Dødsboskiftet generelt

Berigtigelsesperioden

a. Kompetenceregler d. Sikring af boets aktiver
b. Anmeldelse af dødsfald til skifteretten e. Søgsmål og retsforfølgning
c. Indkaldelse til møde i skifteretten f. Midlertidige foranstaltninger

a. Kompetenceregler

Litteratur:

Bet. 1270/1994 p. 131-137 og bem. p. 51-53.

Et dødsbo skal som hidtil behandles i den retskreds, hvor afdøde havde sit hjemting, jf. RPL §§ 235 og 236, jf. DSL § 2, stk. 1. Skifte af uskiftet bo, mens en efterlevende ægtefælle er i live, sker ved den efterlevendes hjemting.

UfR 2001.1643 ØLK: A, der var engelsk statsborger, var død i Danmark d. 19.12.2000. A efterlod sig foruden aktiverne i Danmark, aktiver i England for £ 117.102, og disse var taget under skifte i England. Skifteretten i Ringsted bestemte, at afdøde skulle betragtes som processuel indlænding i medfør af DSL § 2, idet A på dødsfaldstidspunktet havde haft bopæl i Danmark i mere end 2 år. Som følge heraf skulle samtlige afdødes aktiver, herunder aktiverne i England,  være omfattet af skiftet.

TFA 2002.467 VLK (FM 2002.161 VLK): M og H, der i en årrække havde boet i Australien, hvor de ejede en udlejningsejendom, rejste i maj 2000 til Danmark med returbillet. H var allerede ved indrejsen til Danmark vidende om, at hun grundet sin sygdom måske ikke ville komme tilbage til Australien, og H havde alene været i Danmark i kort tid, da det stod klart, at hun ikke ville komme tilbage til Australien. H havde straks ved ankomsten ladet sig registrere i folkeregisteret og modtog pension i en del af perioden i Danmark. M ønskede boet skiftet i Australien, men skifteretten i Varde fandt, at H havde etableret bopæl i Danmark, og H havde derfor hjemting i Danmark, jf. DSL § 2. VL stadfæstede.

UfR 2008.2461 ØLK: A afgik ved døden på Jamaica d. 24.10.2007, hvorefter A’s brødre anmodede om, at boet blev udleveret til behandling ved en dansk bobestyrer. B var ved testamente indsat som A’s arving, og B’s advokat nedlagde påstand om, at boet hørte under de irske myndigheder, idet A måtte anses for processuel indlænding i Irland. A havde i perioden fra 1988 til 1998 haft folkeregisteradresse i Irland, hvor han både ejede hus og biler, men ellers i Danmark, hvor han også var registreret ved sin død. Skifteretten i København fandt, at det måtte tillægges betydelig vægt, at A ved sin død var tilmeldt en dansk adresse i folkeregistret, navnlig når der hensås til, at A tidligere har været registreret som udrejst til Irland i en periode på ca. 10 år, hvorefter han alene havde været tilmeldt en dansk adresse. Når A endvidere havde to fuldt møblerede boliger her i landet samt oprettede et dansk testamente med hjælp fra en dansk advokat, fandt retten, at A måtte anses for at have bevaret en mindst lige så stærk tilknytning til Danmark som til Irland. A måtte på den baggrund anses for at være processuel indlænding, hvorefter Københavns Byrets skifteafdeling havde skiftekompetence. ØL stadfæstede med bemærkning om, at det processuelle bopælsbegreb ikke er det samme som domicilbegrebet i den internationale privatret.

UfR 2017.233 VLK (TFA 2017.29/1 VLK): Skifteretten i Kolding var kompetent til at behandle boet efter polsk statsborger, som i 1½ år frem til sin død havde boet hos sin datter i Kolding.

A, der var polsk statsborger, døde i januar 2014 i Kolding. En af A's døtre ønskede boet skiftet i Danmark, mens en anden datter ønskede det skiftet i Polen. Skifteretten i Kolding afviste at behandle boet, navnlig med henvisning til at A ikke havde været registreret som boende i Danmark og efter uenigheden herom arvingerne imellem. VL lagde til grund, at A og hans ægtefælle H siden sommeren 2012 og frem til A's død havde haft deres hjem i Fredericia hos en datter, hvor hovedparten af deres ejendele befandt sig, og hvor de varigt havde opholdt sig. På denne baggrund, og uanset at A ikke havde været registreret i folkeregisteret i Danmark, havde han ved dødsfaldet haft hjemting her i landet, jf. DSL § 2, stk. 1. ØL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til behandling ved skifteretten

Skifte af et fællesbo i forbindelse med den førstafdøde ægtefælles død skal ske i det land og på det sted, hvor den afdøde ægtefælle havde sit hjemting. Den hidtidige skifteretspraksis, hvorefter skifte af et fællesbo i visse tilfælde kan ske her i landet, selv om afdøde havde hjemting i udlandet, forudsættes imidlertid opretholdt, jf. bem. p. 52. Fællesboet kan således skiftes her i landet, hvis den efterlevende ægtefælle har hjemting her ved dødsfaldet eller inden skiftets begyndelse erhverver hjemting her, jf. herved Justitsministeriets skrivelser nr. 205 af 06.05.1913 og nr. 169 af 06.06.1933. Denne praksis er forudsætningsvis anerkendt i

UfR 1954.902/2 ØLD: Greve Preben Ferdinand Ahlefeldt Laurvig boede fra 1937 i Funchal, Madeira, hvor han døde i 1946. Hustruen, som havde boet i Danmark siden 1939, lod boet skifte i Danmark ved eksekutorer. Antaget, at der skulle svares dansk arveafgift af den under skiftet inddragne arvebeholdning i medfør af AAL § 8, stk. 2 eller dennes analogi.

Var afdøde omfattet af Den Nordiske Dødsbokonvention af 19.11.1934 som ændret ved overenskomst af 09.12.1975 følger det dog af dennes art. 19, stk. 1, at skiftet henhører under retterne i den stat, hvor afdøde havde bopæl ved dødsfaldet, for så vidt loven henlægger behandlingen til retten.

I en række situationer kan der opstå spørgsmål om, hvor afdødes hjemting må antages at være. Dette vil til eksempel kunne være tilfældet, hvor afdøde ved dødsfaldet var indlagt på hospital eller plejehjem i en anden retskreds end der, hvor afdøde utvivlsomt senest boede og havde sit hjemting. Havde afdøde definitivt opgivet et tidligere hjem, må der antages altid at være skifteværneting på institutionsstedet. I tilfælde, hvor en bolig med møbler m.v. er opretholdt et andet sted, må det tillægges betydning, om den afdøde ved dødsfaldet mere permanent havde forladt sin tidligere bolig og havde taget ophold (bopæl) af mere varig karakter på institutionen. Sådanne tvivlsspørgsmål må således afgøres på grundlag af en konkret vurdering og i overensstemmelse med den hidtidig udviklede praksis.

UfR 1937.641 ØLK: A, som boede på Frederiksberg, blev i 1924 indlagt på sindssygehospitalet i Nykøbing S, hvor han døde i 1937. Boet skulle behandles ved skifteretten i Nykøbing S.

UfR 1965.339 VLK: A, som var tilmeldt folkeregistret i Skivholme, døde i 1964 som 87-årig på Resenbro Hvilehjem. Boet skulle behandles af skifteretten i Silkeborg, idet det ikke kunne antages, at A's ophold på plejehjemmet alene var af midlertidig karakter.

Arveladers statsborgerskab er uden betydning. Det er ligeledes uden betydning, om afdødes formue befinder sig i Danmark, om afdøde var skattepligtig i Danmark, og om arvingerne har hjemting i Danmark.

Boet skal behandles i Danmark, såfremt afdøde var såkaldt processuel indlænding. Om en person har status som processuel indlænding fremgår ikke direkte af RPL §§ 235 og 236, men derimod forudsætningsvis af bestemmelserne.

En afdød person anses herefter for værende processuel indlænding, såfremt denne på grund af bopæl eller ophold havde en stærkere eller lige så stærk tilknytning til Danmark som til udlandet, jf. nærmere Gomard: Civilprocessen, 4. udgave 1994, p. 68-71. Bet. nr. 1270/1994 p.132-134 afgrænser begrebet processuel indlænding således:

  1. Afdøde havde kendt bopæl i Danmark. Bopælen er det sted, hvor afdøde havde sit faste og varige hjem. Havde afdøde også bopæl i udlandet, er der international skiftekompetence her i landet, jf. Svenné Schmidt: International person-, familie- og arveret p. 20.
  2. Afdøde havde kendt opholdssted i Danmark uden at have kendt, aktuel bopæl i udlandet (f. eks. asylansøger)
  3. Afdødes sidst kendte bopæl var i Danmark, uanset om afdøde efterfølgende havde taget opholdssted i udlandet.
  4. Afdødes sidst kendte opholdssted var i Danmark.

Danske statsborgere, der er bosat i udlandet uden tillige at have bopæl i Danmark, og som ikke er undergivet bopælslandets domsmyndighed, har hjemting i København, jf. RPL § 236.

FM 1997.120 (2) ØLK: M, som var dansk statsborger, og tilmeldt folkeregisteret i Svendborg, tog i 1994 ophold i New Zealand sammen med H, som var statsborger i New Zealand. M havde søgt om statsborgerskab i New Zealand. M døde i 1996. Han efterlod sig bl. a. en fast ejendom samt nogle skibsanparter i Danmark. ØL fandt, at M på dødstidspunktet måtte betragtes som værende bosat i New Zealand, reelt uden tillige at have bopæl i Danmark, og at der derfor ikke - uden den i den dagældende SKL § 87, 2. pkt. hjemlede henvisning - var grundlag for at skifte boet her i landet.

Henvisningsboer

Indtil d. 01.07.2014

Reglerne om henvisningsboer i SKL § 87, stk. 1 er videreført i moderniseret form i DSL § 2, stk. 2. Justitsministeren kunne indtil d. 01.07.2014 herefter i medfør af stk. 2, nr. 1, henvise et bo eller en del af et bo til behandling ved en dansk skifteret, såfremt en afdød person med dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark efterlader sig aktiver, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet. En anden særlig tilknytning end indfødsret vil f. eks. kunne bestå i, at afdøde ved naturalisation eller ved ægteskab har mistet en tidligere dansk indfødsret eller efter omstændighederne blot i, at den afdøde efterlader sig arvinger her i landet.

Ikke sjældent omfatter et skifte i udlandet alene de aktiver, der befinder sig i det pågældende land. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 2, skal ses i lyset heraf. Muligheden for henvisning er således nødvendig for så vidt angår aktiver, der befinder sig her i landet, alene som følge af at disse ikke inddrages under et skifte i udlandet. Under disse omstændigheder forudsættes ingen anden tilknytning til Danmark.

TFA 2001.499: Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i Frankrig, til behandling ved Københavns Byrets Skifteafdeling for så vidt angik aktiverne i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2.

TFA 2001.502: Justitsministeriet henviste boet efter dansker, som ved sin død havde domicil i USA, til behandling ved dansk skifteret for så vidt angik fast ejendom i Danmark, jf. DSL § 2, stk. 2, selv om der ikke forelå samtykke hertil fra alle boets arvinger.

Det skal som hidtil være en betingelse for henvisning, at dødsfaldet er tilstrækkeligt dokumenteret. Hvorvidt dette er tilfældet er et judicielt spørgsmål, der vil kunne indbringes for skifteretten.

Som efter gældende ret overlades det til justitsministeren at afgøre, hvilken dansk skifteret der skal ske henvisning til. Dette må konkret bero på en hensigtsmæssighedsvurdering, og kan eksempelvis være den skifteret, i hvis retskreds afdødes faste ejendom er beliggende, eller hvor nogle af arvingerne er bosat, eller hvor boets væsentligste aktiver i øvrigt er.

TFA 1999.268 VLK: Fogedretten havde afvist fogedsag, da rekvisitus, der boede i udlandet, var afgået var døden. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da boet ikke var undergivet dansk skifteretskompetence, hvorfor de regler, der udelukker individualforfølgning, ikke fandt anvendelse.

Fra d. 01.07.2014

Fra d. 01.07.2014 skal sager om henvisning i dødsboer, hvor afdøde ikke havde bopæl i Danmark, behandles af skifteretten frem for af Justitsministeriet. Der gælder fortsat de samme betingelser for at få et dødsbo henvist til behandling ved en dansk skifteret.

Efter § 2, stk. 2 kan et dødsbo eller en del af dette behandles ved en dansk skifteret, selv om afdøde ikke havde hjemting her i landet, hvis afdøde havde dansk indfødsret eller anden særlig tilknytning til Danmark, og efterlader sig aktiver, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet, eller hvis afdøde efterlader sig aktiver i Danmark, der ikke inddrages under en bobehandling i udlandet. En behandling af boet i Danmark forudsætter således, at dødsfaldet er tilstrækkeligt dokumenteret, og at der ikke skiftes i afdødes bopælsland, eller at et eventuelt skifte i afdødes bopælsland ikke omfatter de aktiver, der ønskes henvist til behandling ved en dansk skifteret. Den, der anmoder om behandling af dødsboet i Danmark, vil derfor skulle indsende dokumentation for, at boet efter afdøde ikke er eller vil blive skiftet i afdødes bopælsland, f.eks. i form af en erklæring fra myndighederne i det pågældende land.

TFA 2017.255 VLK: Skifteretten i Horsens var ikke kompetent til at behandle boet efter en polak, som havde en bankkonto i Danmark.

Afdøde var fra Polen og havde ingen anden tilknytning til Danmark udover en konto i Arbejdernes Landsbank. En person B fra Polen ønskede boet behandlet ved en dansk skifteret, således at hun kunne få adgang til kontoen. Da der ikke var fremlagt en erklæring fra en offentlig myndighed i Polen, hvoraf det fremgik, at der ikke i Polen verserede en bobehandling, som omfattede afdødes aktiver i Danmark, havde B ikke dokumenteret, at betingelserne for behandling ved en dansk skifteret var opfyldt, jf. DSL § 2, stk. 2, nr. 2. Skifteretten i Horsens bestemte derfor, at boet ikke kunne behandles i Danmark. VL stadfæstede.

Efter § 2, stk. 3 skal anmodning om behandling efter stk. 2 indgives til skifteretten på det sted, hvor boets faste ejendom er beliggende, eller boets aktiver befinder sig. Hvis boet ikke har fast ejendom eller aktiver i Danmark, indgives anmodningen til skifteretten i den retskreds, hvor arvingerne har bopæl. I øvrige tilfælde indgives anmodningen til Københavns Byret.

Efter § 2, stk. 4 skal anmodningen om, at boet behandles i Danmark, vedlægges en samtykkeerklæring fra samtlige afdødes arvinger, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der gør, at samtykke ikke kan indhentes. Sådanne særlige omstændigheder vil f.eks. kunne være, hvis man ikke har viden om, hvor en arving befinder sig, eller hvis en arving af chikanøse grunde ikke vil meddele samtykke.

Henvises boet eller en del heraf til behandling her i landet, skal der svares dansk boafgift af den del af afdødes formue, som er omfattet af skiftet her i landet, jf. BAL § 9, stk. 3, som også gælder, hvis afdøde havde hjemting på Færøerne eller Grønland, og boet henvises til behandling her i landet. Der skal dog ikke svares dansk boafgift, når henvisningen sker efter den grønlandske arvelovs § 30.

Henvises boet eller en del heraf til behandling her i landet, bliver boet eller den henviste del af boet omfattet af DBL, jf. DBL § 1, stk. 2 med bem. p. 46-47.

Som noget nyt kan skifteretten i den retskreds, hvor boet skal behandles, ifølge § 2, stk. 5 ved kendelse henvise boet til behandling i en anden retskreds, såfremt det findes væsentligt mere hensigtsmæssigt, at behandlingen foregår der. Ifølge bem. p. 52 vil forudsætningerne for henvisning navnlig kunne være tilstede, når boets aktiver, herunder en fast ejendom, befinder sig i anden retskreds, hvortil eventuelt også arvingerne eller kreditorerne har tilknytning.

TFA 2000.444 ØLK: Arving i bobestyrerbo i Ringsted havde klaget over bobestyrer og desuden anmodet om, at boet blev henvist til upartisk behandling ved en anden skifteret. Skifteretten fandt ikke, at der forelå forhold, som gjorde det væsentligt mere hensigtsmæssigt at lade boet behandle ved en anden skifteret, jf. DSL § 2, stk. 3,  og anmodningen kunne derfor ikke efterkommes. ØL stadfæstede.

TFA 2010.703 ØLK: Arving i et bobestyrerbo ønskede, at boet efter AL, der ved sin død var bosat i Odense, blev henvist til behandling ved skifteretten i København, hvor AL havde boet næsten hele sit liv. Skifteretten i Odense afslog dette. AL ejede ikke aktiver i København, og  ikke alle livsarvinger var bosiddende i Københavnsområdet. ØL fandt det derfor ikke væsentligt mere hensigtsmæssigt at behandle boet i København, jf. DSL § 2, stk. 3.

En skifteret, hvortil et bo er henvist, kan ikke tilbagevise boet. Der er heller ingen mulighed for at kære afgørelsen om henvisning, jf. herved § 105, stk. 2. Nægtelse af en anmodning om henvisning af et bo kan derimod kæres. Denne ordning svarer til den, der findes i RPL § 226, stk. 5.

Når boet behandles i Danmark, anvendes de danske skifteprocessuelle regler (lex fori). De arveretlige forhold skal som hovedregel afgøres efter arveladers sidste domicillov (arvestatuttet), jf. Svenné Schmidt: International person-, familie- og arveret p. 125-156. Afdødes testamente skal opfylde formkravene enten i loven på oprettelsesstedet eller i testators domicillov ved oprettelsen eller i domicilloven ved hans død. De familieformueretlige forhold skal som hovedregel afgøres efter mandens domicillov ved ægteskabets indgåelse og fra d. 01.01.2018 efter første fælles bopæl.

Om internationale dødsboskifte- og afgiftsproblemer, se i øvrigt Thøger Nielsen i UfR 1982 B.125-140: Domicilbegrebet i privatret, skifteret og skatteret, Thøger Nielsen og Gustaf Lindencrona: Internationalt generationsskifte, 1983, Anna Søgaard Maden og J. R. Lilje-Jensen i ADV 1982.45-48 og 232: Behandling af dødsboer med udenlandske forbindelser, Anna Søgaard Maden i ADV 1982.182-185: Dødsboer med spanske interesser, Frantz Dahl i ADV 1983.44-47: Skiftekompetencen Frankrig/Danmark. V. Ravnsholt Rasmussen i ADV 1983. 283-284: Australsk dødsbo med dansk formue, Aage Michelsen i FSR's årsskrift 1989 p. 161-213: Territoriale grænser for dansk dødsbo-, arve- og gaveafgiftsbeskatning, International Skatteret p. 318-326, Advokat Hanne Pape, Barcelona, og advokat Fritz Videbech, Malaga, i "Skat Udland", oktober 1993, 321: Praktisk vejledning om dødsboer med spanske interesser, arveafgiftsspørgsmål samt lidt om testamenter, Jesper Lett og Claus Holberg i Skat Udland 1995.305 p. 501 om arve- og gaveafgift i relation til Storbritannien og Spanien og Hanne Pape og Fritz Videbeck i ADV 2000.147-149: Arveskifter med spanske interesser.

Fagl. Nyt 1996.150: Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 28.02.1996 i sagen j.nr. 99/95-3727-23: Boet efter M, som ved sin død omkring 1990 havde hjemting i Odense, var udleveret H til hensidden i uskiftet bo. H bosatte sig i England. De tre fællesbørn, som boede i Danmark, gav d. 07.07.1995 fuldstændigt arveafkald på arv efter deres fader mod et vederlag på kr. 17.460.000 til hver. Skifteretten i Odense beregnede boafgift på 7.857.000 kr. af vederlaget i medfør af BAL § 8, stk. 3, 2. pkt. Told- og Skattestyrelsen tiltrådte denne afgørelse under henvisning til, at boafgiftslovens "globalafgiftsprincip" i § 9, stk. 1 er anderledes formuleret end i arveafgiftsloven og tydeligere fremhæver betydningen af den afdødes hjemting på dødsfaldstidspunktet.

Efter min opfattelse ville det have været mere korrekt, om der i ovennævnte sag var statueret dansk gaveafgiftspligt af vederlagene til børnene i medfør af BAL § 23, stk. 3, idet modtagerne havde hjemting i Danmark, jf. BAL § 25.

UfR 2017.323 HKK (TFA 2017.48/1 HKK, UfR 2015.218 VLK, TFA 2015.61/1 VLK): Insolvent dansk dødsbos to lejligheder i Frankrig skulle indgå i det danske bo.

Skifteretten i Herning havde taget boet efter M under insolvensbehandling, jf. DSL §§ 69-73. A var medejer af 2 lejligheder i Frankrig. Bobestyreren indleverede en boopgørelse til skifteretten, der ikke omfattede de to lejligheder. Skifteretten i Herning stadfæstede boopgørelsen med henvisning til, at de pågældende lejligheder var skiftet i Frankrig, hvorefter den ene lejlighed var udlagt til H, og provenuet for salget af den anden lejlighed var fordelt til H og M's børn. Handelsbanken, som var kreditor, kærede skifterettens godkendelse af boopgørelsen og anførte til støtte herfor, at alle M's aktiver skulle inddrages under bobehandlingen i Danmark, uanset hvor i verden de befandt sig. VL anførte, at kreditorer i insolvente dødsboer skal dækkes forud for arvinger. Viser det sig efterfølgende, at boet er solvent, overgår boet til behandling efter reglerne om solvente dødsboer, når kreditorerne har fået dækning eller er sikret dækning, jf. DSL § 73. M var medejer af de 2 lejligheder i Frankrig, og VL antog, at universalsuccessionsprincippet, hvorefter arvingerne indtræder i arveladerens rettigheder og forpligtelser, er gældende i Frankrig. Banken skulle således have dækning eller ville være sikret dækning, forinden arv kunne udloddes til arvingerne. VL ophævede derfor skifterettens godkendelse af boopgørelsen, der ikke tog højde for nettoværdien af de faste ejendomme i Frankrig, og hjemviste sagen til fornyet behandling. HR bemærkede indledningsvis, at tvisten burde have været behandlet efter DSL § 89 og dermed være afgjort ved dom, jf. DSL § 101, stk. 1. Det fulgte af DSL § 2, stk. 1, at boet efter A skulle behandles i Danmark. Efter dansk ret gælder et princip om dødsbobehandlingens universalitet, der indebærer, at bobehandlingen som udgangspunkt omfatter alle afdødes aktiver og passiver, både i Danmark og i udlandet. De to lejligheder i Frankrig, som A ejede sammen med sin efterlevende ægtefælle, blev behandlet af en fransk notar. Efter det oplyste blev den ene lejlighed udtaget af den efterlevende ægtefælle, og notaren fordelte efter de franske arveregler provenuet fra salget af den anden lejlighed mellem arvingerne i Danmark. HR fandt, at dansk rets universalitetsprincip fører til, at værdien af lejlighederne skal indgå ved behandlingen og opgørelsen af det danske dødsbo. Handelsbankens adfærd og tilkendegivelser over for bobestyrer førte ikke til, at banken kunne anses for at have givet afkald på, at værdien af lejlighederne skullel indgå i det danske dødsbo. På den anførte baggrund tiltrådte HR, at skifterettens godkendelse af boopgørelsen blev ophævet, og at sagen hjemvistes til fornyet behandling ved skifteretten.


b. Anmeldelse af dødsfald til skifteretten

Der er ifølge bet. 1270/1994 p. 137-139 og bem. p. 53 ikke tilsigtet ændringer i forhold til den gældende retstilstand. De gældende regler om anmeldelse af dødsfald findes i lov nr. 225 af 31.05.1968 om anmeldelse af fødsler og dødsfald, der pålægger afdødes nærmeste pårørende at anmelde dødsfaldet over for begravelsesmyndigheden, der fører folkekirkens ministerialbøger og fungerer som datakilde til det centrale personregister. Ved Kirkeministeriets bekg. nr. 1145 af 30.09.2010 er der fastsat nærmere regler om anmeldelsen over for personregisterføreren for det sogn, hvor afdøde havde bopæl - eller hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet - personregisterføreren på dødsstedet. Anmeldelse skal ske senest to hverdage efter dødsfaldet, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Der gælder særlige regler for de sønderjyske landsdele, hvor dødsfaldet af personregisterføreren skal videreanmeldes til personregisterføreren i den kommune, hvor afdøde havde bopæl.

Dødsanmeldelsen skal afgives på en særlig blanket, som findes på www.personregistrering.dk.  

Snarest muligt efter at have modtaget dødsattesten skal personregisterføreren i medfør af afsnit II 6 i Kirkeministeriets cirk. nr. 241 af 01.12.1977 videreanmelde dødsanmeldelsen til skifteretten i den retskreds, hvor afdøde havde bopæl, eller hvis afdøde ikke havde bopæl her i landet til skifteretten i den retskreds, hvor dødsfaldet har fundet sted.

§ 4, stk. 1 angiver pligten for begravelsesmyndigheden eller anden dansk myndighed til at videreanmelde dødsfaldet til skifteretten. Bestemmelsen er en videreførelse af de hidtil gældende principper.

Efter § 4, stk. 2 skal skifteretten straks indføre meddelelsen om dødsfaldet i skiftesaglisten, hvilket også sker i dag, jf. herved vejledning nr. 235 af 13.11.1979 om skiftesaglisten, pkt. 11 samt Peter Thestrup i FM 1980.35-36: Nogle bemærkninger om førelsen af skiftesagslisten.

Skal boet ikke behandles i den retskreds, hvortil anmeldelsen indgår, skal dødsfaldet videreanmeldes til rette skifteret. Var afdøde processuel udlænding, videreanmeldes dødsfaldet til Justitsministeriet, jf. cirk. nr. 171 af 03.12.1931 og cirk. nr. 31 af 10.03.1955, medmindre afdøde var omfattet af den nordiske dødsbokonvention, i hvilke tilfælde dødsfaldet videreanmeldes til de i cirk. nr. 2 af 07.01.1971 angivne nordiske myndigheder.

Opstår der mellem de efterladte uenighed om, hvorvidt afdøde skal brændes eller begraves, eller om begravelseshandlingen skal være kirkelig eller borgerlig, eller om valg af gravsted, kan skifteretten afgøre spørgsmålet ved kendelse, som ikke kan kæres, jf. lov nr. 346 af 26.06.1975 om begravelse og ligbrænding.

TFA 1999.192 ØLK (FM 1999.68 ØLK): Afdødes børn klagede til skifteretten over enkens valg af gravsted, idet de ønskede urnen flyttet. Skifteretten i Næstved afviste at tage stilling til klagen, da begravelsen var sket. ØL stadfæstede, jf. bekg. nr. 527 af 19.06.1992 § 25.

UfR 2003.2545 VLK (FM 2003.220 VLK): Skifteretten i Grenaa havde bestemt,. at afdødes urne skulle forblive, hvor den var i eget gravsted. VL ophævede kendelsen, idet skifterettens kompetence efter § 9 i lov om begravelse og ligbrænding måtte være begrænset til tvister om valg af gravsted, inden begravelse er sket.

TFA 2004.68 ØLK (FM 2003.275 ØLK): Skifteretten i Hillerød afviste at tage stilling til, om en urne burde flyttes. ØL stadfæstede, da kompetencen til at træffe afgørelse ved uenighed om valg af gravsted ikke længere tilkom skifteretten, da urnen var nedsat. Kompetencen til at tillade flytning af urner tilkommer den pågældende kirkegårdsbestyrelse, jf. § 25 i bekg. nr. 577 af 19.06.1992.


c. Indkaldelse til møde i skifteretten

Litteratur: bet. 1270/1994 p. 141-145 og bem. p. 55-56.

Efter DSL § 7, stk. 1 indkaldes afdødes pårørende snarest muligt til et møde i skifteretten, hvor der så vidt muligt skal tages stilling til boets behandlingsmåde. Er det muligt på rent skriftligt grundlag at tage stilling til boets behandlingsmåde, kan afholdelse af møde undlades. En sådan fremgangsmåde er navnlig praktisk i sager, hvor arvingerne bor langt væk, eller hvor arvingerne straks efter dødsfaldet har rettet henvendelse til en advokat eller anden sagkyndig.

Skifteretten kan ligeledes lade førstegangsmødet bortfalde og i stedet straks i medfør af DSL § 36 udlevere boet til behandling ved bobestyrer, såfremt det straks efter dødsfaldets anmeldelse står klart, at boet skal behandles ved bobestyrer.

Har den afdøde oprettet testamente, og findes der i dette bestemmelser om, hvem der som bobestyrer skal behandle boet, må skifteretten således om nødvendigt rette henvendelse til den pågældende.

Er det ikke muligt for skifteretten inden rimelig tid efter modtagelsen af dødsanmeldelsen at få oplyst, hvem der kan indkaldes til førstegangsmødet, udleverer skifteretten boet til behandling ved bobestyrer efter § 36, nr. 7.

Inden beslutning om boets berigtigelsesmåde har kunnet træffes, kan der efter omstændighederne opstå behov for en hurtig stillingtagen til bestemte forhold vedrørende boet. Dette kan i praksis være tilfældet, hvor der i boet findes en igangværende virksomhed, som skal videreføres. Kan afgørelse om, hvorledes boet skal behandles i sådanne tilfælde ikke træffes hurtigt, kan skifteretten i stedet beskikke en midlertidig bobestyrer efter § 12, hvorefter den midlertidige bobestyrer kan varetage boets interesser, indtil der tages stilling til, hvorledes boet skal behandles.

Bliver skifteretten allerede under overvejelserne om, hvorledes boet skal berigtiges bekendt med, at boet klart må antages at være insolvent, kan skifteretten efter omstændighederne træffe bestemmelse om insolvensbehandling på det foreliggende grundlag og udpege en bobestyrer, jf. DSL § 69.

DSL § 7, stk. 2 om, at skifteretten skal indhente de fornødne oplysninger om arvinger og legatarer fra Centralregisteret for Testamenter, svarer til gældende ret. Indholdet af et testamente kan være af betydning for afgørelser af, til hvem boudlæg efter kap. 12 skal ske. Selv om boet efter det oplyste er insolvent, kan bestemmelser i afdødes testamente om forældremyndighed, jf. FML § 15 om børnetestamenter, begravelsesmåde eller om tilbagetrædelse fra kreditorer være af betydning.

Oplysninger om arvinger kan bl.a. fremskaffes via cpr-registret. Registeret indeholder oplysninger om moderskab og faderskab til børn født fra og med d. 01.01.1968 og kan indeholde sådanne oplysninger om børn født før dette tidspunkt. Spørgsmålet om udnyttelse af disse oplysninger, der med tiden vil få øget praktisk betydning for en sikker fastlæggelse af de legale arveforhold, har sammenhæng med, om der skal indføres en adgang for potentielle arvinger til at få deres cpr. nr. indført i tilknytning til den potentielle arveladers i cpr-registeret. Der henvises hermed til bet. 1270/1994 p. 32-33 og 143. Oplysningerne fra Det centrale Personregister (CPR) kan af skifteretten enten indhentes via folkeregisteret i afdødes seneste bopælskommune eller ved direkte terminalopslag i CPR.

Flemming Sorth i FM 2002.175-178: Skifteretsseminarerne i oktober 2001. 3. afsnit. ad 5: Skifterettens/bobestyrers undersøgelsespligt navnlig vedrørende arveforhold. (Anbefaler indhentelse af skattevæsenets revisionsblanket R-75)

Noe Munck og Taksøe-Jensen oplyser i bogen Særeje, 1996, p. 33, at gifte mænd har ca. 150.000 arveberettigede børn født uden for ægteskab, og at ca. 75.000 af disse "børn på gule plader" vil blive forbigået ved faderens død!

DSL § 7, stk. 3, jf. § 91, omhandler skifterettens vejledningspligt. Skifterettens vejledningspligt ved dødsboskifter har hidtil været hjemlet i RPL § 14, stk. 3. Skifterettens vejledning og retshjælp har stor betydning i forbindelse med afholdelse af førstegangsmødet, hvor de fleste pårørende møder uden professionel bistand. Vejledningspligten angår først og fremmest arve- og skifteretlige spørgsmål, men også hovedpunkterne i skatte- og afgiftslovgivningen. Se i øvrigt om vejledningspligten nedenfor side .

Skifteretten har efter bestemmelsen pligt til at vejlede den afdødes pårørende om deres retsstilling og bistå med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, der skal udfærdiges og indgives af de pårørende. Retshjælpen kan omfatte bistand til udfærdigelse af anmodning om boudlæg, om ægtefælleudlæg, om uskiftet bo og om privat skifte, samt udfyldelse af fuldmagtsblanketter. I ukomplicerede boer kan retshjælpen tillige omfatte bistand til udfærdigelse af fællesboopgørelser og boopgørelser. Derimod er det ikke skifterettens opgave at bistå med udfærdigelse af selvangivelser og andre påbudte indberetninger til skattemyndighederne. Uden for skifterettens retshjælpsopgaver falder ligeledes udfærdigelse af arveafkald og overdragelsesdokumenter. Hertil kommer, at boets størrelse eller forhold i øvrigt kan tilsige, at de pårørende i stedet henvises til privat rådgivning.

UfR 1993.402 VLK (FM 1993.147): H døde d. 19.08.1992. M fik d. 03.11.1992 efter vejledning af en § 17 a stk. 2-fuldmægtig i skifteretten i Thisted boet udleveret efter SKL § 57, stk. 1. M begærede d. 18.11.1992 boet genoptaget, idet et påbegyndt skifte ville give M en skattebesparelse på godt kr. 27.000. VL tog begæringen til følge. Antaget, at skifteretten ikke havde opfordret M til at søge den skattemæssige betydning af valget af boets behandlingsmåde afklaret, og at der ikke var sikret M orientering om, hvad hans valgmuligheder ville indebære i skattemæssig henseende, herunder at offentlig skiftebehandling ville medføre ændret skatteberegning i dødsåret med en betydelig skattebesparelse til følge. Begæringen var fremsat inden rimelig tid, uden at var sket noget, der havde indvirket på tredjemands retsstilling. Komm. af Henning Broman i FM 1993.144-145 og TfS 1993.568. Se også Viltoft i FM 1988. 126 f. (Skifterettens vejledningspligt -).

Efter DSL § 7, stk. 4 har de pårørende pligt til at give de oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 112, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler om de erklæringer, arvinger under strafansvar skal afgive for at få et bo udleveret, og med § 92, stk. 2, hvorefter de pågældende kan pålægges at afgive forklaring og fremlægge dokumenter efter reglerne i RPL om vidnepligt og editionspligt for tredjemand.

DSL § 7, stk. 5 giver skifteretten mulighed for at udsætte en sag, hvis der ikke på førstegangsmødet kan træffes afgørelse om boets behandlingsmåde. Skifteretten kan da udsætte sagen og fastsætte en frist for tilvejebringelse af de manglende oplysninger. Fristen, der eventuelt kan forlænges, skal fastsættes så kort som muligt. Tilvejebringes de nødvendige oplysninger ikke inden for en af skifteretten fastsat frist, og er der efter det foreliggende ikke grund til at antage, at oplysningerne vil kunne foreligge inden rimelig tid, eller er der hengået urimelig lang tid siden dødsfaldet, kan skifteretten beslutte, at boet skal tages under behandling ved bobestyrer, jf. § 36, nr. 7. Ifølge bem. p. 79 bør udsættelse ud over 6 måneder i almindelighed ikke bør gives.

Ved DSL § 7, stk. 6 bemyndiges justitsministeren til administrativt at fastsætte mere detaljerede regler om indhentelse af oplysninger fra Det centrale Personregister og Centralregisteret for Testamenter vedrørende arvinger.


d. Sikring af boets aktiver

Litteratur: bet. 1270/1994 p. 145-147 og bem. p. 56-57.

Reglerne i SKL § 12 om pligt til at foretage en fuldstændig registrering og sikring af aktiverne i alle boer umiddelbart efter dødsfaldet er bortfaldet og afløst af regler, der pålægger de pårørende m.fl. en omsorgspligt for dødsboets aktiver. Dette harmonerer med gældende skifteretspraksis og svarer i øvrigt til norsk og svensk ret.

Efter DSL § 8, stk. 1 påhviler det enhver, der er i besiddelse af afdødes aktiver, at opbevare disse på betryggende måde. Reglen retter sig i første række til afdødes pårørende, der har adgang til den afdødes bolig, men også til institutioner eller andre, der er i besiddelse af dødsboets aktiver. Pligten til opbevaring fortsætter indtil boets berigtigelse. Kan de pårørende eller andre ikke uden væsentlig ulempe opbevare boets aktiver, kan skifteretten fritage dem for pligten efter stk. 1 og træffe bestemmelse om anden opbevaringsmåde.

Tilsidesættelse af omsorgspligten kan medføre erstatningspligt. Har de pårørende eller andre afholdt nødvendige udgifter til opbevaring af boets aktiver, kan udgifterne forlanges dækket i boet, om fornødent som massekrav.

Omsorgspligten indebærer, at hospitaler og andre institutioner, som opbevarer en afdøds aktiver, ikke må udlevere disse til pårørende eller andre, før der kan forevises en skifteretsattest eller en særlig tilladelse fra skifteretten.

Ifølge DSL § 8, stk. 2 har enhver, som har kendskab til, at den afdødes aktiver ikke opbevares på betryggende måde, pligt til at give skifteretten meddelelse derom. Gør forholdene det nødvendigt, kan skifteretten efter § 8, stk. 3 beslutte, at et bos aktiver helt eller delvis skal registreres eller tages i forvaring. Dette bør ske, hvor ingen fører tilsyn med ejendelene, hvor der i et bo henligger større kontantbeløb, eller hvor der i øvrigt rejses berettiget mistanke om, at pårørende eller andre ikke kan eller vil opfylde omsorgspligten for aktiverne. I tilfælde, hvor mere omfattende dispositioner skal foretages, kan skifteretten efter § 12 udpege en midlertidig bobestyrer til at foretage det nødvendige, jf. nærmere herom nedenfor.


e. Søgsmål og retsforfølgning.

Litteratur: bet. 1270/1994 p. 147-149 og bem. p. 57-58.

Efter gældende ret er adgangen til individualforfølgning fra kreditorer med forskellige undtagelser afskåret fra dødsfaldet i alle boer. Fra boernes berigtigelse er individualforfølgning endvidere afskåret, når boet behandles offentligt som gældsfragåelsesbo. Denne retstilstand er i DSL §§ 9 og 10 opretholdt i tiden fra dødsfaldet og indtil et bos berigtigelse.

For så vidt angår retsstillingen, efter at der er truffet afgørelse om behandlingsmåden, henvises til de enkelte bestemmelser herom. Boer, der er udleveret til behandling ved bobestyrer, er reguleret ved § 51. Retsstillingen ved henholdsvis boudlæg og privat skifte er reguleret ved §§ 19, stk. 2, og § 26, stk. 2 og 3. For så vidt angår boer, der er udlagt til en efterlevende ægtefælle, henvises til § 22, stk. 1, nr. 2, og for så vidt angår uskiftede boer henvises til den ændrede bestemmelse i AL § 16, stk. 1.

Bestemmelsen i § 9 svarer til SKL § 34. Bestemmelsen afskærer søgsmål mod den afdødes bo fra dødsfaldet, og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde. Fordringer og andre krav mod boet må i stedet anmeldes til skifteretten. Såvel søgsmål, der støttes på krav opstået før som efter dødsfaldet, er omfattet af bestemmelsen.

Var der inden dødsfaldet anlagt sag mod afdøde, fortsætter sagen mod boet, idet boet indtræder i afdødes stilling, jf. § 110. I perioden fra dødsfaldet og indtil der er taget stilling til, hvorledes boet skal behandles, kan der ifølge bem. p. 57 imidlertid alene over boet afsiges domme, der fastslår, at domhaveren kendes berettiget til at modtage udlæg i boet efter dettes og fordringens nærmere beskaffenhed. Det forekommer noget uklart, hvad der menes hermed.

Bestemmelsen i DSL § 10 svarer med forskellige præciseringer til SKL § 35. Det følger af bestemmelsen, at visse separatist- og pantekrav kan forfølges inden berigtigelsen, jf. herved § 10, stk. 3, 5 og 6. Rejses sådanne krav mod boet, eller er boets aktiver taget til brugelig pant, vil det efter omstændighederne kunne være hensigtsmæssigt at udpege en midlertidig bobestyrer, der kan varetage boets interesser.

UfR 2016.2311 VLK (TFA 2016.258/1 VLK): Konkursbos anmodning om tvangsauktion over skyldnerens ejendom, der indgik som et aktiv i konkursboet, blev taget til følge, efter at skyldneren var død.

A blev erklæret konkurs d. 13.03.2015 og døde d. 16.07.2015. Kurator anmodede d. 18.11.2015 fogedretten i Esbjerg om, at ejendommen blev solgt på tvangsauktion. Fogedretten afviste anmodningen med henvisning til, at A var død, og at der herefter ikke eksisterede et konkursbo med kompetence til at tage stilling til, hvad der skulle ske med aktiver og passiver, herunder den faste ejendom. VL anførte, at A forud for konkursen havde ejet den pågældende ejendom, og ejendommen indgik i forbindelse med konkursen som et aktiv i konkursboet, jf. KL § 32. Ejendommen udgik samtidig af A's formue og indgik derfor ikke efterfølgende som et aktiv i det senere dødsbo efter A. Som følge heraf fandt bestemmelsen i DSL § 10 ikke anvendelse, ligesom dødsfaldet ikke medførte nogen ændring i konkursboets adgang til at disponere over sine aktiver. VL ændrede derfor fogedrettens kendelse således, at konkursboets anmodning om tvangsauktion blev taget til følge.

Jens Anker Andersen i JUR 1978.138-144: Kan en auktionssag fortsætte, hvis rekvisitus død eller erklæres konkurs?

Fra dødsfaldet og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet, kan udlæg eller arrest ikke foretages i boets aktiver. Tvangsauktion kan alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke, jf. § 10, stk. 1. Kreditorer, herunder også udlægshavere, må således anmelde deres krav i boet.

TFA 1999.268 VLK (FM 2000.13 VLK): Fogedretten havde afvist fogedsag, da rekvisitus, der boede i udlandet, var afgået var døden. VL hjemviste sagen til fornyet behandling, da boet ikke var undergivet dansk skifteretskompetence, hvorfor de regler, der udelukker individualforfølgning, ikke fandt anvendelse.

I udsættelsesperioden (perioden fra dødsfaldet og indtil der er truffet bestemmelse om boets behandlingsmåde) kan tvangsauktion over boets aktiver alene afholdes efter anmodning fra boet eller med dettes samtykke. En midlertidig bobestyrer vil i særlige situationer kunne tiltræde, at boets aktiver sælges ved tvangsauktion. Verserer der ved dødsfaldet en sag om tvangsauktion, og findes der i boet ikke midler til at afværge auktionen, og skønnes det, at der ikke vil være mulighed for at sælge aktivet i fri handel, vil den midlertidige bobestyrer eksempelvis kunne godkende, at tvangsauktionen gennemføres inden boets berigtigelse. En udsættelse af auktionen vil i sådanne tilfælde oftest kun medføre et endnu større tab for boet.

Dødsfaldet kan eventuelt udløse forsikringssummer m.v., som tilfalder arvingerne uden om dødsboet, men som eventuelt kan anvendes til at afværge tvangsauktionen.

Har nogen erhvervet ret over boets aktiver på en tvangsauktion, der er afholdt i strid med bestemmelsen i stk. 1, ophæves tvangsauktionen om fornødent ved en af fogedretten afsagt kendelse, såfremt dødsfaldet forinden var bekendtgjort i Statstidende, eller der ved auktionens afholdelse var sket tinglysning på ejendommens blad eller anden tilsvarende registrering af dødsfaldet eller bobehandlingen, eller erhververen vidste eller burde vide besked om dødsfaldet, jf. § 10, stk. 2. Ifølge bem. p. 57 vil boet efter omstændighederne efterfølgende kunne godkende, at tvangsauktionen er gennemført med den virkning, at auktionen herefter ikke ophæves.

Var dødsfaldet hverken bekendtgjort i Statstidende eller tinglyst på ejendommen m.v., inden auktion fandt sted, vinder erhververen ret, medmindre denne kendte eller burde have kendskab til dødsfaldet. Er der ved en første auktion sket betinget bortsalg inden dødsfaldet, vinder en erhverver på den nye auktion, der afholdes efter dødsfaldet, dog altid ret. Der henvises herved til RPL § 576.

Den, som har tilbageholdsret i boets ejendele, indtil et bestemt beløb er betalt, kan uanset dødsfaldet foretage udlæg i de tilbageholdte ejendele og søge fyldestgørelse deri. Udlæg kan dog kun foretages, hvis fordringen er fastslået ved dom eller på anden for boet bindende måde, og boet trods opfordring fremsat mindst to uger inden udlæggets foretagelse ikke har betalt beløbet, jf. § 10, stk. 3, som svarer til hidtil gældende ret, jf. henvisningen i SKL § 44, stk. 3, til KL § 31, stk. 2.

Arrest foretaget inden dødsfaldet taber sin virkning, jf. § 10, stk. 4, som ligeledes svarer til hidtil gældende ret, jf. SKL § 35 og KL § 31, stk. 3. Ved udlevering til bestemte former for bobehandling vågner arresten op på ny, jf. herved § 22, stk. 3 om udlæg til en efterlevende ægtefælle, § 24, stk. 2 om uskiftet bo og § 26, stk. 3 om privat skifte. Se derimod § 51 om bobestyrerboer.

Brugeligt pant kan ikke stiftes fra dødsfaldet, og indtil bestemmelse om boets behandlingsmåde er truffet. En brugspanteret stiftet før dødsfaldet kan af boet bringes til ophør uden varsel, jf. § 10, stk. 5, der i princippet svarer til KL § 31, stk. 4, idet det dog ikke som i KL anføres, at brugspanteretten ikke fortsat kan udøves efter dødsfaldet, og at brugspanthaveren straks skal overgive bestyrelsen af pantet til boet og aflægge regnskab. Dette sker efter bestemmelsen alene på forlangende af boet, men må da ske straks.

Adgang til fyldestgørelse af krav, der er sikret ved håndpant eller anden tilsvarende sikkerhedsret, berøres ikke af pantsætters dødsfald. Betalingsopfordring og andre meddelelser rettes til boet. Boet er berettiget til at lade pantet vurdere, jf. § 10, stk. 6, der svarer til gældende ret, jf. SKL § 44, stk. 2, jf. KL § 91. Bestemmelsen omfatter foruden egentlig håndpanteret pant i fordringer og i andre rettigheder samt lovbestemte panterettigheder, der er betinget af en vis faktisk rådighedsberøvelse. Håndpant i et ejerpantebrev giver ikke ret til at bestyre eller forauktionere den pantsatte ejendom.

TFA 2010.382 ØLK: Fogedretten i Lyngby afviste udlæg for ejerforenings krav på skyldige fællesudgifter på 38.869 kr. i henhold til ejerforeningsvedtægter, der var lyst pantstiftende på afdødes ejerlejlighed, da boet behandledes som insolvent bobestyrerbo, jf. DSL § 51, jf. §§ 9 og 10. ØL stadfæstede, idet ejerforeningens krav ikke var omfattet af DSL § 10, stk. 6.


f. Midlertidige foranstaltninger

Litteratur: Bet. 1270/1994 p. 152-158 og bem. p. 59-60.

Efter DSL § 12 kan skifteretten om nødvendigt udpege en autoriseret bobestyrer til at varetage boets anliggender eller udføre bestemte opgaver i udsættelsesperioden. Reglen gælder, selv om der er findes en testamentsindsat bobestyrer. Hvorvidt en sådan midlertidig bobestyrer skal udpeges eller ej, beror ganske på skifterettens vurdering. Det er dog forudsat, at de arbejdsopgaver, der nødvendiggør antagelsen af en midlertidig bobestyrer, ikke er af ganske ubetydelig karakter. Hvor forholdene tillader det, kan arvinger og eventuelt tillige større kendte kreditorer tages med på råd, inden en midlertidig bobestyrer udpeges. Skifterettens afgørelse efter § 12, stk. 1 kan ikke kæres, jf. § 105, stk. 2.

Den midlertidige bobestyrer må alene træffe beslutninger, der ikke tåler udsættelse. Bobestyreren skal så vidt muligt afholde sig fra at foretage skridt, der vil kunne foregribe den senere bobehandling, jf. § 12, stk. 2.

Hvilke opgaver, en midlertidig bobestyrer skal varetage, må ifølge bem. p. 59 i vidt omfang bero på et skøn, hvor det bl.a. bør tillægges vægt, om et anliggende er af en sådan karakter, at en nærmere stillingtagen kan afvente boets berigtigelse. Afgørende vil det navnlig være, om der er en risiko for, at boet vil lide tab, såfremt der ikke straks gribes ind.

Som fremtrædende eksempler på opgaver, det bør overlades til en midlertidig bobestyrer at udføre, er i bem. p. 59 anført registrering og sikring af boets aktiver, såfremt det skønnes, at der er risiko for, at disse vil kunne gå tabt ved tyveri, brand eller lignende. Sikring af indboeffekter og andre løsøreeffekter vil kunne ske ved opmagasinering og tegning af forsikring. Findes der i boet let fordærvelige varer eller levende dyr, kan der ofte være anledning til at udpege midlertidig bobestyrer, der hurtigt kan tage stilling til spørgsmål om salg af varerne m.v. og pasning, salg eller aflivning af dyrene.

Endvidere kan der i boer, i hvilke der findes en igangværende virksomhed, være særlig anledning til at udpege en midlertidig bobestyrer, som da må sikre ledelsesforholdene og kontrollen med virksomhedens aktiver. Foreligger der gensidigt bebyrdende aftaler med ansatte, leverandører eller udlejere af lokaler m.v., bør den midlertidige bobestyrer om nødvendigt optage forhandlinger med de pågældende medkontrahenter med henblik på en sikring af virksomhedens fortsatte drift. Det forhold, at den ene kontraktspart afgår ved døden, vil kunne skabe en risiko for, at medkontrahenterne under henvisning til reglerne om anticiperet misligholdelse vil forsøge at frigøre sig. Det er da den midlertidige bobestyrers opgave ved forhandlinger med medkontrahenterne at søge at iværksætte ordninger, der sikrer, at kontraktsforhold, der ønskes fortsat, ikke bringes til ophør. Skønner den midlertidige bobestyrer, at der ikke er grundlag for, at boet indtræder i foreliggende gensidigt bebyrdende aftaler, må den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at kontraktsforholdene snarest bringes til ophør ved opsigelse, således at boets økonomiske tab begrænses mest muligt.

Hvor et bo, der behandles af en midlertidig bobestyrer, klart må antages at være insolvent, og hvor der foreligger behov for konkursregulering, bør den midlertidige bobestyrer drage omsorg for, at spørgsmålet om boets insolvens straks i medfør af § 43 forelægges for skifteretten. Er boet insolvent, træffer skifteretten afgørelse om insolvensbehandling, hvorefter reglerne i KL kap. 7 finder anvendelse. Efter omstændighederne kan skifteretten beskikke en midlertidig bobestyrer med den specifikke opgave at oplyse sagen således, at stillingtagen til insolvensspørgsmålet kan foretages på et forsvarligt grundlag.

Har en tredjemand inden et bos berigtigelse indgået aftale med en midlertidig bobestyrer, hvorved der er påført boet en forpligtigelse, og træffes der senere afgørelse om insolvensbehandling, stilles de af bobestyreren godkendte krav i medfør af § 72, nr. 4, som massekrav efter KL § 93, nr. 3, jf. tillige § 72, nr. 1-3, om arbejdsaftaler, leje- og forpagtningsforhold og ydelser, der er overgivet efter dødsfaldet.

Snarest muligt efter at en midlertidig bobestyrer er blevet udpeget, skal skifteretten udstyre denne med en skifteretsattest, der angiver bobestyrerens legitimation, jf. § 12, stk. 3. Denne kan i overensstemmelse med formuleringen af stk. 1 defineres bredt, men vil også kunne begrænses til nærmere specificerede opgaver.

Skifteretten kan i medfør af bestemmelsen i særlige tilfælde træffe bestemmelse om, at den midlertidige bobestyrer skal stille sikkerhed efter reglerne i § 39. Skifteretterne bør ifølge Niels-Jørgen Kaj Petersen i FM 1997.19 formentlig ikke være tilbageholdende med at anvende denne bestemmelse, når den midlertidige bestyrer har rådighed over bomidler.

I tilfælde, hvor nødvendige udgifter, herunder salær til en midlertidig bobestyrer, ikke kan dækkes i et bo, der sluttes ved boudlæg efter kap. 12, må udgifterne betales af statskassen, jf. § 12, stk. 4. Den midlertidige bobestyrers honorar fastsættes af skifteretten på grundlag af en vurdering af arbejdets omfang og det opgjorte tidsforbrug.

TFA 2016.153 ØLK: Dødsbo kunne ikke prisgive dødsbos andel i lejlighed i Italien. Arvingernes sikkerhedsstillelse nedsat.

Skifteretten i Glostrup havde antaget midlertidig bobestyrer med henblik på salg af afdødes halvdel af lejlighed i Italien. Den anden halvdel ejedes af afdødes bror. Skifteretten besluttede nu at prisgive lejligheden undere henvisning til, at statskassen i boet, som var behandlet som et boudlæg, og som ikke havde tilstrækkelige midler til at fortsætte salgsbestræbelserne, ville komme til at hæfte for foreløbige udgifter på ca. 115.000 kr., hvis disse skulle fortsætte. Hvis skifteretten skulle fortsætte salgsbestræbelserne, skulle arvingerne stille en sikkerhed på 115.000 kr. for boomkostningerne. ØL fandt, at der i medfør af DSL § 12, stk. 4, skulle stilles sikkerhed for boomkostningerne, men fandt, at beløbet burde fastsættes til 90.000 kr., da der ikke ved sikkerhedsstillelsens størrelse burde medregnes salær til den midlertidige bobestyrer. ØL bemærkede endvidere, at der - for det tilfælde, at der ikke af arvingerne blev stillet sikkerhed som krævet - ikke var hjemmel til at prisgive den faste ejendom, men at boet burde afsluttes uden afhændelse af den faste ejendom, således at der - når der var sket afklaring vedrørende denne - skete genoptagelse af boet mod sikkerhedsstillelse for omkostningerne herved.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

24-10-17