| Biintervention |
Objektiv kumulation, jfr. RPL § 249, stk. 1.
UfR 2006.2758 VLK: En udlejer, U, anlagde sag ved Randers Boligret mod en lejer, L, vedrørende en kendelse afsagt af Huslejenævnet d. 02.09.2005. U nedlagde anerkendelsespåstand vedrørende depositum, forud betalt leje m.v. I en replik nedlagde U fire anerkendelsespåstande, der dels erstattede den tidligere anerkendelsespåstand, og dels omfattede en af Huslejenævnet truffet afgørelse af 14.10.2005 vedrørende huslejens størrelse, varsling m.v. Randers Boligret afviste påstandene vedrørende afgørelsen af 14.10.2005, idet den henviste til at indbringelse af Huslejenævnets afgørelser for boligretten skulle ske ved anlæg af retssag med udtagelse af stævning i overensstemmelse med RPL § 348. VL udtalte, at efter boligreguleringslovens § 43, stk. 1, 1. pkt., kunne huslejenævnsafgørelser af parterne indbringes for boligretten, og der var intet grundlag for at antage, at det med denne bestemmelse havde været tilsigtet at regulere, hvorledes ”denne indbringelse” skulle ske. Indbringelsen kunne således ske i overensstemmelse med reglerne i RPL kap. 21-23. Det fulgte af det anførte, at U derfor kunne indbringe de spørgsmål, som vedrørte Huslejenævnets kendelse af 14.10.2005, ved en efterfølgende objektiv kumulation efter RPL § 249, stk. 1, jf. stk. 4. Boligrettens kendelse blev herefter ophævet.
Modkrav, jfr. RPL § 249, stk. 2.
Knud Stenov i UfR 1983 B.167-168: Modkrav og modregning.
Subjektiv kumulation, jfr. RPL § 250, stk. 1.
UfR 1997.792 SHK: Krav mod konkursbo (Hafnia Holding) kunne kumuleres med erstatningskrav mod bestyrelsesmedlemmer, revisor og bank.
UfR 1998.544 ØLD: 7 leverandører til den af Mindshipfonden drevne Mindship Canteena sagsøgte ved landsretten fondens direktør og 2 bestyrelsesmedlemmer til betaling af i alt 750.000 kr.. Efter RPL § 228 kunne sagens værdi ikke opgøres som den samlede værdi af sagsøgernes krav og intet af de fremsatte krav opfyldte betingelserne i RPL § 227, stk. 2, jfr. stk. 1, jfr. § 250, stk. 1, nr. 3. Sagen kunne heller ikke behandles efter en analogi af RPL § 226, stk. 1, pkt. 1, 2, 4 og 5. Landsretten var herefter ikke sagligt kompetent til at behandle sagen, der henhørte under byret. Da stævningen var uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, kunne sagen ikke henvises til byretten, hvorfor sagen afvistes, jfr. RPL § 232, stk. 3.
UfR 2001.1404 ØLK: Konkursboet efter A havde ved Københavns Byret stævnet PFA Pension og A med påstand om omstødelse af indbetaling på 236.796 kr. på pensionsordning, jfr. FAL § 117. A begærede sagen henvist til Skanderborg, da han anså sig som den hovedsagsøgte. A fik ikke medhold heri. Kravene havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at de burde behandles under samme sag, og betingelserne for kumulation i RPL § 250, stk. 1 var opfyldt.
UfR 2010.2674 ØLK: A, hvis patent- og designrettigheder var blevet krænket af B og C, krævede, at der under samme forbudssag nedlagdes forbud mod B og C samtidig. Retten i Helsingør, hvis grunde ØL tiltrådte, gav A medhold. Det anførtes, at kravene vedrørte samme forhold, at påstand og parter var sammenfaldende, og at parterne begge havde værneting i samme retskreds. Det gjorde ingen forskel, at RPL § 646, stk. 2 ikke henviste til RPL § 250.
UfR 2011.2185 ØLD: Ankestyrelsen, A, havde tvangsfjernet et barn, B, fra sine forældre, C og D, som indbragte afgørelsen for domstolene med påstand om, at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig. Ligeledes gjorde C og D et krav om erstatning gældende mod A. ØL udtalte først, at betingelserne for at påkende erstatningskravet sammen med resten af sagskomplekset var til stede. Dog havde betingelserne for at anbringe B været til stede, da A havde truffet kendelse herom. Af samme grund frifandtes A både for påstanden om, at tvangsfjernelsen blev kendt ugyldig, samt at A skulle betale C og D erstatning herfor.
Intervention, jfr. RPL § 251.
Biintervention, jfr. RPL § 252.
Rasmus Mandøe Jensen i UfR 2009 B.74-82: Biintervenientens omkostningsmæssige retsstilling.
UfR 1996.606 ØLD: Udlejer, der var frivilligt momsregistreret, krævede i1993 på foranledning af Told og Skat efterbetaling af Ambi hos Irma A/S for perioden 1988-1991 med i alt 88.033,52. kr. Udlejer fandtes at have fortabt sit krav ved passivitet. Skatteministeriet blev som biintervenient dømt til at betale halvdelen af de idømte sagsomkostninger, jfr. RPL § 252, stk. 4, 2. pkt.
UfR 1996.1495 VLK: A havde anlagt sag mod Andelsboligforeningen Gartnerhaven (B) med påstand om, at tegningsaftale var uforbindende. B procestilvarslede bygherren (C), som bintervenerede. A tabte sagen, og blev dømt til at betale omkostninger til B med 16.000 kr. og til C med 6.000 kr. VL ophævede bestemmelsen om sagsomkostninger til C, da biinterventionen ikke var sket på A's foranledning, og da der ikke var oplyst særlige omstændigheder, der talte for at pålægge A at betale omkostninger til C, jfr. RPL § 252, stk. 4, 2. pkt.
UfR 2004.260 ØLK: Foreningen af Danske Videogramdistributører havde tilstrækkelig retlig interesse i biintervention i sag mellem Koda og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber.
UfR 2005.2567 VLK: Carta Leasing A/S, der havde leaset bil ud gennem Leasingselskabet ApS, som var gået konkurs, begærede sig indsat i besiddelsen af bil. Fogedretten i Århus tillod konkursboet at biintervenere i sagen. Da konkursboet måtte antages at have en retlig interesse i udfaldet af sagen, stadfæstede VL, jfr. RPL § 252 analogt
UfR 2007.1429 ØLK: Grundlovskomitéen 2003 vedr. Irak-krigen havde som mandatar for hhv. 24 og 2 sagsøgere anlagt sag mod Statsminister Anders Fogh Rasmussen, S. S påstod afvisning af sagen, hvilket blev udskilt til særskilt forhandling og afgørelse. Advokaterne A og B, som var beskikkede for sagsøgerne, anmodede om tilladelse til, at over 3.000 personer måtte indtræde til støtte for sagsøgerne. ØL udtalte, at allerede af hensyn til den praktiske gennemførelse af den nu fremskredne delhovedforhandling fandtes den begærede biintervention ikke at burde tillades, jf. RPL § 252, stk. 3. Det var herefter ufornødent at tage stilling til, i hvilket omfang de pågældende måtte opfylde betingelsen i RPL § 252, stk. 1.
UfR 2008.2554 HD: A søgte i 1980 om patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af dyretarme, og han fik et afdelt patent i 1997. B klagede over dette til Patentankenævnet, P, der i 2002 annullerede patentet. Herefter lagde A sag an mod P, og B indtrådte til støtte for P under sagen. VL frifandt P, der blev tillagt sagsomkostninger. Allerede fordi B ikke havde fremsat påstand om sagsomkostninger, blev B ikke tillagt dette. For HR drejede sagen sig både om opfindelsens patenterbarhed, og om hvorvidt det var en betingelse for at tillægge en biintervenient sagsomkostninger, at der var nedlagt påstand herom. HR udtalte, at A’s opfindelse, som beskrevet i patentkravene, alene var en automatisk tidsstyring af en allerede kendt proces, og at der efter patentretlig praksis som udgangspunkt ikke var grundlag for at opnå patentbeskyttelse af den blotte automatisering af en allerede kendt proces. HR udtalte videre, at A ikke havde bevist, at den automatiske tidsstyring havde særlige egenskaber, der førte til, at opfindelsen adskilte sig væsentligt fra, hvad der var kendt før d. 12.12.1980. Det for HR fremkomne kunne heller ikke føre til at fravige det nævnte udgangspunkt. Da der herefter ikke var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte P’s afgørelse, stadfæstede HR frifindelsen af P. HR fastslog endvidere, at det fulgte af RPL § 252, stk. 4, sammenholdt med § 322, at retten kunne tillægge eller pålægge en biintervenient sagsomkostninger, selv om der ikke var nedlagt påstand herom. Den retssag, som A havde anlagt mod P, var - påregneligt for A - af væsentlig betydning for retsforholdet mellem ham og B, der herefter som biintervenient havde udført et stort og for sagen relevant arbejde. Under hensyn hertil og til det opnåede resultat fandt HR, at der forelå sådanne særlige grunde, at B burde tillægges sagsomkostninger for VL og HR. Efter sagens værdi og arbejdets omfang kunne det samlede sagsomkostningsbeløb til dækning af udgiften til advokat og transport til B passende fastsættes til i alt 453.050 kr.
UfR 2010.1920/1 HB: SHR afsagde dom i en sag mellem en biintervenient, A, og B og C. I medfør af RPL § 252, stk. 4, 2. pkt., blev A pålagt at betale et sagsomkostningsbeløb til B. Herefter ankede C dommen til HR, mens A kærede omkostningsafgørelsen, hvilket HR også forstod som en anmodning om tilladelse til at indtræde som biintervenient for HR. Endvidere indgav A ansøgning til Procesbevillingsnævnet, P, om kæretilladelse. P stillede denne sag i bero, da det først måtte afklares, om HR tog kæren under realitetsbehandling. Herefter tillod HR, at A kunne indtræde som biintervenient til støtte for C. HR fandt således, at særskilt appel af SHR’s sagsomkostningsafgørelse ikke var nødvendig, jf. princippet i RPL §§ 315 og 322. Det blev ligeledes af HR bemærket, at der i forbindelse med hovedforhandlingen ville blive taget stilling til spørgsmålet om sagsomkostninger for SHR og HR, også i forhold til A.
UfR 2011.1908 ØLK: I forbindelse med et indenretligt forhør efter RPL § 747 pålagdes tidligere psykolog A at afgive vidneforklaring om sit kendskab cd-rommen, som sagen vedrørte. Der skulle herefter tages stilling til, om et vidne, der som udgangspunkt havde tavshedspligt, efter en konkret vurdering af sagens nærmere omstændigheder skulle pålægges at afgive vidneforklaring under et indenretligt forhør i medfør af RPL § 747, og om Dansk Psykolog Forening kunne indtræde til støtte for A's påstand om, at A ikke skulle afhøres på grund af tavshedspligt. ØL fandt ikke, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, som efter en analog anvendelse af RPL § 252 måtte kræves til indtræden som biintervenient under et indenretligt forhør efter RPL § 747. Derfor blev der ikke givet tilladelse til, at Dansk Psykolog Forening kunne indtræde i sagen som biintervenient.
Delafgørelser, jfr. RPL § 253.
P. Spleth i UfR 1962 B. 45-46:
Karsten Havkrog Pedersen i UfR 1972 B.136-137: Kan man afsige mellemkendelser. (Forfatteren anser dette for muligt)
UfR 2004.2641 ØLK: Boligrettens nægtelse af at afvise sag på grund af manglende påstandsdokument var ikke en delafgørelse efter RPL § 253, stk. 3. Fogedrettens kendelse kunne derfor kæres til landsretten, som stadfæstede afgørelsen
UfR 2012.436 ØLK: A nedlagde påstand om, at Forsikringsselskabet, F, skulle anerkende, at tømrefirmaet, T, var erstatningsansvarlig for en skade, som A var udsat for. F blev frifundet for påstanden ved Retten i Glostrup. Det fremgik af BR’s dom, at sagen var begrænset til at behandle spørgsmålene om erstatningsansvar og forsikringsdækning. A’s spørgsmål om opgørelse af krav, blev udskilt til senere behandling. A nedlagde efterfølgende påstand om betaling af 875.193, 65 kr. for ØL. Udvidelse af en ankesag med en eller flere påstande, der ikke havde været pådømt i BR, burde som udgangspunkt undgås, da ØL i modsat fald ville komme til at afsige dom som første og sidste instans. Pådømmelse af A’s principale påstand, ville efter det sidst oplyste give anledning til bevisførelse i et ikke ubetydeligt omfang, idet parterne var enige om, at der skulle indhentes udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. EAL § 10. Henset hertil og navnlig til den begrænsning af sagen, som BR foretog ved at udskille spørgsmålene om erstatningsansvar og forsikringsdækning til særskilt afgørelse i medfør af RPL § 253, fandt ØL, at der i den foreliggende sag ikke var grundlag for at fravige det ovenfor anførte udgangspunkt. ØL afviste derfor A’s påstand om betaling af 875.193, 65 kr.
Samling af krav, jfr. RPL § 254.
UfR 2003.248 ØLK: Retten i Ballerup havde henvist sag anlagt af Århus Kommune mod Topdanmark til retten i Århus, hvor der i forvejen verserede ca. 100 lignende sager. ØL ophævede kendelsen, da der hverken i RPL § 254 eller i retsplejeloven i øvrigt er hjemmel til mod modpartens protest at henvise sagen til behandling sammen med sager, der behandles ved en anden ret.
UfR 2008.2745 ØLK: A/S KFI-Holding, K, havde som fremlejegiver udtaget stævning af 22.06.2007 mod selskabet MHolding 5 ApS, M, som fremlejetager med påstand om forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2007 vedrørende lejemålet Købmagergade 22. Selskabet Hafnia Property Holding A/S, H, havde som udlejer udtaget stævning af d. 02.01.2008 mod K som lejer med påstand om forhøjelse af huslejen pr. 01.03.2008 vedrørende samme lejemål, begge sager verserede ved Københavns Byret, boligretten. Boligretten afsagde d. 03.07.2008 kendelse, hvorefter K’s påstande om, at de to sager skulle sammenlægges eller behandles samlet, at dommerpanelet skulle besættes af de samme dommere, og at der skulle udmeldes syn og skøn med samme skønsmand, ikke blev taget til følge. K havde for ØL nedlagt påstand om, at sagerne skulle sammenlægges, at der blev udmeldt to lægdommere i hver af sagerne efter reglerne herom, og at der blev udmeldt syn og skøn med samme skønsmand i de to sager. Subsidiært påstodes sagerne behandlet i forbindelse med hinanden, og at der blev udmeldt syn og skøn med samme skønsmand i de 2 sager. K havde til støtte herfor henvist til reglerne i RPL i §§ 249, 250, 253 og 254, eller disse bestemmelsers analogi samt til EHL § 65, stk. 2. ØL bemærkede, at RPL §§ 249, 250 og 253, samt EHL § 65, stk. 2, ikke fandt anvendelse som påstået i den foreliggende situation, hvor K var henholdsvis sagsøger og sagsøgt i forskellige sager. Det fulgte af RPL § 254, at retten kunne bestemme, at flere sager, der verserede ved retten mellem samme eller forskellige parter, skulle forhandles i forbindelse med hinanden. Rettens afgørelse herom kunne ikke indbringes for højere ret. Bestemmelsen afløste de før lov nr. 260 af 8. juni 1979 om ændring af RPL m.v. gældende regler i RPL § 286, stk. 1, og § 290, stk. 3. Af § 286, stk. 1, i den dagældende RPL fremgik, at retten kunne bestemme, ”at flere for den svævende retssager imellem de samme parter skal forhandles i forbindelse med hverandre.” Samme myndighed havde retten også med hensyn til retssager mellem forskellige parter, når søgsmålenes forening fra først af ikke ville stride mod bestemmelsen i den dagældende § 250. Af § 290, stk. 3, i den dagældende RPL fremgik, at bl.a. de i § 286 indeholdte procesledende bestemmelser ikke var genstand for anke eller kære. Da boligrettens kendelse, hvorefter sagerne ikke blev lagt sammen eller behandlet samlet, og om dommerpanelet ansås for at være af procesledende karakter og truffet i medfør af RPL § 254, blev kæren afvist.
Stephan Hurwitz i UfR 1935 B.148 f:
E. Munck-Petersen i JUR 1942.770:
P. Spleth i UfR 1962.44:
Eigil Lego Andersen i UfR 1975 B.332-338: Om udstykning af proceskravet.
UfR 2003.2196 VLD: A var kommet til skade ved en arbejdsulykke d. 30.10.1997. Han fik efter domsforhandling i Retten i Rødding d. 17.08.2000 forligsmæssigt udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 18.267 kr. A anlagde i 2001 ny retssag med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 23.11.1998- 27.12.1999. Det måtte efter bevisførelsen for landsretten lægges til grund, at - foruden A selv - også hans repræsentanter, herunder SID, inden domsforhandlingen i Retten i Rødding var bekendt med, at A efter raskmeldingen den 01.03.1998 på ny var blevet sygemeldt fra den 23.11.1998 til 27.12.1999, og det måtte endvidere lægges til grund, at kravet på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på tidspunktet for domsforhandlingen var forfaldent og kunne være gjort op. På denne baggrund, og da det af A's daværende advokat generelt formulerede forbehold under de anførte omstændigheder ikke kunne føre til et andet resultat, tager landsretten Forsikringsselskabets principale påstand om afvisning til følge.
UfR 2009.1057 VLD: A havde behandlet sin ejendom med Rentolin og havde efterfølgende i 2001 anlagt sag mod farvehandleren F’s enke og selskabet S, der havde produceret Rentolin, med påstand om betaling af 10.000 kr. i erstatning for tingskade. I stævningen havde A taget forbehold for at kræve erstatning for personskade og for at forhøje påstanden, når kravet om tingsskade var endelig opgjort. Ved skrivelse af 26.04.2007 tog enken bekræftende til genmæle over for den i stævningen nedlagte påstand, og påstandsbeløbet med renter blev samtidig afregnet til S' advokat. Sagen havde gentagne gange været udsat på udfaldet af flere verserende ankesager ved ØL. Efter det oplyste var disse sager i november 2007 udsat på ubestemt tid. Ved processkrift af 26.06.2007 fremsatte S påstand om forhøjelse sit krav om tingsskade. VL udtalte, at A vidste, at størrelsen af kravet på tingsskade var større end de 10.000 kr. som han påstod betalt ved sagens anlæg i maj 2001. Ved under disse omstændigheder at forholde sig passiv i mere end 6 år, i forhold til det tagne forbehold om forhøjelse af påstanden, havde A ikke uden ufornødent ophold forfulgt den resterende del af kravet, og det var derfor bortfaldet som forældet, jf. § 2 i forældelsesloven af 1908. VL havde tillige lagt vægt på, at S ikke blot for at spare retsafgift og andre sagsomkostninger kunne nøjes med at påstå dom for en vilkårlig mindre del af sit krav og senere gøre resten gældende, ligesom kravets reelle størrelse i hvert fald under de foreliggende omstændigheder skulle søges fastlagt, inden mulighederne for at føre bevis herom var forringet væsentligt for begge parter. Det gjaldt, selv om sagen i øvrigt af retten måtte blive udsat for så vidt angik det retlige grundlag for erstatningsansvaret. Det fremgik af stævningen og de efterfølgende processkrifter i sagen, at sagen alene havde drejet sig om det tingsskadekrav, som S mente at have lidt i forbindelse med anvendelsen af Rentolin indendørs. Der var i øvrigt kun i hele forløbet taget forbehold om erstatning for personskade. Det krav, der var rejst, var efter det anførte opfyldt ved betaling af det påstævnte beløb med tillæg af renter, og der var herefter ikke noget grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved BR. VL stadfæstede dermed Retten i Viborgs dom.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
21-05-12
