Fredning

Retsregler

Bøger

Artikler

Praksis


Retsregler

Lov om nationalparker, jf. lovbekg. nr. 120 af 26.01.2017

Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, jf. lovbekg. nr. 685 af 09.06.2011

Bekg. nr. 826 af 01.07.2011 om Det Særlige Bygningssyn

Bekg. nr. 1316 af 21.12.2011 om klitfredning

Bekg. nr. 950 af 16.09.2004 om gebyr for indbringelse af klager for Naturklagenævnet

Bekg. nr. 951 af 16.09.2004 om pleje af fredede arealer og om tilsyn

Bøger

Viggo Nielsen, Bo Brix, Veit Koester og Ole Plougmann: Naturfredningsloven, Almindelig fremstilling og kommentarer, 1973, 600 sider, GadJura. Anmeldt af P. Spleth i UfR 1975 B.161-171.

Michael Ottosen: Bygningsfredningsloven, Historie og princip, 1984

Artikler

Veit Koester i JUR 1976.44-48: Lov om ændring af lov om naturfredning. (Omhandler lov nr. 297 af 26.06.1975).

Veit Koester i JUR 1979.135 ff: Ændringer af naturfredningsloven.

Veit Koester i JUR 1980.353-360: Lov om bygningsfredning.

Veit Koester i JUR 1984.141-148: Lov om ændring af lov om naturfredning

Merete Collin Drewsen og Ina Thorndahl i Justitia nr. 6/1983: Miljøret - fastlæggelsen af kredsen af lovlige kriterier ved nyfredning af bygninger, samt afvejning af samme.

Henrik Haubro i ADV 1993.139: Særlige forhold ved handel med ejendomme underkastet lov om bygningsfredning.

Jørgen Parsholt i ADV 1995.44-46: Pas på! Fredning!

Ole Christiansen i JUR 1998.233-240: Nye kulturmiljølove.

Helle Blomquist i UfR 1999 B.294-301: Bygningsbevaring og kulturmiljø - Myndighedsadministration og rettighedskonflikter

Lise Westphal i Ejendomsmægleren nr. 11/2003 p. 4-6: Fredning af bygninger - hvad og hvorfor?

Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 11/2003 p. 8-9: Historie kan være en god forretning (Om Vestersøhus og Prinsessegården i København , som er fredede ejendomme fra 30'erne, der nu er udstykket i ejerlejligheder.)

Sandy Thornland i Ejendomsmægleren nr. 11/2003 p. 10-11: Formidling af fredede boliger.

Praksis

UfR 1998.74 HD: Fredningsnævnet for Århus Amt blev i sag anlagt af advokat Erik Ryefeldt dømt til at anerkende, at kendelse af 14.04.1994 vedrørende etablering af en containerplads og et komprimeringsanlæg på Anholt var ugyldig, da nævnet ikke havde haft hjemmel til at meddele dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1, idet dispensationen ville stride mod Overfredningsnævnets kendelse fra 1972. Grenå Kommune blev dømt til at anerkende som følge heraf at have været uberettiget til at etablere containerpladsen og komprimeringsanlægget, og til at anerkende, at etableringen havde krævet lokalplan, jfr. § 13, stk. 2 i lov om planlægning.

UfR 2000.95 HD: Fredningsnævnet for Århus Amt og Skov- og Naturstyrelsen blev dømt til at anerkende, at fredning i 1952 af kastanietræ ud for ejendommen Adelgade 20, Skanderborg, var ugyldig. Kastanietræet stod ikke på ejendommen, men på fortovet, som tilhørte Kommunen. Der havde derfor ikke været hjemmel til at træffe afgørelsen om fredning, og denne mangel kunne ikke anses for uvæsentlig. (3-2).

UfR 2001.1138 VLD: Naturklagenævnet havde givet dispensation fra fredning  ved Skanderborg Sø til opførelse af 33 kvm stor hytte. Dispensationen blev erklæret ugyldig, da der ikke var den fornødne hjemmel hertil i naturbeskyttelseslovens § 50, stk. 1.

UfR 2002.1761/2 HD: H. F. Fleggaard  (F) havde anlagt tennisbane på grund i Kollund ud mod Flensborg Fjord. Sønderjyllands Amt A påbød F at fjerne tennisanlægget og bringe dette tilbage til tilstanden, før banen blev anlagt. F indbragte sagen for Naturklagenævnet N, der stadfæstede A's afgørelse. F fik ikke medhold i, at tennisbanen med hegn ikke krævede tilladelse efter planlovens § 35 og dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 15, eller i, at der ved A's afgørelse var sket en tilsidesættelse af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Da der heller ikke var sket sagsbehandlingsfejl under behandlingen i N, blev N frifundet.

UfR 2003.984 HD: Ejerne af Store Restrup - Ann og Gorm Lokdam - fik ikke medhold i påstand om, at der alene var fredskovpligt på 6,2 ha.

UfR 2005.1141 ØLD: Naturklagenævnets afgørelse om fredning af Færgevejskilen i Helsingør var ikke ugyldig.

UfR 2005.1494 HD: Beboerne på Mandø ikke berettiget til erstatning i anledning af en fredning. Kongen havde under enevælden rådighedsret over søterritoriet, herunder forstranden, og kunne i kraft heraf give enkelt-personer særlige rettigheder, f.eks. eneret til jagt og fiskeri på bestemte områder af søterritoriet. Kong Christian den Sjette kunne således i 1743 gyldigt give beboerne på Mandø eneret til jagt på forstranden omkring øen. Spørgsmålet var, om Kongen havde givet mandøboerne en sådan ret. Det fandtes mest nærliggende at forstå skødet således, at den omtalte jagtret alene sigtede til jagten på selve Mandø, og at spørgsmålet om jagt på forstranden ikke var berørt i skødet. Da der i hvert fald ikke forelå det fornødne sikre grundlag for at fastslå, at beboerne på Mandø ved skødet havde fået en eneret til jagt på forstranden med udelukkelse af bl.a. beboerne på fastlandet ud for øen, havde fredningerne i 1992 og 1998 ikke medført indgreb i rettigheder for mandøboerne, der kunne begrunde erstatning. (3-2). Komm. af Helmuth Schledermann i TfL 2003.57-62: Staten løb med herligheden (En »historisk« dom om vadehavet ved Mandø) og i TfL 2005.77-82: Mandø-sagen for Højesteret - Om at forstå et fremmedartet retssystem

UfR 2005.3188 HD: I 1992 opførte DZ Holding A/S - uden at indhente tilladelse hos bygnings- og fredningsmyndighederne - et hus på 150 m² på selskabets ejendom ”Vatelunden”. Ejendommen var fredet i 1955 af den daværende ejer J. C. Hempel. Fredningsdeklarationen indeholdt bl.a. bestemmelse om tilladelse til byggeri. Som et led i fredningen fik J. C. Hempel således bl.a. tilladelse til at opføre 3 villaer på et areal, som på daværende tidspunkt ikke kunne udstykkes til villabebyggelse, da det var inddraget under yderzone og optaget på fredningsplan. I 1999 ansøgte ejeren om godkendelse af det opførte hus hos Søllerød Kommune, som forelagde ansøgningen for fredningsnævnet. Den 29.06.2000 meddelte fredningsnævnet afslag på ejerens ansøgning om lovliggørende dispensation og krævede nedrivning af huset. Afgørelsen blev den 30.10.2000 stadfæstet af Naturklagenævnet, som anførte bl.a., at der i relation til fredningen ikke var tale om en lovligt eksisterende bygning. Naturklagenævnet fandt ikke grundlag for at meddele lovliggørende dispensation. DZ Holdning A/S nedlagde påstand om, at Naturklagenævnet skulle anerkende, at huset var lovligt opført efter Hempelfredningen af 1955, og anførte til støtte herfor bl.a., at opførelsen af huset ikke var i strid med fredningsdeklarationen og at afgørelsen om, at ejendommen skal nedrives, var stridende mod det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Naturklagenævnet har anførte, at huset var opført i strid med fredningsdeklarationen på ejendommen, og at en dispensation ikke ville have været meddelt, såfremt ansøgning herom var indgivet før opførelsen af huset. Naturklagenævnets skønsmæssige afgørelse herom kan ikke tilsidesættes. HR tiltrådte efter deklarationens ordlyd og formål og sammenhængen mellem deklarationens enkelte led, at fredningen var til hinder for opførelsen af huset, og HR fandt endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets skønsmæssige afgørelse, hvorfor Naturklagenævnet blev frifundet.

UfR 2009.934 HD: En ejendom blev i 1949 fredet i henhold til den dagældende bygningsfredningslov, mens parkanlægget til ejendommen blev fredet i henhold til den dagældende naturfredningslov. Sagen angik, om udgifter til vedligeholdelse af det fredede parkanlæg var fradragsberettigede, herunder om udgifterne var omfattet af LL § 15 K, stk. 1. Efter LL § 15 K, stk. 1, kunne der for bygninger, der var undergivet fredning i henhold til lov om bygningsfredning, foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter vedrørende ejendommen. HR fandt, at der ikke var fradrag for udgifter til vedligeholdelse af det fredede parkanlæg. HR lagde bl.a. vægt på formålet med LL § 15 K, stk. 1, og at der hverken efter ordlyden af bestemmelsen eller bestemmelsens forarbejder var holdepunkter for at forstå bestemmelsen således, at fradragsretten omfattede andet end driftsudgifter til vedligeholdelse af bygninger. HR fandt det endvidere ikke godtgjort, at der efter bindende administrativ praksis var ret til fradrag for udgifter til vedligeholdelse af fredede parkanlæg. 

UfR 2015.2720 ØLD: Ikke grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets afslag på dispensation til ændring af driftsbygning til lager på fredet område, uanset at det ikke indebar ydre bygningsmæssige ændringer

Ejeren af en landbrugsejendom havde af fredningsnævnet, A, fået dispensation til at ændre indretningen af en sine driftsbygninger, som lå på et fredet område, således at driftsbygningerne blev ændret til lagre, som ikke skulle anvendes i den landbrugsmæssige drift. Natur- og Miljøklagenævnet, B, ændrede A’s afgørelse til et afslag. Retten i Lyngby fandt ikke grundlag for at tilsidesætte B’s afgørelse, uanset at den ansøgte anvendelse til lager ikke ville indebære ydre bygningsmæssige ændringer. ØL udtalte, at formålet med fredningen bl.a. var at bevare det nuværende landskabsbillede. Endvidere fremgik det, at det herved var forudsat, at arealerne fremdeles som hidtil blev benyttet til almindelig landbrugs- og skovdrift. På grundlag af disse formålsbestemmelser tiltrådte ØL, at den påtænkte ændring af driftsbygningen ikke kunne anses som almindelig landbrugs- og skovbrugsdrift. Derfor krævede den ændrede anvendelse dispensation fra fredningen, jf. naturfredningslovens § 50, stk. 1. B havde i medfør af naturbeskyttelseslovens § 50 foretaget en vurdering af, om der burde meddeles dispensation til det ansøgte. Af de grunde, som Retten i Lyngby havde anført, tiltrådte ØL, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte B’s skønsmæssige afgørelse om ikke at meddele dispensation. Spørgsmålet om, hvorvidt andre regelsæt, herunder PL, ikke var til hinder for at give tilladelse til det ansøgte, kunne ikke føre til et andet resultat i nærværende sag, som var afgjort ud fra naturbeskyttelseslovens regler. Efter bevisførelsen fandt ØL ikke grundlag for at anse lighedsgrundsætningen for tilsidesat eller i øvrigt at anse B’s afgørelse for ugyldig.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

13-03-17