Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven.

Lovbekg. nr. 635 af 15.09.1986 som ændret ved lov nr. af 29.03.1995 og lov nr. 389 af 14.06.1995.

Herved bekendtgøres lov nr. 300 af 8. juni 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven med de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 158 af 6. maj 1980.

§ 1. Retskraftig afgørelse om et privatretligt krav, der i en borgerlig sag eller en straffesag er truffet af en finsk, islandsk, norsk eller svensk domstol, har bindende virkning her i landet, medmindre andet følger af §§ 7-8.
Stk. 2. Loven omfatter kun endelig afgørelse af det krav eller retsforhold, som er sagens genstand, medmindre andet følger af § 5, stk. 1.

§ 2. Bindende virkning har endvidere følgende retskraftige afgørelser om privatretlige krav:

1) finsk »utslag i lagsoekningsmål«,
2) finsk »betalningsorder«,
3) vedtaget forelæg om erstatning, der er udfærdiget i en straffesag af den norske anklagemyndighed,
4) svensk »utslag i lagsoekningsmål« og
5) svensk »bevis i mål om betalningsfoerelaeggande om, at utmaetning må aega rum«.

Stk. 2. Finsk »utslag i lagsoekningsmål« anses for retskraftig, når fristen for »besvaer« over afgørelsen er udløbet.

§ 3. Bindende virkning har retskraftig afgørelse om:

1) sagsomkostninger i en borgerlig sag om et krav, der er omfattet af denne lov eller af lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser,
2) sagsomkostninger til forurettede i en straffesag,
3) godtgørelse til vidner eller sagkyndige i en borgerlig sag eller straffesag og
4) beslutning om tilbagebetaling til staten af forskud på ydelser, der er udbetalt til vidner, forurettede i straffesager eller parter.

§ 4. Afgørelse, der efter §§ 1-3 har bindende virkning her i landet, og som kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes her i landet.

Stk. 2. Det samme gælder:

1) forlig om et privatretligt krav, der er indgået for en domstol eller anden myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som kan fuldbyrdes i det land, hvor forliget er indgået,
2) retskraftig afgørelse, hvorved en finsk utmaetningsman eller oeverexekutor under tilbagetagelse af genstande købt på afbetaling har pålagt køberen eller sælgeren at betale et beløb til den anden part, dog kun hvis den pågældende på tidspunktet for tilbagetagelsen havde bopæl i Finland, og
3) gældsbrev, der i Norge kan danne grundlag for fuldbyrdelse uden søgsmål, dog kun hvis gældsbrevet er underskrevet i Norge af en person, der da havde bopæl i dette land.

§ 5. Retsafgørelse og administrativ afgørelse, herunder midlertidig afgørelse, der er truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige om forældremyndighed over et barn eller om ret til personligt samkvem med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, kan fuldbyrdes her i landet, såfremt afgørelsen kan danne grundlag for fuldbyrdelse i det land, hvor den er truffet. Dette gælder, uanset om afgørelsen har opnået retskraft. Forlig, der er indgået for en domstol, eller aftale, der er godkendt af en administrativ myndighed i de i 1. pkt. nævnte lande, kan i samme omfang fuldbyrdes her i landet.
Stk. 2. Afgørelsen, forliget og aftalen kan dog ikke fuldbyrdes, hvis de strider mod afgørelser, forlig eller aftaler, der er truffet, indgået eller godkendt her i landet, medmindre de førstnævnte afgørelser skal have gyldighed i henhold til særlige regler herom.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke afgørelse truffet af den fuldbyrdende myndighed og beslutning truffet af børne- og ungdomsværn eller anden myndighed i henhold til lovgivning om den offentlige børne- og ungdomsforsorg eller anden lignende offentlig forsorg eller anbringelse.

§ 6. Afgørelse, der lyder på betaling af penge, og som efter §§ 1-3 kan få bindende virkning her i landet, men som endnu ikke har opnået retskraft, kan ligeledes fuldbyrdes her i landet, hvis den kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet. Der kan dog ikke foretages fuldbyrdelsesskridt, som går ud over en sikring af kravet, medmindre der foreligger sådanne forhold, som nævnes i retsplejelovens § 542, stk. 3.

§ 7. Loven gælder ikke for:

1) afgørelse og forlig angående bosondring, separation, skilsmisse, ægteskabs omstødelse, adoptionsforholds stiftelse eller ophævelse, værgemål, jf. værgemålslovens kapitel 2, ophævelse af sådanne værgemål, vilkår eller bodeling i forbindelse med separation, skilsmisse eller ægteskabs omstødelse, medmindre der er tale om fuldbyrdelse af en afgørelse, der har bindende virkning her i landet efter art. 22 i konventionen af 6. februar 1931 indeholdende international-privatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål,
2) afgørelse og forlig angående forældremyndighed over et barn eller ret til personligt samkvem med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, medmindre afgørelsen eller forliget er omfattet af § 5,
3) afgørelse og forlig angående familieretlig underholdspligt,
4) afgørelse og forlig angående slægtskab,
5) afgørelse og forlig om arv, efterlevende ægtefælles rettigheder, dødsboskifte eller ansvar for en arveladers gæld, medmindre afdøde var statsborger i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige og bosat i en af staterne,
6) afgørelse og forlig angående konkursbehandling og tvangsakkord uden for konkurs eller afkræftelse eller andet bortfald af rettigheder i tilfælde af konkurs, medmindre afgørelsen eller forliget angår afkræftelse eller andet bortfald af rettigheder i tilfælde af konkurs, der er erklæret i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige, og retten ved åbningen af konkursen anså sig kompetent, fordi skyldneren er eller ved sin død var bosat i det pågældende land, eller et selskab havde sit sæde der, og
7) afgørelse og forlig i sager, som skal anlægges direkte ved de særlige domstole, der behandler spørgsmål om kollektive aftaler i arbejdsforhold.

Stk. 2. Loven gælder ikke sager, der er omfattet af en konvention, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af den nævnte lovs § 15, og heller ikke i det omfang andet følger af regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser og forlig på særlige retsområder.

§ 8. Loven gælder ikke for:

1) afgørelse truffet af en myndighed, der alene var kompetent, fordi sagsøgte havde gods i det land, hvor afgørelsen blev truffet, medmindre sagen angår et krav, der vedrører godset, eller for hvilket godset er stillet som sikkerhed, eller sagsøgte har indladt sig i sagens realitet uden at tage forbehold,
2) afgørelse truffet af en myndighed, der alene var kompetent, fordi sagsøgte ved stævningens forkyndelse havde midlertidigt ophold i det land, hvor afgørelsen blev truffet, medmindre sagsøgte har indladt sig i sagens realitet uden at tage forbehold,
3) afgørelse truffet mod en udebleven sagsøgt, når påbud om at svare i sagen i alle instanser er forkyndt udelukkende ved offentlig kundgørelse. For så vidt angår de afgørelser, der er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 5, gælder dette dog kun afgørelser om den efterlevende ægtefælles eller de enkelte arvingers ansvar for arveladers gæld,
4) afgørelse truffet i en retssag, der er rejst på et tidspunkt, da sag mellem samme parter om samme spørgsmål allerede var svævende ved domstol her i landet, eller i et andet nordisk land, hvis afgørelse efter §§ 1-3 kan få bindende virkning her i landet,
5) afgørelse og forlig i en sag, der under hensyn til sin beskaffenhed er forbeholdt domstolene i et andet land end det, hvor afgørelsen blev truffet eller forliget indgået, og
6) afgørelse og forlig, hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.

§ 9. Anmodning om fuldbyrdelse indgives til fogedretten.
Stk. 2. Anmodning om fuldbyrdelse af en retskraftig afgørelse skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen samt af bevis for, at den er retskraftig og kan fuldbyrdes i det land, hvor den er afsagt. Er afgørelsen ikke retskraftig, skal anmodningen om fuldbyrdelse ledsages af bevis for, at afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor den er truffet.
Stk. 3. Anmodning om fuldbyrdelse af et forlig skal ledsages af en bekræftet udskrift af forliget samt af bevis for, at forliget kan fuldbyrdes i det land, hvor det er indgået.
Stk. 4. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse, en aftale eller et forlig, som er omfattet af § 5, skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen, aftalen eller forliget samt bevis for, at afgørelsen, aftalen eller forliget kan danne grundlag for fuldbyrdelse i det land, hvor afgørelsen er truffet eller aftalen eller forliget er indgået.
Stk. 5. Anmodning om fuldbyrdelse af et norsk gældsbrev skal ledsages af gældsbrevet, af en bekræftelse fra det norske justitsdepartement, hvorefter fordringen i Norge ville kunne inddrives hos skyldneren uden søgsmål, samt af bevis for, at der efter forfaldstid er gjort påkrav over for skyldneren med underretning om, at fordringen vil blive inddrevet uden søgsmål, hvis den ikke betales inden en frist på mindst to uger efter påkravets forkyndelse eller modtagelse.
Stk. 6. Dokumenter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller svensk, skal ledsages af en bekræftet oversættelse til et af disse sprog, medmindre fogedretten bestemmer andet.

§ 10. Fuldbyrdelsen foretages efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser uden hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde om tvangsmidler.

§ 11. Er retssag svævende i Finland, Island, Norge eller Sverige, og kan der i denne sag træffes en afgørelse, der efter loven har bindende virkning her i landet, skal en senere rejst sag i Danmark mellem de samme parter om samme spørgsmål afvises eller udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag.

§ 12. (Ændring af retsplejeloven udeladt).

§ 13. (note 1) Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle af de i § 1 nævnte lande.
Stk. 2. Anordning nr. 178 af 11. maj 1933 om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige ophæves.
Stk. 3. Afgørelser, der er truffet, og forlig, der er indgået inden lovens ikrafttræden, anerkendes og fuldbyrdes efter de hidtil gældende regler.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
-----------------
Lov nr. 158 af 6. maj 1980, der vedrører § 3, nr. 1, indeholder følgende bestemmelse:

§ 6. (note 2) Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle af de i § 1 nævnte lande.
Stk. 2. Loven anvendes også på dom, der er afsagt, og fastsættelse af faderskab, der har fundet sted, før lovens ikrafttræden, medmindre dommen eller fastsættelsen er i strid med en anden dom eller fastsættelse, der er afsagt eller har fundet sted i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige før lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet, den 15. september 1986

Erik Ninn-Hansen

/M. Levy

Officielle noter

note 1 Lov nr. 300 af 8. juni 1977 trådte i kraft den 1. januar 1978, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 622 af 14.
december 1977.

note 2 Lov nr. 158 af 6. maj 1980 trådte i kraft den 1. juli 1981, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 144 af 30. marts
1981.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

25-01-16