Afgiftsret

Affaldsafgift

Affaldsvarmeafgift

AFT (Afgift på finansielle transaktioner)

Aktieafgift

Ambi

Ansvarsforsikringer

Batteriafgift

Benzinafgift

Bo- og gaveafgift

Brændstofforbrugsafgift

CFC-afgift

Chokoladeafgift

Dækningsafgift

Elafgift

Emballageafgift

Fedtafgift

Flyrejseafgift

Forbrugsafgift

Forsikringsafgift

Frigørelsesafgift

Førstegangsafgift

Gasafgift

Gevinstafgift

Grammofonpladeafgift

Isafgift

Kapitaltilførselsafgift

Konsumisafgift

Kulafgift

Kulbrinteskat

Kuldioxidafgift

Kvælstofafgift

Kvælstofoxidafgift

Lokalradioafgift

Lønsumsafgift

Miljøafgifter

Mineralolieafgift

Mineralvandsafgift

Moms

Polyvinylkloridafgift (PVC-afgift)

Realrenteafgift

Registreringsafgift

Reklameafgift

Renteafgift

Retsafgift

Råstofafgift

Spilleafgift

Spildevandsafgift

Spilleautomatafgift

Spiritusafgift

Stempelafgift

Svovlafgift

Tinglysningsafgift

Tobaksafgift

Told

Udstykningsafgift

Vandafgift

Vejbenyttelsesafgift

Vægtafgift

Øl- og vinafgift


Generelt

Bøger

Artikler

Bøger

Skatteministeriet og Institut for Grænseregionsforskning: Rapport om grænsehandel 2000, 2000, 485 sider.

Erik Dekov, John Engsig, Lars Gosvig og Mette Juul: Moms, Energi, Lønsum, 4. udg., jan. 2014, 292 sider, Karnov Group

Søren Engers Pedersen og Linda-Sophie Danielsen: Afgiftsmanual 2017, marts 2016, 88 sider, Karnov Group

Karnov Group: Supplement til Karnov Group Skatte- og afgiftslove 2017, aug. 2017, Karnov Group

Kasper Harvey Hansen: Moms- og AfgiftsMemo, aug. 2017, 456 sider, Karnov Group.

Artikler

Christian Clausen i UfS 2007.6: Omlægningen af energiafgifterne som led i skattereformen

Christian Clausen i UfS 2009.2519-2529: Skattereformen - ændring af energi-, miljø- og punktafgifter

Thomas Sørensen i TfS 2009.839: Forårspakken 2.0 - afgiftsmæssige konsekvenser for erhvervslivet

Christian Clausen i TfS 2010.660: Forårspakkens udfordringer for erhvervslivet

Thomas Sørensen i TfS 2011.148: Måling med tilbagevirkende kraft.

Fritz Sørensen i INSPI nr. 1/2012 p. 19-21: Afgifter på Finansloven 2012 (En gennemgang af de afgifter, der offentliggøres d. 18. november 2011 i finanslovsforslaget. Det drejer sig om sodavandsafgift på sukkerholdig sodavand, afgift på øl og vin, afgift på slik og chokolade og sukkerholdige fødevarer, afgift på is, tobaksafgift, Kvælstofafgift, vægtafgift, vandafgift, arbejdsskadeafgift, lønsumsafgift på aktielønning og reklameafgift).

Jette Thygesen i SR-Skat 2012.128-137: Hvorfor er administrationen af de danske punktafgifter så problematisk? (Danmark er et af de lande i verden, der har flest punktafgifter. Det bør, alt andet lige, give en vis erfaring i udarbejdelsen af afgiftslove. Derfor kan det undre, at punktafgiftslovgivningen fortsat byder på "uforståelige" og vanskeligt administrerbare love. Problemet synes at være, at lovgiver ikke gør sig klart, hvilke administrative problemer lovgivningen byder de berørte virksomheder. Denne artikel er den første i en kort artikelserie, der sætter spot på nogle af problemstillingerne).

Jette Thygesen i SR-Skat 2012.279-288: Registreringsreglerne i afgiftsreglerne er ikke altid enkle og overskuelige.

Chris Pedersen og Sten Kristensen i SR-Skat 2013.277-280: Nyt om moms og afgifter

Jette Thygesen i Skat Udland 2013.271: EU-reglerne om harmonisering af punktafgifter på tobaksvarer – en hindring for sundhedsfremmende initiativer?

Randi Christensen og Trine Schorling i R&R nr. 11/2015 SM 64: Overvæltning som kriterium i forhold til tilbagebetaling af ukorrekt opkrævede afgifter

Affaldsvarmeafgift

Helle Carlsen i TfS 2000.102: Pinsepakkens energiafgifter.

TfS 2002.106 TSS (SKM2001.617): Korrektion af afgiftssats efter kulafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 2, på grund af redaktionel fejl.

TfS 2007.144 SR (SKM2006.728 SR): SR bekræftede, at biobrændsler ikke var affaldsafgiftspligtige, såfremt der ikke var tale om restprodukter fra anden produktion omfattet af affaldsbekendtgørelsen, og at biobrændsler blev afgiftspligtige efter mineralolieafgiftsloven, når de sammenblandedes med afgiftspligtige olieprodukter inden indfyring i en kedel.

SKM2016.453 LSR: LSR tog stilling til opgørelse af afgiftstilsvar vedrørende affaldsvarmeafgift og tillægsafgift for to forskellige forbrændingsanlæg. Det ene anlæg leverede damp og varmt vand til en ekstern virksomhed, der anvendte dampen og det varme vand til produktion af el og fjernvarme. En del af den leverede varme blev bortkølet, efter at den var overført til fjernvarmevandet. Den bortkølede varme kunne ikke fradrages ved opgørelsen af affaldsvarmeafgiften. Det andet affaldsforbrændingsanlæg producerede el og fjernvarme ved forbrænding af affald i affaldsovne og gas i en gaskedel. Affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften skulle opgøres separat for affaldsovnene.

SKM2017.217 BRD: Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skulle anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende var tale om et kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kunne anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som to kraftvarmeanlæg. BR fandt, at H1 i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som et anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.

AFT (Afgift på finansielle transaktioner)

Søren Friis Hansen i SPO 2013.121-132: EU-kommissionens forslag til en afgift på finansielle transaktioner (EU-kommissionen præsenterede d. 14.02.2013 et revideret udkast til direktiv om afgift på finansielle transaktioner (forkortet "AFT"). Artiklen gav et foreløbigt overblik over forslaget fra et dansk synspunkt, og der blev knyttet en række kritiske kommentarer til forslaget.)

Stine Andersen og Michael Nørremark i Skat Udland 2013.64: Forslag til EU-afgift på finansielle transaktioner rammer Danmark.

Ansvarsforsikringer

Lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer mv., jf. lovbekg. nr. 213 af 27.02.2017.

TfS 2004.899 TSS (SKM2004.457 TSS): Det præciseredes, at den "nedsatte" forsikringsafgift for busser, udelukkende gjaldt for busser, der alene udførte turist- og bestillingskørsel med tilladelse efter lov om buskørsel.

Batteriafgift

Lov om afgift af hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf. lovbekg. nr. 244 af 10.03.2017

Benzinafgift

TfS 2000.402: Skatteministeren oplyste til Skatteudvalget, at forskellen (pr. 21.02.2000 på 1,28 kr.) mellem danske og tyske benzinpriser skyldtes, at avancen var højere i Danmark. Hvis avancen var den samme, ville benzinen kun være 4 øre dyrere pr liter.

TfS 2000.404: Skatteministeren redegjorde for den gennemsnitlige benzinpris pr. d. 09.03.2000 i de skandinaviske lande samt Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig.

TfS 2000.672: Skatteministeren redegjorde for prisforskellen på benzin mellem Danmark og Tyskland.

TfS 2000.857: Skatteministerens redegørelse for, hvorledes brændstofudgifterne samlet set belastede transporterhvervets økonomi i Danmark og i Tyskland.

TfS 2000.858: Skatteministerens redegørelse for, hvorfor afgifterne på olie, diesel og benzin efter hans vurdering ikke burde nedsættes af hensyn til de danske vognmænds konkurrencesituation.

TfS 2002.145 TSS (SKM2001.658): Told- og Skattestyrelsen havde udsendt meddelelse om afgiftsdifferentiering (afgiftsrabat på 3 øre/l) for benzin, der udleveredes fra benzinstationer, som opfyldte visse skærpede miljømæssige krav. Ordningen trådte i kraft den 12. oktober 2001 ved Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 881 af 10. oktober 2001 om ikrafttræden af lov om ændring af lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv. og andre afgiftslove. Det præciseredes i meddelelsen, at afgiftsnedsættelsen gjaldt for benzin, som benzinstationen fik leveret fra og med den dato, hvor tilsynsmyndigheden havde modtaget meddelelse om, at benzinstationen opfyldte de skærpede miljømæssige krav, jf. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 555 af den 9. juni 2001, om forebyggelse af jord- og grundvandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg. Meddelelsen indeholdt samtidig en beskrivelse af den administrative procedure i tilknytning hertil.

Brændstofforbrugsafgift

Lov om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler, jf. lovbekg. nr. 1031 af 23.08.2017

CFC-afgift

Lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser, jf. lovbekg. nr. 69 af 17.01.2017

TfS 2007.233 LSR (SKM2006.788 LSR): Et selskab blev anset for berettiget til godtgørelse af CFC-afgift vedrørende brugte køle- og fryseskabe, der udførtes fra Danmark.

Fedtafgift

Lov om afgift af mættet fedt i visse fødevarer, jf. lov nr. 247 af 30.03.2011

Bekg. nr. 925 af 25.08.2011 om afgift af mættet fedt i visse fødevarer,

Jette Thygesen i SR-Skat 2011.161-168: Lov om afgift mættet fedt i visse fødevarer - endnu en "enkel" afgiftslov

SKM2012.258 SR: SR kunne bekræfte, at moder- og datterselskab efter en konkret vurdering af de to selskabers tætte indbyrdes forhold, herunder den skattemæssige sambeskatning, måtte sidestilles med én virksomhed i relation til spørgsmålet om fremstilling efter fedtafgiftsloven, hvorfor datterselskabet kunne blive registreret som oplagshaver efter fedtafgiftslovens § 4, stk. 1.

SKM2012.329 SR: SR kunne ikke bekræfte, at spørger S kunne opnå godtgørelse af fedtafgift på varer, der indgik i nonfoodproduktion eller blev leveret til udlandet, og som S havde købt hos virksomheder, der havde indkøbt varerne med afgift.

Flyrejseafgift

SKM2009.39 ØLD: Afgiftsfritagelsesreglen i flyrejseafgiftslovens § 2, stk. 3, om transit- og transferpassagerer var ikke anvendelig på passagerer, der ankom til G1 med flyvebåden fra Sverige, eftersom reglen var forbeholdt passagerer, der ankom til G1 med fly. Betingelserne for analogi var heller ikke opfyldt, og der var heller ikke ført bevis for en administrativ praksis i strid med loven. Heller ikke et forventningsprincip kunne føre til et andet resultat.

Forbrugsafgift

Lov om forskellige forbrugsafgifter, jf. lovbekg. nr. 1484 af 30.11.2015

TfS 2001.139 LSR: En importør af kaffe skulle svare afgift af kaffen efter satsen for brændt kaffe, som var det produkt, der videresolgtes. Myndighedens passivitet i en periode, hvor der var angivet urigtigt afgiftstilsvar, kunne ikke tillægges betydning for afgørelsen. Importøren skulle efterbetale ca. 7,6 mio kr for 1994-1999.

TfS 2001.404 LSR (SKM2001.61): En lysslange ansås for en belysningsgenstand, hvis indstøbte pærer skulle afgiftsberigtiges på grundlag af antallet af enkeltpærer.

TfS 2002.854 LSR (SKM2002.427): En importør af te blev anset for teafgiftspligtig af smagsstoffer, der var tilsat importeret te, og der skulle derfor ske efteropkrævning af teafgift for perioden 1. maj 1996 til 31. april 1999.

TfS 2002.1062 LSR (SKM2002.593): Ved opgørelsen af største bredde/længde af glødelamper i forbindelse med afgiftsberigtigelsen af disse, jf. forbrugsafgiftslovens § 3, stk. 1, var det alene selve glødelampen, der skulle indgå i beregningen.

TfS 2003.858 TSS (SKM2003.456 TSS): Beregningen af afgiftens størrelse for halogenpærer, der var sammenbygget med en parabol.

TfS 2006.693 LSR (SKM2006.349 LSR): En engrosvirksomhed var berettiget til at foretage leverancer af glødelamper uden at berigtige afgift ved udlevering, idet de modtagende selskaber på tidspunktet for leverancerne var registreret som oplagshavere for den pågældende vareart. Manglende overholdelse af krav til fakturaudstedelse kunne ikke føre til et andet resultat.

TfS 2006.704 VLD (SKM2006.204 VLD): S drev virksomhed med import af rå kaffe (bønner), hvoraf hovedparten blev renset, ristet/brændt, malet og pakket. Resten blev solgt i rå tilstand. S var berettiget til at blive registreret som varemodtager i henhold til § 14 a, stk. 5, i lov om forskellige forbrugsafgifter.

TfS 2008.986 LSR (SKM2008.581 LSR): Frivillig registrering som varemodtager efter forbrugsafgiftsloven blev efter omstændighederne tilladt med tilbagevirkende kraft.

SKM2017.24 ØLD (SKM2015.231.BR): S påstod at have ret til udbetaling af afgiftsgodtgørelse (glødelampeafgift) efter forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. S kunne ikke løfte den skærpede bevisbyrde, da købsfakturaerne var udstedt til et andet selskab og hverken indeholdt angivelse af antal, type eller afgift. Endvidere blev glødelamperne købt for et væsentligt lavere beløb end den hævdede afgiftsværdi. Retten i Nykøbing Falster frifandt SKAT. ØL stadfæstede.

Sagen handlede om, hvorvidt S havde ret til afgiftsgodtgørelse på kr. 844.360 for glødelampeafgift efter forbrugsafgiftslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. ØL fandt, at S havde bevisbyrden for, at betingelserne for godtgørelse af afgift af varer, der var afgiftsberigtiget efter reglerne i forbrugsafgiftsloven, var opfyldt. Med henvisning til omstændighederne vedrørende indkøbene af glødelamperne fandt ØL, at Ss bevisbyrde var skærpet. Med henvisning til de af BR anførte grunde tiltrådte ØL, at S ikke havde godtgjort at have krav på afgiftsgodtgørelse. ØL fandt således, at S ikke havde godtgjort at have købt glødelamper med en indeholdt glødelampeafgift på kr. 844.360, idet de fremlagte købsfakturaer var udstedt til et andet selskab end S. Derudover var betingelserne i Ss bevilling om afgiftsgodtgørelse ved udførsel ikke opfyldt, idet de fremlagte fakturaer ikke indeholdt en nærmere angivelse af antal og type af glødelamper, lige som glødelampeafgiften ikke var angivet. De angivelser over type og antal af glødelamper, som var foretaget af Ss daglige leder, kunne ikke anses for tilstrækkelig dokumentation. Endelig fandtes det ikke dokumenteret, at de i sagen omhandlede glødelamper var afgiftsberigtiget ved erhvervelsen, henset til at glødelamperne blev købt for kr. 39.825, til trods for en hævdet afgiftsværdi på kr. 844.360. ØL stadfæstede herefter BRs frifindende dom.

Forsikringsafgift

Lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, jf. lovbekg. nr. 165 af 08.02.2017

John Holm Andreasen i TfS 2010.692: Forsikringsafgifter og krav om herboende repræsentant samt solidarisk hæftelse.

Meddelelser

SKM2015.457 SKAT: Fra 01.07.2015 skulle virksomheder, der udbød vejhjælps-abonnementer, betale skadesforsikringsafgift. Virksomheder, som udbød abonnementer på vejhjælp sammen med f.eks. levering af en bil, en reparationsydelse eller en leasingydelse blev dog ikke afgiftspligtige i situationer, hvor de ikke påtog sig en forsikringsrisiko, men købte abonnementerne til deres kunder hos en vejhjælpsvirksomhed, som derefter havde forsikringsrisikoen direkte overfor den sikrede bilejer/-lejer. Afgiften betaltes af vejhjælpsvirksomheden, og beregnedes af præmien for det/de pågældende abonnementer. Virksomhederne blev afgiftspligtige, hvis de selv påtog sig forsikringsrisikoen, og afdækkede deres risiko ved at tegne abonnement hos den virksomhed, som faktisk udøvede vejhjælpen, eller betalte vejhjælpsvirksomheden efter regning for den leverede vejhjælp. Vejhjælpsvirksomheder skulle tilsvarende ikke betale afgift af abonnementer, som udgjorde genforsikring, dvs. afdækning af den risiko, som en anden virksomhed påtog sig direkte over for den sikrede bilejer/-lejer. Vejhjælpsvirksomheder var endvidere ikke afgiftspligtige af ydelser af vejhjælp efter regning, idet dette ikke var omfattet af afgiftsloven.

SKM2016.270 SKAT: SKAT præciserede reglerne for, hvordan man fastsatte det grundlag, som skadesforsikringsafgiften skulle beregnes af, i situationer, hvor vejhjælpsabonnementer solgtes sammen med andre varer eller ydelser.

SKM2013.256 SR: SR bekræftede, at "transportforsikring", som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om afgift af skadesforsikringer, omfattede både Ss forsikring af fragtfører for ansvar, som fragtføreren kunne ifalde som fragtfører, for skade på gods under transport eller oplagring i tilknytning til transport, og Ss forsikring af speditør for ansvar, som speditøren kunne ifalde som speditør, for skade på gods under transport eller oplagring i tilknytning til transport enten udført af speditøren selv eller af fragtfører kontraheret af speditøren på vareejers vegne.

SKM2013.364 SR: SR bekræftede, at der skulle betales afgift af lystfartøjsforsikring, da en dansk ejer af en lystbåd under nærmere beskrevne vilkår overdrog en andel af båden til et selskab (A) i EU-land X. A foretog en registrering af båden i det pågældende land, og tegnede forsikring af båden. SR fandt ud fra de nærmere beskrevne vilkår ikke, at der skete reel overdragelse af ejerandele. Endvidere udtaltes det, at lystfartøjer ikke kunne blive omfattet af gældende praksis vedrørende udenlandsk ejede lystfartøjer ved overdragelse af en ejerandel på 3 %. SR bekræftede, at afgiftskravet påhvilede forsikringsselskabet, der tegnede forsikringen. SR afkræftede, at afgiftskravet påhvilede den danske ejer eller det udenlandske selskab A. SR bekræftede endvidere, at det medførte indkomstbeskatning i DK af fri båd til rådighed i tilfælde, hvor en dansk ejer overdrog en ejerandel af sin båd til et selskab i land X, men alligevel havde fuld rådighed over båden uden betaling af leje herfor.

SKM2013.365 SR: SR kunne ikke bekræfte, at der kunne tegnes kaskoforsikring af spørgers lystfartøj uden betaling af lystfartøjsforsikringsafgift, da en person bosiddende i byen X i land Y ejede 5 % af lystfartøjet, og personen tegnede kaskoforsikring i land Y. Lystfartøjet skulle ligge i DK og sejle i omkringliggende lande. SR udtalte, at lystfartøjet ikke kunne omfattes af praksis vedrørende udenlandsk ejede lystfartøjer. Da lystfartøjet overvejende ville være dansk ejet og skulle være forsikret for sejlads i dansk område, ansås det som hjemmehørende i DK i afgiftslovens forstand.

SKM2013.646 SR: SR bekræftede, at spørgers abonnementsordninger, som dækkede autohjælp ved ulykker samt anden assistance på bilen, herunder døroplukning, starthjælp eller hjulskifte, faldt udenfor anvendelsesområdet i lov om afgift af skadesforsikringer, da spørger ikke var et forsikringsselskab.

SKM2014.237 SR: SR kunne bekræfte, at S, som var forsikringsagent og leasinggiver, ikke skulle betale skadesforsikringsafgift af den samlede betaling, som S opkrævede hos leasingtagere, når S efter aftale inddrog de leasede genstande under en gruppepolice, hvor S var forsikringstager. Skadesforsikringsafgiften skulle derimod beregnes af den præmie for skadesforsikring, som S betalte til forsikringsselskabet, jf. skadesforsikringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 3, stk. 1. Afgiften omfattede således ikke den avance/vederlag, som S uafhængigt af forsikringsselskabet tillagde forsikringspræmien ved opkrævning hos leasingtagere, og som tilfaldt S. SR bekræftede videre, at S som forsikringsagent ikke var en forsikringsvirksomhed, der var pligtig til at lade sig registrere for og indbetale afgift efter lov om afgift af skadesforsikringer, jf. lovens § 1, stk. 1, § 5, og § 6, stk. 1.

SKM2014.315 SKAT: SKAT præciserede anvendelsesområdet for fritagelsen for afgift af kreditforsikringer.

SKM2014.682 SR: SR bekræftede, at der ikke skulle betales lystfartøjsforsikringsafgift af kaskoforsikring af et historisk fartøj, som var erklæret bevaringsværdigt af Skibsbevaringsfonden. SR lagde vægt på, at det omhandlede fartøj var konstrueret som et erhvervsfartøj, der ifølge erklæring fra Skibsbevaringsfonden om krav til istandsættelse og vedligeholdelse skulle bevares som sådan. Der lagdes endvidere vægt på, at fartøjet efter det oplyste alene skulle anvendes til museumsformål af ejeren, som var en forening med vedtægtsbestemte kulturhistoriske formål, herunder kulturhistorisk bevaring og formidling. Fartøjet ansås under disse omstændigheder ikke for et lystfartøj efter lov om afgift af lystfartøjsforsikringer, § 1.

SKM2014.753 SKAT: Forsikringsselskaber, der udbød ansvarsforsikring af motorkøretøjer skulle efter årets udgang beregne en minimumsafgift efter lov om afgift af motoransvarsforsikringer, § 3, stk. 2 eller 3. Minimumsafgiften skulle beregnes på grundlag af summen af de erstatninger, der var udbetalt i kalenderåret. SKAT korrigerede sin vejledning vedrørende fastsættelsen af beregningsgrundlaget for minimumsafgiften. Der kunne således ikke ske reducering af afgiftsgrundlaget for minimumsafgift for den del af erstatningsbeløb, der oversteg 1 mio. kr.

SKM2015.696 SR: På baggrund af en ændring af lov om afgift af skadesforsikringer tog SR stilling til, om spørgeren var afgiftspligtig vedrørende sine vejhjælpsabonnementer med virkning fra 01.07.2015. SR svarede således nej til, at vejhjælpsabonnementerne ikke skulle anses for skadesforsikring efter lov om afgift af skadesforsikringer og dennes henvisning til bilag 7 til lov om finansiel virksomhed, som var indsat ved lovændringen.

Frigørelsesafgift

Lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekg. nr. 577 af 07.07.2002. Ophævet ved § 6 i lov nr. 458 af 09.06.2004 fra d. 01.01.2004.

Knud Maegaard i SR-Skat 2006.137-145: Ophævelse af lov om frigørelsesafgift.

Gasafgift

Lov om afgift af naturgas og bygas, jf. lovbekg. nr. 312 af 01.04.2011

Christian Clausen og Søren Engers i TfS 2000.911: Godtgørelse af energiafgifter. Slagteriers brug af varmt vand til rengøring. Efterfølgende opgørelse af energiforbrug.

Svend Erik Holm og Mads Nielsen i TfS 2012.105: Energiafgift - dom om fortolkning af fritagelsesbestemmelser - malekabiner.

TfS 2000.643 LSR: Der kunne ydes tilbagebetaling af afgift af varme og gas af et slagteris forbrug af varmt vand til rengøring og sterilisering af produktionsudstyr og produktionslokaler omfattende hele produktionsprocessen i slagteriet, såfremt der var fælles varmtvandsnet og ikke blev fremstillet udskæringer til detailsalg. Transportkasser anvendt ved produktionsprocessen ansås omfattet af produktionsudstyr.

TfS 2003.215 TSS (SKM2003.59 TSS): Præcisering af reglerne om godtgørelse af energiafgifterne i forbindelse med rutekørsel.

TfS 2004.259 LSR (SKM2004.132 LSR): Et mejeris anvendelse af varmt vand i særskilt vaskeanlæg til rengøring af hylder og rammer var ikke omfattet af mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3 og gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3, idet der var tale om et særligt anlæg til rengøring af procesudstyr. Forbruget af vand til rengøring af osteforme i et kombineret rengørings- og forpresseanlæg var omfattet af bestemmelsen, idet rengøringen foregik i det lukkede produktionsanlæg.

TfS 2004.329 ØLD (SKM2004.178 ØLD): Nogle erhvervsgartnerier havde stiftet et fælles indkøbsselskab, som udstedte fakturaer vedrørende naturgas - inkl. afgifter - på et tidspunkt, hvor gartnerierne endnu ikke havde fået gassen leveret fra forsyningsselskabet Naturgas Fyn, som var den registrerede leverandør i henhold til naturgasafgiftsloven. Pligt til at indbetale afgift af naturgas opstod i henhold til naturgasafgiftsloven på det tidspunkt, hvor den registrerede leverandør udstedte faktura vedrørende en afgiftspligtig mængde gas, og spørgsmålet i sagen var, om den godtgørelse af naturgasafgift, som forbrugeren af gassen - i nærværende tilfælde erhvervs-gartnerierne - havde krav på i henhold til loven, kunne kræves udbetalt fra ToldSkat på tidspunktet for betaling af fakturaen til indkøbsselskabet. Landsretten gav ministeriet medhold i, at der ikke kunne kræves tilbagebetaling af afgifter, der endnu ikke var pålignet den registrerede naturgasleverandør. Den i sagen benyttede metode med forudfakturering (aconto) kunne ikke føre til andet resultat.

TfS 2005.489 ØLD (SKM2005.149 ØLD): Et rustbeskyttelsesværksted havde ikke krav på godtgørelse af mineralolieafgift samt andre energiafgifter i henhold til mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, eller stk. 5, nr. 1, nr. 2 eller nr. 4, samt de tilsvarende bestemmelser i kulafgiftsloven, gasafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven. Rustbeskyttelseskabiner kunne ikke sidestilles med "malekabiner", og kunne ej heller karakteriseres som "lignende særligt indrettede rum, hvor opvarmning udelukkende er et led i forarbejdningen, der ændrer varens karakter, og hvor der under forarbejdningen kun lejlighedsvis opholder sig personer i lokalet", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2.

TfS 2006.440 SKAT (SKM2006.211 SKAT): Meddelelsen præciserede, at energiafgiftslovene ikke hjemlede adgang til at foretage en aftalebaseret allokering af varme.

TfS 2006.597 LSR (SKM2006.298 LSR): Et kraftvarmeværk var berettiget til godtgørelse af afgift vedrørende energiforbrug anvendt til stilstandsvarme i forbindelse med produktion af elektricitet.

TfS 2007.937 SKAT (SKM2007.607 SKAT): Meddelelsen præciserede retstilstanden for affaldsforbrændingsvirksomheder, der anvendte afgiftspligtigt brændsel som støttebrændsel.

TfS 2008.377 LSR (SKM2007.895 LSR): En tilbagekaldelse af tilladelse til aftalemæssig allokering af afregning af fjernvarme blev godkendt. Tilladelsen var givet i strid med hidtidige retningslinier og kunne derfor tilbagekaldes med fremtidig virkning.

TfS 2008.854 BRD (SKM2008.428 BRD, TfS 2007.410 LSR og SKM2007.159 LSR): Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt S var berettiget til tilbagebetaling af olie-, gas-, kul- og kuldioxidafgift af energiforbrug anvendt til opvarmning af dels lokaler, hvori der skete opdræt af mus og rotter til dyreforsøg, samt dels lokaler i tilknytning hertil. Retten udtalte, at det efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. pkt. var hovedreglen, at der ikke blev ydet tilbagebetaling for afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte blev anvendt til fremstilling af rumvarme, og at undtagelserne fra hovedreglen var nøje opregnet i § 11, stk. 5, nr. 1-7. Der var herefter ikke grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne udvidende. Reglerne for afgift af mineralolie var underlagt EU-regulering, og idet fritagelsesbestemmelsen i Rådets direktiv 92/81/EØF af 19. oktober 1992 henviste til "landbrug", og da udtrykket "staldbygning", jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 3, heller ikke efter en naturlig sproglig forståelse omfattede lokaler til opdræt af mus og rotter til forsøgsdyr, fandt afgiftsfritagelsen ikke anvendelse. Der var heller ikke grundlag for at anvende afgiftsfritagelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, idet opvarmning ikke udelukkende var et led i en forarbejdning, der ændrede varens karakter.

TfS 2008.924 SR (SKM2008.494 SR): SR afslog, at en virksomhed kunne få godtgjort energiafgiften af energi brugt i et ventilationsanlæg med befugtersektion til at fordampe vand, der tilføres befugtningsanlægget med henblik på at tilføre den indsugede udeluft fugt, da energiforbruget ansås for omfattet af bestemmelsen om rumvarme i gasafgiftslovens § 10, stk. 4. Luften blæstes fra anlægget videre ind i virksomhedens produktionslokaler, hvor det var nødvendigt med en bestemt luftfugtighed og temperatur.

TfS 2008.1101 LSR (SKM2008.665 LSR): En virksomhed, der leverede fjernvarme, var ikke berettiget til godtgørelse af energi- og CO2-afgift af energi forbrugt til stilstandsvarme og tankopvarmning.

SKM2010.705 ØLD: Et fjernvarmeværk brugte energi til stilstandsvarme og tankopvarmning i spids- og reservelastvarmecentraler. Energiforbruget medgik, dels til at opvarme vandet i kedlerne, når centralerne ikke var i drift for hurtigere at kunne starte centralerne op og for at undgå tæring af kedlerne og dels til opvarmning af olietanke, så olien kunne holdes flydende med henblik på hurtig opstart af centralerne. ØL fandt, at energiforbruget, der blev registreret særskilt, ikke kunne anses for anvendt til fremstilling af varme, som leveredes fra virksomheden, således at virksomheden havde krav på tilbagebetaling af afgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 2, og de tilsvarende bestemmelser i elafgiftsloven, kulafgiftsloven og gasafgiftsloven.

SKM2011.378 ØLD (SKM2009.128 BRD): Et skibsværft anvendte naturgas til opvarmning af 3 malehaller. Forud for, at skibssektioneme blev malet, blev de sandblæst. Efter gasafgiftslovens § 10, stk. 4, var det hovedreglen, at der ikke ydedes tilbagebetaling for afgiften af varme og gas, der direkte eller indirekte anvendtes til fremstilling af varme, bl.a. rumvarme. Undtagelserne fra hovedreglen var nøje opregnet i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, og der var ikke grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelserne udvidende. På baggrund af syns- og skønserklæringen blev det lagt til grund, at det reelt ikke var muligt at flytte skibssektionerne efter endt sandblæsning og inden maling, hvorfor sandblæsningen blev anset for en sådan integreret og uadskillelig del af den samlede maleproces, at betingelserne for tilbagebetaling af afgift i medfør af gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 2 (malekabiner), var opfyldt. Kommenteret af Svend Erik Holm og Mads Nielsen i TfS 2012.105: Energiafgift - dom om fortolkning af fritagelsesbestemmelser - malekabiner.

SKM2011.474 SKAT: Styresignal i relation til SKM2010.705 ØLD om godtgørelse af energiafgifter på varme til stilstandsvarme i varmeproduktionsanlæg og til opvarmning af olie i tanke - praksisændring og genoptagelse.

SKM2011.491 VLD: S havde ikke for VL godtgjort, at betingelserne for afgiftsfritagelse for vareforbrug (brændselsforbrug) til elektricitetsproduktion i henhold til den dagældende gasafgiftslovs § 8, stk. 2, og den dagældende mineralolieafgiftslovs § 9, stk. 2 var opfyldt i videre omfang end anerkendt af skattemyndighederne. S havde endvidere ikke godtgjort, at man havde indregnet et større beløb for brændselsforbruget i elektricitetsprisen end det, som skattemyndighederne havde anerkendt. Som følge heraf havde S ikke krav på nedsættelse af sit afgiftstilsvar for de i sagen omhandlede perioder.

SKM2011.492 VLD: S var ikke berettiget til en nedsættelse af sit afgiftstilsvar i henhold til bestemmelserne i den dagældende gasafgiftslovs § 8, stk. 2, og den dagældende mineralolieafgiftslovs § 9, stk. 2, om afgiftsfritagelse for vareforbrug (brændselsforbrug), da det fulgte af lovbestemmelserne, at den gældende kontrakt mellem kraftvarmeværket og varmeaftageren pr. 1. juli 1998, som var godkendt af Elprisudvalget, skulle lægges til grund ved opgørelsen af, hvilken del af brændselsforbruget, der skulle anses for indregnet i elektricitetsprisen. Ss indgåede varmekontrakt pr. 1. juli 1998 med varmeaflageren var derfor efter loven bindende som beregningsgrundlag for prisberegningen, da der ikke var hjemmel i loven til at fravige lovens angivelse af, hvad der skulle anses for indregnet i elprisen.

SKM2011.640 LSR: Et kraftvarmeværk, der var ejet af et almennyttigt boligselskab, producerede varme til 650 lejligheder. Kraftvarmeværket ansås ikke for at levere varme til et kollektivt fjernvarmenet. Varmeværket kunne dermed ikke anses for omfattet af gasafgiftslovens § 8, stk. 4 og 5, samt kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 7 og 8 og kunne derfor ikke opnå afgiftslempelse.

SKM2013.346 SR: SR kunne ikke bekræfte, at afgiftslempelsen for fjernvarme (el-patronordningen) for et givet varmepumpeanlæg kunne beregnes efter den forenklede metode, som angivet under overskriften "Varme produceret i en varmepumpe, hvor der kun tilføres energi i form af elektricitet til varmepumpen" i afsnit E.A.4.3.9 i Den Juridiske Vejledning 2013-1.

SKM2013.490 LSR: Et selskabs levering af fjernvarme blev ikke anset for omfattet af reglerne om overskudsvarme, men af de almindelige regler for produceret varme, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1.pkt., og kuldioxidafgiftslovens § 9 a, stk. 2.

SKM2014.37 SR: En virksomhed udnyttede overskudsvarme fra en proces. Overskudsvarmen måltes separat, og SR bekræftede, at overskudsvarmen skulle afgiftsberigtiges efter gasafgiftslovens § 10, stk. 9. SR bekræftede ligeledes, at reglerne om overskudsvarme også fandt anvendelse på udnyttet overskudsvarme, når overskudsvarmen efterfølgende "boostedes" for at opnå højere temperatur.

SKM2014.480 SR: SR bekræftede, at et kraftvarmeværk kunne anses som forbruger af naturgas til fremstilling af varme på spids- og reservelastkedler, fordi værket indkøbte gassen, og værket havde fuld rådighed over kedlerne. Kraftvarmeværket kunne herved opnå afgiftslempelse efter el-patronordningen for den varme, der produceredes på kedlerne, selv om de ikke ejedes af værket.

SKM2014.630 SR: SR bekræftede, at der ikke kunne leveres naturgas uden afgift efter gasafgiftsloven til en virksomhed, der anvendte naturgassen i reforming proces. Ved reforming processen fremstilledes brint, som efterfølgende kunne anvendes i brændselsceller. SR kunne vejledende udtale, at virksomheder, som anvendte gas i en reforming proces, kunne få godtgørelse af afgiften for naturgas, som var anvendt direkte i reforming processen, da der var tale om en kemisk reduktion. SR bekræftede, at der ikke kunne leveres naturgas uden afgift efter CO2-afgiftsloven og NOx-afgiftsloven til en virksomhed, der anvendte naturgassen i reforming proces og afbrændte overskudsgassen herfra. SR bekræftede, at afbrænding af brint i forbindelse med en reforming proces kunne ske uden afgift.

SKM2014.638 SR: SR bekræftede, at naturgas, som anvendes i en fermenteringsproces, ikke var afgiftsfritaget efter gasafgiftsloven. SR kunne vejledende udtale, at anvendelsen af naturgas i en fermenteringsproces var godtgørelsesberettiget procesenergi med en reduktion i tilbagebetalingen på 4,5 kr./GJ. SR bekræftede, at der ikke skulle svares afgift efter CO2-afgiftsloven og NOx-afgiftsloven for naturgas, som anvendes i en fermenteringsproces. SR bekræftede, at brug af elektricitet til drift af fermenteren og efterfølgende varmebehandling ansås for at være godtgørelsesberettiget procesenergi med en reduktion i tilbagebetalingen på 0,4 øre/kWh. SR bekræftede, at det ikke havde betydning for afgiftspligten, hvis der i stedet for naturgas anvendtes raffinaderigas i fermenteringsprocessen.

SKM2015.394 LSR: Sagen angik et fjernvarmeselskab, som distribuerede og solgte varme direkte til ca. 1.500 varmeforbrugere, der også ejede selskabet. Selskabet havde kedler til produktion af varme på basis af naturgas og bioolie. Ud over den varme, som produceredes på selskabets anlæg, indkøbte det varme fra sit helejede datterselskab H2 ApS, som fakturerede selskabet for varmeleverancerne. Datterselskabet ejede et kraftvarmeværk med to naturgasdrevne motorer, hvor der produceredes elektricitet og varme. Den producerede elektricitet leveredes til en netvirksomhed. Datterselskabet oppebar indtægterne ved salg af elektricitet. Kraftvarmeværket var placeret umiddelbart i nærheden af selskabets kedler, og varmen blev sammenført direkte i én ledning, som gik ud til forbrugerne. Datterselskabet havde også en flisfyret kedel, som lå uden for byen. Selskabet måtte anses for at købe varme, som var produceret på datterselskabets kraftvarmeanlæg, fra datterselskabet. Selskabet kunne således ikke anses for at have kraftvarmekapacitet og opfyldte derfor ikke betingelserne for tilbagebetaling af gasafgift i henhold til gasafgiftslovens § 8, stk. 4. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at selskabet havde en driftsaftale med datterselskabet, og at det stillede driftspersonale og -ledelse til rådighed for datterselskabet, ligesom det heller ikke kunne føre til et andet resultat, at produktionen blev planlagt og afviklet ud fra den samlede økonomi i begge selskaber. Selskabets anmodning om tilbagebetaling af gasafgift kunne derfor ikke imødekommes.

SKM2015.447 LSR: Sagen angik godtgørelse af gasafgift i henhold til den såkaldte elpatronordning. Sagen drejede sig om, hvorvidt der i det tilbagebetalingsberettigede beløb for gasafgift skulle ske modregning af forskellen mellem den faktiske kuldioxidafgift og grænsen for tilbagebetaling af kuldioxidafgift i henhold til den dagældende kuldioxidafgiftslovs § 7, stk. 7, i det omfang den faktiske afgift for den producerede varme var lavere end grænsen for tilbagebetaling. En sådan modregning ansås ikke i overensstemmelse med ordlyden af gasafgiftslovens § 8, stk. 4, hvoraf det udtrykkelig fremgik, at den del af afgiften, der oversteg en sats angivet i lovens bilag 4 tilbagebetales. Selskabet ansås berettiget til tilbagebetaling af gasafgift efter gasafgiftslovens § 8, stk. 4, uden at der skulle ske modregning af forskellen mellem den faktiske kuldioxidafgift og grænsen for tilbagebetaling af kuldioxidafgift efter kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 7.

SKM2016.7 SR: SR bekræftede, at spørger kunne anvendes reglerne om afgift af overskudsvarme, jf. gasafgiftslovens § 10, stk. 9, for den restvarme, som via economisere blev indvundet fra røggassen fra spørgers specialkedel, der anvendtes til afbrænding af lugtstoffer i henhold til miljøkrav, og som leveredes som fjernvarme til et varmeværk.

SKM2016.167 SKAT: Styresignalet præciserede anvendelsesområdet for regulering i henhold til § 10, stk. 8 i lov om afgift af naturgas og bygas, i forhold til anvendelsesområdet for ordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret i henhold til SFL § 31, stk. 2.

SKM2016.363 LSR: LSR fandt, at det omhandlende naturgasforbrug, der var medgået til opvarmning af råvarelagre med henblik på temperering af folie, ikke var godtgørelsesberettiget i henhold til gasafgiftsloven. Endvidere ansås selskabet ikke for at have en retsbeskyttet forventning. SKAT ansås for at have været berettiget il at ændre selskabets afgiftstilsvar ud over den ordinære frist.

SKM2016.405 LSR: Et selskabs anmodning om måling med tilbagevirkende kraft med henblik på fordeling af tilbagebetalingsberettiget forbrug af el og gas mellem henholdsvis forbrug med nedsat tilbagebetaling og fuldt tilbagebetalingsberettiget forbrug blev ikke imødekommet.

SKM2016.428 SR: SR kunne bekræfte, at spørgers forbrug af gas til opvarmning af vand til rengøring af spørgers totebintank var omfattet af fritagelsen i gasafgiftslovens § 10, stk. 5, nr. 3.

SKM2016.506 SR: SR bekræftede, at selskab X ikke skulle betale overskudsvarmeafgift for energi fra spildevand, idet S ikke betalte et vederlag til selskab X for udnyttelse af energien, som leveredes til Ss vekslerstation.

SKM2017.49 LSR: LSR fandt, at et selskabs ovnproces var en mineralogisk proces, og at de anvendte materialer gennem opvarmning i ovnen måtte anses at forandre indre fysisk struktur i henhold til gasafgiftslovens § 10 d, stk. 4, 2. pkt. Selskabet fik herefter medhold i, at godtgørelse af gasafgift ikke skulle nedsættes efter gasafgiftslovens § 10 a.

SKM2017.116 LSR: Et forsyningsselskab var med rette afkrævet tilbagebetaling af opnået lempelse af gasafgift og kuldioxidafgift, idet selskabet ikke opfyldte betingelserne om kraftvarmekapacitet, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5 og kuldioxidafgiftslovens § 7, stk. 7.

SKM2017.323 SR: Da det måleteknisk ikke var muligt at opdele varmefremstillingen fra Ss anlæg i henholdsvis varme fra kraftvarmedelen og varme fra varmepumpen, og afgiftslovgivningen ikke havde fastsat regler for denne fordeling, bekræftede SR, at hele anlægget kunne betragtes som ét kraftvarmeanlæg, når elfremstillingen var reel.

SKM2017.422 SR: SR bekræftede ud fra en konkret vurdering, at afgiften på Ss forbrug af el og gas til Ss fremstilling af henholdsvis teknisk damp og isvand, hvor damp og isvand også anvendtes af en lejer, kunne fordeles mellem S og lejer ved brug af en fordelingsnøgle. SR lagde bl.a. vægt på, at S og lejer var uafhængige parter, og at dampen og isvandet alene anvendtes til godtgørelsesberettigede formål hos enten S eller lejer. SR bekræftede, at S kunne anses for at være forbrugeren af ledningsført vand efter vandafgiftsloven ved fremstilling af henholdsvis teknisk damp, isvand og ionbyttet vand, hvorfor S var godtgørelsesberettiget for afgiften af det forbrugte vand. SR bekræftede, at S kunne anses for at være forbrugeren af elektricitet efter elafgiftsloven ved fremstilling af henholdsvis trykluft og ionbyttet vand, hvorfor S var godtgørelsesberettiget for afgiften af den forbrugte elektricitet.

Gevinstafgift

Lov om afgift af gevinster ved lotterispil m.v., jf. lovbekg. nr. 1146 af 02.12.2005

SKM2010.545 SR: SR fandt, at lodtrækningen i en spørgeskemaundersøgelse var omfattet af gevinstafgiftsloven. Udvælgelsen af deltagere var sket ud fra et tilfældighedsprincip og i en så tilstrækkelig stor og defineret gruppe, at offentlighedskravet i gevinstafgiftslovens § 1 måtte anses for opfyldt.

SKM2011.222 SR: SR kunne ikke bekræfte, at gevinster udbetalt af A A/S for deltagelse i en offentlig konkurrence ville være omfattet af § 1, stk. 1, litra f. i gevinstafgiftsloven.

Grammofonpladeafgift

Christian Dresager i TfS 1996.36: Afskaffelse af grammofonplade-/CD-afgiften. (Kort gennemgang af lovændringen samt en beskrivelse af de forhold, som virksomheder, der kunne få afgiftsgodtgørelse, skulle være opmærksomme på).

Isafgift

Bekg. nr. 1164 af 30.09.2015 om isafgift for 2016

Kapitaltilførselsafgift

Jørgen Berg i UfR 1981 B.78-81: En dom og dens konsekvenser. (Omhandlede UfR 1957.307 HD, hvorefter Vølunds genopskrivning af en aktieportefølje blev anset for stempelpligtig)

Henrik Gam i TfS 1990.117: Er kapitaltilførselsafgiften tidssvarende?

Bente Møll Pedersen i TfS 1993.229: Kapitaltilførselsafgift ved omstrukturering - indskud af aktier - begrebet "en del af en virksomhed". (Artiklen omhandler kapitaltilførselsafgiftsloven § 9 stk. 1).

Michael Kirkegaard Nielsen i Skat Udland 2008.132: Nyt direktiv om kapitaltilførselsafgifter.

UfR 1998.1534 HD (TfS 1998.607 HD): California Kleindient A/S, der var et helejet datterselskab af A. Rohé Gmbh, skulle betale kapitaltilførselsafgift på 25.000 kr. i forbindelse med kapitalforhøjelse i 1992 på 2,5 mio. kr., idet selskabets egentlige ledelse, der var varetaget af direktionen, havde haft sæde i Danmark. ØLD blev komm. af Lars Eriksen i Skat Udland 1996.150: Ledelsens sæde - status ét år efter.

TfS 2001.206 EFD: Portugisisk afgift for registrering af selskaber ikke lovlig.

TfS 2001.208 EFD: Notarialafgift, der steg direkte proportionalt med den tegnede kapital, var ikke lovlig.

TfS 2001.393 EFD: Fællesskabsretten var ikke til hinder for nationale bestemmelser om forældelse af tilbagesøgningskrav på 3 år.

TfS 2001.554 EFD: Italiensk afgift på nettoformuen i erhvervsdrivende virksomheder fandtes ikke i strid med Rådets direktiv 69/335 om kapitaltilførselsafgifter.

TfS 2001.555 EFD: Østrigsk mindsteselskabsskat på 15.000 ATS fandtes ikke i strid med Rådets direktiv 69/335 om kapitaltilførselsafgifter.

TfS 2002.553 EFD: Om lovligheden af tyske notarialudgifter.

TfS 2002.555 EFD: Visse græske gebyrer i forbindelse med stiftelse af selskaber var i strid med kapitaltilførselsafgiftsdirektivet.

Konsumisafgift

Lov om afgift af konsum-is, jf. lovbekg. nr. 1248 af 05.10.2016

TfS 2002.43 LSR (SKM2001.600): Et selskab, der drev virksomhed med salg af konsum-is til grossister og detailhandlere blev anset for berettiget til at foretage fraskrivning i lagerregnskabet for afgiftspligtige varer, der hos detailhandlere var blevet uanvendelig og derfor bortskaffet af selskabet med udstedelse af kreditnota lydende på fuld pris inkl. afgift.

Kvælstofafgift

TfS 2003.566 TSS (SKM2003.188 TSS): ToldSkat godtgjorde kvælstofafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registrering for allerede afsluttede planår.

TfS 2001.672 LSR: En jordbrugsvirksomhed ansås for berettiget til godtgørelse af kvælstofsafgift i overensstemmelse med Plantedirektoratets registreringsbevis, selv om registreringen var sket med tilbagevirkende kraft, således at registreringsbeviset også omfattede en allerede afsluttet planperiode.

SKM2013.567 VLD (SKM2012.178 BRD): Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt SKAT med rette havde opkrævet kvælstofafgift hos S med kr. 3.407.130. S gjorde gældende, at myndighedernes skønsmæssige opgørelse over den afgiftspligtige mængde gødning var behæftet med fejl, idet myndighederne havde set bort fra en leverance af kvælstofholdig gødning, som S hævdede at have foretaget til en tysk samhandelspartner. Retten fandt det hverken godtgjort eller sandsynliggjort, at S havde leveret kvælstofholdig gødning til den tyske samhandelspartner. Da S heller ikke på anden vis havde godtgjort, at opgørelsen over den afgiftspligtige mængde gødning kunne tilsidesættes som åbenbart urimelig eller som udøvet på et klart forkert grundlag, blev Skatteministeriet frifundet. VL tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at det ikke var godtgjort, at Ss faktura nr. ... af 20.10.2006 og faktura nr. ... af 28.12.2006 fra G1 var udtryk for en reel handel. Det, der var fremkommet for VL, kunne ikke føre til en anden vurdering. S havde ikke godtgjort, at gødningen i stedet var solgt til virksomheder omfattet af § 10, stk. 1, nr. 2, i lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. Det var således heller ikke for VL godtgjort, at skattemyndighedernes skøn var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag.

SKM2013.882 SKAT: NOx-afgiftsbekendtgørelsens § 6, stk. 5, der fastsatte frist på 3 måneder for godtgørelse efter NOXAL § 9 var uhjemlet. Afslag på godtgørelse som følge af overskridelse af 3 måneders fristen skulle genoptages. Fremadrettet skulle reglerne i SFL §§ 31 og 32 gælde.

SKM2014.662 BRD: Sagen angik prøvelse af SKATs forhøjelse af selskabets afgiftstilsvar for handel med bekæmpelsesmidler og kvælstofholdig gødning. S gjorde i første række gældende, at selskabet ikke skulle svare afgift, da de afgiftspligtige dispositioner var foretaget af direktøren, D, uden for dennes stillingsfuldmagt. D havde ved udarbejdelse af falske fakturaer m.v. søgt at sløre, at der var handlet med afgiftspligtige produkter, og der var ikke i sagen holdepunkter for, at selskabets ejer havde medvirket til eller været vidende herom. BR fandt, at det lå inden for Ds fuldmagt at foretage handel med de omhandlede produkter. Det forhold, at handlerne var foretaget af D uden behørig indberetning af salg og afregning af afgifter, medførte ifølge retten ikke, at de foretagne handler lå uden for selskabets formål. S gjorde i anden række gældende, at SKATs forhøjelse skulle nedsættes. I den forbindelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at SKATs forhøjelse - der var baseret på en detaljeret gennemgang af de reelle fakturaer - ikke kunne anses for skønsmæssig. BR fandt, at SKATs ansættelse beroede på et skøn. BR udtalte herved, at det forhold, at der var taget udgangspunkt i en række bilag fundet hos såvel S som andre, ikke fritog afgørelsen fra at være skønsmæssig, men blot medførte en begrænsning af den usikkerhed, der altid vil være forbundet med en skønsmæssig ansættelse. BR fandt ikke, at S havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse var behæftet med væsentlige fejl eller var udøvet på et klart fejlagtigt eller ufuldstændigt grundlag, eller at ansættelsen var åbenbart urimelig. SKM blev på den baggrund frifundet.

SKM2016.19 VLD: Sagen angik prøvelse af skattemyndighedernes forhøjelse af selskabets afgiftstilsvar for handel med bekæmpelsesmidler og kvælstofholdig gødning. For VL var den beløbsmæssige opgørelse af afgiftstilsvaret ubestridt. Selskabet gjorde imidlertid gældende, at selskabet ikke skulle svare afgift, da de afgiftspligtige dispositioner ifølge selskabet var foretaget af direktøren uden for dennes fuldmagt som direktør. Det var ubestridt, at direktøren ved bogføring af falske fakturaer m.v. havde søgt at sløre, at der var handlet med afgiftspligtige produkter, og der var ikke i sagen holdepunkter for, at selskabets ejer havde medvirket til eller været vidende herom. BR havde frifundet ministeriet med henvisning til, at det lå inden for direktørens fuldmagt at foretage handel med de omhandlede produkter. VL tiltrådte af BRs grunde, at handlerne, som havde udløst afgiftskravet, havde ligget inden for direktørens fuldmagt til at handle på selskabets vegne i sin egenskab af direktør. VL tilføjede, at handlerne var gennemført for selskabets regning og ikke efterfølgende var civilretligt anfægtet af selskabet i forhold til medkontrahenterne. Det forhold, at direktøren uretmæssigt havde skjult de dispositioner, der havde ført til afgiftspligt for selskabet, kunne herefter ikke i sig selv føre til, at handlerne var ugyldige, eller at selskabets afgiftsforpligtelse skulle bortfalde. VL stadfæstede derfor BRs dom om frifindelse af ministeriet.

Kvælstofoxidafgift

Lov om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m., jf. lovbekg. nr. 1357 af 18.11.2016

SKM2011.273 SR: SR afviste, at afbrænding af fedt fra selvdøde dyr skulle være fritaget fra NOx-afgift, men fastslog, at anvendes fedtet til forbrænding på andre forbrændingsanlæg, end de hvor udledningen sker efter måling, vil brændslerne i NOx-afgiftsmæssig henseende skulle kvalificeres som enten fast biomasse eller flydende VE.

SKM2011.472 SKAT: Styresignal om, at afgiftsgodtgørelse kunne ydes til både registrerede og ikke-registrerede virksomheder, der begrænsede udledningen af NOx til luften.

SKM2014.845 SKAT: SKAT præciserede, hvilken form for dokumentation transportøren skulle kunne fremlægge for bekæmpelsesmidler, der transporteredes i Danmark og for varer, der var i transit.

SKM2015.635 SKAT: Notatet angav retningslinjer for, hvorledes den "maksimalt indfyrede effekt" kunne dokumenteres ved SKATs kontrol af afgiftsopgørelser i forbindelse med udledninger af NOx metan og svovl for biobrændsler, der indfyredes på kedler og gasmotorer.

Lokalradioafgift

Jørgen Holm Damgaard i TfS 1988.416: Lokalradioafgiften.

Polyvinylkloridafgift (PVC-afgift)

TfS 2002.486 TSS (SKM2002.227): Efter spørgsmål om afgrænsning af det afgiftspligtige vareområde for regntøj efter § 1 , stk. 1, i lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater, havde Told- og Skattestyrelsen indhentet en udtalelse fra Teknologisk Institut, som oplyste, at der var tale om regntøj, når det var undersøgt om metervaren var vandtæt. Derudover skulle det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skulle være vandtætte. I relation til denne definition var det uden betydning, om der var foer i regntøjet. Det var derefter styrelsens opfattelse, at afgrænsningen af vareområdet for regntøj burde ske i overensstemmelse med definitionen fra Teknologisk Institut.

TfS 2006.363 LSR (SKM2006.100 LSR): En virksomheds import og salg af emballagetape med indhold af hård PVC kunne ikke anses for afgiftspligtig efter PVC-afgiftsloven.

TfS 2006.611 SKAT (SKM2006.317 SKAT): Som følge af LSR kendelse af 15. november 2005, TfS 2006.363, ændredes praksis vedrørende afgiftspligt af tape, således at tape med indhold af hård pvc og uden indhold af blød pvc ikke længere pålagdes afgift efter pvc-afgiftsloven. Virksomheder, der efter den hidtidige praksis havde indbetalt afgift af tape med hård pvc, kunne anmode om genoptagelse af afgiftstilsvaret.

SKM2013.822 SR: SR bekræftede, at der ikke skulle svares afgift efter pvc-afgiftsloven ved import af kabelskrot i tilfælde, hvor ledninger og kabler i kabelskrottet ikke længere var anvendelige.

SKM2016.595 SKAT: Styresignalet beskrev en ændring af praksis vedrørende afgiftspligten for presenninger efter pvc-afgiftsloven som følge af Højesterets dom i SKM2016.504.HR. Styresignalet fastsatte frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, som skulle ledsage en anmodning om genoptagelse.

SKM2016.504 HDR (SKM2015.701 VLD (SKM2014.532 BRD (SKM2013.586 LSR))): Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt grillbetræk skulle kvalificeres som "presenninger" i henhold til pvc-afgiftslovens § 1, jf. bilag 1, nr. 7, og dermed være afgiftspligtige. HR udtalte, at pvc-afgiftsloven i sin oprindelige affattelse i 1999 ikke omfattede de omhandlede grillbetræk. HR lagde navnlig vægt på, at de eksempler på anvendelse af presenninger, der var nævnt i lovens forarbejder, adskilte sig meget væsentligt fra anvendelsen af grillbetræk. HR fastslog dernæst, at der ved ændringen af pvc-afgiftsloven i 2004 ikke skete en udvidelse af det afgiftspligtige vareområde, således at løse, faconformede grillbetræk fremover skulle anses for at være en presenning i pvc-afgiftslovens forstand. De pågældende grillbetræk var derfor ikke afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven. VL og BR var nået til det modsatte resultat. (2-1)

Reklameafgift

Lov nr. 1228 af 18.12.2012 om afgift af husstandsomdelte reklamer (reklameafgiftsloven). Er ophævet ved lov nr. 1891 af 29.12.2015 fra d. 01.01.2016

Renteafgift

Leif Sundby i TfS 1987.160: Afgift af renter af forbrugslån.

Smedegaard Andersen i TfS 1988.665: Afgift af renter - alene af lån eller af al gæld?

Christian Bach Hansen i TfS 1988.623: Renteafgiftsloven og skattekontrolloven.

Jakob Jæger i TfS 1989.10: Afgift af renter - af al gæld? (Gjorde gældende, at der skulle betales renteafgift af al gæld - ikke blot af lån)

Smedegaard Andersen i TfS 1989.46: Afgift af renter. En replik. (Fastholdt, at der ikke var hjemmel til renteafgift af al gæld)

Råstofafgift

TfS 2006.654 ØLD (SKM2006.295 ØLD): En dansk importør af cement (S) fik ikke medhold i, at den danske råstofafgift på importeret cement beregnet i henhold til bilag 2 til den dagældende affalds- og råstofafgiftslov udgjorde en toldlignende afgift omfattet af forbudet mod told og toldlignende afgifter i EF-Traktatens art. 23 og 25. Skatteministeriet havde for ØL anerkendt, at den dagældende beregningsmetode for afgiften på importeret cement førte til en diskriminerende afgiftsbelastning af importeret cement i forhold til tilsvarende indenlandsk produceret cement omfattet af lovens bilag 1, hvorfor ministeriet havde anerkendt et delvist tilbagebetalingskrav, jf. EF-Traktatens art. 90 om forbud mod diskriminerende interne afgifter, opgjort som forskellen mellem den afgift, der lovligt kunne opkræves, og den faktisk opkrævede afgift. ØL tiltrådte ministeriets standpunkt. Det rejste tilbagebetalingskrav tilbage til 1990 fandtes i øvrigt i al væsentlighed at være forældet i henhold til 1908-loven, idet forældelsesfristen ikke fandtes suspenderet i henhold til 1908-lovens § 3. S, der pr. 1. april 2000 helt havde stoppet med at indbetale råstofafgiften, fandtes berettiget til i et mindre omfang at kunne modregne med sit delvist retskraftige tilbagebetalingskrav i Skatteministeriets efterbetalingskrav vedrørende skyldig afgift for tiden efter 1. april 2000.

TfS 2008.645 LSR (SKM2008.247 LSR): En anmodning om bindende svar på, om eksport af et kalkholdigt gødningsprodukt til Norge kunne anses som afgiftsfritaget efter råstofloven, blev besvaret med et "nej". Gødningsproduktet havde ikke gennemgået en bearbejdning således som dette udtryk måtte forstås efter råstofafgiftslovens § 5. Endvidere var produktet ikke genstand for et salg, hvorfor der heller ikke ud fra en formålsfortolkning af lovens § 5 kunne ske afgiftsløftning.

SKM2010.236 LSR: Der var ikke hjemmel til refusion af betalt råstofafgift for hasselnødder, som efter indførslen var blevet ukurante som følge af skimmelsvamp.

SKM2010.504 BRD: S, en importør af cement, nedlagde over for Skatteministeriet påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at ministeriet ulovligt havde opkrævet afgift på importeret cement hos S i perioden 1991-2005. Byretten afviste sagen, idet den nedlagte anerkendelsespåstand ikke var egnet til at danne grundlag for rettens bedømmelse af tvisten mellem parterne, idet påstanden, dels ikke tog højde for, at ministeriet i en tidligere sag om samme afgift (jf. SKM2006.295 ØLD) havde anerkendt, at afgiften var en EU-retsstridig diskriminerende intern afgift, men dog samtidig bestred, at der var tale om en toldlignende ulovlig afgift (hvilket landsretten havde givet ministeriet medhold i) og dels ikke tog højde for ministeriets forældelsesindsigelse vedrørende en del af kravet (hvilket synspunkt ministeriet også havde fået medhold i af Landsretten). S havde under sagens forberedelse nægtet at ændre sin påstand til en betalingspåstand, der tog højde for parternes uenighed om afgiftens karakter og for Skatteministeriets forældelsesindsigelse.

SKM2013.482 SR: SR kunne ikke bekræfte, at S var berettiget til fra udlandet eller fra registrerede virksomheder at modtage jordnødder og andre afgiftspligtige varer omfattet af chokoladeafgiftslovens § 19, uden at afgiften var berigtiget. Bestemmelsen i lovens § 5 knyttede sig udelukkende til registrerede virksomheder (oplagshavere), som var registreret for chokolade- og sukkervarer i lovens kap. 1. En registreret varemodtager havde ikke adgang til at modtage afgiftspligtige varer fra udlandet eller fra registrerede virksomheder (oplagshavere), uden at afgiften berigtigedes.

Spilleafgift

Lov om afgifter af spil, jf. lovbekg. nr. 337 af 07.04.2016

Bekg. nr. 1139 af 05.12.2011 om afgifter af spil

SKM2011.781 SKAT: Juridisk vejledning vedrørende afgifter af spil, som gjaldt fra 1. januar 2012, hvor en ny lov om afgifter af spil trådte i kraft.

SKM2011.844 SKAT: SKAT havde i SKM2011.781 SKAT udsendt en juridisk vejledning med regler og praksis vedrørende afgifter af spil, gældende fra 1. januar 2012. I denne meddelelse ændredes og præciseredes den fastsatte praksis på enkelte punkter.

SKM2012.681 SR: A ApS (spørger) påtænkte at udbyde en konkurrence via en app, som kunne downloades gratis af alle, som havde adgang til en mobiltelefon, der kunne downloade den pågældende app. I den anledning bekræftede SR, at reglerne for beregning og betaling af afgifter i forbindelse med spil uden indsats jf. spilleafgiftsloven § 15 fandt anvendelse. SR begrundede sit svar med, at der var tale om et spil uden indsats, at der var et element af tilfældighed i spillet, og at spillet var udbudt offentligt.

SKM2013.442 BRD: Spillemyndigheden havde meddelt S afslag på hendes ansøgning om tilladelse til at drive spillehal med gevinstgivende spilleautomater. Det var spillemyndighedens vurdering, at S ikke kunne forventes at ville drive spillehallen på faglig forsvarlig måde. S havde tidligere været bestyrer af en spillehal, og det var ved 8 kontrolbesøg konstateret, at hun ikke efterlevede de dagældende bemandingskrav. Det tidligere gældende bemandingskrav blev efterfølgende lempet, hvorfor S mente sig berettiget til en ny tilladelse til at drive spillehal. S nedlagde derfor påstand om, at spillemyndigheden skulle tilpligtes at meddele tilladelse. Retten fandt, at spillemyndigheden ikke kun burde lægge vægt på Ss tidligere manglende overholdelse af tilladelsen. Spillemyndigheden burde også tage hensyn til den nuværende lovgivning, den mellemliggende tidsperiode, samt karakteren af den tidligere overtrædelse, hvilket spillemyndigheden ikke havde gjort. Da retten imidlertid ikke kunne tage stilling til, om S opfyldte kravene for at hun skulle meddeles tilladelse, kunne hendes påstand ikke tages til følge, hvorfor spillemyndigheden blev frifundet.

SKM2014.307 BRD: Sagen vedrørte 5 hjemmesider, som i strid med spilleloven udbød spil her i landet uden tilladelse fra Spillemyndigheden. Rekvisitus formidlede adgang til de pågældende hjemmesider. Spillemyndigheden nedlagde påstand om, at der blev meddelt forbud mod, at rekvisitus formidlede adgang til de pågældende hjemmesider, og at det blev rekvisitus påbudt at etablere blokering af hjemmesiderne. Allerede fordi de pågældende hjemmesider var affattet på dansk, lagde retten til grund, at der var tale om udbud af spil i Danmark, jf. spillelovens § 2, stk. 1. Da der ikke forelå tilladelse fra Spillemyndigheden, var det ulovligt, at spilleudbyderne udbød spil her i landet. Det var derfor i strid med spillelovens § 65, at rekvisitus formidlede adgang til de pågældende hjemmesider. Da de øvrige betingelser for meddelelse af forbud og påbud også var opfyldt, fulgte BR Spillemyndighedens påstande.

SKM2014.862 LSR: LSR stadfæstede SKAT's efteropkrævning af spilleafgift som følge af, at nedsat afgift ikke kunne godkendes på grund af manglende dokumentation.

SKM 2015.213 SR: Gevinster fra hestevæddemål udbudt fra Gibraltar og UK via Bet365.com og Betfair.com, og som blev vundet af en dansk skattepligtig under ophold i et andet EU-land, hvor væddemålene blev udbudt lovligt, var fritaget fra beskatning i Danmark, da spillene var godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land og opfyldte betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland.

SKM2016.155 SR: SR afviste, at indsatser i online-spil, som hidrørte fra tildelte bonus-spilpenge, kunne holdes ude af bruttospilleindtægten, og dermed ude af afgiftsgrundlaget for spilleafgift. Det havde således ikke betydning, om spillene for bonus-spilpenge blev bogført på en særskilt konto, adskilt fra spillerens egne indbetalinger og vundne gevinster hidrørende fra disse indbetalinger. SR bekræftede, at en opskrivning af spillerens spilkonto med et vist kontantbeløb først skulle medregnes i bruttospilleindtægten som indskud på det tidspunkt, hvor beløbet anvendes som indsatser i spil.

SKM2016.170 SR: Sagen omhandlede de skattemæssige konsekvenser i forbindelse med staking (at satse på/betale til et spil/en spiller) for Staker (den, der satser) hhv. spilleren. SR kunne bekræfte, at Spilleren ikke blev beskattet af den andel af buy-in og fee (betaling for at deltage i en turnering), som blev betalt af Staker. For så vidt angår spil, som udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land kunne SR ikke bekræfte, at Stakers andel af gevinst og tab vundet eller tabt i en aftaleturnering var skatteansættelsen uvedkommende for Staker. SR kunne dog bekræfte, at Staker alene skulle beskattes af den andel af gevinsten, som Staker var berettiget til i henhold til Stakingaftalen. SR kunne endvidere bekræfte, at Spillerens andel af gevinst og tab vundet eller tabt i en sådan aftaleturnering var skatteansættelsen uvedkommende. SR kunne endvidere bekræfte en række spørgsmål, som vedrører turneringer, der ikke udbydes eller arrangeres i et andet EU- eller EØS-land og er tilladt i dette land.

SKM2016.366 SR: SR tog stilling til, at en start up-bonus/sign up-bonus ikke kunne fratrækkes i bruttospilleindtægten. Gevinster fra en puljegaranti kunne fratrækkes bruttospilleindtægten.

SKM2017.317 SR: SR anså en spilleklub for transparent i skattemæssig henseende. Medlemmerne af spilleklubben var derfor ikke skattepligtige af udlodninger fra klubben. Eftersom klubben alene ville benytte sig af spiludbydere og spil, der var omfattet af undtagelsen efter § 1, stk. 3, i lov om afgifter af spil, var foreningens medlemmer ikke skattepligtige af gevinst og tab i forbindelse med indgåelse af væddemål.

Spilleautomatafgift

TfS 2003.1005 LSR (SKM2003.531 LSR): En forening, der drev spillehal og bankospil, anvendte overskuddet til støtte til bl.a. Nyreforeningen i Y amt. Der kunne ikke foretages efteropkrævning af afgift efter lov om afgift af spilleautomater vedrørende beløb, som var udloddet til Nyreforeningen.

TfS 2006.775 SKAT (SKM2006.493 SKAT): Det tidligere bødecirkulære (TSS-cirkulære 2002-15) blev til en SKAT-meddelelse med enkelte mindre redaktionelle ændringer.

SKM2011.370 HD (SKM2010.425 ØLD) og UfR 2011.2037 HD: HR stadfæstede ØLs dom, hvorefter en aftale mellem G1 A/S, G2 og Skov- og Naturstyrelsen (S) vedrørende spillehallernes betalinger til henholdsvis S og G1 A/S (udlodninger) indebar, at udligninger, som efter aftalen skulle ske ved sæsonens afslutning, nedbragte det beløb, som kunne anses for udlodninger til G1 A/S, og som dermed kunne føre til nedslag i afgiften, jf. spilleautomatlovens § 25. HR gav ministeriet medhold i, at det samlede beløb, som efter udligningen tilkom S, efter aftalens sammenhæng med det øvrige aftalegrundlag måtte anses som lejebetaling fra spillehallerne, samt at G1 A/S's pligt til at betale et beløb til S for at opnå ligedeling indebar, at en tilsvarende del af provenuet fra spillehallerne ikke endeligt tilkom G1 A/S, og derfor ikke kunne anses som udlodning. HR tiltrådte endvidere, at udligningsbeløbene heller ikke kunne anses for udlodninger til S i henhold til spilleautomatlovens § 25.

Spiritusafgift

Lov om afgift af spiritus, jf. lovbekg. nr. 82 af 21.01.2016

Bekg. nr. 184 af 26.02.2013 om afgift af spiritus m.m.

Bekg. nr. 187 af 26.02.2013 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m.

TfS 2001.552 EFD: Hollandsk person havde købt mindst 2000 liter ren alkohol til brug for fremstilling af genever. Den blotte oplægning af varerne udgjorde en overgang til forbrug, hvorfor der skulle erlægges afgift på omkring 300.000 NLG.

TfS 2002.148: Skatteministerens svar vedr. afgiftsnedsættelser som følge af, at 24-timers-reglen ophævedes pr.31.12.2003.

TfS 2003.444 TSS: Told- og Skattestyrelsens nyhedsbreve om nedsættelse af afgiften af spiritus, cigaretter og mineralvand fra d. 01.10.2003.

TfS 2004.180 HD (SKM2004.103 HD, UfR 2004.1277 HD, TfS 2001.478 ØLD): Crème de Cassis skulle ikke afgiftsberigtiges som vin, men som likør.

SKM2010.157 SKAT: Gæret drikkevare, som var fremstillet på basis af frugt eller et naturprodukt, indeholdende destilleret alkohol kunne tariferes enten i position 2206 eller 2208. Såfremt produktet tariferedes i pos. 2208, skulle der afregnes punktafgift efter spiritusafgiftslovens § 1.

SKM2011.126 LSR: Tre svenskeres indførsel af 1.924,56 l øl, 392,4 l vin og 192 l spiritus købt i Tyskland, var afgiftspligtig til Danmark, idet de indførte mængder ikke blev anset for værende til privat brug.

UfR 2011.1933 ØLD: Restaurationsindehaver, T, var tiltalt for at have undladt at opbevare følgesedler eller kvitteringer for tre flasker spiritus, som befandt sig i forretningslokalet, samt for ikke at have ført et forskriftsmæssigt regnskab, som kunne danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret. Bestemmelserne i spiritusafgiftslovens § 31, stk. 5, og øl- og vinafgiftslovens § 25, stk. 5, om udmåling af skærpet bøde blev indsat ved lov nr. 1059 af 17. december 2002, og det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 66 af 06.11.2002), at baggrunden for indførelsen af hjemmelen til skærpet bøde blandt andet var at sikre, at også de overtrædelser, hvor der ikke direkte kunne konstateres en stor afgiftsunddragelse, men hvor der i virksomheden fandtes en regnskabspraksis, der gav en risiko for en afgiftsunddragelse, der var vanskelig præcis at konstatere, men som medførte en reel risiko for statskassen, i praksis kunne gøres til genstand for bødestraf. ØL fandt på denne baggrund, og henset til at den konstaterede, beskedne afgiftsunddragelse ikke kunne antages at indebære reel risiko for en større afgiftsunddragelse, at der ikke var grundlag for at udmåle en skærpet bøde, men derimod alene en bøde på 500 kr. for begge overtrædelser.

SKM2012.16 SKAT: Gærede alkoholholdige produkter, der som følge af en efterfølgende rensning og filtrering, fremstod som en farveløs og klar væske, der lugtede af alkohol, skulle tariferes under KN pos. 2208, uanset hvor produktet oprindeligt var tariferet i KN. Såfremt produktet tariferedes i pos. 2208, skulle der afregnes punktafgift efter spiritusafgiftslovens § 1.

SKM2012.698 LSR: Selskabet producerede et kosttilskud, som hverken var registeret som naturlægemiddel eller lægemiddel hos Lægemiddelstyrelsen. Varen var derfor omfattet af afgiftspligten jf. spiritusafgiftslovens § 1, stk. 1, idet varen henhørte under toldposition 2208 og havde et ethanolindhold på over 1,2 pct. vol. Når der var tale om et kosttilskud, som var at betragte som en fødevare, var betingelserne for afgiftsfritagelse ikke opfyldte, jf. spiritusafgiftslovens § 15, stk. 1. Alene et registreret lægemiddel eller naturlægemiddel kunne anvendes med et medicinsk formål og dermed opfylde betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. bestemmelsen stk. 2.

SKM2013.437 SKAT: Fra 01.07.2013 var formlen for fuldstændig denaturering af alkohol ændret ved Kommissionens gennemførselsforordning nr. 162/2013 af 21.02.2013. Denatureret alkohol efter den hidtil gældende formel, som var fremstillet eller modtaget i Danmark inden d.01.07.2013, kunne sælges afgiftsfrit til og med d. 31.12.2013.

SKM2014.36 HRD:(SKM2010.304 ØLD): SKM tog bekræftende til genmæle i sagen for HR på baggrund af EU-Domstolens dom af 18.07.2013 i sag C-315/12, H1 ApS.

SKM2017.57 SKAT: Fra 01.08.2017 ændredes formlen for fuldstændig denaturering af alkohol i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1867 af 20.10.2016. Styresignalet indeholdt overgangsregler vedrørende fuldstændig denatureret alkohol, som var fremstillet eller modtaget inden d. 01.08.2017.

SKM2017.457 LSR: LSR fandt, at færdigblandet gløgg med rom ikke var omfattet af afgiftsområdet efter spiritusafgiftslovens § 1.

Svovlafgift

Lov om afgift af svovl, jf. lovbekg. nr. 335 af 18.03.2015

TfS 2001.143 LSR: Et fjernvarmeværk, der fremstillede fjernvarme ved forbrænding af træflis, ansås ikke for afgiftspligtig efter svovlafgiftslovens § 2, stk. 3, af indfyret træflis, i det omfang, det godtgjordes, at svovlindholdet beregnet af brændslets vægt inkl. vand havde været under 0,05 %. Efterfølgende analyseresultater var ikke tilstrækkelig dokumentation herfor.

TfS 2007.139 VLD (SKM2006.735 VLD): I denne sag havde ToldSkat truffet afgørelse om, at Randersværkets betaling af kulafgift, kuldioxidafgift og svovlafgift skulle ske på baggrund af et stipuleret referenceværk i henhold til pkt. 3 i cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 om centrale kraftvarmeværkers opgørelse og fordeling af brændselsforbrug. Baggrunden herfor var, at Randersværket solgte den fremstillede elektricitet til en forud aftalt pris, der var uafhængig af værkets omkostninger ved elfremstillingen. Ifølge ToldSkats afgørelse skulle det stipulerede referenceværk baseres på en række nærmere angivne virkningsgrader og på, at der skulle ske en ligedeling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden.

SKM2009.408 LSR: Et varmeværks anmodning om tilladelse til at afregne svovlafgift efter udledningen af svovldioxid, jf. svovlafgiftslovens § 2, stk. 2 og 6, var med rette afslået.

SKM2009.600 SKAT: SKAT ændrede praksis, således at der ikke var fritagelse for afgift af dieselolie, der forbrugtes i fartøjer, der foretog ral- og sandsugning (indvinding) til søs, for så vidt angik olieforbruget til selve indvindings-aktiviteten. Ændringen trådte i kraft 1. april 2010.

SKM2015.322 LSR: Selskab ansås ikke for berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift i henhold til § 15, stk. 4, i lov nr. 1384 af 21.12.2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet mv., idet selskabet ikke i den omhandlede periode havde tilladelse til udledning af kuldioxid efter CO2-kvotelovens § 9.

SKM2015.323 LSR: Selskab ansås ikke berettiget til tilbagebetaling af svovlafgift i henhold til § 15, stk. 4, i lov nr. 1384 af 21.12.2009 om ændring af lov om afgift af elektricitet mv., idet varmen fra kraftvarmeværket ikke var leveret til virksomheden, men produceret på virksomhedens eget anlæg.

Tobaksafgift

Bekg. nr. 186 af 26.2.2013 om tobaksafgifter

TfS 2001.209 EFD: Afgift på tobak, der eksporteredes, var i strid med fællesskabsretten, hvis der ikke pålagdes en tilsvarende afgift på indenlandske produkter.

TfS 2004.525 LSR (SKM2004.254 LSR): Importeret cigarpapir, der indeholdt 40 pct. tobak og 60 pct. papir, var omfattet af tobaksafgiftslovens anvendelsesområde for røgtobak.

SKM2011.341 SR: SR kunne ikke bekræfte, at cigaretter og røgtobak ansås som overgået til forbrug på det tidspunkt, hvor pakker påsat stempelmærker (banderoleret) oplagredes på spørgers beskattede lager, selv om cigaretterne og røgtobakken fortsat var spørgers ejendom, og det beskattede lager befandt sig på samme adresse som, men fysisk adskilt fra, selskabets ubeskattede lager.

SKM2012.198 VLD: T var tiltalt for at have besiddet 32.080 kg røgtobak, 68 kartonner filtre, 3 paller trykte cigaretpakker, 2 paller trykte kartonner til 200 cigaretter og 7 paller papkasser til mastercases, hvor der ikke var betalt afgift, hvorved der blev unddraget 18.512.200 kr. i afgift. T forklarede, at han drev fyrværkerivirksomhed og lagerhotel og samarbejdede med en irsk samarbejdspartner NN, for hvem han opbevarede varer, som han troede var papirvarer. På et tidspunkt væltede en palle og en af kasserne gik i stykker. T kunne se, at der var blade i kassen. Byretten fandt, at T havde været klar over, at det var tobak, at det var afgiftspligtig, og at tobakken ikke var blevet angivet til afgiftsmyndighederne. T fandtes at have haft forsæt til at unddrage statskassen afgiftsbeløbet, i den hensigt at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding. Byretten fastsatte straffen til 3 års ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 9.256.000 kr. VL stadfæstede og udtalte, at navnlig under hensyn til forholdenes karakter og størrelsen var der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Straffen blev fastsat til 3 års ubetinget fængsel, og tillægsbøden blev nedsat til 9.250.000 kr.

SKM2015.224 BRD: Sagen drejede sig om, i hvilket omfang H1 Import I/S var forpligtet til at betale tobaksafgift i forbindelse med import og salg af produktet SOEX, der var en syntetisk vandpibetobak uden indhold af hverken tobak eller nikotin, samt om afgiftens forfaldstidspunkt. BR udtalte, at det fulgte af både art. 7, stk. 2, i direktiv 95/59/EF, og af § 4 i tobaksbekendtgørelsen, at også produkter, som helt eller delvis bestod af andre stoffer end tobak, men som opfyldte en række kriterier, skulle ligestilles med og dermed beskattes som tobak. BR udtalte videre, at bekendtgørelsens § 4, sammenholdt med bekendtgørelsens §§ 1 og 2, måtte fortolkes sådan, at et produkt ikke skulle opfylde samtlige de kriterier, der var nævnt i § 1 og § 2 for i afgiftsmæssig henseende at kunne ligestilles med cigaretter og røgtobak. SKM blev herefter frifundet.

SKM2016.422 SR: SR kunne ikke bekræfte, at et tobaksprodukt, som var fremstillet til at blive anvendt i et elektronisk rygeapparat, skulle anses som afgiftsfrit eller beskattes som anden røgfri tobak. SR anså tobaksproduktet som groftskåret røgtobak. SR kunne bekræfte, at der skulle betales tobaksafgift af produktet på baggrund af indholdet af tobak i varen.

Udstykningsafgift

Lov om udstykningsafgift, jf. lovbekg. nr. 1209 af 07.10.2013

Vejbenyttelsesafgift

Lov om afgift af vejbenyttelse, jf. lovbekg. nr. 896 af 15.08.2011

TfS 1997.618 DEP: Visse køretøjer til tivoli og cirkus fik dispensation fra vejbenyttelsesafgiften for tunge lastbiler.

Spørgsmål, kommentarer og forslag til tilføjelser kan sendes til

Advokat Jørgen U. Grønborg

01-10-17