Forvaltning af familieretligt samvær
af lektor LL.M., ph.d. Annette Kronborg, Københavns Universitet. Oktober 2000.
I artiklen behandles statsamternes forvaltning af reglerne om forældremyndighed og samvær. Det vurderes, at forvaltningen i dag overspiller sine muligheder for at påvirke forældres indbyrdes konflikter om deres børn.
Ægteskabet var indtil midten af det 20. århundrede den almindelige ramme for
familielivet. Loven havde ægteskabet som den legitime ramme for børneopdragelse. Meningen med to-somhed skulle i mindre grad skabes nedefra af det
enkelte ægtepar, men var givet ovenfra med ægteskabsinstitutionen. Ægteskabets
normer var konstituerende for samfundets fællesskab, og ægteskabets gyldighed kom
med dette. Ægteskabet var grundlaget for ægtefællernes individuelle pligter, rettigheder
og ansvar forankret i samfundsnormer. Det var på grundlag af ægteskabet muligt at
beskrive den retmæssige ægteskabelige adfærd. Ægtefællerne skulle være tro mod
ægteskabet, ikke blot i seksuel forstand, men også over for den indbyrdes personlige
og økonomiske arbejdsdeling. Individet bevægede sig i dette normative rum, og den
enkeltes adfærd blev evalueret heri.
Retten understøttede en balance i ægtefællernes indbyrdes forhold, ud fra hvilken
skyld blev placeret, og billighed fik fylde. Rettens formål var i de enkelte konflikter at
ekskludere den utilstrækkelige af ægtefællerne fra familien. Retten var et korrektiv til
afvigende adfærd og benævnes derfor som korrigerende ret.
Det fulgte af myndighedsloven fra 1922, at det ved separation og skilsmisse i en
forældremyndighedstvist var afgørende, "Hvad der særligt under Hensyn til Børnenes
Tarv findes billigt. Er det godtgjort, at den ene af Forældrene væsentligt bærer
Skylden for Samlivets Ophævelse, og skønnes de begge lige egnede til at opdrage
Børnene skal den anden af Forældrene være nærmest til at få Forældremyndigheden."
Det primære i det retlige skøn var således ifølge ordlyden billighed. Retten fungerede
korrigerende. I tiden efter vedtagelse af loven blev barnets tarv glidende mere dominerende i det retlige skøn, og billighed blev tilsvarende et mindre betydningsfuldt
element og forsvandt ud af lovteksten i år 1986. I takt hermed aftog rettens korrigerende karakter. Skyld blev fortrængt fra familieretten, som en umoderne
betragtning i forhold til forestillingen om det selvbestemmende individ frisat fra de
traditionelle normer, som der i samfundet var gjort op med.
Den skyldige ægtefælle bevarede dog også tidligere med indførelsen af myndighedsloven samværsret med sine børn, men antallet af sager var i første halvdel
af det 20. århundrede få. Omfanget af den enkeltes samvær fastsat af myndighederne
var begrænset, og den retlige beskyttelse af samværsretten gik ikke langt, for så vidt
som den blev ophævet, hvis den var konfliktskabende. Forvaltningen af samvær foregik i skyggen af de ægteskabelige normer og indebar, at forældrene havde et fælles
ansvar for et eventuelt fremtidigt samarbejde om deres fællesbørn, som var af begrænset familieretlig og forvaltningsmæssig relevans.
Opbruddet med ægteskabeligt samliv som den eneste legitime form for samliv, kvindernes kamp for ligestilling og deres ændrede rolle i erhvervslivet i midten af det
20. århundrede indebar, at der blev rokket ved de traditionelle normer for forældreskab. Samlivsformerne blev i højere grad et privat anliggende.
Skyld-vurderinger tabte terræn i takt med, at samfundsnormerne ændrede sig, og
familiemønstrene blev mere varierende, efterhånden som kvinder og mænd i samfundsmæssig henseende formelt fik et mere jævnbyrdigt forhold. Ægteskabets
svækkede samfundsmæssige betydning medførte, at retten mistede en samfundsforankring af de retmæssige familieforhold og dermed billedet på det gode
familieliv. Retsgrundlaget måtte ændres, så reglerne kunne rumme de varierende
familiemønstre. Ændringen blev fra ret og det relationelle mellem forældrene til
velfærd og fokus på barnet.
Forestillingen om, at det gode familieliv rummer både en mor og en far, gennemtrængte fortsat retten. Denne forestilling blev opretholdt efter normbruddet,
fordi der fandtes stærke ønsker i samfundet om, at både kvinder og mænd havde
adgang til familielivet. Helhedstænkningen om familien forsvandt med ophøret af
ægteskabet som den eneste legitime ramme for familien, men værdierne forblev familien som en helhed. Derfor måtte der samarbejde til for at fastholde helheden.
Hvis en familie efter et opbrud fortsat skulle anerkendes som et familiemønster af
retten - i modsætning til tidligere - så måtte trådene holdes sammen af en myndighed.
Normopløsningen havde skabt en individualisering i familien, hvor familiemedlemmerne i højere grad betragtedes som et antal af enkelte individer end
som en enhed. Uden forældrenes samarbejde gik den individualiserede familie i
stykker som billedet på det gode familieliv, og alternativet til samarbejde for at bevare
billedet af kernefamilien var fortidens faste rammer, som passede nutidens frisatte
individer dårligt. Brud på samarbejdsprincippet var derfor at sammenligne med tidlige
tiders skyld.
Normopløsningen gjorde ikke behovet for afgørelser om parternes familieretlige
forhold mindre, men den retmæssige adfærd kunne ikke længere i samme grad vurderes på forældrenes ydre adfærd udfra forud fastlagte og kulturelt indlejrede
ægteskabelige normer. Afgørelserne måtte derfor nu bygge på det, der var tilbage efter
normbruddet, nemlig forældrenes personlige indre forhold. Rettens tidsmæssige perspektiv ændredes ligeledes som et resultat af normopløsningen. Fra at have været
rettet mod at evaluere forældrenes tidligere adfærd forskød vurderingen sig fra dette
bagudrettede perspektiv til et fremadrettet perspektiv i en vurdering af, hvilken
afgørelse der vil være til barnets bedste i fremtiden. Retten ændrede herved væsen fra
at være dømmende til at forsøge at forbedre mulighederne for det gode fremtidige
forældreskab til gavn for barnet. Statsamtets interesse for familiens fortid måtte nu
konkurrere med en stigende konstruktiv interesse for familiens fremtid. Retsnormen
var samarbejde.
Som følge af den stigende kompleksitet i samfundsnormerne rettes arbejdet i statsamterne mod de specifikke relationer i den enkelte familie. Det er denne nye
optagethed af fremtiden for den enkelte familie i den konkrete forvaltning, der er
begrundelsen for at karakterisere retten som normaliserende. Det normative rum, som tidligere var sat af ægteskabet, forvandledes i denne efterfølgende epoke til en
flerhed af fænomener med det formål at pleje samarbejdet mellem forældre. Disse
behandles nedenfor opdelt i følgende afsnit: a) Menneskerettigheder, b) Rådgivning, c)
Korrekthed i lovgivningen, d) Psykologi og e) Mægling.
a. Menneskerettigheder
FN´s børnekonvention anvender en retlig terminologi, men der er ved en nærmere
karakteristik tale om forestillinger om det gode på et retligt metaplan, og som derfor i
forhold til national ret fremstår som en etisk målestok. I tråd hermed nævnes i
kommissoriet bag betænkningen fra 1994 "Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning", at det skal vurderes af udvalget,
om dansk ret er i overensstemmelse med konventionen. Konventionens funktion som etisk målestok kan skabe den fejlagtige opfattelse, at konventionen giver en anvisning
på det gode. Dette ville være at overvurdere den etiske diskurs indflydelse på det gode
liv. Det etiske konstitueres ikke af vore tolkninger, og det står og falder ikke med
vores skiftende diskurser om det. Sagt med andre ord; et barn får det ikke bedre af, at
nogen måtte mene, at barnet har det godt.
Særligt artikel 18, stk. 1, nævnes i "samværs-debatten". Ifølge artiklen skal
deltagerstaterne bestræbe sig på at sikre anerkendelse af princippet om, at begge
forældre har fælles ansvar for barnets opdragelse og udvikling. Der er inden for den
menneskeretlige diskurs skabt en formodning for, at samvær med begge forældre er
godt for barnet. Tilsvarende formodning findes ikke inden for andre vidensområder,
herunder psykologi og sociologi.
Menneskerettighederne er blevet et element i den ideologiske overbygning, som de
retlige instanser, herunder forvaltningen, betjener sig af. De er dukket op med introduktionen af den normaliserende forældreret.
b. Rådgivning
Statsamtet skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om
forældremyndighed og samvær. Formålet er at hjælpe parterne til at løse konflikter
under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Rådgivningen varetages af socialrådgivere, psykologer og psykiatere.
Forløberen for bestemmelsen - myndighedsloven § 27 a - blev indført ved 1985-reformen og introducerede en pligt for statsamterne til at tilbyde rådgivning,
hvilket allerede på daværende tidspunkt var introduceret i nogle statsamter.
I forarbejderne til 1985-reformen er der lagt vægt på, at det er ønskeligt, at familien
selv løser de konflikter, der opstår i forbindelse med den ændrede situation for
familien.
I betænkningen fra 1994 (s. 156) nævnes, at "rådgivningen styrker forældrene i at
bruge egne ressourcer på bedre at blive i stand til at komme overens ... En kvalitet i
rådgivningen kan være forældrenes oplevelse af at komme til orde og en følelse af at
blive hørt og forstået, hvilket kan give en mulighed for at omvurdere og kaste nyt lys
over gamle konflikter og at hjælpe dem til at acceptere og "begrave" fortiden ... Der er
ikke tale om et egentligt terapeutisk forløb, men rådgiverne anvender deres terapeutiske sagkundskab til at bibringe det nye familiesystem nogle redskaber til
konfliktløsning." Heroverfor står Mai Heide Ottesens kritiske spørgsmål om, det er "...
realistisk at have forventninger til, at et rådgivningsforløb, der gennemsnitligt varer 2,2
timer, ikke kun skal udvirke kriseintervention med henblik på konkret problemløsning,
men tillige skulle kunne ændre så grundlæggende på strukturerne i parternes indbyrdes
samspil, at det udmønter sig i en egentlig adfærdsændring, dvs. i et kvalitativt
forbedret samarbejde?"
Svaret på spørgsmålet må findes i det forhold, at rådgivningen ikke kun har til formål
grundlæggende at ændre på parternes konflikt, men også det mere beskedne formål
blot at påvirke forældrenes ydre adfærd. I betænkningen fra 1994 (s. 166) nævnes, at
"[d]et burde kunne "betale sig" at samarbejde om, hvad der er bedst for barnet.
[fodnote udeladt] Det kunne være et tegn på manglende overskud til at handle ud fra
barnets interesser, at man - uden en rimelig begrundelse - nægter at deltage i rådgivningen for at finde en for barnet optimal løsning med regelmæssig kontakt med
begge forældre efter samlivsophør. Nægtelse af at deltage i rådgivning kan således som
et aspekt være medvirkende til, at man ud fra en samlet vurdering af sagen finder, at
den anden forælder er mere egnet til at have forældremyndigheden over barnet. [fodnote udeladt]"
Forældrenes adfærd under selve samværssagen er et let tilgængeligt faktum at inddrage
i grundlaget for afgørelsen. Ved at medvirke til rådgivning kan den enkelte fremstille
sig selv over for sagsbehandleren som en samarbejdsvillig person. Et forhold der - set
fra den enkelte forælders synsvinkel - muligvis vil indgå i det retlige grundlag for
statsamtets efterfølgende afgørelse om samvær.
En konsekvens af, at rådgivningen foregår i statsamtet, er, at forældrene ikke oplever,
at der reelt er vandtætte skodder mellem et rådgivningsforløb og deres sag. Dette
skyldes, at rådgiverne er kollegaer i statsamtet med dertil hørende personlig indbyrdes
omgang. Desuden vil der ofte på samværssagen findes et notat om, hvorvidt parterne
har modtaget et tilbud om rådgivning. Der efterlades en fornemmelse af, at en reel
adskilthed mellem rådgivende og besluttende myndighed er en illusion.
En begrundelse for dette faglige samarbejde følger af betænkning 1994 (s. 168), hvor
samarbejdet anses for at være "af stor værdi både for statsamtsjuristerne og for de
børnesagkyndige rådgivere. Begge grupper har fået større forståelse for de problemer,
som de juridiske konstruktioner forældremyndighed og samvær kan give anledning til,
og for, hvordan de bedst kan løses under skyldig hensyntagen til de fremtidige familierelationer." En begrundelse som således ikke tager udgangspunkt i at værne om,
at den enkelte oplever, at rådgivning og den retlige forvaltning reelt holdes adskilt,
men derimod i en forbedring af den professionelle håndtering af familiekonflikter.
Det uklare forhold mellem rådgivning og retlig forvaltning afspejler, at de professionelle i statsamtet søger at påvirke forældrene i retning af et indbyrdes
samarbejde uden sikkerhed for, om forældrene personligt kan stå inde for resultatet af
rådgivningen. Rådgivning er således at betragte som et instrument for statsamtets
normaliserende virke.
c. Korrekthed i lovgivningen
Rettens normaliserende karakter har medført en forskydning i lovgivningsarbejdet fra
at normere den enkeltes retsstilling til at beskrive det korrekte forældreskab - at
samarbejde. Denne forskydning indebærer, at lovgivningens signalværdi er blevet en
accepteret begrundelse i forarbejder til lovgivningen. Denne ændring kan forklares
med, at statsamtet har udvidet sit aktivitetsområde. Statsamtets virksomhed består
ikke blot af enkeltstående retsafgørelser. Andre aktiviteter er forskellige kommunikationstilbud i form af rådgivning og mægling, som har til formål at påvirke
forældrene i en god retning - normeret af lovens signalværdi. Loven udgør i dette
arbejde en del af den ideologiske overbygning. Den er et instrument for normpleje i
den enkelte familie.
Ved 1995-reformen har der fundet en markant ændring sted i lovgivningsstilen eksemplificeret i det følgende. Afsæt i negative billeder af fædre ses ikke længere som
begrundelsesform i forarbejderne, eksempelvis at nogle fædre vil misbruge en adgang
til søgsmål. Der er tænkt positivt/korrekt. Lovens påvirkning af den enkeltes holdning
er nu i modsætning til tidligere blevet en tilfredsstillende begrundelse for en
lovændring. Udtrykket samværsret er blevet erstattet med samvær for at nedtone
rettigheder og pligter i forbindelse med forældrekontakten og dermed fremhæve, at det
centrale er at bevare barnets forbindelse med begge forældre. Desuden er modarbejdelse af samvær blevet nævnt i loven som et hensyn, der skal tillægges vægt
i forbindelse med afgørelser om overførsel af forældremyndigheden:
"Formålet hermed er at signalere, at begge forældrene bør medvirke til gennemførelsen af samvær, således at barnet kan bevare en stabil kontakt også til den af forældrene, som det ikke bor hos."
Ved 1985-reformen var dette blevet forkastet med følgende begrundelse:
"[Det vil] ikke være hensigtsmæssigt i selve lovteksten om ændring af forældremyndigheden særligt at fremhæve modarbejdelse af samværsretten som ændringsgrund frem for de utallige andre grunde, der i lige så høj grad kan give anledning til krav om ændring på grund af modarbejdelse af samværsret."
Ved 1995-reformen blev indført en hjemmel til, at statsamterne kan fastsætte bestemmelse om telefonkontakt og anden kontakt end samvær mellem en forælder og
barnet bl.a. med følgende begrundelse:
"En skrivelse fra statsamtet, udformet med denne hjemmel, vil utvivlsomt have psykologisk betydning i familierne. Man må imidlertid gøre sig klart, at en afgørelse af denne karakter ikke direkte kan gennemtvinges eller sanktioneres, f.eks. gennem fogedbistand eller tvangsbøder."
Perspektivet i lovens beskrivelse af forældremyndighedens indhold er blevet ændret
fra udelukkende at være forældrenes til også at indeholde et børneperspektiv svarende
til FN´s børnekonvention. Herved signaleres, at det korrekte forældreskab tager
udgangspunkt i barnet. Ordlyden af bestemmelsen om forældremyndighedens indhold
introducerede således i 1985-reformen barnets interesser og behov som det retligt
relevante afsæt for udøvelse af myndigheden for så ved 1995-reformen at føre
udviklingen videre - i retning af fokus på barnet - ved at introducere en ret for barnet.
Ved 1995-reformen er der åbnet for, at statsamterne kan udfærdige samværsresolutioner til forældre, som har del i forældremyndigheden. Hermed har
man begrebsmæssigt udvidet området for fælles forældremyndighed til en gruppe af
forældre med flere konflikter end før reformen, da forældre ikke længere behøver at
være enige om en samværsordning for at have fælles forældremyndighed. Det vil sige,
at forældre, som ikke er enige om en samværsordning og som før reformen ikke var
omfattet af begrebet fælles forældremyndighed, nu er omfattet. Dette indebærer, at
forældre med fælles forældremyndighed nu også omfatter forældre, der har et relativt
højt konfliktniveau, og hvor det faktiske fællesskab er yderst spinkelt. Herved har
fælles forældremyndighed begrebsligt fået en stærk ideologisk karakter, da fællesskabet mere er ifølge den retlige betegnelse af forældreskabet end nødvendigvis
en realitet.
I forlængelse af ændringerne i begrundelsesformen ved 1995-reformen som beskrevet
ovenfor kan afskaffelse af revselsesretten i 1997 nævnes, da denne lovændring også
vedrører forældremyndighed og er udtryk for en øget vægtning af lovens signalværdi
som begrundelse for lovgivning. Følgende er bemærkninger til lovforslaget:
"[Børne]konventionen indeholder ikke noget specifikt revselsesforbud, men artikel 19 forpligter konventionslandene til at træffe alle passende forholdsregler med henblik på at beskytte børn mod fysisk eller psykisk vold og andre former for overgreb, mens barnet er i forældres og andres varetægt ... en afskaffelse af revselsesretten vil være helt i overensstemmelse med Børnekonventionens ordlyd om at beskytte barnet mod alle former for vold. ... En klar lovgivning på området og en klar information om intentionerne er vigtige forudsætninger for at ændre befolkningens holdning til spørgsmålet om anvendelse af fysisk afstraffelse af børn."
Begrundelserne for lovgivningen om forældremyndighed og samvær i 1990´erne har
således været at beskrive det korrekte forældreskab. Lovgivningen er den retlige
ramme for rettens normaliserende virke.
d. Psykologi
I det 20. århundredes sidste årtier har psykologerne vundet indpas i arbejdet i
statsamterne. De deltager i rådgivningen, de udfærdiger børnesagkyndige erklæringer
til belysning af familiernes forhold til brug for den konkrete sagsbehandling, og endelig
- som sidst tilkommende opgave - fungerer de som mæglere, som beskrevet nedenfor
under pkt. e.
Der er i denne periode sket et skred i forståelsen af familieproblemer fra det materielle
til det psykologiske. Når børns situation diskuteres mellem eksperter i kommunalt regi,
er der tale om en psykologisk samtale, hvor forældrenes umodenhed, symbioser, manglende indsigt i børns behov, grænseoverskridende relationer, karakterafvigelser,
psykiske lidelser m.v. indkredses og overvejes i forhold til de mulige konsekvenser for
barnet. Tine Egelund udtrykker det således, "at det psykologiske liv
dekontekstualiseres. Menneskets indre får selvstændig liv, og linierne til omverdenen
og sociale betingelser kappes". Det er på grundlag af den psykologiske viden, at der
tales om menneskets indre svagheder i statsamtet. Svagheder som er defineret ud fra
normen om samarbejde. Således inddrages den psykologiske ekspertise i rettens normaliserende virke.
Sager om samværschikane afgøres udfra forestillingen om, at begge forældre skal have
mulighed for at tage del i barnets opvækst. Sund fornuft bør kunne sige enhver, at
børn ikke nødvendigvis får en bedre opvækst af at have kontakt med både deres mor
og far. Den gode barndom beror naturligvis på karakteren af de relationer, barnet
indgår i, uanset til hvem disse er. Forestillingen om, at den bedste barndom er med
begge forældre, er med andre ord ikke grundlagt på empirisk viden, men må have sit
udspring i normen om samarbejde, som har afløst den tidligere skyldvurdering, og det
fortsatte ønske om, at der er plads til både mødre og fædre i familierne, som beskrevet
ovenfor i afsnit I. Der er derfor nærmere tale om en vurdering af, om forældrene lever
op til normen, end om deres børn har det godt, når der skal tages stilling til, om
samværschikane kan begrunde en overførsel af forældremyndigheden over barnet. Et
retligt kriterium om "samværschikane" for overførsel af forældremyndigheden må
derfor betragtes som en vurdering, der mere knytter an til forældrenes egnethed som
forældre end til barnets bedste. "Egnethed" er det delmoment i forældremyndighedssager, der traditionelt har været den mest isolerede betragtning af
forældrenes forhold sammenlignet med betragtninger, der har fokus på barnets personlige relationer: nærhed, intimitet, tryghed, stabilitet m.v. Forhold, der typisk
indebærer mindre egnethed, er sindssygdom eller anden psykisk forstyrrelse, manglende åndsudvikling, svært alkohol- eller narkotikabrug, livstruende sygdom eller
alvorlig legemlig mangel samt langvarig strafafsoning. Indførelse af "samværschikane"
som et hensyn ved en afgørelse, som i øvrigt tager udgangspunkt i barnets velfærd, er
ensbetydende med, at evnen til at samarbejde plantes i hjertet af rettens konstruktion
af mennesket. Afvigelser fra normen bliver til en egenskab ved den pågældende person, der blotlægges ved en psykologisk orienteret beskrivelse af den enkelte.
Forældre, som ikke samarbejder, betragtes ligesom de åndsvage og sindssyge, som
mindre egnede forældre. Således betjener den normaliserende ret sig af den psykologiske
diskurs.
e. Mægling
Københavns Statsamt har siden 1998 tilbudt konfliktmægling som et alternativ til
sagsbehandling til forældre, hvor mægling ikke på forhånd har været anset for
formålsløst. Formålet med tilbuddet er, at forældrene selv kan tale sig frem til
løsninger og aftaler med bistand fra to mæglere, en jurist og en psykolog.
Mæglerne er særligt uddannet til opgaven. De behersker forskellige spørge- og
lytteteknikker og er trænede i at synliggøre problemerne for deltagerne på en ny måde.
De må ikke tage parti, og de må ikke fremkomme med løsningsforslag eller give
udtryk for, hvordan de mener, at konflikten skal løses. De fungerer også som sagsbehandlere og rådgivere, men mægler ikke i sager, som de kender på forhånd.
Sagsbehandlerne uddeler informationsmateriale til de forældre, der står over for at
skulle vælge mellem rådgivning eller konfliktmægling. Formelt set er det frivilligt at
deltage, og forløbet inddrages ikke i en eventuel efterfølgende sagsbehandling om
samvær. Uanset om den enkelte ønsker at modtage tilbuddet om mægling, og uanset
om den enkelte føler sig presset til det, fungerer tilbuddet som normpleje i statsamtet.
Mægling fungerer som eksemplets magt. Statsamtet kan fremvise den gode model for
samarbejde. Således indgår mægling i rettens normaliserende virke.
I udøvelsen af normaliserende ret betragtes individet både som subjekt (med ret til
selvbestemmelse) og som objekt (genstand for statsamtets påvirkning). Retssikkerhedsgarantier, som er knyttet til en retsstat, matcher dårligt faren for en
krænkelse af den enkelte i udøvelsen af normaliserende ret. Disse garantier er
grundlagt på forestillingen om, at borgeren skal kunne kontrollere de administrative
afgørelsers lovlighed. Således er forvaltningsloven garant for en høj grad af
forudsigelighed i det formelle forløb, som selve statsamtets behandling af samværssagen udgør (sagens oplysning, begrundelse, vejledning, kontradiktion og
rekurs). Denne formelle retssikkerhed er derimod ikke en garanti for, at den normaliserende rets understøttelse af samarbejdsnormen ikke krænker den enkelte.
Samværssagens forløb, herunder samtaler og sagkyndige undersøgelser om deres personlige forhold, har forældre god grund til at føle sig tvungen til at acceptere, da
statsamtet besidder en overvældende magt til at træffe afgørelse om deres børn. I
statsamtet betragtes forældrepar ikke som to enkelte individer med hver deres respektive retsstilling, men som en enhed som barnets familie, for så vidt begge
forældres forhold vurderes samlet som grundlag for statsamtets afgørelse om samvær.
Dette udgør en fare for, at respekten for den enkelte går fløjten. Sagsforløbet kan
således repræsentere et overgreb mod den enkelte, som formel retssikkerhed ikke er
et værn mod.
Et forsøg på at legitimere den normpleje, som finder sted i statsamtet, kunne tage
udgangspunkt i en betragtning om, at statsamtet yder sit bedste for at servicere børn
med et personligt forhold til begge deres forældre. En korresponderende betragtning
om retssikkerhed kunne da være, i hvilket omfang statsamtet kan præstere målopfyldelse, såkaldt materiel retssikkerhed. En administration, der således forsøger
at virkeliggøre den familiepolitiske vision om familien, og som legitimerer sit arbejde
med henvisning til den lovhjemlede forståelse af barnets bedste, går tæt på de enkelte
forældres virkelighed. Forældres rolle i barnets opvækst er ikke en professionel ydelse,
og rådgivning i statsamtet er ikke at ligestille med uddannelse af forældrene.
Dominerer samarbejdsnormen i den konkrete sagsbehandling, mindskes i tilsvarende
grad sagsbehandlerens blik for den enkeltes virkelighed. Det konkrete skøn mister
fodfæste i det levede liv. Ovennævnte betragtning om at kunne servicere børn med to
forældre er derfor ensbetydende med, enten at statsamtet herved overvurderer dets
adgang til at normalisere forældre, eller en forsimplet opfattelse af den enkeltes
virkelighed eller en utilstrækkelig respekt for denne. Da det ikke er muligt at formulere
et fælles mål for familieforhold med udgangspunkt i barnets bedste, som kan danne
grundlag for statsamtets samværspraksis, er det ikke i forbindelse med samværspraksis relevant at sikre borgerne materiel retssikkerhed.
Forvaltning af normaliserende ret betjener sig af rådgivning og mægling. Dette giver
anledning til betragtninger om lighed for loven, da forældre har forskellige opfattelser
af og følelser for rådgivning og mægling, og det kan påvirke deres sagsbehandling på
forskellig vis. Rådgivnings- og mæglingstilbud, som indgår i statsamtets forvaltning af
normaliserende ret, favoriserer relativt velfungerende mennesker. En evaluering af et
forsøg med børnesagkyndig rådgivning peger på, at det hyppigst var dem, der i
forvejen havde de bedste forudsætninger for "det fortsatte forældreskab", der profiterede af ordningen, mens udbyttet af og holdningen til rådgivning var mere
moderat blandt dem, der havde store problemer. En evaluering af konfliktmægling i
Københavns Statsamt viser, at forældre i konfliktmægling generelt har en højere
uddannelsesmæssig baggrund end den danske befolkning som helhed. I Socialforskningsinstituttets undersøgelse af "Forældreskab i 90´erne" peges på, at
forhandlingskulturen er slået mest igennem hos velstillede familier, mens det stærkeste
præg af tradition findes hos par, hvor begge har lønarbejderlivsform.
Det må antages, at statsamtets tilbud til forældre kan være mere eller mindre fremmed
for forældre afhængigt af, om de lever i en familie præget af forhandling, og af i
hvilket omfang forældrene med deres egen fælles historie har personligt overskud til at
opbygge et fællesskab omkring deres børn. Med de nævnte undersøgelser kan der
peges på, at normaliserende ret i højere grad opfylder sine egne succeskriterier hos
ressourcerige og fleksible mennesker. Blandt forældre, hvor samarbejdsnormen ikke
er meningsfuld efter deres brud, er den med til at skabe forvirring og usikkerhed om
deres forældreevne. Statsamtet risikerer derfor i forhold til disse børn at have en
negativ indflydelse på deres familieforhold.
Rettens muligheder må granskes ved at fundere over retten som fænomen. Ret henviser til en orden i det sociale rum og optræder som en slags kodifikation af den
gode sociale orden. Dens optik er dens egne begreber (særligt: ansvar, rettighed, pligt,
og skyld) hvorigennem det enkelte menneske i sin sociale sammenhæng betragtes. Retten er som oftest nærværende i en forståelse af virkeligheden. Mennesker spørger
om, hvem som har ansvar for hvad, og hvad det i den konkrete situation vil sige at
have ansvar for sig selv og andre, og når noget går galt, overvejer vi ofte, om der kan
skabes mening ud af virkeligheden ved at placere skyld og dermed ansvar og forsømmelse af pligter. Ret handler snarere om vores ydre adfærd end om vores
velbefindende. Vores normer er sat af den levede ret. Det er retten, der er afgørende
for vores erfaring af det rigtige og forkerte. Den betjener sig af tankemønstret "hvis ...så ...". Retten styrker vores forventninger til fremtiden.
Ved rettens formgivning af forældrenes indbyrdes retsstilling følger det af rettens
natur, at den griber forældrene som to enkelte individer udspændt i hver deres retlige
rum defineret af rettens egne begreber. Retten skabes på grundlag af et kendskab til
forældrenes indbyrdes forhold, da dette er en forudsætning for, at retten kan tolke
deres respektive ydre adfærd. En delikat sag - for hvad er på spil forældrene imellem?
Er det muligt retligt at gribe det intime i forældrenes livshistorie med ord?
I dag har lovgivningen og forvaltningen i statsamtet med retsgrundsætningen om barnets bedste - et etisk ord - opgivet den retlige diskurs til fordel for den etiske.
Måske er det tillid til velfærdsstaten, som har medført en negligering af retten til fordel
for etikken. Måske er svækkelsen af den retlige diskurs en del af autoritetsopgøret i
midten af det 20. århundrede. Men retten er på spil, uanset hvilken diskurs der
hersker i statsamtet. Det vil sige, vi kontinuerligt forstår virkeligheden også gennem en
retlig optik, som beskrevet ovenfor. Det er blot ikke længere muligt med det eksisterende normskred at erfare forældrenes konflikt gennem en retlig optik på
tilstrækkeligt kvalificeret vis, således at statsamtets virke kan udformes på dette
grundlag. Den retlige tankefigur fungerer i stedet i det tavse.
Den normaliserende ret har til hensigt at påvirke den enkelte, og det må derfor
overvejes, hvilken form for respekt den normaliserende ret bør udvise over for den
enkeltes integritet. Faktum i samværssager er af en sådan personlig karakter, at
familiens forhold hyppigt blotlægges ved hjælp af psykologisk ekspertise. Læsning af
en professionel psykologisk erklæring om ens egen person vækker ikke nødvendigvis
genkendelse hos læseren, men kan lige så vel fremstå som læsning som den enkelte
ikke er i stand til at relatere til egen person, således at læsningen virker fremmedgørende eller stemplende for den enkelte. Særligt da de professionelle
psyke-eksperter ofte opfattes som autoriteter, og deres ord derfor behæftes med en
vis grad af pålidelighed og kan rokke ved den enkeltes selvopfattelse. Sagsbehandlingen påvirker den enkeltes opfattelse af sig selv som forælder og
menneske på en måde, som for denne kan være svært at forholde sig til. Det kan
skabe usikkerhed hos forældre om, hvad der er godt for barnet, fordi statsamtets
eksperter fortæller noget andet, end nogle forældre selv føler. Forældres møde med
statsamtet kan være berigende for den enkelte, men det kan også føles som en personlig belastning.
Samværspraksis er ikke tilfredsstillende forbundet med retssikkerhed, eftersom formel
retssikkerhed ikke er en tilstrækkelig form for retssikkerhed i forhold til normaliserende ret, og det ikke er relevant at tale om materiel retssikkerhed, da hver
familie har sine meningsskabende fortællinger. Endvidere er forvaltningen på farefuld
færd i forhold til respekten for den enkeltes integritet. Opbruddet med ægteskabet som
fælles ramme om familien har fundet sted uden at ægteskabet er blevet erstattet med
en ny fælles ramme som grundlag for fælles politisk handlen. Prisen for denne individualisering af familien bør efter min opfattelse være, at ansvaret for
forældreskabet gives tilbage til privatsfæren, således at samværspraksis afskaffes, og
samvær fremover alene er forældrenes ansvar. Dette indebærer, at den af forældrene,
som har barnet boende, bestemmer, om barnet og den anden af forældrene skal have
samvær. Hvor barnet skal bo, afgøres i tilfælde af uenighed mellem forældrene af
domstolene i en forældremyndighedstvist.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
17-12-11