Dødsboskiftet generel

Proklama

a. Generelt om proklama

b. Formkrav til anmeldelsen

c. Præklusion


a. Generelt om proklama

Litteratur:

Jens Anker Andersen i JUR 1981.323-334: Præklusion af krav mod boer.

Henning Broman i FM 1998.162: Blanketter til proklama. (Tilråder, at man fortsat anvender blanket SK 07, og ikke Statstidendes ny blanket på 3 sider.)

Mogens Kjærgaard Møller i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 257-264: Korrekt anmeldelse og præklusion af kendte krav i dødsboer.

Bet. 1270/1994 p. 273-286
Bem. p. 35, p. 45-46 og p. 100-104

Proklama er obligatorisk, når et bo skiftes privat, herunder ved forenklet privat skifte, eller ved bobestyrer, jf. § 81, stk. 2. Reglerne i kap. 20 finder også anvendelse i insolvente boer, hvad enten disse behandles af bobestyrer eller af kurator.

Proklama er fra d. 01.01.2008 blevet obligatorisk ved ægtefælleudlæg efter kap. 13 og udlevering til uskiftet bo efter kap. 14. Der udstedes ikke proklama forud for boudlæg efter kap. 12. Er der tale om skifte af uskiftet bo i længstlevendes levende live, jf. kap. 18, kan skifteretten bestemme, at proklama kan undlades, jf. § 78, stk. 1, 2. pkt.

TfS 2008.195 SKAT (SKM2008.34 SKAT): Når dødsboer skal skiftes, har der hidtil kun været krav om, at der skulle udstedes præklusivt proklama ved to former for skifte, nemlig privatskiftede boer og boer, der skiftes ved bobestyrer. Lov nr. 2007-06-06 nr. 516 om ændring af blandt andet dødsboskifteloven har tilføjet yderligere to former for skifte, hvor der også skal udstedes præklusivt proklama, nemlig udlæg til efterlevende ægtefælle samt ved uskiftet bo. RIM skal derfor anmelde krav ved de fire former for skifte indenfor fristen på 8 uger, da kravet ellers fortabes. Ændringen skete d. 1. januar 2008.

Proklama kan ifølge § 81, stk. 1 udstedes på et hvilket som helst tidspunkt efter dødsfaldet. Proklama kan udstedes efter, at der er truffet afgørelse om boets behandlingsform, og med skifterettens tilladelse før dette tidspunkt. I boer, der udleveres til privat skifte, herunder forenklet privat skifte, skal proklama dog senest udstedes i forbindelse med udleveringen, jf. § 25, stk. 4. I bobestyrerboer skal bobestyreren udstede proklama straks efter boets udlevering, hvis dette ikke allerede er sket, jf. DSL § 46, stk. 1.

Hvis proklama indrykkes inden boets berigtigelse uden skifterettens tilladelse, er det tvivlsomt, om proklamaet er gyldigt, jf. Flemming Sorth i FM 2002.49-51: Skifteretsseminarerne i oktober 2001.

Medens proklama hidtil har skullet indrykkes 3 gange i Statstidende og eventuelt i en eller flere aviser, skal der ifølge § 81, stk. 3 kun indrykkes én bekendtgørelse i Statstidende, hvilket koster ca. kr. 150. Hvor der i et dødsbo må antages at findes private kreditorer, som ikke kan ventes at få kendskab til dødsfaldet, kan skifteretten efter § 81, stk. 6 bestemme, at indkaldelsen tillige skal optages i et eller flere lokale blade. En sådan bestemmelse kan ikke kæres, jf. § 105, stk. 2.

I modsætning til den gældende skiftelov indeholder § 81, stk. 3 og 4 udtømmende regler om proklamabekendtgørelsens indhold. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om

  1. afdødes navn, adresse, CPR-nummer og dødsdag samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og virksomhedens CVR-nummer. Sad afdøde i uskiftet bo, skal de nævnte oplysninger tillige angives vedrørende førstafdøde samt dennes dødsdag.
  2. opfordring til enhver, der har en fordring eller andet krav mod afdøde, til at anmelde kravet inden 8 uger efter bekendtgørelsen,
  3. en person, til hvem anmeldelse skal ske, og
  4. eventuel afgørelse efter § 69, stk. 1, om insolvensbehandling.

Proklamafristen er forkortet fra 3/6 måneder til 8 uger efter bekendtgørelsen, jf. § 81, stk. 3, litra 2. 8-ugers-fristen gælder, selv om afdøde havde kreditorer uden for Europa.

Til kendte kreditorer med bopæl uden for Danmark skal der samtidigt med indkaldelsen i Statstidende gives særskilt meddelelse om proklamaet og dets retsvirkninger, jf. § 81, stk. 5, som svarer til art. 18 i Den Nordiske Dødsbokonvention. Der skal sendes særskilt meddelelse til kreditorer med bopæl i Grønland eller på Færøerne, jf. bem. p. 102. Såfremt afdøde var forretningsdrivende, forudsættes det i bem. p. 102, at arvingerne eller bobestyreren i dette øjemed må foretage en egentlig gennemgang af den afdødes papirer og bøger. Bevisbyrden for, at boet var bekendt med et krav, påhviler den pågældende fordringshaver. Udenlandske kreditorer, som er boet ubekendte, vil herefter kunne få deres krav prækluderet.

Den særskilte tilsendelse af en kopi af proklamabekendtgørelsen bør oversættes til det pågældende lands sprog eller til det hovedsprog, som bedst forstås i det pågældende land. Proklamafristen regnes i disse tilfælde fra afsendelsen til den adresse, der er boet bekendt.

Har en enkelt ud af flere arvinger kendskab til eksistensen af en udenlandsk kreditor, og holder den pågældende sin viden for sig selv med den virkning, at der ikke sendes særskilt meddelelse til den pågældende, må det formentlig antages, at kravet ikke prækluderes, jf. Jens Anker Andersen i JUR 1981.325 med note 14 og bem. p. 103 til § 83, stk. 2, 1).


b. Formkrav til anmeldelsen

Der er i § 82 regler om formkrav til anmeldelsen, herunder regler om foreløbige anmeldelser. Se kritisk herom Jens Anker Andersen i JUR 1995 p. 231.

Mogens Kjærgaard Møller i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 257-264: Korrekt anmeldelse og præklusion af kendte krav i dødsboer.

Anmeldelser skal ifølge § 82, stk. 1 være skriftlige og angive kreditors krav samt eventuelle krav på renter og omkostninger samt eventuelt krav på fortrinsstilling, hvis proklamaet indeholder meddelelse om insolvensbehandling. Ifølge bem. p. 102 vil en anmeldelse dog inden for fristen kunne fremsættes mundtligt ved et møde i skifteretten eller ved et møde hos boets bobestyrer, idet det forudsættes, at anmeldelsen i sidstnævnte fald skriftligt tilføres skiftesagens akter.

Særligt for tilfælde, hvor der træffes bestemmelse om insolvensbehandling, efter at proklama er indrykket, foreskrives det ved § 82, stk. 2, at bobestyreren skal meddele de kreditorer, der har anmeldt deres krav eller anmelder deres krav rettidigt, at de inden for en frist af 8 uger skal anmelde eventuelt uanmeldte krav på fortrinsstilling. Undlader kreditor rettidigt at anmelde krav på fortrinsstilling, bortfalder denne formentlig.

Er det ikke muligt inden anmeldelsesfristens udløb at opgøre et krav endeligt, skal der indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet, jf. § 82, stk. 3. Kreditor er ifølge bem. p. 102 ved den efterfølgende endelige anmeldelse ikke bundet af den skønsmæssige angivelse af kravets størrelse. En meddelelse, ved hvilken det blot forbeholdes, at der kan være et krav, er ingen foreløbig anmeldelse, og medfører derfor præklusion af et eventuelt krav. Af hensyn til boets videre behandling skal endelig anmeldelse ske inden 8 uger efter proklamafristens udløb. Kan kreditor i ganske særlige tilfælde ikke nå at opgøre kravet endeligt indenfor den nævnte frist, kan fristen mod behørig dokumentation for, at kravet ikke kan opgøres, forlænges af skifteretten. Anmodning om fristforlængelse må i så fald fremsættes inden udløbet af 8-ugersfristen.

Hvis en fordring er anmeldt foreløbigt, og der ikke indgives endelig anmeldelse rettidigt, bortfalder retten til dækning i boet for den del, der måtte overstige det foreløbigt anmeldte krav, jf. DSL § 83, stk. 1, 2. pkt. DSL er hermed bragt i overensstemmelse med gældende retspraksis (UfR 2001.1963 ØLD).

TFA 2000.395 ØLK (FM 2000.98 ØLK): M døde d. 28.08.1999, og boet behandlet ved bobestyrer. Proklama indrykket d. 15.09.1999. M havde i 1998 solgt en ejendom, og købernes advokat anmeldte d. 03.09.1999 til skifteretten et erstatningskrav på 50.000 kr. i anledning af afdødes salg af ejendommen og tog forbehold om regulering. Købernes advokat forhøjede d. 10.12.1999 kravet til 73.050 kr. på baggrund af indhentet tilbud på udbedringsomkostninger. Skifteretten i Store Heddinge fandt, at det havde været ønskeligt, at anmelderen havde uddybet baggrunden for anmeldelsen, men at dette ikke var en nødvendig betingelse for at anse den foreløbige anmeldelse for at være rettidig, jf. DSL § 82, stk. 3. Da endelig anmeldelse blev foretaget d. 10.12.1999 var kravet rettidigt anmeldt. ØL stadfæstede.

UfR 2001.1963 ØLD (FM 2001.76 ØLD): M var død d. 19.04.1997 og boet blev behandlet ved bobestyrer. Proklama blev indrykket d. 14.06.1997, og d. 08.08.1997 anmeldte kurator i et konkursbo et krav i dødsboet på minimum 739.600 kr., idet M i 1990 skulle have solgt et selskab til selskabstømmere. Det anførtes, at sagen var ved at blive gennemgået nærmere, og at der toges forbehold for at anmelde yderligere krav. Anmelderen foreslog i anmeldelsen, at fordringsprøvelsen blev stillet i bero indtil videre. I skrivelse af 22.03.2000 afviste bobestyrer det anmeldte krav som værende ikke korrekt anmeldt. Frederiksberg Skifteret fandt på baggrund af anvendelse af ordet "minimum", at anmeldelsen var en foreløbig anmeldelse. Det fremgik ikke af DSL § 82, stk. 3 eller dennes forarbejder, hvilke konsekvenser det havde, at kreditor ikke fulgte en foreløbig anmeldelse op med en endelig anmeldelse. Hensynet til boets behandling fandtes ikke at tale imod, at konsekvensen alene var, at kreditor afskæres fra muligheden for at forhøje sit foreløbigt anmeldte krav. Kravet var derfor ikke prækluderet. ØL tiltrådte, at kurators anmeldelse var en foreløbig anmeldelse, jf. DSL § 82, stk. 3. Det forhold, at den foreløbige anmeldelse ikke rettidigt var fulgt op af en endelig opgørelse af kravet, indebar ikke, at kravet var prækluderet, men at kreditor var bundet inden for det beløb, der var foreløbigt anmeldt. Komm. af Henning Broman i FM 2001.76-77.

TFA 2002.178 ØLK: Advokat havde i brev af 16.08 2001 anmodet bobestyrer om at registrere, at K havde ydet afdøde et lån, og at afdøde havde kautioneret over for advokatfirmaet for nogle advokatregninger til nogle selskaber. Proklamafristen udløb d. 02.10.2001. Advokaten fremsendte d. 26.10.2001 nogle udokumenterede opgørelser over kravene på henholdsvis 208.800 kr og ca. 861.000 kr. Skifteretten i Gentofte fandt ikke, at de to kreditorer inden udløbet af proklamafrisen havde indgivet foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af kravet som opfyldte betingelserne i DSL § 82, stk. 3, 1. pkt., hvorfor begæring om forlængelse af fristen for endelig anmeldelse ikke blev imødekommet. ØL stadfæstede.

Dør en lejer, vil det være yderst vanskeligt for udlejer at nå at foretage endelig anmelde af sit krav på istandsættelsesudgifter og efterbetaling af varme inden for fristerne for foreløbig og endelig anmeldelse, og det må derfor forudses, at der vil komme mange ansøgninger om dispensation efter DSL § 82, stk. 3, 3. pkt. Se i øvrigt  Henrik Høpner i Huset nr. 11/1996 p. 30-31: Præklusion af udlejers istandsættelseskrav m.v. ved dødsfald hos lejere.

Dom af 14.03.2000 afsagt af Københavns Byret (5B-8940/1999): Lejer døde d. 12.10.1998. Udlejer tog i skrivelse af 25.11.1998 forbehold om anmeldelse af eventuelle krav. Da udlejers krav på 79.475 kr. først blev anmeldt d. 29.01.1999, uanset at proklamafristen var udløbet d. 27.01.1999, var kravet prækluderet. Anken er nu hævet

TFA 2000.426 ØLD (FM 2000.142 ØLK): Lejer af lejlighed i Charlottenlund var død i efteråret 1998. Bobestyrer indrykkede proklama d. 04.12.1998. Bobestyrer opsagde i dec. 1998 lejemålet til fraflytning pr. d. 31.03.1999. Udlejer tog ved modtagelsen af opsigelsen forbehold om betaling af kontraktmæssige forpligtelser indtil 31.03.1999. Proklamafristen udløb d. 29.01.1999. Der afholdtes flyttesyn d. 04.02.1999, hvori bobestyrer deltog. Husleje frem til 31.03.1999 var anerkendt af boet. Udlejer anmeldte d. 10.03.1999 et krav ifølge flytteopgørelsen på 50.062,50 kr. Antaget, at kravet var prækluderet som for sent anmeldt, jf. DSL § 83, stk. 1. Kravet var ikke omfattet af DSL § 83, stk. 2, nr. 1, og udlejer havde ikke indgivet foreløbig anmeldelse efter DSL § 82, stk. 3. Boet havde ikke anerkendt kravet eller i øvrigt handlet således, at en foreløbig anmeldelse var ufornøden.

TFA 2011.49 ØLD: A døde i august 2008.  U opgjorde i brev af 12.08.2008 til skifteretten et krav på husleje og varme og anførte, at der var et yderligere krav vedrørende istandsættelse af lejligheden, men der var ingen beløbsmæssig opgørelse af dette krav. Proklama i dødsboet udløb den 21.10.2008. U anmeldte d. 18.03.2009 et krav på 119.000 kr. vedrørende istandsættelse. Frederiksberg Ret og ØL fandt, at U's krav var prækluderet. da den foreløbige anmeldelse af 12.08.2008 ikke indeholdt en skønsmæssig angivelse af kravet, og anmeldelsen således ikke opfyldte kravene i DSL § 82, stk. 3. U havde blandt andet gjort gældende, at bobestyreren burde have vejledt hende om proklamareglerne, men fik ikke medhold heri. ØL fandt det ikke godtgjort, at boets bestyrer havde handlet således, at U havde grundlag for at antage, at kravet vedrørende istandsættelsesudgifter var anmeldt i boet d. 12.08.2008

Efteranmeldelse, dvs. regulering af et allerede anmeldt krav, således at dette forøges, kan kun accepteres efter reglerne om foreløbig anmeldelse.


c. Præklusion

Anmeldes en fordring eller et andet krav ikke rettidigt, jf. § 81, stk. 3, nr. 2, bortfalder retten til dækning i boet, jf. § 83, stk. 1. Præklusionen rammer også uforfaldne krav, fremtidige, betingede og eventuelle krav. Det er uden betydning, at boet har kendskab til fordringen, f. eks. fra afdødes regnskab.

TFA 1997.33 ØLD (FM 1997.121 ØLD): M døde i 1975 og H sad i uskiftet bo med de to sønner A og B til hun døde i 1991. Dødsboet blev taget under offentlig skifte i 1992, proklamafristen udløb d. 10.07.1992, og boopgørelse blev stadfæstet af skifteretten i Nyborg i d. 05.04.1994. Sønnen A ankede boopgørelsen og nedlagde påstand om, at boet blev hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten, subsidiært at boopgørelsen blev ændret, således at følgende 3 krav fra hans side mod boet blev anerkendt som boudgift: 1) kr. 98.939, som var et uhævet løntilgodehavende for udført arbejde på landbrugsejendommen siden 1972. Kravet havde senest været opført i H's regnskab for 1986/87. 2) kr. 86.408, som udgjorde løn for arbejde for boet. 3) kr. 35.401, som udgjorde A's krav på fri kost og logi. ØL fandt, at kravet på 98.939 ikke havde en sådan karakter, at det ikke var omfattet af proklamaet, og da kravet ikke var anmeldt rettidigt, afvistes kravet. Da A over for skifteretten havde rejst spørgsmål om betaling for arbejde for boet, fandtes han ikke afskåret fra at fremkomme med kravet under anken, jf. RPL § 664, stk. 3. Da skifteretten imidlertid ikke havde realitetsbehandlet kravet, blev sagen hjemvist til skifteretten til behandling af de rejste krav.

TFA 2000.279 VLD: M var død d. 24.03.1996, og boet blev behandlet som gældsfragåelsesbo ved skifteretten i Thisted. Proklamafristen udløb d. 20.07.1996. A anmeldte d. 16.08.1996 eventualkrav på 2 mio kr. i forbindelse med selskabstømning. Kravet blev afvist som for sent anmeldt. VL stadfæstede. Medhjælper havde i et forslag til a conto udlodning d. 15.09.1997 medtaget et eventualkrav på 2 mio. kr., da der skulle være utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække boets forpligtelser. Der var på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at medhjælper skulle have anerkendt kravet som anmeldt.

TFA 2001.350 ØLD (TfS 2001.480 ØLD): Advokat Dick Norman døde d.20.08.1991.Told og Skatteregion København anmeldte d. 01.10.1991 et krav og tog forbehold for eventuelle efterbetalinger, herunder reguleringsforpligtelser for investeringsgoder. Efter proklamafristens udløb anmeldtes krav på efterstillede renter med 64.476 kr. Da der ikke i anmeldelsen udtrykkeligt var taget forbehold for renter, blev kravet om renter anset for prækluderet. ØL stadfæstede med bemærkning, at dødsboskifteloven ikke var gældende i denne sag.

UfR 2002.2622 HKK: A var død d. 16.03.1994 og de privatskiftende arvinger indleverede boopgørelse med d. 16. juni 1995 som skæringsdag. På skiftesamlingen d. 21.06.1995 blev det besluttet, at boet skulle udstede proklama. Allerede som følge heraf kunne boet ikke anses som afsluttet i civilretlig henseende d. 16.06.1995. (Der var nu anmeldt erstatningskrav for selskabstømning på godt 1,5 mio kr.)

TFA 2003.502 ØLK: I et bobestyrerbo var proklamafristen udløbet d. 18.04.2002. Bobestyrer blev først bekendt med et muligt krav fra B d. 04.07.2002. Skifteretten i Helsingør fandt, at der indtrådt præklusion, og at kravet var bortfaldet. Det forhold, at B på forskellig vis havde forsøgt at finde frem til, hvem der var bobestyrer i afdødes bo, kunne ikke føre til et andet resultat. ØL stadfæstede.

Undtaget fra præklusion er følgende 6 grupper af krav:

1. Visse krav, der er fremsat skriftligt efter dødsfaldet

2. Krav, hvorom der er anlagt retssag mod afdøde inden dødsfaldet

3. Visse krav, der hviler på ejendomsret

4. Krav sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde

5. Visse krav på skatter og afgifter

6. Krav på arv og legat

7. Visse massekrav

  1. Krav, som efter dødsfaldet er fremsat skriftligt, og som inden anmeldelsesfristens udløb er kommet frem til boet.

    Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor præklusion ville føles som åbenbart urimeligt, f. eks. fordi en regning, uden at afsenderen på afsendelsestidspunktet havde kendskab til dødsfaldet, er fremsendt til betaling og rent faktisk bliver boet bekendt.

    Kreditor har bevisbyrden for, at kravet har været kendt af boet.

    Ved udtrykket boet skal ifølge bem. p. 103 forstås enhver af arvingerne, bobestyreren eller skifteretten.

    Bestemmelsen omfatter ikke krav, som er fremsat skriftligt før dødsfaldet, og som efter dødsfaldet er kommet boet i hænde. Udtrykket "i hænde" må ifølge Mogens Kjærgaard Møller i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 263 forstås som kommet frem til boet, selv om der i bemærkningerne p. 103 tales om, at kravet skal være kommet til boets kundskab. Boet kan således ikke holde sig i bevidst uvidenhed ved at undlade at åbne post fra den periode, der er omfattet af DSL § 83, stk. 2, nr. 1.

    I DSL § 83, stk. 2, nr. 1, er ordene »kommet boet i hænde« ændret til: »kommet frem til boet« fra d. 01.07.2011. Ændringen er af rent sproglig karakter. Der er således ikke tilsigtet nogen ændring af anvendelsesområdet.

    FM 1987.47 ØLD: En sparekasse sendte et kontoudtog pr. 31.12. stilet til boet efter M til M's adresse. H sendte kontoudtoget, som udviste en gæld på ca. kr. 202.000, til sin advokat, som inden proklamafristens udløb sendte det videre til skifterettens medhjælper. Antaget, at sparekassens meddelelse stilet til boet måtte anses for en anmeldelse, og kravet var derfor ikke prækluderet.

    UfR 1987.181 VLD: BRF havde fremsendt rykkerskrivelse vedr. terminsydelse til afdøde. En funktionær i skifteretten fandt skrivelsen og optog fordringen på boets fordringsliste. Skifterettens medhjælper anmodede om udsættelse med betalingen. Antaget, at fordringen ikke var prækluderet.

    UfR 1995.274 HD (FM 1995.49): I et off. gældsfragåelsesbo, som blev behandlet ved Skifteretten i Rønne, fremsendte skifterettens medhjælper d. 29.11.1991 meddelelse om bobehandlingen til Realkredit Danmark (RD) og anmodede om, at fremtidige terminsopkrævninger vedrørende boets faste ejendom blev sendt til skifteretten. Derefter indrykkedes præklusivt proklama, og RD anmeldte ikke noget krav inden fristens udløb d. 06.03.1992, men fremsendte opkrævninger på december termin 1991 og marts termin 1992. Højesteret fandt, at fremsendelsen af terminsopkrævningen måtte sidestilles med en anmeldelse af kravet, og at der ikke var grundlag for at antage, at RD havde frafaldet sin personlige fordring. Som følge heraf kunne den ikke anses for at være prækluderet. Dommen er en ændring af UfR 1994.226 ØLD.

    TFA 2001.179 ØLD (FM 2000.139 ØLD): Afdødes broder havde efter dødsfaldet rejst krav på 19.757 kr., som vedrørte refusion af nogle udgifter på en grund, som han havde ejet i sameje med afdøde. Antaget, at kravet var prækluderet. DSL § 83, stk. 2, nr. 1 fandt ikke anvendelse, idet broderen først 2 måneder efter proklamafristens udløb havde opgjort sit krav. Brevvekslingen med bobehandleren kunne ikke betragtes som et tilsagn om, at der ville blive set bort fra proklamaet.

    VLK af 15.12.2000 (B-2387-00): Advokatfirma i Kolding havde d. 12.02.1997 udtaget stævning mod E til betaling 16.229,05 kr. til dækning af tillægsboafgift i et dødsbo, hvor E var arving. E døde d. 09.01.1998, og boet blev udleveret til 5 børn til forenklet privat skifte, jf. DSL § 33. Advokatfirmaet, der først blev bekendt med dødsfaldet i maj 1999, havde ikke anmeldt kravet i dødsboet inden for proklamafristen. Advokatfirmaet begærede nu dødsboet genoptaget, hvilket skifteretten i Esbjerg afslog, da kravet var prækluderet. VL anførte, at en af E's arvinger havde optrådt som fuldmægtig for E under retssagen, og at han først d. 13.05.1999 havde meddelt advokatfirmaet, at E var død. Under disse omstændigheder og da det på det foreliggende grundlag ikke kunne udelukkes, at advokatfirmaet havde et krav, fandtes det påkrævet, at dødsboet blev genoptaget, således at boet kunne underrettes om sagen, jf. DSL § 103, stk. 1, nr. 6, sammenholdt med DSL § 110, 2. pkt.

    Dom afsagt af retten i Kolding d. 12.11.2001 (BS-4-175/1997): Advokatfirmaet fik i samme sag medhold i, at de 5 arvinger efter E skulle tilbagebetale14.011,76 kr., som var udbetalt for meget i arv til E. Advokaten havde taget forbehold for tilbagesøgning ved udbetalingen. Arvingerne havde undladt at gøre skifteretten bekendt med den verserende sag, og arvingerne havde inden proklamafristens udløb været bekendt med det rejste krav, som derfor ikke var prækluderet.

    UfR 2004.1187 VLD: Arkitekt A havde d. 05.10.2000 sagsøgt M til betaling af 320.723 kr. i skyldigt honorar. M døde d. 17.10.2001, og H overtog boet til privat skifte. A anmeldte ikke sit krav inden proklamafristens udløb d. 18.01.2002. Retten i Grindsted fandt, at A's krav var prækluderet. VL ophævede byrettens dom og hjemviste sagen til fortsat behandling, idet boet var indtrådt i sagen i afdødes sted i medfør af DSL § 110, hvorfor A's krav ikke var omfattet af det udstedte proklama.

    UfR 2015.1146 VLD (TFA 2015.190/1 VLD):  Regioners krav på tilbagebetaling af erstatning på 374.300 kr. var prækluderet, da der ikke var foretaget foreløbige anmeldelser.

    Patientforsikringen tilkendte s. 16.11.2008 A 130.900 kr. i foreløbig godtgørelse som følge af forsinket diagnosticering på Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. Det var anført i afgørelsen, at den endelige erstatningsopgørelse ikke kunne foretages på det da foreliggende grundlag. Region Midtjylland og Region Syddanmark udbetalte beløbene henholdsvis d. 15.12. og d. 26.11.2008. A klagede d. 11.01.2009 over afgørelsen til Patientskadeankenævnet. A døde d. 22.03.2009. D. 15.05.2009 sendte Patientforsikringen endnu en erstatningsopgørelse til boet efter A, og det fremgik af følgebrevet, at erstatningen var opgjort til yderligere 243.400 kr. Dette beløb blev herefter udbetalt af regionerne henholdsvis d. 02.06 og 09.06.2009. Den advokat, der repræsenterede boet, klagede d. 03.07.2009 til Patientskadesankenævnet over afgørelsen af 15.05.2009. Boet blev d. 1½6.07.2009 udleveret til bobestyrer, og der blev herefter udstedt proklama med frist til d. 15.09.2009. D. 11.02.2010 traf Patientskadeankenævnet afgørelse om at ændre afgørelsen af 16.11.2008 således, at A ikke fandtes påført en efter lov om patientforsikring erstatningsberettiget skade som følge af behandlingen på henholdsvis Odense Universitetshospital og Aarhus Sygehus. I konsekvens heraf ophævede Patientskadeankenævnet Patientforsikringens afgørelse af 15.05.2009. Regionerne fremsatte herefter krav mod boet om tilbagebetaling af de udbetalte beløb. Skifteretten i Hjørring fandt, at kravene ikke var prækluderede. VL anførte, at Patientforsikringens brev af 15.05.2009 var stilet til boet, og det havde således på dette tidspunkt været kendt af Patientforsikringen og som følge heraf også af de udbetalende myndigheder - de to regioner -, at A var død. Kravene var ikke opgjort endeligt, da proklamafristen udløb, og på denne baggrund var kravene ikke undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 1. På trods af kendskabet til A's død og til, at de afgørelser, der havde foranlediget udbetalingerne, var påklagede, da proklamaet blev udstedt, havde regionerne ikke foretaget foreløbige anmeldelser af deres krav efter reglerne i DSL § 82, stk. 3. På den baggrund var kravene prækluderet, og boet efter A blev herefter frifundet. (2-1)

  2. TFA 2017.34 ØLD: Entreprenørs krav på 150.416 kr. prækluderet, da det ikke  var anmeldt.

    En entreprenør havde udstedt og lagt en faktura på 150.416 kr. i A's postkasse 6 uger forud for, at A afgik ved døden. Entreprenøren anmeldte ikke inden proklamfristens udløb sit krav skriftligt i overensstemmelse med DSL § 82, stk. 1, jf. § 81, stk. 3. Retten i Svendborg fandt, at kravet ikke var prækluderet, da entreprnøren efter dødsfaldet havde aftalt med enearvingen, at denne skulle aflevere fakturaen  til bobestyreren, hvilket måtte sidestilles med en anmelselse ØL fandt, at den omstændighed, at den testamentsindsatte arving B havde overdraget fakturaen til bobestyreren sammen med afdødes øvrige papirer, ikke kunne sidestilles med en anmeldelse. Kravet var derfor prækluderet, jf. DSL § 83, stk. 1.

     
  3. Krav, hvorom der er anlagt retssag mod afdøde inden dødsfaldet

    UfR 2005.1413/2 ØLK: M døde d. 06.12.2003, og H overtog boet til hensidden i uskiftet bo. Der blev udstedt proklama med frist til d. 05.03.2004. M var sagsøgt i 4 sager vedrørende fast ejendom. Ingen af sagsøgerne i de 4 sager mod M anmeldte krav mod boet, der herefter gjorde gældende, at kravene var boet uvedkommende. ØL udtalte, at sagerne var anlagt, før M afgik ved døden. Boet indtrådte derfor i sagerne i afdødes sted i medfør af DSL § 110, 1. pkt.. Bestemmelsens 2. pkt. om underretning til boet vedrørte alene spørgsmålet om sagsøgernes mulighed for at opnå retskraftig dom over for boet og medførte ikke, at kravene er omfattet af det udstedte proklama.

  4. Krav, der hviler på ejendomsret, når genstanden var i boets besiddelse og mærket på en sådan måde, at ejerforholdet fremgik heraf, eller boet havde kendskab til ejerforholdet, eller der forelå omstændigheder, som var egnede til at vække mistanke om ejerforholdet.

    Bestemmelsen omfatter bl. a. glemte, lånte og lejede genstande, samt genstande, som er købt med ejendomsforbehold. Bevisbyrden for, at boet var i ond tro, påhviler ejeren.

  5. Krav sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde

    Krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev undtages dog kun, hvis boet er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet.

    Bestemmelsen omfatter alle former for panterettigheder, såfremt panteretten er gyldigt stiftet, og sikringsakten - hvor en sådan kræves - er iagttaget, jf. bem. p. 104.

    Efter bestemmelsen prækluderes håndpanterettigheder i ejerpantebreve, hvad enten disse angår fast ejendom eller løsøre, medmindre boet vidste eller burde vide, hvem der er kreditor. Boet kan således ikke holde sig i uvidenhed og undlade at undersøge forhold, der giver mistanke om, at et tinglyst ejerpantebrev er håndpantsat.

    I langt de fleste tilfælde vil håndpanthaverens eller dennes repræsentants identitet fremgå af tingbogen eller af et andet tilsvarende register. I praksis vil således også almindeligvis i relation til ejerpantebrevet være registreret en oplysning om, til hvem meddelelse i henhold til RPL §§ 563-564 skal gives. Såfremt det af tingbogen alene fremgår, at der er lyst et ejerpantebrev, uden at det samtidigt er tinglyst, til hvem meddelelser skal gives, vil boet ikke være forpligtet til at undersøge, om håndpantsætninger har fundet sted.

    I de tilfælde, hvor boet ved et gennemsyn af tingbogen kan konstatere, at der er en håndpanthaver eller en tinglysning af, til hvem henvendelser skal rettes, vil boet have pligt til at rette henvendelse til den person eller det selskab, der fremgår af tingbogen, med henblik på at få oplyst, om der eksisterer sekundært berettigede.

    Det undgås herved, at de sekundære håndpanthavere er nødt til at foretage tinglysning for at opnå beskyttelse i forhold til et dødsbo. Havde dette været en betingelse for at undgå præklusion i dødsboer for de sekundært berettigede, må det antages, at antallet af tinglysninger af meddelelsespåtegninger ville stige betydeligt. Såfremt den primært berettigede har sikret sig ved tinglysning, vil det for de sekundært berettigede således være tilstrækkeligt, at de har iagttaget deres sikringsakt i form af meddelelse til den primære håndpanthaver, der således har kendskab til deres eksistens.

    Krav sikret på anden tilsvarende måde er bl. a. tinglyst udlæg i fast ejendom, udlæg i løsøre, registrerede sikkerhedsrettigheder over fondsaktiver og omsætningsgældsbreve, jf. RPL § 526, panterettigheder, der er gyldige imod enhver uden tinglysning, jf. TL § 4, ejendomsforbehold, der er tinglyst i bilbogen, jf. bet. 1270/1994 p. 286, samt tilbageholdsret.

    Det er i bem. p. 104 forudsat, at krav sikret ved modregningsadgang som hidtil prækluderes, bortset fra adgangen til konneks modregning.

    Ifølge Jens Anker Andersen i JUR 1995 p. 231 har man ikke skarpt nok sondret mellem den personlige fordring og den tinglige ret, der sikrer fordringen.

    Den underliggende personlige fordring prækluderes, selv om panteretten ikke prækluderes, jf. bem. p. 104. En panthaver bør derfor anmelde sit krav i boet, hvis der er blot den mindste tvivl om, hvorvidt pantet er tilstrækkeligt.

    UfR 2003.1867 VLK: Ejerpantebrev på 22.0000 kr. udstedt af M var tinglyst i 1973. Efter M's død solgte H ejendommen med overtagelse d. 01.12.2002, og H døde d. 11.12.2002. Tinglysningsdommeren i Århus afslog at aflyse det bortkomne ejerpantebrev i medfør af TL § 20, stk. 2. VL udtalte, at et ejerpantebrev som udgangspunkt ikke kunne slettes i medfør af TL § 20, stk. 2, men måtte søges mortificeret efter bestemmelserne i mortifikationsloven. Uanset det fremgår af DSL § 83, stk. 2, nr. 3, at krav sikret ved håndpanteret i et ejerpantebrev prækluderes, hvis fordringen ikke anmeldes rettidigt, og boet ikke er eller burde være bekendt med kreditorernes identitet, prækluderes selve panteretten i henhold til ejerpantebrevet ikke. Da der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om, at ejerpantebreve ikke kan slettes efter TL § 20, stk. 2, stadfæstede landsretten tinglysningsdommerens afgørelse.

  6. Krav på skatter og afgifter i det omfang, det er bestemt i anden lovgivning.

    Ifølge DBL § 87, stk. 5 omfattes skattekrav ikke af et af dødsboet udstedt proklama, medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for proklamaets udstedelse. Dette gælder, uanset om skattekravet vedrører indkomstår forud for dødsfaldet, mellemperioden, eller der er tale om tillægsskattekrav. Skattekrav, der er under påklage, skal anses for opgjort, og disse krav er derfor omfattes at proklamaet, jf. bem. til DBL p. 112.  Reglen er blevet kritiseret af Finn Taksøe-Jensen i "Med lov...", Retsvidenskabelig betragtninger i anledning af Vagn Greves 60 års fødselsdag, 1998 p. 271-284: Strafferetligt ansvar på objektivt grundlag for arvinger og andet godtfolk. (Foreslår, at reglerne om opkrævning af tillægsskat efter DSL § 86 hos arvingerne ophæves, og at skattekrav skal anmeldes som uopgjorte inden for proklamafristen)

    FM 2001.148 Kendelse afsagt af Ballerup Skifteret: I et privatskiftet bo fremgik det af boopgørelsen, at afdøde havde modtaget afkast af en ejendom. Skattemyndighederne godkende opgørelsen uden forbehold, men anmeldte senere krav på ca. 100.000 kr. i restskatter vedr. det oppebårne afkast. Skifteretten fandt, at kravet var undtaget fra præklusion efter DSL § 83, stk. 2, nr. 4, men at godkendelsen af opgørelsen uden forbehold og med den oplyste viden om rentenydelsesretten var så bindende, at boet ikke senere kunne kræves genoptaget.

    TfS 2004.356 ØLD (SKM 2004.120 ØLD):  Efter at proklamafristen var udløbet, anmeldte Københavns Kommune et restskattekrav for 1993 i dødsboet. Efterfølgende var der en omfattende skriftveksling mellem S og henholdsvis Københavns Kommune og Told- og Skatteregion København om sagen. D. 28.04.1998 meddelte regionen, at restskattekravet var endeligt prækluderet og ikke senere ville blive søgt inddrevet, hvorimod Københavns Kommune ved en skrivelse af samme dato forbeholdt sig ret til modregning, såfremt udfaldet af en verserende sag i Landsskatteretten måtte blive, at der fremkom en overskydende skat for indkomståret 1993. Resultatet af Landsskatterettens behandling af sagen blev, at der kom et beløb til udbetaling, og Københavns Kommune anvendte beløbet til modregning. ØL udtalte, at hoved- og modkravet hidrørte fra afdødes skatteansættelse for 1993, og at begge krav vedrørte de samme poster i skatteansættelsen. Præklusionen var dermed ikke til hinder for, at der kunne ske modregning. Endvidere fandt landsretten ikke, at det udelukkede modregning, at Told- og Skatteregion København havde meddelt, at kravet var endeligt prækluderet, og at beløbet ikke ville blive modregnet, idet Told- og Skatteregionen ikke var kompetent til at afgøre sagen

    Ifølge BAL § 26, stk. 2 skal bobestyreren, afdødes arvinger og legatarer skal senest 8 uger efter dødsfaldet indgive anmeldelse om afgiftspligtige gaver, som afdøde dem bekendt har givet eller modtaget, og hvoraf der ikke er betalt afgift. Fristen efter stk. 1 for gavegivers anmeldelse af afgiftspligtige gaver er ligeledes forkortet til 8 uger efter gavemodtagers død. Indgives korrekt anmeldelse ikke rettidigt, omfattes afgiftskravet ikke af proklama udstedt efter DSL § 81, jf. § 83, stk. 2, nr. 4.

    Arvingerne eller bobestyreren skal ifølge momslovens § 62, stk. 12 senest 30 dage efter bekendtgørelse af proklama foretage angivelse efter momslovens § 57, stk. 1, eller § 68, stk. 1, for perioden fra afgiftsperiodens begyndelse og indtil dødsdagen. Afgiften for en tidligere afgiftsperiode skal, når angivelsesfristen for denne periode endnu ikke er udløbet og afgiften ikke forinden er angivet, angives samtidig med angivelsen efter 1. pkt. Overholdes disse regler ikke, sker der formentlig ikke præklusion af disse momskrav. Der gælder tilsvarende regler for afgift på affald og råstoffer, CFC-afgift, lønsumsafgift og afgift af ledningsført vand.

    Krav på gevinstafgift prækluderes ikke, jf. gevinstafgiftslovens § 6 A.
     

  7. Krav på arv og legat prækluderes ikke. Derimod prækluderes boslodskrav fra afdødes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle. Det samme gælder kompensationskrav fra afdødes samlever, jf. UfR 1986.631 HD.  I bogen Dødsboskifte, 2. udg., 2012 , antages det p. 105-106, at krav af familieretlig karakter, herunder krav på boslod, ikke prækluderes.

    TFA 2006.470 VLK: M døde i oktober 2002, og boet blev berigtiget ved et forenklet privat skifte med H som eneste arving. H døde i november 2003 uden at efterlade sig livsarvinger. Hun havde ved testamente bestemt, at hendes tre nevøer skulle arve hende, og boet blev sluttet i juni 2004. I november 2005 blev M's dødsbo genoptaget efter begæring fra D, der var M's datter af første ægteskab. I marts 2006 anmodede D om genoptagelse af dødsboet efter H. Skifteretten i Skive lagde til grund, at H ved M's død ikke kendte til D's eksistens. D's krav var af familie- og arveretlig karakter og dermed ikke omfattet af det i H's bo udstedte proklama. Arven efter M var ubestridt fordelt forkert. De nye oplysninger var af væsentlig betydning for behandlingen af H's bo og for D's retsstilling. Betingelserne i DSL § 103, stk. 1, nr. 6, for genoptagelse var derfor opfyldt. Kravet om genoptagelse var fremsat indenfor 5 års fristen i borteblevnelovens § 25, stk. 1. VL stadfæstede.

    TFA 2012.468 ØLK:  M og H, der var danske statsborgere, blev i 1969 gift i Californien, hvor de havde bopæl. M havde et særbarn D, og parret fik senere fællesbarnet S. I 1968 oprettede de en særejeægtepagt, som blev underskrevet i Californien, men tinglyst i Danmark. I 2001 blev H syg af kræft, og ægteparret tog ophold i deres sommerhus i Danmark, hvor H døde samme år. Der skete ikke noget skifte af boet efter H i Danmark. I 2006 flyttede M til Danmark, hvor han døde i 2010. Boet efter M blev behandlet som bobestyrerbo, og under skiftet gjorde S gældende, at han aldrig havde modtaget nogen arv efter sin mor, og at boet derfor skulle skævdeles til hans fordel, hvorimod bobestyrer lagde til grund, at boet skulle deles ligeligt mellem S og D, idet det ikke var sandsynliggjort, at M og H ejede deres aktiver i lige sameje, eller at M havde tilegnet sig H's aktiver. Bobestyrer anførte i øvrigt, at S's eventuelle krav ikke kunne anses for uprækluderet, jf. DSL § 83, stk. 2, litra 2. Bobestyrer udarbejdede derfor en boopgørelse i overensstemmelse hermed. S klagede. Skifteretten i Næstved udtalte, at S's ret til skifte af boet efter H, ikke er en rettighed, der kan prækluderes. Skifteretten bestemte endvidere, at boets afslutning skulle udsættes, indtil der var sket en tilstrækkelig afklaring af, hvorvidt der først skulle
     

  8. Det har hidtil været antaget, at massekrav af 1. klasse, jf. DSL § 71 om begravelsesudgifter og KL § 93 om omkostninger ved boets behandling og om gæld, der pådrages boet under dets behandling, ikke prækluderes, jf. Skifteret p. 185.

    Dette må fortsat antages at være gældende ret, selv om det ikke direkte fremgår af ordlyden af DSL § 83, stk. 1, som imidlertid bør fortolkes således, at den kun omfatter krav mod afdøde, jf. DSL § 81, stk. 3, 2). Det er i bem. p. 85 og 89 anført, at massekrav skal anmeldes i boet, men det er ikke anført om undladt anmeldelse skulle medføre, at kravet derved prækluderes.

    Massekrav af 2. klasse, jf. KL § 94, bortset fra retsafgiften, må som hidtil antages at kunne prækluderes.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

17-04-17