Vejledning om statsforvaltningens mødevirksomhed i samværssager og praksis for fastsættelse af samvær

Ikke gældende efter d. 30.09.2007

Vejledningen nr. 10102 af 20.12.2006

Indholdsfortegnelse:

1.

Indledning

 

2.

Sagsbehandlingen

 

2.1.

Hvornår skal der indkaldes til vejledningsmøde?

 

2.2.

Indholdet af vejledningsmøder

 

2.3.

Sagens behandling efter et vejledningsmøde

 

2.4.

Sagens videre forløb når forældrene ikke er blevet enige

 

3.

Samværets omfang

 

3.1.

Overordnet om samvær

 

3.2.

Normalsamvær i praksis

 

3.3.

Samvær med små børn

 

3.4.

Optrapning af samværet

 

4.

Vilkår for samværet

 

4.1.

Afhentning og aflevering af barnet

 

4.2.

Transport og transportudgifter

 

4.3.

Overvågning af samværet

 

5.

Ændring af et fastsat eller aftalt samvær

 

6.

Afslag på og ophævelse af samvær

 

7.

Særligt om førstegangsfastsættelse af samvær

 

8.

Midlertidigt samvær

 

9.

Samtaler med børn

 

10.

Anden kontakt

 

11.

Diverse

 

12.

Overgangsregler, ikrafttræden

 

1. Indledning

Denne vejledning gennemgår den nye måde, hvorpå statsforvaltningen skal indlede en sag om samvær fra den 1. januar 2007 – bl.a. med fokus på mødevirksomhed og forligsbestræbelser. Desuden indeholder den en sammenskrivning af praksis for fastsættelse af samvær, ligesom der orienteres om domstolenes kompetence til også at træffe afgørelser om samvær. Vejledningen skal sammenholdes med vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager, der fortsat vil gælde med de ændringer, der følger af denne vejledning. Der henvises endvidere til vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om forældremyndighed og vejledning om statsforvaltningens behandling af sager om separation og skilsmisse. I disse vejledninger gennemgås bl.a. formålet med den familieretlige strukturreform.

Reformen indebærer i forhold til behandling af samværssager, at der er fokus på, at disse sager behandles sammen med de øvrige områder (forældremyndighed mv.), og at der dermed opnås en samlet løsning på problemstillingerne. Målet er endvidere, at flere forældre selv når frem til en løsning på samværskonflikten og dermed reducerer antallet af samværsafgørelser hos myndighederne. Statsforvaltningens indsatsområde skal derfor i endnu højere grad være rettet mod forligsbestræbelserne, således at der kun træffes afgørelse, når muligheden for en forligsmæssig løsning må anses for at være udtømt.

Det skal understreges, at statsforvaltningen selv tilrettelægger forligsbestræbelserne i den enkelte sag. Denne vejledning indeholder en beskrivelse af sagsgangen i ”typiske” sager. Den er derfor ikke udtømmende i forhold til de muligheder, som statsforvaltningen har for at medvirke til forligsmæssige løsninger.

Det bemærkes, at alle henvisninger nedenfor er til lov om forældremyndighed og samvær, medmindre andet fremgår.

2. Sagsbehandlingen

Hvis forældrene ikke på forhånd er enige om samværet (og eventuelt forældremyndigheden), indkaldes de normalt til et vejledningsmøde. Formålet med vejledningsmødet er at finde frem til løsninger om barnets fremtid, som er til barnets bedste.

Det er derfor også vigtigt, at statsforvaltningen på et så tidligt tidspunkt som muligt under sagen inddrager barnet. Dette kan ske gennem samtaler efter § 29 b eller gennem tilbud om børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling efter § 29. Herved sikres, at barnets holdninger og synspunkter indgår i grundlaget for en eventuel forligsmæssig løsning af sagen, og at forældrene fastholder fokus på barnets behov. Indhentelse af en børnesagkyndig erklæring kan i nogle tilfælde være et relevant og nødvendigt instrument i forsøget på at opnå en aftale mellem forældrene. En sådan undersøgelse vil i de fleste tilfælde også belyse barnets holdninger og ønsker.

Det vil i visse samværssager - navnlig i de nye samværssager, der umiddelbart vurderes som ”tunge” - være hensigtsmæssigt ud over en juridisk sagsbehandler at lade en børnesagkyndig deltage i vejledningsmødet. Herved får forældrene mulighed for at få deres spørgsmål besvaret af sagsbehandlere med de nødvendige tværfaglige kompetencer. Dette vil kunne medvirke til, at problemerne kan afklares og løses allerede i vejledningsmødet. Herved kan der spares tid og ressourcer. Ved sagens visitering til vejledningsmøde skal det derfor altid overvejes, om der udover den juridiske sagsbehandler skal deltage en børnesagkyndig.

Det er i øvrigt vigtigt, at der skabes en god kontakt til begge forældre under mødet, og at der afsættes den fornødne tid til mødet. Det er også helt centralt, at sagsbehandleren og den børnesagkyndige forud for mødet har talt om, hvordan de vil gribe mødet an.

2.1. Hvornår skal der indkaldes til vejledningsmøde?

Det fremgår af lovens § 28, stk. 2, at forældrene skal indkaldes til et vejledningsmøde, hvis de er uenige om samværet, jf. lovens § 28, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvis anmodningen alene vedrører § 18 (retten til anden kontakt).

Pligten til at indkalde til et møde gælder også i de samværssager, der umiddelbart anses for at være uløselige. Det betyder navnlig, at forældrene skal indkaldes til et vejledningsmøde, når der første gang rettes henvendelse til statsforvaltningen om samvær. Statsforvaltningen skal således ikke forinden indkaldelsen iværksætte en egentlig sagsbehandling med høring af den anden forælder mv. Ansøgningen om fastsættelse af eller ændring af samværet kan dog sendes til den anden forælder sammen med indkaldelsen.

Efter modtagelsen af henvendelsen indkaldes forældrene hurtigst muligt og inden 14 dage til et vejledningsmøde, der så vidt muligt skal afholdes inden 30 dage efter modtagelse af henvendelsen.

Indkaldelse til et vejledningsmøde skal som udgangspunkt indeholde følgende punkter:

1. Tid og sted for vejledningsmødet.

2. Mødets forventede varighed.

3. Hvem der skal kontaktes ved eventuelt afbud.

4. Oplysning om, at begge parter er indkaldt til mødet.

5. Muligheden for tolkebistand.

6. Hvilken dokumentation forældrene evt. skal medbringe.

7. Hvem der deltager fra statsforvaltningen, herunder deres profession.

Efter lovens § 28, stk. 3, kan statsforvaltningen i særlige situationer undlade at indkalde til møde, hvis det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forældrene i enighed på forhånd har anmodet om konfliktløsning. I sådanne situationer kan statsforvaltningen med det samme indkalde forældrene til børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Statsforvaltningen kan endvidere undlade at indkalde til vejledningsmøde, hvor der er enighed om, at der skal være samvær, men uenighed om enkeltheder om omfanget og udøvelsen. Sagsbehandlingen vil da kunne ske på skriftligt grundlag, men statsforvaltningen kan naturligvis - efter en konkret vurdering - vælge at indkalde til vejledningsmøde.

Herudover vil statsforvaltningen kunne undlade at indkalde til møde, hvis anmodningen må anses for at være omfattet af statsforvaltningens mulighed for at afvise at behandle sagen efter § 17, stk. 2. Det bemærkes dog, at statsforvaltningen - i forbindelse med afvisning af at behandle sagen - skal tilbyde forældrene børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling med henblik på, at forældrene selv kan løse konflikten.

Der vil i helt særlige tilfælde kunne holdes separate møder med forældrene. Det gælder f.eks., hvis en forælder har været voldelig over for den anden. Det kan også i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt med separate møder som led i forligsbestræbelser.

Det bemærkes, at hvis forældrene - eller en af dem - ikke ønsker at deltage i et vejledningsmøde, må sagsbehandlingen foregå på skriftligt grundlag. Statsforvaltningen har ikke mulighed for at afvise at behandle sagen, selv om ansøgeren udebliver fra et vejledningsmøde. Dette gælder dog ikke, hvis udeblivelsen er udtryk for, at ansøgningen trækkes tilbage.

2.2. Indholdet af vejledningsmøder

Et vigtigt element i et vejledningsmøde er at informere forældrene om regelsættet samt om aftalemulighederne og retsvirkningerne af eventuelle aftaler. Der henvises i den forbindelse til vejledning nr. 9715 af 27. september 2004 om det skærpede ændringskriterium, jf. punkt 3 om vigtigheden af at ”fremtidssikre” samværsaftalerne.

Under mødet skal det afklares, hvad der er sagens egentlige konflikt. Uenighed om konkrete samværsspørgsmål dækker måske over, at forældrene har behov for at få hjælp til at kommunikere på en mere hensigtsmæssig måde og dermed bedre blive i stand til selv at løse konflikterne. Løsningen på problemstillingen vil derfor ikke altid være, at statsforvaltningen træffer en afgørelse om samværet. I de situationer, hvor forældrene under vejledningsmødet ikke umiddelbart kan blive enige, er det vigtigt, at de informeres om de eksisterende konfliktløsningstilbud.

Det er statsforvaltningen, der vurderer, hvor lang tid der skal sættes af til vejledningsmødet. Der vil - som led i forligsbestræbelserne - kunne afholdes flere møder. I nogle situationer kan det være relevant, at forældrene i en periode gennemfører en prøveordning, som herefter evalueres i et senere møde.

Det er vigtigt, at sagsbehandleren er opmærksom på, hvis der er ubalance mellem forældrene, dvs. at den ene forælder fremstår ”svagere” end den anden.

2.3. Sagens behandling efter et vejledningsmøde

Enighed om samværet

Hvis forældrene i forbindelse med vejledningsmødet bliver enige om samværet, sluttes sagen ved, at statsforvaltningen noterer deres aftale, hvis de ønsker det.

Uenighed om samværet

Hvis forældrene ikke i forbindelse med mødet er blevet enige, skal de informeres om de forskellige konfliktløsningstilbud. Statsforvaltningen skal endvidere vurdere, om der er behov for at oplyse sagen yderligere.

a) Forældrene accepterer konfliktløsningstilbuddet

Hvis forældrene accepterer konfliktløsningstilbuddet, gennemføres dette hurtigst muligt. Herefter kan sagen f.eks. sluttes ved, at forældrene er blevet enige, jf. ovenfor.

Hvis forældrene ønsker det, kan de bede om, at en aftale, som de indgår under konfliktmæglingen, gives videre til statsforvaltningens sagsbehandler.

Når sagen overgår til konfliktmægling, afsluttes sagen ikke, og der skal være en tilbagemelding fra mægleren, når mæglingen er afsluttet, således at statsforvaltningen kan tage stilling til, om sagen kan afsluttes med enighed, eller om statsforvaltningen skal fortsætte sagsbehandlingen. Den fortsatte sagsbehandling kan bestå af yderligere forligsbestræbelser, hvis forældrene ønsker dette.

b) Indhentelse af yderligere oplysninger

Sagen kan udsættes på indhentelse af yderligere oplysninger med henblik på, at disse oplysninger kan skabe grundlag for, at forældrene bliver enige om samværet mv., eller som led i statsforvaltningens oplysningsgrundlag til brug for en eventuel senere afgørelse. Der kan være tale om en børnesagkyndig undersøgelse. Undersøgelsen vil herefter kunne danne grundlag for yderligere drøftelser af løsningsmulighederne, eller for statsforvaltningens senere afgørelse om samvær. Det er statsforvaltningens beslutning, om der er behov for en børnesagkyndig undersøgelse. Forældrene kan således ikke kræve, at statsforvaltningen iværksætter undersøgelsen.

Om børnesagkyndige undersøgelser henvises til punkt 6 i vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager.

På samme måde vil statsforvaltningen kunne oplyse sagen yderligere ved at afholde en samtale med barnet , jf. lovens § 29 b. Der henvises til punkt 5 i vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager.

Der kan også indhentes yderligere oplysninger om barnet fra skole, daginstitutioner, socialforvaltningen eller andre, der har relevante oplysninger om barnet.

2.4. Sagens videre forløb når forældrene ikke er blevet enige

Hvis forældrene ikke kan blive enige om samværet, og forældrene ikke ønsker (yderligere) forligsbestræbelser, skal statsforvaltningen træffe en afgørelse om samværet. Der henvises til punkt 11 om sagens afgørelse mv. i vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager.

I det følgende gennemgås praksis for fastsættelse af samvær, og i hvilke situationer domstolene ligeledes har kompetence til at træffe afgørelse om samvær.

3. Samværets omfang

3.1. Overordnet om samvær

Efter § 16 skal et barns forbindelse med begge dets forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær med barnet. Samvær kan kun fastsættes for barnets forældre, og det kan ske, uanset om bopælsforælderen har forældremyndigheden alene, eller om samværsforælderen har del i forældremyndigheden. Der kræves dog enighed om, hvem der er bopælsforælder.

Der er ikke hjemmel til at påtvinge den samværsberettigede et samvær med barnet i et videre omfang, end denne ønsker.

Hvis forældrene ikke kan blive enige om samværet, kan begge forældre anmode om en samværsafgørelse.

Som udgangspunkt træffes afgørelser om samvær af statsforvaltningen. Retten har dog kompetence til - efter anmodning - at træffe afgørelse om samvær i forbindelse med behandlingen af en sag om forældremyndighed, der er indbragt for retten af statsforvaltningen. Denne mulighed gælder dog kun, når retten første gang skal tage stilling til en forældremyndighedstvist mellem forældrene.

Afgørelser om omfanget og udøvelsen af samværet træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Der kan således fastsættes vilkår for samværet, f.eks. at samværet skal være overvåget, at samværsforælderen - f.eks. ved mistanke om misbrugsproblemer - skal afgive en urinprøve inden samværet, eller at samværsforælderen skal deponere sit pas, jf. punkt 4.

En aftale eller en afgørelse om samvær kan ændres, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentlig forandrede forhold. Ændringen kan som udgangspunkt alene ske, hvis der er tale om væsentlig forandrede forhold, jf. punkt 5.

Således skal der kun tages stilling til spørgsmål, der har betydning for de overordnede rammer omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at løse indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

Selvom det er lovens udgangspunkt, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, skal have ret til samvær med barnet, er der dog tilfælde, hvor det må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at der fastsættes samvær. Statsforvaltningen eller domstolene kan således afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet, jf. punkt 6.

Efter § 26 kan statsforvaltningen træffe afgørelse om midlertidigt samvær under sager om forældremyndighed eller samvær. Er en sag om forældremyndighed indbragt for retten efter § 30 b, og omfatter retssagen samværet, kan retten efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelser om midlertidigt samvær træffes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet under sagen, jf. punkt 8.

Herudover kan statsforvaltningen og domstolene efter § 18 træffe bestemmelse om anden kontakt med barnet end direkte fysisk kontakt i form af samvær, jf. punkt 10.

Omfanget af samværet fastsættes under hensyntagen til det konkrete barn samt omstændighederne i den konkrete sag. Selv om omfanget beror på et konkret og individuelt skøn, er det ud fra praksis muligt at beskrive nogle retningslinier om dette, jf. nedenfor.

I vurderingen af omfanget af samværet kan blandt andet følgende inddrages:

– barnets alder

– samværsforælderen og barnets hidtidige kontakt

– forældrenes arbejdsmæssige og personlige forhold

– afstanden mellem forældrenes bopæle

– om søskende er delt

– andre praktiske forhold

3.2. Normalsamvær i praksis

Udgangspunktet i praksis er, at der er samvær hver 2. weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag/aften eller mandag morgen, samt 1 hverdag hver 2. uge.

Der fastsættes normalt også samvær nogle dage i julen og i påsken, 2 uger i sommerferien, samt i efterårs-/vinterferien.

Efter en konkret vurdering kan der fastsættes samvær i større eller mindre omfang. Der lægges især vægt på den samværsberettigedes hidtidige kontakt med barnet og dets alder.

Der vil i almindelighed blive fastsat et udvidet samvær, hvis der tidligere har været en deleordning eller en aftale om udvidet samvær. Der kan dog ikke fastsættes egentlige deleordninger, hvor barnet er halvdelen af tiden hos hver af forældrene. Baggrunden er, at retten til samvær tilkommer en forælder, der ikke har barnet boende, og at en deleordning netop er karakteriseret ved, at barnet bor lige meget hos begge forældre. En deleordning ligger således uden for rammerne af, hvad der efter lov om forældremyndighed og samvær kan fastsættes som samvær. Det betyder, at der højest kan fastsættes samvær 6 dage i en 14-dages periode.

Weekendsamvær

Weekendsamværet kan efter en konkret vurdering udvides, så det begynder tidligere og/eller slutter senere. Dette kan f.eks. tænkes, hvis et hverdagssamvær ikke kan lade sig gøre på grund af store geografiske afstande, lange arbejdsdage eller lignende, eller hvis der er weekendsamvær sjældnere end hver anden weekend på grund af geografiske, økonomiske, arbejdsmæssige eller andre lignende forhold.

Hverdagssamvær

Hverdagssamvær fastsættes som udgangspunkt med overnatning og placeres normalt i den uge, hvor der ikke er weekendsamvær.

Feriesamvær

Der fastsættes normalt sommerferiesamvær i 2 uger og en uge i enten efterårs- eller vinterferien. Der fastsættes endvidere samvær i påsken, hvor udgangspunktet er, at forældrene deler påskedagene. Enten sådan at der er samvær i alle helligdagene hvert andet år, eller samvær halvdelen af påsken hvert år.

Feriesamværet kan i konkrete år udvides, hvis alternativet til udvidelsen af feriesamværet er, at barnet opholder sig på institution, f.eks. børnehave eller fritidsordning, eller hvis der er samvær sjældnere end hver anden weekend på grund af geografiske, økonomiske, arbejdsmæssige eller andre lignende forhold.

Når der ikke er samvær med overnatning, vil der heller ikke blive fastsat feriesamvær med overnatning. Feriesamværet kan i stedet f.eks. bestå i dagsamvær flere dage i træk.

Feriesamvær med den af forældrene, som barnet ikke bor sammen med, går normalt forud for barnets fritidsaktiviteter.

Samvær juleaften

Barnet er som udgangspunkt hos den ene af forældrene juleaften i lige år og hos den anden i ulige år, når samværet fastsættes i forbindelse med en samlivsophævelse, eller når der tidligere har været samvær juleaften.

Julen betragtes som en periode, hvor begge forældre har særlig mulighed for at tilbringe ekstra tid med barnet. Samværsforælderens religiøse tilhørsforhold har som udgangspunkt ikke afgørende betydning for, om der skal være samvær i disse perioder eller ej.

Hvis barnet flere år i træk har holdt juleaften hos den, som har barnet boende, og barnet dermed har tradition for at holde juleaften der, fastsættes der normalt ikke samvær selve juleaften. Ved vurderingen lægges der bl.a. vægt på barnets alder og omfanget af kontakten mellem barnet og samværsforælderen.

Det afgørende for, om der er skabt “tradition” i relation til samvær juleaften, er hvornår og hvor ofte samværsforælderen har været sammen med børnene juleaften. Det er af mindre betydning, hvor og hvordan julen er blevet fejret, samt hvem der i øvrigt har været med til at fejre juleaften. Der bør dog i en vis udstrækning tages hensyn til, hvilken kultur og hvilke traditioner, der er i familien, således at der f.eks. ikke fastsættes samvær juleaften, hvis samværsforælderen giver udtryk for, at juleaften ikke vil blive fejret overhovedet, f.eks. som følge af den pågældendes religiøse tilhørsforhold. Der kan i den forbindelse fastsættes samvær i de andre juledage, således at samværsforælderen alligevel får mulighed for at tilbringe ekstra tid sammen med barnet i juledagene. Samtidigt kan hensynet til samværsforælderens kultur og tilhørsforhold føre til, at der kan fastsættes samvær i perioder, hvor den pågældende forælder på grund af dennes religiøse tilhørsforhold har mulighed for at tilbringe ekstra tid sammen med barnet.

Samvær nytårsaften

Der fastsættes normalt samvær hver anden nytårsaften. Det er som udgangspunkt uden betydning, hvor barnet hidtil har været nytårsaften.

3.3. Samvær med små børn

Samvær med små børn fastsættes som udgangspunkt regelmæssigt og uden for lange mellemrum. Det udvides typisk i takt med barnets alder og udvikling.

Da det antages at være bedst for et barn at bevare sin forbindelse med begge forældre uden afbrydelse, fastsættes der samvær selv med meget små børn. I den forbindelse lægges vægt på, om den, der anmoder om samvær, har deltaget i den daglige omsorg for det nyfødte barn og søger om samvær kort tid efter, at kontakten er blevet afbrudt. Samværet med et meget lille barn fastsættes normalt til nogle få timer ad gangen og med korte, regelmæssige mellemrum, f.eks. 1-2 gange om ugen á 2 timer.

Det betragtes normalt som yderst uhensigtsmæssigt og utilrådeligt at fastsætte samvær de første 4 måneder af et barns liv, medmindre faderen forinden har opnået en særlig kontakt med barnet. Baggrunden er, at mor og barn skal have ro til at opbygge deres forhold, og at barnet i den spæde alder normalt vil have bedst af ikke at være hos en, som moderen ikke ønsker at overlade det til. Herudover kan forhold under graviditeten eller fødslen, f.eks. en for tidlig fødsel eller særlig sarthed hos moderen eller barnet, føre til, at der først fastsættes samvær på et senere tidspunkt.

Normalt fastsættes der først samvær med overnatning, når barnet er omkring 2 år. Der kan dog fastsættes samvær med overnatning med et yngre barn, hvis det er vant til at blive passet af samværsforælderen, eller hvis det har været vant til at sove andre steder end i sit hjem. Selv om samværsforælderen tidligere har haft samvær med overnatning, er der normalt tilbageholdenhed med at fastsætte samvær med mindre børn med flere overnatninger i træk.

3.4. Optrapning af samvær

Når der ikke tidligere har været kontakt mellem barnet og den, der ønsker samvær, eller der kun har været kontakt i ringe omfang, er der i almindelighed i begyndelsen kun samvær i begrænset omfang. Der etableres således en overgangsordning for samværet, så barnet langsomt kan lære samværsforælderen at kende og vænne sig til at være væk hjemmefra.

Hvis der er behov for det, kan samværet i begyndelsen foregå under overvågning, eller under opsyn af en person, der kan hjælpe samværsforælderen med at få etableret en god kontakt til barnet.

4. Vilkår for samværet

Efter § 17, stk. 1, kan der fastsættes vilkår for udøvelsen af samværet. Der er mange nuancer af vilkår. Således kan det bestemmes, at samværet skal udøves under overværelse af andre og /eller på et bestemt sted og/eller i en kortere overgangsperiode.

Det mest almindelige vilkår er, at samværsforælderen skal hente og bringe barnet til samvær og afholde omkostningerne til det. Et mere indgribende vilkår er, at samværet skal være overvåget.

4.1. Afhentning og aflevering af barnet

Det er som udgangspunkt samværsforælderen, der skal hente og aflevere barnet på det sted, hvor barnet bor.

Der er dog som udgangspunkt ikke noget til hinder for – efter et konkret skøn – at lade andre end samværsforælderen forestå afhentningen og afleveringen af barnet, hvis der er tale om en voksen ansvarlig person, som barnet kender og har tillid til, f.eks. samværsforælderens forældre, ægtefælle/samlever mv.

Der er endvidere ikke noget til hinder for at lade afhentningen og/eller afleveringen foregå i barnets daginstitution, skole e. lign., selvom bopælsforælderen protesterer mod det. Afgørelsen herom beror dog på en konkret vurdering.

Det kan ikke bestemmes, at afhentningen og/eller afleveringen skal foregå i en institution e. lign., hvis institutionen modsætter sig at have kontakt med den pågældende forælder.

4.2. Transport og transportudgifter

Det er som udgangspunkt samværsforælderen, der afholder transportudgifterne i forbindelse med samværet.

I særlige tilfælde kan bopælsforælderen dog pålægges at sørge for en del af transporten ved at bringe barnet en kortere del af vejen, f.eks. til en station, havn eller lufthavn. Afgørelser herom træffes efter en konkret vurdering, hvor det navnlig kan tillægges vægt, om det vil være uforholdsmæssigt besværligt for samværsforælderen at skulle hente og aflevere barnet på dets bopæl. Der kan endvidere også lægges vægt på, om det vil være praktisk muligt eller meget besværligt for bopælsforælderen at deltage i transporten.

Når det undtagelsesvist bestemmes, at bopælsforælderen skal deltage i transporten af barnet, skal denne almindeligvis selv afholde udgifterne herved. Det kan dog bestemmes, at disse helt eller delvist skal dækkes af samværsforælderen. Ved afgørelsen herom lægges der bl.a. vægt på udgifternes omfang, og på hvem der har størst interesse i, at barnet transporteres på den fastsatte måde.

Der er ikke hjemmel til at pålægge bopælsforælderen at afholde udgifter i forbindelse med samværsforælderens transport af barnet.

4.3. Overvågning af samværet

I § 17 i bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær m.v. er det bestemt, at overvåget samvær skal være et generelt offentligt tilbud, hvis det skønnes nødvendigt i det konkrete tilfælde.

Der er flere nuancer af et overvåget samvær. Det kan således være af mere eller mindre indgribende betydning. I rapport om overvåget samvær fra Kontaktudvalget (”Overvåget samvær” 3. redegørelse fra Kontaktudvalget om Børnesagkyndig rådgivning, Kontaktudvalget september 2003) beskrives overvåget samvær på følgende 4 måder:

Beskyttet samvær er den mest intense overvågningsform, idet samværet sker under konstant overvågning. Det overvejes typisk, hvis der i lang tid ikke har været kontakt mellem barnet og samværsforælderen, eller det er usikkert, om samværsforælderen kan tage sig af barnet, f.eks. fordi der foreligger et misbrug, eller der er mistanke om et sådant. Det anvendes endvidere i tilfælde, hvor der er mistanke om grænseoverskridende adfærd eller udtrykt en frygt for bortførelse, som ikke umiddelbart kan afvises. Det er alene tænkt som et vilkår, der kan anvendes, når der efter en konkret vurdering ikke er andre muligheder for samvær.

Observeret samvær anvendes typisk, når der er behov for yderligere oplysninger om barnet og/eller forælderen, enten som et led i en børnesagkyndig undersøgelse eller som et alternativ hertil. Observationen skal danne grundlag for en rapport om forløbet til brug for vurderingen af det fremtidige samvær. Et observeret samvær er således ikke en afgørelse om, hvorvidt der kan være samvær i fremtiden, men alene et led i oplysningen af sagen.

Støttet samvær er anvendt i tilfælde, hvor samværsforælderen er ung og umoden, uvant med pasningen af barnet, eller barnet er meget lille eller handicappet, så det sikres, at der sker en gradvis tilvænning og eventuel oplæring i at omgås et barn. Endvidere kan det anvendes i de tilfælde, hvor konfliktniveauet er højt mellem forældrene, og der derfor er behov for en neutral person, som kan deltage i afhentning og aflevering, enten sammen med samværsforælderen eller alene.

Overværet samvær er anvendt blandt andet i tilfælde, hvor der ”blot” er behov for, at en udenforstående er til stede under samværet, f.eks. hvor konfliktniveauet er meget højt mellem forældrene, og bopælsforælderen af denne grund er imod samværet. I disse situationer kan det være en hjælp til at sikre en kontakt mellem barnet og samværsforælderen, og en måde at ”løbe” samværet i gang på. Endvidere kan det anvendes, hvor det er bedst for barnet, at der er samvær, men blot i form af en kendekontakt. Kendekontakt er samvær med forholdsvis lange intervaller og kort tid ad gangen, f.eks. én gang hvert halve år af to timers varighed. Kendekontakt kan bl.a. anvendes i de tilfælde, hvor samværsforælderen er fængslet. Desuden kan overværet samvær anvendes, hvor der er behov for at få afhentnings- og afleveringssituationerne til at fungere, og hvor forældrene henter barnet et neutralt sted.

Det bør klart fremgå af afgørelsen hvilke konkrete forhold, der gør vilkåret om overvågning nødvendigt.

Af hensyn til barnet bør overvågningen i videst muligt omfang varetages af personer og under forhold, som barnet kender og er trygt ved. Det kan f.eks. være familiemedlemmer eller personer fra forældrenes bekendtskabskreds. Samværet foregår i disse situationer typisk i private hjem. Drejer sagen sig om mindre børn, kan f.eks. barnets vuggestue eller børnehave være en god ramme for et overvåget samvær.

Er det ikke muligt at etablere overvågning på ovenstående måde, eller er formålet med overvågningen at indhente oplysninger til brug for afgørelsen, skal der være kompetente personer til rådighed til at forestå overvågningen. Ved valg af overvåger bør man være opmærksom på formålet med overvågningen, særligt om der er behov for at indhente en udtalelse fra overvågeren.

Overvåges samværet af en børnesagkyndig med det formål, at den børnesagkyndige efterfølgende skal fremkomme med en vurdering/udtalelse til brug for afgørelsen af det fremtidige samvær, skal principperne for udarbejdelse af børnesagkyndige undersøgelser anvendes. Der henvises til punkt 6 i vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager.

5. Ændring af et fastsat eller aftalt samvær

En aftale eller afgørelse om samvær kan efter § 17, stk. 2, ændres, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af væsentlig forandrede forhold.

Ved ændring forstås enhver ændring af det løbende samvær og justering af eller fravigelse fra det gældende samvær. Dette omfatter også ændring af enkeltstående samvær (”ad hoc ændring”).

Ændringen kan som udgangspunkt alene ske, hvis der er tale om væsentlig forandrede forhold.

Der tages således kun stilling til spørgsmål, der har betydning for de overordnede rammer omkring samværet. Hermed tænkes navnlig på spørgsmål, som har betydning for, om samværet overordnet set kan gennemføres. Spørgsmål af mere detailpræget karakter må parterne henvises til at løse indbyrdes, eventuelt gennem børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Der bør i stedet gøres en indsats for at bibringe forældrene en forståelse for vigtigheden af, at de – af hensyn til deres barns velfærd og trivsel – selv påtager sig ansvaret for at løse de spørgsmål, som det ikke vil være op til myndighederne at træffe afgørelse om.

En aftale eller afgørelse om samvær, der strider mod, hvad der er bedst for barnet, kan dog altid ændres.

En anmodning om ændring af aftalt eller fastsat samvær kan således afvises, medmindre den, der anmoder om ændringen, påviser, at der foreligger væsentlig forandrede forhold, eller at det eksisterende samvær ikke er til barnets bedste.

Der henvises til vejledning nr. 9715 af 27. september 2004 om det skærpede ændringskriterium i samværssager.

6. Afslag på og ophævelse af samvær

Selvom det er lovens udgangspunkt, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, skal have ret til samvær med barnet, er der dog tilfælde, hvor det må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at der fastsættes samvær.

Efter § 17, stk. 3, kan fastsættelse af samvær afslås, og en aftale eller afgørelse herom kan ophæves, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Dette kan for eksempel ske, hvis samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold er eller vil blive meget konfliktfyldt. Endvidere kan samvær afslås i de tilfælde, hvor store børn modsætter sig samværet, hvor der er konkret begrundet risiko for bortførelse, hvor der er begået overgreb mod barnet, f.eks. incest eller vold eller på grund af samværsforælderens mentale tilstand.

Det kan ligeledes ske, hvis den, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og f.eks. gennem en årrække – normalt over 5 år – ikke har haft kontakt med barnet. I disse tilfælde skal det nøje overvejes, om etableringen af kontakten vil gribe forstyrrende ind i barnets tilværelse.

Ved denne vurdering lægges der særlig vægt på barnets alder, sociale forhold og familiemæssige situation, herunder om barnet har etableret en social kontakt til en anden voksen, der kan træde i den samværssøgendes sted.

Der lægges endvidere vægt på årsagen til, at der ikke har været kontakt med barnet, navnlig om adskillelsen skyldes passivitet fra den samværssøgendes side, eller om det er bopælsforælderen, der har forhindret kontakten.

Hvis årsagen til, at der ikke har været kontakt, i overvejende grad skyldes chikane fra bopælsforælderen, taler den manglende kontakt som udgangspunkt ikke afgørende imod, at der for fremtiden skal være samvær.

Det forhold, at et barn ikke viser tegn på savn eller erindring om den samværssøgende forælder, giver efter forarbejderne til loven ikke tilstrækkeligt grundlag til ikke at fastsætte samvær.

Den gældende praksis om afslag på eller ophævelse af samvær er indgående beskrevet i Betænkning nr. 1475 om barnets perspektiv, punkt 6.4.7.

7. Særligt om førstegangsfastsættelse af samvær

Ved førstegangsfastsættelse af samvær bør forældrene orienteres om ændringskriteriet i § 17, stk. 2, som er omtalt i punkt 5, herunder navnlig at ikke enhver ændring af forholdene kan begrunde en ændring af samværet.

Endvidere bør man give samværsafgørelsen en vis fleksibilitet og fremtidssikring, således at mindre ændringer af forholdene ikke bevirker, at samværsresolutionen ikke kan gennemføres efter sin ordlyd.

Særligt i relation til afhentning og aflevering af barnet i forbindelse med samværet kan der være grundlag for at overveje fleksible løsninger, der gør det muligt at gennemføre samværet, selvom der sker ændringer i arbejdstider, køreplaner eller barnets fritidsinteresser, eller den, der skal hente eller aflevere barnet, bliver forsinket.

Dette kan bl.a. ske ved, at afhentnings- og afleveringstidspunkterne fastsættes i rimelige intervaller. Det kan eksempelvis bestemmes, at barnet skal kunne afhentes om fredagen i sit hjem mellem klokken 16 og 17, mens aflevering fastsættes til at foregå i barnets hjem søndag mellem klokken 17 og 18.

Hvis afhentningen skal foregå i institutionen eller skolen, kan det bestemmes, at afhentningen f.eks. skal ske mellem klokken 14 og 16, forudsat at dette passer med institutionens aktiviteter eller skolens undervisningsplaner.

Når der er grundlag for at fastsætte f.eks. udvidet weekendsamvær eller hverdagssamvær med overnatning, kan det bestemmes, at aflevering foregår i skolen ved skoletids begyndelse eller i daginstitutionen, når dagens aktiviteter starter.

Samtidig kan afhentning og aflevering fastsættes i forhold til objektive begivenheder, f.eks. første (tog)afgang efter kl. 16.

Fastsættes samværet ud fra disse retningslinier, kan det hjælpe med til at gøre afhentningen og afleveringen så fleksibel og smidig som mulig.

Det bør endvidere tilstræbes, at placering af feriesamvær, dvs. samvær i sommer-, efterårs- og vinterferierne samt julen og påsken mv., følger klare retningslinier. I relation til sommerferiesamvær kan dette eksempelvis ske ved, at ferien for hver forælder placeres i nogle bestemte uger (de to første uger af juli i lige år og de 2 sidste uger af juli i ulige år), eller ved at forældrene skiftes til at vælge ferieperiode først.

Ønsker forældrene ikke dette, skal de vejledes om, at det som udgangspunkt kan afvises at træffe afgørelse om selve placeringen af feriesamvær.

8. Midlertidigt samvær

Afgørelser om midlertidigt samvær træffes efter lovens § 26. Efter denne bestemmelse kan statsforvaltningen under en sag om forældremyndighed eller samvær efter anmodning træffe afgørelse om midlertidigt samvær. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Det bemærkes, at retten efter § 26 ligeledes har mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om samværet, hvis forældremyndighedssagen er indbragt for retten.

Bestemmelsen giver adgang til at fastsætte samvær i to situationer: under behandlingen af en forældremyndighedssag og under behandlingen af en samværssag. I det følgende gennemgås de to situationer. Der henvises i øvrigt til punkt 7 i vejledning nr. 11049 af 1999 om behandling af samværssager.

8.1. Midlertidigt samvær under en samværssag

Reglerne om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag giver mulighed for at imødegå de problemer, som kan opstå, når sagsbehandlingen trækker ud, hvilket f.eks. kan skyldes forvaltningslovens partshøringsregler, gennemførelse af rådgivning eller nærmere undersøgelser i sagen. Ved at fastsætte midlertidigt samvær i sådanne situationer kan man sørge for, at barnets forbindelse med den forælder, som barnet ikke bor hos, etableres eller bevares på et passende niveau, mens sagen behandles.

For at nå dette mål er det nødvendigt hurtigt at træffe en afgørelse, hvilket efter omstændighederne kan medføre, at der fastsættes samvær, uden at alle de almindelige processuelle regler er fulgt.

Der vil endvidere være mulighed for alene at træffe en midlertidig afgørelse om samvær i tilfælde, hvor der ikke er behov for at træffe midlertidig afgørelse om forældremyndighed. Denne løsning vil ligeledes kunne tilgodese barnets behov for en tæt kontakt til begge forældre under behandlingen af forældremyndighedssagen.

Som eksempler på, hvornår der bør fastsættes midlertidigt samvær, kan nævnes følgende situationer:

– Der er lang ventetid på at komme til rådgivning.

– Undersøgelser i sagen, f.eks. børnesagkyndige undersøgelser, trækker ud.

– Den samværssøgende har indtil for nylig boet sammen med barnet eller på anden måde haft kontakt med barnet, og der ikke er grund til pause i samværet.

– Der har tidligere været aftaler om samvær.

Hvis statsforvaltningen ikke er i tvivl om, at der skal være samvær, men der er usikkerhed om omfanget af samværet, bør der hurtigst muligt etableres samvær med et omfang, som statsforvaltningen mener, samværet i hvert fald skal have.

Et midlertidigt samvær ophører, når der foreligger en endelig aftale eller afgørelse om samværet.

8.2. Midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

Også under en forældremyndighedssag kan der opstå behov for hurtigt at fastsætte samvær. Dette vil ofte være ubetænkeligt, når der er tale om opløsning af fælles forældremyndighed i situationer, hvor den samværssøgende typisk for nylig har boet sammen med barnet.

Der vil i så fald samtidig kunne træffes en midlertidig afgørelse om samværet, som tilgodeser barnets behov for at have en tæt kontakt til begge forældre i den tid, der går, indtil den endelige afgørelse om forældremyndigheden foreligger. I sager, hvor den ene forælder har boet sammen med barnet indtil for nylig, er det vigtigt, at der fastsættes samvær af et omfang, så en manglende eller begrænset kontakt under forældremyndighedssagen ikke kan indgå som et selvstændigt argument for vurderingen af, hvem af forældrene der er bedst egnet til at have forældremyndigheden alene, hvis retten senere skal træffe afgørelse herom.

En afgørelse om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag bortfalder, når der er truffet endelig afgørelse eller indgået aftale om forældremyndighed, der kan fuldbyrdes.

9. Samtaler med børn

Efter lovens § 29 b skal der – når et barn er fyldt 12 år – finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagens afgørelse.

Er barnet under 12 år, skal der afholdes en sådan samtale, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, skal der bl.a. lægges afgørende vægt på følgende:

– Barnets alder

– Barnets modenhed

– Om barnet er i stand til at udtrykke sine egne synspunkter om samværet

– Hvad sagen handler om

– Hvor indgribende afgørelsen vil være

– Om barnet vil kunne forstå og overskue konsekvenserne af at give sin mening til kende

– Om samtalen vil kunne afholdes af en person, som barnet allerede kender og har tillid til, f.eks. en børnesagkyndig, barnets skolepsykolog e.l.

– Forældrenes konfliktniveau

– Om barnet bliver involveret direkte i forældrenes konflikt

Vurderingen af barnets modenhed foretages i praksis bl.a. på baggrund af, hvad den pågældende sag drejer sig om. Et yngre barn – typisk fra 7-8 års alderen – antages som udgangspunkt at kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre indgribende betydning (f.eks. om samvær i ferieperioder, på fødselsdage og i julen, tilrettelæggelse af samvær i forhold til fritidsinteresser, om barnet kan rejse alene til og fra samvær mv.), mens barnet normalt antages at skulle være ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere vidtrækkende karakter (som f.eks. ophævelse af samvær).

Barnet må ikke bringes i en situation, som det ikke kan overskue, ligesom barnet ikke bør bringes i en alvorlig loyalitetskonflikt i forhold til forældrene. Der bør heller ikke stilles spørgsmål, som barnet ikke vil kunne have en kvalificeret mening om.

Hvis barnet har den fornødne alder og modenhed, skal der i videst mulig omfang lægges vægt på barnets mening om samværet.

10. Anden kontakt

Efter lovens § 18 kan der i særlige tilfælde træffes bestemmelse om, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, har ret til anden kontakt med barnet end samvær. Kontakten kan være i form af telefonsamtaler, brevveksling og lignende. Af lovens forarbejder fremgår det, at udveksling af indspillede bånd og videoer, telefaxer, elektronisk post samt anden form for skriftlig meddelelse også er omfattet.

Bestemmelsen anvendes især, hvis bopælsforælderen uden rimelig grund griber ind i barnets kontakt med den anden forælder. Bestemmelsen anvendes også, hvis samværet er begrænset, f.eks. på grund af afstanden mellem forældrenes bopæle. Bor den samværsberettigede i udlandet, så der kun kan blive samvær i ferier, f.eks. 2-3 uger om året, kan telefonsamtaler eller skriftlig kontakt være et godt middel til at bevare forbindelsen og dermed en kontinuitet i relationerne. Det samme kan være tilfældet for børn af sømænd og langturschauffører med længerevarende ophold uden for hjemmet.

Kontakten kan undertiden være et alternativ til et samvær, hvor dette af praktiske grunde ikke kan gennemføres. Hvis det findes forsvarligt, vil det ikke være udelukket at anvende § 18 i tilfælde, hvor samværet er afslået eller ophævet efter § 17, stk. 3, fordi fysisk, personlig kontakt vil være til skade for barnet, eller fordi der er konkret fare for bortførelse af barnet. Bestemmelsen kan endelig anvendes til at afstikke grænserne for kontakten, f.eks. til at fastlægge de dage og tidspunkter, hvor opringninger kan finde sted, hvis hyppige opringninger i tide og utide er forstyrrende for familielivet.

Afgørelser efter § 18 kan ikke gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder.

Bestemmelsen kan kun anvendes i ”særlige tilfælde”. Herved er det tilkendegivet, at der skal foreligge en speciel situation, før der kan træffe beslutning om denne form for kontakt mod den ene af forældrenes ønske. Det er ikke hensigten, at det skal blive almindeligt at fastsætte anden kontakt med barnet i forbindelse med statsforvaltningernes eller domstolenes afgørelser om samvær. Derfor anvendes bestemmelsen sjældent i praksis. Statsforvaltningerne og domstolene skal endvidere ikke fungere som mellemled for denne kontakt.

11. Diverse

Søskende

Søskende stilles normalt ens med hensyn til samvær, medmindre der er en stor aldersforskel mellem dem.

Hvis et af flere børn under en samtale efter § 29 b oplyser, at det ikke ønsker samvær, ophæves samværet eller afslås anmodningen om samvær kun for dette barns yngre søskende, hvis der er særskilt grundlag for det.

Samvær i fængsel

Der fastsættes normalt ikke samvær i fængsler, når forældrene er uenige om det. Kun i ganske særlige tilfælde kan samværet foregå i et fængsel. Det kan eksempelvis ske, når den af forældrene, der har barnet boende, tidligere selv har taget barnet med ved besøg i fængslet. Baggrunden herfor er, at besøg i et fængsel almindeligvis må antages at stride mod, hvad der er bedst for barnet.

Der er normalt ikke noget til hinder for at placere samværet på de tidspunkter, hvor den samværsberettigede har udgang fra fængslet.

Samvær i udlandet

Samvær efter en dansk samværsafgørelse kan umiddelbart kun udøves i Danmark og de øvrige nordiske lande. Samværet kan kun udøves i andre lande, hvis forældrene aftaler det, eller hvis der – efter ansøgning – træffes afgørelse herom.

Der henvises til vejledning nr. 9802 af 8. februar 2005 om samvær i udlandet, barnets pas mv.

Kontaktadresse

Bopælsforælderen har ikke krav på at vide, hvor barnet opholder sig under samværet, men efter anmodning skal vedkommende dog have opgivet en kontaktadresse eller et telefonnummer, således at der er mulighed for at komme i forbindelse med barnet.

Samvær - en personlig ret

Det primære formål med at fastsætte samvær er, at barnet skal bevare kontakten med den af forældrene, som barnet ikke bor hos til daglig. Et fastsat samvær er derfor som udgangspunkt en personlig ret for samværsforælderen. Dette betyder dog ikke, at barnet ikke i begrænset omfang kan være alene eller opholde sig sammen med andre familiemedlemmer eller lignende under samværet.

Erstatningssamvær

Tabet af nogle få samværsdage vil i almindelighed ikke skade forholdet mellem barnet og samværsforælderen, når de i øvrigt har et hyppigt og regelmæssigt samvær.

På denne baggrund og som følge af ændringskriteriet i § 17, stk. 2, bør man være tilbageholdende med at fastsætte erstatningssamvær.

Dette betyder, at en ansøgning om erstatningssamvær kan afvises, hvis ikke ansøgeren sandsynliggør, at der er grundlag for at fastsætte erstatningssamvær.

Er der tale om enkeltstående aflysninger, bør der som udgangspunkt ikke fastsættes erstatningssamvær.

Der fastsættes ligeledes normalt ikke erstatningssamvær, når aflysningen af samvær skyldes samværsforælderens forhold.

Hvis samværet aflyses på grund af barnets forhold, f.eks. på grund af barnets sygdom, eller fordi barnet skal på lejrskole, spejdertur e. lign., bør der normalt heller ikke fastsættes erstatningssamvær. Der kan dog fastsættes erstatningssamvær, hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

I følgende situationer kan fastsættelse af erstatningssamvær være af væsentlig betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen. Listen er ikke udtømmende:

– Hvis den af forældrene, der har barnet boende, har chikaneret samværet. Hvis der kun er samvær i begrænset omgang.

– Hvis samværet aflyses gentagne gange over en kortere periode, eller hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det svækker forbindelsen mellem barnet og samværsforælderen.

– Hvis samvær aflyses i større omfang end ellers, fordi bopælsforælderen afholder væsentligt mere ferie end normalt, eller hvis ferien ikke afholdes sammenhængende.

12. Overgangsregler, ikrafttræden

De ovennævnte ændringer som følge af kommunalreformen på det familieretlige område træder i kraft den 1. januar 2007. Sager, der indkommer efter den 1. januar 2007, skal behandles efter de nye regler. Sager, som er indgivet til statsamtet før den 1. januar 2007, men ikke er færdigbehandlet, færdigbehandles også efter de nye regler. Der henvises til § 5, stk. 2, i lov nr. 525 af 24. juni 2005, som ændret ved § 3 i lov nr. 483 af 17. juni 2006.

Familiestyrelsen, den 20. december 2006

Dorrit Sylvest Nielsen

/Anette Hummelshøj


Hit Counter

26-01-16