Oversigt over nogle af ændringerne i Lov nr. 647 af 12.06.2013 om ændring af lov om regional statsforvaltning, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love som følge af ændret organisering af statsforvaltningerne

1. Lovforslaget

2. Enhedsforvaltning

3. Forkortet klagefrist i sager om underholdsbidrag

4. Umiddelbar skilsmisse ved enighed og forkortelse af separationsperioden

5. Vilkårsforhandling skal vælges til

6. Gebyr i sager om separation eller skilsmisse og ved vilkårsforhandling

7. Gebyr i sager om ændring af fastsatte børnebidrag

8. Ikrafttræden d. 01.07.2013
 

  1. Lovforslaget
  2. Økonomi- og Indenrigsministeren fremsatte d. 27.02.2013 L 157 (2012-2013)Forslag til lov om ændring af lov om regional statsforvaltning, lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love som følge af ændret organisering af statsforvaltningerne. (Ændret organisering af statsforvaltningerne, regelforenklinger og omkostningsdækkende egenbetaling på det familieretlige område m.v).

    Lovforslaget bygger på regeringens forslag af 25.10.2012. Lovforslagets formål er at udmønte en del af den politiske aftale om statsforvaltningernes struktur, som blev indgået mellem Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance i forbindelse med Finansloven for 2013.

    Statsforvaltningerne beskæftiger ca. 700 årsværk. Efter indfasningen påregnes der at være 600 årsværk i 2016.

    Lovforslaget blev 1. behandlet i Folketinget d. 15.03.2013. Det blev behandlet af Kommunaludvalget. Lovforslaget blev vedtaget d. 16.05.2013, og blev bekendtgjort som lov nr. 647 af 12.06.2013. Loven træder i kraft d. 01.07.2013.

  3. Enhedsforvaltning

    De 5 statsforvaltninger lægges sammen til en enhedsforvaltning med hovedkontor i Åbenrå.

    De 5 hidtidige hovedkontorer i København, Nykøbing F, Aalborg, Ringkøbing og Aabenraa bevares. Afdelingskontorerne i Rønne, Ringsted, Odense og Aarhus bevares. Afdelingskontoret i Ribe nedlægges.

    Alle sager journaliseres i Ringkøbing og der skal være fælles call-center i Rønne. Det er tanken at samle og dermed specialisere de faglige opgaver i statsforvaltningen, der ikke indebærer direkte borgerkontakt. Dermed skabes der i højere grad mulighed for erfaringsudveksling, kompetenceudvikling og specialisering blandt medarbejderne inden for et specifikt fagområde. Ud over de faglige fordele vil der være økonomiske stordriftsfordele ved en sådan specialisering. Det forlyder, at alle bidragssager og alle værgemålssager skal behandles i Ringkøbing.

    Der har ifølge bemærkningerne været uensartede sagsbehandlingstider og uensartet kvalitet i afgørelserne. Det forventes, at der vil blive kortere sagsbehandlingstider, og mere ensartet praksis.
     
  4. Forkortet klagefrist i sager om underholdsbidrag (børne- og ægtefællebidrag)

    I lov om børns forsørgelse § 21, stk. 2, RVL § 52 a, stk. 2 og ÆL § 58 a, stk. 2 ændres klagefristen fra 1 år til 4 uger fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Dette skyldes især hensynet til, at begge parter så vidt muligt skal kunne indrette sig på den trufne afgørelse.
     
  5. Umiddelbar skilsmisse ved enighed og forkortelse af separationsperioden

    ÆL §§ 29-31 skal lyde således:

    Enighed

    § 29. Ægtefæller har ret til separation eller skilsmisse, når de er enige om det.

    Uenighed

    § 30. En ægtefælle har ret til separation.

    Stk. 2. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation.

    Bortfald af separation

    § 31. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis ægtefællerne genoptager eller fortsætter samlivet.«

    Der indføres adgang til umiddelbar skilsmisse, hvis parterne er enige, jf. § 29, og en ægtefælle har ret til skilsmisse efter 6 måneders separation, selv om parterne ikke er enige om skilsmisse, jf. § 30, stk. 2.

    Ægtefæller, der separeres og senere bliver enige om skilsmisse, har ret til skilsmisse efter § 29, også selv om separationsperioden ikke er udløbet. Dette gælder uanset, om ægtefællerne er separerede på baggrund af enighed eller uenighed.

    Betingelsen i  ÆL § 29 om, at man ikke mener at kunne fortsætte samlivet, udgår. Der er ifølge bem. ikke hermed tilsigtet nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter ægtefæller, der ønsker separation, skal (have til hensigt at) afbryde samlivet. Dette fremgår også af § 31.

    Ved en umiddelbar skilsmisse ved enighed, behøver parterne ikke ophæve samlivet, således som det er tilfældet ved separation. Den umiddelbare skilsmisse kan således benyttes af ægtefæller, som ønsker at skifte status til ugifte samlevende, f. eks. for at slippe ud af den subsidiære hæftelse for den anden ægtefælles betaling af skatter, jf. § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, eller for at slippe ud af den offentligretlige forsørgelsespligt, som indtil d. 01.01.2014 ikke gælder for ugifte samlevende, eller for at slippe for indkomstregulering af børne- og ungeydelsen fra 2014 (2% af indkomst efter AM-bidrag på over 700.000 kr.)
     

  6. Vilkårsforhandling skal vælges til

    Der indsættes en ny bestemmelse i ÆL § 38:

    § 38. Statsforvaltningen indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når

    1) en ægtefælle anmoder om det,

    2) betingelserne, jf. § 42, stk. 1, for at give bevilling til separation eller skilsmisse efter §§ 29, 30 og 32-36 ikke er opfyldt, eller

    3) statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

    Stk. 2. Vilkårsforhandling efter stk. 1, nr. 2, kan i særlige tilfælde undlades

    Ægtefæller skal som noget nyt vælge vilkårsforhandling til frem for som i dag at skulle vælge vilkårsforhandling fra.

    Finder statsforvaltningen, at særlige omstændigheder taler for det, skal der - som hidtil - foretages vilkårsforhandling. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor det er tvivlsomt, om den ene ægtefælle kan overskue rækkevidden af det aftalte om vilkårene for separationen eller skilsmissen.

    Bestemmelsen i ÆL § 38, stk. 2 skal fortolkes restriktivt og er ligesom ÆL § 43, stk. 3 f. eks. tænkt anvendt i situationer, hvor en ægtefælle bor i udlandet, og hverken kan eller vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i vilkårsforhandling, en ægtefælle har behov for en dom om separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i et land, hvor det kan være vanskeligt at få anerkendt en administrativ separations- eller skilsmissebevilling, eller der for nylig i forbindelse med en tidligere anmodning om separation eller skilsmisse har været forgæves forligsbestræbelser. Hvis statsforvaltningen efter denne bestemmelse beslutter, at der ikke skal afholdes vilkårsforhandling, skal der ikke i denne situation betales det foreslåede gebyr for vilkårsforhandling.

    Der er ikke mulighed for at fravælge vilkårsforhandling, selv om det er åbenbart, at parterne ikke kan nå til enighed om et vilkår om f. eks. lejligheden eller om ægtefællebidrag, således at tvisten skal afgøres af retten. Parterne skal indkaldes til vilkårsforhandling, og der skal betales 1000 kr. i gebyr for den overflødige vilkårsbehandling!

     

  7. Gebyr i sager om separation eller skilsmisse og ved vilkårsforhandling

    ÆL § 39 affattes således:

    § 39. Ved indgivelse af anmodning om separation eller skilsmisse betales et gebyr. Skal der afholdes vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal der betales et yderligere gebyr. Gebyrernes størrelse fastsættes og reguleres af social- og integrationsministeren, jf. stk. 2.

    Stk. 2. Størrelsen af gebyrerne efter stk. 1 fastsættes således, at de svarer til omkostningerne ved statsforvaltningens behandling af en anmodning om separation eller skilsmisse henholdsvis ved statsforvaltningens afholdelse af vilkårsforhandling.

    Stk. 3. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr.

    Gebyret for behandling af anmodninger om skilsmisse, som siden 1990 har været på 500 kr., forhøjes til 900 kr. Der forventes 15.000 skilsmisseansøgninger årligt, hvilket giver et merprovenu på 6 mio. kr.

    Der indføres et nyt gebyr på 900 kr. for behandling af anmodninger om separation. Der forventes 18.000 separationsanmodninger årligt, som vil indbringe i alt 14,5 mio kr.

    Hvis gebyret ikke betales samtidig med indgivelsen af anmodningen, kan statsforvaltningen afvise anmodningen. I praksis vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse om betaling af gebyret til den ægtefælle, der søger om separation. Hvis anmodningen kommer fra begge ægtefæller, vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse til dem begge.

    Hvis der er indgivet en ansøgning om skilsmisse eller separation, og ægtefællerne under statsforvaltningens behandling af sagen ønsker at ændre deres ansøgning til enten separation eller skilsmisse, skal der ikke betales et yderligere gebyr.

    Da der både er gebyr på separationsanmodninger og skilsmisseanmodninger, må det forventes, at mange vil vælge direkte skilsmisse for dermed at spare 900 kr.

    Der indføres et nyt gebyr på 1.000 kr. for anmodninger om afholdelse af vilkårsforhandlinger efter ÆL § 38, stk. 1, nr. 1 og 2. Der forventes at blive 3.375 anmodninger årligt, som vil indbringe 3,4 mio kr.

    Hvis f. eks. H søger om separation og ønsker hustrubidrag, og M ikke vil påtage sig en bidragspligt, skal H betale i alt 1.900 kr. for ansøgning om separation og anmodning om vilkårsforhandling, før H kan begære sagen oversendt til retten. Selv om H får fri proces til retssagen, vil hun ikke få de 1.900 kr. refunderet.

    Statsforvaltningen indkalder ikke ægtefællerne til vilkårsforhandling, før gebyret er betalt. I praksis vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse om betaling af gebyret til den ægtefælle, der anmoder om foretagelse af vilkårsforhandling. Hvis anmodningen kommer fra begge ægtefæller, vil statsforvaltningen normalt rette henvendelse til dem begge.

    Den gældende bestemmelse i ÆL § 38, stk. 2, om, at der ikke skal ske fornyet betaling, hvis der inden for de seneste 3 måneder er indgivet anmodning om skilsmisse og betalt herfor, videreføres ikke. Hvis en ægtefælle eksempelvis tilbagekalder sin ansøgning om separation eller skilsmisse og søger på ny 2 måneder senere, skal der betales et nyt gebyr for den fornyede sagsbehandling.

    Det forventes ifølge bemærkningerne, at indførelsen af gebyr på separation og vilkårsforhandling kan have en vis adfærdsregulerende effekt.

    Antallet af separationer ventes at falde med ca. 10 pct. som følge af gebyrpålæggelsen kombineret med indførelsen af adgangen til umiddelbar skilsmisse ved enighed.

    For så vidt angår vilkårsforhandling forventes skønsmæssigt et fald i antal sager på ca. 10 pct. som følge af indførelse af et gebyr kombineret med forbedrede muligheder for at fravælge vilkårsforhandling.

    Gebyrerne kan ikke kræves tilbagebetalt, selv om separationen eller skilsmissen eller vilkårsforhandlingen ikke bliver gennemført.

    Gebyrer for anmodning om separation eller skilsmisse må kunne medtages som passiv i boopgørelsen, hvis det ikke er betalt pr. ophørsdagen. Hvis anmodning om vilkårsforhandling først indgives efter ophørsdagen, kan gebyret på 1.000 kr. ikke medtages som passiv i boopgørelsen.

    De foreslåede gebyrer kan i visse situationer udgøre en ekstra belastning for en økonomisk svagt stillet part. Det fremgår af § 81 i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om personer med lavere indkomster normalt vil kunne afholde en sådan udgift. Hvad der forstås ved rimeligt begrundede enkeltudgifter, afhænger af en konkret vurdering, men hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Udgifter, som man får som følge af f.eks. en separation eller skilsmisse, betragtes i almindelighed som uforudsigelige udgifter. En økonomisk svagt stillet part har således mulighed for at ansøge kommunen om hjælp til betaling af de foreslåede gebyrer.
     

  8. Gebyr i sager om ændring af fastsatte børnebidrag

    I lov om børns forsørgelse indsættes følgende bestemmelse

     17 a.
    Ved indgivelse af ansøgning om ændring af bidrag betales et gebyr, jf. dog stk. 2. Gebyrets størrelse fastsættes og reguleres af social- og integrationsministeren, jf. stk. 4.

    Stk. 2. Der betales ikke gebyr efter stk. 1, hvis

    1) der søges om bortfald af bidrag, og dette skyldes, at barnet er flyttet til den forælder, der betaler bidraget, eller

    2) der søges om ændring af et aftalt bidrag, jf. § 17, og statsforvaltningen ikke tidligere har behandlet en sag om dette bidrag.

    Stk. 3. Søger en part om ændring af bidrag, jf. stk. 1, til flere børn i en sag mellem de samme parter, skal der kun betales ét gebyr. Søger en part om nedsættelse af bidrag, jf. stk. 1, til flere børn i sager mellem forskellige parter, skal der ligeledes kun betale ét gebyr.

    Stk. 4. Størrelsen af gebyret efter stk. 1 fastsættes således, at det svarer til omkostningerne ved statsforvaltningens behandling af en ansøgning om ændring af bidrag.

    Stk. 5. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr.

    Gebyret skal udgøre 1.500 kr, og skal betales ved ansøgninger om ændring af løbende børnebidrag og uddannelsesbidrag. Særlige bidrag efter lovens §§ 15 og 19 (konfirmationsbidrag og barselsfærdsbidrag) fastsættes  som en engangsydelse, hvorfor det normalt ikke vil komme på tale at søge om ændring af sådanne bidrag. Der er ikke foreslået gebyrer ved ansøgninger om ændring af ægtefællebidrag.

    Parternes første sag om et børnebidrag hos statsforvaltningen er gebyrfri. Der skal således ikke betales gebyr for den første ansøgning til statsforvaltningen om et børnebidrag, men derimod skal der betales gebyr ved alle efterfølgende ansøgninger i forhold til dette bidrag.

    Det forventes, at gebyret vil have en vis adfærdsregulerende effekt, idet forældrene på denne måde får incitament til selv at nå til enighed om bidraget. Det forventes også, at et gebyr for ansøgninger om ændring af fastsatte bidrag vil begrænse antallet af situationer, hvor en forælder bruger bidragssystemet til chikanøse formål over for den anden forælder.

    Forslaget indeholder ikke regler om, hvem der skal betale gebyret, men det forudsættes, at det er ansøgeren, der skal betale gebyret. Hvis gebyret ikke betales samtidig med indgivelsen af ansøgningen, kan statsforvaltningen afvise ansøgningen.

    Ansøgeren kan ikke kræve gebyret tilbagebetalt eller refunderet af den anden part, selv om ansøgeren får medhold i ændringen.

    Hver af forældrene skal betale et gebyr, hvis den ene forælder søger om nedsættelse af et fastsat bidrag, og den anden forælder under behandlingen af ansøgningen om nedsættelse søger om forhøjelse af det samme bidrag, eller søger om ændring af bidraget til et andet fællesbarn. Gebyret er således i en sådan situation ikke knyttet op på antallet af bidrag, der søges om ændring af, men derimod på selve ansøgningen

    Er der f.eks. i sin tid af statsforvaltningen fastsat et bidrag, der efterfølgende er bortfaldet ved en afgørelse eller en aftale, f.eks. på grund af barnets egen indtægt, vil en ny ansøgning om, at bidraget igen fastsættes, udløse et gebyr. Det afgørende i forhold til gebyret i den nævnte og lignende situationer er, om statsforvaltningen tidligere har behandlet en sag om bidraget, og er dette tilfældet, skal der betales et gebyr for alle efterfølgende ansøgninger om bidrag i forhold til denne forsørgelsessituation.

    Derimod vil der ikke skulle betales et gebyr, hvis et tidligere fastsat bidrag er bortfaldet, fordi forældrene har genoptaget samlivet, og statsforvaltningen herefter modtager en ny ansøgning om fastsættelse af bidrag på grund af en ny samlivsophævelse mellem forældrene. I en sådan situation er virkningen af det første bidrag i forhold til spørgsmålet om gebyr bortfaldet som følge af genoptagelse af samlivet. Der er således opstået en ny forsørgelsessituation som følge af den nye samlivsophævelse.

    Er en tidligere ansøgning om fastsættelse af bidrag afslået, og søger den samme part på ny om fastsættelse heraf, betales et gebyr.

    Hvis barnet flytter fra den ene forælder til den anden, opstår der en ny forsørgelsessituation. Den hidtidige bidragsbetaler vil i forbindelse med flytningen kunne ansøge om, at den hidtidige bidragsmodtager nu pålægges at betale bidrag til barnet. Her er der tale om en ny ansøgning om bidrag, som statsforvaltningen ikke har behandlet før, hvorfor der ikke skal betales et gebyr. Den bidragsberettigedes ansøgning om fastsættelse af bidrag må normalt også anses som en ansøgning om, at det hidtidige bidrag skal bortfalde. Ansøgningen om bortfald må anses som accessorisk i forhold til ansøgningen om fastsættelse af bidrag, hvorfor det i lov om børns forsørgelse § 17 a, stk. 2, 1) foreslås, at der ikke skal betales gebyr for ansøgninger om bortfald af bidrag på grund af barnets flytning mellem forældrene.

    Det forekommer ofte, at forældre enten direkte eller stiltiende aftaler et bidrag (herunder også senere ændringer af bidraget) uden statsforvaltningens medvirken. I en sådan situation har statsforvaltningen ikke tidligere behandlet en sag om det aftalte bidrag. Det foreslås derfor, at der ikke skal betales gebyr i en situation, hvor en forælder søger om ændring (forhøjelse, nedsættelse eller bortfald) af et aftalt bidrag, og det er første gang, at statsforvaltningen skal tage stilling til bidraget, jf.  lov om børns forsørgelse § 17 a, stk. 2, 2).

    Der skal ifølge § 17 a, stk. 3 kun betales ét gebyr, hvis en part søger om ændring af bidrag til flere børn i en sag mellem de samme parter. Har en bidragsbetaler (f.eks. en far) derimod f.eks. to børn med to forskellige bidragsmodtagere (mødre), og søger bidragsbetaleren om nedsættelse af bidragene til begge børn, skal der betales to gebyrer. Forskellen mellem denne og førstnævnte situation, hvor der søges om ændring af bidrag til to børn i en sag mellem samme parter, er, at der i den sidstnævnte situation i realiteten er tale om to ansøgninger med forskellige parter, som statsforvaltningen skal behandle hver for sig, mens der i den førstnævnte situation er tale om én samlet ansøgning med de samme parter, hvor ansøgningen behandles samlet i én sag. Under Folketingets behandling fremsatte ministeren et ændringsforslag, således at der i § 17 a, stk. 3 indsattes følgende bestemmelse som 2. pkt.: Søger en part om nedsættelse af bidrag, jf. stk. 1, til flere børn i sager mellem forskellige parter, skal der ligeledes kun betale ét gebyr.

    Der forventes at blive 4.331 ansøgninger om ændring årligt, som vil indbringe 6,5 mio. kr.
     

  9. Ikrafttræden d. 01.07.2013

    § 25

    Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

    § 26

    Stk. 1. Sager ved de fem statsforvaltninger, der ved lovens ikrafttræden ikke er færdigbehandlet, færdigbehandles af statsforvaltningen.

    Stk. 2. Anmodninger om separation eller skilsmisse, der er indgivet til en statsforvaltning inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i §§ 29-31, §§ 38-39, §§ 42-43 og § 58 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. dog stk. 3.

    Stk. 3. Er der inden lovens ikrafttræden indgivet en anmodning om separation, som ikke er færdigbehandlet, kan anmodningen efter lovens ikrafttræden ændres til en anmodning om skilsmisse. Fremsættes anmodning efter 1. pkt. for statsforvaltningen, skal der betales det gebyr, social- og integrationsministeren fastsætter i medfør af § 39 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, som indsat ved denne lovs § 20, nr. 3.

    Stk. 4. Lovens § 18, nr. 1, og § 20, nr. 3, finder kun anvendelse på anmodninger, som statsforvaltningen modtager efter lovens ikrafttræden.

    Stk. 5. Lovens § 18, nr. 2, § 19, nr. 1, og § 20, nr. 7, finder kun anvendelse for afgørelser, som statsforvaltningen træffer efter lovens ikrafttræden

    Ved § 26, stk. 1 fastsættes det, at statsforvaltningen færdigbehandler de sager ved de fem statsforvaltninger, der ved lovens ikrafttræden endnu ikke er færdigbehandlet. I det omfang sagen fortsat kræver direkte borgerkontakt, vil sagen skulle (færdig)behandles på et af statsforvaltningens regionale centre på samme måde som de nye sager, statsforvaltningen modtager til behandling. Sager, der ikke er færdigbehandlet ved lovens ikrafttræden, og som ikke kræver direkte borgerkontakt, kan derimod – i det omfang det er hensigtsmæssigt – løses af det regionale center, der efter lovens ikrafttræden skal løse den pågældende type sager.

    Det følger af § 26, stk. 2, at anmodninger om separation og skilsmisse, der er indgivet til en statsforvaltning inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Dette gælder både sager, der behandles af statsforvaltningen og af domstolene, jf. dog stk. 3.

    I § 26, stk. 3 foreslås det, at ægtefæller, der inden lovens ikrafttræden har indgivet en anmodning om separation, som ikke er færdigbehandlet, efter lovens ikrafttræden kan ændre denne anmodning til en anmodning om skilsmisse. Hvis sagen på dette tidspunkt verserer hos statsforvaltningen, skal der betales det gebyr, som skal betales ved indgivelse af en anmodning om skilsmisse efter den nye foreslåede bestemmelse i ægteskabslovens § 39, stk. 1, jf. forslagets § 20, nr. 3.

    I § 26, stk. 4 foreslås det, at de foreslåede bestemmelser om gebyr for separation, skilsmisse og vilkårsforhandling i ægteskabslovens § 39 (forslagets § 20, nr. 3) og for behandlingen af visse sager om børnebidrag i § 17 a i lov om børns forsørgelse (forslagets § 18, nr. 1) kun finder anvendelse på anmodninger, som statsforvaltningen modtager efter lovens ikrafttræden, jf. dog det foreslåede stk. 3.

    Endelig foreslås det i § 26, stk. 5, at den nye klagefrist på 4 uger i sager om børnebidrag efter lov om børns forsørgelse (forslagets § 18, nr. 2), og om ægtefællebidrag efter retsvirkningslovens og ægteskabsloven (forslagets § 19, nr. 1, og § 20, nr. 7) kun finder anvendelse for afgørelser, som statsforvaltningen træffer efter lovens ikrafttræden.

    Er bidragsafgørelsen truffet før lovens ikrafttræden, er der som hidtil en klagefrist på 1 år. Denne klagefrist blev indsat i de tre love ved § 5, stk. 3, i lov nr. 349 af 6. maj 2009 om ændring af lov om børns forsørgelse, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forældreansvarsloven (Terminaladgang til økonomiske oplysninger, klagefrist m.v.), og finder kun anvendelse for afgørelser, som statsforvaltningen har truffet fra og med den 1. oktober 2009. Er afgørelsen truffet før den 1. oktober 2009, er der ingen klagefrist.

  • Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

    Advokat Jørgen U. Grønborg

    27-01-16

    Hit Counter