Kapitel 77 er ophævet ved § 1.132 i lov nr. 538 af 08.06.2006 fra den. 01.01.2007.
§ 845. Statsadvokaten samt den beskikkede forsvarer skal være til stede under hele domsforhandlingen, så længe de har adgang til at få ordet under samme; dog er herved ikke udelukket, at forskellige personer udfører statsadvokatens eller den beskikkede forsvarers hverv i sagen.
Stk. 2. Udebliver statsadvokaten enten ved domsforhandlingens begyndelse eller i løbet af
denne, udsættes sagen. Det samme gælder, når den beskikkede forsvarer udebliver, eller
når den valgte forsvarer ikke møder, medmindre omstændighederne måtte gøre det muligt
for præsidenten at beskikke en forsvarer, som straks kan udføre hvervet.
§ 846. Tiltalte skal, så vidt loven ikke hjemler undtagelse, personlig være til stede
under hele domsforhandlingen, så længe han har adgang til at udtale sig; dog kan rettens
formand, efter at hans afhørelse er sluttet, tillade ham at fjerne sig.
§ 847. Udebliver tiltalte ved begyndelsen eller i løbet af domsforhandlingen, og kan den
pågældende ikke straks bringes til stede, udsættes sagen, medmindre retten
beslutter at
fremme domsforhandlingen helt eller delvis efter stk. 2 og 3.
Stk. 2. Er tiltalte udeblevet trods lovlig tilsigelse og uden oplyst lovligt forfald, kan retten bestemme, at der skal ske afhøring af vidner og syns- og skønsmænd, der er mødt, hvis det findes foreneligt med hensynet til tiltalte, og hvis udsættelse af afhøringen vil være til væsentlig ulempe for de mødte eller medføre væsentlig udsættelse af sagen. Afhøring kan dog kun ske, såfremt tiltaltes forsvarer er mødt.
Stk. 3. En domsforhandling kan fremmes til dom i tiltaltes fravær, hvis retten ikke
finder tiltaltes tilstedeværelse nødvendig,
1) når tiltalte er undveget, efter at anklageskriftet er forkyndt for den pågældende,
2) når tiltalte efter at være mødt ved sagens påråb har forladt tingstedet uden
rettens tilladelse,
3) når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 6 måneder eller
derunder, konfiskation, rettighedsfrakendelse eller erstatning og tiltalte har givet
samtykke til sagens fremme,
4) når tiltalte ikke idømmes højere straf end ubetinget fængsel i 3 måneder eller andre retsfølger end konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning, eller
5) når forhandlingen skønnes utvivlsomt at ville føre til tiltaltes frifindelse.
Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene fremmes i medfør af stk. 3, nr. 4, såfremt tiltalte
har været lovligt tilsagt og det fremgår af tilsigelsen, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke, at tiltalte dømmes i
overensstemmelse med den rejste tiltale.
I § 847, stk. 3, nr. 3 og 4 er ordet frihedsstraf
ændret til fængselsstraf fra d. 01.07.2001, jfr. lov
nr. 433 af 31.05.2000.
§ 847, stk. 3, nr. 4 er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov
nr. 256 af 08.05.2002. Indtil d. 01.07.2002 lyder nr. 4 således:
4) når der under sagen alene er spørgsmål om ubetinget fængselsstraf i 30
dage eller derunder, konfiskation, førerretsfrakendelse eller erstatning.
§ 847, stk.4, er ændret fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i lov
nr. 256 af 08.05.2002. Indtil d. 01.07.2002 lyder stk. 4. således:
Stk. 4. Medmindre tiltalte har samtykket heri, kan domsforhandlingen alene fremmes i
medfør af stk. 3, nr. 4, såfremt tiltalte har været lovligt tilsagt, jf. § 163, og ved
tilsigelsen er gjort bekendt med, at udeblivelse uden oplyst lovligt forfald kan bevirke,
at tiltalte dømmes i overensstemmelse med den rejste tiltale.
§ 848. Formanden kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, nr. 2, beslutte, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Reglerne i § 748 a, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Retten kan, hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, på anmodning bestemme,
1) at et vidnes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler for det, eller
2) at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet.
Stk. 3. Er der truffet bestemmelse efter stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens
vidnet afhøres, hvis der er grund til at antage, at vidnet eller vidnets nærmeste vil blive udsat for alvorlig fare, hvis tiltalte får
kendskab til vidnets identitet.
Stk. 4. En polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, kan afgive forklaring uden at oplyse sit eget navn og bopæl.
Stk. 5. Formanden kan bestemme, at navn og bopæl på en polititjenestemand, der afgiver forklaring som vidne, ikke skal oplyses, hvis afgørende hensyn til vidnets særlige tjenestefunktion taler for det og oplysningerne må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 6. Formanden kan bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, når en polititjenestemand, der har udført foranstaltninger som nævnt i § 754 a, eller en polititjenestemand med en særlig tjenestefunktion afhøres, hvis dette er påkrævet af hensyn til hemmeligholdelsen af polititjenestemandens identitet og det må antages at være uden væsentlig betydning for tiltaltes forsvar.
Stk. 7. Formanden afgør, om tiltalte skal forlade retslokalet under den forudgående forhandling om anmodninger fremsat efter stk. 2, 3, 5 og 6.
Stk. 8. Når tiltalte som følge af en beslutning efter stk. 1, 3 eller 6 ikke har overværet afhøringen af et vidne eller en medtiltalt, skal tiltalte, når denne på ny kommer til stede i retslokalet, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fravær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt den angår tiltalte. Retten afgør, om gengivelsen af forklaringen skal ske før eller efter, at tiltalte selv har afgivet forklaring. Oplysning om vidnets bopæl eller navn, stilling og bopæl skal dog ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 2, nr. 1 eller 2. Oplysning om en polititjenestemands navn og bopæl skal endvidere ikke meddeles tiltalte, hvis retten har truffet bestemmelse om hemmeligholdelse efter stk. 5.
Stk. 9. Afgørelse om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling og bopæl, jf. stk. 2, nr. 2, og stk. 3, eller en polititjenestemands navn og bopæl, jf. stk. 5 og 6, træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for hemmeligholdelse er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres. Rettens afgørelse efter stk. 2, nr. 2, og stk. 3, 5 og 6 kan kæres.
§ 848 er ændret ved § 1 i lov
nr. 381 af 06.06.2002 fra d. 07.06.2002.
§ 848, stk. 4-6 er indsat ved lov
nr. 436 af 10.06.2003 fra d. 11.06.2003.
§ 848, stk. 8, 4. pkt. er indsat ved lov
nr. 436 af 10.06.2003 fra d. 11.06.2003.
§ 848, stk. 9 er ændret ved lov
nr. 436 af 10.06.2003 fra d. 11.06.2003.
§ 848, stk. 1, 2. pkt. er ændret ved
§ 1.5 i lov nr.
493
af 12.06.2009 fra et tidspunkt, der fastsættes efter nærmere bestemmelse af
justitsministeren. I § 848,
stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 748, stk. 8-10,« til: »§ 748 a«.
§ 849. Når tiltalte fjernes fra retssalen i henhold til § 151, kan forhandlingen fortsættes, hvis formanden ikke finder en udsættelse nødvendig.
Stk. 2. Tiltalte bør i så fald, så snart og så vidt hans adfærd gør det muligt,
atter indføres i retssalen og gøres bekendt med det under hans fraværelse forefaldne;
så bør der og, for så vidt det efter forhandlingens standpunkt endnu er muligt, gives
ham adgang til at fremkomme med, hvad han under almindelige forhold ville have haft
lejlighed til.
§ 850. Når domsforhandlingen er begyndt, fortsættes den så vidt muligt uafbrudt,
indtil endelig afgørelse har fundet sted.
Stk. 2. Har forhandlingen været afbrudt, bestemmer rettens formand, om og i hvilket
omfang det allerede foretagne skal gentages, når sagen atter kommer for.
§ 851. (Ophævet).
§ 852. Om udsættelsesgrunde, som indtræder på en tid, da domsforhandlingen er udsat,
påhviler det enhver vedkommende snarest muligt at underrette rettens formand, for at
bestemmelse om udsættelse om muligt kan tages og meddelelse til alle vedkommende finde
sted, førend sagen på ny skulle have været for.
§ 853. Når retten er sat til sagens behandling, lader rettens formand sagen påråbe og
tiltalte føre ind i retssalen samt så vidt fornødent vidner og syns- og skønsmænd
påråbe, hvorhos han giver de pålæg og træffer de foranstaltninger, som måtte findes
fornødne for at sikre disses tilstedeblivelse og hindre indbyrdes meddelelse.
§§ 854-863. (Ophævet).
§ 864. Nævningerne indtager deres sæde i den ved udtagelsen bestemte orden, jf.
§ 79.
§ 865. Når nævningerne har indtaget deres sæde, oplæses anklageskriftet, og tiltalte
spørges, om han erkender sig skyldig i det der omhandlede forhold.
§ 866. Derefter påminder formanden nævningerne om, at de indtil dommens afsigelse ikke
angående sagen må have samtale eller forbindelse med nogen anden end formanden eller
retten gennem formanden. Derpå foreholder formanden nævningerne, at de på ære og
samvittighed skal love opmærksomt at følge forhandlingen i retten og samvittighedsfuldt
besvare de spørgsmål, som vil blive dem forelagt, samt i øvrigt samvittighedsfuldt
afgive stemme i sagen, alt således som de finder ret og sandt at være efter loven og
sagens bevisligheder.
Stk. 2. Herpå svarer nævningerne hver for sig, stående: »Det lover jeg på ære og samvittighed«.
Stk. 3. Indsigelser, der går ud på, at nævningerne ikke på behørig måde har aflagt
løfte, skal fremsættes, før statsadvokaten begynder sin udvikling af tiltalens genstand
(§ 868).
§ 867. Nævningerne vælger umiddelbart efter aflagt løfte under ledelse af den
nævning, hvis navn først blev udtaget, en ordfører. Valget sker ved stemmeflerhed; i
tilfælde af stemmelighed foretrækkes den ældste.
§ 868. Når nævningerne har valgt ordfører, giver formanden
statsadvokaten lejlighed til at udvikle, hvad der er tiltalens genstand. Derpå følger
bevisførelsen. Formanden spørger tiltalte, om han er villig til at forklare sig nærmere
om de forhold, som tiltalen angår. I bekræftende fald bestemmer formanden, på hvilket
tidspunkt under bevisførelsen forklaringen skal afgives. Når tiltalte skal forklare sig,
sker det ved, at statsadvokaten udspørger ham nærmere om sagen. Derefter kan forsvareren
stille spørgsmål til tiltalte. Yderligere spørgsmål kan, foruden af enhver af dommerne
og nævningerne, stilles af statsadvokaten og forsvareren. Derpå følger den øvrige
bevisførelse.
Stk. 2. Afgiver tiltalte under afhørelsen en fuldstændig tilståelse, afgør retten, om
og i hvilken udstrækning yderligere bevisførelse skal finde sted.
§ 869. Opstår der spørgsmål, om nogen fejl foreligger, der hindrer sagens fremme,
eller om sagen er undergivet offentlig påtale, kan forhandlingen begrænses til dette
punkt, indtil spørgsmålet har fundet sin afgørelse.
Stk. 2. Det samme gælder, når spørgsmål rejses, om et sådant forhold, som er beskrevet i anklageskriftet, overhovedet er strafbart, eller om straf er udelukket ved forældelse eller af anden lignende grund. Er retten enig, kan frifindelsesdom straks afsiges.
Stk. 3. Fejl, der hindrer sagens fremme, bør, hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne, og den udsættelse gives, som i så henseende måtte behøves. Skal fejlen kun tages i betragtning, når den gøres gældende fra tiltaltes side, må indsigelse fremsættes, så snart dertil er blevet lejlighed; i almindelighed må det ske, førend udtagelse af nævninger begynder.
Stk. 4. Den omstændighed, at retten forinden domsforhandlingens begyndelse har nægtet at
tage en begæring om sagens afvisning til følge (§ 842), er ikke til hinder for, at det
således foreløbigt rejste spørgsmål på ny bringes frem under domsforhandlingen.
§ 870. Bevisførelsen foregår først fra statsadvokatens og derefter fra forsvarets
side; beviser, hvis førelse retten af egen drift beslutter, fremføres på det tidspunkt,
formanden bestemmer. Førend en parts beviser fremføres, kan den bevisførende i korthed
angive, hvad det er for beviser, han vil føre, og hvad han dermed vil godtgøre.
Stk. 2. Efter ethvert enkelt vidnes afhørelse, såvel som efter fremførelsen af ethvert
andet bevis, har tiltalte adgang til, hvis han ønsker det, at forklare sig, så vidt
beviset dertil giver anledning.
§ 871. Om slutning af bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, førend
alle beviserne er fremført, samt om genoptagelse af en sluttet bevisførelse, tager
retten beslutning.
Stk. 2. Omfatter sagen flere forbrydelser, kan formanden lade forhandlingen og
nævningernes påkendelse foregå særskilt for hver enkelt forbrydelse.
§ 872. Statsadvokaten afhører de af ham fremstillede vidner. Vidner, som fremstilles fra
forsvarets side, afhøres af forsvareren eller af tiltalte.
Stk. 2. På tilsvarende måde forholdes med afhørelse af syns- og skønsmænd.
§ 873. Formanden er berettiget og forpligtet til, når som helst han i sandhedens
interesse finder grund dertil, at rette spørgsmål til den, som afhøres.
§ 874. Vidner og syns- eller skønsmænd, som fremstilles efter rettens beslutning af
egen drift (jf. § 880, sidste stykke), afhøres af formanden; dog er han beføjet til at
overlade afhørelsen til parterne.
Stk. 2. Sker afhørelse ved rettens formand, kan parterne andrage på, at yderligere
spørgsmål stilles; formanden kan overlade det til dem selv at stille sådanne enkelte
spørgsmål.
§ 875. Dommerne og nævningerne er berettigede til at rette spørgsmål til de
fremstillede vidner, syns- eller skønsmænd, efter at have erholdt ordet af formanden.
§ 876. Af de udsagn, der afgives under afhørelsen, optages det væsentligste i
retsbogen; er de pågældende tidligere afhørt for en ret, er dog henvisning
tilstrækkelig, og kun væsentlige afvigelser eller fuldstændiggørelse optegnes.
Stk. 2. Hvor retten efter sagens beskaffenhed og bevisets stilling finder det påkrævet,
bliver så meget af bevisførelsen at medtage, som er fornødent for, at den ret, for
hvilken sagen senere måtte blive indbragt, kan danne sig en begrundet opfattelse af, på
hvilket grundlag afgørelsen er truffet.
§ 877. Dokumenter, der påstås at have været genstand for eller at
være frembragt ved forbrydelsen eller at have været brugt eller bestemt til dens
udførelse, eller som yder umiddelbar oplysning om gerningen eller tiltaltes forhold til
denne, bliver at oplæse, når bevisførelsen kræver det.
Stk. 2. Fremdeles kan efternævnte dokumenter under domsforhandlingen benyttes som
bevismidler og bliver da at oplæse:
1) tilførsler til retsbøger om ransagninger, beslaglæggelser, besigtigelser og syns-
eller skønsforretninger, foretagne uden for domsforhandlingen, såvel som erklæringer
til retten, afgivne af syns- eller skønsmændene helt; dog kan retten, når den finder
sådant hensigtsmæssigt, bestemme, at mundtlig afhøring af syns- eller skønsmændene
helt eller delvis skal træde i stedet for oplæsning af disses forklaringer eller
skriftlige erklæringer;
2) tilførsler til retsbøger om de af tiltalte under afhørelsen om sigtelsen afgivne
forklaringer, når tiltalte enten nu vægrer sig ved at svare, eller den nu afgivne
forklaring afviger fra den tidligere, eller når tiltalte er udeblevet (jf.
§ 847);
3) tilførsler til retsbøger angående de af vidner, syns- eller skønsmænd under
afhørelse afgivne forklaringer, når disse personer enten er døde eller af anden grund
ikke kan afhøres på ny, eller de i medfør af § 174, jf. § 209, er afhørt for en
anden ret end den, ved hvilken sagen behandles, eller de er afhørt, uden at tiltalte har
været til stede, jf. § 847, stk. 1, eller når den nu afgivne forklaring afviger fra den
tidligere, eller når et vidne vægrer sig ved at afgive forklaring, og de foreskrevne
tvangsmidler ikke antages at burde anvendes eller forgæves er blevet anvendt;
4) tilførsler til retsbøger af forklaringer såvel som erklæringer, afgivne af de i D.
L. 1-2-1 omhandlede personer samt af personer, der har eksterritorialitetsret, for så
vidt de nævnte personer ikke giver møde i retten;
5) erklæringer og vidnesbyrd, udstedt i medfør af et offentligt hverv, derunder
udskrifter af tiltalte tidligere overgåede straffedomme,
6) tilførsler til politiets rapporter om de af tiltalte under politiets afhøring om sigtelsen afgivne forklaringer, når forsvareren begærer det, i sager, der fremmes i tiltaltes fravær i medfør af § 847, stk. 3, nr. 4.
Stk. 3. Uden for de nævnte tilfælde kan dokumenter og aktstykker, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, når retten undtagelsesvis hertil giver tilladelse. Udenretslige bevidnelser angående tiltaltes tidligere vandel må under ingen omstændigheder benyttes.
Stk. 4. Et vidnes forklaring til politirapport kan herudover efter rettens bestemmelse benyttes som bevismiddel, hvis parterne er enige herom og vidnet ville være forpligtet til at afgive forklaring, hvis pågældende var blevet indkaldt som vidne i retten.
§ 877, stk. 2, nr. 6 er indsat fra d. 01.07.2002, jfr. § 1 i
lov nr. 256 af
08.05.2002
§ 877, stk. 4 er indsat fra d. 01.01.2006 ved § 1.7 i lov
nr. 1398 af
21.12.2005
§ 877 a. Politiets afhøring af et barn kan, når afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under domsforhandlingen.
§ 877 a er indsat fra d. 03.04.2003 ved § 3 i lov nr. 228 af 02.04.2003
§ 878. Oplæsning af tilførsler til retsbøger angående udsagn af tiltalte, vidner eller syns- eller skønsmænd på grund af de nu afgivne forklaringers uoverensstemmelse med de tidligere afgivne bør kun finde sted, efter at der på foreskreven måde er givet de pågældende lejlighed til sammenhængende udtalelser om genstanden for afhørelsen, og de yderligere spørgsmål, hvortil denne udtalelse opfordrer, er stillede.
Stk. 2. Når oplæsning af de i § 877, stk. 2, nr. 2 og 3, ommeldte aktstykker finder
sted, skal grunden meddeles af rettens formand og tilføres retsbogen.
§ 879. Oplæsning af skriftlige beviser sker ved protokolføreren, medmindre rettens
formand tillader den bevisførende selv at oplæse dem, eller et af rettens medlemmer
foretager oplæsningen.
§ 880. Bevis, som haves til stede, kan ikke nægtes ført af den grund, at det ikke er
anmeldt for modparten så betimelig, at denne har haft tilstrækkelig forberedelse; men
hvor dette ikke er sket, og hvor retten ikke i den anledning har udsat førelsen af det
pågældende bevis til en senere dag, kan modparten, efter at det er ført, forlange en
passende udsættelse, medmindre retten finder, at det er uden betydning for sagen, eller
af anden grund finder, at en udsættelse ikke ville tjene noget berettiget formål.
Stk. 2. Udsættelse til førelse af bevis, som ikke haves til stede, bevilges af retten, når den finder, at omstændighederne gør det ønskeligt for sagens oplysning.
Stk. 3. Retten kan, når den anser det for nødvendigt til sagens fuldstændige oplysning, beslutte, at beviser skal føres, som ingen af parterne har begært ført, eller som den, der har anmeldt samme, har erklæret at ville frafalde, og kan i dette øjemed udsætte sagen; de foranstaltninger, som beslutningen foranlediger, træffes af retten eller efter dens pålæg af statsadvokaten.
Stk. 4. Retten kan foretage besigtigelse af personer, genstande og lokaliteter, når det
findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt for sagens oplysning. Besigtigelser skal
overværes af de personer, som ellers skal være til stede under domsforhandlingen.
§ 881. Rettens afgørelse af tvistepunkter, som opstår under bevisførelsen mellem
parterne, samt af indsigelser, der fremsættes af vidner, syns- eller skønsmænd, sker,
for så vidt det begæres, ved kendelse.
§ 882. Førend dom eller kendelse afsiges under domsforhandlingen, bør der være givet
parterne lejlighed til at udtale sig. Tiltalte har stedse det sidste ord.
§ 883. Efter at bevisførelsen er sluttet, får først statsadvokaten, dernæst
forsvareren og, såfremt tiltalte begærer det, denne ordet for at udtale sig om
bevisførelsens resultat samt om retsspørgsmålene i sagen, dog så vidt muligt uden at
omhandle sådanne punkter, som ikke skal forelægges nævningerne til afgørelse.
§ 884. Efter at parterne har haft ordet, skal statsadvokaten overlevere retten og
forsvareren udkast til de spørgsmål, som skal forelægges nævningerne, hvorefter der
gives forsvareren og tiltalte lejlighed til at ytre sig og fremsætte forslag til
ændringer i eller tillæg til spørgsmålene. Spørgsmålene fastsættes derefter af
retten og meddeles parterne; hvor dette kræves af reglerne i § 908, stk.
4, gives der
disse fornyet lejlighed til at ytre sig.
Stk. 2. Intet spørgsmål kan forelægges nævningerne, medmindre det har været
udtrykkelig fremdraget under forhandlingerne, og det således har været muligt for
parterne at ytre sig derom.
§ 885. Ved spørgsmålene til nævningerne skal det forelægges dem til afgørelse, om
tiltalte er skyldig i det forhold, som tiltalen angår; tiltalens angivelser kan fraviges
inden for de grænser, som er betegnede i § 908. Som følge heraf hører det under
nævningernes afgørelse, om der foreligger nogen grund, som udelukker straf.
Stk. 2. Med hensyn til strafansvarets forældelse tilkommer det kun nævningerne at afgøre spørgsmålet om tidspunktet for den omstændighed, fra hvilken forældelsesfristen regnes.
Stk. 3. Det tilkommer ikke nævningene at afgøre, om det forhold, som tiltalen angår, er
undergivet offentlig påtale.
§ 886. Nævningerne afgør, om straffen skal forhøjes eller nedsættes uden for den
almindelige strafferamme eller bortfalde, alt på grund af omstændigheder, som ifølge
loven skal eller kan have sådan virkning. Dog tilkommer det ikke nævningerne at afgøre
spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 10 b og § 86. Vedrørende straffens
forhøjelse på grund af gentagelse tilkommer det kun nævningerne at afgøre
spørgsmålet om tidspunktet for den påtalte handling.
§ 886 a. Straffens udmåling inden for lovens strafferamme hører ikke under
nævningernes afgørelse.
§ 887. Ethvert spørgsmål til nævningerne skal stilles således, at det kan besvares
med »ja« eller »nej«.
Stk. 2. Ethvert enkelt spørgsmål må alene angå én tiltalt og, så vidt muligt, kun
ét forbryderisk forhold.
§ 888. Når undtages sådanne tillægsspørgsmål, som omhandles i §§ 889 og 890, skal
ethvert spørgsmål begynde med ordene: »Er tiltalte (tiltalte N. N.) skyldig?« I
spørgsmålet skal forbrydelsens art betegnes ved dens i loven hjemlede navn eller ved en
henvisning til den pågældende strafbestemmelse; tillige skal forbrydelsens i loven
beskrevne kendemærker optages i spørgsmålet; gerningen skal beskrives ved sådan
angivelse af tid og sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder,
som måtte udkræves til dens tilstrækkelige betegnelse.
§ 889. At en af de i straffelovens §§ 15 eller 16 nævnte strafudelukkelsesgrunde er
til stede, kan ikke af nævningerne udtrykkes ved benægtende besvarelse af
hovedspørgsmålet, men alene gennem besvarelse af et særligt, dertil sigtende
spørgsmål, der stilles som tillæg til hovedspørgsmålet og kun bliver at besvare, hvis
dette besvares bekræftende. Sådant tillægsspørgsmål kan også stilles med hensyn til
de øvrige, i §§ 885 og 886 omhandlede, under nævningerne hørende afgørelser.
Stk. 2. Tillægsspørgsmål i henhold til nærværende paragrafs stk. 1 skal altid
stilles, når det forlanges af en af parterne eller en af nævningerne.
§ 890. Når der stilles tillægsspørgsmål angående en strafudelukkelsesgrund, vil
nævningerne ved besvarelsen af hovedspørgsmålet have at bortse fra spørgsmålet om
tilstedeværelsen af de i tillægsspørgsmålet omhandlede omstændigheder. Der skal
derfor i hovedspørgsmålets tekst tages forbehold med hensyn til tillægsspørgsmålet.
§ 891. Angår flere hovedspørgsmål (med tilhørende tillægsspørgsmål) det samme
forholds henførelse under forskellige strafbestemmelser med forskellig strafferamme,
stilles det spørgsmål først, hvis bekræftelse medfører den strengeste
strafferamme, medmindre retten bestemmer andet.
I § 891 er sidste bisætning indsat ved § 2 i lov nr. 380 af 06.06.2002 - fra d. 07.06.2002
§ 892. Når et spørgsmål kun skal besvares under forudsætning af en bestemt besvarelse af et forudgående spørgsmål, bør dette udtrykkelig bemærkes i den skriftlige udfærdigelse.
Stk. 2. Ligeledes anføres ved hvert spørgsmål, at der udkræves otte stemmer til det svar - »ja« eller »nej« - som er ugunstigst for tiltalte.
Stk. 3. Angår spørgsmålet tilstedeværelsen af en i straffelovens § 16 nævnt
tilstand, anføres det dog, at 7 - hvis kun 11 nævninger medvirker, 6 - stemmer er
afgørende for besvarelsen, og at spørgsmålet i tilfælde af stemmelighed ikke besvares.
§ 893. Efter at spørgsmålene er fastsat, gennemgår formanden i korthed sagen og dens
bevisligheder og forklarer så vidt fornødent spørgsmålene og de retssætninger, der
skal lægges til grund for deres besvarelse. Når formanden finder dette fornødent,
overgives afskrifter af spørgsmålene til nævningerne, forinden han begynder sit
foredrag.
Stk. 2. Enhver af parterne kan, efter at formanden har sluttet sit foredrag, og forinden nævningerne trækker sig tilbage til rådslagning, forlange, at særlig påpegede dele af formandens udvikling af retssætninger gengives i retsbogen.
§ 894. Når formanden har endt sit foredrag, oplæses spørgsmålene og overgives i en af formanden underskreven udfærdigelse til nævningernes ordfører.
Stk. 2. Formanden kan efter sit skøn og skal efter begæring af ordføreren medgive nævningerne afbildninger, tegninger eller kort, som måtte være fremlagt under sagen, ting, der påstås at være tagne eller frembragte ved forbrydelsen eller at have været brugt eller bestemt til dens udførelse, eller som i øvrigt yder umiddelbar oplysning om gerningen eller tiltaltes forhold til denne.
Stk. 3. Formanden henleder nævningernes opmærksomhed på de i §§ 895 og 897-899
indeholdte bestemmelser om, hvad de ved deres rådslagning har at iagttage, og forklarer
disse nærmere, for så vidt han finder det fornødent; derefter opfordrer han
nævningerne til at begive sig til det for dem bestemte værelse.
§ 895. Når nævningernes ordfører skønner, at nævningerne har haft behørig lejlighed
til en foreløbig drøftelse af sagen, påbegyndes den egentlige rådslagning. Under denne
skal formanden, dersom mindst 5 af nævningerne udtaler ønske derom, være til stede i
nævningernes forsamlingsværelse for at besvare de spørgsmål, som nævningerne i
anledning af sagen måtte ønske at stille ham. Endvidere er han da beføjet til selv at
tage ordet, når han finder det påkrævet for at forhindre fejltagelser fra nævningernes
side. Når retsformanden udtaler sig i medfør af disse bestemmelser, skal
protokolføreren tilkaldes og optage det væsentlige af udtalelserne i den i § 876
omtalte bog, hvoraf statsadvokaten og forsvareren kan kræve udskrift, når rettens dom i
sagen er faldet. Retsformanden kan, når han måtte finde det rigtigst, vælge at give
nævningerne de fornødne oplysninger på den i § 898 foreskrevne måde.
Stk. 2. Når nævningernes ordfører skønner, at rådslagningen vil kunne afsluttes, forlader formanden, dersom han har været til stede under rådslagningen, nævningernes forsamlingsværelse. Herefter afslutter nævningerne rådslagningen, inden der skrides til afstemning.
Stk. 3. I øvrigt må der, indtil nævningernes erklæring er vedtaget, intet samkvem finde sted mellem dem og andre personer, ej heller må nogen nævning forlade rådslagningsværelset eller nogen anden betræde dette uden tilladelse af rettens formand. Rettens formand træffer fornøden foranstaltning til iagttagelse heraf.
Stk. 4. Overtrædes foranstående bestemmelser af en nævning eller andre, kan retten idømme den eller de skyldige bøder.
Stk. 5. Den af nævningerne i henhold til § 867 valgte ordfører leder deres forhandlinger.
Stk. 6. Om rådslagningen og afstemningen skal der iagttages tavshed. Meddelelse derom må i intet tilfælde optages i pressen eller på anden måde ske offentlig. Overtrædelse af disse bestemmelser straffes med fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 7. I nævningernes forsamlingsværelse skal aftryk af denne lovs §§ 895 og 897-899 være opslåede i flere eksemplarer.
I § 895, stk. 6 er hæfte ændret til fængsel indtil 4
måneder fra d. 01.07.2001, jfr. lov
nr. 433 af 31.05.2000
I § 895, stk. 1,
4. pkt., er »den i § 876 omtalte bog, hvoraf statsadvokaten og
forsvareren kan kræve udskrift, når rettens dom i sagen er faldet« ændret
til: »retsbogen«. fra d. 01.07.2004, jfr. lov
nr. 215 af 31.03.2004.
§ 896. Ved afgørelsen af, om noget er bevist eller ikke, tages alene hensyn til de
beviser, som er fremført under domsforhandlingen. Bedømmelsen af bevisernes vægt er
ikke bundet ved lovregler.
§ 897. Efter tilendebragt rådslagning afstemmer nævningerne om de enkelte spørgsmål i
den orden, hvori disse er stillede. Ordføreren afæsker hver nævning enkeltvis hans
stemme i den ved udtagelsen bestemte orden og afgiver selv sin stemme til sidst.
Stk. 2. En for tiltalte ugunstig besvarelse af et hoved- eller tillægsspørgsmål kan kun vedtages med mindst 8 stemmer. Angår spørgsmålet tilstedeværelsen af en i straffelovens § 16 nævnt tilstand, er 7 - hvis kun 11 nævninger medvirker, 6 - stemmer afgørende for besvarelsen; foreligger der stemmelighed, træffer retten afgørelsen.
Stk. 3. En nævning, der har stemt nej til et hovedspørgsmål eller ja til et
tillægsspørgsmål om bortfald af straf, men som derefter er overstemt, behøver ikke at
besvare de følgende spørgsmål om det pågældende forhold, bortset fra spørgsmål om
tilstedeværelsen af en i straffelovens § 16 nævnt tilstand, og han regnes i så fald at
have stemt for den for tiltalte gunstigste afgørelse, for hvilken nogen i øvrigt har
stemt.
§ 898. Opstår der tvivl hos nævningerne om den fremgangsmåde, som de skal iagttage,
eller om betydningen af de stillede spørgsmål eller om svarenes affattelse, eller
antager de det for nødvendigt, at yderligere eller ændrede spørgsmål forelægges dem,
kan de foruden at rette spørgsmål til retsformanden i medfør af § 895, stk. 1, anmode
ham om, at han, efter at de i retssalen har fremsat deres andragende, her vil meddele dem
oplysning eller foranstalte det fornødne. Bliver der at tage bestemmelser om forandringer
i eller tillæg til spørgsmålene, eller finder rettens formand det i øvrigt fornødent,
genoptages forhandlingen, og der gives parterne lejlighed til at udtale sig.
§ 899. Nævningernes ordfører vedtegner det svar, som udkommer ved stemmernes
sammentælling lige over for ethvert af spørgsmålene og underskriver erklæringen
tilligemed to andre nævninger.
Stk. 2. Stemmetallet angives ikke.
Stk. 3. Foreligger der stemmelighed i det i § 897, stk. 2, 2. pkt., angivne tilfælde,
vedtegnes dog dette.
§ 900. Efter at nævningerne er vendt tilbage til retssalen, spørger rettens formand dem
om udfaldet af deres rådslagning. Derefter oplæser nævningernes ordfører de stillede
spørgsmål og umiddelbart efter hvert af disse det vedtegnede svar. Erklæringen
overleveres dernæst til rettens formand, der underskriver den tilligemed
protokolføreren.
§ 901. Lider nævningernes erklæring af mangler i formen, eller er dens indhold
utydeligt, modsigende eller ufuldstændigt, eller
opstår der tvivl, om den oplæste erklæring udtrykker nævningernes virkelige mening
eller er vedtaget med det foreskrevne
stemmetal, og manglen ikke straks kan afhjælpes eller tvivlen hæves ved en erklæring af
nævningernes ordfører, kan retten
pålægge nævningerne at begive sig tilbage til deres værelse for ved en ny erklæring
at afhjælpe manglen eller fjerne tvivlen. De
fornødne forklaringer meddeles i retssalen nævningerne af rettens formand.
Stk. 2. Vedrører manglen kun formen, må nævningerne intet forandre i erklæringens indhold; ligeledes skal de svar, hvis berigtigelse eller fuldstændiggørelse ikke fordres, forblive uforandrede. Utilstedelige ændringer må ikke tages i betragtning af retten.
Stk. 3. Berigtigelsen eller fuldstændiggørelsen vedføjes således, at det træder tydeligt frem, hvorledes den oprindelige erklæring har lydt.
Stk. 4. Den her omhandlede forholdsregel kan træffes, så længe retten ikke har afsagt
dom.
§ 902. Også uden for de i det foregående særlig nævnte tilfælde kan retten, så
længe dom ikke er afsagt, beslutte at forandre spørgsmål eller at stille nye
spørgsmål; forinden sådan bestemmelse træffes, må der være givet parterne lejlighed
til at ytre sig.
§ 903. Når nævningerne enten ved benægtende besvarelse af hovedspørgsmålet eller ved
et for tiltalte gunstigt svar på et tillægsspørgsmål angående en
strafudelukkelsesgrund har erklæret, at tiltalte ikke er skyldig, og der ikke er
spørgsmål om anvendelse af andre foranstaltninger end straf over for tiltalte, afsiger
retten straks frifindelsesdom.
Stk. 2. Retten kan ligeledes straks afsige frifindelsesdom, når den allerede da er på
det rene med, at tiltalte ifølge loven ikke kan straffes for et forhold som det, i
hvilket han ifølge den i spørgsmålene givne beskrivelse af gerningen og nævningernes
svar på disse er erklæret skyldig.
§ 904. Hvor nævningernes erklæring går ud på, at tiltalte er
skyldig, men retten finder, at sagens bevisligheder ikke har afgivet tilstrækkeligt
grundlag for at fælde tiltalte for den forbrydelse, i hvilken nævningerne har erklæret
ham skyldig, kan den ved kendelse beslutte, at en ny domsforhandling skal foregå.
Beslutningen træffes i embeds medfør, uden at parterne har adgang til derom at
fremsætte begæring, og kan træffes, så længe dom ikke er afsagt.
§ 905. Ny domsforhandling, som besluttes i medfør af forrige paragraf, bliver at
foretage for andre dommere og andre nævninger. Indtil nævningeerklæring under den nye
sag er afgivet, kan rigsadvokaten beslutte at frafalde tiltale, i hvilket tilfælde
frifindelsesdom bliver at afsige.
Stk. 2. Falder også den nye domsforhandling ud til en fældende nævningeerklæring, kan retten, når den finder, at beviset er utilstrækkeligt til at fælde tiltalte for den forbrydelse, i hvilken nævningerne har erklæret ham skyldig, afsige frifindelsesdom eller, når den finder det godtgjort, at tiltalte er skyldig i en mindre forbrydelse end den, nævningernes erklæring lyder på, afsige dom i overensstemmelse hermed; bestemmelsen i sidste punktum af § 909 finder herved tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Under den nye sag kan der ikke forelægges nævningerne noget spørgsmål, som
sigter på en strengere straf, end tiltalte ville have været hjemfalden til, såfremt den
første nævningeerklæring var blevet taget for gyldig, medmindre betingelser foreligger
for genoptagelse.
§ 906. Når tiltalte af nævningerne er erklæret skyldig, og retten ikke straks i
henhold til § 903, stk. 2, eller § 905 afsiger frifindelsesdom eller i henhold til §
904 beslutter, at ny domsforhandling skal foregå, får først statsadvokaten og derefter
forsvareren og tiltalte ordet for at udtale sig om strafudmålingen og andre punkter, som
der ikke tidligere har været grund til at inddrage i forhandlingen, og der gives dem
lejlighed til at fremkomme med de bevisligheder, som herved måtte udkræves. Parternes
udtalelser og bevisførelsen må ikke gå ud på at rokke ved noget, som er afgjort ved
nævningernes erklæring. Ved denne forhandlings slutning optages sagen til dom.
Stk. 2. Tilsvarende regler gælder, når nævningerne har erklæret, at tiltalte ikke er skyldig, men der efter nævningernes svar kan blive spørgsmål om anvendelse af andre foranstaltninger end straf over for tiltalte.
Stk. 3. Har tiltalte ikke været til stede under afgivelsen af nævningernes erklæring,
bliver denne, forinden forhandlingen kan fortsættes på grundlag af samme, at oplæse for
ham, efter at han atter er fremstillet.
§ 906 a. Når sagen er optaget til dom på grundlag af en af nævningerne afsagt og
derpå af retten tiltrådt kendelse, som går ud på, at tiltalte er skyldig i et ham
påsigtet forhold eller flere sådanne, og når der på grundlag af kendelsen skal
træffes afgørelse om en heraf følgende i straffeloven omhandlet retsvirkning,
sammentræder dommere og nævninger til dommens vedtagelse under ledelse af rettens
formand. Hver nævning har herved én stemme, medens den samlede vægt af de indbyrdes
lige dommerstemmer er lig nævningernes tal. Hvis undtagelsesvis kun 11 nævninger
medvirker, har den efter embedsalder yngste dommer én stemme mindre end den eller de
øvrige dommere. Ved lige stemmetal gælder med hensyn til strafudmålingen det for
tiltalte gunstigste resultat. Stemme afgives skiftevis af fire nævninger og en dommer,
således at nævningerne stemmer først og retsformanden sidst. I øvrigt finder reglerne
i §§ 214 og 216 tilsvarende anvendelse på rettens rådslagning og afstemning.
Stk. 2. Såfremt en nævning erklærer, at han ikke ønsker at afgive stemme, kan stemmeafgivning ikke pålægges ham, men ved optællingen af de øvrige stemmer regnes da vedkommende stemme som afgivet for den for tiltalte gunstigste afgørelse, for hvilken nogen i øvrigt har stemt.
Stk. 3. Reglerne i § 895, næstsidste stykke, finder tilsvarende anvendelse på
nævningernes deltagelse i forhandlinger og afstemninger vedrørende dommens vedtagelse.
§ 907. Domsforhandlingen afsluttes ved rettens dom i sagen; dog betragtes sagen som
tingfæstet ved retten, indtil dommens fuldbyrdelse kan begynde, eller indtil i tilfælde
af anke sagens aktstykker er indsendt til rigsadvokaten (jf. § 952).
§ 908. Dommen skal, for så vidt den ikke går ud på sagens afvisning, enten domfælde
eller frifinde.
Stk. 2. Frifindelse skal ske, når forholdet ikke er undergivet offentlig påtale, når forfølgningen opgives, når forholdet er forældet, samt når tiltalte ikke findes skyldig.
Stk. 3. Retten kan ikke domfælde for noget forhold, der ikke omfattes af tiltalen.
Stk. 4. Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en
anden strafbestemmelse end den, statsadvokaten har påstået anvendt, eller fra at afvige
fra tiltalen med hensyn til de med forbrydelsen forbundne biomstændigheder (tid, sted o.
desl.), alt under betingelse af, at det med sikkerhed skønnes at tiltalte, også under
forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til
forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så
henseende, skal den, forinden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for
domfældelsen, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne
tilstå den til varetagelse af forsvaret fornødne udsættelse.
§ 909. Finder retten, at tiltalte ifølge loven ikke kan straffes for et forhold som det,
i hvilket han ifølge den i spørgsmålene givne beskrivelse af gerningen og nævningernes
svar på disse er erklæret skyldig, afsiger den frifindelsesdom. Finder den, at et
forhold, som det, hvori tiltalte er erklæret skyldig, efter loven kun kan henføres under
et mildere straffebud, end nævningernes erklæring lyder på, afsiger den dom i
overensstemmelse hermed. Hører der til gerningsindholdet af den mindre forbrydelse, for
hvilken der således bliver spørgsmål om at domfælde tiltalte, omstændigheder, om hvis
tilstedeværelse nævningeerklæringen intet har afgjort, bliver de til afgørelse af
dette punkt fornødne spørgsmål først at forelægge nævningerne.
§ 910. (Ophævet).
§ 911. I det omfang, hvori dommen er grundet på nævningernes erklæring, indskrænker
domsgrundene sig til den fornødne henvisning til denne. I øvrigt skal, såfremt tiltalte
frifindes, de straffen betingende omstændigheder, som antages at mangle, eller de straf
udelukkende omstændigheder, som antages at foreligge, angives, og de anvendte
lovbestemmelser anføres. Domfældes tiltalte, skal de strafbestemmelser anføres, som
bringes i anvendelse.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11