Strafferet

Almindelig strafferet

Strafbarhed hjemlet ved lov

Intertemporær strafferet

International strafferet

Ansvarsfrihedsgrunde

Forsøg

Medvirken

Tilregnelse

Forældelse

Strafansvar for juridiske personer


Strafbarhed hjemlet ved lov, jf. STRFL § 1

Trine Baumbach: Det strafferetlige legalitetsprincip - hjemmel og fortolkning, 1. udg., okt. 2008, 608 sider, DJØF. Anmeldt af Peter Blume i JUR 2008.225-231 og af Gorm Toftegaard Nielsen i UfR 2008 B.409/2.

Trine Baumbach i TfK 2013.105-114: Det strafferetlige legalitetsprincip - i straffeloven og i Menneskerettighedskonventionen. Om begrænset udvidende fortolkning og forudsigelighed

UfR 1996.577 VLD: T frifundet for undladelse af at afvikle ulovligt aktionærlån inden d. 01.01.1993, da der ikke var hjemmel til at idømme straf, jf. STRFL § 1.

UfR 2004.261 ØLD: 4 bestyrelsesmedlemmer i Bioscan A/S var i Odense ret blevet idømt bøder for at have købt aktier af et firma, som samme dag havde nytegnet aktier i selskabet, jf. ASL § 48 h, stk. 1 analogt. ØL frifandt de tiltalte, da aktieselskabslovs regler om forbud mod tegning af egne aktier og om adgang til køb af egne fuldt indbetalte aktier udtømmende regulerer retsvirkningerne af de dispositioner, for hvilke der var rejst tiltale. Der var ikke grundlag for at straffe de tiltalte efter en analogislutning, jf. STRFL § 1.

UfR 2005.1661 ØLD: T idømt 30 dages fængsel for overtrædelse af STRFL § 124, stk. 1 ved at være undveget fra politiet efter pågribelse med henblik på afsoning af fængselsstraf, jf. RPL § 761. Pågribelsen var en frihedsberøvelse, der efter sit formål og sin karakter ganske måtte ligestilles med en anholdelse og derfor må anses for omfattet af STRFL § 124, stk. 1, jf. STRFL § 1.

UfR 2007.60 VLD: T frifundet, jf. princippet i STRFL § 1, for at have udført erhvervsmæssig personbefordring. Ved fortolkning af buslovens § 1, stk. 4, fandt VL, at passagererne, der var T’s afdøde fætters kone, dennes nye mand og deres sammenbragte børn, havde en så nær tilknytning til T, at der ikke kunne statueres erhvervsmæssig personbefordring.

UfR 2012.2399 HKK: T, som var rwandisk statsborger, var tiltalt for at have begået folkedrab i Rwanda i 1994 og kendelsen vedrørte, hvorvidt en sådan tiltale kunne rejses ved de danske domstole. Dette krævede, at folkedrab begået i Rwanda var strafbart efter dansk ret, og kunne retsforfølges i Danmark. Folkedrabsloven var vedtaget til opfyldelse af Danmarks forpligtelser i hht. konventionen om forebyggelse af straf for folkedrab. Folkedrabslovens § 1, litra a, indeholdt hjemmel til at straffe for folkedrab, og der fremgik ikke nogen geografisk begrænsning af anvendelsesområdet, hvilket svarede til konventionen. HR fandt herefter, at folkedrabsloven havde universel gyldighed på niveau med STRFL § 237. Heller ikke i forarbejderne var der holdepunkter for, at hensigten havde været at begrænse det geografiske område til kun at omfatte Danmark. Fsva. retsforfølgningen, indeholdt folkedrabsloven ingen bestemmelser om kompetencen hertil. Spørgsmålet herom skulle således afgøres efter de almindelige regler om dansk straffemyndighed, jf. STRFL. Da det var uomtvistet under sagen, at folkedrab også var strafbart i Rwanda, var betingelserne i STRFL § 7, stk. 1, nr. 1, således opfyldt, og anklagemyndighedens påstand om, at dennes principale tiltale for folkedrab ikke blev afvist, jf. RPL § 846, stk. 1, blev således taget til følge, og ØL’s kendelse ændredes således. 

UfR 2013.238 HKK: En virksomhed, M, var mistænkt for at have foretaget pengeoverførsler til Iran i strid med reglerne i en forordning, der var udstedt i medfør af EUF-traktatens art. 215. HR udtalte, at STRFL § 110 c, stk. 3, måtte forstås således, at hjemmelen til at straffe overtrædelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør af EF-traktatens art. 60 og 301 omfattede overtrædelse af bestemmelser i forordninger udstedt i medfør af EUF-traktatens art. 215, som også kunne være udstedt i medfør af EF-traktatens art. 60 og 301. De grunde, der lå bag kriminaliseringen af overtrædelse af de pågældende forordninger, gjorde sig gældende på helt samme måde og med helt samme styrke uanset flytningen af bestemmelserne i traktatgrundlaget i forbindelse med en række andre ændringer i dette. HR fandt derfor, at overførsel af pengebeløb i strid med den omhandlede forordning ville kunne straffes efter STRFL § 110 c, stk. 3, jf. STRFL § 1. Da M herefter med rimelig grund var mistænkt for overtrædelse af STRFL § 110 c, stk. 3, kunne der foretages ransagning og beslaglæggelse hos denne.

UfR 2014.3121 ØLD: Tiltalte, T, erkendte I Københavns Byret sig skyldig for overtrædelse af STRFL §§ 191, stk.1, 1. pkt. og 192a, stk.1, nr. 1. samt lov om euforiserende stoffer § 1, stk.3 og lov om våben og eksplosiv stoffer § 1, stk.1, nr. 2. T ankede dommen med påstand om formildelse. ØL lagde ved strafudmålingen vægt på det store kvantum hash T havde opbevaret, ved at have lejet sit loftsrum ud til uidentificerede personer velvidende, at det blev brugt til sådan opbevaring. ØL tiltrådte, som byretten, at T’s opbevaring havde bidraget og været et væsentligt led i organiseret hashhandel på Christiania. ØL stadfæstede derved byrettens dom, uden T’s påstand om formildelse.


Intertemporær strafferet, jf. STRFL §§ 3-5

Marie Mølsted i Justitia nr. 2/2009 p. 3-45: Straffemyndighed – om udvidelser med tilbagevirkende kraft. (Med udgangspunkt i straffelovens § 8 a vurderes muligheden for straffemyndighed med tilbagevirkende kraft. Tillige analyse af straffelovens § 3 og omtale af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7.)

UfR 2002.1709 HD: T havde d. 09.09.2000 kørt bil med påhængsvogn på motorringvej 3 i Gladsaxe med 101 km/t, hvor hastighedsgrænsen var 70 km/t. T frakendt førerretten betinget, da hastighedsgrænsen var overskredet med mere end 40%. Fra d. 01.05.2001 blev hastighedsgrænsen forhøjet til 80 km/t. Der var ikke ved lovændringen foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser af de hidtil gældende hastighedsgrænser, og sådanne overtrædelser måtte derfor bedømmes efter den straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. T kunne ikke ud fra lighedssynspunkter støtte ret på Rigsadvokatens skrivelse af 08.05.2001, som i øvrigt alene angik verserende sager og ikke sager, der - som tiltaltes - allerede var afgjort ved en upåanket dom. (4-3).

UfR 2002.1715 HD: T havde d. 09.12.1999 kørt lastbil på Amagermotorvejen med 107 km/t, hvor hastighedsgrænsen var 70 km/t. T frakendt førerretten betinget, da hastighedsgrænsen var overskredet med mere end 40%. Fra d. 01.05.2001 blev hastighedsgrænsen forhøjet til 80 km/t. Der var ikke ved lovændringen foretaget nogen omvurdering af strafværdigheden af overtrædelser af de hidtil gældende hastighedsgrænser, og sådanne overtrædelser måtte derfor bedømmes efter den straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. Dissens.

UfR 2003.242 ØLD: T havde i sept. 2001 kørt med 94 km/t , hvor hastighedsgrænsen var 50 km/t. I oktober 2001 vedtog Faaborg Kommune at forhøje hastighedsbegrænsningen til 60 km/t. Overtrædelsen skulle bedømmes efter de regler, der gjaldt ved sagens endelige pådømmelse, jf. STRFL § 3, stk. 1, 1. pkt. T derfor alene idømt en bøde på 1.500 kr, og ikke frakendt førerretten betinget.

UfR 2006.3235 VLD: T, der drev murerentreprenørvirksomhed, var tiltalt for overtrædelse af bl.a. AML § 83, stk. 1 og stk. 2, jf. § 82, stk. 3, nr. 1,  idet en af virksomhedens ansatte, A, anvendte et løfteredskab, en teleskoplæsser på en måde, der ikke var sikkerhedsmæssig fuldt forsvarligt, idet løfteredskabet ikke var forsynet med en korrekt mandskabskurv og dermed ikke indrettet til persontransport. A var ved brugen ved at udføre noget efterarbejde/afsyring af en mur i en højde af 6 meter. Ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet var der en åbning mellem platformen og muren på ca. 70 cm. Byretten i Århus frifandt T under hensyn til den da forestående ændring af reglerne om arbejdsgiveransvaret i arbejdsmiljølovent. Ændringen af reglerne om arbejdsgiveransvar trådte i kraft den 28.04.2006, på hvilket tidspunkt sagen blev behandlet ved VL.VL fandt det ubestridt, at platformen ikke var forsynet med mandskabskurv hvorfor anvendelsen af løfteredskabet var i strid med de arbejdsmiljøretlige forskrifter. Det blev efter bevisfør lagt til grund, at den bagatelagtige tolerancegrænse på 30 cm for åbninger, som Arbejdstilsynet opererede med, klart var overskredet. Forud for afsyringsarbejdets udførelse, som A igangsatte på eget initiativ, havde han ikke modtaget anvisning om, hvorledes afsyringsarbejdet skulle gennemføres forsvarligt. Det  måtte også lægges til grund, at T som arbejdsgiver ikke på noget tidspunkt under murerentreprisens udførelse havde ført tilsyn med firmaets ansattes, herunder A's, arbejde. VL fandt herefter, at A's anvendelse af det pågældende løfteredskab uden anvendelse af mandskabskurv, ikke var en så abnorm og en så uforudsigelig handling, at T kunne frifindes for strafansvaret for A's tilregnelige lovovertrædelse. Idet det ansås bevist, at T ikke havde ført tilstrækkelig effektivt tilsyn med, at A udførte arbejdet med afsyring af muren i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningen, ville forholdet også have været strafbart, hvis det var begået efter lovændringen trådte i kraft. Den omstændighed, at loven blev ændret efter gerningstidspunktet, kunne derfor heller ikke tillægges betydning ved strafudmålingen. Idet det blev lagt til grund, at A under udførelsen af arbejdet havde befundet sig i en situation, hvor risikoen for personskade måtte anses for overhængende, blev T idømt en bøde på 25.000 kr.

UfR 2007.1131 ØLK: T havde d. 17.01.2000 vedtaget en bøde og 2 års førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel. T havde d. 01.10.2006 bl.a. gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille på 2,25. Efter lov nr. 363 af 25.05.2005, som trådte i kraft d. 01.09.2005, skulle et sådan forhold bedømmes som et 2.-gangstilfælde. ØL fandt, at det forhold, at gentagelsesvirkningen for bødevedtagelsen d. 17.01.2000 efter den tidligere praksis udløb d. 17.01.2005, og således før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 363 af 25.05.2005, ikke indebar, at forholdet ikke fuldt ud skulle bedømmes efter den nye lov. Dette var hverken i strid med STRFL § 3 eller EMRK art. 7. T blev idømt 20 dages fængsel og 6 dagbøder af 300 kr.

UfR 2008.727/1 HD: T var såvel i byretten som landsretten, fundet skyldig i at have overtrådt køre- og hviletidsbestemmelserne, ved at have ført en lastbil i et nærmere bestemt tidsrum, uden at afbryde kørslen i mindst 45 minutter efter 4½ times kørsel. Han blev som følge heraf idømt en bøde og betinget frakendelse af førerretten. Kort tid før landsrettens dom var tiltalepraksis vedrørende overtrædelse af køre- og hviletidsbestemmelserne blevet ændret. Både Rigsadvokaten og T påstod T frifundet, da den ændrede tiltalepraksis medførte, at der ikke var grundlag for domfældelse, ved landsrettens domsafsigelse. HR tiltrådte parternes enslydende påstande og frifandt T. 

UfR 2011.1867 VLD: T var tiltalt for overtrædelse af AMFL § 18, stk. 1 ved groft uagtsomt at have givet urigtige og vildledende oplysninger med det formål at unddrage det offentlige arbejdsmarkedsbidrag. Tillige var T tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1 ved at have angivet overskuddet af sin virksomhed for lavt over to indkomstår. Ligeledes var han tiltalt for overtrædelse af ML § 81, stk. 1, nr. 1 ved at have angivet salgsmomsen på øl og spiritus for lavt. For VL gjorde T gældende, at AMFL var ophævet med virkning fra d. 01.01.2011, og at forholdet vedr. for lidt betalt arbejdsmarkedsbidrag ikke længere var strafbart, da lovens ophør ikke beroede på ydre, strafskylden uvedkommende forhold, jf. STRFL § 3, stk. 1, 2. pkt. VL fandt, at forholdet fortsat var strafbart efter den nu ophævede AMFL, da afgivelsen af urigtige eller vildledende oplysninger om arbejdsmarkedsbidrag, der nu opkrævedes af staten som en skat, var strafbart efter skattekontrollovens § 13. Ophøret af AMFL’s gyldighed beroede herefter på et ydre, strafskylden uvedkommende forhold. Bøden, som blev idømt ved Retten i Århus, blev nedsat til 100.000 kr. under hensyntagen til sagens lange behandlingstid, og fordi størrelsen af det unddragne beløb tilsagde dette. 

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

Hit Counter

07-07-17