Planlovgivning

Retsregler

Betænkninger

Bøger

Artikler

Retspraksis

Otium i sommerhuset


Retsregler

Planloven

Lov om Planklagenævnet, jf. lov nr. 1658 af 20.12.2016

Lov om miljøvurdering af planer og programmer, jf. lovbekg. nr. 939 af 03.07.2013

Bekg. nr. 735 af 13.06.2017 om førstegangsregistrering af oplysninger om anvendelses- og udnyttelsesmuligheder i planer og landzonetilladelser

Bekg. nr. 957 af 27.06.2016 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning

Bekg. nr. 1006 af 20.10.2005 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (samlebekendtgørelse)

Vejledning nr. 9581 af 05.08.2014 om ophævelse af lokalplaner og byplanvedtægter uden tilvejebringelse af ny lokalplan

Vejledning nr. 9580 af 05.08.2014 om delegation efter planloven

Vejledning nr. 9579 af 05.08.2014 om  bygherres bidrag til udarbejdelse af lokalplaner, sikkerhedsstillelse og frivillige aftaler om udbygning af infrastruktur efter planloven

Vejledning  nr. 9392 af 01.05.2007 om håndhævelse af naturbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven, Maj 2007. Vejledningen er udarbejdet af Erhvervs- og Byggestyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen

Betænkninger

Bet. nr. 1476/2006  Planlægning og detailhandel

Bøger:

Egon Larsen: Erstatning i henhold til loven om by- og landzoner, 1970

Lennart Lynge Andersen: Servitutter og lokalplaner, 1984. Anmeldt af Keld Roat Pedersen i FM 1985.93-96.

Karsten Revsbech: Planer og forvaltningsret, disputats, 1986, 528 sider, GadJura.

Bendt Andersen og Ole Christiansen: Kommuneplanloven, 3. udg., 1989, 597 sider, DJØF. 1. udg. er anmeldt af Lennart Lynge Andersen i UfR 1979 B.357-360.

Holger Hansen: Regulering af fast ejendom, 3. udg. 1997, 144 sider, DJØF.

Helle Tegner Anker, Jørgen Dalberg-Larsen, Kristian Kristiansen, Ulla Steen & Ulli Zeitler: Bæredygtig arealanvendelse - mod et forbedret beslutningsgrundlag, 1. udg., jan. 2001, 208 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2001 B.162-163.

Anne Birte Boeck: Lov om planlægning med kommentarer, 2. udg., sept. 2002, 480 sider, DJØF. Anmeldt af  Peter Pagh i UfR 2003 B.127-128.

Helle Tegner Anker med bistand af Jens Flensborg: Planloven med kommentarer, 1. udg., jan. 2013, 960 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Pagh i UfR 2013 B.230

Artikler:

1970

1972

1976

1977

1978

1980

1981

1982

1983

1984

1985

1986

1987

1988

1990

1992

1997

1998

1999

2000

2002

2003

2004

2008

2010

2011

2012

2013

2014

1970

Fl. Tholstrup i UfR 1970 B.194-198: Tilbudspligt- Forkøbsret.

1972

P. Spleth i UfR 1972 B.95-100: Nogle domme om prøvelsen af værdiskøn.

1976

Kurt Nielsen i UfR 1976 B.154-156: Kommunalretlige randbemærkninger til folketingsudvalgets betænkning over kommuneplanlægningsloven.

1977

Bendt Andersen i JUR 1977.85-92: Lov om kommuneplanlægning.

P. Spleth i UfR 1977 B.176-190: Om taksationer efter loven om by- og landzoner.

Kai Skovgaard-Sørensen i UfR 1977 B.393-397: Zonelovens § 12

1978

Henrik Schultz og Jesper Vorstrup Rasmussen i Justitia nr. 3/1978: Kommuneplanloven - specielt med henblik på servitutretten og dele af naboretten.

Frants Thygesen i UfR 1978 B.121-124: Mere om zonelovens § 12.

Ole Christiansen i JUR 1978.339-357: Kommuneplanloven - en decentralisering og ajourføring af byplanlovgivningen.

1980

Claus Tønnesen i JUR 1980.61-77: Domstolsprøvelse af forvaltningssager - et eksempel fra praksis. Kommentar til UfR 1979.304 HD.

Ole Christiansen og Claus Tønnesen i JUR 1980.121-147: Kan reguleringen af fast ejendom forenkles?

Johan Garde i JUR 1980.293-303: Forenkling af miljøretten - hvordan? Reformernes tømmermænd.

Niels Heering og Allan Lund Christensen i Justitia nr. 6/1980: Udrensningsspørgsmål - udstykningers og lokalplaners betydning for bestående rettigheder samt nogle heraf følgende tinglysningsmæssige problemer.

1981

Ole Christiansen i JUR 1981.273-284: Lokalplaners retsvirkninger.

1982

Johan Garde i JUR 1982.63-74: Rammestyring i Miljøretten - et eksempel. (Om kommunale spildevandsplaner).

Bent Christensen i UfR 1982 B.209-219: Domstolsprøvelsens grundlag belyst ved prøvelsen af en lokalplan.

1983

Ole Christiansen og Inger Vaaben i JUR 1983.134-152: Landsplanlægning - beføjelser, retsvirkninger og praksis.

1984

Bent Christensen, Johan Garde og David Rehling i JUR 1984.177-195: Rammestyring i miljøretten

1985

Jørn Johansen og Anne Birgitte Boeck i JUR 1985.259-264: Ændringer i lov om kommuneplanlægning og lov om by- og landzoner.

1986

Ole Christiansen i JUR 1986.363-380: Kommuneplaners retsvirkninger.

1987

Gunnar Thorlund Jepsen i JUR 1987.121-124: Købepligt eller ikke købepligt (Omhandler lov om by- og landzoner og lov om frigørelsesafgift mv.).

Karsten Revsbech i JUR 1987.155-163: Om lokalplanpligt.

1988

Holger Hansen i JUR 1988.217-233: Ændringer i miljø- og planlovgivningen som følge af Arealudvalgets arbejde.

1990

Karsten Revsbech i UfR 1990 B.64-66: Om tilbudspligtloven.

1992

Anne Birte Boeck i JUR 1992.18-26: Lov om planlægning.

Ellen Margrethe Basse i UfR 1992 B.217-223: Anvendelse af sommerhuse til fritidsformål i vinterhalvåret.

1997

Anne-Marie Vægter Rasmussen i JUR 1997.185-193: Sommerhuslovgivningen i Danmark (Lov om sommerhuse og campering m.v.)

Lars Ramhøj i UfR 1997 B.359-360: Planlovgivningens servitutbortfaldssystem lagt i ruiner - konsekvenserne af UfR 1997.756/2 HD.

1998

Kim Trenskow og Thomas Bøgholm Hansen i FM 1998.163-166: Kommuners søgsmålskompetence i relation til naturklagenævnets afgørelser efter lov om planlægning.

Peter Schou Andersen i TfS 1998.774: Når landbrugsjorden overføres til byzone eller sommerhusområde.

1999

Mogens Dürr i HUSET nr. 5/1999 p. 34-36 og i Ejendomsmægleren nr. 7/1999 p. 8-9: Ugyldige bestemmelser i kommunernes lokalplaner.

Helle Tegner Anker i TfL 1999.74-89: Landbruget og planloven

Karsten L. Willeberg i TfL 1999.205-211 Regulering af landbrugets gødningsudbringning og harmonikrav - på vej mod integreret miljøgodkendelse af landbrug? (- Kommentar til artikel om "Landbruget og planloven" i TfL 2/1999.)

2000

Ole Christiansen og Mikkel Sandvad i JUR 2000.272-280: Helårsbeboelse i sommerhusområder.

2002

Bente Naver i Ejendomsmægleren nr. 12/2002 p. 14-15: Flere muligheder for bolig og erhverv på landet.

2003

Orla Friis Jensen i Hyldestskrift til Jørgen Nørgaard, 2003, p. 1157-178: Om genopførelse i tilfælde af brand og lignende ulykke.

2004

Hanne Mølbeck i UfR 2004 B.209-214: Planloven og vand

2008

Orla Friis Jensen i TfL 2008.227-234: Når boligbebyggelse rykker nærmere - tanker omkring en minkfarm (Artiklen omhandler de anke- og klagemuligheder landbruget har, når en ændret lokalplanlægning giver skærpede regler for en landbrugsbedrift, som f.eks. en pelsdyrfarm)

2010

Anders Palmkvist i Ejendomsmægleren nr. 7-8/2010 p. 6-7: Hvornår må pensionister bo i sommerhuset hele året? (Om betingelser iht. Planlovens § 41, dispensationsmuligheder og andres rettigheder.)

2011

Etude Patrick Goergen, Hans Sønderby Christensen og Erik Werlauff i EU-ret & Menneskeret nr. 3/2011.153-160: Planlovgivning om butikscentres placering og størrelse - en "restriktion", der kræver dokumenteret proportionalitet efter EU-retten

2012

Søren H. Mørup i TfL 2012.4-10;  Overtagelsespligt efter planlovens § 47 a ved overførsel af ejendomme fra landzone

Lasse Baaner i JUR 2012.124-136: Den danske vandplanlægning - Vandplaner og miljømål

Orla Friis Jensen i UfR 2012 B.27-36: Overtagelse på begæring ved lokalplanpålæg (I artiklen undersøges mulighederne for at begære overtagelse, hvor ejendommen eller en del af denne i lokalplan er udlagt til offentligt formål eller er undergivet nedrivningsforbud, jf. planlovens §§ 48 og 49. Undersøgelsen bygger på foreliggende retspraksis, men i særlig grad på en mangeårig, omfattende taksationspraksis.)

Orla Friis Jensen i UfR 2012 B.325-333: Planskader - om tabforvoldende lokalplanlægning (I artiklen undersøges, hvilken beskyttelse ejeren nyder ved tabforvoldende lokalplanlægning, herunder om en planændring kan forhindres, og om ejeren kan kræve erstatning for tabte projekteringsudgifter.)

2013

2014

Niels Vase i ET nr. 4/2014 p. 321-329: Retlig eller fysisk lovliggørelse jf. Planloven § 51 (Artiklen gennemgår kriterierne i praksis for valget mellem retlig og fysisk lovliggørelse, og om der er sket ændring i praksis siden retshåndhævelsesbetænkningen BET 1983.581).

Retspraksis

UfR 1971.253 HD: Ejer af lystejendom ved Arresø fik tilkendt erstatning på 60.000 kr. for værdinedgang efter at ejendommen ved byplan var udlagt til landbrugsområde. (5-2).

UfR 1971.401 HD: Ejer af landejendom ved Fredensborg , hvis ejendom havde fået byggeforbud efter byplanlovens § 9, fik forhøjet erstatningen fra 20.000 kr. til 40.000 kr. (5-2).

UfR 1971.809 HD: Ejer af landejendom ved Fredensborg , hvis ejendom havde fået byggeforbud efter byplanlovens § 9, fik forhøjet erstatningen fra 15.000 kr. til 30.000 kr.

UfR 1975.743 HD: Poul Cadovius fik ikke medhold i, at partiel byplanvedtægt vedr. Cirkelhuset i Hørsholm var ugyldig som værende i strid med byplanloven. Komm. af F. Thygesen i UfR 1975 B.400-403.

UfR 1977.933 HD: Ejeren af ejendom i Tvingstrup fik tilkendt en erstatning på 80.000 kr. efter zonelovens § 12.

UfR 1978.103 HD: Godsejeren på Gunderslevholm fik ikke erstatning efter zonelovens § 12, da det ikke var bevist, at zoneloven havde påført hans ejendomme i 4 landsbyer en værdinedgang.

UfR 1979.304 HD: Miljøministeren var berettiget til at ændre et afslag på godkendelse af en byplanvedtægt, der ville ændre et område syd for Korsør fra sommerhusområde til helårsbeboelse. (4-3). Komm. af Claus Tønnesen i JUR 1980.61-77: Domstolsprøvelse af forvaltningssager - et eksempel fra praksis.

UfR 1986.143 HD: Søllerød Kommune blev i ØL dømt til at betale fru Vivi Larsen Pedersen erstatning på 100.000 kr. for at have meddelt ulovlig dispensation fra byplanens forskrifter om byggehøjder i Holte Midtpunkt. Højesteret fandt, at hun allerede efter naboretlige regler havde krav på erstatning. Hun fik ikke medhold i påstand om nedrivning eller tilmuring eller afblænding af vinduer. Komm. af Mogens Munck i UfR 1986 B.136-139.

UfR 1987.449 HD: Boet efter Else Jauer fik ikke medhold i krav om erstatning mod Miljøministeriet og Karlebo Kommune, idet der i zonelovens § 7 havde været hjemmel til at nægte tilladelse til opførelse af bygninger til kvægbrug på Skydebanegård. Dissens. Komm. af Erik Riis i UfR 1987 B.298-302.

UfR 1996.153 VLD: Gårdejer (G) havde købt ejendom i Støvring d. 06.11.1992 og havde d. 07.11.1992 indgået udlejningsaftale med DanCenter A/S. VL fandt , at G inden offentliggørelsen af den nye lokalplan havde disponeret over ejendommen i overensstemmelse med lokalplan nr. 90 på en sådan måde, at han ikke af lokalplan nr. 100 var afskåret fra at anvende ejendommen til udlejning som feriebolig.

UfR 1996.383 HD: Århus Amtskommune havde i 1988 meddelt ejeren af ejendom i Tebbestrup i Langå Kommune, hvor der i forvejen var opført en ridehal, tilladelse efter zoneloven til at opføre endnu en ridehal på 1.951 kvm. Naboen (N) påstod Miljøministeriet og Langå Kommune dømt til at anerkende, at opførelsen krævede lokalplan, og Kommunen dømt til erstatte værdiforringelse med 250.000 kr. Antaget, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Langå Kommunes og Planstyrelsens afgørelser om, at opførelsen af den nye ridehal ikke var omfattet af lokalplanpligten efter kommuneplanslovens § 16, stk. 3 (nu § 13, stk. 2 i lov om planlægning).

UfR 1996.472/2 HD: Ejerne af Tyrstedgård fik ikke medhold i sag mod Horsens Kommune med påstand om erstatning på 3.764.810 kr. for værdinedgang ved tilbageførsel af areal fra byzone til landzone.

UfR 1996.492 HD: Dødsboet efter ejeren af Ilvedgård fik ikke medhold i sag mod Horsens Kommune med påstand om erstatning på 2.010.000 kr. for værdinedgang ved tilbageførsel af areal fra byzone til landzone.

UfR 1996.519 HD: Ejeren af landbrugsejendom i Silkeborg fandtes at have fremsat begæring over for kommunen om overtagelse af ejendommen d. 02.01.1991 i henhold til lov om frigørelsesafgift § 8, og overtagelsesdagen skulle derfor være d. 02.01.1991. Købesummen skulle forrentes med 1% over diskontoen i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation § 22, jfr. UfR 1980.202 HD, men dog med procesrente fra sagens anlæg d. 04.07.1991. Påstand om forrentning af refusionssaldoen blev ikke taget til følge.

UfR 1996.583 ØLD: Farum Kommune fik medhold i, at Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt ikke havde haft det fornødne klare grundlag for at annullere en række tilladelser efter planlovens § 40, stk. 2 til helårsbeboelse i sommerhusområdet Trevang.

UfR 1997.525 HD (TfS 1997.220 HD): Gårdejer P i Lystrup fik pr. 21.11.1990 inddraget 14.850 kvm i byzone. P krævede i 1992 arealet med bygninger overtaget for ejendomsvurderingen på 1.642.000 kr. af Århus Kommune, hvilket kommunen nægtede, da inddragelsen i byzone ikke udløste frigørelsesafgift. Gårdejeren fik i Højesteret (7-2) medhold i, at det ikke var en betingelse for kommunens overtagelsespligt efter lov om frigørelsesafgift § 8, at der var pålignet frigørelsesafgift.

UfR 1997.756/2 HD: Servitut fra 1887 om forbud mod bebyggelse af grund i Skovshoved ikke bortfaldet som uforenelig med byplan eller som følge af interessebortfald eller passivitet.

UfR 1997.883/2 HD (FM 1996.112 VLD): T havde gennem Dansk Familieferie udlejet sit sommerhus på Rømø kontinuerligt i 9,5 uger i vinterperioden 1992. Dette kunne ikke anses for kortvarige ferieophold. T idømt bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af planlovens § 40, stk. 1. Dissens.

UfR 1998.759 VLD: Naturklagenævnet havde i 1994 i medfør af planlovens § 35 stadfæstet afslag på ansøgning om restaurering af ejendom i Frøstrup på 70 kvm. A fik ikke medhold i, at naturklagenævnet skulle genoptage sagen til ny realitetsbehandling.

UfR 1999.1485 HD: Henrik Oehlenschläger, G, ejede en landbrugsejendom, som lå i landzone umiddelbart op til en skov. G opførte 6 lysmaster til belysning af en ridebane. Frederiksborg Amt, A, pålagde G at indsende ansøgning om zonetilladelse og skovbyggeliniedispensation, hvilket G nægtede, idet han henviste til, at der hverken i PL § 35, stk. 1, eller naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1, var hjemmel til det varslede påbud. ØL fandt, at de omhandlede master måtte anses for at ligge inden for bebyggelsesbegrebet, således som dette var fastsat i byggeloven. Herefter og under hensyn til bevarelse af de landskabsmæssige værdier, som såvel planloven som naturbeskyttelsesloven tilsigtede at sikre, fandt ØL, at de omhandlede master måtte anses for omfattet af det forbud mod bebyggelse, der var indeholdt i PL § 35, stk. 1, og naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1. A havde derfor været berettiget til at påbyde lovliggørelsen.  HR stadfæstede.

UfR 1999.1885 VLD: Salg af 10 feriehytter ved Brunsnæs kro, Broager, krævede kommunens tilladelse efter § 39 i lov om planlægning.

UfR 2000.890 HD: Naturklagenævnet havde bestemt, at A ikke havde været berettiget til at ombygge erhvervsbygning i landzone i fredet område på Reersø til fritidsbolig uden zonetilladelse efter planlovens § 35, og at A skulle fjerne bygningen. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse.

UfR 2000.1103 HD: Dansk Cyklist Forbund fik medhold i, at Roskilde Kommunes lokalplan 209 om ny vejforbindelse Østergade - Røde Port ikke var gennemført i overensstemmelse med planlovgivningen og derfor var ugyldig. Der skulle have været udarbejdet VVM-redegørelse. (Vurdering af Virkning på Miljøet).

UfR 2000.1313 HD: Det Danske Spejderkorps' anvendelse af spejderhytte i Lynge som skovbørnehave var en sådan ændring af anvendelsen, at der krævedes landzonetilladelse efter planlovens § 35, stk. 1. (6-1).

UfR 2000.1832 HD: Søllerød Kommune havde pålagt Planinvest ApS at fjerne udhus på ejendommen Vedbæk Strandvej 492. Det oprindelige udhus var demonteret i 1996, og i foråret 1997 var der opført et nyt udhus, som måtte anses for en nyopførelse, selv om der i et vist omfang var anvendt materialer fra det gamle. Kommunens påbud havde hjemmel i planlovens § 18 og lokalplanen, og det var ikke ugyldigt.

UfR 2000.2412 HD: Hirtshals Kommune havde i 1994 meddelt gårdejer i Bindslev tilladelse til opførelse af gyllebeholder. Efter klage fra en nabo bestemte Nordjyllands Amt, at gyllebeholderen skulle fjernes. Naturklagenævnet stadfæstede denne afgørelse. Hirtshals Kommune fik ikke medhold i, at Naturklagenævnets afgørelse var ugyldig.

UfR 2001.111 HD: Sag mod Naturklagenævnet vedr. lokalplaner i Hørsholm blev afvist, da klagerne havde fået medhold i Naturklagenævnet i april 1994 om at nogle byggetilladelser var ugyldige. Klagerne havde undladt at påklage efterfølgende byggetilladelser fra Hørsholm Kommune.

UfR 2001.1677 HD: Gorm og Ann Lokdam, der ejer Kokkedal Slot, var af Naturklagenævnet i 1996 blevet pålagt at fjerne svømmehal, da der ikke var søgt eller opnået landzonetilladelse efter planlovens § 35. Naturklagenævnets afgørelse blev stadfæstet.

UfR 2001.1685 HD: Ejer af ejendom i Thisted begærede i 1996 ejendommen overtaget af kommunen i henhold til planlægningslovens § 48. A fik tilkendt 200 kr. pr kvm i taksationskommissionen og overtaksationskommissionen. VL forhøjede erstatningen med 389..235 kr. Højesteret ophævede forhøjelsen, da det ikke var dokumenteret at handelsværdien var højere. Der var ikke under sagen foretaget syn og skøn.

UfR 2001.1864 HD: Gorm og Ann Lokdam, der ejede herregården St. Restrup, fik ikke medhold i at Naturklagenævnets afslag på ansøgning efter planlovens § 35 om ændret anvendelse af klubhus til kontor var ugyldig.

UfR 2001.2312 HD: Deklaration fra 1935 om at der måtte bebygges helt ud til vestskellet, fandtes at være en tilstandsservitut i den forstand, hvori dette udtryk var anvendt i kommuneplanlovens § 18, stk. 1, nr. 16 (nu planlovens § 15, stk. 2, nr. 16). Skelskør Kommune havde derfor haft hjemmel til at ophæve bestemmelsen.

UfR 2001.2468 HD: Rødekro Kommune havde været berettiget til i 1995 at give tilladelse til opførelse af naturgasfyret kraftvarmeværk i erhvervsområde i Genner uden at tilvejebringe en lokalplan, jfr. planlovens § 13, stk. 2. Tre grundejere fik ikke medhold i de rejste erstatningskrav.

UfR 2002.960 HD: Silkeborg Kommune havde haft hjemmel i planlovens § 12, stk. 3 til at forbyde, at en ejendom i et område udlagt til boligformål blev anvendt til autohandel. (4-1)

UfR 2002.1325 ØLD: Københavns Amts vedtagelse af regionsplanstillæg om opførelse af yderligere kraftvarmeenhed ved Avedøreværket var ikke ugyldig som følge af overtrædelse af VVM-direktivet eller som følge af inhabilitet.

UfR 2002.1761/2 HD: H. F. Fleggaard  (F) havde anlagt tennisbane på grund i Kollund ud mod Flensborg Fjord. Sønderjyllands Amt A påbød F at fjerne tennisanlægget og bringe dette tilbage til tilstanden, før banen blev anlagt. F indbragte sagen for Naturklagenævnet N, der stadfæstede A's afgørelse. F fik ikke medhold i, at tennisbanen med hegn ikke krævede tilladelse efter planlovens § 35 og dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 15, eller i, at der ved A's afgørelse var sket en tilsidesættelse af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Da der heller ikke var sket sagsbehandlingsfejl under behandlingen i N, blev N frifundet.

UfR 2003.1095 VLD: Skærbæk Kommune havde i 2000 nedlagt forbud mod at Brøns  Ferie- og Kursuscenter blev anvendt som asylcenter. Antaget, at betingelserne i planlovens § 14 for nedlæggelse for forbud ikke havde været opfyldt.

UfR 2003.1150 HKK: Nabo til Fjordskolen i Aabenraa havde - efter forgæves klage til Naturklagenævnet - sagsøgt Aabenraa Kommune og Sønderjyllands Amt med påstand om, at tilbygning var opført i strid med lokalplan, og at der skulle ske fysisk lovliggørelse i form af nedrivning af bygningen.. Antaget, at fristen i planlovens § 62, stk. 1 skulle regnes fra Naturklagenævnets afgørelse, og at sagen derfor var rettidigt anlagt. Antaget, at Aabenraa Kommune og Sønderjyllands Amt var rette sagsøgte.

UfR 2003.1628 ØLD: Frederiksborg Amts tilladelse til gårdejer til at opføre en gyllebeholder på 3.000 kvm fundet ugyldig, da der ikke var sket partshøring af to naboer. Amtet blev dømt til at sørge for fysisk lovliggørelse.

UfR 2003.1979 ØLD: Automobilforhandler fik medhold i, at Albertslund Kommunen havde været uberettiget til at afslå ansøgning om tilladelse til at drive benzinudsalg på ejendommen Roskildevej 247. der var klar adgang hertil i lokalplanens tekst, og denne adgang kunne ikke med retsvirkning indskrænkes ved teksten på et kortbilag.

UfR 2004.1026 HD: 15 borgere i Ballerup fik ikke medhold i, at lokalplan, der ikke var i overensstemmelse med regionsplan, var ugyldig.

UfR 2004.1513 HD: Køge Kommune havde påbudt ejer at nedrive en carport, der lå mindre end 10 m fra vejmidte. Naturklagenævnet ophævede dette påbud, da carporten havde ligget samme sted i over 20 år. Køge Kommune havde ikke hjemmel til at indbringe Naturklagenævnets afgørelse vedr. planloven for domstolene, hvorfor sagen blev afvist, jfr. RPL § 255 (3-2).

UfR 2004.1552 HD: Aldumgaard ApS fik Naturklagenævnet dømt til at anerkende, at Juelsminde Kommunes lokalplan om opstilling af vindmøller ikke var ugyldig, selv om der var begået visse fejl. (2-1).

UfR 2004.1634 VLD: Gårdejer påstod Århus Amt og Naturklagenævnet dømt til at anerkende, at påtænkt svineproduktion ikke var VVM-pligtig. G's begæring om syn og skøn blev afvist, da dette var uforeneligt med hensynene bag hensynene bag planlovgivningens regler.

UfR 2004.1849 HD: Horsens Kommune havde ikke hjemmel til i 1999 efter planlovens § 19, stk. 1 at give de dispensationer fra lokalplanen, som var nødvendige for gennemførelsen af Bilka-projekt.

UfR 2004.2149 HD: Naturklagenævnets afslag på ansøgning om tilladelse til opførelse af 18 m høj antennemast i landsby var ikke ugyldig. Højesteret tog ikke stilling til, om forholdet var omfattet af EMRK artikel 10, stk. 1, men udtalte, at uanset om Naturklagenævnets afslag på tilladelse måtte anses for et indgreb i retten til ytringsfrihed efter artikel 10, stk. 1, var der intet grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets afgørelse. Højesteret henviste herved bl.a. til landsrettens vurdering af, at ved indgreb i muligheden for at udøve hobbyvirksomhed som radioamatør måtte hensynet til informations- og ytringsfriheden tillægges mindre vægt end ved indgreb over for f.eks. muligheden for at modtage TV. Et afslag legitimeret i landskabelige hensyn var derfor lovligt. Højesteret var endvidere enig med landsretten i, at Naturklagenævnet ikke havde udøvet usaglig forskelsbehandling eller undladt at foretage et individuelt skøn, ligesom afslaget ikke var uproportionalt.

UfR 2005.51 VLD: Per Buus Christensen fik medhold i, at hus i Farsø på 122 kvm  havde status som enfamiliehus, som kunne anvendes hele året.

UfR 2005.349 HD: Beboerne i 2 områder klagede over støjgener fra Hvalsø Savværk. Områderne var i lokalplanen udlagt til boligområde med åben lav bebyggelse. Klagen angik kategoriseringen af boligområderne i forhold til Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder. Miljøankenævnet havde i 1990 for det ene af områdernes vedkommende fastslået, at området skulle henregnes til boligområder for åben og lav bebyggelse (område 5 i vejledningen). Miljøstyrelsen traf imidlertid i 1998 under klagesagen som ankeinstans afgørelse om, at der siden ankenævnets afgørelse var sket plan- og anvendelsesmæssige ændringer af området i et sådant omfang, at området fremover i støjmæssig henseende måtte betragtes centerområde (område 3 i vejledningen), og at det andet område måtte kategoriseres som ”blandet bolig- og erhvervsområde”. Det havde den betydning, at beboerne måtte acceptere et højere støjniveau. Beboerne indbragte sagen for domstolene. HR bestemte, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling i Miljøstyrelsen, der skulle lægge til grund ved sagens behandling, at områderne var boligområder for åben og lav bebyggelse (område 5). HR udtalte, at det fremgik af Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984, at de vejledende grænseværdier for støjbelastningen er afhængige af områdetypen, og at denne normalt bestemmes ud fra den planlagte anvendelse. Områderne var udlagt til boligformål, og områderne anvendtes også udelukkende hertil. I overensstemmelse hermed lagde Miljøankenævnet ved sin afgørelse fra 1990 til grund, at det ene område ved anvendelsen af støjvejledningen skulle henregnes til områdetype ”boligområder for åben og lav boligbebyggelse”. Der var ikke efterfølgende sket nogen ændring i områdets retlige status, ligesom det ikke var godtgjort, at der var sket relevante ændringer vedrørende de faktiske forhold. På den baggrund havde Miljøstyrelsen ikke været berettiget til at foretage en anden kategorisering af området end den, der fremgik af Miljøankenævnets afgørelse. Den omstændighed, at der i det andet område fandtes enkelte ejendomme, som blev anvendt til erhverv, kunne ikke begrunde, at området ved anvendelse af støjvejledningen skulle henregnes til områdetype 3.

UfR 2005.1301 HD: Skævinge Kommune havde ved lokalplan hindret en servituthavers adgang til at flytte en vej på et areal, hvor servituthaveren havde bl.a. lergravningsrettigheder. Servituthaver tilkendt erstatning på 112.400 kr. svarende til værdien af det ler, som han var blevet afskåret fra at udnytte.

UfR 2005.1558 HD: Nordjyllands Amts påbud om at fjerne campingvogn og skur, der uden tilladelse var opstillet i natur- og kystzoneområde i landzone, ikke ulovligt eller usagligt.

UfR 2005.2191 HD: Helsingør Kommunes vedtagelse i 1980 af lokalplan, hvorefter en grund i Hellebæk blev udlagt til offentlig strandpark, blev tilsidesat som ugyldig, idet kommunen fejlagtigt var gået ud fra, at grunden var omfattet af  strandbyggelinien og derfor ikke kunne bebygges. Kommunen var afskåret fra først for Højesteret at påberåbe sig, at søgsmålsfristen var overskredet, og ejeren fandtes heller ikke som følge af passivitet at være afskåret fra at påberåbe sig manglen ved lokalplanen.

UfR 2005.2527/2 HD: Solrød Kommunes afslag på ansøgning om dispensation fra lokalplans bestemmelse om opførelse af hegn ikke tilsidesat.

UfR 2005.2809 HD: Villaområderne i Hareskovby var omfattet af Værløse Kommunes lokalplan nr. 6 af 01.06.1979, som bl.a. indeholder en bestemmelse om, at der på hver ejendom kun må opføres eller indrettes én bolig. Værløse kommune meddelte i 1999 byggetilladelse til, at der kunne opføres en tilbygning på 72,4 m2 til en af ejendommene i området. Det fremgik bl.a. af tilladelsen, at det var forudsat, at der ikke blev tale om lejlighedsskel mellem det eksisterende hus og tilbygningen. Tilbygningen skulle indeholde køkken/alrum, bryggers, bade-/wc-rum og 1 værelse, og der skulle ikke være indvendig adgang mellem det eksisterende hus og tilbygningen. S klagede til Værløse kommune og senere Naturklagenævnet, da han mente, at der nu var to boliger på ejendommen. Antaget, at der ved vurderingen af, om der foreligger én bolig i overensstemmelse med fast praksis ved Naturklagenævnet kan lægges vægt på, om der i byggelovgivningens forstand er etableret et lejlighedsskel. Endvidere antaget,, at Værløse kommune ikke var rette sagvolder, da spørgsmålet om forståelsen af begrebet én bolig uden begrænsning var efterprøvet af Naturklagenævnet, og da Ss påstande ikke indebar en pligt for kommunen til at udstede en forvaltningsakt eller i øvrigt foretage aktive skridt.

UfR 2005.2885 HD: Baggesvogn Gods A/S og Baggesvogn Skovdistrikt A/S (B) er ejer af henholdsvis hovedgården Baggesvogn og skovdistrikterne omkring herregården. I 1993 blev B fredet. I den forbindelse blev det bl.a. bestemt, at et mindre skovområde ved navn Vorholt Skov skulle henstå som urørt skov. Hirtshals Kommune vedtog i 1998 en lokalplan om opstilling af vindmøller, der medførte, at der blev opstillet 6 vindmøller ca. 200 meter fra Vorholt Skov. Forud for lokalplanens vedtagelse havde Hirtshals Kommune udarbejdet et forslag til lokalplanen, der indeholdt en redegørelse for vindmølleprojektet, herunder om afgrænsning og den påtænkte placering af vindmøllerne. Redegørelsen var bilagt to fotografier af området (visualisering A og B). B påklagede vedtagelsen af lokalplanen til Naturklagenævnet, der i 1999 traf afgørelse om, at lokalplanen stod ved magt. Herefter indbragte B sagen for domstolene med påstand om, at lokalplanen var ugyldig og at der ikke måtte ske retlig lovliggørelse, subsidiært om, at Hirtshals Kommune og Naturklagenævnet skulle betale erstatning til B på 4 mio. kr. Heri fik B ikke medhold. Antaget, at Hirtshals kommunes lokalplan ikke var behæftet med indholdsmangler, og at der heller ikke forelå tilblivelsesmangler, som kunne føre til, at lokalplanen var ugyldig, selvom lokalplanen bl.a. ikke indeholdt nogen redegørelse for de fredningsmæssige interesser i området. Det kunne endvidere ikke antages, at visualiseringerne havde været vildledende. Endvidere fandt Højesteret, at hverken naboretlige grundsætninger eller andre regler kunne begrunde, at det pålagdes Naturklagenævnet eller Hirtshals Kommune at betale erstatning.

UfR 2006.306 HD: Ifølge en lokalplanbestemmelse måtte et område ”anvendes til ferielejligheder på timeshare-basis”.  Furesøen Holding (F) påstod Løkken-Vrå Kommune tilpligtet I) at anerkende, at F havde været berettiget til at sælge en ejerlejlighed i området med henblik på benyttelse som ferielejlighed, og II) at erstatte de tab, som F var påført som følge af kommunens fortolkning af lokalplanen. HR frifandt kommunen. Fristen i planlovens § 62, stk. 1, var ikke til hinder for, at F kunne anlægge sag mod kommunen, og F havde den fornødne retlige interesse i at få afgjort, om salg af ferielejligheder til enkeltejere var i strid med lokalplanen. HR udtalte, at lokalplanbestemmelsen i overensstemmelse med ordlyden måtte forstås således, at anvendelse til ferielejligheder kun er lovlig, hvis den sker på timeshare-basis. Naturklagenævnet havde fundet det i strid med reglerne om lokalplaner, at kommunen i en lokalplan havde bestemt, at ferielejligheder skulle anvendes på timeshare-basis, idet der ikke i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om ejerforhold. HR udtalte herom: Timeshare vedrørende en bolig er karakteriseret ved, at brugsretten til boligen deles over året af flere rettighedshavere, således at hver af disse har ret til at bruge boligen en bestemt periode af året. De enkelte rettighedshavere kan være direkte eller indirekte medejere af ejendommen eller boligen, men dette behøver ikke at være tilfældet. Lokalplanbestemmelsen indebar således ikke nogen regulering af ejerformen, men derimod et krav om, at brugsretten fordeles over året på flere rettighedshavere, og den angik derfor anvendelsen af lejligheden. Da bestemmelsen desuden måtte anses for planlægningsmæssigt relevant, bl.a. fordi den tilsigter sæsonforlængelse, fandt HR, at den kunne optages i lokalplanen med hjemmel i planlovens § 15, stk. 2, nr. 8.

UfR 2006.1302 HD: E ansøgte Århus kommune om godkendelse af en matrikulær omdeling mellem 2 ejendomme. Ved omdelingen ønskedes et nettoareal på ca. 69 m² overført fra en bebygget grund til en ubebygget grund. Efter omdelingen ville den bebyggede grund være på ca. 1539 m², mens den ubebyggede grund ville blive ca. 550 m². Baggrunden for ansøgningen var, at E ønskede at opføre en bolig på den ubebyggede grund. Ejendommene var omfattet af en byplanvedtægt fra 1967 og en lokalplan fra 1985. Af byplanvedtægten fremgik, at ”ingen grund må udstykkes med en mindre størrelse end 700 m²”, mens det af lokalplanen fremgik, at ”ingen grund må udstykkes med en mindre grundstørrelse end 700 m²”. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at det ansøgte forudsatte en dispensation, og at kommunen ikke ønskede at meddele en sådan dispensation. Afgørelsen blev påklaget til Naturklagenævnet, der ikke gav E medhold i klagen. E hævdede bl.a., at der ikke i byplanvedtægten eller lokalplanen var hjemmel til at nægte arealoverførsel, da byplanvedtægten og lokalplanen alene indeholder forbud mod udstykning. Både den tidligere og nuværende udstykningslov indeholdt en klar adskillelse af begreberne udstykning og andre matrikulære ændringer, og udstykningsbegrebet i byplanvedtægten og lokalplanen skulle fortolkes således, at bestemmelsen kun omfattede udstykning i den udstrækning, hvor et areal fraskilles en samlet fast ejendom og herefter udgør en ny fast ejendom. Det blev endvidere gjort gældende, at bestemmelsen ikke tog sigte på at forhindre, at en allerede udstykket grund på mindre end 700 m² ved en omdeling blev udvidet, så grundens størrelse kom nærmere 700 m². HR fastslog, at begrebet ”udstykning” i byplanvedtægten og lokalplanen måtte fortolkes i overensstemmelse med den forståelse af udstykningsbegrebet, der var gældende på tidspunktet for planernes tilvejebringelse. Det måtte antages, at begrebet – ud over at betegne en egentlig udstykning – var blevet anvendt som et overbegreb for forskellige matrikulære ændringer, herunder omdelinger, og at det også i daglig tale var anvendt i en anden betydning. Der var derfor ikke efter en almindelig sproglig forståelse af bestemmelserne grundlag for at antage, at reguleringen alene omfattede udstykning i snæver forstand. Også under hensynet til formålet med planbestemmelserne fandt Højesteret, at en omdeling var omfattet af udstykningsbegrebet i de nævnte bestemmelser. Den ønskede omdeling forudsatte dispensation i medfør af planlovens § 19.

UfR 2006.2240 HD: I januar 1999 købte A en ejendom i et område, der i lokalplanen var udlagt til boligformål med mulighed for at give dispensation til mindre forsyningsvirksomheder og værkstedsvirksomheder. A, der drev restaurant i ejendommens stueetage, udlejede i februar 1999 kælderen til et interessentskab, der drev prostitution. Helsingør Kommune, K, meddelte i november 1999, at prostitutionsvirksomheden skulle ophøre eller lovliggøres ved, om muligt, en dispensation fra lokalplanen. A ansøgte herefter om dispensation, men fik afslag. Naturklagenævnet, N, stadfæstede afgørelsen. ØL fandt, prostitutionsvirksomheden ikke kunne karakteriseres som ”boligformål”, hvorfor dennes virksomhed derfor var i strid med lokalplanen. ØL udtalte desuden, at efter planlovens § 20 var høring af de omkringboende kun påkrævet for det tilfælde, at dispensation fra lokalplanen meddeles, hvorfor K ikke havde pligt til at foretage høring, forinden den traf sin afgørelse. ØL fandt, at K i sin afgørelse havde anført, hvilke hovedhensyn der var lagt vægt på ved afgørelsen, hvorfor der ikke var grundlag for at fastslå, at K’s afgørelse var utilstrækkeligt begrundet. Da ØL ikke havde grundlag for at fastslå, at Naturklagenævnet havde foretaget en mangelfuld prøvelse af K’s afgørelse, blev N frifundet. HR stadfæstede.

UfR 2006.3004 HD: Naturklagenævnet traf i forbindelse med A’s genopførelse af et fiskerhus, der lå i landzonen og inden for strandbeskyttelses- og skovbyggelinjen, afgørelse om, at der kunne meddeles lovliggørende landzonetilladelse og dispensation fra strandbeskyttelses- og skovbyggelinjen til bibeholdelse af huset. Tilladelsen blev bl.a. meddelt på vilkår om, at nogle lyskasser, som A tidligere havde etableret under såvel huset som det oprindelige fundament, skulle udfyldes, således at haven førtes i niveau med terrassen i hele dennes længde. A gjorde heroverfor gældende, at afgørelsen f.s.v.a. lyskasserne var urigtig, og at denne gav et urimeligt og usagligt resultat. Lyskasserne krænkede ikke de formål, som naturbeskyttelsesloven og proportionalitetshensyn tilsigtede at beskytte. Naturklagenævnet havde ikke foretaget den nødvendige afvejning af modstående hensyn, herunder værdispildsbetragtninger og proportionalitetshensyn, og havde inddraget andet ens saglige og lovlige kriterier. HR stadfæstede ØL’s afgørelse og fastslog, at Naturklagenævnets afgørelse var lovlig, samt at der ikke ar grundlag for at tilsidesætte det af Naturklagenævnet udøvede skøn.

UfR 2007.711 HD: Nils Oluf Ehrenskjöld, E, havde i maj 2000 fremsendt et brev uden bilag til Kolding Kommune, K, hvori han søgte om byggetilladelse vedrørende en ejendom. E ville sælge ejendommen til en supermarkedskæde, og det ville kræve særskilt tilladelse at drive dagligvareforretning i ejendommen. K valgte at nedlægge et forbud i medfør planlovens § 14 på ejendommen uden forudgående høring. Afgørelsen blev indbragt for Naturklagenævnet, N, som ophævede afgørelsen. K tog N’s afgørelse til efterretning, hvilket blev meddelt i et brev til E i august 2000. Herefter ansøgte E igen om byggetilladelse. K besluttede – efter at E var blevet hørt – at nedlægge et forbud i medfør af planlovens § 14 på ejendommen med henblik på at lave lokalplan for området. I § 14-forbuddet var kommunens brev fra august 2000 omtalt, idet E havde anført, at brevet havde givet ham en berettiget forventning om, at byggetilladelse ville blive udstedt. Det afviste K i § 14-forbuddet. Forbuddet blev nedlagt i december 2000. Afgørelsen blev truffet i medfør af planloven, og såfremt afgørelsen skulle prøves ved domstolene, skulle sagen anlægges inden 6 måneder. Søgsmålsfristen udløb i juni 2001. E anlagde erstatningssag mod K i november 2005. E anførte bl.a., at K’s brev fra august 2000 havde givet ham en berettiget forventning om, at byggetilladelse ville blive meddelt, og at K alene havde truffet afgørelse efter planloven og ikke efter byggeloven, hvorfor der ikke var nogen søgsmålsfrist, der skulle overholdes. HR stadfæstede VL’s afvisningsdom, idet K ved nedlæggelsen af § 14-forbuddet havde gjort op med byggesagsbehandlingen både i relation til planloven og byggeloven. Da § 14-forbuddet indeholdt en vurdering af rækkevidden af brevet fra august 2000, forudsatte E’s erstatningspåstand en stillingtagen til § 14-forbuddet, og sagen var derfor omfattet af fristen i planlovens § 62. Da søgsmål ikke var anlagt inden for 6 måneder, blev sagen afvist.

UfR 2007.349 HD: I januar - april 2001 sendte Roskilde kommune, K, et foreløbigt vedtaget forslag til en ny kommuneplan i offentlig høring. En endelig lokalplan blev vedtaget i juni 2001, og denne tillod opførelse af et parkeringshus i centrum af byen. Lokalplanen viste sig at være i strid med både den gældende samt den foreløbigt vedtagne nye kommuneplan. K vedtog samtidig med lokalplanen et tillæg til den nye kommuneplan, med hvilken der åbnedes mulighed for opførelse af et parkeringshus. I oktober 2001 blev den nye kommuneplan endeligt vedtaget. Naboerne til parkeringshuset klagede over lokalplanen, men klagen blev ikke taget til følge af Naturklagenævnet, N. Herefter anlagde naboerne sag og påstod, dels lokalplanen ugyldig da den på vedtagelsestidspunktet var i strid med den eksisterende kommuneplan, dels at K ved gennemførelsen af lokalplanen havde varetaget usaglige hensyn. HR udtalte, at det fremgik af forslaget til lokalplanen for parkeringshuset, at det ligesom det samtidig behandlede forslag til kommuneplantillæg forudsatte endelig vedtagelse af den nye kommuneplan, der var foreløbigt vedtaget og offentliggjort forud for den foreløbige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanforslaget. HR fastslog, at det var en mangel ved den endelige vedtagelse af lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg , at denne forudsætning ikke blev anført som en udtrykkelig betingelse, jf. planlovens § 27, stk. 2, idet den nye kommuneplan på dette tidspunkt ikke var endeligt vedtaget. Denne mangel måtte imidlertid anses for at have været uden væsentlig betydning for planprocessen og -indholdet, og forudsætningen måtte i henseende til lokalplanens og kommuneplantillæggets retsvirkninger sidestilles med en betingelse. Der var herefter ikke grundlag for at ophæve lokalplanen og kommuneplantillægget som ugyldige, som følge af at den hidtidige kommuneplan og den nye kommuneplan var gældende ved den endelige vedtagelse af lokalplanen og kommuneplantillægget. Der var heller ikke grundlag for med henvisning til dette forhold at hjemvise klagen  til realitetsbehandling hos N.

UfR 2007.2012 ØLD: Et ægtepar, E, var ejere af en ejendom, der var beliggende ca. 100 m. fra en motorvej. I 1989 blev det område, hvori ejendommen var beliggende, ifølge Roskilde Kommune, K's, lokalplan udlagt som konsekvensområde for et påtænkt kraftvarmeværk. Det blev dog aldrig blev realiseret. I 2001 begyndte E, at drive mindre virksomhed med reparation og salg af trailere mv. Ifølge en ny lokalplan i 2002 blev ejendommen udlagt til beplantnings- og stiareal, hvilket medførte, at boligen på ejendommen skulle nedlægges. Den eksisterende lovlige anvendelse af  ejendommen kunne dog fortsætte som hidtil. E anmodede herefter K om at overtage ejendommen i medfør af planlovens § 48, hvilket K afslog. Sagen blev indbragt for taksationskommissionen og derefter overtaksationskommissionen, hvis flertal fandt, at lokalplanen reelt gjorde det umuligt for E at sælge ejendommen, hvilket udgjorde en sådan indskrænkning af E's rådighed over ejendommen, at denne ikke kunne udnyttes på en økonomisk rimelig måde. K fandtes derfor forpligtet til at overtage ejendommen. Selvom det måtte lægges til grund, at E som følge af lokalplanen ikke kunne få den samme pris for ejendommen i forhold til den pris, der kunne opnås, hvis lokalplanen ikke eksisterede, fandtes dette ikke at indebære, at ejendommen ikke kunne udnyttes på en økonomisk rimelig måde jf. planlovens § 48, stk. 3. Under hensyn hertil, og da K ikke havde afgivet en bindende tilkendegivelse over for E om at ville overtage ejendommen efter anmodning, inden lokalplanen blev realiseret, tog ØL K's påstand til følge.

UfR 2007.2370 HD: Sagen drejede sig om hvorvidt en vekselbutik på Strøget i København kunne anses for at være ”publikumsorienterende serviceerhverv”, hvilket ifølge lokalplanen var en betingelse for dens lovlighed. HR ophævede Naturklagenævnets afgørelse og udtalte, at den ansøgte vekselbutik var omfattet af begrebet ”publikumsorienterede serviceerhverv”. Virksomheden var ikke et liberalt erhverv i traditionel forstand, og HR fandt, at den heller ikke havde en sådan lighed med pengeinstitutvirksomhed mv., at den i øvrigt kunne anses for omfattet af et forbud herom i lokalplanen. Virksomheden var herefter ikke i strid med lokalplanen og kunne således udøves i lokalerne uden dispensation. (3-2)

UfR 2007.2404 HD: Foreningen ”Retten til Liv” havde i 1999 offentliggjort en skitse til etablering af en abortmindelund på en grund, som ejedes af Arne Munk, A. I 2000 vedtog Ringkøbing Kommune, K, en lokalplan, der bl.a. begrænsede anvendelsen af ejendommene i det pågældende område til bolig- og erhvervsformål. I august 2002 påbød K A at fjerne en 2,5 m høj obelisk og et 9 x 9 m stort ”Danmarkskort” med søjler, der angav antallet af aborter foretaget i de enkelte amter. Efter K’s opfattelse var der tale om genstande, der tjente til – i strid med lokalplanen – at realisere Abortmindelunden. Naturklagenævnet, N, stadfæstede afgørelsen. For HR anførte A, at obelisken og Danmarkskortet var mindre indretninger, som ikke stred mod lokalplanen. A gjorde endvidere gældende, at K’s afgørelse var baseret på usaglige hensyn. HR fandt, at K skulle frifindes, allerede fordi der alene skulle have været lagt sag an mod N (5-2). HR fandt endvidere, at obelisken og Danmarkskortet havde realiseret det samlede projekt for en abortmindelund, der – fordi den optrådte som et offentligt anlæg – var i strid med lokalplanen. Da endvidere hverken det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip eller andre forvaltningsretlige grundsætninger var blevet tilsidesat, blev N frifundet.

UfR 2007.2593 HD: Naturklagenævnet, N, meddelte i august 2003 Erik Christensen afslag på landzonetilladelse til at anvende hele tageetagen over sin bolig som driftsareal til brug for landsbrugsdriften på ejendommen. HR fandt, at indretning af arealet på ca. 140 m2 i stuehusets tagetage til opbevaringsrum for landbrugsmaterialer krævede landzonetilladelse, og HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte N’s afgørelse om ikke at meddele landzonetilladelse til den nævnte indretning.

UfR 2007.2949 VLD: T1 og T2, som var gift, var fundet skyldig i overtrædelse af PL § 35, stk. 1. De tiltalte havde som hhv. ejer og bruger af en ejendom opført en pavillionbygning, som de brugte til beboelse, samt tillige senere opstillet en skurvogn, som de brugte til opbevaring. Begge disse var opstillet uden tilladelse fra Århus Kommune, K. T1 var tiltalt for at have undladt at efterkomme flere påbud om fjernelse af pavillionbygningen og bebyggelse. T2 var tiltalt for at undlade at efterkomme K’s påbud om fjernelse af bebyggelsen på ejendommen. VL udtalte bl.a., at det fremgår af PL § 63, at det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren. K’s påbud af 09.01.2006 var imidlertid ikke formuleret som et påbud om at ophøre med en ulovlig brug af ejendommen til beboelse, men derimod som et påbud om at fjerne bebyggelsen. Det måtte lægges til grund, at bebyggelsen og ejendommen i øvrigt var ejet af T1. T2 kunne efter PL § 63 ikke som bruger påbydes at fjerne bebyggelsen, og han frifandtes derfor for tiltalen for at have undladt at efterkomme påbuddet, ligesom han frifandtes for en påstand om tvangsbøder. T1 blev fundet skyldig og blev idømt en bøde på 10.000 kr., jf. PL § 64, stk. 1, nr. 2, jf. § 35, stk. 1, samt § 64, stk. 1, nr. 4. T1 blev desuden tilpligtet under tvang af fortløbende bøder på 500 kr. ugentligt, jf. RPL § 997, stk. 3, at lovliggøre forholdene på ejendommen ved at fjerne pavillonbygningen og skurvognen. T2 blev idømt en bøde på 5.000 kr.

UfR 2008.129/2 HD: Invidan ApS, I, fik i marts 2000 landzonetilladelse til opførelse af beboelse på 330 m2 og driftsbygninger på i alt 2.578 m2, herunder en ridehal på 20 x 40 m. D. 15.01.2001 søgte I Hørsholm Kommune om tilladelse til dels en tilbygning til ridehallen på 631 m2, således at ridehallen blev forlænget til 20 x 60 m, dels opførelse af en fritliggende varmecentral på 238 m2. Naturklagenævnet, N, traf d. 18.09.2001 afgørelse om, at forlængelsen af ridehallen og opførelsen af varmecentralen krævede landzonetilladelse og gav samtidig afslag herpå. N afslog d. 19.11.2001 og d. 08.05.2002 at genoptage sagen. N traf endvidere afgørelse d. 09.02.2004 om, at en af Hørsholm Kommune udarbejdet lokalplan, der tilsigtede at lovliggøre forlængelsen af ridehallen og opførelsen af varmecentralen, ikke var gyldig. I påstod, at N’s afgørelse af 18.09.2001, som blev fastholdt ved de efterfølgende afgørelser af 19.11.2001 og 08.05.2002, var ugyldig, at afgørelsen af 09.02.2004 var ugyldig, og at I havde krav på at foretage udvidelse af ridehallen og/eller opførelse af varmecentral som beskrevet i den af Hørsholm Kommune udarbejdede lokalplan, eller at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling i N. Til støtte herfor anførte I bl.a., at landzonetilladelse slet ikke var nødvendig til udvidelse af ridehallen og opførelse af varmecentralen, da bygningerne var erhvervsmæssigt nødvendige, at N havde inddraget ulovlige hensyn, at lokalplanen var lovligt vedtaget, og at I havde en berettiget forventning om, at bygningerne måtte opføres. N nedlagde påstand om frifindelse. HR fastslog, at drift af et stutteri opfyldte kravene til anvendelsen af en landbrugsejendom. På baggrund af det i sagen fremlagte, var det ikke godtgjort, at N ikke ved sin afgørelse af, om bygningerne havde været erhvervsmæssigt nødvendige for ejendommens drift og dermed fritaget for kravet om landzonetilladelse, havde foretaget en konkret vurdering eller havde lagt vægt på uvedkommende hensyn. Der var endvidere ikke i sagen fremkommet noget, der kan give grundlag for at tilsidesætte N’s afgørelse om ikke at meddele landzonetilladelse. N’s vurdering af, at den af kommunen udarbejdede lokalplan alene havde til formål at lovliggøre I’s byggeri, blev herefter tiltrådt. Kommunen var som underordnet planmyndighed forpligtet til at respektere N’s afgørelser og kunne ikke tilsidesætte dem gennem vedtagelsen af den foreliggende lokalplan. Herefter, og idet I henset til sagsforløbet ikke kunne antages at have fået en berettiget forventning om, at det anmeldte byggeri ville være blevet godkendt, frifandtes N.

UfR 2008.1766 ØLD: Uffe Lapain, A, fik af Korsør kommune, K, tilladelse, med vilkår af byggeteknisk karakter, til helårsbeboelse i et sommerhus, der var beliggende i landzone og kystnærhedszone. Denne tilladelse blev givet, fordi Retten i Korsør havde tilpligtet K at give tilladelsen. Tilladelsen blev påklaget til Naturklagenævnet, N, som stadfæstede K’s afgørelse, med den ændring, at tilladelsen var personlig for A, og derfor ville falde væk, hvis A solgte ejendommen. A mente, at det kun var K der kunne stille vilkår for tilladelsen og anlagde derfor sag mod N. ØL udtalte, at det forhold, at K’s tilladelse var meddelt som følge af en sag anlagt af A mod K, ikke begrænsede N’s adgang til, som rekursinstans, at behandle klagen over K’s afgørelse, og dommen over K var ikke bindende for N ved afgørelse af klagesagen, herunder ved fastsættelse af vilkår for tilladelsen. Tilladelsen var meddelt ud fra hensynet til A, og da der som udgangspunkt burde være blevet meddelt afslag, fandt ØL, at N gyldigt havde kunnet gøre tilladelsen personlig som sket, således at tilladelsen bortfaldt ved ejerskifte.

UfR 2008.2523 HD: Realkredit Danmarks A/S, R, overtog på tvangsauktion Tinglev Svømmebad i Tinglev kommune, nu Aabenraa kommune, K. K ønskede at overtage svømmehallen, men parterne kunne ikke finde en tilfredsstillende pris. Herefter vedtog K en lokalplan, som sikrede at svømmehallen ikke blev revet ned, og på R’s anmodning overtog K svømmehallen, jf. PL § 48 og PL § 49. Erstatningen til R blev af Overtaksationskommissionen, O, fastsat til 2,8 mio. kr., jf. PL § 50, jf. offentlig vejlov § 51, stk. 1. R anlagde herefter sag an med påstand om yderligere erstatning på 4,2 mio. kr., hvorimod K påstod frifindelse, og påstod det betalte beløb på 2,8 mio. kr. betalt tilbage. VL frifandt K (2-1) og tilpligtede R at betale det modtagne beløb tilbage. HR fandt, at svømmehallen repræsenterede en økonomisk værdi, som R kunne kræve erstattet. Herefter udtalte HR, at O konkret havde vurderet, at svømmehallens værdi udgjorde 2,8 mio. kr. Ingen af parterne havde sandsynliggjort, at dette beløb ikke svarede til svømmehallens værdi. Herved bemærkedes det, at der efter anlæggets særlige karakter ikke kunne tages udgangspunkt i driftsøkonomiske betragtninger eller i genanskaffelsesværdien. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte O’s erstatningsfastsættelse. Som følge heraf frifandt HR K for R’s påstand om betaling af yderligere 4,2 mio. kr. og R for K’s påstand om tilbagebetaling af 2,8 mio. kr.

UfR 2008.2793 HD: I et område i Ålsgårde i Nordsjælland kunne der ifølge lokalplanen opføres bebyggelse i max. en etage med udnyttet tagetage, og tagene skulle udføres som saddeltag med en taghældning på 30-50 grader. Helsingør Kommune, H, gav en grundejer tilladelse til at opføre et hus i en og to etager med fladt tag og gav dermed dispensation fra lokalplanens bestemmelser om etageantal og tagudformning. Naboerne og genboerne til grunden, hvor huset skulle opføres, var blevet orienteret om dispensationsansøgningen, mens A, der boede skråt over for grunden, og hvis udsigt til Kattegat ville blive berørt af byggeriet, ikke var blevet orienteret. A klagede til Naturklagenævnet, N, over dispensationen og over, at de ikke var blevet orienteret om ansøgningen, inden H gav dispensationen, men de fik ikke medhold i klagen. Herefter anlagde A sag mod N med påstand om, at N’s afgørelse var ugyldig, og at A burde have været orienteret om grundejerens dispensationsansøgning. N påstod frifindelse. ØL udtalte, at det ud fra lokalplanen ikke var klart, hvilken særlig udformning af området der ønskedes bevaret, eller hvilke bestemmelser som skulle være en del af planens principper. Områdets faktiske karakter gav heller ikke grundlag for at fastslå, hvilken særlig udformning som ønskedes fastholdt. Der var ikke grundlag for at anse bestemmelserne om etageantal og tagudformning for en del af planens principper, som der ikke kunne dispenseres fra. H havde derfor haft hjemmel til at meddele dispensationen. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte H’s skøn, hvorefter forudgående orientering af A var undladt. ØL frifandt derfor N. HR tiltrådte ØL’s begrundelse og stadfæstede frifindelsen af N.

UfR 2009.188 HD: A drev Skovshoved Hotel og ejede ejendommen, hvorfra hotellet blev drevet. I april 2002 ansøgte han Gentofte kommune, K, om forhåndsgodkendelse til at ombygge hotellet til ejerlejligheder. K nedlagde forbud mod det ansøgte i medfør af PL § 14 med henblik på at udarbejde en bevarende lokalplan for hotellet. I marts 2003 vedtog K lokalplan 226. A indbragte vedtagelsen af lokalplan 226 for Naturklagenævnet, som ikke fandt grundlag for at ophæve lokalplanen som ugyldig. A solgte ejendommen, og hotellet blev drevet videre af andre. For HR vedrørte sagen, om vedtagelsen af § 14-forbuddet og lokalplan 226 var et ekspropriativt indgreb, der medførte erstatningspligt. HR udtalte bl.a., at det ved lokalplan 226 blev bestemt, at hotelejendommen kun måtte anvendes til krostue, hotel-, kursus- og restaurationsvirksomhed og lignende beslægtede erhverv, og at en sådan lokalplanbestemmelse var en erstatningsfri regulering, medmindre der forelå ganske særlige omstændigheder, således at reguleringen fik karakter af ekspropriation. Ejendommen havde både før og efter vedtagelsen af lokalplan 226 været anvendt til hotel m.v., og det var ikke godtgjort, at ejendommen ikke fortsat kunne anvendes økonomisk forsvarligt indenfor rammerne af lokalplanen. HR fandt på den baggrund ikke, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at reguleringen havde karakter af ekspropriation.

UfR 2009.414/2 HD: A drev virksomhed med salg af blandt andet trailere. Virksomheden omfattede matrikel nr. 592 og 593, Hammelev, Vojens. På matrikel nr. 592 var der opført en erhvervsbygning, mens matrikel nr. 593 var et ubebygget areal mellem matrikel nr. 592 og Ribevej. Erhvervsbygningens facade var placeret langs skellinjen mellem matr. nr. 592 og 593. På arealet mellem erhvervsbygningen og Ribevej havde A placeret en udstilling af trailere. Lokalplanen for området indeholdt i to forskellige bestemmelser forbud mod oplag. § 10.3 gjaldt for området mellem byggelinjen og Ribevej, mens § 11.1 gjaldt for arealerne mellem bygningerne og Ribevej. Byggelinjens placering fremgik af en bestemmelse herom i lokalplanen og var endvidere indtegnet i et kortbilag til planen fra 1991. Ifølge kortbilaget lå byggelinjen i skellinjen mellem de to matrikler. Haderslev kommune, K, fandt, at udstillingen af trailere stred mod lokalplanens § 10.3 og § 11.1 og påbød A at lovliggøre forholdet, idet K samtidig afslog A’s ansøgning om dispensation. A klagede til Naturklagenævnet, N, der under henvisning til lokalplanens § 11.1 ikke gav A medhold i klagen. Under sagens behandling ved domstolene målte en landinspektør byggelinjen op, og det viste sig, at byggelinjen var placeret ca. 4 m tættere ved Ribevej end hidtil antaget, og at den del af matrikel nr. 593, der lå inden for de 4 m fra erhvervsbygningen, dermed ikke var omfattet af byggelinjen. HR fastslog, at A’s udstilling af trailere var omfattet af lokalplanens § 11.1 om ”oplag”, og at udstillingen stred mod denne bestemmelse, der gjaldt for hele arealet mellem bygningerne og Ribevej. Oplag var endvidere forbudt efter § 10.3 inden for byggelinjen, og udstillingen var derfor tillige i strid med denne bestemmelse i det omfang, de udstillede trailere var anbragt på den del af ejendommen, som ifølge landinspektørens opmåling henhørte under det byggelinjebelagte område. Der var ikke grundlag for at antage, at N var kommet til et andet resultat, hvis de nye oplysninger om byggelinjen havde foreligget for N.

UfR 2009.1202/2 HD: I januar 2005 blev trafikselskabet C, som drev virksomhed med busdrift, opmærksom på, at en ejendom beliggende i Ballerup Kommune, B, var til salg. C, som fandt grunden velegnet til etablering af et garageanlæg for busdrift, rettede henvendelse til B med forespørgsel om, hvorvidt B havde principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse. Der opstod herefter uenighed om, hvorvidt B’s besvarelse af forespørgslen kunne anses for en bindende forhåndsbesked om tilladelse til at etablere et busgarageanlæg på ejendommen med den virkning, at det af B efterfølgende nedlagte forbud i medfør af PL § 14 mod det af C planlagte byggeri var ugyldigt. C, som forud for B’s forbud havde erhvervet ejendommen, anlagde sag mod B med krav om erstatning, idet C gjorde gældende, at B ved nedlæggelsen af forbuddet eller i kraft af sin korrespondance med C forud for selskabets erhvervelse af ejendommen, havde pådraget sig et erstatningsansvar.  HR fandt ikke, at B’s svar kunne anses for en bindende forhåndsbesked og dermed som et tilsagn, der afskar B fra at nedlægge et forbud i medfør af PL § 14.  Endvidere udtalte HR, at C’s breve til B ikke fremtrådte som en ansøgning om forhåndstilladelse til den påtænkte anvendelse, men som en forespørgsel om, hvorvidt B i plan- eller miljømæssig henseende havde principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse. B’s besvarelse fremtrådte på tilsvarende måde ikke som en forhåndsbesked til den påtænkte anvendelse, men som oplysninger om, at der ikke i forhold til den gældende byplanvedtægt eller i forhold til gældende miljøregler var principielle indvendinger mod den påtænkte anvendelse af arealet. HR fandt ikke, at B havde handlet ansvarspådragende. Der blev herved lagt vægt på, at B’s svar ikke indeholdt forkerte oplysninger, ligesom det ikke kunne anses for en ansvarspådragende fejl, at B ikke gjorde opmærksom på de ikke nærmere konkretiserede overvejelser, der forelå om ”revitalisering” af området. 

UfR 2009.1151 HD: Rudkøbing Kommune, K, vedtog i 2005 en lokalplan, der bl.a. udlagde et bestemt areal i Peløkke nord for Rudkøbing til boligformål. Det udlagte areal lå tæt på kysten og inden for den normale strandbeskyttelseslinje på 300 m. Nogle naboer, A, til det udlagte areal klagede til Naturklagenævnet, N, og anførte bl.a., at der ikke var en særlig planlægningsmæssig begrundelse for den kystnære placering af ny bebyggelse i Peløkke, og at lokalplanen derfor var i strid med PL § 5 b, stk. 1, nr. 1. N fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at K’s planlægningsmæssige begrundelse for vedtagelsen af lokalplanen var i strid med planlovens bestemmelser. A indbragte herefter sagen for domstolene, idet N skulle anerkende, at lokalplanen var ulovlig og ugyldig. A anførte navnlig, at K ved lokalplanen havde inddraget et ulovligt kriterium, når K begrundede placeringen af boligområdet med ønsket om at ændre bosætningsmønstret i K. Endvidere anførte de, at K i lokalplanen burde have redegjort for alternative placeringer af bebyggelsen. HR fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte N’s afgørelse, hvorefter kravet i PL § 5 b, stk. 1, nr. 1, om en særlig planlægningsmæssig begrundelse for den kystnære lokalisering måtte anses for opfyldt. HR udtalte, at under hensyn til K’s særlige befolkningsmæssige situation havde K været berettiget til at lægge vægt på behovet for at kunne tilbyde attraktive byggegrunde med henblik på at ændre bosætningsmønstret. HR tillagde det desuden betydelig vægt, at området omkring det nye boligområde i forvejen var bebygget, således at der ikke var tale om et indgreb i et åbent og uberørt kystområde. På denne baggrund havde det været berettiget at fravige udgangspunktet om, at nye arealer til byzone skulle lokaliseres i størst mulig afstand fra kystlinjen og fortrinsvis bag eksisterende bebyggelse. Med K’s begrundelse var det af begrænset betydning at redegøre for alternative placeringer længere inde i landet.

UfR 2010.1832 ØLD: A havde søgt om tilladelse til opførelse af en ny rutsjebane hos Lyngby-Taarbæk Kommune, K. Denne tilladelse blev i første omgang givet af K, men senere ændret af Naturklagenævnet, N. A anlagde herefter sag mod N med påstand om, at N tilpligtedes at anerkende, at deres afgørelse, der ændrede K’s tilladelse til et afslag, var ugyldig. A påstod, at N i sin afgørelse havde lagt vægt på ulovlige eller usaglige hensyn. Retten i Lyngby udtalte, at selvom N’s flertal i sin begrundelse for afslaget henviste til, at anlæggets placering kræver nedlæggelse af andre forlystelser, fandtes det ikke, at der derved tillige var inddraget ulovlige konkurrencemæssige hensyn. BR fandt heller ikke, at flertallet havde inddraget ulovlige eller usaglige hensyn i begrundelsen ved at henvise til Bakkens præg fra de nærmeste omgivelser. Der var kun inddraget lovlige hensyn, i form af planlægningsmæssige, landskabelige og kulturhistoriske hensyn, jf. PL § 35, stk. 1. ØL stadfæstede afgørelsen.

UfR 2011.1208 VLD: Naturklagenævnet, N, havde truffet afgørelse om, at E skulle etablere og åbne en vejstrækning liggende i den sydlige ende af hans ejendom for offentlig færdsel. E havde afspærret vejen med trådhegn og skiltning. E indbragte sagen for VL og påstod afgørelsen tilsidesat. VL lagde til grund, at vejen lå i en sådan afstand fra huset, at offentligheden havde indkig, samt at offentligheden adgang måtte anses for i særligt grad at genere privatlivets fred. De omgivende arealer lå imidlertid indenfor regionsplanens særlige beskyttelsesområder, og området var i udpegningsgrundlaget for regionsplanlægningen beskrevet som i landskabelig henseende af oplevelsesmæssig enestående betydning og i kulturhistorisk henseende af stor betydning. Herefter, og da E’s anbringende om færdslens gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen ikke kunne føre til anden vurdering, fandt VL, at offentlighedens interesse i at benytte vejen til færdsel vejede tungere end E’s interesse i at forbyde adgang. N’s afgørelse blev stadfæstet.

UfR 2011.2028 HD: Sagen handlede om, hvorvidt anvendelsen af en ejendom i lokalplanens forstand var lovlig på tidspunktet for planens ikrafttræden og dermed kunne opretholdes i medfør af en bestemmelse herom i planen, selv om anvendelsen stred mod lokalplanen. Spørgsmålet om, hvorvidt der på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var tale om lovlig anvendelse, vedrørte bl.a. fortolkning af en servitut, som blev tinglyst på ejendommen i 1892 og ophævet ved lokalplanens ikrafttræden. Københavns Kommune, K, var ikke påtaleberettiget i henhold til servitutten. Den omhandlede ejendom lå i området ved Bjerregårdsvej i København. Ejendommen blev før lokalplanens ikrafttræden langt overvejende anvendt til erhverv og derudover til beboelse. K var af den opfattelse, at anvendelsen af ejendommen ikke var lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden, og havde på denne baggrund truffet en afgørelse om den fremtidige anvendelse af ejendommen i overensstemmelse med lokalplanen. Afgørelsen indebar, at der skulle retableres boliger i hele ejendommen, idet der dog kunne indrettes 100 m2 erhverv i kælder eller stueetage. Naturklagenævnet, U, havde ophævet K’s afgørelse. HR frifandt U og ejendommens ejer for K’s påstand om, at de skulle anerkende, at K’s afgørelse var gyldig. HR fandt, at lokalplanens § 12 måtte forstås således, at anvendelsen af en bygning ikke var lovlig i bestemmelsens forstand, hvis anvendelsen på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var i strid med den omhandlede servitut, således at K kunne have sikret overholdelsen heraf ved påbud eller forbud efter PL § 43. HR’s flertal udtalte bl.a., at anvendelsen af ejendommen var i strid med servitutten. Endvidere, at K under nærmere angivne omstændigheder havde udvist en sådan passivitet, at den ved lokalplanens ikrafttræden havde fortabt sin adgang til at håndhæve servitutten i relation til den omhandlede ejendom, således at den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen måtte betragtes som lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden. (3-2). Komm. af Peter Pagh i JUR 2012.79-90: Servitutters gyldighed og håndhævelse efter planloven.

UfR 2012.3527 HD: Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet, om Svendborg Kommune, K, havde eller skulle have udarbejdet en habitatkonsekvensvurdering for fugle-, dyre- og plantelivet i området, og om en ny støjbekendtgørelse for vindmøller indebar, at der skulle have været udarbejdet en supplerende VVM-redegørelse. HR udtalte bl.a., at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets, N, bedømmelse, hvorefter der alene var foretaget en foreløbig vurdering (screening) af det planlagte vindmølleanlægs mulige påvirkning af de nærliggende beskyttelsesområder for fugle, dyr og planter. N begik ikke en fejl ved i forbindelse med klagesagernes behandling at undlade at kræve, at K udarbejdede en habitatkonsekvensvurdering. Den omstændighed, at der undervejs i forløbet trådte en ny støjbekendtgørelse i kraft, betød ikke, at K skulle udarbejde en supplerende VVM-redegørelse før vedtagelsen af kommuneplantillæg eller lokalplan. ØL var nået til samme resultat.

UfR 2013.1302 HD: A havde meldt sig ud af den stedlige antenneforening, S, og ind i en anden, landsdækkende antenneforening. Deklarationer, som var tinglyst på deres ejendomme, fastsatte tilslutningspligt til tv-antenneanlægget for området, og Vejle Kommune, K, påbød med henvisning til PL § 43 A at genindmelde sig i S. HR fastslog, at deklarationerne efter deres ordlyd og formål medførte en pligt for ejerne af parcellerne til at deltage i udgiften til drift og vedligeholdelse af S. A kunne ikke frigøre sig fra forpligtelsen ved at indmelde sig i en anden antenneforening. Deklarationerne vedrørte et forhold, hvorom der efter de dagældende regler i PL kunne optages bestemmelse i en lokalplan, og K havde derfor hjemmel i PL til udstedelse af påbuddet. Den omstændighed, at S, ud over at modtage og distribuere radio- og TV-programmer, også tilbød supplerende ydelser, var uden betydning for tilslutningspligten, da A ikke havde godtgjort, at størrelsen af grundkontingentet var påvirket af disse supplerende ydelser. Der var ikke grundlag for at antage, at de hensyn, der lå bag påbuddet, ikke beroede på saglige og planlægningsmæssige overvejelser, eller at påbuddet skulle være udtryk for varetagelse af uvedkommende interesser. Påbuddet var derfor gyldigt. VL var nået til samme resultat.

UfR 2013.2213 ØLD: Frederikssund Kommune havde for tredje gang pålagt A og B, der var samlevende, at fraflytte deres bolig, der var beliggende i et sommerhusområde, jf. PL § 64, stk. 1, nr. 4, jf. § 51 a. Retten i Hillerød pålagde A og B en bøde på 15.000 kr. hver. ØL ændrede BR’s dom med den begrundelse, at manglende efterkommelse af et flytteforbud i førstegangstilfælde måtte medføre en bøde på 5.000 kr. pr. husstand. Henset til at der var tale om et tredjegangstilfælde, fastsatte ØL bøden til 15.000 kr. pr. husstand, hvoraf A og B skulle betale halvdelen hver.

UfR 2014.1953 HD: En asfaltfabrik, der var etableret i 1971 ved Svogerslev, og siden drevet på grundlag af midlertidige tilladelser, anmodede om tilvejebringelse af et planmæssigt grundlag for permanent drift på stedet. Naturklagenævnet havde ved en række afgørelser bestemt, at der ikke kunne gives permanent tilladelse til at drive virksomheden, uden en forudgående VVM-screening, henholdsvis VVM-redegørelse, efter planlovens regler herom. HR fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets vurdering om VVM-pligt.

UfR 2015.902 HD: Lokalplans bestemmelser om ophævelse af servitutter havde karakter af ekspropriation og var med rette blevet ophævet af Natur- og Miljøklagenævnet.

På en ejendom i Haverslev tilhørende A var tinglyst to servitutter, hvorefter der ikke måtte drives konkurrerende virksomhed til McDonald's, M, og bl.a. ikke måtte opføres bygninger til brug for restaurations- og fastfoodsalg eller hermed direkte konkurrerende virksomhed. B ejede naboejendommen, hvorpå der blev drevet restaurationsvirksomhed. Rebild Kommune, K, vedtog i 2010 en lokalplan, som bl.a. omfattede A's og B's ejendomme, og som havde til formål bl.a. at fastslå uforenelighed mellem lokalplanen og de to servitutter. Lokalplanen indeholdt bestemmelser om ophævelse af servitutterne. Efter klage fra M traf Natur- og Miljøklagenævnet, N, afgørelse om at ophæve de bestemmelser i lokalplanen, som fastslog uforenelighed med servitutterne, og som ophævede servitutterne. VL fandt, at ophævelsen af servitutterne ved lokalplanen havde karakter af ekspropriation. K havde derfor ikke haft hjemmel i PL § 15, stk. 2, nr. 16 til at ophæve servitutterne. N's afgørelse hvilede ikke på usaglige hensyn og var ikke udtryk for magtfordrejning, og afgørelsen var ikke ulovlig og ugyldig. Der var ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i N.

UfR 2015.3887 HD: Ret til at benytte ejendom i sommerhusområde til helårsbeboelse var bortfaldet.

Middelfart Kommune, A, havde efter, at en helårsbolig i et sommerhusområde var brændt ned, givet nye ejere, B, af ejendommen tilladelse til helårsbeboelse. Natur- og Miljøklagenævnet, C, ophævede denne tilladelse i 2011, og henviste til, at retten til helårsbeboelse var bortfaldet, idet retten ikke havde været udnyttet i 3 på hinanden følgende år, jf. PL § 56, stk. 2. B anlagde herefter sag mod C med påstand om, at afgørelsen var ugyldig. Retten i Odense fandt, at huset ikke havde været benyttet til beboelse efter branden d. 09.02.2008, og fastslog herefter, at den hidtidige ret til helårsbeboelse var bortfaldet, jf. PL § 56, stk. 2. ØL stadfæstede. HR udtalte, at de tiltag og bestræbelser, som var foretaget med henblik på at få renoveret eller genopført ejendommen efter branden, ikke var af en sådan karakter, at de hverken hver for sig eller tilsammen kunne anses for at udføre en udnyttelse af retten til helårsbeboelse. HR fastslog herefter, at den hidtidige ret til helårsbeboelse var bortfaldet, jf. PL § 56, stk. 2.

UfR 2016.726 HD: Ejendomsbegrebet i PL § 36, stk. 1, nr. 3, skulle forstås som den matrikulært afgrænsede ejendom

En ejer af et stutteri, A, havde foretaget nogle udvidelser af bygningerne på sin ejendom og anførte, at udvidelserne var erhvervsmæssigt nødvendige for driften af landbrugsejendommen, jf. PL § 36, stk. 1, nr. 3. Ved UfR 2008.129 HD opretholdt HR Naturklagenævnets, N’s, afgørelse om, at udvidelserne ikke var erhvervsmæssigt nødvendige og derfor krævede landzonetilladelse efter PL § 35, stk. 1. I 2008 opkøbte A flere landbrugsejendomme i området, som herefter blev drevet i samdrift med stutteriet. A mente nu, at udvidelserne måtte være erhvervsmæssigt nødvendige for den samlede landbrugsbedrift, hvilket N ikke var enig i, idet N fandt, at spørgsmålet om, hvad der var erhvervsmæssigt nødvendigt, måtte vurderes særskilt for den enkelte ejendom. HR fastslog, at ejendomsbegrebet i PL § 36, stk. 1, nr. 3, skulle forstås som den matrikulært afgrænsede ejendom, hvorfor det ikke havde betydning, at stutteriet blev drevet i samdrift med andre landbrugsejendomme.

 

Hit Counter

28-08-17