Oversigt over nogle af ændringerne pr. 01.10.2012 i lov om forældreansvar.

Social- og integrationsministeren fremsatte d. 13.04.2012 L 157 Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om Det Centrale Personregister. (Ændringer som følge af evalueringen af forældreansvarsloven). Lovforslaget er fremsat på baggrund af Familiestyrelsens: Evaluering af forældreansvarsloven, nov. 2011, 163 sider, og bilag til evaluering af forældreansvarsloven, 401 sider, og politisk aftale af 08.02.2012 mellem alle Folketingets partier om ændring af forældreansvarsloven.

Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget d. 08.06.2012 med en enkelt teknisk ændring i RPL § 537, stk. 2, og er bekendtgjort som lov nr. 600 af 18.06.2012, som er trådt i kraft d. d. 01.10.2012.

Almindelige bemærkninger til L 157/2012

Specielle bemærkninger til L 157/2012

De nye regler er gennemgået af Malene Vestergaard og Stine Korne Christensen i JUR 2012.246-251: Ændringer som følge af evalueringen af forældreansvarsloven

  1. Efter de hidtidige regler kunne fælles FM kun ophæves, hvis tungtvejende grunde talte for det, jf. FAL § 11. Efter de nye regler kan retten kun ophæve den fælles FM, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Ifølge evalueringen var adgangen til at dømme til fælles FM blevet for vidtgående, hvilket i nogle tilfælde var på bekostning af barnet. Den ændrede bestemmelse giver et større rum for at skønne over, om forældrene fremadrettet kan og vil samarbejde til bedste for barnet.
     
    Udnyttelse af adgangen til at dømme til fælles FM skal ikke være en kompromisløsning eller et forsøg på mægling mellem 2 stridende parter. Fælles FM forudsætter, at forældrene realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde. Forældrene skal vise vilje og evne til at sætte barnets bedste før deres egen konflikt, idet det i forhold til spørgsmålet om FM også er en del af forældreevnen at kunne samarbejde med den anden forælder om barnet. Ud fra disse forudsætninger vil det ikke være overladt til barnet at skabe sammenhæng i sit liv. Fremadrettet vil afgørelser om at fastholde den fælles FM derfor også skulle indeholde en gengivelse af de konkrete overvejelser om forældrenes samarbejdspotentiale, som er lagt til grund for afgørelsen.
     
    De vurderinger og hensyn, som efter gældende ret før d. 01.10.2012 skulle foretages og afvejes, skal fortsat skulle indgå i rettens overvejelser om, hvorvidt den fælles FM bør ophæves. Når det konstateres, at der foreligger »tungtvejende grunde«, må det samtidig anses som et udtryk for, at forældrene har samarbejdsproblemer. Disse vurderinger skal naturligvis også indgå i det større rum for et skøn.

    Det vil fortsat have betydning for vurderingen, hvis en forælder har udøvet vold eller lignende mod den anden forælder, barnet eller andre i familien. Voldsudøvelsen kan påvirke familien som helhed i en sådan grad, at det ikke kan antages at være i barnets interesse, at der i disse situationer skal dømmes til fælles FM. Det samme vil være tilfældet, hvis der er sket seksuelle krænkelser af barnet, den anden forælder eller andre familiemedlemmer. Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles FM, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv. Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.

    Retten kan kun ophæve den fælles FM, hvis der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det betyder, at der skal kunne påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. Dette vil afhænge af en konkret vurdering, hvor det kan tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament for et egentligt samarbejde. Fælles FM må således forudsætte, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at forældrene ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at kunne træffe beslutninger om barnet, og uden at der opstår vedvarende konflikter. Manglende tillid til den anden forælder eller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og tilpasse sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse kan indikere, at fælles FM ikke er bedst for barnet, jf. FAL § 4.

    Skyldes konflikterne omkring samarbejdet og barnet, at den ene forælder uden påviselig grund har forsøgt at hindre den anden forælders kontakt til barnet, skal retten fortsat anlægge et fremtidsorienteret perspektiv ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Det tillægges således stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder.

     
  2. Der er i FAL § 19, stk. 2 indsat en bestemmelse om at forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos, og for transporten af barnet i forbindelse med samvær.

    Det er fortsat udgangspunktet, at samværsforælderen sørger for afhentning af barnet ved samværets start, og at bopælsforælderen sørger for afhentning af barnet i forbindelse med samværets afslutning. Begge forældre afholder udgifterne til den del af transporten, som den pågældende er ansvarlig for, herunder transporten af både barnet og en eventuel ledsager. Dette udgangspunkt kan kun fraviges i helt særlige tilfælde. Det forudsættes, at muligheden for at fravige udgangspunktet administreres meget restriktivt. Det er ikke tanken, at de eksisterende muligheder for at fravige udgangspunktet skal videreføres, om end nogle af de samme hensyn kan gøre sig gældende i helt særlige tilfælde. En eventuel fravigelse af udgangspunktet om det fælles ansvar for transporten skal træffes ud fra en konkret vurdering og vil eksempelvis kunne komme på tale i situationer, hvor helt særlige geografiske eller transportmæssige forhold gør sig gældende, og sagens omstændigheder i øvrigt taler for en fravigelse af udgangspunktet. Det skal således på baggrund af en flerhed af forhold vurderes som åbenbart urimeligt, at en forælder skal løfte en del af transporten, før der kan undtages fra udgangspunktet.

    I tilfælde hvor udgangspunktet om, at samværsforælderen henter barnet til samvær, og bopælsforælderen henter barnet fra samvær, på grund af geografiske og transportmæssige forhold er uhensigtsmæssigt, forudsættes det, at forældrene selv foretager den konkrete tilrettelæggelse af transporten under hensyn til det fælles ansvar. Da varetagelsen af transporten følger af loven, skal statsforvaltningen ikke træffe afgørelse herom, men kan dog fastsætte bestemmelser om transporten, hvis der i helt særlige tilfælde er grundlag for at fravige lovens udgangspunkt.

     

  3. Muligheden for barnets samvær med nærmeste pårørende i FAL § 20 er udvidet.

    Det er nu blevet muligt at fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende, hvor den ene af barnets forældre er ukendt, dvs. at der ikke er fastslået et faderskab eller et moderskab. Dette vil bl.a. give en person, der har levet sammen med barnets mor og fungeret som forælder til barnet – en social forælder – mulighed for at ansøge om fastsættelse af samvær, hvor barnet er blevet til ved hjælp af kunstig befrugtning med anonym donorsæd, eller hvor barnets mor ikke ved, hvem den biologiske far er. Det er uden betydning, om den sociale forælder og barnets mor har været samlevende, været gift eller været registrerede partnere. Dette vil særligt være relevant for homoseksuelle par, hvor en medmor ikke har adopteret barnet før samlivsophævelsen, men hvor den pågældende har fungeret som barnets forælder. Ændringen vil også have betydning for andre nærmeste pårørende end sociale forældre, eksempelvis for forældre til den sociale forælder som barnet er knyttet til.
     
    Efter den ændrede bestemmelse i FAL § 20. 2 er det ikke længere en forudsætning for at fastsætte samvær med barnets nærmeste pårørende i situationer, hvor der ikke eller kun i yderst begrænset omfang er samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos, at der er tale om »ganske særlige tilfælde«. Det er alene afgørende, om det vil være bedst for barnet at fastsætte en kontakt med den pågældende nærmeste pårørende. Rummet for skønnet efter FAL § 4 er ikke på forhånd er begrænset til ganske særlige tilfælde. Ændringen understreger således grundprincippet om at finde frem til den bedst mulige løsning for det enkelte barn. Ændringen gør det bl.a. i højere grad muligt at fastsætte samvær med andre i situationer, hvor samværsforælderen periodevis er fraværende.

    Betingelsen om, at samvær kun kan fastsættes med pårørende, som barnet er »nært knyttet til« er ændret til en betingelse om, at barnet skal være »knyttet til« ansøgeren. Denne ændring betyder bl.a., at nærmeste pårørende, som barnet kun har haft kontakt med i kortere tid og derfor endnu ikke har opnået en nær tilknytning til – men dog en tilknytning – vil kunne søge om samvær med barnet. Det er hensigten med betingelsen om tilknytning at sikre, at ikke alle barnets nærmeste pårørende kan bruge bestemmelsen til at søge at etablere en tilknytning til barnet. Der skal således være tale om en allerede eksisterende tilknytning, der kan mistes, og som det vurderes at være bedst for barnet at bevare.

    Afgørelser efter stk. 1 og stk. 2 skal herefter – som hidtil – træffes ud fra en vurdering af, om det vil være bedst for barnet, at der fastsættes samvær med den nærmeste pårørende, der søger om samvær. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den personkreds (barnets nærmeste pårørende), som barnet kan få samvær med. Ansøgeren skal endvidere fortsat være fyldt 18 år.

     
  4. FAL § 21 er blevet omformuleret, således at det ikke længere fremgår af loven, at samværet kan fastsættes i op til 7 dage ud af 14 dage, og at statsforvaltningen træffer afgørelse om transporten til og fra samvær og om afholdelse af udgifterne hertil. Ændringen tilsiger at undgå misforståelser om, at en deleordning som samværsordning er udgangspunktet for fastsættelse af samvær. Ved en deleordning forstås samvær af et omfang, hvor barnet opholder sig halvdelen af tiden hos samværsforælderen, eksempelvis 7 dage ud 14 dage eller 14 dage ud af 28 dage.
     

    En deleordning vil fortsat f.eks. kunne fastsættes, hvis barnet i en årrække har boet sammen med forældrene frem til samlivsophævelsen, og der i umiddelbar forlængelse heraf anmodes om mest muligt samvær, eller i tilfælde hvor forældrene hidtil har praktiseret en deleordning. Det er fortsat vigtigt, at ordningen kan fungere rent praktisk for barnet. Dette forudsætter normalt, at forældrene bor i nærheden af hinanden, og at barnets dagligdag i forhold til institutioner, skoler og kammerater ikke påvirkes i væsentlig grad af, om barnet opholder sig hos den ene eller den anden forælder. Der vil således ikke kunne fastsættes en deleordning i situationer, hvor dette eksempelvis nødvendiggør, at barnet er indmeldt i 2 institutioner. Der vil som nævnt altid skulle foretages en konkret og individuel vurdering af, hvad der er bedst for barnet.
     
    Det er endvidere en afgørende forudsætning for en deleordning, at forældrene kan samarbejde med hinanden om barnets forhold. Det er således af afgørende betydning, at forældrene har et samarbejde, der gør det muligt for dem at skabe sammenhæng for barnet mellem de 2 hjem og at skabe den fornødne fleksibilitet i samværet, herunder i forhold til barnets behov for kontakt med den forælder, hvor barnet ikke opholder sig, og muligheden for at fravige eller ændre samværsplanen. Barnets behov for at være i andre relationer end den nærmeste familie stiger med alderen, hvilket der også bør tages hensyn til ved overvejelserne om samværets omfang. Ikke kun forældrenes forhold er af betydning for, om der kan fastsættes en deleordning. Det er også nødvendigt, at barnets personlige, herunder psykiske, forhold ikke modsiger en sådan ordning.

     
  5. FAL § 23, stk. 2 om ret til orientering om generelle sociale aktiviteter på barnets skole og børneinstitution fra den pågældende skole og institution og om adgang til at deltage i disse aktiviteter, er ophævet.

    Forældre uden del i forældremyndigheden har fortsat ret til orientering om barnet og til at få udleveret dokumenter efter § 23, stk. 1.
     

  6. FAL § 29, stk. 1 er ændret, således at retten ikke længere kan træffe midlertidig afgørelse om samvær.

     
  7. FAL § 38, stk. 3 er ophævet, således at retten ikke længere kan træffe afgørelse af samvær.

     
  8. Ifølge FAL § 39 kan statsforvaltningen afvise en anmodning om ændring af FM, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Dette gælder dog ikke anmodninger om ændring af FM efter § 14, stk. 2. Statsforvaltningen indbringer afgørelsen om afvisning af en anmodning om ændring af FM eller barnets bopæl for retten, hvis ansøgeren anmoder herom, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

    Ifølge bemærkningerne bør barnet i videst mulig udstrækning skærmes mod langvarige konflikter, som skyldes ansøgninger, der ikke vil bedre barnets situation. Det er således hensigten at skabe ro om barnet ved at undgå unødvendig procesførelse, hvor det på forhånd må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at ændre FM eller barnets bopæl.
     
    Afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placeringen af FM og/eller barnets bopæl. Det understreges i den forbindelse i bemærkningerne, at alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4. Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtninger om, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøgning skal afvises. Den konkrete stillingtagen til, om en ansøgning skal afvises, beror dog på et skøn over, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Derfor vil det ikke være muligt at afvise en ansøgning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.

    Beslutningen om afvisning  foretages først og fremmest ud fra oplysningerne i ansøgningen, men også ud fra den viden som myndigheden i forvejen måtte have om barnet og dets forhold. Da der ikke foretages en tilbundsgående materiel vurdering af barnets bedste, er det nødvendigt, at det på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at det er bedst for barnet ikke at ændre forældremyndigheden eller bopælen. En ansøgning om ændring af barnets bopæl vil også kunne afvises, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at begge forældre er lige egnede som bopælsforældre, og at en afgørelse af, hvad der er bedst for barnet, derfor kan falde ud til begge sider.
    Ændringen af FAL § 11medfører ifølge bemærkningerne ikke i sig selv, at der foreligger væsentligt forandrede forhold.

    Kerneområdet for den nye bestemmelse vil være de gentagne ansøgninger – dvs. de tilfælde hvor der tidligere ved dom er taget stilling til spørgsmålet om FM eller barnets bopæl. Da intentionen med bestemmelsen er at skærme barnet mod unødvendig procesførelse, vil der kunne forekomme tilfælde, hvor det ligeledes må overvejes at afvise en ansøgning om ændring af FM eller barnets bopæl, hvor FM eller bopælen beror på en aftale. Det er således afgørende for beslutningen, om der er påvist væsentligt forandrede forhold, og/eller om det er godtgjort, at en ændring muligvis er bedst for barnet. Om der er tale om væsentligt forandrede forhold – og ansøgningen derfor skal behandles – er en vurdering af, om forholdene på tidspunktet for ansøgningen er af en sådan karakter, at en ændring vil kunne være bedst for barnet.

    Statsforvaltningens afgørelse om at afvise en ansøgning om ændring af FM eller barnets bopæl efter § 39, stk. 1,vil kunne indbringes for retten, jf.  § 39, stk. 2. Den forælder, som har fået sin ansøgning afvist, skal anmode statsforvaltningen herom inden 4 uger efter, at afgørelsen om afvisning er meddelt den pågældende.

    Sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter FAL § 39, stk. 2, afgøres på skriftligt grundlag, medmindre retten finder, at der er grund til mundtlig behandling., jf. RPL § 455 a

     

  9. Retten kan ifølge RPL § 450 a i sager om forældremyndighed eller barnets bopæl udpege en børnesagkyndig til at deltage i forberedende møder. Retten kan med henblik på at opnå forlig anmode den børnesagkyndige om at afholde en samtale med parterne eller barnet samt om at indhente oplysninger, medmindre en part modsætter sig dette.

     
  10. Bestemmelsen i RPL § 450 c om samtaler med børn er ændret. Samtaler med børn efter forældreansvarsloven afholdes, uden at parterne er til stede, medmindre retten bestemmer andet. Parterne skal forud for afholdelsen af samtalen orienteres om samtalens karakter og betydning, medmindre det vurderes at være unødvendigt. Retten anmoder en børnesagkyndig om at afholde samtalen. Inden sagen afgøres, skal parterne gøres bekendt med hovedindholdet af samtalen, medmindre afgørende hensyn til barnet taler imod det.

    Dommeren kan fortsat deltage i samtalen, men det er den børnesagkyndige, som forestår samtalen.

    Forberedelsen vil afhænge af sagens karakter og vil kunne ske på et møde, hvor det kan være hensigtsmæssigt, at mødet foregår i mindre formelle rammer, herunder eventuelt med deltagelse af en børnesagkyndig, jf. RPL § 450 a. Forberedelsen kan undlades, hvis det vurderes at være unødvendigt, eksempelvis fordi barnet tidligere har været indkaldt til samtale i en forældreansvarssag mellem parterne i statsforvaltningen eller i retten, eller fordi det vurderes, at forældrene ikke har behov for yderligere viden eller støtte med henblik på forberedelsen af barnet.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

26-01-16

Hit Counter