagerettens virksomhed 1969-1979.

A. Blom-Andersen i UfR 1981 B.1-15: Fra Klagerettens Arbejdsmark. (Indeholder en gennemgang af sager fra 1971-1978)

W. E. von Eyben i UfR 1989 B.249-252: Klageretten 50 år.

W. E. von Eyben i UfR 1992 B.289-296: Klagerettens kompetence i ny belysning.

Niels Viltoft, Benedikte Holberg og Lone Dahl Frederiksen i UfR 2000 B.371-382: Den særlige Klageret i 60 år.

Peter Garde i Lov & Ret nr. 4/2001 p. 16-19: Dømtes ret til genoptagelse for vid. (Omhandler udeblivelsesdomme)

Ole Dybdahl i UfR 2003 B.284-286: Reform af Den Særlige Klageret og Procesbevillingsnævnet.

Vagn Grevei TfK 2005.439-458: Genoptagelse af straffesager efter dansk ret

UfR 1979.354 HKK: Højesteret genoptog kendelse vedr. salær til forsvarer, da det var blevet overset, at kærende havde anmodet om en kort mundtlig forelæggelse af sagen og da kærende ved en ekspeditionsfejl ikke var blevet gjort bekendt med den af landsretten afgivne udførlige erklæring om salærfastsættelserne. Salæret for underretten blev forhøjet fra 40.000 kr. til 75.000 kr.

UfR 1998.148 ØLD: Den Særlige Klageret bestemte i januar 1996, at sag om vold efter STRFL § 245 skulle genoptages. Domfældte døde d. 18.05.1996. ØL lagde til grund, at klageretten ville have truffet bestemmelse om ophævelse af de tidligere fældende domme, hvis domfældte ikke var afgået ved døden forud for klagerettens behandling af sagen. ØL fandt herefter, at dommene burde ophæves i medfør af analogien af RPL § 982, 2. pkt.

FM 2000.57 Klagerettens kendelse: T var ved udeblivelsesdom idømt en bøde på 350 kr for overtrædelse af FÆL § 56, stk. 1 og § 80, stk. 1. T havde anmodet om omberammelse pga. campingferie i Ungarn. Klageretten fandt, at sagen burde være omberammet, og sagen skulle derfor genoptages.

UfR 2002.1819/2 HKK: Klageretten havde afvist klage over at en landsdommer havde anvendt vendingen "pint og plaget" i forbindelse med gennemgangen af nogle telefonoplysninger i straffesagen mod Kurt Thorsen og Rasmus Trads. Højesteret stadfæstede med bemærkning, at den pågældende vending i den givne sammenhæng måtte anses for mindre heldig.

UfR 2004.1844 HKK: T var i 1999 idømt 14 års fængsel for overtrædelse af STRFL § 191, stk. 2. I 2003 bestemte Den særlige Klageret, at sagen skulle genoptages, da det ikke under nævningesagen var oplyst, at udleveringsbegæringen over for Spanien ikke gav oplysning om muligheden for strafforhøjelse i medfør af STRFL § 88, stk. 1, 2. pkt. Genoptagelsesdagen angik alene spørgsmålet om strafforhøjelse og skulle behandles  under medvirken af nævninger.

UfR 2006.2810 ØLD: T var ved Københavns Byret’s dom blev dømt for overtrædelse af våbenloven. T ankede herefter denne dom, bl.a. med påstand om frifindelse. T udeblev dog ved den berammede domsforhandling, hvorfor hans anke blev afvist, idet anklagemyndigheden samtidig frafaldt sin kontraanke. Ved senere kendelse genoptog ØL sagen. Da anklagemyndighedens ankefrafald skete i forbindelse med, at T’s anke blev afvist, fandtes anklagemyndigheden ikke bundet af ankefrafaldet, når sagen var blevet genoptaget som sket.

UfR 2006.3199 ØLK: T havde anket en byretsdom med påstand om frifindelse. Domsforhandlingen var berammet til foretagelse d. 07.06.2006. T var lovligt tilsagt til domsforhandlingen. T mødte dog ikke personligt, hvorfor landsretten afviste anke med den begrundelse, at T var udeblevet fra domsforhandlingen uden samtidig at have oplyst lovligt forfald. T’s forsvarer anmodede om genoptagelse og gjorde i forbindelse hermed gældende, at genoptagelse burde finde sted, eftersom forkyndelse af stævningen var sket på dansk, hvilket T, efter advokatens oplysning, alene beherskede i et begrænset omfang, hvorfor T ikke havde været opmærksom på, at hun skulle give møde ved domsforhandlingen, eller at manglende fremmøde kunne medføre afvisning af anken. ØL udtalte, at det forhold, at T alene i begrænset omfang beherskede dansk, ikke fandtes at kunne medføre, at stævningen ikke kunne anses for rettidigt at være kommet til hendes kundskab. Herefter blev begæringen om genoptagelse ikke taget til følge, jf. RPL § 987 stk. 1, 1. pkt.

UfR 2016.322 ØLD: Politiet kunne gentoptage en straffesag, da der var kommet nye beviser for dagen, jf. princippet i RPL § 975

I december 2012 frafaldt politiet, P, en sigtelse mod T for besiddelse af 8,86 g. kokain med henblik på videreoverdragelse. I februar 2013 påviste en retsgenetisk undersøgelse imidlertid, at der på posen med narkotika var biologisk spor med en DNA-profil, der blev beregnet til at være mere end 1.000.000 gange mere sandsynlig, hvis en del af denne stammede fra T, end hvis den ikke stammede fra ham. På denne baggrund fandt ØL, at P var berettiget at genoptage retsforfølgningen mod T, da nye beviser af vægt var kommet for dagen, jf. princippet i RPL § 975. T var tidligere straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvorefter T blev straffet med fængsel i 60 dage.

UfR 2016.331 ØLK: T’s forsvarer havde ved en fejl anket sagen i stedet for at søge om genoptagelse, hvorfor anke blev afvist

T var tiltalt for overtrædelse af FÆL § 117, jf. § 53, stk. 1. T og en politiassistent, P, havde afgivet forklaring, hvorefter byretten udsatte d. 22.01.2015. Sagen blev ved næste retsmøde igen udsat på en personundersøgelse samt genafhøring af P. Under dette retsmøde blev T gjort bekendt med, at sagen kunne afgøres uden hans tilstedeværelse. Sagen blev behandlet d. 16.04.2015, hvor T ikke var mødt, hvorefter BR, efter afhøring af P samt procedure fra anklager og forsvarer, F, afsagde dom. ØL fandt, at BR måtte antages under den fortsatte hovedforhandling at have fremmet sagen til dom i T's fravær i medfør af RPL § 855, stk. 3, nr. 4, hvorfor T havde krav på genoptagelse af sagen, jf. RPL § 987, stk. 3. BR kunne genoptage behandlingen i op til et år efter dommens forkyndelse. F havde ved en fejl anket dommen i stedet for at anmode om genoptagelse. Herefter, og da T ved F’s skriftlige anke af 29.04.2015 har nedlagt påstand om frifindelse, hvorved anken omfattede bedømmelsen af beviserne for T's skyld, kunne T ikke anke dommen, jf. herved RPL § 902, stk. 3. ØL afviste derfor anken i medfør af RPL § 914, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2. F frafaldt krav på salær i sagen.

Udsættelse

UfR 2017.1894 VLK: Politisk tilkendegivelse om at ville ændre førerretsfrakendelsesreglerne var ikke tilstrækkeligt til at udsætte sag

T var tiltalt for overtrædelse af kørehviletidsreglerne. Forsvareren, F, anmodede om, at sagen blev udsat, idet der forelå et lovforslag i forhold til ændring af FÆL § 129 a, stk. 1, som ville medføre, at grænsen for ubetinget førerretsfrakendelse ville blive hævet, og lovændringen ville derfor betyde, at T ville blive idømt betinget førefrakendelse. F henviste til berostillelse af sager, som skete forud for ændringen af FÆL § 54, stk. 1. Anklageren anførte, at straffesager skulle afgøres efter gældende lovgivning, og at det ikke var sikkert, at lovforslaget ville blive vedtaget. Retten i Hjørring fandt, at lovændringen havde betydning for, om T skulle idømmes en betinget eller ubetinget førerretsfrakendelse, og sagen blev derfor udsat som begæret. VL fandt, at udsættelse af sager på afventning af fremsættelse og vedtagelse af lovforslag kunne medføre, at der kunne gå lang tid før en overtrædelse, der berørtes af forslaget, blev afgjort ved domstolene. Efter det, der var oplyst for VL, var lovforslaget endnu ikke fremsat. Det var endvidere endnu uklart om eller i hvilket omfang, der i lyset af høringsprocessen ville blive foretaget ændringer i udkastet, inden dette udmøntedes i et konkret fremsat lovforslag. Der var ikke grundlag for, at sagen skulle udsættes, og BR’s afgørelse blev derfor ændret, således at sagen ikke blev udsat.

Retskraft

UfR 1989.1105 HD: Politimester tilkendegav d. 02.09.1988 T, at en sag om spirituskørsel i bil med en promille på mindst 1,70 kunne afgøres ved vedtagelse af en bøde på 9.000 kr. samt betinget frakendelse af førerretten. T vedtog d. 18.09.1988 tilkendegivelsen. Ved skrivelse af 04.11.1988 meddelte politimesteren T, at sagen efter helt fast praksis kun kunne afgøres med en ubetinget frakendelse af førerretten. T påstod en straffesag herom afvist, da tilkendegivelsen af 02.09.1988 var blevet endelig. Retten i Nykøbing F afviste dagen. ØL fremmede sagen til realitetsbehandling ved byretten, da tilkendegivelsen af 02.09.1988 vedrørende førerretten også for T måtte fremtræde som åbenbart fejlagtig og ikke kunne anses for en opgivelse eller standsning af forfølgningen i sagen. HR stadfæstede

UfR 1998.1103 HD (UfR 1997.339 VLD): T blev ved retten i Varde bl.a. spirituskørsel for 4. gang. Retten glemte at tage stilling til påstand om frakendelse af førerretten, og afviste ny sag herom, da dommen var endelig. VL fandt, at den omstændighed, at dommen var endelig, ikke var til hinder for, at spørgsmålet om frakendelse efterfølgende var blevet indbragt for retten, idet frakendelse er en obligatorisk retsfølge efter FÆL § 125. T frakendt førerretten for bestandig. HR fandt, at anklagemyndigheden var afskåret fra at anlægge ny sag, hvorfor denne blev afvist.

UfR 2007.323 ØLD: D. 10.06.1999 blev ejeren af en ejendom, S A/S, tiltalt for overtrædelse af planlovens § 64, stk. 1, nr. 4, ved i strid med en lokalplan, at have undladt at efterkomme Søllerød Kommunes, K, påbud om at fjerne et ulovligt opført terrasseanlæg og retablere skrænten på stedet inden d. 22.07.1996. I 2003 blev S A/S frifundet pga. forældelse, idet forholdet skulle have været lovliggjort d. 22.07.1996, fra hvilket tidspunkt den 2-årige forældelse skulle regnes. K udstedte et nyt  påbud om lovliggørelse  i 2004, som var identisk med det påbud udstedt i 1996. Påbuddet var rettet til S A/S som ejer, T1 som direktør og T2 som bestyrelsesmedlem og bruger af ejendommen. Fristen for efterlevelse af påbuddet blev overskredet og der blev herefter rejst tiltale mod de tre parter. ØL udtalte, at S A/S ved Lyngby Byrets dom fra 2003, blev frifundet for ikke at have efterkommet påbuddet fra 1996. Dommen fastslog med rette, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor fristen for handlepligten til lovliggørelse udløb, og at der derfor var indtrådt forældelse af et eventuelt strafansvar. Der havde dermed ikke på grundlag af det fornyede påbud fra 2004, der indholdsmæssigt modsvarede påbuddet fra 1996, kunnet rejses ny tiltale mod S A/S med påstand om strafansvar for fortsat ikke at have foretaget lovliggørelse. Som følge heraf blev tiltalen for S A/S' vedkommende afvist fra byretten. Når påbuddet fra 2004 som følge af den allerede indtrådte forældelse ikke kunne håndhæves på strafsanktioneret måde over for S A/S, og denne derfor ikke ville pådrage sig strafansvar ved fortsat undladelse af lovliggørelse, måtte det følge heraf, at der heller ikke kunne pålægges den, der som direktør eller bestyrelsesmedlem handlede på S A/S vegne, eller brugeren af  ejendommen selvstændigt strafansvar til fremtvingelse af lovliggørelse. Det tiltrådtes derfor, at forældelse af et eventuelt strafansvar for disse personer under de foreliggende omstændigheder var anset for at være indtrådt på samme tidspunkt som for S A/S. ØL stadfæstede herefter frifindelsen for T1 og T2's vedkommende.

UfR 2014.2947 VLD: T blev d. 20.08.2013 frifundet ved Retten i Esbjerg for overtrædelse af STRFL § 252 ved i forbindelse med en fodboldkamp at have ramt en tilskuer med en ølflaske, idet anklageskriftet ikke opfyldte kravene i RPL § 834, stk. 1, nr. 3 og stk. 2, nr. 1. I oktober 2013 rejste anklagemyndigheden på ny tiltale mod T ved indgivelse af nyt anklageskrift. Retten i Esbjerg fandt T skyldig og idømte ham 20 dages betinget fængsel. T ankede dommen til VL bl.a. med påstand om afvisning, idet dommen af 20.08.2013 havde retskraft. VL fandt, at dommen af 20.08.2013 ikke havde retskraft i forhold til skyldspørgsmålet, idet dommen alene havde taget stilling til sagens formalitet, og VL stadfæstede derfor BR’s dom.

Tredjeinstansbevilling

Berigtigelse

UfR 2000.1004 ØLD: retten i Gladsaxe have d. 22.07.1999 idømt T 30 dages betingelse fængsel og tillægsbøde og det skulle have sit forblivende med udsættelse af reststraffen efter en prøveløsladelse. Da dette var i strid med STRFL § 61, stk. 2 ændrede dommeren d. 30.07.1999 dommen til en fællesstraf på 60 dages betinget fængsel. Da ændringen ikke var omfattet af RPL § 221, blev dommen ophævet og sagen hjemvist.

Hjemvisning

UfR 1985.313/2 HD: På en afstand af 1-2 meter havde T affyret et skud mod en kvinde, som blev ramt i maven. T fandtes straffri p.g.a. sindssygdom, jf. STRFL § 16, men dømtes til at undergives psykiatrisk behandling på et hospital (3-2). T havde nedlagt en påstand om hjemvisning og havde til støtte herfor anført, at forsvareren i nævningetinget ikke i overensstemmelse med T's ønske havde indstillet til nævningerne, at der skulle svares nej til tillægsspørgsmålet vedrørende STRFL § 16, stk. 1. HR fandt dog ikke, at dette kunne betragtes som en tilsidesættelse af forsvarerens pligter, jf. RPL § 740, hvorfor påstanden om hjemvisning blev afvist.

UfR 2003.1363 VLK: T var i byretten idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af dyreværnsloven. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da  den udtalelse fra det Veterinære Dyreværnsråd ikke burde være indgået i bevisførelsen. Anklagemyndigheden indbragte sagen for byretten på ny 29 dage efter, hvilket ikke var for sent, jfr. RPL § 961, stk. 1. Forfølgningen af sagen kunne ikke anses for standset på en sådan måde, at forældelse var indtrådt, jfr. STRFL § 94, stk. 6, 2. pkt.

UfR 2008.1955 HD: T var i landsretten dømt for forsøg på manddrab jf. STRFL § 237 jf. § 21, og udvist med indrejseforbud for bestandig. Parterne nedlagde for HR samstemmende påstande om ophævelse af ØL’s dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling ved ØL. Begrundelsen var, at en af de landsdommere, der deltog under hovedforhandlingen i ØL, havde truffet beslutning om forlængelse af fristen for varetægtsfængsling for T efter RPL § 762, stk. 2, nr. 1. Landsdommeren burde derfor ikke have deltaget i hovedforhandlingen, jf. RPL § 60, stk. 2. HR udtalte i overensstemmelse med parternes påstande, at landsdommerens deltagelse i hovedforhandlingen var i strid med RPL § 60, stk. 2. Den manglende iagttagelse af habilitetsreglen var efter HR’s opfattelse en fejl af en sådan karakter, at parternes påstande burde tages til følge. Herefter ophævede HR dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved ØL.

UfR 2008.1970 HD: T var ved landsretten dømt 7 års fængsel for overtrædelse af STRFL § 246 jf. STRFL § 245, stk. 1, og udvist med indrejseforbud for bestandig. Parterne nedlagde for HR samstemmende påstande om ophævelse af ØL’s dom og hjemvisning til ØL. HR udtalte, at de lægelige erklæringer gjorde domfældelsens rigtighed tvivlsom, og med henvisning til den hidtil gældende bestemmelse i RPL § 959, stk. 1, nr. 3, ophævede HR dommen og hjemviste sagen til ØL. De nye oplysninger i sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt T var omfattet af STRFL § 16, hvilket nævningerne ikke havde taget stilling til under ØL’s behandling af sagen.

UfR 2009.94 ØLK: A var den 15.01.2003 blevet idømt en foranstaltning med en længstetid på 5 år, jf. STRFL § 16, stk. 1, jf. § 68, 2. pkt., bla. for overtrædelse af STRFL § 252, stk. 1. Anklagemyndigheden anmodede d. 27.11.2007 om en forlængelse af længstetiden. Retten i Odense afviste d. 14.03.2008 anmodningen, da der ikke var hjemmel til at forlænge foranstaltningen i medfør af STRFL § 68 a, stk. 1, sidste punktum, da foranstaltningen var udløbet. ØL udtalte, at forarbejderne til STRFL § 68 a ikke indeholdt oplysninger om fremgangsmåden ved en forlængelse, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være truffet afgørelse af retten om forlængelse inden længstetidens udløb. ØL fandt, at bestemmelsen i overensstemmelse med beslægtede retsområder måtte forstås således, at forlængelse af længstetiden kunne ske, når anklagemyndigheden havde indbragt spørgsmålet om forlængelse inden længstetidens udløb. ØL hjemviste derfor sagen til byretten til fornyet behandling.

UfR 2014.3474 VLK: VL havde d. 10.12.2012 hjemvist sag vedr. overtrædelse af bl.a. STRFL § 191 til fornyet behandling ved byretten, da det ikke kunne udelukkes, at det havde haft en betydning for dommen, at politiet havde begået en fejl, da en række dokumenter havde været undtaget fra forsvarernes, F, aktindsigt. Anklagemyndigheden, A, fremsendte d. 11.02.2013 nyt anklageskift til Retten i Randers, der modtog det d. 13.02.2013. F påstod T frifundet, idet A ikke havde indbragt sagen snarest for byretten. BR fandt, at sagen skulle realitetsbehandles. VL anførte, at RPL § 930, stk. 1 ikke indeholdt en præcis tidsgrænse, men alene en angivelse af, at indbringelsen skulle ske snarest, og at vurderingen måtte ske som en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder sagens karakter og kompleksitet, den forventede retsfølge, begrundelsen for hjemvisningen og forløbet efter hjemvisningen. VL stadfæstede BR’s kendelse om realitetsbehandling henset til begrundelsen for hjemvisningen, og da hjemvisningen fandt sted kort forinden sammenlægningen af statsadvokaturerne pr. 01.01.2013.

UfR 2016.2218 ØLK: Mindre overskridelse af fristen i straffelovens § 68 a, stk. 2, 3. pkt., førte ikke til ophævelse af den idømte foranstaltning.

A blev dømt for bl.a. brandstiftelse, jf. STRFL § 181, stk. 1, og skulle efter STRFL § 16, stk. 2, jf. § 68, jf. § 68 a, stk. 2, undergive sig tilsyn af amtskommunen vedr. personer med vidtgående psykiske handicap, hvorefter han skulle efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde. Anklagemyndigheden indbragte ved brev af 23.11.2015 sagen for retten med påstnad om, at den idømte foranstaltning opretholdtes. A var på dette tidspunkt varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af STRFL § 181, stk. 1. Retten i Odense ophævede den idømte foranstaltning, da fristen i STRFL § 68a, stk. 2, 3. pkt. ikke var overholdt. ØL fandt, at spørgsmålet om betydningen af en overskridelse af de frister, der var fastsat i STRFL § 68 a, stk. 2, ikke var nærmere omtalt i bestemmelsens forarbejder. Det måtte herefter bero på en konkret vurdering af alle sagens omstændigheder, hvorvidt en fristoverskridelse skulle medføre ophævelse af en idømt foranstaltning. Efter en samlet vurdering, herunder baggrunden for den idømte foranstaltning, og henset til, at der alene var tale om en mindre overskridelse af fristen i STRFL § 68 a, stk. 2, 3. pkt., fandt ØL, at BR burde have realitetsbehandlet spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningen kunne opretholdes. ØL ophævede BR’s kendelse og hjemviste sagen til BR’s stillingtagen til, om den idømte foranstaltning kunne opretholdes.

UfR 2016.3756 HD: Straffesag om kursmanipulation hjemvist til fornyet behandling i VL, idet der var lagt en forkert opfattelse af begrebet ”værdi i markedet” til grund ved vurderingen af, om fire tiltaltes handlinger var strafbare

T1 – T4 blev i VL frifundet for overtrædelse af forbuddet mod kursmanipulation i den dagældende værdipapirhandelslov. VL fandt det ikke godtgjort, at afgivelsen af to købsordrer havde været egnet til at påvirke kursen på en obligation i en retning, der afveg fra dens ”værdi i markedet” som udtrykt i lovens § 38, stk. 1. For HR var spørgsmålet, om VL’s dom skulle ophæves, og sagen hjemvises, da VL ved vurderingen af, om de to købsordrer afveg fra obligationens ”værdi i markedet”, havde anvendt § 38, stk. 1, urigtigt. HR fastslog, at udtrykket ”værdi i markedet” i § 38, stk. 1 – også når det gjaldt illikvide værdipapirer – måtte forstås som den senest noterede børskurs, hvor kursen var resultat af en handel mellem uafhængige parter med modsatrettede interesser. Børskursen måtte dog fraviges, hvis den ikke kunne anses for et retvisende udtryk for værdipapirets værdi i markedet. Det ville efter omstændighederne kunne være tilfældet, hvis der efter den senest noterede børskurs var indtrådt generelle ændringer i markedet, f.eks. rente­ændringer, eller hvis udstederen af værdipapiret i en selskabsmeddelelse eller på lign. måde havde givet oplysninger, der havde betydning for værdien af papiret. Den kurs, som var angivet f.eks. i en salgsordre, men som ikke førte til en handel, viste derimod ikke i sig selv, at den senest noterede børskurs ikke kunne anses for retvisende. VL havde ikke anvendt den senest noterede børskurs ved vurderingen af obligationens værdi i markedet, da købsordrerne blev afgivet. VL havde dermed lagt en forkert forståelse af udtrykket ”værdi i markedet” til grund. HR ophævede derfor VL's dom, og sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved VL.

UfR 2017.92 HD: Dom i straffesag blev ophævet, da en af domsmændene under dele af bevisførelsen fremstod, som om han sov

I en sag, hvor T var blevet dømt for bl.a. seksuelle overgreb, blev ØL’s dom ophævet. HR lagde vægt på, at parterne var enige om, at det kunne lægges til grund, at en domsmand under hovedforhandlingen i ØL, hvor der blev afspillet videoafhøring af F i sagens hovedforhold, i flere tilfælde fremstod, som om han var faldet i søvn. HR fandt herefter i overensstemmelse med parternes samstemmende påstande, at ØL’s dom skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved ØL.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

10-08-17