| Strafbarhed hjemlet ved lov |
Strafbarhed hjemlet ved lov, jfr. STRFL § 1
Trine Baumbach: Det strafferetlige legalitetsprincip - hjemmel og fortolkning, 1. udg., okt. 2008, 608 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Blume i JUR 2008.225-231, anmeldt af Gorm Toftegaard Nielsen i UfR 2008 B.409/2.
UfR 1996.577 VLD: T frifundet for undladelse af at afvikle ulovligt aktionærlån inden d. 01.01.1993, da der ikke var hjemmel til at idømme straf, jfr. STRFL § 1.
UfR 2004.261 ØLD: 4 bestyrelsesmedlemmer i Bioscan A/S var i Odense ret blevet idømt bøder for at have købt aktier af et firma, som samme dag havde nytegnet aktier i selskabet, jfr. ASL § 48 h, stk. 1 analogt. ØL frifandt de tiltalte, da aktieselskabslovs regler om forbud mod tegning af egne aktier og om adgang til køb af egne fuldt indbetalte aktier udtømmende regulerer retsvirkningerne af de dispositioner, for hvilke der var rejst tiltale. Der var ikke grundlag for at straffe de tiltalte efter en analogislutning, jfr. STRFL § 1.
UfR 2005.1661 ØLD: T idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af STRFL § 124, stk. 1 ved at være undveget fra politiet efter pågribelse med henblik på afsoning af fængselsstraf, jfr. RPL § 761. Pågribelsen var en frihedsberøvelse, der efter sit formål og sin karakter ganske måtte ligestilles med en anholdelse og derfor må anses for omfattet af STRFL § 124, stk. 1, jf. STRFL § 1.
UfR 2007.60 VLD: T frifundet, jf. princippet i STRFL § 1, for at have udført erhvervsmæssig personbefordring. Ved fortolkning af buslovens § 1, stk. 4, fandt VL, at passagererne, der var T’s afdøde fætters kone, dennes nye mand og deres sammenbragte børn, havde en så nær tilknytning til T, at der ikke kunne statueres erhvervsmæssig personbefordring.
Intertemporær strafferet, jfr. STRFL §§ 3-5
Marie Mølsted i Justitia nr. 2/2009 p. 3-45: Straffemyndighed – om udvidelser med tilbagevirkende kraft. (Med udgangspunkt i straffelovens § 8 a vurderes muligheden for straffemyndighed med tilbagevirkende kraft. Tillige analyse af straffelovens § 3 og omtale af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7.)
UfR 2002.1709 HD: T havde d. 09.09.2000 kørt bil med påhængsvogn på motorringvej 3 i Gladsaxe med 101 km/t, hvor hastighedsgrænsen var 70 km/t. T frakendt førerretten betinget, da hastighedsgrænsen var overskredet med mere end 40%. Fra d. 01.05.2001 blev hastighedsgrænsen forhøjet til 80 km/t. Der var ikke ved lovændringen foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser af de hidtil gældende hastighedsgrænser, og sådanne overtrædelser måtte derfor bedømmes efter den straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. T kunne ikke ud fra lighedssynspunkter støtte ret på Rigsadvokatens skrivelse af 08.05.2001, som i øvrigt alene angik verserende sager og ikke sager, der - som tiltaltes - allerede var afgjort ved en upåanket dom. (4-3).
UfR 2002.1715 HD: T havde d. 09.12.1999 kørt lastbil på Amagermotorvejen med 107 km/t, hvor hastighedsgrænsen var 70 km/t. T frakendt førerretten betinget, da hastighedsgrænsen var overskredet med mere end 40%. Fra d. 01.05.2001 blev hastighedsgrænsen forhøjet til 80 km/t. Der var ikke ved lovændringen foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser af de hidtil gældende hastighedsgrænser, og sådanne overtrædelser måtte derfor bedømmes efter den straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. Dissens.
UfR 2003.242 ØLD: T havde i sept. 2001 kørt med 94 km/t , hvor hastighedsgrænsen var 50 km/t. I oktober 2001 vedtog Faaborg Kommune at forhøje hastighedsbegrænsningen til 60 km/t. Overtrædelsen skulle bedømmes efter de regler, der gjaldt ved sagens endelige pådømmelse, jfr. STRFL § 3, stk. 1, 1. pkt. T derfor alene idømt en bøde på 1.500 kr, og ikke frakendt førerretten betinget.
UfR 2006.3235 VLD: T, der drev murerentreprenørvirksomhed, var tiltalt for overtrædelse af bl.a. AML § 83, stk. 1 og stk. 2, jf. § 82, stk. 3, nr. 1, idet en af virksomhedens ansatte, A, anvendte et løfteredskab, en teleskoplæsser på en måde, der ikke var sikkerhedsmæssig fuldt forsvarligt, idet løfteredskabet ikke var forsynet med en korrekt mandskabskurv og dermed ikke indrettet til persontransport. A var ved brugen ved at udføre noget efterarbejde/afsyring af en mur i en højde af 6 meter. Ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet var der en åbning mellem platformen og muren på ca. 70 cm. Byretten i Århus frifandt T under hensyn til den da forestående ændring af reglerne om arbejdsgiveransvaret i arbejdsmiljølovent. Ændringen af reglerne om arbejdsgiveransvar trådte i kraft den 28.04.2006, på hvilket tidspunkt sagen blev behandlet ved VL.VL fandt det ubestridt, at platformen ikke var forsynet med mandskabskurv hvorfor anvendelsen af løfteredskabet var i strid med de arbejdsmiljøretlige forskrifter. Det blev efter bevisfør lagt til grund, at den bagatelagtige tolerancegrænse på 30 cm for åbninger, som Arbejdstilsynet opererede med, klart var overskredet. Forud for afsyringsarbejdets udførelse, som A igangsatte på eget initiativ, havde han ikke modtaget anvisning om, hvorledes afsyringsarbejdet skulle gennemføres forsvarligt. Det måtte også lægges til grund, at T som arbejdsgiver ikke på noget tidspunkt under murerentreprisens udførelse havde ført tilsyn med firmaets ansattes, herunder A's, arbejde. VL fandt herefter, at A's anvendelse af det pågældende løfteredskab uden anvendelse af mandskabskurv, ikke var en så abnorm og en så uforudsigelig handling, at T kunne frifindes for strafansvaret for A's tilregnelige lovovertrædelse. Idet det ansås bevist, at T ikke havde ført tilstrækkelig effektivt tilsyn med, at A udførte arbejdet med afsyring af muren i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, ville forholdet også have været strafbart, hvis det var begået efter lovændringen trådte i kraft. Den omstændighed, at loven blev ændret efter gerningstidspunktet, kunne derfor heller ikke tillægges betydning ved strafudmålingen. Idet det blev lagt til grund, at A under udførelsen af arbejdet havde befundet sig i en situation, hvor risikoen for personskade måtte anses for overhængende, blev T idømt en bøde på 25.000 kr.
UfR 2007.1131 ØLK: T havde d. 17.01.2000 vedtaget en bøde og 2 års førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel. T havde d. 01.10.2006 bl.a. gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 2,25. Efter lov nr. 363 af 25.05.2005, som trådte i kraft d. 01.09.2005, skulle et sådan forhold bedømmes som et 2.-gangstilfælde. ØL fandt, at det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen d. 17.01.2000 efter den tidligere praksis udløb d. 17.01.2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 25.05.2005, ikke indebar, at forholdet ikke fuldt ud skulle bedømmes efter den nye lov. Dette var hverken i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. T blev idømt 20 dages fængsel og 6 dagbøder af 300 kr.
UfR 2008.727/1 HD: T var såvel i byretten som landsretten, fundet skyldig i at have overtrådt køre- og hviletidsbestemmelserne, ved at have ført en lastbil i et nærmere bestemt tidsrum, uden at afbryde kørslen i mindst 45 minutter efter 4½ times kørsel. Han blev som følge heraf idømt en bøde og betinget frakendelse af førerretten. Kort tid før landsrettens dom var tiltalepraksis vedrørende overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne blevet ændret. Både Rigsadvokaten og T påstod T frifundet, da den ændrede tiltalepraksis medførte, at der ikke var grundlag for domfældelse, ved landsrettens domsafsigelse. HR tiltrådte parternes enslydende påstande og frifandt T.
UfR 2011.1867 VLD: T var tiltalt for overtrædelse af AMFL § 18, stk. 1 ved groft uagtsomt at have givet urigtige og vildledende oplysninger med det formål at unddrage det offentlige arbejdsmarkedsbidrag. Tillige var T tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1 ved at have angivet overskuddet af sin virksomhed for lavt over to indkomstår. Ligeledes var han tiltalt for overtrædelse af ML § 81, stk. 1, nr. 1 ved at have angivet salgsmomsen på øl og spiritus for lavt. For VL gjorde T gældende, at AMFL var ophævet med virkning fra d. 01.01.2011, og at forholdet vedr. for lidt betalt arbejdsmarkedsbidrag ikke længere var strafbart, da lovens ophør ikke beroede på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. VL fandt, at forholdet fortsat var strafbart efter den nu ophævede AMFL, da afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger om arbejdsmarkedsbidrag, der nu opkrævedes af staten som en skat, var strafbart efter skattekontrollovens § 13. Ophøret af AMFL’s gyldighed beroede herefter på et ydre, strafskylden uvedkommende forhold. Bøden, som blev idømt ved Retten i Århus, blev nedsat til 100.000 kr. under hensyntagen til sagens lange behandlingstid, og fordi størrelsen af det unddragne beløb tilsagde dette.
Straffelovens kap. 29: Særlige bestemmelser om juridiske personer § 306
Jan Pedersen i UfR 1983 B.99-105: Om objektivt strafansvar
Knud Waaben i UfR 1986 B.289-302.: Det objektive bødeansvar.
Gorm Toftegaard Nielsen i UfR 1988 B.185-197: Selskabers strafansvar. Diskrimination af de små.
Sysette Vinding Kruuse i UfR 1988 B.270-271: Om strafansvar for juridiske personer.
Bet. nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar.
Hanne Schmidt i JUR 1996.334-338: Ny lovgivning om strafansvar for juridiske personer.
Jesper Hjortenberg og Jan Reckendorff i UfR 2000 B.359-364: Nogle bemærkninger om bestemmelsen i straffelovens § 27, stk. 1.
Gorm Toftegaard Nielsen i UfR 2003 B.100-104: Selskabsansvar. Straffelovens § 306 som hovsa-lovgivning.
Gorm Toftegaard Nielsen i UfR 2005 B.179-183: Selskabsansvar. Forældelse, forkyndelse og anden straffeproces.
UfR 2009.2619 VLD: Efter et kontrolbesøg foretaget af SKAT hos et automobilforhandlerselskab, S A/S, blev S og dets indehaver, D, som tillige var direktør og daglig leder i S, tiltalt for at have overtrådt lbkg. nr. 442 af 11.05.2007 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). S var tiltalt for at have overtrådt hvidvasklovens § 37, stk. 7, jf. stk. 1, jf. § 2, ved i 4 tilfælde i perioden medio april 2006-ultimo december 2006, at have modtaget kontantbetalinger ved salg af biler på 100.000 kr. eller derover, hhv. 125.000 kr., 150.000 kr., 109.000 kr. og 169.000 kr. D var tiltalt efter hvidvasklovens § 37, stk. 1, jf. § 2 ved at have ladet medarbejderne i S modtage kontantbetalingerne. S og D nægtede sig skyldige bl.a. med henvisning til, at ingen i S havde kendskab til kontantforbuddet i hvidvasklovens § 2 på de tidspunkter, hvor kontantbetalingerne blev effektueret og der derfor ikke var handlet groft uagtsomt. Retten i Viborg fandt, at S og D, ved at være ansvarlige for salget af de 4 biler uden at være opmærksomme på den gennemførte lovændring, havde handlet groft uagtsomt, og idømte S en bøde på 47.000 kr. og D en bøde på 4.700 kr. VL udtalte, at medarbejdernes manglende kendskab til kontantforbuddet måtte karakteriseres som en egentlig retsvildfarelse, der ikke havde betydning ved vurderingen af, om der forelå fornøden tilregnelse. Idet det havde stået klart for medarbejderne i S, som modtog rede penge, at der blev betalt kontant, måtte modtagelsen af kontantbetalingerne tilregnes medarbejderne som forsætlige og i hvert fald i et af tilfældene som groft uagtsomt. Overtrædelserne af kontantforbuddet kunne derfor tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer, jf. STRFL § 27, stk. 1. S, der herefter fandtes skyldig i overtrædelserne, blev idømt en bøde svarende til 25 % af de beløb på over 100.000 kr., som var modtaget i de enkelte handler, dog mindst 10.000 kr. Bøden blev følgelig beregnet til et beløb på 49.750 kr., der dog blev oprundet til 50.000 kr. Uanset det manglende kendskab til kontantforbuddet fandt VL ikke grundlag for at nedsætte bøden i medfør af STRFL § 82, nr. 4. VL frifandt derimod D, idet det ikke fandtes bevist, at D selv havde været involveret i de 4 handler, hvorfor overtrædelserne af kontantforbuddet heller ikke kunne tilregnes ham som forsætlige eller groft uagtsomme.
UfR 2010.2092 ØLD: A udbød i juli 2008 tre ejendomme til salg på en bolighjemmeside. På dette tidspunkt var A, som var eneste ansatte, ikke registreret i ejendomsmæglerregisteret, hvorfor selskabet ikke var berettiget til at udøve virksomhed som ejendomsformidler udført for eller rettet imod forbrugere. A havde bevisbyrden for, at udbuddet af de tre ejendomme ikke var rettet mod forbrugere, og denne bevisbyrde kunne A ikke løfte. ØL tiltrådte derfor, at A var skyldig, jf. lov om omsætning af fast ejendom § 8, stk. 1 og stk. 5, jf. § 32, stk. 1 og 3. A blev herefter pålagt en bøde på 10.000 kr.
Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til
27-03-12
