Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven
Lovbekg. nr. 635 af 15.09.1986 som ændret ved lov nr. 209 af 29.03.1995 og lov nr. 389
af 14.06.1995.
Herved bekendtgøres lov nr. 300 af 8. juni 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse
af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven med
de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 158 af 6. maj 1980.
§ 1. Retskraftig afgørelse om et privatretligt krav, der i en borgerlig sag eller
en straffesag er truffet af en finsk, islandsk, norsk eller svensk domstol, har
bindende virkning her i landet, medmindre andet følger af §§ 7-8.
Stk. 2. Loven omfatter kun endelig afgørelse af det krav eller retsforhold, som
er sagens genstand, medmindre andet følger af § 5, stk. 1.
§ 2. Bindende virkning har endvidere følgende retskraftige afgørelser om privatretlige
krav:
1) finsk »utslag i lagsoekningsmål«,
2) finsk »betalningsorder«,
3) vedtaget forelæg om erstatning, der er udfærdiget i en straffesag af den norske
anklagemyndighed,
4) svensk »utslag i lagsoekningsmål« og
5) svensk »bevis i mål om betalningsfoerelaeggande om, at utmaetning må aega rum«.
Stk. 2. Finsk »utslag i lagsoekningsmål« anses for retskraftig, når fristen for
»besvaer« over afgørelsen er udløbet.
§ 3. Bindende virkning har retskraftig afgørelse om:
1) sagsomkostninger i en borgerlig sag om et krav, der er omfattet af denne lov
eller af lov om anerkendelse af nordiske faderskabsafgørelser,
2) sagsomkostninger til forurettede i en straffesag,
3) godtgørelse til vidner eller sagkyndige i en borgerlig sag eller straffesag og
4) beslutning om tilbagebetaling til staten af forskud på ydelser, der er udbetalt
til vidner, forurettede i straffesager eller parter.
§ 4. Afgørelse, der efter §§ 1-3 har bindende virkning her i landet, og som kan
fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes her i landet.
Stk. 2. Det samme gælder:
1) forlig om et privatretligt krav, der er indgået for en domstol eller anden myndighed
i Finland, Island, Norge eller Sverige, og som kan fuldbyrdes i det land, hvor forliget
er indgået,
2) retskraftig afgørelse, hvorved en finsk utmaetningsman eller oeverexekutor under
tilbagetagelse af genstande købt på afbetaling har pålagt køberen eller sælgeren
at betale et beløb til den anden part, dog kun hvis den pågældende på tidspunktet
for tilbagetagelsen havde bopæl i Finland, og
3) gældsbrev, der i Norge kan danne grundlag for fuldbyrdelse uden søgsmål, dog
kun hvis gældsbrevet er underskrevet i Norge af en person, der da havde bopæl i
dette land.
§ 5. Retsafgørelse og administrativ afgørelse, herunder midlertidig
afgørelse, der er truffet i Finland, Island, Norge eller Sverige om forældremyndighed
over et barn eller om ret til personligt samkvem med et barn, eller som i øvrigt
går ud på, at et barn skal udleveres, kan fuldbyrdes her i landet, såfremt afgørelsen
kan danne grundlag for fuldbyrdelse i det land, hvor den er truffet. Dette gælder,
uanset om afgørelsen har opnået retskraft. Forlig, der er indgået for en domstol,
eller aftale, der er godkendt af en administrativ myndighed i de i 1. pkt. nævnte
lande, kan i samme omfang fuldbyrdes her i landet.
Stk. 2. Afgørelsen, forliget og aftalen kan dog ikke fuldbyrdes, hvis de strider
mod afgørelser, forlig eller aftaler, der er truffet, indgået eller godkendt her
i landet, medmindre de førstnævnte afgørelser skal have gyldighed i henhold til
særlige regler herom.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke afgørelse truffet af den fuldbyrdende
myndighed og beslutning truffet af børne- og ungdomsværn eller anden myndighed i
henhold til lovgivning om den offentlige børne- og ungdomsforsorg eller anden lignende
offentlig forsorg eller anbringelse.
§ 6. Afgørelse, der lyder på betaling af penge, og som efter §§ 1-3 kan få bindende
virkning her i landet, men som endnu ikke har opnået retskraft, kan ligeledes fuldbyrdes
her i landet, hvis den kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet. Der
kan dog ikke foretages fuldbyrdelsesskridt, som går ud over en sikring af kravet,
medmindre der foreligger sådanne forhold, som nævnes i retsplejelovens § 542, stk.
3.
§ 7. Loven gælder ikke for:
1) afgørelse og forlig angående bosondring, separation, skilsmisse, ægteskabs omstødelse,
adoptionsforholds stiftelse eller ophævelse, værgemål, jf. værgemålslovens kapitel
2, ophævelse af sådanne værgemål, vilkår eller bodeling i forbindelse med separation,
skilsmisse eller ægteskabs omstødelse, medmindre der er tale om fuldbyrdelse af
en afgørelse, der har bindende virkning her i landet efter art. 22 i konventionen
af 6. februar 1931 indeholdende international-privatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål,
2) afgørelse og forlig angående forældremyndighed over et barn eller ret til personligt
samkvem med et barn, eller som i øvrigt går ud på, at et barn skal udleveres, medmindre
afgørelsen eller forliget er omfattet af § 5,
3) afgørelse og forlig angående familieretlig underholdspligt,
4) afgørelse og forlig angående slægtskab,
5) afgørelse og forlig om arv, efterlevende ægtefælles rettigheder, dødsboskifte
eller ansvar for en arveladers gæld, medmindre afdøde var statsborger i Danmark,
Finland, Island, Norge eller Sverige og bosat i en af staterne,
6) afgørelse og forlig angående konkursbehandling og tvangsakkord uden for konkurs
eller afkræftelse eller andet bortfald af rettigheder i tilfælde af konkurs, medmindre
afgørelsen eller forliget angår afkræftelse eller andet bortfald af rettigheder
i tilfælde af konkurs, der er erklæret i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige,
og retten ved åbningen af konkursen anså sig kompetent, fordi skyldneren er eller
ved sin død var bosat i det pågældende land, eller et selskab havde sit sæde der,
og
7) afgørelse og forlig i sager, som skal anlægges direkte ved de særlige domstole,
der behandler spørgsmål om kollektive aftaler i arbejdsforhold.
Stk. 2. Loven gælder ikke sager, der er omfattet af en konvention, som er gennemført
i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør
af den nævnte lovs § 15, og heller ikke i det omfang andet følger af regler om anerkendelse
og fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser og forlig på særlige retsområder.
§ 8. Loven gælder ikke for:
1) afgørelse truffet af en myndighed, der alene var kompetent, fordi sagsøgte havde
gods i det land, hvor afgørelsen blev truffet, medmindre sagen angår et krav, der
vedrører godset, eller for hvilket godset er stillet som sikkerhed, eller sagsøgte
har indladt sig i sagens realitet uden at tage forbehold,
2) afgørelse truffet af en myndighed, der alene var kompetent, fordi sagsøgte ved
stævningens forkyndelse havde midlertidigt ophold i det land, hvor afgørelsen blev
truffet, medmindre sagsøgte har indladt sig i sagens realitet uden at tage forbehold,
3) afgørelse truffet mod en udebleven sagsøgt, når påbud om at svare i sagen i alle
instanser er forkyndt udelukkende ved offentlig kundgørelse. For så vidt angår de
afgørelser, der er nævnt i § 7, stk. 1, nr. 5, gælder dette dog kun afgørelser om
den efterlevende ægtefælles eller de enkelte arvingers ansvar for arveladers gæld,
4) afgørelse truffet i en retssag, der er rejst på et tidspunkt, da sag mellem samme
parter om samme spørgsmål allerede var svævende ved domstol her i landet, eller
i et andet nordisk land, hvis afgørelse efter §§ 1-3 kan få bindende virkning her
i landet,
5) afgørelse og forlig i en sag, der under hensyn til sin beskaffenhed er forbeholdt
domstolene i et andet land end det, hvor afgørelsen blev truffet eller forliget
indgået, og
6) afgørelse og forlig, hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart
uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.
§ 9. Anmodning om fuldbyrdelse indgives til fogedretten.
Stk. 2. Anmodning om fuldbyrdelse af en retskraftig afgørelse skal ledsages af en
bekræftet udskrift af afgørelsen samt af bevis for, at den er retskraftig og kan
fuldbyrdes i det land, hvor den er afsagt. Er afgørelsen ikke retskraftig, skal
anmodningen om fuldbyrdelse ledsages af bevis for, at afgørelsen kan fuldbyrdes
i det land, hvor den er truffet.
Stk. 3. Anmodning om fuldbyrdelse af et forlig skal ledsages af en bekræftet udskrift
af forliget samt af bevis for, at forliget kan fuldbyrdes i det land, hvor det er
indgået.
Stk. 4. Anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse, en aftale eller et forlig, som
er omfattet af § 5, skal ledsages af en bekræftet udskrift af afgørelsen, aftalen
eller forliget samt bevis for, at afgørelsen, aftalen eller forliget kan danne grundlag
for fuldbyrdelse i det land, hvor afgørelsen er truffet eller aftalen eller forliget
er indgået.
Stk. 5. Anmodning om fuldbyrdelse af et norsk gældsbrev skal ledsages af gældsbrevet,
af en bekræftelse fra det norske justitsdepartement, hvorefter fordringen i Norge
ville kunne inddrives hos skyldneren uden søgsmål, samt af bevis for, at der efter
forfaldstid er gjort påkrav over for skyldneren med underretning om, at fordringen
vil blive inddrevet uden søgsmål, hvis den ikke betales inden en frist på mindst
to uger efter påkravets forkyndelse eller modtagelse.
Stk. 6. Dokumenter, som er affattet på andre sprog end dansk, norsk eller svensk,
skal ledsages af en bekræftet oversættelse til et af disse sprog, medmindre fogedretten
bestemmer andet.
§ 10. Fuldbyrdelsen foretages efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af
danske afgørelser uden hensyn til, hvad afgørelsen eller forliget måtte indeholde
om tvangsmidler.
§ 11. Er retssag svævende i Finland, Island, Norge eller Sverige, og kan der i denne
sag træffes en afgørelse, der efter loven har bindende virkning her i landet, skal
en senere rejst sag i Danmark mellem de samme parter om samme spørgsmål afvises
eller udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den udenlandske sag.
§ 12. (Ændring af retsplejeloven udeladt).
§ 13. (note 1) Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes
af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle
af de i § 1 nævnte lande.
Stk. 2. Anordning nr. 178 af 11. maj 1933 om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme
afsagt i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige ophæves.
Stk. 3. Afgørelser, der er truffet, og forlig, der er indgået inden lovens ikrafttræden,
anerkendes og fuldbyrdes efter de hidtil gældende regler.
§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
-----------------
Lov nr. 158 af 6. maj 1980, der vedrører § 3, nr. 1, indeholder følgende bestemmelse:
§ 6. (note 2) Tidspunktet for lovens ikrafttræden bestemmes
af justitsministeren. Loven kan sættes i kraft alene i forhold til et eller nogle
af de i § 1 nævnte lande.
Stk. 2. Loven anvendes også på dom, der er afsagt, og fastsættelse af faderskab,
der har fundet sted, før lovens ikrafttræden, medmindre dommen eller fastsættelsen
er i strid med en anden dom eller fastsættelse, der er afsagt eller har fundet sted
i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige før lovens ikrafttræden.
Justitsministeriet, den 15. september 1986
Erik Ninn-Hansen
/M. Levy
Officielle noter
note 1 Lov nr. 300 af 8. juni 1977 trådte i kraft den 1. januar
1978, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 622 af 14.
december 1977.
note 2 Lov nr. 158 af 6. maj 1980 trådte i kraft den 1. juli
1981, jfr. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 144 af 30. marts
1981.
