Arvens fordeling

Den legale arveret

Kvantitative og kvalitative delingsregler i rangfølge

Ægtefællens arveret

Ægtefællens skiftefordele

Ingen arvinger

Arveretsforbrydelse

Afsætning af arv til borteblevne arvinger

Tilbagebetaling af arv

Tvangsarveret


Den legale arveret.

Parentelsystemet

Børn uden for ægteskab

Adoption

Børns forlodsret


Parentelsystemet

  1. Første arveklasse: livsarvinger, jf. AL § 1

    § 1: En arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige.
    Stk. 2.
    Er et barn død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger.

     

  2. Anden arveklasse: forældrelinien, jf. AL § 2

    § 2. Har arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver hans forældre. Forældrene arver lige.
    Stk. 2. Er en af forældrene død, træder hans livsarvinger i hans sted på samme måde som bestemt i § 1, stk. 2. Er der ingen livsarvinger efter ham, arver den anden af forældrene eller dennes livsarvinger alene.

  3. Tredje arveklasse: bedsteforældrelinien, jf. AL § 3

    § 3. Er der ingen arvinger efter § 1 eller § 2, arver afdødes bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side.
    Stk. 2. Er en af bedsteforældrene død, træder hans børn, men ikke fjernere livsarvinger, i hans sted.
    Stk. 3. Mellem fædrene eller mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i § 2. Er der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.

b. Børn uden for ægteskab, jf. AL § 74

AL-kommentar p. 391-392
Arveretten p. 36-39
Arveret p. 15-17
Fisch-Thomsen i JUR 1968.205 f.
Kardel i UfR 1969 B. 287 f.
Svend Danielsen i UfR 1980 B. 33-39: Hemmeligt fødende kvinder, kuldlysning og legitimation.
K. I. Jensen i UfR 1980 B.193-195: Om kuldlysning og lignende juridiske antikviteter.
Eva Skov i FM 1994.4: "Uægte" børns manglende arveret - og hvor galt det kan gå! Omtaler en sag, hvor skifteretten i Hobro havde udleveret et bo til afdødes søn født uden for ægteskab i 1937.

Svend Danielsen i TFA 2005.1-13:: Menneskeretsdomstolens børneretspraksis. (p. 3: To sager om arveret for børn uden for ægteskab)

UfR 1990.797 ØLD: Grønlandsk anerkendelse af faderskab i januar 1963 ikke tillagt retsvirkning efter AL § 1.

UfR 1995.890 HD: Ved dom afsagt af retten i Lübeck d. 14.09.1943 blev F udlagt som "Zahlvater" i henhold til § 1717 i BGB til et barn B, født uden for ægteskab. F døde i Haderslev d. 11.07.1981 og boet delt mellem F's morbroder og F's samleverske. I 1987 anlagde B sag mod boet efter S med påstand om betaling af kr. 328.710,50 svarende til S's nettoarv. Ved afgørelsen af, om den tyske dom kunne anses som et tilstrækkeligt bevis for, at B var arveberettiget efter F, måtte det tillægges væsentlig betydning, at dommen ikke efter tysk ret tillagdes sådan retsvirkning. Efter de oplysninger, der lå til grund for rettens afgørelse vedrørende afdødes bidragspligt, herunder oplysninger om, hvorledes moderen havde lært afdøde at kende, var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at afdøde ved en dansk domstol ville være blevet anset som far til B.

c. Adoption.

AL § 4. Et adoptivbarn og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt som adoptantens livsarvinger i øvrigt, medmindre andet følger af reglerne i adoptionslovgivningen.

AL-kommentar p. 46-62
Arveretten p. 44-53
Arveret p. 17-22
Fisch-Thomsen i JUR 1968.206 f.
Jørgen Jochimsen i FM 1977.87-91: Adoption og arv. Indeholder en skematisk oversigt.

UfR 1976.967 VLD: En stedfader havde i 1974 adopteret den 16-årige stedsøn D, efter at D's moder var død. VL fandt, at retsvirkningerne af adoptionen måtte bestemmes efter adoptionslovens § 16 stk. 2, således at D havde bevaret sin arveret efter sin virkelige slægt (D's biologiske søster).

TFA 1999.65 ØLD (FM 1999.8 ØLD): M havde i 1956 adopteret et barn P efter 1923-loven med testationsforbehold. M blev skilt i 1961 og gift på ny. M havde ved sin død i 1995 kun set P nogle få gange i de sidste 30 år, og den sidste gang - 4 år før M's død - kunne M ikke genkende hende. M havde i 1988 oprettet testamente til fordel for H, subsidiært H's livsarvinger. M havde i testamentet erklæret, at han ikke havde andre livsarvinger end H. Skifteretten fandt, at P havde bevaret sin arveret. ØL fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at det havde været M's vilje, at alene H skulle arve ham, og adoptivbarnets arveret var derfor bortfaldet.

TFA 2000.38 VLD (FM 2000.82 VLD): Datter havde ikke arveret efter sin biologiske fader, idet hun d. 22.07.1959 var blevet adopteret af hendes moders nye mand, og idet der ikke var taget forbehold om, at arveretten skulle bevares.

TFA 2016.303 VLK: C, der var født i 1947 og bortadopteret i 1948, var muligvis arving i boet efter sin biologiske moder, der var død i 2008.

Skifteretten i Esbjerg afslog at imødekomme en anmodning fra C om at genoptage behandlingen af C's biologiske mors dødsbo, der var sluttet i 2008 ved forenklet privat skifte. Da C, der var født i 1947,  ifølge en adoptionsbevilling fra 1948 var datter af afdøde, kunne det ikke udelukkes, at C var arving i boet. VL ophævede derfor skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i skifteretten.

d. Børns forlodsret.

Reglerne om forlodsret er ophævet fra d. 01.01.2008

AL § 27. Arveladerens barn har ret til, såfremt det er nødvendigt for at sikre det passende underhold og uddannelse til dets 21. år, forlods at få udlagt et efter forholdene afpasset beløb. Ved fastsættelsen af beløbet kan der tages hensyn til, hvilke udgifter arveladeren har afholdt til andre børns uddannelse.
Stk. 2. Forlodsretten kan ikke indskrænkes ved testamente. Den går forud for anden arv, men fyldestgøres kun af tvangsarv, såfremt boets midler ikke i øvrigt strækker til.

AL § 28. Har flere børn forlodsret, og kan boet ikke udrede det samlede beløb, bestemmer skifteretten under hensyn til børnenes behov og forholdene i øvrigt, hvor meget der forlods skal tillægges eet eller flere af børnene.

AL § 29. Skifteretten eller bobestyreren skal påse, at forlodsret gøres gældende i boet.

AL-kommentar p. 163-168
Arveretten p. 53-58
Arveret p. 22-25
AL-kommentar p. 163-168
Ole Bohr i FM 1966.137-138
Lisbeth Christensen og Henning Broman i FM 1987.23: Reglen er nærmest bortfaldet ved desvetudo.

UfR 1968.693 ØLD: Afdødes særbarn på 2 år fik ikke medhold i påstand om forlodsret efter rettens skøn, dog ikke over kr. 10.000, da barnets kår ikke fandtes afgørende forrykket ved faderens død.

UfR 1972.907 VLD: Afdøde havde 6 voksne børn og en datter Gitte på 12 år. Gitte's legale arv udgjorde ca. 8.200 kr. Gitte fik i medfør af AL § 27 stk. 1 forlodsret, således at hun samlet arvede 15.000 kr. Muligheden for offentlig støtte til uddannelse indgik som moment ved fastsættelse..


2. Ægtefællens arveret

Ægtefællens legale arv Bortfald af arveret ved separation/skilsmisse
Ægtefællens tvangsarv
Svogerskabsarv efter den længstlevende ægtefælle

Ægtefællens legale arv

Ægtefællens tvangsarv

Svogerskabsarv efter den længstlevende ægtefælle

Arvelovens § 7, stk. 2 - gældende indtil d. 01.01.2008

AL-kommentar p. 72-77
Arveretten p. 73-84
Arveret p. 30-36
Fisch-Thomsen i JUR 1968.207-214.
Borum i JUR 1968.349-352,
Thorkild Hansen i JUR 1968.450-452,
Jørgen Nørgaard i FM 1969.71-74
Kardel i UfR 1969 B. 284-289: Nogle skifteretlige refleksioner.
Jørgen Nørgaard i UfR 1970 B.58-62: Arvelovens § 7 - endnu en gang. (kritiserer Kardels konkrete billighedsløsning som kan omskrives til: Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem der er dine arvinger)
Kardel i UfR 1970 B. 213-214: En bemærkning om Københavns byrets skifteafdelings praksis med hensyn til udlæg efter skiftelovens § 57, stk.1, jfr. § 62 b, stk. 2. (Anvendes også når førstafdøde ikke efterlader sig livsarvinger)
Jørgen Nørgaard i UfR 1971 B.33-36: Mere om gensidige testamenter og arvelovens § 7
Jørgen Nørgaard i UfR 1972 B.9-15: Mere om afgrænsningen mellem arvelovens § 7 og skiftelovens § 57, stk. 1.
Taksøe-Jensen i Suum cuique 1991 p. 236-237

HR: Ligedeling ved længstlevendes død

UfR 1994.211 VLD: AL § 7, stk. 2 fandt anvendelse i en situation, hvor længstlevende havde fået boet udleveret til privat skifte, uanset at boopgørelsen viste en negativ bo- og arvebeholdning, og uanset at boet i stedet kunne være overtaget i medfør af SKL § 57, stk. 1, jfr. § 62 b, stk. 2.

U1: Længstlevende indgået nyt ægteskab, selv om dette senere er opløst.

UfR 1972.834 ØLD: M og H1, som var barnløse, havde i 1930 oprettet et gensidigt testamente med bestemmelse om, at boet efter længstlevende skulle deles i 2 lige store dele mellem begges arvinger efter loven. Efter at H1 var død i 1950, indgik M nyt ægteskab og testerede mest muligt til fordel for H2. Antaget, at delingsbestemmelsen i testamentet fra 1930 ikke var bortfaldet ved M's indgåelse af nyt ægteskab, og at M kun kunne testere over halvdelen af sin boslod. H2 fik herefter 3/4 af boet og H1's legale arvinger 1/4 af boet. Arveret p. 260.

U2: Længstlevende efterlader sig livsarvinger

U3: Længstlevende har ved testamente rådet over hele boet

U4: Længstlevende arvet førstafdøde ex lege før 01.04.1964

U5: Boet efter førstafdøde udlagt til længstlevende som boudlæg, jfr. DSL kap. 12.

U6: Førstafdøde oprettet testamente

1. Til fordel for længstlevende

UfR 1968.136 VLD: AL § 7, stk. 2 finder alene anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet den førstafdøde i medfør af lovens almindelige regler.

2. Til fordel for andre, medmindre rene bagateller.

- U7: Boet efter førstafdøde udlagt i medfør af SKL § 57, stk. 1, jfr. SKL § 62 b, stk. 2. Denne undtagelse er ophævet pr. 01.01.1997, jf. AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. Den nye regel finder ifølge bem. p. 9 anvendelse ved længstlevendes død, selv om førstafdøde er død før d. 01.01.1997, hvilket dog ikke fremgår af overgangsreglen i § 2, stk. 2, jfr. Michael Steffensen i UfR 1996 B. 489 note 7, Claes Hersland i FM 1997. 8, Hans Engberg i FM 1997.24, Jørgen U. Grønborg i FM 1997.39 og AL-kommentar p. 113. Hvis længstlevende ikke ønsker, at AL § 7, stk. 2 og 3 skal finde anvendelse, således at længstlevende har fået nye legale arvinger pr. d. 01.01.1997, kan længstlevende ifølge bem. p. 9 blot oprette testamente til fordel for sin egen slægt - forudsat at længstlevende er testamentshabil.

FM 1998.134: M, der i juli 1995 havde overtaget boet efter H i medfør af SKL § 57, jfr. § 62 b, stk. 2, døde i 1997 uden at efterlade sig arveberettigede slægtninge. Skifteretten i Roskilde fandt, at H's søskende og disses livsarvinger i medfør af AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. var arvinger i boet, hvilket justitsministeriet tiltrådte.

UfR 2001.55 HD (FM 2000.57 ØLD):  M, der havde 2 særbørn, var død i 1981, og boet  blev udlagt til H  efter SKL § 57, stk. 1, jfr. § 62 b, stk. 2. H døde i 1998 og efterlod sig ikke livsarvinger, men alene 3 brødre. Skifteretten i Roskilde antog, at boet skulle deles efter AL § 7, stk. 2. Særligt når hensås til, at forarbejderne til AL § 7 b, stk. 2 ikke sås at have taget klart stilling til spørgsmålet, fandt ØL ikke grundlag for at fortolke henvisningsbestemmelsen i AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. således, at også livsarvinger efter førstafdøde, som ikke er omfattet af AL § 7, stk. 2, tager arv efter længstlevende, når denne har udtaget boet efter 150.000 kr.'s reglen. Hele boet skulle herefter tilfalde H's 3 brødre. Højesteret fandt, at AL § 7 b, stk. 2, 2. pkt. fandt anvendelse i et tilfælde, hvor førstafdøde ægtefælle var død før d. 01.01.1997. Bemærkningerne talte for, at AL § 7 b, stk.2 ikke omfatter tilfælde, hvor der er livsarvinger efter førstafdøde. (3-2). Landsrettens dom er komm. af Henning Bromann i FM 2000.57, som mener, at AL § 7, stk. 2 bør ændres.

- U8: Førstafdøde efterlod sig livsarvinger, som er afgået ved døden, medens længstlevende hensidder i uskiftet bo. Denne undtagelse er ligeledes ophævet pr. 01.01.1997, jfr. AL § 24, 2. pkt. Reglen må også gælde, selv om førstafdøde er død før d. 01.01.1997, blot den sidste af førstafdødes livsarvinger dør efter d. 01.01.1997.

d. Bortfald af arveret ved separation, skilsmisse og omstødelse

1) Den legale arveret.

AL-kommentar p. 200-203
Arveret p. 30

UfR 1969.640 Dom afsagt af Ballerup Skifteret: Den fraseparerede H tillagt arveret i boet efter M, idet det fandtes godtgjort, at parterne aftenen før M's død havde aftalt, at de ville genoptage samlivet. Jfr. Familieret p. 157 f.

FM 1995.152 ØLK: M og H var blevet separeret d. 16.08.1994, og M var fraflyttet den fælles bolig. M døde d. 15.02.1995, hvorefter H begærede boet udleveret til hensidden i uskiftet bo. Skifteretten fandt det ikke bevist, at parterne inden dødsfaldet havde aftalt, at samlivet skulle genoptages, og fandt det i øvrigt ikke godtgjort, at samlivet var genoptaget. H's begæring om boets udlevering blev herefter afvist. ØL stadfæstede.

TFA 1997.105 VLD (FM 1997.138): M og H var blevet separeret ved bevilling af 20.06.1994. M døde d. 14.09.1994. Antaget, at det ikke var godtgjort af H, at der efter separationen fortsat havde bestået eller var blevet etableret et sådant faktisk samliv mellem parterne, at separationens virkninger dermed var bortfaldet. Dissens.

TFA 1998.176 ØLD: M og H var blevet separeret d. 22.04.1994. M døde d. 27.12.1996. H havde hele tiden efter separationen været tilmeldt folkeregistret andetsteds end M. ØL fandt ikke, at H havde godtgjort, at hun og afdøde efter separationen havde fortsat eller genoptaget samlivet på en sådan måde eller i et sådant omfang, at separationen kunne anses for bortfaldet i relation til arveretten.

TFA 2001.274 VLD (FM 2001.77 VLD): M og H var blevet separeret d. 16.12.1997. H døde d. 23.09.1998, og boet blev udlagt som boudlæg til M tillige med H's 3 særbørn. H efterlod sig to livsforsikringer med en samlet forsikringssum på ca. 260.000 kr. med begunstigelsesklausulen "mine nærmere pårørende". VL fandt - i modsætning til skifteretten i Kjellerup -, at separationen var bortfaldet, idet samlivet måtte anses for at være fortsat efter separationen, jf. ÆL § 30, og denne derfor måtte anses for bortfaldet i foråret 1998. Det var på denne baggrund uden betydning, hvordan samlivet havde været den sidste tid, inden H døde, eller at hun da ønskede skilsmisse.

FM 2001.172 ØLK: M og H var blevet separeret d. 05.04.2001. H døde d. 05.07.2001 efter 3 dages hospitalsindlæggelse. H skulle være fraflyttet den fælles lejlighed d. 15.07.2001. M's anmodning om uskiftet bo blev ikke taget til følge, da separationen ikke var bortfaldet.

2) Testamentarisk arveret.

AL-kommentar p. 247-251
Fisch-Thomsen i JUR 1968.221: Reglen finder analog anvendelse ved samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelser.

UfR 1990.348 ØLD: Et ugift par, M og K, havde levet sammen fra 1963 til 1984. De havde i 1971 oprettet gensidigt testamente. K døde i 1987. Antaget, at samlivet var ophævet på grund af uoverensstemmelser i 1984, og ikke senere genoptaget eller aftalt genoptaget. Godtgjort, at testamentet var bortfaldet efter en analogi fra AL § 49.

UfR 1991.356 ØLD: 2 mænd, A og B, som havde bofællesskab, og som ville drive tobaksforretning sammen, havde i 1967 oprettet gensidigt testamente, hvorefter den længstlevende skulle være universalarving. I 1979 ophævedes bofællesskabet, og A døde i 1989. Skifteretten i København fandt, at AL § 49, stk. 2 ikke fandt anvendelse, da testamentet var oprettet af 2 mænd. ØL anså testamentet for genkaldt i medfør af en analogi fra AL § 49, stk. 2.

Dom afsagt af Skifteretten i Vejle d. 22.08.2000 (BS 3/2000) M og H havde i 1981 oprettet et notartestamente, hvorefter M's særbarn født i 1965 alene skulle arve sin tvangsarv. De blev separeret i 1986 og skilt i 1988, og M indgik nyt ægteskab i 1990. M døde d. 28.08.1999 og efterlod sig en formue på ca. 1,5 mio kr. Antaget, at bestemmelserne i testamentet til fordel for H og H's slægtninge måtte anses for genkaldt ved separationen i 1986, jfr. AL § 49. Testationerne til fordel for M's slægtninge måtte anses for tilbagekaldt ved M's indgåelse af nyt ægteskab og M's adoption af H2's særbarn. Der var derimod ikke holdepunkter for, at M havde anset testamentets bestemmelse om begrænsning af særbarnets arv til tvangsarv for tilbagekaldt. M havde de sidste 15 år ikke haft nogen kontakt med sit særbarn, og M havde opbevaret det originale testamente fra 1981 sammen med sine øvrige personlige papirer, som H2 skulle overgive til advokaten, hvis han døde først. Særbarnet skulle derfor alene arve sin tvangsarv.


4. Ingen arvinger

AL § 95

Bekg. nr. 1552 af 18.12.2007 om arv, der tilfalder staten

Justitsministeriets adgang til at afstå arv, der tilfalder staten, er videreført i § 95 med en række ændringer, der tilpasser bestemmelsens ordlyd til Justitsministeriets praksis.

Der er i § 96 indført en særlig adgang til domstolsprøvelse ved skifteretten af Justitsministeriets afgørelse.

Albert Christensen i ADV 1984.21 f.: Kan forældre til psykisk udviklingshæmmede børn testere på børnenes vegne?

Marianne Holdgaard og Bodil Selmer i TFA 2017.136-146: Vil staten afstå arv til slægtninge?

I 1994 arvede staten 9,9 mio. kr., jfr. Drejer-rapporten p. 15. I 2014 arvede staten 110 mio kr. I 2015 arvede staten 87 mio. kr.

Flemming Sorth i FM 2000.85-86: Arvingsløse kapitaler. (Anbefaler, at der udfærdiges nye forskrifter for bobestyreres behandling af sådanne boer)

FM 2000.97: Justitsministeriet afstod i medfør af AL § 71, stk. 2, 2. pkt. en arv på ca. 215.000 kr. til en fætter af afdøde. Det var af fætteren og tre andre vidner i skifteretten i Frederikssund forklaret, at afdøde gennem årene havde givet udtryk for, at fætteren skulle arve ham. Fætteren havde på dødsdagen hævet 100.000 kr. på afdødes bankbog. Komm. i FM 2000.98 af Henning Bromann, der finder, at afgørelsen bryder med den hidtidige strenge praksis om, at man ikke kan reparere på et manglende testamente, medmindre der er en særlig grund hertil. Fætterens brug af selvbetjeningsprincippet burde have haft væsentlig negativ indflydelse på afgørelsen.

FM 2001.171. Justitsministeriet afslog at afstå en arv på knapt 2 mio. kr. i medfør af AL § 71, stk. 2, 2. pkt. til afdødes fætre og kusiner, da der ikke forelå skriftlige optegnelser fra afdøde eller sikre udsagn fra uvildige vidner om afdødes sidste vilje. Der var heller ikke godtgjort et så nært forhold mellem parterne, at dette kunne begrunde en afståelse.

UfR 2006.967 ØLD: D havde kort før sin død i 2002 oprettet testamente, hvori det var oplyst, at D ikke efterlod sig livsarvinger, og hvorefter A skulle være hans universalarving. I 2003 fik A udbetalt ca. 578.000 kr.. fra boet efter D. I 2005 modtog skifteretten i Tåstrup en henvendelse fra boet efter S, der var afgået ved døden i 2004. Det fremgik heraf, at D i 1948 havde anerkendt faderskabet til S. Boet efter S krævede, at A skulle aflevere halvdelen af den modtagne arv. A havde brugt en stor del af arven til støtte af hendes familie i Thailand. S efterlod sig ingen arvinger. ØL fandt det efter omstændighederne i sagen utvivlsomt, at Justitsministeriet - hvis sagen var blevet forelagt på skriftligt grundlag - ville have afstået arven efter S til A, jf. AL § 71, stk. 2. Allerede af denne grund tiltrådte ØL, at kravet mod indstævnte skulle bortfalde i medfør af DSL § 104, stk. 4.

UfR 2012.2234 ØLD (TFA 2012.372/1 ØLD): A, der døde som 61-årig i 2009, efterlod sig ikke arvinger hverken efter loven eller efter testamente. Af boets åbningsstatus fremgik, at der i boet var en formue på ca. 6 mio. kr. 5 fætre og kusiner, S, anmodede om, at Justitsministeriet i medfør af AL § 95, stk. 2 eller stk. 3, skulle afstå arven til fordel for dem.  Retten i Odense bestemte, at arven skulle afstås til de fem fætre og kusiner. ØL udtalte bl.a., at bevisbyrden for, at betingelserne herfor var opfyldt, påhvilede S. Efter bevisførelsen fandt ØL det ikke godtgjort, at A mundtligt havde fremsat sådanne udtalelser eller tilkendegivelser, at der forelå et mundtligt testamente om A's sidste vilje. ØL lagde bl.a. til grund, at S i deres barndom havde haft hyppig familiemæssig kontakt navnlig med A's forældre, og at de i deres voksne liv havde haft en hyppig telefonisk kontakt med A, og at de bortset fra de senere år tillige regelmæssigt havde besøgt A. Imidlertid fandtes det ikke herved med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at S' forhold til A havde været så nært, at der var grundlag for at lade Justitsministeriet afstå arv til S. Komm. af Marianne Holdgaard og Bodil Selmer i TFA 2017.136-146: Vil staten afstå arv til slægtninge?


6. Afsætning af arv til borteblevne arvinger.

Lov om borteblevne kap. 6


7. Tilbagebetaling af arv:

Lov om borteblevne § 18:

Jens Anker Andersen: Skifteret. Dødsboer p. 294-296.

Arveret p. 342

UfR 1972.1025 HD: M døde d. 31.12.1964 og H sad i uskiftet bo med døtrene A og B. B, som var gift med S, døde barnløs i 1967. H døde i 1968, og S fik på det private skifte fejlagtigt udbetalt 3/16 af det uskiftede bo - kr.12.207. Antaget, at der forelå en vildfarelse med hensyn til klare og simple retsregler, hvorfor det var åbenbart, at S ikke havde krav på arv i boet. Uanset at S måtte antages at have været i god tro, blev S tilpligtet at tilbagebetale beløbet, der måtte anses for at være i behold. Resultatet støttes tillige af § 25 i lov om borteblevne. Komm. af H. Urne i UfR 1973 B.180-181.

UfR 1994.748 VLD: B havde i 1989 arvet ca. kr. 90.000 netto efter sin farbroder, som tilsyneladende var barnløs. I 1992 krævede A, som da havde fundet ud af, at han var søn af afdøde, nettoarven tilbage fra B, som blev dømt til at betale kr. 20.000 til A, svarende til det beløb, som B havde tilbage af arven, da hun blev bekendt med A's krav. A's krav fandtes i øvrigt at burde bortfalde, jf. lov om borteblevne § 18, stk. 2, da B's forbrug af arven havde været rimeligt begrundet i erhvervelsen af arven.

TFA 2005.430 VLD: F boede ved sin død d. 05.06.1998 i Luzern, Schweiz. Hele boet på ca. 31,5 mio kr., der blev behandlet i Schweiz, tilfaldt F's søn S som enearving. F var i 1931 pålagt af svare bidrag til D, som var død i 1984. D's to sønner, A og B, anlagde ved VL sag mod S med påstand om , at de som forbigåede arvinger hver skulle have 1/8 af boet eller godt 3,9 mio kr.  VL fandt, at kravet, for så vidt det støttedes på lov om borteblevne § 25, stk. 1, var et berigelseskrav, der i givet fald skulle indgå i en samlet skiftebehandling af dødsboet efter F. Kravet måtte under de givne omstændigheder anskues på samme måde, også selv om det støttes på erstatningsretlige eller andre principper, da kravet uanset den retlige kvalifikation vedrørte fordelingen af midlerne i dødsboet efter F. På den baggrund fulgte det af DSL § 2, stk. 1 og 2, at danske domstole ikke havde kompetence til at behandle søgsmålet. VL tog derfor sagsøgtes påstand om afvisning til følge.

8. Tvangsarveret

Rasmus Kristian Feldthusen i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999 p. 18-36: Tvangsarveretten ind for et nyt årtusinde.

Kirsten Reimers-Lund i Festskrift til Finn Taksøe-Jensen, 1999, p. 158-168: Er tiden løbet fra tvangsarv? (Går ind for afskaffelse af myndige livsarvingers tvangsarveret)

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

18-10-17