Tv-overvågning i databeskyttelsesretligt perspektiv

Af Dea Dorothea Deleuran

Københavns Universitet, sommeren 2001.

Forfatteren kan pr. e-mail kontaktes med kommentarer eller spørgsmål til specialet.

 

Indholdsfortegnelse

 

Kapitel 1. Indledning og baggrundsret:  Regler af betydning for tv-overvågning.

 

1. 1. Indledning og problemformulering…        ……………………………………………………..…..1

·         Herunder afgrænsning af emnet.

 

1. 2. Privatlivsbeskyttelse       ……………………………………………………………………..…....6

·         Teorier af særlig relevans for tv-overvågning

 

1. 3. Overvågningsloven     ………………………………………………….…………………..……11                                                                                                                                                                                                                                                                                 

1. 4. Straffelovens bestemmelser og overvågning af følsomme områder           ……………...………….16

 

1. 5. Samtykke    ……………………………………………………………………………………..19

·         Det aftaleretlige og det databeskyttelsesretlige samtykke-begreb.

·         Oplysningsforpligtelsen efter overvågningsloven.

 

 

Kapitel 2. Finder LBP anvendelse på tv-overvågningssituationen?

 

2. 1. "Den nye overvågning"      ………………………………………………………………….……24

·         Den teknologiske udvikling og ændringer i kendetegn ved overvågningen.

·        Introduktion om baggrunden og behovet for regulering. 

 

2. 2. Elektronisk databehandling     …………………………………………………………………...29

·         Definition af begrebet i databeskyttelsesretten. Er tv-overvågning elektronisk databehandling?

 

2. 3. Behandlingsbegrebet     ………………………………………………………………………….37

·         Registerbegrebet. Praksis efter registerlovgivningen.

·         Herunder om søgekriterier.

 

2. 4. Indsamling   ……………………………………………………………………………………..41

 

2. 5. Optagelse  ………………………………………………………………………………………42

·         Er tv-overvågning uden lagring også “behandling” efter LBP?

 

2. 6. Personoplysninger   ……………………………………………………………………………..45

·         Hvilke typer behandles og hvilke bestemmelser i LBP skal finde anvendelse?

 

2. 7. Identificerbare personer

·         Om betingelsen for anvendelse af LBP

·         Herunder om følsomme oplysninger.

 

2. 8. To regelsæt  ………………………………………………………………………….…………54

·         Ovl. og LBP´s indbyrdes sammenhæng. En del-konklusion.

 

2. 9. Direktiv 95/46   …………………………………………………………………………………57

·         Om grænser for implementering samt fortolkning.

 

2.10. Svensk og norsk ret  ……………………………………………………………………………62

 

 

Kapitel 3. Konsekvenser af en anvendelse af LBP.

 

3. 1.  Formål ………………………………………………………………………………………….68

·         Hvor overvåges der  og med hvilke formål?

·        Hvad betyder systemernes konkrete og tekniske udformning for krænkelsespotentialet?

 

3. 2. Afvejning  ……………………………………………………………..………………………...71

·         Metoder og parametre til hensynsafvejningen efter LBP § 6, stk. 1, nr. 7 (for almindelige oplysninger)
samt 8, stk. 4 (for oplysninger om strafbare forhold m.v.) .

 

3. 3. Formålsbestemthedsprincippet                ……………………………………………………...…77

·         Herunder relevans-princippet.

 

3. 4. Oplysningsforpligtelsen efter LBP     ……………………………………………………………..80

                                                                                                                                                                

 

3. 5. Indsigtsret……………………… ………………………………………………………………84

                                                                                                                                                                

 

3. 6. Anmeldelse og tilladelse…………   ……………………………………………………………..87

 

 

Kapitel 4. Konklusion og perspektivering.

 

Engelsk resume (abstract)  ……………………………………………………………………………92

 

Litteraturliste…………… ……………………………………………………………………………93

·         Litteratur               …………………………………………………………...93

·         Diverse; rapporter mv             …………………………………………….101

·         Undersøgelser              …………………………………………………….101

·         Love, forskrifter, betænkninger. Herunder norsk og svensk ret    …...103

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 1: Indledning og baggrundsret - Regler af betydning for tv-overvågning.

 

1.1. Indledning og problemformulering.

                      Ikke en dag går, uden at vi igennem aviser og andre medier kan lade os bombardere med oplysninger om forskellige overvågnings-muligheder af mere eller mindre teknisk sværhedsgrad. Vi som interesserer os for emnet befinder os i et stadigt forsøg på at forstå konsekvenserne af de mange teknologiske muligheder som f.eks. er kommet med internettets udbredelse. Mens vi i stigende grad holdes beskæftiget med at tage stilling til samkøring af edb-registre, spørgsmål om tele-master der registrerer hvor og hvornår hvem har talt i mobil-telefon, brug af cookies, kryptering af e-mails, muligheder for dekryptering af samme, læsning af vores e-mails og logning af vores internet-brug på arbejdspladsen osv. - ja, så er det min fornemmelse, at de mere jordnære teknologiske foranstaltninger som den meget direkte form for overvågning - nemlig tv- og videoovervågning[1] - har fået en mindre fremtrædende plads i vores bevidsthed og på den politiske dagsorden.

                      Det er formentlig svært at oppiske den samme stemning af diskussionslyst, som i 1980 fulgte med video-overvågningstiltag fra de erhvervsdrivende i en gågade i Hobro, hvilket måske kan skyldes, at vi til dels har vænnet os til de mange teknologier der bruges i overvågningsøjemed og at video-overvågning er en af de mere umiddelbart forståelige af slagsen. Der kan ofte spores en tendens til, at det er det ukendte og uigennemskuelige, der skaber størst utryghed hos befolkningen. Andre mener, at den overvågningsvenlige tendens, der kan spores til dels skyldes en generationsbetinget ændring i holdningen til "overvågning" og "privatliv"[2]: Den yngre generation synes nok i mindre omfang at lade sig genere af video-kameraernes øjne, ligesom mange unge ikke lader sig genere af at blive overhørt af fremmede mennesker, når de fører private samtaler på offentlige steder i deres mobil-telefoner.

                      Uanset holdning til overvågning generelt og tv-overvågning som sådan er det vigtigt, at der bliver taget stilling til, hvordan man i samfundet ønsker området reguleret. For det der én gang er tilladt er svært senere at forbyde. Et af formålene med denne afhandling er derfor at undersøge, hvilke perspektiver der er i den relativt uopdyrkede regulering på området, idet en sådan analyse af retstilstanden vil kunne give det nødvendige overblik over området. Et overblik der er nødvendigt for at forebygge, at det alene bliver teknologien der styrer udviklingen. 

                      Udgangspunktet i denne fremstilling vil være en redegørelse for de retlige regler, der er relevante for tv-overvågning. Herefter vil hovedvægten ligge på en diskussion og vurdering af, hvorvidt personoplysningsloven[3] (herefter LBP) finder anvendelse, idet det indbyrdes forhold mellem denne og tv-overvågningsloven[4] (herefter ovl.) kan synes uafklaret. I sidste del af afhandlingen vil bl.a. foretages en vurdering af de konsekvenser en sådan anvendelse vil have for tv-overvågningen i Danmark.

                      I fremstillingen vil blive inddraget EU-retlige betragtninger med udgangspunkt i Direktiv 95/46[5] på området samt komparative bemærkninger med henvisning til svensk og norsk ret, uden at disse internationale perspektiver prætenderer at være fyldestgørende på nogen måde. Hovedvægten vil ligge på national dansk ret og internationale aspekter inddrages alene for at underbygge argumentationer, illustrere lovtekniske løsningsmodeller  samt for at tjene  som fortolkningsbidrag. 

                      Det er mit mål med afhandlingen af gøre redegørelserne og diskussionerne nærværende og relevante også ud fra en praktisk synsvinkel, hvorfor der løbende vil blive inddraget konkrete eksempler på, hvordan tv-overvågning praktiseres og hvordan der kan tages højde for overvågningens konkrete udformning i regler på området. Ikke mindst i forbindelse med gennemgangen af konsekvenserne af en anvendelse af LBP er det min tanke at underbygge den teoretiske argumentation med overvejelser rettet mod de konkrete overvågnings-foranstaltninger, herunder de forskellige teknologiske muligheder der er og vil komme på området. Sidstnævnte udviklings-muligheder og -tendenser er inddraget for at kunne give et forholdsvist konkret billede af reguleringsbehovet på området samt for at gøre fremstillingens grundlag teknologi-uafhængigt og dermed forhåbentlig tidssvarende i en længere årrække.

                      En vis konkretisering af emnet er i det hele taget nødvendig at have for øje, når der behandles så mange forskellige former for overvågning med vidt forskellige formål - fra diskoteker til boghandlere. Det har dog været et bevidst valg at gøre afhandlingens genstand forholdsvis bred, da det er min opfattelse, at der er brug for nogle generelt anvendelige teoretiske instrumenter og rammer f.eks. i forhold til den hensynsafvejning, der i praksis skal ske efter LBP. Der vil dog i forbindelse med afgrænsningen af formålene med tv-overvågning i hovedsagen blive fremhævet hensyn til private virksomheders egne interesser i at overvåge[6]. Af hensyn til afhandlingens anvendelighed har jeg endvidere lavet krydshenvisninger mellem afsnittenes berøringsflader i noterne.  

                      Ordet “overvågning” dukker ofte op i den politiske debat - dog uden at det gøres helt klart, hvad der nærmere menes med begrebet. Traditionelt minder det os måske om begreber som “overvågningssamfund” og George Orwells “Big Brother”. Men overvågningsdiskussionen har med årene fået flere dimensioner og der stilles større krav til en nærmere afgrænsning af den konkrete situation, hvori den konkrete overvågning der skal diskuteres foregår. For mens skræmmebilledet i form af den totalitære overvågningsstat - Big Brother - der overvåger og kontrollerer, teknologisk set er kommet meget nært, hvad angår mulighederne for at overvåge, så er der også kommet mange flere overvågende aktører ind i billedet: Big Brother har fået mange små brødre og søstre.

                      Det er disse; overvågningssamfundets “små søskende”, som er genstanden i denne afhandling: Private virksomheder overvåger i stigende grad private personer med kameraer og det er denne overvågning der er i fokus her[7]: Selvom det i praksis primært er i detailhandelen der overvåges, så vil denne afhandling være af interesse i forhold til alle de steder i den private sektor, hvor man vælger at sætte kameraer op: Kunst-museer, diskoteker, skoler etc. etc. Overvågning af arbejdspladser som sådan og overvågning af ansatte indebærer andre og særlige problemstillinger og vil derfor ikke blive behandlet i denne fremstilling.

                      Fokus er her alene på den systematiske[8] overvågning der sker af private personer der bevæger sig ind på områder, der er offentligt tilgængelige og som kan siges at være en del af det offentlige rum. Det er alene åben (ikke skjult) og lovlig overvågning, som der informeres[9] om, der diskuteres. Med hensyn til materialet vil det alene være billedmateriale, der behandles i denne afhandling og ikke eventuelle lydoptagelser[10].

                      Det er endvidere alene person-overvågningen der vil blive behandlet og dermed ikke overvågning af persontomme områder, tings-overvågning eller anden overvågning, hvor der ikke sker overvågning af fysiske personer[11]. Det er kun i forhold til personer, at det giver mening at diskutere mulige rettigheder i form af ret til privatliv og andre beskyttelseshensyn i forhold til individets integritet. Afhandlingen omhandler reguleringen af en menneskeret[12] - retten til privatlivets fred. og det er en grundlæggende forudsætning for afhandlingen, at man må antage, at der findes om ikke en ret til privatlivsbeskyttelse så i hvert fald en interesse i at beskytte privatlivets fred også når mennesket har bevæget sig uden for hjemmets fire vægge. Hvorvidt og i hvilket omfang man anser tv-overvågning for at være privatlivskrænkende er i praksis uafklaret[13]. Forskellige privatlivsteorier vil kort blive diskuteret i det indledende kapitel, men også den resterende del af afhandlingen vil sporadisk inddrage privatlivsbeskyttelseshensynet i forsøget på at opbygge et fyldestgørende tanke- og reguleringsmæssigt grundlag for den stadige hensynsafvejning som reguleringen af ethvert menneskeretligt tema baseres på. Det er imidlertid ikke en ambition med afhandlingen at gå i dybden med eller forsøge at give et fyldestgørende bud på det nærmere indhold af privatlivsbeskyttelsen i dansk ret - dertil er afhandlingens omfang alt for begrænset.   

                      Hvor “retten til privatliv” er en noget uhåndgribelig størrelse er begrundelserne for overvågningens iværksættelse ofte meget håndfaste: F.eks. at forebygge svind, forhindre tyverier, vold m.v. Der er uden tvivl gode grunde til at tv-overvåge. Men hvilken præventiv effekt tv-overvågning i realiteten har er et yderst relevant og interessant spørgsmål, der hersker stor uenighed om[14]. Det er desværre ikke muligt at behandle spørgsmålet i dybden her, idet der er materiale til en afhandling i sig selv. Denne afhandling lider dog i et vist omfang under den manglende afklaring (der er f.eks. ingen nordiske undersøgelser på området)  af denne afgørende forudsætning for de forskellige begrundelser for overvågning. Det er dog forudsat i det følgende, at tv-overvågning har en vis præventiv effekt samt ikke mindst en funktion til støtte for bevissikring og opklaring.

 

1.2. Privatlivsbeskyttelse.

                      Når man forsøger at definere begrebet “privatliv” støder man på det problem der altid er, når der er tale om en værdi af mere eller mindre subjektiv karakter[15]. Begreber som menneskets “integritet” og “ukrænkelighed” og “personværn” bliver let diffuse og uden reelt indhold i en konkret juridisk analyse[16].              

                      Emnet “privatliv” er diskuteret over tusinder af sider i litteraturen - herunder i juridiske tidsskrifter og journaler.  Jeg vil i dette afsnit diskutere nogle udvalgte teorier / privatlivs-definitioner, der særligt belyser de beskyttelsesbehov, der gør sig gældende ved tv-overvågning samt illustrere med eksempler, hvordan de forskellige privatlivs-opfattelser og værdier kommer til udtryk eller skinner igennem i den relevante lovgivning. På denne baggrund vil jeg bl.a. forsøge at besvare spørgsmålene: Om man overhoved kan tale om krav på “privatliv” i det offentlige rum? Samt hvilken retlig form for privatlivsbeskyttelse der er relevant, når der er tale om tv-overvågning: Er det et data-beskyttelsesretligt spørgsmål og dermed et spørgsmål om informationelt privatliv og / eller må beskyttelsen antage en mere fysisk art i form af beskyttelse mod f.eks. beluring?

                      Som enhver juridisk fremstilling “med respekt for sig selv” der drejer sig om privatlivsbegrebet og databeskyttelsesret må man starte med juristerne Warren og Brandeis, der præsenterede et nyt syn på anerkendelse af en juridisk ret til privatliv: “The right to be let alone”[17]. Citatet vedrører konkret en ret til at holde visse begivenheder - et high-society bryllup i Boston - og oplysninger borte fra offentligheden og angår således primært forholdet til pressen og erstatningsretten og altså videregivelse i form af spredning af oplysninger[18]. Men citatet synes alligevel at ramme en del af det centrale for så vidt angår tv-overvågning; nemlig om man har en sådan ret til at “være i fred” f.eks.  for kameraer. Dette er et centralt spørgsmål for tv-overvågning foretaget af private på deres egne virksomhedsområder[19], der er åbne for offentligheden, men som reelt er private ejendomsretligt. Har personer nogle rettigheder m.h.t. privatlivsbeskyttelse, når de frivilligt bevæger sig ind på disse områder eller må de underlægge sig de vilkår som områdets ejer fastsætter? Har man en ret til at færdes i fred for kameraets øje?

                      Problemstillingen er delvist reguleret i ovl., der foreskriver at der er en vis adgang til at overvåge på private offentligt tilgængelige områder, hvorimod det som udgangspunkt ikke er tilladt for private at overvåge på rent offentlige områder som gader og veje[20]. Ovl. tager altså til en vis grad stilling til spørgsmålet og besvarer det benægtende, samtidig med at den anerkender en “gradbøjning” af beskyttelsesbehovet i forhold til stedets karakter - om det er helt offentligt eller alene har adgang for offentligheden. Samtidig stilles der krav til overvågningen nemlig at der skal være oplyst om den[21]. Loven anerkender altså at overvågningen er potentielt krænkende - i hvert fald når den foregår skjult[22].

                      En anden ofte citeret privatlivsteori er amerikaneren Alan Westins inddeling i 4 privatlivstilstande. Disse er solitude, hvor individet er afsondret fra omverdenen i en form for frivillig isolation[23], intimacy, hvor individet kan være en del af en lille lukket gruppe f.eks. familien, anonymity, der bl.a. indebærer frihed fra overvågning på offentlige steder, og reserve, der indebærer en form for mental distance eller fred. Mest interessant i denne sammenhæng er den “anonyme” tilstand der indtræder; “when the individual is in public places or performing public acts but still seeks, and finds, freedom from identification and surveillance” [24]. I modsætning hertil angår tilstanden “solitude”, at individet er fri for at være overvåget eller observeret af nogen som helst[25]. Anonymiteten er i teorien ikke møntet på overvågningen i sig selv men på identifikationsmuligheden. Et tilsvarende princip er fæstnet i LBP, hvor det netop er oplysninger om identificerede eller identificerbare personer, der er genstand for privatlivsbeskyttelsen i form af data-beskyttelse[26].

                      Forskellen på de to tilstande “frivillig isolation” og “anonymitet” illustrerer en systematik der opdeler tv-overvågningssituationen i to forskellige juridiske “terminologier”, som jeg her vil kalde henholdsvis den fysiske og den informationelle. Spørgsmålet er groft sagt, hvad der er det potentielt privatlivs-krænkende element ved tv-overvågning: Er det selve kamera-filmningen? At blive beskuet via et kameras gengivelse på monitor muliggør en anderledes distance og skævhed i beskuer-forholdet end ved “ansigt-til-ansigt observering”. I modsætning til f.eks. den almindelige butiksdetektiv kan tv-overvågeren skjule sig helt og den overvågede har ingen mulighed for at “overvåge tilbage”[27].  Denne skævhed medfører endvidere en forøget risiko for krænkelse i form af beluring, da det - også på grund af distancen mellem overvågeren bag monitoren og den overvågede - ligger udenfor den iagttagedes kontrol og viden om vedkommende belures. Eller er det de informationer / oplysninger om personer i billedform, der f.eks. lagres på et video-bånd eller digitalt, der indebærer en data-beskyttelsesretlig og privatlivsretlig relevant problemstilling? Svaret må være et: Både og. Det er nok umuligt at behandle emnet tv-overvågning uden at skele til menneskelig voyerisme. Man bør altid have in mente, at enhver teknologi kan anvendes til såvel hæderlige formål som til misbrug af forskellig art: “One could be spying, peeping and watching over others simultaniously”[28]. I modsætning til Westins opdeling, der fokuserer på genkendelsesmuligheden,  kan en udvidelse af Warren & Brandeis teori til en “right to be let alone and unnoticed”[29] antyde at privatlivet i højere grad er knyttet til selve det at færdes ubemærket i det offentlige rum uden f.eks. at blive “foreviget” på bånd til genafspilning eller være udsat for zoom-linsens “forlængede øje”. Opdelingen i et fysisk og et informationelt beskyttelsesbehov bliver relevant ved forskellige former for overvågning: F.eks. er den informationelle beskyttelse primært relevant, hvis filmningen resulterer i et billedmateriale f.eks. lagret på et videobånd, hvorimod den fysiske beskyttelse angår selve monitoreringen (visning på skærm).

                      Det fysiske beskyttelses-behov kan således angå muligheden for at undgå at blive overvåget samt stille krav til overvågningens nærmere tilrettelæggelse f.eks. beskæring af billedfokus[30], mulighed for stærke zoom-funktioner m.v. Beskyttelsen af det informationelle privatliv kan f.eks. ske i form af et krav om, at man har mulighed for at være sig bevidst om overvågningen ved tydelig påmindelse via skiltning m.v.[31] og således kan indrette sin adfærd derefter og fortsat i et vist omfang have kontrol med de informationer, der indsamles om en[32]. Beskyttelsen kan også varetages mere generelt ved en applicering af den almindelige databeskyttelsesretlige lovgivning i form af LBP på overvågningssituationen. Jeg vil i denne fremstilling lægge mest vægt på data-beskyttelse og mindre vægt på den fysiske beskyttelse. Den fysiske beskyttelse vil dog blive inddraget især på det konkrete plan f.eks. omkring overvågning af følsomme områder og i forbindelse med bemærkninger om den konkrete tilrettelæggelse af overvågningsforanstaltninger. 

                      Forskellige privatlivsteorier understøtter forskellige indfaldsvinkler til, hvordan man bør regulere privatlivsbeskyttelsen: Nogle problematiserer selve indsamlingen af oplysninger[33], mens andre vil knytte privatlivs-beskyttelsen til andre faser i behandlingsprocessen så som lagring, brug og i sidste ende evt. videregivelse af oplysninger. En anden mulighed er at tage den fulde konsekvens af at oplevelsen af “privatliv” og “krænkelse” - og altså beskyttelsesbehovet - er individuelt, således at det individuelle behov for beskyttelse skal kunne varetages af den enkelte selv . Denne teori lægger vægten på autonomi dvs. selvbestemmelsesret, der kan anerkendes i større eller mindre omfang. Uden at diskutere teorien yderligere vil jeg nøjes med at konstatere, at det er dette synspunkt der ligger bag samtykkereglerne i f.eks. LBP og at en forudsætning for regler baseret på selvbestemmelse er tilstrækkelig information til at beslutningsgrundlaget er tilstrækkeligt[34].

                      Dette udpluk af teorier repræsenterer forskellige synsvinkler man kan betragte privatlivs-problematikken ud fra. Men der er langt fra en beskrivelse af de forskellige “briller” man kan tage på til at nærme sig en fælles opfattelse af, hvad privatlivet så nærmere indeholder. Begreber som “privatlivets ukrænkelighed” og “menneskelig integritet” anvendes til stadighed i den politiske debat, men synes - ikke mindst fra en juridisk synsvinkel - abstrakte og uden selvstændig gennemslagskraft. Man kan vel nærme sig en meningsfuld definition, som f.eks. at den personlige integritet som en “væsentlig bestanddel” indeholder “en retsbeskyttet adgang til at leve uden kontrol, indblanding eller overvågning på alle områder, hvor en sådan indblanding ikke er uskadelig eller pånøder sig af samfundsmæssige grunde”[35]. Men igen overlades det til den enkelte at foretage en videre analyse af begrebet “uskadelig” og man er derfor ikke kommet meget videre. Begreberne repræsenterer imidlertid et hensyn eller en værdi, der skal tillægges vægt i den retlige regulering: Privatlivsbeskyttelsen er det ene vægtlod i den hensynsafvejning som lovgivningen er og bør være udtryk for. Jeg vil i denne afhandling gentagne gange nævne de samfundsmæssige og andre hensyn der taler imod at begrænse adgangen til tv-overvågning, men hensynet til privatlivets fred og individets veltilpashed ligger som et om end uudtalt hensyn, som skal vejes op imod alle de umiddelbare fordele der er ved overvågning. Lovgivningen er og bliver et udtryk for en balanceakt mellem beskyttelse og krænkelse og jeg vil i det følgende igennem en redegørelse for retsstillingen illustrere, hvordan denne balanceakt har fundet sit udtryk i dansk ret.

 

1.3. Overvågningsloven

                      Baggrunden for det politiske initiativ til at regulere tv-overvågning var nogle episoder i henholdsvis Herning og siden - nok mest kendt - på gågaden i Hobro i begyndelsen af 80’erne. Her havde erhvervsdrivende iværksat overvågning af gågaden efter butikkernes lukketid pga. problemer med hærværk. Denne overvågning satte sindene i oprør hos mange - i dag ville reaktionerne nok have været mere beskedne i styrke.

                      Resultatet af debatten blev lov nr. 278 af 9. juni 1982 med titlen “Lov om forbud mod privates tv-overvågning m.v.”. Som titlen refererer til er udgangspunktet i loven et forbud mod tv-overvågning foretaget af private: Det oprindelige lovforslag omfattede også offentlige myndigheders overvågning, men de blev ved det endelige forslag holdt ude fra lovens anvendelsesområde[36].

                      Forbudet mod overvågning gælder overvågning af områder som “gade, vej, plads eller lignende område som benyttes til almindelig færdsel”[37]. Den stedlige afgrænsning skal forstås som svarende til normalpolitivedtægtens § 2 og Færdselslovens § 1, hvori man kan finde vejledning til evt. fortolkningsspørgsmål[38]. Herefter er “enhver offentlig eller privat gade, plads, vej, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller lignende areal, der benyttes til færdsel af en eller flere færdselsarter”[39] samt en “vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter”[40] omfattet af den stedlige afgrænsning i hovedregelen om forbud mod privates tv-overvågning i ovl. § 1, stk. 1.  Det er således uden betydning om disse områder er offentligt eller privat ejet - også en privat vej vil være omfattet af forbudet. Det skal pointeres at privates overvågning af f.eks. egne lokaler eller andre områder der ikke benyttes til “almindelig færdsel”, men hvortil der alene er “almindelig adgang” for offentligheden derimod ikke er omfattet af forbudet. Tv-overvågning af butikslokaler m.v. er altså heller ikke omfattet af undtagelserne til forbudet idet overvågningen er tilladt uden videre. Undtagelserne der opregnes i loven, jvf. nedenfor, angår således kun visse områder, hvorpå der drives erhvervsvirksomhed, når disse områder samtidig hører under den stedlige afgrænsning i ovl. § 1, stk. 1 dvs.  benyttes til almindelig færdsel som f.eks. private pladser, stier, passager etc. Der er på denne baggrund heller ikke krav om, at overvågningen skal foretages af den som har rådighed over området, som det foreskrives i forbindelse med undtagelserne til forbudet.

                      Da en meget stor del af tv-overvågningen foregår inde i butikslokaler og lignende privatejede områder der er frit tilgængelige for offentligheden, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved om lovens titel er særlig passende, da en sådan overvågning ikke rammes af loven. Et synspunkt som bliver mere udtalt, når man henser til de modifikationer der også gælder til forbudet.              

                      For det første er det alligevel tilladt at tv-overvåge “tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lignende områder, på hvilke der drives erhvervsvirksomhed, såfremt overvågningen foretages af den der har rådighed over området”[41]. Mange af de resterende overvågningssituationer falder ind under denne undtagelse til forbudet. Det synes ikke afklaret præcis hvad der falder ind under “lignende områder”. I bemærkningerne til loven nævner Straffelovrådet garageanlæg, lagerpladser, veje på fabrikker som undtagede områder[42]. Retspraksis er beskeden og består af to domme: Dels en sag der fastslog at tv-overvågning af vejområde og fortov foran restaurant med optagelse på video ikke var tilladt, da det måtte stå tiltalte klart, at optagelserne i betydeligt omfang ville omfatte personer[43] og således var “personovervågning” som ovl. søger at ramme. Den anden dom på området angik heller ikke et grænsetilfælde, men var et tydeligt brud på ovl. i form af video-overvågning af område omkring gadedør med henblik på overvågning af henvendelser, der muliggjorde overvågning af en gadestrækning på ca. 100 m[44]. Der er så vidt vides heller ikke nogen fortegnelse over politiets praksis på området[45]. Det synes altså ikke afklaret i retspraksis hvilket nærmere indhold bestemmelsens stedlige afgrænsning har. Dette er beklageligt, da det som det også blev fremført i bemærkningerne til lovforslaget er “ønskeligt, at undtagelserne fra det almindelige forbud mod tv-overvågning afgrænses så snævert som muligt”[46]. Afgrænsningen synes hverken snæver eller entydig. Man kan derfor kun nævne andre eksempler på undtagede områder med fantasiens kraft: F.eks. vil gangområder på en privatejet undervisningsinstitution af en vis størrelse formentlig være omfattet og overvågning heraf dermed fuldt lovlig[47]. Det kan nævnes, at der i dag video-overvåges på bl.a. Københavns Universitet og Handelshøjskolen på Frederiksberg påtænker at iværksætte overvågning. Disse eksempler tjener kun til illustration, da de begge er under offentlige myndigheders rådighed og derfor under alle omstændigheder ikke er omfattet af forbudet. Der sigtes altså med undtagelsen i ovl. § 2, nr. 1 til nogle områder, som stedligt falder ind under afgrænsningen i forbudet ved at være almindelige færdselsområder, men som man alligevel fra lovgivers side ønskede at gøre det lovligt at overvåge. Det skal bemærkes, at lokalerne i tankstationer, butikker i butikscentre m.v. ikke falder indenfor afgrænsningen og dermed ikke er omfattet af forbudet - og altså heller ikke af undtagelsen.

                      Den anden modifikation til forbudet mod overvågning af almindelige færdselsområder er overvågning der sker uden optagelse, dvs. visning på skærm (monitorering) uden lagring af billedmateriale, betinget af at den “foretages som led i overvågning af egne indgange, facader, indhegninger eller lignende”[48]. Bestemmelsen er indsat for at muliggøre overvågning af facader og indgange m.v. hvor der nødvendigvis vil medtages offentlige områder i kameraets vinkel. Denne form for overvågning er det tilladt at foretage skjult, også selvom der er almindelig adgang til det overvågede område, da situationerne ikke er omfattet af oplysningsforpligtelsen i ovl. § 3, jvf. § 3, stk. 2. Når man henser til det fysiske krænkelsespotentiale[49], som overvågning også uden optagelse har ikke mindst i form af øget mulighed for beluring, synes det bemærkelsesværdigt, at situationen er undtaget fra oplysningsforpligtelsen.

                      Det eneste krav til overvågningen, som fremgår direkte af ovl., er bestemmelsen i lovens § 3, der foreskriver at private, der foretager overvågning på områder hvortil der er almindelig adgang  skal give oplysning om overvågningen ved skiltning eller på anden tydelig måde[50]. Bemærk at dette er en udvidelse i forhold til områder der “benyttes til almindelig færdsel” og altså også omfatter overvågning inde i butikker, i udstillingslokaler etc. Forpligtelsen gælder alene overvågning i åbningstiden og som nævnt ovenfor ikke for overvågning af egne facader og lign. hvor der ikke sker optagelse på bånd. Oplysningsforpligtelsen er i øvrigt ved lovændringer i hhv. 1998 og 1999[51] udvidet til også at gælde overvågning af arbejdspladser - både offentligt ansatte og private - samt offentlige myndigheders overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang for publikum, dvs. ekspeditionsområder, venteværelser, skranke-områder m.v.[52].

                      Samlet set må man konkludere, at ovl. i vidt omfang åbner mulighed for at private foretager tv-overvågning og at begrænsningerne ikke er vidtgående. Det kan som nævnt også stille én undrende overfor lovens titel “Forbud mod tv-overvågning”. Umiddelbart synes det som en uvæsentlig detalje, men lovens titel var også i 1982 genstand for kritik: I  det oprindelige forslag hed loven nemlig “Lov om tv-overvågning”. Et flertal i folketinget var generelt skeptisk overfor tv-overvågning og man syntes at forslaget gav for vidtgående overvågningsmuligheder. Forslaget blev vedtaget efter følgende ændringer: Offentlige myndigheder blev udeladt, en mulighed for dispensation fra optagelsesforbudet i forbindelse med overvågning af indgange, facader mv. hos politiet blev ligeledes fjernet og sidst men ikke mindst, så blev titlen ændret til lov om forbud mod privates tv-overvågning, uden at der dog indholdsmæssigt var ændret ved grundtrækkene i reguleringen af privates overvågning. Resultatet af reguleringen, og den deraf følgende store udbredelse tv-overvågning har i dag,  står i modstrid med daværende justitsminister Ole Espersens - som havde fremsat lovforslaget - udtalelser under 1.behandlingen af lovforslaget, hvori han fastslog med hold i den eksisterende retstilstand, at “formålet med lovforslaget, er at forbyde privates tv-overvågning. Det er det, vi gør”[53].

                      Vedtagelsen bar muligvis præg af lidt forvirring: Nogle antydede at sagen ikke var gennemarbejdet nok, andre mente at den simpelthen ikke var “moden” til lovgivning[54]. Uanset hvad der var tilfældet, må man forudsætte at området skulle tages op til revision, da den tekniske udvikling ikke var overskuelig på tidspunktet for lovens vedtagelse. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at den i forvejen kortfattede lov på i alt 7 små paragraffer alene er blevet revideret ved de to før nævnte lovændringer i 1998 og 1999. Man kan kun gisne om forklaringen på dette: Måske er debatten “druknet” pga. den eksplosive teknologiske udvikling og det deraf meget store behov for debat og nytænkning ikke mindst på edb-området. Måske har man simpelthen syntes at loven var tilstrækkelig i.f.t. behovet for regulering af området. Der er nok ingen tvivl om, at stemningen er blevet mere overvågnings-venlig siden slutningen af 70’erne[55]. En lov der måske var mindre restriktiv end hensigten var, da den blev vedtaget, synes umiddelbart at være blevet mere tidssvarende nu 20 år efter, hvor overvågningen er meget mere udbredt og hvor lovens indhold dermed er mere aktuelt end nogensinde.      

 

1.4. Straffelovens bestemmelser og overvågning af følsomme områder.

For at få et sammenhængende billede af retstilstanden på tv-overvågningsområdet må vi også vende blikket mod mulige relevante bestemmelser i straffeloven, der indebærer begrænsninger i adgangen til at tv-overvåge. Når det drejer sig om beskyttelse af privatlivet findes der bestemmelser i straffelovens kapitel om freds- og æreskrænkelser. Først og fremmest § 264 a der angår uberettiget fotografering og iagttagelse[56] af personer  på ikke frit tilgængelige steder[57]. Baggrunden for bestemmelsen er ifølge Straffelovrådets betænkning fra 1971 om privatlivets fred det udgangspunkt, at “befolkningen skal beskyttes over for former for udspionering, som man ikke er indstillet på at tage sig i agt for”[58]. Det er i øvrigt det samme synspunkt, der er baseret på erkendelsen af, at overvågning som man ikke er forberedt på eller vidende om i sig selv kan virke krænkende[59]. Bestemmelsen blev indsat i 1972 for at dæmme op for de nye teknologiske muligheder i forbindelse med spionudstyr og andre “apparater”, men på et tidspunkt hvor den teknologiske udvikling endnu ikke havde muliggjort den udbredelse og anvendelse af overvågningsudstyr som er aktuel i dag. Det var derfor naturligt at tage udgangspunkt i overvågning af personer på ikke frit tilgængelige steder. Med overvågningsloven i 1982 fandt man det naturligt at forholde sig til de ændrede forudsætninger  i form af billigere overvågningsudstyr m.v., der havde gjort anvendelsen af tv-overvågning langt mere udbredt og behovet for at beskytte borgeren også på frit tilgængelige steder større. De to regelsæt supplerer altså hinanden for  så vidt angår den stedlige afgrænsning og beskyttelsen af privatlivets fred.

                      Den informationelle beskyttelse - modsat den fysiske[60] - kommer til udtryk ved strfl.§ 264 c, der kriminaliserer anvendelse eller brug [61] af oplysninger fremkommet f.eks. ved uberettiget fotografering el. lign. efter § 264 a.  I modsætning til strfl. § 264 a indeholder § 264 d en beskyttelse mod optagelser af personer på frit tilgængelige steder: Strafbarheden er her knyttet til uberettiget videregivelse af private oplysninger f.eks. i form af billeder.

                      En sidste bestemmelse som kan være relevant i forbindelse med tv-overvågning hører til i et andet kapitel af strfl. nemlig kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden[62]. Bestemmelsen i § 232 om blufærdighedskrænkelse angår det direkte fysiske krænkelsespotentiale[63]. Bestemmelsens primære formål er at beskytte folk mod påtvungen iagttagelse m.v. af andres seksuelle handlinger f.eks. ekshibitionistiske handlinger, befølinger, verbal uterlighed m.m.[64], så det er altså ikke bestemmelsens kerneområde der kan aktualiseres ved tv-overvågning. Bestemmelsen omfatter imidlertid også iagttagelse eller fotografering, primært af personer under afklædning eller nøgne[65] eller af andres seksuelle forhold - “vindueskiggeri”[66]. Strafbarheden påvirkes ikke af, om den iagttagne har været bevidst om beluringen i form af konkret viden eller blot en opfattelse af en vis risiko for herfor[67]. Det er handlingens almene egnethed til at virke krænkende der er afgørende - ikke den iagttagnes subjektive oplevelse.

                      Bestemmelsen kan tænkes at blive aktuel ved tv-overvågning af særligt følsomme områder som toiletter, prøve- og omklædningsrum, hvor det strafbare forhold vil kunne være fuldbyrdet, hvis gerningsmanden har opnået at se en person helt eller delvist afklædt eller under afklædning. Det er et krav for fuldbyrdelsen at gerningsmanden har set noget[68]. Det forudsætter imidlertid, at man kan løfte bevisbyrden for at f.eks. den ansatte som overvåger - i en ellers som udgangspunkt lovlig overvågningssituation - har haft til hensigt at opnå en personlig og seksuelt betonet tilfredsstillelse ved iagttagelse af tv-overvågningsskærmen. Det er svært at opnå en sådan indsigt i menneskets tanker, men der vil da være situationer, hvor f.eks. en direkte fokusering med kameraets zoom-funktion vil kunne mere end antyde, at der har været tale om et strafbart forhold efter strfl. § 232.

                      Der er ingen nærmere regulering af adgangen til at overvåge sådanne følsomme områder og det kan på baggrund af ovenstående bevisvanskeligheder virke som en noget spinkel og ikke tilstrækkelig beskyttelse af privatlivets fred på følsomme tv-overvågede områder. Det ville være hensigtsmæssigt at opstille krav til sådan intim-overvågning, hvis man altså fortsat ønsker en adgang til overvågning af sådanne områder[69], f.eks. at kameraer nødvendigvis var opstillet på måder, der umuliggjorde seksuelt betonet beluring[70].     

 

1.5. Samtykke. 

I forlængelse af diskussionen af straffelovens bestemmelser kan man med rette stille spørgsmålet; om der overhoved er noget i vejen for - en hvilken som helst form for - overvågning,  hvis den iagttagne har givet - i strafferetlig terminologi: disculperende - samtykke til overvågningen. Det strafferetlige begreb er omgærdet af en vis uenighed omkring i hvilket omfang et sådan  samtykke er gyldigt, men det antages i teorien at det ikke er gyldigt hvis afgiveren er under 15 [71].

                      Efter den almindelige aftaleretlige begrebs-afgrænsning kan et gyldigt samtykke bestå af vidt forskellige grader og former for tilkendegivelser eller handlinger; fra konkludent adfærd; et nik eller anden indforstået adfærd som f.eks. den blotte indtræden på et område, hvor personen er bekendt med at et særligt vilkår er gældende, til skriftlig tiltrædelse på baggrund af grundige forhandlinger. Andre former som stiltiende accept vil også efter omstændighederne kunne udgøre et almindeligt aftaleretligt gyldigt samtykke. Der må i almindelighed lægges vægt på, om personen må anses for at have den fornødne viden om situationen og omstændighederne til at kunne træffe en bevidst beslutning. I en situation som ved tv-overvågning er det alene den ene part - den part der har iværksat overvågningen - der har dikteret situationens omstændigheder. Sådanne, i aftaleretlig terminologi ensidigt vedtagne vilkår, medfører at der stilles lidt højere krav til accepten / vedtagelsen af vilkåret om, at indtræden på området medfører tv-overvågning af en eller anden art, afhængigt af, hvor bebyrdende man anser vilkåret for at være[72]. Efter en streng fortolkning vil krav der skal sikre, at den overvågede part har haft et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag ikke synes at være opfyldt, bl.a. under hensyn til at oplysningsforpligtelsen ved tv-overvågning kun indebærer, at der som minimum oplyses om at der overvåges[73]. Dette sker i praksis typisk ved skiltning i form af piktogrammer med et motiv af et kamera. F.eks. stilles der ingen krav i ovl. til de nærmere oplysninger om hvorvidt der optages eller ej, præcis hvor der overvåges; altså hvor kameraerne er opsat m.v.[74]  Når oplysningsforpligtelsen i praksis normalt alene lever op til det minimale krav[75] må det som udgangspunkt anses for tvivlsomt om en person ved indgang til overvågede områder på denne baggrund kan siges at acceptere overvågningen ved stiltiende samtykke[76]. Dette synspunkt understøttes af den omstændighed, at det er de færreste der formentlig er sig bevidst om overvågningskameraernes tilstedeværelse på trods af skiltningen - enten fordi de ikke bemærker de små piktogrammer ved indgangene til butiksområder[77], toiletter eller andet overvåget område, eller fordi der efterhånden foretages overvågning så mange steder i det offentlige rum, at der er sket en form for svækkelse af opmærksomhedsgraden. Der er på den baggrund begrundet tvivl om, hvorvidt der overhoved er truffet nogen beslutning og dermed er nogen  vilje til at samtykke til overvågningen[78]. Der hersker således i de konkrete tilfælde stor tvivl om grundlaget for et evt. samtykke - så stor at man formentlig må afvise af der foreligger et reelt indgået aftale-forhold.

                      Derudover kan der sættes spørgsmålstegn ved, om parterne i en overvågningssituation i det hele taget har parts-status i aftaleretlig forstand. Der kræves en vis “kontrahering” eller lignende for at man kan siges at have indgået i et aftaleforhold. Normalt indgås et aftaleforhold ikke ved at man bevæger sig ind på et butiksområde for at se på varer og modtage tilbud - som prisskiltning på varer efter retspraksis er. Omvendt kan man argumentere for, at benyttelsen af et toilet f.eks. mod betaling med mønt eller polet er at anse for et aftaleforhold, hvor personen opnår en brugsret mod vederlag. Videoovervågningen er her et vilkår i den endelige aftale. Det er svært at konkludere noget generelt på baggrund af de forskellige situationer, der kan tænkes at optræde - det væsentlige er imidlertid også den aftaleretlige tankegang og systematik der kan illustrere, at samtykket som udgangspunkt er en handling der er udtryk for et bevidst valg truffet på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.

                      At det er yderst tvivlsomt at man kan tale om et bevidst valg og et gyldigt samtykke til overvågningen bliver endnu mere udtalt, hvis man skal sammenholde situationen med samtykke-begrebet som det gælder efter LBP: Efter dennes § 3, nr. 8 skal et samtykke være en  frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger vedrørende vedkommende gøres til genstand for behandling[79]. Behandlingsbetingelserne forudsætter endvidere for almindelige oplysningers vedkommende, at samtykket skal være udtrykkeligt og altså ikke kan ske stiltiende eller indirekte[80]. Der er dog ingen formkrav og samtykket kan afgives såvel skriftligt som mundtligt[81] og formentlig også ved visse former for konkludent adfærd[82]. Langt mere tvivlsomt er det om samtykket kan søges indlagt i en form for handlemåde som f.eks. at træde ind på et område der overvåges[83].  Man kan som målestok sammenligne med det aftaleretlige samtykke-begreb i forhold til forbrugere[84]. Herefter vil det ikke kunne anses for tilstrækkeligt, når det tages i betragtning; at overvågningen alene eller i hovedsagen sker i overvågerens interesse; at omstændigheden eller vilkåret alene er dikteret af overvågeren og at der på denne baggrund vil stilles betydeligt større krav til samtykket efter koncipistreglen som berørt ovenfor. Der må i øvrigt ikke herske tvivl om at der er givet samtykke til en behandling[85].

                      Den meget sparsomme information der gives om overvågningen ved piktogrammer udelukker for det første, at der kan være tale om et specifikt samtykke, idet det forudsætter at det fremgår klart og utvetydigt, hvad det er der samtykkes til herunder hvem der behandler oplysninger og til hvilket formål det sker[86]. For det andet kan der på baggrund af den sparsomme information der gives om overvågningsforanstaltningen heller ikke siges at være tale om, at grundlaget for et evt. samtykke er tilstrækkeligt informeret, idet der heri ligger at den registrerede skal være i besiddelse af en tilstrækkelig viden om behandlingen, til at den pågældende kan vurdere, hvorvidt samtykke  bør meddeles eller ej[87]. Et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag vil f.eks. forudsætte viden om senere behandlingsformer, mulighed for videregivelse af oplysninger m.v. Hvad der vil stilles af krav for at oplysningsforpligtelsen - og dermed grundlaget for et evt. samtykke efter LBP vil være opfyldt behandles detaljeret i afsnit 3.4.      

                      For helhedens skyld skal jeg afslutningsvist stille spørgsmålstegn ved betingelsen om frivillighed. Der foretages tv-overvågning i næsten alle butikscentre og efterhånden hovedparten af større forretninger m.v.[88]. - en udvikling der må forventes at indebære fortsat vækst i antallet af overvågede områder i det offentlige rum. Det nærliggende argument, om at man altid kan fravælge at gå ind i en forretning der overvåges,  synes dermed at være udhulet[89].  Det kan i dag ikke forudsættes at  være muligt at færdes normalt uden at blive registreret af et kamera eller flere[90]. Det skal tages i betragtning, at der kan opleves et betydeligt pres i situationerne,  når der ikke umiddelbart findes et ikke-overvåget alternativ i nærheden, hvilket ikke mindst vil være tilfældet i situationen, hvor en person f.eks. har behov for at benytte et toilet. På denne baggrund mener jeg ikke at man kan tale om valgfrihed, frivillighed eller selvbestemmelsesret med reelt og realistisk indhold i forbindelse med tv-overvågning. Det er derfor af afgørende betydning at den eksisterende lovgivning er udtryk for en bevidst afvejning af de modsatrettede hensyn.

 

Kapitel 2. Finder LBP anvendelse på tv-overvågningssituationen?

 

2.1. "Den nye overvågning".

                      Da ovl. blev vedtaget i begyndelsen af 1980’erne havde politikerne et andet billede på nethinden af hvad overvågning var end de har i dag: Den tv-overvågning man tænkte på var den analoge optagelse på traditionelle video-bånd, som man kendte fra video-båndoptageren, hvilket forekom dog nogenlunde konkret og håndterligt. Man havde naturligvis svært ved at overskue, hvad den teknologiske udvikling ville bringe med sig. Ligesom på alle andre samfundsområder har billedet fået langt flere facetter med de teknologiske fremskridt og innovationer, som er kommer til siden da: Den stigende brug af edb og digitalisering, kommunikation og spredning af informationer over internettet etc. er medvirkende til at også “overvågning” i almindelighed har fået helt andre dimensioner og karakteristika end den havde f.eks. i 70’erne og 80’erne. Endvidere var prisen på overvågningsudstyr dengang høj i forhold til systemets funktioner, hvorfor der var lagt en naturlig dæmper på udbredelsen af overvågningssystemer - modsat i dag, hvor et udmærket og anvendeligt overvågningssystem kan erhverves for et mere moderat beløb[91].    

                      Overvågningsudstyret kan nogle helt andre ting i dag, der gør det langt mere effektivt uden brug af store mængder udstyr. F.eks. anvendes multipleks-udstyr der gør det muligt at optage billeder skiftevis fra flere forskellige kameraer, men på samme båndoptager og billederne fra kameraerne kan lagres på forskellige “spor” på båndet. Multipleks-princippet medfører reduktion i udstyrsmængden og i de løbende omkostninger ved at tv-overvåge. Opbevaring af store mængder materiale er således blevet billigere og mindre pladskrævende. Dette indebærer, at der ikke er de samme omkostningsmotiverede eller praktiske begrænsninger for opbevaring af store mængder billedmateriale. Når incitamentet til at slette de store mængder data er formindsket øges risikoen for at der lagres materiale, hvilket igen kan øge risikoen for efterfølgende misbrug og i det hele taget medføre  tab af kontrol med den ”flow” af data der er om individet. Muligheden for at vores udtryk i form af billeder aldrig går tabt og vi aldrig “glemmes” har været til stede siden foto-teknikkens fremkomst, men sandsynligheden for at det sker er mærkbart større i dag. 

                      Anvendelse af digitale optagere og bånd i stedet for de traditionelle analoge giver også andre muligheder: F.eks. kan digitale optagelser transmitteres via internettet eller andre tele-baserede kommunikationslinier med beskedne omkostninger. Det er således muligt at sprede billedmateriale i princippet over hele  verden i løbet af få minutter. Den digitale teknologi indebærer en “kopiering” og overførsel af bits, der er grundlaget for det pågældende materiale (dokument, billede etc.). Materialet kan således ved overførsel “duplikeres” i uendelige mængder uden større besvær. Alle disse teknologiske muligheder indebærer fordele for tv-overvågningen som foranstaltning, men da de gør spredning mere effektiv, indebærer de også en øget risiko for misbrug - et misbrug der vil kunne nå helt andre højder og vil være sværere og måske umuligt at begrænse efterfølgende.

                      Kvaliteten af optagelserne er også blevet bedre siden 80’erne, hvor billederne på monitorerne var sort/hvide og med en ringe billedopløsning, der kunne gøre det svært overhoved at genkende personer på billederne - selv i 90’erne kostede udstyr der gav en rimelig billedkvalitet for meget til at der kunne investeres i det mange steder. Til illustration af betydningen af billedkvalitet kan nævnes den tragiske sag om to unge drenges mishandling og mord på den engelske baby-dreng James Bulger. De to drenge var blevet optaget via et video-overvågningskamera i et butikscenter, hvor man kunne følge deres bortførsel af James Bulger. Kvaliteten af billederne var imidlertid så ringe, at selv mennesker der var tæt på de to drenge ikke blev mistænksomme eller kunne genkende dem, da optagelserne blev vist i fjernsynet.

                      Mordet på James Bulger skete i 1993 i overvågningens “hjemland” England og var i øvrigt den første sag, der rigtigt rettede offentlighedens opmærksomhed på mulighederne ved video-overvågning. Selv i et overvågningsmæssigt fremmeligt land, var udstyret man investerede i i 80’erne og 90’erne ikke imponerende sammenlignet med i dag. Udover en forbedret kvalitet som sådan er det endvidere blevet muligt med avanceret infrarødt og lys-følsomt udstyr at “se i mørke”. Andre teknologier gør det muligt at se igennem tasker, døre osv. , software-teknologier gør det muligt efterfølgende at “bearbejde” materialet, så man kan opnå bedre kvalitet etc. Ved tv-overvågning m.v. i dag er vi blevet mere synlige og mere “gennemsigtige” end nogensinde før. Tilsvarende er mulighederne for f.eks. opklaring af forbrydelser ved hjælp af video-optagelser blevet større.

                      Den stigende anvendelse af overvågningsudstyr rejser også nogle problemer, der for så vidt er teknologi-uafhængige og hvor det afgørende alene er, at der overvåges oftere og mere intenst. Karakteristisk for overvågning med lagring af oplysninger/materiale er, at der skabes en dokumenterbar virkelighed i et omfang vi ikke tidligere har kendt til: Forbrydelser opklares fordi gerningsmanden har talt i mobil-telefon på et givet sted på et givet tidspunkt - Hvis gerningsmanden har valgt at ringe fra en anonym telefonboks i et butikscenter opklares den måske fordi gerningsmanden har ringet uden at være bevidst om at centeret (og telefonboksen) var tv-overvåget. Det er i stigende grad muligt at bevise og kortlægge personers adfærd og færden gennem dels de elektroniske spor vi sætter, men også gennem de utallige kameraer der efterhånden er opsat rundt omkring i butikker, på tankstationer osv. Vi kan i stigende grad “findes”, hvis der er gemt materiale, som man kan søge i. Og når kameraernes “øjne” glider hen over et område skelner det ikke mellem forbryderne og de uskyldige: For kameraet er vi alle lige mistænkte; kategorisk i stedet for konkret. Denne generelle mistænkeliggørelse kan principielt kritiseres, men alt efter ens opfattelse kan man retorisk argumentere til dens forsvar; at kameraet ikke burde true dem med “rent mel i posen”. Man bør dog have in mente, at der er mennesker der uanset “rent mel i posen” føler det krænkende og / eller hæmmende for deres velbefindende, at blive overvåget med kamera.

                      Uanset forskellige synspunkter, billigelse til misbilligelse; fra de rent pragmatiske til Kafka[92] og Foucault[93], så indebærer teknologien en stadig udfordring for den privatlivsretlige regulering der skal tilpasses det samfund vi ønsker. Udfordringen viser sig hele tiden; i disse tider efter terror-angrebet på World Trade Center i USA diskuteres på ny anvendelse af den avancerede biometriske teknologi til ansigtsgenkendelse i lufthavne m.v.: Grundlaget for teknologien er en beregning af forskellige algoritmer baseret på målinger af forskellige afstande i ansigtets træk. Disse målinger kan ske på basis af kamera-optagelser og uden at personen der “måles” er klar over det. Med en soft-ware application er det muligt at sammenholde personerne målte data med et katalog / register  over indlagte profiler i en database og således se, om der er nogen der matcher med nogle af profilerne man søger efter. Kameraet kan ved denne teknologi scanne store menneskemængder for ansigter til mulig genkendelse af profiler i databasen. Teknologien er bl.a. blevet anvendt ved en Superbowl finale i staten Florida og nu overvejer man at anvende teknikken til scanning for kendte terrorister i lufthavne i USA[94].

                      Ansigtsgenkendelse giver igen nye dimensioner til tv-overvågningens anvendelsesmuligheder, karaktertræk og beskyttelsesbehovet i forbindelse hermed. På den ene side kan der argumenteres for, at det kun er særligt konkret udvalgte personers profiler, der er indlagt i databasen og som vil indebære en match gennem anvendelse af teknologien. Dette er på sin vis en tilbagevenden til den konkrete overvågning af særligt mistænkelige personer. Metoden medfører en mere tydelig skelnen mellem mistænkte og “alle os andre” som bi-personer, men forudsætter på den anden side stadig en screening af alle forbipasserende for at gennemsøge for overensstemmende profiler. Teknologien åbner endvidere mulighed for, at vi alle i teorien kan blive “identificerbare”[95], forudsat at vores profiler og mål er indlagt i databasen. Afhængigt af hvordan teknologien vil blive anvendt medfører den nogle nye aspekter til det konkrete behov for - og udformningen af privatlivsbeskyttelsen i reguleringen af video-overvågning. 

                      En anden konsekvens af betydning for samfundet er den tendens til privatisering af det kriminalitetsrelaterede arbejde, som “private security” er udtryk for. Sikkerhedsforanstaltninger, præventivt arbejde, opdagelse, opklaring, bevissikring og tilbageholdelse af gerningsmænd er med tv-overvågningens udbredelse i vidt omfang gået fra at være offentlige anliggender varetaget af politiet til at blive varetaget af privat sikkerhedspersonale og lignende i virksomhederne. Dette er en samfundsmæssig ændring i form af en tendens til en mere utydelig skillelinie mellem det offentlige og private - et forhold som man bør have for øje i forbindelse med lovgivning der vedrører private hhv. det offentlige. En opblødning af denne skelnen mellem offentlig og privat er også sket i forhold til forståelsen af det materielle indhold af menneskerettighederne herunder retten til privatliv i EMRK art. 8, jvf. den såkaldte drittwirkung[96], hvorefter det er anerkendt, at private borgere - trods den menneskeretlige regulerings udgangspunkt om beskyttelse mod det offentliges indgreb - også skal beskyttes mod andre privates indgreb i deres rettigheder[97]. Personoplysningsloven er en regulering af både offentlige og privates behandlinger og loven kan netop siges også at være udtryk for statens efterlevelse af pligten til også at beskytte borgeren mod andre privates indgreb i deres privatlivsret.

                      Generelt må man konstatere, at den “nye” overvågning har et ganske andet ansigt end for bare 20 år siden. Ikke blot går overvågningen “dybere”[98], den går også ind på større områder. Behovet for en tidssvarende og teknologi-uafhængig regulering på området for tv-overvågning er stort;  ikke mindst fordi samfundsudviklingen bør basere sig på en gennemarbejdet afvejning af de forskellige hensyn der er hhv. for og imod overvågningens og data-behandlingens udbredelse. Et vigtigt initiativ i den forbindelse er EU-direktiv 95/46, som i Danmark er implementeret ved personoplysningsloven. I det følgende vil jeg undersøge, om den databeskyttelsesretlige regulering i personoplysningsloven finder anvendelse på tv- og videoovervågning.

I direktivet der ligger til grund for LBP[99] nævnes video-overvågning i præambelens betragtning 16, hvoraf det fremgår, at privates behandling af billeddata som sker ved video-overvågning som udgangspunkt er omfattet af direktivets anvendelsesområde[100]. Spørgsmålet er herefter, hvordan dette forholder sig set i lyset af den danske implementering af direktivet. 

                      I personoplysningsloven nævnes området tv- eller video-overvågning ikke - hverken i loven eller dens forarbejder. Man var tilsyneladende ikke opmærksom på denne særlige behandlingstype under det vanskelige lovgivningsarbejde[101], og spørgsmålet om, hvorvidt situationen er omfattet af loven, fortjener en nærmere undersøgelse. 

                      Jeg vil i de følgende kapitler undersøge, hvorvidt LBP finder anvendelse på tv-overvågningssituationen og i givet fald i hvilket omfang dette er tilfældet. Jeg vil i den forbindelse diskutere de problemer anvendelsen vil medføre dels lovteknisk; dels mere generelt i forhold til de konsekvenser en anvendelse vil have for tv-overvågningen i Danmark.

 

2.2. Elektronisk databehandling.

                      Personoplysningslovens anvendelsesområde afgrænses i lovens § 1, hvorefter ikke-elektronisk behandling af personoplysninger er omfattet, hvis oplysningerne enten er eller vil blive indeholdt i et register[102] eller er systematisk, udføres af private og omfatter oplysninger om visse personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden[103]. Foruden disse behandlinger omfatter LBP enhver behandling der foretages helt eller delvist ved hjælp af  elektronisk databehandling[104].  Spørgsmålet er dermed hvilke former for tv-overvågning der kan anses for at være “elektronisk” i lovens henholdsvis direktivets forstand. Spørgsmålet har betydning, idet reglerne om den registreredes rettigheder ikke finder anvendelse for den nævnte ikke-elektroniske behandling, der ikke kan anses for at være indeholdt i et register jvf. LBP § 1, stk. 2. Endvidere er disse behandlinger kun omfattet, hvis de omfatter særlige typer oplysninger - om personers private, økonomiske eller andre personlige forhold som i øvrigt med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden, jvf. LBP § 1, stk. 2. I modsætning hertil gælder loven for elektronisk  behandling af enhver oplysningstype og uafhængigt af register-begrebet, jvf. LBP § 1, stk. 1. Definitionen af begrebet “elektronisk” som det er anvendt i Direktiv 95/46[105] har endvidere betydning for, hvorvidt video-overvågning er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Der synes at være uklarhed også på dette punkt.

                      Det kræver en vis nuancering af metoderne til tv-overvågning for at kunne rubricere behandling der sker ved tv-overvågning som henholdsvis elektronisk og ikke-elektronisk. I afgrænsningen af begrebet i forhold til LBP tænkes typisk på forskellen mellem manuel og computerbaseret edb-behandling, hvor sidstnævnte er lovens kerneområde for databeskyttelsen. Den danske litteratur på området bærer præg af, at der som oftest sigtes mod “EDB” i almindelighed forstået som computer-baserede behandlinger i modsætning til de rent manuelle behandlinger; f.eks. oplysninger skrevet med gåsefjer, blyant, kuglepen eller skrivemaskine uden brug af digital teknik[106].

                      Som behandlingstype adskiller tv- og video-overvågning sig fra denne opdeling ved hverken at lade sig rubricere som egentlig manuel eller computerbaseret elektronisk: Den traditionelle tv-overvågning med “gammeldags” udstyr, dvs. en monitor (skærm) tilkoblet et automatisk virkende eller fjernbetjent kamera, indebærer på sin vis en elektronisk behandling, da billedvisningen foregår adskilt fra kameraet og ved denne fjernbetjening altså indebærer en elektronisk påvirkning. Denne betragtning kan trods dens umiddelbare logik ikke nødvendigvis tages til indtægt for en rubricering af al tv-overvågning som værende elektronisk i personoplysningslovens forstand.  Fortolkningen af “elektronisk” som værende “elektronisk påvirkning” synes ikke at være lagt til grund ved den databeskyttelsesretlige lovgivning, jvf. nedenfor.

                      I Norge - som vi traditionelt gerne sammenligner os med - indeholder deres Personoplysningslov en  særskilt regulering af fjernsynsovervågning. I forslaget[107] til lovens afgrænsning af dens saglige anvendelsesområde anvendtes den samme opdeling i elektronisk og ikke-elektronisk databehandling som den danske personoplysningslov, men for så vidt angår overvågning blev særligt henvist til fjernsynsovervågning og billedoptagelse, som ikke  er elektronisk (data)behandling[108]. Det skulle på denne baggrund være forudsat, at ikke al tv-overvågning, der sker ved hjælp af en form for elektronisk påvirkning er “elektronisk” databehandling i lovens forstand. Forslaget blev ændret så sondringen ikke optræder i den gældende norske personoplysningslov[109].

                      Efter den norske fortolkning af Direktiv 95/46 er tv-overvågning omfattet af direktivets anvendelsesområde, når overvågningen repræsenterer en elektronisk behandling f.eks. ved at personoplysningerne opbevares i digitaliseret form[110]. Tv-overvågning der ikke resulterer i lagring af billed- eller lydmateriale er heller ikke efter den norske opfattelse omfattet af direktivet. Under udvalgsarbejdet til den norske lov var man opmærksom på problematikken om, hvorvidt tv-overvågning var omfattet af direktivets begreb “elektronisk databehandling”. Ifølge udvalgsbetænkningen lagde man vægt på om (billed)materialet er “maskinlæsbart” dvs. at der sker en lagring og ikke blot visning på monitor og at lagringen sker på et digitalt medium[111].     

                      I modsætning hertil knytter det svenske forslag til en tv-overvågningslov - der indeholder en databeskyttelsesretlig regulering - sit anvendelsesområde til automatisk data-behandling[112]. Opdelingen understøtter udgangspunktet med at ethvert fjernbetjent apparat fungerer via elektronik og således er elektronisk data-behandling. Systematikken minder om afgrænsningen i den danske ovl., hvorefter der ved tv-overvågning forstås overvågning “ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende tv-kamera, fotografiapparat eller lignende apparat” jvf. ovl. § 1, stk. 2. 

                      Efter den svenske[113] fortolkning af direktivets anvendelsesområde er det ligeledes en betingelse for at materiale fra video-overvågning er omfattet af direktivet, at tv-overvågningen sker ved hjælp af digital teknik[114]. Denne fortolkning svarer til afgrænsningen i forhold til den svenske personoplysningslov, der kun finder anvendelse hvis overvågningen indebærer digital teknik[115].  Modsat muligvis Peter Seipel, der henviser til at direktivet finder anvendelse “when automatic means are used”[116]. Efter den svenske og den norske fortolkning af direktiv 95/46 afhænger afgrænsningen af begrebet elektronisk altså tilsyneladende af, hvorvidt der er et digitalt element samt af lagringsprocessen. Registertilsynet har i en udtalelse tilsyneladende også lagt vægt på, at videoptagelser var lagret digitalt, i forbindelse med deres opfattelse af begrebet “elektronisk databehandling” i LBPs forstand[117]. Hvorvidt det er en betingelse at materialet lagres digitalt for at henhøre under begrebet synes tvivlsomt og ikke afklaret, men det er umiddelbart den opfattelse man får[118]. Alt andet lige kan opdelingen mellem elektronisk og ikke-elektonisk databehandling siges at være problematisk, hvis den medfører en forskellig retstilstand for forskellige typer af tv-overvågning med samme beskyttelsesbehov.

                      Det synes at være af afgørende betydning, om mediet hvorpå billederne lagres anvender digital eller analog teknik. På traditionelle video-bånd lagres billederne analogt, hvorimod nye teknikker indebærer en digital lagring af billedmaterialet. Den digitale lagring har mange fordele, f.eks. at der kan lagres langt større mængder billedmateriale f.eks. på flere “spor” på båndet / lagringsenheden og samtidigt kan der lagres optagelser fra flere kameraer ad gangen[119]. Derudover har det betydning for hvor let overførsel af billederne er mulig: F.eks. skal en filmoptagelse der er lagret på et analogt video-bånd først kopieres og omtransformeres til et kompatibelt medie, hvis det skal transmitteres på internettet eller på anden vis via tele-nettet. Dette kræver altså en “ekstra” behandling i forhold til digitalt lagret billed-materiale, der som hovedregel kan transmitteres uden yderligere foranstaltninger. I dag er der butikscentre der er direkte tilkoblet en forbindelse til politiet, så de umiddelbart efter at f.eks. et butikstyveri er registreret kan transmittere billedmaterialet i “udklippet” form til politiet.

                      Baggrunden for at sondre mellem digitale og analoge lagringsmedier er givet, at mulighederne for brug, videregivelse og spredning m.v. f.eks. gennem hurtig transmission via inter-nettet er langt større med digitalt materiale end ved analogt. Det var bla. denne erkendelse der lå til grund for den norske udvalgsbetænknings konklusion om, at analogt lagret billed- (og lyd)materiale normalt ikke er omfattet af direktivets regler, idet man mente at den afgørende faktor for om noget var “elektronisk” var materialets “søgbarhed”[120]. Der kan fremføres argumenter for, at det som oftest umiddelbart er lettere at søge på digitalt materiale end analogt[121]. Det bør dog samtidig tages i betragtning, at et analogt lagret materiale ved en relativt enkel handling kan digitaliseres og dermed gøres ligeså “søgbart” som oprindeligt digitalt lagret materiale. Teknologier i form af softwareprogrammer til “oversættelse” fra analogt til digitalt vil i øvrigt blive mere anvendelige, idet de udvikles og avanceres teknologisk samt bliver mindre omkostningskrævende at anskaffe og bruge. At der for tiden gøres “betydelige fremskridt inden for informationssamfundet med hensyn til udvikling af metoder til at registrere, udsende, bearbejde, lagre, opbevare og videresende oplysninger om fysiske personer via lyd og billede” er direkte indskrevet i direktivets præambel som begrundelse for, at sådant materiale er omfattet af direktivets anvendelsesområde[122]. Argumentationen understøttes i det hele taget af en fremtidsorienteret synsvinkel: Indenfor en overskuelig årrække vil overvågningsudstyret være domineret af digitale teknikker og indtil digital lagring har fuldstændigt overtaget vil det blive nemmere at oversætte og springet mellem analogt og digitalt vil på denne baggrund blive mindre udtalt[123]. Man kan sammenligne med den store forskel der er mellem de traditionelle yderpunkter: manuel og computer- / edb-baserede behandlinger. De store forskelle m.h.t. potentielle problemer m.v., som behandlingsformerne indebærer, med den edb-baserede som den mest problematiske med størst potentiale for krænkelse, begrunder netop differentieringen rent lovgivningsmæssigt.  Når man holder sig for øje, at søgbarheden i video-materiale bliver nemmere og anvendelsesmulighederne større uanset den umiddelbare lagringsform, synes det ikke tidssvarende at definere begrebet “elektronisk databehandling” ud fra, hvilken type video-bånd man sætter i maskinen eller hvilken lagringsenhed der i øvrigt benyttes.

                      Det bør endvidere tages i betragtning, at selve indsamlingen af oplysninger ved video-overvågning ikke adskiller sig med hensyn til beskyttelsesbehov efter om lagringen er digital eller analog. Uanset formen sker der en optagelse og lagring af oplysninger og da der anvendes de samme søgekriterier for opbevaringen uanset opbevaringsformen, nemlig oplysning om tid og sted for optagelserne, er søgbarheden som udgangspunkt den samme[124]. Ud fra en databeskyttelsesretlig synsvinkel forekommer det på denne baggrund mere hensigtsmæssigt at lade anvendelsesområdet være dikteret af hele behandlingsprocessen og beskyttelsesbehovet, end at lade spørgsmålet afhænge alene af hvilken lagringsform der anvendes; lagringsformen er jo ikke af afgørende betydning for f.eks. indsamlingsdelen og som nævnt heller ikke for søgbarheden i materialet. Dette taler også for at anvende et generelt anvendeligt  begreb.

                      Ikke mindst for at opnå en teknologi-uafhængig retstilstand også på overvågningsområdet bør al tv-overvågning som udgangspunkt betegnes som “elektronisk” i sin natur uanset om den lagres digitalt eller analogt. For tv-overvågning med optagelse på video må det lægges til grund, at man ikke kan præge et analogt medium uden at gennemføre en eller anden form for elektronisk databehandling. Dette synspunkt svarer i høj grad til det der kom til udtryk fra svensk side i forbindelse med udarbejdelsen af den svenske overvågningslov: I den svenske betænkning defineres elektronisk databehandling som  visning eller lagring af billeder, der sker gennem elektronisk påvirkning[125]. Det kan imidlertid ikke antages at være afklaret, hvorvidt det er denne systematik der skal anvendes i forhold til LBP eller om der også vil skulle stilles krav om at video-samlingerne udgør et “register” efter LBP § 1, stk. 1, 2. led for at reglerne vil finde anvendelse jvf. nedenfor om register-begrebet i afsnit 2.3.

                      M.h.t. fortolkning af direktivets anvendelsesområde og legal-definitionerne af begreberne “elektronisk” hhv. “digital” er der ikke tilstrækkelig afklaring på spørgsmålet, til at man bør lægge sig fast på krav om “digitalitet” for at lade den databeskyttelsesretlige lovgivning på området gælde ved video-overvågning. Udgangspunktet i direktivet er at alt billedmateriale skal være omfattet af reguleringen[126]. Det skal dog bemærkes, at både den svenske og den norske lovgivning tager højde for, at visse former for video-overvågning, der efter deres fortolkninger ikke er omfattet af direktivet, i øvrigt er omfattet af lovgivningen: Efter den norske personoplysningslov er enhver elektronisk behandling, herunder tv-overvågning med optagelse uanset om den er digital eller ej, omfattet af  loven[127] og efter den svenske tv-overvågningslov reguleres tv-overvågning også generelt. Den svenske tv-overvågningslov er så detaljeret og forholdsvis restriktiv[128], at den lever op til beskyttelsesniveauet i direktivet. Det kan på den baggrund siges at være unødvendigt at lade den svenske personoplysningslov finde anvendelse, hvilket efter den svenske lovtekniske løsning også kun er tilfældet, såfremt der sker en eller anden form for digital behandling[129]. Hverken den norske eller svenske stillingtagen til direktivets anvendelsesområde medfører altså en ringere retstilstand på området end direktivet foreskriver. Det modsatte er tilfældet, hvis den danske LBP ikke finder anvendelse på tv-overvågningssituationen.        

                      Det er en anden diskussion, hvorvidt de enkelte behandlingsskridt i teorien alle selvstændigt kan betegnes som elektroniske. Efter den svenske definition berører dette dog ikke overvågningens karakter af “elektronisk” behandling, idet det anføres, at det gælder uanset om andre funktioner end visningen eller lagringen styres ved elektronik[130]. Personoplysningslovens formulering i § 1 løser dog til dels også dette problem, da loven efter bestemmelsen omfatter behandling der enten helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling[131]. Efter en forholdsvis bred fortolkning må tv-overvågnings-materiale og enhver behandling i forbindelse hermed som foreløbigt udgangspunkt være omfattet af begrebet “elektronisk databehandling” i personoplysningsloven.

 

2.3. Behandlingsbegrebet.

Hvor de gamle registerloves genstand for reguleringen var registrering, opbevaring og videregivelse af oplysninger er der med LBP sket en væsentlig udvidelse af anvendelsesområdet: I LBP tages udgangspunkt i, at enhver behandling af personoplysninger falder ind under lovens anvendelsesområde[132]: Med behandling forstås “enhver operation med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysningerne gøres til genstand for”, dvs. bl.a. indsamling, registrering, lagring /opbevaring, systematisering, brug (eksternt som internt), tilpasning, ændring, udvælgelse (selektion), søgning, sammenstilling, samkøring, blokering, slettelse og videregivelse (ved transmission, formidling eller enhver anden overladelse)[133].

                      Det gamle register-begreb vil stadig være af betydning bl.a. i forhold til LBP § 1 om manuel behandling. Som der blev redegjort for i foregående afsnit, vil registerbegrebet være af betydning i det omfang tv-overvågning ikke anses som værende elektronisk databehandling. Registerbegrebet vil blive diskuteret i det følgende, da det må anses for uafklaret, hvilke former for tv- eller video-overvågning der er elektronisk databehandling og da det er sandsynligt, at man vil lade spørgsmålet afhænge af om der sker digital lagring eller ej, jvf. diskussion i afsnit 2.2. Hvad der skal til for at materiale fra video-overvågning anses for at være indeholdt i et register er på den baggrund relevant. 

                      Det er sparsomt med afgørelser, der tager stilling til, hvorvidt tv-overvågning som sådan var omfattet af den tidligere registerlovgivning. En enkelt afgørelse forudsætter direkte at tv-overvågning var omfattet af Lov om private registre (herefter LPR)[134]. Øvrig praksis vedrører fotos af butikstyve.  I almindelighed måtte butikstyve efter LPR ikke registreres[135], da dette ikke antoges at være nødvendigt for virksomhedens drift[136]. Samlinger af fotos med identificerbare personer (butikstyve) var registre med oplysninger om strafbare forhold[137] og var således som udgangspunkt ikke tilladte jvf. LPR § 3, stk. 2. Der måtte dog ske registrering med henblik på politianmeldelse og oplysninger kunne opbevares så længe en sag verserede[138], hvorefter oplysningerne skulle slettet med det samme[139].               

                      Den form for behandling der var reguleret var selve “registreringen”. Ved udtrykkene “registrering” og “register” forstås i registerlovens forstand “enhver systematisk opbevaring af oplysninger, hvad enten der er tale om maskinelle opbevaringsformer som magnetbånd, plader m.v. eller om manuelle kartoteker og lignende”[140]. Det er et krav at registreringen sker “systematisk” dvs. ikke enkelt stående eller tilfældigt, hvilket i øvrigt svarer til afgrænsningen i ovl. § 1, stk. 2. Heri ligger endvidere en forudsætning om, at det ved registreringen bliver muligt af søge efter oplysninger efter en eller anden systematisk indgangsvinkel. F.eks. udtaltes det i forbindelse med oplysninger om bipersoner, der ikke registreres systematisk, at oplysninger der ikke kan findes uden at gennemsøge hele registrets materiale, ikke er omfattet af lovgivningen[141]. Modsat vil oplysninger, der alligevel forholdsvist nemt kan findes ved sådan en gennemsøgning, pga. materialets / registrets beskedne omfang, være omfattet[142]. Der lægges altså vægt på “søgbarheden” i materialet. Det er en tilsvarende tankegang der ligger til grund for definitionen af “register” i Direktiv 95/46, hvorefter der ved et register forstås “enhver struktureret samling af personoplysninger, der er tilgængelige efter bestemte kriterier”. Man har ikke ved LBP tilsigtet at ændre registerbegrebet. Datatilsynet har i en nyere afgørelse fundet,  at manuelle samlinger af materiale for at kunne betegnes som et register skal være struktureret efter bestemte kriterier, og formålet med samlingen skal være at kunne finde frem til oplysninger om personer[143].

For tv-overvågnings vedkommende rejser dette spørgsmålet om, hvorvidt en samling af video-bånd indeholder oplysninger der i tilstrækkeligt omfang er søgbare til at være beskyttelsesværdige efter den data-beskyttelsesretlige lovgivning. Spørgsmålet om søgbarhed har nær sammenhæng med kravet om identificerbarhed, som behandles i afsnit 2.7. Det lægges i det følgende foreløbigt til grund, at der er identificerbare personer på materialet.

                      Ved almindelig tv-overvågning, hvor der sker optagelse af billedmateriale på video-bånd[144], vil båndene typisk være samlet med oplysninger om tidspunkt og evt. sted for optagelsen. Dette vil muliggøre en søgning efter f.eks. oplysninger om en særlig person eller hændelsesforløb på et givent tidspunkt på et givent sted. Tid og sted vil i dette eksempel være søgekriterierne evt. sammenholdt med viden om en persons udseende, så vedkommende kan genkendes. Modsat vil det - med almindeligt tv-overvågnings-udstyr uden brug af særligt højteknologisk software[145]  - ikke som udgangspunkt være muligt at finde en person- og dermed oplysninger f.eks. om vedkommendes udseende eller færden - uden at gennemse hele materialet, med mindre man i øvrigt har detaljerede oplysninger om personens færden mht. sted og tidspunkt. Her vil søgekriteriet altså være personen, men det skal bemærkes, at der i situationen også vil kræves yderligere kendskab til f.eks. sandsynligheden for at en person optræder på et bånd før der vil iværksættes gennemsøgning.

                      Mængden af materiale vil afhænge af, hvor længe optagelserne opbevares, idet materialets omfang bliver større jo længere tid der gemmes bånd fra. I henhold til praksis efter LPR er det alene tilladt at opbevare bånd med henblik på politianmeldelse og indtil anmeldelse er indgivet etc. jvf. ovenfor. De resterende optagelser må altså ikke opbevares. I praksis opbevares bånd imidlertid i f.eks. detailhandelen i typisk en uge - nogle steder i op til en måned[146]. Generelt må man sige, at selv båndsamlinger med film optaget over en uge eller mindre fra et enkelt kamera vil indeholde så mange timers optagelser, at en målrettet søgning ikke vil være overkommelig indenfor en realistisk tidsramme. Dette taler for at en registrering alene med søgekriterier som tid og sted for optagelse - der jo kræver en yderligere indgangsnøgle til søgningen, nemlig viden om en person så der kan foretages genkendelse - ikke skal være omfattet af lovgivningen, idet der ikke registreres på “personer” og søgning på personer dermed ikke er mulig ved brug af almindelige ressourcer. Dette svarer til tankegangen bag bi-personers optræden i registre som anført ovenfor, hvor en søgning med bi-personen som indgangsnøgle - dvs. “optræder bi-personen i forbindelse med person Y, hvis tilstedeværelse er kendt?” - vil være blevet en direkte og meget overkommelig søgning at foretage. Man må derfor som udgangspunkt konkludere, at søgning på tid og sted og altså søgning efter oplysninger om f.eks. et handlingsforløb, der har udspillet sig på et tv-overvåget sted, der udmønter sig direkte eller indirekte i personoplysninger i lovens forstand er omfattet af loven, hvorimod oplysninger vis udfindelse kræver, at man gennemser en stor mængde materiale, som udgangspunkt ikke  er omfattet af register-begrebet. Denne opdeling virker ikke særlig stringent, da der ikke kan siges generelt at være forskel på graden af beskyttelsesbehov på de to grupper af oplysninger, men kun forskel i graden af tilgængelighed, der igen beror på hvad der tilfældigvis kan anvendes som søgekriterium eller “start-punkt”: Hvad der oprindeligt er søgekriteriet har ikke betydning for de personoplysninger der fremkommer, hvis man finder dem! Derudover vil de nye former for teknologier til ansigtsgenkendelse, som er software-programmer der kan scanne et digitalt video-materiale for personprofiler[147], muliggøre en søgning også med en person som indgangsnøgle til “registret”. Sondringen har dog kun principiel interesse, da anvendelsen af sådanne software-applicationer altid vil være elektronisk data-behandling og dermed omfattet af LBP[148].

                      Man må konkludere, at register-begrebet er svært at anvende på video-overvågning og som anført kan det indebære en høj grad af vilkårlighed i forhold til de konkrete situationer. Sondringen mellem elektronisk og register-baseret databehandling, som den er konstrueret i LBP og i Direktiv 95/46 i præambelens betragtning 15, knytter sig til den generelle risiko-vurdering, der ligger bag de to behandlingsformer: På den ene side elektronikkens effektivitet og på den anden side registrenes søgbarhed. Formålet er i begge tilfælde at lade generelt risikable behandlingsformer være omfattet af den databeskyttelsesretlige lovgivning. For at opnå en konsekvent retstilstand på tv-overvågningsområdet, hvor det ikke beror på tilfældigheder, hvilke oplysninger der er nemme at udfinde på baggrund af samlinger af video-bånd, bør retstilstanden forstås således, at i det omfang tv-overvågning ikke skal betragtes som elektronisk databehandling som anført i afsnit 2.2., vil samlinger af video-optagelser eller andre systematiske lagringsformer være at betragte som registre i loven og Direktivets forstand. Samlinger af video-optagelser fra tv-overvågning er struktureret efter faste kriterier som tid og sted for optagelse og selvom graden af søgbarhed i de konkrete situationer vil være stærkt svingende bl.a. afhængigt af de anvendelige søgekriterier, så  må den generelle søgbarhed siges at være til stede i et sådan omfang, at samlingerne bør været beskyttet af den databeskyttelsesretlige lovgivning i LBP.

 

2.4. Indsamling.

                      De almindelige oplysninger der optages ved tv-overvågning vil som regel ikke skulle bruges til noget ifølge formålet med overvågningen[149], da det her som oftest alene vil være strafbare forhold der har interesse for overvågeren. De fleste oplysningerne vil hurtigt blive slettet[150], når der ikke er begået noget kriminelt forhold på tidspunktet for optagelserne. Det er derfor i høj grad ved behandling i form af “indsamling”, at spørgsmålet om anvendelse af LBP har stor praktisk interesse[151].

                      Det er vigtigt at holde sig for øje, at lovens anvendelsesområde netop er blevet udvidet i forhold til registerlovenes[152] anvendelsesområde, idet LBP også omfatter indsamling af personoplysninger. Man kan umiddelbart  argumentere for, at indsamlingen af oplysninger ikke i sig selv udgør nogen integritetskrænkelse - eller i hvert fald alene en ubetydelig krænkelse - når oplysningerne kun opfanges passivt og ikke efterfølgende behandles aktivt som f.eks. ved intern eller ekstern brug, videregivelse, redigering etc. Måske er der slet ikke nogen, der ser materialet og bliver bekendt med de oplysninger der fremgår af det. Det må imidlertid tages i betragtning, at indsamlingen - som det første stadie af en behandlingsproces - er forudsætningen for eventuelle øvrige behandlingsskridt. Indsamlingen muliggør efterfølgende behandling og man kan sige, at potentialet for misbrug af oplysninger i sig selv gør indsamlingsdelen databeskyttelsesretligt relevant[153].   Indsamlingsdelen er på denne baggrund i sig selv beskyttelsesværdig. Noget andet er, at beskyttelsesniveauet ikke nødvendigvis bør ligge særlig højt, når der dels ikke sker anden efterfølgende behandling end sletning, dels er et kort tidsmæssigt interval mellem indsamling og sletning, og når der i øvrigt indsamles almindelige personoplysninger[154], hvor krænkelsesrisikoen i forvejen er lille. De forskellige behandlingsskridt kan altså undergives forskellig grad af beskyttelsesintensitet, men det er vigtigt at fastholde udgangspunktet om, at behandling i form af indsamling er omfattet af lovgivningen på samme måde som de øvrige behandlingsskridt.

 

2.5. Optagelse.

                      Argumentet vedrørende graden af beskyttelsesbehov i forhold til behandlingsform må også tillægges betydelig vægt i forhold til den tv-overvågning, der ikke resulterer i en optagelse på bånd, men alene i visning på monitor. Først og fremmest må man her tage stilling til, hvorvidt der overhoved kan siges at ske en “behandling” i LBP's forstand. Rent teknisk skulle behandlingen bestå i den transmissions-proces der sker samt gengivelsen på monitor. Begge dele knytter sig til en form for “indsamling” af oplysninger dog uden lagring. Først og fremmest må bemærkes, at behandlingsbegrebet ikke stiller nogen tidsmæssige krav og at selv en proces på ganske få sekunder kan anses for omfattet af begrebet[155]. Også behandlingsformer som sletning sker ved en ganske kort proces, og behandlings-formens korte varighed er altså som udgangspunkt ikke afgørende for, om den udgør en “behandling” i LBP's forstand.

                      Det særlige ved tv-overvågning uden video-optagelse er den manglende lagring af materialet. I sig selv kan der argumenteres for, at når selve indsamlingsdelen er medtaget som behandlingsform i terminologien, er det i erkendelsen af, at selve indsamlingen kan være integritetskrænkende[156]. Somme tider henviser behandlingsbegrebet til en flerhed af behandlingsskridt, hvorefter begrebet også kan forstås som en helhed, hvor de enkelte behandlingsskridt skal ses i en sammenhæng og i samspil med hinanden. Behandlingsskridtene kan dog også ses hver for sig, hvilket f.eks. muliggør en differentiering i beskyttelsen for de forskellige skridt. F.eks. kan man argumentere for, at man ved  sletning fjerner oplysningerne og dermed grundlaget for beskyttelsesbehovet, og at der derfor ikke er noget reelt beskyttelsesbehov for så vidt angår behandling i form af sletning[157].

                      Ved tv-overvågning uden optagelse på bånd eller anden lagringsenhed, hvor der alene sker visning på en monitor, sker der ingen lagring og oplysningerne kan ikke genkaldes og findes igen. Her kan der drages en parallel til det registrerings-begreb, der anvendtes efter registerlovene. Selvom  indsamlingsbegrebet i dag er afgrænset anderledes i LBP end ved begrebet registrering, idet der nu sondres mellem indsamling, lagring, opbevaring, søgning osv., kan man alligevel stille spørgsmålstegn ved, om det giver mening at beskytte “indsamlingen” af data, når de ikke vil kunne genfindes og når andre behandlingsskridt dermed på forhånd er udelukket. Omvendt må det erkendes, at indsamlingsdelen nyder selvstændig beskyttelse i lovgivningen på lige fod med de andre behandlingsformer, der er omfattet af det brede behandlingsbegreb, jvf. ovenfor i afsnit 2.3. og 2.4. Herefter stilles der ikke krav til den tidsmæssige udstrækning af en “behandling” og også en kortvarig visning på monitor burde kunne være omfattet af behandlingsbegrebet og lovens anvendelsesområde.  

                      Det er imidlertid lagt til grund, at en anvendelse af LBP for billedmateriales vedkommende forudsætter, at materialet opbevares og oplysningerne for den private sektors vedkommende således er genfindelige[158] - dvs. at tv-overvågning uden video-optagelse som udgangspunkt ikke er omfattet af LBP. Dette synspunkt svarer til praksis efter registerloven[159]. I praksis bliver grænserne dog mere flydende, da visse tv-overvågningssystemer uden video-optagelse har en funktion til “frysning” af billedet. Sådanne still-billeder - der f.eks. kan fastholdes i op til et døgn -  kan siges at være en lagring af oplysninger. Dette sker imidlertid kun i særlige situationer f.eks. for at fastholde et billede til politiet ankommer, og det kan ikke siges at være “systematisk” lagring. På den anden side er der tale om brug af lagrede oplysninger i databeskyttelsesretlig forstand og en sådan midlertidig lagring bør derfor være omfattet af LBP. En tilsvarende tankegang findes i svensk ret om tv-overvågning[160].

                      Man må samlet konkludere, at overvågningen som hovedregel vil skulle udmøntes i et materiale i form af båndoptagelser for at være omfattet af personoplysningsloven. I grænsetilfælde vil det være afgørende, om der sker en lagring, der gør oplysningerne genfindelige i en, evt. blot kortvarig,  periode, der muliggør efterfølgende behandlingsskridt. Overvågning med video-optagelse vil nok  i fremtiden i stigende grad foretrækkes - og bliver det allerede i hvert fald af private virksomheder - da optagelsen anses for at være afgørende for værdien af overvågningen[161].

 

2.6. Personoplysninger.

Ved tv-overvågning fremgår personoplysningerne af det billedmateriale der vises på monitoren og/eller lagres på video-båndet. Man kan diskutere, hvorvidt f.eks. et ansigt kan betragtes som “persondata”. Afgørende er imidlertid, at der af billeder fremgår oplysninger om personer[162]. Ved tv-overvågning indsamles som udgangspunkt alene oplysninger som man også ville kunne indsamle ved overvågning med det blotte øje ved fysisk tilstedeværelse. Dette er dog en forenklet tankegang, da man sagtens kan forestille sig, at der fremkommer eller skabes oplysninger, f.eks. ved et nær-studie, som det ellers ikke ville være muligt at opfatte med det blotte øje. Eksempler på dette er f.eks. tilfældet, hvor en persons tilstedeværelse på et sted på et givent tidspunkt giver indirekte oplysninger om f.eks. medvirken i et strafbart forhold, eller hvor visningen af billedmaterialet for en speciel person - f.eks. en professionel eller en der kender den registrerede - vil kunne afsløre andre oplysninger end dem, der var tilgængelige for de ellers tilstedeværende personer. Det vil alt andet lige være misvisende for databeskyttelsesretten alene at knytte beskyttelsesværdien til graden af tilgængelighed f.eks. for det blotte øje, idet baggrunden for databeskyttelse ligger i den øgede mulighed for registrering, brug, spredning m.v. og allerede af den grund fortjener en anden beskyttelse end oplysninger, der kun er lagret i den menneskelige hukommelse - uanset oplysningernes karakter. 

                      Med udgangspunktet om frit tilgængelige informationer for øje kan man dog stille det teoretiske spørgsmål, om der er et beskyttelsesbehov, når oplysningerne er umiddelbart tilgængelige for enhver tilstedeværende, eller om oplysningerne mister deres beskyttelsesværdi, når de på denne måde allerede er offentliggjort af den registrerede[163].  Personen der lader sig tv-overvåge har imidlertid ikke til hensigt at formidle oplysninger om sig selv[164] og det må på den baggrund afvises, at oplysningerne har mistet deres beskyttelsesværdi pga. offentliggørelse fra den registreredes side.           At oplysningerne i billedmaterialet i hovedsagen er offentligt tilgængelige med det blotte øje kunne være et argument for at oplysningstypen ikke er af den mest beskyttelsesværdige karakter. Der er mange måder at opdele oplysninger i typer af kategorier med forskellige beskyttelsesbehov og én måde kunne netop være efter “tilgængelighed”. Denne argumentation ville imidlertid medføre, at fordi en person af anden etnisk baggrund end dansk viser sig i det offentlige rum med en mørk hudfarve, vil oplysninger om etnisk oprindelse være i den mindst beskyttelsesværdige kategori af oplysninger. Det er som bekendt det modsatte der er tilfældet efter LBP, hvor oplysninger om etnisk baggrund er kategoriseret som følsomme oplysninger - den mest beskyttelsesværdige kategori.

                      En opdeling af oplysningstyper i kategorier kan helt undgås, hvis man opstiller alle oplysninger som lige beskyttelsesværdige. Dette kan synes fornuftigt, idet oplysningstyper er så vanskelige at rubricere i det hele taget: En helt banal oplysning i én sammenhæng kan blive (semi)følsom i en anden, jvf. eksemplet ovenfor med oplysninger om tilstedeværelse på et givent sted på et givent tidspunkt - i sig selv harmløse oplysninger  - der kan  sammenkobles med f.eks. bevis for begåelsen af strafbart forhold. Denne tankegangs yderpunkt findes vel i opfattelsen af, at alle oplysninger tilhører personen[165] og er en del af personens identitet, hvorefter alle oplysninger uanset deres karakter er private og dermed er lige beskyttelsesværdige.

                      I den europæiske data-beskyttelsesret har man valgt en kombination af disse teorier: Direktivets definition af personoplysninger fastlægger udgangspunktet, nemlig at enhver form for information er omfattet af direktivet[166] og dermed er data-beskyttelsesmæssigt relevant. Samtidig laves en opdeling i kategorier, så der stilles særlige krav til behandlinger af følsomme oplysninger[167]. I den danske lov er der endvidere en kategori for semi-følsomme oplysninger[168].           

                      Problemet i forbindelse med tv-overvågning og behandling af billedmateriale er, at der kan forekomme oplysninger fra alle kategorier på billederne: Hvilke behandlingsbetingelser skal da efterleves? Når det forudsættes, at der ikke er givet et databeskyttelsesretligt samtykke[169],  og at der ikke er indgået en aftale mellem den registrerede og den der overvåger, der nødvendiggør behandlingen[170], kræver behandlinger for almindelige og semifølsomme oplysningers vedkommende, at det efter en hensynsafvejning er lovligt at behandle oplysningerne[171]. Disse to former vil være langt de hyppigst forekommende på video-materiale fra overvågningskameraer og vil blive omtalt i afsnit 3.2.[172].

Det kan imidlertid også tænkes, at der direkte eller indirekte fremkommer oplysninger om f.eks. racemæssig eller etnisk herkomst[173], personers helbredsmæssige[174],  eller seksuelle forhold[175] m.v.[176] For disse følsomme oplysningers er det tvivlsomt, om tv-overvågning kan opfylde en af betingelserne i LBP, når der ikke er givet samtykke[177] til behandlingen[178].

                      Selvom der ikke indgår nogen hensynsafvejning i forbindelse med betingelserne for behandling af følsomme oplysninger[179], kunne meget dog tale for at lade det forhold, at hensynet til en butiksindehaver der bliver udsat for butikstyveri så langt overstiger hensynet til tyven, indgå i en samlet vurdering af behandlingsbetingelserne. De følsomme oplysninger vil som oftest optræde på materialet som “sekundære” oplysninger[180], dvs. at de uundgåeligt vil fremgå af det billed-materiale som i øvrigt indeholder oplysninger af retlig relevans. Der bør tages hensyn til, at der ikke vil være praktisk mulighed for at fjerne oplysningerne: De indgår uundgåeligt som en del af billedet. Det er f.eks. ikke muligt at retouchere hudfarven på en person, hvis man samtidig skal kunne genkende personen på billedet, eller “slette” oplysninger der f.eks. kunne vedrøre vedkommendes seksuelle forhold.

                      Der kan også lægges vægt på, at eventuelle oplysninger af følsom art i vidt omfang vil være offentliggjort af den registrerede selv. Dette undtager udtrykkeligt behandling af følsomme oplysninger fra behandlingsforbudet i § 7, stk. 1[181]. Som der blev redegjort for ovenfor, så er denne bestemmelse ikke møntet på denne form for “offentliggørelse” af oplysninger. Selvom bestemmelsen således ikke kan legitimere tv-overvågning med behandling af følsomme oplysninger, forekommer det dog meningsfuldt at lade argumentet om, at oplysningerne trods alt ikke er “hentet” ud af privatsfæren, indgå i en helhedsvurdering af behandlingssituationen.

                      Det må også tillægges betydning, at en udelukkelse af behandling af følsomme oplysninger ved tv-overvågning ville fjerne hele hjemlen for tv-overvågning efter personoplysningsloven, idet det ikke er muligt at sortere eller udskille ved filmningen[182]. Den omstændighed, at det i et vist omfang er muligt f.eks. at "udklippe" relevante billedpassager samt i digitalt materiale endvidere redigere og f.eks. anonymisere bi-personer, taler på den anden side for at tillade tv-overvågning, selvom der kan forekomme følsomme oplysninger på materialet.

                      Da en stringent fortolkning af LBP § 7 om forbudet mod behandling af følsomme oplysninger vil kunne fjerne hele grundlaget for tv-overvågning, som hjemlet i ovl., idet det ikke på forhånd er muligt at sortere følsomme oplysninger fra ved optagelserne, bør denne bestemmelse fortolkes i lyset af den konkrete behandlingsform og - situation[183]. I denne fortolkning bør de forskellige legitimerende grunde i bestemmelsens katalog af undtagelser fra forbudet indgå med betydelig vægt, selvom ingen af bestemmelserne selvstændigt kan siges at være opfyldt: Det må i den forbindelse tillægges betydning, at den registrerede, uanset manglende samtykke, trods alt er blevet oplyst om registreringen ved skiltning eller på anden tydelig måde[184], og at vedkommende dermed har haft en vis mulighed for at tilrettelægge sin adfærd derefter. Dertil kommer, at de følsomme oplysninger alene vil blive yderligere behandlet[185], hvis materialet i øvrigt opfylder betingelserne herfor[186].

 

2.7. Identificerbare personer.

                      En anvendelse af LBP forudsætter endvidere, at oplysningerne på billedmaterialet kan henføres til en person: I selve definitionen af “personoplysning” sker afgrænsningen af begrebet ved kravet om, at man kan identificere den person en oplysning vedrører[187]. Som udgangspunkt må man konstatere, at et foto er en umiddelbar identifikationsoplysning[188].  En mere præcis definition findes i direktivet, hvorefter der ved identificerbar person forstås en person, “der direkte eller indirekte kan identificeres, bl.a. ved et identifikationsnummer eller et eller flere elementer, der er særlige for denne persons fysiske, fysiologiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet”[189]. I præambelen til direktivet specificeres yderligere, hvor meget handling der kræves, for at en person er “identificerbar”: Herefter skal alle de hjælpemidler, der “med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse” tages i betragtning ved afgørelsen af om en person er identificerbar[190]. Samme sted anføres at anonymiserede oplysninger omvendt ikke er beskyttet efter direktivet.

                      I forarbejderne til den svenske overvågningslov er det lagt til grund, at der også kan ske identifikation via kropsbevægelser eller særlig kropsbygning og lign. Muligheden for at identificere anses at være til stede,  hvis der kan “iagttages sådanne kendetegn som gør, at man uden større usikkerhed kan skelne de personer der iagttages fra andre personer”[191]. Dette indebærer en ret vid afgrænsning af begrebet “identificerbar” og det bør overvejes, om der bør stilles yderligere krav til muligheden og sandsynligheden for at identificere. Det er dog fornuftigt, at identifikations-muligheden ikke afhænger af f.eks. billedkvaliteten[192].  

                      Baggrunden for begrebet er en form for “sandsynlighedskalkule” over, hvor svært henholdsvis nemt det vil være ved brug af almindelige hjælpemidler at finde frem til identiteten på en person, der optræder på et video-bånd. Der tales ordret om “hjælpemidler som med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse”, hvilket fremhæver, at der er tale om en objektiv målestok for, hvor nemt det generelt og potentielt vil være at identificere personen. Denne systematik har nær sammenhæng med princippet om søgbarhed[193]. Krypterede oplysninger er omfattede - for så vidt der findes en krypteringsnøgle - og oplysninger som kun få indviede eller en enkelt person kender og kan koble sammen så der kan ske identifikation er ligeledes omfattet[194]. Det er således uden betydning, om identifikationsoplysningen - dvs. her personens udseende eller andre ydre genkendelsestegn - er alment kendt eller umiddelbar tilgængelig[195]. Med dette som udgangspunkt skulle man synes, at billedmateriale om personer på video-optagelser må være oplysninger om “identificerbare” personer, idet det formentlig (næsten) altid vil være muligt at fremvise billedmaterialet for personer, der kan genkende en given person.

                      I Registertilsynets praksis, som stadig er vejledende, da der ikke er tilsigtet nogen væsentlig ændring i retstilstanden på dette punkt[196], er det antaget, at videooptagelser af personer, der f.eks. bruger hævekortautomater i et pengeinstitut, alene indebærer registrering i de tilfælde, hvor det er kortindehaveren, der optages, eftersom andre personer ikke lader sig identificere[197]. Tilsvarende er det i andre afgørelser anført om fotos, at disse er omfattet af lovgivningen, hvis der foreligger oplysninger, der kan identificere personerne (f.eks. navn) eller hvis billederne bliver forevist til nogen, der kan genkende den fotograferede[198]. Som udgangspunkt stilles der altså efter praksis krav om yderligere omstændigheder end den umiddelbare teoretiske mulighed for at kunne genkende personen. I en af afgørelserne nævnes, at f.eks. offentliggørelse af billedmateriale over internettet vil medføre, at fotografier vil blive tilgængelige for så mange, at det er sandsynligt, at nogen vil kunne genkende den fotograferede og at sådan offentliggørelse vil medføre, at lovgivningen vil finde anvendelse.

                      Denne praktiske indgangsvinkel, der indebærer en sandsynlighedsberegning skyldes, at man har ønsket at knytte beskyttelsen til situationer, hvor der er en reel og ikke kun hypotetisk  mulighed for at finde frem til personens identitet. Hvis man indtager denne praktiske synsvinkel helt konsekvent og ser på de konkrete situationer der vil kunne opstå, vil det blive klart, at mange forskellige og tilfældige faktorer vil kunne have betydning for, hvorvidt en person der optræder på billedmaterialet i den konkrete situation faktisk er identificerbar. Her vil ikke blot en umiddelbar faktor som billedkvaliteten kunne blive afgørende[199].  F.eks. vil sandsynligheden for genkendelse være stor, hvis personen er offentligt kendt eller blot lokalt kendt f.eks. for overvågningspersonalet. Det er ikke på forhånd muligt at sortere i indsamlingen af billedmateriale ved video-overvågning, så der kan sondres mellem helt anonyme, u-identificerbare personer og kendte, identificerbare personer. Det teknisk set mest hensigtsmæssige må derfor nok være at lade definitionen være objektiv også på dette punkt, således at det er den gennemsnitlige sandsynlighed for genkendelse, der er afgørende for om personer på et bånd er identificerbare. Ulempen ved en sådan objektiv målestok kan være, at der er situationer, hvor oplysninger, der rent faktisk er personhenførbare, behandles som om de ikke var det -  på grund af helt tilfældige omstændigheder. Dette er en uheldig vilkårlighed i lovgivningsstrukturen.

                      Modsætningen til “identificerbar” er i lovgivningens terminologi de anonyme eller anonymiserede oplysninger. Man har ikke ønsket at beskytte anonymiserede personoplysninger eller oplysninger om anonyme personer, idet der i relation til disse oplysningstyper ikke er noget “subjekt” for persondatabeskyttelsen, der dermed er overflødig. Dette er selvsagt ikke tilfældet, hvis en person rent faktisk ikke er anonym, idet der i så fald stadig er et beskyttelsesbehov, der bør varetages[200].

                      Oplysningstypernes karakter og beskyttelsesværdi påvirkes i øvrigt også af stedet, hvor der filmes: I forhold til den refererede sag om personer ved hævekort-automater vil man formodentlig afsløre mere private og beskyttelsesværdige oplysninger ved optagelse af personer på et diskotek en lørdag nat eller i et prøve-rum.

Generelt synes man at kunne spore en tendens i praksis til af at lade flere oplysningstyper statuere personhenførbarhed i sig selv -   ikke mindst når det gælder fotos[201]. Dette kan skyldes den øgede mulighed for genkendelse som ligger i kølvandet på de stærkt effektiviserede muligheder for udbredelse og videregivelse som bl.a. internettet og andre kommunikationskanaler giver. Dette øger beskyttelsesbehovet og beskyttelsen må for at være effektiv træde ind i en tidligere fase af behandlingsforløbet end tidligere.

                      Spørgsmålet om “identificerbarhed” udfordres til det yderste, når de nye teknologiske software-applicationer til ansigtsgenkendelse[202] tages i betragtning: En konsekvent anvendelse af disse teknologier vil i teorien kunne øge genkendelsesmuligheden til næsten 100% - en fremtidsvision naturligvis. Men teknologierne er anvendelige i dag og man bør tage højde for dette ved fortolkningen af retlige begreber og standarder som “identificerbar”, selvom de nok ikke kan anses som hjælpemidler som - endnu - med rimelighed bør tages i betragtning. Det skal samtidig bemærkes, at anvendelsen af identifikationsteknologier forudsætter et katalog / register over de personer der kan søges efter[203]. For at der kan ske genkendelse skal personen altså allerede være registreret og dette vil være en yderligere identifikations-oplysning og / eller en omstændighed, der vil gøre situationen omfattet af lovgivningen allerede efter nuværende praksis.

 

2.8. To regelsæt.

Som der blev redegjort for i afsnittet om overvågningsloven, så består denne lov af en særskilt regulering af hvornår  f.eks. en privat virksomhed må iværksætte tv-overvågning - altså hvornår der må indsamles personoplysninger[204]. Loven opstiller som eneste betingelse, at der skal oplyses om overvågningen[205] og det vil altså have væsentlig betydning, hvorvidt også kravene i LBP skal være opfyldt. 

                      Man kan forstå regelsystemernes indbyrdes sammenhæng som en form for opdeling, hvorefter indsamlingen reguleres efter ovl. og de øvrige behandlingsformer efter LBP[206]. Registertilsynet har imidlertid udtalt i forbindelse med video-overvågning af arbejdspladser; at LBP også vil finde anvendelse på f.eks. en samling af video-optagelser, og at loven endvidere vil gælde for “enhver indsamling, opbevaring, brug m.v.” af et sådant materiale, forudsat at der er personer på optagelserne der kan identificeres[207].

                      I følge LBP 2, stk. 1 skal anden regulering af behandling af personoplysninger, der indebærer en bedre retsstilling for den registrerede gå forud for anvendelsen af LBP. Bestemmelsen er ikke en udelukkelse af en ringere retsstilling for den registrerede. Hvis reglerne i en anden lovgivning giver den registrerede en ringere retsstilling - som her, hvor en anvendelse af LBP vil medføre en væsentlig forbedring af retstilstanden for den registrerede i forhold til en anvendelse af ovl. alene - finder LBP anvendelse, med mindre den dårligere retsstilling har været tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet[208]. Da spørgsmålet ikke blev drøftet ligger svaret ikke umiddelbart for.

                      Tankegangen om optimering af den registreredes retsstilling bør også tillægges vægt i forbindelse med afgrænsningen af, hvilke behandlingsformer LBP i givet fald skulle dække: En anvendelse af et dobbelt regelsæt - ovl. og LBP - på indsamlingsdelen vil give en bedre retsstilling og bør bl.a. af denne grund være udgangspunktet, for så vidt der ikke er tale om en regelkonflikt jvf. nedenfor.

                      Man kan fristes til at drage den “omvendte” konklusion, at når der ikke er taget eksplicit stilling til spørgsmålet, så har man ikke ønsket at ændre retstilstanden og så må den tidligere praksis og retstilstand være vejledende. Der er ikke tvivl om at tidligere praksis kan have betydning for en fortolkning af reglerne[209] - i hvert fald så længe lovens net af retlige standarder ikke er blevet defineret mere præcist ved afgørelser (i Datatilsynet og ved domstolene). En fuldstændig formodning for at man ikke har ønsket retstilstanden ændret, vil imidlertid være for vidtgående. For det første omfatter den nye lovgivning et bredere område bl.a. ved at anvende behandlingsbegrebet og ikke alene som de gamle registerlove knytte reguleringen til registrering og videregivelse af oplysninger. For det andet er reguleringen særligt tilrettelagt med de forskellige teknologiske muligheder for øje: Reglernes genstand er gjort teknologi-uafhængig for at det afgørende for beskyttelsen netop skulle være behandlingen af personoplysninger - ikke dens form eller det medie hvormed behandlingen sker. Dette taler ligeledes for at lade såvel indsamling som de øvrige behandlingsformer ved tv-overvågning være omfattet af loven. For det tredje er behovet for beskyttelse ændret i takt med udviklingen og den øgede databehandling[210]. Intensiteten af beskyttelse må generelt siges at være skærpet og gjort mere tidssvarende med LBP. Denne skærpelse af beskyttelsen er der næppe nogen grund til at holde tv-overvågning udenfor.

                      Man må sidst men ikke mindst synes, at en udelukkelse af lovens anvendelse f.eks. på indsamlingsdelen burde fortjene en direkte bemærkning om dette: En anvendelse af et dobbelt regelsæt på overvågningssituationen, dvs. ovl. til fastlæggelse af hvornår der må ske indsamling af personoplysninger samtidig med en anvendelse af de øvrige krav i LBP på samtlige behandlingsfaser herunder indsamlingsfasen, er teoretisk set ikke problematisk. Ovl. kan fungere som special- eller særlov og den vil stadig være nødvendig, idet den regulerer den særlige stedlige afgrænsning, som er et kendetegn for den overvågningsretlige regulering. Man kan altså forstå regelsystemernes indbyrdes sammenhæng som dels en særlov - ovl. -, der angiver den grundlæggende hjemmel for overhoved at iværksætte tv-overvågning og en generel lov - LBP - der regulerer de nærmere betingelser og krav, der skal opfyldes ved en behandling af billedmaterialet. For at følge terminologien fra tidligere afsnit består beskyttelsen i ovl. i en fysisk beskyttelse i form af stedlig afgrænsning og beskyttelsen efter LBP angår den informationelle - en sondring der igen kan illustrere regelsystemernes forskellige formål: Hvor det er overvågningslovens formål at begrænse overvågning i det offentlige rum, er det personoplysningslovens formål at begrænse integritetskrænkelser ved at beskytte det informationelle privatliv, altså beskytte oplysningerne der behandles[211]. Der er ikke tale om nogen regelkonflikt, hvorfor der heller ikke kan argumenteres, hverken ud fra en lex posterior eller en lex specialis-betragtning.              

                      I Sverige var man under udarbejdelsen af den svenske persondatalov bevidste om, at man ved iværksættelsen af digital[212] tv-overvågning måtte være forberedt på at skulle efterleve et dobbelt regelsæt[213]. De to love kan altså som udgangspunkt finde lige anvendelse, men på forskellige aspekter af overvågnings-situationen. At en anvendelse af LBP imidlertid vil indebære visse praktiske og lovtekniske problemer er et omdrejningspunkt i denne afhandling.

 

2.9. Direktiv 95/46[214].

                      Som tidligere omtalt betød den teknologiske udvikling et øget behov for opmærksomhed på bl.a. mulighederne for overvågning[215] og i det hele taget nødvendiggjorde udviklingen en regulering af adgangen til at behandle personoplysninger. Dette var baggrunden for Direktiv 95/46 som i Danmark er implementeret ved personoplysningsloven. Direktivet har primært hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A[216]  om det indre markeds oprettelse og funktion[217]. Hjemmelen understreger hensynet til data-overførsler og fri bevægelighed af personoplysninger og understreger et væsentligt formål med den fælles-harmoniserende regulering af de materielle regler[218], nemlig at understøtte den frie handel inden for EU.                      

                      Direktivet er imidlertid også en klar fælleskabsretlig regulering af “privatlivets fred” og beskyttelsen af det enkelte individs integritet. Direktivets formål er imidlertid også at sikre “fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, især retten til privatlivets fred, i forbindelse med behandling af personoplysninger”[219]. Det er det første direktiv, der direkte regulerer en klassisk menneskerettighed[220]. Ved almindelig video-overvågning vil der ikke være det store behov for data-overførsler[221] og det er altså den konkrete menneskeretlige regulering af databehandlingen indenfor Danmarks grænser, der har interesse i denne sammenhæng. 

                      I Direktivets præambels betragtning 16 forudsættes det at billed- og lyd-optagelser fra video-overvågning foretaget af private er omfattet af direktivets anvendelsesområdes[222]. Jeg vil i det følgende komme med nogle bemærkninger til omfanget af medlemsstaternes spillerum i forbindelse med implementering af direktivet og diskutere, hvorvidt man på denne baggrund kan antage at tv-overvågningssituationen er omfattet af direktivets anvendelsesområde, samt hvorvidt en korrekt implementering af direktivet forudsætter at video-overvågningsmateriale er underlagt de databeskyttelsesretlige regler i direktivet.

                      Direktivet er en almindelig retlig ramme for “hvorledes EU vurderer databeskyttelsesretten”[223]; en ramme der kan udfyldes (EU-retligt) på specifikke områder, som det f.eks. er sket med Dir. 97/66 om privatlivsbeskyttelse i telesektoren og dir. 97/7 om fjernsalg. Direktivet kan kaldes databeskyttelsesrettens “grundlov”[224].

                      Direktivet indeholder en forholdsvis detaljeret regulering af adgangen til at behandle personoplysninger. Det må fremhæves, at direktivet søger at fastlægge et højt materielt niveau for beskyttelsen af privatlivets fred for personer i forbindelse med behandling af oplysninger om disse[225] og at medlemsstaternes implementering af direktivet bl.a. ikke må medføre en sænkelse af de bestående nationale beskyttelsesniveauer[226]. Den detaljerede gennemgang af f.eks. borgernes rettigheder som direktivet foreskriver[227], efterlader i praksis ikke det store spillerum for implementeringen og dens endelige udtryk. På visse områder binder direktivet dermed den nationale implementering til en meget entydig regulering efter direktivets indhold.

                      Der er dog overladt den nationale implementering visse friheder og direktivet består i den forbindelse af en ramme for denne mere konkrete regulering[228]. Herunder består der muligheder for sektor-specifik lovgivning på nationalt plan[229], som det f.eks. kunne være tilfældet på overvågnings-området. Som eksempel på særlove nævnes i betragtning 23 særlov for statistikinstitutter, men et andet eksempel kunne være tv-overvågning pga. dets særlige kendetegn i form af personoplysninger i billedform, der - som det fremgår af denne afhandling - stiller nogle særlige krav til den konkrete udformning eller anvendelse af reglerne. Sådanne sektorspecifikke regelsæt der supplerer eller præciserer direktivet er helt EU-retligt acceptable, men de må forudsættes også at være i overensstemmelse med direktivets principper[230]. Selvom en vis manøvre-margen for den konkrete implementering er anerkendt, må direktivets principper altså efterleves på hele dets anvendelsesområde, uanset om reguleringen nationalt sker ved en generel lov eller ved særlov som f.eks. ovl.. 

                      Det må konstateres, at ovl. ikke i  sig selv lever op til principperne i Dir. 95/46. F.eks. stilles der ikke krav om begrundelse for overvågningen efter ovl., ikke engang i form af et saglighedskrav og lever således ikke op til formålsbestemthedsprincippet[231]. Heller ikke for så vidt angår den registreredes rettigheder indebærer oplysningsforpligtelsen efter ovl. i sig selv en tilstrækkelig specifik oplysning efter standarden som foreskrevet i Direktivets artikel 10[232]. Øvrige områder hvor en anvendelse af direktivet - der er implementeret forholdsvis nøjagtigt i Danmark med LBP - vil medføre en anden retsstilling i forhold til tv-overvågning er løbende gennemgået i denne fremstilling. 

                      Konkret foreskriver Direktivet [233], at medlemsstaterne i forbindelse med implementering fastsætter bestemmelser om, hvilke generelle behandlingsbetingelser der skal gælde. Uafhængigt af de generelle regler kan medlemsstaterne fastsætte særlige betingelser for behandling på specifikke områder og med hensyn til særlige kategorier af følsomme oplysninger. Medlemsstaterne kan dermed foretage en national præcisering af behandlingsbetingelserne, som for Danmarks vedkommende har resulteret i udformningen af LBP §§ 6-8 om hhv. almindelige, følsomme og semi-følsomme[234] oplysninger[235]. Selvom Danmark har valgt at implementere direktivet næsten efter dets ordlyd, er der på dette punkt anerkendt en manøvremargin, som man kunne have benyttet sig af, hvis man ikke ønskede, at der skulle gælde de samme betingelser for behandling af personoplysninger ved video-overvågning som for andre typer af behandling. Denne særlige regulering kunne som nævnt f.eks. være sket ved en særlig lov om tv-overvågning, der tog hensyn til de databeskyttelsesretlige problemstillinger ved optagelse af billeder på video-bånd. Denne løsning har man valgt i Sverige[236].

                      Formålet med direktivet er at tilvejebringe et ensartet og generelt højt beskyttelsesniveau hvad angår individets retsstilling og rettigheder i forbindelse med behandling af personoplysninger. Beskyttelsen er bred i den forstand, at den som udgangspunkt dækker enhver behandling[237] uanset den teknologiske dragt den iklædes. Der er i den forbindelse ingen principielle grunde til at holde behandling i form af billed-optagelse ved video-overvågning udenfor, hvis behandlingen ellers angår identificerbare[238] personer og i øvrigt lever op til kravene for at opnå beskyttelse efter direktivet. Billedmateriale fra video-overvågning nævnes direkte i direktivet[239], hvorfor man altså har taget stilling til spørgsmålet på EU-retligt niveau: Hvis materialet ellers stammer fra aktiviteter, der er omfattet at fællesskabsretten, hvilket tv-overvågning og behandling af oplysninger om personer foretaget af private utvivlsomt er, er situationen omfattet af direktivets anvendelsesområde.

                      Man må på den baggrund konkludere, at video-overvågning efter en EU-retlig målestok og ved en fyldestgørende og korrekt implementering af de EU-retlige regler i Danmark er omfattet af den databeskyttelsesretlige lovgivning. Det kan som udgangspunkt ikke antages at ligge indenfor den nationale implementerings manøvremargin at holde et område, som ellers utvivlsomt er omfattet af direktivet, udenfor den nationale regulering på området. Hvis man fra dansk side imidlertid har ønsket at holde video-overvågning ude fra lovgivningens område, bør dette gøres helt klart og en begrundelse herfor ville også være på sin plads. Det samme gælder, hvis hensigten f.eks.  har været, at ovl. fortsat skulle gælde alene suppleret af den tidligere praksis efter LPR[240]. Indtil denne “eksklusion” af video-materialet fra den databeskyttelsesretlige lovgivning i Danmark er af- eller bekræftet, må der gælde en meget stærk formodning for at lovgivningen - LBP og ovl. - er i overensstemmelse med direktivet også for så vidt angår anvendelsesområdet og at LBP således også gælder for behandling - herunder indsamling - af personoplysninger i forbindelse med video-overvågning.

                      Som minimum må de specifikke regler om bl.a. den detaljerede oplysningsforpligtelse i artikel 10 efterleves også i den nationale lovgivning. I tilfælde af domstolsprøvelse af spørgsmålet ved EF-domstolen vil man på borgernes vegne kunne påberåbe sig en direkte virkning af direktivet for borgeren, da implementeringsfristen[241] er udløbet. Det er på denne baggrund sandsynligt, at man som EU-borger med succes kan påberåbe sig de rettigheder som direktivet foreskriver uanset en evt. bevidst manglende implementering af de pågældende regler på video-overvågningssituationen.

                      Det skal afslutningsvist bemærkes, at der vil være behov for en ændring og udvidelse af ovl., hvis man ønsker at regulere området ved denne kortfattede særlov, hvis retsstillingen skal kunne siges at være direktivkonform. Som det imidlertid redegøres for i denne fremstilling i øvrigt, er der ikke nogen uovervindelige vanskeligheder ved en anvendelse af LBP, så en særlov kan forekomme unødvendig.

 

2.10. Svensk og norsk ret.

                      I Sverige har man ligesom i Danmark haft tradition for regulering af tv-overvågning ved særskilt lov. For Sveriges vedkommende kom den første i 1977[242], der blev erstattet af en i 1990[243] og i 1998 trådte  den lov som er gældende i Sverige i dag i kraft[244]. Den svenske lov-regulering har givet anledning til flere omfattende betænkninger på området[245]. Sammenfattende må det siges, at opmærksomheden på området har været betydelig større end i Danmark og ikke mindst rent lovgivningsmæssigt har området været mere gennemarbejdet.

                      Under den sidste revision af loven om tv-overvågning var man opmærksomme på Direktiv 95/46 og det forhold, at billedmateriale fra video-overvågning er omfattet af den EU-retlige forskrift[246]. Man erkendte at visse af de svenske databeskyttelsesretlige regler[247] ville finde anvendelse, men da der allerede gjaldt et dobbelt regelsæt på området efter svensk ret ville dette ikke medføre nogen principiel / lovteknisk ændring i retstilstanden[248].

                      De materielle regler i den svenske tv-overvågningslov er noget mere restriktive end de danske efter ovl. F.eks. er der som udgangspunkt krav om tilladelse til iværksættelse af tv-overvågning jvf. lovens § 5. Der er opregnet en række konkrete modifikationer til dette krav: Der stilles ikke krav om tilladelse til overvågning af maskiner m.v.[249], lige som politiets tv-overvågning heller ikke kræver tilladelse i en række tilfælde under visse betingelser[250]. Endvidere kræves ikke tilladelse til tv-overvågning i banker, på postkontorer samt i butikslokaler såfremt 3 betingelser er opfyldt[251].

                      For det første er det et betingelse for dispensationen til kravet om tilladelse, at formålet med tv-overvågningen er at forebygge eller afsløre forbrydelser. I forbindelse med tilladelse skal afvejning ske efter lovens § 6, hvorefter overvågningen skal være nødvendig for at forebygge kriminalitet, forhindre ulykker eller andre “jämförliga” formål. I modsætning til i den danske overvågningslov stilles der altså her et nuanceret krav til formålet. Selvom det konkret angår muligheden for at undgå kravet om tilladelse,  illustrerer det generelt, at man tillægger formålet betydning i forhold til overvågningens legitimitet, modsat efter den danske ovl, hvor legitimiteten er knyttet til den stedlige afgrænsning som hjemmel[252].

                      Det er dog stadig en yderligere betingelse for undtagelsen til kravet om tilladelse, at der er sket anmeldelse af overvågningen, jvf. § 9, nr. 4. Hermed varetages hensynet til mulighed for tilsyn og kontrol. Løsningen åbner mulighed for en prøvelse af formålet[253]. Tilladelse gives herefter på baggrund af oplysninger om formålet med overvågningen, hvordan overvågningen skal udføres (hvilket udstyr m.v. der skal anvendes) samt det område der skal overvåges. Vurderingen træffes på baggund af oplysninger om den konkrete overvågnings tilrettelæggelse og indebærer - ligesom efter den databeskyttelsesretlige værdisprings- og afvejningsregel i LBP[254] - en afvejning af p.d.e.s. interessen i at overvåge og p.d.a.s. den modsatte interesse i ikke at blive overvåget jvf. den svenske lovs § 5. Den svenske model underbygger den tankegang, at tilladelse ikke anses for at være nødvendig, når formålet er så åbenbart legitimt som bekæmpelse af kriminalitet og overvågningen er tilrettelagt efter lovens principper og betingelser i øvrigt, jvf. i det følgende.

                      Som en tredje betingelse skal kameraet være fast monteret (dvs. ikke bevægeligt) og forsynet med “fast optik”, dvs. ikke have zoom-funktion eller lignende[255]. Denne betingelse knytter sig til overvågningsforanstaltningens krænkelsespotentiale og er udtryk for en lovgivningsmæssig differentiering, der tager højde for det konkrete udstyrs betydning for dets anvendelse og overvågningens karakter i det hele taget. Med fast montering uden zoom er der ikke i samme grad mulighed for beluring og forudsigeligheden af overvågningens karakter for den overvågede er større, end hvis kameraet kan bevæges og zoome ind. Det er simpelthen ikke muligt at gå “tættere på” end teknikken tillader. En fjerde betingelse der opregnedes i lovforslaget, men som ikke er medtaget i den endelige lov-tekst er også konkret betonet, idet det herefter var en betingelse at kameraernes vinkel ikke er rettet sådan, at overvågningen fremstår åbenbart krænkende[256]. Selvom bestemmelsen ikke er medtaget vil kravet formentlig alligevel være gældende. 

                      Nuanceringen i betingelserne viser nogle konkret anvendelige parametre for dels overvågningssituationernes krænkelsespotentiale og endvidere disse konkrete foranstaltningers betydning for den interesse-afvejning der skal ske. Selvom betingelserne som nævnt ovenfor er knyttet til dispensationen fra kravet om tilladelse, illustrerer de også nogle generelt anvendelige hensyn og kriterier, som også inddrages i afvejningen i de tilfælde, hvor der er et krav om tilladelse: Jo større krænkelsespotentiale den konkrete overvågningsforanstaltning indebærer; des større krav vil der blive stillet til begrundelsen for den. Dette kommer også til udtryk ved muligheden for at knytte vilkår, om overvågningens konkrete tilrettelæggelse af betydning for de overvågedes personlige integritet, til en tilladelse[257]. At der ved overvågningen skal tages hensyn til den overvågedes integritet er endvidere direkte fastslået i lovens § 1, hvorefter tv- overvågningskameraer skal anvendes med “tilbørligt hensyn til den enkeltes personlige integritet”. Formålet med bestemmelsen, der i øvrigt ikke er strafsanktioneret, er at understrege, at al tv-overvågning kan indebære risiko for integritetskrænkelse, og at den derfor bør foretages under ansvar og med almen hensyntagen til medmenneskerne[258].

                      Den svenske lov om tv-overvågning er i det hele taget mere detaljeret og specifik end den danske: F.eks. er den tilladte opbevaringstid fastsat i § 14, hvorefter optagelser fra offentligt tilgængelige steder maksimalt må opbevares i 1 måned, hvis materialet ikke forinden er blevet overgivet til f.eks. politiet. § 13 foreskriver at så få som muligt skal have adgang til materialet og i § 25 er der knyttet tavshedspligt til arbejdet med billedmaterialet[259].  Den svenske lovgivning på området tager altså udtrykkeligt stilling til mange af de i denne afhandling omdiskuterede problemstillinger.

                      Ved en dansk stillingtagen til retstilstanden på området er der rige muligheder for at lade sig inspirere af den gennemarbejdede svenske lovgivning. Principperne og de materielle regler i Dir. 95/46 er inkorporeret i den svenske lov og retstilstanden i Sverige minder om den danske, hvis LBP finder anvendelse på tv-overvågningssituationen (jvf. i det hele kapitlet om LBP). Den svenske tv-overvågningslov kan ses som eksempel på den konkretisering og tilpasning som overvågningssituationen skal underlægges for at efterleve de EU-retlige og nationale databeskyttelsesretlige regler, f.eks. at leve op til formålsbestemthedsprincippet.  De konkrete parametre som er udtrykt i 3 betingelser for dispensation fra kravet om tilladelse er generelt anvendelige uanset man vælger at stille krav om tilladelse eller ej[260]. Opmærksomheden på formålet med overvågningen samt på de tekniske muligheder et system indebærer er inddragelse af nogle af de væsentlige konkrete omstændigheder ved tv-overvågningens iværksættelse, der er afgørende for overvågningens krænkelsespotentiale samt dens legitimitet og kriterierne er dermed anvendelige i forbindelse med den afvejning af hensyn, der skal ske.

 

 

                      I Norge har man valgt en anden løsning end den svenske eller danske, idet man i den norske personoplysningslov[261]  har indsat et særligt kapitel vedrørende tv-overvågning. I lovens sondres mellem overvågning med og uden optagelse af billedmateriale[262].  Hvad de materielle regler nærmere indebærer er formentlig vanskeligt at give et nuanceret billede af på nuværende tidspunkt - det afhænger af, hvordan praksis efter den nye norske persondatalov vil blive på området. Hertil skal siges, at området vedrørende tv-overvågning kun behandles forholdsvist kortfattet i betænkningen[263], at det oprindelig lovforslag adskiller sig væsentligt fra den nuværende lov på området om tv-overvågning og at der i øvrigt ikke er tale om et gennemarbejdet område som der er efter svensk ret. Men derudover viser den norske model en helt anden løsning end den svenske ikke mindst rent lovteknisk, hvilket er mit mål at illustrere her.

I modsætning til i Danmark har man i Norge taget reelt stilling til området data-beskyttelsesretlige relevans ved at placere området i et særskilt kapitel i personoplysningsloven. Man kan sammenfattende konkludere, at både den svenske og den norske regulering således indebærer en mere eller mindre gennemarbejdet stillingtagen til spørgsmålet om tv-overvågning i databeskyttelsesretligt perspektiv. De to nordiske lande lader begge tv-overvågningen være omfattet af den databeskyttelsesretlige lovgivning på forskellig vis. En tredje reguleringsløsning kan illustreres ved den nuværende danske retstilstand som behandlet i denne afhandlings kapitel 2: At tv-overvågningsloven gælder som stedlig afgrænsning og hjemmel på baggrund af denne og at den øvrige regulering på området i hovedsagen skal findes i LBP. Uanset hvilken løsning der ønskes at være gældende i Danmark bør der tages udtrykkeligt stilling til dette. Den øvrige nordiske lovgivning må alt andet lige være en klar påmindelse om at tv-overvågning er databeskyttelsesretligt relevant og fortjener en beskyttelse på området. Endvidere bør regelsættene ses i lyset af især Sveriges fortolkning af de EU-retlige forpligtelser som Direktiv 95/46 medfører.

 

Kapitel 3: Konsekvenser af anvendelse af personoplysningsloven.

 

3.1. Formål.

Tv-overvågning er iværksat i forbindelse med mange forskelligartede virksomhedstyper i den private sektor. Mest udbredt er nok detailhandelens overvågning. Som eksempel på andre virksomhedstyper kan nævnes diskoteker, kunstudstillinger, fitness-centre, lagerlokaler, uddannelsesinstitutioner...... Det er umiddelbart kun fantasien der sætter grænser for, hvor man vil kunne finde fordele ved brug af tv-overvågning.

                      Når man ser på de specifikke formål med overvågningen er billedet lige så broget som stederne hvor overvågningen foregår. I detailhandelen har overvågningen det primære fomål at forebygge og bekæmpe butikstyveri og dermed formindske svind under henvisning til tv-overvågningens kriminal-præventive effekt[264]. Dertil kommer en del afledte samt del-formål som f.eks. hensynet til brandsikkerheden. Tv-overvågning kan give et overblik over steder, der ellers kun vanskeligt kan føres tilsyn med. Der kan holdes opsyn med vedligeholdelse f.eks. rengøring af el-installationer højt oppe under loftet ligesom der i nødsituationer kan holdes et overblik over befærdelsesintensiteten ved udgange m.v.

                      Hvor der på kunstudstillinger overvåges for at sikre værdifulde kunstgenstandes sikkerhed sker overvågningen på f.eks. diskoteker formentlig af andre årsager som f.eks. hensynet til vagtpersonalets arbejde, bevishensyn[265], forebyggelse af hærværk, vold, indtagelse af narkotiske stoffer og anden “uacceptabel” adfærd[266]. Enkelte af disse formål - hærværk og indtagelse af narkotiske stoffer - synes på visse diskoteker at have begrundet overvågning på toiletterne[267].  På offentlige toiletter overvåges dels af hensyn til sikkerheden og trygheden for personale og besøgende[268] samt for at forebygge hærværk m.v.[269].

                      På baggrund af denne brede vifte af forskellige begrundelser for overvågningen må det holdes for øje, at det er svært at generalisere på området: Enhver  overvågningssituation vurderes bedst på baggrund af de konkrete omstændigheder. Man kan dog opstille nogle generelle hovedgrupper for formålet med overvågningen de forskellige steder.

                      For det første dem der handler om beskyttelse af ejendomsretten - primært forebyggelse og bekæmpelse af tyverier og hærværk[270] - for det andet beskyttelse af menneskers fysiske integritet, dvs. forebyggelse af voldtægt, vold og andre fysiske overgreb. Den sidstnævnte gruppe relaterer sig til spørgsmål om tryghed og kontrol [271];  dvs. også samfundsmæssige hensyn modsat de primært private økonomiske hensyn som ejendomsbeskyttelse består af og som vil være omhandlet her. Eksempler på kombinationer findes f.eks. i tankstationers overvågning, der sker til forebyggelse af væbnede røverier - her er både et hensyn til personalets tryghed og sikkerhed samt et økonomisk hensyn til beskyttelsen af ejendomsretten. Der skal endvidere nævnes processuelle hensyn - dvs. bevissikring og effektivisering af dokumentationsprocedure i forhold til politianmeldelse mv. - samt de rent adfærdsregulerende formål, som f.eks. arbejdspladsers håndhævelse af rygepolitikker[272] eller diskotekers håndhævelse af et særligt adfærdskodeks på dansegulvet[273]. 

                      Når man ser den mere konkrete og tekniske side af installation af tv-overvågning er det også  afhængigt af formålet, hvordan overvågningen iværksættes: Skal overvågningen bruges til observation, f.eks. opsyn med område; verifikation, dvs. f.eks. lokalisering af eventuelle personers tilstedeværelse, identifikation, genkendelse af person, nummerplade eller andet og / eller dokumentation som supplement til overvågningen i form af optagelse og lagring af materiale til efterfølgende dokumentation[274]. Formålet med overvågningen har altså betydning for systemets formål og funktion; hvorvidt billedkvaliteten bør være meget god - f.eks. til identifikation hvor høj detaljeringsgrad er nødvendig - eller dette ikke er nødvendigt; om systemet er beregnet til at tilknyttet personale skal kunne gribe hurtigt ind i en situation eller om video-optagelse og efterfølgende dokumentationsmulighed er afgørende. Er kameraerne stationære eller operatør-styrede? Og er der overhoved nogen der “holder øje” med billederne i den anden “ende”? Disse aspekter ved den konkrete overvågningsform er af interesse her, idet de vil have betydning for, i hvilket omfang der er risiko for integritetskrænkelser. F.eks. er krænkelsespotentialet øget, hvis billederne er af høj detaljeringsgrad - evt. med lysfølsom funktion, så man kan give et tydeligere billede i mørke, end det man kan se med det blotte øje eller hvis der er en operatør der har mulighed for at skifte mellem kameraerne, samt hvis der f.eks. er zoom-funktion. Spørgsmålet relaterer sig til den fysiske beskyttelse[275]. Hvorvidt der sker optagelse kan også siges at have betydning for krænkelsespotentialet: I den situation registreres billeder af og oplysninger om vedkommende[276], hvilket er det databeskyttelsesretlige spørgsmål: Sker der krænkelse af det informationelle[277] privatliv?.

                      Krænkelsespotentialet skal også ses i forhold til en eventuel positiv effekt, som overvågningen kan tænkes at have for den registrerede. Dette bør muligvis have betydning for afvejningen, jvf. nedenfor, således at hvis overvågningens formål også er at skabe tryghed for den registrerede, bør der muligvis ikke kræves en ligeså stærk begrundelse for at legitimere overvågningen[278].

 

3.2. Afvejning.

                      Som det fremgår er formålene med tv-overvågning mange og variationerne og kombinationerne med systemernes tilrettelæggelse utallige. Selvom det således er overordentlig svært at sige noget generelt gældende om forskellige konkrete afvejninger, er det dog alligevel min ambition at opstille nogle generelle teser / parametre, som man vil kunne gå frem efter i en systematisering og fastlæggelse af afvejningsregler.

                      For det første kan man spørge om, hvorvidt der er en af de to “skåle” i afvejningen - dvs. en af hensynsgrupperne; for enkelhedens  skyld nu benævnt hhv. økonomiske (herunder andre private hensyn) og retssikkerhedsmæssige (herunder integritetsmæssige) hensyn -  der “vejer tungest”[279]. Dette er tilfældet efter det man kan kalde den menneskeretlige metode, hvorefter en menneskeret er kendetegnet ved et klart udgangspunkt om en ukrænkelig “ret”, der dog kan tilsidesættes ved tilstrækkelig stærk begrundelse herfor og ved en særlig procedure[280]. Hvis modhensynene således er (meget) stærkere kan det legitimere et indgreb i rettigheden. Det skal bemærkes at menneskeretsbeskyttelsen traditionelt består i en beskyttelse mod statens indgreb i borgernes rettigheder, men det er anerkendt, at menneskeretten også i et vist omfang smitter af på forholdet mellem 2 private, jvf. den indirekte drittwirkungs-effekt[281]. Princippet medfører en pligt for staten til at sørge for ved lovgivning m.v., at private beskyttes mod privatlivskrænkelser fra andre private. I Danmark varetages dette bl.a. ved LBP.

                      Den menneskeretlige metode kan vise sig ved forskellige grader af værdispring mellem de to hensyn, der skal vejes op imod hinanden[282]. Men den illustrerer som minimum en  formodningsregel, hvorefter der skal noget særligt til[283] for at den menneskeretlige beskyttelse - i denne situation af privatlivets fred -  må vige for andre hensyn.

                      Den menneskeretlige metode kan også vise sig ved en minimums- eller proportionalitetsbetragtning, hvorefter overvågning f.eks. skal være konkret nødvendig: Efter en streng fortolkning skal der ikke være andre muligheder for effektivt at opfylde formålet end ved tv-overvågningen. Efter en mere fleksibel forståelse skal overvågningen iværksættes på en sådan måde at der sker den mindst mulige krænkelse (overvågning) og med mindst muligt indgribende midler i forhold til en realistisk opfyldelse af formålet. Hensynet der begrunder overvågningen skal evt. også være berettiget ud fra en risiko-vurdering, hvorefter formålet skal have en vis vægt og betydning og ikke være bagatel-agtig i forhold til overvågningens iværksættelse. I praksis kunne man forestille sig et krav om at overvågningen skal have en dokumenterbar effekt, eller at en positiv effekt i forhold til formålet i det mindste skulle være sandsynliggjort[284].

                      En anvendelse af personoplysningsloven i sin helhed vil medføre, at betingelserne i personoplysningsloven skal være opfyldt, for at der kan ske behandling af personoplysninger[285]. Dette betyder at der - når der ikke er givet gyldigt samtykke[286],  skal ske en afvejning efter reglerne i hhv. LBP § 6, stk. 1, nr. 7 (for almindelige oplysninger) og § 8, stk. 4 (for semifølsomme oplysninger herunder oplysninger om strafbare forhold; følsomme oplysninger er behandlet i afsnit 2.6. om personoplysninger). Disse regler er værdispringsregler og repræsenterer i forskellig grad den menneskeretlige tankegang, som er beskrevet ovenfor. Efter begge regler skal hensynet der begrunder behandling overstige hensynet til den registrerede - for semi-følsomme oplysningers vedkommende skal det “klart overstige”.

De hensyn der kan begrunde behandling efter LBP[287] kan være såvel den dataansvarliges interesser som andre private interesser eller samfundsmæssige interesser. Da der endvidere ikke som udgangspunkt stilles noget krav til hensynets “tyngde”, udover at det skal være berettiget, mener jeg at de formål, der er nævnt i dette og det foregående afsnit vil kunne tages i betragtning, afhængigt af situationens øvrige omstændigheder: Da afvejningen skal ske ved at holde den berettigede interesse op imod de gener en behandling vil kunne medføre for den registrerede, er der forskellige faktorer der skal undersøges i afvejningsprocessen: I afvejningen vil behandlingsformen have betydning, således at indsamling af oplysninger vil være mindre bebyrdende end f.eks. videregivelse[288] og dermed kræve mindre af det hensyn, der skal legitimere behandlingen; datatypen vil have betydning på den måde, at det vil skulle stilles større krav til behandlingen jo mere “privat” en oplysningstype er: Dette er fastslået allerede ved opdelingen i kategorierne almindelige henholdsvis (semi-)følsomme oplysninger, men vil også have betydning inden for en enkelt kategori: Hvis der bortses fra den tekniske vanskelighed ved tv-overvågning, der består i, at det ikke er muligt at forudberegne eller sortere i oplysningstypen, så vil der kunne differentiere indenfor kategorierne af oplysninger[289]. F.eks. vil man for almindelige oplysningers vedkommende kunne sondre imellem helt banale oplysninger og f.eks. oplysninger der er fremkommet i mere private situationer f.eks. på et diskotek eller i et prøverum. (Sidstnævnte vil formentlig ikke henhøre under almindelige oplysninger, hvis man kan se en intim situation).

                      Behandlingsskridtene må vurderes hver for sig, da afvejningen både afhænger af de konkrete oplysningstyper der bliver registreret på båndet, samt hvad der gøres med dem efterfølgende. Der må således ske en konkret vurdering i hvert tilfælde, dels hvor behandlingen angår indsamling, lagring og sletning af oplysninger om bi-personer[290], dels hvor behandlingen er møntet på f.eks. regulering af ikke-strafbar adfærd (som f.eks. diskotekernes adfærdsregulering) og hvor der sker behandling af oplysninger om strafbare forhold f.eks. ved evt. brug overfor den kriminelle[291] samt videregivelse[292] til politi.

                      Det er ikke til at sige præcis, hvad denne interesse-afvejning med tiden i praksis vil resultere i for så vidt angår tv-overvågning - dertil er LBP endnu for uprøvet. Kravet i afvejningsreglerne om at behandlingen skal være nødvendig[293] må dog også være opfyldt. Det kan ikke her antages, at det er en restriktiv og bogstavelig fortolkning af begrebet der har været tanken bag bestemmelserne[294]. Kravet må antages at være strengere for de semi-følsomme oplysninger end de almindelige. Det er i forarbejderne forudsat at den tidligere praksis efter LPR med hensyn til, hvad der er en berettiget interesse, fortsat skal gælde for udstrækningen af privates adgang til at behandle oplysninger om strafbare forhold[295]. Det er således fortsat tilladt at registrere og opbevare oplysninger om strafbare forhold med henblik på politianmeldelse, forudsat at oplysningerne slettes umiddelbart efter[296]. Der er ikke herved taget stilling til, hvorvidt kriminaliteten der er foreviget på optagelserne skal være rettet mod virksomheden, men man må gå ud fra at man uanset hvem kriminaliteten er rettet imod vil nå samme resultat, da hensynet til den registrerede (gerningsmanden) under disse omstændigheder er lette at opveje[297].                      

                      Afvejningen i LBP § 6, stk. 1, nr. 7, der angår de almindelige oplysninger - især om de ikke-kriminelle bi-personer - er for en umiddelbar betragtning mere problematisk: P.d.e.s. er det ikke muligt at frasortere disse ikke relevante oplysninger, hvilket taler for at indsamlingen af oplysningerne faktisk er nødvendig for at opfylde formålet. P.d.a.s. kan der argumenteres for, at overvågningen i form af systematisk - og isoleret set ubegrundet - optagelse af enhver person der bevæger sig indenfor kameraets synsvinkel udgør et sådan indgreb i privatlivets fred, at der skal en god begrundelse til at opveje hensynet til de(n) registrerede. Dette er den endelige afvejning der skal ske og som har nær sammenhæng med formålsbestemhedsprincippet, jvf. herom i afsnit 3.3.[298].

                      Bestemmelsen i § 6, stk. 1, nr. 7 medfører, at der gælder et krav om at tv-overvågningen skal ske af hensyn til en berettiget interesse. Selvom der som nævnt tidligere formentlig ikke stilles strenge krav til en begrundelses berettigelse[299], indebærer afvejningsreglen også  et yderligere krav til formålet med overvågningen igennem sin karakter af værdispringsregel: Det er f.eks. stærkt tvivlsomt om hensynet til at adfærdsregulere på dansegulvet på et diskotek er stærkt nok til at opveje hensynet til publikums mulighed for at slappe af uden at blive registeret og transmitteret via kameraer. Man kan forestille sig mange variationer af denne afvejning, der altid skal ske konkret. Der er ikke grundlag for at spå om, hvordan den nærmere vurdering vil komme til udtryk, men de forskellige tankegange, som der blev redegjort for i afsnit 3.1. om formål, kan ses som inspiration.

                      Man må konkludere, at der må stilles visse krav til formålene med overvågning for at behandling - herunder indsamling - i form af video-overvågning er legitimeret efter LBP. Formålene skal være saglige og have en vægt, der i den konkrete situation er større end hensynet til privatlivets fred: Det vil sige det informationelle privatliv, men i høj grad også hensynet til at kunne færdes ubevogtet / uovervåget i det offentlige rum (den fysiske beskyttelse); uanset at området er privat ejet og privat kontrolleret. De to regelsæt - ovl. og LBP - og baggrundene for regelsættene, bør altså ses i sammenhæng og begge inddrages i afvejningsgrundlaget. 

 

 

3.3. Formålsbestemthedsprincippet.

                      Som der blev redegjort for i foregående afsnit, er formålet det afgørende kriterium for indsamlingens lovlighed[300]. Formålet - som det formuleres inden databehandlingens iværksættelse -   fastlægger endvidere rammerne for den senere behandling. Princippet om finalité (formålsbestemthed) er udtrykkeligt fastslået i LBP § 5, stk. 2[301], hvorefter indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål og senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål. Den negative formulering i det sidste led åbner op for en vis smidighed i fortolkningen af, hvornår et oprindeligt formål alligevel legitimerer senere behandling, der ikke umiddelbart ligger indenfor formålets ordlyd. Hvad der nærmere vil stilles af krav før en behandling “ikke anses for uforenelig” med det oprindelige formål vil tiden vise. Men i relation til tv-overvågning kan man forestille sig, at et formål der f.eks. specifikt er defineret ud fra at forebygge og bekæmpe strafbare forhold rettet mod en virksomheds ejendom også vil kunne legitimere behandling i forbindelse med bekæmpelse eller opklaring af andre former for kriminalitet. I eksemplet vil de samfundsmæssige (alment kriminalitetsbekæmpende) interesser indgå under et formål der oprindeligt kun var rettet mod private (ejendomsretlige) interesser[302] og dette vil altså medføre en modifikation til princippet om at “nye” anvendelsesformål ikke kan realiseres. Netop hensynet til bekæmpelse af strafbare forhold var direkte nævnt som undtagelsesadgang i forhold til princippet som det var udtrykt i Europarådets data-konvention[303]. 

                      Formålsbestemthedsprincippets 1. led foreskriver at formålet skal være udtrykkeligt formuleret. Heri ligger ikke at formålet nødvendigvis skal være nedfældet skriftligt, men at det skal være tilstrækkeligt veldefineret og velafgrænset til at skabe åbenhed og klarhed omkring behandlingen[304].  Dette er også nødvendigt for at leve op til oplysningsforpligtelserne som omtales i afsnit 3.4.

                      Sagligheds-kravet knytter sig til de indholdsmæssige krav til formålet, som jeg behandlede i forbindelse med betingelserne for behandling[305].  Der stilles nok ikke strenge krav; idet man blot udelukker usaglige formål og de materielle krav til formålet/-ene udtrykkes mere konkret i afvejningsreglerne i LBP § 6-8, jvf. ovenfor.

                      Princippet om formålsbestemthed tjener flere vigtige formål i databeskyttelsesretten: For det første ønsket om åbenhed eller transparans i data-behandlingen. Ved at “binde” data-behandlingen / -anvendelsen til dens oprindeligt fastsatte formål gives mulighed for forudberegnelighed i forhold til dataanvendelsen. Kravet om at formulere formålet udtrykkeligt giver tilsvarende de registrerede grundlag for at have indsigt i, hvilken data-behandling der sker[306]. Det forhold at databehandlingen er gennemskuelig for den registrerede giver tryghed samtidig med, at det er af væsentlig betydning for retssikkerheden: F.eks. kræver det en vis indsigt i grundlaget for behandlingen at håndhæve sine rettigheder efter loven, jvf. nedenfor om indsigtsret m.v. Dertil kommer, at viden om anvendelsen af personoplysninger formentlig bidrager til at behandlingen opleves mindre potentielt krænkende, idet borgeren har hånd i hanke med, hvilke personoplysninger om vedkommende der behandles og til hvilket formål.

                      For det andet er formålsbestemthedsprincippet med til at hindre unødvendig dataophobning ved at fjerne incitamentet til at opbevare oplysninger med henblik på evt. senere anvendelse. Dette skal ses i sammenhæng med relevans- princippet i LBP § 5, stk. 3[307]. Efter denne bestemmelse skal oplysninger der behandles være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end hvad der kræves til at opfylde formålet (-ene)[308] med behandlingen. Dette princip er det vanskeligt at efterleve i forbindelse med ved tv-overvågning, i hvert fald for en umiddelbar betragtning, idet indsamlingen og lagringen af oplysninger sker usorteret. Afhængigt af det tidsrum hvori optagelserne gemmes, sker der en stor ophobning af fuldstændig irrelevant materiale, nemlig hovedparten af de almindelige oplysninger der indsamles om bi-personerne. I forarbejderne til bestemmelsen er det præciseret, at der med relevante og tilstrækkelige henses til at oplysningernes art skal svare til det tilsigtede formål[309]. Ved indsamling af billedmateriale til forebyggelse og bekæmpelse af f.eks. butikstyveri har de almindelige oplysninger om bi-personerne intet med formålet at gøre. Dette er formentlig et af tv-overvågningens største principielle problemer i forhold til en fuld anvendelse af personoplysningsloven.

                      Når man henser til princippernes karakter af retlige standarder, hvis værdier er “åbne” og indhold dynamisk[310] både i forhold til samfundsudviklingen og de særlige tekniske forudsætninger for behandlingstypen, er der dog åbnet op for en fortolkning, der kan tilpasses denne særlige behandlingsform. Da formålet med relevansprincippet er, at begrænse[311] data-behandlingen til et minimum i forhold til opfyldelsen af formålet, må den afgørende faktor være, at der ikke sker nogen som helst unødvendig data-ophobning eller data-behandling: Også ved tv-overvågning må indsamlingen, opbevaringen og de øvrige behandlingsskridt begrænses til det der er nødvendigt for at opfylde formålet; opbevaring skal ske i kortest muligt tidsrum; optagelserne skal ikke vise mere end nødvendigt (f.eks. m.h.t. detaljeringsgrad[312]), jf. også tidsbegrænsningsprincippet i LBP § 5, stk. 5. Der bør endvidere tages udtrykkeligt stilling til, hvor længe optagelser skal kunne opbevares: Dette kan baseres på en undersøgelse og vurdering af, inden for hvilket (realistisk) tidsrum man kan forvente at have opdaget f.eks. svind, idet det indtil dette tidspunkt vil være nødvendigt at have bevaret optagelserne med alle de oplysninger de måtte rumme[313]. Selvom oplysningerne der indsamles ikke svarer til formålet med overvågningen, må bestemmelsens søgen mod proportionalitet i data-behandlingen fortolkes i lyset af, at en frasortering af ikke-relevante oplysninger ved tv-overvågning ikke er mulig. En sådan tilpasning eller fortolkning af bestemmelsen er nødvendig i overvågningssituationen, for at princippet skal kunne indgå i en meningsfuld sammenhæng med den øvrige regulering.

 

3.4. Oplysningsforpligtelsen efter LBP.

                      En anvendelse af LBP på overvågningssituationen medfører dels nogle forpligtelser for den dataansvarlige, dels giver det den registrerede nogle rettigheder, som denne kan benytte sig af på eget initiativ. Efter ovl. gælder en meget begrænset oplysningsforpligtelse, der i hovedtræk alene indebærer en pligt for den dataansvarlige til at give oplysning om, at der overvåges[314]. I LBP kapitel 8 om den registreredes rettigheder stilles andre og mere detaljerede krav til en oplysningsforpligtelse, og en anvendelse af LBP medfører altså en skærpelse af informations-kravet i forhold til tidligere.

                      Efter LBP § 28[315] skal den dataansvarlige af egen drift ved indsamlingen af oplysninger hos den registrerede give meddelelse om en række forhold i forbindelse med indsamlingen dvs. overvågningen. For det første skal der gives oplysning om både den dataansvarlige[316] samt dennes repræsentants[317] identitet[318], dvs. navn og adresse på disse.

                      For det andet skal der oplyses om formålene med data-behandlingen / overvågningen[319]. M.h.t. præcision i formuleringen henvises i det hele til afsnit 3.1. om formål. Afgørende er bl.a. at den registrerede har mulighed for at kontrollere, at oplysningerne ikke efterfølgende anvendes til formål, der er uforenelige med de oprindeligt angivne formål[320]. Med dette kontrolaspekt for øje er det afgørende udgangspunkt altså, at det skal være klart for den registrerede, hvorfor oplysningerne indsamles[321].

                      For det tredje skal der gives oplysning om “alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser”[322]. Bestemmelsen indeholder eksempler herpå, men er ikke udtømmende. Kategorierne af modtagere nævnes udtrykkeligt[323], og der skal utvivlsomt gives oplysning f.eks. om at oplysningerne videregives til politiet i nærmere opregnede tilfælde[324]. Man kan i forhold til en overvågningssituation forestille sig, at der endvidere skal gives oplysninger om, hvorvidt der sker optagelse eller ej samt hvor længe optagelserne i givet fald opbevares.

                      Der bør endvidere gives oplysning om sikkerhedsforhold, hvordan optagelserne opbevares samt hvem der har adgang til dem, dog med forbehold for at disse oplysninger ikke forringer sikkerheden: Efter loven er der åbnet mulighed for dispensation fra oplysningsforpligtelsen, når væsentlige private interesser taler herfor[325]. Som udgangspunkt må der herefter skulle gives generelle oplysninger om, hvordan sikkerheden håndhæves uden specifikt at skulle oplyse f.eks. om hvor bånd m.v. opbevares.   

                      Derudover vil det formentlig også være af afgørende betydning for den registreredes beslutningsgrundlag, at være klar over overvågningens intensitet, dvs. hvor mange kameraer der er opsat, deres placering, om de er operatørstyrede, hvorvidt der kontinuerligt holdes øje med de tilknyttede monitorer (spørgsmålet om bemanding), samt hvorvidt der f.eks. er zoom-funktion. De sidstnævnte forhold vedrører den fysiske beskyttelse[326].

                      Ideelt set bør der altså gives en tydelig beskrivelse af overvågningen som foranstaltning så den registrerede på et informeret og tilstrækkeligt grundlag kan tage stilling, dels til sin tilstedeværelse - hvorvidt vedkommende ønsker at afgive oplysninger - dels til sin tilrettelæggelse af adfærd -   hvilke oplysninger vedkommende ønsker at afgive. Dette sker ikke på nuværende tidspunkt, hvor man tværtimod ønsker at give så sparsomme oplysninger om overvågningen som muligt[327]. I branchen ønsker man at holde “kortene tæt ind til kroppen” ud fra det synspunkt, at dem præventionen er rettet imod - de kriminelle og potentielt kriminelle - vil kunne benytte sig af - og udnytte viden om overvågningens tilrettelæggelse er formentlig et hensyn man bør tage stilling til[328]. Det er formentlig en del af effekten ved overvågningen, at der ikke er fuld viden om omfanget m.v. af den. Efter en sådan “attrap-effekt” skulle der udvises større tilbageholdenhed med at foretage kriminelle handlinger, når der er usikkerhed om en række aspekter ved overvågningen. Det gælder spørgsmål om, hvor der overvåges, om der optages på bånd og om der dermed er bevismateriale; om der holdes øje på monitorerne eller om der ikke er nogen til at skride ind i øjeblikket for forbrydelsen, dvs. om den kriminelle kan nå at slippe væk eller om det opdages pga. kameraerne etc.

                      Hensynet til den præventive effekt kan siges at stride mod hensynet til åbenhed. Det skal bemærkes, at der er mulighed for dispensation fra oplysningsforpligtelsen i det omfang den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, jvf. LBP § 30, stk. 1. I denne afvejning må man imidlertid lægge vægt på at forringelser af den præventive effekt kan begrænses ved netop at foranstalte overvågningen, så den ikke har for mange “huller”, der kan udnyttes[329]. Hensynet til de øvrige “uskyldige” personer, der udgør langt den største gruppe af registrerede, bør veje tungt, ikke mindst da overvågningen i hovedsagen sker i den dataansvarliges interesse samt under hensyn til varetagelsen af retten til privatliv i det offentlige rum. En lavere præventiv effekt kan siges at være prisen, der må betales for at iværksætte foranstaltninger der kan krænke folks privatliv. Åbenhed er en forudsætning for indgreb i privatlivsretten, når disse efter en afvejning er fundet legitime.       

                      Sidst men ikke mindst nævnes udtrykkeligt at der skal oplyses om, hvorvidt den registrerede har indsigtsret[330] eller ej samt om mulighed for berigtigelse[331].

                      Det skal afslutningsvist bemærkes at oplysningerne kan undlades, hvis det må antages at den registrerede på forhånd er bekendt med dem[332]. Der er intet grundlag for at forudsætte, at publikum generelt er bekendt med de konkrete forhold omkring overvågningen, hvorfor denne bestemmelse ikke kan medføre bortfald af pligten til eksplicit at give de nævnte oplysninger.

                      Man må altså konkludere, at oplysningsforpligtelsen efter LBP stiller skærpede krav til det materielle indhold af informationen og dermed fungerer som et kærkomment supplement til oplysningsforpligtelsen efter ovl. Den konkrete efterlevelse af oplysningsforpligtelsen vil kunne ske på flere måder, f.eks. ved plancher opsat ved indgange evt. suppleret med brochurer eller lignende materiale som publikum har mulighed for at tage med hjem for nærmere studium. Man kan desuden forestille sig illustrationer som f.eks. billeder, der gengiver den billedvisning  og -kvalitet som er tilgængelig for overvågeren. Hvad der vil anses for tilstrækkeligt er uafklaret. Oplysningerne forudsættes at skulle gives (senest) samtidig med indsamlingen[333].

 

3.5. Indsigtsret.

                      Som udgangspunkt skal der efter LBP § 31 på den registreredes anmodning gives meddelelse dels om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende, dels om hvilke oplysninger der behandles[334]. Efter en umiddelbar fortolkning af dette krav, kan det synes uforholdsmæssigt bebyrdende og næsten umuligt at efterleve, da oplysningerne ikke almindeligvis er søgbare på video-optagelser, hvor der ikke er registreret andre søgekriterier, der knytter sig til personen der anmoder om indsigt[335]. Det er som udgangspunkt ikke en absolut forudsætning for anvendelse af bestemmelsen, at oplysninger om personen er umiddelbart søgbare, idet også bipersoner har indsigtsret[336]. Med hensyn til bipersoner er det muligt at anmode dem om at fremkomme med anvendelige søgekriterer[337] for at muliggøre en søgning. Det vil også i overvågningssituationen være muligt at opnå indsigt, forudsat at man som bi-person[338] selv kan fremkomme med relevante søgekriterier som tid og sted for sin tilstedeværelse. Der kan på den anden side ikke kræves, at den registrerede / overvågede skal give en præcis angivelse af de behandlinger, som vedkommende ønsker indsigt i[339].

                      Med hensyn til indsigt i, hvorvidt der sker behandling af oplysninger om den indsigtsanmodende, kan der opnås viden om dette ved, at den registreredes viden om sin egen eventuelle tilstedeværelse sammenholdes med de oplysninger, som gives om overvågningens karakter og intensitet - hvor der overvåges - som oplyst om efter LBP § 28[340]. Da den registrerede således kan opnå indsigt og svar på dette spørgsmål ved selv egen subsumption[341], taler meget for ikke at pålægge den dataansvarlige noget besvær i den anledning. Denne fortolkning er i tråd med bestemmelsens formål, der netop er at skabe indsigt og åbenhed.                 

Anderledes forholder det sig med spørgsmålet om indsigt  i, hvilke oplysninger der behandles om den registrerede, da dette i vidt omfang afhænger af konkrete forhold ved overvågningen, som man ikke kan forvente at den registrerede har fyldestgørende indsigt i på egen hånd, heller ikke ved fuld oplysning efter LBP § 28. Det er for det første ikke sikkert, at den overvågede kan genkalde sig enhver bevægelse som vedkommende har foretaget eller husker enhver handling foretaget i kameraets synsvinkel. Endvidere er oplysningerne der indsamles påvirket af flere faktorer, f.eks. billedkvaliteten, der spiller en større eller mindre rolle i den konkrete situation: Er det sort/hvid-optagelser er der måske ikke indsamlet oplysninger om særlige kendetegn, der forudsætter farvegenkendelse eller anden detaljeringsgrad. F.eks. vil en oplysning om en hudsygdom kun blive indsamlet, hvis billedmaterialet afslører lidelsen.

                      Man må på denne baggrund konkludere, at man som overvåget kan få indsigt i optagelser, hvorpå man optræder, så man kan få en reel indsigt i, hvilke oplysninger der behandles om én; dvs. hvilke billeder og hvad man kan se på dem. Det vil her være en forudsætning for indsigtsretten, at man kan give en forholdsvis nøjagtig angivelse af, hvor man var på et overvåget område, så man ubesværet kan finde frem til de relevante kameraers optagelse samt angivelse af det tidsrum, hvori man befandt sig på det overvågede område.

                      Som udgangspunkt har man kun ret til indsigt i oplysninger / billedmateriale om sig selv, hvilket også på dette punkt er et problem med det usorterede og uopdelelige overvågningsmateriale: Problematikken er den samme som for hovedpersoner og bi-personer i oplysningsmateriale, hvor oplysningerne fremtræder i forbindelse med hinanden[342]. Selvom der med nyere systemer er mulighed for at “klippe” og redigere i optagelserne, er det ikke på nogen måde realistisk muligt at kunne “overstrege” eller på anden måde anonymisere materiale i form af billedmateriale der også angår bi-personer - forstået i denne sammenhæng som bi-personer i forhold til den indsigtsbegærende hoved-person. Dette medfører, at en indsigt i optagelser uundgåeligt vil medføre indsigt i oplysninger om andre personer. Beskyttelseshensynet i forhold til bi-personerne vil sjældent være af en sådan tyngde, at de bør begrunde hemmeligholdelse af optagelserne for en indsigtssøgende[343]. Der er ikke tilstrækkelige modhensyn til at man bør tilsidesætte den registreredes rettigheder på dette punkt[344].  Indsigtsretten vil desuden have den positive bi-effekt, at den vil virke forebyggende mod data-ophobning, da den fjerner incitamentet til at opbevare optagelser længere end højst nødvendigt. Dette er også argumentet imod, at indsigtsretten af praktiske årsager skulle være for stor en belastning for den dataansvarlige.

                     

3.6. Anmeldelse og tilladelse.

                      For at opnå åbenhed samt gøre tilsyn med databehandlinger muligt, er der i LBP § 48, stk. 1 fastsat, at der som hovedregel skal indgives anmeldelse af behandlinger der foretages for en privat dataansvarlig. Anmeldelsen skal indgives til Datatilsynet og den skal indeholde en række nærmere opregnede oplysninger[345]. Undtaget fra anmeldelsespligten er bl.a. behandlinger vedrørende almindelige oplysninger om kunder, jvf. LBP § 49, stk. 1, nr. 4. Da det primære formål med tv-overvågning imidlertid i hovedsagen angår behandling af oplysninger om strafbare forhold - dvs. semi-følsomme oplysninger[346] - vil tv-overvågningssituationen ikke være undtaget fra anmeldelsespligten[347].

                      Efter LBP § 50, stk. 1, nr. 1 skal der endvidere indhentes tilladelse fra Datatilsynet til behandlinger, der foretages for private, og som omfatter følsomme eller semi-følsomme oplysninger dvs. bl.a. oplysninger om strafbare forhold[348]. Bestemmelsen medfører, at der kan ske en vurdering af den hensynsafvejning, som den dataansvarlige har foretaget efter LBP § 8, stk. 4[349].  Da overvågningen foretages i den dataaansvarliges interesse og ikke - eller i hvert fald ikke primært - i den registreredes interesse, forekommer dette rimeligt, da den dataansvarliges vurdering af, hvilke interesser der vejer tungest, ikke nødvendigvis baserer sig på et objektivt grundlag.

                      Tilladelsen er et væsentligt omdrejningspunkt i den svenske lov[350]  og den muliggør en konkret stillingtagen til de forskellige overvågningssituationer. Dette kan siges at være hensigtsmæssigt pga. overvågningens mangeartede formål og de væsentlige forskelle på foranstaltningernes konkrete tilrettelæggelse. Systemet giver mulighed for en smidig anvendelse af interesse-afvejningen samtidig med, at de situationer, hvor der ikke er tvivl om afvejningens udfald, er undtaget fra kravet om tilladelse. Dvs. hvor formålet er forhindring og opklaring af strafbare forhold og konkrete betingelserne er opfyldt[351]. At en af betingelserne herfor er, at der stadig indgives anmeldelse af foranstaltningen, giver mulighed for tilsyn og kontrol samt gør det muligt at få et overblik over status på området: Hvor mange steder overvåges egentlig, hvordan og hvorfor? Dette overblik er tiltrængt i Danmark og ville give et bedre grundlag for en gennemarbejdet regulering og praksis på området.  

                      Til spørgsmålet om, hvorvidt kravet om tilladelse vil være (for) ressourcekrævende, må tages i betragtning, at der i Danmark foretages den samme prøvelse af anmeldte sager som for sager, hvori der skal gives tilladelse eller afslag og at ordningen ikke vil være (betydeligt) mere ressourcekrævende om der skal gives tilladelse eller ej. Noget andet ville være tilfældet, hvis prøvelsen af anmeldte behandlinger alene skete i form af stikprøve-kontrol. Det skal nævnes, at Justitsministeren er bemyndiget til at undtage behandlinger - som ellers er omfattet - fra kravet om tilladelse[352]. Spørgsmålet beror altså på en politisk afgørelse, men medfører ikke nogen vanskelighed ved anvendelsen af loven på tv-overvågningssituationen.

 

4. Konklusion og perspektivering.                                       

                      Da overvågningsloven ikke indeholder nogen stillingtagen til de databeskyttelsesretlige aspekter ved tv-overvågning er det væsentligt, at der bliver taget utvetydigt stilling til, hvilke regler man mener bør finde anvendelse. Indtil en sådan fuldstændig afklaring af spørgsmålet kommer, må man konkludere, at personoplysningsloven finder anvendelse på video-overvågningsmateriale. Ikke mindst Danmarks EU-retlige forpligtelser efter Direktiv 95/46 bør veje tungt og indgå som et vigtigt fortolkningsbidrag, og synspunktet støttes af en direktivkonform fortolkning af retstilstanden. Det må her være afgørende, at der principielt ikke er særlige omstændigheder ved video-overvågning, der kan begrunde, at såvel indsamlingsdelen som de øvrige behandlingssituationer ikke skal være omfattet af den databeskyttelsesretlige lovgivning. Denne erkendelse er både den norske og svenske lovgivning baseret på.    

                      Video-optagelserne indeholder oplysninger dels om udseende, adfærd og handlinger, men også mange andre oplysninger kan tænkes at blive udledt af billedmaterialet. At disse oplysninger fortjener at være omfattet af den databeskyttelsesretlige lovgivning synes at være et naturligt udgangspunkt og forhindrer ikke, at der sker en særlig tilpasning til personoplysningslovens anvendelse f.eks. m.h.t. hvilke behandlingsbetingelser der skal gælde, hvilke afvejningsparametre der skal anvendes, samt hvilke krav der skal stilles til begrundelse osv. Video-overvågning og den/de behandlingstype(r) situationen aktualiserer medfører nogle vanskeligheder ved anvendelsen af LBP. Disse er som anført overvindelige i praksis når henses til lovens smidighed i forhold til de mange forskellige teknologiske behandlingstyper og i øvrigt forskelligartede situationer som den er beregnet til at omfatte. Eventuelle forhindringer er under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig begrundelse for helt at udelukke video-materiale fra den databeskyttelsesretlige beskyttelse. 

                      En afklaring på området er af største aktualitet. Udbredelsen af tv-overvågning har været i kraftig vækst ikke mindst i 90’erne, og stigningen i brug af overvågningssystemer har efter sigende været accelererende de sidste par år[353]. I hvert af årene 1999 og 2000 blev antallet af videokameraer næsten fordoblet[354]. Der er ikke noget overblik over det nøjagtige omfang, men et anslået skøn er, at ca. hver anden butik i dag har en eller anden form for tv-overvågning[355]. Det er på den baggrund vigtigt, at der snarest rettes opmærksomhed mod området for en hel og endelig afklaring.

                      Hvilken endelig løsning der bliver tale om er ikke umiddelbart til at forudse. Man kan vælge at udbygge den i forvejen beskedne ovl. med en data-beskyttelsesretlig regulering, der lever op til Direktivets forskrifter / materielle indhold på området. Løsningen kunne have den fordel at tv-overvågningsområdet ville blive retligt overskueligt, hvis reglerne var samlet i en enkel lov. Det er imidlertid ikke min opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt at lave særlovgivning med mindre det er nødvendigt:  LBP er imidlertid netop en generel lov, der skal efterleves i hvert tilfælde, hvor der sker behandling af personoplysninger og sektor-regulering er ikke den databeskyttelsesretlige lovgivnings udgangspunkt i Danmark. Da en anvendelse af ovl. på tv-overvågningssituationen samt en anvendelse af LBP, hvis der lagres materiale, svarer til lovens formål som databeskyttelsesretligt instrument i mange forskelligartede situationer, der ofte også er reguleret ved anden lovgivning, er denne løsning formentlig den mest hensigtsmæssige.

                      En anvendelse af LBP kræver på visse punkter formentlig en specificering og vejledning til brug for dem, der i praksis udfører overvågningen. Det må et være en målsætning for afklaring af retstilstanden på området, at der udarbejdes f.eks. nogle praktiske retningslinier på området[356]. Derudover vil Datatilsynets praksis[357] eller udtalelser på området være afgørende for en nærmere fastlæggelse af afgrænsningen af afvejningen efter LBP § 6, stk. 1, nr. 7 om almindelige oplysninger. Bestemmelsen vil finde anvendelse på indsamlingsdelen, uanset at der vil kunne behandles oplysninger af forskellig art også af følsom art. Denne anvendelse af loven er nødvendig, da indsamlingen ved video-overvågning er usorteret og uforudsigelig hvad angår oplysningstype. Da formålet med overvågningen ofte vil være knyttet til oplysninger om strafbare forhold vil disse oplysninger lovteknisk henføres under og efterfølgende kunne behandles efter  LBP § 8, stk. 4.

                      Samlet må konkluderes, at en anvendelse af personoplysningsloven som supplement til overvågningsloven vil skabe et langt højere beskyttelsesniveau i reguleringen af privatlivets fred end der hidtil har været gældende. Ikke mindst vil den databeskyttelsesretlige dimension bibringe til et mere tidssvarende og nuanceret indhold i beskyttelsen. Om overvågningsloven i øvrigt anses for hensigtsmæssig med sit sparsomme indhold og firkantede stedlige afgrænsning som hjemmelsgrundlag for overvågningen bør også tages op til debat. Ikke mindst  forarbejderne til loven synes fattige og forældede i forhold til vores naboer i Sverige, hvor overvågningsområdet har givet anledning til flere omfattende betænkninger og lovrevisioner. Overvågningsloven synes med tiden at være blevet endnu mere uimponerende end den var ved vedtagelsen i 1982. Dengang var man undskyldt i forhold til manglende overblik over, hvad fremtiden måtte bringe som følge af den teknologiske udvikling. Nu er det vist på høje tid at tage loven op til revision og sikre sig at retstilstanden lever op til de fællesskabsretlige standarder.

Abstract.

This thesis is about CCTV(closed circuit television) / video-surveillance in Denmark with an emphasis on the private sector.

The thesis accounts for the rules which are relevant for CCTV, primarily law on CCTV of 1982[358]. The law is divided into areas with different access to video-surveillance. This presentation distinguishes between two main areas of regulation. One is public roads, sites and so forth on which monitoring is not allowed. The other being surveillance of private business areas, for example shops, which are not included in the prohibition against video-surveillance. But according to the law, information on the existence of video-surveillance is necessary, if it is carried out in areas to which there is common access.

Picture-material resulting from video-surveillance contains information on individuals. According to Directive EC/95/46 on Data Protection such material is included in the purpose of the directive. The thesis discusses whether the Danish Data Protection Act[359] does apply to this material. This does not seem to be clarified. For comparison the Swedish and Norwegian laws on the subject are discussed. The thesis also discusses the problems which arise should the law be applied to video-surveillance.

Furthermore a discussion of the consequences of application is carried out, leading to several additional requirements in the case that video-surveillance is undertaken. For instance it is required that the purpose of video-surveillance is stated, and that detailed information on the surveillance, more than the bare use of simple pictorial signs which is sufficient according to Danish law on CCTV, is visible.

The thesis concludes that the Danish Data Protection Act does apply to material resulting from video-surveillance. This does  also seem to be the case in the light of our European commitments. This conclusion causes an alteration of the legal position in Denmark. 


LITTERATURLISTE

 

 

·        Litteratur. Herunder tidsskriftartikler og kommenterede love.

·        Diverse; rapporter og brochurer

·        Undersøgelser

·        Love, forskrifter, betænkninger m.v. herunder norsk og svensk ret.

 

Primær litteratur og litteratur der er henvist til i afhandlingen er markeret med * .

Anvendt forkortelse er understreget.

Web-adresser henviser til tilgængelige dokumenter pr. 1/12 2001

 

Litteratur.

·        Herunder tidsskriftartikler og kommenterede love.

 

Agre & Rotenberg (1997)

Technology and Privacy - The New Landscape.

Agre, Philip & Rotenberg, Marc. (editors),

Cambridge, Massachusetts Institute of Technology Press 1997.

 

Bender (1998)

Registerlovgivningen. 10.2.

Bender, Hanne; lektor i privatret ved Aarhus Universitet. August 1998.

 

Berlingske Tidendes online-avis

TV-overvågning i hver anden butik

Berlingske Tidende; af Møller, Niels; Online-artikel lagt på 25. februar 2001 kl. 22.30.

http://www.berlingske.dk/artikel:aid=88258.

 

Bing og Lögdberg (1979)

Den personliga integriteten. Föredrag vid den nordiska studentjuriststämman i Lund 1977.

Bing, Jon; Personvern og EDB: En international oversikt. P. 49-67

Lögdberg, Åke; Om Personlighetsrätt - Right of Privacy. P. 15-35.Skrifter utgivna av Juridiska Föreningen i Lund nr. 32.Juridiska Föreningen i Lund. Distribution: Studentlitteratur 1979

 

*Brandeis (1890) se Warren

 

*Blume (2001)

Tv-overvågning. Artikel

Blume, Peter; Juristen, April 2001, p. 144-151

 

*Blume (2000)

Personoplysningsloven - Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger.

Blume, Peter; Greens§Jura, Akademisk Forlag A/S. 2000. 1. udg. 1. opl.

 

*Blume (2000)

Databeskyttelsesret

- en almindelig indføring i den retlige beskyttelse af det informationelle privatliv.

Blume, Peter; Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 2000. 1. udg.

 

*Blume (2000)

Samtykke i databeskyttelsesretten. Artikel; Blume, Peter; UfR 2000 B 77-82

 

*Blume (2000)

Behandlingsbegrebet i databeskyttelsesretten. Artikel; Blume, Peter; UfR 2000 B 425-430

 

*Blume (2000)

Persondatabeskyttelse i EU. Artikel; Blume, Peter; EU-ret & Menneskeret, Årg. 7, nr. 5. 2000.

 

*Blume (2000)

To foredrag om integritet, privatliv og samfund.

1: Databeskyttelse/overvågning - individ/samfund og 2: Personlig integritet og socialbedrageri.

Blume, Peter. Studier nr. 70; Retsvidenskabeligt Institut B. Københavns Universitet. 2000.

 

*Blume (1996)

Personregistrering; Blume, Peter, Akademisk Forlag. 1996. 3. rev. udg.

 

*Blume (1995)

Formålsbestemthedsprincippet i databeskyttelsesretten. Artikel; Blume, Peter; UfR 1995 B 110-115

 

Blume (1995)

Persondatabeskyttelse i den private sektor - retspolitiske overvejelser.

FSRs Perspektivserie; Foreningen af Statsautoriserede Revisorers (FSRs) Forlag 1995

 

Blume (1995)

Registerlovgivning og demokrati. Artikel; Blume, Peter; Juristen nr. 7 1995. 77. årgang p. 293-305

 

Blume (1993)

Retskultur og demokrati. - Databeskyttelsens internationalisering. Artikel.

Blume, Peter; Retfærd nr. 61, 16. årgang 1993, p. 57-70.

 

Blume (1993)

Den interne regulering af databeskyttelsen. Artikel.

Blume, Peter; Juristen nr. 8, 1993. 75. årgang p. 337-346.

 

Blume (1992)

3 Lectures on Data Protection. European Data Protection, Data Protection - Legal culture and possibilities of control and Data Protection and the EEC.

Blume, Peter. Paper no. 45.

Institute of Legal Science, B, University of Copenhagen 1992.

 

Blume (1991)

EU og beskyttelsen af persondata. Foredrag.

Blume, Peter. Studier nr. 39.; Retsvidenskabeligt Institut B. Københavns Universitet. 1991.

 

Blume (1987)

Personregistrering; Blume, Peter; Akademisk Forlag. 1987

 

*Bryde Andersen (2000)

IT-ret, 2000; Bryde Andersen, Mads. Foreløbig udgave i onlineversion, www.jur.ku.dk/it-ret (under kursusfaget IT-ret udvidet i efteråret 2000). Undervisningsmateriale: Kap. 13: Persondatabeskyttelse. (Ny udg. nu tilgængelig som onlineversion af bog fra 3. september 2001; http://www.it-retten.dk/ . Kap 13, Persondatabeskyttelse).

 

Bryde Andersen (1998)

Praktisk Aftaleret; Bryde Andersen, Mads. Christian Ejlers’ Forlag. København 1998. 1 udg. 2. opl.

 

*Bryde Andersen (1996)

Grundlæggende Aftaleret; Stencileret udgave 1996.

Københavns Universitet. Det retsvidenskabdelige Institut A.

 

*Cannataci (1986)

Privacy and Data Protection Law: International Development and Maltese Perspectives.

Cannataci, Joseph A.; Norwegian Research Center for Computers and Law, University of Oslo. CompLex no. 1/87. Norwegian University Press AS, 1986.

 

*Carstensen & Frederiksen (1996)

Situationel kriminalprævention; Carstensen, Niels & Frederiksen, Kim Birkholm

Det retsvidenskabelige Institut D, Københavns Universitet.  Kriminalistisk Årbog 1996. Red. Lene Ravn.

 

Coleman & Sim (2000)

“You’ll never walk alone”: CCTV surveillance, order and neo-liberal rule in Liverpool city centre. Artikel; Coleman, Roy & Sim, Joe

The British Journal of Sociology, Vol. 51, Issue. (nr.) 4. December 2000. P. 623-639.

 

Davies (1997)

Big Brother - Britain’s web of surveillance and the new technological order.

Davies, Simon; Pan, London 1997.

 

DeCew (1997)

In Pursuit of Privacy - Law, Ethics, and the Rise of Technology.

DeCew, Judith Wagner; Cornell University Press, Ithaca, N.Y. 1997.

 

*Dübeck (1997)

Personers Rettigheder - Om individets fysiske og psykiske integritet, selvbestemmelsesret og identitet.; Dübeck, Inger, professor dr. jur, Aarhus Universitet.

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1997, 1. udg. 1. opl.

 

Dübeck (1992)

Om retten til privatliv og fred. Artikel.

Dübeck, Inger, professor dr. jur, Aarhus Universitet.; Lov & Ret nr. 7, Juli 1992, p. 7-9

 

Etzioni (1999)

The Limits of Privacy; Etzioni, Amitai; Basic Books, New York 1999.

 

Falck (1995)

Personvern som menneskerett.

- Den europæiske mennekserettighetskonvensjon artikkel 8 som skranke for innsamling, behandling og bruk av personopplysninger.

Falck, Preben; Det juridiske fakultets skriftserie nr. 56; Universiteteet i Bergen. 1995.

 

*Garfinkel (2000)

Database Nation - The Death of Privacy in the 21st century.

Garfinkel, Simson; Cambridge, MA. O’Reilly, 2000.

 

Haggerty & Ericson (2000)

The Surveillant assemblage. Artikel.

The British Journal of Sociology, Vol. 51, Issue. (nr.) 4. December 2000. P. 605-622.

 

Jones (2000)

Privacy and the Private Sector: Law at the Crossroads of Evolution. Artikel.

Jones, Peter; European Public Law, Vol. 6, Issue 2, p. 275-301. Juni 2000.

 

*Jørgensen (2000)

Persondataret; Jørgensen, Oluf; Systime A/S. 2000. 1. udg. 1. opl.

 

Jørgensen (1999)

Persondatalov på vej;  Jørgensen, Oluf

Onlineversion af Lovforslag om behandling af personoplysninger,  ikke længere tilgængelig på web-adresse. Danmarks Journalisthøjskole, 1999.

 

*Karnov (2000)

Von Eyben, Bo; Pedersen, Jan og Nørgaard, Jørgen

Karnov; 2000, 3. bind, 16. udg. pkt. 18.2.10, p. 4296-4298

 

Klemke (1992)

The Sociology of Shoplifting - Boosters and Snitches Today.

Klemke, Lloyd W.; Praeger, Westport, 1992.

 

*Kommenteret Straffelov

Kommenteret Straffelov, Speciel Del, Kommenteret af

Greve, Vagn; Jensen, Asbjørn; Unmack Larsen, Bent; Lindegaard, Per & Toftegaard Nielsen, Gorm. 5. Omarb. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1994

 

Kofod Olsen (2000)

Hvem skal råde over personoplysninger? Artikel.

Kofod Olsen, Birgitte; Lov & Ret, 10. årgang, 4. juni 2000 p. 4-9.

 

*Kofod Olsen (1998)

Identifikationsteknologi og individbeskyttelse - en øvelse i juridisk teknologivurdering.

Kofod Olsen, Birgitte; Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 1998. 1. udg. 1. opl.

 

Koskela (1999)

Fear, Control and Space - Geographies of Gender, Fear of Violence, and Video Surveillance.

Koskela, Hille; Publicationes Instituti Geographici Universitatis Helsingiensis, A137,Helsinki 1999.

 

Kruegle (1995)

CCTV Surveillance - Video Practices and Technology.

Kruegle, Herman; Butterworth-Heinemann, Boston, 1995.

 

La Cour (1990)

Virksomhederne og Registerloven; Dorthe la Cour; 1990, 2. udg.

 

*Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001).

Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer

Korfits Nielsen, Kristian og Waaben, Henrik

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2001. 1. udg.

 

*Lindberg & Westmann (1999)

Praktisk IT-rätt; Lindberg, Agne & Westmann, Daniel; Norstedts Juridik AB, 2. udg. 1999

 

*Lloyd (1998)

A Guide to the Data Protection Act 1998.

Lloyd, Ian. Professor and Director of the Centre for Law, Computers and Technology, University of Strathclyde, Glasgow; Butterworths. London, Edeinburgh, Dublin 1998.

 

*Lyon (2001)

Surveillance Society - Monitoring everyday life.

Lyon, David, Open University Press, Buckingham, 2001; Issues in Society, Series Editor May, Tim.

 

Lyon & Zureik (1996)

Computers, Surveillance and Privacy.

Lyon, David & Zureik, Elia (editors); University of Minnesota Press, Minneapolis, 1996.

 

*Lyon (1994)

The Electronic Eye - The Rise of Surveillance Society.

Lyon, David; University of Minnesota Press, Minneapolis, 1994

 

*Marx (1985)

I’ll Be Watching You. Artikel

Marx, Gary T.; Dissent, New York, Vinter 14-19. 1985 p. 26-34.

 

Meyer (1992)

Som en åben bog. - Et oplæg til debat om beskyttelse af følsomme personoplysninger.

Det Etiske Råd, 1992.

 

Miller (1971)

The assault on Privacy: Computers, data banks, and dossiers.

Miller, Arthur R.; The University of Michigan Press, Ann Harbor, 1971.

 

Moore (1984)

Shoplifting in Middle America: Patterns and Motivational Correlates. Artikel.

Moore, Richard H.; International journal of offender therapy and comparative criminology. 28(1), 1. London, 1984 p. 53-64.

 

New Scientist (1993)

The Electronic arm of the law - (Surveillance systems are helping cut crime and the public appears to welcome being watched). Artikel.

Tiny Brother is wathing you. Artikel.

New Scientist; Geake, Elisabeth. 8/5 1993. No. 1872, Weekly, p. 19-20, 21-23

 

Nielsen m.fl. (2000)

Rätten (om)kring Øresund

Red.: Flodgren, Boel & Nielsen, Ruth; Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2000. 1. udg.

Særligt Persondatabeskyttelse i en region, i to lande, i EU og i en verden af Peter Blume, p. 25-38.

 

Nock (1993)

The Cost of Privacy - Surveillance and Reputation in America.

Social Institutions and social change. Aldine de Gruyter, New York 1993.

 

*Nordic Data Protection (2001)

Nordic Data Protection Law; Blume, Peter (ed.); Saarenpää, Ahti; Schartum, Dag Wiese & Seipel, Peter. DJØF Publishing Copenhagen. 2001. 1. udg.

 

*Norris & Armstrong (1999)

The Maximum Surveillance Society - The Rise of CCTV.

Norris, Clive & Armstrong, Gary. Berg, Oxford, New York. 1999

 

*Norris m.fl. (1998)

Surveillance, Closed Circuit Television and Social Control

Edited by Norris, Clive (Centre for Criminology and Criminal Jutice, University of Hull);  Moran, Jade (Trinity Hall, University of Cambridge) & Armstrong, Gary (Department of Sociology, University of Reading). ASHGATE, Aldershot, England; Brookfield, USA, 1998, reprinted 1999.

 

Perri 6 (1998)

The Future of Privacy. Vol. 1: Private Life and Public Policy;

Vol. 2: Public Trust and the use of Private Information

Perri 6 with Lasky, Kristen & Fletcher, Adrian; Demos, London 1998.

 

*Personoplysningsloven med kommentarer. Se Lov om behandling af……..

 

*Rehof & Trier (1990)

Menneskeret

Rehof, Lars Adam & Trier, Tyge; Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København 1990

 

Raes (1989)

De skjulte dimensioner i retten til privatliv. Artikel.; Raes, Koen; Retfærd nr. 45, 12. årg. 1989.

 

Simons (1982)

Privacy in the Computer Age. Simons, G.L.; NCC Publications, Manchester 1982.

 

*Schuurman (1995)

Spying, peeping and wathing over: The beguiling eyes of video surveillance.

Thesis submittet to the Sociology Department in conformity with the requirements for the degree of Master of Arts. Schuurman, Peter J.; Queen´s University, Kingston, Ontario, Canada. May 9 1995.

Onlineversion: http://www.vaxxine.com/graves/peter/thesis/toc.html

 

Staples (1997)

The Culture of Surveillance - Discipline and Social Control in the United States.

Staples, William G., Contemporary Social Issues, New York, St. Martin’s Press, N.Y. 1997

 

*Straffelov med kommentarer: Se Kommenteret straffelov….

 

*Stripp (1995)

Elektroniske spor - rapport fra et forprojekt

Stripp, Steffen; TeknologiNævnets rapporter 1995/2

 

*Stripp (2000) - se Teknologirådets Rapporter 2000/9.

 

*Waaben (1996)

Strafferettens specielle del; Waaben, Knud; GadJura, København, 1996. 4. rev. udg., 2. opl.

 

*Wacks (1993)

Privacy - The International Library of Essays in Law and Legal Theory. Vol. 1 & 2.

Wacks, Raymond (editor); Areas, 19 Aldershot, Dartmouth 1993.

 

*Warren & Brandeis (1890)

The Right to Privacy. Artikel.

Warren, Samuel & Brandeis, Louis D.; Opr. udgivet i: 4 Harvard Law Review 193 (1890)

Tilgængelig på http://www.louisville.edu/library/law/brandeis/privacy.html

 

*Westin (1967)

Privacy and Freedom; Westin, Alan F.; The Bodley Head, London 1967

 

*Whitaker (1999)

The End of Privacy - How Total Surveillance Is Becoming A Reality.

Whitaker, Reg; The New Press, New York. 1999.

 

Will (1983)

The Big Brother Society.; Will, Ian. Harrap, London, 1983.

 

*Young (1978)

Privacy; Young, John B. (editor), Department of economics, University of Southhampton

John Wiley & Sons, Chichester. 1978.

 

 

Diverse.

·        Rapporter samt brochurer.

 

*Teknologirådets Rapporter 2001/8

Overvågning - Resume og redigeret udskrift af høring i Folketinget d. 24. oktober 2001.

 

*Teknologirådets Rapporter 2000/9

Elektronisk overvågning - Slutdokument og ekspertindlæg fra konsensuskonference den 17.-20. november 2000.

 

TeknologiNævnet

Hvem ved hvad - og bør de det?

Rapport om personer, data og kontrol fra TeknologiNævnets Registergruppe, 1994.

 

*TV-overvågning - Mellem forebyggelse og krænkelse. Et debathæfte fra Det Kriminalpræventive Råd om holdninger til og erfaringer med tv-overvågning.

 

*Video-overvågning - Nye Standarder for sikkerhed og sikring.

Brochure fra Sikkerhedsbranchens ITV-udvalg.

 

 

Undersøgelser.

 

*SI (1999) :Undersøgelse af danskernes holdning til elektronisk overvågning.

Statens Information, september 1999

 

*Gallup-undersøgelse (1999) om holdning til tv-overvågning. Gennemført i efteråret 1999.

Refereret i Det Kriminalpræventive Råds pjece: TV-overvågning - Mellem forebyggelse og krænkelse. Et debathæfte om holdninger til og erfaringer med tv-overvågning. 1. opl. Marts 2000, p. 13

 

Undersøkelse om holdninger til personvern, Norge 1997.

Refereret i Spor, Magasin nr. 2, 1998, ekstranummer. P. 19-20.

 

CCTV in Glasgow - Main Report

Ditton, Jason

Crime and Criminal Justice Research Findings No 30

Published by the Scottish Office Central Research Unit on July 7th 1999.

The Scottish Centre for Criminology:

Tilgængelig på: http://www.scotcrim.u-net.com/researchc1.htm (executive summary)

http://www.scotcrim.u-net.com/researchc2.htm (main findings)

http://www.scotcrim.u-net.com/researchc3.htm (abstract)

http://www.scotcrim.u-net.com/researchc4.htm (abstract)

http://www.scotcrim.u-net.com/researchc5.htm (abstract)

 

*Closed Circuit Television in public places - Its acceptability and perceived effectiveness.

Honess, Terry & Charman, Elisabeth

Crime Prevention Unit Series Paper No. 35. 1992

Home Office Police Department. London.

Police Research Group 50 Queen Anne’s Gate, London SW1H 9AT

Tilgængelig på: http://www.homeoffice.gov.uk/prgpubs.fcpu35.pdf (fulde rapport)

 

*Understanding public car parks, crime and CCTV - Evaluation lessons from safer cities.

Tilley, Nick

Crime Prevention Unit Series Paper No. 42.

Home Office Police Department. London.

Police Research Group 50 Queen Anne’s Gate, London SW1H 9AT

Tilgængelig på: http://www.homeoffice.gov.uk/prgpubs.htm (fulde rapport) samt

http://www.homeoffice.gov.uk/prgpubs/cpu42bf.pdf (resume)

 

*CCTV in Town Centres - Three Case Studies.

Brown, Ben. Crime Detection and Prevention Series Paper No. 68. 1995

Home Office Police Department. London.

Police Research Group 50 Queen Anne’s Gate, London SW1H 9AT

Tilgængelig på: http://www.homeoffice.gov.uk/prgpubs.fcdps68.pdf (fulde rapport)

http://www.homeoffice.gov.uk/prgpubs/cdp68bf.pdf (resume)

 

Om video som bevismiddel:

House of Lords - Science and Technology - Fifth Report. Session 1997-98.Tilgængelig på

http://www.parliament.the-stationery-office.co.uk/pa/ld199798/ldselect/ldsctech/064v/st0501.htm

 

Forskrifter, betænkninger m.v.

·        Herunder norsk og svensk ret.

 

*LBP: Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger.

 

*Betænkning nr. 1345:1997. Behandling af personoplysninger. Betænkning afgivet af udvalget om registerlovgivningen. 1997.

 

*Bilag til betænkning nr. 1345:1997.

 

*Ovl.: Lov bkg. nr. 76 af 01/02/2000. Bekendtgørelse af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. Jvf. Lov nr. 278 af 9. juni 1982 med ændringer som følger af lov nr. 1016 af 23. december 1998 og lov nr. 939 af 20. december 1999. (Samt forarbejder).

 

LBK Nr. 750 af 19/10/1998. Bekendtgørelse om ændring af bilag 1 til lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. (EMRK særligt artikel 8 om privatlivets fred).’

 

*LPR: Lov om private registre (ikke længere gældende).

 

*Betænkning nr. 601: 1971. Straffelovrådets betænkning om Privatlivets Fred.

 

*Direktiv 95/46: Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. (EF-Tidende NR. L 281 Af 23/11/1995 s. 0031-0050). (Samt div. forarbejder).

 

*RÅ og *DÅ

Registertilsynets Årsberetning og Datatilsynets Årsberetning

 

Norge

 

*Norske personoplysningslov.

Lov Nr. 31 af 14. April 2000

 

Forslag til loven med kommentarer trykt i NOU 1997:19

 

*NOU 1997:19. Et bedre personværn. Forslag til lov om behandling av personopplysninger. Utredning fra et utvalg oppnevnt ved kongelig resolusjon 6. oktober 1995, afgitt til Justis- og politidepartementet, 27. maj 1997. Norges offentlige utredninger 1997:19, Oslo. Statens Forvaltningstjeneste, Statens Trykning.

 

*Datatilsynet Årsmelding (Norge)

Hva er saklig behov? Fjernsynsovervåking; Datatilsynets Årsmelding 1998, p. 13-14

 

Tv-overvågning nævnes:

Datatilsynets Årsmelding 1996, p. 27.

 

Nordic Data protection; se -

 

Sverige

 

*Svenske tv-overvågningslov (gældende)

Lov nr. 150 af 2. april 1998 om allmän kameraövervakning

 

*Forslag til tv-overvågningslov.

Förslag till Lag (1997:000) om kameraövervakning

Trykt i SOU1997:39, p. 19-25.

 

*Svenske personoplysningslov

Den svenske persondatalov, 1998:204, af 29. april 1998.

 

*SOU 1996:88. Kameraövervakning. Slutbetänkande av Utredningen om användningen av övervakningskameror. Statens offentliga utredningar, SOU 1996:88. Justitiedepartementet, 1996. Stockholm

 

*SOU 1987:74. Optisk-elektronisk övervakning. Betänkande av utredningen om TV-övervakning m.m. Statens offentliga utredningar, SOU 1987:74. Almänna förlaget,  Stockholm, 1988.

 

*SOU 1997:39. Integritet, offentlighet, informationsteknik. Betänkande av Datalagskommittén. Statens offentliga utredningar, SOU 1997:39. Stockholm.

 

SOU 1980:8. Privatlivets Fred. Betänkande av integritetsskyddskommittén. Statens offentliga utredningar, SOU 1980:8. Justitiedepartementet. 1980. Stockholm

 

*Nordic Data protection; se -

 

 

 

 

 

 


[1]Begreberne vil i denne afhandling begge blive brugt for variationens skyld. Begrebet video-overvågning vil kun blive brugt i forbindelse med overvågning med tilknyttet billed-optagelse, hvorimod tv-overvågning dækker over overvågning både med optagelse og hvor der alene sker visning på monitor uden tilknyttet optage-funktion. Det engelske begreb CCTV (closed circuit television) vil ligeledes kunne optræde især i henvisninger. 

[2]Se note 55 i afsnit 1.3 om ovl. Samt Teknologirådets Rapporter 2001/8,  p. 17.

[3]Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, herefter LBP. Omtales også som persondataloven.

[4]Lov nr. 278 af 9. juni 1982 med senere ændringer (se litteraturlisten for henvisning til ændringslove). Bekendtgørelse nr. 76 af 1. februar 2000 af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. (gældende).

[5]Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Herefter direktiv 95/46 eller “direktivet”.

[6]Der overvåges formentlig også ofte af hensyn til publikums tryghed og sikkerhed. Dette spørgsmål er dog mere uhåndgribeligt og giver anledning til overvejelser om hvorvidt der skabes “falsk tryghed” ved overvågningen. Da overvågning hovedsageligt iværksættes af private virksomheder af hensyn til egne interesser vil hovedvægten i denne afhandling ligge på disse hensyn. Sondringen er ikke altid tydelig og formål vil ofte være kombineret. For at kunne uddybe de forskellige hensyn bag afvejningerne er det imidlertid en fordel at kunne konkretisere afvejningssituationen i et vist omfang.

[7]Overvågning foretaget af eller for politiet vil heller ikke blive behandlet. Man skal dog være opmærksom på, at der i praksis kan være flydende grænser mellem politiets overvågning og den overvågning som foretages af private, men hvis materiale benyttes af politiet: Der er formentlig visse steder et meget nært samarbejde mellem politi og en private virksomheder, hvor politiet får adgang til optagelser der er indsamlet af virksomheden. Det er dog i denne fremstilling afgørende for sondringen, hvorvidt den oprindelige overvågning er sket for den private virksomhed selv eller om den er “bestilt” af politiet. Formålet med overvågningen er således afgørende.

[8]Enkeltstående optagelser eller anden tv-overvågning af ikke-systematisk karakter, af kortere varighed etc. vil ikke være omfattet. Afgrænsningen svarer til afgrænsningen i ovl. hvorefter der ved tv-overvågning forstås “vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning” jvf. ovl. § 1, stk. 2.

[9]Se om pligten til at informere i 1.5. (samtykke og aftaleretlige konsekvenser ved oplysningen), afsnit 1.3. (om ovl.) og 3.4. (oplysningsforpligtelsen efter LBP).

[10]Optagelse af lyd vil formentlig som udgangspunkt ikke være lovligt efter straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3 modsat f.eks. i Sverige hvor lyd optagelser er reguleret i den svenske tv-overvågningslov eks. § 2, stk. 2, § 4, stk. 2, sidste led (om oplysningspligt), § 7a, 2. led (tilladelse til optagelserne er et krav) og § 12, nr. 3, sidste pkt., § 11, nr. 2, sidste led (om anmeldelse) og § 14 (opbevaringsregel på max. 1 måned svarende til for billedmateriale) m.v. 

[11]Dette svarer til ovl.’s anvendelsesområde jvf. ovl. § 1, stk. 2.

[12]Som det vil blive omtalt er det ikke den traditionelle beskyttelse mod statens indgriben i rettigheder men derimod andre privates indgreb. Som det f.eks. fremgår at straffelovens bestemmelser (se herom i afsnit 1.4) er det en fastslået pointe, at man også har et beskyttelsesværdigt privatliv i forhold til andre private. Ofte vil krænkelsespotentialet være lige stort uanset den krænkende er offentlig eller privat. Forskellen på det traditionelle udgangspunkt for menneskeretsbeskyttelsen og regulering af forholdet private imellem vil blive kort omtalt i afhandlingen, der ellers vil fokusere primært på det materielle indhold af en ret til privatliv i forhold til tv-overvågningen.

[13]Som det er anført. i forarbejderne til en af ændringerne af ovl.:

“Det er uafklaret i praksis, om tv-overvågning er en særlig indgribende foranstaltning, der medfører snævre grænser for muligheden for at indføre overvågningen”. Jvf. pkt. 2.5.5  i bemærkningerne til Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning  (Tv-overvågning af ansatte på arbejdspladsen m.v.) fremsat  8. oktober 1998 af justitsminister Frank Jensen,    http://www.folketinget.dk/Samling/19981/lovforslag_som_fremsat/L38.htm.

Se om retspraksis efter ovl. i afsnit 1.3. om ovl. 

[14]Der er så vidt vides ingen nordiske undersøgelser på området. Opregning af visse udenlandske (primært britiske) undersøgelser findes i litteraturlisten. Se bl.a. om dalende effekt på lang sigt i Paper No. 68, 1995, onlineversion / fulde rapport, p. VI. Se endvidere om forskydningsproblematikken og effektspredning (herunder kriminelles adfærdsændringer og tilpasning) i Carstensen og Frederiksen (1996), p. 140f. Der er ikke nogle entydige / enkeltstående kriterier for tv-overvågnings effekt / effektivitet, jvf. også Paper No. 35, 1992, onlineversion p. 22. Spørgsmålet er vanskeligt og det ville være særdeles oplysende f.eks. med nogle nordiske undersøgelser af tv-overvågningens effekt. 

[15]Der er populært sagt stor forskel på menneskers opfattelse og oplevelse af privatliv - et udgangspunkt der ikke er til stor hjælp i et forsøg på at afgrænse begrebet  fra en juridisk synsvinkel.

[16]At der er tale om relevante juridiske begreber understøttes dog af, at der er udarbejdet rettighedskataloger f.eks. i form af et nyere EU-charter, hvori artikel 1 f.eks. omhandler “den menneskelige værdighed”. I samme charters artikel 3 fastslås menneskets “ret til sin fysiske og psykiske integritet”.

[17]Oprindeligt citeret fra Dommer i Supreme Court Thomas McIntyre Cooley, men udbredt af Warren & Brandeis i artikel Harvard Law Review (1890). Henviser i note 10 til Cooley: on Torts, 2d ed. p. 29. I øvrigt ofte fejlagtigt citeret som “right to be left alone” og “right to be alone”.

[18]Warren & Brandeis beklager at fotografer og aviser har invaderet det hellige privatliv og  skriver at “numerous mechanical devices threaten to make good the prediction that “what is whispered in the closet shall be proclaimed from the house-top””, Warren & Brandeis (1890), ved note 10.

[19]F.eks. butikker, butikscentre, diskoteker, tankstationer, udstillingslokaler m.v. 

[20]Se om ovl. i afsnit 1.3.

[21]Jvf. hovedregelen i ovl. § 3, stk. 1. Se om oplysningsforpligtelsen i afsnit 1.5. om samtykke m.v. samt afsnit 1.3. om ovl.

[22]I hvilket omfang tv-overvågning anses som krænkende for privatlivets fred er ikke afklaret i praksis (se om den beskedne praksis efter ovl. i afsnit 1.3. om ovl.) Som det vil blive uddybet i forbindelse med straffelovens bestemmelser findes der også her bestemmelser der regulerer en beskyttelse af det enkelte menneskes privatliv også når vedkommende færdes udenfor hjemmets 4 vægge. Se eks. strfl. § 264 d om uberettiget videregivelse af oplysninger i form af f.eks. billeder optaget på frit tilgængelige steder. Se afsnit 1.4. om straffelovens bestemmelser. 

[23] Se Young (1978), p. 39

[24]Westin (1967), p. 31.

[25]Young (1978), p. 39-40.

[26]Se om begreberne i afsnit 2.7. om identificerbare personer.

[27]Der kunne omvendt lægges vægt på, at tv-overvågning netop forudsætter en direkte kontakt mellem overvåger og overvågede i modsætning til ren data-overvågning, der normalt kan ske helt uafhængigt af fysisk kontakt til den registrerede. Sondringen har kun teoretisk interesse i denne sammenhæng, da data-indsamling i forbindelse med tv-overvågning (dvs. indsamling af informationer i form af billedmateriale på video-bånd) altid forudsætter fysisk tilstedeværelse ved registreringen.

[28]Schuurman (1995), titel samt eks. p. 83 i word-version.

[29]Marx (1985) p. 32 Ændret ved denne citering fra "left" til "let".

[30]F.eks. indeholdt det svenske forslag til en tv-overvågningslov en regel, der stillede som betingelse for dispensation fra krav om tilladelse, at kameraets vinkel ikke måtte være rettet på en måde, så overvågningen virkede åbenbart krænkende, jvf. forslagets § 9, nr. 3,  jvf. herom i afsnit 2.10. om svensk og norsk ret.

[31]Et sådan skiltningskrav findes i ovl. § 3 stk. 1. Se herom i afsnit 1.5. om samtykke, oplysningsforpligtelsen efter ovl. mv.

[32]Se om spørgsmålet om og omfanget af kontrol med egne oplysninger i afsnit 2.6. om personoplysninger. 

[33]LBP opregner indsamlings-delen under det brede behandlingsbegreb i § 3, nr.2 og eksempel på regulering af indsamlingsdelen findes i § 5 stk. 2 (formålsbestemthedsprincippet). Reguleringen af de forskellige faser er dog forskellig og varierer i grad af restriktivitet. Indsamling er mindre indgribende end f.eks. videregivelse

[34]Individets kontrol er også omdrejningspunkt for en anskuelse af informationer om en person som underlagt en form for ejendomsret (For indgående diskussion se Garfinkel (2000), kap. 8.). Juridisk set indeholder databeskyttelsesretten intet til støtte for en sådan påstået ejendomsret. Derimod sker der i LBP en regulering af hvem, hvornår og under hvilke betingelser der må disponeres over personoplysninger. En “låne”-betragtning er således mere korrekt og forudsætter igen som udgangspunkt individets accept i form af samtykke fra den registrerede. (Stripp (2000) i Teknologirådets Rapport 2000/9, p. 73 om lån og brugsret til personoplysninger).

[35]Fremført under 1.- behandlingen af forslaget til ovl., FT 1981-82 s. 5112, citat fra registerudvalget.

[36]Loven er i sin nuværende form ændret så der også gælder et skiltningskrav for visse former for offentlige myndigheders tv-overvågning, jvf. ovl. § 3 a, stk. 1. Der er dog stadig ingen begrænsninger i offentlige myndigheders tv-overvågning efter ovl.

[37]Ovl. § 1, stk.1.

[38]Jvf. Bemærkningerne til lovforslaget, Bilag, FT 1981-82 s. 3835.

[39] Normalpolitivedtægtens § 2.

[40]FL § 1.

[41]Ovl. § 2, nr. 1.

[42]FT 1981-82, Tillæg A, s. 3853.

[43]“La Cabana-sagen”, U1986.203.

[44]U1998.1390.

[45]Politiet skulle ifølge branche-kendte give henstillinger, hvis de bliver bekendt med tv-overvågning der nærmer sig det ulovlige, jvf. kilde i overvågnings-udstyrs-branchen med ønske om anonymitet.

[46]FT 1981-82, Tillæg A, s. 3837

[47]Det lægges til grund at uddannelsesvirksomhed er eller kan  sidestilles med erhvervsvirksomhed jf. formuleringen i ovl. § 2 nr. 1, hvorefter bestemmelsen vedrører "områder, på hvilke der drives erhvervsvirksomhed".

[48]Ovl. § 2, nr. 2.

[49]Se om sondringen fysisk / informationel beskyttelse i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse.

[50]Ovl. § 3, stk. 1. Se nærmere om oplysningsforpligtelsen i afsnit 1.5. om samtykke m.v.

[51]Lov nr. 1016 af 23. december 1998 og lov nr. 939 af 20. december 1999.

[52]Jf. Karnov (2000), note 9, p. 4297 under punkt 18.2.10. Tv-overvågning m.v.

[53]FT 1981-82, s.5130.

[54]Arne Melchior (CD) under 1. behandling, FT 1981-82, s. 5118

[55]Ifølge Gallup-undersøgelse fra 1999 var holdningen til tv-overvågning overvejende positiv hos 93 % når det gjaldt overvågning i banker, 90 % på tankstationer, 88 % på togstationer, 78 % var overvejende positivt stemt overfor tv-overvågning i butikker, 74 % i forhold til arealer i butikscentre og 62 % i forhold til overvågning umiddelbart uden for butikker. 53 % var positive overfor overvågning af gågader hvorimod 20 % var overvejende positivt stemt overfor overvågning af offentlige toiletter (66 % var overvejende negativt stemt) og kun  11% overfor overvågning af omklædningsrum (hele 81 % var overvejende negativt stemt). Til sammenligning var 18 % overvejende positivt stemt overfor overvågning på arbejde mod 66 % der var overvejende negative. Kilde: Gallup, (1999).

[56]Optagelse eller udspionering med kikkert el.lign. optisk instrument. Kravet er et apparat - det blotte øje er altså ikke tilstrækkeligt.

[57]Afgrænsningen er den samme som for beskyttelsen i reglerne om husfredskrænkelse jvf. bemærkningerne til Forslag til lov vedr. borgerlig straffelov, FT 1971-72, Tillæg AI, s. 440.

[58]Betænkning nr. 601 fra 1971, p. 52

[59]Jvf. bemærkningerne til Forslag til lov om tv-overvågning, FT 1981-82, s. 3831.

[60]Se om sondringen i afsnittet om privatlivsbeskyttelse.

[61]Den der “skaffer sig eller uberettiget udnytter” sådanne ulovligt fremkomne oplysninger.

[62]Kapitel 24 i strfl.

[63]Se om sondringen fysisk / informationel beskyttelse i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse.

[64]Jvf. Kommenteret straffelov, p. 250.

[65]Retspraksis omhandler mænds beluring af kvinder.

[66]Jvf. Kommenteret straffelov, p. 250

[67]Jvf. U1963.324 (straf for forsøg) samt Waaben (1996), speciel del, p. 62-63.

[68]jvf. Waaben (1996), speciel del, p. 62.

[69]Et flertal føler sig, ifølge en undersøgelse, ikke trygge ved at blive overvåget i situationer, der har intim præg. SI, 1999. Ifølge Gallup undersøgelse (1999) var 81 % af de adspurgte overvejende negativt stemt overfor tv-overvågning af omklædningsrum mod 11 % positive og 66 % var negative overfor overvågning af offentlige toiletter mod 20 % der var positive.

[70]Når der overvåges på toiletter efter sigende f.eks. på danske diskoteker burde der som det mindste ske en tilpasning af kameraets synsvinkel, så formålet med overvågningen alene blev opfyldt: Diskoteker har ofte problemer med indtagelse af narkotiske stoffer på toiletterne, nærmere bestemt indtaget på knæ foran toilet-sædet. Tv-monitorering kunne i denne situation ske alene med optagelse af 10-20 cm under brættets underkant og nedefter, da det ville kunne afsløres ved visning af gulvarealet om toilettet anvendtes til mulig indtagelse af narkotiske stoffer eller til rette brug, uden en krænkelse i form af visning af en person i en intim situation delvist afklædt.

  På visse offentlige toiletter i Københavns indre by foretages monitorering uden video-optagelse af pissoir-lokaliteter. Visse af kameraerne er udstyret med zoom i form af to indstillinger der giver forskellig detaljeringsgrad, men kameraerne er placeret, så visning af intime blottede dele ikke forekommer ved normal anvendelse af lokaliteterne.

[71]Hvis personen er mellem 15 og 18 år afhænger gyldigheden af en konkret vurdering af bl.a. personens modenhed. Jvf. Kommenteret straffelov, p. 249. Aldersgrænsen på 15 år er skønsmæssig men en fast grænse forekommer nødvendigt. En fast regel på 15 år synes dog ikke meningsfuld at anvende i forbindelse med tv-overvågning, da en 14-årig kan antages at have modenhed til at indvillige i rutinemæssig overvågning på offentligt toiletområde på samme måde som en 20-årig.

[72]I aftaleretten kaldet koncipistreglen. 

[73]Og at dette sker tydeligt; enten ved skiltning eller på anden vis, f.eks. ved synlige kameraer.

[74]Justitsministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere krav om skiltning m.v. jvf. ovl. § 4, men bemyndigelsen er uudnyttet.

[75]Hensynet til at oplyse om overvågningen, herunder om detaljer som video-optagelse, sletningsfrister m.v. står i modstrid med hensynet til at publikums velbefindende: Man kan ofte være bange for, at der er folk der vil føle mindre behag og afslapning ved deres handlen, hvis de gøres opmærksom på en intensiv overvågning. Det vil desuden have den negative konsekvens at publikum vil kunne føle sig mistænkeliggjort. Det er sådanne overvejelser omkring “den gode stemning”, der bl.a. er årsag til den minimale oplysning typisk i form af piktogram med kamera: Dem man evt. ønsker at få budskabet ud til - potentielle butikstyve etc. - “når man” uanset skiltningens tydelighed, samtidig med at man ikke udstyrer dem med ekstra viden der kan misbruges, f.eks. om overvågningskameraernes placering, om at der evt. ikke sker video-optagelse etc.   

[76]F.eks. vises overvågningen af visse offentlige toiletter i Københavns indre by for publikum ved et piktogram med et kamera. Piktogrammet er placeret f.eks. ved trappe-nedgangen til toilet-faciliteterne. Man får ikke ved dette piktogram at vide, om filmningen er knyttet til video-optagelse (hvilket ikke er tilfældet) eller at overvågningen foregår både på de personale-bemandede fællesarealer og inde i herre-afdelingen på pissoiret.

[77]Selvom skiltningen lever op til kravet i ovl. m.h.t. tydelighed kan man ofte - hvis man ikke er meget opmærksom på det - overse dem. I praksis ses skiltning i større butikscentre f.eks. ved piktogrammer på indgangsdørene til centret. (I Scala i København sidder de f.eks. nederst på glasskydedøre, der automatisk glider ud til siderne, når man nærmer sig). Kravene til skiltningens intensitet vil alt andet lige bero på en konkret vurdering: I forbindelse med overvågning af arbejdspladser, hvor beskyttelseshensynet til medarbejderne nok anses for skærpet i forhold til kunder og publikums lejlighedsvise færden, fremgår det, at der mindst skal skiltes ved hver indgang til lokaler der tv-overvåges (jvf. FT 1999-2000, Retsudvalgets almindelige del, bilag 672, spg. 167-168). Det er langt fra givet, at der gælder samme krav i forbindelse med private virksomheders overvågning af kunder. Der er ingen praksis på området.

[78]Sammenholdes med den aftaleretlige teori om vilje hhv. erklæring. Se f.eks. om den subjektive fundering og viljes-, erklæringsteori m.m. Bryde Andersen (1996), p. 21f.

[79]Den danske legaldefinition i LBP § 3 nr. 8 der svarer til direktiv 95/46 artikel 2 litra h.

[80]Se f.eks. LBP § 6, stk. 1, nr. 1. Der stilles endvidere skærpede krav til samtykket, når der er tale om samtykke til behandling af følsomme oplysninger jvf. Blume (2000), Personoplysningsloven, p. 68.

[81]Jvf. Bemærkningerne til lovens § 3, nr. 8, betænkning 1345:1997, p. 435.

[82]Jvf. Bryde Andersen (2000), p. 15 og tilsvarende Lindberg og Westman (1999), p. 123.

[83]Se Bryde Andersen (2000), p.15-16.

[84]Blume (2000), Databeskyttelsesret, p. 95.

[85]Direktiv 95/46 art. 7 litra a om behandling af almindelige oplysninger. 

[86]Jvf. bemærkningerne til LBP § 3 nr. 8, betænkning 1345:1997, p. 436. Se om oplysningsforpligtelsen efter LBP i afsnit 3.4.

[87]Som ovenstående note.

[88]Det skønnes at omkring hver anden butik i dag er tv-overvåget jvf. Thomas Lausten, Sikkerhedsbranchens ITV-udvalg citeret i Berlingske Tidendes net-avis; artikel lagt på 25. februar 2001 kl. 22.30; http://www.berlingske.dk/artikel:aid=88258

[89]Man kan også diskutere om der er tale om “frivillighed” i ordets reneste forstand i en situation, hvor man ser sig nødsaget til at benytte et offentligt tilgængeligt toilet.

 

[90]Se også om den intensiverede overvågning i afsnit 2.1 om “den nye overvågning”. 

[91]Et system til tv-overvågning kan erhverves for ca. $ 1600.00 incl. installation ifølge EPIC/PI - Privacy & Human Rights 2000, (http://www.privacyinternational.org/survey/). F.eks. 4 kameraer incl. software for 749 U$ hos ElectricEyes under sloganet: “Today everybody can afford a CCTV surveillance, here is a proof!”,  (wysiwyg://304/http://www.almexltd.com/elektriceyes).

[92]Kafka havde tanker om det moderne samfund som udtryk for en mistænkeliggørelse af alle.

[93]Michel Foucault, bl.a. kendt i strafferetlig sammenhæng for sit “panoptiske fængsel”, der indebar en konstant og allestedsnærværende overvågning igennem en særlig konstruktion at fængslet. Af afgørende betydning for denne fængselsstruktur var ikke så meget den fysiske tvang, men den evindelige observation, “examinations and judgments”. Se Gary T. Marx (1985) artikel, p. 30. 

[94]For en stærkt kritisk vurdering af ansigtsgenkendelsesteknologier og deres virkning, se Philip E. Agre, Department of Information Studies, University of California, Los Angeles: http://dlis.gseis.ucla.edu/people/pagre/bar-code.html. Version af 30/10 2001.

[95]Se om identificerbare personer i afsnit 2.7. 

[96]Dette kaldes den indirekte drittwirkung. Begrebet omtales også i afsnit 3.2. om afvejning (v. note 281).

[97]Se foregående note.

[98] Jf. tidligere bemærkninger vedr. teknologier til ansigtsgenkendelse,  bearbejdning af billedmateriale samt kvalitet m.v.

[99]Direktiv 95/46 diskuteres selvstændigt i afsnit 2.9.

[100]I betragtningen udelukkes video-overvågning der iværksættes med henblik på den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed, statens aktiviteter på det strafferetlige område (altså udelukkende overvågning foretaget af offentlige myndigheder)  eller andre aktiviteter, der ikke falder ind under fællesskabsretten, (betragtning 16).

[101] Lovforslaget blev fremsat 3 gange før det blev vedtaget. Endvidere var området svært tilgængeligt pga. dets store bredde. 

[102]LBP § 1, stk. 1, 2. led. Se nærmere om registerbegrebet nedenfor i afsnit 2.3.

[103]Sidstnævnte jvf. LBP § 1, stk. 2, der angår “anden ikke-elektronisk systematisk behandling”. Private forhold og økonomiske forhold nævnes direkte i bestemmelsen.

[104]LBP § 1, stk. 1, 1. led.

[105] Præambelens betragtning 15.

[106]Oluf Jørgensen (2000), p. 22.

[107]Optrykt i NOU 1997:19, Et bedre personvern, kap. 22, p. 164f. (Også optrykt som bilag 12 i den danske betænkning 1345/1997).

[108]Forslagets § 4. Forslaget blev ændret så den nu gældende lov nr. 31 af 14. april 2000 indeholder et særligt kapitel om tv-overvågning (kap. 7, § 36f).

[109]Se foregående note. Måske var tanken bag bestemmelsen, at man ville komme udenom en besværlig anvendelse af begrebet “register”, (se om registerbegrebet i afsnit 2.3.), som ligesom i LBP er en betingelse for ikke-elektronisk behandling, på samlinger af video-bånd.

[110]NOU 1997:19, p. 93, pkt. 14.3. Min fremhævning.

[111]NOU 1997:19, p.57.

[112] Lovforslag 1998:204 fremsat 29. april 1998. Se om den gældende svenske tv-overvågningslov i afsnit 2.10 om svensk og norsk ret.

[113] Se afsnit 2.10 om svensk ret.

[114] Jvf. SOU 1996:88, p. 17

[115] Jvf. om den lovtekniske løsning, SOU 1996:88, p. 18

[116] Nordic Data Protection (2001), p. 128.

[117]Retsudvalget, 1999-2000, Alm. del - bilag 672. Svar på spg. 169 om video-optagelser fra arbejdspladser, pkt. 1, hvor de lægger til grund for deres udtalelse, at video-optagelserne lagres (og opbevares) under anvendelse af “digital teknik”. På denne baggrund udtaler de: “Digitale video-optagelser er efter Registertilsynets opfattelse omfattet af begrebet elektronisk databehandling”, pkt. 1. 

[118]I den norske betænkning udtales der med forbehold, hvorefter det findes at være “usikkert”, hvorvidt ikke-maskinlæsbart materiale (som traditionelle analoge video-bånd) er omfattet af direktivets begreb “elektronisk databehandling”, NOU 1997:19.

[119]Se om multi-plex-systemer i afsnit 2.1. om “den nye overvågning”

[120]NOU 1997:19, p. 57. Der er helt andre muligheder for at lave søgesystemer der kan udfinde f.eks. informationer der er lagret digitalt end analogt. Det kan sammenlignes med manuelle cfr. Edb-registre. Spørgsmålet er imidlertid som det vil fremgå i det følgende, hvilken betydning det har for billedmateriales søgbarhed. I praksis vil det nemlig være de samme søgekriterier man vil anvende nemlig tid og sted for optagelserne. Transmission (videregivelse) og andre behandlingsformer vil tydeligvis være mere effektive f.s.v.a. digitalt materiale end hvis billederne er lagret analogt på et videobånd.

[121] Se om søgbarhed i afsnit 2.3. om behandling, søgekriterier mv.

[122] Jvf. direktivets præambel betragtning 14. Efter betragtning 15 er det en betingelse herfor at behandlingen foregår ved hjælp af elektronisk databehandling eller at oplysningerne er indeholdt eller skal indgå i et register

[123] I direktiv 95/46 fremgår det af præambelens betragtning 14: "Der gøres for tiden betydelige fremskridt inden for informationssamfundet med hensyn til udvikling af metoder til at registrere, udsende, bearbejde, lagre, opbevare og videresende oplysninger om fysiske personer via lyd og billede, og det er derfor nødvendigt, at dette direktiv finder anvendelse på behandling af sådanne oplysninger".

[124] Der bortses her fra anvendelse af forskellige former for avanceret software til f.eks. ansigtsgenkendelse (se herom i afsnit 2.1.) Jeg vil i afsnit 2.3. komme nærmere ind på spørgsmålet om søgbarhed og hvordan video-bånd i praksis håndteres.

[125]SOU 1996:88, p. 120.

[126] Jf. direktivets præampel betragtning 14 (citeret i note ovenfor), 15 og 16.

[127] Se afsnit 2.10 om norsk ret

[128] Se afsnit 2.10 om svensk og norsk ret

[129]Jvf. i afsnit 2.10. om hhv. svensk og norsk ret.

[130]SOU 1996:88, p. 120.

[131]Sondringen har dog stadig betydning bl.a. i forbindelse med anmeldelsespligten (se herom i afsnit 2.6.), da denne ifølge direktivets artikel 18 nr. 1 skal gælde elektroniske behandlinger, hvorimod medlemslandene selv bestemmer om anmeldelse skal ske for manuelle behandlinger der er eller vil blive indeholdt i et register. Det har dog ingen betydning efter den danske personoplysningslov, da der ikke i reglerne sondres mellem elektroniske og manuelle behandlinger i reglerne om anmeldelse.

[132]Jvf. også Direktiv 95/46, præambelens betragtning 12, forudsat at aktiviteterne er omfattet af fællesskabsretten og at behandlingen ikke er af rent privat karakter (f.eks. privat adresse-fortegnelse over bekendte på PC).

[133]Direktiv 95/46, art. 2, litra b, Betænkning 1345/1997, p.432-433.

[134]RÅ 1993, p. 88-90, Registertilsynets j. nr, 1993-1301-056. Afgørelsen, der angik video-optagelser foretaget i ekspeditionslokalet i et pengeinstitut, refereres og omtales nedenfor.

[135]Dvs. med angivelse af personoplysninger. Registrering af mere generel art til statistikker m.v. var tilladt, da man mente at dette var tilstrækkeligt for at opnå den kriminalpræventive effekt, jvf. RÅ 1979 p. 210-211.

[136] Dette var en yderligere betingelse, jf. RÅ 1979, p. 208-209. Se også Blume (1996),  p. 53.

[137]Jvf. Registertilsynets j.nr. 1996-1419-035, RÅ 1997, p. 85 f. Efter afgørelsen var samlinger af billeder, der opbevaredes fysisk samlet, af personer der var blevet pågrebet i tyveri indenfor en given periode, registre i lovens forstand.

[138]Med henblik på opfriskning af vidnets hukommelse jf. Rpl. § 180.

[139] RÅ 1992, p. 86, RÅ 1993, p. 83-85.

[140]Jvf. Forarbejderne til LPR, FT 1977/1978, Tillæg A, sp. 620.

[141]Jvf. Retsudvalget i Betænkning af 27. maj 1987 til lovforslag nr. L 32, FT 1986/1987, Tillæg B, sp. 2451. (jvf. Betænkning 1345/1997, p. 90.)

[142]Betænkning 1345/1997, p. 90.

[143]Datatilsynets j.nr. 2001-24-0014.

[144]Se om optagelse nedenfor i afsnit 2.5.

[145]Se om teknologier til ansigtsgenkendelse i afsnit 2.1. om “den nye overvågning”.

[146]Ca.1 uge er udbredt praksis i dag i detail-handelen, ifølge lille rundspørge blandt branche-kendte. Se til sammenligning den svenske tv-overvågningslov, der har en fast maksimum-grænse på 1 måned for opbevaring af video-materiale, jvf. lovens § 14. Se om svensk ret i afsnit 2.10.

[147]Se om ansigtsgenkendelse i afsnit 2.1. om “den nye overvågning”.

[148]Jvf. LBP § 1, stk. 1, 1. led. Se i øvrigt afsnittet om elektronisk databehandling.

[149] Se om formålsbestemthedsprincippet og relevans-princippet i afsnit 3.3.

[150] Om reglerne for opbevarings-periode henvises til praksis efter LPR som redegjort for i afsnit 2.3.

[151] Der sker også andre behandlingsskridt bl.a. lagring, sletning m.v. Det er endvidere for indsamlingsdelen spørgsmålet om, hvordan retstilstanden på området skal forstås, idet ovl. i data-beskyttelsesretlig terminologi netop regulerer indsamlingen af oplysninger - tv-overvågningen. Dette spørgsmål vil blive behandlet mere indgående i afsnit 2.8.

[152] I denne sammenhæng Lov om private registre.

[153] Dette synspunkt understøtter misbrugs-modellen: Man kan sondre mellem to forskellige lovgivningsmæssige modeller, der repræsenterer forskellige måder at beskytte individets integritet ved regulering. For det første håndteringsmodellen, der regulerer selve håndteringen af oplysninger (det er denne metode LBP i hovedsagen anvender) og for det andet misbrugsmodellen, der regulerer udnyttelsen af personoplysninger (denne model er helt teknologi-uafhængig). Om modellerne, SOU 1997:39; p. 281. 

[154] Se om personoplysninger i afsnit 2.6.

[155]Lindberg og Westman (1999), p. 114, samt Bryde Andersen (2000), kap. 13, p. 12.

[156] Jvf. diskussionen ovenfor i afsnit 2.4.

[157]Det kan på den anden side anføres, at det giver mening at lade sletning være en behandlingsform af væsentlig betydning, idet den forudsætter en lagring, der også er en potentielt integritetskrænkende behandling.

[158]Blume (2000), Databeskyttelsesret, p. 238.

[159]Se om praksis efter LPR (Lov om private registre) i afsnit 2.3. om behandlingsbegrebet m.v.

[160]SOU 1996:88, p. 122, hvorefter det ikke har betydning om billederne opbevares som still-billeder eller i “bevægelige” billeder. (Med henvisning til prop. 1989/90:119 p. 41 og 49).

[161]Jvf. bl.a. Peter Anthonsen, Direktør for Antech, importvirksomhed af overvågningsudstyr.

[162]Det er først og fremmest oplysninger om personens udseende, tøj, hårlængde etc, men også oplysninger om adfærd (tilstedeværelse), bekendtskaber (andre personer der optræder sammen med vedkommende) samt andre indirekte personoplysninger. 

[163]Denne tankegang ligger bag flere bestemmelser i LBP (og gjorde det tilsvarende i LPR), der dog alle forudsætter en vis handling (aktivitet) i forhold til offentliggørelsen. F.eks. forudsætter undtagelse til behandlingsforbudet i LBP § 7, stk. 1, at oplysningerne skal være “bragt til en videre kreds af personers kundskab” f.eks. hvis de viderebringes gennem tv, aviser og lignende landsdækkende medier, jvf. LBP § 7, stk. 2, nr. 3, jvf.  Betænkning nr. 1345/1997, p. 450.

[164]Tværtimod er det måske personens hensigt at færdes i en bredere kreds men uden at “nå” nogle med de oplysninger der er hæftet til synet af hans person. Dette er anonymitets-tankegangen (som redegjort for i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse).Se i øvrigt om den ringe grad af frivillighed og vilje til at være overvåget i afsnit 1.5. om samtykke m.m.

[165]Se om teorien om ejendomsret og personoplysninger i note 34 i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse.

[166]Direktiv 95/46, art. 2, litra a). At oplysningen samtidig skal knyttes til en identificeret eller identificerbar person vil blive behandlet i afsnit 2.7.

[167]Direktiv 95/46, art. 8 om særlige kategorier af behandlinger.

[168]Kategorien er en dansk specialitet, der opstod fordi man ikke kunne acceptere at oplysningstyper som efter dansk ret traditionelt var følsomme ikke var medtaget under kategorien “følsomme oplysninger” i direktivet og dermed ellers ville blive kategoriseret som almindelige oplysninger og omfattet af et (lavere) beskyttelsesniveau. Semi-følsomme oplysninger er herefter oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1 (om følsomme oplysninger), jvf. LBP § 8, stk. 1.

[169]Jvf. LBP § 6, stk. 1 nr. 1. Som redegjort for i afsnit 1.5. om samtykke.

[170]Dvs. overvågningen. Jvf. LBP § 6, stk. 1, nr. 2 for almindelige oplysninger. Se herom i afsnit 1.5. om samtykke, aftaleretlige overvejelser m.v.

[171]Jvf. hhv. LBP § 6, stk. 1 nr. 7 og § 8, stk. 4, For almindelige oplysningers vedkommende skal behandlingen være nødvendig for at den dataansvarlige (typisk virksomhedsindehaveren) kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse. For semi-følsomme oplysninger (som f.eks. oplysninger om strafbare forhold) skal behandlingen være nødvendig til varetagelsen af en berettiget interesse som klart overstiger hensynet til den registrerede / overvågede. Der er altså en forskel i kravene til den begrundelse som behandlingen hviler på. Spørgsmålet om afvejningen vil blive behandlet i  afsnittene 3.1. og 3.2. om formål og afvejning.

[172]Om hensynsafvejningen i hhv. LBP § 6, stk. 1, nr. 7 (almindelige oplysninger) og LBP § 8, stk. 4 (om semi-følsomme oplysninger, dvs. oplysninger om strafbare forhold m.v.),

[173]Ved hudfarve og udseende i øvrigt.

[174]Visse symptomer er synlige og vil dermed give oplysning om helbred.

[175]F.eks. vil sådanne oplysninger kunne fremkomme på baggrund af en persons adfærd. F.eks. hvis en person optræder på et toilet med en person af samme køn.

[176]Herunder kunne også tænkes at fremkomme oplysninger om personers politiske, religiøse og fagforeningsmæssige forhold (ved påklædning eller andre ydre signaler som badges).

[177]Der stilles endda skærpede krav til samtykket, når der er tale om samtykke til behandling af følsomme oplysninger jvf. Blume (2000), Personoplysningsloven, p. 68. Se i øvrigt her i afsnit 1.5. om samtykke.

[178]En anvendelse af bestemmelsen i LBP § 7, stk. 2, nr. 4, hvorefter følsomme oplysninger kan behandles uden samtykke, hvis det er nødvendigt for at gøre et retskrav gældende, forekommer usandsynlig: Situationen skulle være den, at billedmateriale der skulle anvendes som bevis i en straffesag eller et civilretligt søgsmål udover oplysninger om f.eks. strafbare forhold skulle indeholde sekundære oplysninger af følsom art (f.eks. om hudfarve) om vedkommende. En sådan anvendelse forekommer noget spekulativ og har ikke været tanken bag bestemmelsen.

[179] Efter LBP 7, stk. 2, nr. 2 kan der ske en afvejning af interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give samtykke, hvorefter behandling kan ske, hvis den er "nødvendig for at den registreredes eller en anden persons vitale interesser" kan tilgodeses.

[180]Se også om dette begreb i afsnit 3.3. om relevans-princippet.

[181]Jvf. LBP § 7, stk. 2, nr. 3.

[182]Se herom i afsnit 3.3. om relevans-princippet.

[183]Tilsvarende vurdering har Datatilsynet foretaget i forbindelse med overvågning af internettet. Selvom der er tale om forskellige oplysningstyper bliver spørgsmålet her afgjort ud fra betingelserne for behandling af almindelige oplysninger. Løsningen er pragmatisk og det vil kunne spille en rolle, hvad formålet med behandlingen er (se herom i afsnit 3.1.). 

[184]Jvf. ovl. § 3, stk. 1. Se endvidere afsnittet om samtykke.

[185]Dvs. udover ved optagelsen. Her bortses fra behandlingsskridt som sletning.

[186]Se om behandling af almindelige og semi-følsomme oplysninger i afsnit 3.2. om afvejning samt om formål i afsnit 3.1. Følsomme oplysninger om bi-personer samt irrelevante følsomme oplysninger, som det ikke er praktisk muligt at fjerne, bør så vidt muligt anonymiseres og i øvrigt behandles efter god data-behandlingsskik og af en begrænset personkreds. Fortrolighed skal efterleves lige som sikkerhedsregler skal være effektive og sletningsfrister korte.                                

[187]Jvf. LBP § 3, nr. 1; “enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person”.

[188]Kofod Olsen (1998), p. 81. Se om sondring umiddelbar cfr. middelbar identifikationsoplysning. Sidstnævnte er f.eks. fingeraftryk, vis anvendelse forudsætter kendskab til andre oplysninger for at knytte oplysningen til fastslå identiteten på en person.

[189]Direktiv 95/46, artikel 2, litra a. Pæcisionen udfylder begrebet i LBP.

[190]Direktiv 95/46, præambelsens betragtning 26.

[191]SOU 1996:88, p. 33. Min oversættelse.

[192]SOU 1996:88, p. 32.

[193]Se afsnit  2.3.f. ovenfor om behandling.

[194]Betænkning 1345/1997, p. 52. Der er ikke tilsigtet nogen ændring i dette kriterium fra registerlovene med direktivet og LBP, jvf. betænkning 1345 p. 431; (bemærkning til LBP § 3, nr. 1 - legal-definitionen på personoplysninger).

[195]Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 86.

[196]Jvf. Betænkning 1345/1997, p. 431.

[197]RÅ 1993, p. 88-90, Registertilsynets.j.nr. 1993-1301-056. Sagen drejede sig om et pengeinstituts video-optagelse (med tidsangivelse) af områderne ved hævekortautomater samtidig med logning af automaternes anvendelse (tidspunkt for transaktion, kortnr., automatidentifikation, fejlindtastninger m.m.). Formålet med overvågningen var at afsløre misbrugere af hævekort. Registertilsynet vurderede at i de situationer, hvor identifikations- / søgekriterierne ikke kunne knyttes til hævekortets indehaver (dvs. i misbrugs-situationer), der var behandlingen ikke omfattet af lovgivningen. Omvendt var logninger af hævekortindehaverens egne transaktioner og videooptagelser i denne situation omfattet. Afgørende for om personerne var identificerbare var altså ikke billedmaterialet i sig selv, men de øvrige oplysninger som kunne knyttes til den pågældende person i form af anvendte identifikations-koder / “indgangsnøgler” til registeret.

[198]RÅ 1997, onlineversion, pkt. 4.2, Registertilsynets.j.nr. 1997-116-004 og 1997-1212-021. Sagerne angik et billedbureau der ønskede at opbevare pressefotos i en database samt påtænkte at gøre dele af databasen tilgængelig via internettet. Når der var tale om billeder er bestemte personer, blev personernes navne ligeledes registreret. I denne situation var der utvivlsomt tale om identificerbare personer. Spørgsmålet var derimod, hvorvidt de billeder, hvor der ikke forelå andre oplysninger der kunne identificere den fotograferede, indeholdt personhenførbare oplysninger, dvs. om personerne var identificerbare. Registertilsynet konkluderede, at der som udgangspunkt krævedes yderligere oplysninger for at billederne var personhenførbare, men at der kunne foreligge eller opstå omstændigheder, som gjorde, at materialet alligevel var personhenførbart og dagældende LPR skulle da finde anvendelse. Som eksempler på sådanne omstændigheder nævntes at billederne blev forevist for personer, der kunne genkende den fotograferede samt offentliggørelse på internettet.

[199]Se om James Bulger-optagelsen, hvor ingen (heller ikke pårørende) kunne genkende de to drenge; afsnit 2.1. om den nye overvågning.

[200]Man kunne formode at beskyttelsesbehovet alt andet lige formentlig vil være større når personen var offentligt kendt, da der i en sådan situation er større interesse og risiko for misbrug af materialet og da en sådan person ikke kan siges at have givet afkald på at have den anonymes retstilstand, når vedkommende færdes som “privat-person” i den offentlige rum.

[201]Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, (2001), p. 88.

[202]Se herom i afsnit 2.1. om “den nye overvågning”.

[203]For at muliggøre matching.

[204]Se nedenfor om behandlingsbegrebet.

[205]Se afsnit om overvågningsloven.

[206]Blume (2000), Databeskyttelsesret, p. 238 og Juristen Nr. 4, 2001, p.148.

[207]FT 1999/2000 Retsudvalget, Alm. del - bilag 672, spg. 169, pkt. 3, af 3/2 2000 fra Folketingets Retsudvalg.

[208]Jvf. lovforslagets bemærkninger til reglen i § 2, stk. 1, betænkning 1345:1997. Spørgsmålet om implementeringsgrænser behandles i afsnit 2.9. om direktivet.

[209]Dette er også forudsat i forarbejderne, jvf. bl.a. Betænkning 1345/1997 p. 456 i forbindelse med behandling af semi-følsomme oplysninger som strafbare forhold m.v.

[210]Se afsnit 2.1. “Den nye overvågning”. Der behandles personoplysninger i flere situationer og i et større omfang bl.a. pga. den teknologiske udvikling.

[211]Se om sondringen informationel / fysisk beskyttelse i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse.

[212]Se om spørgsmålet om digital hhv. analog lagring i afsnit 2.2. om elektronisk databehandling.

[213]SOU 1996:88, p. 18. Samt Lindberg og Westman (1999), p. 114 med henvisning til SOU 1997:39, p. 344. Se i øvrigt om svensk ret i afsnit 2.10.

[214]Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. EF-Tidende NR. L 281 Af 23/11/1995 p. 0031-0050. Herefter kaldet Dir. 95/46 eller “Direktivet”.

[215]Særligt i afsnit 2.1. om “den nye overvågning”.

[216]Amsterdam-traktatens 95.

[217]Jvf. Dir. 95/46, præambel, hvor der henvises til TEF, særligt artikel 100 A. Hjemmel findes til dels også i TEF artikel 113 (Maastricht) (Amsterdam-traktatens artikel 133) om forholdet til tredjelande, udenrigspolitiske spørgsmål som fælles handelspolitik og toldaftaler. Begge bestemmelser  var direkte nævnt som hjemmel i forslaget til Rådets Direktiv om beskyttelse af personer i forbindelse med behandling af personoplysninger, KOM (90) 314 endelig udg. (287), præambelen.

[218]Hensynet til fri overførsel af personoplysninger fremgår af dir. 95/46 artikel 1, stk. 2.

[219]Jvf. Direktiv 95/46 artikel 1, stk. 1.

[220]Jvf. også Blume (2000), EU-ret og Menneskeret, 2000, nr. 5, p. 166.

[221]Data-overførsler vil kunne komme på tale i forbindelse med det fælles politi-samarbejde, som ikke behandles her.

[222]Efter betragtningen er billed-data ikke omfattet af direktivet, hvis den stammer f.eks. fra video-overvågning, der er iværksat med henblik på den offentlige sikkerhed, forsvar, statens sikkerhed, statens aktiviteter på det strafferetlige område eller andre aktiviteter der ikke falder ind under fællesskabsretten, jvf. præambelens betragtning 16.

[223]Blume (2000), EU-ret og Menneskeret, 2000, nr. 5, p. 169.

[224]Blume (2000), EU-ret og Menneskeret, 2000, nr. 5, p. 169.

[225]Se Dir. 95/46 præambelens betragtning 9.

[226]Dir. 95/46, præambelens betragtning 9 og10.

[227]Se f.eks. Direktiv 95/46 artikel 10 om oplysningspligt overfor den registrerede.

[228]En manøvremargin er bl.a. anerkendt i Direktivets præambels betragtning 9.

[229]Jvf. Dir. 95/46, præambelens betragtning 23, hvorefter der kan ske regulering dels ved generel regulering dels ved særlove.

[230]Jvf. Forslagets (KOM (90) 314 - SYN 287) betragtning 8.

[231]Se herom i afsnit 3.3.

[232]Jvf. herom i afsnit 3.4. om oplysningsforpligtelsen efter LBP samt i afsnit 1.3. og 1.5. om oplysningsforpligtelsen efter ovl.

[233]I præambelens betragtning 22 med henvisning til Dir. 95/46 artikel 5, der udstikker bemyndigelse til staterne om at fastsætte de nærmere behandlingsbetingelser (præcisere dem), i forbindelse med artikel 7 (om almindelige oplysninger) og artikel 8 (om følsomme oplysninger).

[234]Kategorien “semi-følsomme” oplysninger i LBP § 8, herunder bl.a. strafbare forhold og andre “rent private forhold” end dem der hører under følsomme oplysninger, er en dansk “specialitet”, da visse - efter dansk tradition følsomme - oplysningstyper ikke var at finde i direktivets katalog over følsomme oplysninger. Privates behandling omtales i bestemmelsens stk. 4

[235]Bestemmelserne om almindelige og følsomme oplysninger er stort set identiske med direktivets artikel 7 og 8 og adskiller sig kun formuleringsmæssigt på visse punkter. Se om behandlingsbetingelsernes anvendelse ved tv-overvågning i afsnit  om 3.1. og 3.2. om formål / afvejning.

[236]Se om svensk ret i afsnit 2.10.

[237]Se om behandlingsbegrebet i afsnit 2.3., afsnit 2.4. (indsamling).

[238]Se om begrebet “identificerbar” i afsnit 2.7.

[239]I præambelens betragtning 16.

[240]Se om praksis efter den tidligere registerlovgivning i afsnit 2.3. om behandling, søgekriterier m.v.

[241]Som Danmark i forvejen ikke overholdt.

[242]Lov 1977:20 om TV-övervakning.

[243]Lov 1990:484.

[244]Lag nr. 150 af 2. april 1998 om allmän kameraövervakning, herefter omtalt som den svenske tv-overvågningslov. Forslag (1997:000) om kameraövervakning vil også blive omtalt..

[245]Først Optisk-elektronisk övervakning, Betänkande av utredningen om TV-övervakning m.m., SOU 1987:74. Siden Slutbetänkande av Utredningen om användningen av övervakningskameror, SOU 1996:88.

[246]SOU 1996:88, p. 17.

[247]Den svenske persondatalov, 1998:204, af 29. april 1998.

[248]Betingelsen for at materiale fra video-overvågning er omfattet af direktivet er efter den svenske fortolkning, at tv-overvågningen sker ved hjælp af digital teknik, jvf. SOU 1996:88, p. 17. (se om elektronisk databehandling i afsnit 2.2.) Den svenske implementering forudsættes at være i overensstemmelse med dette, hvorefter systematikken i svensk ret er, at kun hvor der anvendes digital teknik finder den svenske persondatalov (også) anvendelse; ellers finder kun tv-overvågningsloven anvendelse, jvf. også om den lovtekniske løsning, SOU 1996:88, p. 18.  Den svenske tv-overvågningslov finder anvendelse på overvågning der sker med fjernbetjent optisk-elektronisk instrument jvf. lovens § 2. Med elektronisk forstås i denne lov at formidlingen af billeder, visning på monitor eller lagring sker via elektronisk påvirkning, jvf. SOU 1996:88, p. 120. Det er således en bred fortolkning af begrebet elektronisk der gør sig gældende.

[249]Tings- og ikke personovervågning.

[250]Jvf. den svenske tv-overvågningslove §§ 7-9, som eks.  hastighedsovervågning i trafikken jvf. § 4.

[251]Jvf. den svenske tv-overvågningslovs § 11 samt for butikkers vedkommende § 12.  Der gælder yderligere betingelser i forhold til overvågning af ansatte, hvilket ikke vil blive behandlet her.

[252]Se herom i afsnit 1.3. om ovl.

[253]Prøvelsen skal ske af den myndighed som ellers skulle give tilladelsen (Länsstyrelsen) jvf. lovens § 19.

[254]LBP § 6, stk. 1, nr. 7 for almindelige oplysningers vedkommende (se herom i afsnit 3.1. om formål samt afsnit 3.2. om afvejningen).

[255]Jvf. SOU 1996:88, p. 206.

[256]Jvf. forslaget som gengivet i SOU 1996:88, p. 19-25, § 9, nr. 3.

[257]Jvf. lovens § 19, stk. 2

[258]Jvf. SOU 1996:88, p. 189.

[259]For dansk rets vedkommende gælder formentlig den almindelige tavshedspligt for ansatte, der kommer i kontakt med oplysninger om private der med rimelighed kan forlanges unddraget fra offentligheden, men det virker rimeligt at pligten nævnes direkte i lovgivningen.

[260]Betydningen af anmeldelse, som kommer til udtryk i den tredje betingelse, behandles mere indgående i afsnit 3.6. om anmeldelse og tilladelse.

 

[261]Lov nr. 31 af 14. april 2000.

[262]Lovens kapitel VII. For tv-overvågning uden registrering / optagelse af billedmateriale gælder kapitlets bestemmelser i §§ 38-40 samt bestemmelserne i lovens § 8 (almindelige oplysninger), § 9 (følsomme oplysninger), § 11 (behandlingsprincipperne), § 31 (anmeldelse) og § 32 (tilladelse), jvf. lovens § 37. For tv-overvågning med optagelse og lagring på bånd, hvor genkaldelse og fremvisning af materiale om en identificerbar person efterfølgende er mulig, gælder hele den norske persondatalov, jvf. § 37, 2. led. Dette begrundes med at enhver elektronisk behandling er omfattet af den norske persondatalov jvf. dennes § 3 a, jvf. herom umiddelbart nedenfor.

Der er for begge former for overvågnings vedkommende gjort undtagelse til betingelserne for behandling af visse følsomme oplysninger i form af oplysninger om begåelsen af strafbare forhold, jvf. § 2, nr. 8, litra b, jvf. § 37: Hvor der ved tv-overvågning med optagelse ikke kræves at de almindelige behandlingsbetingelser er opfyldt ses der for så vidt angår tv-overvågning uden optagelse bort fra kravet om tillladelse efter § 33.

     I kapitlet vedrørende tv-overvågning reguleres spørgsmål om videregivelse bl.a. til politiet (§ 39), oplysningspligt (§ 40), bemyndigelse (§ 41) samt der foreskrives, at overvågningen, hvis den foregår på et sted der regelmæssigt frekventeres af en begrænset gruppe mennesker, kun må ske, hvis der er “særskilt behov” for overvågningen (§ 38). Der sigtes formentlig primært til overvågning af arbejdspladser m.v. Ligesom efter den svenske model har man altså delvist taget højde for en differentiering på baggrund af formålet med overvågningen i forhold til situationens krænkelsespotentiale. I det oprindelige lovforslag (optrykt i NOU 1997:19, p. 164f) - der så betydelig anderledes ud end den vedtagne lov f.s.v.a. tv-overvågning - var der i en enkelt bestemmelse henvist til forskellige bestemmelser som man fandt skulle gælde i overvågningssituationen. Herunder skulle forslagets § 7 om krav til formålets saglighed m.v. gælde, hvilket var en direkte henvisning til formålsbestemthedsprincippet og relevansprincippet (se afsnit 3.3). En sådan direkte henvisning findes ikke i den danske lovgivning på området med mindre LBP finder anvendelse jvf. herom i afsnit 3.3

Efter den norske fortolkning af EU-direktivet (95/46) er tv-overvågning omfattet af direktivets anvendelsesområde, når overvågningen repræsenterer en elektronisk behandling f.eks.  ved at personoplysningerne opbevares i digitaliseret form, jvf. NOU 1997:19, punkt 14.3, p. 93. (Se om denne diskussion i afsnit 2.2. om elektronisk databehandling). Tv-overvågning der ikke resulterer i lagring af billed-(eller lyd-)materiale er heller ikke efter den norske opfattelse omfattet af direktivet.  Man har således uanset at det muligvis kun er digitale behandlinger, der anses for at være omfattet af direktivets anvendelsesområde alligevel valgt den brede forståelse af kriteriet “elektronisk” til at definere anvendelsesområdet for den norske personoplysningslov jvf. dennes § 3 a, jvf. også Datatilsynets Årsmelding 1996, p. 27, hvor det forudsættes at databeskyttelsesretlige regler finder anvendelse på video-materiele i det omfang der er identificerbare personer på materialet, jvf. om spørgsmålet om identificerbar i afsnit 2.7. Afgørende er ikke hvilken teknologi der benyttes, men de funktioner der bringes i anvendelse for at modtage oplysninger om identificerbare personer, jvf. Dag Wiese Schartum i Nordic Data Protection (2001), p. 97.

[263]NOU 1997:19, generelt p. 92-94. Bemærkninger til det oprindelige forslags § 4 om tv-overvågning, NOU 1997:19, p. 135-136

[264]Se indledning (afsnit 1.1.), note 14, med henvisning til undersøgelser.

[265]At kunne modbevise påstået vold fra vagtpersonalets side samt kunne bidrage med bevis i forbindelse med politianmeldelse af kunders strafbare handlinger.

[266]Jvf. bestyrer og sikkerhedsansvarlig på diskotek i København (ønsker at være anonym).

[267]I følge bestyrer på diskotek i København (ønsker at være anonym).

[268]Der skal ikke her tages stilling til effekten af dette eller til spørgsmålet om hvorvidt der skabes en falsk tryghed. Spørgsmålet er yderst interessant og aktuelt ikke mindst set i lyset af sag om gruppevoldtægt begået på et offentligt tv-overvåget toilet på Gammel Torv i København i oktober 2000. På toilettet var der overvågningskamera(er) med transmission til et bemandet offentligt toilet på Rådhuspladsen - det pågældende toilet var imidlertid ikke bemandet formentlig pga. ombygning (også ved sygdom blev denne “post” nedprioriteret, jvf. ansvarlig Leif Haring Jørgensen). Kameraet - der var rettet imod området umiddelbart udenfor toiletterne - blev af gerningsmændende tildækket inden forbrydelsen blev fuldbyrdet. Sagen giver måske også anledning til at vurdere betydningen af bemanding i forbindelse med tv-overvågning, idet det uanset at tildækningen af kameraet blev opdaget, formentlig ikke var muligt at nå frem til gerningsstedet tidsnok til at forhindre forbrydelsen. I den konkrete sag hverken forebyggede eller forhindrede tv-overvågningen altså forbrydelsen,  men ligesom en generel analyse af tv-overvågnings præventive virkning og effekt vil spørgsmålet om evt. falsk tryghed være et område for en selvstændig analyse. Spørgsmålet vil ikke blive behandlet yderligere i denne afhandling.

[269]Jvf. Leif Haring Jørgensen, ansvarlig for iværksættelse af tv-overvågning på toiletter i Københavns Kommune.

[270]Heri ligger implicit også et spørgsmål om adfærdsregulering og social kontrol dvs. forhindring af menneskers krænkelse af andres ejendomsret. Social kontrol vil i øvrigt ikke blive nærmere behandlet i denne fremstilling, da det er et emne der bærer stof til en afhandling i sig selv.

[271]Se foregående noter.

[272]Eksemplet er tænkt, men kan give anledning til overvejelser om omfanget af tilladt adfærdsregulering: Skal der være en bagatel-grænse? Jvf. også nedenstående note.

[273]Der skulle på visse diskoteker være problemer med visse grupper af unge mænds nærgående opførsel overfor det modsatte køn på dansegulvet. Tv-overvågningen giver i den forbindelse vagtpersonalet mulighed for at have “øjnene” der hvor det sker og gribe ind. I modsat fald påstås det at være umuligt af forhindre, idet den uønskede adfærd sker straks vagtpersonalet vender ryggen til. Video-optagelse har måske forebyggende effekt (se henvisninger til undersøgelser om præventiv effekt i indledningen, afsnit 1.1. note 14). Det skal her bemærkes at en evt. afvejning af hensyn (jvf. herom i det følgende) består i en afvejning af p.d.e.s. en privat virksomheds ret og handlemulighed i forhold til at vedtage en form for adfærdskodeks og p.d.a.s. publikums ret til at bevæge sig u-overvåget  og uden at blive registreret under nydelsen af deres fritid på et offentligt tilgængeligt sted. Overvågningen kan endvidere give anledning til overvejelser om, hvorvidt der bør være en bagatel-grænse, jvf. også foregående note.

[274]Se om de 4 kategorier i brochuren: Video overvågning - nye standarder for sikkerhed og sikring, Den danske brancheforening for sikkerhed og sikring, www.sikkerhedsbranchen.dk.

[275]Se om sondringen fysisk / informationel beskyttelse i afsnittet om privatlivsbeskyttelse.

[276]Se herom i afsnit 2.6. om personoplysninger.

[277]Se om sondringen fysisk / informationel beskyttelse i afsnittet om privatlivsbeskyttelse.

[278]Dette forudsætter at overvågningen rent faktisk tjener formålet, f.eks. således at der er bemanding ved kameraerne - se til sammenligning sagen om gruppe-voldtægt begået på offentligt toilet og spørgsmålet om falsk tryghed, note 265. I sagen om voldtægten var der ingen bemanding ved det toilet, hvor forbrydelsen blev fuldbyrdet. Selvom personalet således blev mistænksomme, da kameraet til det pågældende toilet blev dækket til af en af gerningsmændene, forhindredes forbrydelsen ikke i at blive begået. 

[279]For at lade det retssikkerhedsmæssige hensyn veje tungest / have øverste prioritet; Blume (1991), Studier nr. 39, p. 18. Der bortses i den videre fremstilling fra samfundsmæssige hensyn herunder hensynet til tryghed og social kontrol.

[280]Se til illustration reguleringsformen i Den europæiske Menneskerettighedskonvention f.eks. artikel 8 om privatlivets fred. Efter denne bestemmelse må der kun ske indgreb i privatlivets fred, hvis dette er “nødvendigt i et demokratisk samfund” af forskellige opregnede årsager herunder til forebyggelse af forbrydelser og indgrebet sker ifølge lov. 

[281] Princippet omtales endvidere i afsnit 2.1. om "den nye overvågning".

[282]Altså hvilke krav der skal stilles for at indgreb er legitimeret og retmæssigt, jvf. herom nedenfor.

[283]Ikke nødvendigvis meget. “Det er uafklaret i praksis, om tv-overvågning er en særlig indgribende foranstaltning, der medfører snævre grænser for muligheden for at indføre overvågningen”, jvf. punkt 2.5.5. I bemærkningerne til Forslag til Lov om ændring af lov om forbud mod privates tv-overvågning  (Tv-overvågning af ansatte på arbejdspladsen m.v.) fremsat  8. oktober 1998 af justitsminister Frank Jensen,   http://www.folketinget.dk/Samling/19981/lovforslag_som_fremsat/L38.htm

[284]Om overvågnings præventive effekt; se note 14 i indledning (afsnit 1.1.). Se til illustration f.eks. note 265 (i afsnit 3.1. om formål) om gruppe-voldtægten på offentligt tv-overvåget toilet i København.

[285]Som redegjort for i afsnit 2.3.-2.5. er også indsamling af oplysninger på video-bånd behandling.

[286]Se afsnit 1.5. om samtykke.

[287]LBP § 6, stk. 1, nr. 7 (for almindelige oplysninger) og § 8, stk. 4 (for semifølsomme oplysninger herunder oplysninger om strafbare forhold).

[288]Se om behandling og indsamling i afsnit 2.3. og afsnit 2.4.

[289]For semi-følsomme oplysningers vedkommende kan der sondres mellem oplysninger om strafbare forhold der relaterer sig til forhold begået mod f.eks. butikken i form af tyveri og strafbare forhold der ikke nødvendigvis er rettet mod virksomheden, f.eks. vold der ikke er rettet mod virksomhedens personale men mod andre kunder og altså “tilfældigvis” foregår på virksomhedens område. Forebyggelse, forhindring og opklaring af sådanne forbrydelser er traditionelt et samfundsmæssigt / offentligt anliggende, men bliver ved “private security” i højere grad overført til privat regi. Det er muligt at en differentiering i forhold til disse forbrydelses-typer vil være hensigtsmæssig. I hvert fald er det fornuftigt, at lade hensynet til behandlingen veje særligt tungt i relation til kriminalitet begået mod virksomhedens ejendom. Der bør lægges vægt på, hvorvidt formålet ligger indenfor virksomhedens lovlige virksomhedsområde (se f.eks. Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 131). Hensynet til virksomhedens mulighed for at beskytte deres drift og forebygge svind er altså utvivlsomt legitimt.

I forhold til den offentlige strafferetspleje kan diskuteres, hvorvidt det er kriminalitetsbekæmpelsen eller retssikkerheden der bør veje tungest - selv når der kan argumenteres for at det vil veje tungere end hensynet til den kriminelle. Diskussionen er meget oppe i tiden i forbindelse med den generelle diskussion af overvågning (forstået bredt). Spørgsmålet er meget bredt og komplekst og vil ikke blive nærmere behandlet i denne forbindelse, hvor fokus er på hensynet til rent private interesser i tv-overvågning. Det må dog lægges til grund også for så vidt angår denne gruppe af forbrydelser at også samfundsmæssige hensyn og interesser kan indgå i afvejningen efter bestemmelserne i LBP (§ 6, stk. 1, nr. 7 og § 8, stk. 4).

[290]Dvs. sekundære personer uden relevans for overvågningsformålet. Se evt. afsnit 3.3. om relevansprincippet m.v.

[291]Det siges at være en udbredt praksis at fremvise optagelsen for den endnu ikke sigtede, hvilket kan virke som “private justice” og synes betænkeligt.

[292]Videregivelse af semi-følsomme oplysninger som oplysninger om strafbare forhold er særskilt reguleret i LBP § 8, stk. 5. Der gælder ikke her noget krav om at videregivelsen skal være “nødvendig”.

[293]LBP § 6, stk. 1, nr. 7 og § 8, stk. 4. Se om vidergivelse af oplysninger om strafbare forhold foregående note.

[294]Jvf. også Blume (2000), Personoplysningsloven, p. 62.

[295]Betænkning 1345/1997, p. 456. Der er således ikke er tilsigtet nogen ændring i retstilstanden på dette punkt. Se afsnit 2.3. for gennemgang af retstilstanden efter Registerloven (LPR).

[296]Jvf. gennemgang i afsnit 2.3. Jf. endvidere tidsbegrænsningsprincippet i LBP § 5, stk. 5.

[297]Se endvidere diskussion ovenfor i note 289. Det skal bemærkes at det formentlig som udgangspunkt kun er oplysninger om strafbare forhold og ikke andre semi-følsomme oplysninger som oplysninger om sociale problemer m.v. der vil kunne behandles efter LBP § 8, stk. 4, da man kun vanskeligt vil kunne forestille sig, at de vil være nødvendige for at varetage noget sagligt formål. Oplysningerne vil alligevel kunne optræde på materialet pga. den usorterede indsamling (se diskussion om følsomme oplysninger i afsnit 2.6. om personoplysninger og om relevansprincippet i afsnit 3.3.), men indsamling må ikke være møntet på disse oplysninger og de vil ikke efterfølgende kunne behandles selvstændigt. 

[298]Se herom i afsnit 3.3.

[299]Jvf. også Blume (2000), Personoplysningsloven, p. 62.

[300]Jvf. også EF-Tidende nr. C 159 / 40, pkt. 2.2.1.2.

[301]Direktiv 95/46, artikel 6, stk. 1, litra b. Princippet har for så vidt været gældende også før Direktiv 95/46 men er nu udtrykkeligt fastslået. Jvf. bl.a. Blume (2000), EU- & Menneskeret, p. 173. Princippet var endvidere udtrykkeligt fastslået i Europarådets Data-konvention 108/81 (konvention om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger af 28. januar 1981), ratificeret af Danmark i 1989 (Jvf. LT afd. C 1991 nr. 59, p. 133f).

[302]Se om sondringen i afsnit 3.2. om afvejning.

[303]Jvf. artikel 9 stk. 2 a, jvf. artikel 5 b i Europarådets konvention 108/81 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger af 28. januar 1981, ratificeret i Danmark i 1989 (Jvf. LT afd. C 1991 nr. 59, p. 133f). Undtagelse efter artikel 9 skulle dog ske ved lov og den skulle være nødvendig for at f.eks. bekæmpe strafbare forhold. Tv-overvågning er næppe omfattet af konventionen.

[304]Jvf. Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, p. 130.

[305]Afsnit 3.2. om afvejningen.

[306]Dette skal ses i sammenhæng med at der oplyses herom, jvf. også afsnit 3.4. om oplysningsforpligtelsen efter LBP.

[307]Direktiv 95/46, artikel 6, stk. 1, litra c.

[308]Bestemmelsen medtager efter sin ordlyd både de formål, hvortil oplysningerne indsamles og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles, LBP § 5, stk. 3.

[309]Betænkning 1345/1997, p. 443.

[310]Se Blume (2000), EU- & Menneskeret, p. 167-168.

[311]Princippet omtales også som “begrænsningsprincippet”, eks. Blume (2000), EU- & Menneskeret, p. 167.

[312]Jvf. herom i afsnit 3.1.

[313]Som redegjort for i afsnit 2.3. kan oplysninger om strafbare forhold opbevares til indgivelse af politianmeldelse. Almindelige oplysninger skal slettes straks det er konstateret, at der ikke er foregået kriminalitet. Det kan diskuteres, om det bør forventes, at begået kriminalitet opdages umiddelbart / imens den begås. Det afhænger igen af hvilket formål overvågningen varetager: Svind vil formentlig ikke nødvendigvis opdages i gerningsøjeblikket, hvorimod andre former for kriminalitet som f.eks. vold og hærværk på butiksområder i åbningstiden formentlig hurtigt vil blive opdaget. Det spiller en rolle, om kameraerne er bemandet eller ej. Se til sammenligning den svenske tv-overvågningslov, der opererer med en maksimum-grænse for opbevaring af optagelser på 1 måned, jvf. lovens § 14. Se om svensk ret i afsnit 2.10.

[314]Se nærmere herom i afsnit 1.3. om ovl. samt om oplysningsforpligtelsen i afsnit 1.5. om samtykke m.v.

[315]Direktiv 95/46, artikel 10.

[316]Dette vil typisk være virksomhedsindehaveren.

[317]Dette vil kunne være en sikkerhedsansvarlig eller et professionelt overvågningsfirma, der foranstalter den daglige drift af overvågningssystemet.

[318]Jvf. LBP § 28, stk. 1, nr. 1.

[319]Jvf. LBP § 28, stk. 1, nr. 2.

[320]Jvf. formålsbestemthedsprincippet i LBP § 5, stk. 2. Se afsnit 3.3. 

[321]Betænkning 1345/1997, p. 296.

[322]Jvf. LBP § 28, stk. 1, nr. 3.

[323]LBP § 28, stk. 1, nr. 3, litra a.

[324]Det er her aktuelt at afgøre også politiets adgang til optagelserne i forbindelse med efterforskning af anden kriminalitet end den der er rettet mod virksomheden. Dette er en anden problemstilling vedrørende data-anvendelse og vil ikke blive behandlet i denne fremstilling. Der bør tages stilling til hvorvidt en særlig opregning af videregivelsestilfælde vil virke som en fuldstændig ramme for anvendelsen af oplysningerne eller om de kan brydes i anden efterforsknings øjemed.

[325]Jvf. LBP § 30, stk. 1.

[326]Se om sondring fysisk / informationel beskyttelse i afsnit 1.2. om privatlivsbeskyttelse.

[327]I praksis oplyses om overvågningen ved piktogrammer med kameraer og teksten “tv-overvågning” eller “video-overvågning”- typisk ved indgangene til de overvågede områder. Der oplyses ikke altid om, hvorvidt der sker optagelse, om der er bemandet eller lign.

[328]I modsætning hertil siger det sig selv, at der ikke kan lægges vægt på detailhandelens eventuelle frygt for at kunderne vil opleve det som krænkende eller uønsket, når de får fuld indsigt i og bevidsthed om overvågningens omfang.

[329]Dette vil kunne ske ved at lade kameraernes dækning være optimal - måske ved opstilling af flere kameraer. Man vil kunne sørge for bemanding ved kameraerne, hvilket der vist også er bevidsthed om i branchen er langt det mest effektive, da tyve f.eks. i takt med presset pga. den øgede overvågning, ved små “tests” hurtigt finder ud af, om der er nogen respons, hvis de optræder som om de stjæler noget. Endvidere er der efterhånden ikke tungtvejende (økonomiske og administrationsmæssige) argumenter i branchen for ikke at have tilknyttet optage-funktion, hvilket da også efterhånden er langt det mest udbredte (jvf.. Peter Anthonsen, Direktør for Antech, importvirksomhed for overvågningsudstyr).

[330]LBP § 28, stk. 1, nr. 3, litra c. Jvf. om indsigtsret i afsnit 3.5.

[331]Den registrerede har efter LBPs rettighedskatalog også en indsigelsesret, jvf. LBP § 35, der er knyttet til kontrol-funktionen samt til sikring af datakvaliteten. Under hensyn til oplysnings-materiale i billedform og dettes særlige kendetegn, er spørgsmålet om direkte fejlagtige oplysninger formentlig ikke særlig fremtrædende (se dog diskussion i afsnit 2.6. om personoplysninger. Spørgsmålet om indsigelsesret vil altså ikke få betydning i forhold til “rettelse” af oplysninger. En indsigelsesret vil kunne blive aktuel ved et krav om at optagelser med vedkommende bliver slettet før de ellers ville være blevet det, idet en indsigelse mod en behandling medfører, at der ikke længere må behandles - dvs. f.eks. opbevares - oplysninger om vedkommende, jvf. LBP § 35, stk. 2, hvis indsigelsen er berettiget. Indsigelsen kan være berettiget selvom behandlingen er lovlig, hvis den registrerede fremsætter tilstrækkeligt tungtvejende argumenter til støtte herfor. Hvis en indsigelse efter en sådan konkret afvejning er berettiget skal den data-ansvarlige på den registreredes begæring slette de pågældende optagelser med vedkommende. Af tænkte eksempler kunne man nævne kendte personligheders utryghed ved at optagelser blev opbevaret under hensyn til den øgede risiko for misbrug der er til stede i disse situationer. Dette hensyn holdt op imod den dataansvarliges behov for at opbevare optagelser længere end til kriminelle handlinger er registreret og videregivet til politiet - og formentlig med den teknologiske udvikling, digitalisering og øgede redigeringsmuligheder i stigende grad isoleret fra øvrige optagelsesklip - må resultere i, at en god begrundelse  for sletning af optagelser på den optagedes begæring bør følges. Spørgsmålet har mest teoretisk interesse, idet det ikke kan antages at være tilladt at opbevare længere end til dette tidspunkt i noget tilfælde overhoved. Der vil derfor ikke ved lovlig opbevaring indenfor det tilladte tidsrum være noget tidsrum hvori der kan gøres berettiget indsigelse.

[332]LBP § 28, stk. 2. Bestemmelsen baserer vurderingen på en konkret afgørelse og hvis der er tvivl om, hvorvidt der må antages at være kendskab, skal oplysningerne gives jvf. Betænkning 1345/1997, p. 476.

[333]Jvf. Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 298ø.

[334]LBP § 31, stk. 1 herunder litra 1. Der skal også gives oplysning om behandlingens formål, kategorierne af modtagere og information om hvorfra oplysningerne stammer, jvf. litra 2-4, men disse oplysninger gives allerede efter § 28, hvorfor de ikke giver anledning til problemer og derfor ikke vil blive behandlet her. 

[335]Se om søge-kriterier i afsnit 2.3. Problemstillingen angår bl.a. en opdeling i hvor svært det i praksis vil være at finde frem til oplysningerne. Hvis det er praktisk muligt at finde dem indenfor en overskuelig tids- og ressourcemæssig ramme - f.eks. fordi materialet er lille i omfang og derfor hurtigt kan gennemses - så er oplysningerne “søgbare”.

[336]Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 327.

[337]Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 328.

[338]Som man i denne sammenhæng er pr. definition, hvis man ikke er registreret p.g.a. begået kriminalitet ell. lign.

[339]Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer (2001), p. 323.

[340]Se herom i afsnit 3.4.

[341]Dette forudsætter selvfølgelig, at der er givet eller bliver givet oplysning om f.eks. hvor kameraerne er opsat og om der er sket optagelse. Se diskussionen i afsnit 3.4. om oplysningsforpligtelse samt dispensation pga. væsentlige private interesser. 

[342]Se om bi-personer og sekundære oplysninger i afsnit 3.3. om behandling samt i afsnit 3.3. om relevansprincip m.v.

[343]Man kan selvfølgelig forestille sig situationer, hvor indsigtsretten på denne måde kan udnyttes til at få oplysninger om andre end sig selv. Igen må det imidlertid indgå i denne afvejning, at bi-personerne optræder på et offentligt sted og allerede har optrådt i umiddelbar nærhed med den indsigtssøgende hovedperson. Se i øvrigt min diskussion i afsnit  2.6 om personoplysninger  samt om vigtigheden af åbenhed for kontrol i afsnit 3.4. om oplysningsforpligtelsen og afsnit 3.3. om formålsbestemthedsprincippet. 

[344]Se ovenstående note.

[345]LBP § 43, stk. 2 jvf. § 48, stk. 2. Der skal efter bestemmelsen ud over visse formalia bl.a. gives beskrivelse af behandlingen / række af behandlinger, oplysning om formål, beskrivelse af kategorierne af registrerede, typer af oplysninger, kategorier af modtagere, oplysninger om foranstaltninger der iværksættes af hensyn til behandlingssikkerheden, oplysninger om tidspunkt for sletning af oplysningerne m.v.

[346]Jvf. LBP § 8, stk. 4

[347]Det er også tvivlsomt, hvorvidt de overvågede kan betegnes som “kunder”, da der ikke er nødvendigvis indgås aftale mellem nogen parter. Se hertil min diskussion i afsnit 1.5. om samtykke.

[348]Dvs. semi-følsomme oplysninger jvf. LBP § 8, stk. 4.

[349]Se afsnit 3.2. om afvejningen.

[350]Se afsnit 2.10 om svensk ret. Om praksis for tilladelse i Sverige se SOU 1996:88, p. 120 ff.

[351]Se ovenstående note for henvisning.

[352]Jvf. LBP § 50, stk. 3.

[353]Ifølge teknisk direktør Jannich Nielsen, Dansikring Security Systems citeret i Berlingske Tidendes netavis; http://www.berlingske.dk/artikel:aid=88258, artikel lagt på 25. februar 2001 kl. 22.30.

[354]Jvf. ovennævnte artikel på www.berlingske.dk.

[355]Thomas Lausten, Sikkerhedsbranchens ITV-udvalg citeret i ovennævnte artikel.

[356]D.d. (november 2001) findes en pjece med råd og anbefalinger fra Det Kriminalpræventive Råd: TV-overvågning. Mellem forebyggelse og krænkelse. Et debathæfte fra Det Kriminalpræventive Råd om holdninger til og erfaringer med tv-overvågning, marts 2000. Hæftet er forholdsvist generelt og indeholder i vidt omfang etiske overvejelser og andre mere almene betragtninger. Derudover er der udarbejdet en teknisk vejledning for opsættelse m.v. af lukkede tv-overvågningssystemer af Dansk Standard, Alarmsystemer, CCTV overvågningssystemer til anvendelse i sikkerhedsinstallationer (del 7: retningslinier for anvendelse), DS/EN 50132-7.

[357]Datatilsynet har ingen praksis på området, da der ikke er indgivet nogen klager på nuværende tidspunkt (november 2001).

[358]Lov om forbud mod tv-overvågning m.v. 

[359]Lov om behandling af personoplysninger.