Lov om kommission, handelsagentur og handelsrejsende
Herved bekendtgøres lov nr. 243 af 8. maj 1917 om kommission, handelsagentur og handelsrejsende med den ændring, der følger af § 15 i lov nr. 168 af 13. april 1938.
Lovændringer
I.
Almindelige bestemmelser, §§ 1-3
II. Om
kommission, §§ 4-64
INDLEDENDE
BESTEMMELSER, §§ 4-6
OM
KOMMISSIONÆRENS PLIGTER, §§ 7-26
OM
KOMMISSIONÆRENS RETTIGHEDER, §§ 27-39
OM KOMMISSIONÆRENS SELVINDTRÆDE, §§ 40-45
OM
KOMMISSIONSFORHOLDETS OPHØR, §§ 46-52
OM
FORHOLDET TIL TREDIEMAND, §§ 53-64
§ 1. Denne lovs bestemmelser kommer kun til anvendelse, forsåvidt ikke andet følger af aftale eller af handelsbrug eller anden sædvane.
Stk. 2. En undtagelse fra denne regel hjemles ved
§ 45.
§ 2. Ved handlende forstås i denne lov enhver, der gør sig til
bedrift at afhænde dertil indkøbte varer, at drive vekselerer-
eller bankforretning, forsikringsvirksomhed, kommissionshandel,
forlagsvirksomhed, apotek, beværtning, håndværk eller fabrik,
at overtage udførelse af bygnings- eller anlægsarbejder eller
at befordre personer, gods eller meddelelser, samt enhver, som er
handelsagent. Dog anses ikke som handlende den, som uden anden
medhjælp end sin ægtefælle, sine børn under 15 år og sit
hustyende driver beværtning, håndværk, befordringsvirksomhed
eller sådan ringe handel, hvortil ikke kræves særlig adkomst,
eller hvortil borgerskab udstedes uden betaling.
§ 3. Når nogen, som efter denne lov skal »give meddelelse«,
har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller post
eller afsendt den på anden forsvarlig måde, går det ikke ud
over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.
§ 4. Ved kommissionær forstås i denne lov den, som har påtaget sig det hverv at sælge eller købe varer, værdipapirer eller andet løsøre for en andens regning, men i eget navn. Den, for hvis regning salget eller købet skal ske, kaldes kommittent.
Stk. 2. Er kommissionæren handlende, og går hvervet ud på salg
eller køb, som falder indenfor hans bedrift, kaldes han
handelskommissionær og forholdet handelskommission.
§ 5. Får nogen, som erhvervsmæssigt driver virksomhed som
handelskommissionær, anmodning fra en anden, med hvem han står
i forretningsforbindelse, om at besørge salg eller køb, der
falder indenfor denne hans virksomhed, skal han uden ugrundet
ophold give meddelelse, hvis han ikke vil overtage hvervet. Gives
sådan meddelelse ikke, anses hvervet for overtaget.
§ 6. Når nogen, som har fået gods tilsendt for at sælge det i
kommission, ikke vil udføre hvervet, men dog tager sig af
godset, har han panteret i det for, hvad han i denne anledning
har at fordre efter de nedenfor om kommissionæren givne regler.
OM
KOMMISSIONÆRENS PLIGTER
§ 7. Kommissionæren skal ved udførelsen af sit hverv varetage
kommittentens interesser. Han skal følge kommittentens
forskrifter, så vidt det er muligt, og give ham underretning om
forhold, som er af betydning for hvervet, særlig om afsluttede
aftaler, samt aflægge regnskab og afgive, hvad der tilkommer
kommittenten. Dog behøver handelskommissionæren ikke at meddele
kommittenten navnet på den, med hvem han har sluttet aftale,
medmindre pligt hertil følger af §§ 57 og 58.
§ 8. Udkræver omstændighederne, at kommittentens forskrifter
fraviges, skal kommissionæren uden ophold underrette
kommittenten derom og forlange hans bestemmelse. Kan denne ikke
afventes, skal kommissionæren handle, som omstændighederne
tilsiger.
Stk. 2. Dette gælder også, når kommittenten har foreskrevet,
at godset ikke må sælges billigere eller købes dyrere end til
en angiven pris (limitum). Limitum anses ikke sat alene derved,
at en pris er anført af kommittenten i en salgskommissionæren
tilstillet nota.
§ 9. Er limitum foreskrevet, bør kommissionæren alligevel søge
at opnå en fordelagtigere pris, hvis forholdene ved aftalens
indgåelse gør det muligt.
§ 10. Kommissionæren er pligtig at drage omsorg for gods, som
kommittenten tilstiller ham til salg, eller som han køber for
kommittentens regning. Hvis ikke andet følger af forholdene,
skal han holde godset adskilt fra andet gods.
Stk. 2. Handelskommisionæren er pligtig at holde godset
brandforsikret, forsåvidt ikke dets art, eller forholdene i øvrigt
medfører, at forsikring er unødvendig.
§ 11. Har kommittenten tilstillet handelskommissionæren gods
til salg, er denne pligtig at undersøge godset i sådan udstrækning,
som ordentlig forretningsbrug i handelskommission kræver.
§ 12. Viser der sig ved modtagelsen eller senere mangler ved
gods, som er tilstillet kommissionæren til salg, skal han
underrette kommittenten derom. Afgiver han ikke sådan
underretning uden ugrundet ophold, efter at han har opdaget eller
burde have opdaget mangelen, er han erstatningspligtig efter
bestemmelsen i § 17 for den derved forvoldte skade.
§ 13. Kommissionæren skal godskrive kommittenten alt, hvad han
har opnået gennem aftale med trediemand.
§ 14. Står kommissionæren ifølge aftale, handelsbrug eller
anden sædvane del credere, hæfter han overfor kommittenten som
selvskyldner for opfyldelsen af aftale, som han for dennes
regning indgår med trediemand.
Stk. 2. Selv om handelskommissionæren ikke står del credere,
kan kommittenten kræve, at han opfylder aftalen, når kommissionæren
ikke i sin underretning til kommittenten om hvervets udførelse
opgiver navnet på den, med hvem han har sluttet aftalen.
§ 15. Har en kommissionær afsluttet en aftale for kommittentens
regning, og har han ved afslutningen eller senere forsømt sine
pligter, kan kommittenten afvise aftalen, såfremt hans
interesser er væsentligt tilsidesatte, eller kommissionæren har
handlet svigagtigt.
Stk. 2. Kan kommittenten, når han således afviser aftalen, på
grund af bestemmelsen i § 54 ikke få gods tilbage, som
kommissionæren har solgt, skal denne betale dets værdi.
§ 16. Har kommissionæren købt over eller solgt under limitum
eller i øvrigt til en ufordelagtigere pris end den, der burde være
opnået, kan kommittenten ikke af den grund afvise aftalen, når
kommissionæren uden ugrundet ophold betaler ham prisforskellen
eller stiller ham betryggende sikkerhed derfor. Dette gælder dog
ikke, når kommittenten ved kommissionærens adfærd har lidt
skade eller ulempe, som ikke dækkes af prisforskellen, og som
berettiger til afvisning efter § 15, eller når kommissionæren
har handlet svigagtigt.
§ 17. Forsømmer kommissionæren sine pligter overfor
kommittenten, skal han erstatte den skade, som derved forvoldes
denne.
§ 18. Har kommissionæren forsømt sin pligt ved at sælge under
eller købe over limitum, og afvises aftalen ikke, bliver i
mangel af bevis for, at større skade er lidt, som erstatning at
svare forskellen mellem den aftalte pris og limitum. Har omstændighederne
udkrævet en afvigelse fra limitum, men er afvigelsen ved
kommissionærens forsømmelse blevet større end påkrævet, skal
erstatningen udgøre mindst forskellen mellem den pris, der er
opnået, og den, der burde være opnået.
§ 19. Har salgskommissionæren forsømt sin pligt ved
uberettiget at give kredit eller anden henstand med købesummens
betaling, og bliver aftalen ikke afvist, hæfter kommissionæren
for købesummen, selv om han ikke står del credere, og er
pligtig at betale den til den tid, kommittenten ville have kunnet
fordre den, hvis henstanden ikke var givet.
Stk. 2. Oplyser kommissionæren, at der kun ville være opnået
en lavere pris, hvis henstanden ikke var givet, er han ikke
pligtig at betale mere end denne pris.
§ 20. Formener kommittenten, at kommissionæren har forsømt
sine pligter, og vil han derpå støtte nogen ret efter §§ 15,
17 og 19, skal han give kommissionæren meddelelse om, at han vil
påberåbe sig forsømmelsen. Meddelelsen skal gives uden
ugrundet ophold, efter at han fra kommissionæren har modtaget
underretning om, hvorledes denne har forholdt sig. Gives sådan
meddelelse ikke, kan kommittenten ikke påberåbe sig forsømmelsen.
Indeholder meddelelsen ikke, at kommittenten vil afvise en
aftale, der er sluttet for hans regning, kan han ikke senere gøre
sådan ret gældende.
§ 21. I handelskommission har kommittenten, hvis han er
handlende, og købet er sket for hans bedrift, den samme undersøgelsespligt,
som påhviler køberen efter loven om køb § 51.
§ 22. Viser det sig, at gods, som er købt for kommittentens
regning, lider af en mangel, og vil kommittenten påberåbe sig
denne, skal han uden ugrundet ophold give kommissionæren
meddelelse derom.
Stk. 2. Giver han ikke sådan meddelelse, uagtet han har opdaget
eller burde have opdaget mangelen, kan han ikke senere gøre den
gældende overfor kommissionæren, undtagen forsåvidt denne hos
sælgeren, fragtføreren eller andre kan få fyldestgørelse for
det krav, han i den anledning måtte have mod denne.
§ 23. Er gods, som er købt for kommittentens regning, leveret
for sent, og vil kommittenten påberåbe sig dette, skal han give
kommissionæren meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at
godset er ankommet til ham, eller det ved underretning fra
kommissionæren eller sælgeren har vist sig, at leveringen er
sket for sent. Giver han ikke sådan meddelelse finder
bestemmelsen i § 22, 2det stykke, tilsvarende anvendelse.
§ 24. De i §§ 20, 22 og
23 givne regler kommer ikke til
anvendelse, når kommissionæren har handlet svigagtigt, eller når
han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed, og denne medfører
betydelig skade for kommittenten.
§ 25. Er gods, som var købt for kommittentens regning,
overgivet til ham, og har han ikke inden et år derefter givet
kommissionæren meddelelse om, at han vil påberåbe sig en
mangel, kan han ikke senere gøre den gældende i videre omfang
end i § 22, 2det stykke, bestemt. Dette gælder dog ikke, når
kommissionæren har påtaget sig at indestå for godset i længere
tid, eller når han har handlet svigagtigt.
§ 26. Afviser kommittenten gods, som kommissionæren har købt
for hans regning, finder angående hans pligter og rettigheder de
i loven om køb §§ 55-58 givne regler tilsvarende anvendelse.
OM
KOMMISSIONÆRENS RETTIGHEDER
§ 27. Handelskommissionæren er berettiget til provision af
aftale, han afslutter for kommittentens regning, dog kun hvis
trediemands forpligtelse ifølge aftalen opfyldes. Skal levering
ske efterhånden, og skal betaling erlægges særskilt for hver
levering, kan kommissionæren forlange provision af de
leveringer, som er gået i orden.
Stk. 2. Når trediemands forpligtelse ifølge aftalen ikke
opfyldes, er kommissionæren dog berettiget til provision, såfremt
dette skyldes kommittenten eller en hændelse, som denne ikke
kunne have påberåbt sig overfor trediemand, hvis han selv havde
afsluttet aftalen.
§ 28. Bliver købesummen kun delvis betalt, og skyldes dette
ikke sådant forhold som i § 27, 2det stykke, nævnt, har
salgskommissionæren ikke ret til provision. Hvis den provision,
som ville have tilkommet kommissionæren, såfremt hele købesummen
var blevet betalt, overstiger, hvad der mangler i fuld betaling,
har kommissionæren dog ret til forskellen.
Stk. 2. Hvad ovenfor er bestemt, finder tilsvarende anvendelse
med hensyn til indkøbskommissionærens ret til provision, hvis sælgerens
forpligtelse ifølge aftalen kun delvis opfyldes.
§ 29. Kommissionæren har krav på særlig godtgørelse for
udgifter til porto, telegrammer, telefonsamtaler og forsikringspræmier
samt for andre beføjede udgifter, forsåvidt ikke provision
eller andet vederlag er beregnet på at skulle udgøre betaling
også for dem. Han kan beregne sig godtgørelse for afgivelse af
lagerrum eller andet oplagssted og for transport og arbejde af
lignende art, selv om han ikke i så henseende har haft nogen særlig
udgift.
§ 30. Har kommissionæren selv måttet opfylde en aftale overfor
trediemand, kan han kræve dækning hos kommittenten.
Stk. 2. Forskudsbetaling, som indkøbskommissionæren uden
kommittentens tilladelse har erlagt til sælgeren, er
kommittenten kun pligtig at dække, forsåvidt sælgerens
forpligtelse ifølge aftalen opfyldes.
§ 31. Salgskommissionæren, som har givet kommittenten forskud på
købesummen, eller som i øvrigt i anledning af hvervet har noget
krav mod kommittenten, har for sådan fordring panteret i det
gods, der er tilstillet ham til salg, når han eller nogen på
hans vegne er i besiddelse af godset eller af konnossement eller
fragtbrev af sådan beskaffenhed, at afsenderen ikke uden at
forevise det kan råde over godset.
§ 32. I Gods, som en handelskommissionær har modtaget til salg,
har han panteret efter § 31 også for fordringer, som hidrører
fra andre kommissionshverv fra kommittenten, såfremt denne er
handlende, og hvervet falder indenfor hans bedrift.
§ 33. I kraft af den ved §§ 31 og
32 hjemlede panteret kan
salgskommissionæren, forsåvidt hans sikkerhed ellers ville udsættes
for fare, holde godset tilbage, når kommittenten fordrer det
udleveret, og i øvrigt undlade at følge hans forskrifter. Dog må
kommissionæren ikke sælge godset imod kommittentens vilje
undtagen i de tilfælde, som omtales i næste paragraf.
§ 34. Når den fordring, som er sikret ved panteretten, er
forfaldet, kan kommissionæren sælge godset til sin fyldestgørelse.
Er godset udsat for hurtig fordærvelse, eller vil dets bevaring
medføre uforholdsmæssig store omkostninger, kan kommissionæren,
forsåvidt hans sikkerhed ellers ville udsættes for fare, sælge
det, selv om fordringen ikke er forfaldet. Finder salg sted, har
kommissionæren samme ret til provision, som ellers ville have
tilkommet ham.
Stk. 2. Forinden salg finder sted, skal kommissionæren så vidt
muligt med rimeligt varsel afkræve kommittenten betaling under
tilkendegivelse af, at godset vil blive solgt, hvis betaling ikke
erlægges. Foregår salget ved en forsvarligt bekendtgjort og
afholdt auktion eller på anden forsvarlig måde, kan
kommittenten ikke gøre nogen indsigelse mod den opnåede pris.
§ 35. Har salgskommissionæren solgt godset i henhold til
hvervet, kan han ved salg eller på anden måde råde over
fordringsretten mod køberen, forsåvidt det er fornødent til
fyldestgørelse af forfaldne fordringer på kommittenten, for
hvilke han ville have haft panteret i godset, hvis dette havde været
i hans besiddelse. Regelen i § 34, 2det stykke, 1ste punktum,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 36. Hvad der i §§ 31-35 er bestemt om salgskommissionæren,
finder tilsvarende anvendelse på indkøbskommissionæren, dog at
han, når han sælger godset efter § 34, ikke har krav på
provision.
§ 37. Har indkøbskommissionæren sendt godset til kommittenten,
og kommer denne under konkurs, kan kommissionæren hindre godsets
overgivelse til boet eller kræve det tilbage af dette efter
reglerne i loven om køb §§ 39 og
41 og søloven § 166.
Ligeledes kan han hindre godsets overgivelse, når
kommittenten tages under rekonstruktionsbehandling, eller når dennes
formuesforhold i øvrigt viser sig at være sådanne, at han må
antages at være ude af stand til ved forfaldstid at betale en
fordring, for hvilken kommissionæren ville have haft panteret i
godset, hvis det var forblevet i hans besiddelse. Har kommissionæren
gjort brug af den angivne ret, kan han gøre sin panteret gældende
efter reglerne i §§ 33 og 34.
Stk. 2. Har salgskommissionæren tilbagesendt gods, som han har haft til salg for kommittenten, kommer tilsvarende regler til anvendelse.
§ 37, stk. 1, 2. pkt. er ændret ved § 9.1 i lov nr. 718 af 25.06.2010 fra et tidspunkt, der fastsættes af justitsministeren. I § 37, stk. 1, 2. pkt., ændres »der åbnes forhandling om tvangsakkord for kommittenten« til: »kommittenten tages under rekonstruktionsbehandling«.
§ 38. Er gods, som er indkøbt for kommittentens regning, på grund af forsinkelse fra hans side ikke blevet overgivet i hans besiddelse, har kommissionæren ret til at sælge det for hans regning, når kommissionæren ikke uden væsentlig omkostning eller ulempe kan vedblive med at sørge for det, eller når kommittenten ikke råder over det inden rimelig tid, efter at han dertil er blevet opfordret. Forinden salg finder sted, har kommissionæren så vidt muligt at give kommittenten betimeligt varsel. Foregår salget ved en forsvarligt og afholdt auktion eller på anden forsvarlig måde, kan kommittenten ikke gøre nogen indsigelse mod den opnåede pris. Kommissionæren kan ikke beregne sig provision af salget.
Stk. 2. Kan salg ikke finde sted, eller er det åbenbart, at de med et salg forbundne omkostninger ikke vil kunne dækkes af salgssummen, er kommissionæren berettiget til at skaffe godset bort.
Stk. 3. Hvad ovenfor er bestemt, finder tilsvarende anvendelse på
salgskommisionæren, når han ikke længere er pligtig at beholde
gods, som han har modtaget til salg, dog at han, når han sælger
godset, har samme ret til provision, som ellers ville have
tilkommet ham.
§ 39. Har kommissionæren ifølge hvervet modtaget prøver, mønstre
eller andet, som tilhører kommittenten og ikke er bestemt til
salg, kan han, forsåvidt hans sikkerhed for, hvad han har at
fordre ifølge hvervet, ellers ville udsættes for fare,
tilbageholde det modtagne, indtil kommittenten betaler hans
fordring eller stiller anden betryggende sikkerhed for dens
betaling.
OM
KOMMISSIONÆRENS SELVINDTRÆDE
§ 40. Kommissionæren kan kun, når aftale, handelsbrug eller
anden sædvane giver ham ret dertil, udføre hvervet ved at indtræde
som køber eller sælger for egen regning.
§ 41. Selvindtræde sker derved, at kommissionæren i sin
underretning om hvervets udførelse udtrykkeligt erklærer
overfor kommittenten, at han selv er køber eller sælger.
Stk. 2. Vil kommittenten gøre gældende, at kommissionæren ikke
ifølge § 40 var berettiget til selvindtræde, skal han give
kommissionæren meddelelse derom uden ugrundet ophold, efter at
han har modtaget den ovennævnte erklæring. Giver han ikke sådan
meddelelse, kan han ikke afvise selvindtrædet af den angivne
grund.
§ 42. Kommissionæren har i tilfælde af selvindtræde at
varetage kommittentens interesser med samme omsorg, som når han
udfører hvervet gennem aftale med trediemand.
Stk. 2. Med hensyn til prisberegningen gælder særligt, at
kommissionæren i alt fald ikke må overtage godset til lavere
pris eller levere det til højere pris end den, som var gangbar på
det tidspunkt, han afgav erklæringen om selvindtræde. Har
salgskommissionæren til et tidligere tidspunkt for egen regning
rådet over godset, kan kommittenten i alt fald fordre den pris,
der var gangbar på dette tidspunkt. Har indkøbskommissionæren
efter at have fået anmodning om at overtage hvervet, men før
selvindtrædet købt sådant gods, som hvervet angår, kan
kommittenten fordre opgørelse efter den pris, som kommissionæren
har betalt, medmindre denne oplyser, at købet ikke er sket i
anledning af hvervet. Forsømmer kommissionæren, hvad der således
påhviler ham med hensyn til prisberegningen, finder
bestemmelserne i §§ 15-17,
20 og 24 tilsvarende anvendelse.
§ 43. Når selvindtræde har fundet sted, har salgskommissionæren
en købers og indkøbskommissionæren en sælgers rettigheder og
pligter mod kommittenten.
Stk. 2. En kommissionær, som foretager selvindtræde, har samme
ret til provision, som ville have tilkommet ham, hvis han havde
udført hvervet ved at afslutte aftale med trediemand. Desuden
har han ret til godtgørelse efter § 29 for sine udgifter som
kommissionær.
§ 44. Har kommissionæren i strid med de virkelige forhold og
mod bedre vidende underrettet kommittenten om, at hvervet er udført,
kan kommittenten betragte underretningen som en erklæring om
selvindtræde og fordre de i § 42 om prisberegningen givne
regler bragt til anvendelse.
§ 45. Bestemmelserne i §§ 41,
42 og 44 kan ikke ifølge
aftale, handelsbrug eller anden sædvane fraviges til skade for
kommittenten. I andre tilfælde end de i § 44 omtalte kan
bestemmelserne i § 42 dog fraviges, hvis kommittenten er
handlende, og hvervet går ud på salg eller køb for hans
bedrift.
OM
KOMMISSIONSFORHOLDETS OPHØR
§ 46. Kommittenten kan til enhver tid tilbagekalde hvervet, og
kommissionæren kan til enhver tid frasige sig det. Dog bliver i
de i § 50 omtalte tilfælde kommittenten og i de i
§ 51 omtalte
tilfælde kommissionæren erstatningspligtig efter de der givne
regler.
§ 47. Kommer kommittenten under konkurs, bortfalder hvervet, når
lovgivningens forskrifter om konkursens bekendtgørelse er
iagttagne, eller konkursen er eller burde være kendt af
kommissionæren. Kommer kommissionæren under konkurs, bortfalder
hvervet.
§ 48. Er hvervet ophørt i henhold til bestemmelserne i
§§ 46
og 47, har kommissionæren dog, forsåvidt det kan ske uden væsentlig
omkostning eller ulempe for ham, at foretage, hvad der er fornødent
for at beskytte kommittenten mod tab, indtil denne selv kan
varetage sine interesser.
§ 49. Er hvervet ophørt, kan kommissionæren dog gøre de
rettigheder gældende, som tilkommer ham efter §§ 31-39.
§ 50. Når kommissionærens hverv gælder for en bestemt tid,
eller det må anses tilsikret kommissionæren at føre en bestemt
forretning til afslutning, eller opsigelsesvarsel er eller må
anses aftalt, har kommissionæren, hvis hans hverv tilbagekaldes
i utide, ret til erstatning for det tab, han derved lider. Dog er
kommittenten ikke erstatningspligtig, hvis han i kommissionærens
undladelse af at opfylde sine pligter eller andre særlige omstændigheder
havde gyldig grund til at tilbagekalde hvervet.
Stk. 2. Hvis kommissionæren frasiger sådant hverv som ovenfor
omtalt, og han i kommittentens pligtforsømmelse har gyldig grund
dertil, eller hvis sådant hverv bortfalder ifølge kommittentens
konkurs, har kommissionæren ligeledes ret til erstatning.
§ 51. Når kommissionæren har eller må anses at have påtaget
sig hvervet for et bestemt tidsrum eller at føre en bestemt
forretning til afslutning, eller når opsigelsesvarsel er eller må
anses aftalt, har kommittenten, hvis kommissionæren i utide
frasiger sig hvervet, ret til erstatning for det tab, han derved
lider. Dog er kommissionæren ikke erstatningspligtig, når han i
kommittentens undladelse af at opfylde sine pligter eller i andre
særlige omstændigheder havde gyldig grund til frasigelsen.
Stk. 2. Hvis kommittenten tilbagekalder sådant hverv som ovenfor
omtalt, og han i kommissionærens pligtforsømmelse har gyldig
grund dertil, eller hvis sådant hverv bortfalder ifølge
kommissionærens konkurs, har kommittenten ligeledes ret til
erstatning.
§ 52. Hvis kommissionæren frasiger sig hvervet uden dertil at
have gyldig grund i omstændigheder, som kan tilregnes
kommittenten eller er at henføre til denne, taber han retten til
godtgørelse for udgifter, forsåvidt disse som følge af
hvervets ophør bliver unyttige for komittenten.
Stk. 2. Det samme gælder, når kommittenten tilbagekalder
hvervet og dertil har gyldig grund i omstændigheder, som kan
tilregnes kommissionæren eller er at henføre til denne, samt når
hvervet bortfalder ved kommissionærens konkurs.
OM
FORHOLDET TIL TREDIEMAND
§ 53. Gods, som er overgivet kommissionæren til salg, vedbliver
at være kommittentens ejendom, indtil ejendomsretten overgår
til trediemand eller til kommissionæren, når denne selv indtræder
som køber.
Stk. 2. Gods, som indkøbskommissionæren erhverver for kommittentens regning, er kommittentens ejendom.
§ 54. Har salgskommissionæren fået godset i sin besiddelse, og forsømmer han sine pligter ved at sælge det til en ufordelagtigere pris end den, der burde være opnået, eller i øvrigt i strid med kommittentens interesser, erhverver køberen alligevel ret til godset, når han ved aftalens indgåelse hverken vidste eller burde vide, at kommissionæren ved salget væsentligt tilsidesatte kommittentens interesser eller handlede svigagtigt overfor kommittenten.
Stk. 2. Når salgskommissionæren på anden måde end ved salg
uberettiget råder over godset, medens han har det i sin
besiddelse, og når indkøbskommissionæren uberettiget råder
over gods, som er erhvervet for kommittentens regning, og som han
har i sin besiddelse, gælder det foretagne til fordel for
trediemand, som var i god tro ved erhvervelsen.
§ 55. Når kommissionæren, efter at hans hverv er ophørt, ubeføjet
sælger eller på anden måde råder over gods, som han har i sin
besiddelse for kommittentens regning, gælder alligevel det
foretagne til fordel for trediemand, som ved erhvervelsen hverken
vidste eller burde vide, at hvervet var ophørt, og at det
foretagne som følge deraf var ubeføjet. Er hvervet ophørt ved
kommissionærens eller kommittentens konkurs, kan trediemand, når
lovgivningens forskrifter om bekendtgørelse af konkursen er
iagttagne, ikke påberåbe sig uvidenhed om konkursen.
§ 56. Ved aftale, som kommissionæren for kommittentens regning,
men i eget navn indgår med trediemand, erhverver denne kun
fordringsret mod kommissionæren, ikke mod kommittenten.
Stk. 2. Trediemand kan ikke overfor kommissionæren eller dennes
konkursbo støtte nogen ret derpå, at kommissionæren har krav på
at få eller har fået gods eller penge af kommittenten til
opfyldelse af aftalen.
§ 57. Udenfor handelskommission har kommittenten til enhver tid
ret til under de i § 58 nævnte betingelser at gøre den
fordring, som ved aftalen erhverves mod trediemand, gældende.
Stk. 2. I handelskommission har kommittenten under samme
betingelser ret til at gøre fordringen gældende, når
trediemands forpligtelse efter aftalen ikke opfyldes i rette tid,
samt når kommissionæren ikke har opfyldt sin i § 7 omtalte
afregningspligt eller har handlet svigagtigt mod kommittenten
eller er kommet under konkurs.
§ 58. Vil kommittenten gøre fordringsretten gældende mod
trediemand, skal han erklære det overfor kommissionæren eller i
tilfælde af dennes konkurs overfor konkursboet. Har kommissionæren
overfor kommittenten krav af den beskaffenhed, at kommissionæren,
når de er forfaldet, ifølge §§ 35 og 36 kan råde over
fordringsretten imod trediemand til deres fyldestgørelse, skal
kommittenten derhos fyldestgøre sådanne krav eller stille
betryggende sikkerhed for deres fyldestgørelse.
Stk. 2. Opfylder kommissionæren eller hans konkursbo trediemands
forpligtelse, kan kommittenten ikke gøre fordringen gældende.
§ 59. Kommittenten kan, når han efter §§ 57 og
58 har ret til
at gøre fordringen gældende, fra kommissionæren eller dennes
konkursbo fordre skriftlig anerkendelse af, at denne ret
tilkommer ham.
Stk. 2. Gør kommittenten fordringen gældende uden at have sådan
anerkendelse, har han på forlangende af trediemand at stille
betryggende sikkerhed for, hvad denne efter § 63 kan komme til
at udrede til kommissionæren.
§ 60. Når retten til at gøre fordringen gældende ikke efter
§§ 57 og 58 tilkommer kommittenten, har kommissionæren denne
ret. Dette gælder også, efter at hvervet er ophørt, dog således,
at i tilfælde af kommissionærens konkurs boet træder i hans
sted.
Stk. 2. Finder betaling sted til konkursboet, har dette at afgive
det modtagne til kommittenten.
§ 61. I fordringen mod trediemand kan der ikke gøres udlæg for
kommissionærens gæld, medmindre denne overfor kommittenten har
opfyldt trediemands forpligtelse, eller han efter § 35 eller
§
36 kan råde over fordringen.
§ 62. Har trediemand opfyldt aftalen overfor kommissionæren, er
han dog pligtig på ny at opfylde den overfor kommittenten, såfremt
han, da opfyldelsen fandt sted, vidste eller burde vide, at det
var kommittenten, som havde retten til at gøre fordringen gældende
imod ham.
§ 63. Har trediemand opfyldt aftalen overfor kommittenten,
uagtet det ikke var denne, som havde retten til at gøre
fordringen gældende imod ham, er han dog pligtig at opfylde den
overfor kommissionæren, forsåvidt det ikke oplyses, at denne
ikke lider nogen skade ved, at opfyldelse er sket til
kommittenten i stedet for til ham.
§ 64. Når salgskommissionæren benytter sin ret til at gøre
fordring på betaling for solgt gods gældende imod trediemand,
kan denne bringe i modregning krav på kommissionæren, selv om
de er erhvervede af ham på et tidspunkt, da han vidste, at
kommissionæren solgte for en andens regning. Krav, som
trediemand har mod kommittenten, kan han ikke bringe i
modregning, uden forsåvidt det oplyses, at kommissionæren ikke
lider nogen skade ved modregningen.
Stk. 2. Gøres fordringen gældende af kommittenten, kan
trediemand bringe i modregning, foruden krav på kommittenten,
tillige krav på kommissionæren, som han har erhvervet på et
tidspunkt, da han hverken vidste eller burde vide, at det var
kommittenten, som havde retten til at gøre fordringen gældende
imod ham.
III. Om handelsagentur
(§§ 65-84 Ophævet)
(§§ 85-93 Ophævet)
IV. Om handelsrejsende
Lov nr. 168 af 13. april 1938 indeholder følgende bestemmelse:
§ 15. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i
kraft den 1. november 1938. Fra samme dato at regne ophæves §
86, stk. 2, i lov nr. 243 om kommission, handelsagentur og
handelsrejsende.
Lov nr. 271 af 2. maj 1990 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft 1. juli 1990.
Lov nr. 272 af 2. maj 1990 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 35. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
lovtidende.
Stk. 2. For agenturaftaler, der er indgået inden lovens ikrafttræden,
gælder dog indtil 1. januar 1992 de hidtil gældende regler. Fra
1. januar 1992 anvendes denne lov for en sådan aftale, medmindre
aftalen før denne dato lovligt er opsagt til ophør senest den
30. juni 1992. I sådanne tilfælde anvendes de hidtil gældende
regler.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11